Tillæg til En side om Æstetik:


Kritik af Integration

af Gert Buschmann


Modtageligheden for livets rigdomme skabes i barndommen. Der skal være natur- og kulturmæssige værdier, men dette er ikke nok: man skal fornemme deres betydning for menneskene, man skal høre dem lovprist. Ikke nødvendigvis i skikkelse af poetiske besyngelser af naturen eller af lærde samtaler over bog- og musikværker, men blot dette at man fornemmer en verden som tydeligvis varmer de voksnes hjerter. De enkelte ting forstår man ikke, i hvert falt ikke som de voksne forstår dem, men man forstår så meget at det er den vej man skal gå. Senere i livet er det måske andre ting man beskæftiger sig med, men de hører hjemme i den samme verden som tingene fra barndommen. Er man derimod opvokset i en verden hvor naturen er fraværende eller ødelagt og hvor kulturen blot er et ta' selv-bord og en evig baggrundsstøj, så får man aldrig del i de største glæder som findes. Et sådant menneske kan senerehen tilegne sig de værdifulde ting, men nogen dybere sans indfinder sig ikke, og oftest tjener de bare som et lønarbejde, og de videregives ikke med nogen større entusiasme.

Men hvad nu hvis et menneske der er rigt forsynet med gaver fra barndommen, må bosætte sig i et fremmed land? Ja, så tager det selvfølgelig tingene med sig så godt det lader sig gøre. Sætter sig lidt ind i skikke og sprog det nye sted, men laver ellers ikke meget om på sit liv, og hverken skjuler eller skilter med sin fremmede baggrund. Bedst ville det være hvis der det nye sted var andre landsmænd, eller i det mindste åndsbeslægtede, så kunne man grundlægge et mini-samfund og skabe et kulturliv som det man forlod, ja måske rigere, fordi man nu bedre forstod at værdsætte tingene. Jamen hvad nu hvis man i det pågældende land modsætter sig dette? Det gør man heller ikke, ikke hvis man er et civiliseret folk. Situationen svarer til at en mand hjemfører en kvinde fra et fjernt land, men intet gør for at hun kan bevare en forbindelse til sit folk og sin kultur, ja måske ligefrem forbyder en forbindelse. Han byder hende et liv iblandt fremmede ting og hvor alle de glæder hun tidligere har kendt til er forsvundet. Et liv værre end døden, og som måske også fører til at hun sygner hen. Burde dette egentlig ikke betragtes som en større forbrydelse end et regulært drab?

Bør et civiliseret land ikke anskue indvandring på denne måde? Hvis et land tillader indvandring, skal det så ikke i videst mulig udstrækning tillade indvandrerne at bevare deres kulturværdier, ja officielt beskytte dem? Med mindre særlige forhold gør sig gældende, men så skulle indvandringen ikke have været tilladt. Jamen kan man da sådan have samfund i samfundene? Ja det kan man da udmærket, i ethvert land lever mennesker med forskellig kultur side om side, der er klasse, religions eller sprogforskelle. Om der kan herske gensidig accept og respekt er ikke, som danskerne vil mene, forudsat af at forskellen er lille. Hvis der ikke er historisk betingede konflikter, er det en fordel at forskellen er stor, for så har de to kulturer ikke megen omgang med hinanden, og så er det svært at drage sammenligninger.

Danskernes intolerance overfor indvandrerne har ikke med islamisme at gøre, for kravet om integration er ældre end frygten for islam. Det har at gøre med indvandrernes dårlige uddannelsesmæssige baggrund og med danskernes dårlige kulturmæssige baggrund, idet alt det der er noget værd, og som man i Danmark oftest må hente fra udlandet, er fraværende i de fleste danskeres liv. Indvandrerne har været dårlige til at tale deres sag, og de har måske heller ikke haft megen sag at tale. Og danskerne har ikke gidet at lytte, fordi de ikke kan fornemme den katastrofe det er at miste barndommens verden. Og danskerne tror at kulturforskelle altid fører til krig, fordi det er sådan i nyhedsudsendelserne. De konflikter vi har set er en følge af kravet om integration. Uden dette krav ville indvandrerne være bosat mere samlet, og livet ville leves som i deres hjemland, må man formode. Inkluderet deres kvindeundertrykkelse? Trist liv disse kvinder lever, indrømmet, men hvilket syn er mest nedslående: en kvinde som går tur med sine børn og som virker som om hun ikke skal ret meget andet, eller en kvinde som hver dag er tømt for energi efter et arbejde som kun udføres for pengenes skyld og efter timer med transport og stressede gøremål?

Men antag nu at et fremmed samfund som er os overlegent pludselig skød op som en paddehat. Antag at et danskejet multinationalt højteknologifirma i voldsom vækst ville foretage en stor udviddelse i Danmark, i et tyndtbefolket område. Der skulle bygges en hel by med boliger, butikker, skoler, kirker, ja sågar et universitet til forskning og uddannelse. Stor begejstring fra alle sider for denne tilførsel af arbejdpladser, virkelyst og skattekroner, der kunne generøst loves permanent arbejdstilladelse til de højtuddannede medarbejdere fra udlandet. Det viste sig imidlertid, da de tusinder af stillinger skulle besættes, at bortset fra rengøring og butiksdrift var ikke en eneste dansker kvalificeret til dette arbejde, så denne egn blev engelsktalende. Ville nogen vove at gøre indsigelser? Næppe, og hvis de gjorde ville det ingen virkning få. Årsagen til at disse indvandrere ikke skal integreres, er at de repræsenterer den verden som vi selv er på vej imod. Det er med andre ord os som skal integreres.

Men holder dette nu helt: ville vi ikke også være afmægtige hvis indvandrerne var kinesere? De er jo myre flittige, og vi må formode at den gennemsnitlige indbygger i dette samfund ville besidde mere end den gennemsnitlige dansker af alt det der er værd at tale om.

Vore nuværende indvandrere derimod kan der ikke siges meget godt om, alt hvad de står for er passé. Og dette er ærgerligt, for det kunne have været interessant at se hvordan det var gået, hvis de mennesker vi havde været så letsindige at lukke ind i landet, stod fast på deres ret.


Februar 2010


Denne side hører under juliasets.dk