Om formiddagen ringede Pia til Annie. Hun beklagede at hun havde grebet forstyrrende ind i Annie planer, men hun havde talt med Eirik, og så havde hun fået en masse ideer, og hun havde ikke kunnet lade være med at digte en historie. Annie kunne kun sige, at hun glædede sig til at høre Pias historie, og at hun jo kunne kommentere og uddybe det Pia ville bringe frem om Sonja Kowalevsky - og at radioen garanteret var interesseret i det foredrag hun havde udarbejdet. Men Pia insisterede på at høre alt det Annie havde fundet ud af, og foreslog at de rykkede mødet en halv time frem.

Annie gik med til fremrykningen, men hun havde ikke tænkt sig at læse hele sit foredrag - det ville blive for meget, de skulle have masser af tid til at snakke.

Da gæsterne var blevet vist rundt i stuerne, blev de bedt om at skænke sig et glas og finde et sted at sidde, så ville de blive udsat for lyden af dette koncertflygel og Niels-Henriks tværfløjte. Det stykke de skal høre er skrevet i år, og der er faktisk tale om en uropførelse. Det er af en komponiststuderende, Sandra Brise, 22 år. Annie har dog tilladt sig at bearbejde det lidt, da det er skrevet for violin og klaver. Bagefter går vi ind i stuen ved siden af, hvor der er dækket op og hvor vi skal høre Pia læse op.

Det havde ikke været nemt for Annie at finde et stykke musik. Hun ville godt præsentere dem for et værk af en helt ung komponist, desuden skulle det være kort, højst fem minutter, det skulle kunne omarbejdes uden at tage skade, og fremfor alt skulle det være let at fordøje - en passende klassisk klang - ikke for mange spring og dissonanser. Sådan skriver flere af de unge idag - lidt gammeldagst - en søgen tilbage for at finde mere rodfæste. Stykket af Sandra Brise var en smule umodent - ikke populært, men der var et par letkøbte effekter, men det er kun en fordel i denne anledning.

Og gæsterne fandt det "virkelig charmerende" - "mærkelig uhåndgribeligt, men sikke godt det lyder" - "alene klangen af flygelet" - "hvor er I dygtige" - "vi må høre det en gang til".




Syndens hule

af Pia Bülow

                      Tilegnet Niels-Henrik Aphel

"Tisse? - jamen kære barn, vi går nu - du har haft hele eftermiddagen - JOSEPH, VENT LIDT", råbte moderen. "Hvad er der galt", spurgte faderen. "Ja hva' tror du? - Louise ska' tisse - jamen så gå dog barn!"

    Sådan var det altid med Louise. Når familien skulle afsted måtte man vente på Louise - enten var der noget hun absolut skulle have med og som hun ikke kunne finde, eller også kunne man ikke finde Louise. Og når familien skulle hjem, som nu, måtte man igen lede efter Louise, eller man måtte vente på hende, for så kunne hun ikke finde det hun også måtte lede efter da de skulle afsted, eller også skulle hun tisse.

    Louise gik op ad skråningen og brugte en evig tid på at finde et sted. Og da hun endelig havde fundet et, kunne hun ikke tisse. Hun sad længe og stirrede fraværende frem for sig. "Jo nu... - men hvad er det!?" Hun skulle lige til at kalde, men "nej, så kommer de". Lige foran hende, næsten helt gemt bag krattet, kunne hun skimte en dør. Der måtte være en hule gravet ind i skrænten. Louise var så overrasket, at hun tissede i en hel evighed - eller i hvert fald lang tid nok til at hun besluttede, at hun ikke ville sige noget til de andre, hun ville tage herud helt alene en af dagene og undersøge sagen.

    Tænk, de har været her så tit, og ingen af dem har nogensinde opdaget den hule - hendes brødre farter da ellers nok omkring. Hulen må have været ubenyttet i mange år, ja måske i hundrede år, siden der var vokset skov op lige foran indgangen.

    Dagen efter skyndte Louise sig derud lige fra skole. Hun skyndte sig, fordi hun var spændt på at se hvad det var, men også fordi de ville spørge hvor hun havde været, hvis hun blev for længe væk. Men hun fik ikke noget ud af sin iver, for det var ganske umuligt at komme ind til døren - i hvert fald hvis hun ikke ville have ødelagt sit tøj. Grenene var så kraftige, at hun måtte have en af sine brødres knive med herud.

Næste morgen smuglede Louise en kniv ned i sin skoletaske. På vejen til skole gemte hun den i et buskads, og da hun kom fra skole, fiskede hun den frem og løb ud til hulen. Hun skar så mange grene af, at hun lige kunne mase sig frem til døren uden at hendes kjole hang fast. Døren var selvfølgelig låst, der var et nøglehul i den. Men hun kunne mærke, at træet var så råddent at man nok kunne ødelægge døren. Hun fandt en solid stump gren, og med den hamrede hun på låsen, så træværket om den til sidst gav efter. Da hun åbnede døren væltede en ulidelig stank af mug ud, og der var intet andet at se end mørke. Hun tog sin bluse af, tog en dyb indånding, og viftede med blusen i døråbningen. Først efter at have viftet mange gange, kunne hun holde ud at være lige indenfor. Da hendes øjne var vænnede til mørket, kunne hun se at rummet var et par meter dybt, men hele den bagerste halvdel var fyldt op med trækasser, og lige til venstre lå noget jern som skinnede. Hun mærkede forsigtigt på det, det var skarpt, det måtte være sabler eller bajonetter. Kasserne var stablet helt til loftet, så hun kunne ikke komme til at se hvad der var i dem. Da hun havde vænnet sig mere til mørket, kunne hun se at der både var sabler og geværer med bajonetter. Og lige til højre for indgangen stod en lygte. Hun løftede den, den var ikke helt tom. Louise var lige så hun rystede, hun turde ikke at være her længere.

    Hohooo, det skulle hendes brødre bare vide! - og tænk, her har de været hundrevis af gange. Men de skal ikke få noget at vide. Depotet må være fra revolutionstiden, der har nok slet ikke været nogen i de tredive år der er gået. Hohooo, Louise dansede og svingede sin skoletaske hele vejen hjem.

Louises far var professor i matematik ved École Polytechnique i Paris. Om aftenen, når alle var samlet omkring spisebordet, spurgte han børnene ud om forløbet af skoledagen. Og når han havde sikret sig at alle kunne deres lektier, og i det hele taget gjorde pæne fremskridt, og hvis der ikke blandt de fag som de seks børn havde været i berøring med, var anledning til uddybning, så havde han altid et emne parat. Denne aften kunne han dog gemme sin redegørelse for den af Perikles indførte styreform i Athen, for den yngste af sønnerne bragte et ganske fornøjeligt emne på bane, han havde nemlig i dag lært den pythagoræiske læresætning. Da faderen havde sikret sig, at sønnen nu også havde lært den, og forstod dens store betydning, så kunne han for en lydhør forsamling, berette om den gådefulde Pythagoras og hans hemmelige broderskab i den græske koloni Kroton i Syditalien. Om deres asketiske livsførelse, om deres tro på at tallene er alle tings væsen og at mennesket igennem studium af tallene kan rense sjælen og bringe den tilbage til saligheden, og om deres påstand, at Jorden er rund som en kugle, osv.

    "Var der også kvinder blandt hans disciple", spurgte Louise. "Jamen Louise dog!", sagde moderen. "Hvorfor skulle der ikke kunne have været kvindelige disciple", spurgte faderen. "Jamen selvfølgelig var disciplene da mænd", sagde moderen. "Kvinder havde faktisk ganske samme adgang som mænd til dette broderskab", kunne faderen oplyse. "Interesserede de sig også for tal og figurer", ville Louise gerne vide. "Det vil jeg tro", svarede faderen, "men husk på, dengang fandtes matematikken som vi kender den i dag slet ikke, der har blot været tale om at de knyttede bestemte tal til bestemte ting, og at de sad og mediterede over sten lagt i særlige mønstre eller over smukke geometriske figurer, som for eksempel femkanten med dens diagonaler." "Ja, men far, har der nogensinde været en kvindelig matematiker." "Det var dog utroligt som du kan spørge, Louise", sagde moderen. "Jamen kære Charlotte, du ved da at det er en kvindelig matematiker som har fået Akademiets store pris her i år." "Det har jeg virkelig ikke hørt om." "Har jeg ikke fortalt dig det? Det kan jeg ikke forstå. Nå, men det er da muligt at jeg har glemt det, jeg har jo så mange ting i hovedet. Nåmen hun hedder Sophie Germain, og hende må I sandelig da høre om. Der har været kvindelige matematikere lige siden oldtiden, men deres virke har altid blot bestået i at oversætte og kommentere, og hvis de har gjort opdagelser, har de været så ubetydelige at de er blevet glemt. Men Sophie Germain er den første kvindelige matematiker som har gjort ganske beundringsværdige fremskridt. På højde med en mandlig matematiker vil hun naturligvis aldrig kunne komme, men..." "Er Akademiets store pris måske ikke den højeste udmærkelse der findes", afbrød Louise. "Jo sandelig, den ville kun være blevet givet for et helt ekceptionelt arbejde, hvis indsenderen havde været en mand." "Hvor ved man fra om indsenderen er en mand eller kvinde? - navnet ligger jo i en forseglet kuvert." "Louise, lad mig nu tale færdigt, så vil du kunne se sagen i dens rette sammenhæng. Det hele startede med at en tysk fysiker for nogle år siden demonstrerede et højst besynderligt fænomen her i Paris. Han havde anbragt nogle metalplader af forskellige former - runde og rektangulære - på toppen af lodrette stænger, og når han så dryssede sand på pladerne og satte dem i svingninger ved at stryge med en violinbue langs kanten, så lagde sandet sig i de smukkeste kurver. Matematikerne kastede sig naturligvis straks over dette problem, de ville finde ligningerne for kurverne og opstille en teori for svingninger i elastiske plader. Men problemet viste sig at være uhyre vanskeligt, så derfor stillede Akademiet det som en prisopgave i 1811. Kun én vovede at indsende en besvarelse, og den var aldeles mangelfuld, det var Mlle Germain. Et par år senere fremsatte Akademiet igen opgaven, og Mlle Germain indsendte igen en besvarelse. Hun havde gjort fremskridt, men langtfra løst problemet. Og da opgaven blev stillet for tredie gang, havde Mlle Germain stadig ikke ganske løst problemet, der var en del mangler som hun selv erkendte, og overensstemmelsen mellem teori og praksis var ikke særlig god, men hun havde nu arbejdet så ihærdigt med problemet og gjort så store fremskridt, at man syntes at hun fortjente den store pris. Bedømmelseskommiteen kunne selvfølgelig se på afhandlingen at den var skrevet af Mlle Germain. Men nu skal I høre hvordan det er gået til, at Mlle Germain kom til at interessere sig for matematik. Hun var tretten år da urolighederne for alvor brød ud, og som så mange andre unge fik hun forbud mod at gå ud. Men det var Sophie ikke ked af, for hun elskede at læse bøger og hendes far havde et imponerende bibliotek. Hendes forældre vidste naturligvis, at for megen læsning ikke er passende for en kvinde, og slet ikke en ung pige..." "Hvorfor det", ville Louise gerne vide. "Det skal jeg fortælle dig. Ganske som manden har mere fysisk styrke end kvinden, så har hans sjæl også mere styrke. Kvinden berøres lettere af det hun oplever, og langvarig koncentration trætter hende. Og overbelastes kvinden fysisk eller sjæleligt, så ødelægges hendes krop og sjæl, hun mister sin kvindelighed, og dermed sin tiltrækning på mændene. Se bare hvordan de hårdtarbejdende kvinder fra de lavere klasser ser ud. På samme måde går det en kvinde, hvis hun udfører krævende åndeligt arbejde, det sætter spor i hendes ansigt, hun bliver rynket og maskulin." "Har Mlle Germain fået et sådant udseende", spurgte Louise. "Næh - øh jo, jeg mener at man kan se at hun tænker meget, hun er da heller aldrig blevet gift. For en mand er det lige omvendt, fysisk arbejde former hans krop i en gavnlig retning og tænkning giver hans ansigt karakter. Nå, men på grund af urolighederne og fordi det var synd for Sophie at hun ikke måtte gå nogen steder, lod man hende læse mere end godt er. Hun læste om alle mulige emner - historie, filosofi, naturvidenskab. Men så en dag læste hun om oldtidens største matematiker, Arkimedes, og hans tragiske død da romerne indtog Syrakus i år 212 før Kristi fødsel. Den romerske hærfører Marcellus havde givet sine soldater ordre om, at dette store geni skulle skånes. Men hvad enten det skyldes at ordren var blevet overhørt, eller at Arkimedes' bizare opførsel havde provokeret de soldater der trængte ind i hans hus, så blev Arkimedes' liv ikke skånet. Soldaterne fortalte bagefter, at denne mand sad bøjet over nogle figurer, og da de spurgte ham hvem han var, værdigede han dem ikke et blik, men mumlede blot "forstyr ikke mine cirkler". Sophie var overbevist om, at når et fag i den grad kan opsluge et menneske, så må det være det mest interessante af alle fag. Hun kastede sig derfor over faderens matematikbøger, og snart var hun så grebet af denne videnskab, at hun forsømte alt andet. Hendes forældre var naturligvis opskræmte over hendes højst ukvindelige udvikling, og de forsøgte at få hende bort fra bøgerne, men ganske forgæves. Hun arbejdede ved sin pult hele natten i stedet for at sove, og uanset hvor omhyggelige forældrene var med at fjerne skjulte bøger og lysestumper og papir og penne fra hendes værelse, så fremtryllede Sophie hver nat disse ting. De prøvede også at fjerne alt brændet fra hendes kamin og alt tøjet fra hendes værelse om aftenen når hun var gået i seng, så det ville være umuligt for hende at sætte sig hen og arbejde. Men hvilket syn tror I der mødte dem om morgenen? Sophie lå sovende henover pulten med dynen og tæpperne viklet omkring sig. Forældrene måtte med sorg konstatere at Sophie var uhelbredelig, at hun ville blive en af de lidet respekterede femmes savantes. Da hun havde læst alt hvad der var om matematik i faderens bibliotek, rekvirerede hun forelæsningsnoter hos os." "Gik hun ikke til forelæsninger", spurgte Louise. "Nej da - det øh... det kunne hun da ikke." "Hvorfor ikke?" "Louise, når en institution som Det franske Akademi udskriver en konkurrence, bør enhver borger, uanset stand og køn, kunne deltage. Og hvad skulle man gøre, hvis det viste sig at vinderen ikke opfyldte betingelserne? Men en institution som École Polytechnique er til for at uddanne mennesker til erhverv, som nu engang varetages af mænd. Jeg er sikker på, at både Mlle Germain og vore studerende og lærere ville have følt sig forlegne..." "Ja forlegne, hvis der kun var én kvinde, men hvis der nu var flere, måske mange kvinder." "Jamen du har da ikke tænkt dig, at kvinder skulle begynde at læse til ingeniør?" "Når Mlle Germain har kunnet få den store pris for en videnskabelig afhandling om fysik, skulle hun så ikke også kunne blive ingeniør?" "Louise, der er som sagt adskillige kvinder i tidens løb som har siddet og nørklet med matematik, og det er også i orden, matematik er en harmløs fornøjelse, når bare de ikke driver det for vidt. Men jeg har noget svært ved at forestille mig en kvindelig ingeniør. Og du mener vel også at vi skal have kvindelige generaler, så skal vi da i hvert fald først have kvindelige soldater." "Øh... nej, men der er da forskel på at være soldat og på at sidde ved et skrivebord og lave udregninger." "Den forskel er ikke så stor som du tror, der hører meget mere til at være ingeniør end bare at sidde ved et skrivebord. Og kære Louise, vi mænd elsker at være i selskab med jer kvinder, men må vi ikke godt have lov til også at have steder hvor vi kan være sammen, uden at skulle behage kvinder, og distraheres af kvinder. Jeg er sikker på, at I kvinder også ville have jer frabedt, at vi mænd trængte os ind på jeres områder. Tror du din mor ville bryde sig om, at jeg gik her hjemme hele dagen og udførte de samme opgaver som hun?" "Øh nej..." "Ser du, mænd og kvinder skal omgås hinanden under passende former, og den forskel der er i deres sind og adfærd skal vi kultivere, ikke nivellere. Overskrides de regler der må være, så forsvinder den gensidige tiltrækning. Lad os antage at menneskene virkelig fik den besynderlige idé, at der ikke mere skulle være forskel på manden og kvindens liv. Drenge og piger fik den samme opdragelse og uddannelse, og mænd og kvinder begyndte at klæde sig ens - næsten ens - og der skulle ikke mere være noget der hed særligt mande- og kvindearbejde. Denne utopi kunne sikkert i stor udstrækning virkeliggøres. Kvinder kan uden tvivl oplæres til at kunne udføre de fleste former for mandearbejde, vi opfinder jo flere og flere maskiner der kan lette det kropslige arbejde, og det er trods alt kun få embeder som er meget åndeligt krævende. Men hvordan tror du at mennesket ville trives i et sådant samfund? Ja, sådan er forholdene jo faktisk i de laveste klasser. Se bare de mennesker der står på torvet og sælger, mand og kone står en hel dag ved siden af hinanden og udfører præcis det samme arbejde. Tror du ikke at fascinationen ved det modsatte køn, og kærligheden, er en mikroskopisk størrelse i disse menneskers liv?" "Øh, joh..." "Nå, men da Mlle Germain havde studeret i nogen tid, indsendte hun, ganske som det kræves af vore studerende, en besvarelse af en opgave, men under navnet M. Leblanc. Det var professor Lagrange der skulle rette den, og han undrede sig over denne noget utraditionelle besvarelse, så derfor opsøgte han M. Leblanc. Og I kan sikkert forestille jer hans forbavselse, da han blev præsenteret for denne monsieur. Men resultatet af mødet blev, at de indledte en korrespondance, og Mlle Germain blev kendt i matematikernes kreds. Hun begyndte at korrespondere med flere andre matematikere, især med professor Legendre, og også, under navnet M. Leblanc, med vor tids allerstørste matematiker - vor tids Arkimedes - tyskeren Gauss. Gauss boede nær Breslau, så da de franske tropper i 1807 indtog denne by, kan I nok forstå at Mlle Germain blev bekymret for ham. Men heldigvis var den general som ledte felttoget ven af hendes familie, så hun bønfaldt ham om at skåne Gauss. Dette gav generalen sine soldater ordre om, og Gauss kom ikke til at dele skæbne med Arkimedes, men han undrede sig naturligvis over, at en ham aldeles ukendt Mlle Germain havde udvirket denne ordre. Først efter at de havde korresponderet nogen tid endnu, røbede M. Leblanc at han var Mlle Sophie Germain. Hun må have vidst, at matematikere er et særlig tolerant folkefærd, siden hun turde lave et sådant nummer med en tysker. Der skete da også det, at Gauss var glædeligt overrasket over denne 'metamorphose', som han kaldte det. Han skrev til en ven, der havde sat spørgsmålstegn ved hans videnskabs livsberigende virkninger, at her havde vennen et bevis på det modsatte. Han skrev, at det er yderst sjældent man møder mennesker som har smag for tallenes mysterier, og dette kan ikke undre, thi den henrivende fortryllelse ved denne ophøjede videnskab afslører sig kun for dem, som har mod til at trænge dybt ind i den. Men når en kvinde, som jo møder langt større hindringer end mænd hvis hun vil gøre sig fortrolig med disse tornefulde undersøgelser, ikke desto mindre får held til at overvinde hindringerne, da må hun uden tvivl være i besiddelse af det ædleste mod og helt enestående evner. Nå, men Mlle Germain har i årenes løb løst en masse småproblemer, for eksempel har hun bevist specialtilfælde af 'Fermats sidste sætning'. Og hun har det tilfælles med alle de andre kvinder der har beskæftiget sig med videnskab, at hun i stedet for at trænge meget i dybden på et snævert område, breder sig over flere fag - moral, litteratur, filosofi, osv. Disse kvinder leder efter beslægtede træk og sammenhænge i alle fænomenerne. Mlle Germain mener, at det er forkert af os at betragte fantasien og fornuften som værende væsensforskellige foreteelser. Hun mener, at i kunsten er domme baseret på fornuften og domme baseret på følelserne i virkeligheden af samme natur. Og moralens og kunstens og naturens love er af ganske samme beskaffenhed - tingene inden for disse områder er sammenkædede ved beslægtede relationer. Den slags iagttagelser er typiske for kvindens tænkemåde, og der er da uden tvivl lidt sandhed i dem, men det ville være ganske umuligt at præcisere denne filosoferen, for det er kun set fra en overfladisk betragtning, at sammenhængene er der. Næh, om Mlle Germain og hendes filosoferende medsøstre må man sige, at de tilhører de eksemplarer af menneskene som man kunne kalde kuriosa. Den slags mennesker har altid været der, og vil altid være der, og der er sikkert en højere mening med deres tilstedeværelse. Og så længe de ikke truer den orden som må herske i verden, så synes jeg at vi skal lade dem være i fred - ja lad os dog fornøje os over dem, de er her måske for at sætte kulør på vores tilværelse."

Når Louise denne dag kun havde afbrudt faderens lektion relativt få gange, var det ikke fordi at hun ikke havde meget at spørge om. Nej, sagen var, at opdagelsen af hulen havde bragt hende i en særlig stemning, og disse beretninger om Pythagoras og Mlle Germain satte yderligere noget i gang i hende. Og undervejs var hun også kommet til at tænke på en historie som hun engang havde læst.

    Denne historie foregik oppe mod Nord i et land der hed Danemark. I dette land talte man et sært og ildelydende sprog. De kunne ikke engang selv holde det ud, så de af dem der havde råd til det, fik undervisning i fransk. Dette havde også den fordel, at deres tjenestefolk ikke forstod hvad de sagde. De talte altså fransk indbyrdes og danemarsk til tjenestefolkene. Historien handlede om en tjenestepige der hed Karla (sikke et navn), og Karla var godt sur over at hun ikke kunne forstå hvad herskabet talte om. Så derfor smuglede hun deres "Fransk Sproglære" (en bog på 800 sider) op på sit kammer. Da den ældste af herskabets børn kun var syv år, ville der nok ikke blive brug for bogen foreløbig. Hver dag, inden hun lagde sig til at sove, læste Karla i den. Udtalen af ordene lærte hun af herskabet. Og efter et årstid kunne hun smugle den tilbage igen, nu var det daglige samvær med herskabet nok til at bringe hende videre. Og snart forstod hun hvert et ord de sagde. Hun nød denne færdighed, sikke et privilegium, sikke mange ting hun fik at vide. Men hvor frustrerende! Midt i en intim samtale var hun ofte nødt til at gå, og det kløede i hende efter at fortælle det hun havde hørt videre til sine veninder og de andre tjenestefolk. Men før eller siden måtte det naturligvis gå galt. En dag da Karla serverede for herskabet og hun var på vej ud med den tiloversblevne suppe, hørte hun fruen udbryde bag sin ryg: "Tu répands!" (du spilder). Karla drejede bakken lidt og kiggede ned mod gulvet. Udbrudet var henvendt til nådigherren som skænkede vin i sit glas, men fruen så Karlas gestus, og spurgte hende om hun havde spildt. Karlas forlegenhed overbeviste herren og fruen om, at hendes gloseforråd overskred de få ord som man må finde sig i at tjenestefolkene lærer. "Hva' fanden", hylede nådigherren og satte sit glas så hård at foden knækkede, "nå så det er derfor vores franskbog var væk." Karla blev afskediget og måtte drage til en fjerntliggende by for at søge en plads. Men ak, også her blev hun afsløret. Hun måtte sande, at hendes kunst er umulig at praktisere: hos de fransktalende familier er tjenestefolkene altid under mistanke for at kunne flere gloser end ønskeligt. Karla endte sit liv som tjenestepige hos en lærerfamilie.

Det som Louise pludselig havde fået en ubændig lyst til, var at blive matematiker. Men ikke på samme måde som Mlle Germain, Louise fattede ikke nogen særlig interesse for dette fag. Hendes gerning skulle være af en helt anden art, og den skulle foregå i allerdybeste hemmelighed. Og hun behøvede slet ikke at frygte at hendes kunst skulle blive afsløret, thi hendes virksomhed var uden fortilfælde. Hendes første mål var at blive i stand til at læse sin fars afhandlinger og forstå hans samtaler med sine kolleger. Og når hun engang var blevet rigtigt dygtig, ville hun gribe forstyrrende ind i hans og andre matematikeres arbejde. Hvordan dette præcist skulle ske, vidste hun endnu ikke, men der var flere muligheder.

    Hulen var den vigtigste ingrediens i denne plan, eftersom hendes studium ville være utænkeligt i hjemmet, her roder folk i ens ting og her er der ikke ét eneste sted hvor kan være uden at nogen pludselig kommer brasende ind. Én efter én ville hun smugle sin fars lærebøger derud og tilbage igen. Men først skulle hulen gøres lidt i stand. Louise bragte en gammel stump tæppe derud, og hun fyldte olie på lygten. Og hun ledte efter et sted hvor man kunne lave et hemmeligt rum, men hulen var alt for godt bygget. Hun bemærkede dog, at de nederste kasser stod hævet lidt fra gulvet på nogle lister, sikkert for ikke at blive fugtige hvis der skulle trænge vand ind, her kunne hun skubbe sin bog ind når hun gik.

    Den næste dag udvalgte Louise sin første bog. Hun vidste, at de bøger som stod på nederste hylde i en af faderens reoler, var bøger fra hans barndom og tidlige ungdom. En af dem hed "Arithmétique et géométrie élémentaire", den lagde hun ned i sin skoletaske. Og efter skoletid løb hun alt hvad hun kunne ud til hulen. Hun måtte dog sande, at det ry denne videnskab har for at være svær, ikke er overdrevet, så hendes studier gik kun langsomt fremad i begyndelsen.

    Når hun skulle til og fra sin hule, gik hun altid en omvej, og hun sørgede omhyggeligt for ikke at blive set af nogen. Hun kunne højst være der en halv time hver dag. På den tid læste hun så meget som muligt, og på hjemvejen, og når hun ellers havde tid og ro, repeterede hun sin lektie i tankerne.

    At Louise altid kom en del senere hjem fra skole end hun burde, vænnede hendes mor sig til, for Louise fortalte altid i detaljer hvor hun havde været: "Jeg skal hilse dig fra madame Gay, jeg hjalp hende med at bære varer hjem." Louise kom til at råde over et større og større katalog over mere og mere troværdige løgne.

Louise kom snart til at opleve en forsmag på den lykke, som Karla må have følt og som hun selv engang ville komme til at nyde i sit fulde omfang: for hver bog hun havde været igennem, åbnede faderens studérkammer sig mere for hende, hun forstod flere og flere af titlerne i reolerne, og af tegnene i bøgerne og i hans udregninger, og af de ord der fløj frem og tilbage i luften når han havde en kollega på besøg. Men da hun således til stadighed oplevede en bid af denne lykke, kan man forestille sig, at hun ville miste interessen for sit forehavende længe inden hun havde nået sit oprindelige mål. Sådan ville det sikkert også være gået, hvis ikke andre drivkræfter var begyndt at indvirke. Dels gav det hende en tilfredsstillelse, at hun snart begyndte at gøre ganske hurtige fremskridt. Ja hun kom langt hurtigere frem end mændene kunne komme ad deres slagne vej, eftersom hun jo ikke skulle overhøres af en lærer og derfor ikke behøvede at lære noget udenad, hun skulle blot forstå begreberne så godt at hun kunne komme videre. Og dels fik hun faktisk hen ad vejen en interesse for dette fag. Om denne interesse så var af helt den samme art som den mændene påstår de har, var naturligvis ikke let at vide, og hun kunne heller ikke vide om hun havde gode evner for faget. I hvor høj grad Louise var blevet afhængig af sin nye identitet, mærkede hun, da hun i en uges tid havde ligget syg og derfor havde været afskåret fra sine studier. Hun følte sig reduceret til at være en ganske almindelig ung pige, hun hungrede efter at få sin egenart tilbage. Hun ville være noget særligt, hun fattede ikke at nogen kunne holde ud bare at være almindelige mennesker.

Familien fortsatte naturligvis med at henlægge søndagsturen til skoven hvor hulen lå. På disse udflugter fulgte Louise ængsteligt sine brødre med øjnene. Og hvis de gjorde det mindste tegn på at nærme sig hulen, rejste hun sig op og løb spejdende og pegende rundt: "En stålorm! kom! skynd jer!" Men heldigvis var den slags klovnenumre kun sjældent nødvendige, området bød på masser af interessante ting der skulle undersøges, og døren kunne man kun se, hvis man vidste at den var der.

    Og denne bekymring blev fuldt ud opvejet af den kostelig fornøjelse, som den absurde tanke gav hende, at her sidder faderen og gnaver andelår og deroppe ligger hans "Leçons sur le calcul des fonctions". Og når brødrene var langt væk fra hulen, legede hun med den tanke at de kom løbende: "Far far, vi har fundet en hule, der er sabler og krudt og kugler, og se denne her bog...".

    "Hvad smiler du af, Louise", spurgte moderen pludselig. "Øh, det var noget sjovt der skete i skolen i går", svarede Louise. "Hvad dog?" "Øh, det var søster Benedicte. Øh der var sat et stort skilt op, at gulvet var bonet, men hun så det ikke, så da hun gik foran os ind i klasseværelset, så satte hun sig bums ned i spagat, stængerne strittede lige ud til hver sin side, det så altså så sjovt ud." "Jamen Louise dog! - hvad er det for et sprog! - og sådan noget smiler du da ikke af, det gjorde du vel ikke da det skete?" "Nej, selvfølgelig ikke." "Da jeg gik i skole", sagde faderen, "gik vi engang i en lang række efter vores zoologilærer ned ad en stejl vindeltrappe. Og i stedet for at se hvor han gik, havde han hovedet rettet opad imod os, for at fortælle at der ventede os et sært syn i denne kælder. Da han næsten var nået derned, snublede han, og han landede på kældergulvet i en så grotesk stilling at vi brast i latter." "Joseph dog! - du siger da ikke sådan noget når børnene hører det." "Ja, vi burde måske have ventet lidt, for han så virkelig ud til at have brækket både arme og ben. Men da jeg havde set, at det kun var hans stok der var knækket, spurgte jeg ham, om han ikke kunne udføre sit nummer en gang til, for de bagerste i rækken havde ikke set det." "Joseph!" "Mine kammerater var ganske tilfredse med mit bidrag til dagens underholdning, og herregud, jeg betalte prisen, først ti dygtige slag med den ene halvdel af stokken, og så ti dygtige slag med den anden halvdel."

Da Louise havde studeret i tre år, kunne hun så småt begynde at læse faderens artikler, dem fra hans ungdom. Og i løbet af det næste år arbejdede hun sig igennem hans produktion. Og endelig langt om længe, var hun i stand til at forstå hans seneste artikel i Journal de l'École Polytechnique, den som hun vidste var et resultat af over et års studeren og talrige drøftelser med kolleger til langt ud på natten. Men efter at have læst denne artikel nogle gange igennem, bemærkede hun, at en ganske bestemt tankegang - en forskydnings-operation der skulle udføres på ordnede talrækker - forekom flere gange. Hun forstod ikke, hvorfor faderen ikke havde givet denne operation et særligt navn, så ville både resultaterne og beviserne kunne formuleres mere elegant. Louise ønskede selvfølgelig at hendes far skulle vide dette, men hvordan kunne hun fortælle ham det? Det eneste hun kunne gøre, var at sende et brev til ham underskrevet med et fiktivt navn - og hvorfor ikke lade dette navn være et kvindenavn? Hun lavede om på sin skrift så godt hun kunne, underskrev brevet Jeanne d'Arlincourt (var det navn for risikabelt?), og sendte det en dag hvor hun havde et ærinde midt inde i Paris. Dagen efter var Louise ikke i tvivl om at hendes far havde modtaget brevet, for i timevis kunne hun høre ham gå frem og tilbage i sit studérkammer, og da han kom ud, var han i dårligt humør. Da han et par dage senere havde et par kolleger på besøg, påtog Louise sig opgaven at forsyne dem godt med kaffe og småkager, og under hvert besøg hørte hun ordet "décalage" blive nævnt. Hendes opdagelse havde altså fået dette navn. Louise var blevet matematiker! Har hendes far mon kontrolleret navn og adresse? Han har nok tænkt, at det er en af hans studerende der har udsat ham for denne spøg. Ja selvfølgelig! - han havde jo fortalt dem om sin datters spørgsmål om kvindelige matematikere.

    Efter denne hændelse vidste Louise hvad hun ville. Der var blot én ting som bekymrede hende: hvordan kunne hun i fremtiden praktisere sit arbejde? Hun var nu en ung dame på sytten år, man holdt mere opsyn med hende, og når som helst kunne en bejler dukke op. Problemet løste imidlertid sig selv. En dag hørte hun sin far sige til moderen, at deres kontordame på tidsskriftet havde taget sin afsked, og at hun skulle spørge sin søster, om ikke denne lille tjans var noget for deres datter. Louise sagde, at hun virkelig godt ville vide, hvorfor hun ikke var lige så kvalificeret til dette arbejde som kusinen. Faderen måtte tilstå, at han slet ikke havde skænket Louise en tanke, hendes idé var jo genial, det ville være en stor fordel at arbejdet blev her i familien.

    Den officielle del af hendes arbejde var ikke tidskrævende, hun skulle blot holde kartotek med tidsskriftets abonnenter, sende dem tidsskriftet når det kom fra trykkeren samt regninger en gang om året. Desuden skulle hun give de artikler der blev indsent videre til en af de fem redaktører. Hendes far gav hende instrukser om hvilke emner de forskellige redaktører havde specialiseret sig i, hun skulle kigge efter bestemte ord i titlen og i introduktionen. Den uofficielle del af hendes arbejde var derimod langt mere tidskrævende. Louise kunne naturligvis ikke overkomme at læse alle de indsendte artikler, også hun måtte specialisere sig. Når en artikel kom tilbage fra den redaktør der havde gennemlæst den, var den forsynet med anmærkninger - fejl der skulle rettes og ting der burde uddybes eller undersøges eller forbedres - og Louise skulle sende den tilbage til forfatteren. Men når artiklen var inden for hendes eget speciale, så udførte hun sin del af arbejdet inden den blev sendt videre. Normalt brugte en redaktør lang tid på at arbejde sig igennem en artikel, så anmærkningerne var oftest udført på mange forskellige tidspunkter, og med forskellige penne og blæk, og ikke sjældent havde flere redaktører delt arbejdet mellem sig. Så det ville stort set være umuligt for nogen at opdage, at artiklen var blevet læst og kommenteret af en "redaktør" mere. Og det er let at forestille sig Louises iver, når hun modtog artiklen i sin endelige version fra forfatteren - havde hun haft ret?

    Kort tid efter at Louise var begyndt på sit job, så hun en aften fra sit vindue en flot coupé med våbenskjold standse foran deres hus, og ud steg en nydelig ung herre. Louise genkendte ham straks, han var læge og hun havde mødt ham ved et bal nogle uger forinden. De havde danset flere gange og talt længe sammen, og da de skulle tage afsked, gav han udtryk for sin beundring for hendes "klare og logiske tanke", "det har virkelig været forfriskende at konversere med Dem, mademoiselle". Hun åbnede vinduet forsigtigt, og hørte at han anmodede om en samtale med professoren. Da den unge herre var gået, kaldte hendes fader først moderen ind til sig, og derefter Louise. Og da hun kunne se på forældrene hvilket svar den unge læge havde fået, sagde hun ja, næsten førend de havde spurgt om hendes mening. Da faderen senere spurgte hende, hvad der især tiltalte hende ved den unge mand, svarede hun: "At han ikke er matematiker." "Jamen dog min pige, bryder du dig ikke om matematikere? Har jeg eller mine kolleger gjort et slet indtryk på dig?" "Nej fader, på ingen måde, men jeg synes at det må være trist at være gift med en mand hvis embede man overhovedet ikke forstår noget af." "Ja, jeg giver dig ret, det er en trist side ved matematikken, at man aldrig kan fortælle sin kone om sit arbejde. Jeg forstår og billiger dit valg, nu kommer du til at høre herlige beretninger om ben der skal amputeres og projektiler der er blevet fisket ud."

    En medvirkende årsag til Louises interesse for lægen var, at han boede ganske nær ved École Polytechnique, nu ville hun få bedre arbejdsvilkår, ja hun kunne måske omdanne et værelse i sit nye hjem til kontor.

    Louise var verdens mest priviligerede "matematiker". Hun var ganske fritaget fra at skulle holde forelæsninger og rette opgaver. Og hun lærte sin ægtemand og sine børn, at når hun var i sit kontor, ville hun ikke forstyrres, hendes arbejde med at holde regnskab og skrive korrekte adresser på kuverterne krævede stor koncentration. Hendes "rigtige" arbejde var altid spændende: i den næste linie kunne der vise sig en graverende fejl som redaktøren havde overset. Og når hun havde opdaget noget betydningsfuldt, for eksempel et simplere bevis for en påstand eller et modbevis for en formodning, var hun nærmest euforisk når hun kom ud fra sit kontor. Ægtemanden tilskrev denne sindsstemning glæden ved at have overstået sit arbejde så hun kunne være sammen med ham.

Louise drev sin lyssky virksomhed, uden at nogen opdagede noget, og til stor glæde for sig selv og til nytte for matematikken, i næsten tres år, helt frem til 1880. I flere hundrede afhandlinger var hendes foreslag til forbedringer blevet taget til efterretning, og i en snes tilfælde var hun blevet den direkte anledning til, at helt nye begreber eller tankegange havde vundet indpas i matematikken.

    Louise følte, at hun havde levet et rigere liv end de fleste kvinder. Thi foruden at hun havde haft de ting som alle andre kvinder har - mand og børn - havde hun haft noget mere som hun for ingen pris ville have undværet. Hendes fritidssyssel havde haft en særlig karakter i forhold til de sædvanlige kvindesysler, den var mere lødig og betydningsfuld. Hun havde læst at alle mennesker, både mænd og kvinder, stræber efter "at være synlige og at sætte sig spor i verden". Men denne stræben ytrer sig på forskellig måde hos manden og kvinden. Manden drømmer om at skabe noget håndgribeligt som kan ses og beundres af så mange mennesker som muligt, og helst i al evighed. Kvindens gerning er mere usynlig, til gengæld lægger hun mere vægt på selv at være synlig. Hun ønsker at blive attrået af mændene og misundt af kvinderne, og det er igennem sine børn at hun "lever evigt". Louise følte sig aldeles ikke tiltrukket af de mandlige matematikeres liv: deres krævende arbejde og deres evige higen efter at få anerkendelse og eftertragtede embeder.

    Men selv om Louise helt uden løn havde udført et nyttigt stykke arbejde, idet hun havde højnet sit tidsskrifts standard og gjort en række betydningsfulde opdagelser, så var hun aldrig blevet helt befriet fra en følelse af dårlig samvittighed. Der havde jo været noget fordægt ved hendes virksomhed. Og vist har andre kvinder beskæftiget sig med matematik, men de er og bliver meget unormale tilsynekomster. Og hun kunne ikke benægte, at hun som barn altid havde haft en trang til at være på tværs - gøre noget forbudt, sige noget provokerende. Var hun i bund og grund besat af en dæmon?

    Louise havde naturligvis holdt udkig efter kvindelige forfatternavne i alle de tidsskrifter hun havde haft adgang til, men i de seneste mange år havde intet kvindenavn vist sig. Kommer der mon nogensinde flere? Tør hun nogensinde afsløre sin hemmelighed?

I 1875 - da Louise havde været tidsskriftsredaktør i over halvtreds år - dukkede et kvindenavn imidlertid op: Sophie von Kowalevsky. Af hendes afhandling fremgik, at den var en doktordisputats og at hendes lærer var Tysklands betydeligste matematiker, Weierstrass. Louise havde straks forhørt sig hos sit tidsskrifts redaktører om de vidste noget om denne nye Sophie, men det eneste de kunne fortælle, var at hun var russer, at hun havde fået privatundervisning hos Weierstrass, og at hun var den første kvinde der havde taget doktorgraden i matematik. Man hørte dog ikke mere til Sonja Kowalevsky, som hun faktisk hed, hun var efter sigende taget tilbage til Rusland.

    Men i 1883, efter at Louise havde trukket sig tilbage fra sit arbejde som historiens eneste illegale videnskabelige tidsskriftsredaktør, dukkede navnet Sonja Kowalevsky igen op i de franske aviser. Hun var blevet ansat som privatdocent (altså uden officiel løn) ved det nyoprettede universitet i Stockholm, og dette var første gang at en kvinde underviste ved et universitet. Året efter kunne Louise læse, at nu var Sonja blevet ansat som professor i matematik ved samme universitet for en femårig periode, verdens første kvindelige professor. Desuden var hun blevet redaktør på det nystartede tidsskrift Acta Mathematica.

    Men Louise kunne også læse - og især høre i salonerne hvor hun kom - at denne udnævnelse skyldtes en enestående diplomatisk indsats af en ung svensk matematiker, Mittag-Leffler. Thi Sonja var et ganske forfærdeligt menneske. De fleste mente, at der her var tale om en tilsmudsning af et ædelt fag, og en utilbørlig indtrængen på mandens enemærker. Den svenske forfatter August Strindberg havde mødt hende og han sagde bagefter: "En kvindelig matematiker er en farlig og usympatisk tilsynekomst, man kan roligt sige en uhyrlighed." Desuden fordømte fagfolk den nye og betænkelige vej inden for matematikken, som hendes lærer Weierstrass var slået ind på, og som Sonja blindt havde fulgt. Men dette var ikke det værste, nej, det værste var, at Sonja var revolutionær. Hun og hendes søster havde været med i 1860'ernes ungdomoprør - oprørerne kaldte sig nihilister, og de holdt hovedsagelig til i Sankt Petersborg. Disse unge mennesker fra overklassen forkastede alle samfundets traditioner og værdier, de optrådte provokerende, kvinderne klippede håret kort og klædte sig i tarvelige klæder, og de indgik fiktive ægteskaber for at kunne frigøre sig fra deres forældre og komme til udlandet for at studere og lave revolution. Således havde Sonja og hendes søster været med i den frygtelige kommunardopstand i Louises egen by.

    Sonja havde indgået et fiktivt ægteskab med en ung mand som udbredte Darwins lære, og som havde et trykkeri hvor han trykte forbudte bøger og revolutionære skrifter. Da Sonja havde fået sin doktorgrad i 1874, var hun ganske rigtigt rejst tilbage til Rusland, men ikke for at virke som matematiker, men derimod for sammen med sin fiktive mand, som nu pludselig var blevet hendes rigtige mand, at spekulere. De havde regnet ud, at hvis de spekulerede grundigt i tre år, så ville de resten af livet helt kunne hellige sig revolutionen og deres videnskabelige arbejde. De levede i sus og dus for lånte penge og et forventet gigantisk udbytte af deres investeringer i ejendomme og badeanstalter og i et dagblad og et trykkeri og et petroleumsfirma. Men udbyttet kom aldrig, og i et stadig accelererende tempo optog de nye lån for at kunne indfri de gamle. Tilsidst var der kun én udvej: selvmord - for ægtemanden altså - Sonja flygtede til udlandet.

    Louise var rystet - gode Gud! - hvilken elendighed - hvilket fald fra den fine Sophie Germain til denne uhyrlighed - sådan en forbryderske - hvilken skamplet på matematikken - sikke en mandhaftig kvinde - hun forstår rigtigt at mase sig frem - er hun det kommende århundredes kvindetype?

    Og Sonjas masen sig frem syntes virkelig ingen ende at tage. Juledag 1888 kunne Louise læse, at Sonja havde fået Det franske Videnskabsakademis eftertragtede Bordin-pris for en besvarelse af spørgsmålet "Om et fast legemes rotation omkring et fast punkt", og at besvarelsen var af en så høj karat, at man havde forhøjet pengebeløbet fra 3000 francs til 5000. Og året efter blev Sonja udnævnt til ordinær (altså livsvarig) professor, desuden fik hun en medalje af den svenske konge, og som noget hidtil ganske uhørt for en kvinde, blev hun udnævnt til korresponderende medlem af det russiske videnskabsakademi.

    For kvindebevægelsen verden over blev disse begivenheder betragtet som det endegyldige bevis for at kvinden, hvad intellekt angår, er fuldt på højde med manden, og som et kæmpe fremskridt i bestræbelserne på at gøre manden og kvindens liv ens.

Louise følte lede ved alle de "fremskridt" menneskene gjorde. Men de unge fattede ingenting, de var begejstrede for alt hvad der var nyt. Sagde hun det mindste til sine sønner, fik hun bare at vide at hun var blevet gammel: "Sådan bliver alle mennesker når de bliver gamle, de synes at alt det nye er forfærdeligt og at alt var bedre i gamle dage, og sådan har det altid været." Men den forklaring købte Louise ikke, hun var overbevist om at hendes tanke stadig var "klar og logisk", hun kunne se mange ting tydeligere end andre. Hun kunne se, at i det nye århundrede ville der ske forfærdelige ting. Hun havde oplevet den blodige kommunardopstand, og hun havde hørt, at en mægtig kommunardopstand snart ville omvælte hele Rusland. Hun så hvordan teknologien udviklede sig med en foruroligende hast. Ufattelige kræfter var ved at blive sluppet løs, lokomotiverne kørte hurtigere og hurtigere, telegrafledninger blev ført til alle egne af Jorden, og hun havde fulgt opførelsen af det svimlende jerntårn til verdensudstillingen. Og kvinderne var med i alt dette, de blev mere og mere mandige. Hvor ender det altsammen?

    En dag læste Louise i avisen, at Sonja havde nedskrevet sine barndomserindringer. Denne bog måtte Louise for enhver pris have fat i, her kunne hun sikkert få sandheden at vide om Sonja. Hendes boghandler kendte den ikke, men ville undersøge om den kunne fremskaffes. En måned senere meddelte han, at den desværre kun var udgivet på to nordiske sprog, dansk og svensk. Louise bad om at få den danske oversættelse bestilt hjem ("Liv i Rusland, Søstrene Rajevski", 1890), samt en dansk-fransk ordbog.

    Men inden Louise modtog disse bøger, læste hun i avisen at Sonja var død - den 10. februar 1891. Hun var død - 41 år gammel - det menneske som Louises tanker kredsede omkring. Dødsårsagen blev angivet som lungebetændelse.

    Da Sonjas bog kom, kastede Louise sig over den. Det tog hende flere måneder at arbejde sig igennem disse sære ord, men længe inden hun var færdig, var hun blevet beroliget. Louise gættede, at når bogen først var udgivet på svensk, var det fordi at den var skrevet inden for de seneste år. Men i bogen følger man kun hovedpersonen til hun er femten år, der er ikke en eneste antydning af hendes senere skæbne.

    Sonja fortæller om sit triste og ensomme liv på det afsides beliggende gods. Meget tidligt lærte hun sig selv at læse, og sin største glæde og trøst fandt hun i godsets bibliotek. Men læsningen måtte oftest finde sted i smug, da de fleste bøger var skadelige for en kvinde, især en ung overklassefrøken. To onkler som hun holdt meget af, åbnede hende for naturvidenskabens mysterier. Og matematikken fik en særlig tiltrækning på hende, fordi hendes barneværelse i lang tid havde været tapetseret med blade fra en bog om højere matematik (der var indkøbt for lidt tapet da de flyttede dertil). Hun blev efterhånden meget interesseret i matematik, og havde allermest lyst til kun at fordybe sig i denne videnskab. Men den fattigdom og det tyranni som hun så overalt, trykkede hende mere og mere, hun følte at der måtte gøres noget. Og tilsidst i bogen hører hun om andre unge der føler ligesom hun.

Efter at have læst Sonjas beretning, så Louise de rygter hun havde hørt i et helt andet lys. Hun behøvede ikke at læse en fortsættelse af Sonjas barndomserindringer, hun kunne levende forestille sig Sonjas liv som voksen. Louise havde naturligvis læst alle Sonjas matematiske afhandlinger (de udgjorde tilsammen 200 sider). Det hun beundrede mest, var, at de problemer som Sonja løste var totalt unyttige. Sonja havde fundet ud af, hvordan Saturns ring ser ud under forudsætning af at den er flydende (hvad den jo ikke er), og hun havde fundet et nyt eksempel på et fast legeme hvis rotation om et fast punkt kan beskrives matematisk (i lighed med snurretoppen). Denne unyttighed var der noget betryggende ved - Sonja bidrog ikke til verdens ødelæggelse. Og det gik op for Louise, hvorfor Weierstrass' (og Sonjas) matematik blev anset for at være skadelig. Det var en metode til undersøgelse af funktioner, hvor man gik strengt "analytisk" (eller "logisk") tilværks, i modsætning til den "intuitive" metode. Weierstrass ønskede, at den matematiske argumentation skal være omhyggelig og hvile på et helt eksakt grundlag - alt den megen tågesnak skal udryddes. Metoden giver mere sikre resultater, og da den er intellektuelt stimulerende, fristes man til at drive analyse for analysens egen skyld - en frist som den der dyrker matematik af ren interesse for faget, nemt kan falde for.

Louise var overbevist om, at det Sonja havde haft allermest lyst til, var, ganske som hun selv og Sophie Germain, at sysle med sin matematik i fred og ro. Men Sonja havde følt, at nogle ting måtte ændres i verden - de fattiges og kvindernes kår måtte bedres. Og at hun, i kraft af sit køn og sin begunstigede position, i særlig grad bar et ansvar for at der blev grebet alvorligt ind i den herskende orden. Hun havde følt sig forpligtet til at støtte socialisterne, men hun havde garanteret (det kunne Louise læse ud af bogen) taget afstand fra balademagerne. Og fordi hun havde vist tegn på at have gode matematiske evner, havde en masse mennesker (sikkert både mænd og kvinder) tilskyndet hende til at blive den første kvinde som dyrker matematik på helt den samme måde som mændene. Men da et sådant liv er i strid med kvindens sande natur, var hendes helbred blevet nedbrudt. Det er således det hænger sammen. Igennem denne historie fik Louise bekræftet det som hun havde lært og læst og selv erfaret om kvindens natur. Hendes egen mors liv havde ikke været tilfredsstillende, det havde været for indholdsløst, men Sonjas liv havde heller ikke været tilfredsstillende, det havde været for mandigt. Nej, hun selv havde instinktivt fundet frem til kvindens sande liv. En fredsommelig og berigende syssel som den hun selv havde haft, bør enhver kvinde have ved siden af sin gerning som mor og hustru. Det var derfor at hun altid havde haft et godt helbred, og var blevet så gammel, og havde bevaret sin klare og logiske tanke.

Louise var så rørt over Sonjas bog, at hun fik lyst og mod til at nedfælde sine erindringer. Da hun var midtvejs i dette arbejde, og hun kunne mærke at de fysiske kræfter var ved at ebbe ud, bad hun sine to sønner om at hjælpe sig op i Eiffeltårnet, dette tårn ønskede hun så inderligt at komme op i inden hun døde. Hun ville nemlig vise det menneske, Sophie Germain, som havde vist hende den vej hun skulle gå, denne ære. Sophie havde jo givet bidrag til elasticitetsteorien, og det er en videnskab som havde haft særlig betydning for konstruktionen af dette tårn. Desuden vidste Louise, at der i Eiffeltårnet var en messingplade, hvorpå navnene på de 72 betydeligste franske videnskabsmænd var indgraveret. Da Louise kom til Eiffeltårnet, søgte hun straks hen til denne plade. Hun lod blikket løbe ned over alle navnene, og da hun var færdig begyndte hun forfra, og samtidig begyndte hun at le. "Hvad ler du af, mor", spurgte sønnerne. Men Louise svarede ikke, hun lo mere og mere. Sønnerne så bekymrede på hinanden og på deres mor: "Mor, hvad ler du af? - Mor, folk kigger!" Men Louise kunne hverken svare eller holde op med at le, til sidst var hun helt blå i hovedet, og sønnerne måtte støtte hende og føre hende bort.

    Efterskrift

Louise døde ikke af grin, men det havde måske været det bedste. Thi hun fik sin erindringsbog skrevet færdig, den kom ved juletid i 1891 under titlen "La caverne de péché" (Syndens hule). Jeg fandt den i en bogkasse i Paris i 1996, og jeg spurgte flere antikvarboghandlere om de kendte den, men det var der ingen der gjorde. Bogen var altså ikke blevet en succes. Læserne har nok tænkt, at den bog måtte være udtænkt af en senil hjerne, og hendes sønner må have skammet sig. I et appendiks opremser hun de betydeligste af sine bidrag til matematikken. Ingen fagmand har kunnet benægte at begreberne er meningsfulde, men det beror jo bare på at hun havde siddet på et matematisk tidsskrifts ekspeditionskontor i tres år. Men der var heller ingen, fagmand eller ikke, som har troet på denne historie. Nej, Louise må virkelig have været senil i sit sidste leveår, hun havde overtrådt den vigtigste regel for kvindens virke.




Det var svært for Niels-Henrik at koncentrere sig. Selvom novellen ikke direkte handlede om ham, så var den da tilegnet ham - han var en slags æresgæst og blikkene faldt ofte på ham. Eirik sad med et tilfredst smil. Hun er vel nok sød. Sikke et stort arbejde hun har haft. Og hvor véd hun alt det fra? Det var dog utroligt. Interesserer hun sig også for matematik? Eller har hun sat sig ind i det - for hans skyld? Mener hun mon noget mere med det? Det er måske Gudrun der har sat det iværk - måske ligefra da han talte med hende. Noget af det kommer fra Eirik. Men franskbogen... det må være fra Jonatan det kommer. Har Annie bidt mærke i det? Nå, det er også lige meget. Hvor er det en god historie. Hvormeget af det hun skriver er mon hendes egen mening? Når hun er færdig, må man vise hende interesse.

Slutningen var ikke helt klar og Niels-Henrik var lidt ør da manuskriptet efter endt oplæsning, højtideligt og under bragende bifald anført af Annie, blev overrakt til ham.

  Niels-Henrik: Jeg er virkelig målløs - hvor har du alt det fra? - det matematiske?

  Pia: Fra en bog der hedder "Women in Mathematics" - det er min mor der fandt den - og også én der hedder "Matematikkens Mænd".

  Niels-Henrik: Den har jeg læst! - der står en del om Sonja, men ikke noget om Sophie Germain - hun lyder interessant.

  Eirik: Er det rigtigt at hendes navn ikke er på messingpladen i Eiffeltårnet?

  Pia: Ja, i Frankrig var der en mere forfinet kønskultur end andre steder - lighed mellem mand og kvinde, i den forstand at de kunne gøre de samme ting, lå dem fjernt - men de var til gengæld mere høflige overfor kvinder - og de beundrede dygtige kvinder.

  Annie: Ja, det er rigtigt - Sonja blev jo hædret i Frankrig, men det var utænkeligt at hun kunne have fået ansættelse dér.

  Pia: Sophie Germain skrev vist kun én filosofisk afhandling - den hedder noget med "Generelle betragtninger over videnskabens og litteraturens tilstand i de forskellige kulturepoker" - det er især matematikken og poesien hun sammenligner.

  Annie: Nå! - den må vi sandelig læse, Niels-Henrik - Pia, din fremstilling af Sonja er helt korrekt, og du har fået alt det væsentligste med - jeg kunne ikke have gjort det bedre, og jeg må sige, at din novelle er genialt skruet sammen - du er rigtig skrap til at skrive, og du får sagt mange interessante ting.

  Jonatan: Ja, men det med at mænd og kvinder lever det samme liv fører til at den gensidige tiltrækning fordufter, ska' det ta's for pålydende? - så er det da noget vrøvl - på landet før i tiden, hvor en dreng ikke havde andre at lege med end en jævnaldrende pige fra nabogården, blev de med stor sandsynlighed forelskede når de nåede alderen - mere forelskede...

  Pia: Nej, forelskelsen var mindre og den ophørte hurtigere - der var jo slet ikke noget ukendt ved den anden - det siger da sig selv, at når drenge og piger og mænd og kvinder lever i den samme verden, og går i det samme tøj og kan omgås hinanden helt frit, så vil der ikke være noget ved det modsatte køn som føles fremmed og spændende - og så kan der ikke opstå nogen større tiltrækning - og det er der en højere mening med - en bror og en søster skulle jo ikke gerne blive forelskede i hinanden - i en Morten Korch-roman er der noget med en ung pige som er blevet forelsket i sin storebror - og det er hun ulykkelig over, for det kan jo ikke føre til noget og det er ikke naturligt - men så kommer det frem, at han ikke er hendes rigtige bror, han er adopteret, og så kan broderen også erklære, at han længe har været forelsket i hende - men det har ikke noget med virkeligheden at gøre - og man har jo heller aldrig hørt om at en forælder blev forelsket i sit eget barn - og jeg har læst, at børn fra en israelsk kibbutz der har forskellige forældre, aldrig bliver forelskede i hinanden.

  Gudrun: Det er der noget om.

  Pia: I ægteskabet nutildags laver mand og kone de samme ting - og på arbejdspladserne sidder mænd og kvinder hele dagen lige ved siden af hinanden og laver de samme ting - der ka' da ikke opstår noget - men det ska' der jo heller ikke, de ska' arbejde.

  Niels-Henrik: Haha.

  Pia: Når de rigtige kærlighedseventyr i litteraturen foregik i overklassen, skyldes det at mænd og kvinder dér levede i helt forskellige verdener - ja i aristokratiet havde de hver sin lejlighed på slottet - og når de var sammen, var de altid pænt påklædte.

  Jonatan: Vel ikke altid.

  Niels-Henrik: Haha.

  Jonatan: Nutildags har de fleste deres egen lejlighed.

  Pia: Måske, men de lever i et miljø som er blottet for de ting der kan stimulere den gensidige tiltrækning - jeg véd godt at mange vil sige, at når kærlighedsromanerne foregik i overklassen, så er det fordi det var dér folk drømte om at være, men når folk gjorde det, så er det fordi det var dér den store kærlighed kunne opstå - den mest tragiske kærlighedsroman jeg har læst, er "Fyrstinden af Clèves" af madame de la Fayette - den foregår ved Henrik den Andens hof i 1500-tallet, men i virkeligheden foregår den ved Ludvig den Fjortendes hof i 1600-tallet, hvor madame de la Fayette selv var hofdame - tilsyneladende bestilte folkene ved det hof ikke andet end at flirte og lave intriger - men netop det at mænd og kvinder kun kunne tale sammen under særlige betingelser og næsten aldrig helt alene, netop det at der var uovervindelige hindringer, det forstærkede følelserne.

  Jonatan: Ja i romanerne, men det man ku' læse i en sådan roman havde ikke meget med virkeligheden at gøre - det var det folk drømte om - det kvinder drømte om.

  Pia: Det folk drømmer om har da meget med virkeligheden at gøre - al litteratur udspringer da af virkeligheden - idag ville ingen drømme om at skrive sådan en roman, og det fortæller da en hel del om virkeligheden idag - der sker det, at da den unge pige som senere bliver gift med fyrsten af Clèves, bliver præsenteret ved hoffet, så vækker hun stor opmærksomhed på grund af sin skønhed - flere mænd bliver forelskede i hende, men hun bliver ikke selv forelsket i nogen - hun gifter sig med fyrsten af Clèves, fordi han er den der er mest forelsket i hende og fordi hun finder ham sympatisk, men hun tilstår overfor ham at hun ikke er forelsket i ham, og det er han meget ulykkelig over - men så kommer hertugen af Nemours hjem fra en rejse, og ham bliver hun lige med det samme forelsket i, og han bliver også forelsket i hende - men ingen kender til deres følelser, og de gør alt for at skjule deres følelser overfor hinanden - den første der opdager noget, er hendes mor som er syg og ligger for døden, og hun advarer hende kraftigt lige inden hun dør - på et tidspunkt går det op for fyrsten af Clèves at hans kone er forelsket, men altså bare ikke i ham, men hun vil ikke indrømme noget, hun beder bare om at hun kan trække sig lidt tilbage fra selskabslivet - men det vil fyrsten ikke gå med til, og da han ikke véd hvem det er hun er forelsket i, og da han tit inviterer hertugen af Nemours, så kommer hun hele tiden til at se ham - og også ved hoffet møder hun ham - men de taler næsten aldrig sammen - alle lægger mærke til at hertugen pludselig er holdt op med at flirte med kvinderne, og grunden må være, at han er forelsket i en bestemt kvinde, men de véd ikke hvem det er - efterhånden går det selvfølgelig op for både fyrstinden af Clèves og hertugen af Nemours, at det er hinanden de er forelskede i - fyrsten af Clèves bliver mere og mere fortvivlet over sin kones tilstand - hun indrømmer tilsidst overfor ham, at det er sandt at hun er forelsket i en anden, men hun vil ikke sige hvem det er, hun siger bare, at der ikke har været nogen mellem dem som man kan dadle hende for, og det tror han på - men han er så ulykkelig og skamfuld over situationen at han bliver syg - og han dør kort tid efter.

  Jonatan: Bevarmigvel!

  Niels-Henrik: Haha.

  Pia: Ja - og hun er så fortvivlet over at det er hende der er skyld i hans død, at hun også nedbrydes - hun lever kun nogle få år mere - og hertugen kommer sig heller aldrig over sin ulykkelige kærlighed.

  Jonatan: Kors.

  Pia: Hvorfor giftede hun sig ikke med hertugen efter at hendes ægtemand er død? - ingen af dem havde jo sådan set gjort noget forkert, og der var ingen der vidste noget om deres gensidige følelser og om årsagen til fyrstens død - det ville folk da ha' gjort nutildags - bortset fra at ingen nutildags ville drømme om at dø af sorg over sin kones utroskab.

  Jonatan: Vi skal altså ha' sådan en verden hvor folk dør af ulykkelig kærlighed?

  Pia: Ja, hvis kærligheden virkelig har betydning, så kan den gøre vanvittigt ondt.

  Jonatan: Hvis kærligheden har gjort mere ondt i overklassen end i underklassen, er det fordi man dér har været fritaget for kærlighedens fjende nr. 1, nemlig fattigdom - kan man forestille sig noget mere nedbrydende for den gensidige tiltrækning, end kroppe der er medtagne af hårdt arbejde og sygdom - og laset tøj - og en ulidelid stank - hvem gider at læse en roman om en kusk der flirter med en fiskekone - han i sin fedtede...

  Eirik: Mon ikke han har fået sit søndagstøj på, når han sådan skal i en roman?

  Pia: Jo, men uanset hvormeget søndagstøj de får på og bliver vasket, så mangler de stadig det vigtigste, og det er sproget - det er kønsroller - hvis fattigdom virkelig er kærlighedens fjende nr. 1, så er den fjende da ryddet af vejen idag, vi lever jo allesammen som de gjorde ved Ludvig den Fjortendes hof.

  Jonatan: Vi skal altså tilbage til de gamle skoler hvor drenge og piger var adskilte.

  Pia: Ja, det ville måske være en god idé, men det ville ingen gå ind for - i en fjern fortid var der en naturlig forskel på manden og kvindens liv, fordi manden tog sig af alt det tunge og farlige - og han skulle beskytte kvinden - men så forsvandt det tunge og farlige arbejde, og den udvikling begyndte i overklassen, og så skulle man jo tro, at det var dér kønsrollerne forsvandt først, men det var lige omvendt - for i overklassen sørgede man netop for at der var en stor forskel, og det var fordi man havde forståelse for sådan noget - vi mangler forståelse for de ting - min mor læste en artikel hvor der blev gjort nar af kvindemodens udvikling i midten af 1800-tallet - da krinolinerne kom på mode - påklædningen blev mere og mere besværlig og usund og latterlig - inderst inde skulle der være et korset med barduner, som der skulle en kammerpige til at stramme og binde, for hun skulle være så snæver som muligt om livet og barmen skulle stritte så langt ud som muligt - og understellet var formet som en klokke spændt ud af fiskeben og på flere meter i diameter - og håret skulle være langt og sættes op i en indviklet frisure, igen af en tjenestepige - og ovenpå hele molevitten skulle være en kæmpemæssig hat med sløjfer og fjer og nåle.

  Niels-Henrik: Haha.

  Pia: Men så var det min mor kom til at tænke på, at det er en urimelig latterliggørelse, for der er til enhver tid en grund til at moden er som den er - når noget opstår, er det selvfølgelig fordi man synes at det er klædeligt og fremmende for det erotiske - og det var da ikke noget manden dikterede og kvinden føjede sig efter og led under - det var snarere kvinderne selv der indførte det - det var en udvikling der lå i tiden, og kvinderne mærkede at det virkede tiltrækkende på mændene - i overklassen skulle der være en størst mulig forskel på mænd og kvinder - både i påklædning og i væremåde - mændene skulle være handlekraftige og vide meget om det praktiske - men kvinderne fik faktisk mere uddannelse end mændene, men det var i sådan noget som musik og tegning og fremmedsprog og kunsthistorie - noget skulle de jo lave, men det var også for at lede deres tanker bort fra seksualiteten - på det område skulle den unge pige være uvidende - det gav hende ynde og gjorde hende sværmerisk og forvirret.

  Niels-Henrik: Haha.

  Pia: For hun blev i virkeligheden endnu mere beskæftiget med det erotiske - hun rødmede når en mand hilste på hende på gaden - og når to unge piger var sammen, så fniste de og hviskede så man sku' tro de havde drukket - og de drømte romantiske drømme - men så i vort århundrede begyndte man at lægge vægt på sundhed og oplysning - man skulle have motion og kroppen skulle have lys og luft, og tøjet skulle være let - og kvinderne begyndte at gå på en mere rank måde - og det havde sin værdi, men det betød at man blev mere ligeglad med påklædningen, og det hemmelighedsfulde der forstærkede følelserne, forsvandt - der blev vundet noget, og noget gik tabt - man kan tale om fordele og ulemper, men man kan da ikke på forhånd sige, at noget er bedre end noget andet - mode, det har jo med følelser at gøre.

  Jonatan: Ja, og de følelser kom engang af den naturlige forskel, der kom af at mændene gik på jagt og at kvinderne forbandt deres sår og lavede mad og hyggede om dem - men så forsvandt den naturlige grund til forskellen, og tilsidst forsvandt forskellen også, og det er sørgeligt, så nu må vi ad kunstig vej se at få indført en forskel - og det skal starte helt fra vi er børn, så vi må igen have drengeskoler og pigeskoler, men hvordan vil du få genindført uvidenheden hos de unge piger?

  Niels-Henrik: Haha.

  Pia: Det er jo ikke alt der ska' genindføres.

  Annie: Men Pia, der er noget du glemmer - før i tiden var der for det meste ikke nogetsomhelst interessefællesskab mellem manden og kvinden - de dyrkede ikke noget sammen - så på det område havde mand og kone ikke megen glæde af hinandens selskab, ergo måtte der være noget ved deres ydre og væremåde som charmerede - jeg har nu altid forestillet mig, at næringen til kærligheden skal komme af at man dyrker noget sammen - og det ideelle må være, at begge dele er tilstede - at der både er interessefællesskab og håndgribelige kønsroller.

  Pia: Ja.

  Annie: Men så er der også noget andet - det billede man får af kærligheden i "Fyrstinden af Clèves", skal man ikke tage for pålydende - jeg har læst den roman - det er en klassiker, og den går for at være første roman hvor fremdriften kommer af hovedpersonens reflekteren over sin situation - men den opfattelse af kærligheden der lægges for dagen, er en intellektuel konstruktion fra forfatterens side - sådan var virkeligheden ikke, så det er ikke helt rigtigt, at al litteratur udspringer af virkeligheden - men en roman kan selvfølgelig være med til at præge virkeligheden, hvis den bygger på en idé som vinder udbredelse og får konsekvenser - som for eksempel Goethes "Den unge Werthers lidelser" - "Fyrstinden af Clèves" bygger på den opfattelse, at kærligheden er en mægtig og ukontrollerbar kraft, og at den er forudsat af hindringer - ergo hører den ikke hjemme i ægteskabet - et ægteskab indgår man efter fornuftig overvejelse, og kærlighed har man udenfor ægteskabet - kærlighed udenfor ægteskabet var noget der dengang var accepteret i det øverste aristokrati - og sådan har det vist altid været - jo højere man kom op, jo mere ret havde man til at forsyne sig med livets goder - en konge skulle ligefrem have elskerinder - fyrstinden af Clèves har en ægtemand som vedbliver med at elske hende, men det beror på at han véd at hun elsker en anden - og hun véd, at hvis hun efter sin mands død gifter sig med hertugen af Nemours, så vil han en dag begynde at elske en anden, og det føler hun ikke hun kan leve med - så istedet arbejder hun på at neddysse sine følelser ved at tilbringe en del af året i et kloster, men hun er så nedbrudt efter alt det der er sket, at hun ikke lever særlig længe - romanen bygger på ideer som ikke helt hører hjemme i virkeligheden, men grunden til at den alligevel fungerer, er at læseren bevæges af historien og ikke oplever den som utroværdig - men du har ret Pia, kærligheden hører selvfølgelig da livet til, og vi skal gøre alt hvad vi kan for at skabe gunstige betingelser for den - og den skulle gerne være så betydningsfuld, at der engang imellem er nogen dør af den.

  Pia: Haha.

  Annie: Men i vor tid foretrækker vi at være på den sikre side - vi gør ihvertfald ikke nogen bevidst indsats for følelsernes trivsel - vi har nivelleret forskellen mellem mand og kvinde, så meget det nu ka' la' sig gøre, og det har fået det meste af erotikken i dagligdagen til at fordufte - og erotik er blevet reduceret til sex, og sex skal konkurrere med vores øvrige tilbud om oplevelse - jeg kender ikke så meget til nutidens erotiske litteratur - jeg forestiller mig at der kommer mere og mere af den slags, og at det bliver modtaget med større og større ligegyldighed - jeg har læst noget, men siden jeg ikke lige kan komme på det, så har det hverken fængslet eller fæstnet sig - der er en engelsk forfatter - Ken Follett - som skriver glimrende historiske romaner - hans historiske viden er imponerende, og han sætter sig grundigt ind i faglige detaljer - og som alle andre nutidige forfattere, skildrer han det seksuelle i mindste detalje - men netop de skildringer er det han klarer dårligst, fordi han tilsyneladende forestiller sig at der på det område er noget der hedder menneskets natur - ligefra 1100-tallet til idag foregår det på samme måde - for det er hans egen praksis - eller ihvertfald hans egne lyster - han skildrer - og når kvinder bliver voldtaget, så er det altid noget med at flere mænd er sammen om det, og det foregår altid på samme måde - for et halvt århundrede siden ville sådanne skildringer være uhørte, idag vil ingen indvende noget - det forarger ikke, men det ophidser heller ikke - men skal erotik ophidse, så skal der herske en forestiling om forargelse og fordømmelse - skal en erotisk digtning rigtigt virke, så skal der være en klam og seksuelt fordærvet verden udenfor som bekæmper en sådan digtning - den erotiske litteratur kunne trives i aristokratiet i Paris og London i 1700-tallet, og den havde ganske umulige vilkår i 1800-tallet - det eneste jeg lige kan komme på af nyere erotisk litteratur som har noget der virker, er "Lolita" af Nabokov - men det erotiske, det der skulle være det bærende i den bog, det fylder ikke ret meget - derfor havde han svært ved at få den udgivet - siderne bliver fyldt ud med alt muligt andet, som for eksempel fortællerens bilrejse med sin smånymfe fra motel til motel igennem USA - man bliver mere og mere led ved det land - alle er mere eller mindre psykopater, og forføreren ender med at begå et mord - og man kan ikke lade være med at tænke: er det civilisationskritik der har været forfatterens egentlige hensigt? - men jeg tror, at han har ønsket at skrive en gennemerotisk roman, men han begår den fejl, at han lader det ende med at blive et fuldbyrdet seksuelt forhold, og så kan han ikke nå videre i sin detaljerede skildring, for så ville det blive betragtet som pornografi - det siger han i et efterord - han siger, at pornografi betyder forventning om seksuel stimulans, og at seksuel stimulans ikke kan forenes med æstetisk nydelse - men det er noget sludder, for seksuel stimulans og æstetisk nydelse skulle da meget gerne kunne forenes - men forfatteren formår det ikke, så istedet kommer det til at handle om forførerens frygt for at deres forhold skal blive opdaget, og hans frygt for at hun skal flygte fra ham - årsagen til misèren er, at forfatteren i for ringe udstrækning har praktiseret det han gerne vil skildre.

  Eirik: Han var ikke pædofil nok.

  Annie: Netop, det er det der er hans fejl.

  Pia: Haha.

  Annie: Pædofili, forstår jeg, har fået udvidet sin betydning, så det er kommet til at inkludere det, at man blot i tankerne beskæftiger sig erotisk med børn - man må ikke engang fotografere nøgne børn - og den ændring skyldes netop fattigdommen i vores erotiske liv - vi er misundelige på mennesker der forstår at holde drifterne i kog, også selvom vi må fordømme den retning drifterne går i - i vor tid er der en katastrofal mangel på erotik - og også på sex, selvom man udfra udbudet af porno skulle tro at vi ikke bestilte andet - og det har at gøre med vores forvirrede og fortravlede liv - vores mangel på ro og ensomhed...

  Gudrun: Det er helt rigtigt!

