En usandsynlig manuskriptbehandling


Af Gert Buschmann


Jeg har haft en roman til vurdering hos en person som tilbyder manuskriptvurdering, fordi den var blevet afvist af et bogforlag. Jeg har god erfaring i at skrive - såvel faglitterært som skønlitterært - men alle mine skønlitterære ting er blevet afvist af forlagene. Årsagen må alene være at bøgernes målgruppe skønnes for lille, for jeg får altid mine ting vurderet hos mennesker har klare forudsætninger for at læse dem, og disse finder at - vurderet på egne præmisser - er mine bøger uangribelige, og "de fortjener mange læsere". Problemet er - mener jeg - at de mennesker som sidder ved forlagene - og også dem som tilbyder manuskriptvurdering - er af en helt anden type end anmelderne ved de seriøse dagblade: forlagsfolkene er gennemsnitsmennesker, det er anmelderne ikke. Jeg er ikke bekymret for anmelderne, men hvordan får jeg min bog frem til dem? For eksempel kan jeg fortælle, at jeg engang fik en fagbog antaget hos Gyldendal, og den fik de fineste udtalelser - "uhyre velskrevet" - men den udkom ikke på Gyldendal, jeg trak den tilbage: den skulle bringes til at sælge bedre, og de forringelser det indebar, kunne jeg ikke gå med til. Så udgav jeg den på et selvudgiverforlag, og ofrede store penge på annoncering, men der er ikke blevet solgt et eneste eksemplar. For at få banet vej for mine ambitiøse værker, skrev jeg derfor en roman som ikke skulle volde problemer: lille og let og med en handling som burde fængsle. Men: "Forlaget *** kan desværre ikke ..." Så kiggede jeg efter folk som tilbyder manuskriptvurdering.

Den person jeg valgte tilhører ikke min romans målgruppe, men hun har skrevet adskillige bøger - også romaner - og været ansat på et af de store forlag, men driver nu eget forlag og underviser i skrivning. Hendes pris er lige lovlig høj, men det kunne sikkert betale sig. Og som det vil fremgå af det følgende, har jeg virkelig fået noget for pengene. Jeg har fået at vide, at der slet ikke er noget håb for mig, når det gælder om at få en bog igennem et forlag. Og grunden er, at jeg er helt ude af trit med den tid jeg lever i, og det skyldes at jeg aldrig har haft fjernsyn og at jeg har en langvarig videnskabelig uddannelse indenfor et meget "tungt" fag. Skulle min bog udgives, skulle den ikke bare skrives totalt om: den kan slet ikke skrives. Årsagen er at den indeholder samfundskritik, og samfundskritik hører ikke hjemme i bøgerne: "Det gælder både skøn- og faglitteratur. Hvorfor ikke skrive nogle kronikker eller læserbreve i stedet for?" Da kommenteringen af min tekst fandt sted i takt med læsningen, vidste hun til at begynde med ikke hvor det bar hen. Min tekst forekom nogenlunde romanagtig, men sikke mange fejl, og der kommer flere og flere, men så kan der skrues lidt ned: "Det vil være voldsomt at kommentere hver gang, så jeg har markeret det i begyndelsen, og så ved du, det er noget, der skal rettes, hver gang du møder det i manuskriptet. På den måde kan du bruge punkterne om indhold og sprog som en slags tjekliste til at gå dit manuskript igennem. I stedet for at redigere alt på én gang, vil jeg anbefale dig at tage det i flere runder og bidder." Læsningen burde være standset, for det er urealistisk at en forfatter vil rette så mange fejl: han vil droppe bogen eller forhøre sig andetsteds. Det falder ikke denne læser ind at min roman kan være af en anden type end den hun selv beskæftiger sig med - og skriver i massevis. For hun har tydeligvis ingen uddannelse i litteratur, og synes hverken at have læst ret meget af den ældre litteratur eller ret bredt af den nutidige - for eksempel den franske forfatter Èric Vuillard som siger: "Enhver litteratur der ikke berører tidens store emner, er spild af tid."


