Tillæg til En side om Æstetik:


Kritik af Døden

af Gert Buschmann


Kan man sige at en evigt lidende lider, når lidelsen hører ind under Guds orden? Måske, men i så fald må lidelsen da være mindre end hvis den fornemmes at skyldes en orden som er i strid med Guds orden. I det første tilfælde har lidelsen en højere mening, og dulmes derfor eller erkendes ikke som lidelse, i det andet tilfælde får lidelsen en ekstra tand, fordi den ledsages af vrede. Vrede er et resultat af oplysning. Når oplysningen har slået rod i et lidende folk, er den, såvel som lidelsen, selvforstærkende. Så på et tidspunkt fører vreden til handling, og de lidende kan måske opnå at sige at de sejrede. Men dette betyder ikke at lidelsen nu er væk, det betyder blot at den har ændret karakter og ikke mere erkendes. Skal den nye lidelse erkendes, skal der ny oplysning til, og den kan have svært ved at slå igennem, da det hos flertallet kun er den elementære lidelse som fører til vrede.

Det er en sådan tilstand som har hersket i de fire årtier der er gået siden der sidst har været oplysning og vrede. Falsk oplysning og vrede, kunne man sige om denne sidste opblussen af oplysning og vrede, da oplysningen dengang mere syntes at være et redskab hos de oplyste til selvhævdelse end til at skulle tjene reelt lidende. Blandt de mange lidende var dem der levede "det borgerlige liv". Og da de oplyste ikke kunne anvise nogen farbar vej udenom dette, men blot hånede det, påførte de folk lidelse. Denne var dog ikke stor nok til at kalde på oplysning. De følgende generationer løste problemet ved at tilføre det borgerlige liv fornyet mening, ordet livsstil kom på mode. Og da de inderst inde skammede sig lidt, og da deres jargon passede dårligt til de gamle debatmedier som var prægede af den stringente oplysningstænkning, så ophørte de med at benytte de gamle medier. De lødige dagblade læses idag kun af de ældre. Men heller ikke disse har meget at sige mere. De siger noget fordi det er en vane hos dem fra ungdommen at sige noget, men deres tale er uengageret og tankeløs, og der ligger ikke nogen større vrede bag - højst en trang til drilleri som viser sig i uanstændige udtalelser.

Der er to af de emner som er oppe i tiden, hvor talen ikke kan blive andet end uengageret og tankeløs, fordi man logisk set ikke har ret i det man siger og fordi man har en hensigt med sin tale som man ikke vil være ved. Det ene emne er når folk fremsætter krav til indvandrere af en art som de ikke selv ville (ikke burde) tolerere at blive pålagt, hvis de emigrerede til et af de lande hvorfra indvandrerne kommer (se denne parallelartikel til nærværende artikel: Kritik af Integration). Det andet emne er når der tales imod aktiv dødshjælp. Vil man kategorisk ikke hjælpe en håbløst lidende til at dø, afslører man en mangel på indsigt i de former der kan være for håbløshed og ubærlig lidelse, og desuden udviser man ondskab. Begge dele er tegn på at der er noget galt i éns eget liv. I denne artikel vil vi vise hvad det er der er galt. Og måske bør læseren begynde med at læse gennemgangen i slutningen af artiklen af nogle debatindlæg imod aktiv dødshjælp, for at fornemme argumenterne og det der stikker under.

Vores egentlige anliggende er imidlertid ikke denne evigt tilbagevendende diskussion, men at fremføre en kritik af den måde hvorpå vi mennesker i al almindelighed forlader denne verden. Dyrene lægger sig til at dø eller bliver spist af andre dyr, og det foregår i naturen så hurtigt og smertefrit som det nu lader sig gøre, men mennesket som, takket være dets særligt udviklede opfindsomhed, kan undslippe naturens død, lider en grusom død. Fordi det at udvikle tekniske redskaber er noget mere håndgribeligt end det at udvikle kultur. Vi skubber det komplekse og det ubehagelige fra os. Hver gang vi har en afslutning af livet inde på livet, er det lige ubegribeligt for os at vi engang selv skal igennem dette maskineri. Vi tænker at det nok ikke kan være meget anderledes. Hos de ikke-døende er der ingen vrede fordi de ikke lider, og hos de døende er der ingen vrede fordi de er afkræftede. Ved dødsforløbet bliver der oftest sat en grim plet på den dødes minde, men den sættes der ikke spørgsmål ved, og de fleste har en god evne til at glemme den.

Men lidelsen hos de døende og hos de pårørende er kun en mindre del af den samlede lidelse. For der er jo også lidelsen hos de mennesker hvis arbejde foregår i denne omvendte verden. Og så er der skatteyderne som må arbejde ekstra for at der kan holdes gang i lidelsen. Men altsammen er tingenes orden, så derfor ingen vrede. Eller rettere: hvis man ser vrede, bliver man vred. For den lidelse vi kender til, er jo marginal i forhold til den store verdens lidelse, så derfor er vi begyndt at blive betænkelige. Lidelse og ulykke hører jo ligesom med til livet - blot ikke vort eget. Og da de lidende vi ser ikke skriger nok, føler vi at der må gøres noget. Og det gør vi på to områder: vi vil have at mennesker som ikke ønsker at fødes skal fødes, og vi vil ikke have at mennesker som ønsker at dø skal dø. Vi kunne også have fundet på noget andet, f.eks. nedsætte trafiksikkerheden, men så ville vi ikke kunne sige at vi gør alt hvad vi kan for at holde liv i livet. Grunden til at vi indfører og accepterer lidelse for lidelsens egen skyld, er at vi ikke forstår at skelne imellem naturlig og unaturlig lidelse.

Den naturlige menneskelige lidelse er den lidelse som skyldes den form for ulykke som er det modsatte af lykke. Den unaturlige lidelse (som såmænd er naturlig nok) er den lidelse som det ligger i vort instinkt ubetinget at bekæmpe - når dette instinkt altså ikke er korrumperet. Den store naturlige ulykke har ikke megen plads i de fleste menneskers liv, fordi den store naturlige lykke ikke har det. Lykke er blevet defineret som dette at noget lykkes. En - på en måde - ganske god definition, for den indebærer at kun meget få mennesker kan påstå at de er lykkelige. For det må jo være underforstået, at det der kan lykkes eller mislykkes er noget betydningsfuldt og ekstraordinært. Definitionen betyder at en forelskelse ikke er nok til at man kan kalde sig lykkelig, fordi forelskelse ikke beror på en indsats, men er en forbigående tilstand. Kærligheden derimod er ikke en tilstand, men en gerning, og den kan være varig. Den største lykke man kan forestille sig, kommer af en kærlighedsgerning. Men kærligheden er en sjælden forekomst. I den artikel som denne artikel er et appendiks til, tegnes et portræt af fortidens europæiske åndsverden, og der argumenteres for at fordringer af en bestemt art er en ubetinget forudsætning for enhver form for kærlighed. Da denne type af fordringer helt er forsvundet, er kærligheden blevet en umulighed i vor tid. Dengang kærligheden var mulig, fandtes den i forskellige former: man kunne have kærlighed til et menneske og man kunne have kærlighed til et fag, oftest en kunstart eller videnskabsdisciplin. Den første form for kærlighed var talmæssigt set den mest almindelige, men den sidste var kulturmæssigt set den mest begunstigede. Den kønslige kærlighed kunne forsvinde, og gjorde det oftest. Den faglige kærlighed derimod voksede oftest med årene, og det var utænkeligt at den forsvandt, at f.eks. en musiker ophørte med at musicere. At den kønslige kærlighed ikke var kulturmæssigt begunstiget, fremgår af at kærlighedslitteraturen næsten udelukkende behandlede indledningen til den ægteskabelige kærlighed, og ikke, som den burde, selve den ægteskabelige kærlighed (dette er dog sket i nogle af de bedste kærlighedsromaner).

Den største og mest ægte naturlige lykke og ulykke er udelukket på grund af vor kulturorden, fordi kærlighedens gerning er blevet umulig. Men den form for virke som man kalder et kald, findes stadig. Et kald er arbejde i dette ords ædle betydning: det er ikke det samme som produktion og det sættes kun nødigt i forbindelse med penge. Et kald opleves som værende dikteret af en højere styrelse, og den tanke at forlade denne gerning fra den ene dag til den anden, på samme måde som man kan forlade et lønarbejde, er utænkelig. At éns indsats har karakter af et kald, er en forudsætning for at man kan sige at man kender den større lykke og ulykke. I så fald er lykken og ulykken hinandens forudsætning: man kan ikke forestille sig en vedvarende lykke, og heller ikke vedvarende en ulykke, da man ikke kan være kaldet til noget som aldrig bringer andet end ulykke. Der må hele tiden være en svingen imellem lykke og ulykke. Enten over længere tidsrum, f.eks. et bogværk eller et videnskabeligt arbejde som der arbejdes på i årevis, og som kan lykkes og bringe hæder, eller som undervejs må erkendes ikke at føre til noget, eller som i fuldendt form bliver afvist af verden. Lykken og ulykken kan også veksle over kortere tidsrum, som f.eks. hos matematikeren som er i den syvende himmel, fordi han har fundet et bevis, men som så næste dag finder en fejl i det og er sønderknust. Hvis man vedgår at den største og mest sande form for lykke og ulykke beror på et virke af denne art, så må man vedgå at den naturlige lykke og ulykke er forbeholdt en bestemt mennesketype.

Denne mennesketype har mange berøringspunkter med en anden mennesketype, som ligeledes er i mere nærkontakt med livet end flertallet, nemlig de såkaldt indadvendte. Der er en teori fremme om at deres modsætning, de udadvendte, som der er langt flere af, har en lavere produktion end disse af et vist hjerneaktiverende stof, og at de som følge heraf har en mindre følsomhed overfor smerte og ydre irritation end de indadvendte. De er endvidere mere omstillingsparate, tager ikke sorger på forskud og fordyber sig ikke indenfor noget område i en sådan grad at de kan have en forestilling om en tilstand som de hverken kan eller vil leve med. Jeg vil vove den påstand, at hvis man undersøger de mennesker som er i stand til at se på lidelse som vi instinktivt skulle forfærdes ved, og som ovenikøbet kan foreslå den indført, så vil det vise sig: 1. de kender ikke meget til den naturlige lykke og ulykke, og 2. de er udprægede udadvendte.

Om der er noget om dette, eller om der er nogle lignende fælles træk, kunne man få opklaret ved at lade dem udfylde et spørgeskema. Hvis svarprocenten er meget lille, kunne noget tyde på at spørgsmålene bliver opfattet som afslørende. En nemmere metode er at læse debatindlæg imod aktiv dødshjælp, der er tusinder og de er oplysende fordi folk har forsøgt at tænke lidt dybere over problemet. Og ved at nærlæse kan man faktisk få ganske meget at vide, som vi skal se i tillæget til denne artikel.