  Annie: For sex har man ikke bare sammen med en anden, det har man også alene - også selvom man har en anden - for det er helt forskellige ting som ikke skal sammenlignes - det er en konkret verden overfor en fantasiverden, og de skal supplere hinanden - jeg ku' ærlig talt godt li' at vide hvordan det står til med såvel den ene som den anden af de to verdener i folks liv - hvormeget tid bruger de egentlig?

  Gudrun: Meget lidt, og det vil de vel nærmest sige med stolthed.

  Annie: Ja det tror jeg - i min ungdom havde sexlivet en blomstringstid, og det var nu ikke bare fordi man havde bedre tid, det havde at gøre med at sex var blevet ufarligt - det var de år hvor vi fik p-piller og fri abort, og det betød at vi kunne tillade os at indføre "fri kærlighed", så det gjorde vi - der var hverken megen kærlighed eller erotik i det, men man fik sex i en pæn dosis og i en god atmosfære - og så skulle man tro, at den frie kærlighed og den frie atmosfære betød at børn kunne blive inddraget mere end godt er - det skete også, for det var en tid hvor der skulle eksperimenteres med alt, men jeg regner ikke med at det der lå indenfor tidens liberale rammer har skadet nogen børn.

  Gudrun: Nej, det er rigtigt - det der har skadet, fandt mest sted i sekteriske kredse, og det har vi ikke haft meget af herhjemme - det er et område hvor vi er usikre, og det bør vi også være - Poul Henningsen mente jo, at det er barbari at "spærre børn ude" fra seksuelt samkvem med andre børn - ja vi skulle straffes for vores vanrøgt! - deres "far-mor-børn"-lege måtte da indbefatte at de gik i seng sammen.

  Jonatan: Hvordan sku' det gå for sig? - skulle små piger...

  Gudrun: Ja, en piges mødom skulle fjernes i barnealderen.

  Annie: Ja det sku' ikke undre mig, at han kom med sådan noget.

  Pia: Uden kønsroller har "far-mor-børn"-legen da ingen mening - og når de heller ikke ka' bolle, så er der da ikke noget at sige til at den leg er forsvundet.

  Niels-Henrik: Haha.

  Annie: Næh, det ka' der være noget om - men Poul Henningsens mission var at få gjort op med den absurde kønsmoral der havde udviklet sig igennem det forrige århundrede, og det gjorde han med en sådan nidkærhed, at han røg over i den modsatte grøft - han skrev teksten til en bog der hed "Kærlighedens Billedbog" - og den er ganske oplysende, men billederne - det er tegninger og malerier - er ikke meget værd - ikke hvis det er seksuel stimulans man er ude efter - og det skyldes at billedkunstnerne simpelthen ikke var dygtige nok - enten skal det være meget tæt på fotografiet, eller også skal det, helt modsat, være nogle enkle og æggende streger - man kan godt forstå at fotografiet har gjort det af med den erotiske malerkunst - øh jeg fik engang overdraget en afdød antikvarboghandlers bøger, og der var flere interessante ting - blandt andet var der en mappe med sider taget ud af pornoblade - det er en mand med en fin smag der har stået for udvælgelsen, for det er ganske smukt og det må da ophidse enhver mand - eller man sku' måske sige måtte, for idag ville det vel virke for tamt - der var også noget fra et blad der hed "Lolita" - "Lolita" blev jo et begreb, og der kom selvfølgelig et blad med det navn - med billeder af smånymfer - også helt små piger - dengang ville næppe nogen indvende noget imod det.

  Niels-Henrik: Men du har da haft indvendinger, siden du har smidt det ud.

  Annie: Hvem siger jeg har smidt det ud? - jeg smider da ikke noget ud som kan gavne Niels-Henrik.

  Pia: Hahaha.

  Annie: Hvis du havde været mere flink til at hjælpe med her i huset, så havde du haft det forlængst, for på listen i køkkenet over de ting vi skulle finde frem i kælderen, har der i lang tid stået "porno" - jeg var spændt på hvad du ville sige når du opdagede det.

  Niels-Henrik: Nå - javel.

  Annie: Den frie kærlighed i min ungdom opstod ikke bare fordi sex kunne dyrkes uden at man behøvede at bekymre sig så meget for følgerne, den var også en følge af de romantiske strømninger der lå i tiden - hippiebevægelsen - men de romantiske tidsaldre kan åbenbart ikke vare ved særlig længe.

  Gudrun: Næh, der er ikke noget der kan vare ved, men tingene skulle da gerne afløses af ting der kan måle sig med dem - eller noget man i det mindste kan forstå - 70'erne var en tid man kunne forstå, men den udvikling der er fulgt efter, den har jeg ikke forstået ret meget af.

  Annie: Næh, jeg har det på samme måde - vi har aldrig været så karriereorienterede som vi er nu, og karriere og erotik er uforenelige størrelser - de har deres autoriserede sexliv med en ægtefælle eller en kæreste, og så får de lidt ekstra i form af porno, men vi har ikke ret megen egentlig erotisk kultur - det er ihvertfald en kendsgerning, at den side af livet ikke er særlig offentlig, så derfor må det nødvendigvis være en dårligt udviklet side af vores kultur - med offentlig mener jeg ikke, at vi skal tale til alle og enhver om vores liv på det område, med offentlig mener jeg, at vi har en veludviklet kønskultur og en rig erotisk kunst - og kunst på det område, må være billeder og digtning, men også kropslig optræden hvor der er klare erotiske undertoner - ballet og sport - balletten var det område hvor man til at begynde med kunne gå længst - kvinderne bar ganske vist lange kjoler, men ved spring og rotation foldede kjolerne sig ud som paraplyer - det var kunst, og kunstens betydning ligger i at den gør verden større - her gælder der andre regler for anstændighed - i min ungdom opførte Det kongelige Teater balletter med nøgenoptræden - der er sikkert mange af de mennesker der ser sport, som kun ser aktørerne som sexobjekter - de er jo let påklædte og de udfolder sig i alle tænkelige stillinger - der kan være masser af erotisk stimulans at hente, og det er da helt iorden - og hvis det er smukt, så skal det lægges åbent frem - det skal være en del af den offentlige samtale.

  Jonatan: Hvordan?

  Annie: Hvis for eksempel et damehåndboldhold har fået designet sexede dragter som er tilpassede de enkelte spillere, så skulle sportjournalisterne anmelde de enkeltes erotiske virkning - men det regner jeg ikke med ville ske - der er ikke nogen forventning om det, og de har ikke sprog til det - det er sådanne ting der viser, at det erotiske er en dårligt udviklet side af vores kultur - på flere områder svigter vi den opgave vi har til bevidst at skabe kultur - for kultur skal ikke bare være noget der opstår mere eller mindre af sig selv - det område hvor det jo står allerværst til, er vores dødspraksis - den måde vi ender vores dage på.

  Gudrun: Det er rigtigt.

  Annie: Vi har ikke skabt traditioner for fornuftige og smukke måder man kan dø på, derfor udsætter vi og udsætter, så vi ender med at dø en grim død - jeg mener at vi højlydt skal fordømme den grimme død, men for at kunne gøre det, må vi for vores eget vedkommende have en plan klar for en smuk død - og når tiden er inde, må vi vise mod og handlekraft - det kan være svært, men vi bliver da sparet for lidelse - ikke bare for den lidelse der ellers ventede, vi er sparet for lidelse hele livet igennem, ved at vi føler os overbeviste om at vi ikke vil komme til at dø en grim død.

  Gudrun: Ja, jeg er også så småt begyndt på at tænke på hvordan man konkret burde gå tilværks - men jeg tror, at traditioner for en smuk død har lange udsigter, fordi det kan forudsætte at andre indvolveres, og vi skal ikke vente at vi kan få andre til at opfylde vores ønsker - det vil nok blive sådan, at der skal så megen forhandling til, at det kan være det samme - og der kan finde ting sted som gør at vi forlader verden i vrede - ved for eksempel at uønskede pårørende møder op - vi må nok undvære andres hjælp - måske i al evighed.

  Annie: Der vil ihvertfald gå en evighed, inden vi har fået ryddet op på det område - men jeg har nu ikke tænkt mig at forsvinde uden at efterlade en besked.

  Pia: Haha.

  Annie: Men lad os nu vende tilbage til livet - og erotikken - erotikken er en vigtig side af livet, og også her skal vi fordømme det grimme - vi skal ikke forfølge det, hvis det ikke generer nogen, men vi skal kræve at det foregår i det skjulte, og vi skal sørge for at børn ikke kommer til at se det - men i modsætning til døden, så har vi da på det erotiske område gode muligheder for at skabe smukke traditioner - det er jo ved at skabe smuk kultur, at vi skal komme den grimme kultur tillivs.

  Gudrun: Ja, det er i mangel af bedre at det grimme er der.

  Annie: Så enkelt er det vist ikke, for der er kulturforskelle - hvis der kom ballet og sport hvor det primære er det erotiske, så ville kun meget lidt af det tiltale mig, er jeg sikker på - jeg ville finde det meste vulgært - på Internettet kan man sikkert finde film med nøgengymnastik og nøgensport, men jeg foretrækker en let og pikant påklædning, og hvis det er smukt, så skal det gøres til en synlig del af vores kultur - en kunstart der bliver anmeldt i dagbladene - jeg ser ikke meget til det i mine aviser - internationalt udgives der masser af erotiske fotobøger, men almindelige boghandlere køber dem ikke hjem - foruden Det kongelige Teater, var der også andre balletkompanier der lavede erotisk ballet - og en ung kvindelig koreograf og danser har lavet noget sammen med Per Nørgård - vores unaturlige forhold til nøgenhed og erotik udenfor sovekammeret viser sig ved, at den slags skal kunne forbindes med finkulturen - det skal være kunst - og ja, der skal være en erotisk finkultur, men der skulle da også gerne være en folkelig kultur på det område - og det forsøgte man at indføre i 70'erne - i årene omkring 1980 var der hvert år karneval i det indre København, hvor pigerne dansede med nøgne overkroppe - hvis mennesker er unge og smukke, så kan man vel godt kalde deres hel- eller halvnøgne kroppe for erotisk kunst - det at nøgenheden på udvalgte offentlige steder er aftaget, ser jeg som et tegn på at folks seksuelle liv er vendt tilbage til det det var før den tid - og når der er noget galt med den side af livet, så opstår der misundelse og snerperi - det er sådan jeg vil forklare, at folk vil have at fantaseren stimuleret af billeder af nøgne børn eller erotiske tegninger med børn, kan føre til overgreb.

  Gudrun: Ja, det er noget pjat - man begyndte at tillade billeder for at komme overgreb tillivs, og nu vil man forbyde billeder med den samme begrundelse - nu er logikken pludselig blevet vendt om.

  Annie: Forfatteren til "Lolita" var universitetslærer, og ikke helt så tør som de fleste af den slags, men noget tyder på at han har levet i et ægteskab, med de begrænsninger i erotisk udfoldelse som ægteskabet indebærer.

  Pia: Haha.

  Annie: For man får ikke meget at vide om det erotiske mellem forføreren og hans Lolita, efter at der er kommet regulær sex - forfatteren siger, at det ville blive opfattet forkert hvis han skildrede det, men årsagen er snarere, at han ikke har kunnet eller gidet at udtænke noget - man får kun at vide, at deres samvær bliver en større og større plage for hende - noget forføreren hele tiden bortforklarer - deres seksuelle liv begynder noget utroværdigt - på et hotelværelse giver han sin erobring en sovepille og lægger sig ved siden af hende, men hun sover ikke nok til at han kan fuldføre sit fortsæt, og så falder han i søvn.

  Jonatan: Jamen hvem er hun? - har han bortført hende?

  Annie: Hun er sådan set hans datter - hun bor alene med sin mor, og han kommer for at se på et værelse moderen har tilleje, og han skal lige til at gå igen, for såvel moderen som hjemmet er topmålet af dårlig smag - men så ser han et pigebarn ligge og tage solbad ude på græsplænen, og det syn får ham til at ombestemme sig - han flytter ind, og det ender endda med at han gifter han sig med moderen bare for at have bedst mulig adgang til datteren - da moderen opdager det, skriver hun i en rasende fart et brev til en pigeskole, men på vej til postkassen bliver hun kørt ihjel - udmærket, han havde ellers spekuleret over hvordan han kunne aflive hende - herefter har datteren bare at betragte ham som sin far - vil hun ikke være hos ham, så kommer hun på en pigeskole, og det skal hun ikke ønske sig - nåmen om morgenen på hotelværelset, undrer hun sig ikke over at han ligger lige ved siden af hende, og så forfører hun ham! - hvordan, får man ikke noget at vide om - og fra nu af er det slut med de fine skildringer der er til at begynde med.

  Jonatan: Men til at begynde med virker det, siger du - hvordan?

  Annie: Ja så må jeg til at læse op af den - og det er ikke sikkert jeg lige ka' finde noget, der er jo ikke så meget - jo, der er de dagbogsblade som moderen finder - Niels-Henrik tag den lige - glasskabet - tag den danske oversættelse - Niels-Henrik, tag også "Fanny Hill" og Denons bog - tak - la' os se - her et sted - jo, her - han har ladet døren til sit værelse stå på klem, i håb om at hun vil komme ind - og hun går i fælden - hun snuser først lidt omkring, og så skal hun se hvad han sidder og skriver:

Da hun bøjede sine brune krøller over skrivebordet, jeg sad ved, lagde Humbert den hæse armen om hende i en ynkelig efterligning af blodbeslægtethed; og mens min uskyldige lille gæst lidt nærsynet stod og så på papiret i sin hånd, sank hun langsomt ned til halvt siddende stilling på mit knæ. Hendes bedårende profil, de adskilte læber og hendes varme hår var kun cirka tre tommer fra min blottede hjørnetand, og jeg følte varmen fra hendes lemmer gennem hendes grove tøseklæder. Jeg blev øjeblikkelig klar over, at jeg kunne kysse hendes hals eller hendes mundvig fuldstændig ustraffet. Jeg vidste, at hun ville lade mig gøre det og endda lukke øjnene, sådan som Hollywood foreskriver. Vanillieis med varm chokoladesovs - næppe mere usædvanligt end det. Jeg kan ikke fortælle min kyndige læser (hvis øjenbryn jeg har en mistanke om nu har beskrevet hele vejen opefter til bagparten af hans skallede hoved), hvordan denne viden kom til mig; måske havde mit abeøre ubevidst opfattet en let forandring i hendes åndedræts rytme - for nu så hun overhovedet ikke på mine kradserier, men ventede nysgerrigt og fattet - oh, min skære smånymfe! - på, at den flotte logerende skulle gøre det, han længes vildt efter at gøre. Et moderne barn, en ivrig læser af filmugeblade, en ekspert i drømmende langsomme nærbilleder, ville, tænkte jeg, ikke finde det alt for mærkeligt, hvis en køn, overmåde viril voksen ven - men for sent. Huset gav pludselig genlyd af den tungefærdige Louises stemme...

- så han må vente lidt endnu - det her, det er troværdigt og godt skrevet - men det at han er små-usympatisk og små-psykopat, gør at den anstændige læser ikke kan identificere sig med ham - og ved sin selvironiske fortællestil og de øgenavne han giver sig selv, skaber han en afstand til sig selv og sin lidenskab som svækker alvoren i hans foretagende - jeg havde foretrukket en pæn mand der kan leve sine lyster fuldt ud, fordi han kan sige til sig selv at han ikke gør noget forkert - jeg havde ærlig talt foretrukket, at forfatteren havde ladet den smånymfe været nogle år yngre, og ladet "faren" været hendes rigtige far og ladet datteren været totalt uvidende om hans fantaseren - holdt det der foregår indenfor nogle snævre rammer, og så givet læseren del i alt - ladet faren betragte hende under alle tænkelige forhold - se hende danse og sparke fodbold - have fysisk kontakt som er naturlig og almindelig men som er seksuelt stimulerende - det kan være former for leg eller det kan være at lade hende ride overskrevs på skulderen når de går tur - fotografere og filme hende - købe tøj til hende som har en erotisk virkning på ham - bade hende og snuse til hendes tøj - men altsammen så det ikke virker det mindste påfaldende - så hun aldrig mærker noget som hun føler er forkert - det er måske angiveligt skrevet for at hun skal læse det som voksen - men et sådant projekt kan nok kun realiseres i en kultur som på det område er veludviklet og liberal.

  Jonatan: Ja, liberal, men veludviklet, hvordan?

  Annie: Ja som sagt ved at der er en rig kultur på det område - og den kultur må mest være af kunstnerisk art - for eftersom der er en interessemodsætning imellem de voksne og børnene, så må børnene beskyttes - der må være klare forestillinger om hvor grænserne skal gå i vores omgang med børnene, så derfor må vi i høj grad holde os til kunsten - billeder og digtning og ballet og sport med børn - den digtning jeg taler om, skal være en særlig genre - og det skal være novelleformen, for skildringen skal begrænses til det erotiske - jeg kunne egentlig godt tænke mig at se et sådant kunstværk, netop fordi det er så krævende - i "Lolita" er der for meget grimt - der er smukke erotiske skildringer, som for eksempel hvor han sidder og ser hende spille tennis, men det er ikke gennemarbejdet nok - forfatteren havde ikke forestillet sig, at hans roman kunne gå hen og blive en klassikker - men han har heller ikke været kvalificeret nok - hans besættelse af småpiger har ikke været meget over det niveau man kan finde hos enhver mand, og det er virkelig ikke nok.

  Pia: Haha.

  Annie: Næh, la' mig få erotisk litteratur fra dens blomstringstid i 1700-tallet - før Den franske Revolution gjorde en ende på den forfinede aristokratiske verden, og banede vej for 1800-tallets perverterede syn på seksualiteten - en udvikling som hang sammen med borgerens og kapitalismens fremmarch - I kender sikkert denne her roman, "Fanny Hill" - jeg vil nu ikke kalde den erotisk, det er pornografi, men det er en smuk form for pornografi.

  Pia: Men den blev da forbudt?

  Annie: Ja, men det var vist ikke på grund af det den pæne Fanny var med i, det var på grund af noget hun havde set, fordi hun mindre pænt havde luret igennem en sprække i et kroværelse hvor hun var - hun ser hvordan to homoseksuelle mænd gør - og selvom hun reagerer præcist som man skal - hun løber ud og vil kalde på kroværten, men så falder hun og besvimer, og så slipper de to unge mænd bort - og selvom det bliver diskuteret og fordømt og latterliggjort, så var en præcis skildring af det åbenbart en umulighed - der er også skildringer af andre sære ting - lyster som man godt kan praktisere, hvis de ikke skader eller er perverse - for Fanny er nysgerrig, og hun vil også gerne sikre sin frue enhver tjeneste som bør imødekommes fordi den er uden risiko - men meningen med bogen er først og fremmest at vise det seksuelle samkvem som det burde gå for sig - og også at vise, hvordan man på en smuk måde kan fantasere over noget som ikke bør foregå i virkeligheden - jeg synes at folk skal lade deres børn læse den, når de har alderen - jeg har opfyldt min pligt når det gælder Niels-Henrik - og så får de unge tilmed et stykke ordentlig litteratur.

  Jonatan: Jamen er Fanny Hill ikke en luder?

  Annie: Jo, hun er en "glædespige" - hun er fra landet og er blevet forældreløs, og så rejser hun til London for at finde arbejde som tjenestepige - og det finder hun også, men det viser sig at det er på et bordel hun er blevet ansat - til at begynde med ser det meget sort ud, men så en nat finder hun en ung mand sovende i dagligstuen - han har åbenbart været kunde - han hjælper hende bort og de bliver forelskede i hinanden og flytter sammen - og her er virkelig elskovsskildringer der vil noget - ja I kan godt få en smagsprøve - allerførst da de er sammen, må hun døje en del smerte, fordi den tanke at hun er jomfru slet ikke falder ham ind - og hun vil hellere lide end at ødelægge noget ved at sige noget - men efter et par omgange kan hun opleve "henrykkelsen ved den fuldendte nydelse" - og da de rigtigt har fået gang i deres samliv, kan hun sige: "Jeg for min del var så fortryllet af min lykke, så henført af sammenligningen mellem de glæder jeg nu svømmede i, og mit tidligere livs åndløse begivenheder, at jeg syntes de var billigt købt, selvom prisen skulle blive min ruin. Øjeblikkets besiddelse var alt hvad mit lille hoved kunne rumme" - al deres tid går med at elske - en morgen vågner hun før ham, og ligger og studerer ham - og det strejfer hende, hvor dårlige malerne er til at gengive "naturens uovertrufne kunstværk" - men så vågner han og spørger hvordan hun har sovet, og hun når dårligt at svare, for "som om han ville tage hævn for mit stålne syn af alle hans nøgne skønheder, kastede han sengeklæderne til side og smøgede min særk op så langt den kunne komme" - og nu er det hans tur til at studere hende - og så står der:

Og hvem kunne nu udtrykke den ild, hvormed hans øjne glødede og hans hænder brændte? Glædessuk og ømme, brudte udråb var alt, hvad han kunne få frem. Men nu lod hans indretning, der var stift rejst mod mig, sig se i al sin pragt og herlighed. Han følte selv på den og så ud til at glæde sig over dens tilstand; med et elskværdigt smil, greb han en af mine hænder og førte den, lidt modstræbende, til denne naturens stolthed og herligste mesterværk. Jeg, der gjorde svag modstand, kunne ikke undgå at føle, hvad jeg ikke turde gribe om, nemlig en søjle af det hvideste elfenben, smukt stribet med blå årer, og et hoved af den stærkeste lilla; intet horn kunne være stivere, intet fløjl mere blødt og yndigt at berøre. Snart førte han min hånd længere ned til den del, hvor naturen og glæden enes om deres lager, så passende fastgjort og påhængt ved roden af deres øverste mester, at man ikke uden grund kunne kalde dem hans skatkammer. Her tvang han mig til tydeligt at fornemme deres indhold, et par runde kugler, der logerede indenfor og undveg alle tryk undtagen de ømmeste, de blideste.

- men ak, en sådan lykke kan ikke vare ved - hun mister ham, fordi hans far er misundelig på hans lykke og rigdom - det er noget med at han får penge af en tante - og så lokker faderen ham ombord på et skib der viser sig at have kurs imod Sydhavet - Fanny er så fortvivlet at hun bliver syg og må passes af en grådig værtinde, og så får hun en gæld så hendes situation er blevet helt håbløs - nå, men den grådige værtinde hjælper hende ved at sælge hende til en mand som hun nogenlunde kan holde ud og som hæver hende socialt - men Fanny er slet ikke indstillet på et sexliv der bare er rutine, så hun forgriber sig på en uskyldig ung fyr som er ansat hos ægtemanden, og det opdager han og smider hende ud - men så møder hun en venlig og idealistisk bordelmutter som tilbyder hende det liv der er kvindens sande bestemmelse - altså så længe hun er ung, og hvis ellers kvinden og verden kunne indordne sig efter den mandlige forfatters drømme - det bordel er et ideal af et bordel - pigerne er helt unge og komplet fejlfri, ikke mindst hvad lyst til sex angår - ja det er faktisk af den grund, at de har søgt ind i den brance - bordelmutter instruerer dem omhyggeligt og udvælger de mænd som får adgang til dem - mændene er stenrige, og de overøser pigerne med gaver, og da bordelmutter ikke udnytter dem, så kan de nogle år senere indgå et favorabelt ægteskab - og dog, alt det mener forfatteren ikke - efter sin tid som glædespige, møder Fanny forfatterens alter ego i skikkelse af en ældre gentleman, og igennem ham lærer hun at "dyrke sin forstand" - dels for at hendes mesterlige skrivestil kan blive sandsynliggjort, og dels for at hun skal indse at "forstandens glæder overgår kroppens" - og at "kroppens og forstandens glæder ikke er uforenelige, og at afveksling imellem glæderne forøger dem og er en forudsætning for at de kan fuldkommengøres" - og da han ser hvilket fint materiale hun er af, gør han hende til sin eneste arving lige inden han dør - så efter hans død har hun en pæn formue og kan gøre hvad hun vil, og det hun allermest vil, er at få sin elskede tilbage - hun undersøger sagen, der er håb, han er på vej tilbage! - i ventetiden vil hun gense sin barndomsegn, men så på vejen, i en kro, står hun pludselig hun ansigt til ansigt overfor ham - hun skriger hans navn og kaster sig om halsen på ham - og besvimer - de får et værelse, og efter at de begge har fået sanserne lidt under kontrol, går de igang med at indhendte den forsømte elskov - og nu ser hun rigtigt den mangel der har været i hendes bordelliv: kærligheden - når nydelsen ikke indbefatter kærligheden, så er den vulgær - de finder herefter sammen i "dydens sande og ufordærvede glæder", og de får pragtfulde børn - og når hun tænker tilbage, så kan hun "ikke lade være med at have ondt af dem, der er så opslugt af den grovere sensualitet, at de ikke mærker charmen ved Dyden, der absolut er Glædens bedste ven og derfor Lastens værste fjende" - ja, vi må døje nogle moralske ord til sidst - det begyndte med den ældre gentlemans ord, og nu fortsætter hun - og så står der her: "det finder vi uden tvivl upassende for en sådan fortælling, ja tager det muligvis for et kluntet forsøg på at skjule en lastens tilhænger bag en stump laset klæde stjålet fra dydens alter" - ikke sandt? - hvis vi siger ja, så skal hun "tillade sig at foreholde os, at en sådan antagelse gør dyden mere skade end hende, for sandt at sige kan den kun baseres på den falskeste frygt for, at dens glæder ikke kan stå mål med lastens" - hun "vil dømmes helt og holdent efter sine bekendelser til dyden", men når hun "har skildret lasten i de muntreste farver og dækket den med blomster, er det kun for at gøre den til et værdigere og alvorligere offer til dyden" - så har vi fået en slutning på hendes historie så vi kan acceptere den, men jeg er nu stadig ikke tilfreds - jeg har fået masser af sex, men jeg har ikke fået ret meget af det jeg forstår ved erotik - når Fanny skal, så skal hun! - ikke noget med forspil her! - der går ikke mange sekunder førend hun har fået tøjet af sig selv og sin kavaler, og først efter at bunden er nået kan det begynde - altså efter at manden har fået den helt i bund - der er ikke meget forspil, og der er heller, som i begyndelsen af "Lolita", ret meget fantaseren - det manglende forspil bliver dog opvejet af et endeløst "efterspil" - det kan foregå i op mod et halvt døgn - de sunder sig lidt, sover lidt, spiser lidt, og så går de igang igen - nej, det der helt mangler i "Fanny Hill", er forførelsen - det er i forførelsen at forskellen mellem erotik og sex ligger, efter mine begreber - sex er seksuelt samvær, med alt hvad det indebærer af given og modtagen og teknik - her er der klarhed og enighed - erotik derimod, er et seksuelt spil - her er der usikkerhed eller uenighed - en forførelse består i, at den ene part vil noget som den anden ikke umiddelbart vil eller er klar over - eller forførelsen kan bestå i, at man ønsker andres fantasi rettet mod sig ved at udsende seksuelle signaler - som når en cykelpige får fyrene til at ligge i sit baghjul - en forførelse må spille på de konventioner som menneskets kønsliv er underlagt - jeg mener at det i min tid er gået sørgeligt tilbage på det område - endnu i min barndom var det almindeligt at en flok mænd fløjtede efter en ung pige der gik forbi, og diskuterede hende højlydt - min onkel var ingeniør, og han fortalte, at når en ung kontordame gik igennem kontoret, så havde hun dårligt nået at lukke døren efter sig, førend ingeniørerne kom med en kommentar, eller i det mindste sendte hinanden et blik - men de billigende blikke gjaldt selvfølgelig kun de attraktive kvinder - der var en af ingeniørerne som sad med hovedet helt nede i tegnebrædtet, og så hørte han at én gik igennem kontoret, og vedkommende havde lige lukket døren efter sig, da han udbrød: "Tre slag i den fede røv."

  Pia: Haha.

  Annie: Engang da jeg sad ved et busstoppested, var et par fyre igang med at klippe en hæk, og hver gang en ung pige gik forbi, standsede arbejdet og sagen blev drøftet - lige præcis så højt at hun kunne høre det, så hun kunne sende et smil tilbage, så de fik deres honorar - jeg kunne ikke høre hvad de sagde, men det virkede som om de havde noget nyt og originalt at sige for hvert tilfælde - så da en ny pige var på vej, gik jeg hen og stod bag hækken og lyttede, og så siger den ene: "Jeg ku' drikke hendes morgenurin af små glas", og den anden svarer: "Det ka' du da ikke tillade dig! - den vil jeg da ha'!" - det er noget der helt er forsvundet - når I kører i tog, så læg mærke til hvordan mændene reagerer på de unge piger - en mand sidder med sit mødereferat, og så er der en ung pige der sætter sig overfor ham - han skimter lige hvem det er, og så er han igen væk i sine vigtige papirer - ikke på noget tidspunkt løfter han blikket - det er mere taktløst end hvis han havde siddet og overbeglot hende.

  Pia: Haha.

  Gudrun: Ja det kan man jo godt sige.

  Annie: En kvinde fortalte mig engang, at nu var hun godt træt af de danske mænd - om så man går hundrede gange op og ned ad Strøget, så sker der ingenting! - men heldigvis var der jo udlændingene - jeg var engang med hende, vi skulle ud at spise, men det med at spise blev ikke til noget - vi havde sat os på en bænk, og så kom en italiener hen og spurgte om vej, og hun svarede på en måde som inviterede til mere snak, og så satte han sig ved siden af hende - og da jeg så hvor det bar hen, kiggede jeg på mit ur og sagde at jeg må videre nu, og så sendte hun mig et undskyldende og taknemligt blik - men havde det været en dansk mand hun havde været ude efter, så er de hundrede gange frem og tilbage måske ikke overdrevet.

  Gudrun: Næh, herhjemme er der for lidt og i storbyerne sydpå er der for meget.

  Annie: Ja, men det er især de nordiske kvinder der har det problem, og det skyldes netop deres mangelfuldt udviklede erotiske sprog - de er ikke istand til at udsende klare signaler - og de rejser bare rundt i verden uden at sætte sig ind i forholdene - en rig erotisk kultur indebærer en masse forestillinger om hvad man kan og ikke kan, og hvordan man tackler en situation - en forførelse betyder umiddelbart at man overskrider en grænse - og der må såmænd gerne være en grænse mere - hvis jeg lod mig forføre af en mand, så ville det give mig mere, hvis han, foruden at han forsøger at overskride min grænse, også overskrider en grænse han har i forhold til en anden kvinde - altså at han må holde sit forehavende skjult for en anden - i spillet skal være noget på spil! - en ægtefælle eller en eller anden lediggænger ville nok ikke rigtigt kunne hidse mig op.

  Niels-Henrik: Nå!

  Annie: Ja - og jeg skal nok også have en del betænkeligheder - ja jeg kan faktisk godt forestille mig, at han er en person jeg ikke føler sympati for - eller at der er noget andet galt - at han er gammel eller grim eller små-tumpet.

  Niels-Henrik: Nå! - det bliver værre og værre.

  Pia: Haha.

  Annie: Ja, der skal være noget overtrædelse af en eller anden art - overtrædelse er en forudsætning for at et elskovseventyr rigtigt kan virke - og hvis vi mener, at et elskovseventyr skal have en større plads i vores liv end bare det at være begyndelsen til et ægteskab, så bliver vi nok nødt til at tolke kravet om dyd noget mindre kategorisk end fyrstinden af Clèves - vi har brug for en ramme om vores erotiske liv - måske noget officielt, såsom ægteskabet - idealet må være, at vi oprigtigt kan prise vores liv indenfor rammen, og især overfor vores ægtefælle, men at der samtidig er et liv udenfor rammen som vi ikke taler om og som vi meget nødig vil undvære - det behøver måske ikke ligefrem at være katastrofalt at det bliver kendt, men vi vil gerne have at det er ukendt, det er en vigtig del af virkningen - derfor må forførelseskunstens ædleste dyd være diskretion - ja jeg vil foretrække at definere dyd som diskretion, så har vi en dyd der kan give salige øjeblikke, fremfor en man dør af - det er vist den morale man kan uddrage af en novelle i denne her bog - lad os se, her er den - den er fra slutningen af 1700-tallet og hedder "Point de lendemain" - det betyder "Uden morgendag" - jeg véd ikke om den er oversat.

  Pia: Jamen? - er det ikke den Milan Kundera taler om i "Langsomheden"?

  Annie: Jo, det er det - men jeg mener at Kundera ødelægger det lidt ved at spørge, hvad den unge mand mon tænkte efter sin elskovsnat - om han har været til grin - det har han ikke, alene af den grund at han har haft sit livs største elskovseventyr - historien findes også i en pornografisk version - måske skrevet af en anden - og i den får man lidt flere detaljer, men slet ikke så gennemført som i "Fanny Hill" - sådanne detaljerede skildringer kan være nyttige nok, men det er som sagt noget der hurtigt trætter - forfatteren udpensler jo det han selv foretrækker, og det kan være udmærket, det kan inspirere, men dels er vi forskellige og dels er vi vanemennesker - derfor synes jeg at forfatteren af en erotisk historie skal overlade den kødelige forening til læserens fantasi, så læseren ka' få det som han vil ha' det - det læseren først og fremmest har brug for, er en historie som er original og fyldt af erotiske episoder der kan sætte fantasien igang - og det er det, denne her historie kan - det er en gift kvinde der forfører en ung mand på tyve år - ja, hun nærmest bortfører ham - han er kæreste med hendes nære veninde, komtesse prik-prik-prik, og den gifte kvinde ser ham i operaen - hun hvisker en masse ordrer til sine tjenere, og efter forestillingen koster hun den unge mand ind i sin karet og sætter kurs mod slottet, hvor hendes gamle gnavne ægtemand befinder sig - på den langsomme og rokkende køretur hvor de stødes imod hinanden, lægges bunden til alt det der nu skal ske - og alt er omhyggeligt planlagt fra kvindens side - det hedder sig at hun skal "forsones" med sin ægtemand, og at hun frygter at møde ham, og: "De er elskværdig, jeg vil føle mig mere bekvem, når De er tilstede" - men hun har også en elsker, og ham er en tjener på vej ud for at underrette! - efter at de har spist sammen med ægtemanden, takker denne sin kone for den omtanke hun har vist, ved at lade sig ledsage hjem af den unge mand - hun har formodet at hans "ressourcer" er usle i aften, og det er ganske rigtigt, så nu vil han trække sig tilbage - fint, nu kan hun gå tur i parken med sin unge erobring - der bliver småkysset lidt på en bænk og derefter i en pavillon - til månens lys og Seinens rislen - men det hele går ikke så glat - hun gør ihvertfald hvad hun kan, for at det ikke kommer til det - deres omfavnelser ender hver gang med at blive lidt for heftige, så standser de brat og skamfulde op - situationen må bearbejdes - der bliver filosoferet over elskovens væsen - man kan vel sige, at kun det omverden véd af, har fundet sted - og kan det ikke gentages, så har vi da i det mindste et behageligt minde - og hun sørger også for at samtalen dør ud, så en slukøret tilbagevenden til slottet synes overhængende - et rask lille skænderi er heller ikke af vejen - da de ser pavillonen har hun desværre ikke nøglen med - alligevel går hun hen og tager i håndtaget - det gør hun, fordi hun véd at døren ikke låses - alt er organiseret og alt bliver kommenteret - vi er i en verden hvor elskoven er en kunstart - ja mere en æstetisk end en seksuel nydelse - en del af den tids kunstudøvelse var salonlivet - og forfatteren af vores historie - Vivant Denon, hedder han - han beherskede konversationskunsten, og det var til oplæsning i salonerne, at han havde skrevet sin historie - den blev først udgivet efter hans død - han var en stor kunstsamler og rejsebogsforfatter og en af tidens dygtigste raderere - det var i sin fritid at han foretog sig disse herlige ting, penge skaffede han sig som diplomat - nå, men vores unge par er begge lidt betænkelige ved at fortsætte denne leg - hun har ry for at være en ærbar kvinde og han er vildt forelsket i sin komtesse - men de jo igang - hun løsner hans lidt for faste bånd til sin komtesse ved at fortælle noget hun har hørt, og som hun bagefter "fortryder" at hun har fortalt: "De véd, det triste dagligliv nedbryder én" - og han giver sit bidrag ved at forsikre, at "diskretionen er den første dyd, den skylder vi mangen et saligt øjeblik" - kvinden mumler noget om et hemmeligt og overdådigt udstyret elskovsværelse på slottet - "Men det går ikke an at vise Dem det, De er som et barn der vil røre alt, og som ødelægger det De rører" - efter megen drilleri får han lov til at komme derind - og han er efterhånden blevet mere forhippet på at svælge i dette kunstværk, end på den kødelige forening med hende - man kommer derind igennem en skjult dør i panelet, men forinden løsner hun sit hårbånd og ifører sig en let kjole - det er efterhånden hen ad morgenen og hun er lidt træt, men det gør hende kun mere fortryllende - i elskovshulen er der en statue af Amor med et alter foran og eksotiske planter og berusende olier og lys som kommer sære steder fra, og de bliver af en uimodståelig kraft kastet ind i en grotte med puder - og fra nu af er talen sat ud af kraft - nu sukkes der kun - mere og mere og mere - og efter det sidste og længste suk, tager hun en krone og sætter den på hans hoved som en tak til guden Amor - i samme øjeblik meddeler den fortrolige tjenestekvinde at de må komme ud, der høres støj på slottet - den unge mand forsøger at finde sit værelse, men farer vild og går ned i parken - og lidt efter ankommer kvindens elsker - han afslører overfor den unge mand det spil han lige har været aktør i: at aflede ægtemandens opmærksomhed fra hans egen tilstedeværelse i konens liv - og han takker den unge mand mange gange og morer sig over hans naivitet, og han lovpriser sin elskerinde - hun har dog en kedelig fejl: hun er kold som marmor! - så således arrangerer forfatteren at alle parter, og ikke mindst læseren, er tilfredse - den gamle impotente ægtemand må finde sig i at hans unge kone får tilført lidt udefra, og elskeren har ingen grund til at tro at den unge mand har fået mere end han selv får, og den unge mand og kvinden har haft en elskovsnat som de kan leve på resten af livet - og som nok ikke vil få uønskede følger - men den er uden fortsættelse, altså uden morgendag! - da kvinden følger ham ned til vognen, siger hun: "Adieu, monsieur, jeg skylder Dem tak for en masse fornøjelse, men jeg har betalt Dem med en skøn drøm - nu kalder Deres kærlighed Dem tilbage - den som får den, fortjener den - hvis jeg har berøvet hende noget, så giver jeg hende Dem tilbage mere hengiven og mere ædel og mere følsom - adieu, endnu engang - De er charmerende - skab ikke splid mellem mig og Deres komtesse" - går hun efter at have sagt dette tilbage til sin elsker og griner? - muligvis, men så er det da elskerens naivitet der får hende til at grine.

  Pia: Milan Kundera lader jo tilsidst i sin roman nutiden og fortiden mødes - slottet er idag et hotel, og dér har en ung fyr haft en vidunderlig nat - adelsmanden og den unge fyr mødes udenfor da de skal hjem - de hilser på hinanden - jeg har haft en vidunderlig nat, siger fyren - det har jeg også, siger adelsmanden - de er chokeret over hinandens sprog - og fyren irriteres over adelsmandens klæder - kniplinger og sølvspænder og ting og sager - og adelsmanden irriteres over fyrens uelegante påklædning - motorhjælm og bukser som dem bønder går i - og så hans pågående facon, han står smilende og fingerer ved hans halstørklæde - så tager de afsted - adelsmanden stiger ind i en karat, og han skal på den langsomme tur tilbage til Paris genfremkalde sin vidunderlige nat - og fyren starter sin motorcykel og kører så hurtigt som muligt, for han skal glemme sin vidunderlige nat - han havde fundet en kvinde på hotellet og sagt sjofle ting til hende, og sagt at de skulle bolle i svømmehallen så alle ku' se det, men så ku' han ikke.

  Annie: Jah haha - Milan Kundera stiller det erotiske spil i novellen overfor nutidens spil i medieverdenen - mediefolkenes selviscenesættelse - det ene spil finder han herligt, det andet finder han grotesk - som det fremgår af novellen, så var det smagen der var det afgørende - moralen kom i anden række - der var dengang masser af forstillelse og hykleri, det var heri kunsten lå - at få lasterne sløret - at få dem til at tage sig ud som dyder, eller i det mindste som "interessante svagheder" - i det øverste aristokrati herskede der en etikette som var håbløs at efterleve, men som ikke destomindre skulle overholdes udadtil - jeg læste om det i en overklassekvindes erindringer fra 1700-tallet - blandt det jævne folk, skriver hun, er man impulsiv og ligefrem, i aristokratiet beregner man - så dér er reglerne mere ensartede, fordi de er mindre ærlige - med lidt snedighed kunne man opnå hvad man ville - være perfid uden at det fremkaldte harme - og få folk til med højsind at tolererede løgn og troløshed, så længe sagen ikke var direkte skandaløs - det var forfængelighed snarere end hjertet der lå til grund for de intime forbindelser - på samme måde som man lærte at danse, skriver hun, lærte man med elegance og ynde at vise at man elsker - når en ven havde gjort noget der blev fordømt, så tog man ham i forsvar, men det foregik mange gange på en sådan måde at anklagen blev endnu mere graverende.

  Pia: Haha.

  Annie: Ondskaben var pakket ind i så tvetydige ansigtsudtryk og vendinger, at ingen fattede mistanke om svigt af venskab - netop fordi det var det ydre der var det afgørende, så virkede de intime forbindelser stabile - på den måde kunne der herske klare forestillinger om hvad der udadtil lå i et elskovsforhold - når en mand lagde an på en kvinde, så så man ham følge hende og benytte enhver lejlighed til at være nær hende, men når så forholdet var etableret, så optrådte han nærmest reserveret overfor hende - han undgik at være nær hende, men priste hende og fulgte hende med øjnene - en mand måtte sørge for at hans elskerinde var den af alle kvinder der beundrede ham mest - derfor måtte han holde en vis distance, og derfor var det begrænset hvor intimt forholdet kunne blive - og derfor kunne han fra tid til anden have brug for en "kortvarig adspredelse", men det skulle forholdet nok kunne tåle - reglerne betød, at man tydeligt kunne se hvor folk hørte hjemme i hierarkiet - for eksempel var der en mand fra det øverste aristokrati som ved at maskebal så en kvinde sammen med en mand, og han fik mistanke om at hun var hans elskerinde - men så da de to stod ved siden af hinanden, så listede han sig hen og så dem bagfra, og så så han, at denne mand holdt sin ene fod ovenpå hendes fod, og var han beroliget: det måtte to mennesker fra de lavere sociale lag - en anstændig mand ville behændigt ha' lirket hendes fod ovenpå sin.

  Pia: Hahaha.

  Jonatan: Ja, men det med erotisk spil - du siger at erotik er forførelse, men hvor er så forførelsen i den smånymfe-novelle du talte om, hvor smånymfen ikke opdager det allermindste?

  Annie: Forførelsen er i farens fantasi - det handler jo ikke om hans faderlige kælen, men om lyster som ikke er meget forskellige fra dem den modne kvinde kan fremkalde.

  Jonatan: Tror du ikke mange ville fordømme en sådan historie? - sige den kan inspirere til efterfølgelse, og at nogen ikke vil holde sig på dydens - diskretionens - smalle sti - og folk kan vel også sige, at den viser noget der ikke skal finde sted.

  Annie: Så lad folk sige det - om noget kan finde sted eller ikke finde sted, kommer an på om det er i overensstemmelse eller ikke med den kultur vi bekender os til på området - i viktoriatiden kunne finde ting sted som ikke ville kunne finde sted idag - og årsagen er, at netop fordi kønsdriften ikke kunne håndteres på en naturlig måde, så romantiserede man barnet - barnet var jo lige kommet fra Gud - ubesmittet og aseksuelt - man fotograferede nøgne børn, og det var solgt som postkort - det var selvfølgelig da til for at tjene som stimulans for mænd som ikke orkede al den unatur den naturlige seksualitet var befængt med - mest kendt var jo matematikeren Dodgson, der skrev "Alice i Eventyrland" - han fotograferede sin Alice og andre børn, med og uden tøj - idag ville noget lignende ikke kunne finde sted - hvorfor ikke? - fordi som sagt, at når der er noget galt med vores sexliv, så opstår der misundelse - men i modsætning til i viktoriatiden, så kan vi idag få alt hvad vi kan begære af seksuel stimulans - vi har oceaner af porno og vi har sære apparater og oppustelige dukker, ikke at forglemme homoseksualitet - ergo må vi have et område hvor vi så meget des hårdere kan slå ned, og det er blevet den seksuelle drift mod barnet - og det er jo et veldefineret område, og man kan nemt formulere en begrundelse - så i modsætning til i viktoriatiden, hvor der blev skabt kunst på det område - for eksempel malerier af småpiger i erotiske attituder - så er vi nu tvunget til at gøre det kunstløst - men det behøver en kunstner da ikke at rette sig efter - han kan insistere på, at man i kunstnerisk form fortsat kan sige ting som man ellers ikke kan sige - insistere på, at den erotiske drift mod barnet skal erkendes og kan finde udtryk - jeg kunne som sagt tænke mig, at en forfatter skrev en smånymfe-historie som kan påstås at være troværdig og anstændig - vi har selvfølgelig ret til at afvise hans historie, men hvis det er en forfatter som har talent og som vi beundrer, så skal der nok en hel del til førend vi kan forkaste hans værk.

  Jonatan: En forfatter vi beundrer? - siger I ikke lige, at selv en berømt roman som "Lolita" har for lidt indhold?

  Annie: Jo, forfatterens smånymfe-fantasi var ikke udviklet nok, sagde jeg - og så må han finde på noget andet, for at få bogen op på de trehundrede sider - jeg vil nu ikke sige ret meget ondt om Nabokov, han var en glimrende forfatter, og han skrev interessant om litteratur.

  Jonatan: Han skrev bøger om bøger - forfatterne kender kun verden udfra romaner - og når de ikke skriver romaner, så skriver de om romaner - det havde jo ærlig talt været mere interessant, hvis de interesserede sig for den virkelige verden.

  Annie: Ja, du har ret Jonatan - forfatterne skriver mest om folks liv udenfor arbejdstiden - fordi...

  Jonatan: Fordi de ikke véd noget om folks liv i arbejdstiden - de eneste romaner der foregår i arbejdstiden, det er kriminalromanerne - der hører man om forbrydernes og kriminalfolkenes arbejde - men det er kun de velkendte forbrydelser det handler om, og det er kun for underholdningens skyld.

  Annie: Ja, rigtigt - det eneste jeg lige kan komme på, hvor forfattere må ulejlige sig med at læse lidt faglitteratur, det er når de skriver historiske romaner - og...

  Jonatan: Og det er også kun underholdning - og det bliver altid kritiseret af faghistorikere - og den historie forfatteren fortæller, kører i det samme spor som alle de andre forfatterhistorier, den foregår bare i fortiden.

  Annie: Ja, det er der noget om - hvis Sonja Kowalevsky ikke var død så tidligt, så havde hun nok fortsat sin forfattervirksomhed, og det hun skrev, var sikkert blevet noget af det du efterlyser - om hendes politiske virke og om hvordan man modtog hende som kvinde i matematikverdenen og om den faglige strid - jeg kender ikke nogen roman der foregår indenfor mit fag, og hvor der er ting som kun en rigtig musikkyndig ville kunne skildre, men der må da være noget i dit fag, Gudrun?

  Gudrun: Ja og nej - jeg har lige læst Finn Abrahamovits roman om Herman Bang - Abrahamovits er psykolog og han giver en fin og troværdig skildring af Bangs sjælekvaler i de år hvor han var i Paris - men jeg kender ikke nogen roman som i detaljer skildrer en psykologisk behandling - der findes vist kun referater af virkelige tilfælde.

  Jonatan: Før i tiden kunne det måske gå an, at forfattere kun interesserede sig for det almindelige, for det meste af det der foregik, kunne man finde ud af uden særlige kundskaber - men sådan er det ikke mere - nutildags foregår der ting som kun meget få kan opklare - svindel med salgstal - opdigtede medicinske forsøg - folk der går ind i andres computere.

  Annie: Du mener at forfattere burde have en faglig baggrund?

  Jonatan: Nej, jeg mener at der skal samarbejde til - mellem fagfolk og journalister og forfattere - en fagmand der har opdaget noget og føler et ansvar for at det bliver opklaret, skal kontakte en journalist - og journalisten skal lede arbejdet med at opklare det, og i sidste ende skrive om det - og så skulle det også gerne være sådan, at der var en forfatter som følte et ansvar og skrev en historie der indeholdt alle detaljerne - så kunne der komme noget som både var mere nyttigt og mere interessant.

  Annie: Ja, ihvertfald noget som også gerne skulle være der - for det er jo ikke alle forfattere der bare skriver for at underholde - nogle skriver da for at skabe debat eller afklare ting - en krig eller en stor ulykke bliver efterbearbejdet - i 70'erne skulle forfatterne tale de undertryktes sag - og vi skulle allesammen bevidstgøres - jeg kunne ærlig talt godt tænke mig at blive bevidstgjort - jeg siger ligesom dig Gudrun, 70'erne var en tid man trods alt kunne forstå - dengang syntes jeg ikke jeg behøvede at læse mig til bevidsthed, men det er jeg nok nødt til nu - jeg har ikke forstået meget af det der er sket siden den tid, og hvor kan jeg gå hen?

  Jonatan: Ikke til forfatterne - hvis du vil forstå udviklingen, så må du gå på de kurser firmaerne sender deres ansatte på - dér lærer man at arbejde med sig selv og blive positiv, så man kan komme frem i erhvervslivet - og man lærer også om privatlivet, så der kan blive overensstemmelse mellem privatlivet og arbejdslivet - en betingelse for at man kan have succes i arbejdslivet, er at man har succes i privatlivet - det er alt sådan noget du må sætte dig ind i.

  Annie: Javel - ja det sku' ikke undre mig at det er blevet sådan - og hvis det er tilfældet, så ska' det frem - men jeg vil nu foretrække at læse om det i en roman, frem for at gå på kursus - og jeg tror ikke at forfatterne er uinteresseret i det Jonatan, som du mener skal behandles - de har som regel ikke på forhånd noget større budskab de skal ud med, så derfor er de åbne overfor ethvert godt stof - problemet er snarere deres arbejdsvilkår - det tager tid at sætte sig ind i ting, og forfatteren kan måske kun bruge stoffet i én roman - forfatternes arbejdsvilkår er blevet håbløst, fordi romanen er blevet fortrængt af filmen - før i tiden kom romanerne i langt større oplag end idag - og de danske forfattere kunne slet ikke følge med, så derfor var det meste af det folk læste oversat fra engelsk, tysk og fransk - og almindelige mennesker læste ting som almindelige mennesker nutildags ikke ville drømme om at læse - engang, omkring 1880, udkom et tidsskrift der hed "I ledige Timer", med undertitlen "Underholdende læsning af blandet Indhold" - her har jeg læst en føljeton i fire dele, og på ialt halvanden hundrede sider - den hedder "Sprogets magt over tanken", og er af en svensk sprogprofessor - jeg har sjældent læst en så interessant og velskrevet artikel - konklusionen er, at de forskellige sprog i verden har fordele og ulemper, men at det ene sprog ikke kan siges at være bedre end det andet til at give tanker og forestillinger udtryk - der er højtstående og lavtstående kulturer, men et højtstående folks sprog er ikke nødvendigvis mere logisk og praktisk end et lavtstående folks sprog - hvis man lagde 97 genstande foran en grønlænder og bad ham tælle dem, så ville han nå frem til "to på det femte menneskes anden fod".

  Niels-Henrik: Haha.

  Annie: Der er ikke noget at grine af, for den talangivelse i ord er mere fornuftig end vores - når grønlænderen talte, så begyndte han med fingrene og sluttede med tæerne - når han var nået til tyve, så havde han ét "menneske" - 97 er 80 plus 17, altså fire "mennesker" plus 17 - og når han var nået til 17, var han blevet færdig med den ene fod og havde brug for to tæer på den anden fod - altså: 97 er "to på det femte menneskes anden fod" - hvordan vil d'herrer matematikere forklare det danske "syvoghalvfems".

  Niels-Henrik: Øh...

  Eirik: Ja syv plus halvfems - halvfems... øh...

  Annie: Vi der tilhører den ældre generation véd, at halvfems er en forkortelse for halvfemsindstyve, og det betyder betyder "halvfem" gange tyve - og halvfem er fire og en halv af den femte, altså fire og en halv - på samme måde som halvanden er én og en halv af den anden - fire og en halv gange tyve er halvfems - var grønlænderens talangivelse så ikke mere naturlig?

  Niels-Henrik: Joh.

  Annie: Leibniz sagde at tysk er filosofiens sprog, fordi det har en rig evne til at danne abstrakte udtryk - af verbet "være" kan man uden videre danne begrebet "det værende" - det kan man ikke på latin, for latin har ikke infinitiv af verberne - der er ikke noget der hedder "at elske" - man må for eksempel sige "jeg elsker" - amo - og på grønlandsk må man endda også angive den genstand der elskes - men den slags vanskeligheder har aldrig haft nogen større betydning, påstår professoren, tanken finder alligevel vej - man kan jo også påstå, at megen tysk filosofi er noget vrøvl, og at det er sproget der er skyld i det.

  Pia: Haha.

  Annie: Hvis tysk virkelig er filosofiens sprog, hvorfor tænkte Leibniz så ikke på tysk? - på hans tid skrev de lærde stadig på latin, og de tænkte da vel også på det sprog - og det gik da udmærket, og det ville det også have gjort hvis de havde tænkt på grønlandsk - de skulle bare have nogle flere ord, men ordene kunne jo hentes som fremmedord - men derimod, skriver professoren, har de associationer som ordene fremkalder, en kæmpe indflydelse på et folks forestillingsverden og digtning - især det med ordenes køn - i europæernes oldsprog hed himlen "djeus", og det var et hankønsord - men havde det været af hunkøn, så havde guden Zeus måske været en kvinde - og så havde romerne ikke kaldt ham Jupiter, men kaldt hende Jumater - hvis overguden havde været en kvinde, så havde verden nok set ganske anderledes ud - man kan indvende, at ordenes køn netop kommer af menneskets forestillinger, men det er kun delvis sandt - kønnet er meget bestemt af det fonetiske og af grammatiske forhold - for eksempel endelser - hvis et ords endelse af en eller anden grund forandres, så forandres dets køn også - og foruden køn var der sådan noget med døde ting der var levende fordi de var besjælede - det var altsammen noget der farvede verden og nærede fantasien - men det er noget som i umindelige tider har været i tilbagegang - latin har tre køn, men så smeltede hankøn og intetkøn sammen, derfor har de romanske sprog kun to køn - i dansk er han- og hunkøn smeltet sammen til fælleskøn, og engelsk er helt kønsløst, og sådan ender alle sprogene sikkert - det at ordene har indhold, og ikke bare refererer, har ført til misforståelser og fordomme, ja det har jo nogle gange haft katastrofale følger, men fænomenet har været en kilde til rigdom, og digterne og malerne har lukreret på den kilde - Niels-Henrik fortalte om Eiriks skål med kvinden der skal forestille "fornuften" - de almene begreber såsom "kunst" og "videnskab" og "frihed" og "godhed", er gerne symboliseret ved kvindeskikkelser, og ordene er gerne af hunkøn - men der er en undtagelse: "kærligheden" - Amor er et hankønsvæsen - på svensk er der flere undtagelser: ord der ender på -skab er af hankøn - derfor kan svenskerne sige, som sandt er, at dårskaben er kærlighedens broder - det ville man ikke kunne sige på fransk - men sådanne sandheder kan gå hen og blive meningsløse når sproget ændrer sig - vi har på dansk et ordsprog der hedder "krage søger mage" - fordi krager er selskabelige dyr - det ordsprog havde man også engang på svensk: "kraka söker maka" - men så forandredes "kraka" til "kråka", og så rimede det ikke mere - og da man ikke så gerne vil miste et ordsprog, så ændrede man det til "kaka söker maka" - altså: "kage søger mage".

  Pia: Haha.

  Annie: Jeg kiggede i en nyere svensk ordbog, og under "krage" stod virkelig at "krage søger mage" skal oversættes til "kaka söker maka" - der havde på sprogprofessorens tid været forslag fremme om, at tingene bør navngives så de ikke giver associationer til noget, og på den måde leder tanken på vildspor - men det ville være højst uklogt, siger han, sproget ville blive umuligt at lære fordi hukommelsen må have holdepunkter, og fantasien og digtningen ville lide tab - og igennem betegnelser som "dovendyr" og "klumpfisk" og "nyserod" får vi foræret en nyttig viden - og fremfor at "træ" har med tjære at gøre, så ville jeg foretrække et ord der, ligesom på sanskrit, kunne føres tilbage til "han, der drikker med foden".

  Pia: Haha.

  Annie: Og jeg ville også foretrække at en mussefælde kaldes en "trækat", som man gør i Grækenland - og det at et sprog har en manglende evne til at danne adjektiver, kan føre til fantasifulde omskrivninger - at være utro, udtrykkes på semitisk ved at man er "barn af utroskaben" - det er til at forstå, men hvad mener araberen med "bjergets datter"? - der mener han et ekko - og det er næsten lige inden at man misunder Østens folk de ydmygelser de må døje for at sige "jeg" - selvom de nok ikke tænker på det i dagligdagen - hvis man spørger en kineser om noget, så er det "den enfoldiges" mening man får at høre - japaneren må pænt kalde sig "den indskrænkede" - og araberen må af og til lade sig forestille som "dine fødders støv".

  Pia: Hahaha.

  Annie: For at kunne læse den artikel, måtte man have en ganske betydelig almenviden, og jeg tænkte: en sådan artikel ville vor tids almindelige menneske aldrig møde - det eneste sted jeg lige kan forestille mig, er Weekendavisens videnskabs-tillæg, men selv dér ville den være umulig - føljetonen ville komme til at strække sig over en hel årgang - artiklerne i det tidsskrift viser de idealer man dengang havde for folkeoplysning - det var en tid hvor folk havde færre ledige timer, men de havde bedre tid i deres ledige timer - og der var flere penge i de tidskrævende ting, såsom romaner og symfonier - og det betød, at man i højere grad kunne gøre tingene færdige - idag er forfatterne nødt til at presse tingene igennem - og det mest tragiske ved den udvikling er, at mennesket er blevet berøvet den største af alle glæder, nemlig dette at skabe noget som man er glad for og stolt af, og som man resten af livet kan vise frem og selv glæde sig over - men det ser jo ud til at være et behov der er forsvundet - idag lever folk nok mere i nu-et - forfatterne lider måske slet ikke så meget som jeg forestiller mig, for deres vilkår betyder, at de aldrig når frem til den sidste og trættende fase i skrivningen - og de kommer hurtigt igang med noget nyt - de skal bare sørge for aldrig at læse noget af det de tidligere har skrevet.

  Pia: Haha.

  Annie: Men det er jo altsammen noget som du Pia, må ku' svare på.

  Pia: Ja, det er rigtigt at ingen ville kunne leve af at skrive, hvis han skulle gennemskrive indtil det kan kaldes helt færdigt - min far tillader sig at gøre tingene helt færdige, og det kan han fordi vi har min mors indkomst - men grunden til at de seriøse forfattere ikke klager mere end højst nødvendigt, det er at de nærmest er lidt stolte af at de ikke læses af hoben - de ordentlige forfattere skriver, fordi de har noget de virkelig må ud med - måske fordi de er vrede over et eller andet - det var også en vrede der fik mig til at begynde - det var da jeg var tolv år - jeg fik lyst til at skrive et smædeskrift for at få hævn, så den hændelse er jeg dybt taknemlig for.

  Niels-Henrik: Det må vi høre om.

  Pia: Ja, vi boede i en etageejendom og vi havde besluttet at flytte i eget hus, men det blev udsat og udsat - mine forældre var travlt optagede og vi boede trods alt nogenlunde - vi havde fået dysset de værste støjehoveder ned og vi havde lydisoleret nogle af væggene - men så en dag anskaffede naboen sig en hund - og jeg siger jer, den gøede hele dagen så vi var ved at få pip - det var en enlig mor med en mindreårig søn - hun gik bare om morgenen og lod hunden være alene i lejligheden - og den gøede mere og mere jo længere tid den havde været alene - vi prøvede alt - vi tilbød at hunden kunne være inde hos os når hun var på arbejde - eller hos min farmor og farfar som boede ikke så langt væk - tilsidst gav vi hende en 500-kronseddel som honorar for selv at finde en løsning, og vi bad hende om at fastsætte et beløb som vi kunne betale hver måned - men hun beholdt bare pengene.

  Niels-Henrik: Fik I ingenting for pengene?

  Pia: Joh, hun har åbenbart tænkt lidt eller spurgt sig tilråds, for en dag gøede hunden ikke så meget mere, men så hørte man til gengæld lyden af pop og nyheder - så skrev min far et brev til hunden, hvori han gav udtryk for sin beklagelse over at hundene er sunkede ligeså dybt som menneskene - engang sang menneskene dagen lang, idag hører de popmusik, og nu er det blevet det samme med hundene - så ville han foretrække at hundene vendte tilbage til deres gøen - og det ønske opfyldte naboen, og så var der ikke andet at gøre end at flytte - men jeg var så rasende at jeg fik lyst til at gøre hende til grin overfor alle beboerne - men alle beboerne skulle gerne læse det, hvordan får man dem til det?

  Eirik: Man skriver om alle beboerne.

  Pia: Netop - og det havde jeg virkelig også lyst til, for der var meget andet - nedenunder den enlige mor med sønnen og hunden boede en anden enlig mor med en søn - et stort fjoget brød der hed Johan og som gik i min klasse - men så en dag da min far stod på altanen, så så han en mand stå på deres altan - det måtte være Johans far - min far vendte sig hurtigt om for ikke at blive set, for han var sikker på det var en af hans gamle skolekammerater - én der hed Ronny - de gik i klasse sammen da de var tolv-fjorten år, og dengang sås de meget udenfor skoletid - men de var blevet dødelig uvenner - men faktisk havde de slet ikke set hinanden siden dengang - men grunden til at min far straks var klar over at det var Ronny, det var at han året forinden havde set et billede af ham i avisen, og Johan havde det samme efternavn som ham, Thomsen.

  Jonatan: Sku' det dødelige uvenskab ikke være glemt efter tredive år?

  Pia: Jo, hvis uvenskabet var tredive år, men det var faktisk helt nyt - Ronny havde sendt et modbydeligt brev til min far - men da de gik i skole var de de bedste kammerater - min far så op til Ronny - ja det var faktisk Ronny der blev skyld i at min far ville være forfatter - eller snarere Ronnys forældre - Ronnys forældre var nemlig fine - i modsætning til min fars forældre - min farfar var møbelpolster, og de var fattige, og boede i lejlighed, og bøger var der ikke meget af - men Ronnys far var salgchef - og de boede i villa - og de havde masser af bøger - og Ronny havde eget værelse - og han havde skrivebord - min far syntes at Ronny var så voksen - og han var den dygtigste i klassen og han sagde så mange kloge ting - og det måtte selvfølgelig skyldes hans forældre - min far skammede sig over sig selv og sine forældre - han syntes at alt det han interesserede sig for, var barnlige ting, og at alt det hans forældre talte om, var almindelige ting - min far fattede ikke hvorfor Ronny gad komme sammen med ham - men Ronny elskede at vise ham sine bøger - når de altså begge havde vasket hænder - så fortalte Ronny om det man kunne se på billederne - om opfindelser og mærkelige dyr - og han fortalte hvad romanerne handlede om - resultatet var, at min far begyndte at låne bøger på biblioteket - især dem Ronny havde, så han rigtig kunne tale med - og han anstrengte sig for at blive dygtigere i skolen, men han var misundelig på Ronny, fordi han havde det så nemt - Ronny fik gode karakterer uden at han behøvede at anstrenge sig - min far fik efterhånden også gode karakterer, men han måtte bruge mere tid på alting end Ronny - men der var meget ved Ronny der stødte min far - han kunne gøre ting som min far aldrig kunne få sig selv til - engang da de var inde i en bagerforretning, så sendte han en snotklat lige ned i en lagkage.

  Niels-Henrik: Haha.

  Pia: Og engang da de kom hjem fra skole, så var der en mus i en fælde han havde lavet, og så tændte han op i brændeovnen og smed musen ind og stod og gloede - den fór jo rundt - og engang da de var cyklet ud i naturen og sad og spiste deres mad, så sagde Ronny at de skulle fortælle hinanden hemmeligheder - om piger og sådan noget - han ville fortælle noget som nok ville chokere min far, hvis min far også ville fortælle - det måtte min far gå med til - men de ting min far kunne finde på, eller ville sige, var småting i forhold til alt det Ronny havde at fortælle - det værste var, at Ronny mente at han var far til det barn hans storesøster ventede - hans søster havde fået en kæreste for et par måneder siden, sagde han, og for nogle dage siden havde hun sagt at hun var gravid, og det kunne hun ikke forstå, for de havde været så forsigtige - men for en måned siden var hun kommet hjem fra en fest hos kæresten og var fuld og havde kastet op og var faldet i søvn - og så havde Ronny siddet ved hende og trukket hendes trusser tilside og gloet, og så havde han onaneret og fortsat med at sidde og glo og rave.

  Niels-Henrik: Ja, kan man gætte sig til hvorfor de blev dødelig uvenner!

  Pia: Nej, det var ikke derfor, for min far sagde aldrig noget til nogen - men noget tyder virkelig på at Ronny er far til det barn, for den ældre fætter der kom hos Johan, var ligeså irriterende som Johan.

  Niels-Henrik: Haha.

  Pia: Nåmen så flyttede Ronnys forældre, og han måtte skifte skole, og så sås de aldrig mere - men Ronny havde sat en udvikling igang hos min far - han blev optaget af bøger, og han kom i gymnasiet og han fik gode karakterer i dansk - og som årene gik og han begyndte at skrive og få ting udgivet, tænkte han tit på Ronny - hvad var der mon blevet af ham? - og hvad var mon sandheden om alt det dengang? - hvis man kunne skrue tiden tilbage og høre det Ronny sagde - ja min far kunne jo tænke sig til det, men alligevel - men så da vi engang så tv-serien "Matador", så begyndte noget pludselig at gå op for min far - Ronnys forældre mindede påfaldende om Mads Skjern og hans kone - altså en mand som kræver ubetinget lydighed og som kun ser på det ydre, og en køn kone som beundrer ham og lyder ham - var grunden til at Ronny var så dygtig mon ikke, at han blev presset til lektier og overhørt af sin far? - min far kom kun hos Ronny om eftermiddagen inden hans forældre kom hjem - han så næsten aldrig hans forældre - var det fordi noget skulle skjules? - mon ikke Ronny ville have været ligeså hjerneblæst som hans søn Johan, hvis han ikke var blevet så strengt opdraget? - og havde Ronny mon ikke valgt min far som kammerat dengang, netop fordi min far var så langt under ham? - nåmen det billede der var i avisen af Ronny, det var fordi han var medforfatter til en kronik - Ronny var vinder som han altid havde været - han havde fået en eller anden samfundsuddannelse, noget med kommunikation, og han var blevet direktør for et konsulentfirma som skal introducere et nyt "læringskoncept" i Folkeskolen - det er hentet fra USA, og de forbereder et samarbejde med Undervisningsministeriet - det er en fejltagelse, mener de, at vi for tiden vægter det faglige højt for at kunne sige, at Danmark ligger så og så højt på skalaen - istedet skulle vi satse på at skolen er et sted hvor eleven ønsker at være og hvor omgangsformen er civiliceret - enhver elev skal elske sin skole - og det er først og fremmest personligheden skolen skal bearbejde - er den iorden, så kommer det faglige af sig selv, påstår de - og at personligheden er iorden, er en forudsætning for at man kan klare sig i livet - og for at kunne udvikle personligheden, skal der foregå aktiviteter ved siden af den almindelige undervisning - lejrskoleophold hvor man kan observere eleverne og ude-undervisning af hensyn til de urolige drenge - og skolen skal være et fuldtidsarbejde, lissom forældrenes - lektier skal laves på skolen - og der skal være mulighed for ekspertbistand - alt det der ligger udenfor det almindelige skoleliv eller over lærernes kvalifikationer, det skal leveres af et konsulentfirma som er tilknyttet skolen - der var i kronikken en henvisning til en rapport som Ronnys firma havde udgivet - hvordan havde Ronny fået noget med den slags at gøre? - bortset fra at han må gå ind for det, for det er jo af hensyn til mennesker som ham selv og hans søn - men hos min far ringede alle alarmklokker da han læste den kronik - vores personlighed skal udvikles - til hvad? - og vi skal blive dygtigere - til hvad? - til den personlighed og den dygtighed der er brug for i erhvervslivet, må man formode - og det vil mere og mere blive det sociale man lægger vægt på, fordi der vil blive mere og mere kamp om arbejdet - vi læste en artikel om den teknologiske udvikling på længere sigt - indtil nu har computeren jo ikke ført til ret meget besparelse, fordi det har kostet så meget at udvikle - men om nogle årtier vil der komme en teknisk udvikling som totalt vil ændre erhvervsarbejdet - robotter vil udføre arbejde som vi idag slet ikke kan forestille os at robotter kan udføre - biler vil kunne køre uden fører og undervisning vil foregå igennem Internettet - og det meste af det arbejde som mennesker udfører, vil være så specialiseret at det nærmest må kaldes ufaglært - kun meget få skal være virkelig dygtige, og det er dem der udvikler de nye teknikker - alle er klar over at det vil gå på den måde, men der vil gå lang tid inden vi vil begynde at ændre noget - de der er børn nu, vil få en helt forkert opdragelse og uddannelse.

  Gudrun: Det er rigtigt.

  Pia: For der vil blive mindre og mindre for mennesker at lave, og de skal kunne mindre og mindre fagligt - det nye "læringskoncept" forbereder slet ikke til den verden - det går ud fra at vi skal bruge mere tid på lønarbejdet og at det vil kræve mere dygtighed - derfor skal skolen bestemme mere - hvis en elev er dårlig på et område, så skal eleven have ekstra opmærksomhed, men det er altsammen noget skolen afgører - forældrenes indflydelse skal reduceres - men hvad nu hvis forældrene står for noget helt andet end det skolelærerne står for? - kan en elev gå til noget i dagtimerne? - og skal det i så fald godkendes? - i forvejen er der jo ikke mange unge der nogensinde får ordentlige interesser, og hvis de skal være så mange timer på skolen, så de er li'så trætte som de voksne når de kommer hjem, og så er det endnu mindre sandsynligt at de begynder på noget ordentligt - eleverne i de ældste klasser skal redegøre for hvad de vil med deres liv - men hvad nu hvis en elev siger at han ville være forfatter? - hvordan vil en skolelærer og en konsulent fra et firma undersøge om en forfatterspirer er på rette vej? - vil de bede ham præcisere hvad han vil skrive? - eller vurdere udfra hans karakter i dansk stil? - den ka' da ikke bruges - jeg har det sådan, at jeg kun afleverer en stil, når jeg ka' stå inde for det - engang fik jeg nul til en prøve, fordi jeg ikke kunne få mig selv til at aflevere det - nåmen så ka' man også spørge: er det tilladt ikke at stræbe efter succes? - der er da meget arbejde hvor der ikke er stor udsigt til succes - og hvad hvis en elev siger at han vil være ufaglært? - måske fordi han og hans forældre har forudset udviklingen - er det overhovedet tilladt? - at være ufaglært kan da have fordele, man har mere fri bevægelighed - min far er jo sådan set ufaglært - eleverne skal lære om erhvervslivet og de skal ud og besøge arbejdspladserne, men arbejde er jo et vidt begreb, og er der mon ikke ting der aldrig tales om? - kan en elev sige til skolelærerne, at det ikke rager dem hvad han vil med sit liv? - og så skal enhver elev være "en god kammerat", men hvad nu hvis en elev ikke ønsker at være en god kammerat?

  Annie: Havde jeg været ung idag, var jeg blevet smidt ud af skolen - sendt fra den ene skole til den anden.

  Pia: Ja sikkert - men i virkeligheden, siger min far, ligger der noget mere bag det hele - at være skolelærer har jo altid være et ringeagtet arbejde - det har altid heddet sig at skolelærerne ikke kender noget til verden udenfor skolen, men det var jo engang nærmest deres stolthed, de opfattede sig som bedre uddannede og mere kultiverede end børnenes forældre - men den tid er jo fordi, og samtidig er der sket det, at erhvervsarbejdet - altså ikke selve arbejdet, men livet på arbejdspladserne - er blevet en højere videnskab som alle må bøje sig for - så hvis skolelærerne vil respekteres, så må de sætte sig ind i erhvervslivet og gøre undervisningen mere erhvervsrettet - men der er også noget andet - nogle lærere vil gerne have at der er et hierarki, så de kan arbejde sig op - så derfor, dengang det var det faglige der skulle styrkes, talte man om at folkeskolelærere skulle være universitetsuddannede - så kunne lærerne gøre undervisningen mere interessant, men det er kun de færreste elever der ville have gavn af det, og det ville ikke føre til noget man kan måle - man skal hellere interessere sig for flertallet af elever - men det man er ude på, siger min far, er at man vil gøre alle elever til et "problem" - man vil bruge terapi-lignende metoder, og bruge teknikker som er vanskelige at lære, og det betyder, at der vil opstå et hierarki blandt lærerne: de ledende lærere er dem der helt behersker teknikkerne, og øvrige lærere må søge råd hos de ledende lærere - lærerne skal sætte forskellige aktiviteter igang så de kan studere eleverne, men her kan de dårlige lærere klumre i det, de kan rode sig ud i noget de ikke kan overskue eller de kan blive skyld i at eleverne gennemskuer noget som skal holdes skjult for dem - men det er altsammen en fordel for de ambitiøse lærere, de kan arbejde sig op.