Begyndelsen af min roman


Det må have været sidst i august 1955, for jeg var lige begyndt i gymnasiet og det var en behagelig varm eftermiddag. Det var blevet en tradition, at jeg på hjemvejen fra skolen gik op til min moster, hun boede på øverste etage i en høj ejendom et lille stykke fra vejen hvor vi boede. Vi glædede os begge til denne visit, hun havde altid fundet på noget lækkert.1 Hun havde det ikke let på det tidspunkt: ung2 - ikke meget ældre end mig - og nygift og nyfraskilt - det var en værre historie - det havde været fremme i aviserne. Imens hun rumsterede bag mig, kikkede jeg ud ad køkkenvinduet - der var en pragtfuld udsigt over Frederiksberg. Lige nedenfor lå en lavere ejendom, som i den sydlige ende, ude til højre, var helt begroet med vildvin - jeg har altid elsket dette syn, man ser det ikke mere3. Ejendommen lå på den vej hvor vi boede, men i den fattige ende - vi boede længere nede i villa. Men det var da et dejligt sted at være fattig, der var renligt og masser af sol og grønt. Foran ejendommen var et bredt fortov hvor børnene kunne lege - ingen biler4, vejen lå på den modsatte side.

Pludselig kom to mindreårige drenge ud af opgangen yderst tilhøjre - de så ud til at være tvillinger.5 De løb over fortovet og åbnede døren til et skur. ...6


Manuskriptlæserens kommentarer og mine kommentarer til kommentarer


1. Hvad for eksempel? Kan du være konkret og bruge sanserne, så læseren kan se, smage og dufte det? Når du alligevel skriver om mad, så kan du lige så godt zoome ind på tallerkenen. Husk, læseren oplever historien gennem hovedpersonen. Derfor er det vigtigt at være så konkret som muligt, for ellers kan læseren ikke mærke det, din hovedperson mærker. Og så bliver det til et referat frem for en levende historie, hvor vi griner og græder med hovedpersonen (og resten af bogens personer). [Kagernes navne er ligegyldige for min historie - min fortæller husker eller kender dem næppe, det er jo et halvt århundrede siden.]

2. Hvor ung er det? Husk at være konkret. Skriv gerne hendes alder, så er vi helt med. Du ved det, fordi du kender din historie, men læseren ved det ikke. [Jeg havde ikke udtænkt hendes præcise alder, jeg regnede ikke med at læseren behøvede den.]

3. Pas på, du ikke kommer med en stemme her, der kigger tilbage. Bliv hellere i historien, så du ikke bryder det univers, du lige har bygget op. For læseren afbryder det læseoplevelsen og flowet. [Min fortæller kommer til at tænke på noget imens han skriver, det hører da med til historien.]

4. Pas på med at konstatere det, du vil sige. Don't tell it – show it, kalder vi det, fordi det gælder om at viser læseren historien i billeder, som læserne kan se for sig. Det gør historien levende. Konstateringer dræber energien i teksten og gør historien svær at læse. [Der var ingen biler, husker fortælleren, hvordan kan jeg vise en bil som ikke er der?]

5. Hvem synes, de ser ud til at være tvillinger? Og hvordan ser de ud? Beskriv dem hellere frem for at konstatere det, for konstateringer kan læseren ikke se for sig. Brug sanserne. Beskriv deres udseende. Så kan vi selv gætte os til, at de måske er tvillinger. Eller måske ikke er. [Det er selvfølgelig fortælleren som synes at de ser ud som tvillinger. Han ser dem på lang afstand, og det er uvæsentligt hvordan de nærmere ser ud, iøvrigt ligner alle mindreårige hinanden.]

6. Jeg-fortælleren er ikke rigtig blevet introduceret. Jeg har svært ved at følge med. Giv mig lidt mere af ham/hende, så jeg er med på, hvem det er, jeg læser om og oplever historien igennem. Det er relevant for at fastholde læserens opmærksomhed og skabe sympati for hovedpersonen. Dem, vi kender, har vi lyst til at bruge tid på at følge. Men hvis det er nogen, vi ikke kender, så er det lidt mere ligegyldigt for os, om de oplever det ene eller det andet. Vi tænker faktisk ikke rigtig på dem. [Fortælleren ser almindelig ud, har jeg forestillet mig. I takt med at historien skrider frem, kommer der oplysninger om ham.]


Pludselig ophører kommenteringen


Efter at have overmalet de første ti sider af min roman, ophører kommenteringen næsten, for nu bliver det klart for denne læser at der ikke er nogen fornuftig grund til at skrive denne bog. Og her burde hun have standset læsningen og sendt en regning for den brugte tid (1000 kr.? - jeg skønner at der er brugt 2 timer til den foreløbige kommentering (der er tidsangivelser i dokumentet) og 1 time til en "Overordnet feedback"). I aftalen var inkluderet at jeg kunne stille spørgsmål, og at man ville give råd til følgeskrivelse og tekst på bagsiden af bogen. Jeg stillede spørgsmål, men de blev ikke besvaret, der kom bare en regning (6500 kr.).

