Januar 2021


          Kære Søren Ulrik Thomsen

Jeg har netop læst "Tro mod Ritualet", og jeg må sige at dit essay "Pro Ecclesia" bringer mindelser om Proust når det gælder dybde i tænkning og sproglig suverænitet. Jeg opfatter mig som religiøs, men min religion er ikke kristendommen, den må jeg nærmest distancere mig fra. Dog ikke mere end at jeg, da jeg for tyve år siden flyttede på landet (fra København), fik til vane at gå i kirke hver søndag. Men skulle det have holdt i længden, måtte jeg nok have været igennem de samme slags overvejelser som dig, og så langt rakte mit behov ikke. Under pseudonymet Annie Aphel har jeg skrevet en bog med titlen "Den europæiske åndsverden som religiøs kultur", og den kunne egentlig godt have haft samme titel som din bog, eller "Tro mod Kærligheden". Men begrebet "ritual" giver associationer af noget passivt, og "kærligheden" forstår jeg på en helt anden måde end andre. For mig er kærligheden en særlig form for arbejde: en kærlighedsgerning, og det foregår indenfor en kulturtradition som er af åndelig og æstetisk natur: en kærlighedstradition. Der er flere former for kærlighed: kønslig, faglig, ..., og man udfører en kærlighedsgerning, når man til fuldkommenhed har taget kærlighedstraditionens fordringer på sig.

Kærligheden er af religiøs natur, og en forudsætning for at den kan komme til optimal udfoldelse, er at den overordnede fælles kultur er det jeg kalder "en religiøs kultur". Det religiøse er altså for mig et fælles anliggende. Du siger jo også at det kun er i kraft af kirkegang - et ritual sammen med andre - at du kan være kristen. For mig er en kærlighedstradition et ritual i den forstand at man er pålagt en bestemt arbejdspraksis. Denne kan for den udenforstående synes ensformig, men sådan oplever den der udfører den ikke. Og dette skyldes de jævnligt tilbagevendende øjeblikke hvor det hellige indfinder sig. Det er det den religiøse "lever for", men han går ikke direkte efter det hellige, det kommer til ham.

Jeg kalder min religion for "den europæiske åndsverden". Den opstod med den åndelige vækkelse i renæssancen, idet fremgangen i kunsten og videnskaben førte til et åndsliv som fik en mere og mere religiøs karakter, og som blev et verdsligt modstykke til kristendommen. Den har været kunstens og videnskabens verden, men da kunsten og videnskaben ikke mere betragtes som noget ophøjet og helligt, må den europæiske åndsverden siges at være endnu mere uddød end kristendommen, så derfor vil jeg omtale den i datid. I denne åndsverden var de hellige ting altså kunstarternes og videnskabernes ædleste skaberværker, og ligeledes de institutioner som formidlede dem. Men det ville være mere korrekt at sige, at det var nogle kærlighedstraditioner som udgjorde det hellige i den europæiske åndsverden. Jeg ser altså en nær sammenhæng mellem begreberne religion, kærlighed og æstetik, og, udover den ovennævnte bog, har jeg lagt min tænkning for dagen i en roman (på 1000 sider) skrevet under pseudonymet André Nielsen: "Indenfor Murene" (hovedpersonen i denne er den nævnte Annie Aphel), og i en mindre selvbiografisk roman skrevet under pseudonymet Morten Alkærsi: "En mærkelig Familie".

To fagtraditioner har spillet en stor rolle for mig: matematikken som har været min hovedinteresse, og musikken som det meste af min fritid er gået med. Her er matematikken selvfølgelig den "rene" matematik, den hvor det er skønheden man går efter. Og musikken er den klassiske tradition, men det har været de nutidige værker som har haft min særlige bevågenhed.

Da jeg var ung var mit liv altså fuld af mening (hvad skulle jeg med en religion?). Den lærdomsverden jeg trådte ind i, var stadig en ophøjet verden. Ligeledes føltes min musik at være hævet over alle de andre musikformer. Det foregik indendørs, oftest i Radiohusets ærværdige koncertsal eller det endnu mere ærværdige Studie 2, og musikchef Mogens Andersen holdt på formerne med samme nidkærhed som i sin tid kammersanger Holm. Vist brød nogle komponister i 50-erne med konservatorie-undervisningen - for eksempel de senere toneangivende Per Nørgård, Ib Nørholm og Pelle Gudmundsen Holmgren - men de var ligeså skolede som de klassiske komponister og musikere altid havde været. Rockkulturen stod man i opposition til, men mere som kultur end det rytmiske som sådan. I radioen slugte jeg alle de finkulturelle programmer. Jeg havde en verden som den du efterlyser - et andet rum - universitetet, koncertsalene og jeg lyttende i mørket til litteraturprogrammer og radioteateret.

I den kunstverden du kom ind i som ung, behøvede man ingen uddannelse. Rockmusikerne kunne for de flestes vedkommende ikke engang noder, og EKS-skolens "elever" smed lærerne ud, for dem gjaldt det om at opløse kunstbegrebet. I din verden var det talent det kom an på, og eftersom der viste sig uafviseligt talent, var der hele tiden nogle som skilte sig ud, og der opstod skaberværker som var værdige til at blive indlemmet i finkulturen. Men som jeg forstår dig, manglede du "et andet rum", og dette fandt du senere i kirken. Således har mange det, det er det der er grunden til at kristendommen fortsat lever - trods dens umulige troslære.

