Et lille og nemt (og gratis)


Musikprogram


til håndtegnede lydbølger


Forudsætter ikke nodekendskab



Download


Med dette program kan man lave en musikfil ud fra noder indtastet i et tekstdokument (manuelt eller ved klik i et billede af et keyboard) og ud fra en tonefil som man selv fremstiller. Lydbølgen kan enten fås ved at indtaste talværdier i et tekstdokument (lydbølgens opløsning i rene svingninger) eller ved at tegne den:

            

Sådanne billeder er brugt i disse flerstemmige stykker:

Mozart (stump af Menuet, se nedenfor)

Mendelssohn (stump af Frühlingslied)

Schubert (Ständchen)

Beethoven (fra Forårssonate)

Beethoven (fra Måneskinssonate)

Schumann (Träumerei)

Wagner (Pilgrimskor)

Wagner (Bryllupssang)

Bach (koral BW659)

Bach (Air)

Bizet (fra Carmen)

Dvorak (Humoreske)

Händel

Corelli (Largo affettuoso)

Bach (Fuga)

C.Ph.Em. Bach (Allegro)

Lange-Müller (Serenade)

Svend-Erik Werner (Køligt det lufter i måneskin mat)

Scarborough Fair (folk song)

Aagaard (Sneflokke kommer vrimlende)

Abba (stump)

Noderne indtastes i et eller flere tekstdokumenter i txt-format (mindst to hvis musikken skal være i stereo). Det kan foregå helt manuelt (hvis man foretrækker at arbejde med tal og kan tallene svarende til tonerne udenad) eller man kan åbne et program der viser teksten sammen med et keyboard, så tallene kan indskrives ved klik på tangenter. For hver tone skriver man tonehøjden (målt ud fra grundtonen g, f.eks. 2 for tonen a) og varigheden (i forhold til en bestemt tonevarighed, f.eks. en 1/4-node), og evt. pauser, akkorder, toneoverlejringer og styrke- og efterklangsvariation.

Teknikken kan hurtigt læres, og det er ikke nødvendigt med nodekendskab: man kan f.eks. skrive tal på et keyboards tangenter og notere det man spiller ned. Spring til at begynde med de følgende to afsnit over og brug en af de vedlagte tonefiler.


Fremstilling af tonefilen

Tonen i tonefilen skal have en frekvens på 210Hz og varigheden skal være længere end den længste varighed af en tone i stykket (f.eks. 10 sekunder), og filen skal være i WAV-format og have navnet "wave". Tonefilen kan laves med programmet "Wave" eller "Wave4F", og tonen kan bestå af en og samme lydbølge som gentages, men det anbefales at lave variation i lydbølgen ved at inddrage op til 4 lydbølger og vælge et variations-interval, som bør være et primtal - f.eks. 11 eller 101. Igennem dette antal går den ene lydbølge gradvis over i den næste, og går fra den sidste tilbage til den første. Lydbølgerne kan importeres enten som billeder eller som tekstdokumenter med tal:

Billeder af lydbølger Billederne bør have en bredde på mindst 210 pixels, og de skal være i monokromt BMP-format (dvs. rent sort/hvid-BMP-billede), og de skal gives navnene "wave0", "wave1", "wave2" og "wave3" - de behøver ikke at være der alle fire, men de skal være i den nævnte rækkefølge. Når programmet "Wave" startes, indtastes variations-interval og varighed, og der kommer en tonefil med navnet "wave".

Lydbølgen tegnes på et A4-ark på højkant med en sort pen og skannes til BMP-format. Lydbølgen skal begynde og slutte i samme højde og være således at begyndelsen er en fortsættelse af slutningen (betingelsen behøver ikke at være præcist opfyldt, da programmet "Wave" retter fejl). Billedet beskæres således at kurven begynder og slutter lige ved venstre og højre side. Da programmet skal bruge billedet i monokromt BMP-format, og da ikke alle billedprogrammer kan lave dette format, er vedlagt et program - "MonoBMP" - som omformer et almindeligt (farve) BMP-billede til et monokromt BMP-billede. Det almindelige BMP-billede gives navnet "pict", og resultatet får navnet "wave". Da det skannede billede måske ikke er helt sort og hvidt, indtastes en grænse for hvornår et punkt skal gengives som sort. Grænsen er bestemt af summen af de tre farveværdier (rød, grøn og blå), og denne er 765 for hvid og 0 for sort. Indtast f.eks. 700, og gør tallet mindre eller større hvis der er fejl.

