Nogle tanker om håndskriften og computerkalligrafien

- og en kritik af kalligrafernes forening

Budskab: bekæmp "computerkalligrafien"! - støt computerkalligrafien!

af Gert Buschmann

Jeg betragter mig som et udpræget bogmenneske, med alt hvad dette indebærer af litteratur- og sproginteresse og samlermani. Og selv om jeg foretrækker den ro der er over den trykte og enkle skrift (som f.eks. i romaner), beklager jeg sjældenheden af håndskrevne bøger. Jeg har faktisk kun en enkelt: "Naturdagbog af en engelsk dame", skrevet i 1906 og udgivet i dansk kalligrafi i 1977. Da en besøgende for nogle måneder siden så den, gav han udtryk for en sådan betagelse at jeg promte forærede ham den, og derefter anskaffede den engelske udgave. Episoden førte til nogle tanker om denne form for bøger. 70-erne var før computerens tid, og et sådant skrivearbejde kunne kun realiseres fordi forlaget har været sikker på et stort salg. Idag kunne en sådan bog udmærket være fremstillet ved hjælp af computer: skriften er usammenhængende og ikke særlig udsmykket, og hvis en kalligraf nedskrev alfabetet f.eks. 10 gange så der kunne blive variation i skriften, og programmet var lavet således at bogstavernes placering kunne finjusteres, ville bogen kunne skabes så selv en grafolog eller kalligraf ikke umiddelbart ville opdage at computeren havde været et mellemled. Dette er i hvert fald min påstand.

Hvis påstanden i det mindste er så meget sand, at man på denne billige måde kan lave acceptable "håndskrevne" bøger, hvorfor gør man det så ikke? Jeg kontaktede nogle kalligrafer og spurgte om de kendte til denne teknik. Ja, svarede de, men hver gang viste det sig at det de tænkte på, var de fontprogrammer man bruger til at designe skrifte og overføre billederne til skriftfiler der kan indlægges i de sædvanlige tekstbehandlingsprogrammer. Men dels er denne teknik omstændig, og dels tillader tekstbehandlingsprogrammerne ikke variation og fri placering af tegnene. Desuden skal der være mulighed for videreprogrammering til særlige ønsker. Søgning på nettet førte heller ikke til kontakt med et sådant program jeg havde i tankerne. Der findes en Internet-tjeneste hvor man kan udfylde et skema med sine håndskrevne bogstaver, skanne og maile det, og få en font med sin skrift, men det tillader ikke variation og tegnene kan ikke justeres, så det må bare kaldes legetøj. Derfor begyndte jeg selv at fabrikere et. Efter nogle timers programmering kunne jeg indskanne min egen håndskrift og skrive en tekst, og efter nogle måneder havde jeg et program der kan lave komplicerede kalligrafiske billeder.

Det næste problem der skulle løses, var at finde kalligrafer der fandt ideen god og var villige til at medvirke til eksperimenteren og til at skabe indbydende præsentationsmateriale. Jeg henvendte mig derfor til medlemmer af Kalligrafisk Forum Danmark, og for at gøre en lang historie kort vil jeg blot nævne konklusionen: der er ikke kommet noget ud af det. Lidt sludder om faget i telefonen, lidt alfabeter på et par stykker papir, misforståelser fordi jeg har overladt for meget til fagmanden, usikkerhed om honorarets størrelse, osv. Hver gang endende med: "jeg har desværre ikke mere tid". Denne afvisning kunne man acceptere, hvis man ved mødet med faget havde fået det indtryk at der, trods dette at et sådant fag nok ikke er i høj kurs i vor fortravlede tidsalder, alligevel hersker initativ og dygtighed og at dygtigheden anvendes til skaberværker der kommer mange tilgode og har stor værdi - og blivende værdi for nogle ting. Og hvis man, trods uenigheden om teknik, må erkende at faget er i en god udvikling og at denne kulturtradition forvaltes ansvarsfuldt. Men som det fremgår af det følgende har jeg fået det modsatte indtryk: der gøres ikke noget for at udbrede det kalligrafiske skriftbillede og arbejderne er ligegyldige.

Det sted man vælger som udgangspunkt for at lære faget nærmere at kende er kalligrafernes hjemmeside. Og den er ikke det man forventer hos en forening af denne art: billig og uæstetisk layout. Og går man til "Galleri" for at se medlemmernes arbejder, er der kun et par diplomer og et bogomslag - der kommer forhåbentlig(!) flere, får man at vide. I stedet har man udsmykket siderne med nogle kvadrater med bogstaver i, som hverken har kalligrafisk eller kunstnerisk værdi. Det store nummer er T-shirts (et ord der optræder blandt søgeordene) med "I like Calligraphy" i forskellige størrelser og farver, og i en opsætning som burde have kalligrafisk diplom for at være Danmarks ringeste vareudstilling på Internettet. Man får ikke noget at vide om bestyrelsesmedlemmerne og de medlemmer der tilbyder "løsning af kalligrafiske opgaver" - ingen links til hjemmesider med eksempler på arbejder. Heller ingen links til sider i Danmark med kalligrafiske arbejder, kun link til Gutenbergs Bibel på British Library. De øvrige links og en litteraturliste handler kun om den tekniske tilgang til faget. Ingen henvisninger til diskussion om håndskriftens og kalligrafiens stilling i vor tid. Man får med andre ord det indtryk, at kalligrafi i Danmark ikke er et fag der skal tages alvorligt. En hobby for de fleste, og noget der kan tjenes lidt på ved aftenskoleundervisning og praktisk udøven de få steder hvor der i vor tid spørges efter kalligrafi. Hvis man vil se hvad de professionelle laver, må man søge videre på Internettet. Og så kan man se at det er bogomslag, visitkort, bryllupsinvitationer, lykkeønskning fra en borgmester til kronprinsparret, et diplom til et æresmedlem af en karateklub, osv. Intetsigende tekster i en ikke særlig opfindsom kalligrafi. Kun en enkelt kalligraf (som ikke er medlem af Kalligrafisk Forum) synes at være rigtig kalligraf: der vises sider fra bøger skrevet i hånden og illustreret med akvareller. De øvrige kalligrafer kaster sig ikke ud i det store, men ikke engang dekoration til væggen kan man købe i Danmark. I et land som Sverige har kalligrafien det vist ikke meget bedre, men prøv alligevel at se dette galleri: hem.passagen.se/kalligrafi.

