den 11. juni 2015





          Kære Dorthe Jørgensen

Jeg arbejder på en bog om religion og æstetik, og har derfor læst din seneste bog med stor interesse. Jeg inddrager materiale fra den i min bog, men jeg har (som ventet) ikke fundet noget i din bog som kan være til direkte gavn for min egen filosoferen. Jeg har blot endnu engang fået bekræftet, at min tænkning er fraværende indenfor teologien og fagæstetikken - til hvilket du måske vil sige, at min tænkning ikke har noget med religion og æstetik at gøre. Jeg regner dog med at mit projekt vil interessere dig, så derfor vil jeg præsentere dig for nogle spørgsmål hvor vi ser forskelligt på tingene:

1. Verdsliggørelsen kalder vi den kulturbevægelse som i første omgang betød, at kristendommen (i de dannede kredse) blev fortrængt af et højere verdsligt åndsliv (kunsten og videnskaben), og som dernæst betød, at det også gik tilbage for dette åndsliv, ikke i den forstand at det er forsvundet - tværtimod, det har aldrig været mere udbredt - men i den forstand at det ikke mere er et højere åndsliv. Der er i hvert fald ikke mere nogen særlig respekt for åndelig kunnen og skabervirksomhed. Det eneste hellige der er tilbage, er de klenodier fra fortiden som vi opbevarer på museer og biblioteker - og som vores efterkommere måske engang vil begynde at sælge ud af. I min bog påtager jeg mig at give et bud på en ret præcis definition af en kulturform der kan opfattes som det modsatte af "en verdslig kultur". Jeg kalder den for "en religiøs kultur", selvom begrebet tro ikke indgår i min definition. Jeg kan ærlig talt ikke se hvad jeg skal med størrelser som tro og bøn, jeg har et rigt "verdsligt" åndsliv, og jeg mener selv at det har haft alle de gode virkninger som du taler om at tro og bøn kan have. For mig har religiøsitet at gøre med at der i samfundet hersker fordringer til mennesket af åndelig og æstetisk art. Hvis man arbejder seriøst og ansvarsfuldt indenfor en veludviklet kulturtradition af åndelig og æstetisk natur, udfører man det jeg i min bog kalder en kærlighedsgerning. En religiøs kultur er en kultur hvor der er rige muligheder for (og officiel tilskyndelse til) kærlighedsgerning. Det kan være kærlighed imellem to mennesker og det kan være faglig kærlighed og meget mere. Endvidere hersker der i en religiøs kultur en almen kulturkærlighed (som svarer til fædrelandskærlighed). Da man i "den europæiske åndsverden" (som jeg betragter som afviklet og derfor må omtales i datid) havde rige muligheder for kærlighedsgerning, var denne en religiøs kultur. Jeg opfatter mig selv som et udpræget produkt af den europæiske åndsverden, for eksempel er det den klassiske musiktradition som står mig nærmest, jeg opfatter den rytmiske musik som fremmed for den europæiske ånd.

2. Du definerer religion som "tro på en bestemt gud", og nærmere bestemt er en religion en fortolkning af begrebet "tro som sådan", et begreb som forekommer mig at være identisk med æstetisk erfaring. Meningen med en religion er at den er en rigdomskilde, men hvis "tro som sådan" er det samme som æstetisk erfaring, så kan man også skabe rigdom på en anden og mere nærliggende måde, nemlig ved at kultivere den æstetiske erfaring. Det er det man gør i det jeg kalder en religiøs kultur. Og det er jo det du selv har gjort igennem dine studier og dit arbejde. Jeg er ikke bekendt med din tro og dens betydning for dig, men det er nærliggende at tro at filosofien i virkeligheden er din sande religion. Du vil måske sige, at hvis man dyrker et fag som en religion, så er der tale om en erstatningsreligion, men det må vel komme an på fagets åndelige og æstetiske potentiale og på hvordan man dyrker det.