Vi har gjort os fri af kristendommen, men vi klamrer os til kristendommens grundlæggende syn på livet og døden, fordi et sådant må hvile på en solid kulturtradition, og fordi en sådan ikke uden videre kan ændres til en anden solid kulturtradition. Men vi har et større problem: kulturordenen har ændret sig således at kulturen ikke mere har nogen større virkning på os. De fleste mennesker henter deres værdier og målestokke alle mulige steder fra. Kun meget få erklærer sig forankret i en bestemt og veletableret kulturtradition, og oftest er dette en traditionel religion. Men man kan spørge, om ikke en sådan bekenden sig til en traditionel religion, mere beror på en følelse af at der må være et sådant fundament end på en dybere tro på netop denne religion. Hvis der er lidt om dette, er disse mennesker ikke meget bedre funderede end de fleste. De mennesker som går meget op i at vi skal handle ansvarsfuldt på et område som mest er af principiel betydning, idet det handler om at beskytte liv som ikke gør krav på livet, har oftest ikke noget dybere forhold til det seriøse kulturliv, og de har derfor ikke megen ansvarsfølelse på dette område som burde anses for at være så betydningsfuldt for livet. Man kan sige, at de som går højt op i døden, går ikke højt op i livet. Ikke ret mange går højt op i livet, beviset er at de bruger alt for megen tid på arbejde som kun udføres for pengenes skyld og som det er umuligt at interessere sig for. Men skulle de mennesker som maner til ansvarsfølelse indenfor et livsområde ikke generelt have lidt mere ansvarsfølelse end de fleste? Er disse mennesker egentlig klar, over hvilken ulykke det er for børn og unge, at de ikke føres i nogen bestemt retning, men overlades til et tagselvbord af en svimlende udstrækning og hvorpå man kan finde alt hvad mennesker kan finde på at producere? De unge kan få uddannelse og lønarbejde, men de får aldrig lødige interesser. Hvor ofte ser man debatindlæg om dette?

Men lad os nu forestille os et modsat indrettet samfund: et samfund som er solidt kulturmæssigt funderet, idet der på de forskellige områder hersker klare forestillinger om hvilke ting det er god tone at beskæftige sig med og hvilke ting der ikke er det, og hvor man i livets forskellige spørgsmål ganske godt fornemmer hvad der er det rigtige, eller i det mindste kan ræsonnere sig frem til det. I et sådant samfund er man stærkt bundet til traditionerne indenfor de forskellige åndsområder, og man maler fanden på væggen når man ser nyskabelser som synes at stride imod den naturlige udvikling, men når det gælder spørgsmålet om hvornår det menneskelige liv helt præcis må siges at begynde og slutte, vil man kunne holde hovedet mere køligt. Spørgsmålet har jo ikke betydning for det daglige liv, og man tror på at man også indenfor dette område vil kunne skabe klarhed. Men dette at man ser mindre strengt på om livet slutter et par år før eller senere, betyder ikke at døden er ligegyldig: det er tværtimod en forudsætning for at døden kan have betydning. For i et sådant samfund hvor der er alvorlige fordringer til livet, vil der også være alvorlige fordringer til døden. Det er de spor det levede liv har sat på kroppen og ånden, som bestemmer hvornår livet må erkendes at være uigenkaldeligt slut, idet en fortsættelse intet gavner men kun skader. Og dette er i bund og grund et æstetisk spørgsmål, og dermed et spørgsmål om dannelse. At være dannet vil sige at man er åndeligt orienteret og opfatter sit liv som et kunstværk der uophørligt må finpoleres, og som ved livets slutning skulle fremstå som fuldendt. Den dannedes aktive åndsliv betyder at ånden er intakt til en høj alder, men på den anden side betyder de æstetiske fordringer at der ikke tåles megen tilbagegang. Den dannede fordrer og forventes en værdig død, og en sådan kræver handlekraft, og det er denne som en håndfast kultur omkring døden skal forsyne os med.

Ingen sætter spørgsmål ved vores ret til at udsætte døden, uanset hvad dette indebærer af indgreb i det levende, for så holder vi i live og det giver associationer til næstekærlighed, men sand næstekærlighed kan vise sig ved at døden foreslås fremskyndet. I vor tid koster vores afmagt overfor døden bare lidelse og penge, men tidligere kostede den liv. En olding kunne være skyld i et barns død, fordi der var mangel på føde. Og det er hyppigt forekommet at pleje af et gammelt menneske har ødelagt et ungt menneskes liv. I hvert fald ifølge romanerne: det unge menneske bærer tålmodigt sin byrde, giver afkald på ungdommens glæder og forspilder sine muligheder - og heroiseres. Dette kunne forfatteren gøre fordi han havde en belønning i baghånden, men i virkelighedens verden udeblev belønningen oftest, hvordan mente disse forfattere at virkeligheden skulle tolkes?

Livets ukrænkelighed må vi stå fast ved, men det må da være os tilladte at have nogle forestillinger om livets grænser som føles rigtige, og sige fra overfor forestillinger som føles som sten i skoene. På mange områder må vi finde os i at andre mennesker blander sig i vores liv, men når vi er nået dertil hvor vi ikke har andet ønske end døden, så har vi intet mere med menneskene og Jordkloden at gøre. Og vi må da også have ret til sige, at vores forbindelse til livet nu er så svag, at vi gerne trækker os tilbage, fordi dette er nødvendigt for en pårørendes glæde ved livet. Et sådant forsvindingsnummer er, må vi dog indrømme, ikke beskåret enhver at udføre: det må være udformet som et kunstværk, det må være sikret at der bliver tale om en god historie med en lykkelig slutning. For når vi allierer os med kunsten, kan vi som bekendt tillade os mere end normalt.

Men ikke efter døds-fundamentalisternes mening, de har ikke sans for poesi. Den skønne melankoli man kan finde i den store naturlige ulykke, kender de ikke personligt til og de har ikke blik for den, så derfor håber de på tilfælde af unaturlig ulykke hvor man kan få øje på noget smukt. De mener at alle kan få en smuk død, hvis de bare vil. Ja det er næsten en fordel at skæbnen har været én unådig, for så har man fået en opgave som man kan vælge at modtage som en gave, idet man kan leve op til dyder som mange sætter højt: taknemmelighed og samarbejdsvillighed. Takke Gud og lægerne for endnu en dag, og plejepersonalet for kærlig omsorg. Den kærlige omsorg kan udstrækkes til lindring af fysisk smerte i et omfang som fremskynder døden, men har man ikke fysisk smerte, så har man ikke noget at klage over. Og samfundsudviklingen synes at tjene plejevæsenets sag, så de kan forestille sig at der kommer en dag hvor teknikken og plejen fungerer så godt, at det ser ud som om at det er Gud der råder og at vi ikke kan sige andet end at Gud er god.

Men indtil videre er det i virkeligheden gået den modsatte vej: vi har forøget tidsforskellen imellem livets slutning og dødens indtræden, og vi gjort dette triste tidsrum mindre synligt ved at gemme de døende bort. Lægerne kan forlænge tidsforskellen og vore kroppe er blevet mere velfungerende i tiden op til forfaldet. Og de gamle vil ikke erkende at årsagen til deres lidelser ikke er sygdom men alderdom. Og da lægerne ikke siger stop, ikke mindst fordi de selv og medicinindustrien tjener på de gamle, så føres den gamle længere og længere ned i Helvede (som min moster udtrykte det): hver dag afsted til lægen og apoteket, mere og mere medicin med bivirkninger, og mere og mere vrede imod lægen fordi denne er uduelig. Hvad får vi for alle disse penge som kunne have reddet liv der har krav på livet: lidelse og svineri. Men på den anden side, hvis disse mennesker med mangel på dannelse begyndte at bestemme over deres død, så ville vi få en anden form for svineri: vulgære afskeds-ceremonier.

Hvad afskeden angår, er der foreløbig ingen vej udenom svineriet. Og blev der lige nu givet mulighed for at fremskynde døden, så skulle der så megen forhandling til, at det kunne være ligemeget. Vi kan kun håbe på at flere vælger den rigtige død for mennesket, og dette på en måde som vækker opsigt. Så vil denne skamplet på samfundets indretning gennemtvinge en holdbar løsning på dødens problem. Ved at lægernes ret til at aflive udvides eller ved at andre end lægerne udfører denne tjeneste. Hvilke ønsker man kan have for selve dødsøjeblikket, vil være bestemt af kultur og det forhold man har til sine nærmeste. Hvis muligheden for en værdig død blev indført, ville diskussionen om den værdige død fortsætte: skal der være "tilskuere" eller ikke, og i bekræftende fald: hvordan vil man overfor mennesker - der måske er blandt éns allernærmeste - begrunde og få sagt at de er uønskede? En dødsmåde som nok vil tiltrække nogle, og som allerede nu er næsten uproblematisk, er, at man orienterer sine omgivelser når tiden nærmer sig og så simpelthen forsvinder sporløst. F.eks. foretager en rejse til et bjergområde og prøver at få det bedst mulige ud af sine sidste dage.

Vi skaber tradition fordi det gavner og højner, men der vil altid være nogle som kommer i klemme. På samme måde som der på uddannelsesområdet altid vil være mennesker som lider utilsigtet (under at skulle uddannes eller under mangel på uddannelse), så vil der også på dødsområdet være mennesker som lider utilsigtet. Og på samme måde som vi ikke afskaffer uddannelse, blot fordi nogle lider, så kan vi heller ikke afskaffe den værdige død (hvis den var indført), blot fordi den har nogle uønskede følger. Det er ikke morsomt at skulle pakke sine ting og forlade verden, men det sker jo på et tidspunkt hvor beslutningen ikke skulle være ubærlig. Hvis et menneske lider under situationen, længe før det er rimeligt og rigtigt at tænke på døden, så må vi spørge: er dette problem privat eller er samfundet at bebrejde. Hvis et menneske som ifølge verdens umiddelbare dom skulle være borte, fortsat lever (og vi forudsætter at der er gode muligheder for at blive fri), så må vi gå ud fra at der er en grund til det. Måske er der en grund vi ikke kender, måske har den pågældende en anden opfattelse af livets grænse, i så fald bør vedkommende da give udtryk for den. Vi må fordømme at folk spørger ældre mennesker om hvorfor de fortsat er her, men vi må se i øjnene at det vil forekomme, og de ældre må lære at svare igen.

De mennesker som mener at vi ikke skal kunne bestemme over vores død, begrunder dette med at det er gået for vidt med vores selvbestemmelse. De taler om at vi mangler fordringer fastsat af højere instanser, og nogle taler endda om at vi i højere grad burde leve for noget der er større end os selv. Dette kan man kun være enig med dem i, men sådanne fordringer kan have vidt forskelligt sigte: de kan gå ligefra forherligelse af økonomisk eller militær magt til fromhed eller dannelse i klassisk forstand. Som tidligere nævnt er fordringer af en bestemt art en ubetinget forudsætning for enhver form for kærlighed. Men det er næppe i den slags baner at vor tids efterlysere af fordringer tænker, og de vil sikkert have svært ved at præcisere hvad det er de ønsker. De har bare dårlig samvittighed, og den har, i lighed med vores dårlige samvittighed over at vi ikke lider nok, ført til et krav om genoplivelse af nogle fordringer fra fortiden. Der er slet ikke tale om et ønske om en renæssance af sider af fortidens verden: fordringerne er taget ud af den kulturmæssige sammenhæng de indgik i, og de er tydeligt fordringer for fordringernes egen skyld: de har underkuelse og ikke højnelse til opgave.

Nuvel, af mangel på bedre, altså fordringer der sigter imod åndelig højnelse, kræver vi fordringer der blot skal gøre os mere ydmyge, idet de skal få os til at bøje os for højere instanser. Når det gælder sygdom og død er den højere instans der tænkes på, sygehusvæsenet, for med de vidtgående indgreb der foregår her, er der næppe nogen mere som vil sige at det er Gud der råder. Udover at denne instans gør os ydmyge, så har den andre gode virkninger: når kroppen svigter henvender vi os automatisk til lægevæsenet, så er vi fri for stillingtagen til svære spørgsmål, og lægerne kan jo det utrolige og bliver stadig dygtigere, og vi behøver ikke at frygte fysisk smerte. Men en betingelse for at denne instans kan virke, er at alle indordner sig under den. Thi det at nogen trodser den, kan give de som indordner sig en følelse af tvivl om hvorvidt de handler rigtigt: "er jeg alt dette besvær værd?" og "er jeg bare sådan én som ukritisk følger systemets gang?". Og sådanne tanker kan vi ikke have, mener de gode mennesker som altid er på pletten når det gælder de svage. Men disse mennesker er selv svage, og de gør ikke sjældent mere skade end gavn. De er nemlig evigt bange for at gøre og sige noget forkert, og derfor gør og siger de kun det vedtagne, siger trøstende almindeligheder til den syge i et sprog som tyder på at der udover den fysiske svækkelse også ses åndelig svækkelse. Og denne opfattelse som den syge møder fra alle sider, bliver den syges egen opfattelse af sig selv og sin situation, og den syge kan således føres et sted hen som er helt i strid med hans forestillinger før han blev gammel eller syg.