  Gudrun: Jeg er målløs - jeg har slet ikke hørt om at normale børn skal udsættes for terapi.

  Pia: Normale børn er netop ikke normale - de er asociale og udisciplinerede, og de har svært ved at engagere sig fagligt - det er udgangspunktet - men hvad nu hvis en elev har nemt ved at engagere sig fagligt? - kan en sådan elev bede om at blive holdt uden for deres barnlige aktiviteter? - og det at man giver børn og unge mindre frihed, vil muligvis gavne nogle, dem der skal leve det almindelige arbejdsliv, men det vil skade andre, dem der vil have et mere frit og åndeligt arbejde - og det er helt bevidst, for skolefolkene bryder sig ikke om dem.

  Annie: Næh, og omvendt - der er vist ikke en eneste intellektuel der nogensinde har sagt noget positivt om skolesystemet - så man kan da godt forstå at lærerne pønser på hævn - der er jo noget der tyder på at der er noget totalitært på vej - og hvis det er tilfældet, så må man straks igang med at tynde ud i de intellektuelles rækker - sørge for at intet der kan føre et menneske væk fra det reglementerede liv, får mulighed for at slå rod.

  Pia: Jah haha - men nu var der pludselig nogen ting der gik op for os - som barn kunne Ronny finde på grusomme og perverse ting når han ikke var under opsyn - det er hans fars hårde kurs der har fået ham til at passe ind i systemet - og ovenikøbet lidt bedre end de fleste - sålænge han altså får sin vilje - for han er garanteret selv blevet en tyran lissom sin far - det var vel derfor konen gik fra ham, for hun havde ikke det ydre som en tyrans kone ska' ha' - når Ronny besøgte dem, ku' vi af og til høre nogen lyde dernede fra, som om de skændtes - nå, men den oplevelse fik min far til at skrive en roman om forskellen mellem ham selv og Ronny - det er en diskussionsbog for unge - det er to skolekammerater på femten år som har fundet en spændende kriminalroman fra forrige århundrede og som var skrevet af en helt ukendt forfatter - de læser den og diskuterer - den ene af drengene har velhavende forældre og er fremmelig, det er Ronny - den anden dreng er fattig og uvidende om mange ting, det er min far - den rige dreng har nogle ubehagelige karaktertræk og meninger, men han bringer noget på bane som den fattige dreng må indrømme at der kan være noget om - romanen de læser, foregår i en provinsby og handler om at mennesker over en årrække omkommer på mystisk vis eller forsvinder - ofrene har alle, på et eller andet område, en karakterbrist - da en hensynsløs fabrikant trækker i fabriksklokken, så falder den ned i hovedet på ham - en skolelærer finder man død, tilsyneladende fordi han har fået alle de slag tilbage på én gang, som han havde givet en tidligere elev igennem alle årene - der er også en læge på det psykiatriske hospital som ikke vender tilbage fra en rejse - en ågerkarls hus nedbrænder, og nogle hundrede meter derfra finder man en dødsyg mand liggende - et kæmpe brød af en murerarbejdsmand som er et fumlehoved, og som bliver ondskabsfuld hver gang han har fumlet, han falder ned fra et stillads - en ond dreng bliver slået ned bagfra med en økse, og man mener at det er en lidt evnesvag klassekammerat der har gjort det - drengens forældre krævede at han gik i en almindelig klasse og fik ekstraundervisning - i alle tilfælde viser det sig, at den man tror er den skyldige, umuligt kan være den skyldige - der er igennem bogen en masse mennesker som fremsætter synspunkter - nogle synspunkter er "gode" og idealistiske, andre er "onde" og realistiske - den fattige dreng mener, at det nok er blandt de onde man skal finde morderne, men man må jo kalde mordene for gode gerninger - ja, siger den rige dreng, og derfor er det også de gode der står bag - de vil gøre verden bedre - ved at fjerne nogen som ingen vil savne, vil de skræmme alle, for at de skal blive bedre mennesker - men det er en snæversynet tankegang, siger han, for det er folk som ikke vil se lidelsen i øjnene - han mener at nogle mennesker er mere mennesker end andre, de har mere handlekraft, og de kan måske være skyld i lidelse - både hos andre og hos sig selv - man vil aldrig kunne undgå lidelse, og det kan være en forudsætning for fremskridt - men det fatter de snæversynede ikke - de gode har nemt ved at være gode, de er veluddannede og tjener godt, men de tager ikke noget initativ og de er ikke andet end lønslaver - mordene betyder på den ene side, at folk bliver bedre mennesker, men på den anden side betyder de også, at ingen mere tør det onde som kan være nødvendigt engang imellem - alle er blevet mere forsigtige - men så på et tidspunkt er der noget der tyder på at kuren har hjulpet, for der sker forskellige forbedringer, og så ophører mordene - for eksempel er der nogle mennesker som får tilbud om arbejde et andet sted og lovet mere i løn hvis de tager imod det - og sikkerheden på arbejdspladserne bliver forbedret og pengeudlånere nedsætter renten - og i skolerne ophører man med korporlig straf, og det bliver vedtaget at børnene, istedet for at blive delt tilfældigt op i klasser, deles op så de ligesindede undervises sammen - nogle af forbedringerne er nemme at forklare - det med reformen i skolerne, skyldes vel det med skolelæreren der blev slået ihjel, og det med den evnesvage dreng som man troede var gået amok - men det er ikke nogen forbedring, mener den rige dreng - en skoleklasse skal afspejle samfundet - hvis de ligesindede skal undervises sammen, hvordan skal man så finde de stærke der er bestemt til at blive ledere? - og hvis man finder dem og sætter dem i samme klasse, hvem skal de så lede? - de bliver jo ikke uddannede til ledere - men det med at folk får tilbudt et andet arbejde, kan drengene til at begynde med ikke svare på - men så læser den fattige dreng bogen igen, og opdager at det må skyldes en replik fra en lille pige - pigens far er entreprenør, og han havde besøg af den kollega som havde murerarbejdsmanden ansat, og de talte om ulykken - så siger datteren: "Du ku' ha' brugt ham far, til bare at løfte cementsække, det var han jo god til - og så ku' Johansen ha' fået Olsen - du siger jo at Olsen er kvik, men han ka' ikke løfte så meget" - den fattige dreng mener, at pigens forslag er blevet diskuteret blandt arbejdsgiverne, og de har indset, at hvis de fortæller hinanden om deres arbejdere, så kan de foreslå ombytninger, så de udnytter dem bedre og gør dem mere tilfredse - ja, muligvis, siger den rige dreng, men sådan noget som kan være nyttigt for samfundet, det skal da ikke bare være noget arbejdsgiverne taler om når de tilfældigvis mødes - der skal tages initativ til at det bliver organiseret og udnyttet bedst muligt - drengene taler også om hvad de vil være - den fattige dreng ser sort på fremtiden - han interesserer sig meget for middelalderborge, men det kan man jo nok ikke bruge til noget - den rige dreng vil have realeksamen og handelseksamen, og så vil han blive en af de handlekraftige der sætter ting igang - det med at få en god idé som kan sætte noget igang, fascinerer den fattige dreng - så i den følgende tid digter han en historie der foregår i middelalderen, og som handler om en hjemløs ung mand der får en idé - det er en tid med hyppige krige, og han henvender sig til en borgherre og siger, at hvis han kan få kost og logi på borgen, så vil han for ganske beskedne omkostninger for borgherren, indrette borgen sådan at de bliver bedre rustet ved angreb - han vil grave et sindrigt underjordisk tunnelsystem som har udgange forskellige steder ude i landskabet, så man kan angribe fjenden bagfra, og i selve borgen vil han indrette hemmelige gange og rum og faldlemme, så man kan gøre det af med folk der er trængt ind - borgherren er begejstret, "men hvad garanti har jeg for at du ikke engang forsvinder med dit kendskab til borgens hemmeligheder, og sælger tegningerne til fjenden?" - den faremulighed for begge parter havde den unge mand ikke tænkt på - "men det problem har vi en løsning på", siger borgherren, "hvis dit arbejde ser ud til at føre til noget, så giver jeg dig min yngste datter til kone, og så har vi dig i vores familie" - i det sidste kapitel af min fars roman møder de to skolekammerater hinanden tyve år senere - den ene fortæller at den spændende roman de dengang læste, fik ham til at digte en historie der foregår på en borg i middelalderen og hvor der er detaljerede tegninger, og at han idag lever af at skrive historiske romaner, hvor der er mange flere detaljer end normalt i romaner, og at det er blevet en stor succes - den anden er ikke meget for at fortælle om hvordan det gik til at begynde med, med være blandt de handlekraftige, men idag har han et konsulentfirma som går strålende - han kom for nogle år siden til at tænke på den roman de læste dengang, og så fik han to geniale ideer - "Lagde du ikke mærke til at bogen blev genudgivet for ti år siden", spørger han forfatteren - "Jo! - men der var da ingen der forstod den, for den fremkaldte ikke nogen debat" - "Nej", svarede konsulenten, "for det var heller ikke den samme bog, men det opdagede du vel ikke?" - "Det var da den samme!" - "Nej, ka' du ikke huske at der taltes om en undsluppet massemorder, men at det umuligt kunne være ham?" - "Jo, rigtigt" - "I den nye udgave står den mulighed åben - og det var mig der gjorde det - og jeg tjente næsten en halv million på den bog - jeg udgav den under pseudonym: forfatterens navn" - "Gjorde du det!" - "Ja jeg tænkte nok det ville komme bag på dig" - "Jamen? - med den ændring forplumres budskabet" - "Det er muligt, men jeg ville ikke ha' noget vrøvl - og så gav bogen mig også en idé til den vare jeg kunne sælge - og for de penge jeg havde tjent, kunne jeg starte mit firma - du kan vel huske hvordan Thomsen havde tjent sin formue? - og du ka' vel huske hans motto?" - "Ja", svarede forfatteren, "han havde sat sig for at være 'den mindre kloge der snyder den kloge' - men du vil da ikke forsvare hans skurkestreger? - og de uanstændige priser han tog?" - "Jo, alle hans ideer var udtryk for sund fornuft" - "Hans medicin? - den slog jo folk ihjel!" - "Dum som en torsk har du altid været - en mixtur som man tager for at tage sig af dage er da ikke en medicin - Thomsen havde fundet recepten i en roman som var skrevet af en forfatter som virkede mere nyttig end de sædvanlige forfatterfuskere - Thomsen fabrikerede og solgte mixturen og så hvad der skete, og ganske rigtigt, straks var der en pæn stigning i antallet af dødsannoncer hvor den afdøde var sovet ind i stilhed" - "Muligvis, men ville Thomsen have betalt den nyttige forfatter hvis han havde levet? - og så var der hans besynderlige dyne som ku' kurere søvnløshed - den generede og lugtede mærkeligt" - "Den ledte tankerne væk fra det der var skyld i søvnløsheden" - "Og det er altså den slags der er blevet din levevej, forstår jeg? - du er den mindre kloge der snyder den kloge?" - "Ja, de kloge hoveder gør alt indviklet, derfor får de ikke de ideer som ligger lige foran snuden på os, men dem får jeg, og jeg sørger for at det virker som om det er kloge hoveder der står bag - så folk betaler dyrt - blandt andet tilbyder jeg arbejdsgivere mere kvalificerede ansatte - jeg lader arbejdsgiverne udfylde spørgeskemaer om deres ansattes gode og dårlige sider, og det har jeg en dame til at sidde og nusse med, og så meddeler vi arbejdsgiverne hvor de kan sende deres uduelige ansatte hen og hvorfra de kan hente mere kvalificerede - og det hedder sig, at det bygger på avancerede teorier og at et panel af psykologer og erhvervsvejledere står for udvælgelsen" - "Ka' man det", spurgte forfatteren, "sådan ha' hemmelige kartoteker og handle hen over hovedet på folk?" - "Selvfølgelig ka' man det - og mon ikke forfatteren selv var kommet til at indse, at der er brug for folk som Thomsen - jeg hører at mange forfattere må erkende, at deres bøger er klogere end dem selv - det er ihvertfald en kendsgerning, at forfatteren gav Thomsen en død som må kaldes en barmhjertighedsgerning - han var jo gammel, og man fandt ham siddende i sit pengeskab, forsynet med en flaske whisky og en flaske æter, begge uden prop - men hans motto hang unægteligt i en tynd tråd - det er da godt vi har forfatterne til at skrive tingene ned, ellers var hans motto forsvundet sammen med ham."

  Annie: Haha - den roman må jeg læse, Pia.

  Pia: Ja - den må virkelig ha' ramt Ronny et ømt sted, for han blev edderrasende - men grunden til at han overhovedet opdagede den, var at der sammen med anmeldelsen var et interview med min far i Berlingske - min far blev spurgt om hvorfor han var blevet forfatter, og han sagde, og sådan siger mange forfattere og nærmest med stolthed, han sagde at han var blevet forfatter, fordi han ikke kan indordne sig under andre - men så blev han også spurgt nærmere om romanen om de to skolekammerater - min far forsøgte at undgå at sige for meget, men når man sidder sådan overfor en journalist og hele tiden skal sige noget, så kommer man let til at sige for meget - han sagde, at modellen for den rige dreng er en skolekammerat som måtte opdrages meget strengt og som idag arbejder med skolepædagogik - nogle uger senere kom der et brev fra Ronny - han havde læst, ikke bare den roman men også andre af min fars skriverier, og han kunne meddele, at han havde fået bekræftet det han altid har vidst: at min far er en åndelig undermåler - og lissom alle andre forfattere, er han ikke andet end forfatter - han sidder ved sit skrivebord og skriver ud fra aviser og romaner, så derfor kan han kun skrive om almindeligheder.

  Jonatan: Det er jo det jeg lige har sagt!

  Pia: Ja, men det er noget vrøvl! - en ordentlig forfatter beskæftiger sig ikke med almindeligheder, han beskæftiger sig med ting som de fleste ikke ser, men som de skal se.

  Jonatan: Ja, og grunden til at de fleste ikke ser de ting de ska' se, det er at de ikke følger med - de fordyber sig ikke - og forfatterne er de mest overfladiske.

  Pia: De har indsigt på andre og vigtigere områder - der foregår sære økonomiske og tekniske ting, men det er ikke dem folk skal fordybe sig i - de triste detaljer, det er det man har journalisterne til - forfatterens opgave er at korrigere menneskenes vildfarelser - og hvor stor en vildfarelse Ronnys liv er, kunne min far rigtigt se, da han fandt den publikation frem der var henvist til i kronikken - han var så irriteret over projektet og sproget, at han simpelthen ikke kunne læse den.

  Jonatan: Det er det jeg siger! - hvis man vil trænge dybere ned i tingene, så er det ikke de skønlitterære forfattere man skal gå til.

  Pia: Hvis man har oplevet noget forfærdeligt - en ulykke eller folk der er halvdøde af underernæring eller en mand der står og skyder vildt om sig - og vil skildre det, så er det da chokvirkningen på én man skal skildre - de bedste skildringer af ulykke er kommet fra mennesker der har været rystede i deres grundvold - man kan ikke skrive virkningsfuldt om noget der er daglig kost - hvis man brugte dage på at fordybe sig i Ronnys rapport, så endte det måske med at man indså, at der nok er noget fornuftigt i den nye kurs.

  Jonatan: Hvis der virkelig er det, så skal den da også indføres.

  Pia: Nej, der kan være flere ting - det kan være uværdigt - for eksempel læste vi, at det engang vil blive sådan, at reklamer på internetsider vil være tilpasset den der ser siden - der vil være firmaer som følger folks færden på Internettet og sælger oplysningerne - så hvis man bestiller en rejse, så ser man en reklame for noget man kunne være køber til - personen har måske nogle dage forinden kigget efter et kamera, men købte ikke noget, personen skal åbenbart have et kamera med på rejsen, så nu vises der reklamer for kameraer i den prisklasse personen kiggede efter - det lyder fornuftigt og der er sikkert store penge i det, men det er uværdigt - man har ikke ret til systematisk at indsamle oplysninger om folks liv - og at finde ud af sådan noget, det må da være en højere videnskab, og der ska' hundredevis af ansatte til, men det må kaldes spild af arbejdskraft - det er sådan nogen ting forfattere skal tage op - forfattere kan se ting som folk der lever midt i det ikke ser - og det kan forfatterne takket være deres afstand til det almindelige liv - og de kan godt nøjes med den indsigt man kan få fra de seriøse dagblade - den kronik var nok til at min far kunne tage stilling til Ronnys liv - og i det brev Ronny sendte min far, udtrykker han sig kun i skældsord og platheder - det viser hvor dårligt han formulerer sig, og det har han selvfølgelig altid gjort - og han tager slet ikke stilling til min fars fremstilling af ham i sin roman - og det skrev min far til ham - Ronny svarede ikke på hans brev, men der kom et brev fra Johans mor hvori der stod: "Tillad mig at korrigere hr. Forfatteren i den vildfarelse, at det er bedre for et barn en hel dag at skulle være alene med en uelskværdig og kværulantisk far end at være sammen med andre børn og kvalificerede og interesserede voksne. Det er måske ligefrem hr. Forfatteren der gør de opståede skader større ved tilskynde sin datter til en overdreven mangel på adaptation?" - adaptation - hva' gir' I!? - jeg slog ordet op i et psykologi-leksikon, der stod at det skyldes en karakterbrist hos mig.

  Niels-Henrik: Haha.

  Gudrun: Ja, psykologer og psykiatere lever i almindelighed det almindelige liv og er i almindelighed almindeligt adapterede - så derfor er der mange overgreb de ikke får øje på - finder skolefolkene ud af at vi skal overgå til et nyt "læringskoncept", så sætter psykologerne sig lidt ind i det, og så er de klar til at behandle de nye typer af mangel på adaptation.

  Pia: Det er hendes Johan der har fortalt, at jeg nogen gange gik midt i timen - det var når han og de andre hjernetomme var gået helt fra koncepterne.

  Niels-Henrik: Haha.

  Pia: Hun har åbenbart læst en novelle min far havde skrevet, om en dreng som er helt modsat hendes Johan, og hvor det er tydeligt at det er Johans forældre som bliver plejeforældre til drengen - min far skrev novellen efter at han engang havde siddet en halv time i en togkupé sammen med tyve skoleunger og nogle lærere - lige da min far kom ind, var der en dreng der ville gå ind i en anden kupé, væk fra de andre og sætte sig sammen med nogle andre passagerer, men han blev kaldt tilbage - de skulle alle være samlet i den samme kupé - så satte han sig på gulvet ved døren og tog en bog frem og lagde den på gulvet, og så holdt han sig for ørerne og kikkede ned i bogen - og sådan sad han hele vejen - min far havde lyst til at spørge lærerne, om denne dreng altid sidder sådan - og så sad min far resten af vejen i støjhelvedet og studerede drengen og lærerne - og han kom til at tænke på, at da han var barn var der lærere som var blevet lærere imod deres inderste ønske, og det kunne ihvertfald nogen gange være en fordel.

  Annie: Det er rigtigt Pia - de der bliver lærere nutildags, er helt klar over hvad de går ind til - ja de søger måske ligefrem det arbejde, fordi det viser at de fungerer perfekt socialt - er perfekt adapterede - så fra dem kan man ikke vente megen forståelse for afvigende børn eller forældre.

  Pia: Næh - min far opdagede at drengen ikke på noget tidspunkt vendte bladet - har han det sådan hele dagen? - og hvordan er der i hans hjem? - min far skrev en novelle om en sådan dreng, hvor livet er en evig kamp for at overleve - drengen led af det man kalder social fobi - sådanne mennesker har svært ved andres nærhed - i bedste fald er de nervøse og har svært ved at koncentrere sig når de er sammen med flere, i værste fald kan der være psykotiske fænomener som autisme og panikreaktioner - de kan kun være sammen med andre på særlige betingelser - drengen i min fars novelle er opvokset i et hjem hvor familielivet er ødelagt - det er noget med at farens bror havde generet dem på alle mulige måder, fordi deres far havde gjort broderen arveløs - og da drengen kommer i skole er han meget ulykkelig - men så kapitulerer faren overfor sin brors krav, og de sælger deres hus og opretter et lille kursuscenter på landet - og så forsvinder alle drengens problemer - for nu bliver han undervist af forældrene, og på kursuscentret er der tit noget for børn og unge - han er ikke mere socialt indespærret - men da han er elleve år, omkommer begge forældrene ved en trafikulykke, og så bliver han sat i pleje hos en familie som kommunen har valgt, og som er nogle mennesker der aldrig ville have sat deres ben på hans forældres kursuscenter - sådan noget tænker kommunens folk selvfølgelig ikke på, og de er slet ikke opmærksomme på den psykiske lidelse der kan bryde frem igen - årsagen til at han trives så dårligt, kan selvfølgelig kun være tabet af forældrene, så det bliver en psykolog sat til at reparere på - men drengen får det sværere og sværere - han frygter alt det han skal og det lærerne kan finde på, for eksempel højtlæsning eller at komme op til tavlen - og da han ikke kan følge med i timerne, må han hver aften terpe lektier når han er alene inden han skal sove - og han må sørge for at være forud for de andre, så derfor er der ingen der opdager hvor galt det står til - og der er også det galt, at drengen instriktivt aner, at hans forældre ville foragte hans plejeforældre - hvad deres arbejde består i, finder han aldrig rigtigt ud af, men i fritiden har de en mægtig energi - og han skal evig og altid vælge - alt ligefra middagsmad til hvor de skal køre hen i deres bil - drengen har lyst til at fortsætte med sine gamle interesser, men han tør ikke, han er sikker på at hans plejeforældre ville kritisere dem og få ham væk fra dem - han begynder at gå og få selvmordstanker - det eneste der kan lindre smerterne lidt, er håbet om at han kan komme tilbage til den egn han kom fra - han finder ud af hvordan man kan komme dertil, og så en dag forsvinder han - huset er stadig tomt og han bryder ind, men han har jo ingen mad, så han går over til nabogården og fortæller alt det der er sket - gårdejeren og hans kone havde tit været i drengens hjem - de spørger ham om nogen har set ham komme hertil, det mener han ikke - så beslutter de at vente med at kontakte politiet til der har været en efterlysning i radioen - herefter henvender gårdejeren sig til kommunen og forklarer eksperterne, at drengens forældre næppe ville betragte det hjem han er blevet anbragt i, som et godt hjem - der hører mere til end velstand, og desuden skal han fortsætte med den undervisningsform som han trivedes så godt med - og det behøver han ikke mere voksne til, han har fået god træning i selvstudium, han skal bare have nogle lærere engang imellem - og så skal han blive boende her på egnen, og det kan han komme til hvis vi adopterer ham, siger de - det er altsammen så fornuftigt at kommunens eksperter samtykker, som om det var dem selv der var nået frem til det.

  Annie: Jeg véd ikke hvormeget den novelle hviler på fordomme overfor eksperternes ekspertice - men jeg må tilstå, at jeg selv nærer de fordomme - jeg tænker tit: hvor er vi mennesker dårlige til at forstå mennesker - hvis vi virkelig er dygtige til noget, så er det gerne noget håndværksmæssigt eller teknisk hvor der ikke er mennesker involveret - så snart der skal tages højde for mennesker, om det så bare er et bygningsværk, så må vi bagefter erkende oversete ting, eller burde gøre det - man har ondt af eksperterne, fordi de er tvunget til at sige noget på områder hvor det er svært at sige det rigtige - de oplever garanteret mange nederlag - man har en følelse af - jeg har ihvertfald - at hvis man kom ud i en krise og søgte andres hjælp, så ville man være rystet over så dårligt de forstod éns situation.

  Gudrun: Ja, det kan der være noget om - behandlere er på udebane når de har at gøre med mennesker der ikke lever i den samme virkelighed som de selv gør - og når det gælder børn, er vi alle på udebane - børn er truede af sære ting og de skjuler tit deres bekymringer, og de kan være skamfulde over det de tænker og føler - når man mærker at der er noget et barn ikke vil tale om, så skal man sige til barnet, at det ikke skal fortælle noget som det helst vil være fri for at nogen får noget at vide om - også fordi barnet kan frygte at det bliver fortalt videre - psykologen må have kendskab til de voksne som er nærmest barnet, og det kan være et stort problem, for man skal være forsigtig med at spørge barnet, og man skal også være forsigtig med opsøge de voksne og tale om barnets problemer - i mange tilfælde er situationen håbløs - det er min påstand, at en sindslidelse hos et menneske altid kan føres tilbage til barndommen og til bestemte voksne - enten direkte overgreb eller undladelsessynder - blindhed overfor mistrivsel eller bortforklaring - for selvom et menneske er disponeret til en sindslidelse, så skal der alligevel meget til før den bryder ud - en årelang belastning - og det er måske noget barnet aldrig taler om - hvis det nye "læringskoncept" bliver indført, så vil det føre til en stigning i antallet af sindslidelser, fordi de børn og unge der ikke trives i skolemiljøet, ikke kan få den ro som de har brug for - det er også min påstand, at når mennesker udvikler depressioner, så har det meget ofte at gøre med forventninger til livet som ikke bliver indfriet - på grund af ydre forhold som har lagt hindringer eller svigt fra den pågældendes egen side - forventningerne skabes tidligt i livet, og de er formet af mennesker som vi beundrer og som bliver forbilleder - det bedste er selvfølgelig, at børn ser op til deres forældre, og at det forældrene står for, er noget der har sand værdi - hvis drengen i novellen var fortsat meget længere med at opholde sig i det miljø han var blevet omplantet til, så ville det have fået alvorlige følger - han er opvokset i et hjem hvor man lever på en særlig måde og dyrker bestemte interesser, og det er kommet til at indgå i hans forventninger til livet.

  Pia: Min far mener, at det der allerførst satte noget igang i ham, var et ferieophold hos en sanglærer - han syntes det lød godt når børnene sang til klaverakkompanement - det var en helt anden form for arbejde end hans fars ensomme møbelpolsterarbejde - han tænkte selvfølgelig ikke på, at sådan et musiklærerarbejde også kan være dødtrist - og så blev han senere rokket ved mødet med Ronny - og her er det afgørende ikke, om Ronnys forældre var sande repræsentanter for det de udadtil stod for, det afgørende var de forestillinger min far havde - at de var falske, var jo en fordel for ham - hvordan har Ronny fået det arbejde han har idag? - han har vel hørt at det er noget der vinder frem i USA, og tænkt at det nok snart kommer hertil, og så har han skyndt sig at få folk rundt omkring i sving og fået et firma på benene og udnævnt sig selv til direktør - han har ikke noget med selve "læringkonceptet" at gøre - det har han folk til - og sådan er det med de fleste, det egentlige indhold i det der laves, har de ikke meget med at gøre - for hver person der laver det egentlige, er der hundrede der bare udfører hjælpearbejde - i gamle dage var en kommode lavet af en snedker, idag har hundrede mennesker været involveret i den.

  Niels-Henrik: Haha.

  Jonatan: Det er nu ikke alle der sidder ved et samlebånd - og hvis man ikke véd noget om hvad folks arbejde nærmere går ud på, så kan det jo godt se ud som om det bare er noget der skal overståes, så man kan komme hjem og læse din fars romaner - jeg tror desværre, at jeg kan tilslutte mig Ronnys efterlysning af en anden forfattertype - i jeres familie gør I det ligefrem til en dyd at være uvidende om det der foregår - du snakker om dannede og udannede mennesker - engang fortalte du - ja alene det at du fortæller det, det viser din mangel på dannelse - du fortalte, at din far havde klaget til den gamle dame nedenunder - I kunne høre at hun havde fået gæster, og pludselig blev tv-apparatet åbnet for fuld drøn, og der blev snakket højlydt imens - og da det havde stået på en halv time, så gik din far ned og spurgte om det virkelig var nødvendigt at have tv-apparatet kørende når de alligevel ikke så det - de gamle var målløse: vidste I virkelig ikke at der var kongeligt bryllup! - og så lagde I ørerne til gulvet og hørte nogle sandheder - det næste bliver vel at I sidder og æder forgiftet kød, fordi I ikke har hørt den advarsel der var bragt i radio og tv.

  Pia: Måske, men hvis vi havde hørt advarslen, så var vi forlængst blevet forgiftet mentalt.

  Niels-Henrik: Haha.

  Pia: Og hva' rager et kongeligt bryllup os.

  Jonatan: Det hører ind under det man kalder almen dannelse.

  Pia: Vel gør det ej.

  Annie: Men Pia, så tog du affære og skrev en novelle?

  Pia: Ikke en novelle, det var en skolestil - efter både det med hunden og det med at Ronny kom der, så gjaldt det for os om at komme væk - men jeg var rasende, jeg havde lyst til at sige nogen sandheder, både til naboen og til Johan og hans forældre, og også til nogle af de andre beboere - men hvordan kan man skrive sin mening om dem, uden at det virker som om at det er noget mine forældre står bag? - man kan håbe på at det kan indpasses i en skolestil - og nogle uger senere kom den helt ideelle mulighed - vi skulle skrive en klage - vi skulle forestille os, at vi havde været udsat for en uret, og så skulle vi formulere en klage stilet til en klageinstans - jeg var ikke i tvivl om hvem der var skyld i den uret vi havde været udsat for, og hvem klagen skulle sendes til - min stil kom til at hedde "Klage til Vor Herre".

  Niels-Henrik: Haha.

  Pia: Jeg gjorde Vor Herre opmærksom på seks fejl i hans konstruktion mennesket, og hvert klagepunkt konkretiserede jeg ved en beboer som havde den fejl - for eksempel skrev jeg: "Du skriver i Bibelen at menneskene skal herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr der rører sig på jorden, men hvorfor har du så ikke skabt menneskene så de har medfølelse med dyrene? - mennesket har hersket over dyrene ved at piske dem - dyrene har slidt og slæbt, og menneskers tankeløshed har været skyld i at de har lidt - for eksempel har vi en nabo som har fået en hund, og den gør hele dagen når de ikke er hjemme, og det gør den selvfølgelig fordi den er ulykkelig - på nogle områder kan dyr føle stærkere end mennesker - hunden véd at den skal være helt alene i lejligheden i en endeløs tid, og den lider fordi den ikke får sine sanser stimuleret - der er ingenting at se og høre og lugte - når en hund er indendørs, skal der være mennesker eller andre dyr - og når vi om vinteren når det er hård frost, hører en hund langt væk som hele tiden gør, så vænner vi os til det - og når den er holdt op med at gø, fordi den er død af kulde, så savner vi dens gøen.

  Annie: Ja, her er virkelig noget galt, for at vi kan vænnes til ikke at reagere på andres lidelse, er noget der ligger i vores natur.

  Gudrun: Nej, det er noget der ligger i vores kultur - fra naturens side reagerer vi på lidelse - grunden til at vi ikke reagerer, er at vi under opvæksten ser at de voksne negligere bestemte former for lidelse - for eksempel dyrs lidelse og de fattiges lidelse - vi lærer at det er som det skal være.

  Annie: Ja, måske, men det er ihvertfald sandt, at vores natur er sådan at vi kan lære ikke at reagere på lidelse.

  Pia: Haha - så var der et klagepunkt der lød: "Jeg kunne godt li' at vide din hensigt med at ha' konstrueret drenge sådan at piger ikke kan holde dem ud - de er overlegne og selvglade og forvirrede - for eksempel bor der en dreng i vores opgang som hedder Johan, og han snakker konstant og bander og er led at se på - jeg regner med at du vil sige, at det er mig der er noget galt med og at Johan er et fremskridt - for før i tiden dresserede man børnene ved at få dem til at gøre meningsløse ting - tom udenadslære og en masse regler der skulle følges, bare for at de kunne lære at følge regler, og for at de voksne kunne få fred - der var noget latterligt over det, og det skabte en dårlig stemning - så derfor er man holdt op med det, og derfor er børnene blevet udisciplinerede - men det betyder ingenting, for når Johan engang får børn, så vil han ikke synes at de er udisciplinerede, og så er problemet jo løst."

  Gudrun: Ja, sådan kan problemer bringes til at forsvinde, men det var nu ikke al opdragelse der var til bare for at dressere og for at man kunne få fred - man opdragede også for at beskytte barnet, men det problem har vi også fået til at forsvinde - vi indfører børnene i en stærk fælles kultur som ingen klager over - eller tør klage over - så derfor behøver børnene ikke ret megen beskyttelse og vejledning fra de voksnes side - forældrene bliver sat mere og mere ud af spillet, og skolelærerne bekender sig alle til den stærke fælles kultur - og det er den kurs der skal styrkes ved det nye "læringskoncept", så vidt jeg kan se - man forbedrer klimaet og lindrer besværlighederne ved det faglige, ved at man leder hver enkelt elev til en plads, hvor han eller hun kan trives bedst muligt med mindst mulig indsats - og den plads eleven er blevet ledt til, kommer til at bestemme hans eller hendes fremtid.

  Annie: Ja, det er sikkert her fidusen ligger - de former for dygtighed som er vanskelige at erhverve og som må begynde i en meget tidlig alder, de figurerer vist ikke blandt skolelærernes forestilling om nyttig dygtighed.

  Pia: Næh - nåmen så skrev jeg: "Der er også noget andet hvor du vil sige at det er mig og ikke Johan der er noget galt med - og det kan virkelig gøre mig rasende - her er vi ved mit alvorligste klagepunkt - jeg fatter ikke hvordan Johans forældre kan elske Johan, men der er så meget jeg ikke fatter - men så skriver du i Bibelen, at jeg også skal elske Johan - jeg forstår på dig, at Johan er et bedre menneske end mig, for jeg indrømmer at der er folk jeg afskyer, men det ser ikke ud til at Johan afskyer nogen, for han går evig og altid rundt med et fjoget grin."

  Annie: Haha - ja det med at man skal elske sin fjende, er den mest absurde idé der nogensinde har været fremsat - Jesus' bjergprædiken er en rablende gal mands tale - det er den omvendte verden han propaganderer for - det er mere prisværdigt at man elsker sine fjender end sine venner - syndere elsker dem der elsker dem, ergo skal vi ikke elske dem der elsker os, for det er jo ingen kunst, siden enhver synder kan gøre det - og så skal vi velsigne dem der forbander os og bede for dem der mishandler os - det har aldrig haft nogen virkning, for det er en umulighed - i den verden hvor Jesus opvoksede, var der ikke megen klarhed i tænkningen - og eftersom der heller ikke var megen højere kultur, så var der mange former for vrede som ikke fandtes - den mest pinefulde vrede, vil jeg sige.

  Pia: Ja, kan man ikke tilpasse sig, så er det ikke Jesus man skal gå til, men der er heller ingen hjælp at hente fra de ældres side - mit sidste klagepunkt lød: "Hvad det med tilpasning angår, så har jeg hørt at de ældre i gamle dage var forargede over alt det nymodens, og det var på en måde en fordel, for selvom de unge bare gjorde nar af de ældre, så lærte de hvordan tingene var før i tiden og at nye ting kunne støde de ældre - idag er de ældre ikke mere forargede over noget, og det gælder for eksempel den ældre dame der bor nedenunder os - årsagen er, så vidt jeg kan se, at hun ser fjernsyn evig og altid - og hun ser virkelig alt - selv de ting man skulle tro ældre folk ville lukke for."

  Annie: Ja, det er utroligt de kan holde det ud - før i tiden skulle der herske fuldstændig total stilhed på alderdomshjemmene.

  Pia: Haha.

  Niels-Henrik: Ja, men hvordan kom beboerne til at læse det?

  Pia: Ja her var et problem, men hvis man bare kunne få den gamle dame nedenunder til at se det, så ville det hurtigt komme rundt - men hvordan kunne man det? - jo, der boede en pige fra min klasse nede i stuen og hun havde en lillesøster som af og til gik i byen for den gamle - så det ville sikkert gå helt af sig selv - pigen fra min klasse ville høre om min stil i timen og bede om at se den, og så ville jeg låne hende den, og hun ville vise sine forældre den - dem havde jeg ikke skrevet om - og lillesøsteren ville høre det og sige det til den gamle dame, som så ville bede om at se stilen - og ganske rigtigt, en dag da jeg kom op ad trappen åbnede den gamle dame døren - "Pia, jeg er ked af det - jeg har læst det du har skrevet - Pia, kom lige indenfor - sæt dig ned, jeg må tale med dig - jeg er ked af det der står om mig - tror du virkelig at jeg ser alt det skidt og møg de sender? - nej, det kan jeg forsikre dig! - men forstår du, jeg er ensom og jeg savner lidt liv her i stuen, jeg er ved at få pip af den stilhed der er her - jeg sidder med mit hækletøj og du må sandelig ikke tro at jeg følger med i det der er i fjernsynet" - jeg sagde til hende, at det er flot hun ikke ser noget, og så fortalte jeg at det var noget der skulle afleveres til skolen - det var noget vi havde diskuteret - mine forældre var begejstrede for mit initativ.

  Jonatan: Var det ikke snarere deres initativ?

  Pia: Det er muligt, de ku' jo ikke ha' gjort det bedre.

  Jonatan: Netop.

  Annie: Ja Pia, jeg forstår dine forældre - det har altid oversteget min forstand, hvordan nogen kan holde ud at bo i en etageejendom - men jeg tror at de fleste, ligesom den ældre dame, elsker menneskenes støj - og faktisk er støjen blevet mindre end den var før i tiden - i byerne altså - i gamle dage råbte og skrålede folk i gaderne og hestekøretøjerne skramlede hen ad brolægningen - og lejlighederne var dårligt isolerede og overbefolkede, og folk skændtes - men det var trods alt en nogenlunde naturlig støj - nu er niveauet blevet mindre, men støjen er blevet mere enerverende - motorer og kværnende tv-apparater og dunkende rockmusik - vores forhold til lidelse har i det hele taget ændret sig - fysisk må ingen lide den mindste overlast, men vi har mistet føling med mange former for psykisk lidelse - som for eksempel det at mennesker af kulturmæssige grunde kan være en plage for andre - den form for psykisk lidelse forsvinder selvsagt, når man gør samfundet klasseløst - og vi forstår ikke at skelne mellem unaturlig og naturlig lidelse - den unaturlige lidelse er den lidelse som vi instinktivt bekæmper - når vores instinkt altså ikke er korrumperet, som hos de lærere der ikke så at drengen i togkupeen var ved at gå til - den naturlige lidelse er den lidelse, som hører til ethvert ordentligt liv - for eksempel frøken Germains lidelse, da hun sloges med sine vibrerende metalplader - det er den lidelse man af og til må døje, for at kunne skabe noget stort eller for at kunne erhverve en færdighed som man senerehen kan få stor glæde af - den form for lidelse hos en elev, ville en lærer nok meget hurtigere opdage, og få standset - hvis han véd at eleven har en fritidsinteresse som giver modgang, så vil han vurdere at det skader skolearbejdet, og han vil kræve at eleven stopper med det og finder noget sundere - og så er læreren jo også fri for at skulle belemres med resultatet af elevens slid - et computerprogram der kan noget imponerende eller et klaverstykke spillet uden en fejl.

  Pia: Haha - jeg vil påstå, at selv da frøken Germains teori så allermest håbløs ud, ville hun næppe sige at hun var ulykkelig.

  Annie: Det tror jeg heller ikke - men det må Niels-Henrik ku' svare på - var du ulykkelig dengang du smadrede døren til dit værelse?

  Pia: Er det rigtigt? - havde du fundet en fejl i din teori?

  Niels-Henrik: Ja, hele lortet var brudt sammen, og lige præcis i samme øjeblik begyndte de idioter at råbe nede fra køkkenet.

  Pia: Og så slog du døren i stykker?

  Niels-Henrik: Der var ikke en stump tilbage, men det betød ikke noget, jeg sku' ikke bruge den mere, jeg ringede efter en flyttevogn - og jeg tog resterne af døren med, til brændeovnen.

  Pia: Hahaha.

  Niels-Henrik: Og ærlig talt, jeg ville hundrede gange hellere være i den tilstand, end den min far er i, når han sidder i idrætsparken med sit truthorn.

  Pia: Hahaha.

  Annie: Ja lykken er et vidt begreb - fordi menneskets natur er et vidt begreb - det er...

  Gudrun: Det er ikke menneskets natur der er et vidt begreb, det er menneskenes kulturer der er blevet et vidt begreb, for...

  Annie: Vi blev jo lige enige om, at mennesket kan lære de mest utrolige ting - lære at se mennesker og dyr lide - mennesket kan vel sammenlignes med computeren - selve computeren er ikke et vidt begreb, den virker på en måde som i princippet er ligetil, fortæller Niels-Henrik mig, men man kan lægge de mest besynderlige programmer ind i en computer - det samme kan man gøre med de menneskelige computere - for eksempel det nye "læringskoncept"-program.

  Pia: Ja, men man kan sabotere det ved at indpode virus - et program der hindrer "læringskoncept"-programmet i at køre...

  Niels-Henrik: Hahaha.

  Pia: Det er sådan noget der er forfatternes opgave - den roman min far skrev om de to drenge, går tilbage til et helt andet projekt - min far arbejdede på en aviskronik der handlede om hvordan man kan forbedre menneskers liv ved forskellige ordninger - men så begyndte han at tænke over hvordan ordningerne kunne blive ført ud i livet - min far kan sidde ved sit skrivebord og udtænke ting og skrive det ned, men han kan ikke føre tingene ud i livet - og de der maser sig frem i første række for at realisere tingene, det er gerne folk som Ronny - så derfor begyndte min far at se sine forslag fra Ronnys synsvinkel - og det var det der førte til romanen om de to drenge - et af forslagene gik ud på, at man kan bytte job ligesom man kan bytte lejlighed - sådan en ordning ville Ronny være positiv overfor, men han ville se det som noget der kan gøre os mere effektive, og derfor ville han have at det skal sættes i system - andre skal bestemme over os - og for Ronny ville det være utænkeligt, at en ansat i et firma som er en underskudsforretning, kan beholde sit arbejde - et andet forslag var, at de skoleelever der undervises sammen, skal være nøje udvalgte istedet for tilfældigt udvalgte - de skal udvælges ud fra deres natur og interesser og ud fra hvor forældrene står - og nogle klasser skal være store og andre små, alt efter om eleverne skal lære at fungere sammen med mange eller om det vil skade dem at være sammen med for mange - men den ordning ville Ronny helt forkaste, han vil have skolen i den modsatte retning - der skal være så mange i klassen som muligt og de skal være så forskellige som muligt og de skal være der det meste af dagen - han vil have Lebensraum så han kan arbejde sig op, og han vil hellere terpe lektier i skolen end han vil sidde overfor sin far - et tredie forslag gik ud på, at folk skal have mulighed for at prioritere skader der kan ske på dem - en finger er jo ikke bare en finger - det må vel komme an på, om den sidder på en musiker eller på én der aldrig rør' en finger - den enkelte skal kunne prioritere sine lemmer og organer - en betingelse for at man kan få en kropsdel højt prioriteret, er at man går med til at andre af éns kropsdele er lavt prioriterede - og det betyder at man kan rykkes ned på en venteliste eller blive opereret af en mindre erfaren kirurg - vi kunne have oplysningerne på os i form af et kort eller en chip, og på skadestuen bliver det aflæst og omfanget af indsatsen bestemmes - patienten bliver måske omgående sendt videre til det mest kvalificerede hospital, eller patienten må finde sig i at kun det værste behandles i første omgang - men sådan et forslag ville Ronny bagatellisere og latterliggøre - han ville se økonomisk på det, og sige, at udgifterne til ordningen vil være større end ekstraudgifterne på grund af skader der ikke behandles bedst muligt - han ville ikke tænke på den katastrofe et brækket ben kan være for en balletdanser eller en fodboldspiller - og en anden grund er, at Ronny ville skamme sig over sin egen prioritering - hans taleorgan og hans kønsorgan ville han priotere højt, men hans højre hånd bruges ikke til noget, for han skriver jo ikke og han har kvinder på samlebånd.

  Niels-Henrik: Hahaha.

  Pia: Så på grund af at det er folk som Ronny der fører ideerne ud i livet, så droppede min far den kronik, og så lagde han istedet forslagene ind i en roman der skulle handle om Ronny - og så er budskabet med ordningerne jo nok helt spildt, for det er ikke forfatterne man skal gå til, hvis man vil høre noget interessant og nyttigt, får vi lige at vide - men det læseren i det mindste skal overveje er, at hvad nu hvis det viser sig, at de mennesker der har den form for energi der skal til for at sætte noget af det nødvendige igang, hvad nu hvis det viser sig, at de tit har psykopatiske karaktertræk? - eller er magtbegærlige eller narcissistiske eller manio-depressive? - der er jo så meget stort som har en bagside - min far ville nok aldrig kunne udrette de samme slags ting som Ronny - men så er der også noget andet, og det er, at vi af og til skal sætte spørgsmål ved det de initativrige udretter - hvad udretter Mads Skjern i tv-serien? - han kommer med sin kuffert med vareprøver til en provinsby, og han bliver dårligt behandlet, og så beslutter han sig for at slå sig ned her, for her trænger virkelig til nye kræfter, så derfor får han held med sig - men efter at han har skabt det der er brug for i byen, så burde han stoppe med at udvide - det ville en normal mand have gjort, fordi han har andre interesser og fordi han tager hensyn til sin familie - men for Mads Skjern bliver det en besættelse at oprette filialer og fabrikker i hele landet og få mere og mere magt - og han skader, fordi han hindrer andre i at komme til at iværksætte - de må nøjes med at blive lønslaver hos ham - og han er sikkert en hård arbejdsgiver - afskediger folk hvis der er det mindste - og så er der også det at han tyranniserer sin søn - for sønnen er lige det modsatte af en psykopat - han har kunstneriske talenter, og sådan nogen tilbøjeligheder fatter faren ikke - det er "kvindagtigt" - for en psykopat er det en lidelse at ha' at gøre med noget der indbefatter en smule ånd, derfor vælger en psykopat noget med handel eller noget hvor han ka' tale og dirigere - men psykopater ser ikke deres egne mangler, de gør sig altid større end de er - og når de udretter noget stort, så skyldes det deres evne til at sætte andre i sving - men i langt de fleste tilfælde lykkes det selvfølgelig ikke - det der redder den rige dreng, er at han kommer til penge ved en minimal indsats - på den måde er der noget der lykkes - men er der ikke noget der lykkes for en psykopat, så bliver han mere og mere ondskabsfuld - og psykopater går tit tilbunds i alkohol - der er skrevet en tyk roman om det - "Hattemagerens Slot".

  Gudrun: Ja, det er rigtigt! - den roman giver en uhyggelig og præcis skildring af en psykopat - den helt dovne type - hans storhed kommer dels af at han tror at han har aner i en berømt adelsslægt og dels af hans umådelige fysiske størrelse og styrke - og så af hans hensynsløse adfærd som spreder skræk, og hans evne til at mænge sig blandt de store - han bliver ikke en ulykke for samfundet, det er han for doven til, men han gør livet for sin kone og sine børn til et ufatteligt helvede - da han opdager at hans ældste datter er gravid, sparker han hende og smider hende ud i et frygteligt uvejr, og hun overlever kun med nød og næppe - konen går helt til grunde af den arbejdsbyrde og de ydmygelser hun udsættes for - og det ender med at han presser sin yngste datter til at deltage i en kundskabskonkurrence for unge, hvor belønningen er et stort beløb som de kan studere for - hun skal vinde, ellers drejer han halsen om på hende, siger han - hun er det eneste redskab han har tilbage til at redde sin ære - og også pengene har han brug for - så han tvinger hende til konstant at læse lektier - pigen går mere og mere i psykisk opløsning, og hun kan umuligt vinde i den tilstand - og da hun får at vide at hun ikke har vundet, begår hun selvmord - det man harmes over, er ikke bare dette umenneske, det er også dem som kender til forholdene i hjemmet, men som ikke griber ind - skolelærerne som er så vænnede til at se børn lide, at de ikke ser pigens tegn på mistrivsel - og som heller ikke kan fatte det ødelæggende i den slags konkurrencer.

  Annie: Ja - den roman kunne jeg tænke mig at læse - hvem har skrevet den?

  Gudrun: Cronin - en skotsk forfatter - den er fra 30'erne.

  Annie: Jeg mener jeg har læst noget af ham - ja! - jeg har læst en anden af hans romaner, og i den er der også noget med en kundskabskonkurrence for unge - og den bliver også skyld i en drengs død - ikke på grund af selvmord, men fordi han i sin fortvivlelse ikke ser hvor han går, og bliver ramt af et tog - skurken i dén roman må vel også kaldes en psykopat, for han er ekstremt nærig - han taler aldrig om andet end penge og han er fuldstændig ufølsom overfor familiens trivsel - konen dør af stress og dårlig ernæring på grund af sin evige kamp for at få husholdningspengene til at slå til - romanen er udformet som en selvbiografi af en plejesøn i familien, og da jeg læste den, kom jeg til at tænke på at historien er komplet utroværdig, men at ingen sikkert ville opdage det eller kritisere det - når man skriver erindringer, kan man selvfølgelig godt nævne navnet på noget som man dengang som barn hvor det foregik, ikke kendte navnet på - men her er der tale om, at drengen tænker og siger ting som er langt over hans alder, men blot formet i et barnligt sprog - jeg vil faktisk forsvare det, for det giver forfatteren mulighed for at sige ting på en rammende og rørende måde - i virkeligheden er stort set alle romanhandlinger utroværdige - vi tænker bare ikke over det, fordi historien er fortalt i en fortællende stil - den historie du lige har læst for os Pia, er vel strengt taget også utroværdig - er den ikke? - jeg mener, hvor skulle historien komme fra?

  Pia: Historien kommer fra Louises selvbiografi.

  Annie: Ja rigtigt, den havde jeg glemt - din historie er nok helt igennem troværdig - jeg glæder mig til at læse den igen - jeg må også læse din fars roman om folks mystiske død - hvordan det nærmere forholder sig - for det er klart, at når det gælder de elementære og isolerede eller spontane forbrydelser, såsom tyveri og voldtægt og mord, så må vi betragte dem som hørende til naturens orden - de gør ikke et samfund uværdigt hvis de holdes nede og håndteres indenfor rammerne af en fornuftig lov - men hvad skal man stille op med mennesker som er skyld i ufattelige lidelse hos andre, og som man ikke kan komme tillivs indenfor lovens rammer? - og hvordan skal vi håndtere farlige kulturmæssige udviklingstendenser? - enhver tid har sine tendenser til åndsformørkelse, og når vi ser noget som virker skræmmende på os, så bortforklarer vi det gerne - tænker at det nok forsvinder igen - eller vi tør ikke at sige udviklingen imod - eller gider ikke - og kan vi nøjes med bare at fordømme? - kan der ikke nogen gange være brug for en håndfast indgriben? - og når vi hæfter os ved noget, så er det gerne noget der kan sammenlignes med noget vi kender, men hvad med en åndsformørkelse som ikke har noget fortilfælde? - vi fatter ikke, at der i nazitiden ikke blev grebet meget mere ind, men vi kan selv risikere engang at blive bebrejdet - vi vil gerne kunne sige, at ofrene for forfølgelserne i vort århundrede ikke har lidt forgæves, men skylder vi dem så ikke mere, end at vi vil gøre alt for at det de var udsat for, aldrig kommer til at ske igen? - skylder vi dem ikke, at vi vil gøre alt hvad vi kan for at intet der kan sammenlignes med det de var udsat for, kommer til at ske igen?

  Pia: Jo.

  Annie: Jeg kommer til at tænke på en form for åndsformørkelse som sammenlignet med den gru nærmest må kaldes en vittighed, og som vi nok aldrig vil komme tillivs - der var én der fortalte mig, at han havde mistanke om, at en indehaver af en åndelig boghandel havde dyb foragt for alt det han solgte - bøgerne og ædelstenene og meditationsmusikken - og foragt for de mennesker der kom i hans butik - det fik mig til at besøge forretningen, og ganske rigtigt, dér gik indehaveren rundt og studerede kunderne - jeg bidrog til hans arbejdsglæde ved at fortælle, at jeg lige havde anskaffet en computer og at jeg havde hørt, at man skal lægge en rosakvarts ovenpå skærmen.

  Niels-Henrik: Sådan én er min far! - det var begyndt at gå nedad da han overtog det, men så indrettede han salget efter idioterne, og han sørgede for at der kom flere af dem.

  Pia: Hahaha.

  Annie: Ja, men Niels-Henrik, din far kan ikke beskyldes for uhæderlighed, og han betragter ikke sine kunder som idioter - men det er sandt at han producerer idioter, og...

  Pia: Haha.

  Annie: Og det er beklageligt at der er for lidt opmærksomhed omkring følgerne og den reelle værdi af folks indsats.

  Gudrun: Ja, vi fordømmer altid først, når der er en regulær lovovertrædelse, men vi skal da højlydt kritisere enhver form for kritisabel indsats - hvis en producent eller sælger foragter sine kunder, så er hans indsats kritisabel - og sådan noget skal frem - har man udtalelser af den art fra en producent eller sælgers side, så skal det frem i dagbladene - og hvis en person selv bruger ordet "snyd" om sin indsats - kalder sig den kloge der snyder den mindre kloge eller den mindre kloge der snyder den kloge - så er han en snyder - for det er en pervers form for livsglæde, og den glæde skal vi gøre alt hvad vi kan for at spolere - sådan noget må du engang tage dig af, Jonatan - ja det gør du jo allerede.

  Jonatan: Ja.

  Annie: Du må engang undersøge det med fiktivt og skadeligt arbejde nærmere Jonatan, og skrive en artikel - du udarbejder en liste over de former for arbejde som du mener ikke er reelt arbejde eller som er direkte skadeligt - og for hvert tilfælde kontakter du nogle der har det arbejde, og tilbyder at fjerne arbejdet fra listen, hvis de er villige til at lade sig interviewe og hvis du når frem til at arbejdet må kaldes hæderligt - en sådan artikel kunne virkelig gøre nytte - og listen skal løbende opdateres.

  Jonatan: Ja.

  Anni: Hele striben af de uproduktive brødspisere skal med.

  Pia: Haha.

  Annie: Læger og terapeuter der udfører en behandling som de udmærket véd ikke virker - og billettører der får udbetalt mere i løn end det de indkasserer.

  Gudrun: De holder vel opsyn med noget, men der er sikkert mange som uden videre kunne fjernes.

  Annie: Nogen som uden videre kunne fjernes og som virkelig koster dyrt, er reklamefolkene - og især den slags firmaer som du talte om, Pia - reklamer gør varerne dyrere og de ødelægger miljøet ved at skabe overforbrug og ved at forpeste det offentlige rum, som det hedder.

  Gudrun: Det er rigtigt.

  Annie: Og en anden gruppe som vi ska' ha' tyndet ud i, er de mennesker som plejer mennesker som helst ville være døde.

  Pia: Haha.

  Annie: Hvis vi ku' få indført nogle sundere traditioner for livsafslutning.

  Gudrun: Ja, nemlig.

  Annie: Men det er nu ikke alle steder hvor der ska' tyndes ud - der ska' være plads til mennesker som ikke er særlig effektive, som Pia var inde på - og her må også private arbejdsgivere gøre en indsats - men unyttighed i stor stil og skadeligt arbejde, det skal frem i lyset - hvis en person der kan arbejde, ikke arbejder, så ska' han nok få besked, men han skader da i det mindste ikke - men én der arbejder og skader, han ska' da også ha' besked.

  Jonatan: Ja, men gi'r du dem selv besked? - den omtalte producent af idioter - han er ikke uhæderlig får man at vide, men der er nu nok foregået forskellige ting - og han laver jo reklamer der gør varerne dyrere og ødelægger miljøet.

  Annie: Den person véd hvad jeg tænker, og det har mere effekt at jeg ikke taler end at jeg taler.

  Pia: Hahaha.

  Annie: Men det med at snyde andre, det behøver nu ikke altid at være forkert - i et samfund kan der da godt finde ting sted Jonatan, som ikke skal frem i lyset.

  Jonatan: Hva' ka' det være?

  Annie: Det ka' være tyveri af en idé eller metode - firmaer bør samarbejde ved at udveksle ideer, men det gør de ikke, de ønsker at holde konkurrenterne nede, og det skader os alle - derfor behøver det ikke at være moralsk forkert, at man hugger ideer ved at skille et produkt ad eller ved at spionere eller bestikke en medarbejder - der er ting som ikke er helt rene som kan være nødvendige for fremdriften i samfundet.

  Jonatan: Måske, men ka' det være nødvendigt for fremdriften at et firma opgiver falske salgstal?

  Annie: Nej - jeg tænker på ting som man kan forsvare - for eksempel har grænsen imellem hvad man kan tage patent på og hvad man ikke kan tage patent på, flyttet sig - før i tiden var det en selvfølge, at man ikke kan tage patent på en videnskabelig opdagelse - det var det også for Marie og Pierre Curie som fandt grundstoffet radium og en metode til at udvinde det - og radiumforbindelser var dengang et værdifuldt stof, fordi man brugte det til behandling af kræft - det var faktisk muligt at tage patent på metoden, og de kunne have løst deres evige penge- og helbredsproblemer ved at gøre det, men tanken var utænkelig - idag ville erhvervsfolk eller universitetsfolk blive bebrejdet af en bestyrelse eller ledelse hvis de gav afkald på en indkomst som er lovlig - men mener man at noget er umoralsk, kan det være éns pligt at nægte at medvirke - og man kan have pligt til at sabotere noget der finder sted.

  Jonatan: Hvis der er patent på noget, så kan man da ikke sabotere det.

  Annie: Jo man kan - vi læste din artikel hvor du skriver, at livsvigtige problemer kan ikke løses fordi der ikke kan skaffes flertal - og din løsning på problemet er, ka' jeg forstå, at journalister skal arbejde "alvorligt og utrætteligt" med ting, og skrive gode artikler som politikerne skal tage stilling til - og du skriver, at politikerne ikke lydigt skal føje sig efter deres vælgere, det er snarere vælgerne der skal føje sig efter deres politikere - det skal de lære, og det kan de også, hvis vi får nogle ordentlige politikere - og ordentlige politikere er nogen der sætter sig ordentligt ind i tingene, og måske ændre mening og oplyser deres vælgere - denne mægtige tro på parlamentarismen og de mennesker der går ind i politik, har jeg ikke - den havde man ikke i min ungdom, og jeg har ikke ændret opfattelse siden - i min ungdom var der en udbredt mistillid til demokratiet - ja man gjorde nar af folk der stemte ved folketingsvalg - man kaldte dem "stemmekvæg".

  Pia: Haha.

  Annie: Nogle ønskede ligefrem folkestyret afskaffet - de ville ha' vi skulle gå den samme vej som den man gik i Sovjet og Kina - men det var nu kun et mindretal - det var derimod en udbredt opfattelse, at der er nødvendige forandringer som det kan være håbløst at få igennem ad parlamentarisk vej - der må udenomsparlamentarisme og civil ulydighed til - og de metoder går jeg ind for - der er noget galt med et samfund, hvis der ikke er nogen magt ved siden af statsmagten - en magt som vel at mærke er så stærk, at statsmagten af og til må kapitulere overfor den - vi er allesammen stolte af den civile ulydighed under besættelsen - vi kan slet ikke forestille os at den ikke havde været der, vi ville have skammet os - og jeg er også stolt over mange af de ting der fandt sted i min ungdom - der skal være orden i samfundet, men statsmagten må ikke stå for os som noget der er indsat af Vor Herre - jeg mener, at de udenomsparlamentariske aktioner i 60'erne og 70'erne gjorde stor nytte - for eksempel kunne man arrangere demonstration og blokade foran en virksomhed der underbetalte folk eller forurenede - det var da noget der virkede - og det virkede forebyggende - det bedste eksempel på civil ulydighed der førte til noget konstruktivt og som samfundet måtte kapitulere overfor, var dannelsen af Christiania - et militært område bliver rømmet og flere hundrede unge flytter derind - der blev ikke grebet ind fra ordensmagtens side, fordi det ville have krævet et enormt mandskab og ført til blodsudgydelse, og fordi der i befolkningen var en udbredt sympati for besættelsen - den passede godt til tidens drømme om alternative leveformer og samfundsformer - og det var da mere spændende at se hvad der kom ud af det, end at se på at dyre ejerboliger blev opført - udenomsparlamentarisme og civil ulydighed er noget der tiltaler mig, fordi det som regel er udtryk for sund fornuft - politik interesserede mig egentlig ikke da jeg var ung, men det var en politisk tid, så man måtte pænt have en mening - da jeg var omkring sytten år, udformede jeg nogle "love" som burde vedtages - det har ærgret mig at jeg ikke fik det skrevet ned, jeg har glemt det meste, men jeg kan huske at en af lovene sagde, at der skal fastsættes grænser for hvormeget nogen kan tjene og eje - at der er nogle fornuftige øvre grænser for indtjening, vil ikke svække folks iværksætterlyst - og der skal også være grænser for hvormeget fast ejendom kan stige i pris.

  Jonatan: Sådan nogen love kan ikke indføres - de vil altid kunne omgås - man kan betale penge under bordet og man kan flytte en produktion til udlandet.

  Annie: Så lad dem gøre det, og lad det komme frem hvem der gør det - det kunne jo være at vores lovgivning ville blive beundret rundt omkring i verden - det er muligt at mine love skulle korrigeres en del, men jeg vidste, at uanset hvordan de så ud, så kunne de ikke føres igennem - det blev det udenomsparlamentariske der interesserede mig, men det var nok først efter at aktionerne var begyndt at aftage - det begyndte at høre op, og det syntes jeg var beklageligt, for der var brug for den form for aktioner, og det er der stadig - jeg fik den mening, at der skal være en organiseret og beskyttet aktioneren - og den skal varetages af en forening som kigger samfundet efter i sømmene og udsteder instrukser - opfordrer til boykot af virksomheder og af import, og omvendt anbefaler at man støtter bestemte ting - og foreningen skal gribe ind ved demonstration og blokade og måske sabotage - men den skal kun tage sig af forhold som der kan opnås bred enighed om, så den kan få stor folkelig opbakning og mange betalende medlemmer - foreningen skal have lønnede ansatte der udfører det arbejde du taler om Jonatan, og resultaterne skal fremlægges i et blad - i bladet skal man kunne læse om hvad store virksomheder og rigmænd tjener og hvad de yder for pengene, og hvad fattige får og må yde - og der skal være klare regler for aktioneringen, og hvis foreningen har begået en fejl, skal der bringes en undskyldning og måske betales erstatning - men til gengæld, hvis ordensmagten griber ind i foreningens virke, så griber foreningen ind i ordensmagtens virke.

  Jonatan: Hvordan det?

  Annie: Hvis politiet anholder en aktionerende der har handlet korrekt, så sørger man for at han bliver frigivet - og man bruger de samme metoder som politiet vil bruge, hvis en person er kidnappet og holdt indespærret - der kan opstå vold, men det så man dengang som noget der ikke kan undgås - jeg kan ærlig talt ikke se, at der er mindre brug for den form for virksomhed idag end dengang - på nogle områder er der sket forbedringer - arbejdsløn og forurening - men der er langt igen - for eksempel skal det sikres, at enhver i vid udstrækning selv kan bestemme sin levestandard og arbejdstid - og så er der forureningen fra flytrafikken - det er vanvittigt som folk rejser, men kan man forestille sig, at det officielt kunne blive fordømt og at der kunne blive grebet ind hvis det ikke hjalp? - indført rationering? - og jeg hører, at der er mennesker som er her illegalt og som må arbejde for fem kroner i timen - de skal da kunne komme frit frem - den forening jeg taler om, kunne yde det som regeringen ikke vil høre tale om - forhindre at mennesker sendes ud i det uvisse - en anden ting er priserne på ejerlejligheder i København - de er løbet helt løbsk - en to-værelses lejlighed i en ejendom der ikke er langt fra at skulle rives ned, koster en million - det kan lade sig gøre, fordi den kan sælges - der skal to fuldtidsindkomster til at betale den, og de penge har en ungt par der skal have et sted at bo - de køber den, selvom de véd at de skal sælge den om to år - de må knokle og spare, og ejendomsmægleren der skal sælge den, koster dem hundrede tusind om året - det var helt uhørt i 70'erne - havde en sådan lejlighed dengang kostet tredive tusind, så var der blevet grebet ind overfor ejendomsmægleren - demonstration og blokade og knuste butiksruder - en anden sag man idag skulle tage sig af, er Bill Gate - han tjener hundrede gange så meget på sit styresystem og nogle programmer som det har kostet at udvikle det - her kunne foreningen piratkopiere Bill Gates ting og sende dem til medlemmerne - ingen ville kunne stille noget op imod det.

  Jonatan: Det lyder fint med sådan en forening af gode mennesker som vil indføre det gode, men det er hver gang endt lige modsat - du ka' ikke nævne et eksempel på noget udenfor vores form for demokrati som har holdt - det gode, det er sådan noget som Lenin og Mao har siddet og udtænkt - og det er noget som forfattere sidder og udtænker.

  Annie: Ja, men det er da bedre end hvis de ikke udtænker noget.

  Pia: Haha.

  Annie: Det som det er gået lige modsat for - det som Lenin og Mao sad og udtænkte - det var de totalitære partier der foreskrev hvordan det sande liv skal se ud, men jeg taler ikke om et parti, jeg taler om en forening med et begrænset og klart virkefelt.

  Jonatan: Noget af den slags kan være nyttigt, men det kan ikke organiseres, så er det jo ikke længere udenomsparlamentarisk - der sidder et råd og diskutere og dirigerer, og det er en slags parlament - jeg kan ikke forestille mig, at jeg var ansat dér - udenomsparlamentarisme og civil ulydighed skal være spontant og en nødløsning - det rigtige må være, at man går alvorligt irette med politikerne - du vil have at foreningen har et klart virkefelt, men det er da ikke alt der kan blive klart - hvis en virksomhed arbejder på et projekt som kræver en kæmpe investering, så er det da iorden at man skaffer pengene ved at sælge noget til overpris - pengene skal jo komme et sted fra - men så skal virksomheden altså indsende ansøgning til foreningen for ikke at blive hængt ud - og risikere at få afslag - og så begynder virksomheder at sørge for at ting bliver holdt skjult - foreningen vil bekæmpe ting som den mener skal bekæmpes, men det vil føre til at en masse foregår i det skjulte - er det så ikke bedre med en kapitalisme som kan have urimelige sider, men som i det mindste er ærlig?

  Annie: En kapitalisme må ikke have urimelige sider af den størrelsesorden jeg lige har nævnt - og jeg har sandelig ikke tænkt, at foreningen skal blande sig i virksomheders planer - jeg har sagt, at hvis nogen har en usædvanlig stor indtjening, så skal de oplyse om hvad de yder for de penge - det er jo penge der er betalt af befolkningen, og man kan ikke sige, at folk bare kan lade være med at købe en vare - den forening jeg taler om, skal løbende justere sit virkefelt - så det gode ikke bliver for meget af det gode - det var det der var en tendens til i 70'erne - problemet med det gode og det onde er, at man må godt sige noget godt om det onde, men man må ikke sige noget ondt om det gode - så når gode mennesker har fået gode ting igennem, så bliver det ikke ligefra begyndelsen justeret - det onde i det gode får lov at vokse - en sådan tendens var der i 70'erne, men nu har vi fået en modsat tendens - nu mener vi, at det onde kun tilsyneladende er ondt - man må ikke sige noget, så derfor får det onde lov til at vokse - ihvertfald er det en upolitisk tid vi lever i, og det er da et ondt træk - det unge par jeg taler om, som er fanget i en fælde der tvinger dem til morakken, skal ikke vente forståelse hvis de klager - men det er mest sandsynligt at de ikke klager - de er tvunget til fuldtidsarbejde, men de har ikke haft planer om noget andet - og samfundet ønsker dem dérhen - og den lejlighed får de jo nok solgt til en højere pris end de gav for den - og de kommer jo nok til at tjene godt engang - og så videre og så videre.

  Gudrun: Ja, det er rigtigt - vi har den opfattelse, at vi i 70'erne fik bugt med nogle af kapitalismens værste sider, og det fik vi også, men vi har fået en kapitalisme der er ligeså ond som den gamle - for der er kommet en ny mekanisme ind i billedet - folk bliver ikke udnyttet fysisk i samme grad som tidligere, men nu piner man mennesker psykisk - ved at fortælle dem at de ikke er effektive nok, eller endnu bedre, ved at lade dem være i tvivl om værdien af deres indsats - og det man vinder ved at give mennesker tommelskruerne på, det bruger man til at finansiere de etiske tiltag der er kommet på mode - på den måde kamouflerer man en ond orden - 70'erne var på mange måder en god tid, og derfor giver den os dårlig samvittighed - vi skjuler de gode tiltag dengang for de unge - vi laver film der foregår under besættelsen, for at vi skal lære om den tid og opleve den som om vi selv var tilstede, men vi må ikke opleve 70'erne som om vi selv var tilstede - de yngre generationer må ikke se de gode intentioner der var dengang, og de kræfter der nedkæmpede dem.

  Annie: Det er helt rigtigt - dengang syntes man at de forandringer der var krav om, var såre naturlige, men for nutidens unge må de virke komplet unaturlige - og det der må forekomme nutidens unge mest unaturligt, er at man dengang hyldede det naturlige - det var en "tilbage til naturen"-romantisk tid - der var en interesse for det gamle og det folkelige - gamle møbler og folkemusik og madopskrifter og urtemedicin - man brød sig ikke om kunststoffer - især ikke til tøj - "plastik" var et minusord - for eksempel kaldte man Coca-Cola for "plastikvand" - ikke fordi der var plastik i, men fordi firmaet var for stort og tjente for meget - en virksomhed skulle være så lille som mulig og tjene så lidt som muligt.

  Pia: Haha.

  Annie: Og der herskede nærmest den opfattelse, at den tekniske udvikling var fuldbragt - ja den var gået for vidt, var der dem der mente, vi burde vende tilbage til enklere metoder - og det var selvfølgelig på den tid at forståelsen for miljøet for alvor slog igennem - man kunne dengang dele de yderliggående oprørere i to lejre: de bløde og de hårde - de bløde var hippierne og de hårde var marxisterne - forskellen på dem fremgik af, at de ville svare forskelligt på hvad de gjorde oprør imod - hvem der er fjenden - hippierne mente at vi er vores egne fjender, vi...

  Gudrun: Ja, og det er vi også - alle vores dårligdomme kan føres tilbage til overleverede opfattelser og vaner.

  Annie: Ja det er der i høj grad noget om - hippierne - eller anarkisterne, som de også kaldte sig - var romantikere - de ville tilbage i tiden - samfundslivet skulle vist helst helt tilbage til tidernes morgen hvor mennesket ikke arbejdede - for kan man sige at mennesket arbejdede i tidernes morgen?

  Gudrun: Nej.

  Annie: Romantikernes paradis mindede om det man kan se i Jehovas Vidners blade - og vejen til Paradiset lignede også den vej Jehovas Vidner betjener sig af: man udgav pjecer med beskrivelser og tegninger - vi skal leve i billøse småsamfund hvor al energien leveres af vindmøller og solfangere, og hvor der er nyttehaver og drivhuse og fællesrum - og der skal ikke være noget skel mellem arbejde og fritid - vi skal være kreative, og ud af kreativiteten skal komme det meste af det vi har brug for - mad og tøj og møbler og kunst på væggene - det var hippierne der grundlagde alternative samfund som Thylejren og Christiania - de var gode mennesker som troede på det gode i mennesket - de mente, at hvis man bare kaster sig ud i det, og skaber "det ny samfund" og rigtigt viser det frem, så vil de der lever i "det gamle samfund" kunne se falskheden i deres liv, og derfor vil de skamme sig og forlade det gamle samfund - og hvis de ikke formår det, så vil de i det mindste gå stille med dørene - men den købte marxisterne ikke - de troede aldeles ikke på, at man kan få det onde til at forsvinde bare ved at fremvise det gode ekstra tydeligt - for marxisterne var det onde kapitalismen, og skal man bekæmpe kapitalismen, så må man vide præcist hvordan den virker - og det var den lærdom man kaldte marxismen - marxismen gik ud på at analysere den historiske udvikling og samfundslivet strengt logisk og helt fra grunden, og med henblik på at skabe det ideelle samfund - og det ideelle samfund er et samfund som er befriet for al ulighed og egoisme - men i modsætning til hippierne, som var bagudrettede og urealistiske, så var marxisterne fremadrettede og realistiske - de erkendte, at der ikke kan laves om på opdelingen arbejde-fritid - og at det meste arbejde må foregå indenfor bestemte tidsrum og på bestemte steder hvortil vi hver dag transporteres til og fra - i ordbøgerne kan man finde ordet "arbejdsplads", men det ord må I endelig ikke bruge, det hedder virksomhed - og så har man antydet, at det virke som ikke finder sted i en virksomhed, det er ikke et rigtigt virke.

  Pia: Haha.

