September 2021



          Kære Leonora Christina Skov

Jeg beskæftiget mig med begrebet "kærlighed". Jeg har skrevet et par bøger hvori jeg tilbyder en ret klar definition af begrebet, og jeg fremlægger de kulturmæssige forudsætninger for kærligheden. Det er sikkert min interesse for romantikken, som har ledt mine tanker i den retning. Jeg studerer udviklingen med et særligt blik for kærlighedens trivsel og plads, og det er ikke opmuntrende, det jeg ser: Kærligheden er stort set forsvundet. Det er især den faglige kærlighed som jeg beklager tabet af: dette at en kunstner eller videnskabsmand kunne være uadskillelig fra sit fag. I vor tid ville en sådan person være til grin. Den kønslige kærlighed har alle dage været problematisk, vilkårene var dårlige, og kærligheden var ikke kultiveret igennem en veludviklet kærlighedslitteratur: de såkaldte kærlighedsromaner beskrev forelskelsesfasen, men kærligheden er det der gerne skal gro frem når forelskelsen klinger af.

Det synes at være en evig sandhed at "Kærligheden er størst", og jeg mener at en kulturs værdi skal måles på dens syn på kærligheden, den vægt den tillægges og det sprog den betjener sig af. Det er et område hvor der altid vil være hykleri, og hvor man skal være på vagt, men når enhver der viser tegn på entusiasme, er mistænkeliggjort, så er det noget galt. Jeg har fremlagt min tænkning i en roman på 1000 sider og et essay på 70 sider. Der ligger et stort arbejde bag disse bøger, skrivningen begyndte i 1993, og jeg har ikke på noget tidspunkt tvivlet på holdbarheden af mit projekt. Inden jeg gik til forlagene med bøgerne, fik jeg foretaget en vurdering af en filosof som jeg var sikker på ville dømme ærligt og kvalificeret. Og ifølge hans rapport kunne jeg roligt sende manuskripterne til de store forlag: "dyb og oprigtig beundring", "fortjener mange læsere", "utroligt gennemarbejdet", essayet er "fremragende". Og da jeg ikke på nogen måde vil have mine bøger ødelagt af forlagsfolk (således som du påstår at du har fået), har jeg insisteret på selv at finansiere udgivelserne - så skulle forlagets indsats kun bestå i en smule kontorarbejde. For at gøre en lang historie kort: ikke andet end standardafslag fra alle forlagene.

Disse verdener er lukkede, og man skulle tro at de implicerede har dårlig samvittighed over deres dispositioner. Men der er forlagsfolk som vover pelsen, de tilbyder manuskriptvurdering for et pænt honorar. Og hvordan en sådan vurdering kan falde ud, kan du se i den vedlagte bog, som er min selvbiografi. Da jeg læste avisomtale af din selvbiografi, tænkte jeg at jeg her ville kunne finde svar på de ting som optager mig: du er uddannet i litteratur, et fag som jeg betragter som det centrale kærlighedsfag, hvordan er dit forhold mon til faget? Den ægteskabelige kærlighed er tilstede i dit liv, siger du, men er den som foregivet? Desuden: du er boganmelder, og min store roman og den vedlagte bog kan have ligget på dit bord.

Jeg er fyrre år ældre end dig, og i min studietid kunne man endnu finde studerende og lærere som brændte for deres fag. De mindre ånder så op til dem. Dine erindringer fra din studietid er sørgelig læsning. For lærerne er faget bare et levebrød, og for de studerende er det vejen til et levebrød. Du var ligeså nytteorienteret som de andre: din læsning skule komme din skrivning til gode. Du ville skrive, ikke fordi du havde et vægtigt budskab som måtte ud, eller fordi du mærkede gode digte- og sprogevner, men fordi du havde et privat regnskab som skulle gøres op. Og ja, efterhånden som dit liv er skredet frem, bliver det interessant for andre, og i stedet for de mærkelige titler som forfatterne giver deres bøger, kunne du have kaldt dine erindringer for "Min Kamp I-II". Skrivningen har været en kamp, fordi du har tvivlet på dine historier og fordi kærligheden til din kunst har været fraværende. Du må hele tiden skifte opholdsted (hvor mange liter flybrændstof pr. ord, tænker man). Den kønslige kærlighed derimod, den er der, forstår man. Annette er ældre end dig, hun er videnskabsdmand, og synes at nyde en betydelig almen og faglig respekt, og man får en følelse af, at det er hendes sociale position som du har bejlet til. Dette fænomen er så alment og ældgammelt, at det må ligge i kvindens natur: tilfredsstillelsen at være udvalgt af en af de stærke. Men en sådan udvælgelse, er det ikke snarere synlighed end kærlighed?