Hvis vi ikke selv kan bestemme over hvornår og hvordan vores liv skal slutte, så kan vi ikke lade os rådgive af andre end disse mennesker som kun kan sige hvad systemet tillader, og det er mere trøst end handling vi kan forvente. Hvis vi derimod kunne bestemme, så ville grunden til at et menneske kunne ønske en anden forretningsgang end den sædvanlige, være, at dette menneske med hensyn til kultur og levevis ikke føler sig beslægtet med sygevæsenets ansatte, og at der derfor frygtes en uværdig situation og lidelse som disse mennesker ikke har blik for. Men dette betyder at hvis sagen skal foregå på systemets præmisser (og ikke ende med død på egen hånd), så må den person som skal hjælpe med at afklare situationen og foreslå en konkret handlen, kunne hentes udenfor systemet: det må være en person som godt kan forstå vores bekymring, fordi denne selv har den samme bekymring. Mennesker forskellige steder i samfundet som har udmærket sig og hvis dømmekraft der er tillid til, må stille sig til rådighed for rådgivning og godkendelse af anmodninger om afslutning af livet. Vi kan derfor ikke forvente enighed om et givet tilfælde: en given sygdom kan den ene betragte som uacceptabel, mens den anden kan indvilge i at leve med den. Ligeledes må vi forvente en vis "spildprocent": afgørelser som bagefter bliver kritiseret. Derfor må den enkelte pålægges hovedansvaret for at den mest rigtige afgørelse bliver truffet, ved i god tid at have fremsat sine ønsker.

Dette at nogle siger nejtak til videre behandling, kan frigøre ressourcer til de tilfælde hvor der skal behandles. En samtale kan vise at den gamles livslyst må siges at være intakt, og hvis der blot bliver gjort lidt mere af den og den art, så kan den gamle trods lidt skavank forvente et par gode år, hvor nogle af de resterende planer kan blive bragt til udførelse. Omvendt kan en samtale bringe frem, at den gamle er led og ked af alt det pjat der foregår og nu ærlig talt gerne snart vil have fred: "der er ikke mere nogen glæde ved noget, og der er taget afsked med verden, der er ingen grund til at tænke de samme tanker igen og igen, og børnene kommer her kun af sur pligt, for jeg er ikke morsom mere, og har jeg nogensinde været det, begynder jeg at tænke, næh, fra nu af går alt den forkerte vej, ka' I ikke forstå det allesammen!". Tænk hvilken lettelse det ville være for et sådant menneske at der blev sagt: "Birthe, skal vi sige en måned endnu? - i morgen taler vi om hvordan din sidste tid skal forløbe!". Mon ikke en sådan garanti kunne få livet til at fortsætte udover den aftalte tid? I det første tilfælde dulmes lidelsen ved omhyggelig pleje - også selv om lidelsen måske er begrænset, fordi den tillægges en højere mening. I det andet tilfælde får lidelsen en ekstra tand for hver dag der går, fordi den ledsages af vrede.

Men hvad nu hvis en sådan meningsfuld samtale er umulig, og at det er tydeligt for enhver at den syges liv er helt uden formål og at det må være uudholdeligt? Og hvad hvis den syge før sygdommen har dikteret at livet skal opretholdes uanset omkostninger og ubehag lige indtil at Gud siger stop? Foreligger et sådant dokument ikke, er det ubetinget vores pligt at gøre en ende på dette liv. Men selv om det foreligger, kan vi også have ret til at blande os: har dette menneske været helt klar over hvad det udsætter sig selv og omverden for? Hvis den døende har bekendt sig til en religion, og har været overbevist om at lidelse hører døden til og at lidelsen ikke er hvad de ugudelige forestiller sig, så kunne man jo hidkalde trosfæller til sygesengen og lade dem bestemme - det kunne være at de ændrede mening.

Når en patients tilstand er nået dertil hvor patienten må siges at være mere død end levende, så er det svært at se hvordan nogen kan opfatte det som drab at døden fremskyndes lidt. Hvad vi er værd for verden udenfor den lille kreds som vi kalder vore kære (og som vist oftest er mindre end vi tror), ser vi af den lethed hvormed folk kan reagere på en underretning om et dødsfald i vennekredsen. Man chokeres fordi man får bekræftet hvor hurtigt man selv engang vil blive ekspederet væk. Når vi i vores bedste alder ikke er meget værd, hvordan kan livet i grænseområdet pludselig være så dyrebart? Vi skal beskytte de svage, javel, men er der ikke noget galt når budskabet synes at være: "jo mindre et liv er værd, jo mere er det værd"?

Jo, der er noget galt, og det der er galt er, at forfægterne af denne fanatiske helliggørelse af det menneskelige liv er mennesker med anfægtelser. De er alle mere eller mindre troende og de har alle med mennesker at gøre i det daglige, men de er ikke troende nok og de elsker ikke menneskene nok, ja de griber sig selv i irritation ved besværlige tilfælde. Derfor hader de de mennesker som ikke har sådanne problemer at slås med. De vil have en verden med forpligtelser og anfægtelser, og dette kan man kun være enig med dem i, for vi har som sagt brug for en åndelig renæssance. Men de traditionelle religioner har udspillet deres rolle og ingen kan forestille sig hvordan dannelsesfordringer kan genindføres - og hvis de kan, så tør de ikke at sige det. De som er bekymrede for udviklingen er oftest bare bekymrede, de kan pege på beklagelige ting her og der, men deres kritik hviler ikke på en gennemarbejdet filosofi eller på et tilhørsforhold til en veletableret og holdbar kulturtradition. De lever ikke et liv som er i klar opposition til det almindelige liv og som må aftvinge beundring. Heraf deres fortvivlelse og deres ondskab.

Dette at være imod noget som man inderst inde ikke har ret meget imod, og hvor modstanden mest beror på at man forbinder det med mennesker som man har noget imod, er et velkendt fænomén. Vi så det i debatten om vedvarende energi i sin tid: de højreorienterede var imod fordi vedvarende energi blev forbundet med de venstreorienterede. Argumenter som er indlysende uholdbare inviterer ikke til at blive kommenteret, og de kan betyde at en seriøs debat ikke kommer igang og at sagen sinkes.

At der ikke kan være valgfrihed for et bestemt orden, fordi dette ville betyde at ordenens autoritet undergraves, er et indlysende uholdbart argument. I hvert fald når ordenen ikke er bydende nødvendig for samfundsordenen og når sagen griber alvorligt ind i den religion eller kultur som den enkelte på lovlig vis kan bekende sig til, eller når den griber ind i den enkeltes værdighed. Man kan ikke i længden opretholde en orden som alle erkender er udemokratisk, men hvor dette forsvares med at ordenen løser et ømtåleligt problem.

En situation hvor man vil fritage mennesker for at beskæftige sig med ubehagelige spørgsmål som naturligt trænger sig på, ved at fortælle dem at man ikke må tænke i den slags baner, er når mennesker føler at verden ønsker dem døde fordi de er en belastning. En sådan følelse skal naturligvis dulmes, og det kan kun ske ved at hjælpen primært lægges på den abstrakte størrelse samfundet. Men samfundet er mennesker når hjælpen udføres, og det meste af dette arbejde er monotont og noget er direkte ubehageligt og nedbrydende. Og dette hverken kan eller skal skjules for den syge. En taknemmelighed kan føre til en større værdsættelse af livet, og måske til at den syge yder en indsats: et stykke arbejde til gavn for verden som måske ellers ikke ville blive udført, og som kan give den syge skaberglæde og øget selvværd. Men på den anden side, hvis den syge erklærer at al den ståhej der foregår omkring ham ikke modtages med taknemmelighed, så skal det være muligt at få hjælpen bragt til ophør. Og dette skal under alle omstændigheder ske hvis hjælpen betragtes som en forbrydelse. Vil de mennesker som mener at hjælpen skal være en pligt at modtage, for at alle der modtager den kan have ro i sindet, mon selv have ro i sindet hvis de udførte dette arbejde?

En grund til ikke at være taknemmelig for hjælp i større udstrækning, kan være at man moralsk set ikke har ret til at modtage den. Hvis en fisker der bor på en øde ø ikke har lagt fisk tilside til sygdom og alderdom, så må han dø når han ikke kan fiske mere. Men han har valgt det på denne måde, han har sagt til sig selv: "jeg nyder livet lidt ekstra imens jeg er rask og rørig, og så la' jeg fiskene æde mig". Et sådant livssyn har en borger i et samfund også ret til at have. Han har ret til bevidst at vælge en lav indkomst for at have mere tid til lødigere gøremål end lønarbejde. Men i så fald har han - moralsk set - ikke ret til at modtage hjælp i samme udstrækning som de fuldtidsarbejdende. Denne tanke skræmmer ham ikke, for han har haft masser af tid og overskud til åndelig fordybelse, og han føler at han har levet mere intenst end de fleste, så han kan tillade sig at foretrække døden fremfor et liv i en tilstand som han mest sandsynligt ikke ville kunne acceptere. Et lykkeligt liv vil altid være risikabelt: går noget alvorligt galt, må det måske afsluttes. Men det menneske som kan se tilbage på et rigt liv, og frem til ligeså megen rigdom, har paradoksalt nok et mere forsoneligt forhold til døden end det menneske som har misforvaltet sit liv. Ja den tanke at slutte mens legen er allerbedst, ligger ikke fjern. Det triste liv derimod kan ikke forlades, fordi det aldrig er blevet fuldbyrdet. Det må strækkes over så mange år som muligt, for på denne måde at få tyngde. Det er denne mennesketype som mener at livet må opretholdes for enhver pris, og de taler ofte påfaldende meget om livets rigdomme, for selv at fornemme dem eller for at få andre til at tro at de besidder dem. For disse mennesker er tanken om fornyelse eller begynden forfra ikke fjern. De kan ikke forestille sig nogen ulykke som det er helt umuligt at leve med. Ja en ulykke kan måske ligefrem give dem en chance: hvis man tager ulykken modigt, så vil man blive beundret - noget man aldrig havde troet muligheden af. Det er sådanne sære og oftest ubevidste mekanismer der gerne skulle frem i lyset, så vi kunne få lidt vrede og dermed en mere lødig debat.

Går man ind for at mennesker skal fødes til et ulykkeligt liv og at de ultimativt ulykkelige ikke må få fred, så må der være ondskab og tankeløshed på spil. Vi er alle onde i den forstand at vi søger efter lykken, og at lykken er betinget af at vi ser ulykke omkring os, at noget mislykkes for andre. Men ethvert anstændigt menneske skjuler sin fryd, og kræver det samme af andre. Men er det måske ikke sandt at ulykke kan føre lykke med sig? Jo, og noget tyder endda på at der skal ulykke til lykke, for de mennesker som når længst i livet, har oftest haft en håbløs start. Men ethvert forsøg på at skabe lykke ved bevidst at indpode ulykke, må slå fejl. Hvis et menneske véd at dets handicap, som har givet så megen fortvivlelse, har været forudset, og at verden studerer hvordan det tackles, så kan ulykken ikke vendes til lykke. Lykken må føles at være arrangeret af en højere styrelse. Den højeste lykke er altid et resultat af en gerning som har karakter af et kald, og et kald er noget som kommer af sig selv. Da det som sagt er en bestemt mennesketype som får kald, og da denne mennesketype er en minoritet og oftest i konflikt med verden, og da mennesketype i høj grad er arveligt bestemt, så kan man sige, at ligeså fordømmelsesværdigt det er at videregive en unaturlig defekt, ligeså fordømmelsesværdigt er det at undlade at videregive en naturlig (= lykkebefordrende) defekt.

