Beskrivelse af romanen

Indenfor Murene

af André Nielsen (pseudonym)

Denne bog er en civilisationskritisk diskussionsbog i romanform, og dens emne er den kulturbevægelse som vi kalder verdsliggørelsen, og som har fundet sted indenfor alle grene af det højere åndsliv. En udvikling som har betydet at enhver form for kærlighed (som begrebet defineres i bogen) er forsvundet, for kærligheden er (påstår jeg) forudsat af "religiøse kulturelementer".

Jeg insisterer på at bogen betragtes som en roman, da der er en klar romanhandling, men da bogen er en debatbog må synsvinklen nødvendigvis være "høj", og indenfor skønlitteraturen har udviklingen bevæget sig imod en stadig lavere synsvinkel - for hundrede år siden ville en forfatter ikke drømme om at skrive: "Imens hun talte, sad hun og pulveriserede sin småkage." Den høje synsvinkel betyder at diskussionerne må gengives i ren dialogform, men denne form kan (som læseren vil erfare) bibringe stoffet liv og få ting frem som er umulige i den faglige debatstil (som for eksempel at lade en talende ufuldføre en sætning eller afbryde en anden talende). Jeg vil altså medvirke til at genindføre den gamle dialogform, men jeg vil også medvirke til at udjævne skellet imellem fag- og skønlitteratur. Man kan igennem bogen erhverve faglig indsigt på et ganske højt niveau indenfor en række af finkulturens discipliner: litteratur, musik, filosofi, matematik, ...

Verdsliggørelsen

I den europæiske verden har der været to former for højere og institutionaliseret åndsliv: den kristne kirke (i dens forskellige skikkelser), og kunsten og videnskabens verden, altså det højere "verdslige" åndsliv. Af disse to, er det første åndsliv næsten helt forsvundet, hvorimod det andet aldrig har været mere udbredt: her består verdsliggørelsen i at dette højere åndsliv har tabt højde. Indenfor kunsten er der ikke mere nogen særlige håndværksmæssige krav, og det er blevet svært at tage stilling til talent (den eneste undtagelse er den klassiske musikudøvelse), og videnskaberne er blevet masseuddannelser, hvilket har været forudsat af niveaunedsættelse (da vi ikke herhjemme har indført eliteuddannelser). Åndens udøvende repræsenterer ikke mere det ideale menneske. Det eneste hellige vi har tilbage, er en materiel kulturarv som vi fortsat føler at det ville være helligbrøde at begynde at sælge ud af: malerier og papirer og efterladenskaberne fra den fjerne fortid.

Det modsatte af verdsliggørelse

Der findes ikke noget ord for den kulturbevægelse som er det modsatte af verdsliggørelse, men den burde vel kaldes "religiøsliggørelse". Den kristne kirkes begyndelse var nogle små og spredte og forfulgte menigheder, men denne religion viste sig livskraftig og nåede i løbet af halvandet tusinde år en udbredelse og et niveau i tænkning og kunstnerisk skaben som er nærmest ufatteligt. Væksten i det kunstneriske kom dog først med renæssancen. Og med denne vækst, var begyndelsen til enden på kristendommen lagt - og al religion i traditionel forstand. Den opblomstrende åndelige og æsteriske skabervirksomhed havde ganske vist forbindelse til gudsdyrkelsen, og tilsyneladende var Gud, igennem udvalgte mennesker, begyndt at fortsætte sin skabervirksomhed - til glæde for mennesket. Men der skete det, at det rige kulturliv blev et mål i sig selv, idet mennesket begyndte at glemme Gud. Malerne hentede i stigende grad motiver udenfor det bibelske, den højere verdslige musik bredte sig, og verden blev udforsket snarere for opdagelsestrangens skyld end for at få bekræftet Guds storhed. For nogle mennesker blev omgangen med kunsten og videnskaben mere attraktiv end den kristne gudsdyrkelse. Der var opstået et nyt åndsmenneske som havde det højere "verdslige" åndsliv som sin sande religion, og kristendommen blev - selvom ingen sagde det højt - med tiden betragtet som et erstatningsåndsliv som de mindre oplyste måtte forsynes med.

