Løsning på rovdriftproblemet

Af Gert Buschmann

Man kan ikke åbne sin avis i disse tider uden at skulle høre om præstationssamfundet og de unges lidelser. De unge giver hinanden gode råd, men de sætter ikke spørgsmål ved den herskende orden, og deres lærere er helt fraværende i debatten - er disse bare bevidstløse ordreadlydende? Den 2. december [2017, Kristeligt Dagblad] tog en universitetslektor i sociologi sagen op i en kronik: "Præstationssamfundet driver rovdrift på os". Det meste af kronikken fik én til at føle at sagen er håbløs, men til allersidst får man at vide at der er lys forude, der tales om at en sociolog har indført et begreb der kaldes "kritisk optimisme", og kronikøren fortæller, at han med udgangspunkt heri "kritisk har dissekeret præstationssamfundet og præsenteret problemerne på det store lærred".

I min ungdom for et halvt århundrede siden, var samfundet ikke et præstationssamfund, men mennesker blev ødelagt på anden vis - mere fysisk end psykisk, vil vi idag sige - og man dissekerede samfundet i en grad som hverken er set før eller siden. At være "bevidst" ville sige at man var nået langt i så henseende, og min bevidsthed fik betydelig indflydelse på mit efterfølgende liv: jeg brændte mine eksamenspapirer og "meldte mig ud af samfundet". Jeg satte mig for at jeg ville prostituere mig så lidt som muligt. Det viste sig at en rute med morgenaviser var nok til at skaffe det fornødne - det betød lidt færre kvadratmeter, men jeg skulle ikke bruge megen plads, samt alt det folk ellers bruger deres penge til, for mit liv skulle være bøger og lærdom.

Idag er levestandarden mangedoblet, så idag kan man vel nøjes med at arbejde endnu mindre, men hvorfor gør folk det så ikke? Ja, det er her vi har forklaringen på den udvikling som har ført til et samfund som nu er ved at kollapse. Misèren går meget langt tilbage i tiden, helt tilbage til dengang da arbejdsdelingen opstod. Det skete jo som bekendt det, at det overskud som arbejdsdelingen skabte ikke blev fordelt efter indsats, men at nogle få ranede fra de mange. For det menige menneske har livet siden den tid ikke været andet end surt slid fra tidlig morgen til sen aften. Men på et tidspunkt kom der et krav om almen skoleuddannelse, og dette førte til at det menige menneske blev en smule mere menneske, idet det fik noget af sin oprindelige stolthed tilbage. Og det ligger dybt i menneskets natur at ville være noget. Men da man ikke i fritiden havde overskud til at kvalificere sig, så begyndte man på arbejdspladserne at indføre et mere sopistikeret hierarki end det der altid vil opstå når mennesker samarbejder, så fra at være et middel til at erhverve de nødvendige goder, blev arbejdet et mål i sig selv, fordi det blev identitetsskabende - en udvikling som i de seneste årtier er kørt helt ud i det latterlige, idet folk for at forsone sig med lønarbejdets triste vilkår har ophøjet det til at være en livsstil. Men det ændrer ikke ved det faktum, at de uophørlige tekniske fremskridt og arbejdets rationalisering, gør arbejdet mere specialiseret, og dermed mere rutinepræget. Og også mere effektivt, således at arbejdstiden egentlig skulle kunne nedsættes uden at man mistede noget af betydning, men det kan jo ikke lade sig gøre, da man i så fald ville miste sin identitet.