Henviser man til kristendommen i sin modstand imod "drab", så må det enten være fordi man tror på at Gud meget snart vil indføre en ny orden eller fordi man i utilgivelig grad nægter at tænke, for en verden hvori der ikke slås ihjel er en umulighed. Desuden skulle kristendommens adelsmærke jo gerne være næstekærlighed. Når vi har undladt at skabe kultur omkring døden, og bare overladt sagen til Gud, så har vi syndet, idet vi har skabt tvivl om at "Gud er kærlighed". Denne undladelsessynd har samme oprindelse som al anden synd: åndelig dovenskab. Det kræver jo mindre ånd at skabe klarhed over hvornår døden indtræffer end over hvornår livet er slut. Og da det også kræver mindre ånd at yde noget kvantitativt end noget kvalitativt, så hylder vi forestillingen om at "livet er en gave", som appellerer til en kvantitativ indsats (vi skal avle meget liv og det skal være her så længe som muligt), men tilsidesætter fordringen om næstekærlighed, som kræver indlevelse i andres liv (altså en åndelig anstrengelse). Men iøvrigt skulle kristendommen ikke være noget problem i denne sag, for vi har jo igennem de seneste årtier opdateret den helt ud i det absurde.

Indførelse af ny praksis omkring livets slutning kommer nok til at foregå på den måde at flere vælger døden på egen hånd, og at mennesker som alligevel skal dø hjælper andre. Dette vil sætte en debat igang som ikke mere handler om for eller imod, men om hvordan. Men selv om vi får mere kultur på dette område, er dødens problem ikke løst, og bliver det heller aldrig: der vil hele tiden være situationer eller handlinger som kræver stillingtagen, og som kan føre til forandring i den hidtidige praksis. Problemet lige nu er, at for hver gang der kommer et debatindlæg for aktiv dødshjælp, så kommer der ti imod og disse er ikke værd at kommentere. Sagen udfordrer tilsyneladende ikke de intellektuelle, de mener vel at "tiden" løser den, men de intellektuelle er jo blandt dem som har mest at frygte hvis uheldet skulle være ude.

Hvad vil den fremtrædende filosof gøre, hvis lægen fortæller ham at der desværre er sygdomsmæssige årsager til kritikken af hans seneste tænkning, og at han om et halvt år næppe vil kunne genkende sine nærmeste, men bortset fra det, så kan han leve til han er olding. Mon ikke han vil sige: "Dette skal min familie og samfundet selvfølgelig ikke udsættes for, jeg begår selvfølgelig selvmord, og jeg venter selvfølgelig så længe som muligt. Og jeg må have mine venner til hjælp for at tiden ikke forpasses. Jeg vil bemyndige dem til at kunne udstede en dødsdom - jeg har nemlig et par rigtige venner, ska' jeg sige dig. Og nu véd jeg hvad min sidste ånd skal bruges til". Denne sidste ånd kunne måske resultere i at en kvalificeret debat om eutanasi kom igang. Eller skulle vi foretrække end anden ulykke, som måske havde mere effekt. Nemlig at den mest fremtrædende eutanasi-modstander er bragt i en tilstand hvor han ikke mere taler sin store sag. Han taler slet ikke mere, men der synes at være en frygtelig vrede i ham. Er han mon blevet oplyst om noget han ikke vidste? Hvem retter vreden sig imod? Apparaturet over hans hoved og menneskene der står og glor ned på ham? Eller retter vreden sig imod ham selv?


Marts 2010


Nogle debatindlæg imod aktiv dødshjælp - 2010


1. En kynisk læge.

Lotte Hvas: "En værdig, naturlig død", kronik i Kristeligt Dagblad, 27/2-10.

Forfatteren er læge og næstformand i Det Etiske Råd. Hun er imod dødshjælp fordi "det at afslutte et menneskeliv ikke er noget, der ligger indenfor rammerne af selvbestemmelse", og hun siger at hun "aldrig nogensinde har oplevet døden som uværdig".

Forfatteren beskriver et tilfælde hvor hun har tilset en 72-årig kræftsyg kvinde. Sygdommen har været svær for kvinden og de pårørende. Kvinden har spurgt lægen om ikke den sidste meningsløse tid kan afkortes, hvilket lægen ikke vil høre tale om. Lægen vil ved sin aktive tilstedeværelse vise at enhver død kan gøres smuk. Lægen overværer dødens indtræden. Der er blevet givet morfin, og kvinden "er blevet mager, efter at kræftsygdommen har fået overtaget, og ansigtet har ændret sig". Imens der ventes "løber tankerne gennem hovedet, og jeg må gribe mig selv i at tænke, at netop sådan ville jeg gerne selv få lov til at dø, hvis jeg kunne vælge: omgivet af ens nærmeste og med fred i sindet".

Da det hele er overstået, får lægen sin belønning: "På vej ud trykker ægtefællen min hånd og siger: "Hvor er jeg glad for, at jeg holdt ud. Jeg troede ikke, jeg kunne, og jeg troede, jeg var nødt til at få hende indlagt til sidst. Jeg var godt nok vred på dig, dengang du ikke ville hjælpe hende med at afkorte den sidste tid, men kan godt forstå det og accepterer din holdning. Det har været frygteligt hårdt, men det har været umagen værd. Og jeg tror, at det var sådan, Karen ville have det"".

I denne læges liv synes der ikke at være meget stort: hun "maser sig gennem snemasserne" for at nå frem til den næste døende omgivet af pårørende, i håb om en sejr som aldrig kan blive særlig stor. Da der således ikke er meget af den naturlige lykke og ulykke - i en læges tilfælde kunne dette være udførelse af komplicerede og risikable operationer - så opstår denne trang til at snage i den unaturlige ulykke, og den opfattelse, at det er lærerigt engang imellem at blive fjernet fra tagselvbordet og møde smerte, gråd, angst, opgivelse, udskælden, vrede og søvnløshed (for at tage nogle ord fra hendes artikel), og at se at der i dette kan være noget smukt.

Ulykke hører livet til, og når man aldrig oplever den naturlige ulykke i noget større omfang, og oplever det smukke der virkelig kan være i denne, så må man engang imellem have en dosis unaturlig ulykke og prøve at få den til at se smuk ud. Og derfor må man modarbejde det instinkt i os som byder os ubetinget at bekæmpe den unaturlige lidelse. Det er denne kunst som denne læge mestrer, og nogle har brug for hendes kunst, andre har det ikke.

Forfatteren har set meget igennem sine 20 år som praktiserende læge. Der har været tilfælde hvor der skulle hjælp til alt: "spisning, toiletbesøg og selv den mest personlige hygiejne. Men alligevel, når det hele var overstået, havde den lange tid og de mange genvordigheder været med til at give de pårørende en slags forsoning med det allerværst tænkelige, da døden til sidst bankede på: "Det var dejligt, at hun nu kunne få fred, trods alt"". Det er forfærdeligt, erkender denne læge, men til sidst får den døende og de pårørende fred.

At standse lidelsen ved aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord, kan aldrig blive svaret: "For læger og ansatte i sundhedsvæsenet skal det altid handle om at afhjælpe lidelse, og målet må være at hjælpe til med at gøre situationen udholdelig - i kraft af menneskeligt nærvær og ved hjælp af den moderne medicin, som i dag er i stand til at gøre den sidste tid lettere at gennemleve".

Hun har "aldrig nogensinde oplevet døden som uværdig", og dog kan den være uværdig, nemlig hvis den finder sted på en travl hospitalsafdeling eller i ensomhed. Det første er sandt, men det sidste er da ikke nødvendigvis sandt. Hvis ensomheden er selvvalgt, og hvis man ikke har nære pårørende eller ikke ønsker at nogen af disse (som man måske kun sjældent ser) er tilstede, og hvis man ikke bryder sig om de professionelle som stilles til rådighed, så må en død med påtvunget menneskeligt nærvær da kaldes uværdig. Men sådan noget forstår de mennesker ikke, som har valgt at have med mennesker at gøre.

Der findes ikke noget gyldigt argument med hvilket man kan fordømme selvmord eller assisteret selvmord, bortset (muligvis) fra et religiøst bud. Og har man ikke et sådant stærkt argument som ordner hele sagen, så må man betjene sig af flere svage argumenter: "Men det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at vi skal herfra en dag - og mon ikke det er bedst, at vi ikke har en krystalkugle, der fortæller os, hvordan og hvornår det sker?".

Efter at have leveret sin enkelthistorie, der beskriver en værdig død, tænker hun på "hvordan tv-mediet har taget patent på at vise enkelthistorier, hvor mennesker af angst for den sidste tid vælger at afslutte livet selv ved at tage til udlandet og få hjælp til "en værdig død"".

Og her nærmer vi os måske en grund til hendes standpunkt som ikke er uvæsentlig: hun forbinder det modsatte standpunkt med mennesketyper som hun ikke bryder sig om. Hun bryder sig ikke om folkene indenfor tv-verdenen. Hun forsøgte engang i Deadline på DR2 "at forklare, hvor stærkt og livsbekræftende et dødsfald kan virke på én" i "en ophidset debat om aktiv dødshjælp", men havde knap nok startet på sin sætning, før studieværten lagde hånden på hendes arm og sagde: "Hvor er du dog kynisk".


2. Et par endnu mere kyniske læger.

Hans Holmsgaard og Preben Bredesgaard: "Omsorg kan alt for nemt blive glemt, hvis man i stedet blot kan slå patienten ihjel", Kristeligt Dagblad, 16/2-10.

I vore dage hersker en liberal indstilling til selvmord. Der kan være så mange forskellige grunde til et menneske kan ønske at dø længe før livet uigenkaldeligt er slut, at man ikke skulle tro at nogen ved sine fulde fem kan være imod.

Men sådanne mennesker findes. De to debattører er formand og næstformand i Kristelig Lægeforening. "En stor del af de ting, som vort liv afhænger af, er ikke noget, vi kan vælge - men derimod alt sammen gaver fra Gud", skriver de. Og videre: "Vi mener i ramme alvor, at Gud for hvert enkelt menneske har en plan for, hvornår og hvorfor vi bliver født, og i den anden ende af livet også har en plan for, hvornår vi skal dø". Derfor "skal vi gøre, hvad der står i vores magt, for at forhindre selvmord og selvsagt også modvirke, at nogen har det så dårligt, at de får lyst til at gøre det".

Den eneste ret vi har til at gribe ind i Guds plan, er at vi må give smertestillende medicin i et sådant omfang at patienten slås ihjel, dette må vi dog ikke sige, vi skal sige at "sprøjten gives for at behandle smerte". Der er en grænse for hvor meget skrigeri vi kan have.

Men hvad med de lidende som normalt ikke skriger? De psykisk lidende, enten på grund af en sindslidelse eller fordi de har lidt et tab som har ført til at deres liv helt er gået i stå? Disse læger vil sikkert sige at de har set så megen lidelse i deres liv, at ingen kan lære dem noget om lidelse, men de farter jo dagen igennem fra den ene patient til den anden, og tænker de egentlig på, at disse mennesker ikke har den samme bevægelighed, hverken fysisk eller oplevelsesmæssigt, og at de i al den tid hvor lægen har levet livet (som en læge nu lever livet), bare har siddet og ventet, og ventet, og ventet? Har disse læger nogensinde haft lidelsen i sit fulde omfang på nært hold? F.eks. en svært manio-depressiv ægtefælle som ikke foretager sig andet end at "lave ulykker", og som hele tiden må kærligt irettesættes og trøstes og opmuntres, men frem for alt formanes til ikke at "gøre noget", da dette ville være en skandale for ægtemanden.