Denne læsning har selvfølgelig ført til ændringer fra min side, men i det viste af begyndelsen har jeg ikke fundet anledning til en eneste ændring. Jeg ser kritikken som en følge af at forventningerne til en roman har ændret sig hos store dele af befolkningen. Af to grunde: 1. Den kritiske distance til tv-kulturen og filmen som man tidlige så hos de bedre uddannede, er helt forsvundet hos de yngre generationer. I filmen får man ligefra begyndelsen et væld af informationer - man ser omgivelserne og personernes udseende og påklædning og fremtræden. Og det har ført til at romanlæsere kræver flere informationer end romanlæseren gjorde tidligere. Hovedpersonerne og omgivelserne skal beskrives udtømmende i romanens begyndelse, og selv helt perifere personer og hændelser må uddybes, selvom det ikke har nogen funktion i historien. Der er altså opstået en kløft i befolkningen: de yngre generationer må have mange detaljer med for at få en historie til at lette, de ældre og bedre uddannede vil finde disse påklistrede. 2. Skriftsproget er i fuld gang med at antage form efter talesproget. Hvor skriftsproget tidligere var noget man skulle gøre sig image med, idet det skulle have et personligt og gerne ophøjet præg, finder de yngre generationer at sproget skal have et spontant præg, og de har ikke berøringsangst overfor modeord - ord som hurtigt vil gøre teksten forældet. Mit sprog er for "tungt", siger de yngre, mit sprog "virker utroligt gennemarbejdet", siger de ældre.


Baggrunden for min bog


I min roman diskuteres tre aktuelle udviklingstendenser i samfundet: 1. Verdsliggørelsen - i bred forstand - er overgangen fra den vertikale kulturorden til den horisontale: dette at det religiøse, det ophøjede, det hellige forsvinder. Det eneste vi efterhånden skal værne om, er nogle efterladenskaber fra fortiden som vi opbevarer på museer. Der er ikke mere respekt for lærdom, og niveauet i uddannelserne ralser ned. Engang var der en skel mellem vores officielle kultur, som vi blev indpodet i skolerne, og den folkelige kultur. Det skel er der ikke mere - og den folkelige kultur må vel idag kaldes mediekulturen. 2. Der er opstået totalitære tendenser i erhvervslivet og i uddannelserne. Disse er en konsekvens af ungdomsoprøret i årene omkring 1970. Dette var en følge af velstandsstigningen, som syntes at varsle en helt ny verdensorden. Den økonomiske ulighed skulle afskaffes, således at ingen mere var udbyttede og arbejdstiden derfor kunne nedsættes. Fuldtidsarbejdet blev betragtet som absurd: Produktionen af de fornødenheder som vi behøver, kan da kun være et middel, ikke et mål i sig selv. Og sandheden om det meste arbejde er, at det er fordummende rutine. Det er dybt latterligt at man måler den enkeltes plads i det sociale hierarki udfra hvor megen tid man tilbringer på en arbejdsplads og hvormange mennesker man kan koste rundt med. Og enhver kunne se at der var noget om det. Men der gik ikke længe inden de angrebne - de der havde måttet døje skældsord som "8-til-4-fyr" og "knudemand" og "habitstativ" - kunne ånde lettet op: oprørerne var jo opdraget til det liv som de gjorde oprør imod, så derfor var deres forudsætninger for at realisere noget nyt og holdbart små. Da de havde fået deres uddannelse, måtte de ud på arbejdsmarkedet, og nu skulle de indordne sig under de mennsker som de havde ringearget. Således fik erhvervsfolkene hævn, men kritikken de havde været udsat for, var vanskelig at ryste af sig. Der måtte gøres noget for at få respekten for produktionen tilbage, og det kom til at ske ved at man omorganiserede livet i firmaet, så arbejdet tog sig mere krævende ud end det var: det blev gjort til en livsstil. Og hvor éns plads i hierarkiet tidligere var bestemt af faglig dygtighed, var den nu bestemt af evnen til at forme firmaet, få det til at fremstå som noget unikt, vække tillid. Den enkelte medarbejder måtte være i overensstemmelse med firmaets ånd - det ville være uhørt at han sagde at han bare var der for pengenes skyld. Han mistede sin personlige frihed, han forventedes at leve for noget højere: firmaet. Der kom totalitære tendenser i erhvervslivet, og disse bredte sig snart til uddannelsessystemet, og nåede tilsidst helt ned til børnene (heldagsskole). Og de har på det seneste ført til, at folk afreagerer på den tvang de er udsat for, ved at gribe ind i andres frihed: men finder fejlagtige opfattelser hos andre, opfattelser som kan påstås at såre minoriteter, man kræver "politisk korrekthed". 3. Den tvungne positivitet. I oprørstiden skulle man være negativ: samfundet var "råddent", en politibetjent var et "svin" og tjente man en smule over gennemsnittet, var man "kapitalist". Men efter at vinden var vendt til den modsatte retning, har man skullet være positiv. Og det kan enhver se en vis rigtighed i. Vi skal jo tjene penge, og det foregår ved at vi sælger vores arbejdskraft til andre, og dem må vi rette os efter - selvom de er nogen idioter. Vi kan arbejde på at ændre verden, men foreløbig må vi kende den som den ser ud og vise imødekommenhed. Dette sender firmaerne deres ansatte på kursus for at lære. Men denne lære må ikke være noget som man udadtil følger men indadtil foragter: man må være i oprigtig overensstemmelse med verden og føle glæde ved det. Dette er en forudsætning for firmaet kan klare sig i en verden med en hård konkurrence. Det nye menneske er blevet kaldt "succesmennesket". Der er selvfølgelig mennesker som ikke kan eller vil arbejde på disse betingelser, men så kan de bare ikke være i et kontormiljø. De der især opfatter sig som succesmennesker, er de kreative: reklamefolk, grafikere, forlagsfolk. Fordi deres virke er oppe i tiden og fordi de kan snyde: det er svært at vurdere deres talent og den tid de bruger på en opgave, og de kan slå sig stort op på deres hjemmesider.