Matematisk procedure (Fourier-række) Enhver lydbølge (periodisk funktion) kan omløses i "rene" svingninger, disse er sinus- og cosinus-kurver. For hvert naturligt tal (1, 2, 3, ...) op til en vis grænse (f.eks. 4-6) vælges to decimaltal (positive og negative - det er kun deres relative størrelse der tæller - vælg for eksempel således at det største af tallene er 100). Disse tal indskrives i op til 4 txt-dokumenter med navnene "wave0", "wave1", "wave2" og "wave3" - de behøver ikke at være der alle fire. Først indtastes de to første tal med ét mellemrum imellem, så gås ned til næste linie, og de to næste tal indtastes, osv. Til slut skal være mindst to tomme linier - der må ikke være anden indtastning end den nævnte:

            

Når programmet "Wave" startes, indtastes variations-interval og varighed, og der kommer en tonefil med navnet "wave".

Hvis man giver et dokument navnet "wave" og starter programmet "FourierT", kommer den konstruerede lydbølge som billede - det får navnet "wave--". Lydbølgen er dannet ved addition af rene svingninger på følgende måde: de to første tal ganges med henh. cosinus og sinus med de fulde periode, de to næste tal ganges med henh. cosinus og sinus med den halve periode, de to næste tal ganges med henh. cosinus og sinus med en trediedel periode, osv. (i det viste dokument er kun sinus-funktionen anvendt). På billedet er lydbølgen justeret sådan at det maximale udsving er 210 pixels.

For et billede af en lydbølge med navnet "wave", danner programmet "FourierP" et "wave"-dokument med et antal linier som indtastes, og samtidig produceres billedet af lydbølgen svarende til dette antal ved proceduren i "FourierT".

Med programmet "Wave3F" kan man lave en tonefil ud fra ét "wave"-dokument som bruges på tre forskellige måder, nemlig: i "wave0" er den sidste linie ikke medtaget, i "wave1" er den sidste linie medtaget med halve værdier og i "wave2" er den sidste linie medtaget med fulde værdier. Der indtastes variations-interval og varighed, og tonefilen får navnet "wave". "wave"-dokumentet kan fås ud fra et "wave"-billede (med programmet "FourierP") eller ved at indtaste en række tilfældige tal (således at 100 eller -100 forekommer i første eller anden række). Lad der være 4-6 rækker i dokumentet, og tilføj så en ekstra række bestående af to meget små tal - f.eks. 0.5 0.5 eller 0.1 -0.1. Lad variations-intervallet være et lille primtal - f.eks. 11. Hvis tonen lyder for sitrende, må de to tal formindskes. Denne metode er anvendt i næsten alle de vedlagte musikindspilninger. Har der været fire stemmer, og dermed fire tonefiler, er der som variations-intervaller brugt primtallene 11, 13, 17 og 19.

Med programmet "RestPict" (restore) kan man få den første lydbølge i en tonefil, dels som billede og dels som dokument. Filen gives navnet "wave", og billedet og dokumentet får navnet "wave--".


Noderne

Vi antager først at nodeindskrivningen foregår manuelt. I så fald indtastes i et txt-dokument med navnet "melody". Når indtastningen er færdig startes programmet "Melody". Dette danner en musikfil (i WAV-format) med navnet "melody" ud fra tekstdokumentet "melody" og tonefilen "wave". For stereo (eller mixing af stemmer i mono) skal proceduren udføres to gange: for melodi-stemmen gives musikfilen "melody" navnet "melody1" og for bas-stemmen gives den navnet "melody2". De to musikfiler mixes med programmet "Mix", resultatet får navnet "melody". Der indtastes tre tal: Først et tal imellem 0 og 1 som bestemmer stereo-effekten, for 0 fås mono og for 1 fås maksimal stereo (= de to stemmer er helt adskilte). Ved stereo må de to kanaler blandes lidt (især hvis musikken høres igennem hovedtelefoner) - indtast et tal omkring 0.7. De to næste tal afgører styrken af de to kanaler, indtast til at begynde med blot to 1-taller, og hvis det viser sig at basstemmen-stemmen er for kraftig, kan f.eks. indtastes 1.2 og 0.8.

I node-dokumentet "melody" skal hvert tal skrives på en ny linie. Allerførst skrives tre tal lige efter hinanden:


      1. Frekvens af grundtonen "g", som normalt er sat til 415

            - tallet kan også sættes til det halve, så tonehøjden rykkes en oktav ned

      2. Varighed (i sekunder) af den tonevarighed som er valgt til grundvarighed

            - for en 1/4-node kan varigheden f.eks. sættes til 0.3

      3. Varighed (i sekunder) af efterklang - f.eks. 0.25

Herefter springes en linie over og nu kommer indtastningen for tonerne i melodien på rad og række. Hver indtastning består af to tal: tonehøjde og varighed, de skrives på to på hinanden følgende linier, og der skal være (mindst) en tom linie imellem to tone-indtastninger.