Der er mange ting man kunne tænke sig at spørge sådanne fundamentalistiske kristne om. Hvordan skal dette med Guds plan egentlig forstås? Hvis en mand for hundrede år siden faldt af sin hest og brækkede halsen, var han død efter nogle minutter, hvis den samme ulykke hændte idag, kan han risikere at skulle sidde 50 år i en kørestol, og være uden mulighed for at slippe for dette liv. Er dette Guds plan? Er det ikke snarere et forbryderisk indgreb i Guds plan? En hjernesygdom som medfører 99% tab af åndsevner, kan man vel også leve med i 50 år, og hvor mange menneskelige arbejdstimer har dette projekt fra Guds eller menneskenes side mon kostet alt ialt? Da vores ressourcer jo ikke er ubegrænsede, så må noget nedprioriteres hvis sygevæsenet skal opprioriteres, hvilket? Ja dette er jo nemt for lægerne at svare på: da de arbejder evig og altid, må deres interesse for finkulturen være begrænset.


3. En par vrøvlende sognepræster.

Benedikte Vejlby Baggesgaard: "Livet er ikke et tagselvbord" og Anders Kjærsig: "Grænser for selvbestemmelse", Kristeligt Dagblad, henh. 11/2-10 og 17/2-10.

Disse to præsters argumenteren er sær og ulogisk, og hviler ikke særlig meget på kristendommen, men snarere på en forargelse over det moderne menneskes levevis. Deres argumenter har derfor ikke universel gyldighed.

For lad os forestille os et samfund hvor man ikke med rimelighed kan sige at livet er et tagselvbord, idet der er et rigt kulturliv og de lødige ting er prioriteret højt. Et samfund som menneskene er stolte af, og hvor man derfor er taknemmelig for medmenneskets indsats. I et sådant samfund med store rigdomme, vil dette at et menneske pludselig bliver berøvet dem alle, fremkalde stor forfærdelse, og man vil opfylde dette menneskes ønske om at dø. Og selv om ikke alle i samfundet har gjort sig fortjent til en sådan nåde, eller har brug for den, så vil den generøst kunne vises alle.

Man bliver ved læsningen af disse to præsters debatindlæg bekræftet i den formodning man har, at modstanderne af dødshjælp er mennesker som lever et liv hvor der ikke er de store udsving i naturlig lykke og ulykke.

Benedikte Baggesgaard citerer en "stout jydsk bonekone" som har været udsat for svære prøvelser, men som "ikke var den, der bøjede nakken", for at sige: "vi tager ikke selv af det her liv", og hun "talte af erfaring". Herefter opremser forfatteren alt det i livet som vi ikke selv vælger. Vi vælger endda ikke engang vores livsledsager, for: "vi vælger ikke at elske, vi udvælges af kærligheden". Og at tale om valgmuligheder på dødslejet er et "stort blufnummer", ja "det er meget værre. Det er at overdøve livets dæmpede, rolige tale. Den tale, der stiger fra vores kæres hjerter og fortæller, at vores liv bar frugt".

Og dog er der på dødslejet et valg, nemlig imellem at "fortsætte med at høre sig selv tale, vælge og vrage" eller at "åbne sig og lytte, give sig hen til den kærlighed, livet vil os, også ind i døden. Man kan tage imod. Hinanden, livet og til sidst også døden".

Også denne debattør må betjene sig af et par tomme hjælpeargumenter: "Som det er, må vi nok forholde os til, at døden ligger for enden af vores liv", og et par linier af Poul Borum: "Livet er en endeløs række af dage, der ender et sted. I en time vi ikke ved og ikke kan forestille os - før vi kommer der til".

Når præster fortæller om deres samtaler med syge eller døende, siger de at der såmænd ikke skal siges særlig meget, der skal oftest blot holdes i hånden og siges lidt trøstende. Men hvad vil en præst sige den dag hvor der skal siges noget kvalificeret? Fordi dette menneske ikke er mentalt skadet, men bragt i en sådan tilstand at der stort set skal begyndes forfra på livet, og hvor den syge ikke orker dette. Hvis præsten ikke orker at få den syge til at orke, hvordan vil præsten udlægge den situation?

Heller ikke den anden præst, Anders Kjærsig, virker som om han lever et liv som må aftvinge større beundring. Hans sprog er i hvert fald ikke beundringsværdigt. Dette med at vi ikke kan bestemme over slutningen fordi vi ikke har bestemt over begyndelsen, den pølsepind hopper han også glad på, hvis man skal udtrykke det som han selv ville gøre.

Han mener at vi skal "overlade liv og død til Vor Herre og lade autonomien være en del af bz-miljøet", og så uddyber han logikken i sin pølsepind på denne måde:

      1. Når vi ikke er livstruende syge kan vi ikke vide hvad vi mener når vi er blevet livstruende syge.

      2. Når vi er blevet livstruende syge er vi ikke mere autonome.

      3. En livstruende sygdom er en dybt irrationel situation og udenfor den sunde fornufts rækkevidde.

Igen: en tænkning som skal ses på baggrund af vort samfund som det ser ud, men som er uden universel gyldighed. I et samfund om hvilket man ikke med rimelighed kan sige om folk at de er tumber, vil man om disse tre påstande have den modsatte mening. Har man givet noget bort som ikke er noget værd, så kan tabet da ikke senerehen vise sig at være meget stort.


4. En klart talende men uklart tænkende politiker.

Anne Marie Geisler Andersen: "Valgfri aktiv dødshjælp. Et valg, man så ikke kan slippe for", Kristeligt Dagblad, 15/2-10.

I vor tid hvor det er andre kræfter end politikerne som styrer verden, og hvor disses arbejde blot består i tilpasning og i småjustering, forsvinder såvel sagerne som politikerne ud i glemslen. Men skulle en politiker en dag have ånd og mod til at fremlægge et velgennemtænkt forslag til en radikal ændring af lovgivningen omkring døden, så vil denne politiker måske engang blive husket med taknemmelighed. Når den tids menneske tænker på eller hører om hvordan man døde i gamle dage.

Denne unge politiker har ingen drøm om udødelighed. I hvert fald ikke når sagen gælder døden, for her er hun tilfreds med den gældende lovgivning og praksis. De diskuterer jævnligt sagen i Radikale Venstre, men disse diskussioner kan da ikke være særlig dybe, for der er logiske fejl i hendes argumenteren. Hun er imod at vi kan bestemme over vores død, fordi det betyder at "der ikke er nogen, der vil kunne blive fri for at træffe dette valg. Vi vil alle blive konfronteret med det. Men der er valg, som vi ikke skal kunne træffe. Dette er et af dem".

Hvilke valg den enkelte skal have ret til at træffe eller ikke have ret til at træffe, kan der være forskellige meninger om, og politikeren mener, må man gå ud fra, at hvis et flertal i Folketinget mener at et valg er af en sådan natur at den enkelte ikke skal kunne vælge, så må denne opfattelse stå ved magt. Men er dette demokratisk? Spørgsmålet kan have stor betydning for en minoritet, af religiøse eller kulturmæssige grunde, og er det bydende nødvendigt at denne gruppe påtvinges flertallets opfattelse?

Heldigvis unddrager det valg, som har de største konsekvenser for et menneske, sig andre menneskers indblanding, nemlig om vi vil være i denne verden med al dens lidelse, eller ikke. Politikeren er nødt til at fritage dette valg fra de valg, som vi ikke skal kunne træffe, men det gælder kun de mennesker som ikke er hjælpeløse: "Vi har ret til at begå selvmord, men vi skal ikke kunne kræve, at andre mennesker hjælper os af dage".

Hendes bekymring går på at mennesker der føler sig til overs og til besvær, vil kunne føle sig presset til at vælge aktiv dødshjælp. Men siden vi har ret til at begå selvmord, så kunne presset - for dem der er i stand til det - jo føre til selvmord. Hvis udbyttet af livet er meget lille og hvis besværet er meget stort, så er tanken om selvmord da forståelig, og hvad er der galt i at gøre sine medmennesker den tjeneste at forlade verden? Der er det galt, at man herved skaffer dem et pinefuldt problem på halsen. Men man kunne jo have lyst til at drille menneskene, lige inden man siger farvel og tak. Man kunne mene at de ikke fortjener andet, disse yngre generationer som har ødelagt verden og som ikke kan få ind i deres hoveder hvordan gamle og syge tænker og føler.

Som hun "ser det, er der ikke noget uværdigt i at ligge på sit yderste, hvis man får den rette hjælp og omsorg. Men at tilbyde mennesker at hjælpe dem af dage, det er i sig selv uværdigt". Hvordan kan man sige noget sådant generelt? Det må vel komme an på den konkrete situation, og vi har vel ret til at have forskellige forestillinger om værdighed/uværdighed. Hvis man ikke får den rette hjælp og omsorg, fordi den ikke eksisterer eller ikke kan tilbydes, så kan det da være uværdigt at ligge på sit yderste. Hvis et menneske uophørligt trygler om at få fred, er det så uværdigt af give efter? - er det ikke det modsatte der er uværdigt?

Som de her omtalte debatindlæg viser, famler vi i blinde i øjeblikket. Men dette er jo fordi diskussionen er relativ ny, og fordi vi ikke har nogen fornuftig kulturtradition at henvise til, f.eks. en praksis et sted i verden som fungerer godt. En ny praksis kunne opstå på den måde, at der skete en voldsom stigning i antallet af selvmord som følge af alder eller håbløs sygdom. Dette fænomén ville blive diskuteret på alle leder og kanter, og nogle ville fordømme denne praksis, men dette ville ikke påvirke udviklingen, så vi måtte indrette os efter den. Men så er vi jo netop igang med at skabe nye traditioner for hvordan vores liv kan afsluttes, og så kunne det jo være at der kom en dag, hvor man ikke mere betragter døden som håbløs at beskæftige sig med, og hvor man må erkende, at de mennesker for hvem et valg er aktuelt, i almindelighed har de fornødne forudsætninger.

For valget er ikke aktuelt for alle mennesker. Dette at alle i princippet kan vælge, betyder ikke at alle vil blive konfronteret med valget. Om valget reelt foreligger vil være kulturbestemt, og det samme gælder hvilken dødspraksis der vælges. De her omtalte debattører skal jo ikke bekymre sig om at vælge, de skal bare håbe på at deres død bliver ligeså smuk som Karens.


Nogle debatindlæg imod aktiv dødshjælp - 2011

Året efter fortsatte debatten, denne gang udløst af at en opinionsundersøgelse har vist at 56% af befolkningen går ind for aktiv dødshjælp. Folk tilhørende dette flertal kan typisk udtrykke deres mening på denne måde: "For mig har det været fuldstændig ufatteligt, at et menneskes lidelser - smerter er jo ikke altid fysiske - ikke må bringes til ophør, hvis personen selv ønsker det". Men dette flertal med deres primitive argumenteren skal vi ikke lade os bevæge af, siger eksperterne. Hertil må vi dog sige, at der i den citerede mening er en iagtagelse som man aldrig ville finde hos eksperterne: "smerter er jo ikke altid fysiske".


1. Den allerøverste ekspert.

Jacob Birkler: "Forvrængede dødsbilleder - En hån mod livets alvor", Kristeligt Dagblad, 21/5-11.

