Oktober 2021



          Kære Jørgen

Jeg har læst din seneste bog, "Genkendelse", og det er altid en fornøjelse at læse dine bøger. Din bredde og dybde er enestående, og jeg vil tro at de fleste af dine læsere er ikke-kristne. For kristendommen generer ikke mere nogen, de læser dig for din lærdom og dine refleksioner. Og man kan spørge, om du ikke snarere er filosof end teolog. For teologien er efterhånden gået hen og blevet filosofi. Dette gælder for eksempel Dorte Jørgensen: den tænkning hun lægger for dagen i "Den skønne tænkning", er en filosofi som er inspireret af Benjamin. Den kristne forestillingsverden er så fjern fra det moderne menneskets verdensbillede, at man undrer sig over at der er lærde mennesker som bekender sig til den. Man kan ikke være sikker på præster og teologer: de kan have valgt at gå den vej, fordi det er en beskæftigelsesmulighed. Og når almindelige mennesker kalder sig kristne og går i kirke, virker det oftest som om at de føler at det er en falliterklæring at der ikke mere er noget højere åndsliv, og så vælger de den mest nærliggende mulighed, og forsøger at forsone sig med dens troslære. Forfatteren Søren Ulrik Thomsen taler om et "andet rum", derfor går han i kirke om søndagen. Kunne han ikke ligeså godt have gået til nymusik-koncerter?

Under pseudonymet Annie Aphel har jeg skrevet en bog med titlen "Den europæiske åndsverden som religiøs kultur". Jeg har fortalt dig om den og sendt den til dig, du regnede dog ikke med at få læst meget i den, da du for tiden havde meget travlt, men måske kan du overkomme dette brev. I bogen fremsætter jeg den påstand, at et optimalt livsudbytte altid vil have nogle omkostninger, og dem vil de fleste mennesker ikke betale - de véd ikke hvad de får for pengene. Et optimalt livsudbytte er ubetinget forudsat af kærligheden - sådan som jeg definerer dette begreb. Kærligheden er ekstremt kulturbestemt, den forudsætter en kærlighedstradition og en sådan er af religiøs natur - sådan som jeg definerer begrebet religion. Der er forskellige former for kærlighed og dermed kærlighedstradition: kønskærlighed, faglig kærlighed, ... Men for at disse kan komme til deres ret, må den overordnede kultur være "en religiøs kultur". Det religiøse er altså for mig en egenskab som en kultur kan have, og jeg ser denne egenskab som et undtagelsesfænomen.

For mig er "den europæiske åndsverden" prototypen på en religiøs kultur. Den opstod i renæssancen, kulminerede i romantikken og blev afviklet i løbet af det 20. århundrede, og den må idag siges at være mere død end kristendommen. Den europæiske åndsverden var genereret af kristendommen, men "voksede fra den", og endte med at se på den som et religiøst surrogat for de mindre beåndede. Den europæiske åndsverden havde et klart religiøst islæt, da dens arbejdsideal var det kunstneriske og videnskabelige virke, og da man ophøjede værker og udøvende og institutioner til at være helligdomme. Men den europæiske åndsverden opfattede sig ikke som en regulær religion der tog kampen op imod kristendommen: man forsonede sig med kristendommen og lod sig se i kirken, selvom man ikke troede en døjt på troslæren. Søren Kierkegaard var kristen til fingerspidserne, kærligheden var helt klart tilstedeværende i hans liv, men den beroede mere på hans dybe forankring i den europæiske åndsverden, end på hans kristentro - denne påstand fremsætter jeg i min bog. Og den er endnu mere sand for dit vedkommende end den er for Kierkegaards. Kristendommen har utvivlsomt et stærkt tag i dig, men det beror på at du livet igennem har haft den tæt inde på livet. Når man vedvarende har en kultur helt tæt på, så bliver den en sandhed. Søren Ulrik Thomsen synes udmærket at være klar over, at han nidkært må passe "ritualet" for at kunne være kristen.

Det er nærliggende at få den tanke, at kristendommen og Folkekirken holdes kunstigt i live, i den forstand at man er forsigtig med at nedlægge stillinger. Præsterne tjener til at ekspedere højtider for mennesker hvoraf langt de fleste er ikke-kristne. Og teologerne gør fortsat nytte - det er jo faktisk de eneste filosoffer vi har tilbage: de der kalder sig filosoffer tænker ikke, de lærer de unge idéhistorie. Jeg regner med at du betragter det liv som du kan se tilbage på, for det mest ønskværdige for dig, og hvis du var ung idag, ville du nok sige, at du ville gå den samme vej, og muligheden ville såmænd nok have været der. Udviklingen har ikke påført dig noget større personligt tab, eller berøvet dig forestillinger om en ønskværdig levevej. Derfor ser man ikke nogen større vrede hos dig. Du langer ganske vist kraftigt ud efter folk, men det er ikke deres mangel på tro som du går i rette med, det er deres latterlige livsstil. Og det er ikke vrede, det er nærmest medlidenhed. Du sidder oppe i dit elfenbenstårn og gør nar af folk - overdænger dem med øgenavne: CV-mennesket, maskinmennesket, jeg-automaten, kompetence-mennesket, succesmennesket, kursusmennesket, styringsmennesket, det overvågende og overvågede menneske. Men du er om nogen, selv et succesmenneske, altid topkarakterer, og dit CV er endeløst.