Meninger om håndskriften og kalligrafien må man søge efter andre steder end på kalligrafernes hjemmeside. Og det eneste jeg har kunnet finde er en lille pjece med titlen "Håndskrift ved år 2000 - en vejledning udarbejdet af Nordisk Idégruppe for Håndskrift". Den må opfattes som officiel, fordi idégruppen består af personer fra undervisningsinstitutioner og fordi pjecen er bekostet af fonde og ministerier og udsendt til samtlige skoler i Norden. Heri kan man læse argumenter for at håndskriften fortsat tilegnes, og at det er beklageligt at timetallet er reduceret og at lærerne mangler færdighed og interesse, men bortset fra det, så går det godt: "Al forskning, erfaring og sund fornuft peger på, at forholdet mellem elektronisk skrift og håndskrift er et både-og!". En veletableret grundskrift som skolen skal indøve er det der skal til for at vi kan få en personlig skrift, en skrift der har "ånde og puls", og dette gerne på bekostning af umiddelbar læselighed. Den eneste trussel imod skriften der tales om er "forsømthed". Under "skrift og kultur" nævnes at "der er en naturlig sammenhæng mellem en bestemt tids udtryk på områder som fx arkitektur, daglig adfærd og det grafiske udtryk i skriften". Men dette anskues som et generationsspørgsmål, og udviklingen er positiv: "Skriften i vor tid er mere uregelmæssig end dengang, præget af større selvstændighed".

Det er nærliggende at sammenligne en sådan vurdering med den løbende debat – hvor der for det meste gives udtryk for bekymring - om sprogets og skriftens lyd- og retskrivningsmæssige side. Forskellen beror delvis på at medlemmerne af idégruppen og af Dansk Sprognævn kommer fra forskellige niveauer i det beskudte og synkefærdige men stadig opretstående elfenbenstårn, men også på at skriftens grafiske udformning opfattes som international og at de outrerede skriftformer kan betragtes som marginale, da de indtil nu kun er anvendt i kortere tekster der skal fange opmærksomheden.

Det er jo så heldigt at enhver kultur er reguleret af en vis konservatisme, som kan afværge ulykker og betyde at de ældre nogenlunde kan holde de sidste leveår ud. Forandringer i kulturen forplanter sig nemlig altid et bestemt sted fra, og menneskene på dette sted er i besiddelse af særlige evner eller privilegier og er derfor i mindretal. Dengang vor kultur var vertikalt ordnet skulle man ønske sig lærdom og dannelse, og var man afskåret fra at erhverve dannelse burde man elske dannelse og forsøge at imitere de dannedes tale og adfærd, hvilket kunne føre til barokke situationer, men bestræbelsen styrkede opfattelsen af kulturens "naturlige" orden. Selv om der i vor tid er vendt op og ned på kulturens natur, så gælder den samme mekanisme med analog efterligning og diktat om bevægelsesretningen. Folk, især de yngre generationer, elsker de forvredne og fartstribebehængte bogstaver og den rablende tale, men de er kun delvis i stand til at eftergøre disse kunstner. De har ikke evner og pædagogerne og skolelærerne som sikkert gerne ville, kan ikke give dem færdigheder. For de unge ligger sprogets betydning mere i formen end i indholdet. De kan ikke få talen til at glide på samme måde som nyheds- og reklameoplæserne, og det de udsender med mobiltelefonens tastatur giver dem en evig følelse af nederlag.

Man lad os nu lave et tankeeksperiment. Antag at et ungt kreativt geni har konstrueret et nyt sprog som bliver en stor mode hos de unge, det kræver undervisning og de ældre kan kun vanskeligt forstå de unges tale. Der ville omgående blive mediedebat, for og imod, og modstanderne (anført af Dansk Sprognævn) ville hævde at dette er et modefænomén der om kort tid vil være forbi, men efterlade skader på det danske sprog. Men hvad nu hvis et ungt geni havde designet nye skrifttegn som var bevidst provokerende og som ikke bare anvendtes til iøjenfaldende tekst, men vandt indpas i romaner med udbredelse og tykkelse som Harry Potter-bøgerne? Så ligger sagen udenfor Dansk Sprognævns domæne, men hvordan ville idégruppen reagere? At dømme efter pjecen - ikke mindst dens sprog - ville de hverken have tilbøjelighed eller have argumenter for indgreb (især ikke hvis børnenes motorik beviseligt blev forbedret). Og grafikerne ville vel bare mekanisk indlemme skriften i deres skriftatlas. Og hvad med kalligraferne? Ville de udskifte kvadraterne på deres hjemmeside med mesterværker indenfor den nye skriftkultur for i endnu højere grad at kunne vise at de følger med tiden?