Vi har ovenfor citeret fra et debatindlæg af næstformanden for Det Etiske Råd, nu skal vi høre hvad formanden har at sige. Der synes virkelig at være noget om, at jo mere ekspert man er på dette område, jo mere uforståelig vil éns argumenteren være for almindelige mennesker. Der er forhold at tage i betragtning hvis natur er sådan, at almindelige mennesker ikke ville kunne acceptere forholdet hvis der blev talt om det uden omsvøb. Det er et sådant forhold som formanden præsenterer os for. Ved første læsning af artiklen forstår man intet. Hans anliggende er et "interessant aspekt af hele diskussionen om eutanasi", nemlig "muligheden for at lade dø, hvilket ofte glemmes". Muligheden for at lade dø, hvordan skal det forstås? Man skal helt frem til sidste afsnit, førend der siges noget som kan lede os på sporet:

"Det er vigtigt, at vi alle lader døden være en lektie i livet. Hermed mener jeg, at livets endeligt er den vigtigste påmindelse om livets alvor. Alvorligheden ved at leve til døden indtræder som den visse uvished. Det er netop denne uvished, der besinder os på livet. Hvis vi derfor begynder at tage livet af patienterne, håner vi den alvor, der ligger i livet".

Det er "livets alvor" det drejer sig om (det står allerede i overskriften, men den havde man overset i sin iver efter at læse artiklen). Her er vi ved noget som almindelige mennesker ikke ville acceptere, hvis det blev sagt ligeud. Livet har alvor, står der at læse, men sandheden er at de fleste menneskers liv ikke har megen alvor, derfor skal uvisheden om døden og udsigten til lidelse tilføre en smule alvor. Da debattøren taler som formand for en statslig institution, har han ikke den frihed som vi her har benyttet os af, til at gå i rette med folk. Vi har jo i nærværende artikel kritiseret det menige menneske for være overfladisk: du burde, kære læser, leve mere etisk (forbruge og forurene mindre) og mere æstetisk (have lødigere gøremål), og på denne måde lide (ved afsavn og åndelig anstrengelse). Det er denne form for lidelse vi har kaldt "den naturlige lidelse", men da den naturlige lidelse er en gave som kun skænkes de færreste, og da vi alle skal have en vis dosis lidelse, så må vi ty til den unaturlige lidelse, den form for lidelse som vi instinktivt viger tilbage fra.

Den form for unaturlig lidelse som formanden mener at vi ikke må sætte os imod, er uvished om døden og lidelse ved døden. Man må gå ud fra at han yderligere mener at bevidstheden om døden skal være evigt nærværende. For det er jo en kendsgerning, at jo mere bevidsthed der er om døden, jo mere værdsætter man livet. Derfor værdsætter de ældre livet mere end de yngre, idet de yngre har mere travlt med at leve livet end med at værdsætte livet. For at vi vil værdsætte livet optimalt, må døden altså være nærværende i vores bevidsthed, men døden må ikke være en aktuel trussel. Men dødens nærvær er jo netop mere præsent hos den som mener at selvmordet på det rigtige tidspunkt er den naturlige dødsmåde for mennesket, end hos den som følger formandens bud om at vi skal overdrage os selv til lægevæsenet. Thi hvis vi vælger et tidsrum på f.eks. et år, så vil den første med større sandsynlighed end den sidste være død indenfor denne tid.

Den første, den som er fast besluttet på selv at afslutte sit liv, har truffet denne beslutning fordi han lever et alvorligt liv, og derfor også ønsker en alvorlig død, altså en død som ikke er lagt i hænderne på mennesker som han ikke har tillid til eller sympati for. Og det man kunne tænke sig at spørge formanden om, er hvorvidt de alvorlige, dem for hvem uvisheden er større end den er for de mindre alvorlige, om disse alvorlige må dø på den måde de ønsker. Altså om formanden, i lighed med den foregående debattør, accepterer selvmordet hvis det kan udføres uden andres hjælp, og hvis ja, om selvmordet er tilladt uden at man er i en desperat situation (som hvis man f.eks. ikke har opsparet til alderdommen og derfor ikke har moralsk ret til særlig mange uvirksomme år).

Først nu, efter at vi har læst og forstået artiklens slutning, kan vi forstå de mange besynderlige udtalelser vi forinden må igennem. Efter at have talt om folks ønske om "fuld kontrol over livet til døden, ikke mindst for at sikre en såkaldt værdig afslutning på livet", siger formanden: "Men vi må ikke blande tingene samme. For det første er kontrol over livet ikke det samme som kontrol over døden. Vi ved, at døden kommer, men ikke hvornår, hvilket gælder alle mennesker. For det andet er værdighed ikke noget, døden kan sikre. Vi lever, til vi dør, og det er netop livet indtil døden, vi bør fokusere på". Afslutningen af livet skal lægges i hænderne på en højere instans (hvilket navn vil formanden hæfte på denne?), og vi skal leve hele livet: "Jeg har set svært syge mennesker, der ikke kun er døende, men netop lever til døden og i forskellig grad lider til døden. Afslutter vi livet, afslutter vi netop ikke kun lidelsen, men også den der lider". Og lever vi hele livet, vil der i den sidste tid ske en ændring i vores opfattelse af situationen: "Jeg har mødt flere mennesker, der ønskede at afslutte livet. Men det bemærkelsesværdige er, at de forholdsvis få gange jeg har mødt patienter med dette ønske, har det sjældent været i den sidste tid, men derimod i begyndelsen af et sygdomsforløb, hvor patienten har frygtet den sidste tid. (...) Når patienten først når den sidste tid, er ønsket ofte forsvundet, fordi der også her viser sig at være et liv".

Vi skal leve og lide, men dog tilbydes lindring, og "i dag har vi en række gode muligheder for, samt gode erfaringer med, hjælp til døende mennesker i den sidste tid". Det kunne være interessant at høre hvilke forestillinger formanden har om psykisk lidelse i forbindelse med sygdom og svækkelse. Kan f.eks. miljøforandring (flytning fra ensom natur til byen med mennesker og støj) eller social angst være en katastrofe? Desuden kunne det være interessant at høre hvad al denne lidelse koster i form af penge og arbejdstimer. Nogle mener at vi får noget af uvurderlig betydning for denne lidelse andre mener det ikke, og da vi intet redskab har til at gennemtvinge en standardiseret død, kan vi være sikre på at der med tiden vil opstå forskellige traditioner for menneskers måde at dø på, og denne forskellighed må vi da prise i vor tid hvor alt ellers går i retning af ensretning - udover at den betyder en besparelse som vi kunne investere andetsteds, f.eks. til at forebygge lidelse hos de mange som ikke fortjener at lide, nemlig et uhyggelig stort antal børn verden over.

Jeg sendte formanden denne mail som naturligvis ikke blev besvaret:

      Kære Jacob Birkler

jeg regner med at du betrager udtalelser som "Jeg vil ikke ende som en grøntsag", som værende et tegn på at man befinder sig på det æstetiske stadium, og at du selv, som værende på det etiske stadium, kan betragte dig som værende højere tilvejrs. Men Kierkegaard var jo æstetiker om nogen, det var blot den indholdstomme æstetik han forargedes over. Kierkegaard ville dog næppe sætte lighedstegn imellem det sande æstetiske og det religiøse, men dette gør jeg i denne artikel om æstetik:

      Æstetikkens betydning i den europæiske åndstradition

Jeg betragter mig selv som værende på det religiøse (= sande æstetiske) stadium, og jeg betragter mig følgelig som værende højere tilvejrs end dig. Hvis du vil se hvordan problemet døden ser ud fra dette udsigtspunkt, skulle du læse denne artikel:

      Kritik af Døden

Efter selve artiklen kommenterer jeg nogle debatindlæg imod aktiv dødshjælp, og jeg har indført en kommentar til dit indlæg i Kristeligt Dagblad. Jeg synes at du i det mindste skulle læse denne kommentar.

Jeg arbejder på et større bogværk hvori jeg definerer og diskuterer "det religiøse", og da det hver dag koster megen lidelse at få alle disse tanker og ord på plads, mener jeg at jeg kan tillade mig at forsøge at unddrage mig lidelse i forbindelse med døden.

      Venlig hilsen

      Gert Buschmann


2. Den autoriserede mening.

Tove Videbæk: "Aktiv livshjælp - indtil der skal gives slip", Kristeligt Dagblad, 30/5-11.

Hvordan folk svarer på spørgsmålet om aktiv dødshjælp, kommer an på hvordan spørgsmålet formuleres, gør denne debattør os opmærksom på: tales der om "at hjælpe et menneske i nød" eller om "drab på begæring". Da debattøren er imod aktiv dødshjælp, foreslår hun at spørgsmålet formuleres på den sidstnævnte måde.

Hendes argument for at være imod aktiv dødshjælp, er det ovennævnte som fremføres af formanden for Det Etiske Råd: "Problemet er jo desværre, at hvis man lovliggør denne "næstekærlige handling", så er resultatet ikke alene, at man hjælper dette menneske af med sin lidelse, men man hjælper også dette menneske af med livet! Ens næstekærlige intention er at hjælpe et menneske i nød, men resultatet er, at man tager livet af dette menneske. Man vil afslutte smerten, men man afslutter i stedet livet!".

For et få dette ugyldige argument til at se gyldigt ud, må der to udråbstegn og tre gentagelser til. Herefter får man oplyst at aktiv dødshjælp slet ikke er nødvendigt i Danmark: "en patient kan afvise en behandling, og en læge kan stoppe en behandling. Yderligere kan man i dag lindre langt de fleste smerter, og fagpersoner - både på hospice og i palliative team med videre - kan hjælpe den lidende patient både psykisk, socialt og åndeligt. Derimod er ingen af disse fagpersoner uddannet til at slå ihjel!".

Løsningen på problemet er, "at det enkelte menneske får præcis den lindrende hjælp, som dette menneske har behov for - hver dag, mens det lever - og hjælp til at slippe grebet, når den tid kommer". Det betragtes altså som en kendsgerning, at uanset arten af det behov et menneske kan have, så er det muligt at give præcis den lindrende hjælp som dette menneske kan ønske. Er patienten utilfreds, så må vedkommende have "åndelig" hjælp, forstår man.

Jeg sendte denne mail til debattøren:

      Kære Tove Videbæk

Jeg forstår på dit debatindlæg i Kristeligt Dagblad at aktiv dødshjælp ikke er nødvendigt i Danmark, idet en patient kan afvise en behandling. Sagen er blevet aktuel for mig, fordi jeg for nogen tid siden fik et brev afsendt fra Viborg Sygehus og skrevet af en sygeplejerske men dikteret af en af mine bekendte. Han fortalte at han har været udsat for en trafikulykke og er blevet totalt lam. Da vi ikke kan siges at være nære venner, undrede jeg mig lidt over dette brev, og ringede til hans kone. Hun fortalte, at han sikkert vil holde mig fast på det jeg engang havde sagt, at der kan være situationer hvor det kan være vores pligt at hjælpe et menneske til at dø.

En given ulykke er jo ikke en lige stor ulykke for alle der bliver ramt af den, og jeg kan slet ikke forestille mig at denne mand kan leve videre i den tilstand han er bragt i. Da han har været igennem flere operationer og derfor ikke er helt åndsnærværende, har han ikke gentaget sit ønske om at få besøg af mig, men det sker vel en dag. Kan du svare mig på hvad jeg bør gøre? Kan han forlange at der bliver slukket for respiratoren? Kan han gives en overdosis smertestillende medicin på grund af uudholdelige psykiske smerter?