  Annie: Ifølge marxismen er det grundlæggende for den kapitalistiske produktionsmåde, at den arbejdende sælger sin arbejdskraft til en virksomhedsejer - og det betyder, at den arbejdende ikke bestemmer over det han har skabt - "varen er blevet et væsen med mystiske kræfter", som man sagde dengang - og der bliver noget absurd ved arbejdet, og det er en ydmygende situation for den arbejdende, så derfor er han blevet fremmedgjort - og hvad kan man gøre ved det? - vi må være realistiske og erkende, at det absurde ved produktionen nok ikke helt kan fjernes, så derfor må såmeget desmere ydmygelsen fjernes - og det var det problem marxisterne fandt en løsning på, ved at klarlægge den måde produktionen foregår på - produktionen, sagde de, foregår ved at forskellige former for kapital samvirker - man skelnede mellem den menneskelige og den ikke-menneskelige kapital - den menneskelige kapital er det arbejdende menneske og dets færdigheder, og den ikke-menneskelige kapital er redskaberne og de råstoffer der tilføres - når fabrikanten sælger sit produkt til forbrugerne, så giver han noget af indtjeningen til den menneskelige kapital og noget til den ikke-menneskelige kapital og noget til fornyelse af redskaberne, og så lægger han noget i sit pengeskab - i pengeskabet sker der en kapitalakkumulation - og da fabrikanten vil have så stor kapitalakkumulation som muligt, er han interesseret i at sælge varen så dyrt som muligt og i at give så lidt som muligt til den menneskelige og den ikke-menneskelige kapital - men det skal fabrikanten ikke have lov til, han skal betale retmæssigt til arbejdskraft og råstoffer, og folk skal kunne købe varen så billigt som muligt - det med retmæssig betaling til arbejdskraft og råstoffer, det kan man sikre ved lovgivning - men det marxisterne ville have lavet om på, var den ordning, at prisen på varen automatisk vil blive holdt nede ved at der er konkurrence - altså ved at flere fabrikanter producerer den samme slags vare - det er noget rod, mente marxisterne, og det er her vi har roden til fremmedgørelsen: man laver den samme ting i et utal af udgaver, og ved hjælp af reklamer kappes man om at få dem solgt - det betyder spildt arbejde og unødig forurening og fordummende reklamer - topmålet af idioti - marxisterne havde en genial løsning på problemet: man afskaffer fabrikanten - for hvad skal han gøre godt for? - hvis man lader staten eje alle virksomhederne, så er alle fabrikanterne væk - eller rettere, så er de flyttet derhen hvor de hører hjemme: til den menneskelige kapital.

  Pia: Haha.

  Annie: Men der var alligevel et problem tilbage - ved at lade staten eje al den ikke-menneskelige kapital, så kan man sikre at der ikke finder nogen kapitalakkumulation sted - eller rettere, at en kapitalakkumulation går til sin rette bestemmelse - men man kan godt forestille sig at der finder en usynlig kapitalakkumulation sted - nemlig ved at der i samfundet opstår noget som i øjeblikket er uden værdi, men som engang kan få værdi - så vil der måske endag være opstået en kapital som ikke tilhører staten og som kan true staten - et eksempel er Eirik og Niels-Henriks form for matematik - umiddelbart hører den form for skabervirksomhed ind under det værdiløse, men hvis mange mennesker sidder i deres fritid og udvikler sådan noget, så opstår der måske med tiden så attraktive ting, at folk hellere vil bruge deres tid på dem end på den kedelige produktion - og så vil de begynde at kritisere projektet og påstå at fremtidens menneske vil gøre det samme, og så fordufter respekten for det produktive arbejde - den fare taler for at staten, udover at eje den ikke-menneskelige kapital, også skal eje den menneskelige kapital - hvis staten ejer Eirik og Niels-Henrik, så kan man lade dem morakke så meget, at de ikke orker at nå videre end til bare at tilegne sig den statsanerkendte matematik.

  Niels-Henrik: Haha.

  Annie: Marxisterne talte om statsfjendtlig virksomhed - idag taler man om firmafjendtlig virksomhed, forstår jeg - og man forebygger det ved at kræve at folk arbejder fuldtids og ved at sende dem på kursus og føre kontrol med deres privatliv - den mulighed at man kan skabe det ideelle samfund via private virksomheder, ville man aldrig ha' fået en marxist til at tro på - marxisterne var statsorienterede, for dem skulle alt det private bekæmpes - og da deres videnskab var den sande videnskab om samfundslivet, så skulle den ind ved universiteterne - det er jo dér at al den højeste lærdom læres og udtænkes - og marxismen skulle ikke bare ind ét sted, hvor man kunne lære den, den skulle ind alle steder, for der var brug for den alle steder - mange af de ting som dengang blev udtænkt ved universiteterne, er ting vi slet ikke kan fatte idag, for marxisternes analyser kunne være uhyre dybtgående - de fandt alvorlige fejl i alle lærebøgerne, så derfor udarbejdede de lærebøger for lærebogsforfattere - vi har lærebogen for regnebogsforfatterne - min onkel købte den, og han fortalte mig om den - du må vise Eirik den, Niels-Henrik - for eksempel var der en opgave i en af de gamle regnebøger som lød noget i retning af: "En arbejdsgiver udbetaler 60 kr. pr. uge i løn til hver af sine 30 arbejdere, så ansætter han 3 nye arbejdere, hvor meget må han udbetale mere i løn pr. uge?" - er den opgave ikke ligetil?

  Eirik: Jo, han må udbetale 180 kr. mere - hvad er der galt?

  Annie: Der er det galt, at sådan må en opgave ikke formuleres - jeg vil ikke gentage opgaven, for I finder aldrig fejlen - fejlen er ordet "må": løn må ikke være noget man udbetaler "nødtvungent og med sorg i sindet".

  Pia: Hahaha.

  Annie: Man måtte for eksempel heller ikke sige: "A udfører i 3 timer ligeså meget arbejde som B i 4 timer, B får 12 kr. i dagløn, hvormeget bør A have hvis de arbejder lige meget?" - for hvem er A og B? - og hvad består arbejdet i? - opgaven er udformet som "passiv abstraktion", og desuden ligger der i ordet "bør" en moralsk vurdering fra arbejdsgiverens side: der tales ikke et ord om at de to arbejdere måske ifølge fagets overenskomst skal have samme timeløn eller om at de er groft underbetalte.

  Eirik: A bør have 16 kr. om dagen - men passiv abstraktion, hvad er det? - det modsatte af aktiv abstraktion, må man formode.

  Annie: Ja, aktiv abstraktion er når eleven selv analyserer problemet og skiller det væsentlige fra det uvæsentlige - passiv abstraktion er når eleven får en opgave som er en andens resultat af abstraktion - en entreprenørs for eksempel.

  Eirik: Den højere matematik må da kaldes abstrakt abstraktion - hvordan skulle man undervise i den?

  Annie: De illustrerede vel alt med praktiske eksempler - til allersidst i bogen er der en konklusion på tre sætninger - de lyder såvidt jeg husker: "Matematik er ikke noget mål i sig selv, men et redskab - spørgsmål: redskab til hvad og for hvem? - svar: tænk på klassekampen, kammerater!"

  Niels-Henrik: Tænk på at være en god klassekammerat.

  Pia: Jah haha.

  Annie: Bogen var tilegnet en arbejder som kunne matematik nok til at vise sine kammerater hvad tidsstudier går ud på, og forfatterhonoraret blev givet til "Informationskontoret for Sydvietnams provisoriske revolutionære regering" - marxisterne var sandelig gode mennesker, så derfor - på grund af al den godhed og retfærdighed der skulle indføres, og alle de fejl der kunne findes i den herskende tænkemåde - så endte deres lære med at blive ligeså omfattende som teologien i senmiddelalderen - og ligeså fyldt af pindehuggeri og absurde forklaringer - og et sådant projekt måtte ihvertfald dengang før eller siden bryde sammen - for det forudsætter, at alle har lært det vigtigste af den marxistiske lære - og billiger den - men det er ikke nok, man skal også, ligesom man skal i kristendommen, gøre ting man ikke forstår, og det var tiden dengang ikke til - det var jo en tid hvor der skulle sættes spørgsmål ved alting - og det var marxisterne i virkeligheden taknemlige for, for nu kunne de, uden at tabe altfor meget ansigt, lægge det besværlige arbejde fra sig - idag er det hele totalt glemt - ja man kan ikke engang tale om visionerne dengang.

  Gudrun: Nej, det kan man ikke, og det er fordi udviklingen er gået i en retning som har påfaldende mindelser om marxisternes visioner - vi har fået en arbejdskultur som er blevet ligeså totalitær som arbejdskulturen i de kommunistiske regimer - og nu skal Folkeskolen også gøres mere totalitær - som om den ikke har været totalitær nok i forvejen - vi er i virkeligheden på vej mod en slags kommunisme.

  Annie: Ja, en slags kommunisme, for kendetegnende for kommunismen er at der er en central styring og et klart formuleret program - den nye totalitære bevægelse har ikke noget klart formuleret program - og den har heller ikke noget navn - derfor er den svær at få klarhed over og få ram på - man skulle tro, at manglen på klarhed i programmet gør udbredelsen vanskelig, men i virkeligheden letter det udbredelsen, fordi programmet ikke diskuteres, for eller imod - grunden til at marxismen vandt så hurtigt frem i 70'erne, var at den i grundtrækkene var enkel og virkede rigtig - men dens klare skelnen mellem arbejde og fritid betød, at man påførte folk den opfattelse, at et lystbetonet virke ikke er rigtigt arbejde - der blev noget fordækt ved den form for virke, som både er lystbetonet og giver penge - den form for virke kunne allernådigst få lov til at være der, hvis den kun gav penge - marxisterne hældede til den opfattelse, at jo mere kedeligt et arbejde er, jo rigtigere og vigtigere er det - derfor leflede de for arbejderen, og de begyndte at studere arbejderens kultur - og det er da udmærket at der skrives bøger hvor eftertiden kan læse om arbejderklassens liv og værdier, men ligefrem at studere arbejderes kultur, det kunne da kun være noget der blev gjort af hensyn til de studerende og forskere som kom fra arbejderklassen, og som derfor måtte have noget velkendt og nemt at beskæftige sig med.

  Pia: Haha.

  Annie: Det var indførelsen af den slags forskning, der blev begyndelsen til enden på universiteternes tid som ophøjede verdener - og ligeledes det at noget kunne vinde indpas ved universiteterne for derefter at forsvinde igen, bidrog til at folk mistede respekten for det der foregår ved dér - universiteterne skulle jo stå for den mest sikre og seriøse erkendelse.

  Gudrun: Ja, men der er nu ikke noget principielt forkert ved at noget vinder indpas og forsvinder igen - det er en naturlig ting at noget forlades til fordel for noget andet - og der må da gerne være modebevægelser indenfor forskningen, for en modebevægelse i en videnskab bygger gerne på en stor kapacitets tanker - det forkerte er, når en modebevægelse i samfundet som bygger på falske opfattelser og har ødelæggende virkninger, tages for gode varer af universiteterne - som for eksempel den nye firmakultur - universiteterne skal se modestrømninger i samfundet kritisk an.

  Annie: Ja, og mere end det, universiteterne skal tjene videnskaben, ikke samfundet - hvis samfundet har brug for en forskning, som bare består i et noget kortlægges, og som ikke kan kaldes videnskabelig, så må den foregå andre steder end ved universiteterne - jeg kan ikke se at der er noget forkert i at der hersker et hierarki indenfor forskningen - og tilsvarende indenfor undervisningen - og at der er et skel mellem de institutioner der uddanner til praktisk arbejde og de der uddanner til videnskabeligt arbejde - for der er jo forskelle på mennesker, og de forskelle skal vi kultivere istedet for at nivellere dem - der må da gerne i et samfund være markante mennesketyper - det var der før i tiden - de fleste vil nok foretrække ikke at passe ind i opdelingen, men nogle vil med stolthed hævde at de er den og den type - erhvervsmand eller kunstner eller videnskabsmand - især kunne videnskaberne have gavn af at der er en ret iøjenfaldende videnskabelig type - der skal være en kontakt mellem de praktiske og de videnskabelige institutioner i fagene, men jeg kan ikke se, at det gør noget at der er en væsenligt miljøforskel.

  Gudrun: Jeg synes nu det er udmærket at vi er kommet væk fra de iøjenfaldende typer - og det videnskabelige arbejde skal da være nært forbundet med praksis - i lægevidenskaben er forskningen uløseligt knyttet til praksis.

  Annie: Ja, nogle former for lægevidenskab er uløseligt knyttet til praksis, og det er de former for lægeforskning som skal udføres dér hvor man uddanner læger - men netop lægevidenskaben kunne have gavn af at der er videnskabeligt arbejde som er frigjort fra praksis - der skal da i lægevidenskaben, på samme måde som i matematikken, være en forskning hvor der ikke er noget krav om praktisk anvendelighed - jeg vil påstå, at det er den ringe prioritering af den teoretiske forskning der er skyld i, at det i medicinen går påfaldende langsomt med at løse problemerne - hvis man gjorde en større indsats for at klarlægge menneskets virkemåde uden tanke på anvendelse, så gik det nok noget bedre med sygdomsforskningen.

  Gudrun: I hjerneforskningen er det da netop ved at studere de sygelige tilstande, at man udforsker hjernens virkemåde.

  Annie: Ja, man skal selvfølgelig bruge alle de metoder der er til rådighed, men at være hjerneforsker er en helt anden form for arbejde end at være psykiater, og det skulle da gerne være helt forskellige mennesketyper der vælger det ene og det andet - hjerneforskning skal være ren videnskab, og de rene videnskaber skal have lov til at være verdener for sig.

  Gudrun: Nej.

  Annie: Javel.

  Pia: Haha.

  Annie: Før i tiden var "universiteterne og de højere læreanstalter", som det hed, en slags idealsamfund i samfundene - det var frie verdener - forskeren kunne forske frit og de studerende kunne studere frit - læreren tilrettelagde en undervisning, og folk kunne komme eller lade være - enhver kunne tilmelde sig en eksamen - det var vist kun i lægeuddannelsen at der var obligatoriske kurser - lærerne ved de højere uddannelsesinstitutioner har jo alle dage været de højest uddannede i samfundet, så derfor kunne der i de verdener herske mere frihed end andre steder - livet ved de højere uddannelsesinstitutioner skulle tjene som forbillede for menneskeligt samvirke - men det lod sig jo kun gøre, fordi der ikke skulle tænkes på penge - pengene blev tilført udefra.

  Gudrun: Ja, og det er det man er ved at sætte en stopper for - nu er vi kommet over i den modsatte grøft - der er kommet en usund kontakt mellem forskning og praksis, fordi forskeren skal forklare nytten af sit arbejde så enhver kan forstå det - universiteterne skal sælge deres forskning til erhvervslivet, og der skal skæres ned i det der ikke kan sælges - eller ikke er til direkte og håndgribelig nytte - af økonomiske grunde, hedder det sig, men det er i virkeligheden et bevidst opgør med en praksis som har været særdeles sund.

  Annie: Ja, og det er et opgør som man inderst inde skammer sig over - det er derfor at de former for tænkning og virke som kan føre til en kritik af deres kurs skal holdes nede - der ligger en latent frygt for en genopblussen af den brede samfundskritik - selvom det lige i øjeblikket er svært at se hvor den skulle komme fra - men i 70'erne kom kritikken sådan set også ud af den blå luft - for der var ikke ret megen tvingende grund til oprøret - ikke herhjemme - men der lå i tiden en fordring om solidaritet med de underkuede og skepsis overfor alt det bestående - de yderliggående - hippierne og marxisterne - havde banet vejen, men de udgjorde kun en minoritet - de tjente som vejvisere: man kunne være orienteret mod den ene eller den anden retning - marxismen var der meget lidt sympati for i befolkningen, og hippierne ville man også gerne have på afstand, men hippierne fik alligevel stor betydning, fordi der var en hel del sympati for deres anarkistiske kurs - det var en tid hvor man forestillede sig, at vi stod overfor en fremgang i velfærd og frihed som ingen ende ville tage, og det førte til overskud og overmod - man siger gerne, at ungdomsoprøret startede i 1968, men det er mere rigtigt at sige, at det startede med "Summer of Love" i 1967 - i USA begyndte unge at reagere imod amerikanernes grusomheder i Vietnam, ved demonstrativt at gå til den modsatte side - der blev afholdt Love Ins i storbyernes parker - der var musik og man tog stoffer og man klædte sig i farvestrålende tøj og var udsmykket med blomster og pandebånd og symboler på fred - det bredte sig omgående til hele verden - også til København.

  Gudrun: Ja, jeg var selv med - i Kongens Have.

  Annie: Jeg var kun tolv år dengang - grunden til at man har udnævnt 1968 til at være ungdomsoprørets start, er, at der i det år fandt ting sted som viste at en regulær krig var på vej - i foråret førte en demonstration imod Vietnamkrigen foran Den amerikanske Ambassade til et kæmpe slagsmål med politiet - politiet omringede forsamlingen og gik igang med at slå løs på alt og alle - tilfældige forbipasserende, kvinder og børn og barnevogne fik slag - og på samme tid brød studenteroprøret ud - det var et oprør imod universiteternes forældede ledelsesform - "professorvældet", som man kaldte det - og det var man nødt til at føje sig efter, for det opgør med fortiden fandt sted i hele verden - men nogle måneder senere, ved Universitets Årsfest, skubbede en marxistisk student rektor væk fra talerstolen fordi han var utilfreds med det de studerende havde opnået - det var altsammen ting som blev historiske begivenheder - men skal man udnævne en begivenhed til at være den allerførste spire, så må det være den første atommarch i 1960 - den gik fra Holbæk til København - og det var en sag som alle burde slutte op om, sku' man mene, men sådan var det bare ikke - et sådant masseoptrin tirrede folk - man kunne købe et lille anti-atomvåben emblem, men det skulle man passe på med at gå med - man ku' få én på snotten.

  Pia: Haha.

  Annie: Især provokerede det, at mange af deltagerne igennem deres påklædning signalerede at en hel del nyt var på vej - fyrene havde ladet håret gro lidt ned om ørerne, og man gik i "andefødder" og fløjlsbukser og islandsk sweater - men det mest betydningfulde resultat af marchen var nogle kontakter som blev indgået undervejs og som snart fik følger - året efter blev dannet en gruppe som kaldte sig Gruppe61 og som udførte de første udenomsparlamentariske aktioner - de smed skrivelser udover folketingssalen, og der var også noget med, at de fik et praj om at kasser med marmelade til Afrika i virkeligheden indeholdt våben som skulle bruges imod en frihedsbevægelse - og gruppen begyndte på det med at besætte saneringsmodne ejendomme, så unge boligløse kunne flytte ind - altsammen prisværdigt, men der var ikke noget der hed "formildende omstændigheder" - til at begynde med blev aktivisterne anholdt og fik bøder, men det virkede ikke, for bøderne blev betalt af en kasse der var oprettet til det samme - så gik politiet over til at give aktivisterne en drøj portion knippelsuppe, og det hjalp tilsyneladende.

  Pia: Haha.

  Annie: Ihvertfald opløstes gruppen - men så begyndte andre med det udenomsparlamentariske - og det var den kurs hippierne tilsluttede sig - til marxisternes forargelse - igennem hele oprørstiden var der krig mellem hippierne og marxisterne - for hippierne måtte "den indre revolution" komme før "den ydre revolution", og for marxisterne var det omvendt - man forsøgte at bygge bro ved at danne en forening der hed "Det ny Samfund" - de havde et sort-rødt flag: sort for anarkismen og rødt for socialismen - men også i den forening opstod splid.

  Gudrun: De to fløje kunne ikke forliges, fordi lederne var helt forskellige typer - hippiernes ledere og forbilleder var kunstnere, og de havde et levebrød som stemte godt overens med deres ideer, så derfor kunne marxisterne beskylde dem for at kende for lidt til verden udenfor deres egen - og omvendt kritiserede hippierne marxisterne for at være for dogmatiske - men selvfølgelig kan man da godt skabe et samfund hvor der både er udstrakt frihed og tilstrækkelig orden - under Den spanske Borgerkrig var anarkismen og kommunismen da udmærket forenet mange steder - der blev oprettet flere hundrede landbrugskollektiver, hvor man frit kunne vælge om man ville være individualist eller kollektivist - og var man kollektivist, var fødevarene gratis og man skulle kun yde efter evne - men alt det gode blev nedkæmpet af facisterne - og også af de spanske kommunister, efter ordre fra Stalin - det var ikke den rigtige måde at indføre kommunismen på: der havde ikke været en overgangsfase med proletariatets diktatur.

  Annie: Nå - javel - idag har vi det bedre med hippiebevægelsen end med kommunismen, fordi vi er tilbøjelige til at forbinde hippietiden med dens begyndelse, "flower power"-tiden.

  Gudrun: Ja, men kommunismen har da også haft sine "flower power"-tider - for eksempel nihilistbevægelsen i Rusland, som Pia var inde på - jeg har læst en bog om Dostojevski, og der er noget med to nihilistpiger som sværmede for ham - de var søskende og den ene blev matematiker - var det...

  Annie: Ja det var Sonja Kowalevsky - Sonja var femten år og hendes søster var vist fem-seks år ældre - søsteren havde fået noget optaget i Dostojevskis tidsskrift, og så opsøgte hun ham, og det endte vist med at de blev forlovede - han friede ihvertfald til hende - men der var uoverensstemmelser - han brød sig ikke om hendes nihilist-præk, og når han talte var hun uopmærksom - og for at irritere hende, kunne han sige at hendes lillesøster forstod ham bedre og var mere intelligent og også kønnere - Sonja var meget betaget af Dostojevski, og senerehen kom han i hendes salon i Sankt Petersborg - men det er da rigtigt, at de revolutionære bevægelser gerne er begyndt med en romantisk tid hvor der er en hel del man kan have sympati for - jeg kom ikke selv til at opleve det store historiske sus, men noget kom jeg da til at opleve, men det var først nogle år senere - i begyndelsen var jeg for ung, og her oppe var det kun noget man kendte til fra medierne - og havde jeg boet i København, ville jeg nok også have holdt mig på afstand - sådan noget med masseoptrin er ikke noget for mig, men jeg var sandelig ikke passiv, jeg arbejdede bare på egen hånd - jeg havde mine private og spontane aktioner - engang da jeg skulle købe nogle ting hos en isenkrammer, startede jeg med at tage en skue frem og bede om at få én magentil - så satte han en æske med hundrede skruer i på disken - jeg bad ham om at åbne den og tage én skrue ud - så sagde han: "Nu har jeg siddet her hele formiddagen og ventet på dig, og så kommer du for at købe en skrue" - jeg sagde til ham, at det nok er en god idé at jeg køber to skruer, hvis jeg ødelægger den ene, og at jeg ikke forlanger at få de to skruer for en halvtredssindstyvendedel af æskens pris, han kan tage for dem hvad han vil, jeg kan bare ikke se hvorfor jeg skal smide otteoghalvfems skruer væk - så vendte han sig om og satte æsken på plads og fortsatte med at læse i sin avis - men så på vej ud lagde jeg mærke til, at døren bestod af to døre med to håndtag udenfor ved midten, og at der ved døren hang en masse hundesnore.

  Pia: Haha.

  Annie: I ka' gætte jer til resten - han kom styrtende hen og ruskede i døren, og så løb han tilbage imod baglokalet, men han skulle hele vejen rundt om bygningen, så jeg kunne nå at binde nogle ordentlige knuder og gå uden at vække opsigt - havde det været idag, så havde jeg sendt Niels-Henrik hen til den forretning for at købe de to skruer - uden at sige noget om at jeg havde været der.

  Niels-Henrik: Haha.

  Annie: Havde det været dengang, så havde isenkrammeren taget ved lære, og pænt solgt Niels-Henrik to skruer - havde det været idag, så ville Niels-Henrik være kommet tilbage med hele æsken, og så ville jeg have spurgt ham hvad der fik ham til det: tidsånden eller dumhed.

  Pia: Hahaha.

  Annie: Kun én gang gik det galt, men det var alligevel en god hændelse, for det viste noget om tidsånden dengang - på grund af optøjer var det blevet forbudt at forsamles på Strøget - og især ved "Det store stygge Storkespringvand" - og netop på det sted havde koncertmesteren ved Det kongelige Kapel stillet sig med sin violin - Kim Sjøgren, hed han - så kom en betjent og bad ham og de omkringstående om at forlade stedet - og så bad jeg betjenten om at forsvinde, og den ordre bifaldt alle tilskuerne - normalt skete der bare det, at betjenten blev forlegen og truede med at tilkalde forstærkning - men den betjent kom fluks hen og tog mig i kraven og krævede navn og adresse - jeg opgav gerne falsk navn til ordensmagten - man skulle gøre grin med "svinene", som de blev kaldt.

  Pia: Haha.

  Annie: Men det med falsk navn turde jeg ikke nu, for jeg havde lidt travlt, og han begyndte måske at foretage opkald hvis jeg ikke kunne fremvise legitimation - så jeg gav mit rigtige navn, og det kom jeg til at være taknemlig for - for imens betjenten stod og noterede ned, begyndte nogle omkringstående at starte en indsamling til dækning af min bøde, og de sørgede selvfølgelig for at det kom betjenten for øre hvad der foregik - indsamlingen gav næsten hundrede kroner, og på indbetalingskortet der kom en uge senere, stod der firehundrede kroner - så hvis jeg havde opgivet falsk navn, så havde det lissom ikke rigtigt været en protestaktion - så havde jeg bare været en optrædende der fik et honorar - lissom violinisten.

  Pia: Haha.

  Annie: Det var en god tid, men det var skrøbeligt, fordi det var for løst funderet - jeg gik af og til en tur igennem Christiania når jeg var i København - engang hørte jeg noget folkemusik fra en stor bygning, og så gik jeg ind for at se hvad der foregik, og det viste sig at der blev danset kædedans - jeg stillede mig iblandt tilskuerne, og jeg må åbenbart ha' lignet en lidt ensom og sky eksistens, for da to kvinder i dansen så mig - en mor og hendes datter gættede jeg - så kom de hen og trak mig med ind i kæden - jeg gled med ind i den gode stemning, og resten af dagen følte jeg mig helt opløftet - men jeg tænkte i de år: det her er en fest, og det vil slutte - det...

  Gudrun: Det måtte slutte, fordi de skader der er sket på kulturerne igennem historien, slet ikke var blevet klarlagt nok - og selvom de var blevet det, så ville det tage årtier at rette op på dem - marxisternes kurs ville have ført os endnu mere på vildspor...

  Annie: Ja marxismen må du jo ha' haft helt inde på livet, Gudrun - studenteroprøret startede med at de psykologistuderende besatte Psykologisk Institut - var du med i den besættelse?

  Gudrun: Nej, det foregik i foråret 68 og jeg begyndte først i efteråret 68 - og hvis du spørger mig om jeg var marxist dengang, så må jeg svare ja, for det var alle de yngste studerende i mit fag - der foregik så mange ting dengang, og vi var med i det ene og det andet - det kunne man ikke undgå - og til at begynde med vidste man jo ikke hvor det bar hen - og vi havde da gode og udviklende diskussioner - du lyder jo også som om du var ret begejstret for meget af det der foregik - du taler om at du var opløftet efter et besøg på Christiania, og det er nok ikke den eneste gang hvor du har været opløftet - og mon ikke du ved flere musikopførelser har klappet mere højlydt dengang end du senere ville have gjort?

  Annie: Jo, det ska' jeg ikke benægte - vi må vist begge indrømme, at vi var forført af nogle af begivenhederne dengang, men vi føler også, at mange af tingene har fået et eftermæle som de ikke fortjener - for det var da et enestående fænomen - en sådan idealisme og optimisme var uden fortilfælde, og den vil garanteret aldrig vende tilbage - nøgleordet var kærlighed - nærmest forstået som næstekærlighed - vi skal elske og hjælpe og dele - og allesammen leve et rigere liv - der lå i tiden en forestilling om at verden ville se helt anderledes ud om nogle ganske få år - men bevægelsen var jo i høj grad skabt af medierne - medieomtalen fik det hele til at tage sig større ud end det var - man siger gerne at tingene kulminerede lige efter 1970, men det er ikke rigtigt - bevægelsen bredte sig og udviklede sig igennem 70'erne, og det var først fra midten af 80'erne at det begyndte at aftage - når man ser billeder fra omkring 1970 fra de steder hvor tingene forgik, så var langt de fleste ganske almindeligt klædt - man havde forestillinger om en ny tøjstil, inspireret af klædedragten i Østen og Sydamerika, men det havde endnu ikke vundet udbredelse - hippiestilen for tøj og hjemmets indretning udviklede sig igennem ti-femten år, men det blev aldrig til mere end et minoritetsfænomen - i det hele taget var der ikke i dagligdagen meget at se til det undenfor uddannelsesinstitutionerne - og indenfor uddannelsesinstitutioner var der sandelig forskelle på hvormange oprørere der var - ved Handelshøjskolen var procenten af oprørere nul, og ved det nyoprettede Roskilde Universitetscenter var den hundrede - eller rettere, det var den ikke helt, og det fik en del triste følger - jeg læste om én der havde studeret samfundsvidenskab dér - og han sagde, at det første de fik udleveret da studiet begyndte, var et bundt marxistiske pjecer udgivet af arbejderbevægelsen, og det syntes han var helt fint - men en kvindelig medstuderende kunne slet ikke skræve over gabet mellem det grosserhjem i Hellerup som hun kom fra, og den nye virkelighed som alle skulle finde sig tilrette i - hun sad dér med de udleverede marxistiske pjecer og så helt fortvivlet ud - til næste time havde hun tydeligvis læst på lektien, men hun talte ikke et ord til nogen - så kom hun ikke mere, og nogle uger senere havde nogen hængt en pose med marxistiske pjecer på deres opslagstavle, og på posen var klistret en dødsannonce.

  Niels-Henrik: Nå!

  Gudrun: Der har sikkert været ikke så få dødsfald af den art - det kunne være interessant at få sat tal på dem - man taler altid kun om dem der gik til i druk og stoffer.

  Annie: Ja, og her har man vist visse tal - mon ikke overdødeligheden blandt rockmusikerne var på over halvtreds procent?

  Pia: Haha.

  Annie: Og det næste interessante spørgsmål man kunne stille, er hvordan i himlens navn det kunne gå til, at de mennesker som helt havde helliget sig den nye virkelighed, senerehen kunne vende tilbage til noget som man skulle tro at det ville være umuligt at vende tilbage til - men det spørgsmål gav de selv svar på hver gang de skulle forklare deres vanskeligheder ved at realisere det nye: det var den forbryderiske opdragelse de havde været udsat for! - 50'ernes "sorte skole" hvor læreren gik rundt og eksaminerede i den store tabel og uddelte slag hver gang svaret ikke faldt promte eller var forkert - og så var det deres uduelige forældre - i skolen havde de ikke lært noget fornuftigt og i fritiden havde de bare sparket fodbold - og alle de mangler, de umuliggjorde ikke bare det nye liv, de muliggjorde også at oprørerne nogenlunde nemt og uskadte kunne vende tilbage til det gamle - for når man er opfostret med sure pligter og aldrig har kendt til interesser med større dybde, så er det begrænset hvormeget man lider under sure pligter og så er man nøjsom hvad interesser angår.

  Gudrun: Ja, men det var jo ikke bare den verden man havde gjort oprør imod, man vendte tilbage til, der kom en verden som var værre ud af det hele - og jeg kan godt give en forklaring - det er fordi man i oprørstiden havde svigtet børnene - en væsentlig del af oprørernes program var selvfølgelig børneopdragelsen - den skulle laves totalt om, så børnene blev godt udrustede til det nye liv og så de kunne føre forældrenes oprør videre - men visionerne på det område, var af samme skuffe som de øvrige visioner - enten var de for tågende eller også var der noget andet galt - så resultatet blev, at børnene bare var tilskuere til de voksnes diskussioner og eksperimenter - og det førte til at børnene begyndte at gøre oprør imod deres forældre - og det gjorde de ved i trods at hylde alt det forældrene havde fordømt - og det førte til at forældrene begyndte at kritisere deres børn, for at dæmme op for kritik fra børnenes side - og børnene var lette ofre, for de havde ikke fået bedre forudsætninger for et andet liv end deres forældre, og efter al den politik der havde været, gad man ikke høre mere politik - så den efterfølgende tids ungdom stod ikke noget sted, og det fik forældrene til nedsættende at kalde deres generation for "nå-generationen" eller "den tavse generation" - en leder i Politiken havde overskriften: "Veltilpassede lektielæsere".

  Pia: Haha.

  Annie: Den leder ka' jeg godt huske.

  Gudrun: Så der var ikke noget at sige til at de unge blev vrede, og ønskede at genere forældregenerationen så meget som muligt ved at gå over til fjenden.

  Annie: Ja, det er der nok en hel del om - og den mekanisme er til at forstå, men det der ikke er til at forstå, er at oprørerne helt føjede sig efter den udvikling der fulgte efter - de tilpassede sig ikke bare modstræbende - ja det virker nærmest som om at de der havde været de mest oprørske, var de mest ihærdige til at indrette sig efter den nye udvikling - der var noget demonstrativt over deres tilpasning - og årsagen til misèren var selvfølgelig, at oprøret i høj grad var en modebevægelse - vreden var nemlig kun ægte hos en forsvindende minoritet - når man under besættelsen fik taget sin cykel af en tysk soldat, så kunne man blive ægte vred - men kunne man blive ægte vred over bombninger på den anden side af jordkloden? - og kunne rige folks børn blive ægte vrede over at kvinder på en tekstilfabrik i Jylland var underbetalte? - det var ikke vrede, det var solidaritet - den ægte vrede fandt man kun hos dem der havde håndgribelige visioner om et andet liv og forudsætninger for at realisere dem - og det var kunstnertyperne - det var den mennesketype som også uden den bevægelse, var søgt væk fra det borgerlige liv - kunstnertyperne havde virkelig grund til vrede, for de var på vej ind i et liv som der alle dage har været lagt hindringer for - det er kunstnerne der har haft mest at takke oprøret for, for oprørsånden nedsatte de betænkeligheder man altid må have ved den form for karriere - jeg opfattede mig selv som en af dem der var bestemt til det frie og skabende liv, og den opfattelse må jeg nok indrømme at tidsånden havde bidraget ret kraftigt til - begge mine forældre var musikere, i Radiosymfoniorkesteret, og de var noget så fælt som fastansatte, så deres liv var fyldt af pligtarbejde og skemalægning - jeg opfattede dem som undertrykte, og det var da tidsånden der fik mig til det - de var selv ganske påvirkede af de nye strømninger - det var man i det højere kulturliv - mine forældre havde gerne set, at man i et sådant orkester kunne være ansat på mere frie vilkår - nedsat arbejdstid ville give arbejde til flere musikere, og det ville gavne orkestret, fordi musikerne ville bruge mere tid på at øve sig - en af de ting man angreb og som mine forældre helt med på, var privatbillismen - man havde talt om at en seks-sporet motorvej skulle føres igennem Københavns centrum, og det var så uhørt, at det førte til et krav om at bilerne helt skal ud af den indre by - der var anti-billistdemonstrationer hvor der vankede klaps til de biler man passerede - vi havde bil, men for at gøre det mindre forkert og for at demonstrere vores holdning, så nøjedes vi med en gammel og ramponeret Folkevogn - vi havde nærmest fået den foræret - og i den kørte vi i vores fine tøj til Radiohuset - folk morede sig når vi kom - vi havde givet den nogle ekstra buler og klatter maling.

  Pia: Haha.

  Annie: Selvom der var megen modebevægelse i begivenhederne, så var det da en sund modebevægelse - hvorfor kan vi der var unge dengang ikke engang imellem prøve at skrue tiden tilbage og genfremkalde øjeblikke som vi oplevede dem dengang? - det kan jeg da godt.

  Gudrun: Det kan jeg også - jeg har jo igennem mange år levet i god overensstemmelse med mine idealer - men de fleste der var unge dengang, kan ikke genfremkalde deres fortid, fordi de har dårlig samvittighed - de oprørske har haft det dårligt, fordi de svigtede deres oprør - de kunne da have holdt fast ved noget af det - det mere frie og naturlige og mådeholdne liv - og de sejrende har det dårligt med deres sejr - den har en kedelig bismag - for kernen i oprøret var en kritik som ligger dybt i vores kultur, nemlig vores foragt for morakken for unødig luksus på bekostning livets mere åndelige og vegetative sider.

  Annie: Ja, det er rigtigt, men i ligeså høj grad som det åndelige og vegetative, så hører "den unødige luksus" nu også med til livet - men den skal være dér hvor den hører hjemme - og det gjorde den hos fortidens godsejere, for de morakkede ikke for deres position og deres ting, og der blev ikke sat spørgsmål ved måden de erhvervede dem på - og der burde vel heller ikke sættes spørgsmål, for der kan da ikke i et civiliseret samfund herske middelmådighed overalt - der må da hist og her være ting og mennesker som er hævede over middelmådigheden, og det må middelmådigheden betale for - men nu har vi fået hævet niveauet, nu har vi hver især så megen glimmer, at vi ikke mere behøver at se ekstraordinær glimmer, men vi vil til gengæld have glimmer i stor mængde - så derfor må vi knokle for at erhverve glimmeret - dyre huse og biler og høj position i firmaet.

  Gudrun: Ja, og for at folk ikke skal tænke nærmere over det de mister og over de fortrædeligheder de må døje, så har man lært dem at man skal være positiv - og de sætter ikke spørgsmål ved den lære - jeg læste om en kvinde som selv mente at hun var et glad menneske, og hun var glad for sit arbejde - men så en dag da hun havde fridag, blev hun ringet op af chefen og bedt om at møde straks - og hun kunne ikke få at vide hvad det drejede sig om - det måtte åbenbart være noget alvorligt, hun skulle nok afskediges - men hun slap med en irettesættelse: hun fik at vide at hun ikke smilte nok! - hvordan reagerede hun? - jeg ville ha' langet den chef en lussing, men denne positive kvinde beklagede og lovede at gøre en indsats - kan man sådan forlange at medarbejderne går rundt og smiler? - hvad med mennesker der har bekymringer? - eller mennesker som ikke vil smile på kommando? - bliver de afskediget må man spørge? - det gør de sikkert, men det hører man ikke om.

  Annie: Næh, man hører kun lovprisning af tingenes orden - men lovprisningen klinger ligeså hult som den altid har gjort - og beviset for deres hykleri, er deres påfaldende ubehag ved de mennesker som ikke synes at skulle prostituere sig for nogen.

  Pia: Ja, de ska' reduceres - de ska' helt væk - og det er det det nye "læringskoncept" ska' medvirke til.

  Annie: Ja er de ihvertfald helt væk.

  Pia: Haha - men man kan da godt forestille sig noget nyt oprør - civil ulydighed - man kan forestille sig at der kommer noget som saboterer "læringskonceptet" - der er måske elever og forældre som boykotter det - og terapiforløbene forudsætter at eleverne ikke gennemskuer det de bliver sat til, men man kan jo sabotere det ved at oplyse dem om det.

  Annie: I så fald ville eleverne gøre oprør fordi de var blevet bevidstgjorte - det var det vi alle skulle være i min ungdom - at være bevidst ville sige, at man havde gennemskuet systemets sande virkemåde - i slutningen af 60'erne udkom en bog der hed "den lille røde bog for skoleelever" - opkaldt efter "Maos lille røde" - den talte dog ikke et ord om kapitalisme og klassekamp - det var en håndbog i hvad enhver skoleelev burde vide - og det var for det meste ganske fornuftige og nyttige ting - om skolen og lærerne og kammeratskab, og om sex og spiritus og hash - for eksempel var der et kapitel om karakterer og eksamener, og der stod, at eleverne kan og bør nægte at modtage karakterer - i så fald skal skolen sende oplysninger til forældrene - der stod også hvad en elev bør klage over, og hvordan - bogen var skrevet for at gøre skoleeleverne bevidste om skolesystemets sande virkemåde - der udkom også dengang en bog som skulle gøre folk bevidste om de magtgales sande virkemåde - og bogen fik ekstra magt, fordi det var portrætter af autentiske mænd.

  Niels-Henrik: Hvis sådan en bog udkom igen, så ville min far...

  Annie: Nej Niels-Henrik! - din far har haft held med sig, han er ikke magtsyg, og slet ikke psykopat - han har ikke pint nogen.

  Niels-Henrik: Næh, ikke udover mig.

  Pia: Haha.

  Annie: Det er ikke ham der har pint dig, det er dig, eller rettere mig, der har pint ham - forstår I, Niels-Henrik har forladt den reglementerede vej, og hans far har reageret ganske som enhver anden far ville gøre i vor tid - men Niels-Henrik ikke har noget sidestykke i vor tid - han er et levn fra fortiden - han har svaret sin far på samme måde som de unge svarede deres fædre i ungdomsoprørets dage - og Niels-Henriks far har svaret igen på samme måde som fædre dengang svarede igen: han har ikke vidst hvad han skulle svare.

  Niels-Henrik: Engang - det var da jeg boede hjemme - ringede Annie og sagde at der undtagelsesvist kom en lødig udsendelse i fjernsynet, den burde jeg se - men der var fodboldkamp på den anden kanal - så sagde jeg, så højt at min far ku' høre det: "Det ikke ka' la' sig gøre, her i huset hersker proletariatets diktatur."

  Pia: Haha.

  Niels-Henrik: Så vrøvlede han noget om, at selvom jeg havde været alene hjemme, så ku' jeg ikke ha' set den udsendelse alligevel, en lødig udsendelse passer ikke til møblementet i hans stue.

  Pia: Hahaha.

  Niels-Henrik: "Den udsendelse må du se i din mosters stue hvor der er flygel og lærde bøger."

  Pia: Hahaha.

  Annie: Haha ja - det er min påstand, at en sådan kritik som kunne komme et eller andet sted fra, og som de føler sig afmægtig overfor, ligger og spøger i underbevidstheden hos vor tids magtbavianer - de klamrer sig til noget som engang har været angrebet - på samme måde som de kristne - og når man gør det, så ligger der en forestilling om at et angreb kan blive noget tilbagevendende, og at det man klamrer sig til, mere og mere vil udhules - de siger allesammen til sig selv, at grunden til at kritikken i 70'erne forsvandt, var at den var forkert - og det var den sådan set også - man kan jo sige, at det var en bevidsthed som vidnede om manglende bevidsthed - der var dels en manglende forståelse for erhvervsarbejdets betydning for folk, og...

  Gudrun: Man forstod ikke, at en så radikal forandring af samfundslivet vil tage meget lang tid - der skal en massiv og langvarig kritik til - og det er den vi skal igang med - og det vil tage årtier.

  Annie: Ja mindst - og så var der også dengang en manglende forståelse for nødvendigheden af små-psykopaterne - for som Pia var inde på, så kan de noget som er nødvendigt for samfundet og som de fleste ikke kan - eller vil - og prisen for deres kvalifikationer kan være nogle ubehagelige karaktertræk - de er på én gang dygtige og smalsporede, og det fører dem ud i et liv hvor de totalt identificerer sig med deres arbejde - og det får dem til at hade dem der ikke gør det - og derfor vil de se dem lide - for når éns liv er åndsforladt og fyldt af sure pligter, så lider man, og når man lider, så vil man se andre lide - det er snarere lidelsen end pengene der styrer verden, vil jeg påstå - når arbejdsgiveren og slaveejeren udnyttede sine folk så meget som muligt, så var det ikke mindst for at se dem lide - fordi de var undermennesker der indgød ham væmmelse - det var det samme med svovlprædikanten der tordnede sine tilhørere ned i ansigtet - det var ikke for at frelse dem fra Helvedes pinsler, det var for selv at pine dem.

  Gudrun: Ja, det er sådan det er blevet i erhvervslivet - det gælder om at pine!

  Annie: Det gælder ikke om at prale, for der er ikke mere noget at prale med - uddannelse og titler og indkomst er altsammen størrelser som vi er i fuld gang med at nivellere - og selve produktet er heller ikke noget at prale med - jeg læste, at da computerfirmaet Apple skulle finde en ny administrerende direktør, så ønskede man at få fingerne i en af USAs mest succesrige sælgere - han var vist fra Pepsi-Cola - men da denne ikke var villig til at forlade sit firma, så fik Apples grundlægger, Steve Jobs, ham til at makke ret ved at sige: "Har du virkelig tænkt dig bare at sælge sukkervand resten af livet?"

  Pia: Haha.

  Annie: Så nogle produkter er åbenbart finere end andre.

  Gudrun: Men nu er det altafgørende blevet succes - vi er heldigvis kommet bort fra de ting som tidligere bestemte éns plads, og som man kunne være afmægtig overfor - stand og rigdom - men vi bliver ved med at måle med forkerte målestokke - og der er uhyggelige kræfter på spil - jeg forstår ihvertfald ikke meget af det der foregår - og meget af det hører jo ind under mit fag - jeg har ikke fulgt med udviklingen i mit fag, må jeg tilstå - det der umiddelbart springer mest i øjnene, er at man har ladet markedskræfterne få større råderum overalt hvor det har kunnet lade sig gøre - af hensyn til vores økonomi, hedder det sig - men vores økonomi ville ikke fejle noget, hvis folk nedsatte arbejdstiden så meget at de arbejdsløse kunne komme i arbejde - men vi vil have arbejdløse - vi vil have tabere - og vi betaler i virkeligheden gerne det tab de koster - de har en god funktion - det hele er et kunstgreb, men det har jo unægteligt vist sig effektivt, for det ansporer til flid, så derfor taler man for døve ører når man peger på det vi forsømmer, den form for flid som ikke er rentabel.

  Annie: Ja, og det kunstgreb der er anvendt, består i at man har indført fiktive operationer, så folk kan kalde deres arbejde for en livsstil - det er derfor arbejdstiden ikke kan nedsættes - ved at gøre arbejdet til en livsstil, signalerer man, at det er mere meningsfuldt og krævende end det ser ud til, og at det også er sig selv man bearbejder, ved at man udvider sine kompetencer - allerhelst skal firmaet også være en livsstil - en særlig verden for en særlig mennesketype der færdes i et smart kontorlandskab i en opsigtsvækkende bygning, og hvor man arbejder tres timer om ugen, men til gengæld har privilegier såsom fittness-rum og slappe-af-rum med drikkevarer og lækre småretter - men det forudsætter ligegodt at firmaet er et hot navn - som for eksempel Bill Gates firma - for man må ikke gøre sig større end man er - de former for arbejde som kan gøres til en livsstil, er blevet hævede over de former for arbejde som der ikke rigtigt kan laves om på - håndværket og landbruget - indenfor livsstilsområderne er der kommet en ny mekanisme i magtudøvelsen, så vidt jeg ka' se - det foregår på den måde, at ledelsen har givet den menige medarbejder større frihed og ansvar så han engagerer sig mere og yder mere, men man holder ham nede ved at han kan komme i usikre situationer, fordi han ikke har ledelsens kendskab til markedsmekanismen og firmaets kurs - jeg har forsøgt at sætte mig lidt ind i det - jeg har læst en bog som går alvorligt i rette med den verden, men den er skrevet af en teolog, og sproget er svært og knudret - meningen er tilsyneladende, at de mennesker han kritiserer, skal være ude af stand til at læse hans bog.

  Pia: Haha.

  Annie: Og den forudsætter at man har viden om tingene andre steder fra - det portræt man får af firmamennesket er ikke rigtigt til at få hold på - det er blandt andet noget med at "det selvrealiserende menneske kan frigøre sig fra omgivelserne og få styr på sin sjælesubstans", hvad det så end er for noget.

  Gudrun: Det er vrøvl fra ende til anden.

  Annie: Det er noget man måler ved en personlighedstest - sjælesubstans er "en indre åndskvalitet som man er bundet til" - det ku' jeg godt li' at få forklaret nærmere - jeg ka' ikke genkende mig selv i beskrivelsen af det moderne menneske, men jeg realiserer nok heller ikke mig selv.

  Gudrun: Man vurderer mennesker udfra deres svar på spørgsmål, og ikke udfra deres menneskelighed - det er ikke nok at noget er godt, man skal kunne måle at det er godt - det er en industri som skabes af psykologer - engang gik psykologerne ind i verden som den ser ud, nu er de begyndt at skabe nye verdener - det begyndte med nyreligiøsiteten i 70'erne - det skulle altsammen forestille at være en højere erkendelse, men folk søgte det for at blive helbredt for deres dårligdomme - der udkom et væld af bøger som hver især tilbød et altomfattende livssyn - ligesom religionerne tilbyder - og det spirituelle er blevet en vigtig ingrediens i de nye verdener som erhvervslivet har måttet forsynes med.

  Annie: Ja, men de nye verdener er da ikke helt færdigskabte - der er en masse rest af mindreværd - man må jo endelig ikke spørge folk om hvad deres arbejde helt konkret består i.

  Niels-Henrik: De véd det ikke selv - de laver en dims som hører til en anden dims som hører til en tredie dims.

  Pia: Haha.

  Annie: Ja, man kan godt forestille sig, at ingen i virksomheden véd hvad dimsen skal bruges til - men man kan ikke lade være med at tænke: hvorfor ka' de ikke bare ta' og producere den dims? - altså ud fra deres faglige kapital - hvad skal det med kursusgang til? - det må da kaldes uproduktiv kapital - men jeg forstår det på den måde, at den uproduktive kapital bliver produktiv ved at den er en forudsætning for produktiviten hos den menneskelige kapital - den er en slags katalysator - og det mellemled er nødvendigt, fordi de bedreuddannede ikke kan forlige sig med produktionens triste vilkår - de vil allesammen respekteres mere end de har gjort sig fortjent til - der findes en glimrende roman om det fænomen - det er H.C. Branners debutroman "Legetøj" fra midten af 30'erne - det er først for nylig at jeg har læst den, og jeg forestillende mig at den handlede om børn, og det gør den på en måde også - det er livet i et grosserfirma i legetøj, og de ansatte opfører sig som børn - og havde grunden bare været at de legede med legetøjet, så havde det ikke været så latterligt - der er kun én i firmaet som leger med legetøjet, og det er ham der rejser rundt i udlandet og kigger på legetøj - han er den eneste som har en smule uddannelse, for han kan flere fremmedsprog - så han er uundværlig og tjener godt, og han tager godt for sig af livets goder hvor han kommer frem - de andres arbejde består i at pakke ud og ind og sende afsted og føre regnskab - og her burde det jo være sådan, at arbejdet "fandt sig selv", på den måde at det efter lidt eksperimenteren blev sådan, at hver enkelt lavede det han er bedst til - så ville alt foregå rationelt og så ville firmaet klare sig godt, men det kan ikke lade sig gøre, for så ville livet blive for kedeligt - de allernederste i hierarkiet farver hverdagen ved at generer hinanden - men så der dem som vil være noget - og havde det været sådan, at det arbejde man udførte havde en vis åndelig og æstetisk dimension, så kunne man blive respekteret i kraft af en faglig kunnen som fremkalder naturlig beundring, men den mulighed er udelukket i de fleste firmaer - ihvertfald i det her firma - her må opadstigen ske ved sociale kvalifikationer - man må enten direkte sprede skræk eller man må bruge taktisk snilde - tækkes sine overordnede og finde fejl hos dem man konkurrerer med - så kan man få en magtposition i firmaet, og så kan man udenfor firmaet skilte med sin position ved sin titel og indkomst - i det her firma er den øverste Chefen - men selv han har ikke udført noget beundringsværdigt - ja han skammer sig over sit firmas fortid - det går tilbage til hans farfar som havde en tobaksforretning - men så begyndte han at sælge alt muligt bras - blandt andet erotiske blade - ja der var endda en tid med bordelvirksomhed - men så blev sortimentet ændret af sønnen og sønnesønnen, og nu er det kun legetøj - Chefen sidder i den øverste etage ved et kæmpe skrivebord, og ham hører man ikke meget til - ham kan ingen røre, så han er en rar mand, men han har ingen reel indflydelse - til at begynde med er den mest magtfulde Kaptajnen - han hedder sådan fordi han har en fortid som kaptajn i hæren og fordi han kommanderer - han er kommet tilvejrs fordi hans familie har penge i firmaet - men han bliver med tiden udmanøvreret af Gedden - han hedder sådan når man er sikker på at han er langt væk, fordi han ligesom gedden står stille og lurer og pludselig kommer frem - han er dum og dårligt uddannet, men han har skrækspredende evner - en regulær psykopat, som vi lige har talt om - selv chefen er bange for ham, og må udnævne ham til prokurist - det er noget med fuldmagt til at handle på chefens vegne - Gedden har den opfattelse, at det er igennem angst og overvågning at man får folk til at makke ret - de skal aldrig vide sig sikre - det kan vise sig at man ikke er effektiv nok eller arbejdsgangen kan laves om så man kan undværes - og Gedden får sin kurs bekræftet ved tidens megen tale om fremgangen i Tyskland - men det går ikke efter hans plan: på grund af den skræk han spreder, bliver de ansatte mere og mere handlingslammede, og for at gøre en lang historie kort, så ender det hele med at firmaet går konkurs - forinden er både Geddens kone og barn afgået ved døden - at det er hans facon der får alt omkring ham til at visne, fatter Gedden selvfølgelig ikke - firmaets konkurs skyldes bygningen - fordi den er delt op i etager og lokaler, og det besværliggør hans kontrol - men han reder firmaet på falderebet - en af de ansatte kaldes Idioten, fordi han er idiot, og når de andre har drillet ham tilstrækkelig meget, truer han med at brænde huset af - udmærket tænker Gedden, så han sørger for at få forøget brandforsikringen - og en dag brænder ejendommen - og så kommer Gedden med sin plan: den nye bygning skal være af stål og beton, og det skal være et åbent landskab så han kan sidde højt oppe i et glasbur og se alt.

  Gudrun: Den roman må jeg virkelig læse, den lyder til at være ligeså gyldig idag som da den kom - jeg har læst en anden af H.C. Branners romaner - "Ingen kender Natten" - i den er der også en fremtidsvision som må siges at være gået i opfyldelse - det foregår under besættelsen, og der er en rigmand som har haft gode forbindelser til tyskerne, men nu vender vinden, så nu gælder det om at få de forbindelser afviklet - han har et reklamebureau og det har ikke haft gode tider, men han har en plan klar når freden vender tilbage - vi skal have frihed og demokrati, kan han godt se, men det er ikke hos politikerne at den reelle magt skal ligge, det er hos reklamebureauerne - skal hjulene snurre og skal tilfredsheden være optimal, så er det vigtigt at folk har drømme som de forsøger at få opfyldt - men det må være sådan at kun en minoritet opnår det - det er vigtigt at der er ulighed i samfundet - derfor skal drømmene styres af kyndige folk, og det er reklamefolkene - reklamefolkene skal nøje følge udviklingen igennem markedsundersøgelser og spørgeskemaer - mekanismen skulle selvfølgelig ikke gerne blive alment kendt, men skulle det ske, så gør det ikke såmeget, for fortæller man folk at de er manipulerede, så tager de sig ikke af det.

  Annie: Næh, det er rigtigt.

  Gudrun: Det er helt rigtigt at angsten er et væsentligt hjælpemiddel til at holde folk på plads - og sådan har det vist altid været - men angsten fører ikke bare til spoleret arbejdsglæde og ineffektivitet, det er igennem angsten at man får folk til overhovedet at acceptere firmaverdenen - for angst fører til at man sættes ved siden af sig selv - angsten kommer af at den enkelte er i tvivl om hvorvidt han er i god nok overensstemmelse med firmaets ånd og ønsker - og det belaster, fordi en kritik af éns arbejde bliver oplevet som en kritik af éns inderste personlighed - og angsten kommer også af, at man er pålagt at planlægge sin karriere, og hvad hvis man har planlagt forkert? - men folk bliver ikke vrede, fordi angst kvæler vrede - for den ægte vrede, den forudsætter at man er sig selv og i ligevægt, og den tilstand kan man forstyrre ved angst - man brugte mekanismen i de totalitære regimer, og nu har man igen fået øjnene op for dens nytte - og den er ved at vinde indpas i Folkeskolen, forstår jeg.

  Jonatan: Ja, men ærlig talt, al det med latterlige ting i forbindelse med arbejdet, ka' man ikke sige at arbejdet var mere livsstil før i tiden? - hvad en mand lavede ku' man se på hundrede meters afstand - en snedker gik til og fra arbejde med sin sav over skulderen - hva' sku' han bruge saven til i hjemmet? - sådan er folk da ikke mere.

  Annie: Mon ikke det snarere var for at vise at han havde et arbejde? - før i tiden var der selvfølgelig også mennesker som gjorde deres arbejde mere betydningsfuldt og krævende end det er, men deres kvalifikationer var da håndgribelige - man blev ansat i en virksomhed alene udfra sine faglige kvalifikationer, og var man dygtig, så steg man i hierarkiet, og man kunne ende som leder - så mistede man måske kontakt med de faglige detaljer, men man havde da haft med dem at gøre - det var en selvfølge, at en leder kendte til alle detaljerne i produktets tilblivelse - nu er der blevet vendt op og ned på tingene - vor tids erhvervsfolk vil vel sige, at arbejdskulturen før i tiden var en dårligt udviklet side af vores kultur, og at den nu er blevet bedre udviklet og dermed mere berigende - man måler den ansattes indsats udfra flere faktorer end tidligere - popularitet og positivitet og bidrag til firmaets image - men eftersom de egentlige skabere af tingene ikke rigtigt kan måles med den målestok, så er de nu nærmest blevet usynlige.

  Niels-Henrik: Min far er allerøverst i hierarkiet og han har intet med det faglige at gøre - han har ikke noget arbejdsredskab - og selvom man gav ham papir og blyant, så ville han ikke ku' tegne så meget som en bukseknap.

  Pia: Hahaha.

  Annie: Næh, gu've' hvordan han inderst inde har det med sine kvalifikationer - jeg mener, han er jo trods alt ingeniør og nutildags har vi en teknologi som man ikke fatter at nogen fatter - jeg så engang et diagram over den centrale dims i computerne - hvad er det den hedder?

  Niels-Henrik: Processoren.

  Eirik: Den er da ikke videre indviklet - i gamle dage så en radio jo også indviklet ud, men man ku' lære på et par dage hvordan den virker - og sådan er det med alle ting der kan noget enhver kan forstå.

  Annie: De tekniske ting og sager er måske slet ikke så indviklede som man går og tror?

  Eirik: Jo, men de er sat sammen af hundredevis af ting, og den enkelte medarbejder beskæftiger sig kun med få ting - hvis man sad ved siden af ham, ku' man lære hans arbejde på nogle måneder.

  Annie: Jamen et computerprogram minder om et partitur, det må da tage mange år at lære?

  Eirik: Nej, man laver en plan over det programmet skal gøre, og så formulerer man de enkelte instruktioner i programmeringssproget - jeg læste om én der havde lavet et tekstprogram til håndskrift - det er på 500 sider, men det meste er jo noget som kopieres og ændres lidt - og han sagde, at han havde gjort brug af omkring tyve af programmeringssprogets operationer - det er sådan noget med regneoperationer og logiske operationer - og fra Windows' bibliotek havde han gjort brug af under halvtreds procedurer - til at begynde med var hans program yderst primitivt - han havde skrevet et lille "a" på et stykke papir og skannet det, og så lavet programmet sådan, at når man trykkede på tast "A", så kom det lille billede af "a"-et på skærmen, og når man trykkede en gang til, så kom et nyt "a" lidt tilhøjre, og når man trykkede på mellemrums-tasten, så blev der et mellemrum - og så udvidede han gradvis programmet så det kunne mere og mere - han sagde også, at en kompiler - altså et program der omsætter det skrevne program til maskinens sprog - nuller og et-taller - et sådant program kan laves så det ikke fylder mere end ti-tyve sider.

  Annie: Det store indenfor den tekniske verden - det man ikke sådan ka' lære på nogle måneder - det er altså det der sætter det hele igang? - fornemme hvad der er brug for og hvordan det kan føres ud i praksis - spise middag med kunden eller med konkurrenten - tale med banken - det er måske derfor det mere og mere overgår til kvinderne?

  Niels-Henrik: Ja, min søster vil få endnu mere succes end min far - hun vil genindføre det skræddersyede tøj, men ved hjælp af computerstyrede maskiner - det er noget med at kunden indsender tegninger og vælger stof - og man skal vedlægge fotografier af sig selv i undertøj - hele vejen rundt og hvor man holder en papmålestok - og så får man tilsendt en plastikpose-model hvor noget kan trækkes sammen eller udvides - og den returnerer man, og så bliver stoffet skåret og syet efter posen, og til sidst sidder folk og monterer knapper og laver huller.

  Pia: Hahaha - jeg ville hverken være kvalificeret til det ene eller det andet - jeg er jo ikke særlig social, får jeg lige at vide, og som hulledame ville jeg nok heller ikke være meget værd.

  Niels-Henrik: Haha.

  Pia: Jeg synes at det må være en deprimerende tanke, at hele éns livsværk bare er skyllet ud i wc-et eller...

  Niels-Henrik: Haha.

  Pia: Jeg véd da godt, at det meste af mit eget bare ender i papirmøllen eller i genbrugsbutikker hvor det er gulnet og ikke siger nogen noget, men det går da ikke helt tabt - og der er et håb om at det ikke vil blive følt som forældet - det bliver måske læst og studeret om hundrede år - sådan noget går min far meget op i - han forsøger at finde på noget som ingen idag tænker over, men som engang vil vække opsigt - jeg vil nu nok ikke tænke li'så meget på evigheden - kvinder lever nok alligevel mere i nu-et - når jeg i min novelle på en måde gør Louises liv til kvindens leveideal, så er det selvfølgelig ikke fordi jeg mener at kvinden bør holde sig til en mere anonym beskæftigelse og kan nøjes med et lavere fagligt niveau - jeg siger bare, det er ikke niveauet der er det afgørende eller hvor fremtrædende arbejdet er udadtil, det afgørende er, at arbejdet føles meningfuldt og har en fremtrædende plads i éns eget liv.

  Annie: Pia, du har virkelig fået din Louise til at leve et lykkeligt og værdigt liv - hun havde arbejde - i modsætning til de fleste mennesker, som i umindelige tider kun har kendt til produktion - et ord som rimer på prostitution.

  Pia: Ja - man skulle tro at folk i det mindste havde behov for at arbejde i fritiden - lissom ham dér Denon.

  Niels-Henrik: De véd ikke bedre, og de er jo heller ikke uddannede til det - når min far ikke er i sin sociale institution, så sidder han derhjemme og glor på fremmede folkeslags sociale samvær.

  Pia: Hahaha.

  Annie: På Denons tid i 1700-tallet, forventedes af enhver mand fra aristokratiet at han havde lødige fritidsinteresser - og han havde jo tid og penge til det - mest almindeligt var det at samle på kunstgenstande som kunne vises frem og diskuteres - han skulle jo gerne, ligesom Denon, kunne bidrage til underholdningen i salonerne - men med aristokratiets og salonernes forsvinden og med borgerens fremmarch, så reduceredes kravet om lødigheden af fritidsinteresserne - men da borgeren gerne ville efterligne aristokraten, så kom samlermani en minuature på mode - frimærker og sommerfugle - ikke videre underholdene i selskabslivet, men der var heller ikke de samme krav som tidligere - hobbyaktiviteten kom til at fungere som en adspredelse der tjente til at øge borgerens samfundsnytte - borgerens arbejdsplads var kontoret, hvor han sad og nussede med papirer - og eftersom han ikke skabte noget som man klart kunne se det nyttige i, så blev meningen med arbejdet for ham, social opadstigen - hans arbejde var renligt, og med en beskeden fysisk og åndelig indsats kunne han komme til at sidde godt i det - borgeren kom til at stå for flid og properhed og vellevned - men eftersom hverken hans krop eller hans ånd var ordentligt plejet, så var han ikke i nogen forstand et mandfolk, og derfor var han heller ikke noget værd som elsker - men en sådan krævede kvinderne heller ikke, for eftersom enhver provinsby havde sine borgere som slog tonen an med deres kirkegang og velgørenhed, så var seksualliteten efterhånden blevet til noget der kun tjente forplantningen.

  Pia: Haha.

  Annie: Borgeren var ganske ude af stand til at digte erotiske historier, men der var jo heller ikke brug for dem - det var først i oprørstiden i min ungdom, at kvinder begyndte at klage over mændenes tristhed - ikke mindst deres usexede jakkesæt - og det hjalp på nogle mænd, men det var nu mest blandt dem der i forvejen var lidt mindre kedelige - dem i kunst- og universitetsmiljøet - hippiemoden begyndte sidst i 60'erne, og i det indre København skød kollektivbutikker frem, hvor kvinder sad og syede farvestrålende tøj - både til mænd og kvinder, men mest til kvinder, ellers kunne det ikke løbe rundt - det var gerne fløjl og velour man brugte - man kunne også få strikkevarer som var håndstrikkede af håndspundet og håndfarvet uld - jeg elskede at komme i de butikker, og jeg købte meget af mit tøj dér - og jeg bruger stadig noget af det, som I ka' se - butikkerne havde romantiske navne såsom "Elverhøj" og "Jordbærtræet" og "Tusind Sind" - den bluse jeg har på, er købt i en butik der hed "Snurrepiberiet", og her sad to mandlige skræddere og syede tøj til mænd - men deres kunder var vist mest kvinder - stoffet kaldes "nervøst fløjl" - der var en særlig atmosfære i de butikker - stearinlys og røgelse, og man kunne købe alverdens ting - akvareller og hånddyppede lys og ting hentet fra Østen - men pludselig holdt al denne romantik op - jeg mener at det var i 1987 - det var ret chokerende - hvorfor pludseligt? - afviklingen af alt det der var blevet sat iværk i oprørstiden, foregik nærmest som en kædereaktion - en af kollektivbutikkerne forsøgte at overleve ved at lave håndsyede skjorter til mænd, men det var kun prisen der adskilte dem fra de traditionelle mandeskjorter - alt vendte tilbage til det gamle, og det var lige det borgeren havde gået og ventet på - oprørerne havde gjort grin med borgeren, så nu var det borgerens tur til at gøre grin med oprørerne - jeg har som sagt læst en bog som tager den nye firmakultur under ukærlig behandling, men den er vanskelig at læse, fordi tingene sættes i forbindelse med kristendommen og nogle af oldtidens åndelige strømninger.

  Gudrun: Hvad hedder den bog?

  Annie: Den er ikke udkommet endnu - det er én jeg kender der arbejder på den - han siger han vil kalde den "Maskinmennesket" - han har en masse andre betegnelser for maskinmennesket: cv-mennesket, kompetancemennesket, succesmennesket, kursusmennesket, styringsmennesket, det overvågende og overvågede menneske - han er inde på det med at vi er på vej mod noget totalitært - og det med at der er noget hemmeligt over det, og at det aldrig har været til diskussion - men jeg er som sagt ikke tilfreds med hans fremstilling - så jeg kunne godt tænke mig at forfattere begyndte at kigge den verden efter i sømmene - i 1800-tallet var borgerens bornerthed og åndløshed så åbenlys, at forfattere gav ham øgenavne som "småborger" og "spidsborger" og "filister" - og i min ungdom havde man ord som "habitstativ" og "mappedyr" og "8-til-4-fyr" - vil nutidens karrierefyr finde sig i noget lignende? - han bekender sig til en særlig kultur som vi udenforstående bare har at holde snuden væk fra, men vi kunne jo blæse på hans forbud - vi kunne sætte os ind i hans verden, og det må da være lige noget for dig Pia, nu må du ud til et større publikum end beboerne i en opgang.

  Pia: Jeg har tænkt på noget i den retning - måske skulle man tage et job i et firma.

  Annie: Det behøver du ikke, det ka' du la' Jonatan om - for her må du da indrømme, Jonatan, at Pia nemmere kan komme frem til visse oplysninger end du kan - hun kan nemlig forføre en karrierefyr - lade sig invitere hjem til ham - og så sørger hun for at han får en del at drikke, og så stiller hun spørgsmål om alt imellem himmel og jord - og hun gør hvad hun kan for at virke interesseret, men så bliver hun træt og begynder at gabe og kigge på sit ur - og så ånder han lettet op og tilbyder at følge hende ned til bussen - og når hun har praktiseret det nummer et par gange, så har hun stof til sin debutroman.

  Pia: Jah haha.

  Gudrun: Ja, en sådan litteratur kunne måske hjælpe med til at få åbnet folks øjne for nogle af de absurde og latterlige levemønstre - men skal vi nogensinde få ændret noget, så må vi vide hvorfor vores syn på mennesket er blevet som det er - det er nemlig ikke rigtigt gået op for nogen - de forklarer det ligesom du gør Annie, med at menneskets natur er et vidt begreb, ergo må kultur også være et vidt begreb - og ja, menneskenes levevis er blevet et vidt begreb, men det behøver da ikke at betyde at mennesket fra skaberens side er et vidt begreb - det kunne jo være, at der er ting som griber forstyrrende ind og fører os på vildspor - ting som har været der i så lang tid at vi tror de ligger i vores natur.

  Annie: Ja, sådan noget er der vel meget af - engang vil det vel blive sådan, at hele verden taler det samme sprog og hører den samme slags musik, og så vil alle tro, at sproget som det er og musikken som den er, hører til menneskets natur - men det er vel noget særligt du tænker på?

  Gudrun: Ja, frygten for medmennesket - vi...

  Annie: Frygten for medmennesket?

  Gudrun: Ja, vi er kommet til at frygte hinanden, og den frygt har ikke altid været der - i jægersamfundet arbejdede man sammen og delte byttet - frygten for medmennesket kom da man gik over til bondekulturen, fordi der kom en ny form for jagt ind i billedet, og den gjorde det af med sammenhold og deling, nemlig besiddelse - ville man ikke være træl for andre, så måtte man besidde - jord og husdyr og redskaber - man måtte kæmpe for at komme til at besidde, og kæmpe for at holde på sin besiddelse og for at udvidde den - derfor skulle man hele tiden være på vagt overfor medmennesket - medmennesket blev en potentiel fjende - og fjender søger man at nedgøre - man finder ting som reducerer dem, og får andre til at se de ting - hjulpet af latteren - men sådan har det selvfølgelig ikke været altid - sådan kan det ikke have været i det mægtige tidsrum, hundrede tusind år eller hvormeget det er, hvor mennesket som vi forstår det har eksisteret - livet i de forskellige samfund har været forskelligt, alt efter vilkår og skikke, men mennesket har da ikke latterliggjort medmennesket - lige så lidt som mennesket har latterliggjort dyret - vi har ikke per instinkt fjendtlige følelser overfor dyr eller mennesker - vi er indrettede så vi er på vagt overfor det ukendte, men når vi har set at det ikke er en trussel, så forsvinder frygten - og så...

  Annie: Ja, frygten forsvinder måske, men når vi på det sted hvor vi selv hører hjemme, står overfor mennesker der er som os men alligevel ikke er som os, så er vores umiddelbare reaktion had - især når de fremmede er "lavere" end os selv - grunden til the missing link er at den mentalt bedst udrustede menneskeart har udryddet de mindre udrustede menneskearter.

  Gudrun: Det er muligt, men det er længe før det tidsrum jeg taler om.

  Annie: Man har da alle dage slået de sindslidende og evnesvage - ihvertfald haft lyst til det - vi kan udmærket leve side om side med et fremmed folk, men så må de være så fremmede, at vi ikke har nogen videre kontakt med dem - og de må ikke gribe generende ind i vores liv - når det gælder et folk som lever fjernt fra os, så opstår der ikke nødvendigvis negative følelser, men vores kontakt med dem må begrænses til at vi importerer og henter inspiration og nøjes med at komme der som turister - det vi omgås til daglig, må enten være så tæt på os selv at vi betragter det som vort eget og har fordel af de forskelle der er, eller også må det være så fjernt at vi ikke sammenligner os med det.

  Gudrun: Sikke da noget vrøvl.

  Annie: Javel - det virker som om at du - lissom marxisterne - fører al ulykke tilbage til ejendoms- og produktionsforhold - at...

  Gudrun: Ja, men ejendoms og produktionsforholdene har sandelig også stor andel i ulykkerne - at mennesket på et tidspunkt indfører arbejdsdeling er en naturlov, men det er næsten også en naturlov, at der måtte ske det, at det overskud arbejdsdelingen skabte, ikke blev fordelt efter indsats - de stærke ranede fra de svage, så nogle få blev rige, og flere og flere blev fattigere - det umenneskelige liv som flertallet har været henvist til i årtusinder, har overalt i verden påført kulturerne kæmpe skader - nu har vi ved lovgivning og teknologi har fået reduceret nedbrydningen af de menneskelige maskiner - og de har fået mere i løn, så de ikke mere synes udbyttede - så derfor kan folk ikke mere se at de er undertrykte, og derfor er det blevet håbløst at lære dem at vende tilbage til det naturlige menneskelige liv - de har ikke noget ønske om det - vi har fået lindret den gamle form for undertrykkelse, og så går vi gudhjælpemig hen og indfører en ny form for undertrykkelse! - med kunstige midler gør vi en masse meningsløst arbejde meningsfuldt, så det kan blive et mål i sig selv - at vi er blevet fremmedgjorte, burde være tydeligt for enhver, men istedet for at klarlægge og ophæve fremmedgørelsen - som marxisterne jo ville - så er vi nu ophørt med at tale om den, for vi er nemlig i fuld gang med at øge fremmedgørelsen.