Tonehøjden måles ud fra grundtonen "g" som har nummer 0, og tallet fås ved at tælle (hvide og sorte) tangenter på klaveret imod højre (således at de højere toner får positive værdier og de dybere negative). En oktav har 12 toner, så hver gang der gås 12 tangenter til højre eller venstre, fås den samme tone i højere eller dybere udgave.

Der må godt være tekst som kan lette orienteringen i dokumentet, f.eks. "takt1", "takt2", ..., eller "reprise". Teksten skal begynde med et bogstav (undtagen w, x, y eller z), og den skal stå på én linie og være adskilt fra det foregående og det efterfølgende ved en tom linie. En sådan tekst kan også benyttes til at gøre et afsnit af musikken kortere eller længere: hvis teksten begynder med et z (f.eks. "ztakt27"), betyder det at der på linien lige efter teksten skrives et tal (f.eks. 1.09) som varighederne indtil den næste tekstlinie ganges med.

Indtastningen afsluttes med (mindst) to tomme linier, så programmet kan læse at enden er nået.


En smule nodelære

I den moderne klassiske musik opfattes alle tonerne oftest som jævnbyrdige, men i den traditionelle musik vælges tonerne (bortset fra "skalafremmede" toner) fra en skala af bestående af 7 toner, nemlig den diatone skala: i denne skala er afstanden imellem tonerne to tone-trin, undtagen imellem den 3. og 4. tone, og den sidste og "første" tone, hvor afstanden kun er ét tone-trin. Den diatone skala begyndende på c (C-dur skalaen) består netop af de hvide tangenter, og de syv toner har navnene c d e f g a h. Begynder skalaen på en anden tone, må en eller flere af de sorte tangenter bruges. En "sort" tone har et navn der fås ved at sætte et fortegn - # eller b - foran navnet på en hvid tone: # betyder at tonen hæves ét trin og b betyder at tonen sænkes ét trin. Er stykket skrevet i en anden toneart end C-dur, må der for nogle af tonerne hele tiden sættes et # eller et b foran dens navn. Dette gøres i praksis ved at sætte fortegn i begyndelsen af hver ny nodelinie: enten nogle #-er (fra 0 til 6) eller nogle b-er (fra 0 til 6) som gælder for alle noderne, med mindre der foran noden er et opløsningstegn (to lodrette streger med to tværstreger indeni) - opløsningstegnet gælder kun indenfor den pågældende takt. De hyppigst forekomne skalaer er C-dur (ingen fortegn), D-dur (# for C og F) og F-dur (b for h). En mol-skala adskiller sig fra en dur-skala ved at det er imellem den 2. og 3. tone (i stedet for imellem den 3. og den 4. tone) at afstanden kun er ét tone-trin. Dur- og mol-tonearterne er forbundne, f.eks. har C-dur og a-mol den samme skala (de hvide tangenter).

Der er to slags node-notations-systemer bestående af 5 linier: et for diskant-stemmen og et for bas-stemmen. Det første indledes med en "g-nøgle" (se noderne nedenfor) og har g liggende midt på anden linie fra neden, det andet indledes med en "f-nøgle" (eller "basnøgle") og har tonen f liggende midt på anden linie fra oven. Bas-systemet ligger under diskant-systemet på en sådan måde at der er plads til én nodelinie imellem dem - noden midt på denne er c.

Således er forbindelsen imellem noderne og tallene (skriv dette på et papir så det er efter eget ønske):


           

De stiplede streger er nodelinierne. Det sorte er det der ligger indenfor de to femliniede nodesystemer. Det røde er det der ligger over diskant-systemet og det blå er det der ligger under bas-systemet. Det grønne er tonen c på linien imellem de to systemer.

En pause fås ved at indtaste en nodeværdi som er større end 50 (eller mindre end -50): skrives 111 og på linien lige efter 2, fås en pause på to gange grundvarigheden.


En enkel melodi

Lad os prøve at spille det første af "Dengang jeg drog afsted". I "Danmarks Melodibog" ser begyndelsen således ud (der er # for f svarende til G-dur):

Når vi indtaster disse første toner, kommer det til at lyde således: Dengang jeg drog afsted .