Enhver som tilhører den ældre generation vil chokeres over at de ophøjede ting (som er meningen med livet) og friheden (som mennesker har ofret livet for) og kritikken (som er samfundets livsblod) kan blive noget underordnet - ja noget som skal bekæmpes. Det må være en undtagelsestilstand som hersker, en af de perioder med åndsformørkelse som der må være en højere mening med, siden de bliver ved med at opstå. Lad os studere et iøjnefaldende udslag af den aktuelle tilstand:


Lærebog for succesforfattere


Manuskriptvurdereren som jeg hyrede, er igang med at skrive en lærebog i skrivning, og jeg fik tilsendt hendes seneste version, så jeg kunne fortsætte min forfatteruddannelse. Men denne læsning var en fæl oplevelse for folk som mig der tilhører "verden af igår": hvad sprog og æstetik angår synes bogen at være skabt i bevidst opposition til fortiden. Rodet layout, kapitler med overskrifter som "Få sproget til at sprudle" og "Kom i medierne og få gang i bogsalget", mærkelige råd som "Læg et viskestykke over skærmen" og "Bladr i aviser og magasiner og klip din læser ud og hæng billedet op".

En lærebog i skrivning kan måske være til nytte når det gælder en fagbog, men hvis en skønlitterær forfatter lærer sådanne regler og bruger dem, er han trivialforfatter. Forskellen mellem den rigtige forfatter og trivialforfatteren er, at den første ikke véd hvordan han arbejder, det gør den anden. Denne forskel gælder indenfor enhver kunstart, og også i videnskaben: hos videnskabsmanden er den frie associatieren fremherskende, hos forskeren er det rutinearbejdet. Tidligere måtte man i lære hvis man ville være maler eller komponist, men dette gjaldt ikke i litteraturen, hvorfor ikke? Fordi der i billedkunsten og i musikken herskede en ret håndfast tradition, og denne fordrede teknisk kunnen og stilbevidsthed. I litteraturen var materialet ordene, og dem havde man lært fra barn og brugt fra morgen til aften, og det var igennem en omfattende læsning og skriveøvelser at man lærte håndværket. Og så var der den forskel, at litteraturen var meget mere personlig end billedkunsten og musikken. Den rigtige forfatter skrev fordi han havde noget på hjertet. Trivialforfatteren skrev for pengenes eller sin fornøjelses skyld. Denne lærebog er for den som ikke har læst ret meget, så man antager at han må have hjælp helt fra grunden - altsammen noget med skemaer og diagrammer. Og man fortæller ham hvor han kan hente inspiration: "Du kan skabe gode karakterer til din roman ved at kigge i magasiner og ugeblade" og "Når du en dag går tur, så læg mærke til de personer, du møder på din vej". Kan Powerwriting virkelig ende med noget som nogen kan holde ud at læse?:

Sæt dit ur, så du giver dig selv 20 minutters skrivetid. Skriv alt, hvad du kan finde på om din hovedperson, uden at tænke for meget. Bare skriv. Hvis du ikke kan finde på noget at skrive, så skriv det: "Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive om ham. Jeg synes, at han virker lidt svag." Skriv det, du tænker, for lige pludselig kommer der noget, du kan bruge. Når du er færdig, kan du gå dit skriv igennem. Er der egenskaber eller faktuelle oplysninger, du kan bruge i dit manuskript?

Man skal tænke dybt over sine karakterer inden man går igang. Jeg har to hovedkarakterer i min roman, den ene er gæst hos den anden. Den ene (værten) er ret talende, men der er ting han ikke ønsker at tale om, blandt andet noget sygdom. Dette forstår gæsten, og drejer samtalen hen på noget andet. Men de yngre generationer kender ikke til privatliv: "Vær gerne helt konkret her. Hvilken sygdom?" Den anden hovedkarakter (gæsten) bliver læseren ganske snydt for. Han er pensioneret universitetslektor, får man at vide, men derudover får man kun det at vide som kommer frem i samtalen. Der er intet om hans "seksuelle præferencer" eller "skostørrelse" eller "om han foretrækker boksershorts eller underbukser med gylp", for at nævne nogle af punkterne i lærebogens liste. Udover at karaktererne skal beskrives udtømmende, skal man "lade dem gøre noget, imens de taler - så scenen bliver mere levende". Også her må jeg skuffe læseren. Jeg bryder mig ikke om udenomshandling ved dialog, det er oftest bare forfattermæssigt rutinearbejde. Jeg skaber liv ved indholdsfyldte sætninger og ved replikspillet. For eksempel taler mine hovedkarakterer om lægers manglende menneskeforståelse:

   — Det har måske at gøre med den akademiske tilgang til faget.

   — Jeg vil snarere sige den uakademiske tilgang. De fleste studerende studerer ikke, de læser lektier. Derfor erhverver de kun mekaniske færdigheder, ikke lærdom.

Men uheldigvis har manuskriptvurdereren ikke den almene dannelse som min roman kræver: "Det er svært at følge med, for alt handler om noget, jeg ikke ved noget om. Jeg får derfor ikke noget ud af diskussionen, og jeg ved ikke, hvad jeg selv skal mene." Af de forståelige sætninger er nogle overstreget med rødt ("Rød betyder, at jeg vil anbefale dig at slette."), det er især de politisk ukorekte sætninger. Men nogle sætninger er fundet helt tilfredsstillende, de er belønnet med en smilley.

Don't tell it, show it hedder et afsnit i bogen. Det er "hvor du kommer til at konstatere tørt i stedet for levende at vise din læser, hvad du mener". Man kan ikke nøjes med at skrive "Karsten er vred", man må for eksempel skrive "Karsten sitrede, da han med lynende øjne trak vejret ind for at brøle ..." Når jeg møder en sådan sætning i en roman, tænker jeg: "Nå, gjorde Karsten det." Jeg er dog delvis enig i det med "don't tell it, show it": jeg klager altid over at forfatterne springer over hvor gærdet er lavest. Derfor har jeg i en roman jeg har skrevet, valgt konsekvent at springe over hvor gærdet er højest. En ung mand skriver en gymnasiestil, en ung pige skriver en novelle, en kvinde skriver en aviskronik, og disse ting bliver af andre vurderet som fremragende. Dette er ikke bare påstande, jeg viser det ved at bringe teksterne i deres helhed, og jeg har sikret mig at de virkelig er fremragende ved at få fagfolk til at læse dem. I alle tilfælde har indholdet af disse tekster betydning for handlingen i romanen, men jeg er sikker på at manuskriptvurdereren ville fordømme min kurs, fordi den indebærer afbrydelser i den overordnede handling på ti-tyve sider (jeg "bliver ikke i universet").