  Annie: Ja, det er der noget om - men det overskud som udbytningen skabte, gik jo ikke udelukkende til vellevned hos et stærkt mindretal, en del af overskudet blev investeret i skabelse af højere kulturformer - og det ser jo også ud til at være en naturlov, at uden arbejdsdelingens skadelige følger, havde vi ikke haft dens gavnlige følger - hvis vi lader syndefaldet være indførelsen af arbejdsdeling, så er det sandt som det er blevet sagt, at syndefaldet var "en lykkelig brøde".

  Gudrun: Det er da ikke en naturlov at højere kultur er forudsat af klassehierarki - der har været højere kulturformer blandt folk hvor der ikke har været megen arbejdsdeling og ulighed - musik, dans, fortælling, kunsthåndværk.

  Annie: Nej, det du taler om er den folkelige kultur, og den har alle dage være rigere nogle steder end andre, men den er ikke højere kultur som jeg forstår det begreb - enhver højere kultur forudsætter skrift - og...

  Gudrun: Hvad har skrift med dans at gøre?

  Annie: Højere kultur forudsætter historie og historie forudsætter skrift - og enhver højere fagtradition forudsætter skrift.

  Gudrun: Historien er da ikke forudsat af skriften, den kan være udformet som en fortælling.

  Annie: Ja, og en sådan fortælling kan være med til at forme et folks selvforståelse, men er den ikke nedfældet og kommenteret, så giver den ikke anledning til reflektion - og desuden er det at tingene kan noteres ned en forudsætning for en højere digtning og musik - jeg forstår, at vi skal have genindført en slags naturtilstand - på nogle kulturområder går det jo allerede rask i den retning - men den kultur der kan være i et sådant samfund, er ikke god nok til mig - og Eirik og Niels-Henrik ville nok også finde den for tam.

  Gudrun: Jeg har ikke sagt at vi skal have genindført en slags naturtilstand - det er sandt, at det at der har været tidsaldre med klassehierarki, har skabt værdifuld kultur - det er jo ikke ualmindeligt at noget værdifuldt har haft omkostninger som vi må fordømme, men det må da ikke få os til at acceptere den form for ulykke - nu er klassesamfundets tid ved at være forbi, og nu...

  Annie: Og nu må vi igang med at identificere de skader der er sket på kulturerne - og identificere de skurke som repræsenterer de forrykte traditioner eller som indfører nye forrykte ting - og så igang med at reparere - på en sådan måde at ingen mister noget som har reel værdi.

  Gudrun: Ja, det er det jeg mener.

  Annie: Og kunne den erkendelse vinde udbredelse, og føre til en bevidst indsats for at gøre op med fortidens synder, så kunne vi få en verden hvor alle de alvorligere modsætninger er en saga blot?

  Gudrun: Ja, hvor modsætningerne er sådan, at de er en berigelse istedet for en forbandelse - for læg mærke til, at alle de alvorlige konflikter der har været, altid har haft rod i en underkuelse af befolkningen - og en udbredt kulturfattigdom - for hvad er det der fører til krig? - en af parterne er jo den angribende - og angrebet kan enten skyldes, at de underkuede har fået nok og er gået til angreb på undertrykkerne, eller angrebet kan bestå i, at en diktator eller en regering har beordret hæren til at angribe et andet folk - og en sådan angrebskrig kommer af en higen efter magt for magtens egen skyld - magtmenneskene er mennesker som vil tilvejrs og hædres og indskrives historien, men som kender ikke til de ædle måder man kan komme tilvejrs på - og den mulighed for magt forudsætter, at der kan skabes fjendebilleder i befolkningen og at folk lader sig rive med, og det kan kun ske i et uoplyst og underkuet folk - folket gennemskuer ikke magtens sande hensigt, og soldaterne adlyder ordren fordi deres liv ikke er ret meget værd - ja de har måske ligefrem længtes efter at komme lidt ud af trædemøllen - jeg læste en interessant betragtning - det var en massemorder der skulle for retten, og folk forlangte at han fik en ekstra streng straf - men så var der én der gjorde opmærksom på, at der i hans handling var en omstændighed som skulle tages i betragtning - en formildende omstændighed - nemlig at han havde handlet efter overbevisning - han havde ment sig berettiget til drabene, og han havde endda skrevet et manifest hvori han redegjorde for sine synspunkter - der har været tusinder og atter tusinder som har været større forbrydere end ham, kan man påstå, nemlig dem der har dræbt uden at det er sket efter overbevisning - det er dem der er gået militærvejen udelukkende af karrieremæssige grunde, og det er lejesoldater, og det er de soldater der har dræbt alene fordi de er blevet beordrede til det - i så fald er der kun én undskyldning, nemlig enfoldighed.

  Annie: Er man enfoldig fordi man kæmper for sit fædreland?

  Gudrun: Jeg taler ikke om forsvar, jeg taler om angreb - hvis en person der er oplyst, efterkommer en ordre om at kæmpe i en krig som han ikke kan acceptere, så er han en forbryder, for så dræber han mennesker uden at det sker efter overbevisning - det er takket være ordrehierarkiet, at et enkelt menneske eller nogle ganske få, har kunnet anrette ufattelig ulykke - den allerstørste skamplet på mennesket er, at kun forsvindende få mennesker har sat sig til modværge - faktisk kunne nogle ganske få mennesker sabotere det system - de ville med stor sandsynlighed miste livet, men deres indsats ville bevirke, at der var indført et risikomoment i ordremekanismen - og det ville i høj grad dæmme op for krig - men hvorfor har mennesker ikke sat sig til modværge? - det har de ikke gjort på grund af kristendommens absurde lære - det er ikke en forbrydelse at dræbe uskyldige fremmede, men det er en forbrydelse at dræbe skyldige blandt sine egne, og at dræbe sig selv for ikke at blive torteret til døde.

  Annie: Det er rigtigt.

  Gudrun: En af de forrykte opfattelser som er blevet givet videre fra generation til generation, er at militærtjeneste er gavnligt for en mand, og at en krig heller ikke er af vejen - og hvis han får en indkaldelse til krigstjeneste, så skal han vise mandsmod - og hvis han sætter spørgsmål ved krigen eller ordren, så bliver det ikke taget for gode varer - problemstillingen er behandlet i en roman jeg læste - det foregår ved udbrudet af Første Verdenskrig - Danmarks ønske om at være neutralt blev kritiseret af mange mennesker - Europa var i krig, og hvorfor skulle Danmark ikke være med? - men heldigvis var Danmark med, for der var mange danskere der mistede livet - skyldige og uskyldige - der var ulovligt salg til våbenindustrien, og spioner og agenter og dokumenter blev udvekslet i Danmark - men et ungt kærestepar isolerer sig fra galskaben, de har et lille keramikværksted i København - de bygger op istedet for at ødelægge, siger de til sig selv - men den unge mand havde gået på kostskole og studeret i England, og han var blevet engelsk statsborger, og det går op for ham, at han snart vil blive indkaldt og sendt til fronten på engelsk side - hvad skal han gøre? - skal han følge systemet eller skal han kæmpe imod systemet? - skal han adlyde en ordre og være med til at dræbe uskyldige mennesker, eller skal han dræbe så mange som muligt af dem der udsteder disse ordre? - men han er svag, og han kan ikke komme fri af sin opdragelse - han må gøre det der forventes - krigen holder jo nok snart op og han vil ikke have siddende på sig at han er fejg - og den unge pige ser at han ikke kan gøre andet - han er fysisk stærk, men åndeligt svag - havde han været videnskabsmand, så kunne det påstås at han virkede for noget stort, men hans lertøj har ikke format nok - resultatet er at de begge dør - hun nedbrydes af sit liv i angst og ensomhed, og dør af en lungebetændelse, og han dør i skyttegraven må man formode, siden han aldrig vender tilbage og spørger efter hende.

  Annie: Jeg véd hvad det er for en roman - det er Otto Rungs "En pige i to spejle" - den roman skulle du læse Jonatan, den indfrier garanteret dine krav - det er en kriminalroman skrevet af en kriminalkommisær som havde en imponerende indsigt i samfundslivet - du får den med når du går.

  Jonatan: Jatak.

  Annie: Men Gudrun, der er noget i den roman du ikke taler om - pigens far var ansat ved Assistenthuset hvor man kunne pantsætte ting, og fordi hun hele barndommen har levet i en tingsverden, så hader hun ting - hun har ikke blik for at ting kan have en sjæl - hendes liv får først mening, da hun møder den unge keramiker - hun opildnes af hans tale om leret, som er det reneste af alt og det der satte menneskets skabervirksomhed igang - og hun opildnes af hans tale om at den eneste rigtige kunst er de ting som har en umiddelbar hensigt - og af hans tale om at krigen jo faktisk gør nytte: lad dem smadre katedralerne og brænde bøgerne! - han er begejstret for den nye kunstretning, futurismen, som vil skabe kunst frigjort fra kulturen - den bevægelse kunne være blevet meget farlig, og bryder en sådan kulturmæssig galskab ud, så kan det være éns pligt at gribe til våben.

  Gudrun: Ja, man kan føle det som en pligt at kæmpe for sin kultur, men man kan ikke tvinge nogen til det - for eksempel forlange at en mand som er emigreret til et andet land, skal gå i krig imod det land som han er opvokset i og stadig føler sig knyttet til - i et land som Danmark, hvor militæret i de seneste århundreder kun har været til forsvar, har man ikke kunnet bebrejde en ung mand at han gik militærvejen, men han ville være en forbryder hvis han emigrerede til et andet land bare for at få bedre muligheder for avancement - det var ikke ualmindeligt, at en ung mand der ville være officer, blev rådet til at gå ind i den franske eller den østrigske hær - hvis han efterkom det råd, ville han være en større forbryder end massemorderen - og det er en kulturmæssig galskab der han gjort ham til forbryder - en galskab som har forstyrret vores naturlige modvilje mod ondskab og vold og drab - det naturlige er da, at ethvert ungt menneske klamrer sig til livet - jeg vil ærlig talt påstå, at når mennesker har følt det som en ære at dø for sit fædreland, så kommer det af underkuelse - for den opfattelse kan ikke indoktrineres i et menneske der kender til den fulde værdi af livet.

  Annie: Den fulde værdi af livet er forudsat af en særlig kulturform som igen er forudsat af en særlig indsats fra den enkeltes side - og er den fulde værdi af livet truet, så er det da naturligt at den særlige indsats fører til at man kæmper for sin kultur med livet som indsats - de former for krig du taler om, er det jeg vil kalde verdslig krig, men der er jo også religiøs krig.

  Gudrun: Den religiøse krig har også rod i undertrykkelse.

  Annie: Det er da ikke rigtigt - tidligere kunne uenighed om religiøse spørgsmål føre til krig, og det havde da ikke noget med undertrykkelse at gøre - men eftersom vi jo ikke mere slås om religiøse spørgsmål, så er det da muligt at du har ret i at al krig har rod i en udbredt kulturfattigdom, for sådan må det vel være hos mindst en af krigens parter - jeg ser også den krig der har været mellem mig og verden, som et resultat af den underkuelse som hovedparten af befolkningen har været offer for - og enhver der har ønsket de totalitære bevægelser bekæmpet, kan sige det samme - for alle de totalitære bevægelser har været båret frem af de underkuede, og de underkuede har været ukendte med de ædlere kulturværdier - og kritikken af amerikanerne har den samme rod - Amerika var jo et sted de underkuede emigrerede til, og den fortid har sat dybe spor i deres kultur - al ufred kan måske føres tilbage til udbytningen, og eftersom vore fjerne forfædre ikke var udbyttede, så er det måske urimeligt at vi har en tendens til at opfatte dem som uciviliserede - og vi går jo nok allesammen igen hen og bliver civiliserede - men i så fald, hvordan ser denne fremtidige civilisation ud? - for der er højere og lavere civilisationer - en lavere civilisation er ikke det samme som et uciviliseret folk - en lavere civilisation er en civilisation hvor den kulturmæssige forankring er ringe - og det kan den godt være uden at menneskets lavere drifter tager overhånd - hvis bare der er velstand og kulturen er mangfoldig, så skulle enhver kunne få dækket sine behov - og i en sådan svagt funderet kultur, skal der meget til førend man blander sig i hinandens anliggender - der er noget der tyder på, at det er imod en lavere civilisation vi bevæger os - i en højere civilisation derimod, er den kulturmæssige forankring stærk, fordi kulturen mere går i dybden end i bredden - og i en sådan civilisation skal der ikke meget til, førend der opstår uro - og helt galt kan det gå, hvis en højere civilisation betragter de omgivende civilisationer som lavere - og så kan man jo diskutere, om det ikke snarere er den højere civilisationsform der burde kaldes den lavere, og omvendt - men det er ihvertfald det jeg kalder en højere civilisation, at vi bekender os til her i huset - jeg havde engang et ordentligt sammenstød med den lavere civilisation der omgiver mig - og Niels-Henrik gik jo også engang amok - han smadrede døren til sit værelse - hvorfor døren? - hvorfor ikke computerskærmen som viste nogle katastrofale talværdier? - fordi der på den anden side af døren var mennesker, som han aldrig ville kunne forklare den ulykke der havde ramt ham.

  Pia: Hahaha.

  Jonatan: Den ulykke kunne man altså bedre forklare, dengang kulturen her i huset var mere udbredt?

  Annie: Ja, dengang kunne han gå til sin matematiklærer.

  Jonatan: Overvurderer du ikke fortidens lærere?

  Annie: Jo, men ikke den forestilling man havde om hvad en god lærer er - det er sådanne forestillinger der karakteriserer en kultur - havde Niels-Henrik haft en god lærer, så havde han ligefra begyndelsen talt med sin lærer om sit arbejde, og så havde læreren studeret hans teori og måske fundet årsagen til at talværdierne ikke forløb som Niels-Henrik troede.

  Gudrun: Ja, en god lærer inspirerer eleverne til sunde og lødige interesser, men jeg kan ærlig talt ikke se, hvad det er der er så specielt ved Niels-Henriks problem, at det er en forudsætning at man er opvokset i en særlig kultur, en højere civilisation, førend det kan tænkes at man kaster sig over det - selv på mig der aldrig har beskæftiget mig med matematik, virker problemet da ganske interessant - jeg kan udmærket forestille mig, at jeg var gået den vej som ung.

  Annie: Ja, du kunne være gået den vej dengang du skulle vælge, men havde det været idag du skulle vælge, var det næppe Niels-Henrik og Eiriks form for matematik du havde valgt.

  Gudrun: Nej, det var det næppe - så havde jeg jo nok taget ukritisk imod de forrykte opfattelser som vi stopfodrer de unge med - markedstænkningen som skal fremmes, fordi vi vil alt det sande og ægte tillivs.

  Annie: Ja, den form for stopfodring er ubetinget en ulykke, men at børn og unge stopfodres med opfattelser er ikke i sig selv en ulykke - de har faktisk krav på stopfodring, men det skal selvfølgelig være med opfattelser der tjener dem - noget de føler noget for - og det er her problemet ligger - ikke i stopfodringen, men i de manglende følelser - men man kan spørge, om ikke sådanne ting som mennesker virkelig føler noget for, om ikke de ting altid vil være mere eller mindre forrykte - altså set "udefra" - set fra de menneskers side som ikke føler noget for dem - for de ting som kan have mest værdi for mennesket, er altid af religiøs natur - mener jeg - og enhver religion er jo ret beset forrykt - og det hænger sammen med, at tingenes betydning i én forstand, er omvendt proportional med deres betydning i en anden forstand: de ting som kan bevæge det enkelte menneske allermest, de er altid uden betydning for menneskeheden, og omvendt: de ting som hele menneskeheden vil kunne flokkes om, de kan umuligt bevæge det enkelte menneske særlig meget.

  Gudrun: Det lyder ærlig talt lidt henad Jesus' rablen, som du...

  Annie: De ting jeg taler om, er de ting som man kan have kærlighed til - og en kærlighed er altid svær at forklare - har man en kærlighed, så er det kun meget få mennesker som man kan få til at se den, og det er mennesker som kulturmæssigt er meget tæt på én selv - kærlighed beror altid på noget særligt - og jo større en kærlighed er, jo mere særlig er dens genstand, og jo mere tid og lidelse har det kostet at skabe den - det er derfor at der ikke er grænser for den grusomhed som mennesker har kunnet udvise, når de har set deres særlighed truet - men alt dette begyndte først efter syndefaldet forårsaget af arbejdsdelingen og de højere kulturformers opståen - i Paradiset skete der ikke ret meget - menneskene levede i småflokke, børnene legede og lo, og det gjorde de voksne også - de kendte jo ikke til de senere tiders dårligdomme - men der har heller ikke været ret meget til at bevæge sindet - de havde ikke noget stort at klage over og ikke noget stort at takke for.

  Gudrun: Hvorfor skulle de ikke kunne have noget stort at takke for?

  Annie: Fordi de dybere følelser er forudsat af en særlig kulturindretning - menneskets opståen skyldes en særegen udviklingstendens hos en dyreart: der sker en svækkelse af flere sanser og færdigheder, men til gengæld udvikler hjernen sig, for at de svækkede sanser og lemmer kan bruges på en mere raffineret måde - blandt andet til fremstilling af redskaber - og grunden til at denne dyreart får den egenskab som karakteriserer mennesket, nemlig dette ikke at være bundet til en bestemt levemåde, skyldes en særegenhed ved den menneskelige hjerne, nemlig at dens virkemåde er afhængig af det liv vi indføres i - altså den opdragelse vi får - hvis en færdighed er udsat for særlig træning, så udvides området for færdigheden, og det sker på bekostning af de områder hvor kravene er små - og eftersom arbejdsdelingen førte til at kravene til at overleve blev mindre, så blev der frigjort plads i hjernen til helt nye færdigheder - ikke mindst dette at foretage sig tilsyneladende unyttige ting - som for eksempel det at voksne dyrker former for leg, selvom det ikke mere er nødvendigt for at udvikle lemmerne, eller det at man udsmykker tingene, selvom det ikke er nødvendigt for deres funktion - sådanne tilsyneladende formålsløse gøremål går sikkert meget langt tilbage, men efter arbejdsdelingen og det mere organiserede samfunds opståen, begyndte de at få et langt større omfang - og det førte til at sproget udvikledes - der blev sat ord på en større mangfoldighed af forestillinger og følelser - menneskets rige tankevirksomhed og fantasi er udviklet i takt med taleevnen - og senere skriften - vores følelsers dybde er bestemt af rigdommen i vores sprog, og det at noget kan fængsle på en dyb og varm måde, forudsætter at vi er opvokset i en ret højtudviklet kultur.

  Gudrun: En ret højtudviklet kultur? - skulle mennesket i den fjerne fortid ikke kende til dybe og varme følelser?

  Annie: Nej - de elementære drifter kan give intense følelser, men ikke dybe og varme følelser - de højere følelser er knyttede til kulturtraditioner - altså dette at forestillinger og færdigheder gives videre fra generation til generation - og det sker i høj grad igennem sproget.

  Gudrun: Man kan da godt forestille sig en rig dansekultur i et samfund hvor sproget er fattigt.

  Annie: Nej - jeg kan ihvertfald ikke - der er en grund til at dansen er blevet rig - hvis der er rigdomme på ét område i et samfund, så er der også rigdomme på andre områder - tingene følges ad - Homérs verden er rigere end Bibelens verden - hos Homér kan jeg genfinde megen af den sindsbevægelse jeg selv kender til - ikke mindst bevæges jeg af digtenes særlige form - men Bibelen giver mig ikke dybere sjælelig bevægelse - Højsangens metaforer er trættende og latterlige - det er en verden som ikke er fuldt udviklet som religiøs kultur - og en sådan lå meget langt ude i fremtiden - ja jeg vil sige, at det hos os først sker i det 19. århundrede, hvor kristendommen blev forsonet og forenet med vor hedenske fortid, og hvor den fjerne fortid, ligesom hos Homér, fik farve fordi den blev set i et poetisk lys - Grundtvig taler i digtet "Nytaars-Morgen" om Nordens genfødsel i kraft og frihed - fortiden skal genoplives, siger Grundtvig, men ikke ved at vi "skruer tiden tilbage og lader oldtiden og hedenskabet gå igen som spøgelser eller maskeradeskikkelser", men ved at vi "opliver Nordens helteånd til kristelige bedrifter" og ved at vi "ærer og elsker det i den store nordiske billedverden som spejler sig deri af en forud anet kristendoms lys" - en forud anet kristendoms lys og Nordens helteånd oplivet til kristelige bedrifter! - her er sandelig et syn på fortiden der vil noget! - nutidens menneske skal opfatte fortidens menneske som om det anede, at der engang vil ske et under, og at deres bedrifter vil komme til at indgå i et epos som vil få større og større fylde og skønhed - på Grundtvigs tid var man bagudorienteret, fordi der var poesi at hente i fortiden - på Bibelens tid var det omvendt - det var en verden uden en højere kunst, så derfor havde fortiden ikke megen poesi - fortiden kunne ikke oplive det triste dagligliv, så derfor var blikket rettet fremad - jøderne længtes efter befrielse - men da kristendommen var blevet en fuldt udviklet religion, kom det af, at der i forbindelse med dens dyrkelse igennem århundreder var kommet så mange skaberværker til, at dens værdi i højere grad var kommet til at ligge i dens form end i dens indhold - nu var nøgleordet snarere end "befrielse" blevet "berigelse" - i romantikken forbindes kristendommen med den hedenske fortid - eller rettere, med det nye syn på den hedenske tid - og ligeledes med det nye romantiske natursyn - og det hele skulle gå op i en højere enhed - de naturvidenskabelige fag var forbundne med naturen, og man måtte beherske et særligt poetisk sprog for at kunne få den fulde forståelse af tingene - det er en sådan enhed i åndslivet, der er kendetegnende for en sand religion.

  Gudrun: Ja måske, men den religion du dér nævner, de religiøse forestillinger i romantikken, det var en uholdbar religion - den byggede på usande forestilinger - den var et modefænomen.

  Annie: Det er da vigtigere at en forestilling er nyttig for kulturen end at den er sand - forestillingen kan jo sætte noget værdifuldt igang, og den kan senere korrigeres - de kulturmæssige sandheder er noget der opstår med tiden, og de forsvinder gerne igen - mange ting kan føres tilbage til en slags mutation i menneskenes levevis, og det er gerne mennesker med særlige evner der forårsager dem - og kun en mikroskopisk del af mutationerne får følger - men en sjælden gang sættes en udvikling igang som fører til rigdomme - men en sådan nyskabelse vil til at begynde med altid have fjender - og det er gerne sådan, at jo mere rigdom der nås tilsidst, jo mere fjendtlighed var der i begyndelsen - tag for eksempel kristendommen - den beror på en mutation forårsaget af et menneske med særlige evner, og den har hængt i en meget tynd tråd - de første menigheder var små og spredte og forfulgte.

  Gudrun: Skulle det være en naturlov? - at alt det største til at begynde med har hængt i en meget tynd tråd? - det er vist en løs påstand - der må da være noget galt et sted, hvis det nærmest er en umulighed at værdifulde ting kan opstå på fredelig vis.

  Annie: Vi er jo lige blevet enige om at kærlighed er forudsat af særlighed - så i en verden hvor kærligheden blomstrer, må der være mange forskellige og modstridende målestokke i omløb - og derfor må der herske en udbredt manglende forståelse for tingenes betydning for mennesker - og det må give anledning til en udbredt vrede - for det er ikke behageligt for noget menneske at få at vide, at det man står for ikke er noget værd.

  Jonatan: Det ku' jo være at der er en smule sandhed i en sådan dom - en målestok kan vel være for særegen - og på sådan et sted hvor man måler med særegne målestokke, ka' der da ikke være mange mennesker... som trives.

  Annie: Det ka' der da - kristendommen må kaldes højst særegen, og millioner af mennesker har betragtet det sted som en ubetinget forudsætning for deres trivsel.

  Jonatan: Ja, af særegne årsager - men dit særegne sted, er det særegent? - er det ikke bare overklassens kultur? - før i tiden.

  Annie: Nej, det kan man ikke sige - jeg bekender mig til en kulturtradition som de veluddannede engang havde et nærmere forhold til end de dårligtuddannede - og de hellige ting indenfor den verden var kunstens og videnskabens skaberværker - og det var en verden som i høj grad var fælleseuropæisk - videnskaberne var ihvertfald, og også kunstarterne - den europæiske åndsverden som jeg forstår det begreb, var den del af kulturen som de finkulturelle hyldede, og den skulle via undervisningshierarkiet nå ud til alle samfundets kroge, så den for alle kom til at stå som et ideal.

  Jonatan: Men var det så ikke godt at det aldrig lykkedes? - for ellers var kulturens særegenhed jo forduftet.

  Annie: Nej, den højere åndsverden skulle være et fælles ideal, men kun de færreste skulle have et personligt forhold til den.

  Gudrun: Ja, det er sandt, man lærte børnene ting med den primære hensigt at de skulle have ærefrygt for dem - og det var et stort held, at de ting som levebrød var dårligt betalte og at skolelærerne var uduelige til at formidle dem - men alt dette var ikke noget man talte højt om - men vil du virkelig forsvare en sådan besynderlig ordning? - hvis en ting taber i værdi, ved at mange begynder at interessere sig for den, så må der da være noget falsk ved den værdi den havde før.

  Annie: Nej, for når mange begynder at dyrke en ting, så vil den blive dyrket på en anden måde.

  Gudrun: Jeg forstår, at du har taget aktiv del i Niels-Henriks arbejde, og at hverken du selv eller Niels-Henrik har sat spørgsmål ved din ret til det - men en sådan tilnærmelse er åbenbart ikke tilladt for enhver - hans forældre er klart uværdige og jeg har vel heller ikke den rette ånd?

  Annie: Det tror jeg bestemt ikke at Niels-Henrik har tænkt - du er jo skolet i den samme kulturtradition som vi er - men du bekender dig ikke til den - du har ikke en klar opfattelse af dens egenart.

  Gudrun: Den opfattelse af egenart, er det ikke mest din egen konstruktion? - ønsketænkning?

  Annie: Jo, men du kunne have givet et lignende bud på ønsketænkning.

  Gudrun: Projektet ville ærlig talt forekomme mig noget kunstigt - dit eget fagområde, den klassiske musiktradition, den har da ikke megen egenart tilbage - nutildags er den et kæmpe sammensurium.

  Annie: Nej, det er den faktisk ikke - og ihvertfald ikke den del af musiklivet som jeg færdes i.

  Gudrun: Men den del omfatter da både Bach og Per Nørgård - er der ikke uendelig langt mellem de to?

  Annie: Jo, efter Bachs mening, men ikke efter min mening - den atmosfære der er over deres musik, er i virkeligheden ikke særlig forskellig - atmosfæren indenfor partiturmusikken er ganske forskellig fra den atmosfære der hersker dér hvor de rytmiske eller meditative musikformer udfoldes - det er netop begrebet "atmosfære" der skiller kulturerne - men vi er ifærd med at skabe en verden hvor mennesker og ting ikke mere skal holdes adskilte - jeg véd ikke om det er meningen at der skal herske den samme vagt definerbare atmosfære overalt hvor man kommer, eller om det er meningen at mennesket uden at kny skal kunne færdes alle steder - og vi har i så lang tid levet i et sammensurium af sære dunster, at vi har mistet lugtesansen, så der er jo ikke rigtig nogen vej tilbage.

  Gudrun: Nej, men det er heller ikke tilbage vi skal, det er frem - vi skal de mekanismer og tænkemåder tillivs som har ført til en forarmelse af det almindelige menneskes liv - ensformigt slid som tappede folk for energi og som førte til et åndsfattigt liv - engang var forarmelsen i høj grad påtvunget, det er den ikke mere - med en fornuftig teknologi kan mennesket få det overskud der skal til for at kunne vende tilbage til det sande menneskelige liv - men mennesket skal motiveres til det - motiveres til at kaste sig ud i et opgør med fortidens galskab og den nye galskab der er kommet - vi har engang talt om to noveller af Saint-Pierre - "Paul og Virginie" og "Den indiske Hytte" - "Paul og Virginie" kender I vel?

  Annie: Ja, det gør vi da - det er endda ikke mere end nogle måneder siden at jeg faldt over den og sagde til Niels-Henrik at han burde læse den på fransk, det skulle ikke volde ham besvær - men han har været helt væk i sine formler, den stakkels mand.

  Niels-Henrik: Er det ikke dig der siger at man godt i perioder må være fagidiot?

  Annie: Jo, men i din alder skal man ikke være fagidiot i et helt år.

  Niels-Henrik: Jeg har da læst meget i det år.

  Pia: Hvis du fortæller mig hvor din hemmelige hytte er, så skal jeg nok komme med noget.

  Niels-Henrik: Meget gerne!

  Gudrun: Han kan jo starte med "Den indiske Hytte" af Saint-Pierre.

  Annie: Ja, den har vi aldrig fået læst.

  Gudrun: Saint-Pierre mener at det er i naturen at vi kan genfinde de tabte dyder og værdier, og opnå beskyttelse mod traditionens og massens galskab - han nævner hinduismen som et uhyggeligt eksempel på en kultur, som på grund af sin stærkt autoritære og spekulative opbygning førte sig selv længere og længere ud på et vildspor - ritualerne blev mere og mere indviklede og grusomme - som bekendt skulle en enke brændes på bålet sammen med sin mand.

  Annie: Ja, det er uhyggeligt - og så skyltes skikken vist blot en oversættelsesfejl - men skulle enhver brahmin ikke leve en tid som eneboer?

  Gudrun: Jo, men det var som gammel, når han helt havde tilegnet sig deres lære - for Saint-Pierre er dette blot et yderliggående eksempel på de uhyrligheder, som kan udvikle sig indenfor en civilisation, men som de fleste ikke kan se fordi de har dem for tæt på - vi kan først se dem når vi får kulturen på afstand, og det kan vi opnå i naturen og ensomheden - jeg læste at Beethoven, på grund af sin dårlige hørelse, undgik mennesker og færdedes meget i naturen - han gik med nodepapiret og komponerede - og på grund af sin afstand til kulturen, fik han øjnene op for dens galskab - og han sagde ting offentligt, som ingen andre ville være sluppet fra - men man gjorde bare nar af ham - herregud, manden er jo døv.

  Pia: Haha.

  Annie: Det er vist en artikel jeg har skrevet - i Berlingske for en del år siden.

  Gudrun: Ja, det er det nok.

  Annie: Der var nu også en anden grund til at Beethoven mere, og det var at han så verden højere oppefra - han så ned på folk.

  Pia: Haha.

  Annie: Han skriver i et brev: "konger og fyrster kan lave professorer og geheimeråder, og hænge titler og ordner på dem, men store mennesker kan de ikke lave" - det med geheimeråd havde adresse til Goethe, han var geheimeråd hos storhertugen af Weimar - Beethoven gik engang tur sammen med Goethe, og så kom den kejserlige familie kørende forbi - Beethoven sagde til Goethe at de skulle lade som ingenting, men Goethe stod med hatten i hånden og bukkede dybt - Beethoven derimod, trykkede hatten ekstra ned og stod stift med korslagte arme imens de kejserlige hilste på ham - og bagefter gav han ellers Goethe en ordentlig skylle.

  Pia: Haha.

  Annie: Beethoven har ret, sagde Goethe, verden er afskyelig, men man opnår ikke noget ved at opføre sig på den måde - ved selv at være afskyelig.

  Pia: Haha.

  Gudrun: Noget af den sociale og religiøse galskab som Beethoven kunne se, er vi blevet befriet fra, men der er kommet ny galskab til - og fra nu af vil meget af galskaben komme til os igennem computerverdenen, og den verden kan meget vel udvikle sig i en absurd retning - men det er jo ikke de forskellige teknologier som sådan, der er skyld i ulykkerne, det er vores måder at bruge tingene på, og de er bestemt af vores kultur - jeg læste en artikel om computeren - og der stod noget som du var inde på og som jeg ikke vidste, nemlig at selve computeren, altså dens tekniske indmad, i modsætning til al anden teknologi, er helt kulturneutral - det er programmerne man lægger i den, der afspejler vores kultur - artiklen handlede om, hvorledes computerverdenen mon havde set ud, hvis det hele var blevet opfundet halvtreds år tidligere - på den tid ville man have indset, at computeren i en grad som er helt uoverskuelig, ville komme til at påvirke vores kultur, og at den derfor, i langt højere grad end radioen da den kom frem, må udnyttes med største forsigtighed - man ville straks nedsætte udvalg og oprette nye uddannelser, så tingene kunne blive lavet af folk med de nødvendige kvalifikationer - og på samme måde som et bygningsværk først skal planlægges af arkitekter, før ingeniørerne går igang, så skulle ethvert computerprogram først udformes af en slags programarkitekter og designere, som havde en kunstnerisk uddannelse, før det tekniske programmørarbejde kunne begynde - og en internetside skulle sendes til et internetside-forlag, som skulle godkende siden og læse korrektur og foreslå ændringer - der ville opstå en masse debat og lovgivning, men dengang ville enhver acceptere at der er regler og at ting kan afvises - i artiklen fortælles om en række tendenser i computerverdenen som har betydet, at tingene er blevet unødigt besværlige for alle, og irriterende for mange, og helt utålelige for nogle mennesker - og grunden til at forfatteren kan se de ting, er at han hele livet har haft kulturen mere på afstand end de fleste - han er opvokset og bor på landet, og han har aldrig haft fjernsyn - han lever af at lave computerprogrammer som virker på en helt anden måde end det der er opstået tradition for - og han siger, at kunderne er overraskede over hans programmers behagelige virkemåde - og det at de ikke er installerede, hvad det så end vil sige - og han laver programmerne direkte, i modsætning til andre programmører, som laver dem med programmer som er lavet ved hjælp af andre programmer som igen er lavet ved hjælp af andre programmer - han blev programmør netop fordi han kunne se ting som ingen andre lagde mærke til - og han kan da ikke kaldes teknologifjendsk - og det er jeg heller ikke - jeg har bare sat mig for at prøve at leve med så enkle redskaber som muligt - og jeg gør slet ikke min leveform til en dyd.

  Annie: Ja Gudrun, vi kan ikke være uenige om at vi alle dagligt bør have timer hvor vi er udenfor påvirkning fra andre mennesker og institutioner og medier - og at dette især må gælde børn og unge - men vi må passe på ikke at fornægte kulturens betydning, bare fordi vi ikke bryder os om den kultur vi ser omkring os - Saint-Pierre var opdagelsesrejsende, og værdien af hans iagttagelser, såvel for ham selv som for læserne af hans bøger, kom af at han i højere grad end de fleste var et kulturprodukt - men naturromantikken var på mode dengang, og det var en farlig tendens - det var i romantiseringen af folket som man så i de intellektuelle kredse, at spiren til Den franske Revolution lå - i de kredse havde man ikke meget begreb om det had der lå og ulmede i masserne - det har man ikke, når man ikke på sin egen krop mærker følgerne af fattigdom og hårdt arbejde - på den tid levede i Paris en kvinde som også i højere grad end de fleste var et kulturprodukt, og som ligesom Saint-Pierre lå under for romantiseringen af folket - Saint-Pierre gjorde iøvrigt kur til hende, fordi hun overstrålede alle andre kvinder i salonlivet - på grund af sin skønhed og sin lærdom og sit harpespil - men da hun senere havde set følgerne af de opfattelser hun havde hyldet i sin ungdom, begyndte hun at skrive romaner hvor helt modsatte opfattelser blev lagt for dagen - og den skrivevirksomhed nåede et utroligt omfang - 140 bind blev det til.

  Pia: Hold da op - hvad hed hun?

  Annie: Hun hed madame de Genlis - Félicité de Genlis - hun var en af sin tids mest talentfulde og læste forfattere, men hun fik et dårligt ry - eftertidens dom over hende er, at hun var reaktionær og moraliserende og hykler - reaktionær, fordi hun efter alt det hun havde set, kom til at frygte demokratiet - og moraliserende, fordi hendes romaner er "moraliserende fortællinger", som hun kaldte dem - og så var hun hykler, fordi der er en påfaldende modsætning mellem hendes moraliseren og hendes egen livsførelse hvor der har været en del synd - I kan se hende på det billede dér ovre - til højre på billedet - det hedder "Harpelektion" - hun underviser en prinsesse - kvinden til venstre er den smukke Pamela som hun havde adopteret, og som skulle være et resultat af hendes elskovsforhold til hertugen af Orléans:

- hendes liv blev mere dramatisk og begivenhedsrigt end Sonja Kowalevskys - hun blev dobbelt så gammel - Napoleon kaldte hende verdens mest fortryllende og uforlignelige kvinde, og han benyttede hende som rådgiver - en medvirkende årsag til at hun er glemt som forfatter, er at hun ikke gjorde en bevidst indsats for at blive en stor forfatter - det skal man nemlig gøre - man må tilsidesætte sig selv, og det gjorde hun ikke - som du sagde Pia, ordentlige forfattere skriver fordi de har noget de virkelig må ud med - og Félicité var en ordentlig forfatter - hun ville opdrage på folk, og det kom måske også af at hun i sin ungdom havde været pålagt en tung opdragerbyrde - da hun var i tyverne, blev hun ansat som hofdame hos hertuginden af Orléans, og senere fik hun til opgave at oprette en skole for hertugparrets børn - og dér gik også hendes egne børn og andre børn af aristokratiet - man mener at hun fik to børn sammen med Philippe, som hertugen hed - det første var Pamela - Félicité rejste pludselig bort og kom tilbage nogen tid senere, og seks år efter ønskede man en lille pige fra England af hensyn til elevernes engelskundervisning - Pamela undrede sig over den modtagelse hun fik af Philippe og Félicité inden hun officielt blev præsenteret - de tog hende med ind i et afsides værelse, og der sad de og omfavnede hende og græd, og bagefter lod de som om de så hende for første gang - det var ti år før revolutionen brød ud, og i de år skrev hun bøger til brug for børnenes opdragelse og undervisning - hendes grundlæggende idé var ellers helt rigtig: skal man ændre verden, må man begynde med barnet, og det må ske ved at barnet indpodes de rigtige ideer - så derfor skrev hun små fortællinger og teaterstykker for børn, for at vise dem det rigtige og forkerte - de udkom i hele Europa - i de fortællinger bliver naturen og det jævne liv hyldet - størrelser som hun ikke selv kendte meget til - og man bliver belært om det falske i fine klæder og kostbare tapeter - og burde man ikke foretrække at have naturen lige uden for vinduet, fremfor et dyrt maleri af naturen? - hun var selvfølgelig begejstret for Rousseau, og hun mødte ham på en sjov måde - nogle venner havde arrangeret at hun skulle møde Rousseau, men hun gættede at det var en spøg: en skuespiller ville være klædt ud som Rousseau - det var også meningen, men det blev ikke til noget, men så sørgede de for at hun kom til at møde den rigtige Rousseau - hun morede sig højlydt over hvor godt "Rousseau" lignede og hvor godt han svarede på hendes spørgsmål, og Rousseau morede sig højlydt over denne unge pige, der morede sig over ham.

  Pia: Haha.

  Annie: Hun mødte også Voltaire - senere benyttede hun enhver lejlighed til at fordømme "filosofferne" - det var dem der havde hovedansvaret for revolutionen, mente hun - og især deres middelmådige arvetagere - fordi de havde angrebet samfundets grundlæggende orden: religionen og moralen og kongedømmet - Rousseau mente at kulturen korrumperer mennesket, Félicité kom frem til den modsatte opfattelse: kulturen skaber mennesket og giver det betydning - hertugparrets ældste søn hed Louis-Philippe, og det var især igennem hans opdragelse og undervisning at hun kunne komme til at påvirke verden, for han kunne meget vel blive konge engang - og det blev han også, men på grund af revolutionen og senere Napoleon og restaurationen, kom der til at gå halvtreds år - men det var ikke bare ham der skulle gøres til konge, det var også hendes elsker, Philippe, for så kunne hun blive Frankrigs dronning - det var fra Orléans-slægten og Bourbon-slægten at kongerne blev rekruteret - Philippe boede i Palais-Royal, og man sagde, at hoffet dér overstrålede kongens hof ved Versailles, og eftersom Félicité overstrålede hertuginden og havde et elskovsforhold til hertugen, så følte hun sig nok som Frankrigs dronning - hendes plan var at indpode sine ideer i Philippe, så folket foretrak ham som konge - og så skulle han skifte konen ud med hende - og det gik også sådan, at folket ønskede ham som konge - og han tog navnet "Philippe Egalité" - egalité betyder lighed - men det førte til kongens vrede, og så begik Philippe en fejl som folket ikke tilgav: han flygtede til England - da revolutionen brød ud, blev der holdt afstemning i Nationalkonventet om kongen skulle henrettes, og de der stemte imod blev selv henrettet - Félicité mente at der skulle stemmes imod, og det mente hendes ægtemand også, og han var medlem af Nationalkonventet, så han blev henrettet - nu var det blevet på høje tid for Félicité om at komme væk sammen med sine egne og hertugparrets børn - det blev en vanvittig flugt - hun blev flere gange genkendt, men slap hele tiden videre - Philippe havde efter hendes flugt stemt for kongens henrettelse for at redde livet, men han blev alligevel henrettet - blandt andet fordi han havde overdraget sin datter til denne "kønne og snu og forræderiske kvinde som var emigreret" - køn, snu og forræderisk, det var blevet den almindelige mening om Félicité - men nu hvor hun ikke mere skulle undervise, begyndte hun for alvor at skrive - også af økonomiske grunde - hun måtte leve ti år i udlandet - og i år 1800, lige inden hun kunne vende hjem, udgav hun en roman som er en ufattelig kraftpræstation - den er på tusind sider og blev skrevet på otte måneder i Berlin - man kan kalde den en moraliserende fortælling om bagtalelse - det emne måtte hun nødvendigvis behandle - og i den roman giver hun rigtigt efter for sin trang til at opdrage - for at fastholde læseren, veksler det lette med det tunge - bogen er fyldt af tidens romantiske og sentimentale forestillinger - og pikante ting såsom forførelse og ombytning af børn og anonyme breve - og så finder hun hele tiden anledning til at et emne behandles nøjere - ting som børneopdragelse og religionens nødvendighed - der er også rejseskildringer som ikke har noget med handlingen at gøre - hun skriver i forordet, at hun opfatter sine bøger som "afhandlinger om moralen", og at hun gør fremstillingen mere "behagelig" ved at bruge romanformen, men der er stadig en videnskabelig akkuratesse over det - hun lader personerne diskutere forskellige spørgsmål, og det bliver vendt og drejet så der virkelig ikke kan siges mere.

  Gudrun: Ja, men dengang var der jo også meget mere at sige.

  Annie: Ja, det er rigtigt - men så skriver hun også i forordet, at hun vil vise at den sande ægteskabelige kærlighed er den hvor der ikke er kærlighed.

  Pia: Nå!

  Annie: Ja, som vi talte om, kærligheden hører ikke hjemme i ægteskabet.

  Pia: Haha.

  Annie: Historien foregår på den tid hvor den unge Werther lider - følelserne når svimlende udsving - forelskelse kunne være en så stærk kraft, at den kunne være umulig at modstå - så hvis den var udsigtsløs eller illegitim, så måtte man omgående flygte fra dens genstand - det gør protagonisterne i Félicités romaner dog ikke, for så var der jo ingen grund til at skrive romanerne - hun skrev en historisk roman om Louis den Fjortendes elskovsforhold til en hofdame, frøken de la Vallière - frøken de la Vallière forsøgte at flygte, men kongen indhentede hende - hun klamrer sig til et jernkors på en gravsten og kongen ligger på knæ ved siden af og trygler hende om at vende tilbage, han vil dø hvis hun ikke gør det - og det argument måtte hun bøje sig for, hun kunne ikke være skyld i denne mægtige konges død - i den roman tales der om at madame de la Fayette er ifærd med at skrive en roman om ulykkelig kærlighed, og det må være "Fyrstinden af Clèves" - frøken de la Vallière spørger, om kvinden i den roman hengiver sig til kærligheden, ligesom hun selv havde gjort - nej, bliver der svaret, hun modstår den - men hun flygtede ikke, så derfor blev hun skyld i en hel del ulykke, som vi hørte om - Félicité flygtede heller ikke, for hendes egen livshistorie skulle også gerne blive fortællingsværdig - så da hun blev ansat som hofdame hos hertuginden af Orléans, har hun næppe gjort ret meget for at modarbejde sine kriminelle følelser overfor hertugen - hun var så forelsket i sin Philippe, at når hun var væk fra ham, så kunne hun ikke andet end at sidde og tænke på ham eller skrive til ham - man véd det, fordi der var noget mistænkeligt ved at en prins og hans guvernante skriver til hinanden hver dag, så derfor satte kongen sit hemmelige politi til at åbne brevene og foretage en afskrift og lukke dem igen - det kom først frem mange år senere - i den roman jeg taler om, om bagtalelse, er hele følelsesregisteret trukket ud - der besvimes og udgydes tårer, men det er mændene og ikke kvinderne der besvimer og græder.

  Pia: Haha - men hun mente altså at der ikke skal være forelskelse?

  Annie: Hun hylder venskabet, men de stærke lidenskaber skal undgås - venskabet giver ro, kærligheden giver uro - og det er ikke bare den kønslige kærlighed hun advarer imod, det er også den faglige kærlighed - jeg har også tit været bekymret for Niels-Henrik når han sidder ude i sit hus.

  Pia: Haha.

  Annie: Men man skal ikke tage hendes morallære bogstavelig - jeg mener at kærligheden er livets højeste mål, og det mente hun også - kulturen skal dyrke kærligheden, og nogle mennesker skal uforbeholdent hengive sig til den, men det har omkostninger, og det almindelige skal være, at kærligheden er moderat men til gengæld konstant - da jeg var ung, var det meningen at jeg skulle være professionel musiker ligesom mine forældre, og jeg kom på konservatoriet, men på et tidspunkt foreslog mine forældre at jeg begyndte at studere musikvidenskab - de lovpriste mine færdigheder i at vurdere musikværker, og sagde, at jeg kunne gøre mere nytte som kritiker end som musiker - men i virkeligheden var der en anden grund, er jeg sikker på - de havde bemærket at jeg havde aggressive tilbøjeligheder - når jeg øvede mig og fingrene ikke makkede ret, kunne jeg få raserianfald, og den adfærd kunne få katastrofale følger hvis jeg blev udøvende musiker - derfor har mine forældre nok ment, at jeg burde slå mig til tåls med at være en habil musiker, og så ved siden af dyrke et fag som ikke giver anledning til stor sjælelig ophidselse - med hensyn til den faglige kærlighed ville Félicité sikkert have prist mit liv - min frihed og mit rolige engagement - Niels-Henrik derimod er i farezonen - hans fag rummer mulighed for store følelsesudsving, og han har aggressive tilbøjeligheder som vi lige har hørt.

  Pia: Haha.

  Annie: Félicité mente at de fleste mennesker er svage - på grund af karaktermæssig svaghed eller på grund af mangelfuld opdragelse - derfor må der herske en stærk moral, og den skal alle officielt følge, men det er vigtigt at der er undtagelser - nogle mennesker er for store til at kunne indpasses i den herskende orden, og et sådant menneske må tilstås mere frihed, men kun hvis den pågældende har en stærk karakter - og det er noget som helst skal konstateres meget tidligt, for i så fald skal man have en ekstra uddannelsesmæssig ballast for at kunne håndtere de afvigende situationer der kan opstå i livets løb - Félicité opfattede sig som et undtagelsesmenneske - hun overtrådte reglerne, men hun sonede sin synd ved at undervise i dem - det er et dilemma som man i den ene eller den anden form vil kunne finde i ethvert samfund - i vor tid er børnene og de unge blevet svagere, mener vi, så derfor skal de ind i et stærkere system - men et system skal altid være sådan, mener jeg, at der er mulighed for at kunne være udenfor systemet - og det er en problemstilling som skulle indgå i lærernes uddannelse - hvis en elev er karaktermæssigt stærk og flittig og kommer fra et godt hjem, så kan det være at han eller hun må ud af systemet - hvis eleven ikke allerede har forladt systemet, sådan som Niels-Henrik gjorde, så skal lærerne sørge for at det sker - meddele forældrene at deres søn eller datter må undervises på anden vis - et sådant undtagelsesmenneske må hele livet igennem yde en ekstra indsats, for at alle de almindelige mennesker kan se omkostningerne, så de sørger for at deres børn følger systemet - hvis det altså skønnes, at børnene nok ikke ville kunne håndtere det frie liv - i den roman jeg taler om, er der en ung pige som har ekstraordinære lidenskaber i sig - og hun har også en stærk karakter, men på grund af et opdragelsesmæssigt svigt, går det galt for hende.

  Pia: Hvad hedder den roman? - er den oversat?

  Annie: Den hedder "Les Mères Rivales ou La Calomnie", og det betyder "de rivaliserende mødre eller bagtalelsen" - den er ikke oversat til dansk - de rivaliserende mødre er Pauline og Uranie, og deres fælles barn er pigen Léocadie - Pauline er hendes adoptivmor og Uranie er hendes rigtige mor - Pauline er heltinden og Uranie er forfatterens alter ego - selvom romanen kunne kaldes en anti-kærlighedsroman, så kan man også sige, at den er en af de få rigtige kærlighedsromaner der er skrevet - ved at det er den ægteskabelige kærlighed den skildrer - det er jo normalt ikke kærligheden kærlighedsromaner beskæftiger sig med, det er forelskelsen, ja ofte ikke engang dén, men bare starten på det hele - men i den roman er det den ægteskabelige kærlighed der skildres - eller rettere, det ægteskabelige venskab - for for at undgå kærligheden og styrke venskabet, så lader Félicité de to være opvokset sammen, som de var søskende - så er forelskelsen udelukket, som du sagde - det starter med at to nære veninder bliver gift samtidig og gravide samtidig - og de føder næsten samtidig, men den enes barn dør ved fødslen, og da den anden mener at hun bedre kan klare den sorg end veninden, så giver hun hende sit barn uden at veninden opdager noget - hun røber det først senere - denne dreng, Albert, får syv år senere en lillesøster, Pauline, og forældrene får en drøm om at deres to børn engang vil gifte sig - de giver dem en eksemplarisk opdragelse, og fordi drengen kommer til at fungere som lærer for lillesøsteren, så opstår der et fællesskab mellem dem som gør dem uadskillelige, og som fæstner sig i dem som lykkelige minder - i deres ægteskab opfatter de sig ikke som ægtefæller men som søskende - og pointen er, at deres følelser for hinanden får mere varme og dybde fordi den kønslige tiltrækning ikke griber forstyrrende ind - "lillesøsteren" ser op til "storebroderen", hun har en ubetinget tillid til hans dømmekraft, og hun føler en stor glæde ved at adlyde ham - men kan man gå ind i et ægteskab uden at have oplevet lidt elskovseventyr? - det kan man i almindelighed ikke - og noget andet er, at for at kærligheden rigtigt kan gro, så skulle den jo gerne være en besværlig gerning, så derfor lader forfatteren deres ægteskab blive sat på en svær prøve - Pauline er idealet af en kvinde - ung, smuk, dydig og kultiveret - og i deres liv i provinsen, langt væk fra "verden", er alt til at begynde med den reneste idyl - men "verden" tåler ikke at se denne lykke: en forsmået tilbeder af Pauline og Alberts lillebror, som ikke arvede et stort gods, er nære venner, og de vil begge ha' hævn - Pauline har ikke den ringeste tilbøjelighed til utroskab, men enhver kan tænke sig til, at der i hende må husere en drøm om et elskovseventyr - sådan tænker ihvertfald tidens mest drevne forfører, hertugen af Rosmond - så imens ægtemanden Albert er i Paris for at udføre noget arbejde, sørger hertugen for at forulykke med sit køretøj lige foran Paulines dør - hun får ham båret ind og får ham forbundet, og hun er nødt til at lade ham overnatte - hun har ikke været alene med ham på noget tidspunkt, men det er en kendsgerning, at hertugen af Rosmond har overnattet i Paulines hus imens Albert har været væk.

  Pia: Haha.

  Annie: Alberts tilbagekomst fra Paris bliver udsat og udsat, og da der er gået ni måneder, er Pauline blevet så urolig for ham at hun rejser til Paris, men da hun når frem, er han på vej hjem - hun overnatter på et hotel, og ved midnat hører hun en lyd fra et skab, og dér ligger et spædbarn i en kurv med et brev stilet til hende og med den besked, at hun skal tage denne pige, Léocadie, til sig - så vender hun hjem, men inden hun er nået hjem, er Albert kommet hjem, og han hører at hertugen af Rosmond har overnattet i hans hus for ni måneder siden og at Pauline er væk, men er på vej hjem med et nyfødt barn.

  Pia: Haha.

  Annie: Han tror et øjeblik på historien - Pauline har slet ikke tænkt på noget i den retning, men tanken slår ned i hende lige da hun står af køretøjet og ser at Albert ikke tager imod hende - hun løber ind til ham, og da hun ser hans ansigsudtryk, falder hun besvimet om - bagefter beviser hun sin uskyld: én ting er, at hun i et øjebliks forvirring kan lade sig forføre, en anden er, at hun føder et barn og opfinder en sådan historie - det kan han da tænke sig til er utænkeligt: han kender hende jo bedre end hun selv gør - han forklarer hende forskellen mellem deres ægteskab og et "rigtigt" ægteskab: deres venskabsfølelser er mere værd end kærlighed, men de er ikke kærlighed - han har altid været stolt af hendes følelse af sikkerhed i ham, men den beror på at hun aldrig har elsket ham - i et rigtig ægteskab vil parterne se kærlighed fra den andens side, og kærlighed er altid forbundet med mistro - hun stoler fuldt ud på ham, men hun er klar over at der foregår noget bag hendes ryg - hun bliver oplyst igennem anonyme breve - men der kan jo være så meget, han lever i en større verden end hun gør, og siden han ikke fortæller noget, må det være fordi han har sine grunde til det - han nævner at en "særlig hemmelighed trykker ham" - hun aner karakteren af den hemmelighed, men siger: "hvis den er fornærmende for mig, så vis mig den respekt at tie" - hun har ingen mistro til ham, men han har fået mistro til hende - han véd hun er uskyldig, men det er blevet en tvangstanke hos ham at hun er skyldig - og den holdes igang af, at barnet har en påfaldende lighed med hertugen af Rosmond og af at der hvert år kommer en anonym nytårsgave til barnet som noget tyder på kommer fra ham - Alberts mistro betyder at forudsætningen for forelskelse er opstået - Pauline er blevet interessant - så han bliver han forelsket i hende! - da han siger det til hende, er hun forfærdet - hun får endnu engang bekræftet, at forelskelse er noget afskyeligt.

  Pia: Haha.

  Annie: Det er en køn én! - efter at man fra at være helt ubesmittet er gået over til være muligvis besmittet, så er man blevet pikant, så inspirerer man til lidenskab - en følelse som er funderet i en fejltagelse - der kan man rigtigt se, hvordan det folk kalder kærlighed kommer af forvirrede forestillinger! - "ja", siger hun, "du har virkelig grund til at savne din gamle følelse! - den var værdig for dig, og den ærede mig og gjorde mig lykkelig" - det viser sig, at der virkelig er en forbindelsen mellem barnet og hertugen af Rosmond, for barnets mor er nemlig hans lillesøster, Uranie - Uranie er prototypen på den unge pige i 1700-tallets kulørte romaner - hun blev tidligt forældreløs og opvoksede hos en tante som elskede skuespil og musiceren og sport såsom løb og bueskydning - men så dør tanten og hun kommer til at bo hos en anden tante som forbyder alle hendes interesser og holder hende indespærret - det kan Uranie selvfølgelig ikke leve med, men heldigvis er hendes nabo en ung kvinde som også elsker romantik og mystik, så de får det indrettet sådan, at de kan kommunikere og der kan smugles romaner ind - nabokvinden har en kæreste, og denne har en lillebror som hun aldrig har mødt og som har et meget romantisk navn: Henri d'Elsas - og ham er Uranie meget interesseret i - hun har heller aldrig set ham, men alene navnet og det hun har læst i de breve han har sendt til storebroderen - det foregår lige da Albert er kommet til Paris, og han kommer ind i billedet, fordi nabokvindens kæreste er Alberts bedste ven - og ham har Albert fået brug for, for provinciel som han er, ryger han straks ind i en kedelig affære: han duellerer med en adelsmand som har fornærmet ham, og adelsmanden bliver dødeligt såret - så derfor må Albert gå under jorden, og derfor har han brug for vennens hjælp - da vennen skal besøge sin kæreste, foreslår han Albert, at han tager med og udgiver sig for at være hans lillebror, Henri - og da Uranie hører det, bliver hun vild af begejstring og spænding, og hun iscenesætter et barnligt elskovsspil som ingen mand ville kunne stå for - Albert ser hende pludseligt i huset - hun går bare forbi ham og sender et smil i forbifarten - Albert er lammet: aldrig har han set en så betagende skikkelse - men værtinden taler ikke om hende, hører hun til huset? - om morgenen da Albert går tur i parken, hører han en vidunderlig sangstemme fra en pavillon - han nærmer sig og hører en kærlighedssang som tydeligt har adresse til ham - og sådan fortsætter det med sang og spil som kommer forskellige steder fra, og med små meddelelser og ting der symboliserer kærligheden smuglet ind på hans værelse - og han ser hende komme løbende med en utrolig hastighed og springe højt op i luften og skyde en pil afsted som rammer en skydeskive lige i centrum - et højst forunderligt væsen, og tilsyneladende er hun ukendt for alle i huset - da det er klart for værtinden og Uranie at "Henri" er godt mør, så lader værtinden Uranie komme frem, og præsenterer hende som sin lillesøster, Camille - de går allesammen tur i parken, og "Camille" sørger for at gå ved siden af "Henri", og sørger for at de sakker agterud - og da de er i nærheden af et lysthus vil hun gerne ind og sidde lidt - og så røber hun sin kærlighed til ham - Albert får fremstammet at han ikke er den hun tror han er - "De er ikke Henri?" - "Nej, det er jeg ikke" - "Hvad gør det, De er Dem!" - "Åh, Camille", græder Albert, "enestående skabning, jeg er ikke værdig til Dem, jeg..." - "Jeg forstår Deres hemmelighed!", afbryder hun, "De har hverken fødsel eller formue, men hvad gør det, jeg foretrækker kærligheden! - så værs'god, Camille tilhører Dem!" - og så kaster hun sig i hans arme - og så taber Albert hovedet - det er noget han tilstår i et brev til sin mor - han skriver: "Hvordan skal jeg skildre den frygtelige scene som fulgte denne forbryderiske forvirring?" - det er alt hvad vi får at vide - vi er sandelig langt fra Fanny Hill her.

  Pia: Haha.

  Annie: Grunden til at forfatteren til Fanny Hill kunne skrive så godt og naturligt om sex, må være at mændene i forfatterens kreds har talt åbnet om de ting - de havde et erotisk sprog, det havde kvinderne ikke - hvis man havde bedt Félicité om at skildre hvad der kunne have fundet sted mellem Albert og Camille, så ville hendes skildring være utroværdig - nåmen da Albert bagefter fortvivlet fortæller Camille at han er gift, så kalder hun ham et monster og støder ham fra sig og erklærer at hun vil dø - hun er en fortabt kvinde, og tænk hvis hun er gravid! - det er helt uhørt i hendes klasse - og gravid er hun selvfølgelig - Albert må sørge for at barnet kan fødes i hemmelighed og at der skaffes et hjem til det - det er alt det der er skyld i at hans hjemrejse bliver udsat - da barnet bliver født, får han udleveret et barn, men det er ikke Uranies barn, det er et hittebarn hentet på et hospital - Uranies barn skal afleveres til Pauline, fordi Uranie vil sikre sig, at det er i de bedste hænder og at hun hemmeligt kan komme i kontakt med det ved at bestikke barnepigen - til at begynde med ser Uranie Léocadie om natten imens hun sover, senere korresponderer hun hemmeligt med hende og møder hende - Albert er så fortvivlet over sladderen der går og sin mistro til Pauline og den ulykke han har bragt over Camille, at han af og til må rejse bort og gå lange ture i naturen - og forfatteren skriver ikke bare at han går lange ture, hun lader ham opleve en masse ting, altsammen ting hun vil fortælle læseren - for eksempel rejser Albert til England, og han skriver et langt brev til Pauline, der udelukkende handler om forskellen mellem englænderne og franskmændene - det brev er Pauline skuffet over, men det er prisen for at læseren kan få noget interessant at vide - helt galt går det for Albert, da han hører at Camille er død - efter at hertugen af Rosmond har forført hende, hedder det sig - Alberts nerver begynder at slå klik, og det ender med at han en nat ser den afdøde Camille i sit eget hus - han får et nervesammenbrud og svæver en tid mellem liv og død - men det er jo Uranie at Albert har set, en nat hvor hun har besøgt Léocadie - Uranie havde dengang givet sig ud for at være den Camille som nu er død - under besøgene i huset er Uranie ledsaget af en mand som er en ven af huset og som hun har indviet i sin hemmelighed - og Pauline mener, at denne mand er forelsket i Léocadie som på det tidspunkt er ti år - "han betragter hende hele tiden, han sukker, han drømmer, og han beskæftiger sig ikke med andet end hende", står der - Pauline er stolt af, at hendes adoptivdatter så tidligt vækker mænds begær - men grunden til at denne mand er så fængslet af Léocadie, er at han er forelsket i hendes mor, Uranie - han kom ind i hendes liv, fordi han reddede hendes liv - efter en drukneulykke gav han hende kunstigt åndedræt efter mund til mund metoden - og for at gøre en ende på hans forhåbninger og fordi hun finder ham sympatisk, så indvier hun ham i sin hemmelighed - der kommer til at foregå en masse hemmeligt mellem Léocadie og hendes rigtige mor, Uranie - så hun er blevet mere interessant end den plejemor som har ofret så meget og lidt så meget - det er den tak man får! - Léocadie kender ikke sin mors rigtige navn, men hun kender selvfølgelig det rygte, at hendes far er hertugen af Rosmond - denne hertug har en søn som er helt modsat faderen - han er idealet af en ung mand, ikke mindst fordi han er opdraget af sin tante, Uranie - hun er ikke meget ældre end ham og han er forelsket i hende - da han hører at han har en lillesøster der hedder Léocadie, opsøger han hende, og aldrig har han mødt en så henrivende ung pige - og så har hun endda en påfaldende lighed med tante Uranie - ærgerligt at man ikke kan blive gift med hende! - Léocadie har også fået et godt øje til ham - han har sørget for at udføre en heltegerning på hendes egn ved at dræbe en ulv med hundegalskab - og da han ridder derfra, er han så opstemt, at han udsætter sin hest for et spring den ikke kan klare - han bliver kastet af og såret, og man tilkalder Pauline for at forbinde ham - da han senere ser Léocadie i en vogn, lader han sin hest springe vildt rundt omkring vognen - Léocadie åbner forskrækket vinduet: "Det er vel ikke den nederdrægtige hest som De red på da De dræbte ulven?" - "Jo", råber han, "det er den samme, og jeg har elsket den ekstra siden den var skyld i at jeg blev plejet af Pauline" - da han giver udtryk for sin ulykkelige kærlighed overfor sin tante Uranie, siger hun at han godt kan blive gift med Léocadie, og hun kan endda garantere ham at han en dag vil blive det - for Léocadie er ikke hans søster, det véd hun med sikkerhed, men hun kan ikke røbe mere - Pauline kunne egentlig også godt tænke sig at få den unge mand til svigersøn, men Pauline og Albert har fået en idé som vil gøre en ende på såvel bagtalelsen af Pauline som Alberts mistro, nemlig at lade Léocadie blive gift med deres ældste søn - der bliver sat en dag for brylluppet, og da det kommer Uranie for øre, sender hun et brev til Pauline og Albert hvori der står at dette bryllup ikke kan finde sted - hun forbyder det og det er ulovligt - Pauline og Albert beslutter at neglicere denne indblanding fra en person de aldrig har set, og de fremrykker bryluppet - men alle aner at noget vil gribe ind - Léocadie græder konstant, men hun skylder sin plejemor at opfylde hendes ønske - da vielsen skal finde sted, står præsten forlegen og borgmesteren er mødt op - borgmesteren meddeler, at han er i besiddelse af nogle vigtige papirer og at man afventer en person - og straks efter standser udenfor et stateligt køretøj trukket af seks heste og ud stiger en tildækket kvinde - da hun er kommet ind og viser sit ansigt, lyder to gennemtrængende skrig - "Mor", skriger Léocadie og kaster sig i hendes arme og besvimer - "Camille", skriger Albert og vakler og må støttes - Uranie meddeler, at hun er Léocadies mor og at Albert er hendes far - så derfor kan det planlagte bryllup ikke finde sted, men det er hendes ønske, at hendes datter bliver gift med hendes nevø - fra det ene sekund til det andet er al den ulykke der har været, forsvundet, for Pauline tilgiver selvfølgelig Albert hans "forbryderiske forvirring" - men hvorfor afslører Uranie sig først i allersidste øjeblik? - fordi hun har den opfattelse, at den dag hendes synd er bekendt offentligt, så skal den udsones fuldstændigt - og det er den ifølge "verden" først, når den faldne kvinde har forladt verden - altså går i kloster - alle tager afstand fra Uranies beslutning, men hun mener selv, at i det øjeblik hun er tråd ind i klosteret, så er hendes synd sonet og så får hun endelig fred i sjælen - grunden til at forfatteren lader alle være oprørte over Uranies beslutning, er selvfølgelig, at hun selv havde begået en endnu større synd: hun var ægteskabsforbryderske - men Félicité mener, at når man har gjort noget forkert, så skal man gøre en tilsvarende mængde godt - som for eksempel at give til de fattige eller købe gældsfanger fri - hun udsoner selv sin synd ved uophørligt at skrive opbyggelige bøger, men hun bekender aldrig sine synder offentligt - på et tidspunkt krævedes der et svar på om Pamela er hendes og Philippes datter - sagen er, at under Félicités flugt fra Frankrig, måtte hun slippe af med Pamela, hun måtte få hende gift - og der meldte sig heldigvis en frier som både mor og datter var meget glad for, nemlig den irske politiker Lord Fitzgerald, ham der nogle få år senere kom til at lede den irske oprørsbevægelse, og blev dræbt af englænderne - nogle år senere ville Pamela gerne giftes igen, og nu blev Félicité bedt om, under tilstedeværelse af en præst og med hånden på Bibelen, at forklare sandheden om Pamelas herkomst - og hun svarede, at Pamela er datter af en fattig vaskekone - købt for et pænt beløb - Pamela besvimede - hvorfor stikker Félicité en lodret løgn? - der er flere grunde - der er hensynet til sig selv: hun er ikke den der indrømmer en fejl - der er også hensynet til Philippes kone som fortsat levede - men der er en vigtigere grund: Félicité er ikke forfatter for ingenting, hun elsker intriger og hemmeligheder - og her kan hun påstå at det tjener et godt formål - hun var stærkt imod den herskende opfattelse i adelen af at fødsel går forud for alt, så derfor elskede hun sådan noget med børn af obskur herkomst - hun adopterede hele livet igennem forældreløse børn - det samme gør Pauline og Alberts mor i hendes roman - blandt andet det hittebarn som Albert fik udleveret og som han indtil afsløringen troede var hans eget barn - Pauline lod også en fattig enke flytte ind på deres slot - det er på den måde at Félicités bøger er opbyggelige: vi skal se hvad der er rigtigt og forkert - hendes bøger har selvfølgelig gjort gavn - ligesom senere Dickens bøger - men hun var noget som eftertiden ikke rigtigt har kunnet klare: hun var udpræget aristokratisk - og så var hun romantisk og sentimental - hun elskede de store følelser, men de har jo den ulempe at man kan dø af dem, så derfor var det hende magtpåliggende at advare imod dem - og det gælder ikke bare den kønslige kærlighed, det gælder som sagt også den faglige kærlighed - så hvis en kvinde kommer i lag med en videnskab eller en kunstart, så skal man være på vagt! - som vi jo også hørte om i Pias novelle - Félicité var selv forfatter, hvad mente hun om kvindelige forfattere? - jo, når en kvindes børn er helt små, så kræver de al hendes opmærksomhed, men når hun begynder at undervise dem, så skal hun skrive "moraliserende fortællinger" til dem - først når børnene er vokset op, kan en kvinde begynde at skrive romaner - men det hun især bør beskæftige sig med, er kritik - en kvindelig kritikker er at foretrække for en mandlig, for hun skriver mere yndefuldt og følsomt, og hun er ikke ondskabsfuld og hun vil ikke tilfredsstille personligt nag - men Félicité lever ikke selv op til sit ideal - hun er ondskabsfuld - bøger kan hun for eksempel nedgøre på den måde, at hun lader en person i sin roman sende en pakke til en ven med dårlige bøger - for at han skal se hvad det er for noget lort der udgives.

  Pia: Haha.

  Annie: Selvfølgelig autentiske bøger som har været rost til skyerne i Paris - i sin undervisning lægger hun meget vægt på at barnet får udviklet en kritisk sans - så derfor må de bøger man giver børn at læse, gerne have fejl - fejlagtige opfattelser eller ulogisk handling eller dårligt sprog - for så kan man vise børnene fejlene - børn skal ikke læse mesterværkerne, for de kan ikke værdsætte dem, og det fører til at man ikke læser dem som voksen, hvor man kan værdsætte dem - hvilken uddannelse man skal have, kommer selvfølgelig an på hvilken klasse man tilhører - om man tilhører "velstandsklassen", altså aristokratiet, og derfor skal beskæftige sig med kunst og lærdom, eller om man hører blandt dem som "må arbejde for at leve" - hendes tanker om børneopdragelse gælder vist kun aristokratiets børn - det er vigtigt at barnet tidligt begynder at lære - og det skal lære så meget som muligt uden at overanstrenges - og et barn må aldrig læse en bog førend den voksne har læst den - og hvis en bog bør læses selvom den indeholder ting som må skjules for barnet, så må den voksne læse den sammen med barnet og sørge for at det skadelige springes over - hun et produkt af oplysningstiden, så hun lægger meget vægt på at en historie er troværdig - der må gerne være mystik, men det skal have en naturlig forklaring - man kan ikke lade være med at tænke hvad Félicité ville have ment om H.C. Andersen - hun ville sikkert være enig med dem dengang, der mente at hans historier burde forbydes - de er unaturlige og umoralske - døde ting der er levende og børn der gør grin med de voksne - for Félicité er undervisning af børn en dybt alvorlig sag - i princippet er det forældrene der skal undervise barnet, men det er kun delvis muligt, så derfor skal barnet have lærere i de forskellige fag, og en lærer skal vælges med den yderste omhu - han skal helst være professionelt udøvende i faget og helst være udlænding, for at barnet så meget som muligt kan tale fremmedsprog - for en adelig familie kunne undervisning af børnene være en kostbar affære - Félicité selv havde nu ikke været så dyr, hendes forældre var godt nok adelige, men faderen var på ruinens rand - da hun var seks år lærte hun at læse på nogle få måneder, og fra den tid læste hun evig og altid - men hun lærte aldrig at skrive, og det er heller ikke nødvendigt - hun var nærmest imod skriveundervisning - man skal hellere gøre noget mere ud af tegneundervisningen - kan man læse og tegne, så kan man også skrive - først da hun var tolv år, skrev Félicité for første gang - det meste af hendes tid som barn gik med at øve sig på harpen - ti timer om dagen, siger hun - hun gik meget højt op i at være suveræn indenfor alle kunstarterne, og hun studerede også flere videnskaber - men ligeså stor en rolle det verdslige åndsliv spillede i hendes liv, ligeså lille rolle spillede det religiøse - og det var en af grundene til at man kaldte hende en hykler, for hun talte påfaldende meget om vigtigheden af religionen - hun skrev endda en bog på firehundrede sider om religionens betydning, til brug i hendes undervisning - sandheden er, at hun havde en anden religion end de fleste: det var finkulturens ting og sager hun tilbad - men da kun en minoritet kan have den religion, og da en form for religion er en nødvendighed, så må flertallet tage sig til takke med kristendommen - jeg tror, at tvivlen har haft alvorligt tag i hende, men at hun samtidig har følt sig tiltrukket af den kristne praksis - hun elskede formen, men ikke indholdet - og jeg vil påstå, at siden oplysningstiden har der hos de fleste af de store ånder indenfor religionen hersket en sådan splittelse - for eksempel er der hos Ingemann et påfaldende misforhold mellem hans salmer og hans romaner - han elskede den religiøse praksis, og han skrev salmer for at styrke den, men i de fleste af hans romaner er religionen helt fraværende - det er blevet sådan, at der i ethvert religiøst menneske foregår ting som for ingen pris må slippe ud - og det samme vil nok også være tilfældet hos ethvert menneske der hengiver sig til det højere åndsliv - jeg véd bare, at det der har fascineret mig ved Félicité, er at hun var fyldt af hemmeligheder og at hun hægede nidkært om dem - i vores syndige tid har vi det jo nemmere, vi kan tillade at alt kommer ud - og jeg kan ikke lade være med at stille det spørgsmål, om Uranie var lesbisk - for hun lever ikke alene, hun lever sammen med en jævnalderne veninde - og da hun går i kloster, går veninden med - og så er det der gives afkald på ved at gå i kloster, jo straks meget mindre - det er utænkeligt, at der i en roman af Fécilité kunne være den mindste antydning af sådan noget, men det er ikke utænkeligt, at sådan noget kunne være i hendes tanker.