Men da dette er et kulturkritisk tankeeksperiment som sikkert ingen har tænkt, og da massen som sagt er træg i forhold til eliten, og da vi idag stiller ringe krav til håndskrift, kan idégruppen konkludere: "Det er således overkommeligt at sikre håndskriften en fremtid i skole og læreruddannelse, som svarer til dens betydning i skole og samfund mange år frem".

Betydning mange år frem. Hvormange? De argumenter der opremses for vigtigheden af at håndskrift tilegnes, kan alle tilbagevises, og al sund fornuft peger på at det vil gå håndskriften som det er gået regnekunsten. Og hvordan kan man optages af denne ulykke, når vi står overfor en ulykke af helt andre dimensioner, nemlig selve skriftens forsvinden? Læsningen er på retur, ikke så meget som man engang frygtede, men det går langsomt nedad. Og brugen af computerens bogstavstaster vil også gå nedad. Og om nogle årtier kan flere former for akademisk uddannelse erhverves uden at man kan læse og skrive.

Selv om den europæiske åndsverden med dens tilbedelse af skriften må betragtes som forsvundet, vil tanken om skriftens forsvinden måske oprøre selv mange af dem der distancerer sig fra den gamle verden. Trods dette at viden tilegnes ved andet end bøger, får flere en højere uddannelse, og erhverver en tænkemåde og en forestilling om civiliseret kultur som er så præget af skriften, at en menneskehed bestående af "analfabeter" må føles ligeså fjern som en menneskehed der er biologisk forskellig fra os. I hvert fald vil ethvert menneske der har nævneværdigt med bøger at gøre, opleve skriftens unødvendighed og forsvinden som en dødsdom over begrebet kultur, og modsætte sig enhver bevægelse i denne retning. Og derfor kræve og selv bidrage til at skriften til enhver tid føles at være den primære vej til kundskab, og dette selvfølgelig igennem attraktive bogudgivelser og internetsider.

Men indsatsen skal også bestå i at selve skriften gøres mere attraktiv ved at øge sansen for skriftens grafiske udformning og skabe smukke skrifte og moderat fornyelse. Og den mest effektfulde måde at opnå dette på, må da være at lade håndskriften vinde indpas i bøger - og også på Internettet. Håndskrift klæder flere bøger end vi er opmærksomme på, fordi forfattere og forlag indtil nu ikke har overvejet håndskrift af økonomiske grunde. Ligefra fabler til matematik:

           

Man ser intet af den slags på kalligrafernes hjemmeside. Man får det indtryk at kalligrafer er mennesker der (i lighed med de unge og de dårlige forfattere) gerne vil skrive, men ikke véd hvad de skal skrive, og derfor er til fals for det mest underlødige. Mange, i hvert fald af aftenskolegængerne, ser vel kalligrafi som et isoleret kunsthåndværk, i slægt med porcelænsmaling, og når kalligrafien forbindes med noget, er det med Middelalder og Japan, og det er ikke tekstens indhold men alene skriftbilledet der interesserer. Den nutidige kalligrafi synes højst at have kunstnerisk forbindelse til billedkunsten, ikke til den kunstart der hviler på skriften: litteraturen.

Dette siger en del om vor tid, men man kan sige at skaderne går langt tilbage. Med bogtrykkunsten blev udsmykningen af bøger lagt i andre hænder, og den udsmykkede håndskrift blev begrænset til skrifter der ikke skulle mangfoldiggøres, men have et præg af fornemhed eller øvrighed. Mangfoldiggørelse af håndskrevne tekster blev først mulig med den fotografiske teknik, og i takt med forbedringen og billiggørelsen af denne, og ikke mindst dette at papiret blev billigere så teksten kunne begynde at fylde mere, skulle man have ventet at kalligrafien vandt udbredelse, dels til nye udgivelser som kunne vinde ved dette (børnebøger, lyrik, naturbøger, kunstbøger) og dels til luksusudgaver af tidligere trykte ting. Ja man kunne faktisk have forventet at idealet var blevet at man ikke kaldte sig kalligraf, men forfatter med den tilføjelse at man også tegner og kalligraferer. Der findes jo enkelte der som den engelske dame kan få det til at gå op i en højere enhed: skrive en bog af egen komposition i hånden og udsmykke med akvareller, som er den illustrationsform der bedst klæder kalligrafi. I det mindste skulle man have ventet at kalligrafien havde udviklet en forbindelse til litteraturen, som vel at mærke ikke bare bestod i afskrift, men også i tolkning, og at kalligraferne, i lighed med de klassiske komponister, var på evig jagt efter tekster af litterær eller blot kulturmæssig værdi som de kunne sætte deres præg på.

