December 2020



          Kære Anna Libak

Tak fordi du har skrevet bogen "Skyldig ..." - det må have været en lidelse. Jeg har haft en tilbøjelighed til at gå let hen over dette stof i dagbladene, og nu gav du mig en anledning til at få det forsømte indhentet - og overstået. Din bogs grundlæggende emne - menneskenes kulturvædier - ligger mig en del på sinde, men jeg ser sagen fra en ganske anden side end du gør. Og jeg har skrevet tre bøger hvori jeg fremlægger min tænkning. Én af dem (skrevet under pseudonymet Anni Aphel) har titlen "Den europæiske åndsverden som religiøs kultur". På bagsiden af denne bog kan man læse:

I denne lille bog gives et bud på en definition af begrebet kærlighed. I den europæiske verden har kærligheden været bredere forstået end noget andet sted. Men kærligheden i alle dens former for tilsynekomst er forsvundet - de kulturmæssige forudsætninger er ikke mere tilstede. Selv den kønslige kærlighed er ikke mere mulig. Forfatteren sætter personligt den faglige kærlighed højest. Prostitution - dette at man sælger sig selv - spolerer kærligheden. Og dette er især slemt når det er sin sjæl man sælger. Derfor er det småt med arbejdsglæden hos de åndsarbejdende i erhvervslivet - og der kan umuligt blive tale om faglig kærlighed.

Kærlighed er en særlig form for arbejde, nemlig en kærlighedsgerning, og en sådan vil sige, at man indenfor en kærlighedstradition - som er af åndelig og æstetisk natur - til fuldkommenhed har taget dens fordringer på sig.

Jeg påstår altså at den faglige kærlighed er fraværende i dit liv. Din tilfredsstillelse ved dit arbejde ligger et andet sted: du opnår synlighed. Hvad med mig selv, vil du sige, er jeg måske ikke også prostitueret? Nej, for jeg har hele livet levet på eksistensminimum (jeg er nu 73 år), og hvis du læser i mine bøger, vil du fornemme at de er skrevet udfra en sjælden entusiasme: de er kærlighedsgerninger.

Jeg skulle dog ret langt hen i din bog, førend jeg fandt udtalelser som eksplicit viser dit totalitære kultursyn (demokrati som du forstår begrebet, kalder jeg flertalsdiktatur), nemlig side 249: "Man slipper ikke for at overbevise andre uden for gruppen, hvis man ønsker forandring i et demokratisk samfund." og "Derfor står vi os ved at erkende, at samfundet ikke kan opløses i partikulære erfaringer."

I mine bøger fremsætter jeg den påstand, at for at kærligheden kan udfoldes optimalt, må kulturen være det jeg kalder "en religiøs kultur". I en sådan hersker der fordringer til mennesket af en art som gør, at den ikke vil kunne henvende sig til særligt mange. For dig er det en selvfølge, at verden er opdelt i nationer (for sådan har det altid været), og en nation bør som samfund være demokratisk: minoriteter må i en ret stor udstrækning indordne sig under majoriteten og gammel sædvane - det er det man kalder "integration". Jeg er etnisk dansker, men jeg er ikke integreret. Jeg forkaster din livsstil, jeg har hverken radio eller tv, og min kultur er det man engang kaldte finkulturen (for eksempel er min musik den klassiske tradition, men værkerne er for det meste nutidige). Jeg har altså særdeles "partikulære erfaringer". Men jeg skal ikke "overbevise andre uden for gruppen" - den nævnte bog er en selvudgivelse, et forlag som jeg sendte den til, afviste den med den begrundelse at "vores forlag ønsker ikke at lægge navn til de holdninger, der fremlægges". Mit kulturmæssige tilhørssted er en religiøs kultur som jeg kalder "den europæiske åndsverden". Den er afgået ved døden, men ved at isolere mig fra andre (jeg lider iøvrigt af autisme), kan jeg lade som om at den stadig lever.

Man skal "anstrenge sig for andre" fortæller du mig (side 258), og det gør jeg på den måde at jeg skriver matematikbøger, men da de er ude af trit med tidsånden, er der ingen som læser dem (som kærlighedsgerninger viser de matematikkens skønhed fremfor dens anvendelighed). Jeg får altså ingen anerkendelse, men det gør ikke noget, jeg har ikke "brug for andre for at lykkes", for jeg er sikker på at fortiden ville beundre mig, at mine skaberværker hører blandt de ting som engang blev alment fremhævet af os europæerer (hvis bøger kunne sendes tilbage i tiden, ville dine fremkalde forfærdelse og mine glæde).

Jeg mener altså at den naturlige opdeling af menneskene er kulturer, og ikke nationer. Dette kan betyde at vidt forskellige kulturer må leve side om side på samme geografiske lokalitet, og det kan de også med en smule god vilje. De praktiske problemer der kan opstå, må løses på demokratisk vis. Det er i denne forstand at jeg er demokrat, min kultur derimod, er i sin natur aristokratisk.

Hvis du i din travlhed er nået så langt som hertil, så synes jeg du lige skulle snuppe begyndelsen af denne artikel som ligger på min hjemmeside: Kritik af Integration

          Venlig Hilsen

          Gert Buschmann