Begyndelsen


Det var lige før årtusindeskiftet. Jeg skulle i London deltage i en kongres inden for religionssociologi, og samtidig med mig var et dansk rejseselskab ankommet til hotellet. Da jeg ved spisetid så dem i restauranten, satte jeg mig i nærheden. Det viste sig at selskabet bestod af en kendt (men mig ubekendt) forfatter og hans kone og deres datter, og af et midaldrende kærestepar, hvoraf kvinden var musikskribent og manden matematiker, samt af kvindens unge nevø (som tydeligvis var kæreste med den unge pige), og så var der en noget melankolsk, ung fyr som var søn af en kendt kulturjournalist.

Det var matematikeren som først afslørede sin profession, thi han og musikkvindens nevø var langt væk i diskussion af et matematisk problem, som der tilsyneladende var stor prestige i at kunne løse, men som de ikke desto mindre havde løst - eller næsten løst. At problemet virkelig er meget berømt, erfarede jeg senere da jeg slog dets navn op i et leksikon. Mere interesse havde jeg dog i at lytte til den samtale som de øvrige førte. Den handlede om religion, det emne som jeg skulle tale om nogle dage senere (en sammenligning af danskeres og amerikaneres svar på en række spørgsmål inden for det religiøse). Man havde forinden talt om bøger. Forfatterens kone havde fortalt at hun havde læst en del Tolstoj i tidens løb, og at hun nu var i gang med Romain Rollands bog om ham, og hun havde kaldt Rolland for "en noget svær kamel at sluge" - hans religiøse genidyrkelse og sentimentale stil. Hertil havde musikkvinden svaret, at hun har mistet alt for Tolstoj efter at hun har læst en roman om hans ægteskab - en historie som hun tror på og som meget sigende hedder "En kvindes kærlighed". Men hun beundrer og føler sig åndsbeslægtet med Rolland - hans religiøse dyrkelse af den europæiske åndsverden og hans tale helt uden filter. Vi kan ikke klare Rolland, sagde hun, fordi hans menneskeideal er de store ånder, ikke religionernes hyklere, men de ansvarsfuldt arbejdende inden for kunsten og videnskaben, og fordi han vil have at de mindre ånder skal dyrke de store - han skrev letlæselige bøger om de største åndspersonligheder. Hans kultursyn klinger fælt i vores ører, men vi har en lille smule dårlig samvittighed over det. For der er da noget galt med en civilisation, hvor åndsarbejde der ikke er til håndgribelig nytte officielt er ikke-eksisterende, og hvor mennesker der isolerer sig for at kunne yde det sublime på det åndelige eller æstetiske område betragtes som sære og ynkværdige, i stedet for særlige og beundringsværdige. Derfor er ord som "lærd" og "videnskabsmand" forsvundet ud af sproget. Nu kalder de der forsyner os med nyttig viden sig for "forskere", og det meste af den virksomhed kræver hverken nogen større viden eller tænkeevne. De fremlægger deres resultater i "publikationer", for ordet "afhandling" er også blevet for prætentiøst. Det burde jo egentlig også være for prætentiøst at kalde sig "kunstner", men på det område har vi ikke behøvet at finde et ord der lyder mindre helligt, for begrebet kunst er for længst devalueret. Kunstner kan man også blive uden at have lært noget, og vi har nærmest ondt af dem, for det de laver bliver oftest modtaget med ligegyldighed. Der er dog nogle af dem som nyder en smule anseelse, nemlig dem der på forunderlig vis har erhvervet noget som er oppe i tiden, nemlig talent for selviscenesættelse - det handlingsbegavede menneske er vor tids geni. Vores dårlige samvittighed overfor fortiden ytrer sig ved at vi har en trang til at trodse fortiden, og vi gør det ved at være syndige set med fortidens øjne. Det er ikke så meget kristendommens syndsforestillinger vi har i tankerne - dem har vi overtrådt i så lang tid at der ikke mere er noget at overtræde. Det er mere det at det kritisable ikke forarger os særlig meget, ja, vi smånyder det, og når kravene til renhed ikke er store, så er livet jo lettere at leve. Derfor har vi det udmærket med de levn fra fortiden som vi burde tage afstand fra. Og det er først og fremmest kristendommens absurde lære og præsternes hykleri. Vi forsvarer kristendommen med at vi må have en etik, og at vi må kunne begrunde den, om det så bare er historisk. Og vi forsvarer præsterne med at kirken er rar at ha' ved hånden når de store begivenheder i vores liv skal ekspederes. Længere tænker vi ikke. Vi ser ikke at kristendommen blev Europas største ulykke, fordi den forhindrede sand religiøsitet i at finde fodfæste - Rollands form for religiøsitet. Der havde undervejs været billigende nikken fra forfatterens side, og han virkede som om han meget gerne ville have uddybet det hun var i gang med, så derfor kom der en længere salve som jeg kan gengive helt ordret, for jeg havde siddet og rodet i tasken efter min optager, og nu var den klar (der var et par småreaktioner fra tilhørernes side som jeg har udeladt):