Således er det ikke gået, i hvert fald ikke her til lands: enhver nulevende partiturkomponist har sat sangstemme til digte, men næsten ingen kalligraf har seriøst fortolket med sin pen. Forskellen har at gøre med at klassisk musik er en alvorlig kunstart med lang tradition og uddannelse, og med krav om indsats og alsidighed, mens kalligrafien i lighed med ornamentikken (som også er en forsømt kunstart) blot opfattes som et udslag af menneskets trang til dekoration, og som sådan ikke kan have noget budskab i sig selv. Men forskellen har også at gøre med vores omgang med skriften.

Vor verdslige kulturform betyder, at vi har en tilbøjelighed til at se skriften som noget der før eller senere vil opstå indenfor enhver kultur og som et rent kommunikationsredskab der dækker alle livets områder. Vi opfatter de forskelle der er indenfor dansk som et spørgsmål om dialekt og grad af beherskelse. Men sprog og skrift er i tidens løb skabt til brug indenfor begrænsede områder, og en sådan begrænsning muliggør en poesi som et universelt sprog ikke kan have. Den arabiske skrift opstod for at udbrede Profetens ord, og da Koranen var en guddommelig åbenbaring var sproget mønstergyldigt, og dette at skriftsproget ikke udvikledes som det talte sprog, gav efterhånden litteraturen et særegent lærd og kunstlet præg. Også fransk opfattes som et litterært sprog, fordi franskmændene i klassicismens tid var ekstremt stilbevidste og mente at den franske litteratur overgik alle andre folkeslags, og nu efterhånden også var kommet på højde med den antikke digtning. En selvopfattelse som i høj grad har styrket det franske åndsliv. Dette at et sprog eller en skrift associeres med en bestemt åndsform og ikke i lige grad tilhører alle, kan styrke kulturen og gøre sproget rigere for de indviede end et sprog der betragtes som en selvfølge.

De højere kulturformers rigdomme åbenbarer sig kun for de indviede, men derfor kan det godt være en lykke at beskæftige sig med en kultur der er fjern og uddød, og som man kun kan have et tilskueragtigt forhold til, men så beror denne lykke på en egenskab ved den kultur man selv lever i, nemlig at lærdom, og især den art man besidder, nyder respekt og begunstiges. Når den eksklusive åndsvirksomhed ikke mere er en nations stolthed, som det er blevet tilfældet hos os, hvor viden er blevet hvermandseje og skal være til umiddelbar nytte og ikke må rangordnes, så forsvinder begrebet lærdom, og når forskeren (han kalder sig ikke mere videnskabsmand) til sin borddame skal forsvare sin optagethed af sit arbejde, så kan han ikke finde på andre ord end "interessant" og "spændende", og han oplever næppe selv mere ved faget end det disse ord dækker (- gjorde Søren Kierkegaard mon heller ikke dette?).

Det er mit indtryk at det er denne triste position vor tids kalligraf har indtaget. Han er bare en turist i fjerne og uddøde kulturer, og han læser endda ikke men kigger bare billeder, til gengæld skal han ikke forklare så meget, enhver kan se at det er flot og giver udtryk for det. Men kan det egentlig være særlig flot? Altså hvis det er den vestlige skrift. Det er hævdet, at grunden til at den latinske lærdomsverden overhalede den arabiske og kinesiske, var at dens skrift var lettest at tilegne og mangfoldiggøre. Og da denne lethed tilmed gav ideen til mekanisk mangfoldiggørelse, sattes farten yderligere op. Prisen der betaltes for denne intellektuelle ekspansion var et ensformigt skriftbillede i forhold til det orientalske og fjernøstlige, og denne ensformighed bidrog måske yderligere til fremskridt, da man jo alene havde blikket og tankerne rettet imod tekstens indhold og der derfor var større krav til dette.

Selv om man skabte modvægt til de monotone sider ved lidt dekoration, må vi erkende at de europæiske bøger ikke kunne give den store æstetiske nydelse hvis de ikke var rigt illustrerede. Og dog fandtes der i vesten en form for skriftbilleder som kunne glæde ved deres blotte udseende, nemlig indenfor de fagtraditioner hvor der var opstået en rig anvendelse af tegn udenfor den sædvanlige skrift. Jeg tænker først og fremmest på matematikken og musikken. Enhver der har sans for matematik vil føle en umiddelbar glæde ved synet af dette billede, også selv om han ikke kender noget til den sammenhæng det indgår i:

Og et kunstværk som dette udsmykkede engang ethvert klavers nodepult:

For den almindelige skrift derimod, skal der noget særligt til førend et skriftbillede kan fængsle, enten i indholdet eller i kalligrafien. Før i tiden hang der i enhver bondestue et bibelcitat - betydningsfulde og store og smukt dekorerede bogstaver, oftest broderede. Også Omar Khayyám's "Rubáiyát" kan bære:

Men en sådan dekoration her er kun til et par anerkendende ord til ejeren og til kalligrafen:

Da matematikkens og musikkens tegnsystemer er opstået ad snørklede veje, kunne de være uhensigtsmæssige. Men dette problem måtte være meget alvorligt, hvis forandringer skulle føres igennem. Matematikkens system kan ikke i nævneværdig grad kaldes uhensigtsmæssigt, tværtimod, notationen har været særdeles fremmende for tænkningen, den er blot typografisk besværlig (f.eks. de viste integraltegn med øvre og nedre talangivelser), men dette har ingen betydning for det daglige arbejde hvor der skrives i hånden, og det er netop uregelmæssighederne der giver et skriftbillede charme. Musikkens notationssystem som er opstået til brug for tonal musik, er håbløst til atonal musik, og man skulle have ventet at det var blevet forladt i det 20. årh., men et sådant forslag ville blive nedstemt af selv den mest progressive komponist. Musikerne spiller mest den gamle musik, og enhver komponist har lært et instrument inden han tænker på at komponere, og har derfor lært systemets besværligheder. Og så er musikere bevidste om nodebilledets æstetiske værdi.

