"Anmeldelse" af den lokale sognepræst

Den største af alle synder

Præsten er indenfor det kirkelige liv, hvad forfatteren er indenfor det verdslige liv. De burde begge erkende dette opgaveslægtskab, og således var det da også engang: præsten (som skulle være opbyggelig) burde (også) være en god fortæller, og forfatteren (som skulle være en god fortæller) burde (også) være opbyggelig. Men hvor præsten (i hvert fald angiveligt) har et konkret sted hvorfra han anskuer verden, så har forfatteren ganske tabt mælet. Hvis han overhovedet har et budskab, så behøver dette ikke den skønlitterære form, og han betragter ikke denne som nogen større nødvendighed. Litteraturen, denne tale fra generation til generation som man kunne lytte til og fortsætte, og som kunne højne og give trøst og håb, er blevet magtesløs i vores støjende verden. Det der engang var præstens og forfatterens fælles anliggende var - til syvende og sidst - synden og kærligheden. De to størrelser er uløseligt forbundne, idet den ene ikke findes uden den anden. Kærligheden vil den ene vej (Gud, vil præsten sige), men forhindres eller besejres af synden (Djævelen), og det er i spændingen imellem disse - striden imellem det gode og det onde - at menneskets liv får mening. At vi grundlæggende værdsætter livet og rigdommene, har Gud sørget for ved at gøre vores tid begrænset. Men den synd som alle de ædle kulturværdier har som forudsætning: vores instinktive drift imod det vulgære som må tæmmes ved opdragelse, og den må mennesket selv sørge for: ved at kultivere forestillingen om det ukultiverede, så det kan eksistere og bekæmpes. Og det er denne opgave som mennesket har svigtet. Det er blevet håbløst, hedder det sig, og der kommer jo spændende ting ud af det. Fordringsløse ting som de yngre elsker og som de ældre må prøve at vifte bort. Hvor kan man gå hen hvis man finder denne lethed som præger den moderne tilværelse ulidelig? Hos samtidens forfattere er der ingen trøst at hente. Præsterne har heller ikke de store indvendinger (de har endda grunde til at billige udviklingen), men man føler sig (oftest) tryg ved dem, de er sjældent (fin)kulturelle (det har kirkens folk har aldrig været), men de er bærere af det bedre i vores kultur og deres hæmningsløse omgang med forældede ord er befriende. Men hvor må det være befriende, at leve i en verden hvor man kunne udsættes for at der ned i éns ansigt blev tordnet: "Verden siger jer ..., men jeg siger jer ...".

                                                                                                              Gert Buschmann