De allerøverste toner er selve melodien. På figuren er der forskellige nodevarigheder. De tre akkorder i bas-stemmen består af 1/4-noder, og i melodi-stemmen har noderne henh. disse varigheder: 1/16, 3/16, 1/16, 3/16, 1/16, 1/4, 1/16 - en prik betyder at noden forlænges med den halve værdi. Endvidere ses i melodi-stemmen tegnet for en 3/8-pause, og i bas-stemmen tegnene for en 1/16-pause og en 1/4-pause. Tegnet C betyder at der er 4 1/4-noder indenfor hver taktstreg. Da der er flest 1/16-noder, lader vi 1/16 være grundvarigheden (have længde 1), og vi sætter denne varighed til 0.2 sekund. Efter først at have skrevet frekvensen af grundtonen g (415) og grundvarigheden (0.2) og efterklangen (0.3), skriver vi de første 6 meloditoners højde og varighed:


      415

      0.2

      0.3


      -5

      1


      0

      3


      -5

      1


      -8

      3


      -5

      1


      0

      4

Prøv at indsætte dette i et txt-dokument med navnet "melody", og vælg en "wave"-tonefil og start programmet "Melody", så kommer musikfilen "melody". Herefter indfører vi harmoni-tonerne i melodi-stemmen. En akkord (bestående af 2-4 toner med samme varighed) fås ved at skrive tallene for tonehøjderne efter hinanden (på samme linie) og adskilt af (mindst) et mellemrum, f.eks. -21 -17 -14, og på næste linie varigheden. Således kan melodi-stemmen skrives:


      415

      0.2

      0.3


      -5

      1


      -8 0

      3


      -5

      1


      -8

      3


      -5

      1


      -8 0

      4

Herefter kommer vi til bas-stemmen. Efter den indledende pause på 1/16 (som fås ved at sætte tonehøjden til f.eks. 100) kommer 3 éns akkorder bestående af 1/4-noder:


      415

      0.2

      0.3


      100

      1


      -24 -17 -12

      4


      -24 -17 -12

      4


      -24 -17 -12

      4


Toneoverlejring

Metode 1 En tone eller en akkord der skal spilles samtidig med andre toner eller akkorder, fås ved at skrive den foran den tone den skal begynde sammen med og ved at skrive et bogstav fra begyndelsen af alfabetet (f.eks. a) lige efter det sidste af et af dens tal, f.eks. -2  2a (a skrevet efter tonehøjderne i en akkord) eller 1.5a (a skrevet på næste linie efter varigheden). Noder noteret på denne måde skal ikke tælles med når man optæller varigheder.

På den måde kan vi spille "Dengang jeg drog afsted" så vi får begge stemmer i ét dokument (og så det kun bliver i mono):


      415

      0.2

      0.3


      -5

      1


      -24 -17 -12

      4a


      -8 0

      3


      -5

      1


      -24 -17 -12

      4a


      -8

      3


      -5

      1


      -24 -17 -12

      4a


      -8 0

      4

Metode 2 For mere komplicerede kombinationer af varigheder, skrives to tonefølger (blok1 og blok2) som skal spilles samtidig lige efter hinanden (idet den sidste blok ikke må være længere end den første). Lige efter tallene for den første tone i blok1 (enten tonehøjde eller varighed) skrives et w, og imellem blok1 og blok2 skrives på to på hinanden følgende linier (adskilt fra det øvrige ved tomme linier) et w og antallet af toner i blok2. Det ovenstående kan alternativt noteres således:


      415

      0.2

      0.3


      -5

      1


      -24 -17 -12

      4w


      w

      2


      -8 0

      3


      -5

      1


      -24 -17 -12

      4w


      w

      2


      -8

      3


      -5

      1


      -24 -17 -12

      4w


      w

      1


      -8 0

      4

Styrkereduktion af akkorder

Styrken af en akkord bliver umiddelbart summen af tonernes styrke, og det kan i nogle tilfælde virke for kraftigt. Derfor er der mulighed for let og kraftig styrkereduktion: efter de tre tal allerførst i dokumentet (frekvens, grundvarighed og efterklang) skrives et fjerde: 0 for ingen styrkereduktion (dette 0 kan udelades), 1 for let reduktion og 2 for kraftig reduktion (= samme styrke som de enkelte toner).

Ændring af styrke og efterklang

Der kan veksles imellem fem forskellige styrkegrader: xpp (meget svag), xp (svag), x (normal), xf (kraftig), xff (meget kraftig) - og overgangene kan gøres kontinuerte. Disse koder skal stå på en linie adskilt fra den foregående og efterfølgende af en tom linie (ligesom de frie tekstlinier) - dog, kommer to styrkekoder lige efter hinanden skal der ikke være en tom linie imellem. En kontinuert overgang fra den ene styrkegrad til den anden, fås ved at skrive et m (for move) efter den første styrkegrad: xpm og xf senere, betyder at styrken ændres gradvist fra svag til kraftig.