Denne værnen om skriftbilledet er gået tabt når det gælder den almindelige skrift. De fleste gouterer stor variation i brødtekstens skrift, og når det gælder den øvrige brug af bogstaver og disse kombination med billeder er der frit slag.

Hvis man indenfor dette eller et andet kunstnerisk område giver udtryk for at et skaberværk er grimt, kan skaberen sige at han er helt uenig, men man kan også forestille sig at han siger at værdien af hans værk ligger et andet sted, æstetik har ikke været afgørende for ham. I vor tid er det sidste det mest sandsynlige. I hvert fald er der ikke nogen der forsvarer deres anderledes skønhedsopfattelse med samme iver som tidligere. Skulle det virkelig være en kendsgerning at vores interesse for æstetik er aftagende, kan denne kulturbevægelse vel ikke uden videre betragtes som kulturmæssigt fordærv. Søgen imod skønhed ligger i menneskets natur, men en egentlig sans for skønhed forudsætter kultivering, og der er stor forskel på de forskellige kultures optagenhed af denne side af menneskets natur. I et fattigt, gudsfrygtigt og isoleret samfund er der ikke megen skænderi om æstetik, men af den grund kan et sådant folk da ikke kaldes fordærvet.

Men uanset hvor ringe sans en kultur har for æstetik, så spiller den en rolle, og tingenes udseende påvirker os. Derfor er det væsentligt, at de mennesker der i særlig grad sætter deres aftryk på verden, i højere grad end de fleste har plejet deres æstetiske sans. Og her har der altid hersket den ulykkelige omstændighed, at dette har netop disse haft sværest ved. Af den grund at de har sværere ved at beskytte sig imod "forurening" end det menige menneske. De der underviser ser så megen makværk at det i længden nedbryder, og de der må sælge deres kunnen til enhver som vil betale, må indordne sig under dennes smag og mål, og gør det vel med årene med mindre og mindre skrupler.

Om disse to forhold: diskussion om betydningen af æstetik er aftagende eller om vores smag blot er forandret, samt om virkningen af kulturforurening, synes skriftfolkene at være den faggruppe der har mindst at sige. Af to grunde, så vidt jeg kan se: det er dem der er hårdest ramt, og da deres fag mere betragtes som håndværk end kunst, forventes ikke megen tale fra deres side.

At opdelingen af menneskeheden har forandret sig fra folkeslag og kulturer med forskellige sindelag, og med deraf følgende vanskeligheder ved at omgås hinanden, til målgrupper, skinner igennem i Folkeskolens cirkulære "Fælles mål". Et af punkterne lyder "anvende layout og bruge billeder i deres egne tekster, så det fremmer tekstens kommunikation", og de øvrige punkter er fyldt af ord som "klart og forståeligt", "passer til situationen" og "støtter hensigten". Men ikke noget sted tangeres begrebet æstetik, og der tales selvfølgelig slet ikke om kulturbevægelser som skolen skal modarbejde. Og årsagen er - så vidt jeg kan se - at skolefolket er åndsbeslægtet med skriftfolket.

I de nutidige bøger om skrift og layout jeg har set, tales om de forskellige tidsaldres verdensbillede og smag, men der anlægges ikke vurderinger. Forfatteren vil formentlig tage afstand fra nazismen, men giver ikke eksempler på, på hvilken måde denne åndsformørkelse afspejlede sig i skrift og layout. Man gætter at årsagen er, at forfatteren ikke er i stand til det ud fra sin tilgang til faget. Thi denne er rent teknisk, og psykologi er vist den vigtigste bestanddel, og ifølge denne vurderingsmåde kunne den nazistiske propaganda meget vel være mesterværker.

Engang var det således, at uddannelse indenfor "de skønne kunster" førte såvel berigelse som vrede med sig, og jo mere uddannelse jo større forskel imellem disse poler. Berigelse fordi man var iblandt skønne ting og kunne se noget i dem som andre var blinde for, men samtidig vrede over denne blindhed hos andre, og især dens konsekvenser. Og hvis det virkelig skulle være tilfældet at skrift- og layoutfolkene opfattede deres kunst som "skøn", så skulle man tro, at i takt med at flere og flere betræder deres territorium, måtte deres raseri efterhånden have nået et sådant niveau, at der var fare for voldshandlinger fra deres side. Men det er der slet ikke - det virker nærmest som om det er mig, som kræver skønheden genindført, der risikerer at få ørerne i maskinen.