"Kan man i øvrigt forestille sig noget der har mindre med religion at gøre end netop Gud?" spurgte hun. "Altså således som de troende i vores del af verden har opfattet Gud. Ifølge den opfattelse har Gud skabt verden og mennesket i en bestemt hensigt, og den hensigt og de pligter som mennesket er pålagt, har mennesket fået kendskab til ved at Gud har åbenbaret sig for udvalgte mennesker. Og mennesket har tolket Guds ord og brygget videre på dem og nedfældet dem i hellige skrifter. Alt sammen noget der kan sammenfattes til en troslære, som man kan slå op i. Et sådant livsgrundlag kan være til nytte, men det kan ikke i sig selv berige vort liv, lige så lidt som videnskabelige forklaringer og etiske konventioner i sig selv kan berige vort liv. Fordi der her er tale om en form for viden, som har karakter af nødvendighed, hvorimod alt det som kan give livet rigdom, har karakter af tilfældighed. Det nødvendige er det samme som det universelle, og de universelle kendsgerninger kan være til gavn, men de kan ikke i sig selv berige mennesket. Tyngdeloven styrer planeternes bevægelse, men i sig selv gør den ikke mennesket lykkeligere. Men den kan give mennesket lykkelige øjeblikke, nemlig når den fysikinteresserede bruger den til at eftervise planetlovene eller til videre teoretiseren, eller når astronomen bruger den til at forudsige hændelser. Mon ikke Newton havde et stort øjeblik da han havde bevist, at hvis hans massetiltrækningslov er sand, så må planeterne i deres baner følge de love som Kepler havde regnet sig frem til? Det samme gjaldt nok også den astronom som fandt planeten Neptun ud fra udregninger. Men der er da verdener hvor en sådan universel lovmæssighed er menneskene ganske ligegyldig. Var det i dag at den første gang så dagens lys, så ville man måske bare finde den i en publikation skrevet af et forskerteam. Som Heidegger siger: Newtons massetiltrækningslov blev sand den dag Newton så den, men som enhver anden sandhed kan den have større eller mindre betydning, og i den forstand være mere eller mindre sand, og en dag, siger Heidegger, vil Newtons massetiltrækningslov måske ophøre med at være sand. Ja se bare hvordan det er gået med den universelle lovmæssighed, som for Gert og Niels-Henrik lige i øjeblikket er vigtigere end vores selskab: det er en lovmæssighed som har været sand i århundreder, ja måske i årtusinder, og den fik større og større betydning og blev mere og mere sand, men nu går det rask tilbage for den form for sandhed. For deres lykkelige øjeblikke kunne videnskabsmændene takke nogle kulturkræfter som absolut ikke er nogen selvfølge, og som - hvilket videnskabsmændene ikke skænkede en tanke - beroede på lydighed overfor en højere instans. Et andet eksempel på at lykke er betinget af lydighed overfor en højere instans, er den ægteskabelige lykke. I ægteskabet som sådan ligger der noget universelt, men den ægteskabelige praksis må kaldes tilfældig. Det ene sted i verden er ægteskabet noget man tvangsmæssigt indlemmes i med henblik på formering og husførelse, mens ægteskabet et andet sted anses for at være kilden til den størst mulige lykke. I sidstnævnte tilfælde er lykken betinget af en veludviklet kulturtradition hvis fordringer parterne har taget på sig og hvis videreførelse de bidrager til - og denne kulturtradition er den højere instans som de har