Efterklangen kan gøres kortere eller længere ved at skrive henh. yh og yd, og skrive y når efterklangen igen skal være normal. Der gælder samme regler som for styrke.

Hvis der er toneoverlejring, gælder styrke- og efterklangs-anvisningerne den primære melodi-linie: En enkelt tone eller akkord der skal spilles samtidig med de følgende toner (metode 1), får samme styrke og efterklang som den første af tonerne. Og i en række af toner (blok2 ved metode 2) der er noteret senere og skal begynde samtidig med en første række af toner (blok1), får tonerne samme styrke og efterklang som de tilsvarende beliggende toner i den første række (blok1).


Klaverklang

Styrken af tonen er normalt konstant sålænge tonen varer - dog starter lyden ikke pludselig, men vokser jævnt indenfor et kort interval, og den afsluttes gradvist med en efterklang. Styrkeforløbet kan ændres således at styrken efter en kulmination lige i begyndelsen aftager jævnt. Der er tre grader af aftagen: et af tallene 1, 2 eller 3 skrives allerførst i dokumentet (på linien lige før frekvenstallet) - er tallet udeladt eller er det 0, fås den sædvanlige orgelklang.


De første tal i dokumentet

       Varighed af anslag: 0, 1, 2 eller 3 (kan udelades - 0 for orgel, 3 for kort klaverklang)

       Frekvens af g (415)

       Varighed af grundvarighed (f.eks. 0.3 for 1/4-node)

       Varighed af efterklang (f.eks. 0.2)

       Styrkereduktion af akkorder 0, 1, 2 (kan udelades - 0 for ingen reduktion, 2 for gennemsnit)


Et længere stykke

Noderne til stykket af Mozart ser således ud:

- og i vores indspilning er brugt disse tekstdokumenter: Mozart1        Mozart2 .


Keyboardet

Med programparret "MusicPaper" og "Writing" kan man undgå at skulle forandre navne, og indtastningen af tonehøjderne kan foregå med et keyboard - dette kan fjernes og man kan arbejde med flere tekster samtidig (f.eks. samme dokument forskellige steder):

            

Programmet "MusicPaper" viser en liste over tekstdokumenterne, i denne liste må navnet på tekstdokumentet indskrives (f.eks. "Mozart1") - det sker ved at klikke i det grå felt og skrive navnet og trykke på Enter. Sletning sker ved at højreklikke på navnet og derefter klikke på "Yes" (dokumentet slettes permanent!). Når der klikkes på et navn i listen åbnes denne tekst. Herved lukkes programmet "MusicPaper" og i stedet åbnes programmet "Writing", som er selve tekstprogrammet - når dette startes er det den sidst åbnede tekst der åbnes. Teksten lukkes ved Esc eller ved at klikke øverst i det farvede felt (programmet "MusicPaper" kan lukkes med Scroll-hjulet, hvis det er åbnet ved en fejltagelse). Trykkes på en tangent i keyboardet indskrives denne tones tal der hvor markøren er. Ved Shift kan veksles imellem om der skal gås ned til næste linie (så varigheden kan indtastes) eller om næste tone i en akkord skal skrives (i så fald skrives i stedet et eller to mellemrum). Efter tredie tone i en akkord , gås altid ned til næste linie - hvis der er en fjerde tone, må markøren sættes tilbage.

Ved at trykke på tast F9 (eller ved at aktivere programmet "Melody") dannes musikfilen for dokumentet - forudsat at der er en "wave"-tonefil med det rigtige navn, se nedenfor. Musikfilen får samme navn som dokumentet.

Keyboardet kan fjernes ved at trykke på tast F4 - og det kommer tilbage ved igen at taste F4. Ved tryk på de vandrette piletaster på nummertastaturet kan vinduet flyttes på skærmen. Der gælder de sædvanlige regler for skrivning i tekstprogrammet ("Writing"), dog skal taster som trykkes "samtidig" trykkes hver for sig: først Ctrl og derefter S for Gem, og først Ctrl og derefter Z for Fortryd. Ligeledes først Shift og derefter bogstavstasten for den tilsvarende versal. Kopiering af et afsnit sker ved at sætte markøren ved venstre-klik i begyndelsen og ved højre-klik i slutningen, og herefter trykke på tast C. Indsætning af der kopierede sker ved at sætte markøren (ved venstre-klik) på stedet og trykke på Insert.