Da jeg første gang fik tilsendt alfabeter til mit program, frygtede jeg at tegnene afspejlede den feststemning der kendetegner vor tid, men de kunne såmænd alle være skrevne i min barndom. Årsagen ligger vel mest i mangel på fantasi, men den kan også ligge i at de ikke er erhvervsudøvende indenfor det grafiske område, eller i at de kun er det indenfor det kalligrafiske område og at kunderne her er i deres højtidelige hjørne. Men den ønskelige årsag ville være, at mennesker der om sig selv bruger det fine ord kalligraf, er mennesker der i modsætning til de øvrige skriftfolk har blik og sans for æstetik, og er opmærksomme på de ovennævnte problemer, og gerne vil gøre noget for skriften. Men hvis kalligrafer virkelig var sådanne mennesker, hvorfor gør de så ikke noget? Hvorfor kaster de sig ud i større og mere synlige ting, når der faktisk er gode muligheder for det? Bøger er endnu ikke voldsomt på retur, og vi elsker de flot udstyrede bøger og har råd til dem, og selv om de fornemme bøger mere er til pynt end til læsning, så er der da en ganske livlig aktivitet når det gælder nyoversættelser og nytolkninger (f.eks. af antik digtning og af dramatik).

Ifølge mine undersøgelser (indtil nu) findes kun én dansk bog der er skrevet i hånden, nemlig Regitze Steinbruch's "Pennefjer & Sneglehuse" (1998), hvorfra den først viste illustration er hentet. Den vidner om kunstnerisk talent, og i modsætning til de andre frembringelser i dansk kalligrafi er denne bog hvad jeg forstår ved rigtig kalligrafi. Men teksterne er citater fra flere forfattere, og bogen må kaldes et kuriosum - en udpræget gavebog. Den er ikke helt det jeg efterlyser: det lykkelige samarbejde imellem f.eks. en digter og en kalligraf, hvor kalligrafien altså følger teksten og tilføjer den liv og betydning. I Steinbruch's bog er der ikke alle steder samklang imellem tekst og illustrationer:

Kalligrafien harmonerer med teksten, men tegningerne har ikke noget at gøre med bølgegang i vand og græs og korn.

De øvrige kalligrafiske skaberværker vil jeg tillade mig at kalde "computerkalligrafi", da de uden besvær kan eftergøres med computer (og det er forståeligt at disse kalligrafer ikke vil levere skrift til mit program):

Kalligrafisk Forum taler i formålsparagraffen om "at skabe interesse for og øge kendskabet til kalligrafi", og at dette "søges virkeliggjort gennem kurser, møder, foredrag, udstillinger og publikationer". Jeg har på fornemmelsen at der med "publikationer" kun er tænkt på bøger om kalligrafisk skrift, ikke bøger i kalligrafisk skrift. Og kalligrafien er da ikke bare noget der skal skabes interesse for og øges kendskab til, den skulle da gerne være en del af vores kultur, og således også komme de tilgode der ikke ligefrem har særlig interesse i den. Når en musikforening taler om at skabe interesse og øge kendskab, så er det da underforstået at foreningen skal opfattes som et tilbud til særligt interesserede indenfor et musikliv som er eller burde være alment.

En kalligrafi der er en del af vores kultur, burde være mere end T-shirts og bevingede ord i glas og ramme, den burde være bøger i bogreolen og hos boghandleren - og den burde også optræde på internetsider. Og så burde den være almen brug af skønskrift. Den tid er måske definitivt forbi hvor almindelige mennesker vil skrive længere skrivelser i hånden, men computerkalligrafien kan betyde at mennesker der ynder håndskrift og egentlig gerne ville skrive mere i hånden, vælger denne mulighed med brug af deres egen håndskrift. De vil derfor være motiverede til at kultivere deres skrift, arbejde sig frem til en der er velegnet og personlig, opdatere den i tidens løb, udarbejde flere typer, osv. Blev dette en almindelig skik, burde nogle af disse håndskriftfiler indsamles og arkiveres og betragtes som en del af vor kulturarv. I så fald kunne man forvente at de også fandt praktisk anvendelse, idet vore fjerne efterkommere kunne finde på at betjene sig af håndskrifte som gik helt tilbage til vores tid. Men hvem skulle stå for denne indsamling og arkivering? Skulle det ikke være kalligrafernes forening? Og skulle foreningen så ikke virke for at denne udvikling kom igang?

En kalligraf jeg talte med fandt skriften i "Naturdagbog af en engelsk dame" kedelig. Ja, den engelske dame kaldte sig vel heller ikke kalligraf, og den dansker der har kalligraferet oversættelsen har vel forsøgt at ramme originalens skrift. Og jeg er da også sikker på at kalligrafen jeg talte med kunne gøre det bedre, men en sådan kalligrafi som er mere kunst end håndværk beherskes kun af få, og hvor mange bøger kunne der produceres, hvis hele skrivningen skulle udføres i hånden? Det forudsætter idealisme og tid, men hvis størrelsen af disse faktorer ikke rækker til en meget beskeden løn, hvormange bøger kunne så tjene pengene hjem? Var det så ikke bedre at lade computeren give denne industri et skub fremad, så håndskrevne bøger blev mere synlige og så man kunne se hvordan det ville gå? Der ville i hvert fald ske det, at kvaliteten af den rigtige kalligrafi ville stige, da det meste af det vi ser idag ikke ville blive accepteret hvis der var computerkalligrafi at sammenligne med. Jeg spurgte min boghandler hvormange af bøgerne i hans forretning der var i kalligrafisk skrift - skrevet i hånden - og han svarede ikke blot at der ikke var nogen, men at han ikke kendte nogen. Var det ikke rimeligt at han havde sagt: "La' mig se, vi har vel en fem-ti stykker, de fleste er selvfølgelig lavet med computer, men kalligraferne er efterhånden blevet ganske dygtige til den skrift, prøv at se disse her...".