      Venlig hilsen

      Gert Buschmann

Der kom ikke noget svar. Hun kan jo ikke anbefale at få ham transporteret til udlandet, hun kan kun sige at han kan få al den hjælp han behøver, men inderst inde er hun måske klar over at den ikke virker i alle tilfælde. Årsagen kan være modvilje imod fagfolkene fra patientens side. Dette er forkert af patienten, man der kan da være forståelige grunde til det. Det er jo bestemte mennesketyper der vælger de forskellige fag, og man formes af sit arbejde og dets miljø. I vor tid har vi glemt de store modsætninger der var engang, men antag at der var to rivaliserende fløje i samfundet og at hospitals- og plejevæsenet var domineret af den ene fløj. Så kunne det ske at et menneske blev påtvunget et miljø som det hele livet havde været på flugt fra, og der ville næppe herske stor forståelse for patientens problem. Desuden kan man spørge: dette team af fagfolk der skal hjælpe én, hvor kvalificerede er disse mennesker? For de mennesker, hvis debatindlæg vi her gennemgår, virker da ikke særlig kvalificerede, og de vil garanteret allesammen påstå at de er ekspert i det problem de udtaler sig om.

Debattøren svarede ikke, fordi hun ikke har rent mel i posen, eller også har hun anet at jeg ikke har det. Men faktisk har jeg modtaget det omtalte brev, men det er ti år siden, og den pågældende døde et år senere. Dødsårsagen var liggesår (oplyste hans kone), men hvordan kan disse være opstået? Er det mangel på personale eller er det dovenskab? Er det straf fordi han har udslynget forbandelser og trusler imod læger og sygeplejersker? Eller er det tværtimod næstekærlighed fordi hans levetid herved på legal vis kunne forkortes?

Jeg talte med en der er kredsformand indenfor Jehovas Vidner om det pågældende tilfælde, og han havde et klart svar parat: patienten skal ophøre med at spise. Hans egen mor var lige død, ikke af hendes kræft men af sult. I gamle dage ophørte de gamle med at spise, sagde han. Ja, men der er da forskel på at ophøre med at spise når man er olding og når man er i sin bedste alder. Men det er jo som det skal være: patienten har fået sin lovbefalede lidelse.


3. Den autoriserede mening endnu engang.

Marlene Kristoffersen: "Døden er alt andet end en individuel beslutning", kronik i Kristeligt Dagblad, 27/5-11.

Denne debattør mener at vi skal "mærke, at vi er i live". Der er glæder og der er sorger, og vi skal kunne rumme begge dele, og "at undslippe følelserne er det nemmeste at gøre, men hvis vi alle bare tager livet af os selv eller hinanden, hver eneste gang vi oplever smerte eller modgang, får vi da et underligt afstumpet og mekanisk liv". Som vi har set i det foregående er det sådanne afstumpede og mekaniske sætninger som dødshjælpmodstanderne må betjene sig af (denne filosofistuderende er forhåbentlig endnu kun i begyndelsen af sit studium). Fordi vi mennesker kan rumme den størte lykke, så skal vi også kunne rumme den største ulykke. Logisk. Men smerten er ikke logisk: den stærkeste smerte forkommer os langt at overstige det niveau som er nødvendigt for at smerten kan opfylde sin funktion, derfor taler vi om uudholdelig smerte. Tænkere har i tidens løb fortvivlet forsøgt at forstå lidelsens paradoks, og vi kan være sikre på at de har vidst hvad de talte om. Det kunne være interessant at høre denne kvindes forestillinger om fysisk og psykisk smerte - hun har måske ikke engang, som ethvert barn før i tiden, brændt sig på et komfur.

Det må være ukendskab til smerten som er skyld i at hun er vred på lægerne fordi de slog hendes far ihjel. Den stakkels mand havde kræft og kunne tilsidst ikke mere, han tryglede derfor om smertestillende medicin der kunne afslutte hans liv som alligevel ikke kunne være fortsat meget længere. Men: "ofte agerer vi meget autoritetstro, når vi står ansigt til ansigt med fagfolk indenfor lægevidenskaben. (...) Hvem var egentlig personen i den hvide kittel, der accepterede eller anbefalede at give min far den sidste dødelige dosis?". Hertil må vi svare: hvis patienten og de pårørende accepterer fortsat lidelse, så er de tro imod én autoritet, og hvis de ikke gør det, så er de tro imod en anden autoritet. Debattøren er tro imod formanden for Det Etiske Råd. Og sådan er vi allesammen tro imod autoriteter. Normalt tænker vi ikke videre over hvor vores meninger kommer fra, og hvis vi bliver spurgt må vi bare sige "samfundet" eller "kulturen", måske kan vi specificere det nærmere, og f.eks. sige "kristendommen". Men af og til sker det at vi opdager at noget ikke er som det bør være, og så siger vi verden imod. Og måske taler vi højt om sagen for at ændre verden.

Vi har i artiklen (som disse kommentarer til debatindlæg er et appendiks til) skelnet imellem naturlig og unaturlig lidelse. Den naturlige lidelse er den lidelse som enhver kan indse må være der for at der kan være nogen større livsglæde: jo flere kvaler vi har haft i en skaberproces, jo større er glæden når værket er fuldført. Den unaturlige lidelse er den lidelse som vi instrinktivt søger at undgå. En person som ikke oprøres ved synet af denne form for lidelse eller ikke kræver unødig lidelse standset, kan vi med en vis ret kalde en psykopat. Og dog behøver man ikke at være psykopat i klinisk forstand for at have opfattelsen, den er forståelig og tilgivelig: også den som ikke kender til at få et romanmanuskript retur fra et forlag, skal mærke verden, han må falde på sin cykel eller få stjålet sin bærbare.

Om en kendt professor i retsvidenskab, som var såvel beundret som udskældt og som derfor i rigt mål må have mærket både den naturlige lykke og den naturlige ulykke, kan man i en erindringsbog læse: "[han] var også tydelig træt, ikke fysisk, men mentalt. Tre uger efter tog han sit liv med en for ham typisk konsekvens. Han var syg og gad ikke ligge nogen til last eller miste herredømmet over sine tanker og sanser". Denne måde at dø på, såvel som aktiv dødshjælp, må vi fordømme, mener debattøren, fordi vi herved "vil kunne skabe nogle uhensigtsmæssige udfordringer", nemlig den berømte glidebane: hvis vi accepterer aktiv dødshjælp, så vil "vores kommende generationer blive født ind i et samfund, hvor en del af den objektive virkelighed vil være spredt fra forrige generationers accept af den aktive dødshjælp", og vi vil få et samfund "hvor distancering til dødeligt syge patienter ubevidst vil øges". Altså: forsøger vi at bevæge os væk fra det sted hvor vi i øjeblikket står, så rusjer vi straks ned ad en glidebane. Dette kan vel ske, så har vi et problem vi må løse, men det mest sandsynlige er at vi vil være for forsigtige. Den læge som aflivede debattørens far, har måske flere gange måttet høre for sine handlinger. Og den omtalte professor ville næppe have meget gavn af at vi indførte fri ret for alle til en værdig afslutning på livet, for der ville skulle lange og trættende samtaler til, og hvorfor have dette mas? - er det måske ikke mere ubehageligt at se på at et hold læger og øvrighedspersoner gør en sprøjte klar og kigger på ure og udfylder formularer, end det er (således som jeg forestiller mig professorens død) at springe i havet fra en færge efter en god middag i færgens restaurant?

Menneskene har deres systemer, det kan ikke være anderledes, men for os allesammen kommer der en dag, hvor vi for vores indre blik ser jordkloden med dens mylder af mennesker og deres systemer fra et sted langt langt langt ude i verdensrummet.


4. Den allerøverste ekspert - igen.

Jacob Birkler: "Naturlig og unaturlig omgang med døden", Kristeligt Dagblad, 24/10-11.

"Når vi er, er døden ikke. Når døden er, er vi ikke." Med dette citat fra en oldtidsfilosof indledes dette debatindlæg. Og fra disse visdomsord udledes disse visdomsord: "Døden forpligter os i livet og er meningsfuld som en besindelse på livets alvor". Debattøren har fundet finurlige ord frem og draget logiske slutninger fra dem, med den hensigt at "udfordre" og "i nogen grad fjerne" grundlaget for ønsket om at kunne afslutte livet når vi selv ønsker det. Jeg opremser her de resterende bevingede ord som forekommer i debatindlægget - for at sætningerne kan isoleres har jeg ændret lidt på ordstilling og tegnsætning:

1. At dø svarer til at "blive død", nøjagtigt som livet begynder med at "blive født". Det er pr. definion uden for vores kontrol.

2. Det er en gængs misforståelse at man kan "være" død. For man kan ikke være død (= leve som død), man er døende hele livet igennem.

3. Vi må hver især besinde os på at leve som døende livet igennem, på den måde bliver døden livsvigtig som et vilkår i livet.

4. Det er ikke døden der giver os lidelsen, men derimod livet som er lidelsesfuldt.

5. Hvis vi finder livet ubærligt, så er det livet vi skal anklage, og ikke ønske at døden skal komme og lindre.

6. Vi ønsker at undgå den smertefulde død, men døden lindrer ikke, det eneste døden kan er at fjerne den person der lider.

7. Vi bør hjælpe den døende med livet i livet, som levende til døden.

Debattøren er formand for Det Etiske Råd, og vi har tidligere kommenteret et debatindlæg han havde nogle måneder forinden. Den nye anledning til hans røst er at finde på den modsatte side af avispapiret: "Min søn følte sig tvunget til selvmord". En hollandsk kvinde beretter om sin 24-årige søns selvmord på grund af "svær og uhelbredelig skizofreni". Hun er vred, ikke over at sønnen måtte dø, men over måden det måtte ske på (han kastede sig ud foran et tog). Den unge mand var udsat for den mest grusomme tortur et menneske kan udsættes for: uhyggelige tankeforstyrrelser og stærke psykiske smerter. Instinktivt flygtede han fra den psykiske smerte ved at påføre sig fysisk smerte. Hans sygdom var utilgængelig for medicinsk og terapeudisk behandling: hans psykiske smerter kunne ikke lindres, og hans fysiske smerter skulle ikke lindres. Forældrene ønskede at han fik assisteret selvmord. I Holland er aktiv dødshjælp lovligt når bestemte kriterier er opfyldt, men en læge kan nægte at udføre indgrebet eller han kan hævde at kriterierne ikke er opfyldt, og han kan også undlade at henvise til en anden læge, selv om han ifølge loven har pligt til det. Det er især psykiatriske patienter der afvises, fordi deres situation er vanskeligere at bedømme og fordi de har en længere forventet levetid. Desuden kan en psykiater true med tvangsindlæggelse. Af denne grund er der taget initativ til oprettelse af en selvmordsklinik som enhver kan henvende sig til, men det er ikke den ideelle løsning fordi mange ønsker at dø i deres eget hjem.

Tilbage til eksperten. Hvordan ville denne gribe situationen an hvis den unge mand havde været hans egen søn? Der er to muligheder:

Den ene er at han gennemgår den samme udvikling som den unge mands forældre: lærer noget om smerte som han ikke har været klar over, nemlig at mennesket på grund af dets højtudviklede nervesystem kan føle smerte som langt overstiger det niveau et dyr kan føle, og at den gode Gud derfor har indrettet mennesket således at det kan befri sig fra en uudholdelig smerte, og at den gode Gud desuden har indpodet i menneskets natur at det hjælper den som søger at komme fri af uudholdelig smerte men som ikke selv kan. Med denne lærdom ville eksperten have indset at sønnens liv ikke skal fortsætte, og at han må hjælpes til at dø hvis han ikke skal udsætte andre for fare eller forfærdelse. Gennemgår eksperten denne udvikling, vil han ophøre med sin higen og søgen i gamle bøger for at opstøve argumenter imod aktiv dødshjælp.

