Tillæg til En side om Æstetik:


Knausgård - tilhørende den tavse generation men særdeles talende, og måske en ny messias

af Gert Buschmann


I dag er den gamle vertikale kulturorden helt væk. Vi har ikke mere en skillelinie imellem en officiel kultur og en folkelig kultur - skabt ved at den første er politisk bestemt og formidlet igennem uddannelsesinstitutionerne og de seriøse medier, hvorimod den anden breder sig af uransagelige veje og mere ses som hørende ind under kulturens sociale side. Vurderingen af et skaberværk er kommet til at gå alene på talent og succes - ikke på kulturmæssigt tilhørsforhold. Finkulturen er der, men den er blevet et anliggende for fagfolk. Med denne nivellering af kulturen i den almindelige bevidsthed kan man sige at "verdsliggørelsen" i den europæiske åndsverden er fuldbragt.

Når vi skal pege på en bestemt begivenhed som i særlig grad har fremmet den europæiske åndsepokes død, så nævner vi gerne 68-oprøret. Dette var jo en socialistisk bevægelse, og socialisterne så rødt når de så en åndsfrembringelse som kunne stemples som elitær, fordi dens sande funktion var at give nogle mennesker en følelse af at være hævede over massen, og at få massen til at føle sig dum og pænt acceptere den herskende orden. Men dette oprør var også en anden og modsat bevægelse, nemlig en kritik af det arbejdende folks arbejdsbegreb: det meste lønarbejde er idiotarbejde, og det bliver aldrig anderledes, og den eneste løsning på det problem er at lønarbejdet reduceres så den enkelte kan få tid og overskud til meningsfuldt arbejde. Meningsfuldt arbejde var dengang sådan noget som keramik og knækprosa og køkkenhave. Det var ikke noget man skulle uddannes til, men hvis det nye liv virkelig var slået igennem, så kan man godt forestille sig at folk begyndte at uddanne sig til deres meningsfulde arbejde, og at der med tiden blev store forskelle på det meningsfulde arbejdes meningsfuldhed, og at det blev den størrelse i stedet for lønarbejdet at folk begyndte at vurdere hinanden efter - og så var det jo gået lige modsat med forsøget på at usynliggøre finkulturen.

En væsentlig del af oprørernes program var børneopdragelsen, så børnene uden videre kunne realisere det nye liv, og så de kunne føre forældrenes oprør videre. Men da oprørerne havde svært nok ved selv at realisere det nye liv, produkter som de var af det samfund de kritiserede, så blev børnene aldrig andet end tilskuere til de voksnes diskussioner og eksperimenter. Så derfor hang børnene endnu mere fast i det gamle end forældrene, og det førte til at forældrene begyndte at kritisere deres børn: de kaldte dem "veltilpassede lektielæsere" fordi de ikke studerede "bevidst", og de kaldte deres generation for "den tavse generation" (eller "nå-generationen") fordi børnene havde fået nok af politik og derfor ikke havde nogen meninger. Og det førte at børnene blev vrede og begyndte at trodse forældrene ved at hylde alt det forældrene havde fordømt. Da børnene havde lært fra helt små at man skal være kreativ, drømte mange af dem om et kreativt arbejde, og for at genere forældrene mest muligt, ville de noget med reklamer. De havde heller ikke visioner om ret meget andet, for de havde ikke fået nogen skoling i noget, men bare lært at man skal lade fantasien råde. Men fantasien er nok når det gælder småtingene til medieindustrien. Så med minimale forudsætninger kunne de her få et arbejde hvor der var et håb om at man kunne gøre sig bemærket.