Opslaget han viste så måske ud som naturdagbogen:

Skulle denne bog laves med computer, behøvede man kun skrifttyperne der optræder på denne side, dvs. normal og kursiv, resten (overskrifterne der er månedernes navne og skrift der indgår i tegninger) kunne laves manuelt. Da skriften er ujævn i størrelse, burde man også lade de indskannede tegn være dette, og derfor have særlig mange varianter, og indrette programmet således at den variant der vælges nogenlunde har samme størrelse som den foregående, og således at man kan styrre størrelsen, ved at den stiger eller falder lidt efter tryk på nogle bestemte taster. For en øvet kalligraf vurderer jeg arbejdet med at nedskrive tegnene og indtaste de tal der bestemmer deres placering i forhold til linien og forhold til hinanden, til 3-4 timer, og så har man endda en skrift der kan bruges til anden skrivning, og således sælges og tjenes penge på. Desuden medfører den nemme redigering af teksten at der er større sandsynlighed for et smukt resultat.

Selvfølgelig kommer teknikken engang, og selvfølgelig bliver de almindelige tekstbehandlingsprogrammer så avancerede at de kan skrive denne skrift, og der vil altså medfølge og kunne købes skriftfiler med håndskrift, og skriftene vil bære kalligrafenes navne. Men hvilke navne? Vil man engang kunne få kalligraferne i jantelovens land bort fra den opfattelse, at deres indsats ikke er mere værd end at den fortjener at forsvinde sammen med dødsboerne, og få dem til at tro at de er noget?

 

november 2006

 

Efterskrift

Denne artikel har været forelagt bestyrelsen for Kalligrafisk Forum. Jeg gjorde opmærksom på, at da jeg skrev om en sag som jeg endnu ikke har undersøgt til bunds, er der nok mange usandheder og misforståelser, og jeg bad om at få disse rettet, så artiklen om nogen tid kan fremstå som et seriøst debatindlæg der - sammen med mit tekstbehandlingsprogram - kan få en gavnlig virkning på vores brug af håndskrift og skrift i almindelighed. Men bestyrelsen har ikke reageret.

Denne tavshed overrasker ikke. Jeg har rettet en lignende kritik imod matematikmiljøet og Dansk Matematisk Forening, og den er heller aldrig blevet bragt i deres blad eller kommenteret. Indenfor dette fag var en voldsom debat i 70-erne, idet de studerende krævede faget totalt reformeret (gjort mere nytteorienteret naturligvis). De studerende fik deres krav igennem og fik siden lærerstillingerne, og efter dette generationsskifte har der ikke været nogen debat. Jeg spurgte tidsskriftredaktøren om det virkelig kunne være sandt, at der ikke mere blev indsendt indlæg som behandler den store forandring der er sket i vores omgang med dette gamle og engang så agtværdige fag, "ja" svarede han og grinede.

Hos kalligraferne må man forvente endnu mindre. Ligeså dygtige de er til skriftens form, ligeså dårlige er de vel til dens indhold. Og deres fag har aldrig været agtværdigt. I modsætning til matematik, kunne enhver jo skrive, og nogle kunne det lidt bedre end andre, men da det var svært at imponere nogen, var det kun få der gad. Men i takt med håndskriftens forsvinden, kunne kalligrafien jo vinde udbredelse, men i så fald: hvordan ville fremtidens kalligrafi se ud? Er det hele ikke for sent? Som det vil fremgå af det sidste link på denne side, hører den ind under en side om fraktaler. Disse figurer vakte opsigt da de kom frem for tyve år siden, men de kom for sent, og derfor er de kommet til at dele skæbne med skønskriften. Ligesom denne tages de ikke alvorligt som kunst, og på samme måde som kalligraferne kun interesserer sig det allermest nødvendige for litteratur, så interesserer fraktalkonstruktørerne sig kun det allermest nødvendige for matematik.

Det er dette jeg dokumenterer på fraktalsiden. Jeg har udført et arbejde som skulle have været gjort for tyve år siden, nemlig at udvikle en teori for hvordan man kan få de såkaldte Julia- og Mandelbrot-mængder til at vise sig direkte, så de bliver smukkest, og ikke, som hidtil, indirekte igennem en farvelægning, hvilket gør billedet grumset. Og jeg har fremstillet en række billeder som, uden at jeg vil betragte dem som kunst, skulle være det man skulle mene at en ynder af klassisk europæisk kunst ville foretrække.

Men en sådan formodet ynder, hvor står han i vor tid? Jeg lavede et eksperiment: jeg forelagde en billedkunstner der havde skrevet en akvarellærebog nogle fraktalbilleder fra Internettet, som jeg egentlig regnede med at han ville forkaste allesammen, og bad ham udvælge det smukkeste. Han gjorde ingen indsigelser, og han valgte det billede som jeg syntes var mest afskyeligt:

Kunstneren greb sagen an fra samme vinkel som nutidens grafikere gør: han vurderede ikke kultur, men udelukkende regler: "en monochrom harmoni i grøn med 'carmine' som er dennes komplimentærfarve". Måske har han været så optaget af at sætte ord på farverne, at han slet ikke har "set" billedet. Og den kultur som dette "kunstværk" tydeligvis er et produkt af (jvf. bogstaverne), har tilsyneladende ikke stødt ham, selv om han er en ældre mand. Hvis kalligrafien havde været mere på mode, ville jeg sikkert have fået den samme forskrækkelse, hvis det var kalligrafi jeg havde forelagt ham.

