den 23. november 2017





          Kære Bo Lidegaard

Jeg tilhører 68-generationen, og i mit tilfælde betyder dette blot at jeg dengang var generelt samfundskritisk indstillet - jeg var ikke socialist eller med i nogen bevægelse. Det blev jo ikke til noget dengang med at skabe et helt nyt samfund, oprørerne vendte slukørede tilbage til det borgerlige liv. Og dette var ikke svært, for det var det liv de var blevet opdragede til. Deres børn derimod, fik det svært. De var desorienterede, og de var trætte af at høre politik og vrede på deres forældre. Så for at dæmme op for kritik fra børnenes side, gjorde forældrene nar ad deres børn - kaldte deres generation for "den tavse generation" og "nå-generationen" - en leder i din avis havde overskriften "Veltilpassede lektielæsere".

Denne generation tilhører du, og jeg var spændt på at se hvordan en veltilpasset lektielæser former en fortælling om det 20. århundredes Danmark. Den er som ventet ikke en fortælling, for fortælling forudsætter fantasi og litterær ambition. Den er danmarkshistorie af samme tradition som den jeg fik doceret i skolen: en neutral fremlægning af historiens gang, med hovedvægt på de styrende kræfter. Der er en generel forståelse for de vanskeligheder en regering måtte have, og i den sidste halvdel af århundredet går det raskt i den rigtige retning: velfærd, mere velfærd. Ungdomsoprøret må dog gives nogle indrømmelser - for var jo noget rigtigt i denne kritik. Men du kommer overhovedet ikke ind på et problem som var helt fremme i min bevidstehed i 60-erne, og som fik afgørende betydning for mit liv, nemlig lønarbejdets rolle i menneskets liv. På grund af udbytningen har det menige menneske i umindelige tider måttet morakke det meste af dagen, så derfor er det blevet igennem denne triste del af livet at folk har skabt deres identitet. En absurd situation: et arbejde som burde opfattes som et middel, bliver ophøjet til et mål. Men det kan ikke fortsætte, for produktionen effektiviseres og mekaniseres mere og mere. Vi har indtil nu løst problemet ved at overforbruge, men arbejdstiden må sættes ned, og nogen skal jo begynde, og umiddelbart synes det umuligt. Der er arbejde som forsvinder helt eller delvis, og der bliver mere og mere konkurrence om det der er tilbage, så derfor skal de unge have højere og højere karakterer, og når så de har fået deres papirer, kan de glemme de meste af det de har lært, for kravene til at udføre arbejdet bliver mindre og mindre.

Om denne problematik er der intet at finde i din bog. Og ikke et ord om de kulturforandringer som internet og smartphones vil skabe. Illustrationerne og kommentarerne til dem er dog helt fine - og jeg har anbefalet den jeg lånte bogen af, kun at læse den del af bogen. Det er at forvente, at musik for din generation er lig popmusik, en historieskrivende tilhørende min kulturtradition (finkulturen) havde valgt Carl Nielsen og Per Nørgård.

Den vedlagte bog har jeg skrevet - Annie Aphel er et pseudonym. I denne bog lægges en kulturopfattelse for dagen som er meget langt fra din. Hvori består forskellen? Jeg vil sige, at jeg er et produkt af ældre og dybere lag i den europæiske kultur end du er. Da du er en travl herre, regner jeg ikke med at du læser bogen, men gør mig i så fald den tjeneste at give den til én som måske vil læse den, og vær så generøs at lade dette brev blive liggende i den.

Som det fremgår af bagsideteksten, hører bogen sammen med en roman med titlen "Indenfor Murene" - denne er under udgivelse og vil blive på omkring 1000 sider.

          Venlig Hilsen

        

          Gert Buschmann

          Nørengvej 4

          7870 Roslev

          gertbuschmann@c.dk