udvist lydighed overfor. Alle disse lykkeskabende højere instanser er menneskets værk, ikke Guds. Og når vores forestillinger om en allerhøjeste instans kaldet Gud ikke er mere detaljerede, hvad skal vi så med den instans, må jeg spørge? Hvorfor ikke koncentrere os om de højere instanser som giver værdierne værdi, og som er tilfældige i den forstand at de foranderlige, men nødvendige i den forstand at værdien af vores liv er betinget af lydighed overfor dem? Så har vi et gudsbegreb som kan tjene os. Det er sådan jeg opfatter religion. Min pointe er, at den tilbøjelighed vi har til at gøre den højere instans som vi påstår at vores liv hviler på, større end den er, den tilbøjelighed har den modsatte virkning, fordi den leder vores opmærksomhed bort fra de lag i kulturen som vi i virkeligheden burde fæstne os ved. Men jeg forstår da godt at de troende viger tilbage for enhver erkendelse af religionens sande virkemåde, for en sådan erkendelse ville svække deres tro på påstande af universel beskaffenhed, og den tro er i forvejen svær at opretholde for det moderne menneske. Min højere instans beskæftiger sig med det væsentlige og ikke med noget andet. Og da jeg er ret åndsorienteret, beskæftiger den sig kun med min ånd. Min krop interesserer mig ikke ret meget. Desuden er der det galt med min krop, at jeg lissom ikke rigtig ka' ta' og føle på den. Den er blevet til ved at tilføre næring til noget genetisk materiale, og dette materiales nærmere beskaffenhed interesserer mig måske nok, men jeg kan ikke bruge en sådan viden til ret meget - jeg kan vist ikke ændre noget videre. Min ånd derimod, den ka' jeg ta' og føle på. Den er skabt af kulturmæssige kræfter som jeg kan sige en hel del om, og som jeg kan trænge lige så dybt ned i som det skal være. Ved at fordybe mig i tingenes væsen og i historien kan jeg afdække kulturkræfternes oprindelse og udvikling. Jeg kan skrive tykke bøger om min ånds tilblivelse - som sagt er jeg i øjeblikket ved at færdiggøre et større bogværk om den musikalske del af min ånd. De kræfter som har skabt min ånd, er hverken fællesmenneskelige eller uforanderlige. Det er den ene grund til at jeg ikke kan forbinde dem med de herskende forestillinger om Gud. Den anden er, at jeg selv kan og skal medvirke til at forme den højere instans som giver mit liv mening. Jeg kalder ikke denne instans for Gud, for så ville folk tro at min gudsforestilling minder om det andre disker op med, men jeg burde gøre det. Og gjorde jeg det, så ville jeg kunne sige at jeg skylder Gud alt det største jeg ejer, og at jeg tilbeder og adlyder Gud og beder om tilgivelse når jeg har svigtet. Og jeg ville kunne sige at Gud betyder mere for mig end noget menneske," her sendte hun et blik over imod sin nevø og sin kæreste og fortsatte, "for mister jeg et menneske kan jeg nok leve videre, men jeg kan ikke leve uden min gud - min gud vil jeg kæmpe mere for end jeg vil kæmpe for noget andet. Men selvfølgelig," fortsatte hun og smilte, "hvis det der havde skabt mig, var sådan at jeg ikke mærkede noget videre til det - hvis jeg bare gik rundt og kaldte mig dansker eller måske ligefrem verdensborger - og fortalte alle og enhver at jeg sandelig ikke hører til nogen bestemt kultur - ja, hvis jeg virkelig var så løst funderet, så ville jeg vel også fremkomme med den almindelige tågesnak om Gud."