Den anden mulighed er at eksperten holder fast ved sine sproglige konstruktioner. I så fald må han enten forhindre at sønnen begår selvmord, ved at indarbejde sin filosofi i sønnen eller sørge for at sønnen bliver tvangsindlagt på ubestemt tid. Eller han må ønske at sønnen begår selvmord hurtigst muligt, så det er overstået og så han kan fralægge sig ansvaret. Han kan sørge for at den ene behandling efter den anden bliver forsøgt, således at sønnen berøves ethvert håb om bedring og begår selvmord. Så kan han bagefter påstå at psykiaterne var uduelige og at en holdbar løsning kunne være fundet hvis der havde været mere tid.


5. En læge med personlige holdninger.

David Peick Sonne: "Aktiv dødshjælp", Weekendavisen, 4/10-11.

De foregående debatindlæg er alle fra Kristeligt Dagblad, fordi det hovedsalig har været her debatten om dødshjælp har været ført. Kristeligt Dagblad er et af landets bedste dagblade, og dette betyder at der er mange ikke-kristne læsere, og dette betyder igen at et klart kristent debatindlæg nemmere passerer igennem end et der ikke er klart kristent. Nogle af de ovenfor kommenterede debatindlæg ville næppe være blevet optaget andetsteds. Jeg har i artiklen beklaget de intellektuelles fravær i denne debat. For hvis vores virkelige åndskæmper tog fat på denne sag, så kunne vi få en debat der var respekt om, og som måske inden længere tid kunne føre til en nogenlunde acceptabel lovgivning. I så fald burde debatten finde sted i Weekendavisen.

I Weekendavisen har været rejst en sag af professor i bioetik (og formand for Det Dyreetiske Råd) Peter Sandøe: "Hvis bare min far havde været en hund", 7/10. Professoren beklager at lægerne har behandlet hans far på en måde "som ville have kostet en dyrlæge en bøde og tab af sit job". Faderen havde fået en hjerneblødning som betød at han ikke mere kunne tale eller spise. Familien anmodede lægerne om passiv dødshjælp (= ophør af behandling), og dette blev imødekommet: tilførslen af vædske blev standset. Synet af patienten der langsomt døde af tørst og fik et mere og mere grotesk udseende, var voldsomt for de pårørende. Familien ønskede at dette fik en ende ved aktiv dødshjælp (= overdosis smertestillende), men dette blev afslået. Denne sag kunne måske have sat noget igang, men den er forplumret af at professoren der havde ønsket aktiv dødshjælp til sin far, "ikke generelt taler for aktiv dødshjælp", han ønsker blot at "når lægerne beslutter at patienten skal dø, så skal det foregå på en værdig måde". Desuden blev gjort gældende, at faderens lidelser i den sidste tid ikke kan påstås at være unormale for en døende.

Den nærværende debattør som er læge, kalder professorens historie for "sørgelig læsning", og han efterlyser en "grundig diskussion", og "helst uden indblanding fra eksempelvis jura, opinionsundersøgelser eller personlige holdninger". Personlige holdninger, hvad er det? Hvis al det jeg har givet udtryk for i denne artikel ikke er personlige holdninger, så véd jeg ikke hvad personlige holdninger er. Jeg er altså uønsket i diskussionen, men hvem er så de ønskede? Det nævner lægen ikke eksplicit, men det må blandt andet være ham selv i sin egenskab af læge. Hvad med præsterne? Da det er tydeligt at debattøren forestiller sig at diskussionen skal foregå ved rationel argumenteren (indeholdende videnskabelige udtryk som han nævner og som jeg ikke véd hvad betyder), så må præsterne med deres uvidenskabelige snak også høre blandt de uønskede. Da lægens debatindlæg indeholder flere spørgsmål end svar, og kun er skitseagtigt, er det øjensynligt blot tænkt som et oplæg til den grundige diskussion. Men lige efter bemærkningen om de uønskede i diskussionen, skriver han: "Følgende er argumenter mod indførelse af aktiv dødshjælp", og hver gang han fremfører et af de spørgsmål der skal diskuteres, "beviser" han at legalisering af aktiv dødshjælp ville føre til en uholdbar løsning på dette spørgsmål. Lægen ønsker en diskussion som er hævet over Manden på Gadens sprogbrug og argumenteren, men han virker da ikke selv hævet over denne: "Det er ikke lægers opgave at slå patienter ihjel, men at bekæmpe sygdom og afhjælpe lidelse; det [altså at slå patienter ihjel] ville medføre lidelse for andre patienter, og det ville bringe vores sundhedssystem ud på et skråplan. Ville de fleste af os ikke hellere behandles af en læge, der har bevaret sin respekt for livet end af én, der har vænnet sig til at tage livet af folk?".

Det citerede er slutningen af debatindlægget, og her gentages to spørgsmål som han har behandlet: 1. ophør af nogles lidelse vil påføre andre mere lidelse, og 2. det berømte skråplan.

Ad 1. Ja, det kan ikke benægtes at det kan forekomme at man gør livet yderligere svært for den som er til besvær for familie og samfund ved at tilbyde aflivning. Men der kan også ske det, at erkendelsen af at man er til besvær kan få én til at værdsætte livet mere end man ellers ville have gjort, og måske føre til at man efter bedste evne udfører et stykke arbejde som kan gavne andre og én selv, måske noget man tit har haft lyst til men tidligere ikke har haft tid til. Vi må forsøge at få patienten til at glemme besværet, men vi må se i øjnene at hos nogle patienter virker forsøget ikke, disse patienter kan ikke lade være med at tænke på omkostninger og på det ubehag plejepersonalet må døje, og må de ikke have lov til at inddrage sådanne faktorer i deres overvejelse? Dette at nogle syge kan have uønskede følelser, bør det accepteres som et gyldigt argument for at tvinge alle hvis liv er svært til at skulle leve det?

Som nævnt tidligere er problemet, at vi mangler rodfæstede traditioner for hvordan vi kan stoppe livet før kroppen definitivt siger stop - og vi skulle helst have flere traditioner, så vi kan vælge anderledes end det almindelige indenfor den kultur vi bekender os til. Har vi en tilfredsstillende tradition at knytte os til, vil vi længe inden det er aktuelt have nogenlunde klarhed over hvordan vores liv bør ophøre. Med mindre vi dør pludseligt, kommer der en dag hvor vi igennem længere tid har følt at vores liv er slut: vi har simpelthen ikke lyst til at leve længere. Hvornår den dag kommer, vil være bestemt af vores kulturmæssige tilhørsforhold og af det liv vi har levet. Mennesker der har været heldige med livet, vil ikke tolerere megen tilbagegang, men for disse er det heller ikke så katastrofalt at livet må afsluttes lidt tidligere end forventet. Og omvendt, mennesker der aldrig rigtigt har fundet melodien, vil ikke opleve en tilbagegang ligeså smertefuldt som den lykkelige, og han/hun vil som kompensation for den manglende tyngde i livsrigdom, forsøge at give livet tyngde ved en lang varighed.

Uhelbredelig eller urimelig langvarig sygdom eller en helt ekstrem personlig sorg kan betyde at døden bør foretrækkes, men foretrækkes livet trods et svært vilkår, så skal livet selvfølgelig fortsætte, og samfundet skal tilbyde et levevilkår så den syge mærker mindst muligt til omkostninger og besvær for andre. Enhver samfundsordning vil have uønskede følger, og dem må vi søge at minimere. Vælger vi en anden ordning, så er det andre uønskede følger vi skal igang med at minimere. Vi må vælge et sted og se de uønskede følger i øjnene. I et samfund som tilskynder til høj uddannelse fordi det gavner samfundet, kan de dårligt uddannede føle mindreværd, med denne følelse skal da ikke bekæmpes ved at man går over til at forbyde højere uddannelse.

Ad 2. Hvad skråplanet angår, nævner debattøren en omstændighed som taler for at vi ikke behøver at frygte et skråplan, men snarere bør frygte at det bliver for vanskeligt at få hjælp, og at folk fortsat bringer andre i fare ved deres forsøg på selvmord, nemlig: hvem skal assistere ved selvmordet, underforstået: det er der nok ingen der vil. Legaliseres aktiv dødshjælp, så må nogen melde sig til at udføre den - og det behøver da ikke nødvendigvis at være fra lægestanden. Til at begynde med kunne det f.eks. være mennesker som optræder i det offentlige liv og som nyder en almen popularitet, respekt og tillid. En sådan person (som er erklæret tilhænger af aktiv dødshjælp) kunne opfordres til, et vist antal gange pr. år, at foretage den endelige godkendelse og selve aflivningen. Så er handlingen lagt åbenlyst frem, og det er klart for enhver at den udføres som en næstekærlig borgerpligt. Men vi har jo her argumenteret for, at vores forestilling om den naturlige død ikke er naturlig: ingen ville se en hund dø på den måde mennesker i almindelighed dør på. Den unaturlige død skal ikke bare være noget nogle særligt lidende skånes fra, den skal alle kunne skånes fra, og dette forudsætter at et større antal mennesker indvilliger i at optræde som "døden". Og de skulle da ikke være svære at skaffe, da kun mennesker med særlige kvalifikationer opfordres.

Hvorfor nogle mennesker i vor tid og i vor kultur kan være imod at det enkelte menneske selv bestemmer over sin død, har vi givet nogle bud på i artiklen, men mon ikke langt de fleste mennesker ønsker at der kommer en dag, hvor der er så megen veletableret praksis omkring døden, at de fleste mennesker skønnes i stand til at håndtere deres egen død? Man fremsætter sin beslutning og ordner sine forhold, og hvis beslutningen kan godkendes, kommer "døden" med sin sprøjte - renligt og smertefrit. Men der vil i al evighed være dødsønsker som ikke imødekommes, så derfor vil der også i al evighed være selvmord, og derfor må der være traditioner for "gode" metoder. Hvordan kan vi nå frem til en verden hvor man kan sige at der hersker mest mulig tryghed omkring døden, fordi det mest almindelige er at det foregår ved assisteret selvmord? Der er kun én vej: det må blive mere og mere almindeligt at mennesker afslutter deres liv ved ikke-assisteret selvmord. I øjeblikket anser nogle det for en frækhed sådan at unddrage sig lidelse og påfører andre lidelse, men hvad vil de gøre ved det? Straffe familien ved at konfiskere al den dødes ejendom? Forhindre denne dødsmåde ved folkeoplysning? Hvis vi foretrækker det sidste, må enhver borger oplyses om det der taler for og imod. På plussiden: de nærmeste skånes for de chokerende forandringer der sker når ånden fordufter og kroppen forfalder, samfundet skånes for ikke mindre chokerende udgifter og plejepersonale kan få et mere livsbekræftende arbejde. På minussiden: nogle tilbageblevne på Jorden påføres lidelse: formanden for Det Etiske Råd lider hver gang han hører at nogen har trodset livets alvor, lidelsen hos den syge der ligger samfundet til last får en ekstra tand, og også plejepersonalets lidelse får en ekstra tand, fordi deres jobs nedlægges. Men man kan spørge: skulle disse samfundsproblemer virkelig være uløselige? Er problemet i bund og grund ikke, at det er de forkerte mennesker der tager sig af samfundsproblemerne? Alle de ovenfor kommenterede debatindlæg er skrevet af mennesker der regner sig selv for ekspert i den sag de diskuterer, men prøv at sammenligne denne tænkning med den tænkning der skal til for at fremstille computere der snart er mindre end en tænstiksæske og som kan alt hvad man overhovedet kan forestille sig. Hvor havde vi mon været teknologisk, hvis den tekniske tænkning havde været på samme niveau som den samfundsmæssige?


Denne side hører under

juliasets.dk