Den højere verdslige åndsverden hørte til aristokratiet, da det var dér man havde tid og penge til disse former for luksus, men efter overgangen fra den "aristokratiske" til den "demokratiske" tidsalder, kom kunsten og videnskaben i hænderne på den nye tids dominerende menneske: borgeren. Kunsten og videnskaben blev et lønarbejde for nogle få og kom til at indgå i den almene dannelse for nogle flere, men for disse var de lødige ting oftest en sur pligt som evigt gav dårlig samvittighed. Kunstnernes og videnskabsmændenes virke var dog fortsat hævet over det menige menneskes rutinearbejde, og de bedste af værkerne blev klenodier man værnede om, men som religion at betragte, forfalder en højere åndsverden når livet indenfor den ikke mere holdes adskilt fra det øvrige samfundsliv, og det er dette det er endt med.

Religiøs kontra verdslig kultur

En kultur kan udvikle sig i "religiøs" retning og blive "en religiøs kultur", og en sådan kultur kan omvendt "forfalde" og blive "en verdslig kultur". Religion ses altså her som et fællemenneskeligt anliggende: den enkelt er religiøs indenfor en religiøs kultur, og kan være dette i større eller mindre grad. En religiøs kultur vil altid begynde at forfalde på et tidspunkt, og de mennesker som i særlig grad nyder godt af dens værdier, vil forsøge at modvirke denne udvikling. I den europæiske åndsverdens tilfælde har problemet været, at selvom det højere åndslivs religiøse karakter var mere eller mindre erkendt, så var dette åndsliv ikke klart opfattet som en religion, og det kom til at betyde, at den verdslige religion ikke fik den beskyttelse som enhver religion har brug for, og at den kun i altfor ringe grad kom til at fortrænge kristendommen.

Begreberne religiøs og verdslig udvikling kan anvendes indenfor ethvert kulturområde. I bogen fremdrages to områder hvor en sådan udvikling har været særlig tydelig og hvor den er gået i modsat retning: musikken og matematikken. Igennem det 20. århundrede har den klassiske musiktradition og den rene matematik udviklet sig i henholdsvis verdslig og religiøs retning: musikken fordi traditionen er blevet nedbrudt og matematikken fordi dens grundlag er blevet komplet afdækket og fordi standarden har været stigende - men netop af denne grund er den rene matematik kommet i konflikt med tidsånden: for fyrre år siden var den stort set enerådende, i dag er den stort set væk.

Romanens personer

Romanens handling foregår lige før årtusindeskiftet, og "de religiøse tanker" er i årenes løb opstået hos romanens hovedperson Annie (45 år), fordi hun måtte have klarhed over hvorfor udviklingen i samfundet gik i den modsatte retning af det som hun i sin ungdom havde forudset. Annie er nemlig opvokset i et udpræget åndsaristokratisk miljø, hendes forældre var kendte klassiske musikere og der kom mange fremtrædende personligheder i dette hjem, og Annie forestillede sig, at de kulturværdier som hun var opvokset med (finkulturen) ville vinde udbredelse i takt med at uddannelsesniveauet steg og arbejdstiden faldt. I sin ungdom i 70'erne bød hun noget af denne tids kritik velkommen: angrebene på lønslaveriet og kommercialismen og underholdningskulturen pegede i den rigtige retning. Men oprøret fusede ud, og der kom en udvikling hvor der blev vendt op og ned på alting. Jeg giver en forklaring på denne mærkelige udvikling, men det er en anden og overordnet udvikling som er bogens ærinde, nemlig den omtalte verdsliggørelse. Musikken og matematikken kommer ind i billedet igennem henholdsvis Annie, som er konservatorie- og musikvidenskabeligt uddannet, og hendes unge nevø, Niels-Henrik, som er matematikinteresseret.

Romanens konstruktion

Den alvorlige samfundskritik som jeg fremlægger i min bog, skulle gerne få læseren til at tage sit liv op til overvejelse. Noget sådant skete for mig i min ungdom i 70'erne: man kunne dengang være uenig i meget af kritikken, men man kunne ikke sidde den overhørig, og den ansporede mig til at realisere "et alternativt liv".