  Pia: Man kan godt forestille sig at en forfatter indlægger hemmeligheder i en roman - det gør min far - jeg hørte ham engang sige det til Stig Dalager under en fest - min far vidste ikke at jeg var i nærheden - det er helt sikkert noget jeg og min mor ikke skal vide noget om - jeg begyndte selvfølgelig straks at genlæse hans bøger, og jeg har mistanke om nogle ting, men jeg kan hverken tale med min mor eller min far om det.

  Annie: Hvis din far lægger ting ind der kan have en mening som kun den meget opmærksomme læser opdager og undrer sig over, så er han ikke ene om det, jeg har mistanke om forskellige ting i nogle bøger - i Félicités roman er der ikke skyggen af antydning om homoseksualitet, men der tales om incest - hertugen af Rosmond forfører jo alle de unge kvinder hvor han kommer frem, og der går rygte om, at han også har forført sin egen lillesøster, Uranie, og at det er det der er årsagen til at hun isolerer sig - lige efter den roman, skrev hun romanen om frøken de la Vallière, og den fik læserne til at græde - selv Napoleon sad med snotkluden - han blev interesseret i hende, og han skaffede hende en lejlighed som hørte til et bibliotek og gav hende penge - betingelser var, at hun hver fjortende dag skrev et brev til ham - det skulle handle om politik, finans, litteratur, moral og hvad der ellers faldt hende ind - det passede hende udmærket - men pengene og smigeren var også for at få hende til at moderere sin pen - og det hjalp: "jeg hun ingen meninger", skriver hun, "kun følelser - jeg har hverken evner eller uddannelse nok til at tale for et bestemt politisk system" - hun skulle rådgive Napoleon i noget hun ikke havde forstand på.

  Pia: Haha.

  Annie: Hun ville ikke bevare aristokratiets rettigheder, men hun ville bevare den aristokratiske kultur - i aristokratiet kendte man ikke til det almindelige menneskes arbejde - man levede af sit gods og sin formue - og man færdedes ved hoffet og samledes i selskabslivet - der var altid selskab et sted og der var altid mange tilstede - man blev studeret og diskuteret som et andet kunstværk - det blev nøje registreret hvordan man førte sig frem og hvor informeret man var - og ikke mindst hvordan man var udsmykket - og det gjaldt både mænd og kvinder - hvad der var inden under de farvestrålende lag af silke og tyl og taft, havde man kun vage forestillinger om - selv ægtefæller så aldrig hinanden helt nøgne - resultatet var, at når en maler malede en erotisk scene hvor der ikke kunne benyttes modeller, så kunne der være groteske fejl i proportionerne - den kønslige tiltrækning var i høj grad skabt igennem udsmykningen - og ved parfume og pudder - og de mange lag stof tjente måske også til at holde på kroppens dufte - påklædningen må have kostet enormt og taget enorm tid - se bare Félicités enorme hat ovenpå hele molevitten - som en uartig dreng iøvrigt rev af og trampede istykker.

  Pia: Haha.

  Annie: I selskabslivet var der musiceren og oplæsning, og man diskuterede teater og bøger og malerkunst - selv hovedskurken i romanen, hertugen af Rosmond, har forfatteren gjort til en stor kunstsamler - det var denne forfinede verden som folket havde set sig ond på og krævet udslettet - da Felicité kom tilbage til Frankrig fik hun et chok - borgerskabet var rykket ind i palæerne og alt var præget af dårlig smag - i den nye verden skulle alle leve det samme liv og være praktisk klædt - men det blev alligevel ikke til noget med at gøre alle lige - der var jo fortsat rige og fattige, og de rige optrådte som aristokrater overfor de fattige - aristokratiets ting kom til at indgå i den borgerlige dannelse, men fra nu af fik de ædle ting en anden plads: de var ikke mere en naturlig del af kulturen - Felicité var opvokset i salonverdenen hvor de lødige ting hørte naturligt hjemme, for borgeren derimod, var de noget man lærte i latinskolen - en mere eller mindre sur pligt, og de gav ham dårlig samvittighed, for på grund af sin morakken kunne borgeren ikke på samme måde som adelsmanden fordybe sig i noget - derfor kom der et falsk skær over den højere kultur, og det falske skær har hængt ved lige siden - så man kan da godt forstå, at der måtte komme en dag hvor man helt gjorde op med finkulturen - det gik med finkulturen som det gik med religionen, efter angrebene på disse unyttige former for åndsliv - de højere irrationelle livsmagter, som man kunne kalde dem - efter angrebene vendte de tilbage, men vi lærte aldrig igen at omgås dem på en naturlig måde.

  Gudrun: De højere irrationelle livsmagter er for dig sådan noget som din egen musik og Niels-Henriks matematik, går jeg ud fra - og de ting hører naturligt mennesket til, og de skal have mere plads i vores liv end de har nu, men den måde du vil have at vi skal omgås dem på, er netop ikke naturlig - og grunden er, at du holder fast ved et stadium i de irrationelle livsmagters udvikling som burde være overstået.

  Annie: Javel.

  Pia: Haha.

  Gudrun: Alle de irrationelle livsmagter går tilbage til den fjerne fortids religiøse forestillinger, men religionerne har udspillet deres rolle - i lighed med så mange andre ting - derfor må vi befri de irrationelle livsmagter fra deres religiøse islæt - de religiøse forestillinger og ritualer har været nødvendige for mennesket, og man kan sige, at de er opstået igennem en ulykkelig omstændighed, nemlig den, at vi har måttet tage os til takke med uholdbare opfattelser indtil vi kom frem til de holdbare opfattelser - og når der er fejl og mangler i vores viden, så er vi svage, og når vi er svage, så søger vi støtte hos magter - og nogle af de magter har været rene fatasifostre eller dyr eller døde ting, andre har været mennesker - kvinden har søgt støtte hos manden, og manden har søgt støtte hos en hersker, og herskeren har kun kunnet herske i kraft af en hær af en eller anden art - til at begynde med, spillede de ikke-menneskelige magter en stor rolle - vi forestillede os, at en ting kunne være besjælet og have en vilje som har lighed med den menneskelige vilje - og på samme måde som man kan bede et menneske om at ændre vilje, så bad menneskene til de besjælede ting - vores svaghed fik os til at opfinde magter - synlige eller usynlige - som vi kunne bede til og underkaste os - på den måde kom underkastelsen ind i menneskets liv - og underkastelsen er så dybt rodfæstet, at vi ligefrem søger underkastelsen og føler glæde ved den - som kvinden Pauline i den roman du har talt om - hun søger ikke bare støtte hos sin mand, hun føler glæde ved at underkaste sig ham - og bogens forfatterinde følte glæde ved at underkaste sig en usynlig livsmagt, nemlig den aristokratiske opfattelse af kulturværdierne.

  Annie: Jeg benægter ikke at jeg føler glæde ved at underkaste mig en usynlig livsmagt, så den usynlige livsmagt er jeg dybt taknemlig for.

  Gudrun: Men det er en form for glæde som hører ind under de falske glæder, fordi de er glæde på andres bekostning - og den slags glæder har vi en stor mangfoldighed af - for religionernes vedkommende er mekanismen helt åbenlys: nogle mennesker passer bedre end andre ind i systemet - og så er der glæden ved andres ulykke - og der er glæden ved at snyde andre, som vi har talt om - jeg kommer selv fra et hjem hvor det var den glæde der var i højsædet, og jeg må tilstå, at jeg først gennemskuede falskheden i glæden, da en skolekammerat oplyste mig om den - min far var advokat - tog sig mest af arvesager - fandt frem til hvad folk juridisk set kunne tilrane sig - gjorde ikke det mindste for at undersøge om mennesker, hvis navn ikke var nævnt noget sted, skulle tages i betragtning - i fritiden spekulerede han - sad evig og altid med sine pengemagasiner og børsnoteringer - men så, og det var året før jeg kom i gymnasiet og på et tidspunkt hvor hans papirer og grunde og ejendomme repræsenterede en værdi på små ti millioner kroner, så fik han en idé som fik hele familien til at interessere sig for hans matadorspil, nemlig at vi hver især spillede - så vi kunne konkurrere - han forærede os hver - min mor og min storebror og storesøster og mig - nogle pæne beløb - noget i kontanter og noget i værdipapirer - papirerne stod i hans navn, men vi kunne frit disponere over dem, altså få dem til at yngle - han satte os grundigt ind i reglerne, og jeg må ærligt indrømme, at jeg til at begynde med var vildt optaget af det - og det slog mig, hvor nemt man kan tjene penge på den måde - men i virkeligheden er timelønnen ringe, for man bliver opslugt af det og bruger al sin tid på det - men man kan selvfølgelig, ligesom i spil, være heldig - og jeg havde held med mig allerede nogle uger senere - jeg var cyklet en tur sammen med en veninde, og så begyndte det pludseligt at styrtregne - så så vi en mand løbe hen imod et lille hus, og så cyklede vi dér hen - det viste sig at være en pumpestation, og manden fortalte at det var hans marker den afvandede - og så fortalte han, at afvandingen inden længe skulle stoppe, for drænsystemet var nedbrudt og kommunen havde besluttet at der skulle være en sø af hensyn til fuglelivet og af hensyn til forureningen af fjorden fra landbruget - da jeg kom hjem og fortalte det til min far, så røg han op af stolen og bad mig om at køre med derud - vi fandt landmanden og spurgte om det var almindeligt kendt at afvandingen skal stoppe - det var det ikke, han havde lige fået en henvendelse fra kommunen, at han inden længe måtte regne med at skulle afstå en bestemt del af sin jord - og han viste os et kort over området - det kunne ikke være bedre: langs den ene grænse til søen lå et stort område hvor der var grunde tilsalg, og i det område var det kun grundene i den modsatte ende, ned mod fjorden, der var solgte - du køber alle de grunde der vil komme til at grænse op til søen, sagde min far - det var seks store grunde - vi fik dem for 40.000 tilsammen, og de blev senere solgt for 40.000 per styk - men for mit vedkommende fik det hele en brat ende, da jeg begyndte i gymnasiet - det var slet ikke faldet mig ind, at denne flytten rundt med penge er kriminel - det stod der jo ikke et ord om i avisernes pengetillæg, og vores forbilleder var mennesker højt på strå - og det var et par år før vi allesammen blev vakt politisk - i gymnasiet fortalte jeg stolt de andre i klassen at jeg var god for et par hundrede tusind, og så var der en dreng der godt ville høre nærmere om de penge - jeg fortalte historien som den naturligste ting i verden - "Føj for satan", skreg han, "er I sådan nogen svin!? - kapitalistsvin!" - han fortalte dem allesammen, at sådanne penge kommer ved at smarte flok køber noget som vil stige i pris, og så sælger de det på et tidspunkt hvor prisen nok har nået toppen - de er nogen snyltere på samfundet - da jeg fortalte det til familien, havde min far selvfølgelig en forsvarstale parat - jeg kunne jo sammenligne den vestlige økonomi med den socialistiske - hos os har alle mulighed for at skabe en virksomhed - har man ikke en startkapital og kan man ikke låne, så er der stadig en mulighed tilbage: man køber noget så billigt som muligt og sælger det igen så dyrt som muligt - han nævnte eksempler på hvordan man fra ingenting at eje kan arbejde en kapital op - håbløst i praksis, vil jeg sige - han havde selv fået sin startkapital ved salg af nogle antikvariske bøger, men det var ikke noget han havde forstand på, og jeg har en mistanke om at det var nogen han havde stjålet fra et af de dødsboer han havde besøgt - han sagde, at de mennesker der har skabt de største ting, det har gerne været dem der er startet uden en øre - fordi de har været afhængige af at spekulere for at kunne investere - de har haft den nødvendige hjerne og risikovillighed - og ja, der er mennesker som må betale lidt mere i husleje på grund af det system, men de har deres faste månedsløn og de kan sove roligt om natten - da jeg fortalte drengen i klassen om min fars advokatvirksomhed, lånte han mig en roman fra forrige århundrede som jeg burde læse - den handler om en familie hvor alt er idyl, bortset fra at faderen havde afbrudt forbindelsen til sin familie fordi de havde modsat sig hans ægteskab - og han var blevet dødelig uvenner med sin bror - de havde bosat sig fjernt fra det sted de kom fra, og de havde ladet som om at de var gift - og de var med årene blevet velhavende, så deres to kønne og giftemodne døtre ville få en stor medgift - de havde planlagt at blive gift, men vielsen måtte ske i udlandet og uden døtrenes vidende, og det var blevet udsat og udsat - og desuden havde faderen ikke skrevet noget testamente - men så sker der det, at faderen omkommer ved en jernbaneulykke - og da det er i en roman, er det netop da han er på vej til en advokat - konen er så chokeret over mandens død og deres håbløse stilling, at hun dør nogle dage senere, og nogle dage senere igen, kommer et brev til døtrene fra en advokat som meddeler, at al faderens formue og ejendom er tilfaldet hans bror - så resultatet er, at de to døtre er blevet berøvet alt - de må ud og tjene som guvenanter.

  Annie: Den roman har jeg vist læst - er der ikke noget med, at den yngste af døtrene iværksætter en vanvittig plan for at få hævn, og...

  Gudrun: Jo, netop, men det bliver storesøsteren som skaffer pengene tilbage ved et ægteskab, og hun giver lillesøsteren sin andel - i en roman kan tingene ikke ende som i virkeligheden - hvordan ville min far have reageret hvis han fik en sådan sag? - sikkert som advokaten i romanen - jeg begyndte pludselig at se på min familie med helt andre øjne - jeg kunne ikke mere være med i deres matadorspil - og det var også gået op for mig, at er man ikke åndeligt spoleret, så kan det ikke blive en ægte interesse - det er for tomt til at kunne vare ved - jeg sagde til mine forældre, at jeg ville leje et værelse i nærheden af gymnasiet, fordi der gik for megen tid med transport, og at jeg ville tænke over det med formuen - det behøver du ikke, sagde min far, du får værdien i rede penge - jeg kunne betragte pengene som hjemmets bidrag til min uddannelse - jeg var blevet venstreorienteret, måtte han konstatere - mit værelse dengang lå lige op til et stort naturområde, og jeg begyndte at gå lange ture - og jo mere tid jeg tilbragte i naturen og ensomheden, jo mere fik jeg øjnene op for den absurditet der hersker.

  Annie: Ja - og i din ensomhed er du så i årenes løb nået frem til nogle evige sandheder - og du har læst dig til nogle - kunne vi få et eksempel?

  Gudrun: Min far talte så fint om alles mulighed for at kunne iværksætte og bruge deres evner, men hverken han selv eller mine søskende har ydet nogetsomhelst - de har kun snyltet - derfor er de gået i moralsk opløsning - og mine søskendes børn er blevet ligeså fordærvede - og det er fordi de har forsyndet sig imod en af de grundlæggende leveregler - Aristoteles sagde, at man bliver dydig af at øve dyd, mens gentagne skadelige handlinger skaber en dårlig karakter - det er en mekanisme som vi hele tiden må have os for øje - og den betyder, at nogle mennesker kan føres ind i en god cirkel og at andre kan føres ind i en ond cirkel - i sin ekstreme form ser vi mekanismen hos soldater i krig, og i dagligdagen møder vi mennesker som burde være fjernet fra den post de har - de er enten slet ikke egnede til arbejdet eller det er umuligt at udføre det ordentligt på grund af dårlige vilkår - til at begynde med lider de under deres mangelfulde indsats, efterhånden opstår der træthed og irritation, og det ender med vrede rettet imod de mennesker der er skyld i deres problem, og så kan de blive regulære tyraner - før i tiden accepterende man i høj grad den form for tyranni, og det gør vi i virkeligheden stadig, forskellen er bare, at det ikke mere må foregå så åbenlyst.

  Annie: Ja, men levereglen er da forudsat af at man har klarhed over hvad der er skadeligt - for ellers ville Niels-Henrik have en dårlig karakter - han har udført gentagne skadelige handlinger, vil de fleste sige - men har man klarhed på det område, så er det da rigtigt, at det er en mekanisme som det kan være klogt at have sig for øje - især hvis man har børn at opdrage på - kirken har jo taget levereglen til sig: man vokser i troen ved at øve gode gerninger og overholde kirkens bud - men mens Aristoteles næppe har præciseret hvordan man kan komme på ret kurs hvis man er kommet på afveje - han har sikkert ment at det kan ske ved egen kraft - så mente kirken, altså den katolske, at vi kan have brug for kirkens nådemidler: sakramenterne - nadver og bod.

  Gudrun: Ja, vi kan have brug for andres hjælp, men da ikke nødvendigvis et kulturskabt monstrum som den katolske kirke.

  Annie: Ikke lige den katolske kirke, men måske en binding til noget som vil forekomme den udenforstående ligeså monstrøst - Niels Højlund siger, at en forudsætning for at man kan være kristen, er at man går i kirke - og det er virkelig sandt - det er en sandhed som kan overføres til enhver højere kultur - jeg vil formulere det på den måde, at man konstant må have sin kultur tæt på, først da kan den være til nytte - Tolkien, som skrev "Ringenes Herre", var katolik, og han beskrev troen med billedet af et træ: træet vokser bestandig, og den der kender træet i dets fylde, kan ikke uden at ødelægge det, hugge det ned for at finde en oprindelig kerne - kernen er der, men den skal forstås udfra træet som det er - Grundtvig sagde det samme: man kan ikke hugge en levende kultur ned for at finde ind til en oprindelig kerne - på mig virker det som om det er noget lignende du vil, Gudrun - du vil skrælle lag af vores kultur.

  Gudrun: Ja, jeg vil skrælle det væk som skal skrælles væk - jeg taler slet ikke for en verden som er udtænkt af fornuften - verden er fyldt af ting som er kommet ad sære veje, og hvis en ting har sand værdi, så skal vi værne om den, men når noget kan identificeres som et vækstlag som ingen reelt er tjent med, eller har ret til at være tjent med, fordi det er ødelæggende, så skal vi sørge for at det bliver skrællet væk.

  Annie: Ja, og det skal vi opøves i ved at søge naturen og ensomheden på en konstruktiv måde - jeg kan delvis godt følge dig, for naturen og ensomheden kan virkelig gavne os - vi ville ganske givet kunne forebygge forrykte kulturmæssige vækstlag - men antag, at en sådan stræben efter at holde afstand til civisationen blev et udbredt ideal, så ville nogle praktisere det mere end andre, og så ville der med sikkerhed ske det, at denne praktiseren udviklede sig til en særlig kultur - jeg er ikke så bekymret for dig Gudrun, men jeg er bekymret for visse personer i min omgangskreds som jeg er sikker på ville have sympati for dine tanker - den musik jeg holder mest af, ville få nogle drøje hug, og det overlever jeg nok, men det er straks værre med Eirik og Niels-Henriks matematik - Eirik og Niels-Henrik er på vej ind i noget som har formidabelt omfang, og som garanteret ville blive fordømt af naturromantikerne - idealer er risikable, fordi de skaber kultur, og selv idealer som skulle forhindre kulturmæssige vildskud, kan føre til kulturmæssige vildskud - vi skal afgjort søge naturen og ensomheden, men det skal være fordi det kan gavne vores udbytte af kulturen - jeg har måske tilbragt ligeså mange timer i naturen som du har, men det udbytte jeg har haft, kan jeg takke kulturen for - jeg havde næppe brugt naturen til noget fornuftigt, hvis jeg var mødt tomhændet op - naturens værdi kommer igennem kulturen - for alle vores værdier er kulturskabte - eller rettere, de værdier som kun mennesket kan erhverve, de erhverves igennem kulturen.

  Gudrun: Ja og nej - mennesket har en evne til at bevæges og fængsles ved tingene, men i modsætning til dyret og spædbarnet som bare leger med tingene, så begynder barnet tidligt at bearbejde tingene og indtrykkene - især ved at efterligne - og det er trangen hos os til at bearbejde, der skaber kultur, og som gør at kultur hos mennesket er mere end bare vaner - mennesket skaber ret hurtigt kultur - hvis en gruppe mennesker som kulturmæssigt var hinanden helt fremmede skulle danne et samfund, så ville der ret hurtigt - nogle få generationer - være opstået en ganske veludviklet kultur - sprog, fortælling, kunsthåndværk.

  Annie: Ja, rigtigt, men en sådan kultur ville også ret hurtigt ophøre med videre udvikling, fordi mennesket af naturen ikke behøver særlig megen kultur - tænk bare på den kultur der var for et par generationer siden i visse miljøer - både hos rige og fattige - i min barndom besøgte jeg af og til en ældre mand, hvis liv ikke var andet end at spise og sove og lægge kabale - han hverken læste noget eller hørte musik - i radioen hørte han kun nyhederne - et så kulturfattigt liv var ikke usædvanligt i arbejderklassen - og i overklassen kunne det stå ligeså slemt til - i villaen på den anden side af vejen her, boede i min barndom en stenrig familie - deres stuer var fyldt med kostbare antikviteter, men de ejede ikke en eneste bog og de havde ikke noget begreb om den verden som deres kostbarheder kom fra - det eneste de vidste om dem, var prisen - de inviterede os engang, og de nød at vise os rundt, for de kunne se på vores undersøgende blikke at vi var kendere - min far trak mig hen til at maleri af en gammel kone der strikker, og spurgte om jeg kunne se hvem maleren er - "det ligner Ring", sagde jeg - "det er det også", hviskede min far, "men det véd de ikke selv - kig interesseret på tingene, men ikke noget med at stille spørgsmål!"

  Pia: Haha.

  Annie: Da vi kom hjem spurgte jeg min far, hvad de mon havde givet for det maleri - mindst 50.000, sagde han - og herregud, tilføjede han, la' dem ha' den fornøjelse, og tingene er jo i gode hænder - arbejderen må jo sådan set siges at have mere kultur end de mennesker, for han sidder trods alt iblandt ting fra sin egen kultur - men de to kulturer er lige stillestående og kraftløse - der skal en særlig kraft til, førend en kultur stræber imod højere udvikling, og den kraft er særdeles forskellig fra kultur til kultur - og i en bestemt kultur kan den være forskellig på de forskellige kulturområder - og når den kraft begynder at aftage på de åndelige og æstetiske områder, så er kulturen i alvorlig fare - jeg havde en onkel som på sine gamle dage filosoferede over hvordan afslutningen af menneskets gang på Jorden mon vil komme til at forløbe - for det vil jo ske på et tidspunkt - og det vil ske længe inden et himmellegeme slår os af pinden - min onkel mente, at det vil ske ved at vores livskraft ebber ud, og at det er en udvikling som allerede er i fuld gang - vi har ingen fremtid, påstod han, menneskeheden er nået til vejs ende, vi gider ikke at leve mere - det ligger i menneskets natur at søge imod skønheden, men i vort århundrede har vi fået en trang til at fremvise grimheden - og det kan endda gå, for om noget er smukt eller grimt kan der herske delte meninger om - men så er der kommet en tendens som er langt mere skræmmende, nemlig vores dragning imod steriliteten - og det er et tegn på trods, sagde min onkel - ligesom når den dødsdømte spotter Gud - min onkel gik meget op i arkitektur, og det var især her han så sin påstand bekræftet - 60'ernes og 70'ernes vækst i parcelhusbyggeri og betonkasser - "beboelsesmaskiner", som hippierne kaldte dem - og udviklingen bort fra det levende træ og hen imod dødt materiale som spånplader og stål og plastik - det var en udvikling som skreg på en modreaktion, og den kom jo også - min onkel betragtede hippiebevægelsen som et forsøg på at dæmme op for den uhyggelige udvikling - han holdt et foredrag om sagen til vores salon her i stuen - og der læste han en passage fra H.C. Andersens roman "Improvisatoren" - hovedpersonen Antonio rejser sammen med en dansk maler fra Rom til Napoli, og da de kommer til en lille by, siger maleren: her skal du bare se, Antonio, her er mit skidne Itri! - det er den by jeg har glædet mig mest til at gense - se: snavs allevegne, pjaltede børn, vinduer uden orden, og røgen kommer ud af de åbne porte og soder facaderne til - det er lige noget for en maler! - dér hvor jeg kommer fra, er gaderne renskurede og husene står på rad som soldater, og trapper og kanapper er beskåret så det er umuligt at få noget ud af dem - grunden til malerens begejstring for den skidne by, er netop dens skønhed - han taler bare ikke om skønheden, for hans ledsager kan se den - det dybtblå Middelhav på den ene side og bjergene på den anden side, og blomster og frugttræer overalt hvor der er en smule jord - men først og fremmest er skønheden det brogede folkeliv - alle er igang med deres gøremål, og nogle synger og man kan høre muciseren forskellige steder fra - min onkel sammenlignede livet i den by med vores liv - vores boliger er kulisser for livets skuespil, sagde han - og så beskrev han en idé han havde fået til et absurd skuespil - da tæppet går op ser man en stue i et parcelhus - fjernsynet i baggrunden og mand og kone siddende tavse med kaffekopperne, og fra et tilstødende værelse hører man en taktfast dunken - i et helt kvarter sker der ikke andet - der opstår uro blandt publikum - så stopper støjen fra værelset og et kronraget hoved kommer frem i døren til stuen og siger: "jeg skrider" - forældrene reagerer ikke, og så er der igen et kvarter hvor der ikke sker mere - så kommer anden akt - nu er det sønnen og moren der sidder foran fjernsynet - efter en lang tid siger sønnen: "hvornår kommer far hjem?" - "det er udsat en uge", svarer moren - "udsat igen", spørger sønnen - "ja, der er stadig noget de ikke kan få til at virke" - efter en lang tid siger moren: "far tjener godt ved det, måske ka' vi komme ud og rejse" - så er der igen tavshed i et helt kvarter - tredie akt er kortere: fjernsynet er slukket og alle tre familiemedlemmer er tilstede og der diskuteres højlydt - om penge og huset og fordeling af tingene og om sønnen skal bo sammen med faren eller moren - fjerde og sidste akt er ganske kort: en veltalende ejendomsmægler fremviser den tomme stue for et ægtepar og deres søn - så går tæppet ned og skuespillerne kommer frem - nogle få tilskuere klapper højlydt: "bravo! - et mesterværk!" - men de fleste klapper kun for ikke at blive bemærket.

  Pia: Haha.

  Annie: Det der viser at vi er nået til vejs ende, sagde min onkel, er vores helt forandrede syn på fremtiden - vi kan ikke mere se den, så derfor har vi ingen efterkommere - tidligere kunne man være nogenlunde sikker på fremtiden - i den lille skidne by, var fremtiden ligeså uforanderlig og endeløs som fortiden - for os derimod, står fremtiden som noget fremmedartet og skræmmende - derfor ønsker vi at fremtiden ophører - vi kan forvente terrorangreb, sagde min onkel - men hvor drivkraften i terrorangreb hidtil har været et voldsomt had imod fremmede, så vil det i fremtiden nærmest være sådan, at det må siges at det er os selv vi angriber - vi bliver selvdestruktive - min onkel opremsede en række realistiske måder som kan bruges til at dræbe folk eller lamme samfundet, og som det vil være umuligt at gardere sig imod - bombesprængninger og farlige bakterier og forgiftning af fødevarer - han var ekspert i flykonstruktion, og i sin ungdom havde han bygget modelfly, men på sine gamle dage sad han og filosoferede over et fjernstyret modelfly drevet af en elektromotor og forsynet med en sprængladning.

  Niels-Henrik: Han havde lavet detaljerede tegninger - hans fly var på over to meter, men det vil engang kunne laves så det er ganske lille - der er et filmkamera i og det kan styres fra en mobiltelefon - og personen der styrer flyet, kan jo sidde på den anden side af jordkloden - det kan være håbløst at finde ud af hvor det kommer fra - han talte også om et stort fjernstyret overlydsfly som fløj over storbyerne i lav højde - folk ville miste hørelsen og blive psykiske vrag - man ville ikke kunne skyde det ned.

  Annie: Efter at have hørt alle hans metoder, så kunne man ikke lade være med at tænke, at det er terroristernes mangel på kunnen og opfindsomhed som vi kan takke for at skaderne endnu ikke har været større - men en dag kunne opfindsomhed jo komme på mode - vi kan selvfølgelig indrette verden sådan at folk lever i fred og fordragelighed, men den fred og fordragelighed kunne få nogen til at gå amok - vi vil forsvinde på samme måde som dinosauerne, sagde min onkel: de forsvandt fordi deres krop var blevet for stor, vi vil forsvinde fordi vores hoved er blevet for stort.

  Pia: Haha.

  Annie: Det samme gælder kulturerne - de forsvinder når de er nået for højt tilvejrs - og det kan da godt være at det ikke kan være anderledes - alting har jo sin tid - men når vi har en kilde til rigdom, så skal vi da værne om den så længe som muligt - jeg mener, at alle de højestudviklede kulturer altid er gået til grunde længe før at deres tid måtte være forbi - hvis det ikke skyldtes angreb udefra, så skyldtes det deres egen manglende evne til at beskytte og vedligeholde kulturen - den kulturudviklende kraft jeg taler om, har jeg funderet over i de senere år, og jeg er nået frem til, at det er den kraft som bør kaldes kærligheden - mennesket kan bevæges og fængsles ved tingene, siger du, men det kan ske på to måder: følelsen kan være intens eller den kan være dyb - den intense følelse kan ethvert menneske opleve, og også de højeststående dyr, men den dybe følelse er kulturskabt - og den forudsætter som sagt et ret højt kulturniveau, så derfor er kærligheden et relativt sent fænomen i menneskehedens historie - jeg sagde vist, at i ethvert samfund følges udviklingen på de forskellige områder ad - hvis musikken er højt udviklet, så vil fortællekunsten også være det - det er ikke helt sandt - udviklingen mod de højere kulturformer er sket ved at der hist og her pludselig er set et kulturmæssigt lysglimt - en mutation, som jeg talte om - i en kultur som ellers ikke står særlig højt, kan et kulturområde være påfaldende veludviklet - det kan for eksempel være sket ved, at sangen til den religiøse ceremoni ændrer karakter - sangen har hidtil været ret monoton, men så er der en ung pige som vækker opsigt, fordi hun har en usædvanlig smuk sangstemme og en ekstraordinær musikbegavelse - alle bevæges af hendes sang - og hun begynder at arbejde med sin stemme, og hun lærer andre med en smuk sangstemme at synge på samme måde - der opstår et kor som synger på en forfinet måde, og ved ceremonien veksler man mellem korets sang og menighedssangen - og den skik bliver en tradition som udvikles, så der er opstået en sangledsagelse som er helt forskellig fra den sædvanlige praksis og som man er stolt af - der har i tidens løb været sådanne særligt udviklede områder i kulturer som ellers ikke har været særlig højtstående - for eksempel musikken hos sigøjnerne - men det vi i almindelighed forstår ved et kulturmæssigt lysglimt, er en kultur hvor niveauet har været højt på alle de åndelige og æstetiske områder - og det beror på, at den kulturskabende kraft jeg taler om, ikke bare har været tilstede på isolerede områder, men at den har ligget i den fælles kultur, fordi man har prioriteret alle de åndelige og æstetiske områder højt - og hvis jeg skulle definere det guddommelige, så ville jeg sige, at det guddommelige er forestillingen om en kultur hvor den kulturskabende kraft, altså kærligheden, er mest muligt udviklet - ifølge Bibelen er Gud og kærlighed nærmest identiske størrelser - og Guds kærlighed er ubegrænset - Gud har en ubegrænset kærlighed til sit skaberværk, og ikke mindst til mennesket, så derfor skal mennesket have en ubegrænset kærlighed til Gud - mennesket er pålagt at elske Gud af hele sit hjerte - og ingen kærlighed kan blive så stor som kærligheden til Gud - er det ikke sådan det skal forstås? - men jeg kan ikke få den kærlighed til at passe ind i mit kærlighedsbegreb - den...

  Gudrun: Vi er kommet så langt bort fra fortidens forestillinger om Gud, at vi slet ikke kan sætte os ind i de følelser et menneske kunne have i forbindelse med Gud - og det er da muligt, at man kunne have en ligeså stor kærlighed til Gud som man kunne have til et menneske, og at den endda kunne være større - vi må jo ikke afvise følelser, bare fordi vi ikke selv kan forestille os dem - før i tiden var mange ting jo større end de er idag - men en betingelse for en kærlighed er selvfølgelig, at man har et klart billede af dens genstand - og her kan der jo ske det, at billedet krakelerer - man kan opdage, at det menneske man elsker ikke er den man troede - og det samme med Gud - der kan komme ting frem som spoleret billedet - der kan komme nye og sikre erkendelser som strider imod det billede man havde af Gud - sådanne ting må vi kunne se i øjnene - vi må ikke flygte fra kendsgerningerne - vi må hele tiden være indstillet på at skulle korrigere vores opfattelser - og det kan betyde, at der er former for kærlighed som umuliggøres - der kan opstå nye former for kærlighed, og der er former for kærlighed som kan forsvinde - en kærlighed kan forsvinde, hvis den er blevet umuliggjort af nye kendsgerninger.

  Annie: Jeg vil nu sige, at hvis man er altfor nøjeregnende med kendsgerninger, så er enhver kærlighed umuliggjort - kærligheden har til enhver tid bedst af ikke at blive kigget altfor grundigt efter i sømmene.

  Pia: Haha.

  Annie: Vi skal hengive os til genstanden for vores kærlighed, men der vil altid være spolerende omstændigheder, og dem må vi prøve at lukke øjnene for - noget andet er, at ting udefra kan gribe forstyrrende ind - jeg ser som sagt kærligheden som et religiøst fænomen, og enhver form for religiøsitet forudsætter et særligt åndsklima - og er det åndsklima der ikke, så kan det være nødvendigt at holde afstand til de herskende kendsgerninger - helst skulle det være sådan, at der i kulturen hersker et generelt religiøst sindelag - en naturlig og almen trang til en religiøs livsdimension - men hvad nu hvis den trang ikke er der? - hvis tidsånden ikke er til det religiøse? - så må man isolere sig fra tidsånden - du isolerer dig jo selv fra tidsånden, og det er der vel en grund til - i vor tid er der så lidt religiøst sindelag tilbage, at et menneske som er et produkt af tiden, slet ikke kan blive religiøst - et ungt menneske kan ikke blive ægte religiøst, vil jeg påstå - der vil sikkert til enhver tid være mennesker der kalder sig troende, men at man er troende betyder ikke nødvendigvis at man er religiøs - ikke efter mine begreber - jeg bemærkede det hos en ung fyr fra Jehovas Vidner som jeg mødte - vi har igennem mange år kommet sammen med et ægtepar der er Jehovas Vidner - og jeg har overfor dem ikke lagt skjul på, at jeg ser Jehovas Vidners religionsdyrkelse som forfladiget - og det har de ikke taget ilde op - fordi de er enige, selvom de ikke ville drømme om at indrømme det, og fordi de véd, at jeg ikke betragter deres eget religiøse liv som forfladiget - ved siden af deres religiøse liv i snæver forstand har de nemlig kulturelle interesser, og den form for interesser opfatter de som en religiøs fordring: deres gud kræver det af dem - måske ikke lige at man spiller violin og klaver, som de gør, men at man på nogle områder tager del i de ting som Gud har skænket os igennem udvalgte mennesker - til at højne vores ånd og få os til at værdsætte skaberværket, og til at lede os bort fra de nedbrydende ting, som de udtrykker det - de har problemer med deres kristendom, fordi deres opfattelse af Gud og Bibelen er så uforenelig med vor tids verdensbillede - deres kulturelle interesser er også ude af trit med tidsånden, men de kan alligevel bedre gå an - men sidst jeg besøgte dem, havde de inviteret en af deres unge trosfæller, og han havde en film med om "Guds Storhed" som han syntes jeg skulle se - jeg var ikke begejstret, og ægteparret heller ikke - og jeg tænkte bagefter: det er godt man ikke skal leve et evigt liv i Paradiset sammen med de mennesker - men jeg fik da den unge mand til at indrømme, at filmen også efter hans smag var for amerikansk - og jeg sagde til ham, at der er for megen dårlig smag i Jehovas Vidners gudsdyrkelse - der er intet opløftende ved deres rigssale og sangtekster og melodier - "Det er der en mening med", sagde han, "de ting du vil have, er ydre ting der leder os bort fra det væsentlige" - jeg spurgte ham hvad han foretager sig, når han ikke er ude at forkynde eller til møde i Rigssalen eller studerer Bibelen - først sagde han at han ikke foretager sig andet, så tilføjede han at han ser fjernsyn og hører musik - jeg spurgte om han aldrig læste rigtig litteratur og hørte rigtig musik - han stejlede ikke over ordet "rigtig" - han sagde, at det han lærte i gymnasiet ikke sagde ham noget - jeg spurgte om det virkelig vil sige, at vi ikke skal gøre en indsats for at højne vores smag og ånd ved at tage del i de bedste af vore kulturværdier, og om ikke god litteratur kan gøre os til bedre mennesker - "Der er ingen bedre litteratur end Bibelen", svarede han - "Det behager måske ikke Gud, at vi beskæftiger os med sådanne menneskeskabte ting", spurgte jeg - "Hvis de ikke er i strid med Bibelen", svarede han, "så har vi ikke gjort noget forkert" - "Jeg kan forstå", sagde jeg, "at alle de tusinder af timer jeg har brugt på at forædle min ånd, er spildte" - "Du har vel nydt din musik og dine bøger", svarede han - jeg var lige ved at sige til ham, at de ting jeg beskæftiger med, de giver mig så megen rigdom, at jeg er overbevist om, at når jeg engang skal herfra, så har jeg haft rigdom nok - jeg behøver ikke et liv i Paradiset, og slet ikke et evigt.

  Jonatan: Det er da meget logisk: folk der tror på et evigt liv, er folk der har brug for et evigt liv.

  Annie: Ja selvfølgelig - men hvad fanden bilder sådan en lømmel sig ind? - jeg vælger omhyggeligt ud hvad min ånd skal trakteres med, og han lader sig besudle af tegneserier og pop, men det er ham der har Guds velsignelse.

  Eirik: Gud er uretfærdig.

  Pia: Haha.

  Gudrun: Det er en replik fra "Den indiske hytte" - det er en engelsk doktor som efter en besværlig rejse og et utal af ceremonier, har fået foretræde for brahminernes overhoved for at stille nogle spørgsmål om sandheden - og han er vred over de svar han får - vred over at Gud har indrettet verden sådan, at kun brahminerne har adgang til sandheden - men Gud er alligevel retfærdig, for brahminerne selv er jo de første ofre for deres umenneskelige sandheder - lykken og nogle meget sundere sandheder møder den engelske doktor hos et ungt par som tilbyder ham husly under et uvejr - de lever helt isoleret fra denne verden og dens galskab - de er flygtet sammen, manden fordi han er kasteløs, og kvinden fordi hun som brahminsk enke skulle være brændt sammen med ægtemanden.

  Jonatan: Ja, men Annie, du er også uretfærdig - den unge jehova er vel ikke mere fagidiot end så mange andre, og han har da en smule ståsted, må han så ikke ha' lov til at ligge og glo lidt i et Anders And blad?

  Annie: Haha - jo gu' må han så, men jeg ser hans bibelstuderen som en verdslig interesse - den udspringer ikke af et religiøst sindelag - et sådant sindelag ser man hos det midaldrende ægtepar - de er kultiverede i gammeldags forstand, fordi de begge kommer fra kultiverede hjem, og det er i virkeligheden i den side af deres åndsliv, at deres egentlige religiøsitet befinder sig - deres bibelstuderen er tro, ikke religiøsitet - efter mine begreber - og den unge fyr har ikke andet end troen - og hvordan er dens nærmere beskaffenhed? - det ku' jeg godt li' at vide.

  Gudrun: Det ku' jeg også - men udviklingen bort fra fortidens religiøse forestillinger må da ses som et naturligt skridt fremad - og det er som sagt også et skridt frem, at vi er holdt op med at dyrke finkulturen som en religion - vi har brug for åndelige værdier, men vi har ikke mere brug for de gamle religiøse forestillinger - og den form for nyreligiøsitet vi har set, har været ligeså falsk og uden reel nytte - og det seneste der er kommet til: alt det vås som skal gøre nytte i erhvervslivet - noget som folk tager sig til takke med, fordi deres unaturlige liv ellers ville være helt uudholdeligt - vi har brug for et livsgrundlag, og det skal have en åndelig dimension, derfor må vi være imødekommende overfor åndelige værdier, men de skal ses kritisk an - for tiden er yoga og meditation kommet på mode i erhvervslivet - og jeg har selv dyrket yoga engang, og jeg havde stort udbytte af det - men det gik op for mig, at det var det frustrerende arbejde jeg havde, som var skyld i behovet - da jeg forlod det arbejde, og begyndte at leve helt alene og uden irritationsmomenter, så holdt jeg automatisk op med at dyrke yoga.

  Annie: Ja, men yoga kommer fra Indien, og inderne kendte da ikke til den vestlige verdens frustrationer.

  Gudrun: Nej, men de kendte til andre ødelæggende ting - der er noget alvorligt galt med det hinduistiske verdensbillede, og det samme gælder de fleste kultures verdensbillede - det opdager man, når man fordyber sig i de forskellige kulturer - så opdager man absurde ting - en meget udbredt og ødelæggende opfattelse, er den, at vi ikke må være for lykkelige - vi må skjule vores lykke - og især overfor guderne, de kan blive misundelige og fælde os - hvis et barn i Indien døde, så kunne faderen beskylde moderen for at være skyld i det, fordi hun elskede barnet for meget! - den samme skræk for livsglæde ses i kristendommen - i langt de fleste kulturer, selv den dag idag, tæller størrelser som livsglæde og trivsel og entusiasme ikke stort - det er ikke det det gælder om - sådanne forestillinger kan være håbløse at komme tillivs, men de skal klarlægges, og vi skal gøres bevidste om dem og medvirke til at bekæmpe dem - vi må til enhver tid standse op og foretage kritiske vurderinger af det vi er blevet indpodet.

  Annie: Ja, men dit projekt minder ærlig talt om lidt marxisternes: vi skal starte med en dybtgående analyse af samfundslivet igennem tiden - du må ligesom Karl Marx skrive et digert bogværk.

  Pia: Haha.

  Annie: Og det vil måske ligesom Karl Marx' værk blive beundret, og så vil andre arbejde videre med sagen, men det kunne jo ende med bøger som den omtalte lærebog for regnebogsforfattere - og bedre bliver det ikke af, at de mennesker der fører tingene ud i praksis, er af en anden type end dem der udtænker tingene - som Pias far måtte erkende - de handlekraftige, det er dem der står på spring for at føre ting ud i livet, men de er ofte smalsporede, og den sag de tager sig af, er gerne mindre vigtig for dem end det at de får lov til at tale og handle - vi har lige hørt at Sonja Kowalevsky var revolutionær, men det var hun ikke, og det bebrejdede søsteren hende - Sonja sympatiserede med de revolutionære, men hun beskyldte dem for at lægge for meget vægt på det økonomiske, og hun troede på at samfundet kan omformes ad fredelig vej - det er rigtigt, at da hun kom tilbage til Rusland efter at have fået sin doktorgrad, så kastede hun sig ud i det mondæne liv, og det var måske meget sundt, for så erfarede hun hvor tomt det er - og det var jo sådan set det liv som de revolutionære forestillede sig at hele befolkningen engang udi fremtiden skulle leve - Sonja kom mere og mere til at savne sin matematik, og det blev også klart for hende, at den matematik hun skulle beskæftige sig med, den skulle være intellektuelt udfordrende, og det måtte nødvendigvis ske på bekostning af praktisk anvendelighed - Sonja var den rette til at medvirke til at reformere samfundet, fordi hun kunne se, at der sideløbende med de nødvendige sociale forandringer, må holdes liv i nogle fagtraditioner som kan synes unødvendige - og den side af kulturen skulle så mange som muligt gerne tage del i, så der hele tiden ville være en vægtig kritik af de ensidigt revolutionære - Sonjas søster var ensidigt revolutionær, og hun giftede sig med en fremtrædende fransk revolutionær - men hun fordybede sig ikke i noget, og hun udrettede aldrig noget af format, så derfor havde hun ikke blik for den følelse af meningsløshed, som man kan forestille sig at der kunne opstå i det tusindårsrige hun drømte om - livet i tusindårsriget var jo faktisk det liv som deres mor levede - og grunden til at søsterens eget liv havde mening, var at hun havde noget stort at leve for, nemlig revolutionen - men hvad når den er gennemført? - når man har en vision - et mål der skal nås - så må man altid forsøge at forestille sig den kritik som engang kan rettes imod målet - og hvis man kan se nogle ting som engang kan blive et problem, så skal de foregribes allerede nu - men så langt er der aldrig nogen der tænker.

  Gudrun: Det er rigtigt.

  Annie: Ethvert menneske må kunne give et klart svar på, hvad der er menneskets primære ærinde her på Jorden - og ihvertfald må de handlekraftige kunne give et svar, men det er netop dem som har mindst svar at give - for de er kun fikserede på handling, og den form for handling som de praktiserer, kan ikke være et mål i sig selv - der er jo et mål som skal nås, og jo nærmere man når målet, jo mere aftager iveren for at nå det - når man viser de handlekraftige de ting som burde være menneskets primære ærinde her på Jorden, så betragter de dem som tidsfordriv - de må udskydes - jo mere lødige de er, jo mere må de udskydes - de ligger langt ude i fremtiden, fordi man ønsker dem på lang afstand.

  Jonatan: Det er der vist ikke en eneste politiker nutildags der mener - men det er ikke nok, forstår man, en politiker ska' sidde det meste af dagen og løse matematiske problemer eller komponere partiturmusik, for at han ka' ha' den rette forståelse for menneskets primære ærinde her på Jorden - men jeg mener nu, at de ting der ka' være nyttige for en politiker - viden om det der foregår i samfundet - de ting ka' være li'så interessante - ja mere interessante - og så kommer politikerens kunnen endda mange tilgode - den tid er helt passé, hvor man som for eksempel i Frankrig, kunne vælge en mand som minister bare fordi han havde skrevet en digtsamling.

  Annie: Der sku' vist mere til end en digtsamling - digtsamlingen skrev han, fordi han havde for meget ånd til bare at varetage sit levebrødsarbejde - og en digtsamling skulle da gerne veje tungt - vi har brug for erfarne politikere, men af en minister bør man kræve politisk uerfarenhed - af den grund at politisk tovtrækkeri fordærver - hvis vi anvender Aristoteles' mekanisme på de erfarne politikere, så kommer vi frem til at de har en dårlig karakter - for de går hele tiden med til noget som er imod det de står for, og det er da gentagne skadelige handlinger - med mindre de ikke står for noget særligt, og det er måske iorden hos den menige politiker, men en ledende politiker må stå for noget særligt - derfor må en ledende politiker ikke være karrierepolitiker, han må kunne sætte sin politikerkarriere på spil, han må have et andet virke som han kan vende tilbage til - af en ledende politiker må den indsigt som er erhvervet udenfor det politiske liv, regnes for at tælle mest - og han må være repræsentant for et virke som han selv opfatter som forbilledligt, og politik kan ikke kaldes et forbilledligt virke.

  Jonatan: Nå! - er politik ikke et forbilledligt virke?

  Annie: Nej, politik er en trist livsgerning - når karrieren er forbi, så kan man fortælle at man har bidraget til det og det, men man får ingen tak, for til den tid er tingene blevet en selvfølge - der er altid noget sørgeligt ved ældre eller afdøde politikere - politik er noget man kan være fristet til når man er ung, og når man elsker at tale og blive set - og når man hører blandt de mennesker der kan nøjes med at leve i nu-et - det er det samme med skolelærergerningen - det er også mennesker som vil være i centrum og bestemme, og de lever også bare i nu-et - det er en stor ulykke, at det netop er de mennesker - skolelærerne og politikerne - som henholdsvis former os og bestemmer over os - og...

  Jonatan: Og deres liv er ikke, som det burde være, forbilledligt - det forbilledlige liv, forstår man, det er et liv som er så betydningsfuldt at folk om hundrede år vil interessere sig for én - og takke for éns indsats.

  Annie: Ja netop - alle de ting I kan se her, beror på en indsats igennem hundreder af år fra tusinder af menneskers side - og de mest betydningsfulde i den skaberakt, dem jeg takker mest, det er såmænd ikke de direkte skabere af tingene, forfatterne eller komponisterne, nej, det er alle de mennesker som har været bærere af tingene - de mennesker som i særlig grad glædede sig, når de havde fået en ny roman eller node eller fagbog i hænde - de mennesker vidste nok hvordan de ville leve, hvis de ikke var tvunget til at leve det liv som de måtte nøjes med - de havde en ubesmittet forestilling om det ideale liv, hvorimod skaberne af tingene mange gange forbandede deres virke langt væk - de var tyngede...

  Jonatan: De der levede det ideale liv, forbandede det langt væk! - men så var de drømme dine bærere bar på - de tusinder du takker i din aftenbøn - så var deres drømme da falske.

  Annie: Javist - falske, det er de fleste drømme.

  Jonatan: Og dine drømmere skabte da ikke noget.

  Annie: De skabte deres drøm, og den kunne da være ganske nyttig - både for dem selv og for samfundet - for vi må formode, at de foragtede det de fleste går og drømmer om - at deres drømme var falske, nedsatte da ikke deres nytteværdi.

  Jonatan: Jeg vil nu påstå, at langt de fleste mennesker ikke drømmer ret meget om et andet liv - det sande liv, er det liv de allerede lever, med mindre de har det ekstremt dårligt - og sådan har det altid været - du siger jo, at Den franske Revolution, den startede ikke i underklassen, men i overklassen - og sådan er det altid, oprør bliver startet af folk som ikke har ret meget at klage over, men som er utilfredse på massens vegne - sådan var det også i 70'erne - det er de utilfredse afvigere der ansporer til utilfredshed.

  Annie: Haha ja, det er rigtigt - jeg var en af de utilfredse afvigere som ung, og min utilfredshed var på massens vegne - nej forresten, da jeg var ung var jeg slet ikke nogen afviger - jeg sympatiserede med dele af oprøret dengang, men jeg havde ikke meget med de nye kulturstrømninger at gøre - jeg stod for vores officielle kultur, og det var finkulturen - de nye strømninger opfattede jeg som noget der hørte ind under den folkelige kultur - jeg vil snarere sige, at jeg var et produkt af en bevægelse som kom nogle år tidligere, men det var først meget senere at det gik op for mig hvordan tingene hang sammen, for jeg var kun ni år dengang - det var i 1963 - på den skole hvor jeg gik, kom to nye lærere som ikke var rigtige lærere - man så dem ikke så tit og de underviste kun i de ældste klasser - den ene kaldte vi Kunstmaleren, for han så ud som en kunstmaler dengang skulle se ud: fløjlsbukser og islandsk sweater og fuldskæg - og det viste sig at han var kunstmaler og at han underviste i et fag der hed "kunstforståelse" - den anden lærer kom jeg til at se en del til - han var organist, og det var ham som jeg ti år senere kom til at efterfølge som organist - takket være ham - han skulle undervise i "musikforståelse", og lige da han blev ansat, arrangerede han koncerter hvor alle kunne komme - på den tid var stereo lige begyndt at komme frem, og skolen havde anskaffet et stereoanlæg, og det var denne meget mere virkelighedstro gengivelse, han inviterede børnene og deres forældre til at opleve - og han udnyttede lejligheden på den måde, at han kun spillede musik som folk normalt ikke hørte, nemlig klassisk musik fra vort århundrede - jeg var til flere af aftenerne - han startede med at præsentere komponisten og værket, og efter at vi havde hørt hele værket, og imens vi drak kaffe, så spillede han udvalgte passager - det allerførste han spillede, var Carl Nielsens Femte Symfoni dirigeret af Leonard Bernstein - og så arbejdede han sig frem mod nyere og vanskeligere værker - jeg fornemmede, at de to lærere var noget særligt - alene det at mine forældre engang inviterede dem - de ville aldrig drømme om at invitere en almindelig skolelærer - jeg regnede med at jeg selv engang ville få de lærere, men det ville jeg ikke komme til, sagde mine forældre: "Det er du ikke fin nok til" - "Er jeg ikke fin nok? - hva' ska' det sige?"

  Pia: Haha.

  Annie: "Det skal sige, at du skal i den boglige linie, og den fine undervisning i billedkunst og musik er for dem i den faglige linie" - dengang delte man eleverne op i de boglige, som skulle have realeksamen eller studentereksamen, og de faglige, som skulle i lære som et eller andet - eller som ikke skulle lære mere, for dengang kunne man gå ud af skolen efter syvende klasse - de fleste gik nu først ud efter niende klasse - men netop det år var der blevet oprettet en tiende klasse for de faglige, og det var dem der skulle nyde godt af den fine højskoleprægede undervisning - der var iøvrigt to fag mere: filmkundskab og psykologi - i kunstundervisningen var det meningen, at hovedvægten skulle lægges på det nutidige, og at eleverne skulle med læreren på kunstudstilling eller til koncert eller i biografen - mine forældre fortalte, at de flere gange så musiklæreren og hans elever ved en Torsdagskoncert - meningen var altså, at de elever som ikke skulle have en videregående boglig uddannelse, de skulle i det mindste tage del i den finkultur som ikke forudsatte en højere boglig uddannelse - man forestillede sig, at de som voksne sammen med ægtefælle og børn som en helt naturlig ting, så lødige film og gik på Lousiana og til Torsdagskocert - en anden grund til at man gav de faglige en undervisning som på en måde var finere end de bogliges lektielæsning, var at de ikke skulle føle mindreværd overfor de boglige.

  Gudrun: Ja, jeg kan godt huske at der var tanker i den retning - det var da en prisværdig idé.

  Annie: Ja, efter den tids kultursyn, skal man tilføje - dengang var det en selvfølge, at vores sande kultur er finkulturen og at der måtte gøres mere for at styrke den og udbrede den - derfor oprettede man et nyt ministerium som skulle tage sig af kulturen: Kulturministeriet - der kom nye støtteordninger til kunsten og den nye form for undervisning i Folkeskolen skulle med tiden gøres obligatorisk - for der var kulturfænomener i tiden som truede vores sande kultur - der var dels den musik som de unge brugte deres lommepenge til og som var en plage de voksne - og...

  Gudrun: Den var aldeles bandlyst i mit hjem - min far kaldte den "pigtrådsmusik".

  Annie: Ja, den betegnelse kan jeg godt huske - de unges musik havde ikke noget med musik at gøre, men det samme gjaldt den moderne klassiske musik, mente de fleste - og ligeledes havde den modernistiske digtning og den abstrakte billedkunst ikke noget med kunst at gøre - enhver idiot kan skrive meningsløse ord eller klatte maling på et lærred, og sådan noget skal skatteyderne ihvertfald ikke betale for - den mest højttalende fortaler for det synspunkt, var en lagerforvalter der hed Rindal, så han kom til at lægge navn til et skældsord som man kunne hæfte på folk der var imod støtte til kunsten - en sådan person kaldte man en "rindalist".

  Gudrun: Det ord bruger man da stadig.

  Annie: Ja det håber jeg, for der er sikkert flere rindalister idag end der var dengang - Dansk Folkeparti er et rindalistisk parti - men så var der dengang også noget andet galt med den moderne kunst - de mennesker der var så dannede, at de syntes at det var at gå for vidt helt at afskrive den moderne kunst, de var ikke dannede nok til at forstå den moderne kunst - den moderne kunst er blevet uforståelig for almindelige mennesker, sagde de - man anklagede kunstmiljøet for at være elitært - og hertil svarede kunstnerne, at det kommer af den moderne kunsts høje stade, på samme måde som videnskabernes uforståelighed kommer af deres høje stade - den moderne kunst er ganske rigtigt blevet uforståelig for almindelige mennesker, men så kan de jo bare holde op med at være almindelige mennesker.

  Pia: Haha.

  Annie: Hvis man vil forstå en videnskab, må man dygtiggøre sig og anstrenge sig, og det samme er blevet kunstens vilkår, mente kunstnerne - men nu er der bare det ved det, at når det gælder en videnskab, så er der en klar vej man kan følge hvis man ville forstå den, sådan var det ikke i kunsten - men sådan burde det have været, og det var i virkeligheden her problemet lå - mens videnskaberne har udviklet sig nogenlunde stødt og roligt, så har der i kunsten været opbrud - og slår man ind på en ny vej, er man på usikker grund - det alvorligste opbrud der har været, kom ved århundredeskiftet, og det var især musikken og malerkunsten det var galt med - mange kunstnere og den mere vågne del af publikum kunne se, at de gamle udtryksformer var ved at være udtømte, og at der var brug for en radikal fornyelse - og der kom også noget som pegede i den rigtige retning, men så var der to verdenskrige og en kulturfjendtlig mellemkrigstid som greb forstyrrende ind - og da der efter Den anden Verdenkrig kom ro i udviklingen, så vendte man tilbage til noget af det der var begyndt før Den første Verdenskrig - indenfor musikken var det især Schönberg-eleven Anton Webern der inspirerede - hans værker var ekstremt korte og abstrakte - noget i stil med det vi spillede - og det var de komponister der var unge omkring 1950, der kom til at sætte dagsordenen i 60'erne - men de havde slet ikke været igennem den samme håndfaste skoling som kunstnere skulle igennem for hundrede og tohundrede år siden, men de opfattede sig selv som umådelig langt fremme, fordi det de lavede var abstrakt og vanskeligt - og det fik dem til at se ned på fortidens kunst, fordi det almindelige menneske kunne forstå den - for eksempel kaldte formanden for Dansk Komponistforening i et debatindlæg Mozarts musik for "mimmermusik".

  Pia: Haha.

  Annie: Det væltede ind med arrige læserbreve - det var i 1967 at krigen var på sit højeste - men grunden til at der overhovedet opstod en krig, var at folk dengang virkelig troede at det var den vej det gik - at det stigende uddannelsesniveau ville føre til at det ville gå frem for de seriøse ting og tilbage for de lettere - de lettere ting få den plads der tilkom dem: dansemusik og forskellige ting som børn og voksne kunne samles om - og folk havde virkelig grund til at tro at det var den vej det gik, for det var som sagt en bevidst officiel kurs - og for at få folk til pænt at acceptere den nye kurs, så havde man sørget for at den første kulturminister var en yderst respektabel personlighed - en statelig hvidhåret ældre herre som var uhyre belæst og kultiveret - og han havde virket indenfor arbejderbevægelsen og været højskoleforstander, og så var han tilmed en fremragende romanforfatter - men jeg tror, at al den statelighed forøgede folks frustrationer, fordi det betød, at den nye kurs ikke kunne siges imod - kursen førte til et mægtigt opsving i kulturlivet - blandt andet blev der udgivet masser af valgfri bøger til læsning i gymnasiet - og nogle af dem var ganske avancerede - vi har næsten alle matematik- og fysikbøgerne fra den tid - min onkel købte dem - men den af matematikbøgerne som var mest avanceret, var faktisk ikke valgfri, for hvor utroligt det end kan lyde, så var det en lærebog i matematik for det sproglige gymnasium - dén bogs skæbne står for mig som et symbol på finkulturens storhed og fald - den var skrevet af rektor for Hellerup Gymnasium, Poul Rubinstein - kender du den, Eirik?

  Eirik: Nej.

  Annie: Niels-Henrik, du må vise Eirik den - den blev vist aldrig brugt noget sted, den kom for sent - men tanken bag den var beundringsværdig - den holdt sig indenfor det givne pensum, men istedet for som man skulle forvente, at lade fremstillingen være mere anskuelig end den eleverne i den matematiske linie skulle udsættes for, så gjorde forfatteren det modsatte, han lod fremstillingen være mere abstrakt - og han brugte endda begreber og notationer som afviger fra dem man bruger i den almindelige matematiske praksis - han brugte dem specialisterne bruger.

  Eirik: Hvad er det for begreber og notationer?

  Niels-Henrik: Det er sådan noget som filtre og filterbaser til at definere kontinuitet og differentiabilitet og integral - og for eksempel skrev han ikke "integralet af f(x) gange dx", han skrev "integralet af f gange de", hvor e er den identiske funktion - den variable x er der jo ingen grund til at skrive, og den identiske funktion e kan erstattes med en hvilkensomhelst funktion.

  Eirik: I målteorien skriver man normalt "integralet af f gange dμ" - det græske bogstav "my" - μ er målet på mængden.

  Annie: Notationen behøvede ikke at være den almindeligt brugte, for eleverne skulle jo ikke bruge det i praksis - hvorfor al det besvær? - fordi de matematiske tankebygninger, og især når de er fremlagt elegant, er eksempler på en enestående form for menneskelig virketrang - og de tankebygninger burde ihvertfald de der skulle studere humaniora møde - og så var der også det, at det blev regnet for mindre fint at gå i den sproglige linie end i den matematiske - så på samme måde som man i Folkeskolen gav de ikke-boglige en undervisning som de boglige måtte misunde, så gav man de sproglige gymnasieelever en lærebog i matematik som nok kunne få matematikerne til at spærre øjnene op - man krævede selvfølgelig ikke at de sproglige skulle beherske stoffet på samme måde som de matematiske elever skulle beherske deres.

  Eirik: Jeg synes at forfatteren, istedet for at holde sig til det vedtagne pensum, skulle være gået ud over det, når han nu var igang, så kunne der være kommet interessante ting med.

  Niels-Henrik: Det var også min indvending, men bogen var tyk nok i forvejen - der var en anmeldelse af den i Nordisk Matematisk Tidsskrift - af en nordmand - han spørger om danskerne virkelig har lærere der er kvalificerede til at undervise efter den bog - på den anden side mener han, at en sådan bog i virkeligheden er nemmere at undervise efter end en middelmådig bog - han beundrer danskerne for deres fremsynethed.

  Annie: Ja, og et par år senere blev det betragtet som et fremskridt at bogen gik i papirmøllen.

  Eirik: Den blev vel lavet om til de nye marxistiske lærebøger.

  Niels-Henrik: Jah haha.

  Gudrun: Men Annie, du må da indrømme, at hr. Menigmands kværuleren engang imellem var berettiget - at der indenfor den ekspanderende finkultur foregik ting som var en god vrede værdig.

  Annie: Ja, det er sandt - der er foregået ting som har gjort livet mere surt for mig end for hr. Menigmand - hr. Menigmand frygtede at han skulle blive tvunget til at tilegne sig en kunst som han ikke forstod, og jeg frygtede at den kunst skulle udvikle sig i en retning så jeg ikke mere kunne stå inde for den.

  Gudrun: Ja, og det værste der kunne ske for dig, det var at retningen skulle bevæge sig nedad - at dine ting skulle blive påvirkede af folkets smag, og på den måde vinde udbredelse.

  Annie: Ja, det ville være det værste der kunne ske - for en forudsætning for at de ting kan virke, er selvfølgelig at de repræsenterer en anden verden end den almindelige verdslige verden - sådan har det jo også været med kirken - når man trådte ind i en kirke, trådte man ind i en anden verden - men nu er man igang med at nedbryde alle forskellene - i Folkekirken vil der sikkert inden længe komme ting som er i strid med kristendommen og traditionen og atmosfæren, og det ser jeg som et tegn på at man er ved at afvikle kirken.

  Gudrun: Ja, men det skal kirken også - ligesom al anden kulturmæssig galskab - vi skal værne om vores traditioner og kulturarv, men ikke for enhver pris - der sker fremskridt i vores erkendelse, og dem må vi rette os efter - noget som strider imod naturlovene og som enhver idag vil benægte kan finde sted, kunne da heller ikke have fundet sted for totusind år siden - man kan da ikke stå fra en prædikestol og lyve folk ned i ansigtet.

  Pia: Haha.

  Annie: At vi hele tiden skal tage tingene op til vurdering, det er altså en anden af dine leveregler - kunne du nævne flere af levereglerne?

  Gudrun: Jeg har allerede nævnt flere - for eksempel at vi skal søge naturen og ensomheden, og at vi skal nedsætte vores forbrug og den tid vi bruger på at tjene til det - og vi skal i det hele taget i alle livets forhold vise mådehold.

  Annie: Mådehold? - beror alle de største menneskelige præstationer ikke på umådehold? - har alle de der har udrettet de største ting ikke misforvaltet deres liv? - i perioder, ihvertfald? - og selv når vi ta'r sådan noget som alkohol og porno, så kan vi da ikke på forhånd præcisere mådehold - alkoholen er et uvurderligt gode, men den forudsætter at man lever et godt liv - alkoholen gør mormalt et dårligt liv værre, men den kan gøre et godt liv bedre - i så fald har den løftede stemning en helbredende virkning - og en person der lever et godt og sundt liv, tager mindre skade af et givet kvantum alkohol end én der ikke gør - tag bare et organ som hjernen - en person der bruger hovedet har stor blodgennemstrømning, og kan følgelig kapere mere alkohol end én der ikke bruger hovedet.

  Gudrun: Man ka' da ikke bruge hovedet når man har drukket.

  Annie: Nej, men der rettes op på skaderne næste gang man bruger hovedet.

  Pia: Hahaha.

  Annie: Men der kommer en dag, hvor man ikke mere skal rette op på skaderne - fra den dag af, skal man bare sørge for at hovedet er så intakt, at det kan fastholde sin beslutning om at hjælpe kroppen med at forfalde, så verden kan forlades indenfor en anstændig tid.

  Pia: Hahaha.

  Annie: Hvor grænserne skal sættes, kommer an på hvordan vi bruger tingene - det gælder også pornoen - eller erotisk stimulans, som jeg vil foretrække at kalde det - en komponist fortalte mig, at han må have erotisk stimulans altid - når han sidder ved sit flygel, så har han altid nogle erotiske billeder stående ved siden af nodepapiret - han kan ikke komponere en tone, førend han har fået valgt nogle billeder ud - han har flere hundrede at vælge imellem - han viste mig nogle af dem - de fleste harmløse, men der var alligevel nogle jeg ikke måtte se - den vane giver et betydeligt bidrag til hans velbefindende, siger han, og følgelig også til hans sundhed.

  Gudrun: Ja, hans billeder kan måske bidrage til hans sundhed - de fungerer vel nærmest som dekoration - men billederne kunne jo være af en sådan art, at det var dem han brugte tiden og fantasien til, så han mere og mere svigtede sit arbejde.

  Annie: Ja det er ikke heldigt.

  Pia: Haha.

  Annie: Men selv helt harmløse billeder kan få skadelige følger.

  Gudrun: Da ikke hvis de er som det man før i tiden holdt sig til i malerkunsten.

  Annie: Jo, sådanne billeder kan være katastrofale, for der er forskel på, om man kun ser dem på et museum og på, om man i sit eget hjem har en samling på flere hundrede - det er i høj grad de erotiske fotografier der har medvirket til at forandre vores erotiske kultur - som sagt stod det skralt til med kønslivet i det forrige århundrede, men der var i virkeligheden en ganske veludviklet erotisk kultur, men den kunne kun i meget begrænset grad betjene sig af ord og billeder - en af dem som gik til den yderste grænse for hvad der kunne siges, var Aarestrup - han blev beskyldt for at anspore til hor, fordi han i et digt spørger, om det var "synd" at der til deres bryllup ikke var andre end "høje tavse grene" og en stork med sit lange "sladdernæb" - og han svarer, at hvis han nogensinde glemmer den søde stund, "så straf mig Gud" - og så er der steder hvor han er svinsk, som når han en aften går igennem gaderne sammen med en kvinde og i fantasien lader sin skygge forlyste sig med hendes skygge.

  Pia: Haha.

  Annie: Hvad hans kød og blod må savne, det opnås af hans skygge - men så er der et digt der hedder "Til en Veninde" - i det digt holder han sig indenfor den tilladte lovprisning - et par strofer lyder:

          Der er en Troldom paa din Læbe,

          Der er en Afgrund i dit Blik,

          Der er i Lyden af din Stemme

          En Drøms ætheriske Musik.

          Der er en Klarhed paa din Pande,

          Der er et Mørke i dit Haar,

          Der er en Strøm af Blomsteraande

          Omkring dig, hvor du staaer og gaar.

- se her alle sanserne i funktion - ikke bare synssansen, som komponisten lader sig nøjes med - det er Højsangen som den burde have set ud - udformet på homérisk vis med metrik og rim - det var måske ikke en konkret kvinde han havde i tankerne - ja det han lovpriste, var i virkeligheden sin kultur - fra hans omgang med kvinder, har et utal af salige øjeblikke printet sig i ham - han har ejet en dyrebar skat, og det er glæden ved den besiddelse han må have ud - den er forudsat af et fint erotisk spil mellem mand og kvinde - der er troldom på læben og afgrund i blikket - det kan være invitation og afvisning, han er måske ikke hendes eneste tilbeder - noget der kan have rørt ham, er en bestemt kvindes måde at neje på i en bestemt situation - et sådant digt hører til en erotisk kultur - det skabes af kulturen og det er med til at skabe kulturen - men noget væsentligt går tabt, når erotiske billeder bliver let tilgængelige, fordi de forskyder opmærksomheden hen imod kroppen inde bag klæderne, så udsmykningen taber i betydning - men jeg skal ikke bebrejde komponisten - og der er mange forskellige ting som fængsler ham i hans billeder - han fortalte mig lidt om det hans opmærksomhed kunne være rettet imod, og når det gælder kvindens former og de kvindelige formers forskellighed, så er hans verden rigere end Aarestrups - men den er begrænset til det visuelle, selvom han ved nogle af billederne kunne fantasere sig til noget som kvinden siger - han er fuldt ud bevidst om de her ting, altså at den side af hans erotiske liv ikke forudsætter nogen personlige omgang med kvinder - det var faktisk ham der gjorde mig opmærksom på problemstillingen - det er fra ham jeg har det med Aarestrups digt - han nævnte et eksempel på en tilsvarende ulykke indenfor musikken - vi forestiller os, at musikken er inde i en periode med en rig udvikling - musiklivet blomstrer og lovende ideer bliver udforskede - men så dukker der pludselig en charlatan fra udlandet op med kufferten fuld af partiturer af sit hjemlands fineste komponister - prima kvalitet - publikum falder for denne lette og eksotiske klang, og komponisterne føjer sig en efter en efter publikums nye smag - nogle af komponisterne holder fast ved deres egen tradition, og de kan måske nok fortsætte med at komponere som om ingenting var hændt, men det oprindelige musikmiljø er blevet affolket og den gode stemning er spoleret - men en sådan ulykke er efter din mening, Gudrun, ikke nogen ulykke: den rige udvikling er jo bare blevet afløst af en anden rig udvikling.

  Gudrun: Jeg har ikke sagt noget om at den ene udvikling er ligeså god som den anden - vi skal vælge ud og vi skal fordybe os, og vi skal hovedsagelig færdes blandt de mennesker vi deler interesser med, men hvis en ting må siges at være ordentlig, så kan jeg ikke se hvorfor synet af den skulle være farligt for nogen - jeg kan ikke se at vi har brug for at lukke os inde i verdener med tykke mure omkring, og at vi skal være i alarmberedskab når vi lukker andre ind eller når vi selv kommer udenfor.

  Annie: Nuvel, så vender vi tilbage til de erotiske billeder - antag at fotografiet var opfundet nogle årtier tidligere og at en æske med sådanne erotiske fotografier kunne købes på Aarestrups tid - hvis du så komponistens fotografier, ville du sikkert sige at de ikke burde kunne støde nogen - ja forresten! - I ka' se nogle af dem - jeg lagde mærke til at nogle af hans billeder var dubletter - jeg spurgte om ikke jeg kunne få dubletterne, jeg ville gi' dem til Niels-Henrik - men jeg ville vente et årstid eller to, for han var kun tolv år dengang - men så har jeg glemt det - men nu skulle han nok forstå at værdsætte dem, lissom dem i kælderen - jeg lagde dem i en bog - her oppe - nu må vi se om de stadig er der - det er en bog Niels-Henrik næppe ville bladre i, men han er alle steder - jo, her er de - her Niels-Henrik! - la' dem gå rundt.

  Niels-Henrik: Tak - det er Karsten!

  Annie: Hvordan ka' du se det?

  Niels-Henrik: Det her minder om det på hans pladecover - og det er jo de billeder han sidder og sætter i musik.

  Annie: Ja - ja du siger noget! - den sag må jeg da undersøge - de billeder skal måske med i min bog.

   

   

  Pia: De er da søde.

  Niels-Henrik: Ja.

  Annie: På Aarestrups tid ville alle de billeder være anset for utugtige - en maler kunne male en nøgen kvinde, ja, men kun indenfor meget snævre rammer for stillinger - men lad os nu antage, at fotografierne efter den tids vurdering var nogenlunde anstændige, så ville deres opdukken kunne gøre det af med Aarestrups juveler i løbet af nogle årtier - en mand der køber en æske med erotiske fotografier, vil bruge megen tid på dem, og han vil vise dem til sine venner, og de vil tit sidde med deres piber og punch og nyde denne skønhed, men det vil ske på bekostning af interessen for virkelighedens kvinder - mænd er jo gode til erotisk fantaseren, og med lidt hjælpemidler kan de helt undvære kvinder - og dengang var kvinder jo unægteligt besværlige og dyre i drift.

  Gudrun: Hvis sådanne billeder var dukkede op på Aarestrups tid, mon så ikke man ville være sig faren ved dem bevidst? - mene at der skal vises mådehold? - der er jo så mange ting som ikke er videre skadelige, men som vi skal begrænse forbruget af - fødevarer og stimulanser - det samme kan gælde kulturfænomener - og er vi ikke fordærvede af en fordærvet kultur, så er det noget vi instriktivt fornemmer, og så gør vi en indsats for at holde igen.