Man behøver ikke at bruge det medfølgende tekstprogram: tekstdokumenterne er i txt-format, og man kan åbne dem ved at dobbeltklikke, og således skrive i "Noteblok", eller man kan højre-klikke og bruge programmet "WORDPAD".

Er der to stemmer, bør de gives samme navn efterfulgt af 1 og 2. I så fald er det disse musikfiler der mixes når programmet "Mix" startes (idet dette program aflæser navnene på det sidst åbnede dokument), og den dannede musikfils navn er den fælles del af navnet. Den fælles del må gerne slutte med et ciffer, men det næstsidste tegn må ikke være et ciffer. Navnet på tonefilen "wave" skal tilføjes det sidste ciffer (1 eller 2) og det næstsidste ciffer i navnet på dokumentet hvis det findes. I stykket "Scarborough Fair" er brugt fire dokumenter: "Fair11", "Fair12", "Fair21" og "Fair22", og fire tonefiler: "wave11", "wave12", "wave21" og "wave22". Når f.eks. "Fair12" er aktivt (ved åbning via "MusicPaper") udnyttes lydfilen "wave12" når programmet "Melody" startes, og den dannede musikfil får navnet "Fair12". Når de to filer "Fair11" og "Fair12" er dannet (og det er dokument "Fair11" eller "Fair12" der er aktivt via "MusicPaper"), er det disse to musikfiler der mixes når programmet "Mix" startes, og resultatet får navnet "Fair1". De to musikfiler "Fair1" og "Fair2" kan slutteligt mixes ved at oprette et tomt dokument med navnet "Fair" (via "MusicPaper") og starte "Mix", resultatet får navnet "Fair" - "Fair1" og "Fair2" kan også mixes ved at gives navnene "melody1" og "melody2", men så må mappen "res" sættes ud af kraft:

Til programparret "MusicPaper" og "Writing" hører en mappe "res". Den indeholder fire filer: "font" som er tekstfonten, "copy" som indeholder den sidst kopierede tekst, "textes" som indeholder navnene på dokumenterne i listen "MusicPaper" og "otext" som indeholder navnet på det sidst åbnede dokument. Hvis der arbejdes rent manuelt, må mappen "res" ikke være i mappen med "Melody" og "Mix" (eller "res" må midlertidigt gives et andet navn, f.eks. "res0"), da disse programmer starter med at læse filen "otext".

Hav altid sikkerhedskopier af dokumenterne udenfor mappen der arbejdes i. Hvis et ikke-tomt tekstdokument skal indføres i listen "MusicPaper", må navnet ikke være det navn det allerede har, da programmet producerer et tomt dokument med det valgte navn.


Fejlsøgning

Når man har indtastet et stykke og skal høre det første gang, kan man være sikker på at der er fejl. Den første type fejl som skal rettes, er uregelmæssigheder i varighederne af takterne. Disse fejl kan findes således: inddel teksten i takter, ved f.eks. at skrive "takt1", "takt2", ..., og opret et (tomt) txt-dokument med navnet "durations", så indskrives takternes længde (i den valgte varigheds-enhed) i dette dokument.


Kopierede lydbølger

I stedet for at tegne en lydbølge kan man kopiere den fra en tone i en lydfil (i WAV-format), f.eks. fået ved at optage en tone fra et musikinstrument i et kort øjeblik. Optagelsen kan f.eks. ske med programmet "audacity" (som er gratis - programmet er normalt på forhånd indstillet til mono, 16 bit og samplerate = 44100). Eksportér resultatet af indspilningen til en lydfil (i WAV-format) med navnet "sound". Denne fil åbnes nu med programmet "CreateWave", som viser indspilningen som en bølgende kurve. Med Scroll-hjulet spoles hen til et sted hvor man kan se en passende grundbølge. Når der trykkes på en bogstavstast (undtagen P), kan de to lodrette streger forskydes med Scroll-hjulet. Der veksles imellem de to streger ved at trykke på en bogstavstast (undtagen P), og der veksles imellem store og små trin ved Shift. Når grundbølgen er præcist indkredset, trykkes på tast P, så kommer bølgen som billede med navnet "wave".


Blanding af tonefiler

To tonefiler med navnene "wave1" og "wave2" blandes ligeligt med programmet "MixWave" - der indtastes varighed af tonen og filen får navnet "wave".