Jeg kan formidle mit budskab på to måder: direkte ved at tale om problemstillingen (som jeg har gjort ovenfor) og indirekte ved at digte en historie med mennesker som viser problemstillingen. Jeg har i min bog gjort brug af begge måder, idet jeg som appendiks har medtaget et essay "forfattet" af Annie. Det er ønskeligt med en sådan fremstilling, da læseren i romanen først får del i Annies filosoferen ret sent, og det foregår ved at læseren overværer hendes samtaler med Niels-Henrik (og for at påvirke ham udtrykker hun sig af og til ret provokerende). Da Annie første gang fortæller Niels-Henrik om "det religiøse", "glemmer" hun at give en præcis definition, og hun foreslår at han udarbejder en sådan. Næste gang de mødes, har han en definition klar som er formuleret "med matematisk præcision".

For at romanen kan virke, er det væsentligt at læseren oplever historien som så autentisk, at han tænker at den må være hentet næsten direkte fra virkeligheden. Derfor må historien være skrevet i dokumentarisk stil og der må være detaljer som den almindelige romanforfatter ikke ville bruge tid på at udtænke (men som føles velmotiverede og har selvstændig værdi). Og historien kan ikke (som de almindelige forfatterhistorier) komme ud af den blå luft (den alvidende fortæller), den må være fortalt af en person som beskæftiger sig med religion og som har mødt romanens hovedperson og er blevet interesseret i hendes ateistiske religionsforståelse. Jeg har ladet denne person, altså bogens angivelige forfatter, være en ung teolog. I bogens første kapitel (som jeg har kaldt "Begyndelsen") må jeg-fortælleren fortælle om hvordan han mødte hovedpersonen, og han må citere noget hun har sagt som straks kan spore læseren ind på bogens problemstilling. Handlingen bør foregå lige omkring årtusindeskiftet, fordi jeg forestiller mig, at man engang vil sige at ved år 2000 begynder en ny epoke. Hvad man vil kalde den nye epoke, har jeg ikke noget bud på, men man vil måske kalde den foregående epoke for "den europæiske epoke".

Da den historie jeg fortæller, afviger meget fra "forfatternes" historier, og derfor må skrives i en anden stil end disse, må min roman som roman at betragte næsten nødvendigvis blive opfattet som dårlig. Jeg har i hvert fald bidraget mit til at den bliver det, ved en smule demonstrativt at skrive den herskende romanskrivestil imod - jeg diskuterer sagen i et kapitel om litteraturens udvikling. Til forlaget vil jeg sige, at forlagene som mellemled imellem forfatterne og læserne har betydet, at litteraturen ikke har været udsat for den samme verdsliggørelse som billedkunsten og musikken, men mellemleddet har hæmmet litteraturens udvikling. Så på samme måde som der for tohundrede år siden var ting som man ikke kunne male, så vil nogle litterater måske sige, at den historie jeg fortæller ikke kan fortælles.

Da historien er fortalt i dokumentarisk stil, er mulighederne for retoriske "fejl" reducerede. Derfor har jeg indført retoriske "fejl" på anden vis, nemlig ved der er ting som virker umotiverede eller utroværdige, men som der senere vendes tilbage til og gives forklaring på, således at læseren oplever den tilfredsstillelse det er at "følge brikkerne falde på plads" (som det sker i en kriminalroman).

Jeg-fortællerens navn er André Nielsen (det pseudonym som bogen udgives under), og han indtager for det meste en tilbagetrukket rolle - dette er blevet ham pålagt, men han hævner sig ved at skrive et kapitel som Annie først ser efter at bogen er udkommet og som ikke officielt hører til bogen. I bogen er der en omtale af en roman som er skrevet under pseudonym, men hvori forfatterens navn forekommer, og læseren tænker måske at dette også er tilfældet med den roman han læser. I så fald er bogens forfatter sikkert den Gert Buschmann som ender med at blive Annies kæreste, og man bliver bekræftet i denne formodning hvis man indtaster dette navn på Internettet, for så vil man finde nogle ting som er omtalt rundt omkring i bogen.

Bogens diskussionsemner

Det er især meningen at læseren skal tage stilling til følgende:

    1. De ret præcise definitioner af begreberne religiøs og verdslig kultur og af begrebet kærlighed.

    2. Portrættet af "den europæiske åndsverden" - et portræt som delvis er indirekte, idet forfatteren og hans bog i særlig grad er et produkt af "den europæiske ånd".