Som sagt er religion et fælles anliggende, og dette betyder at man kan miste sin religion: hvis andre svigter, bliver man trukket med i faldet. Og da flere og flere svigter, skulle man mene at der hos de religiøse opstod vrede, men dette ser man ikke hos de kristne - heller ikke hos dig. Jeg går ud fra at du har løst problemet ved kun at komme i velbesøgte kirker.

Jeg derimod blev vred. Da jeg som ung blev fanget ind i matematikkens verden, tænkte jeg ikke videre over hvorfra dens kraft kom, jeg forestille mig nærmest at der var tale om en lykkelig forbindelse mellem min særlige karakter og matematikkens særlige beskaffenhed, men snart opdagede jeg at den skønhed jeg havde set, ikke kom fra selve matematikken: den kom fra matematikkens fagtradition, og denne var begyndt at miste sin karakter af kærlighedstradition, og i det omgivende samfund ophørte de hellige ting med at være hellige. Skulle jeg bevare min entusiasme, måtte jeg isolere mig fra samfundet. Jeg så hvordan min matematik mere og mere forsvandt fra universitetsundervisningen, de studerendes specialer gjaldt erhvervsmatematik, og idag ville ingen matematikstuderende drømme om at sige at han studerer matematik for dens skønheds skyld.

En grund til at I kristne går stille med dørene, er at I godt forstår fjenden, for fjenden er oftest jeres eget udgangspunkt. Den matematik som jeg dyrker er blevet ligegyldig, den regnes for unyttig, men da vi har det lidt dårligt med vores evindelige krav om nytte, er den rene matematik ikke helt forkastelig - den har været der i 2500 år, og den har været dyrket i vidt forskellige højere civilisationer. Den er svigtet, og det er et tab som jeg ikke har kunnet acceptere. Min vrede førte til en kursændring i mit liv: den måtte bearbejdes, og dette har ført til de tre bøger.

Da jeg læse dit essay "Pro Ecclesia" fik jeg som sagt den samme følelse som da jeg i sin tid læste Proust: dette er et mesterværk som kan læses igen og igen. Hvis den europæiske åndsverden fortsat havde levet, ville flere at dine ting være anført på listen over de kanoniserede værker. Den skønhed som du tilbyder den modtagelige, er udelukkende kultur. Det samme gælder matematikkens skønhed, men ikke helt: der kan findes naturskønhed i matematikken, og man kan få følelser af at stå overfor noget guddommeligt. Se for eksempel dette omslag til en bog som jeg arbejder på: Forside af "Analytisk Talteori" - den visualiserer Riemanns hypotese. Denne blev fremsat i 1859 og siger at alle de ikke-trivielle nulpunkter for zetafunktionen ζ(z) ligger på linien x = 0.5. Zetafunktionen er defineret på planen (eller rettere, den komplekse talplan), og den har uendeligt mange nulpunkter som ikke ligger regelmæssigt. Riemann påstod at de alle har x-koordinaten 0.5, men dette er aldrig blevet bevist, og det kan sikkert ikke bevises - det er matematikkens mest berømte uløste problem. På billedet er en kraftig lodret linie - det er y-aksen - tilhøjre for denne er linien x = 0.5, og på den skulle alle de ikke-trivielle nulpunkter ligge. Jeg har visualliseret det på en måde som ikke er set før: nulpunkterne er skæringspunkterne mellem to kurvesystemer. Hvis man går op langs y-aksen, vil dette landskab til stadighed forandre sig: kurverne har et organisk udseende, men når de skærer hinanden sker det under en ret vinkel, og skæringspunkter ligger (tilfældigvis?) på en ret linie. Mon ikke mange - når man viser dem dette - vil kunne få en følelse af at vi her står overfor noget guddommeligt? Men matematikeren tror ikke nødvendigvis på Gud eller taler om guddommelighed, for ham er det Riemanns afhandling det drejer sig om, den er et helligt klenodie. Den kommer nogen gange til ham, når der er noget han lige skal se, og den åbenbarer sig rigtigt for ham, når han ser noget han ikke har set før. Og da den kun er på 8 sider, har han den måske hængende i glas og ramme.

Min oprindelige vrede er klinget lidt af, efter at jeg har skrevet de tre bøger, og derved har fået luft. Men nu er der opstået en ny vrede: ingen forlag har villet udgive mine bøger, og noget tyder på at de aldrig vil blive læst. Jeg har udgivet tre matematikbøger som enhver matematikinteresseret engang ville have kastet sig over, og jeg har annonceret for dem for 12.000 kr., men ikke ét eneste eksemplar er blevet solgt, og nu er to mere på vej til udgivelse, til ingen nytte. Og dog tror jeg at man skal lede længe efter bøger som er skrevet med en større entusiasme end mine, de er kærlighedsgerninger, så jeg har jo egentlig ikke noget at klage over.

          Venlig Hilsen

          Gert Buschmann