En bog skal ikke ændre noget hos læseren: "Hold dig fra at overbevise din læser om noget - det gælder både inden for skøn- og faglitteratur. Kronikskrivning må du dyrke ved siden af dit bogskriveri." En fagbog har da ifølge sagens natur til hensigt at belære. Ligeledes kan en fagbog være en fremlægning af kritisable forhold som forfatteren har undersøgt, og det er da for at belære læseren. En romanforfatter kan også sige at en væsentlig side af hans virke er at belære, og at han bruger fiktion for at gøre stoffet mere levende og fængslende at modtage, og for at få ting med som kan være vanskelige i en faglig fremstilling. Det kan være en historisk roman eller en krigsroman eller en skildring af fattigdom. Min roman må komme som et chok for dette gode menneske, her er nogle eksempler på hendes kommentarer: "Du kommer med mange stikpiller og bemærkninger til noget i samfundet, som du tydeligvis har en holdning til. Hvorfor ikke bare skrive det, du vil skrive?" [Jeg skriver det jeg vil skrive.] og "Det virker noget voldsomt at sige så meget negativt om nogen, man aldrig har mødt. Hvorfor har søsterens mand så meget imod dem, at han raser så meget og i så lang tid?" [Han raser aldeles ikke, det er bare hans facon at gøre sig lystig over folk.] og "Hvorfor ikke glæde sig over, at en der har haft et svært liv har det godt nu? Har han gjort dig noget, siden du ikke ønsker ham det godt? Det er heller ikke sikkert, det er det, du ønsker at signalere, men tonen blive let bitter, og det er synd." [Jeg ønsker ham det godt, for han er min egen bror, men han er positiv og skælder mig ud for ikke at være det.] Der er også ting som ikke beror på negativitet, men som jeg bør udelade fordi de ikke vil interessere læseren eller fordi de sinker læsningen: "Det bliver en anelse snørklet her."

Tænk hvis verden var uden konflikter og livet ikke var andet end jagt efter oplevelse. Dyb og ægte livsrigdom forudsætter en bestemt beskaffenhed af kulturen, påstår jeg i min roman, nemlig at den har "religiøse" træk. Og en sådan beskaffenhed vil altid være truet af nedbrydende tendenser. Derfor skal der værnes om kulturen, og i perioder kæmpes. Jo mere en kultur er værd, jo mere kamp kræver den. Jeg er opvokset i en kultur som har givet mig store rigdomme - i min roman kalder jeg den "den europæiske åndsverden". Den må siges at være totalt forsvundet i løbet af min levetid, og det har været et smerteligt tab, men det er ikke alt man har taget fra mig. Tusinder af bøger og grammofonplader har jeg, og jeg er ikke bare modtagende, jeg har fået en uddannelse som har gjort mig istand til selv at skabe - ting som jeg er stolt af og viser andre, og som jeg af og til tager frem og glæder mig over. I min roman giver jeg udtryk for bekymring for de unges udvikling: erhverver de på samme måde som jeg i min ungdom noget som de på deres gamle dage vil takke for? Jeg lader min jeg-fortæller indrømme at han ikke véd meget om de unge, deres verden er jo usynlig for alle som ikke kigger med på deres skærm, så han kan ikke være konkret. Han har nogle formodninger, han siger: "For de unge har fejl ingen større betydning, for det er hurtigt glemt og kan gøres om, og det de skaber er kun til umiddelbar konsumering, ligesom journalisternes skriverier." Dette får denne kommentar: "Du langer godt nok nogle beskyldninger ud her, men det klinger hult og kommer til at lyde bittert, når de ikke er hængt op på nogle konkrete episoder eller oplevelser, som du også har ladet læseren opleve. Jeg vil anbefale, at du viser det, du beskylder de unge for i konkrete scener og eksempler, ellers kommer tonen til at blive bitter og indforstået." Men efter at have modtaget hendes vurdering kan jeg være konkret, for den er et eksempel på de yngre generationers arbejdspraksis: Min tekst har ikke været læst før kommenteringen, med den hensigt at kunne afgøre romanens type og "motor" og om sprogstilen er velvalgt og konsistent. Læsningen bærer præg af hastværk og uvidenhed - der er altfor mange læsefejl og misforståelser. Og så er rapporten ikke efterkontrolleret. Et sådant stykke arbejde ville være en undtagelse i den ældre generation. Hun har ikke gjort sig umage, men hun mener dog at: "Der er da masser af unge i dag, som går op i det, de laver, og som gør sig umage." Iøvrigt behøver man ikke at være konkret når man kritiserer noget. Spørgsmålet om de unge rejses for at læseren skal tænke over problemet.