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård (født 1968) og hans bror tilhører de kreative i den tavse generation, og de forestillede sig til at begynde med noget med henholdsvis tekst og grafik indenfor magasinverdenen. For Karl Oves vedkommende var det interessemæssige udgangspunkt fodbold og rockmusik. Det gik nogenlunde med fodbolden, men guitaren makkede ikke ret. Og dog var der mere gods i Karl Ove og hans bror end i deres jævnalderne lektielæsere, for de slog ind på en usikker levevej i stedet for bare at stile imod vellevned og tryghed. Men da de ikke, som de foregående generationer (takket være deres sorte skole), havde erhvervet den disciplin som fordybelse kræver, så ville de allesammen det samme med deres kreativitet, så derfor kom de ind i en verden hvor konkurrencen var hård. For Karl Ove blev det kampen med guitaren om igen: der skal noget uforklarligt til som han ikke har. Og så var han tilmed begyndt at få ambition om skrive noget langt - romaner - men han vidste ikke hvad de skulle handle om. Så gendigtede han på noget fra begyndelsen af Bibelen, og det vidnede om skrivetalent og blev velmodtaget, men det kostede ham for megen anstrengelse, og hvad skulle folk læse det for? Men så får han den idé, at i stedet for at gå længst muligt tilbage i tiden, så skulle han hellere gå tættest muligt på sig selv. Så kom der gang i skriveriet, tusinder af sider som blev oversat til alverdens sprog. Årsagen til succeen er, at det moderne menneske lider under ikke at slå til, og denne ulykke sætter spor i dets funktionsevne indenfor alle livets områder, og da mennesket kan ikke se nogen konstruktiv løsning på det problem (meningsfuldt arbejde), så må det nøjes med trøst, og intet giver mere trøst og håb end at høre om et menneske som er nået helt til tops ved at præstere noget som man selv kunne have præsteret bedre.

Knausgård skriver om sin kamp for at vinde pigehjerter og for at beherske guitaren. Om sine mislykkede skriveforsøg. Om sin fars uduelighed som fader og om hans tragiske død, og om de tegn der er på at det kan gå ham selv på samme måde. Altsammen krydret med lommefilosoferen, som f.eks. om vores omgang med døden: når en lille pige ligger på kørebanen med knust hoved, hvorfor lader vi hende så ikke ligge til hendes forældre kan nå frem og se hende? - selvfølgelig skal vi ikke det, men skal da reflektere over vores håndtering af døden. Og krydret med perverse fantasier, som f.eks. at der på den bil han sidder i, er monteret rundsave i siderne så fodgængere og cyklister bliver skåret over. Og formidlet ved brug af sære romantekniske kunstgreb, såsom at udpensle sin rengøring af det hus hvori faderen har levet sin sidste tid så detaljeret, at læseren trættes og derfor rigtigt kan mærke Karl Oves egen velvære når han holder en pause med en kop kaffe og en cigaret.

Og da de fleste anmeldere må erkende, at de aldrig selv ville kunne skabe noget der kan måle sig med det ringeste af det de kritiserer, så slugte de begærligt denne forfatters beretning om sin kamp med stoffet. Og da de gerne ville have legaliseret deres begær, så udnævnte de værket til at være et litterært mesterværk. Og ja, dette værk er stor kunst efter vor tids målestok: det er ingen kunst at lave, men der kan siges meget om det. Men det er ikke kunst i gammeldags forstand: det vil ikke blive studeret med henblik på efterfølgelse.

Meget tyder på at den europæiske epoke som var en dynamisk tid, nu vil blive afløst af en statisk epoke - man taler jo om en ny middelalder. Den traditionelle klassiske musik har været statisk i hundrede år, og nu synes den rytmiske musik at gå samme vej. Indenfor billedkunsten er alle muligheder udtømte, og bogforlagene anbefaler folk ikke at skrive. Med teknologiens fuldbyrdelse synes menneskets åndsliv mere og mere at stivne, og arbejde indenfor kulturen synes fra nu af mest at komme til at bestå i at muge ud og bringe orden i det allerede skabte. I den foregående middelalder var det den bibelske tid man vendte sig imod, i den nye middelalder vil det blive vor tid. Vor tid fordi fortiden i fremtiden kun vil blive modtaget i form af lyd og billeder, og disse ting er netop i vor tid bragt til fuldkommenhed, og man vil foretrække tingene fra en tid som går længst muligt tilbage. Så derfor må vi straks igang med at filmatisere Knausgård, imens personerne og lokaliteterne er som i bøgerne. Og vi må sørge for at serien bliver i så mange afsnit som muligt. Den serie kan meget vel gå hen og blive den mest sete film nogensinde, og den får måske en skelsættende betydning. I Knausgårds gendigtning af Bibelen er handlingen flyttet til Norge. Det er dér han selv, den ny messias, blev født. En ny messias måtte til, fordi der siden den foregående messias' tid opstod en ny uretskabende orden som der måtte gås i rette med. Og Knausgård gør det på en kærlig måde: "Jeg ville virkelig gerne kunne sige, at jeg holder af Bach, Brahms, Beethoven, Mozart og Schönberg, men det gør jeg ikke".



Februar 2014


Denne side hører under juliasets.dk