Der fik jeg den! Jeg som trods min teologiske uddannelse er lige så løst funderet og fyldt med tågesnak som alle andre, og som skulle holde foredrag om religiøsiteten i Danmark - alt folks vrøvl om meningen med livet og vejen til frelse og helse.

Senere på dagen mødte jeg den unge pige på gaden. Jeg præsenterede mig og fortalte om mit ærinde i London, og hun fortalte mig om deres formål med at rejse til England. De havde alle forskellige småopgaver på biblioteker og hos antikvarboghandlere, men det var hende der var "leder" af selskabet. Hun skulle researche i forbindelse med en bog som hun er i gang med. En biografi om en englænder som man i hjemlandet havde anset for død, men som i et halvt århundrede havde levet i Danmark og virket som engelskskrivende journalist og forfatter - med et nyt navn og uden at være registreret i folkeregisteret. Hun var kommet på sporet af ham, fordi han havde boet i den hemmelige hytte som hendes kæreste, Niels-Henrik, nu bor i.

Jeg må have virket nysgerrig efter at høre mere af denne sære historie og efter at lære disse mennesker at kende, for hun foreslog at jeg om aftenen sluttede mig til deres selskab - og hendes kærestes moster, Annie, ville garanteret gerne tale med mig.

Således begyndte mit bekendtskab med Annie og Niels-Henrik - det bekendtskab som skulle resultere i denne bog. Jeg havde længe haft planer om at skrive en beretning om et problem i forbindelse med religiøsitet som har interesseret mig, nemlig den evigt nagende tvivl og de evindelige småchikanerier fra andres side som er blevet det moderne religiøse menneskes lod. Jeg ville skrive en autentisk beretning som byggede på interviews med en person som jeg håbede at kunne finde, og som model for min fremstilling havde jeg en roman i tankerne som sikkert er selvbiografisk, nemlig "Den Gyldne Bro" af S.A. Sørensen fra 1923. Den handler om en kristen ung mands evige grublen og forfærdelse over al den synd og elendighed han ser, og om de chikanerier og den latterliggørelse af sin tro som han må døje. Da jeg fortalte Annie om mine planer og om denne bog, sagde hun, at hun kender den og endda havde talt om den da hun for et par måneder siden første gang mødte Niels-Henriks nye venner.

Da jeg havde hørt Annies livshistorie måtte jeg virkelig i gang med mit projekt, for her var der tale om en helt anden form for religiøsitet og konflikt med omverdenen end det jeg havde haft i tankerne. Da Annie er ateist, vil de traditionelle religiøse sige om hende at hun ikke er religiøs, og det samme vil hun sige om de traditionelle religiøse: Deres åndsliv er indskrænket og deres trosbegreb er noget vås. Så Annie passede altså ikke helt ind i min oprindelige plan: Da hun ikke har tro, har hun heller ikke tvivl, og hun er også befriet fra småchikanerier, for der er ingen der kender til hendes religiøsitet. For hun taler ikke om den. Og når hun taler, er der ingen der forstår, men når folk forstår - eller lader som om de gør - så forfægter hun sin religion med en mægtig styrke.

Ja, måske var det til at begynde med mere styrken end indholdet af denne kvindes tale der fængslede mig - hendes åndelige vingefang og veltalenhed. Og hendes arrogance. Nej, det skyldtes nok, at jeg i for høj grad havde indtaget min rolle som religionsforskeren der interviewer sit studieobjekt. Det har nok irriteret hende. Så hun stillede mig spørgsmål - om mine interesser og om hvilket miljø jeg kom fra - for at hun kunne bestemme karakteren af min "religiøsitet": Hun forestillede sig mig som den rodløse unge mand der havde fundet det liv som de fleste lever for åndløst, og som blev teologisk student og valgte det åndelige supermarked som emne for sit speciale, fordi han ikke kunne finde ud af hvad han vil og hvor han hører til. Og takket være den lindring som de mange samtaler med søgende sjæle i årenes løb har givet ham, og takket være de tidsslugende gøremål som hans universitetsstilling har pålagt ham, så er han faldet lidt til. Men er den grund han har under sig af religiøs beskaffenhed og har han fattet den dybere årsag til betydningen af det religiøse? Nej, det er det arbejde han udfører et bevis på: hans latterlige spørgeskemaundersøgelser. Alt dette sagde Annie naturligvis ikke, men jeg går ud fra at hun har tænkt sådan - og jeg skal ikke benægte at der kan være lidt om det.