Din færden i forlagsverdenen førte til kontakter med dagbladsredaktører, og du blev tilbudt at anmelde bøger. Hvilken mulighed for synlighed! Og hævn: her kunne dine forældre og skolekammerater løbende få dit navn at se. Jeg regner med at litteraturredaktører giver anmelderne bøger at vælge imellem, og du lægger ikke skjul på at du fravælger de romaner som ikke kan læses på én dag. Dette er en forudsætning for at du kan pleje dit forfattervirke. Desuden vælger du sikkert efter hvormange læsere en bog må formodes at få. Jeg ser for mig min roman i tre bind ligge på dit bord. Den har sikkert undret dig: den ser ud som bøger gjorde for hundrede år siden, der er ikke noget omslag som giver meddelelse om indholdet. Har du åbnet den? I et forord fortælles at bogens udgivelseshistorie vil blive fortalt i slutningen af bogen, så den må åbenbart have været udsat for en uret. Har du læst dette? Har du bladret i bogen for at kontrollere sproget? I så fald må du have set stof som er "romanfremmed" i en aldrig før set grad. Den omtalte filosof spørger i sin vurdering, om denne bog - som "er til langsom og eftertænksom læsning" - er for lang og detaljeret. Svaret er nej: "For det er netop ved at indsætte en næsten absurd mængde faglig eksposition i en fortællings narrative ramme, at romanen kan behandle sine mange dele som præcis det, de er tænkt som: en mangfoldighed af stemmer, der kommer til orde i et polyfont værk, og som i kraft af netop sin polyfoni tvinger læseren til selv at reflektere over de mange påstandes rigtighed, og derved selv aktivt medvirke til opbygningen af den dannelse – samt ikke mindst evne til at reflektere selvstændigt – som forfatteren så åbenlyst efterlyser."

Denne roman måtte udgives på et selvudgiverforlag, og så er chancen for anmeldelse ikke stor, og anmeldes en bog ikke, sælges den ikke. Ikke ét eneste eksemplar er blevet solgt, og dette trods forsøg fra min side på at få folk med indflydelse til at høre nærmere. Den mindre bog, essayet på 70 sider, som ifølge den nævnte filosof "burde kunne fange en del (akademiske) læsere", måtte også udgives på et selvudgiverforlag. Den blev ikke anmeldt af Weekendavisen, men den blev anmeldt af Kristeligt Dagblad. Anmelderen kunne ikke benægte at "der er mange fine betragtninger", for eksempel inddragelse af Heideggers syn på kunsten, men anmelderen er kendt for ikke at læse de bøger han anmelder, så han irriteredes over "abstrakte" sætninger, og blev mere og mere vred, og begyndte at lede efter ting som kan modsiges (for eksempel min påstand, at "kærlighedsromanerne stopper dér, hvor kærligheden skulle begynde."), og da han ikke kan finde nok, gør han nar af forfatteren: bogen er "en cadeau til forne tider og som sådan en kærlighedserklæring af de mare bastante og højstemte slags, der godt kan gøre læseren mildt irritabel og modsigelseslysten." Bogens budskab, som står klart formuleret på dens bagside, holder han skjult for læseren.

Det er sådanne mennesker som dirigerer vort kulturliv. Kulturjournalisterne og forlæggerne. De bestemmer hvilke skaberværker der skal frem. Men det er først og fremmest dem selv der skal frem. Og vil man frem på dette område, må man vælge et helt almindeligt fag (journalistik, litteratur, samfund), og et helt almindeligt speciale. Det konkrete fag er ligegyldigt for deres arbejde, de kunne såmænd nøjes med deres studentereksamen - jeg kalder dem "akademikere uden fag". De søger ind ved dagbladene. Eller ved et universitet, her er man pålagt forskning, men man kan få bevilget nedsat tid. Det er et hårdt liv de lever, de må hele tiden være fremme, få opgaver med stort læsertal, skrive klumme til tiden, være blandt dem man ringer op, når der er noget. Hvis de får en bog i hænde som de fornemmer har kvaliteter som først vil åbenbare sig med tiden, så er de i vildrede (hvis de har en smule ansvarsfølelse): bogen kan få stor og varig værdi, men for deres eget vedkommende er den spild af tid. Tænker disse mennesker mon i dagligdagen på hvor stor magt de har? Og i modsætning til politikerne, som har pligt til at besvare spørgsmål, er kulturjournalisterne utilgængelige for kritik.

          Venlig Hilsen

          Gert Buschmann