Som forholdene indenfor dette fag er nu, er man mest forarget over den ringe standard:

           

Disse billeder er illustrationer fra "Håndbog i Kalligrafi" af Diana Hardy Wilson (dansk udgave 1992). Det venstre viser hvor lidt der skal til for at blive lovprist indenfor det grafiske område (ordet "blue" er ikke engang harmonisk tegnet) og det højre viser hvor irriterende en bryllupsinvitation kan bringes til at se ud. På den anden side, i en bog med så mange gengivelser af nutidige arbejder indenfor et så konservativt fag, vil der være noget for enhver smag. Og det der først imponerer, er det der er lavet af mennesker det helt holder sig til traditionen og virkelig behersker den:

Også denne bryllupsinvitation må beundres:

Den er (dvs. var) slet ikke (som billedteksten oplyser) uformel og avangardistisk, men er netop hvad man i vor tid burde forvente når man i denne anledning henvender sig til en kalligraf. Da kalligrafer som sagt ikke har noget de virkelig brænder efter at skrive, er der bestemte ting der går igen og igen. På første pladsen kommer alfabeterne, som de har et nært forhold til, og på anden pladsen kommer Bibelen eller noget andet gammelt, som næppe ligger dem alvorligt på sinde:

           

Det venstre er så regelmæssigt at man begynder at kigge efter om det overhovedet er kalligrafi, det højre (uddrag fra 1. Mosebog) med dets mange tekstbokse og fremhævelser, skal man nok være vænnet til tegneserier og de moderne lærebøger for rigtigt at kunne værdsætte. Det jeg mest har ønsket at se er "den håndskrevne bog", men en sådan kan man først vurdere når man har den i hånden. Med mindre den som disse bare er en trykt bog der er skrevet i hånden:

Det er sådanne bøger jeg forestiller mig at mit program blandt andet skulle bruges til - hvis jeg engang opnår kalligrafernes godkendelse.

En ting må kalligraferne i hvert fald være klar over: hvis computerteknikken vinder udbredelse vil det betyde, at mennesker der overhovedet ikke kan skrive kalligrafisk vil kalde sig kalligrafer. De er blot, ligesom de fleste grafikere, tilrettelæggere. Og det kan være umuligt at afgøre hvordan deres skaberværk er fremkommet. Det er denne situation der hersker indenfor fraktalernes verden: det ovenfor viste billede med signatur er garanteret lavet med et købt program, og fremgangsmåden er denne: indtast en tilfældig matematisk formel, zoom ind et sted hvor mønsteret ser interessant ud og prøv derefter alle mulige farvelægninger ved at trække frem og tilbage i nogle skydehåndtag. Da dette er den allernemmeste måde man kan blive kunstner på, og da man også kan opnå at folk ser ens værker, er det håbløst at nå frem til den rigtige kunst. For denne må vel findes i en så stor mangfoldighed som der her er tale om, og når det kommer til stykket er der måske ganske mange billeder som man ville synes om. Noget tyder på det, siden jeg med min begrænsede tålmodighed på Internettet har kunne finde dette billede:

Jeg kender ikke noget til ophavsmanden, men jeg kan se at billedet er lavet ved programmering helt fra grunden, og det vidner om stor teknisk kunnen og god smag: omhyggeligt udvalgt matematisk formel og lokalitet, fin farvesammensætning og fantasifuld fri udsmykning af det strenge centralmotiv. Bemærk at der i de gyldne trekantede felter er strøg som må være lavet med en pen på et papir som derefter er skannet. Og disse streger kunne jo være skrifttegn. Jeg viser billedet fordi en kalligraf fortalte mig at computeren slet ikke kan være til nogen nytte, når det gælder rigtig kalligrafi. Men ville et billede som dette, hvori der var indlagt en tekst hvis indhold og kalligrafi var i samklang med mønsteret, ikke vidne om mere talent og arbejdsindsats end de geometriske mønstre som kalligraferne ellers betjener sig af? De mønstre jeg har set har i hvert fald ikke været videre opfindsomme. Det er mest noget med sætninger der snor sig indad i en spiral således at bogstaverne bliver mindre og mindre. En dag når jeg får tid, vil jeg lave et sådant billede der gør kalligrafernes billeder til skamme: jeg vil lave billedet således at man (ligesom i mine fraktalbilleder) kan zoome ned og se mere og mere, og da man på denne måde kan forstørre op til omkring en million milliard gange, betyder det at hele verdenslitteraturen kan være i en sådan spiral - det har jeg nu ikke tænkt mig, jeg vil bare nøjes med f.eks. Bibelen. Og hvis dette betyder at kalligraferne taber lysten til deres spiraler, kan jeg tilbyde at bringe dem videre: jeg har lavet et program der kan fremstille fraktalbilleder som det viste, men jeg har endnu ikke arbejdet alvorligt med programmet, og jeg har måske heller ikke kunstnerisk talent nok, men hvis en kalligraf mener at han er så dygtig at han kan se muligheder her, så kan jeg tilpasse programmet til hans forestillinger og instruere ham i at betjene det.

 

december 2006

Computerkalligrafi

Denne side hører under:

juliasets.dk