"Det er meget vigtigt at du holder din vrede og bitterhed væk fra linierne, det kommer let til at virke modsat", får jeg at vide. Men dette gælder da kun på de positive mennesker, på de negative mennesker kan udtryk for bitterhed godt komme til at virke efter hensigten. Man kan med fuld ret være vred og bitter, og er man det, kan det være en lindring at være i selskab med ligesindede, mennesker som bærer på en lignende vrede. Det er gerne blandt mennesker som har været udsat for en uret eller noget usædvanligt - eller som har en god evne til at sætte sig i andres sted - at man finder forfatterne. Megen af den litteratur som er opstået af harme, har fået indflydelse på den almene opfattelse og har ført til lovændringer. Lidelse er et menneskeligt grundvilkår. Vi bliver ikke bedre mennesker af at udsættes for lidelse, men vi kan blive bedre mennesker ved at møde verden fra andres side - og især de som bærer på en forståelig smerte og vrede. Og det vil vi paradoksalt nok gerne, når tingene serveres på den måde som den skønlitterære forfatter har mulighed for. Årsagen er at vi, trods det bedrøvelige vi udsættes for, føler os i godt selskab med forfatteren: hans ord løfter os og bringer os til forsoning med elendigheden.

Hvorfor beskæftiger folk som har modtaget massiv påvirkning fra film- og tv-verdenen sig overhovedet med bøger, har man lyst til at spørge. Det gør de fordi en film altid vil være omstændig, der er mange situationer hvor den ikke kan betale sig. I en film er sproget det almindelige talesprog. Man kan ikke anvende et kunstsprog som man tidlige gjorde på scenen, men man kan bruge flere og sære ord, men nok ikke i samme omfang som i en roman. Heri består skønlitteraturens berettigelse, forstår man på manuskripkvinden: i romanen og novellen kan man "danse med sproget". Hun anbefaler forfattere at samle på "skønne sætninger, skøre ord og mærkelige metaforer", og at have disse i et "sprogbibliotek" som er delt op i kategorier. En kategori kan for eksempel hedde "Finurlige sætninger", og en sætning i denne kan lyde: "Først efter at Gitte havde tudet sig igennem to pakker Klenex, var han gået med til, at de kunne sælge Volvoen." En romans handling spiller selvfølgelig en rolle, men denne er ikke nok til at bære, forstår man, for i de bøger der anbefales til inspiration, er det sproget som fremhæves: "fantastisk leg med ord og sprog" eller "befriende råt sprog" eller "kan inspirere til at skrive virkelighedsnært". Ordforrådet skal altså være bredt. Og det er helt modsat de forfattere i fortiden hvis sprog man har fremhævet, for disse brugte relativt få ord, men med smag. De ville gerne være tidløse, og nogle har i forbløffende grad været det, og dette giver læseren en følelse af åndsslægtskab med forfatteren. Døgnkulturen og den dårlige kunst skaber afstand. Jamen er Shakespeare ikke den af alle forfattere som har haft det største ordforråd (16000)? Jo, men i sin samtid var han et skræmmebillede, "plump" og "rå" ifølge mennesker med en smule dannelse, men det kan senere tider bare ikke se - den samtidige franske Racine har i alle sine værker kun 1200 forskellige ord.

En anden fejl ved mig, udover min skræk for sanselighed og skøre ord, er at jeg gentagne gange går i "referatfælden": "Referatfælden betyder, at man kommer til at genfortælle det, personerne oplever, frem for at lade dem opleve det. Når personerne i bogen oplever noget, oplever læseren det samme. Men hvis personerne i bogen ikke oplever noget, eller hvis deres oplevelser bliver genfortalt som et referat, keder læseren sig. For så oplever læseren ikke noget. Det er aldrig lige så sjovt at få en genfortælling af noget, som det er at opleve det selv. Derfor gælder det om at give sin læser mange oplevelser og ingen genfortællinger/referater." Lige efter den ovenfor citerede begyndelse af min roman, fortæller jeg-fortællerens moster ham noget som var hændt i kvarteret, meget af det var sladder, hvordan kan læseren komme til at opleve det? Jeg-fortælleren har jo ikke engang selv oplevet det, og heller ikke hans moster, og det var måske referat af referat. Mosteren fortalte også at hun på gaden havde mødt en dame som havde fortalt, og her bedes jeg åbenbart oplyse hvordan denne dame så ud: "Det bliver svært at følge med, når det er personer, vi ikke kender. Giv dem navne og egenskaber og lad os opleve det, de oplever." I min roman har jeg noget som man normalt ikke har i en roman, nemlig fotografier. Det første af mine fotos skal undre læseren, og denne læser undrer sig virkelig: "Det er lidt mystisk at have et billede med i en roman, det er ikke noget, man plejer at bruge. Jeg er lidt forvirret over det billede. Hvorfor er det med? Hvorfor ikke bare beskrive billederne med ord, så du bliver i universet?" Men lige efter billedet er en forklaring på det. Man skulle da ellers mene at et billede giver ekstra oplevelse. - Jeg har fået det svært med ordet "opleve". Det var ikke særlig brugt før i tiden, end ikke i forbindelse med kunst. Men nu er det blevet en svøbe: skoler, museer, rejsebureauer. Og aldrig noget sted har det ord forekommet så ofte som i denne skrivebog.