Tilpasning til en anden optagelse

Hvis man har en optagelse af en sang, kan man måske ønske at sætte musik til. Så gælder det om at få musikken til at følge sangen. Først må man sørge for at få tonehøjde og tempo til at være éns. Vælg en tonehøjde og en varighed som nogenlunde passer, og regulér derefter tallene. Tonehøjden reguleres ved at måle hvormange tonetrin musikken skal hæves eller sænkes (brug f.eks. et keyboard). For hvert trin tonehøjden hæves/sænkes skal frekvensen ganges/divideres med 1.06 (= 21/12). Varigheden findes ved at sammenligne længden af musikfilerne, hvis musikken f.eks. er 1.2 gange for lang, skal varighedstallet divideres med 1.2. Herefter må der ændres i tonevarighederne stykket igennem. Dette kan gøres ved at indføre tekstlinier (som tidligere forklaret): man lader en tekstlinie begynde med z, og på den følgende linie skrives et decimaltal omkring 1, som alle tonevarigheder indtil næste tekstlinie skal ganges med.


Opdeling af stykket i mindre dele

For ikke at arbejde med for lange node-dokumenter, kan stykket deles op. Det skal selvfølgelig være på et sted hvor der ikke er toneoverlejring eller gradvis overgang i styrke eller efterklang, men det behøver ikke at være på et sted hvor der er en pause. De to færdige musikfiler giver navnene "melody1" og "melody2", og når programmet "Connect" aktiveres, sættes de sammen til en fil med navnet "melody". Hvis der er en efterklang i den første del som skal medtages i den anden, er denne indlagt i en kort musikfil med navnet "rev" (reverberation), og når den gives navneforandring til "rev0", medtages efterklangen når den næste musikfil dannes (den der skal gives navnet "melody2").


Nogle programmer til at bearbejde en musikfil

Hvis man har en musikfil (i WAV-format) og man synes at lyden er for skinger, kan den udjævnes med programmet "Smooth". Den oprindelige fil gives navnet "sound", og længden af udjævnings-intervallet (ved at tage gennemsnitsværdier) indtastes (tallet bør ikke være over 100) - den nye fil får navnet "sound--". En musikfil kan beskæres med programmet "Crop". Giv filen navnet "sound" og lyt til den og notér tidspunktet (i minutter, sekunder og 1/10-sekunder) for begyndelse og afslutning - den nye fil får navnet "sound--".


Digital lydfremstilling

Musik er i fysisk forstand en lang lydbølge. Med et forstørrelsesglas kan man se lydbølgen snoet sammen i en grammofonplade - hvis musikken er i stereo er der to bølger: foruden den man kan se, én som bølger op og ned. I computeren må lydbølgen omdannes til en talrække. Dette gøres ved at dele tiden og udsvingene op. Tiden deles normalt op således at der bliver 44100 dele (samples) per sekund, og udsvingene deles op således at et udsving kan være et helt tal fra -32768 til 32768. Dette tal kommer af at tallet må udtrykkes i bytes. En byte er et tal imellem 0 og 255, eller imellem -127 og 128 (hvis vi fratrækker 127) - en byte lægger beslag på 8 bits (28 = 256). Vi kunne egentlig godt nøjes med at regne udsvingene i bytes, men det er lige i underkanten, i vores "wave"-billeder svinger bølgen imellem omkring -210 og 210 pixels. Derfor må der lægges beslag på en byte mere, og to bytes svarer til et tal imellem 0 og 2562-1 = 65535, eller imellem -32768 til 32768, idet der lægges 65535 til når tallet negativt. I vores "wave"-tonefiler er det maksimale udsving sat til 2800.


WAV-filer

Windows WAV-lydfil-format svarer til Windows BMP-billedfil-format: datane ligger ubearbejdet på rad og række. Derfor er disse formater nemme at håndtere og de sikrer bedst mulig kvalitet, men de fylder meget.

En WAV-fil begynder med en header på (mindst) 44 bytes som identificerer filen og giver oplysning om blandt andet fillængde og antal samples pr. sekund. Herefter komme datadelen som "er" lydbølgen: par af bytes som der kommer 44100 af pr. sekund. Er filen i stereo, er der dobbelt så mange par pr. sekund - skiftevis for venstre og højre kanal.