  Annie: Måske, men hvad med ting som splitter befolkningen, fordi nogle ser dem som en trussel og andre ser dem som en fornyelse?

  Gudrun: Hvis tingen må betragtes som ordentlig og anstændig, så må den også have lov at være der - og hvis den har væsentlig betydning, så må man konstatere at kulturen har delt sig - protestanter og katolikker har en helt forskellig gudsdyrkelse, men i vore dage lever de fleste da udmærket side om side.

  Annie: Ja i vore dage, men den adskillelse er da ikke gået stille af - og at der opstod en krig, har været en ganske naturlig ting - du siger jo selv at tingene var større før i tiden - men nu er vores følelser sunkede ned ad - nu befinder alt sig omkring nulpunktet - og vi kan ikke engang få lov til at genindføre de større følelser - vi må ikke forny religionsbegrebet - vi må ikke have nogen form for religion - for nogle af os er det virkelig at få trukket tæppet under sig væk.

  Pia: Haha.

  Annie: Renæssancen begyndte med at fyrster og rigmænd sendte folk til de arabiske lande, især Sydspanien, for at købe ting fra oldtiden og kopiere tekster - til at begynde med var det bare samlemani og statussymboler, men med tiden begyndte man at udforske den verden som lå bag, og der opstod en ny lærdomsverden som var udenfor kirkens kontrol - en verdslig lærdomsverden, vil vi sige, i lighed med juraen og lægevidenskaben - og den nye lærdomsverden havde man fra kirkens side grund til at bekymre sig for - ikke fordi man havde noget imod den uendelig fjerne oldtid som der var opstået interesse for, men fordi der fandt en skjult værdiakkumulation sted.

  Pia: Haha.

  Annie: Og på samme måde som Eirik og Niels-Henriks lærdomsverden kunne have ført til en undergravelse af marxisternes projekt, så førte den nye lærdomsverden langsomt og sikkert til en undergravelse af kristendommen.

  Gudrun: Ja heldigvis da - kirken havde taget monopol på sandheden, og lagt hindringer i vejen for at nye sandheder kunne komme frem - hindringer for udforskning af verden - den nye lærdomsverden der opstod, måtte komme før eller siden - man kan finde mange evigtgyldige sandheder i Bibelen, men kristendommen som sådan er falsk.

  Annie: Til det vil jeg sige, at det kan være at kristendommen er falsk, nemlig hvis den har åbenlyst ulykkelige følger som ikke kan siges at bero på en falsk tolkning, men har den ikke det, så kan kristendommen da udmærket være sand, nemlig i den forstand at den tjener mennesket - og kristendommen har da tjent mennesket - jeg læste engang en roman som på en rørende måde forklarede hvordan kristendommen har tjent mennesket - den var blandt bøgerne fra den antikvarboghandler jeg talte om - da jeg så at den var udgivet på et Indre Missionsk forlag, skulle jeg lige til at sortere den fra, men så slog jeg op på en tilfældig side og læste en sætning som lød: "saa unge I er, har I vist ikke megen Forstand paa, hvad Dannelse er" - den bog måtte jeg læse - og jeg læste den i ét stræk, og da jeg var færdig, læste jeg den en gang til - den er fra 20'erne og den er udformet som en gårdejers erindringer - og den handler selvfølgelig om hans vej til Gud - han er et mønster på godhed og dyd, men ikke destomindre er han evigt tynget af skyld fordi han svigter Gud - han har ikke opfyldt sine løfter til Gud, og der må også have været urene tanker - det fortæller han ikke konkret om - det nærmeste han kommer, er, at han som halvstor dreng havde set nogle utugtige billeder - det var en karl på gården der viste ham dem - og det fik ham til at føle at han var en stor, stor synder - men mon ikke den følelse af synd først er kommet efter at han har fantaseret over noget som billederne har fået til at vågne i ham? - nåmen sådanne synder er måske tilgivelige i forhold til den største af alle synder, nemlig den ikke at overholde det første og største bud: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind" - se det er jo ikke sådan ligetil - vi kan ikke uden videre dirigere vores følelser - der skal et arbejde til som han ikke vidste hvordan han skulle udføre - desuden levede han i en tid hvor kristendommen var angrebet og latterliggjort fra mange sider - for eksempel var der et par skolekammerater der havde fortalt ham, at Bibelen ikke er andet end jødiske historier, hvoraf det meste er løgn eller gamle sagn - og at Jesus ikke var anderledes end andre østerlandske religionsstiftere - og da Jesus havde en dårlig forståelse af det menneskelige, gik det galt for ham, så derfor måtte han ligesom så mange andre dø for sine ideer - senere var der en halvt sindsyg jødisk romer ved navn Paulus, der satte hans lære og død i forbindelse med hinanden og derpå byggede kristendommen og satte den i system - og det system har været årsag til megen lidelse og kamp og blodsudgydelse - han var rystet over at høre dette, men det kunne ikke være sandt - det kunne ikke være sandt at hans elskelige forældre levede på en løgn - desuden kunne kristendommen ikke undværes - den var det eneste værn man havde imod den elendighed han så omkring sig hos landarbejderne - for i en sådan verden hvor livet er svært, og hvor det derfor er fristende at lukke lidt lys ind, men hvor det kan få uoverskuelige følger, i en sådan verden må der herske klare forestillinger om dydens vej og lastens vej - og det skulle helst være sådan, at man har et redskab til at skabe forsoning med sit livsvilkår og skabe lys, således at dyden kommer af sig selv og således at de farlige ting ikke frister - og et sådant redskab var kristendommen da før i tiden - den var ideel, fordi den fordrede en kærlig behandling af den faldne og fordi den kunne bringe fornyelse ind i den faldnes liv, såsom bibelstudier og gode gerninger - fortælleren kommer fra et godt og velstående hjem, så han er ikke selv i fare for at komme ind på lastens vej, men han er en synder - vi har svært ved at tage hans synd højtidelig - vi vil sige at han lider unødigt, og at det er kristendommen der er skyld i det, men kristendommen giver ham da noget værdifuldt, nemlig grublen - hvis kristendommen ikke havde været der, så havde hans historie heller ikke været der - så havde han haft en anden historie at fortælle, men den ville næppe bevæge på samme måde som den man nu hører - man oprøres over årsagerne til hans grublen, men man røres over den tænkning der sættes igang og den måde han udtrykker sig på.

  Gudrun: Ja, man røres som læser - det sker jo af og til når man læser om ulykke, men det må da ikke få os til at romantisere ulykke - det ville være helt naturstridigt - det virker som om den unge mand aldrig har haft et øjeblik hvor han kunne være ubetinget glad - på grund af den absurde lære han er blevet indpodet.

  Annie: Ja, det kan der være noget om - og det bliver værre og værre - på grund af hans synd, tager Gud den pige fra ham som var bestemt til at blive hans hustru - hun dør af en lungebetændelse - herefter bliver mørket tættere og tættere omkring hans sjæl, som han udtrykker det - og til sidst er der en stemme tæt ved hans øre der hvisker: "Gør en Ende paa dette usle Liv" - han er rædselslagen - nu er bunden nået, nu må tingene virkelig vende - han er inde som soldat, og vendingen sker ved at hans kaptajn har bemærket hans melankoli og henviser ham til en præst "der ikke prædiker som alle de andre" - den unge mand følger opfordringen, og overværer en prædiken som han ikke vil glemme så længe han overhovedet kan huske noget - af denne præst lærer han, at synden er et menneskeligt grundvilkår, for Gud har indesluttet alle under synden - alle har syndet, men vi bliver retfærdiggjort uforskyldt, af den nåde som er i Jesus Kristus, for Gud har også indesluttet alle under nåden - Jesus døde for os - Jesus betalte vores syndegæld, hans blod har bortrenset vores synd - men det er ikke bare disse kendsgerninger i sig selv, der bliver skelsættende for ham, det er måden de bliver sagt på - han gengiver hvad præsten sagde, men han kan ikke sige det som han sagde det, men det var som ordet blev til liv der gennemstrømmede hans sjæl - "Lyset kom som Lægedom for mit syge Sind", siger han - men hvad er det der i virkeligheden er sket? - han er blevet oplyst om nogle sandheder som må kaldes universelle, siden de gælder for alle mennesker til enhver tid, men kan en sådan viden som kan rummes i nogle få sætninger, og som tilmed er ret uklar, kan den viden virkelig vende den dybeste fortvivlelse til den højeste salighed? - det lys han kommer til at se, udstråler det ikke snarere fra den nye menighed som han er blevet en del af? - han har en kærlighed til kristendommen, fordi hans forældre er kristne og fordi han har en kærlighed til sine forældre, men udenfor hjemmet ser han ikke megen kristendom - ihvertfald ikke det hans forældre står for - hans omvendelse kommer i virkeligheden af at han er kommet ind i et miljø som føles hjemligt og smukt - og den skyldes ikke mindst at han har en særlig udviklet sans for skønhed - han skildrer naturens skønhed, og han varmes om hjertet når han erindrer moderens kloge ord med citater fra Bibelen og salmerne - han vil have alt det skønne til at gå op i en højere enhed - den danske natur og det danske sprog og den danske kultur - kulturen skal være kristen, ikke på grund af selve kristendommen, den kristne lære, for den kommer han aldrig til rigtig at fatte, men på grund af den religiøse praksis, og den formning af mennesket som den skaber - hans problem har været, at han ikke har følt sig hjemme i denne verden - fortidens menneske behøvede ikke at tænke over dette, det hørte hjemme i et mindre fællesskab på en begrænset lokalitet - men vores unge mand her, han tilhører den moderne verden, og han må have et redskab til at skelne mellem "os" og "dem" - og hans redskab er kristendommen praktiseret på en bestemt måde - og på samme måde kan jeg sige, at mit redskab til at skelne mellem min verden og den omgivende verden, er de ting og sager I kan se i stuerne her, ligeledes brugt på en bestemt måde - han og jeg tilhører kulturtraditioner som dengang stod stejlt overfor hinanden, men hvis vi dengang havde mødt hinanden, ville jeg næppe gå til angreb på ham - fordi jeg ville opfatte ham som taber og mig selv som vinder - hans kultur var på vej tilbage og min var på vej frem - og det var han godt klar over, så derfor ville han gå til angreb på mig - eller rettere, det ville jeg gøre hvis jeg var i hans situation, og det er jeg jo idag - mine angreb i tidens løb skal jeg underholde jer med en anden gang, men på hvilken måde ville han angribe mig, hvis jeg dengang havde inviteret ham ind her i Syndens Hule hvor der ligger utugtige billeder og bøger på bordet?

  Pia: Hahaha.

  Annie: Bøger der, som han siger, "er skrevet af Folk der spekulerer i Folks daarlige Lidenskaber" - ja her har hans nye lærdom tilsyneladende givet ham et problem, for ifølge den er han og jeg lige store syndere og vi modtager i lige grad Guds nåde - hvordan får han mig så ned med nakken? - jo, på den måde, at selvom Gud ikke straffer os, så kan vi alligevel blive straffede, nemlig ved at vi kan ødelægge vores liv - han ville påvise at jeg har ødelagt mit liv - eller ihvertfald at jeg har ladet mig nøje med erstatninger af tvivlsom værdi, som den unge fyr fra Jehovas Vidner antydede - mødet med min kultur sker i romanen ved at hans lillesøster på atten år får en invitation til et bal afholdt af en forening der kalder sig "Selskabelig Forening for Literatur og Kunst" - det skulle der ikke kunne ske noget ved, siger hun, for det er kun dannede mennesker der kommer i en sådan forening - hertil svarer forældrene, at dannelse beror på mere end fine klæder og medlemskab af foreninger med fine navne - men forældrene vil ikke forbyde hende at gå til det bal, de advarer hende blot, hun må selv dømme - og hun dømmer udfra den unge mand der havde inviteret hende: disse mennesker mangler karakter - hvori deres karakterbrist består, får familien at vide af en onkel der er lektor ved latinskolen - han fortæller dem sandheden om de bøger man læser i en sådan forening: i et smukt sprog og i velformede vers, besynger man den frie kærlighed og latterliggør den ægteskabelige trofasthed og anbefaler det barnløse ægteskab - disse bøger er skyld i, at den skjulte usædelighed i de højere klasser trænger dybere og dybere ned i folkelegemet - og som et eksempel på dette fordærv, nævner han en ung mand som havde været en af hans flinkeste elever og som kom fra et godt kristent hjem, men som ikke destomindre blev mere og mere tungsindig - da læreren besøgte ham, fortalte den unge mand at årsagen til hans livslede var at han var blevet forgiftet - forgiftet, spurgte læreren, af hvad? - og så pegede den unge mand på sin reol med fine bind af kendte forfattere og med guld på ryggen - læreren anbefalede ham at søge hjælp i religionen - det tvivlede den unge mand på kunne nytte, men han gav det en chance, og det viste sig som ventet at være for sent - han bukkede tilsidst helt under i uhelbredelig sindsyge.

  Gudrun: Ja den historie er ikke usandsynlig! - at man kan ødelægges af at hengive sig til noget som man har lært er ødelæggende - det var den samme mekanisme der var skyld i at onani kunne føre til fordærv - ifølge den mest autoritative lærebog om kønslivet i forrige århundrede, fører onani til at legemet bliver en tør benrad - huden bliver bleggul, øjnene bliver matte, forstanden bliver dum og fantasien kredser kun om liderlige billeder - og så er der tendens til blodspytning og forstoppelse.

  Pia: Haha.

  Gudrun: Og sådan noget som afbrudt samleje var en forbrydelse på linie med mord og tyveri! - og her var endda tale om en bog som for de frisindede måtte stå som særlig pålidelig, fordi den gik for at være frisindet - der taltes nemlig om lyst i forbindelse med det naturlige samleje - man undrer sig over at disse "kendsgerninger" som måtte lamme ethvert ungt menneske, ikke fik alvorligere følger end de fik - men det skyldes, at der til enhver tid trods alt er en vis fornuft i omløb.

  Annie: Ja, den unge mand i romanen kan fornemme en masse galskab i menneskenes forståelse af kristendommen - i en sådan grad at man til at begynde med tænker at det må være en anti-kristen bog - men det er jo netop for at få den sandhed han finder, til at stråle ekstra - historien ender med at han kommer til at leve i et lykkeligt ægteskab, hvor de begge virker for forkyndelse og for bedring af de fattiges kår - men får han mon den ro i sindet som han foregiver? - mon ikke han var klar over, at verdsliggørelsen og den sociale lovgivning, som på den tid var størrelser der gjorde store fremskridt, vil fortsætte deres fremmarch og feje alt det bort der giver hans liv mening? - jeg havde ondt af ham da jeg læste, men jeg kunne ikke lade være med at se mig selv med hans øjne - jeg følte en vis forlegenhed - jeg sætter ikke et sekund spørgsmål ved mine ting, men jeg må erkende, at der i hans liv har været værdier som jeg ikke i samme grad kender til - blandt andet det at hans åndelighed havde mere forbindelse til livets øvrige sider, fordi den kultur han bekender sig til, er mere lokal og integreret end min - der er en nær forbindelse mellem hans kristendom og naturen omkring ham og skikkene - han er meget knyttet til sin hjemegn - i Jylland et sted - hvorimod den åndsverden som jeg bekender mig til, er udpræget europæisk - min verden er større end hans, men den har mindre kulturmæssig enhed.

  Gudrun: Ja, men når du har måttet hente dine ting fra en verden der breder sig over et stort geografisk område, så er det jo netop fordi de fleste mennesker har været forhindrede i at skabe kultur - hvis flere på det lokale plan havde bidraget til kulturen, så havde der jo nok været mere af den enhed i kulturen som du efterlyser - men det ønsker du i virkeligheden ikke - altså at dine værdier var mere forbundne med den almene kultur og den omgivende natur - du ønsker at rigdom er noget som tilkommer en minoritet på flertallets bekostning - du benægter jo ikke, at finkulturens værdi for de indviede har været forøget ved, eller rettere, har været forudsat af, at flertallet ikke har haft adgang til de ting - og sådan har det også været med kristendommen - den har været en kilde til rigdom hos nogle få, men det har været på bekostning af ufattelig lidelse hos de fleste - harmløse fornøjelser der var forbudte, kønsdrift der ikke måtte tilfredsstilles, åndsevner der ikke blev brugt - man kunne leve med det, fordi man havde fået fortalt, at jo mere man giver afkald på i denne verden, jo mere får man i den bedre verden der venter - tag budet om at vi skal ære, tjene, lyde, elske og agte vore forældre - hjælp! - mit liv var blevet et helvede hvis jeg havde været tro imod det bud - der er da noget galt med en lære, når den indeholder ting som må oprøre ethvert fornuftigt menneske, og som kun kan forklares ved sindige udredninger som tydeligvis er nødløsninger - men tager vi ved lære af historien? - med jævne mellemrum ser man tegn på at en vis fornuft begynder at vinde indpas, men ti år senere finder der ting sted, som ethvert menneske ti år forinden ville have benægtet kunne finde sted - vi kan finde sandheder om tekniske spørgsmål, og afskaffe fattigdom og sygdom og forurening, men vi kan ikke finde sandhederne om menneskets liv - fordi vi hele tiden ledes på vildspor af fejl i de opfattelser og tænkemåder vi er blevet indpodede - udviklingen kører hele tiden i en retning som fører til mere og mere absurditet - og til sidst kan alle se at der er noget galt, så standser vi op og ændrer kursen, og så bedres tingene lidt, men så gentager mekanismen sig, og så kommer vi igen på et vildspor.

  Annie: Jeg har det som sagt udmærket med at færdes på et vildspor.

  Pia: Haha.

  Annie: Men jeg er bekymret ved andres vildspor - der er kommet udviklingstendenser som kan give mig kuldegysninger - de totalitære tendenser i uddannelserne og arbejdslivet og computerverdenen, som vi har talt om - og de indgreb i vores frihed vil måske om ti år have et omfang som enhver idag ville benægte.

  Gudrun: Ja, det vil de.

  Annie: Der vil altid være bøller som har en trang til at terrorisere andre, fordi de ikke på hæderlig vis kan komme tilvejrs - og vi har umuliggjort mange af de gamle bøllemetoder - vi er kommet væk fra nationalisme og forfølgelse af mennesker på grund af race eller religion - og virksomhedsledere og skolelærere kan ikke mere bruge deres gamle og åbenlyse måder at tyrannisere på - så derfor har de måttet udtænke forfinede metoder som de kan argumentere for er gavnlige.

  Gudrun: Ja netop.

  Annie: Men det er især computerverdenen, der er begyndt at bekymre mig - for her kan bøllerne rigtigt folde sig ud, og vi vil være afmægtige - Niels-Henrik har fortalt mig om nogle udviklingstendenser - til at begynde med var det hele harmløst - programmører sad fredsommeligt og lavede programmer som kunne noget nyttigt eller interessant - men nu tilhører computeren hele menneskeheden - vi bruger hver dag programmer, og vi vil blive mere og mere afhængige af dem - og det bliver sikkert meget udbredt, at man laver programmer som brugeren ikke ejer, men løbende må betale licens for at bruge - så når man har haft programmet i halvtreds år, så er det et anseligt beløb man har betalt - og betaler man ikke, så forsvinder programmet, og betaler man, så får man en ny version, men programmet udvikles måske i en retning man ikke kan holde ud - mennesker som ikke er med på moden, vil forbande tingene langt væk, men de er nødt til at bruge dem - Niels-Henrik siger at jeg skal ikke bekymre mig, han kan sabotere det.

  Niels-Henrik: Programmører som er imod udviklingen, ka' jo lave programmer som folk vil ha' dem - og la' dem være meget billigere eller helt gratis.

  Annie: Ja, men det er jo ikke sikkert at folk er interesserede i de programmer - folk vil ha' mærkevarer, og de betaler gerne dyrt for dem - og de mærkevarer er måske obligatoriske mange steder - i skoler og i firmaer - og så vænner folk sig til dem - og der vil blive større og større sikkerhedskrav, og det kan betyde at man vil lave styresystemer så ikke enhver kan lave programmer - et program skal godkendes for at kunne køre, og det koster dyrt, og de penge kan kun store programfirmaer betale.

  Niels-Henrik: Ja, men så laver man et nyt styresystem - eller bevarer de gamle - og så har folk to computere, én når de er på Internettet og én når de laver noget privat - dit nodeprogram, for eksempel.

  Annie: Ja, men det er jo en verden som børn vokser op med, og børn accepterer tingene som de er - og hvis der er en alternativ computerverden, så vil man måske forfølge de mennesker der bruger den, for de står for noget andet, og der ligger jo nok mere i det end bare nogle anderledes computerprogrammer - der vil alle dage være tyraner, og de vil altid kunne finde steder hvor de kan tyrannisere - og det kan være steder som er svære at få øje på.

  Gudrun: Ja, men det er netop sådan noget vi hele tiden skal arbejde på at identificere - og tyranerne skal hives frem i lyset.

  Annie: Indtil nu har tyranerne jo meget ofte i meget lang tid været de sejrende - de har forstået at tage deres modforholdsregler, og sådan vil det nok blive ved med at være - og går man til angreb på voldsmænd, så bliver de endnu mere voldelige - og mange af dem sidder rundt omkring på de ledende poster, de repræsenterer samfundet - og man kan da godt forestille sig, at der igen vil blive menneskeforfølgelse - man vil forfølge dem der forsøger at holde afstand til tidsånden - straffe dem på forskellig vis - nok mest økonomisk - man vil sørge for at der er nogle lavtlønsjobs, hvor der udføres arbejde som kommer samfundet til gode men som ikke har nogen markedsværdi - hovedsagelig indenfor finkulturen - afvigerne vil næppe blive afhentet og sendt i arbejdslejr - det er jo ikke alle former for ondskab som kan gentage sig - og noget som er ligeså alarmerende, er, at der også er positive ting som måske ikke vil gentage sig - og noget positivt som måske ikke vil vise sig igen, er den idealisme hos ungdommen som man har set med jævne mellemrum - den er komplet fraværende lige for tiden - i øjeblikket er vi jo vaccineret imod enhver form for idealisme - men en åndelig vækkelse behøver da ikke at sigte imod en samfundsomvæltning - det gjorde romantikken i forrige århundrede da ikke - men idealisme vil nok altid føre ud på et sidespor, og det mener jeg kan være nyttigt engang imellem, men meget tyder på at det er noget vi er ved at vokse fra - på samme måde som vi er vokset fra religionen.

  Jonatan: Jamen I har lige talt om den nye ånd i erhvervslivet - I erkender at arbejdskulturen er blevet beriget, og det er da en idealistisk bevægelse som har afløst den idealistiske bevægelse i jeres ungdom, og den vil igen blive afløst af en idealistisk bevægelse, og det vil altsammen engang blive kaldt sidespor.

  Annie: Den bevægelse vi for tiden ser i erhvervslivet er aldeles ikke idealistisk - den er til for at løse et pinligt problem - og den angår da heldigvis kun en mindre del af befolkningen - langt de fleste har ikke noget med det at gøre - ja det er måske kun de færreste der overhovedet har hørt om deres kursusvirksomhed - håndværkerne og landbefolkningen har næppe hørt om det.

  Jonatan: I siger det vil vinde indpas i Folkeskolen, så kommer alle da til at høre om det.

  Annie: Hvad det "læringskoncept" angår, så tror jeg ærlig talt ikke at det kommer - det skal jo igennem Folketinget, og meget ondt kan man sige om os danskere, men hos os har det yderliggående endnu aldrig vundet større udbredelse - og hvis der virkelig skulle komme noget af den slags, mon det så ikke vil komme til at lide den samme skæbne som alt det totalitære vi har set indtil nu? - og mon ikke alle de der har været med i det, engang skal til at undskylde og beklage at de var blevet forført af tidsånden? - mon ikke der til enhver tid vil være mennesker som er udenfor ensretningen? - enten fordi de bare er udenfor eller fordi de har særlige kritiske evner - og mon ikke de vil iværksætte et modangreb? - sådan er det da gået indtil nu.

  Gudrun: Ja, for som sagt, ved siden af den kulturmæssige galskab vil der altid være en fornuft i omløb.

  Annie: Ja, på kortere sigt, men ikke på længere sigt - for uanset hvor megen fornuft vi mobiliserer, så kan vi ikke forhindre at mennesket bevæger sig imod dets udslettelse - ikke menneskeheden som art, som min onkel mente, men mennesket som vi forstår det - hvis man for et par hundrede år siden havde vist den tids menneske vor tids menneske, mon så ikke de havde sagt, at vi har ligeså lidt med mennesket at gøre som menneskelignede væsener på en fremmed planet?

  Gudrun: Det tror jeg da ikke - det er klart, at hvis vi begynder at acceptere indgreb i menneskets arvemasse, så er det muligt at mennesket som du og jeg forstår det, er væk om et par hundrede år - men om noget sådant kan ske, kommer an på om det lykkes eller ikke lykkes i løbet af en vis tid at rette op på de skader, jeg har talt om - lykkes det, så vil der opstå en massiv fordømmelse af ethvert indgreb i den retning, og der vil komme en klar international lovgivning - og er den holdning og lovgivning først etableret, så kan man da godt forestille sig at den kan vare ved i al evighed - men når vi sammenligner mennesket over et længere tidsrum, så må vi jo prøve at se bort fra de forskelle som skyldes skikke og redskaber - når du læser en roman fra 1700-tallet, så føler du at den er skrevet af et menneske ganske som dig - forskellene skyldes ting som du forstår og som du nemt kan abstrahere fra - og hvis du skrev en roman, og vi forestiller os at den kunne sendes tilbage i tiden, så skulle den tids læser da gerne se på det på samme måde - nogle ting måtte forklares læseren, men når de var forklaret, så ville læseren ikke opleve dig som mere fjern end du oplever ham.

  Annie: Jo, der er en kæmpe forskel - jeg kender fortiden igennem studier og ting fra fortiden - fortiden er formidlet til mig igennem et led som er en væsentlig side af min egen kultur - hvis den side ikke havde været der, hvis jeg tilhørte en historieløs kultur, så ville fortidens efterladenskaber og viden om fortiden have den modsatte virkning: det ville fremkalde irritation - det er derfor at mennesker uden højere kultur altid har følt trang til at destruere vidnesbyrd fra deres egen fjernere fortid - med mindre det kunne genbruges på en eller anden måde - men når det gælder fremtiden, så er vi jo alle historieløse.

  Gudrun: Vi kender ikke fremtiden, men vi kan da interessere os for den og få indflydelse på den - jeg mener ærlig talt, at den opfattelse som du og din onkel har, at der ikke er noget håb, er i strid med vores natur - der ville da være noget galt med mennesket, hvis det nærmest er forudbestemt, at muligheden for sand trivsel vil ophøre på et tidspunkt, fordi sand trivsel kun er mulig indenfor en kulturform som fremover vil blive en større og større umulighed.

  Annie: Ja, men det er da muligt at det bliver mere og mere umuligt at være menneske - det blev jo mere og mere umuligt at være dinosauer - livslede vil måske engang blive menneskehedens største problem - men i modsætning til dinosauerne, så har mennesket mulighed for at løse problemet - men det vil nok kun være en minoritet som vil formå det, og de vil have løst problemet ved, ligesom fortidens menneske, at leve i en "menneskelig" kultur - hvordan de så end har båret sig ad med at få den op at stå - spørgsmålet er bare: hvordan vil det store livslede flertal reagere på et livsdueligt mindretal? - vil de mon ikke tage dem med sig i døden? - på samme måde som dinosauerne på deres sidste dage sikkert gik rundt og trampede de livsduelige dyrearter ihjel.

  Pia: Hahaha.

  Niels-Henrik: Det var nu ikke helt sådan - det var dinosauerne der blevet mast flade - af en kæmpe meteor - men la' det nu være.

  Pia: Hahaha - var det nu også helt sådan? - var det ikke snarere forureningen?

  Niels-Henrik: Joh, det var det vist - der blev tyndet gevaldigt ud.

  Gudrun: Ja, og der skal igen tyndes gevaldigt ud, hvis mennesket skal overleve - men den naturlige løsning på det problem er da ikke at vi vender tilbage til fortidige kulturformer - isolerer os fra hinanden i små samfund - den naturlige løsning er, at vi kommer alt det uvæsen tillivs som skaber ufred og gør mennesker til en plage for hinanden - alt det forrykte og falske - det skal identificeres og frem i lyset og bekæmpes - og først og fremmest skal vi få de unge til at gennemskue det og tage afstand fra det - men spørgsmålet er, om vi ikke er tilbøjelige til at gøre forskellene på mennesker dybere end de er - når vi møder mennesker som forekommer os at befinde sig himmelråbende fjernt fra det vi selv står for, så viser det sig gerne, når man gør sig den ulejlighed at tale med dem og prøve at komme sine fordomme tillivs, at det der chokerer i virkeligheden ikke stikker særlig dybt - og at de i virkeligheden selv lider under det - det sidder på dem som et klæbrigt lag der hæmmer og irriterer, og som de selv ville ønske at kunne blive befriet fra - det kunne de blive, hvis de for et øjeblik ville tillade at der blev skrubbet lidt hist og her, så de kunne mærke verden udenfor og udfolde sig mere frit - at der kan være noget om det, fik jeg bekræftet for nogle måneder siden da jeg faldt i snak med to kvinder i toget - det var igennem de to kvinder at jeg for første gang fik indsigt i den nye firmakultur vi har talt om - hver gang jeg havde set noget om det uvæsen i aviserne, var jeg gået udenom - bagatelliseret det - kaldt det et modefænomen som er forbi og latterliggjort om nogle få år - ligesom alt det andet modevæsen som vi hele tiden skal besværes med - men nu blev der pludselig talt om den kursusvirksomhed lige ved siden af mig, så nu gjaldt det om at lytte med - jeg skulle besøge nogle venner i Kalundborg og jeg havde fundet en kupé for mig selv og var godt igang med en bog - men på Valby Station var freden forbi, ind kom to kværnende kontordamer, Helle og Liselotte - midt i trediverne - de havde tilsyneladende mødt hinanden på perronen - Helle var ifærd med at fortælle Liselotte om den rejse til Australien som hun lige var vendt hjem fra - er det efterhånden muligt at rejse længere?

  Jonatan: Ja det er, Helle ku' ha' rejst ind i Australien - trampet rundt blandt de indfødte.

  Eirik: Næste gang du møder Helle, har hun været på Månen.

  Gudrun: Ja, og det ville da ha' den fordel, at det meste af forureningen blev ude i rummet - og så sidder vi andre med uldne trøjer hele vinteren for at spare på energien - Eirik og Niels-Henrik, ka' I ikke en dag regne ud, hvor mange år jeg kunne blive forsynet med energi for det brændstof Helle har brugt?

  Niels-Henrik: Jo! - vi kan regne ud hvormange kubikmeter brænde det svarer til - jeg vil også regne ud hvormeget jeg selv bruger - jeg henter det ovre i skoven.

  Gudrun: Det gør jeg også - nå, men efter fem minutter kunne der ikke siges mere om Helles rejse - så var det Liselottes tur til at fortælle hvad der var hændt i firmaet i den uge - Carlsen var blevet indlagt og forhandlingerne med China Air var gået i hårdknude - og så fiskede hun en brouchure frem hvoraf det fremgik hvor de skulle hen - de skulle til et kursus i "teambuilding", tilrettelagt af en psykolog - jeg læste nysgerrigt med - de ansatte i en virksomhed kunne gå til "udviklingsværktøjer", "bevidst karriereudvikling", "berettiget selvværd" og "situationsbestemt selvledelse" - og for ledere i "et kompliceret salgsmiljø" var der kursus i "tilstandsvurdering", "loyalitetsanalyse" og "profitmaking" - og folk uden arbejde var ikke fortabte, til dem var et kursus der hed "jobjagt" - og overalt så man ord som "strategi" og "fleksibilitet" og "målrettet".

  Jonatan: Min far meldte sig engang til et sådant kursus for at kunne skrive en artikel, men det var desværre overtegnet.

  Gudrun: Ja, jeg ville nok også få afslag, de undersøger vel hvem man er - nå, men jeg spurgte kvinderne om jeg måtte have lov at spørge hvad det kursus som jeg kunne forstå at de skulle til, gik ud på - om de havde været til den slags før - jeg fortalte at jeg var psykolog, men at jeg havde specialiseret mig i børnepsykologi - "ja selvfølgelig", svarede de og livede helt op - jeg fortalte, at faglig psykologisk bistand i særlige situationer kan være en nødvendighed, men at jeg betragter det for at være et tegn på unaturlige samværsforhold, hvis man i en ganske almindelig familie eller på en ganske almindelig arbejdsplads må betjene sig af en viden som ligger udenfor de erfaringer som det almindelige menneske kan forventes at gøre - det forstod de vist ikke helt - men så spurgte jeg hvad de sidst havde været til - sidste efterår havde de været på et kursus om "samarbejdsproblemer" - de huskede ikke særlig tydeligt hvad de havde lært, men i tiden lige efter havde de haft "en masse ting oppe og vende" og i dagligdagen var de "blevet mere opmærksomme på en masse ting" - de havde også engang været på et "vildmarkskursus" - hvad har en vildmark at gøre med et kontorlandskab? - kunne du forestille dig noget lignende indenfor dit fag, Annie? - at en psykolog arrangerede kurser for komponister hvor de kunne lære at optræde mere præsentabelt ved mødet med publikum eller lære at bearbejde sorgen over at ingen gider at høre deres musik?

  Annie: Haha nej.

  Gudrun: Hvorfor? - fordi komponister er for veluddannede til at falde for den slags?

  Annie: Ja, men mere end det, de er produkter af dybere og ældre lag i vores kultur - disse sære ting hører til døgnkulturen - og de er til for at opretholde respekten for arbejdslivet.

  Gudrun: Hvem siger at alle i erhvervslivet er begejstrede for den slags kunstgreb? - og tror du ikke at komponisternes mere kritiske sans kommer af at de arbejder alene? - og ikke har en radio kørende imens de arbejder?

  Annie: Jo, afgjort.

  Gudrun: Nå, men nu var jeg kommet i snak med de to kvinder, så nu kunne jeg få samtalen derhen hvor jeg ville ha' den - jeg kunne tænke mig at vide noget om deres liv - det havde været længe siden at jeg rigtig havde talt med helt almindelige mennesker, taget lige fra de store arbejdspladser - og de to kvinder virkede som om de meget gerne ville tale med mig - sikkert fordi jeg som psykolog nok var sådan én der viste alt det de gerne ville vide noget om - Liselotte fortalte at hun var kristen, og hun ville gerne have svar på hvad der er det største her i livet - hun kendte naturligvis svaret: kærligheden - "til et andet menneske", spurgte jeg - "ja selvfølgelig", svarede hun, "og til Gud", tilføjede hun - jeg havde fornemmet at de hverken havde kærester eller børn, og det havde de ganske rigtigt heller ikke - og dét var deres store problem - de havde prøvet det ene og det andet - det skulle da ikke være så svært, skulle man mene, de er på en stor arbejdsplads og de kommer til et utal af sammenkomster - men Pia har lige givet os svaret: den mandetype de omgås i arbejdstiden, er der ingen grund til også at omgås udenfor arbejdstiden - ved at lade som om at jeg undrede mig over deres udtalelser, fik jeg mere og mere halet ud af dem - til sidst bekendte de, at deres liv ikke havde nogen større værdi - ja Liselotte sagde ligefrem, at hun ikke fandt det værd at leve - jeg kunne ikke lade være med at sidde og forestille mig, at tiden var skruet hundrede år tilbage, og at det var deres oldemødre jeg havde mødt - nå, men resultatet af oldebørnenes filosoferen var, at Vor Herre jo nok har indrettet verden således, at den indeholder alle de ting vi har brug for - årsagen til vores ulykke er, at vi er for dårlige til at finde frem til dem - de nævnte eksempler på fejl de havde begået - og så burde man nok også søge på mere utraditionelle steder - de havde lige været på et kursus ved Folkeuniversitetet som hed "Erkendelsens grundlag" - hva' gi'r I? - erkendelses grundlag! - det må være noget der forslår, og her ville de nok møde en helt anden type mænd end dagligdagens kontormænd - men ak, det viste sig at den bog de skulle læse, "Erkendelsens Grundlag" af Justus Hartnack, har undertitlen: "Paradokser indenfor logikken og matematikkens filosofi" - det vidste de udmærket, det stod klart i kursusbeskrivelsen, men de var ikke klar over det: "erkendelsens grundlag" måtte da være noget med grundlaget for den menneskelige erkendelse i al almindelighed - de er jo blevet vænnede til sære ord og tågesnak - og deres udbytte af kurset var da også hvad de var blevet vænnede til - så de kunne ikke bruge kurset til noget, og de mænd de traf kunne ikke bruge dem til noget.

  Niels-Henrik: Jeg tror jeg kender ham der holdt det kursus.

  Gudrun: Ja det havde lige været guf for jer, Niels-Henrik og Eirik.

  Annie: Gudrun, jeg forstår at det det gælder om, det er at få mennesket befriet fra nogle uhensigtsmæssige, men da heldigvis løstsiddende, levemønstre - de to kvinder kommer fra en samfundskatagori som i århundreder har været undertrykt - tvunget til at leve et unaturligt liv og forhindret i at udvikle lødige værdier - der er sket store skader, men nogle af de skadevoldende omstændigheder har vi da fået fjernet: de har hver en årsindkomst som sikkert er det dobbelte af din og min tilsammen - det eneste der mangler, er at få lirket dem fri af nogle instanser - massemedier og arbejdspladser - som holder dem fast i gamle forskruede levemønstre og tilføjer dem nye forskruede levemønstre - hvis vi bare kunne det, så ville vi have en verden hvor du og jeg trygt kan stige på toget, uden frygt for at skulle være i krigshumør når vi møder frem hos den vi skal besøge - jeg må tilstå at jeg ikke ønsker en sådan frygtløs verden - hvor er min musik henne? - den har bragt mange i krigshumør - enten må den være forsvundet eller også må hele menneskeheden have taget den til sig - jeg ville foretrække det første - du har ret i, at det meste af det de to kvinder ligger under for, ikke stikker særlig dybt, men det beror på, at ting som ikke tages alvorligt, ikke kan stikke særlig dybt - det er nemlig det der er galt med deres liv: manglen på alvor - og alvoren kan naturen ikke give os, den kan kun kulturen give os - de to kvinder er blevet frataget deres mødres og bedstemødres opgaver - de forsøger at genindføre lidt alvor, ved at tilbringe mere tid på deres arbejdsplads end de behøver, og lederne forsøger at få dem til at tage arbejdet ligeså alvorligt som de selv gør, ved at sende dem på kursus, men inderst inde fornemmer de forlorenheden i alvoren - de er kastet ud i et liv som de ikke er opdragede til at forvalte - der er næppe meget håb for dem, i deres alder - det ville næppe gavne dem stort at standse op og lytte til naturens stemme - det har gavnet dig, siger du, og det har gavnet Thoreau der skrev om sit liv i skoven, men i jeres tilfælde er der jo tale om, at det nye liv har foræret jer en arbejdsopgave, nemlig den at sammenligne det nye liv med det gamle - noget lignende kunne de to kvinder vel også gøre - så kunne de føle sig klogere end andre, og det er jo en ganske udbredt form for glæde - glæde på andres bekostning - de to kvinder kan måske ikke helbredes, men der er håb for deres børn - for mon ikke tilfældet eller teknologien hjælper dem ud af deres nød? - deres børns afdeling i supermarkedet vil nemlig være af en helt anden art og størrelsesorden end deres - børnene vil hverken behøve forældre eller skolelærere til at forsyne dem med færdigheder - jeg ser et mylder af aktiviteter vokse frem blandt børn og unge idag - ting som er helt anderledes lettere at afkode, som det hedder, end bøger af Justus Hartnach - og ting som netop har alvor - det bliver man overbevist om når man ser den entusiasme de unge lægger for dagen.

  Gudrun: Den entusiasme har ikke noget med ægte alvor at gøre - det er lort man prakker dem på, og det vil før eller siden gå dem som det er gået min far og mine søskende - evigt gnavne - hvorfor? - fordi de har indset falskheden i det liv de har levet - og den sygdom kan engang gå hen og blive en folkesygdom.

  Annie: Når det gælder din far og dine søskende, så kan man godt forestille sig, at de er kommet i tvivl om storheden i deres livsgerning - men jeg har aldrig været i tvivl om storheden i min livsgerning, velvidende at mennesker har fundet min musik er i strid med menneskets natur - men vi må fortsætte vores diskussion en anden gang, klokken er elleve - Eirik, du må ringe til din far - det har sør'me været en ordentlig omgang - de unge er godt trætte - det er blevet til en dialog mellem dig og mig, Gudrun - måske skulle vi, istedet for at beskæftige os med pæne kontordamer som vist nogenlunde er til at fatte, hellere opsøge mennesker som virkelig er naturstridige - lad os en dag tage til en technokoncert og tale med de mennesker vi møder dér - jeg kunne tænke mig at skrive en artikel til Dansk Musik Tidsskrift om det fænomen - men det forudsætter at jeg kan finde på noget originalt at sige, for det er ikke en musik bladet beskæftiger sig med - og det har ikke med fordomme at gøre, det har med kultur at gøre - men jeg kan tage stilling til om inspiration fra den kant er ønskelig eller ikke - og du kan tage stilling til hvor dybt det naturstridige stikker - om de mennesker vi møder dér, lider endnu mere end de to kontordamer.

Inden Eiriks far kom, bekendtgjorde Annie, at der den første tirsdag hver måned, fra og med september, vil være salon her i denne stue. Ved det første møde vil en af hendes kolleger og studiekammerater, Bjarke Rubin, som er professor ved Århus Universitet, holde foredrag om Stravinsky. I er alle er velkomne - også jeres forældre.

Pia holdt Niels-Henrik fast på, at han havde lovet hende at hun måtte komme ud til ham med nogle bøger. Og da Niels-Henrik meget stærkt savnede skønlitterært læsestof, måtte Pia meget gerne komme i morgen. Jonatan mente at han havde fået et par ideer til sin kronik. Pias kritik af mænd og kvinders omgangsform kan måske bruges - der er lidt rigtigt i det og ingen vil være enig i det. På Jonatans spørgsmål om hvad Niels-Henrik mente om den artikel han havde skrevet i "Mosebryg" om RiisStyle og lignende firmaer, måtte Niels-Henrik svare at han ikke havde set den, men den ville han da gerne læse, og gerne nogle flere af Jonatans artikler. Niels-Henrik kunne mærke at Eirik lyttede med bekymring til disse aftaler, så han lovede Eirik at komme i overmorgen klokken to som sædvanlig. Og på vejen kunne han jo komme forbi Jonatan og låne hans artikler. Annie hentede bogen som Jonatan skulle læse - han måtte godt beholde den. Og Niels-Henrik foreslog, at når han havde fået læst noget af Pias fars og Jonatans, så kunne de jo allesammen komme ud og besøge ham - hvad med næste søndag?




Niels-Henrik sov sent den nat. Tænk, Pia kommer og besøger ham i morgen! Lige når han står op må han igang. Og bagefter må han over til Annie og hente noget de skal spise - noget af det der var tilovers.

Selvom Niels-Henrik kom igang i god tid, var der hele tiden mere der måtte ordnes. Det var ikke nok bare at pudse vinduerne og støvsuge tæppet og ordne reolen. Der var spindelvæv i loftet og ruden i brændeovnen måtte renses, og computeren måtte flyttes bort fra skrivebordet og skrivebordet måtte bakses frem og tilbage for at man kunne afgøre hvordan de kunne sidde. Annies kioskhæfter måtte gemmes væk og moppedrengen med billedet af Sonja Kowalevsky måtte klappes i, og nogle forskellige bøger og artikler måtte lægges frem. Og da han i sidste øjeblik nåede over til Annie, måtte han have flere ting med end hun havde lagt i kurven. Maden skulle serveres på en pæn dug og vinen skulle drikkes af ordentlige glas. Og kurven skulle bindes fast på bagagebæreren. Alt tog tid.

Han var tilbage fem minutter før Pia skulle være der, og der stod en pigecykel, og Pia og hans husvært var ifærd med at bære et bord over imod hans hus - konen stod og så på.

  Pia: Hej Niels-Henrik!

  Niels-Henrik: Hej, Pia.

  Konen: Niels-Henrik, du vil da ikke byde den unge dame at sidde ved et skrivebord - og I ska' da sidde udenfor i det gode vejr - under træet.

Pia var rørt over hans lille hus - og sikke et ordensmenneske han er. Niels-Henrik kunne godt se, at der måtte et større bord til alt det der var i kurven - og den skål med brændte svedsker som Pia medbragte - og den vase med blomster som konen kom med. Skrivebordet blev også båret ud - til de bøger Pia havde medbragt og dem Niels-Henrik skulle vise Pia.

   — De her tre er min fars - du sku' starte med denne her, det er hans sidste - og den må ihvertfald interessere Annie - den er inspireret af "Adolphe" - kender du "Adolphe"?

   — Ja! - af Benjamin Constant, ikke?

   — Jo.

   — Annie siger at alle unge burde læse den - den handler om noget alle vil komme ud for - det med at trække sig ud af et forhold - enten fordi man selv er træt af det eller fordi man kan mærke at den anden er.

   — Ja, i den roman er det jo sat helt på spidsen - det handler om, at det af og til kan være vores pligt at sige ting som her og nu vil gøre en anden dybt ulykkelig - da min mor havde læst "Adolphe", var hun imponeret over dens psykologiske dybde og almene gyldighed - men den er ikke almen gyldig - den er jo tohundrede år gammel, og den form for afhængighed af et andet menneske ville være utænkelig idag.

   — Jeg mener at problemet for Adolphe og Ellénore var, at de simpelthen manglede interessefællesskab - men det tænkte man jo ikke så meget på dengang.

   — Du véd da godt at Ellénore i virkeligheden var Benjamin Constants egen elskerinde, forfatterinden madame de Staël?

   — Ja forresten, det er der noget om - ja! - jeg kommer i tanke om noget! - sidste år gav Annie mig noget på fransk, jeg sku' læse - det handlede om "entusiasme" - jeg skulle gætte hvornår det var skrevet og om det var af en mand eller en kvinde - jeg kunne let se at det måtte være gammelt - idag ville ingen sige om entusiasmen, at "den slutter sig til den universelle harmoni" og at "den er kærligheden til det skønne og højnelsen af ånden og glæden ved hengivelse, forenet til en følelse som har storhed og ro".

   — Haha nej.

   — Og hun spørger om folk uden entusiasme overhovedet kan føle naturen - og hun siger stakkels den forfatter der mangler entusiasme.

   — Jeg må læse det - og mine forældre - og også Gudrun.

   — Ja - men Ellénore har da ikke meget med madame de Staël at gøre - hvordan er det nu? - Ellénore er nogle år ældre end Adolphe, og hun lever sammen med en adelsmand og de har børn, men de er ikke gift.

   — Ja, hun kommer fra en polsk adelsslægt, men hendes far er ruineret, så den adelsmand hun bor sammen med kan ikke gifte sig med hende - de gifter sig ihvertfald ikke - men hun og Adolphe har det tilfælles, at de foragter almindelige mennesker med deres almindelige snak - da de møder hinanden, møder de for første gang et menneske som de har lyst til at tale med - men så begynder Adolphe at blive forelsket i hende, og da hun mærker det, begynder hun at stritte imod, men han trygler hende om at de fortsat ses, og så bliver hun også forelsket i ham - de er begge forelskede og de er begge ulykkelige over situationen - for det kan jo ende nårsomhelst hvis manden opdager det - men så begynder Adolphe at irriteres over bekendtskabet, han føler sig ufri og han svigter sit arbejde, og det ender med at han mister interessen for hende, men han kan ikke få det sagt - og hun begynder omvendt at ofre alt for ham - hun forlader manden og sine børn - og så begynder han også at ofre alt - sin karriere og forholdet til sin far - og der opstår vrede i dem, fordi de føler at deres ofre ikke bliver belønnet - men så opdager hun et brev han har skrevet, hvoraf det fremgår at han vil væk fra hende, og det slår hende fuldstændig ud - hun er så nedbrudt at hun bliver syg og dør - og al ulykken skyldes at Adolphe er falsk overfor hende, fordi hans følelser er reduceret til medlidenhed.

   — Deres forhold begynder med at de har "interessante samtaler" - og de læser engelske digte - men det fortsætter åbenbart ikke - ja hvad taler de egentlig om? - man hører kun om deres problemer - det ender med at de flytter sammen, men de bestiller ingenting - hvad går deres dag med, må man spørge? - små-skænderier? - og det står jo på i flere år - kan man kalde en historie med så snæver synsvinkel for en roman?

   — Næh, forfatteren kalder den en "anekdote" - man kunne vel kalde den en "moralsk afhandling", ligesom dem Félicité skrev - Benjamin Constant lader det være nogle optegnelser han er kommet i besiddelse af, skrevet af en ulykkelig mand han har mødt - der er et forord og et efterord - men forfatteren er jo nødt til at lade historien være ensidig, for at kunne trænge helt til bunds i problemet - det der er galt i deres forhold, er, at når kærligheden ikke er der mere, så kan nok så megen åndrighed og lødige interesser ikke hjælpe - fordi to mennesker kan tale, er det jo ikke sikkert at de gør det - de interesserer sig måske ikke for hinandens tanker.

   — Næh, men hvis de nu gør det, tror du så ikke at kærligheden kommer af sig selv?

   — Måske, men det forudsætter at man er oprigtigt interesseret i hinandens gøremål - hvis den interesse man viser hinanden bare skyldes kønslig tiltrækning eller høflighed, så forsvinder den igen.

   — Er det det samme i din fars roman?

   — Nej, tværtimod - det er en kendt kvindelig kulturjournalist som er chokeret over den nye kurs i kulturjournalistikken - det er nye ting folk vil høre om og der er kommet en ny tone - hun føler sig frastødt af det - de ældre journalister bliver afskedigede, og der bliver ansat nye som hun ikke kan døje - hun er indtil videre gået fri, fordi hun er et kendt navn og fordi hun har taget sig af stof som er en national forpligtelse, men hvornår ryger hun ud? - og hvad skal hun så lave? - chefredaktøren og kulturredaktøren er helt forandrede - de har vel dårlig samvittighed, og det er vel også blevet klart for dem at deres dage er talte - hun synes også at internetudgaven af avisen bliver mere og mere rodet og aggressiv - på dens forside er et billede af chefredaktøren - det skal man se hver gang man går ind på siden - hvordan er han kommet til at se sådan ud?

   — Haha.

   — De unge journalister mener at papirudgaven inden længe vil blive afviklet, så nu gælder det om at gøre internetudgaven mere attraktiv - der skal være flere filmoptagelser, og man skal gå mere over til det filmede interview - det er jo egentlig spildt arbejde at hun sidder og nedskriver et interview - og når hun har undersøgt en sag, så kunne resultatet formidles mere levende ved at hun selv blev interviewet - hun kan godt selv se at det er den vej det må gå - er der overhovedet nogen af de yngre der læser hendes artikler? - men så sker der det, at hun får en roman til anmeldelse som tager sagen op og påviser det katastrofale i udviklingen - i romanen er der en beskrivelse af forskellen på de mennesker som abonnerer på seriøse dagblade og hver dag bruger flere timer på at læse, og så dem som ikke læser avis - de første har et samlet verdensbillede, mens de sidste kun ser verden fragmentarisk, og det kan få uhyggelige følger hvis hele befolkningen kun ser verden på den måde - det må sikres ved lovgivning, at mennesker på nøgleposter i kulturlivet er kultiverede på samme måde som tidligere - det er liv og død for hende at komme til at tale med forfatteren, men det viser sig, at bogen er skrevet under pseudonym og forlaget vil ikke oplyse forfatterens navn - hun tænker at forfatteren er en af de afskedigede kulturjournalister - men så opdager hun, at forfatterens navn faktisk forekommer i romanen, og hun skriver til ham og de aftaler et møde - han fortæller hende at han er litteraturhistoriker, og at han er blevet afskediget fra universitetet, fordi der ikke mere er studerende til den litteratur han beskæftiger sig med - og nu er han igang med at skrive bøger, hvor han forudser udviklingen på forskellige områder - men det viser sig at han er fem år yngre end hende, og det slår hende lidt ud - hun havde drømt om noget mere end bare et møde - men de kommer begge til at opleve mødet som en befrielse - for første gang i deres liv kan de tale ligeud om ting de altid har måttet pakke ind - de mødes igen og igen, og det ender med at de flytter sammen - han siger at hun skal fortsætte med at skrive som hun gør, der er brug for det, men for fremtiden kan det kun komme ud i bogform - og hun skal se det som en fordel, for nu kan hun skrive længere artikler - han kan støtte hende økonomisk indtil hendes første bog bliver udgivet - men til at begynde med kan hun ikke blive rigtig lykkelig, den forkerte aldersforskel trykker hende - hun føler at han har valgt hende fordi han har følt sig tvunget til det - hertil kan han kun svare, at det er ganske rigtigt, hun er den første kvinde han har mødt der helt har delt hans synspunkter, og han regner virkelig ikke med at komme til at møde flere - men er det ikke det bedste fundament et parforhold kan bygge på? - kan det ikke være sundt for et parforhold, at det hviler på en god portion tvang? - at de problemer der opstår, skal løses? - det kan hun jo ikke benægte - så efterhånden som der indløber flere meningstilkendegivelser om den kulturkritik han har fremlagt i sin roman, så indser hun at han har ret - hun mærker at han bliver mere og mere afhængig af hende, og at han taler sandt når han siger til hende at han elsker hende og at han ikke ville kunne leve uden hende - i modsætning til Adolphe, som siger det samme til Ellénore men lyver - så deres forhold udvikler sig til et ægte kæresteforhold, fordi de ting er der som adskiller et kæresteforhold fra et almindeligt venskab: oprigtighed og åndeligt slægtskab og gensidig afhængighed.

   — Ja, de ting mener Annie også der skal være - hun fatter ikke at nogen kan holde ud at være i stue med min far.

   — Er din mor ligesom Annie?

   — Nej, så var hun aldrig gået ind i et sådant ægteskab.

   — Nåhnej.

   — Men de kommer trods alt fra det samme hjem - tænk, da min mor var ung bestilte hun ikke andet end at læse bøger - nu ser hun fjernsyn - de ligger bare og glor - og halvsover - hun glor på fjernsynet og han glor på hende.

   — Haha - er hun køn?

   — Ja - netop køn - flere gange har dameugeblade skrevet at hun er Danmarks smukkeste kvinde - men Annie siger at smuk ikke er det rigtige ord for min mor - smuk er der så mange der er - de fleste smukke er ligegyldige, og mange er nærmest utiltrækkende - køn derimod, betyder tiltrækkende - det at der er noget som fængsler og som er svært at forklare - madame de Genlis, som Annie talte om, havde et pikant udseende - men man kan ikke se det på malerierne, malerne kan vel ikke ramme sådan noget.

   — Næh, og det er jo i høj grad bestemt af tiden - af moden - du har ikke et billede af din mor?

   — Jo, men kun i min computer, og nu er det hele skilt ad.

   — Læser din mor slet ikke mere?

   — Joh, men kun når min far ikke er hjemme - når han er hjemme, er hun altid hvor han er - undtagen når han er i sit kontor - Annie siger at hun blev træt af at læse romaner, fordi hun bare læste en bestemt type - og fordi hun ikke arbejder med tingene - ligesom Annie - og dine forældre.

   — Ja - øh boller de?

   — Ja, hver dag - og fredag og lørdag hele natten.

   — Hvor véd du det fra?

   — Det siger Annie - det er sjovt, de går altid og mundhugges, men de lægger ikke noget i det - de har en lov der siger, at i deres soveværelse der skal de elske hinanden - når de er dér er alt glemt - enhver negativ udtalelse eller følelse er forbudt - hvis de kommer i tanke om noget der skal tales om, og som muligvis kunne give mundhuggeri, så må de pænt gå nedenunder.

   — Hahaha.

   — Annie siger at det er et spil de har kørende - du véd, for at de rigtigt kan elske hinanden, så må der være lidt knas - ligesom i de ægteskaber hvor manden tæver konen - og jo mere mundhuggeri der har været, jo mere elsker de hinanden - det er især Annie og mig der er skyld i deres mundhuggeri, så vi har en god funktion.

   — Haha.

   — Det var jo temaet i den H.C. Andersen-film der engang blev lavet - med Danny Kaye og "Wonderful Copenhagen" - har du set den?

   — Nej.

   — Det er H.C. Andersens livshistorie - ikke som den var i virkeligheden, men som han selv kunne have fundet på at digte den - han er skomager i Odense, og han er populær blandt børnene, men upopulær blandt de voksne - børnene bliver væk fra skolen og sidder omkring ham nede ved åen - og som skomager gælder det for ham om at arbejde så lidt som muligt - og han er uforskammet - når folk klager over hans arbejde, så får de at vide, at det ku' jo være, at skoen havde gode grunde til ikke at bryde sig om foden.

   — Haha.

   — Så han må jo nok hellere fordufte fra den provinsby - så han drager til København, og han bliver straks arresteret, fordi hans reklameren for sig selv som skomager får alle til at more sig og samler opløb - og da førsteballerinaen ved Det kongelige Teater hører det, får hun ham løsladt for at han kan sy et par helt specielle balletsko til hende - men så opdager han, at hun og balletmesteren ustandselig mundhugges, og endda slår hinanden - han kalder hende totalt uduelig - siger hun tramper rundt som en elefant - og for at drille balletmesteren, bestiller hun et par eventyrlige sko der kan få hende til at svæve - det mener H.C. Andersen nok at han ka' klare, men han er forarget over at balletmesteren behandler hende på den måde - og især efter at han får at vide at de er ægtefæller - men han kan ikke sige sin mening direkte, så derfor skriver han et eventyr som han giver hende - "Den lille havfrue" - den lille havfrue bliver jo ikke gift med den hun er bestemt til - og det er ballerinaen heller ikke blevet, mener H.C. Andersen, hun skulle have været gift med ham - men da ægteskabet ikke er som H.C. Andersen tror, så forstår ballerinaen ikke hentydningen - hun er bare stolt over at H.C. Andersen har tænkt på hende - han er lige begyndt at få sine eventyr udgivet, og alle taler om ham - hun får ægtemanden til at lave koreografi til "Den lille havfrue", og de får kæmpe succes med stykket - og da de inviterer H.C. Andersen for at takke ham, opdager han sin fejltagelse: at de i virkeligheden er vildt forelskede i hinanden, men kun privat i deres lejlighed, udenfor er de som hund og kat.

   — Ja, men de irriteres da ikke over hinanden - sådan virker det i dine forældres tilfælde - og sådan noget er både logisk og ulogisk - det er rigtigt, at had er en forudsætning for kærlighed, men så er det da noget andet man hader - at der er noget man afskyer, får én til rigtigt at værdsætte det man elsker.

   — Det er jo også det Annie siger - hun taler om kulturkærlighed - ligesom fædrelandskærlighed - og det er forudsat af, at der en verden udenfor som føles frastødende eller fremmed - men uanset hvor ulogisk det er, så forstår Annie godt mine forældre - hun siger at der manglede noget i hendes forældres ægteskab - de var for kultiverede - der må godt være lidt spændinger, siger hun.

   — Ja, hvis man grundlæggende er på bølgelængde, så skulle forskelle da bare være noget man konstaterer, de skulle da ikke skade de følelser man har overfor hinanden.

   — Næh, det ser jo ud til at det er sådan i mine forældres tilfælde - der foregår en masse i deres elskovsværelse - der er badekar og massagebord og dyre vine - de boller nok altid - og så falder de i søvn - hun ligger nok ovenpå ham og sover.

   — De må virkelig være forelskede.

   — Ja, det er de også - det siger Annie - der er flere sære ting - når hun skifter trusser, så giver hun ham dem og...

   — Det er da ikke særlig sært, sådan er alle mænd - og kvinderne elsker det - min far er også sådan - han snuser både til min mors og mine trusser.

   — Haha - jo, men det sære ved min far er, at han lægger dem i et skrin - eller kiste - den er lavet af kostbart træ - den må vel efterhånden være helt fuld.

   — Det har nok at gøre med at han er syg efter at slikke hende, og at intet må gå tabt.

   — Haha ja - men det må jo ende tragisk, for det må høre op endag - så vil han føle at hun begynder at spolere hans kunstværk, og hvordan kan han sige det til hende?

   — Mon ikke de har en aftale? - en lov - at det skal stoppe den og den dag - og det er vel heller ikke hver gang hun skifter trusser, han får dem - der er vel en lov om at han udvælger dem og at hun går med dem lidt længere tid.

   — Ja haha, sådan nogen love er der vel.

   — Og så kan han resten af sine dage åbne låget og begrave sig i hende - genialt - jeg vil fortælle mine forældre det - jeg ska' nok la' vær' at sige hvem det er der praktiserer det.

   — Ja - der er måske noget man ka' lære af ham - i begyndelsen gik de med unisextrusser.

   — Findes sådan noget?

   — Ja, det var noget de producerede - meningen var at kærester skulle bytte trusser i dagens løb - jeg regner ikke med at de laver dem mere - de stoppede jo med en masse.

   — Hvad hed de? - og hvordan?

   — Du må ikke spørge mig, jeg var dårlig født - lige da mine forældre lærte hinanden at kende, havde de gruppesex med nogle venner - men efter de begyndte at blive inviteret til middag på Amalienborg, så tør de ikke mere noget.

   — For min far er det lige omvendt, for ham ville lidt skandale være en fordel.

   — Haha.

   — Vi har også gruppesex, mine forældre og mig - når vi er i bad gejler vi min far op, min mor og mig.

   — Haha.

   — Men hvor véd du alt det fra?

   — Fra Annie - min mor fortæller alt til Annie.

   — Det er vel for at gøre Annie misundelig - hvad har Annie haft af kærester?

   — Ikke nogen, ville hun sikkert sige.

   — Hun sagde da noget om, at man i hendes ungdom fik rigelig med sex og at det gik for sig på en god måde.

   — Ja "man" - hun sagde da ikke noget om sig selv.

   — Hun har talt om din mors liv, men hun har aldrig sagt noget om sit eget liv? - til dig.

   — Nej.

   — Du spørger slet ikke om noget?

   — Næh.

   — Øh det kunne jo være hun har det sådan lidt specielt med mænd - min mor læste en bog skrevet af en amerikansk kvinde - hun var ikke lesbisk, men hun brød sig ikke om voksne mænd - der lå måske også noget feminisme i det - hun samlede på fotografier af drenge og helt unge fyre - Annie kunne jo have det lidt på samme måde - den smånymfe-novelle hun kunne tænke sig, der kunne det jo være en dreng.

   — Jah, det ku' det vel.

   — Og drengen ku' vel være dig?

   — Jah, det ku' det vel, men jeg har nu ikke mærket noget til noget - og hun har aldrig sådan kælet - sådan som min far overfor min søster.

   — Næh, men hun ka' såmeget desmere ha' fantaseret - har hun mange bøger med malerier og fotografier?

   — Ja masser.

   — Kigger hun i dem?

   — Ja, der ligger altid nogen i stakken med det hun læser.

   — Hun talte om erotiske fotobøger, ligger der sådan nogen?

   — Det véd jeg ikke - så sku' det være i hendes soveværelse, og der kommer jeg ikke.

   — Du undersøger ikke sådan noget?

   — Næh, så ku' man få nok at lave.

   — Nåja, det hører jo heller ikke ind under dit fag - men det skal jo være mit fag at snuse rundt omkring - ligesom Jonatan - Jonatan skal snuse i de vedkommende ting, jeg skal snuse i de uvedkommende ting.

   — Haha.

   — Og der er noget der tyder på, at der er noget uvedkommende ved Annie som er interessant.

   — Jah haha - ja snus bare! - så jeg kan få noget at vide.

   — Da hun viste os "Fanny Hill", lagde du så ikke mærke til hvor hurtigt hun fandt det sted hvor den unge fyrs kønsorgan er beskrevet?

   — Joh haha - hun har en masse romaner hvor der er noget - det er vel fra dem hun får sine lyster styret - hun sagde hun ikke lige ku' komme på noget nyere, men hun læser masser af den slags, men det er noget hun ikke har villet tale om - glasskabet er fyldt af erotiske bøger - de er dér for at man ikke skal se dem så tydeligt.

   — Haha.

   — Hun har tit vist mig noget jeg sku' læse, men hun taler ikke så meget om det - men det er vel hendes måde at give seksualundervisning.

   — Det er da også udmærket - fandt du de pornobilleder i kælderen?

   — Ja - du skal se dem - jeg har ikke taget dem med hjem, jeg vil skanne dem, så de kan ligge i computeren - der er flere hundrede - de må have kostet en formue, for der er sikkert kun taget et par sider ud fra hvert hæfte - de minder om komponistens billeder, men de er mere pornografiske.

   — Ville det være helt utænkeligt at du gav din far en kopi?

   — Ja, helt utænkeligt.

   — På grund af din mor?

   — Ja også det - men jeg taler ikke med min far om noget - jeg taler heller aldrig med min søster.

   — Hvordan er hun?

   — Der er slet ikke noget at fortælle, hun er et masseeksemplar.

   — Haha - men det Annie har fortalt om dine forældre, det er vel for at du skal forstå dem bedre - og det er vel også en del af din seksualundervisning - men du véd ikke af at Annie har været sammen med nogen fyr?

   — Ikke med sikkerhed.

   — Rejser hun?

   — Ja, men hun kan ikke døje at rejse - og hun er aldrig væk mere end højst nødvendigt - det er koncerter og festivaler - eller en komponist hun skal tale med - også i udlandet.

   — Mon ikke hun får mere end bare tale?

   — Jo, haha - det har jeg tit haft på fornemmeren - hun var jo meget ung da hun begyndte med sine skriverier - og hun forsøger at få fisket ting ud af folk som de normalt ikke taler om - altså om musik - hun vil ikke høre akademisk vrøvl, hun vil høre hvad de føler.

   — Hun har altså praktiseret det samme overfor komponisterne, som hun foreslår at jeg praktiserer overfor karrierefyrene? - men hun er gået et skridt videre end jeg nok ville gå - hun har lagt op til lidt mere føleri - signaleret på en eller anden måde at hun godt kunne tænke sig lidt erotik?

   — Ja det sku' ikke undre mig - hun har måske i virkeligheden været godt forsynet på det område - der skal meget til førend hun vil godtage en fast kæreste, så hun må jo ta' sig til takke med det løse - der bor en entreprenør nede ad hendes vej, og ham taler hun nogen gange med, siger hun - det var ham der skaffede hende en masse bøger fra en afdød antikvarboghandler - men for et par uger siden sagde hun, at jeg en dag skal komme med derned - så hun besøger ham åbenbart og han bor åbenbart alene - men for en månedstid siden kørte jeg igennem hendes vej sent på aftenen, og så så jeg en kvinde komme gående imod mig, og lige inden jeg kom forbi hende, gik hun ind ad entreprenørens havelåge, og hun gik lige ind ad hans dør uden at ringe på - og da jeg kom til Annies hus, var der helt mørkt, og der plejer altid at være lys det meste af natten - jeg kom pludselig til at tænke på at kvinden kunne være Annie - han er slet ikke hendes type og han må være mindst ti år yngre end hende.

   — Det var måske ham hun tænkte på, da hun sagde det med betænkelighed og overtrædelse og ikke nødvendigvis sympati.

   — Ja, haha - hun siger at han er festlig når han har fået noget at drikke - så hun drikker åbenbart dernede - og de boller vel også - han har en indendørs swimmingpool - men det må være noget helt nyt - hun er måske ved at forsumpe.

   — Haha.

   — Indtil nu har hun holdt sig til sine pæne komponister, det er jeg sikker på.

   — Véd du hvem det er?

   — Ja, hun siger altid hvem hun skal besøge - men jeg har nogen gange haft på fornemmelsen, at det ikke er dér hvor han bor hun tager til - det er måske et sommerhus eller et hotel.

   — Og det er mænd i en passende alder?

   — Ja - hun møder også unge komponiststuderende - både fyre og piger - men der sørger hun altid for at de kommer hos hende - og det er sikkert for at påvirke dem - hun drømmer om at der dukker et nyt geni op - en ny Per Nørgård - og så vil hun sætte alle kræfter ind på at få ham eller hende til at danse efter sin pibe.

   — Haha - er hun meget dygtig til at vurdere moderne musik?

   — Ja mon ikke - hun opdager alle fejl - og hun kan foreslå ting - flere komponister sender deres nye værker til hende - det er vist når de er gået i stå med noget - jeg prøvede engang at lave en lille ændring - jeg tilføjede en tone og gjorde en pause kortere - jeg synes det lød udmærket - og så tog jeg en ny udprintning - hun var målløs, hun ringede straks til komponisten.

   — Haha - men hun komponerer ikke selv?

   — Jo garanteret, men hun viser det ikke til nogen - hun erkender vel at hun ikke har talent nok - men hun er meget forhippet på at påvirke udviklingen - hun følger med i alt hvad de unge laver - men når det gælder de jævnalderne og uhelbredelige mænd, så kan det da godt være at det mest er sex hun går efter - men du ka' få hende ud med sproget, tror du?

   — Ja, hun virker da som om man kan tale med hende om alt - og hun har da ikke noget at skamme sig over, hun ser da ret godt ud.

   — Ja, men det mener hun vist ikke selv - hun er ingenting i forhold til min mor - hun bryder sig heller ikke om sit navn, Annie.

   — Hvor kommer det fra?

   — Fra en roman hendes forældre havde læst - hvor hovedpersonen hedder Annie - jeg har også læst den - hun skulle ellers ha' heddet Britta, efter sin mormor, men det kom min mor til at hedde - det var hendes mor der opdagede den roman - der er forresten noget der tyder på at din far har læst den - den er fra 1800-tallet - den diskuterer det med om man har ret til at udrydde mennesker som volder ufattelig ulykke uden at man kan forhindre det - Annie er en ung pige som er det bedste parti i byen - hun er rig og køn og klog, og hun har altid været elsket af alle - og hun står nu og skal vælge mellem to tilbedere - den ene er den hun bør vælge - han er byens nye præst, og han er ung og flot og populær - den anden er en berømt kunstmaler som lige er blevet udnævnt til professor - han er menneskesky, men der er noget ved ham som tiltrækker hende - han har tydeligvis haft det svært - hun kan mærke at han er besat af hende, og hun føler at hun kan give ham alt det han mangler - og selv blive lykkelig - de bliver forlovede, og de har begge en tid hvor de helt har mistet jordforbindelsen - men så lige inden de skal giftes, så rejser han pludselig bort uden at fortælle nærmere hvorhen og hvorfor, og nogle dage senere får hun et brev fra ham, hvori der står at han ikke mere kommer tilbage - han undskylder at han har grebet ind i hendes liv, men der er hændt noget engang, som gør at hun ikke kan være tjent med at leve sammen med ham - hun er knust og isolerer sig fra hele verden - nogen tid senere kan man læse i aviserne at han er død i Indien - men så begynder hun at genoptage forbindelsen med præsten - og han kan fortælle hende, at han kender kunstnerens hemmelighed, men han kan ikke røbe hvad den består i - for han er også fængselspræst, og han havde haft samtaler med en fange der skulle henrettes - fangen er først totalt afvisende overfor præsten, men han har dog et ønske: han vil meget gerne have nogle blomster - dem sørger man for at en lille pige bringer ham - så er han tøet op, og så spytter han ud med sin livshistorie - han har stjålet og dræbt af idealistiske grunde - det var især ågerkarle han havde specialiseret sig i - han slog dem ihjel og destruerede gældsbeviserne og gav penge tilbage til lånerne - og han fortæller om den hændelse i sin ungdom, som satte ham igang med sit arbejde på at forbedre verden - han var blevet ansat i et firma hvor det viste sig at principalen var den mest hensynsløse ågerkarl man kan forestille sig - og han undrede sig over hvorfor firmaets bogholder var i det firma, for han var et usædvanligt fint og dannet menneske - han begynder at komme i bogholderens hjem, og han bliver ven med hans ældste søn, og det er ham der senere bliver kunstmaler - familien lever i dyb fattigdom i en usund lejlighed - børnene dør en efter en, og moren dør også - men så en dag opdager de to kammerater hvordan det hele hænger sammen - bogholderen er inde hos ågerkarlen, og de kan høre at han skælder ham ud, og så får de vinduet til et baglokale i ågerkarlens lejlighed lirket op og sniger sig ind - de kan forstå udfra det de hører, at bogholderen engang da han var i yderste nød, havde lånt penge af ågerkarlen, og at han var blevet presset til at underskrive et dokument som forpligtede ham til at arbejde for ågenkarlen indtil pengene var tilbagebetalt - men han var så dårligt lønnet, at gælden steg og steg - sønnen er så oprevet efter det han har hørt, at han efter at faren er gået, farer han ind til ågerkarlen og får fat i hans pistol og skyder ham - drabet bliver aldrig opklaret, og den eneste der kender sandheden, er vennen der senere blíver henrettet - efter at have hørt fangens historie, diskede præsten op med det sædvanlige præsteævl med at der ikke er noget som kan berettige et menneske til at dræbe et andet, det er kun Gud som kan råde over liv og død - til det svarer fangen, at det jo kunne være at Gud har benyttet ham som redskab - nej, siger præsten, for der har ikke været nogen guddommelig rørelse i Deres liv - jo svarer fangen, mine dybe og varme følelser for min ungdomsven, og det at jeg har bevaret hans hemmelighed, det må kaldes en guddommelig rørelse - historien bringer præsten i et dilemma som fører ham ud i en dyb krise - han mister fuldstændig geisten, og folk undrer sig over hvad der er galt - han må erkende, at der foregår grusomme ting rundt omkring, hvor Gud burde gribe ind men hvor han ikke gør det - og hvad skal han gøre nu? - som menneske må han tie med den historie, men som præst må han fordømme kunstneren, og få ham til at skrifte sin synd - men så sker der det, at på vej hjem fra henrettelsen møder præsten kunstneren, og kunstneren er spændt på om præsten véd noget, så han spørger ham om han har talt med fangen - ja, det har han - om fangen har fortalt alt - ja, det har han, men der er ikke sket andet, end at Deres hemmelighed har skiftet ejer - så er det at kunstneren rejser bort - en kvinde som Annie ville ikke kunne være gift med en morder.