Bag mine bøger ligger en ægte vrede, fordi jeg har lidt et tab af en art som jeg ikke kan acceptere. Jeg er et par år yngre en dig, og jeg var meget påvirket af det oprør der lå i tiden, jeg følte mig fri. En ny tid var på vej, og jeg ville være blandt de første som realiserede "det sande liv". Jeg viste min progressivitet ved at brænde alle mine eksamenspapirer, og jeg opdaterede min livshistorie således at jeg allerede som helt ung var droppet ud af "systemet". Dette betød at en levevej som din (indtil videre) var udelukket for mig, men dette betød ikke noget: i den nye verden var kapitalismen afskaffet, så behøvede man kun at arbejde et par timer om dagen. Og der var dengang masser af ufaglærte småjobs rundt omkring. Jeg fandt et som krævede så lidt indsats, at jeg kunne sige til alle mennesker at jeg tjente penge uden at arbejde. At udviklingen ikke kom til at gå som forudset (ja den gik jo nærmest tilbage), kom ikke til at betyde noget for mig erhvervsmæssigt, mit minijob kunne holde lige til pensionsalderen. Jeg begyndte altså ikke på et CV i min ungdom: jeg ville jo aldrig få brug for det. Jeg var dog sikker på at jeg ville komme til af skrive bøger og afhandlinger, men til noget sådant behøver men ikke noget CV: rigtig kunst og videnskab vurderes udfra betydning og kvalitet, og ikke udfra personen. Sådan skal det være, eller var vores højere kultur jo aldrig opstået. Men denne kulturlov, er i vores kultur blevet annuleret. Så resultatet er, at alle de bøger jeg har udgivet, har måttet udgives for egen regning på selvudgiverforlag, og sådanne bøger bliver ikke anmeldt, og derfor aldrig solgt.

Forlagsfolkene læser først i et manuskript, når det stort set er blevet antaget. Den bog jeg sendte til dig ("Den europæiske åndsverden som religiøs kultur"), blev tilsyneladende antaget af et forlag, idet den blev betegnet som "utroligt velskrevet og interessant". Men: "Vi må bede dig om at sende os et CV, så vi kan se, hvad du, Gert Buschmann, har beskæftiget dig med, og hvad du evt. har publiceret." Da jeg meddelte at jeg ikke har noget CV, fik piben en anden lyd: "Vores forlag ønsker ikke at lægge navn til de holdninger, der fremlægges." Det er iorden at vi har udvælgelsesinstanser og institutioner, de har som sagt været væsentlige faktorer i tilblivelsen af den europæiske åndsverden, men fagene må også være dyrket udenfor institutionerne, for den som arbejder indenfor en institution vil aldrig kunne have sin fulde frihed, og som forholdene er i øjeblikket (nedskæringer og styring udefra), kan institutionerne være ødelæggende for faget (niveaunedsættelse og udbrændthed hos den ansatte). Det er dette som er sket i mit fag: den rene matematik, altså den matematik som går tilbage til grækerne, og hvor det var skønheden man gik efter. Dette fag var af religiøs natur, det var en kærlighedstradition, og arbejdet kunne være en kærlighedsgerning. I min bog skelner jeg imellem "verdslig skønhed" og "religiøs skønhed": den første er den alment tilgængelige skønhed (den er som al skønhed kulturbestemt, men kræver ikke særlige forudsætninger), den sidste kræver særlige forudsætninger (måske årelange studier) og den er nært forbundet med begrebet kærlighed. Sådan så den europæiske åndsverden på mit fag, og dette, at det for de fleste studerende bare var lektielæsning, var noget man beklagede og gav skolesystemet skylden for. Men nu er denne fagtradition helt uddød ved universiteterne, nu tager al undervisning sigte på erhvervslivet. En form for skønhed er forsvundet, og det samme er tilfældet med partiturmusikken. Og hertil vil folk sige, at skønhed er noget som kommer og går. Ja, men vi lever i en tid hvor der ikke skabes nogen ny skønhed - jeg kan i hvert fald ikke få øje på nogen. Det er gået den europæiske åndsverden, som det gik grækernes åndsverden. I min bog taler jeg om kulturmæssige lysglimt som kommer med lang tids mellemrum, og som er relativt kortvarige. Vi er kommet ind i en ny middelalder, og i en sådan har mennesket det i bund og grund bedst: det er nemt at være menneske.

          Venlig Hilsen

          Gert Buschmann

          Hjemmeside: juliasets.dk