I vores WAV-filer (som er den mest almindelige type) består headeren af de nedenfor opremsede 44 bytes. Headeren er opdelt i blokke af 2 eller 4 bytes. En blok på 4 bytes kan repræsentere et ord på 4 bogstaver, og hvis en blok på 2 bytes (b0 og b1) repræsenterer et tal, er det = b0 + b1*256. Hvis en blok på 4 bytes (b0, b1, b2 og b3) repræsenterer et tal, er det = b0 + b1*256 + b2*2562 + b3*2563:

antal bytes

      4      (82, 73, 70, 70) svarende til bogstaverne "RIFF"

                        (for "Resource Interchange File Format")

      4      længden af resten af filen (fra disse første 8 bytes = 36 + 2 * antallet af samples)

      4      (87, 65, 86, 69) svarende til bogstaverne "WAVE"

      4      (102, 109, 116, 32) svarende til bogstaverne "fmt "

      4      længden af den resterende del af headeren indtil datadelen = 16

      2      tallet 1 (for "Linear quantization")

      2      antal kanaler = 1 for mono, 2 for stereo

      4      samplerate = 44100 = (68, 172, 0, 0)

      4      samplerate * antal kanaler * "bits pr. sample"/8 =

                        (136, 88, 1, 0) for mono og (16, 177, 2, 0) for stereo

      2      antal kanaler * "bits pr. sample"/8 (= 2 eller 4)

      2      bits pr. sample = 16

(datadel af header)

      4      (100, 97, 116, 97) svarende til bogstaverne "data"

      4      længden af datadelen af filen (= 2 * antallet af samples)


Eksempel på en kompliceret toneoverlejring

"Bryllupssang" af Wagner er fra operaen "Lohengrin" - bearbejdet for violin og klaver. Nogle takter af klaverstemmen ser således ud:

- og det kan f.eks. noteres således med vores to metoder til toneoverlejring:


      takt38


      -17  -12  -8

      4a


      7

      3w


      4

      1


      w

      3


      0

      1


      -5

      1


      0

      2


      takt39


      -29  -17  -1

      4a


      100

      2w


      -10

      2


      w

      4


      7

      1


      6

      1


      5

      1


      2

      1


      takt40


      -5  0  4

      4a


      -12

      3w


      100

      1


      w

      4


      -24

      1


      -20

      1


      -17

      1


      -12

      1

I denne indspilning er tonen en ren sinus-kurve: Takter .


Nogle afsluttende bemærkninger

En "wave"-tonefil bør altid konstrueres ud fra mere end ét "wave"-billede eller én "wave"-tekst for at få klangfarve. Er der tre billeder eller tekster, skal de have navnene "wave0", "wave1" og "wave2", og de anvendes i rækkefølgen 0, 1, 2, 1, 0, 1, 2, 1, 0, osv. - "wave1" er altså den mest anvendte, og den må ikke afvige meget fra "wave0" og "wave2". Det skal altid eksperimenteres en del med disse billeder eller dokumenter og med variations-intervalllet. Grunden til at der bør være forskelle i tonen, er i sin yderste konsekvens følgende paradoks: antag at der ikke er variation i tonen, og at vi laver det samme musikstykke hvor lydbølgen er den spejlvendte lydbølge, og vi mixer de to musikfiler ligeligt og i mono. Så kommer der ikke en lyd, for alle udsvingene ophæver jo hinanden! I stereo er der ikke noget usædvanligt at høre, men det beror på den forurening lyden er udsat for i højtalerne og på vejen fra disse til ørerne. Er de to melodier forskellige og der mixes i mono, vil lyden forsvinde hver gang den samme tone spilles. Er lydbølgerne ikke hinandens spejlvendte, kan der stadig opstå uønskede fænoméner, nemlig at musikken momentvis er påfaldende svag, fordi lydbølgerne går hver sin vej, eller påfaldende kraftig, fordi lydbølgerne går samme vej - altsammen forårsaget af computerens præcision. Derfor må der være rigelig variation i tonefilen, og man bør bruge forskellige tonefiler til de forskellige stemmer, og variations-intervallerne bør være forskellige primtal.

Iøvrigt er meningen med programmet ikke at man skal lave en musik der lyder som om den er spillet med sædvanlige musikinstrumenter - gør hellere det modsatte:

Den Danske Sang (af Carl Nielsen)


Program-pakken:

Vejledning.

Primære programmer:

      Wave

      Melody

      Mix

Sekundære programmer:

      MonoBMP

      Wave3F

      RestPict

      MixWave

      FourierT

      FourierP

      Connect

Programmer som normalt ikke benyttes:

      CreateWave

      Smooth

      Crop

Mappen "Keyboard" med:

      programmet "MusicPaper"

      programmet "Writing"

      mappen "res"

Desuden er der en mappe med "wave"-tonefiler og en mappe med "wave"-billeder og dokumenter.


Maj 2012/Juni 2016


Denne side hører under juliasets.dk