3. Du taler om nogle betingelser som en religion (fortolkning) må opfylde: den skal være troværdig og almengyldig og have forundringspotentiale. Men hvis jeg forstår "troværdig" og "almengyldig" ret, så kan disse betingelser ikke opfyldes, og hvis de var opfyldte, ville der ikke være forundring. En religion skal også helst have det jeg kalder tyngde. Kristendommen er rigere end en nyreligiøs bevægelse, siger du, fordi kristendommen har mere historie og er mere kompleks. Ja, men der er en anden og vigtigere grund til at kristendommen i kraft af sin tyngde har været rigere, nemlig dette at den i tidens løb har resulteret i et utal af veludviklede religiøse praktiser prægede af lokale forhold. En religion i sig selv er en konstruktion, og er som sådan uden følelsesmæssig værdi for mennesket. Det er igennem en veludviklet religiøs praksis at en religion får værdi. Kristendommens værdi for danskeren i tidens løb har ligget i lokale stemningsskabende ting såsom atmosfæren i kirken, menighedssangen og den fjerne lyd af kirkeklokker der ringer solen ned. En religion får tyngde ved at være et fælles anliggende, og ved at fællesskabet går på tværs af tiden. Private gudsforestillinger og åndelige øvelser er ikke religiøsitet - efter mine begreber.

4. Du synes at fraskrive videnskabeligt arbejde værdi i forhold til filosofi og kunstnerisk arbejde, fordi videnskabeligt arbejde er intentionelt. Du nævner at videnskabsmanden i lighed med kunstneren i den allerførste skaberfase "har del i genialitetens første led: den frie association", men at "metoden" herefter gør arbejdet mekanisk. Dette gælder utvivlsomt for megen af vor tids forskning, men indenfor videnskaben kan arbejdet være lige så rigt på fri association som for eksempel romanforfatterens arbejde, og han må jo også følge regler. En videnskabsmand og en romanforfatter som næsten er færdige med deres arbejde (henh. afhandling og roman) kan pludselig få en genial idé som kan berige værket, og de må begge få halet ideen frem i lyset og se om den er holdbar, og i bekræftende fald udforme den i deres respektive sprog, men de baner som deres frie tænkning forløber i, og den tilfredsstillelse den giver, er ikke væsensforskellige.

5. Som fagfilosof forsøger du at "se tingene udefra", vel vidende at dette er en umulighed: din tænkning hviler tungt på "den europæiske åndsverden". Du redegør ikke eksplicit for dit udgangspunkt, men du har tendens til at opfatte din tænkning som universel. Det ikke-universelle ligger blot i at du mener, at filosofien hverken kan eller skal nå frem til endegyldige sandheder. I min bog skelner jeg imellem "det universelle" og "det lokale". Jeg fremsætter dels den påstand, at enhver form for værdi har oprindelse i kulturen (selv naturskønhed er noget vi lærer at se). Og dels den påstand, at det som kan give mest værdi, altid beror på kulturelementer af lokal karakter, som de nævnte forhold i den danske kristne praksis. Det lokale er det steds- og tidsbestemte, og det er altid flygtigt og uforståeligt for fremmede. Der er virkelig universelle ting (for eksempel naturlovene) og ting der nærmer sig det universelle (for eksempel visse etiske regler), og sådanne ting kan være til praktisk nytte, men de kan aldrig i sig selv have følelsesmæssig værdi. En smagsdom kan i høj grad være almengyldig, men dette gælder da kun indenfor en bestemt kultur. Ethvert seriøst kunstværk hører hjemme i en bestemt og veludviklet kunsttradition. Og kunstner er man, når man har gennemgået en solid skoling indenfor en veludviklet kunsttradition, og en betingelse for at man kan modtage et kunstværk, er at man (på modtagerniveau) har tilegnet sig den kunsttraditionen som værket hører til. Således forstår jeg Heideggers udsagn: "Værkets væsen er kunsten" (kunsten = værkets kunsttradition). Jeg har ikke set de "Rullende engle", men jeg ville sikkert sige at værket ikke er kunst, da det primært bygger på en idé som enhver kan få - ja værket kunne jo være tingester som blot er taget ud af den sammenhæng de er konstrueret til. I min bog efterlyser jeg et ord for sådanne hændelser (sære begivenheder, naturkatastrofer og terrorangreb) som giver oplevelser der minder om kunst. En sådan hændelse kan føre til kunst, nemlig når den bearbejdes i en kunstnerisk form (som for eksempel en roman) eller når den beskrives af en person der (som du) har lært at skrive om kunst.