Følgen af al denne morakken og effektivisering, er, at vi er kommet til at leve i et overflodssamfund. Men der jo er en grænse for hvormeget vi kan æde og rejse, så derfor må der hele tiden udtænkes nye ting som vi kan forbruge, og for at skaffe plads til disse, må vi aflevere næsten ubrugte ting til genbrugsbutikkerne - hvor de sælges for så små penge at selv de fattigste kan overforbruge. Men det er en udvikling som ikke kan fortsætte. Teknologien og rationaliseringen betyder, at der bliver mindre og mindre brug for den menneskelige arbejdskraft - arbejdsformer - ja hele erhverv - forsvinder. Og dette betyder hårdere konkurrence om det endnu ikke mekaniserede arbejde, og er man ikke blandt de "heldige", er man taber - identitetsløs. En grusom tanke for de unge, så derfor knokler de for at få så fine papirer som muligt. Og man holder dem på plads, ved at bilde dem ind at det er nødvendigt at vi alle bliver dygtigere. Og ja, det er sandt at der i vores højteknologisamfund er brug for meget stor dygtighed nogle steder, men disse steder er i virkeligheden relativt få. Det menige menneske skal kunne mindre og mindre, de fleste mennesker er overuddannede til det arbejde de udfører. Absurd, ikke sandt: de unge terper lektier og spolerer deres ungdom, og når de har fået deres papirer, så kan de glemme det meste af det de har lært. Men da det er tilegnet under tvang, forsvinder det heldigvis hurtigt fra harddisken.

Den omtalte sociolog rejser rundt i landet og holder foredrag om præstationssamfundet, men han siger ikke noget om hvad der konkret skal gøres. Men det er da helt indlysende, nemlig disse to ting: 1. arbejdstiden skal nedsættes og 2. identiteten skal flyttes fra firmaet til privatlivet.

Ad 1: En gradvis nedsat arbejdstid forudsætter lovgivning: krav om et vist kvantum deltidsstillinger i virksomhederne og en vis lønkompensation til de der benytter sig af dem. Men disse penge kommer jo af sig selv i takt med at arbejdsløsheden falder - og, skulle man tilføje, i takt med at udgifterne til de mennesker som er blevet invaliderede af præstationsræset, falder.

Ad 2: Fritiden må få en mere håndgribelig værdi, og det kan kun ske ved at man uddannes til den. Det burde være en selvfølge, at man giver ethvert menneske tre former for uddannelse: en fælles almendannelse, en uddannelse til skabende virksomhed i fritiden og en uddannelse til produktionen - og den sidstnævnte burde betragtes som den mindst betydningsfulde.

Skal samfundet bringes på den rette vej, skal der en massiv kritik til, mener sociologen, men bevidstheden "begynder så småt at trænge sig på". Altså foreløbig kun "så småt", så derfor ser fremtidsudsigterne ikke gode ud for de der idag er børn og unge. Og de største tabere vil blive de mest ihærdige lektielæsere, fordi det er dem der mest har svigtet uddannelsen til livet.

Jeg er dybt taknemmelig for at jeg er født et halvt århundrede før nutidens ungdom. Ingen børneinstitioner, og det var vist meget begrænset med skolelektier - jeg har ingen erindring om dette arbejde. For tiden læser jeg i en bog som jeg købte som 18-årig, og som dengang kostede en industriarbejders månedsløn, den hedder "Two-dimensional Problems in Hydrodynamic and Aerodynamic". Hvor kom denne besynderlige interesse fra? Den kom fra at jeg som barn og helt ung byggede modelfly, og derfor fik kendskab til og interesse for den gren af fysikken som hedder aerodynamik. Og snart foretrak jeg teorien for praksis, for det danske vejr er absolut ikke til modelfly. I skolen holdt jeg udkig med bladene på træerne udenfor, normalt var der ikke noget håb, men når jeg så at bladene næsten ikke rørte sig, sad jeg som på nåle, og når den sidste time var forbi, kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme hjem og ud til engen hvor jeg fløj. Hvis man dengang havde haft heldagsskole, ville den interesse være umuliggjort - og ligeledes mit violinspil - og dermed det liv som mine interesser førte frem til. Jeg forestiller mig, at jeg ville have blæst systemet et stykke, og gået min vej når mine interesser skulle dyrkes. Men det ville jeg selvfølgelig ikke, for hvis man dengang havde haft heldagsskole, så havde det været fordi at samfundet var et helt andet, og så havde også jeg været en helt anden.