Oktober 2021

          Kære Leonora Christina Skov

I den vedlagte bog fortælles min livshistorie, og du har måske set bogen før, for den har været sendt til anmeldelse til Weekendavisen. Mit liv som må synes diametralt modsat dit: Jeg har skrevet bøger lige siden du blev født, men de har måttet udgives for egen regning, og ingen af dem er nogensinde blevet solgt i ét eneste eksemplar. De er nok heller ikke noget værd, men det er netop det de er, de hører bare en anden verden til, en verden hvor kærligheden endnu var en mulighed. Da jeg studerede for et halvt århundrede siden, kunne det at studere være en drøm som gik i opfyldelse. Og enhver som læser i mine bøger, vil fornemme en usædvanlig entusiasme. Og enhver vil vedgå, at bøgerne - vurderet på egne præmisser - er mesterværker (de får de fineste udtalelser - "uhyre velskrevet" skrev Gyldendal om en af dem, men bogen udkom ikke på dette forlag).

I den verden hvor du er vokset op, er de dybere følelser væk. Du studerede et fag som man skulle mene må være en drøm, men dine erindringer fra din studietid er sørgelig læsning. For lærerne er faget bare et levebrød, og for de studerende er det vejen til et levebrød. Og du var ligeså nytteorienteret som de andre: din læsning skulle komme din skrivning til gode. Du ville skrive, ikke fordi du havde et vægtigt budskab som måtte ud, eller fordi du mærkede gode digte- og sprogevner, men fordi du havde et privat regnskab som skulle gøres op. Og ja, efterhånden som dit liv er skredet frem, bliver det interessant for andre, og i stedet for de mærkelige titler som forfatterne giver deres bøger, kunne du have kaldt dine erindringer for "Min Kamp I-II". For skrivningen har været en kamp, fordi du har tvivlet på dine historier og fordi kærligheden til din kunst har været fraværende. Du må hele tiden skifte opholdssted (hvor mange liter flybrændstof pr. ord, tænker man).

Det er din ulykke som har bragt dig frem. Det er en sådan livshistorie folk vil høre - fordi deres eget liv ikke er noget værd. Andre eksempler er Katrine Marie Guldager, som også må bearbejde sin familie, og Kristian Ditlev Jensen, som er steget til vejrs takket være sexovergreb i barndommen og alkoholisme i voksenlivet.

I den vedlagte bog fortælles om en roman jeg har skrevet, og som du måske også har set før, i så fald var grunden til at du ikke anmeldte den, at den ikke kan læses på én dag. Den er i tre bind og der ligger et usædvanligt stort arbejde bag - næsten tre årtier. En forlagskonsulent rejste det spørgsmål, om denne bog - som "er til langsom og eftertænksom læsning" - er for lang og detaljeret. Svaret er nej: "For det er netop ved at indsætte en næsten absurd mængde faglig eksposition i en fortællings narrative ramme, at romanen kan behandle sine mange dele som præcis det, de er tænkt som: en mangfoldighed af stemmer, der kommer til orde i et polyfont værk, og som i kraft af netop sin polyfoni tvinger læseren til selv at reflektere over de mange påstandes rigtighed, og derved selv aktivt medvirke til opbygningen af den dannelse – samt ikke mindst evne til at reflektere selvstændigt – som forfatteren så åbenlyst efterlyser." Hvor mange af de store forlags udgivelser har mon fået så flotte ord med på vejen?

          Venlig hilsen

          Gert Buschmann

          gertbuschmann@c.dk