I gamle dage var en rigtig forfatter, en forfatter som skrev frit: han var kun dikteret af det budskab som lå ham på sinde. Ja i selve ordet "kunst" har (siden det 18. årh.) ligget at den er fri - forfatteren, maleren, komponisten var styret af kræfter som han ikke var herre over. Men nu er en forfatter en næringsdrivende ligesom alle andre, han må sætte sig ind i køberens behov: "Hvad har læseren behov for at vide og høre og opleve? Det er ikke altid det samme, som det forfatteren har behov for at skrive. Men skriver man en bog, som skal ud til mange læsere, som ikke kender en i forvejen, så er det vigtigt at skrive for sin læsers skyld og at luge alt det fra, som læseren ikke har brug for." Jeg mener ikke at min læser har behov for at vide hvor gammel min fortællers moster er, så derfor oplyser jeg det ikke. Jeg skriver det der passer mig at skrive - og jeg mener at mange kunne have godt af at læse det. Og dog ønsker jeg ikke læsere som ikke ønsker at læse det jeg skriver, så derfor meddeler jeg hvem min bog henvender sig til.

Lærebogen slutter med en række korte omtaler af anbefalelsesværdige bøger, og de ord man bruger er af denne slags: "unik læseoplevelse", "læseren kommer helt tæt på karaktererne", "karaktererne kravler helt ind under huden på læseren", "der er nerve i karaktererne" og "karaktererne bøvler med hverdagen og tænker på sex". Altså den samme slags ord som dem forlagene klasker på bagsiden af deres bøger. De tilhører reklameverdenen, og vi er druknet i dem, så de må da virke imod hensigten, skulle man mene. At finde den helt rigtige bagsidetekst kan være meget tidskrævende, og det er der ikke råd til, det ville nok forudsætte at medarbejderen tog opgaven med hjem, men det er åbenbart ikke almindeligt. Mange bøger ville være bedst tjent med at se ud som bøger gjorde i gamle dage: et omslag som lod bogens indhold være herligt ukendt.

Jeg kontaktede denne manuskriptvurerer for at få det at vide som forlagene ikke giver forfattere at vide, og jeg er tilbøjelig til at tro at hendes opfattelser og måde at læse og skrive på er typisk for folk i forlagsverdenen. Hendes skrivebogs skrivestil overrasker mig ganske vist: det er ikke den jeg møder den i de nyudgivelser jeg læser - og det er da ganske mange. Man det bekræfter kun min opfattelse: at forlagsfolkene er en helt anden mennesketype end de seriøse dagbladsanmeldere. Forlagsfolkene betragter sikkert dagbladenes litterater som elitære, men da det er igennem dagbladene at de fleste mennesker bliver ledt til de bøger de anskaffer, er forlagene nødt til at udgive dem. Det er sikkert sandt, som man kan læse i sin avis, at "Seriøse romaner udgives ikke mere", men jeg kan hele tiden finde nyudgivelser som jeg er tilfreds med. Og det er sikkert også sandt at der er en "Markant nedgang i udgivelsen af debatbøger", men vi har alvorlige problemer at slås med, og de kan alle findes behandlet i bøger - desværre nok mest i oversættelser. Men hvis der virkelig ikke mere udgives civilisationskritik i bogform, må jeg overveje at følge den henstilling jeg har fået om at holde mig til dagbladenes debatsider - og jeg kan jo starte med den nærværende artikel.