    3. Fremhævelsen af en side af bevægelserne i 70'erne som jeg påstår at man siden den tid bevidst har søgt at fortie.

    4. Engang sagde Annie til en gymnasielærer, at skolesystemet alle dage har haft den modsatte virkning af den tilsigtede, resultatet er blevet en befolkning som kan producere, men som er ude af stand til at arbejde. Han svarede hende, at den "fejl" skal hun være taknemlig for. Hun kunne se at der er noget om det, og det var hendes forsøg på at afklare dette dilemma som blev starten på hendes religiøse tænkning.

    5. Selvom bogens hovedanliggende er kulturens religiøse sider, kommer jeg ind på nogle kulturproblemer som ikke er specielt religiøse: jeg nævner "døden" og erotikken som områder hvor vi svigter den pligt vi har til at skabe kultur (en synd som vi bliver straffet for: de døende lider unødigt, og jeg ser pædofilihysteriet som et udslag af vores mangelfuldt udviklede erotiske kultur), og jeg nævner erhvervslivet som et område hvor der er kommet for meget kultur (den omsiggribende firmakultur er en plage for den fagligt orienterede medarbejder som ikke ønsker at være særlig social).

Bogens tre dele

I 1. del indføres læseren i miljøet og forsynes med forudsætninger for at kunne forstå samtalerne i 2. del. I 3. del er der diskussion og essayistiske kapitler hvor spørgsmål behandles som ikke har været berørt i de centrale samtaler. Desuden får Niels-Henrik her en kæreste. Da hun ligesom Niels-Henrik kommer fra et kultiveret hjem, har de to ligefra begyndelse usædvanlig rige samtaler, og de får ideer til arbejdsfællesskab.

Niels-Henriks historie i 1. del:

Niels-Henrik har hele livet kommet meget hos moster Annie, hun har undervist ham, så han altid har været den dygtigste i klassen. Men da Annie er samfundskritisk, er Niels-Henrik også kommet i opposition til den herskende kultur og orden - ikke mindst skolesystemet og sine kammeraters verden. Og en dag sker der det som Annie har ønsket og forudset: en episode fører til at Niels-Henrik laver skandale, og må "gå under jorden" og droppe ud af gymnasiet. Og den krig som alle dage har ulmet imellem Annie og hans far, bryder ud i lys lue. Da Niels-Henrik nu pludselig har fået sin fulde frihed, kan han rigtigt dyrke sine interesser og leve "det sande menneskelige liv". Men han må snart sande, at det sande menneskelige liv er en umulighed i denne verden: han er udenfor de andres fællesskab og han bekymrer sig for fremtiden. Da han ikke får nogen studentereksamen, må han vel tage sig til takke med et ufaglært arbejde, men det er ikke det der er problemet: han kan (ligesom Annie) nøjes med et par småindtægter, for han kan (ligesom Annie) aldeles ikke forestille sig familiestiftelse. Problemet er derimod, om han kan få fællesskab med andre indenfor sit fag - hvordan de vil modtage ham. Hans matematiker-kolleger er jo allesammen indenfor systemet (ansat ved et universitet), så skal han opnå at blive respekteret, må han yde noget ekstraordinært - i modsat fald vil han være til grin. Til at begynde med er han sikker på at det nok skal lykkes for ham at svinge sig til vejrs, for han har fået en lovende idé til hvordan et berømt matematisk problem kan løses. Men jo mere han trænger i dybden med problemet, jo flere komplikationer viser der sig. Bemærkelsesværdige mellemresultater presser ham frem, men hans endemål, som synes at være lige foran snuden på ham, flygter og lader sig måske aldrig indhente, så derfor svinger han imellem ekstase og fortvivlelse. Han er ved at arbejde sig ihjel, og han bliver mere og mere vred på verden: "De andre har det nemt, de skal bare læse lektier." Denne situation er også hvad Annie har ønsket og forudset, for nu har han (foruden alderen) de fornødne forudsætninger for at kunne forstå hendes filosoferen.

Kapitlerne er delt op ved vignetter lavet på computer, der er omkring tres og de er lavede med et og samme program, hvori nogle parametre kan justeres, og de er gjort så forskellige som muligt.


                                                                                Gert Buschmann