6. Den skønhed som du (tilsyneladende) sætter højest, er den skønhed som umiddelbart melder sig og tilegnes kontemplativt, og som er alment tilgængelig og nemt kan formidles til andre. Min bog handler om en form for skønhed som du slet ikke taler om, nemlig den skønhed som først viser sig igennem en arbejdsindsats af den særlige art som jeg kalder kærlighedsgerning. Som et eksempel kan jeg nævne den skønhed som man kan finde indenfor den rene matematik, altså den matematik som dyrkes for skønhedens skyld og hvor arbejdet ikke kan kaldes intentionelt. Den rene matematik er måske det sted hvor man kan finde mest skønhed, fordi den rene matematik i lang tid uforstyrret har fået lov til at "vokse i højden", idet man (selvom moden har skiftet) ikke (som indenfor kunsten) har forladt traditionen så man skulle "begynde forfra". Der findes matematiske teoridannelser af stor skønhed, men hvor det kan tage mange år at nå frem til skønheden. Men skønheden er i en vis forstand skjult, da den så at sige er druknet i arbejde. Matematikeren taler ikke så meget om skønheden, og han kan jo kun vise den til en fagfælle. Der er her tale om en form for skønhed som kun viser sig for den som alvorligt og samvittighedsfuldt har tilegnet sig en fagtradition indenfor det åndelige og æstetiske område. Og netop følelsen af at leve op til fagtraditionens arbejdsideal, er en væsentlig del af tilfredsstillelsen (skønheden) ved arbejdet.

7. Der er en årsag til den aftagende betydning af det religiøse som du ikke kommer ind på, nemlig den at vi lever i en tid hvor den udadvendte adfærd er på mode, fordi denne er en fordel i en tidsalder med hastige forandringer. Det indadvendte og udadvendte er ikke bare et spørgsmål om gener, det er også kulturbestemt. For mig er religiøsitet nært forbundet med indadvendthed. Et fromt menneske er indadvendt, og tidligere var det hovedsagelig indadvendte der blev kunstnere og videnskabsmænd. Romantikken var en indadvendt åndsstrømning, og jeg ser denne tidsalder som et kulminationspunkt for det religiøse i bred forstand.

8. Du er inde på dette med at det grimme kan besidde skønhed (for eksempel ved slitage), derfor er det grimme ikke det værste man kan forestille sig. Det værste er et fænomen som ikke tidligere er set, og som du slet ikke taler om, nemlig steriliteten, dette at noget virker livsfjendsk (kunststofferne, bilerne, ødelæggelserne af landskabet). Steriliteten ser jeg som en hån imod livet: vi ønsker ikke at det fortsætter, fordi vi oplever fremtiden som totalt ukendt og derfor fremmed og uønsket. Da det jo hovedsagelig er blevet igennem computerskærmen at vi ser verden, og da der i programmer og internetsider normalt ikke er den ringeste æstetiske intention, går vi måske en tid i møde, hvor tingenes udseende (og ligeledes lydindtrykkene) hverken vækker positive eller negative følelser.