Efter nogle samtaler med Annie, hvor jeg havde fået serveret hele hendes altudslettende civilisationskritik, spurgte jeg hende, om hun ikke havde planer om at bringe sine tanker ud i verden - skrive en bog:

   — Det er omsonst, der er jo skrevet om det emne - kulturopløsningen - i de sidste hundrede år, men det har ingen virkning haft - og det kan ikke få nogen virkning, for det er en ganske naturlig udvikling - det jeg har sagt er, at det religiøse på et stadium i udviklingen måtte ændre karakter - det religiøse blev noget der kan udvikle sig inden for en kultur - en egenskab en kultur kan have - til at begynde med vokser det langsomt og ubemærket frem, så bliver man bevidst om det og det bliver institutionaliseret, og senere kulminerer det, men på et tidspunkt vil det miste sit tag i mennesket - en bestemt religion kan, som vi har set, være umådelig livskraftig, men den kan ikke vare evigt - i vores samfund ser man ikke længere ægte religiøsitet noget sted - og det eneste hellige der er tilbage, er nogle materielle efterladenskaber fra fortiden som vi opbevarer - men nogle mennesker er måske alligevel en smule modtagelige, og nogle af dem kan man måske få til at føle de rigdomme som det jeg kalder en religiøs kultur, kan tilbyde mennesket - men dette kan ikke opnås ved abstrakt tale - der må konkret tale til - de modtagelige må inviteres ind i et religiøst miljø og være der i nogen tid og fornemme en anden form for værdier og problemer end deres egne - et sådant ophold kunne de mindre modtagelige såmænd også have godt af - de ville næppe lave om på noget, men de kunne måske rokkes lidt i deres skråsikkerhed.

   — Ja, men er du selv blevet rokket i din skråsikkerhed? - du har jo nogle religiøse venner ...

   — Nej, for mine venners form for religiøsitet er ikke noget for mig - men det er da dem der i sin tid satte mine tanker omkring religion i gang, som jeg har fortalt dig.

   — Nogle modtagelige skal inviteres ind i dit religiøse miljø - hvordan? - skal de komme her? - inviteres til salonerne?

   — Nej, der skal meget mere til, og budskabet skulle da gerne nå ud til så mange som muligt - der er kun ét sted som jeg kan forestille mig for en sådan invitation, og det er i en roman.

   — Jamen så må du jo skrive en sådan roman, Annie! - hvor du inviterer læseren ind i "den europæiske åndsverden", som du kalder din religion - og det skulle da ikke være så svært, for den verden er jo vores rødder.

   — Ja, den er vores rødder, men hvad er der tilbage af de rødder? - nogle kulturområder af europæisk oprindelse, men i de områder er der sandelig ikke meget europæisk ånd tilbage - men all right, jeg skal forsøge på en eller anden måde at få læseren til at fornemme værdien af den religion som jeg bekender mig til, og da jeg skal være konkret, må jeg lægge hovedvægten på den side af den europæiske åndsverden som jeg har forstand på: den klassiske musiktradition - men ak, en musiktradition som er degenereret! - en kunstart som har mistet den stolte religiøse karakter som den engang ejede - hvis jeg lod hovedpersonen være komponist, så skulle jeg skildre hvordan han famler sig frem i blinde og aldrig synes at blive færdig med sit værk - og jeg skulle skildre dets triste modtagelse af en håndfuld pligtskyldigst klappende mennesker - men var det ikke den modsatte situation jeg skulle skildre? - skulle jeg ikke invitere læseren ind i en verden hvor der er en veludviklet og livskraftig tradition? - følge et mesterværks tilblivelse - komponistens mægtige svingen mellem ekstase og fortvivlelse, fordi han har et solidt fundament under sig, og derfor med stor sikkerhed kan vurdere hvert indfald - og det hele kronet med jubel fra et tusindtalligt publikum som lige så sikkert kan vurdere hans værk - handlingen kunne selvfølgelig henlægges til fortiden, jeg kunne invitere læseren tilbage i tiden - men for det første: i takt med at traditionen er blevet udhulet, har menneskene mistet deres musikalske sans - vi kan ikke mere vurdere med den samme præcision som tidligere, så derfor kan jeg ikke få læseren til at føle det han skal føle - og for det andet: jeg har jo fortalt dig, at jeg ikke kan døje de forfattere, som hele tiden springer over hvor gærdet er lavest, og bare postulerer med deres overlæssede sætninger - jeg vil vise tingene - vise komponistens arbejde - men hvordan kunne jeg gøre det? - så skulle jeg jo selv komponere noget, men jeg er ikke komponist, og selvom jeg var, hvordan skulle jeg så vise komponistens arbejde? - have noder med i romanen og vedlægge en cd?

