Tillæg til En side om Æstetik:


Kritik af Integration

af Gert Buschmann


Modtageligheden for livets rigdomme skabes i barndommen. Barnet skal erfare at der er natur- og kulturmæssige værdier som betyder meget for de voksne, og barnet skal fornemme deres betydning ved at høre dem lovprist. Ikke nødvendigvis i skikkelse af poetiske besyngelser af naturen eller af lærde samtaler over bog- og musikværker, men blot dette at barnet fornemmer en verden som tydeligvis varmer de voksnes hjerter. De enkelte ting forstår man ikke, ihvertfald ikke som de voksne forstår dem, men man forstår så meget, at det er ting som hører livet til. Når man hen ad vejen får sans for dem, er det måske andre ting end dem forældrene hengav sig til, men de hører til de samme kulturtraditioner. Er man derimod opvokset i en verden hvor naturen er fraværende eller ødelagt og hvor kulturen blot er et tag-selv-bord og en evig baggrundsstøj, så får man aldrig del i de største glæder som findes. Et sådant menneske kan senerehen tilegne sig de værdifulde ting, men nogen dybere sans indfinder sig ikke, og oftest tjener de bare som et lønarbejde, og de videregives ikke med nogen større entusiasme.

Men hvad nu hvis et menneske der er rigt forsynet med gaver fra barndommen, må bosætte sig i et fremmed land? Ja, så tager det menneske selvfølgelig tingene med sig - så godt det lader sig gøre. Sætter sig lidt ind i skikke og sprog det nye sted, men laver ellers ikke meget om på sit liv, og hverken skjuler eller skilter med sin fremmede baggrund. Bedst ville det være hvis der det nye sted var landsmænd, eller i det mindste åndsbeslægtede, så kunne man grundlægge et mini-samfund og skabe et kulturliv som det man forlod, ja måske rigere, fordi man nu bedre forstår at værdsætte tingene. Men hvad så hvis man i det pågældende land modsætter sig dette? Det gør man heller ikke, ikke hvis man er et civiliseret folk. Situationen svarer til at en mand hjemfører en kvinde fra et fjernt land, men intet gør for at hun kan bevare en forbindelse til sit folk og sin kultur, ja måske ligefrem forbyder en forbindelse. Han byder hende et liv iblandt fremmede ting og hvor alle de glæder hun tidligere har kendt til er forsvundet. Et liv værre end døden, og som måske også fører til at hun sygner hen. Burde dette egentlig ikke betragtes som en større forbrydelse end et regulært drab?

Bør et civiliseret land ikke anskue indvandring på denne måde? Hvis et land tillader indvandring, skal det så ikke i videst mulig udstrækning tillade indvandrerne at bevare deres kulturværdier, ja officielt beskytte dem? Med mindre særlige forhold gør sig gældende, men så skulle indvandringen ikke have været tilladt. Men kan man da sådan have samfund i samfundene? Ja det kan man da udmærket, i ethvert land lever mennesker med forskellig kultur side om side. Om der kan herske gensidig accept, er ikke, som danskerne vil mene, forudsat af at forskellen er lille. Hvis der ikke er historisk betingede konflikter, kan det være en fordel at forskellen er stor, for så har de to kulturer ikke megen omgang med hinanden, og så er det svært at drage sammenligninger.

Danskernes intolerance overfor indvandrerne har ikke med islamisme at gøre, for kravet om integration er ældre end frygten for islam. Det har at gøre med indvandrernes dårlige uddannelsesmæssige baggrund og med danskernes dårlige kulturmæssige baggrund, idet de kulturværdier som er mest værd, er fraværende i de fleste danskeres liv. Indvandrerne har været dårlige til at tale deres sag, og de har måske heller ikke haft megen sag at tale. Og danskerne har ikke gidet at lytte, fordi de ikke kan fornemme den katastrofe det er at miste barndommens verden. De konflikter vi har set, er en følge af kravet om integration. Uden dette krav ville indvandrerne være bosat mere samlet, og livet ville leves som i deres hjemland, må man formode. Inkluderet deres kvindeundertrykkelse? Det er et trist liv disse kvinder lever, indrømmet, men er de fuldtidsarbejdende og stressede danske kvinders liv ikke endnu mere trist?

Men antag nu at et fremmed samfund som er os overlegent pludselig skød op som en paddehat. Antag at et højteknologifirma i voldsom vækst etablerede en produktion i Danmark, og valgte et tyndtbefolket område. Der skulle bygges en hel by med boliger, butikker, skoler, kirker, ja sågar et universitet til uddannelse og forskning. Stor begejstring fra alle sider for denne tilførsel af arbejdpladser, virkelyst og skattekroner, og der kunne generøst loves permanent arbejdstilladelse til højtuddannede medarbejdere fra udlandet. Det viste sig imidlertid, da de tusinder af stillinger skulle besættes, at bortset fra rengøring og butiksdrift var kun meget få danskere kvalificerede til arbejdet dette sted, så denne egn blev engelsktalende. Ville nogen vove at gøre indsigelser? Næppe. Årsagen til at disse indvandrere ikke skal integreres, er at de repræsenterer den verden som vi selv er på vej imod. Det er med andre ord os som skal integreres.

Vore nuværende indvandrere derimod, kan der ikke siges meget godt om, alt hvad de står for er passé. Og dette er ærgerligt, for det kunne have været interessant at se hvordan det var gået, hvis de mennesker vi havde været så letsindige at lukke ind i landet, stod fast på deres ret.


Februar 2010


Denne side hører under juliasets.dk