9. Du forskønner din tænkning ved at holde dig til det antydningsvise. Det ville være utænkeligt at du som et eksempel på merbetydning nævnte den merbetydning som en ting kan have for en håndværker. Jeg deler din berøringsangst, idet jeg i min bog holder mig til "min egen kultur", men her er jeg til gengæld ekstremt konkret. Hvor det altså er meningen at læseren af din bog selv skal eksemplificere, så er det meningen at læseren af min bog vejledt af mine eksempler, skal gennemtænke de analoge problemstillinger indenfor sine egne interesseområder.

10. I min bog tegner jeg et portræt af "den europæiske åndsverden" - for det meste dog indirekte. Den opstod i renæssancen, kulminerede omkring år 1800 og blev afviklet i løbet af det 20. århundrede (men satte dog sine ædleste frugter i afviklingsperioden). Det karakteristiske for "den europæiske åndsverden" (som jeg opfatter den) var de mangfoldige muligheder for kærlighedsgerning. I min bog har jeg et andet ord for kærlighedsgerning, nemlig arbejde. Og jeg sætter arbejde i modsætning til (hobbyvirksomhed og) produktion, som er dette at tilvirke varer og levere tjenesteydelser. Arbejde er en "indre" nødvendighed, hvorimod produktion er en "ydre" nødvendighed - noget man henholdsvis ikke kan og kan forklare hvorfor man udfører. Man skulle jo egentlig tro at udviklingen, i kraft af det øgede uddannelsesniveau og den øgede frihed, var gået i den retning, at arbejdet vandt frem og produktionstiden (og levestandarden) holdtes nede, men det er gået lige modsat: arbejdet er næsten forsvundet og produktionstiden er forøget. Den umiddelbare forklaring er at "Sorteper" bliver givet videre fra generation til generation: børnene lærer ikke at arbejde, fordi hverken deres forældre eller lærere arbejder. Fritiden har ingen større værdi, så derfor kan man jo lige så godt tilbringe det meste af dagen på en arbejdsplads. Men antag at det blev almindeligt, at der er mennesker der arbejder så meget som muligt og producer så lidt som muligt, så ville arbejdet jo blive devalueret, og folks kreative skabervirksomhed ville blive en plage. Sådan behøver det ganske vist ikke at gå, det kan undgås ved at indføre høje arbejdsidealer og håndfast udvælgelse (altså ved at gøre kulturen "religiøs"), men tiderne er ikke til en sådan styring af kulturen. Om den europæiske åndsverden må man derfor sige, at den har haft sin tid på samme måde som kristendommen har haft sin tid. Du synes at have den opfattelse at filosofien altid vil bestå. Nej, det har været højst kulturbestemt hvad man har filosoferet over, og det er selve dette at filosofere også. Dit opfattelse kommer af at æstetikken har været i vækst, men dette beror på kunstbegrebets udvanding og opløsning og på den øgede æstetisering. Du betragter din bog som et bidrag til starten på en ny og udvidet "skøn tænkning", men jeg vil påstå, at den inden længe vil blive kaldt "den skønne tænknings slutsten". Ikke bare fordi sansen for skønhed reduceres, men også fordi de filosofiske projekter altid kun når til et vist trin. Dette gælder for eksempel projektet semantisk betydningslære (Michael Dummett): retningslinierne er udstukkede, men man vil ikke nå meget videre. Og situationen bliver ikke bedre af, at det bliver en mere og mere udbredt opfattelse, at den slags tænkning ikke er til nogen nytte. Men selvfølgelig, engang kan tiderne vende: der kan komme en ny "religiøsliggørelse".

Jeg vedlægger nogle sider fra min bog. Jeg taler dér om at "levnedsskildringer". Min bog er en fiktiv levnedsskildring, altså en roman (den bliver på omkring 800 sider). Det vedlagte er fra et appendiks som er et essay "skrevet" af romanens (kvindelige) hovedperson, og det har titlen "Den europæiske åndsverden som en religiøs kultur".

          Venlig Hilsen



          Gert Buschmann

          Nørengvej 4

          7870 Roslev

          gertbuschmann@c.dk