   — Annie! - Niels-Henrik! - han ka' vise det der skal vises! - lad den ormædte musik optræde som skurk i din roman, og lad matematikken optræde som helt! - for du har jo sagt, at matematikken stadigvæk er omend ikke blomstrende så dog solidt funderet - det har du erfaret igennem Niels-Henriks arbejde - og du siger, at han er den eneste som rigtigt har forstået dine tanker, og at dette netop skyldes hans interesse for matematik - ja, du kunne jo simpelthen lade romanen handle om dine samtaler med ham! - du siger, at selvom du ikke har megen forstand på matematik, så føler du, at du fuldt ud har forstået hans teori - i hvert fald det første af den, og det er vist godt nok - der skal nok være nogle læsere som stejler, men det kan ikke være bedre: Niels-Henrik tjener som redskab til at fjerne dine uønskede læsere! - for du sagde forleden dag, at hvis du havde været komponist, så ville du forbyde "uvedkommende" at høre din musik.

Skulle Annie skrive en roman, så måtte den, som vi har ræsonneret os frem til, skildre hendes egen og Niels-Henriks livshistorie, og det var jo netop den roman som jeg havde planer om at skrive - med Annie og Niels-Henriks aktive medvirken. Vi aftalte at handlingen skulle begynde for et år siden, da Niels-Henrik begyndte i gymnasiet for straks efter at svigte skolearbejdet. Jeg blev gjort bekendt med hver eneste detalje, og vi gik i gang med at forestille os hans forældres reaktion på den ulykke. Og bagefter skrev jeg en snes sider og viste det til Annie. Hun læste med et udtryk der viste, at det var præcis som hun havde ventet. Niels-Henrik læste papirerne efterhånden som Annie blev færdig, og han var den første til at udtale sig: "Min stil? - hvor er den henne?" "Den er da udførligt omtalt." "Ja omtalt, men den er jo væk! - og det er noget makværk - det hele ska' med, sagde jeg - vi får brug for det hele." Nu var Annie blevet færdig: "'Han ska' passe sit skolearbejde!', brølede Torben - dette 'brølede', fremgår det ikke tydeligt nok af udråbstegnet? - og hva' når du kommer til mine samtaler med Niels-Henrik? - for ikke at tale om mødet med de unge? - med al denne udenomssnak, som skal vise hvilken mageløs forfatter du er, vil romanen blive to hundrede sider tykkere - til hvilken nytte?" "Annie, jeg følger reglerne så godt jeg kan!" "Ja det ka' man se! - to hundrede sider ekstra for at opfylde reglerne." "Jamen er det ikke dig der prædiker regler?" "Jo, min kulturs regler, tak!"

Annie havde forudset min fadæse og havde en løsning klar: "Jeg har en særlig kærlighed til stilen hos de store klassiske prosaister - hos dem var det intelligensen snarere end sanserne der skulle pirres - og de kendte ikke til vor tids skelnen imellem faglig og litterær stil - netop stilen og smagen var det altafgørende - man skulle skrive fyndigt og tempereret - og det har jeg bemærket at du er god til - du skal som Voltaire kunne sige: 'Folk véd ikke hvilken umage jeg gør mig, for at de ingen skal have' - og vi har brug for en pennefører der betragter formen som det væsentlige og indholdet som det tilfældige."

På den måde fik vi en ekstra anledning til at diskutere litteraturen - så også jeg kunne komme til at bestemme lidt over indholdet. Men der kom flere formaninger undervejs: "Husk at det er en rigtig kærlighedsroman du skal skrive - ikke noget med postuleret kærlighed! - du skal vise kærligheden, ikke skildre den - du ka' understå dig i at lade Niels-Henrik sige til Pia at han elsker hende!" "Det ville hverken jeg eller nogen anden nu til dags drømme om," råbte Niels-Henrik - han sad i den anden stue og var i gang med at programmere de matematiske mønstre på vignetterne mellem kapitlerne (det er noget med en billardtegneprocedure som han engang havde lavet, og hvor han nu farver banerne).


                                                                                André Nielsen