   — Opfattede han sig som en morder?

   — Sådan ville verden jo opfatte ham, og han kan ikke frigøre sig fra den opfattelse - det var typisk den slags romaner min mor læste som ung - Annie har også læst nogen af dem, og hun siger, at de historier tit er spoleret af noget der kommer fra kristendommens syndsforestillinger - der er menneskelig lidelse som er unødig - folk der ligger syge i månedsvis og rådner op, og skriger og stinker så ingen kan holde ud at være i huset - og unge der er lydige imod forældrene, og bliver gift med en gammel og frastødende person eller får et arbejde de hader.

   — Ja, det er tragisk - det er jo det samme Gudrun siger - men hvorfor siger Annie, altså din moster, at romanerne er "spoleret" af kristendommen? - der kan jo være tale om et opgør med kristendommen.

   — Ja! - det har Annie talt om! - sådan kan det være i nogle tilfælde - og det var vel det hun tænkte på, da du sagde det med hemmeligheder i din fars bøger - hun sagde, at hun har mistanke om noget i nogle bøger, og det er nok det med den kristne moral - men det er noget som er næsten umuligt at afgøre, for dengang havde den kristne moral jo stor indflydelse, så hvis en forfatter ville gå i rette med kristendommen, så måtte han gå yderst forsigtigt tilværks - vi har diskuteret det - du skal prøve at læse nogle af de romaner, så kan du se hvor svært det er at afgøre hvor forfatteren står - men hvis det nu virkelig er sandt, at forfatteren udpensler lidelse som vi kan takke kristendommen for, bare for at vi skal komme til at hade kristendommen - eller rettere den måde den praktiseres på - hvad nytter det så, hvis det er pakket ind så læseren ikke opdager det?

   — Forfatteren har ikke turdet andet - og det kan jo være, at forfatteren har været overbevist om at kristendommen engang vil ramle sammen, og at folk til den tid vil gennemskue den sande mening med hans historie - og beundre ham.

   — Ja det ka' være.

   — Jeg vil gerne se de romaner - ja! - de mennesker forfatteren har forestillet sig engang i fremtiden vil læse hans roman som den skal læses, det kan jo være os!

   — Ja det ka' det jo.

   — Vi må undersøge det nærmere - og skrive en artikel om fænomenet.

   — Ja det ku' være interessant - og vi kan få dine forældre og Annie og Gudrun til at kontrollere om der er belæg for vores tolkninger - Annie har måske selv tænkt på noget i den retning, for hun har samlet de romaner et bestemt sted - du kan begynde med at læse den roman Annie er opkaldt efter.

   — Ja - i den roman er det altså helt sikkert, at Annie kunne være blevet lykkelig sammen med kunstneren? - hun ville have ment at han havde handlet rigtigt?

   — Ja det er helt sikkert - og det ville have knyttet dem mere sammen, for ingen ville jo kende noget til det.

   — Ikke udover præsten - præsten fortæller jo nok Annie hele sandheden om kunstneren, så præsten og Annie har en hemmelighed der knytter dem sammen - men hvad var det ved Annie som fik din mosters forældre til at opkalde deres datter efter hende?

   — Det var det at hun var uspoleret - hun var ikke ødelagt af alt det der ødelægger børn - hun havde aldrig gået i skole - hendes far var meget belæst, og han havde undervist hende - Annies - min mosters - mor havde den idé at hendes datter ikke skulle gå i skole - hun skulle have privatundervisning, men det blev aldrig til noget.

   — Mine forældre er også imod det maskineri - de siger bare at jeg kan holde op den dag det passer mig, men de håber at jeg ikke gør det - jeg skulle jo gerne komme til at hade systemet, så jeg engang har noget at skrive om.

   — Haha - det er det samme med Annie - når jeg kom fra skole, så spurgte hun ud, men det var mest for at hun kunne gøre nar.

   — Haha - jeg ska' spørge mine forældre om den roman - hva' hedder den?

   — Den hedder "Solhverv" - den er oversat fra tysk - jeg ka' ikke huske forfatteren - I ka' låne den af os hvis I ikke har den.

   — Ja - mon ikke Annie - din moster - også har det sådan, at der i et parforhold skal være noget ekstraordinært? - en hemmelighed?

   — Jo - der er ihvertfald forskellige ting med dem hun har haft noget med at gøre - jeg taler af og til med én der er matematiker og som også går til koncerter med ny musik - han siger, at han engang har talt med Annie, men at hun nok ikke kan huske det - men det virker som om han godt vil vide noget mere om hende - og der er noget der er begyndt at gå op for mig - hun har engang haft et vikarjob i et gymnasium indtil de fandt en fast lærer, og det var Eiriks mor der fik stillingen - og i sidste uge sagde Annie noget hun ikke har sagt før - hun havde haft et kæmpe skænderi med nogle af sine kolleger, og så smed de hende ud.

   — Nå.

   — Og nu ka' jeg se, at det har matematikeren vidst noget om - og hun har næppe plapret ud med det ved en koncert - eller skrevet om det - jeg har tit tænkt på om hun mon har svaret på bekendtskabsannoncer - og ham matematikeren, han virker også som sådan én der har levet meget alene.

   — Du mener at hun har svaret på hans annonce?

   — Ja, det er nok ham der har haft annoncen i - han har måske skrevet noget med "moderne klassisk musik", og hvis Annie har set en sådan annonce, så har hun garanteret svaret på den - og det må være lige efter skænderiet, siden hun har skrevet om det i sit svar på annoncen.

   — Skænderi om hvad?

   — Hun havde været med nogle af lærerne i biografen, og bagefter var de gået hjem til én af dem for at spise og diskutere filmen - og så kom hun op at skændes med dem - og så kom hun til at sige noget om deres dårlige smag på alle områder, og så sagde de at hun gik i for små sko - og så sagde hun noget der gjorde dem fuldstændig rasende, og så bad de hende om at forsvinde - og så tog hun sin afsked.

   — Haha - hvorfor tog hun arbejde sådan et sted, manglede hun penge?

   — Nej - rektor for gymnasiet kendte noget til hende, og han opfordrede hende til at være vikar i nogle måneder - han ville godt høre hendes reaktion - men han døde lige efter han havde talt med hende, men hun tog jobbet alligevel - hun vidste ikke hvad det var han ville tale med hende om - altså hvad hun skulle lægge mærke til - hun regnede med at det var eleverne, men bagefter gik det op for hende at det var lærerne - hun kom næsten aldrig på lærerværelset - havde hun været der tit, så var det skænderi nok kommet noget før.

   — Haha - har hun aldrig undervist ved universitetet eller musikkonservatoriet?

   — Nej, hun ville ikke have et underordnet arbejde de steder - hun ville først være færdig med sin bog og få en doktorgrad - men nu har hun droppet al det med doktorgrad og systemet - hun siger, at om nogle få år er musikvidenskab lig med musiksociologi, og at de studerende ikke mere behøver at lære noder.

   — Ja det ska' nok være rigtigt - men den annonce førte altså ikke til et møde?

   — Nej, han har sikkert svaret på hendes brev, men én af dem har måske skrevet noget den anden ikke syntes om - hun husker nok ikke ret meget om det - hun husker ihvertfald ikke hans navn, og det er ellers let at huske.

   — Hun har måske svaret på flere annoncer - og selv haft annoncer i - det er bare mærkeligt hun går den vej, hun sku' da ha' gode muligheder i musikmiljøet.

   — Ja, og der har nok også været en masse, det er bare ikke blevet til noget fast - jeg kommer i tanke om noget mere - forleden dag fortalte hun om en bog hun engang havde fået i fødseldagsgave - om en kvindes seksuelle fantasier - en bog kvinder skulle forære deres mænd - hun sagde hun havde smidt den ud, men det ku' jo være at hun faktisk har foræret den til en fyr - den var måske slet ikke så outreret som hun gjorde den til.

   — Hvad hed den?

   — Det sagde hun ikke noget om.

   — Kan det være ham med de erotiske billeder? - hun har vist ham den for at diskutere den? - og praktisere den?

   — Haha - ja det kan godt være!

   — Hun ville ikke blive jaloux fordi han åbent bekender at han er besat af unge piger?

   — Nej, sådan tror jeg ikke hun tænker - hun taler jo om at vi skal holde os indenfor en bestemt kulturtradition, og den skal have så stor bredde som muligt, men på en sådan måde at den ikke nedbrydes - sådan er det jo med hendes musik - det ene øjeblik sidder hun og spiller en koral af Bach, det næste øjeblik sætter hun en cd på med et vildt støjende slagtøjsværk - og så må det vel også være tilladt, at en mand det ene øjeblik sidder og fantasere over billeder af unge piger og det næste øjeblik boller med sin kone.

   — Jo - sådan vil hun vel sige - men det er jo generel filosoferen, hun siger aldrig noget om sin egen fantaseren?

   — Nej.

   — Og din mor, hun siger heller aldrig noget om sit mere private liv?

   — Ikke til mig - der er hun ligeså lukket som Annie - men hun siger alt til Annie - og når Annie siger alt videre til mig, så er det måske fordi min mor ønsker det - sådan nogen ting skal åbenbart sendes en omvej.

   — Haha.

   — Det er sjovt med min mor, jeg tror ikke hun er meget forskellig fra Annie, men de har udviklet sig helt forskelligt - det er hendes udseende, siger Annie - hun har altid haft vind i sejlene - min mor ta'r let på alting, og det er helt bevidst, siger Gudrun - hun ta'r først noget alvorligt, når det skal ta's alvorligt - men sådan noget har der ikke været indtil nu - men alligevel, jeg synes der er noget dovent over hende - Annie siger at hun er god til at opfange de forskellige ting i dagligdagen - og hun er dygtig som lærer - hun er ihvertfald populær - men hun skaber ikke noget.

   — Det gør hun da, hun skaber indholdet i din fars kiste - den bli'r penge værd, ka' du tro! - har du set den?

   — Nej, men selvfølgelig er det sandt - min mor huskes vel også lidt mere end de fleste lærere - ihvertfald af drengene i de ældste klasser - hvad hun ikke får af liderlige breve!

   — Haha - viser hun jer dem?

   — Ja, hun læser dem højt ved middagsbordet - de er selvfølgelig anonyme, men tænk at nogen gider, de opnår jo ikke noget.

   — De opnår i allerhøjeste grad noget! - se den her novelle - den hedder "Kære John" - den handler om en gymnasiedreng der er besat af en kvindelig lærer - efter hver time med hende skynder han sig ned på toilettet og onanerer - og han skriver anonyme breve til hende om sine fantasier - han fortæller hvad tøj der ophidser ham - og hun beslutter at følge hans ønsker til punkt og prikke - men hun véd ikke hvem drengen er - hun prøver at gætte, men hun bliver mere og mere i vildrede, og til sidst når hun frem til, at det kan være hvemsomhelst - og denne slugen hende med øjnene af samtlige drenge, det ophidser hende ligeså meget som hun ophidser drengen der har sat det iscene.

   — Det er måske derfor min mor blev lærer - Annie siger, at når mænd bliver skole- eller gymnasielærere, så er det i høj grad på grund af pigerne - da jeg begyndte i gymnasiet, fortalte hun om nogle ting jeg skulle lægge mærke til - når en pige er oppe til tavlen, så kan jeg lære mere nyttigt af at studere læreren, end af at følge med i hvad pigen siger.

   — Haha - det ska' jeg begynde på, det har jeg ikke tænkt på.

   — Det er sikkert fra min mor Annie har alt sådan noget - min mor har garanteret oplevet meget, og hun lægger jo mærke til alt - hun kunne være blevet en god forfatter, siger Annie - hun har talent og hun ville kunne fortælle interessante ting, men hun ville ikke kunne klare en sådan åndspræstation - det er der kun meget få der kan, og det er skolesystemets skyld, siger Annie - folk, de kan kun de mekaniske ting - det er en kæmpe lidelse for de studerende når de skal skrive speciale - Annie har tit hjulpet studerende med deres speciale - hun har endda nogen gange skrevet en hel opgave for folk, hvis de har været i en presset situation.

   — Nå.

   — Min far siger altid at folk bare kører på automatpiloten - og det er skolesystemets skyld, siger han - men han er selv begyndt at køre på automatpiloten, så han er jo selv skadet, og de skader må da også komme fra skolesystemet.

   — Haha.

   — I firmaet er der ingen fornuftig grund til at ændre noget - og hvad har han i bund og grund udrettet? - ikke andet end pjat - han overtog jo det hele fra sin far - han er nok begyndt at indse nogle sandheder - lissom Gudruns far.

   — Ja - det er nok derfor din far klamrer sig sådan til din mor - hun er nok det eneste han rigtigt føler noget for - din far har slet ikke nogen særlige interesser? - altså udover din mor.

   — Nej - ikke andet end rejser og tennis - han har ikke engang nogen ordentlige venner - der har sikkert været en masse misundelse - har dine forældre meget interessefælleskab?

   — Ja mon ikke, det er min mor der finder på emnerne og digter historierne, og så går min far igang med det tunge arbejde.

   — Hahaha - vi - altså Annie og mig - vi har også altid læst meget - og diskuteret - se den her bog, den har vi læst og diskuteret - tænk, den lå skjult under gulvbrædderne oppe på loftet i huset her.

   — Nå!

   — Den er engelsk - det må være ham den engelske forfatter der har boet her, der har skjult den - den foregår i trediverne - forfatteren, Victor Pitt, fortæller om sin tid som lærer på en kostskole for adfærdsvanskelige børn - de allerværste - børnene blev torteret, og én dør - de lærere man ansatte var sadister - man fandt frem til dem ved at udspørge skolebørn rundt omkring om deres lærere - og for at kamouflere det, så spurge man om lærerne i al almindelighed - hvem de syntes var den flinkeske og hvem der straffede allermest - og så opsøgte man de lærere der var de allerværste sataner, og tilbød dem arbejde på kostskolen - og en klækkelig lønforhøjelse - men så var der sket det, at da man spurgte nogle børn om deres lærere, og havde fundet frem til hvem der var den værste sadist, så var der en dreng der for sjov sagde, at det var ikke ham der var den værste, det var Victor Pitt - fordi Victor Pitt var den de alle elskede mest - de andre grinede, men ham der sprugte børnene forstod det ikke, han noterede bare navnet Victor Pitt - så resultatet var, at Victor Pitt blev indkaldt til en samtale hos forstanderen på skolen - og det undrede ham - da han kom, var det frikvarter, og så stillede han sig et sted i skolegården hvor ingen kunne se ham, og studerede børnene og to lærere der havde gårdvagt - og han lagde mærke til at lærerne hele tiden var på vagt, og gik helt urimeligt tilværks - Victor Pitt tænkte at man ville ansætte ham, fordi det var rygtedes at han var en god lærer - men så da han bagefter talte med forstanderen, og forstanderen fortalte om skolens pædagogik, og om de gode resultater den havde ført til, så blev det klart for Victor Pitt at der var sket en misforståelse - og så fik han den idé, at han ville udnytte situationen - han fortalte som sandt er, at hans fremgangsmåde har været svær for ham, men den har bragt mange børn på ret køl, og han har modtaget megen tak fra deres forældre - og i flere tilfælde endda en gentagen tak flere år efter at eleven havde forladt skolen - det glædede forstanderen at høre, så Victor Pitt var velkommen til at få ansættelse, men som han jo nok kunne forstå, måtte skolens pædagogik holdes totalt skjult for offentligheden - han måtte aflægge ed på ikke at sige nogetsomhelst til noget menneske udenfor skolen - min teori går ud på, at englænderen har været lærer dér - men det er ikke ham der har skrevet bogen, for englænderen hed William Thomson, og hvis han havde skrevet den under et andet navn, så ville de gamle have sagt det da jeg viste dem den - jeg er næsten sikker på at det er ham der var forstanderen, og at det er på grund af den bog at han måtte flygte fra England.

   — Tror du det!? - det lyder vel nok spændende!

   — I bogen hedder forstanderen Biell, men der er vel lavet om på navnene.

   — Biehl, siger du? - i "De måske egnede" hedder rektoren også Biehl - Peter Høeg har nok læst Victor Pitts bog - har du læst "De måske egnede"?

   — Ja - historierne minder lidt om hinanden, men der er en forskel - på den engelske kostskole er der nogle klare regler, og hvis en elev overtræder dem, bliver han straffet meget hårdt, men eleverne er ikke overvågede - i "De måske egnede" er der ikke hårde straffe, men alt er kontrolleret og det kan være liv og død for en elev om at finde en "stategi".

   — Ja, det er en uhyggelig bog - lærerne kan observere alt og eleverne kan blive spurgt om alt - og de har journaler hvor alt noteres - nogle af børnene fornemmer at der er en overordnet "plan", og den begynder de at udforske.

   — Ja, der er jo to planer - der er det med tiden, men der er også det at skolen skal være istand til at løse et problem - og det er det samme med den engelske kostskole, den skal kunne løse et problem - de to bøger er uhyggelige på forskellig måde - den engelske er mere troværdig.

   — Jeg må læse den - det er rigtigt at der er mange utroværdige ting i "De måske egnede", men du må regne med, at læseren ikke lever i den samme virkelighed som børnene der undersøger skolen, derfor må forfatteren indføre nogle stemningsskabende ting - og i bund og grund bygger bogen da på virkeligheden - man har jo hørt om normaltbegavede mennesker der et helt liv har været under åndsvageforsorgen, fordi de som barn havde været udsat for noget der førte til blokeringer, og så blev de mere og mere angste for de voksne og gik mere og mere i stå.

   — Forresten det med journalerne! - noget tyder virkelig på at Peter Høeg har læst Victor Pitts bog - for begge steder er journalerne i et træskrin hvor der er graveret noget på låget - i "De måske egnede" er det Odins to ravne der hvisker Odin i øret hvad de har set - de skal sikkert symbolisere eleverne der frit og flittigt samler kundskab som de fortæller lærerne - men drengen Peter Høeg ser dem pludselig som rovfugle der overvåger - i Victor Pitts bog er der en ravn og en ræv på forstanderens skrin: ravnen sniger sig hen imod nogle glinsende fugleæg samtidig med at ræven sniger sig hen imod ravnen.

   — Vi må virkelig sammenligne de to bøger - der er sikkert meget mere - men hva' mæ' de gamle? - har du...

   — Jeg vil ikke sige noget til dem, de ville få et chok - jeg viste dem bogen, men de kunne ikke sige noget - de bad ikke engang om at se den - måske har han fortalt dem en falsk historie om sin fortid.

   — Han har nok været eftersøgt - han har måske likvideret Victor Pitt - jamen hvad har de gamle fortalt om ham?

   — Ikke ret meget - jeg kan mærke at de ikke vil tale om ham - de siger bare at han næsten aldrig tog nogen steder og at han kun talte med dem.

   — Jamen hva' mæ' hans bøger? - dem han har udgivet og alt...

   — De siger de har solgt alt til en antikvarboghandler - jeg ville ikke spørge hvem det var - jeg har ringet rundt til de fleste af dem, men de kender ikke noget til sagen - jeg har også spurgt efter William Thomson en masse steder, men det navn siger dem ikke noget.

   — Min mor ka' garanteret få alt hvad han har udgivet hjem - sku' vi ikke opklare det mysterium?

   — Jo det ku' være spændende!

   — Jonatan ka' hjælpe os - må jeg låne bogen her?

   — Ja selvfølgelig - vi må også vise Gudrun den, og høre hvad hun mener om de opdragelsesmetoder.

   — Ja, vi kan diskutere det ved et møde - der er garanteret stof til en hel roman i den sag.

   — Ja, men det er jo ikke sikkert at vi ka' finde ud af ret meget - der er noget muggent ved det hele - jeg har en mistanke om at de gamle véd mere end de vil indrømme, men de ka' vel ikke gøre andet.

Således blev retterne på skrivebordet fortæret en efter en. Og efter at der var blevet gået tur i skoven, måtte Pia hjemad.

   — Ska' jeg ikke følge dig hjem? - jeg skal alligevel forbi Annie og aflevere skålene.

   — Jo, du må hilse på mine forældre.




I modsætning til Niels-Henrik, kunne Annie ikke være ubetinget glad dagen efter - og hun fik ikke arbejdet meget på sin udsendelse om Sandra Brise og de øvrige i den yngste generation. Gårdagens møde måtte bearbejdes. Det var sådan set ikke fordi noget havde skuffet hende. Der var intet at udsætte på de unge, og Gudrun befinder sig trods alt ikke langt fra hende selv som hun havde ventet.

Med hensyn til de unge, havde Annie meget tidligt fældet sin dom. Pias helt usædvanlige initativ er en klar invitation til et nærmere bekendtskab med Niels-Henrik. Hun har sikkert spurgt Eirik ud om deres nye medlem - måske er det Eirik der har sat det hele iscene - det kan også være Gudrun. Pia må meget gerne vise sig her i huset, og også hendes forældre. Men ligeså vigtig som Pia, er Eirik - ja vigtigere, for Eirik gælder Niels-Henriks arbejde, og Eirik vil være mere sikker end Pia. Jonatan er også udmærket, men han må holdes lidt på afstand - han er li'så løst funderet som sin far - ham kan Niels-Henrik ikke bruge til ret meget.

Nej, det der trykker Annie, er at hun selv havde været for dominerende, og så diskussionen med Gudrun. Hun havde lovet sig selv, at hun ville demonstrere sine færdigheder som leder af en samtale mellem flere mennesker - og hun ville godt lære dem allesammen at kende. Og så skete der det som altid sker når hun kommer igang. Men de måtte nu også godt se hvem hun er. Og Gudrun var heller ikke for god. Men det var synd at de unge faldt fra. Forstår de mon ret meget af hvori problemet ligger? Hvormeget forstår Niels-Henrik når det kommer til stykket? Diskussionen med Gudrun var en af de diskussioner som kunne have kørt i det uendelige. Og så var der den gensidige kritik - og hendes stikken en ordentlig syl i Gudrun lige inden de måtte stoppe - det var stygt. Det med den åndelige boghandler, var også at gå for vidt.

Men Annie, som er mere belæst end nogen universitetsprofessor og som har foretaget dybe analyser af musikværker indenfor et mægtigt område af den moderne musik og som er på solistniveau hvad klaveret angår, hun har et ringe vingefang - det var vist sådan Gudrun karakteriserede hende. Fordi hun har indset, at den entusiasme som har drevet hende frem, den har hun visse sociale kræfter at takke for, og at eksistensen af de kræfter ikke er nogen selvfølge. Hvorimod de kræfter der skal til for at få folk til at bage brød i et brændekomfur, ikke er nær så sårbare. Annies sociale kræfter er asociale! - hendes glæde er falsk! - det er glæde på andres bekostning - beslægtet med Gudruns families glæde. Og nu forventes det af Annie, at hun gør en indsats for at bekæmpe den usynlige livsmagt som hun har underkastet sig.

Annie har mødt et menneske som i virkeligheden tilhører den ene procent af befolkningen som befinder sig nærmest ved hende selv, og som hader sin egen akademikerklasse ligeså meget som hun selv gør, og så beklager hun sig. Og Gudrun har haft en position indenfor sit fag, som måske ikke er under den position hun selv har, og Gudrun sagde netop, at hun ikke gør sin leveform til en dyd. Men Annie være urimelig - bare et par dage. Engang var det annierne der var de toneangivende, idag er det gudrunnerne. Idag er vinderne blevet tabere og taberne blevet vindere. Annie kommer fra et godt hjem - hun fik gode forudsætninger for at kunne leve et godt liv. Gudrun kommer fra et dårligt hjem - det siger hun selv. Det er en besynderlig udvikling den kvinde har gennemgået. Man kan roligt gå ud fra, at alt det hun idag tager mest afstand fra, er det hun engang gik mest ind for. Hun snuppede alt det der dengang var på mode, og så blev hun godt træt af våset, så nu klamrer hun sig til fornuften. "Vi skal skrælle det væk som skal skrælles væk", sagde hun. For hende selv endte det med at der slet ikke var noget tilbage, og så begyndte hun at bygge op. Tog alt op til kritisk vurdering, og indlemmede det helt sikre. Hun har bevaret bøgerne fra den tid, ikke fordi de indeholder opbyggelig livsvisdom, men fordi de lægger kulturmæssig galskab for dagen: det giver hende selvtillid at læse i dem. Den kronik må findes frem, og det ka' ta' tid, for man kan jo ikke spørge hende hvornår den var i.

Gudruns tænken tilbage på det "førkulturelle" menneske og hendes "fælleskulturelle" tænkning, har ført til en "metode" som bygger på "de evige begreber". En metode som ingen bruger - ifølge hende selv, fordi den er for svær, ifølge andre, fordi de aldrig har hørt om den. Hun er det man i filosofien kalder idiota (idioten): "den kulturelt uskyldige", det "rousseauske" individ på afstand af vores kulturmæssigt formede identitet. Hun tager afstand fra enhver form for religion, men hun praktiserer den samme form for stræben som Kierkegaard: hverken hun eller han er enfoldig, men man skal blive enfoldig (hvilket for Kierkegaard var det samme som at blive kristen). Hun er optaget af "kærligheden", fordi det er et universelt begreb og det højeste vi kan stræbe efter, og hun kan definere kærligheden nogenlunde korrekt, men hun kender ikke til dens forudsætninger, og kærligheden er ikke i hendes eget liv.

Javel. Men er kærligheden i Annis eget liv, må vi spørge? Der er skår i den, men det er ikke hendes skyld, får man at vide, hun har fuldt ud de adfærdsmæssige forudsætninger for kærligheden. Men på samme måde som man kan spørge, hvordan Annie ville have defineret en religiøs kultur, hvis ikke hun havde fået skubbet opgaven over på Niels-Henrik, så kan man spørge, hvordan Annie, da hun første gang indviede Niels-Henrik i sine tanker omkring det religiøse, ville have prioriteret og defineret kærligheden, hvis ikke Niels-Henrik lige havde forsynet hende med Gudruns prioritering og definition. Det er ihvertfald bemærkelsesværdigt, at ordet kærlighed overhovedet ikke forekommer i denne bogs første del hvor Niels-Henrik er hovedperson - ikke bortset fra den helt almindelige brug af ordet i omtalen af Annies søster. I mine samtaler med Niels-Henrik, hvor han jo skulle tænke tilbage, brugte han ordet "entusiasme", da jeg bad ham forklare forskellen mellem sig selv og "de andre". Annie har af gode grunde ikke talt til Niels-Henrik om "det religiøse" førend tiden var inde, men da hun lod ham læse det madame de Stäel havde skrevet om entusiasme, hvorfor benyttede hun så ikke lejligheden til at tale om faglig kærlighed?

Nok om det. Gudrun har været ligeså rodløs og søgende som så mange andre, er Annies dom. Taber og derfor vinder. Fordi hun er interessant, det er hende folk vil høre om. Annie er uinteressant, hun har kun betydning for en lille kreds af fagfolk. Heldigvis.




Jonatan kunne ikke forstå, at ingen af hans artikler har fanget Niels-Henriks opmærksomhed. Vil det virkelig sige, at den person som hans artikel om medieindustriens misbrug af børn og unge har adresse til, aldrig har fået den at se? Og har Niels-Henrik aldrig vist sine forældre den artikel, hvori der rettes en sønderlemmende kritik imod forældre for den ringe interesse de viser deres børn? Og Niels-Henrik havde jo set "Mosebryg" efter at han var gået ud - hos ham dér Mads.

   — Jeg har været totalt væk i mine matematiske problemer.

   — Du har vel ikke tænkt dig at blive ligeså fagidiotisk som Eirik?

   — Fagidiotisk? - nej - Eirik er da ikke fagidiotisk.

   — Han har ikke noget fornuftigt at sige.

   — Det synes jeg da - han siger måske ikke så meget, men han har da kloge ting at sige - og han er da dygtig - han er vel ikke værre end de fleste unge.

   — Nej, så var han heller ikke i den gruppe.

   — Og Camilla har sikkert en god indflydelse på ham.

   — Camilla!? - hun er Gudrun om igen.

Niels-Henrik følte at han måtte vise Jonatans projekt lidt interesse. Han fortalte sin mening om forskellen på mand og kvinde - altså Annies mening, som hun havde indviet ham i i sidste uge hvor de havde talt om konkurrencen. Og da han var færdig:

   — Jamen prøv nu at sammenlign dig selv og din far med min far - I kanaliserer jeres energi ud på en måde som er nyttig for samfundet - min far er en sand pestilens - hans tv-reklamer og alt hans lort - og han er min søsters mandeideal - og min mors, åbenbart.

   — Jeg har et forslag! - vi skriver den kronik i fællesskab! - jeg har jo skrevet det meste - du skal bare skrive det du lige har sagt - alt det du véd.

Niels-Henrik kunne ikke andet end at sige ja. Og det kunne ikke tage lang tid - han kunne få Annie til at hjælpe - og så havde han en ekstra anledning til at ringe til Pia. Og det er ret sandsynligt at de vinder.

   — Jeg gør mit færdigt til på næste søndag hvor vi ses ude hos dig - du kan tænke over dit bidrag - prøv om du kan komme i tanke om noget mere - om din far - du kan også tale med Annie om det.




Den dag de alle skulle komme og se hans hus, havde Niels-Henrik inviteret to gæster mere, nemlig hans værtspar. Konen insisterede dog på at det istedet skulle være dem der inviterede de unge - når Niels-Henrik havde vist dem sit hus, skulle de komme over.

  Camilla: Niels-Henrik siger at en gammel mand har boet dér hele sit liv.

  Manden: Han har jo ikke været gammel altid, og lad os sige at han har boet der halvdelen af sit liv.

  Konen: Vi var nygifte og havde lige købt huset - og da vi en dag kom herop for at se til det, så så vi at én havde indrettet sig i hestestalden - og lidt senere kom han - han sagde at han var gået ud fra at huset skulle rives ned.

  Manden: Niels-Henriks hus var hestestald dengang - men nu skal I høre, unge mennesker - vi har talt en del om den sag, siden den unge dame her, Pia, var her for et par uger siden - ser I, da han døde for fire år siden, mente vi at der i en god tid skulle være fred omkring ham, men vi synes afgjort at hans livshistorie skal frem.

  Niels-Henrik: Jamen?

  Manden: Ja, Niels-Henrik, da du spurgte om hvor hans bøger var, sagde jeg, at en antikvarboghandler havde købt det hele - og jeg sagde også, at jeg ikke havde nogen anelse om hvad den bog du fandt på loftet, kunne være for en bog - men sandheden er, at på grund af den bog var William nødt til at flygte fra England.

  Niels-Henrik: Ja! - det er ham der...

  Manden: Ja netop - i 1939 fik han ansættelse på en kostskole for adfærdsvanskelige børn - eller rettere, for forbryderspirer - skolen var indrettet i et afsides kloster, og børnene var der ingen der ville kendes ved - og de lærere man ansatte, havde man opsøgt fordi de var usædvanlige rå - William var skolelærer, og han var usædvanlig populær blandt eleverne, hvordan kunne man så antage ham for at være usædvanlig rå? - han fandt senere ud af, at det var en spøg fra en elevs side som ikke bagefter var blevet korrigeret - men William lod dem blive i deres tro, og lod sig ansætte for at studere den skole nærmere - så han måtte igang med at spille rollen som sadist - han var der i et årstid, og i sin fritid skrev han i dybeste hemmelighed på sin bog - og lige inden den udkom, forsvandt han sporløst - han udgav den under sit rigtige navn, for skolen ville jo alligevel finde ud af hvem der havde skrevet den, og det ville give den mere vægt - men der var også en anden grund til at han brugte sit rigtige navn: skolen ville blive mistænkt for at have likvideret ham.

  Niels-Henrik: Jamen? - den er da skrevet af Victor Pitt.

  Manden: Ja, men det er såmænd William Thomson dengang han boede i England - vi har læst bogen, men det er halvtreds år siden, og vi troede faktisk den var i en af kasserne, men William har åbenbart ment at den måtte holdes helt skjult.

  Niels-Henrik: Pia har også læst den - men har forholdene virkelig været sådan?

  Manden: Det påstod Pitt - men skolen måtte jo afvise hans påstande - det var skolens eksistensberettigelse at den kunne løse et alvorligt problem, men at pædagogikken måtte skjules - ser I, på den tid gjorde man store fremskridt i den videnskab der giver sig af med at klassificere mennesker - dels udfra race - hottentotter er lumske og jøder er snydetampe - og indenfor en race klassificerede man udfra udseende og karakter - især beskrev man den ægte forbrydertype - ham der ustandselig begår forbrydelser for forbrydelsens egen skyld - og det kan jo være, at en sådan type virkelig findes - endag viser det sig måske at det ligger i generne, og så kan man jo sørge for at de ikke bliver født, og hvis de er født, så kan man idømme dem elektronisk lænke selvom de ingenting har gjort - nåmen dengang var problemet ikke så enkelt - der var udgivet en pjece hvori forbryderspirerne blev beskrevet, og det var de børn skolen tilbød at kurrere - livet på skolen var indrettet sådan, at der var mangfoldige anledninger til at man kunne straffe - i mildere tilfælde bestod straffen i indespærring uden mad, men man så helst en alvorlig forseelse - fornøjelsen med at tortere gik på omgang blandt lærerne - man slog med et spanskrør eller hængte drengen op i fødderne med hovedet nedad indtil han besvimede - eller hans kønsorganer blev hårdhændet masseret - dette redskab skulle jo nødig lave ulykker engang - og man nød drengens skrig - Victor Pitt nøjedes med at slå, og når han gik igang, så skreg drengen særlig højt, for Victor Pitt slog nemlig ikke rigtigt, og de røde mærker var påført før han slog - med en pudderkvast.

  Camilla: Haha.

  Manden: Men der var en straf som frembragte en særlig delikat gysen hos lærerne, selvom man ikke hørte en lyd fra drengen: man spærrede ham inde i et snævert og lydisoleret rum, og hvor man kunne regulere lufttilførelsen, ja vist ligefrem skabe et vacuum - ved at udsætte børnene for disse rædsler, mente man endegyldigt at have vaccineret dem - de lærte nogle regler, og som pavlovske hunde skulle de vige tilbage for bare tanken om en overtrædelse.

  Camilla: Jamen hjalp det?

  Manden: Ja, noget tyder på det - men det er svært at sige, for skolen havde ikke eksisteret særlig længe og den lukkede kort tid efter sagen - men noget tyder på at ingen af de børn og unge der havde gået dér, senerehen kom i konflikt med loven - så Pitt måtte jo spørge sig selv, om han havde skadet en ædel sag - forstanderen var overbevist om at skolens fornuftige pædagogik ville føre til gode resultater og engang blive påskønnet - derfor førte han journal over behandlingen af eleverne - den var i et omhyggeligt låst og fastskruet træskrin i forstanderens kontor - det vil sige ingen vidste noget om journalen, det var én af eleverne der opdagede den, og Pitt lovede eleven en bankbog på halvtreds pund, hvis han kunne låne journalen og lægge den tilbage igen uden at det blev opdaget - det var uhyre risikabelt, men det lykkedes for eleven - Pitt havde hørt at forstanderens far lå for døden, og så sørgede han for, at der blev ringet til forstanderen og meddelt at nu var faderen død - det var faderen også, da forstanderen nåede frem, han var tilfældigvis død lige forinden - nå, men så om natten gik eleven igang med at dirke låsene til kontoret og til skrinet op, imens Pitt holdt vagt - det viste sig, at meddelelserne i journalen var skrevet i et kodesprog - Pitt og eleven foretog en afskrivning af de seneste indførelser, og de fandt i fællesskab ud af hvad tegnene måtte betyde.

  Camilla: Der var én der døde - hvordan?

  Manden: Pitt mener at han blev vanvittig - han var indespærret i det mørke og lydisolerede rum - men Pitt mener, at det i virkeligheden var et andet rum, nemlig et meget snævert rum under kældergulvet hvor klosteret i sin tid gemte værdigenstande i tilfælde af uro, og hvor der var et tungt cementdæksel over - for da politiet skulle undersøge sagen, var der tilfældigvis oversvømmelse i kælderen - et vandrør var sprunget - Pitt mener at det var for at skjule at man havde været igang med at fjerne luftkanalen - nå, men som sagt forsvandt Pitt - han solgte alt hvad han ejede og rejste til Danmark - og han hed fra da af William Thomson - men på grund af alt det der var sket - hans falske rolle og skrivningen af bogen og indbrudet og flugten - var han begyndt at få angstanfald - men det var ikke udelukkende det med skolen der var skyld i hans problemer, der havde været noget galt ligefra barn - og nu var det blevet helt galt - ligeså godt som han fungerede sammen med børn, ligeså dårligt fungerede han sammen med voksne - der var altid noget nervøst over ham, også når han var inde hos os - han måtte leve helt alene, og han ville helst leve af at skrive - for bogen om kostskolen fremkaldte debat og solgte godt, og arbejdet med den havde trods alt været spændende - han kom ellers fra et totalt bogløst hjem, men som helt ung havde han boet tilleje hos en avisredaktør, og da han var ensom, kom al hans fritid til at gå med læsning, og så opdagede han, at han havde usædvanlig nemt ved at huske det han læste - og et par år senere fik han en idé - han ville søge ansættelse ved et dagblad og tilbyde at kommentere det man kunne læse i de forskellige dagblade - og det lykkedes - det var især tankeløshed og uanstændige formuleringer han var ude efter - og især når det gjaldt jøderne - han fandt også ting i nekrologer, og han gik i rette med sladderjournalistikken - i alle årene abonnerede han på de fem mest seriøse engelske dagblade og læste alt - også reklamer og annoncer - han havde et aktiv som ikke ret mange har: masser af tid - alle, selv hans chefredaktør og de kongelige, fik på hattepulden.

  Pia: Haha - hvornår holdt han op? - med at gi' på hattepulden.

  Camilla: Haha.

  Manden: Omkring 1980 - efter 35 år - til stor lettelse for en del mennesker - nåmen indtil han havde en fast indtægt - og der kunne måske gå lang tid - måtte han leve billigt - så efter en tid på et provinshotel, gik han på udkig efter et sted hvor han kunne bo gratis - vi havde købt huset her for næsten ingen penge, men vi kunne først flytte hertil nogle år senere - jeg gik på seminarium i København og jeg skulle først være færdig og finde et arbejde her oppe - vi blev noget overraskede, da vi anden gang vi kom herop, så at hestestalden var beboet - vi talte med ham og hørte hans livshistorie, og det endte med at vi tilbød ham at bo i huset her indtil vi kunne flytte hertil - mod at han udførte lidt vedligeholdelse og forbedringer - vi sendte ham penge til det - og så var huset jo under opsyn - men da vi flyttede hertil, havde vi efterhånden kendt ham så længe og han havde udført så meget arbejde, at vi lod ham ombygge hestestalden så han kunne bo dér - så dér har den i Danmark bosiddende engelske forfatter William Thomson siddet i et halvt århundrede og skrevet sine artikler og bøger.

  Pia: Hvormeget udgav han?

  Manden: Han udgav en halv snes romaner og novellesamlinger, men der er nogle ting som ikke blev udgivet eller færdige - han anmeldte også bøger - et par stykker om måneden - korrespondancen foregik igennem min kones bror - han har været universitetslektor i engelsk.

  Camilla: Havde han søskende?

  Manden: Ja, en bror og en søster.

  Jonatan: Var han ikke registreret i Folkeregisteret?

  Manden: Næh, han levede udmærket uden personnummer.

  Jonatan: Nå - men da han døde? - hvor ligger han begravet?

  Manden: På havets bund.

  Niels-Henrik: Nå!

  Pia: Var han kendt som forfatter? - og hvad handlede det om?

  Manden: Han var kendt som kommentator og boganmelder, men hans bøger gik ikke i store oplag - og det forstår man godt - det er altid noget med ubehagelige mennesker - folk uden hæmninger - sikkert noget han havde fra virkeligheden - han fortalte aldrig i detaljer om sin fortid, men der kom alligevel en hel del frem i årenes løb - hans barndom har været et helvede - moderen fik sclerose og døde tidligt, og under hendes sygdom begyndte faderen at drikke og forgribe sig seksuelt på børnene - mest på Victor - han blev mere og mere sær, og han blev mobbet i skolen - der var ikke råd til at han kunne få en uddannelse - da han flyttede hjemmefra fik han arbejde på et trykkeri og boede på et lejet værelse - han boede som sagt hos en avisredaktør, og hans værelse tilhørte deres søn som nu studerede i USA, og her var nogle historiske værker og sønnens bøger fra gymnasietiden - på trykkeriet lavede man formularer til det offentlige - dåbsattester og pas og identitetspapirer - så fik Victor den idé, at han ville læse i sønnens bøger og at han på trykkeriet ville lave et falsk eksamensbevis fra et lærerseminarium - og han ville også lave papirer så han senere kunne skifte identitet - det hele lykkedes og han fik arbejde som lærer i en provinsby - at han havde været en god lærer, kunne vi se når han hjalp vores to døtre med lektier - men han havde det svært som ung - ensom og tungsindig - så mødte han en kvinde og livede en smule op, men det viste sig, at hun var alvorligt sindslidende - inden han rigtigt vidste hvor galt det stod til, havde han ladet hende flytte ind i sin lejlighed - men hun blev en større og større plage for ham - og de var jo ikke gift, så snakken gik i byen og skolen truede med afsked - men så blev kostskolen for forbryderspirerne oprettet et stykke udenfor byen, og det var ikke mindst for at komme væk fra det hele, at han lod sig ansætte dér - og der kunne han bo - før han skrev bogen om kostskolen, havde han faktisk skrevet en lille bog - en række portrætter af mennesker fra virkeligheden - blandt andet faderen og den kvinde han boede sammen med - "Nogle autentiske eksempler på menneskeligt bundfald" hed den.

  Pia: Haha.

  Manden: Den kom retur fra alle de forlag han sendte den til - vi har ikke set den - han sagde han havde destrueret den.

  Camilla: Havde han ikke elektricitet? - og radio og fjernsyn? - hørte han aldrig musik?

  Manden: Nej, han var totalt tonedøv - enhver form for musik kunne gøre ham vanvittig - det handicap har sikkert medvirket ikke så lidt til hans flugt fra hele verden - han elskede at sidde og høre vores børn lege lige udenfor sit vindue, men han tålte ikke synet og lyden af menneskeheden.

  Camilla: Haha.

  Manden: Han forsøgte at skåne sig for sindsbevægelse ved ikke at tage nogen steder.

  Camilla: Så sad han bare dér ovre altid?

  Manden: Nej, af og til - en gang om ugen - kunne han være væk det meste af en dag - nogle gange en aften og til langt ud på natten - ja nogle gange kunne han være væk i flere dage - og en enkelt gang var han væk i flere uger - men hvis han ikke selv fortalte hvor han havde været, så skulle man ikke spørge - han har for det meste været på et bibliotek eller til en kunstudstilling - han interesserede sig for malerkunst - i de første mange år han boede her, havde han måske kontakt med en kvinde, for der kom af og til et postkort fra en serie med landskabsmotiver, men uden meddelelse og afsender, og når han havde modtaget det, så tog han afsted dagen efter og kom først hjem næste morgen - hvem var den kvinde? - lever hun mon endnu? - når han var ude, kunne han finde på at lave sære eksperimenter eller gale streger - noget fortalte han om og noget fortalte han ikke om - det sidste har der sikkert været en hel del af - engang læste vi i avisen, at et læskur ved et busstoppested i det indre København midt om natten var blevet trukket afsted efter en lastvogn - da chaufføren holdt for rødt, havde en person bundet et langt reb bag hans vogn, og da han kørte og var oppe på en god hastighed, så kom der et kraftigt ryk i vognen og et øresønderivende spektakel.

  Camilla: Hahaha.

  Manden: Det har uden tvivl været William, for han havde været væk den nat - og det har uden tvivl været noget med en reklame han ikke brød sig om - men så var der også noget han fortalte om - meget af det var vel for at få stof til sin klumme - for eksempel har han været tilstede i timerne i skoler og gymnasier - han gav sig ud for at være en engelsk skolemand der ønskede at rapportere om det danske skolevæsen - men det endte altid med at læreren fik en slem forskrækkelse - for når timen var fordi, så fortalte William som sandt var, at han var journalist ved et engelsk dagblad, og så begyndte han at stille nærgående og uforskammede spørgsmål til læreren.

  Pia: Haha.

  Manden: Men nogle af de numre han lavede, kunne han da ikke skrive om i en avis - for eksempel kunne han købe blade og sære ting i en pornoforretning, og så gå ind på et værtshus og se hvad der foregik - og hvis der var mange mennesker og højlydt tale, så fordelte han det han havde købt på herre- og dametoilettet, og så satte han sig ind og bestilte en driks, og ventede på folks reaktion - mændene tog gerne tingene med ind i lokalet og bladrede og kommenterede højlydt - kvinderne fniste og hviskede.

  Camilla: Hahaha.

  Manden: Vi tænkte at han nok havde svært ved at forestille sig folks reaktion på forskellige hændelser, så derfor måtte han skabe hændelser - for eksempel kunne han finde på at kaste hundrede enkroner på vejen i et velhaverkvarter, og sætte sig langt nede ad vejen med en kikkert og se hvordan folk kravlede i støvet for at få hver eneste mønt.

  Camilla: Hahaha.

  Manden: Når noget generede ham, kunne han blive frygtelig vred - og da han altid var velklædt og veltalende, indgød han en respekt som dyssede folk ned - han havde altid et æble eller en tomat i tasken når han var ude, og det skulle ikke spises, det skulle smides ind af et vindue hvor folk støjede.

  Camilla: Haha.

  Manden: Engang da han kom fordi en biograf hvor en rockerbande tilsyneladende var inde for at se en film, så så han at der lå en cykelhandel ved siden af, og så gik han ind hos cykelhandleren og købte ligeså mange wirelåse som der var motorcykler, og så satte han én omkring hvert forhjul.

  Camilla: Haha.

  Manden: Blev han dårligt behandlet i en forretning, og så han et stativ med varer, så kunne han give det et ordentligt spark.

  Camilla: Haha.

  Manden: Engang da han gik igennem den indre by i København midt om natten hvor der ikke var en sjæl at se, og han så en politibil holde for rødt, så gik han over gaden lige foran snuden på betjentene - de dyttede og kørte op ved siden af ham og spurgte om han ikke havde set at der er rødt lys - jo, svarede han på engelsk, det havde han da rigtignok, men der er jo ingen trafik - her i landet stopper man for rødt lys, sagde de, også selvom der ikke kommer nogen - det undrer mig ikke, svarede han, men så idiotisk er færdselsloven ikke dér hvor jeg kommer fra - så grinte betjentene bare og kørte videre.

  Pia: Var det ikke for risikabelt? - for ham.

  Manden: Nej - et par gange blev han noteret - han sagde, at han var på gennemrejse i landet og boede på et hotel og skulle rejse næste dag, og så betalte han en kaution, men han vendte aldrig tilbage til sagen for at få det resterende beløb tilbage - han overnattede af og til på et hotel, det var nok når han havde noget i sinde som kunne føre til vrøvl.

  Camilla: Haha.

  Manden: Det han skriver er for det meste humoristisk, og det har da sikkert givet ham lindring at skrive, men ægte humor forudsætter menneskeligt overskud, og det ejede han ikke - overalt hvor han vendte sit blik, så han ting som fyldte ham med væmmelse - hans bøger er endeløse opremsninger over menneskenes skavanker - vi har læst dem, fordi vi kendte ham og godt ville kende ham bedre, men havde vi ikke kendt ham, havde vi næppe læst dem - men hvis man studerer hans ting grundigt, vil man uden tvivl kunne få en interessant historie frem - den vil sikkert vække stor opsigt i England - Pia, vi har i årenes løb læst nogle af din fars bøger, og Niels-Henrik har vist os din novelle som du har tilegnet ham - og da vi havde læst den, så fik vi begge den tanke, at kan vi ikke roligt overlade Williams kasser til Pia og hendes forældre?

Pia var helt paf - at hun skulle få en sådan opgave havde hun aldrig drømt om, for hun havde slet ikke troet at der i vore dage fandtes sådanne gåder. Kasserne blev straks hentet ned - der var en halv snes. Kasserne og Pia og hendes cykel blev transporteret på de gamles regning.




Niels-Henrik skulle ringe til Pia dagen efter:

   — Vi har bøger spredt ud over hele huset - min mor er ved at lave en liste over alle de bøger han havde, og min far og jeg er ved at bladre i hans egne bøger og artikler og papirer - og véd du hvad! - vi har fundet nogle højst uhyggelige avisudklip - de lå skjult under en ekstra bund i en af kasserne - de er fra Ekstrabladet - fra 1995 - det må være det år han døde.

   — Nå! - de har vel opsnuset ham!

   — Ja selvfølgelig - der er vel én der har givet dem et praj - der står at han er udlænding og har boet der i tredive år uden opholdstilladelse - men hans navn fandt de ikke ud af - og de så ham heller ikke, men der er billeder af huset - de gamle bad dem om at forsvinde - men de luskede rundt på alle tider af døgnet, og de skrev hver dag om sagen - men var William forsvundet.

   — Han er måske slet ikke død!? - han er måske bare flyttet?

   — Selvfølgelig er han død - ellers havde han fået sine ting med.

   — Han har måske fået det vigtigste med.

   — Nej, han har begået selvmord - han havde besluttet, at den dag der skete noget, så ville han kaste sig ud fra en færge - for da jeg sagde det til mine forældre med at han ligger på havets bund, så kom min mor i tanke om at hun havde set "Madame d'Ora" af Johannes V. Jensen blandt hans bøger - og så slog hun op i den, og ganske rigtigt, der var en afmærkning i margen ved det sted hvor madame d'Ora møder sin ungdomskæreste Hall på færgen til Amerika, og ser at han har en tung kuffert og et bælte om livet.

   — Nå!

   — De gamle har måske været med ham på færgen - hjulpet med at bære det tunge - det er tragisk.

   — Det er jo ikke sikkert at han begik selvmord lige med det samme - han ka'...

   — Jo, mine forældre siger at han begik selvmord med det samme - de er rasende - politiet afhørte de gamle, men de sagde at de aldrig havde tvivlet på at han var dansk statsborger - han fik breve fra det offentlige.

   — Det er måske nogen der bor her endnu, der satte det igang - da jeg flyttede ind, var der en dame lidt nede ad vejen der spurgte om jeg boede i det lille hus - jeg sagde bare at jeg boede tilleje og at jeg gik i gymnasiet.

   — Jeg vil skrive om sagen - det skal Ekstrabladet få betalt! - men man kan jo først gøre det når de gamle er døde.

   — Jah, og det går vel ikke an at spørge dem nærmere om hans død.

   — Nej, ikke foreløbig - der dukker nok meget mere op - der er tusinder af avisartikler, men hans navn findes ingen steder - det er klippet væk - og véd du hvad? - vi har talt om at vi vil rejse til England, for at undersøge forskellige ting - og vi vil prøve om vi kan opspore nogle af eleverne - både de almindelige og dem på kostskolen - og vi vil også opsøge Victor Pitts familie - vil du med? - og Annie?

   — Ja for pokker! - ja det ku' være spændende! - men hør lige her! - vil du ikke med over i mine forældres hus? - så kan vi tale om det - de er allesammen i sommerhuset - jeg ska' derover engang imellem og se efter post og vande blomster - og jeg ska' også ringe til min mor.

   — Ja udmærket - jeg må se hvordan du har boet.

   — Jeg har ikke talt med dem i en hel uge.

   — Du må fortælle alt hvad der er sket - jeg skal nok vande blomsterne imens du taler med din mor.

Niels-Henrik fortalte sin mor næsten alt:

   — Jeg ka' høre nogen rumstere i baggrunden - har du nogen med?

   — Øh ja - det er én fra gruppen - øh Pia - hun er ved at vande blomsterne.

   — Du må hilse hende og sige tak.

   — Ja - øh vi arbejder på noget - sammen med Jonatan skriver vi på en kronik - til Politiken - det er en konkurrence for unge.

   — Om hvad?

   — Om forskellen mellem drenge og piger - om opdragelse.

   — Hva' sagde din mor?

   — Jeg ska' hilse dig - og sige tak fordi du vander blomsterne.

   — Tak.

   — Jeg går lige op på min fars kontor og tager en udprintning af Jonatans kronik.

Jonatan havde skrevet to trediedele af kronikken. Det måtte højst fylde et par sider mere, men Niels-Henrik var naturligvis velkommen til at forkorte og forbedre. Jonatan havde skrevet, at karriereræset og nivelleringen af forskellen mellem mand og kvinde har ført til at den erotiske kultur er degenereret. Og at de sociale kvalifikationer er kommet til at rangere højere end de faglige - til fordel for kvinderne og for mænd med psykopatiske karaktertræk. Men Jonatan havde ikke nævnt nogen eksempler på de fænomener, der må da nævnes nogle konkrete eksempler. Niels-Henrik behøver ikke at gå så langt efter eksempler, han skal bare beskrive sin far og sin mor og sin søster.




  Britta: Det var Niels-Henrik der ringede - de unge fra hans gruppe var i går og besøge ham i hans hus - og véd I hvad? - jeg tror han har fået en kæreste! - han ringede hjemmefra og jeg spurgte hvad det var man kunne høre rumstere i baggrunden - det er en pige - hun er igang med at vande vores blomster.

  Trine: Niels-Henrik en kæreste!? - hjææælp! - hende ku' jeg sgu godt li' at se - det er ikke hende der engang kom og ringede på?

  Britta: Hvem var det?

  Trine: Spørg mig ikke - hun hed... hva' hedder hende han har besøg af?

  Britta: Pia, var det vist.

  Trine: Nej, det var et langt navn - men jeg sagde at han var flyttet hjemmefra og at vi ikke vidste hvor han boede - hende dér Pia, hun er vel en li'så dødsyg bogorm som ham.

  Britta: Det er hun nok - de er ved at skrive en kronik til Politiken - til den konkurrence der er for unge.

  Torben: Øh... hva' var det? - det var vist noget med kønsroller - forskellen på drenge og pigers adfærd og...

  Trine: Hahaha - hva' ka' han skrive om drenge og piger? - han ka' da ikke skrive om andre end sig selv! - men det sku' han da ta' og gøre! - det ku' blive morsomt at læse - hende dér Pia, hun er vel igang med at undervise ham i kønsroller - hvis hun ellers véd noget.

  Britta: Der er også én der hedder Jonatan, der er med til kronikken - han går på Espergærde Gymnasium.

  Torben: Jonatan - Jonatan...

  Britta: Kender du ham?

  Torben: Næh - hvad er det han hedder, ham der kom her?

  Trine: Mads.

  Torben: Mads ja - det er rigtigt.

Da Torben havde læst lidt mere i Børsen, meddelte han at han lige skulle ind og ordne noget. "Jonatan - det skulle ikke undre mig."

Hvis Niels-Henrik og denne Pia skrev på noget i forældrenes hjem, så måtte det foregå på Torbens computer, og den var i forbindelse med computeren i sommerhuset. Så imens computeren var tændt, forsvandt et eksemplar af Jonatans kronik igennem telefonledningen og over i computeren i sommerhuset: "Pengene eller Livet? - af Niels-Henrik Aphel Riisbye og Jonatan Berg."

"Så er det ham - lad os lige se hvad de to har på hjertet: bla, bla, bla, 'nivellering', bla, bla, 'degeneration', bla, bla, 'den erotiske kultur er helt forsvundet', ja det er der måske noget om, bla, bla, 'der udsendes ikke mere erotiske signaler, hverken synet eller hørelsen eller lugtesansen stimuleres', haha, ja nu I siger det, bla, bla, 'man diskuterer hende ikke, ja man lægger slet ikke mærke til hende, det er mere uopdragent end at overbeglo', ja det er det da, bla, bla, 'fordi karriere og erotik er uforenelige størrelser', javel, så véd man det, bla, bla, 'tendens til henh. asocial og social udvikling', javel javel, bla, bla, 'de er blevet dygtigere lektielæsere end drengene, så var der da mere substans i deres kødgryder', hahaha, bla, bla, 'de er nødvendige for samfundet, men de har ofte psykopatiske karaktertræk', javelja, bla, bla, 'de lider og vil derfor se andre lide', uhadada, bla, bla, 'deres magtdemonstrationer skal påtales ligepå stedet', ja ligepå stedet, bla, bla, 'de skal holdes nede igennem en utrættelig offentlig kritik', ja det ska' de, bla, bla, 'den mandlige dominans i åndslivet beror i høj grad på, at de højere kulturværdier har været vigtigere for manden end for kvinden'"

"Højere kulturværdier - hahaha - nåså hun har rigtigt fået udvidet sin discipelskare! - det her ka' der komme megen morskab ud af - her er rigtig guf for Erik Berg til en perfid artikel - jeg troede at han havde droppet navnet Riisbye - nu er det pludselig kommet til ære og værdighed."

   — Når han ringer igen, så sig vi godt vil se den kronik inden han sender den.

   — Øh... du tænker... - mon ikke Annie kigger det igennem?

   — Jo, hun kigger alt igennem, men jeg vil godt se hvad der står i den kronik - du véd, vi er jo ikke hvemsomhelst - de er på spring allesammen, især her i agurketiden.

   — Ja, men det er da ikke noget med erhvervslivet eller politik.

   — Nej, men jeg kan godt forestille mig forskellige ting - og du tror da ikke at Kronprinsen bare kan sende en kronik til en avis? - det er mere for en ordens skyld - han ska' lære at han har et ansvar overfor sin familie - du siger bare at han lige ska' maile den til os.

   — Ja.

   — Øh jeg har lige talt med vores mand i Hongkong - han forlanger at få tilsendt nogle papirer omgående - det er noget jeg har derhjemme - jeg må en tur hjem i morgen.

   — Nej Torben! - er det nu nødvendigt? - så må du ringe og sige det.

   — Det ka' du gøre - jeg kan være der ved tolv-tiden - og så sig det med kronikken.




   — Det er Annie.

   — Goddav, min navn er Gert Buschmann.

   — Ja goddav.

   — Sig mig, hvor bliver min gode ven Niels-Henrik af? - han ringede en dag og fortalte at han havde mødt en jævnaldrende matematikinteresseret - Eirik, hedder han vist - han ville ringe et par dage senere så vi kunne aftale et møde, men man har ikke hørt fra ham.

   — Det ligner virkelig ikke Niels-Henrik - men grunden til at hverken du eller jeg hører så meget fra ham for tiden, er at der sker en masse ting - vi må nok se i øjnene, at Goldbachs formodning må vente lidt med sit bevis - Eirik vil have ham igang med noget andet - ja det er vist noget du beskæftiger dig med - de skal læse en bog der hedder SL2R.

   — Ja, han fortalte at Eirik læser den - det er imponerende - den er for de særdeles viderekomne - det er en introduktion til...

   — Introduktion for særdeles viderekomne?

   — Ja, forfatteren illustrerer en bestemt teori ved at begrænse sig til et konkret tilfælde - det simpleste ikke-trivielle tilfælde.

   — Hvornår kan de være til vejs ende med det studium?

   — Annie, hvornår kan en komponist skrive værker som er værd at opføre offentligt? - efter ti års studier, ikke?

   — Det forslår vist dårligt - men hvad med Goldbachs formodning? - bør han stoppe?

   — Ja, og det er det helt rigtige tidspunkt - han er nået frem til noget som er ganske interessant, men han kan ikke komme meget videre.

   — Ja, han har fået en idé som ingen andre har tænkt på - siger han.

   — Jo, men ser du Annie, det gælder for matematikken som for musikken, at skal en idé være til nytte, så skal den indgå i det igangværende arbejde - hvis Goldbachs formodning en dag bliver bevist, så vil det være på grundlag af de metoder som man har udviklet igennem snart hundrede år og som det tager år at sætte sig ind i - Niels-Henrik har bare flyttet problemet et andet sted hen.

   — Til Aphels formodning? - som jeg kalder den.

   — Det har han ikke engang gjort, for han har jo ikke bevist noget - og at Goldbachs formodning er ensbetydende med Aphels formodning er for godt til at være sandt - Goldbachs formodning siger jo, at for ethvert lige tal er et vist tal større end nul, nemlig antallet af opspaltninger af det lige tal i to primtal - og det er et utaknemligt problem, hvorimod Aphels formodning handler om gennemsnit af et stort antal tal, og et sådant problem er langt mere skikkeligt - ja så skikkeligt at jeg vil påstå at det kan bevises - og den første af hans tre uligheder kan sikkert også bevises, det er den sidste ulighed der er problematisk - men hans arbejde har slet ikke været forgæves, en sær computerundersøgelse førte ham ind på et spor som har bragt noget ret opsigtsvækkende frem - og Aphels formodning er mere interessant end Niels-Henrik er klar over - han går højt op i sådan noget med at se tingene i et større perspektiv, men hvorfor har han så ikke set Aphels formodning i et større perspektiv? - muligheden har ligget lige foran snuden på ham - istedet har han siddet i flere måneder og forsøgt at bevise noget han ikke har nogen chance for at bevise - jeg vil vise ham noget jeg har opdaget ved at flytte lidt rundt på tallene i hans formodning - og jeg har et forslag til ham, men det bør måske vente lidt - det er udmærket at han er blevet optaget af noget helt andet - han må for alt i verden komme igang med en systematisk og almen uddannelse.

   — Ja - og her kan Eirik gøre mere nytte end universitetet?

   — Det kan han helt sikkert - de kan supplere hinanden godt hvis de arbejder sammen - Niels-Henrik er god til at få ideer, men han mangler lidt arbejdsdisciplin, og det er vist omvendt med Eirik - det kunne jo virkelig være fedt, hvis de etablerede en forskning udenfor universitetsverdenen - det går jo ad Helvede til indenfor den verden - vi kan forvente mere politisk styring og lavere niveau - så hvis Niels-Henrik og Eirik kunne finde ud af at leve lidt billigt, så kunne de levere en forskning som er på et helt andet niveau end det der er mulighed for herhjemme - de kunne gøre tykt grin med videnskaben i Danmark.

   — De kunne måske ligefrem bevise Goldbachs formodning?

   — Ja hvis den kan bevises, sku' det ikke undre mig.

   — Han taler noget om at der måske må indføres nye aksiomer i matematikken.

   — Ja, men jeg tror nu nok at Goldbachs formodning kan bevises uden nye aksiomer, men beviset vil blive ret kompliceret - og hvis det kun kan ske ved at indføre et nyt aksiom, så vil sagen blive endnu mere kompliceret - for et aksiom skal udformes på en særlig måde - det bliver højst sandsynligt ret verdensfjernt - og så skal der udfra aksiomet udledes en mere jordnær sætning, og beviset for den sætning kan meget vel være mere kompliceret end beviset for Goldbachs formodning - ja jeg tvivler ærlig talt på, at nogen vil være istand til at udtænke en så radikal opdatering af matematikken.

   — Og også det nye område Niels-Henrik har kastet sig over, er uhyre vanskeligt og omfattende - men sig mig, er de problemer der er tilbage i det fag, ikke efterhånden blevet så verdensfjerne eller så komplicerede, at de ikke mere er interessante - er man ikke lissom ved at være nået til vejs ende?

   — Du kan da ikke påstå at Goldbachs formodning er verdensfjern eller kompliceret.

   — Nej, men hvis den kan bevises, vil beviset være uhyre kompliceret - han har talt om et andet klassisk problem der lige er blevet bevist - beviset er på tusind sider.

   — Ja, men tankegangen i det er ikke særlig kompliceret - men Annie, det spørgsmål må du selv kunne svare på: er den klassiske musik nået til vejs ende? - den har mistet sit publikum fordi den er verdensfjern og kompliceret, men er den uinteressant?

   — Følger matematikken og musikkens udvikling ikke forskellige love? - jeg har indtryk af, at matematikken er et bygningsværk som bevarer sit fundament men skyder tilvejrs - musikken justerer sit fundament hen ad vejen.

   — Matematikken gennemgår nogle tilsvarende forandringer, men matematikken dyrkes mere disciplineret end musikken, den...

   — Gert, jeg véd hvad du mener - du mener, at hvis en kunstart eller videnskabsgren ikke er disciplineret, ja måske ligefrem er præget af sløsethed og indre krise, så er den ikke attraktiv - og så...

   — Og så tiltrækker den kun folk med en dårlig smag - Annie, I musikfolk kunne lære noget af matematikerne - du kunne lære noget af Niels-Henrik - han har fortalt dig, at du og jeg engang har talt sammen, men det har du ingen erindring om, siger han - men det var i midten af 70'erne - vi hørte et værk af det store geni Morten Windhøj - musikerne underholdt os med sparken til tomme ølflasker der lå på podiet, og publikum morede sig højlydt over denne hurlumhej - alle undtagen mig...

   — Gert, jeg har erindring om den samtale - og også at vi har korresponderet - men det gik først op for mig længe efter at Niels-Henrik havde talt om dig - og fortalt at du og jeg engang havde talt sammen - det skyldtes, at han kun kaldte dig ved fornavn, og jeg spurgte ikke om dit efternavn - og dit navn stod jo heller ikke på det manuskript han fik - jeg har fundet dit efternavn ved at søge på Internettet - jeg har ikke fortalt Niels-Henrik det endnu - jeg søgte på nogle af de ord der er i manuskriptet, og så fandt jeg bogen - og jeg klikkede på nogle af dine andre ting - jeg forstår selvfølgelig ikke noget af det, men sig mig, lægger du al din forskning ud på Internettet?

   — Ja, Internettet er helt ideelt til den form for forskning - den såkaldt unyttige forskning må distribueres billigt - og den må finde sted i den såkaldte fritid, mener jeg - og fritid burde vi have nok af.

   — Ja netop, burde - jeg arbejder jo på de samme betingelser - og Niels-Henrik skulle gerne gå den samme vej - men hvis vi konsekvent lukkede pengekassen og overlod al den unyttige forskning til forskernes fritid, ville der så ikke ske et katastrofalt fald i aktiviteten?

   — Jo, et fald, men det ville ikke få katastrofale følger - det ville tværtimod være en fordel - der ville blive færre udøvende, men de ville skille sig ud fra de øvrige udøvende, og det ville være en god ting.

   — Ja det er klart - jeg arbejder på en bog om den nyere danske musik, og den...

   — Den glæder jeg mig meget til at læse.

   — Men du ville næppe læse den hvis den ikke var i bogform.

   — Måske ikke - en sådan sag skal ud i bogform - og den får forhåbentlig mange læsere - men mine artikler læses kun af en håndfuld mennesker på verdensplan, så her må læserne nøjes med en udprintning - det kan ikke være anderledes.

   — Måske, men tingenes fremtrædelsesform betyder da meget for interessen - sådan var det da tidligere.

   — Ja, og sådan bør det være til enhver tid - min internetside har en anden fremtrædelsesform end de fleste.

   — Ja, det er helt befriende med en sådan side uden hurlumhej - men Gert, grunden til at du ikke hørte mere fra mig dengang, det har slet ikke noget at gøre med din leveform - det håber jeg ikke du har troet - jeg lever jo selv på samme måde, jeg har bare lidt flere udgifter - det lød virkelig fedt med dit avisjob - har du det stadig?

   — Ja, jeg har gået den samme rute i tredive år.

   — Bor du stadig på det lille kvistværelse?

   — Nej, jeg er blevet kapitalist, jeg har købt en ejerlejlighed - på tyve kvadratmeter.

   — Haha - Gert, mit brev var nok lidt uligevægtigt.

   — Det var mit også.

   — Du har haft et problem som du nok ikke er helt ene om - især i kunstnerkredse - men som jeg aldrig havde skænket en tanke - du havde valgt din leveform allerede da du gik i gymnasiet, skrev du, og det betød at familiestiftelse var udelukket - af økonomiske grunde - så derfor følte du dengang, at du ikke havde ret til at indlede et kæresteforhold til en pige - for hun forestillede sig jo mest sandsynligt familiestiftelse engang, og det måtte blive med en anden end dig - nu fører det meste af kæresteriet i de år jo ikke til familiestiftelse, men du har måske ret, hvis du havde praktiseret den almindelige aktivitet, så kunne det være endt med en ulykke - så derfor måtte du, som du skrev, pænt vente til de blev enlige mødre - og sådan gik det?

   — Ja, der begyndte at komme noget da jeg var midt i tyverne - og fra da af, gik det udmærket - på den tid kom der jo pludselig et stort udbud af enlige mødre på markedet.

   — Haha - og så betød din leveform ikke mere noget?

   — Nej - jeg var istand til at hjælpe økonomisk og vi kunne jo være sammen i hendes lejlighed - men der blev aldrig tale om noget videre interessefællesskab - så det var tidsbegrænsede bollebekendtskaber - ganske tilfredsstillende, iøvrigt - for mit vedkommende - og vist også for hendes - jeg ser stadig et par stykker af dem.

   — Ja - du var vred på de fuldtidsarbejdende, fordi de, som du skrev, skruede priserne i vejret på mange ting - især boliger - og på den måde brødfødte kapitalisterne - den virkning af fuldtidsarbejdet havde jeg ikke tænkt så meget på dengang - vel fordi jeg boede hos mine forældre, og vores hus var uden gæld - jeg bor der iøvrigt stadig - alene - men du kom også ind på en virkning af fuldtidsarbejdet som virkelig fangede min opmærksomhed, nemlig underholdningsindustriens fremmarch - du havde sikkert været den helt rigtige til at trøste mig - men jeg havde også et andet problem, og det var det der gjorde at du ikke hørte mere fra mig - du skrev, at du hvad leveform og fag angår, havde valgt helt rigtigt, og sådan har jeg også altid haft det - men der er alligevel et par forskelle - du er skabende, det er jeg ikke - ikke på samme måde - jeg nøjes med at skrive om andres skaberværker.

   — Ja, men det gør du aldeles glimrende.

   — Tak - men det har altid trykket mig lidt, at jeg ikke er kunstnerisk skabende - ikke fordi jeg fortryder at jeg ikke valgte komposition eller solistvejen - slet ikke, for jeg har ikke talent nok til nogen af delene, og så havde jeg jo været ulykkelig af den grund - men jeg følte dengang et behov for at have det skabende mere inde på livet - jeg ville gerne studere kompositionsarbejdet nærmere - og det kunne jeg jo opnå ved at have en komponist som kæreste, og følge med i hans arbejde - og så var der også en anden ting - du skrev, at du har haft det fint med at arbejde alene - jeg kan ikke helt sige det samme - jeg har haft behov for engang imellem at have lidt mere arbejdsfællesskab med andre - bare lidt - af den art som for eksempel komponisten har med musikerne - og det kunne jeg også opnå ved at finde en komponistkæreste - og nu lå det sådan, at der lige på den tid - ja faktisk før jeg havde set din annonce - meldte sig en mulighed - jeg vil ikke lige nu fortælle hvem det er, du kender ham selvfølgelig - jeg opdagede at hans kæreste havde noget igang med en anden, og så begyndte jeg straks at lægge billet ind ved at finde en anledning til at besøge ham - men det førte ikke til noget - og der gik en masse tid med det, og så gled dit brev i baggrunden - og nu havde jeg fået den idé, at jeg på en eller anden måde måtte have mere med det skabende at gøre, men sådan skulle det altså ikke blive - og nu går jeg ikke mere så højt op i det - men sig mig, kom der noget ud af den annonce?

   — Ja, det sædvanlige.

   — Det sædvanlige? - interesserede hun sig ikke for ny musik?

   — Overhovedet ikke - kvinder, de lader mændene have deres sære interesser i fred.

   — Haha - Gert, nu for lige at afslutte det med musikkens hurlumhej - jeg er selvfølgelig helt enig med dig, men herregud, vi var unge dengang - jeg oplevede et sådant værk fornylig - Karl Bernstrøm, du véd - jeg skammede mig - sådan et værk må man bare opfatte som en kuriositet.

   — Ja, men der er noget galt med en kunstart, når kuriositeterne er mere regelen end undtagelsen - og sådan var det dengang.

   — Ja, du har ret - vi har måttet lægge øre til altfor mange private eksperimenter - men du må indrømme, at der måtte ske noget radikalt - men der kom jo en revolution ud af det, og revolutioner efterlader altid ulykke - men der er da ved at opstå en vis forståelse for betydningen af en mere håndfast tradition - og de klassiske komponister er jo fortsat grundigt skolede - og langt mere diciplinerede end man er i de andre kunstarter - men Gert, nu skal du høre - fra september vil vi genoptage en gammel tradition her i huset - vi vil holde salon hver førstkommende tirsdag i måneden - vores første foredragsholder er Bjarke Rubin - han vil gennemgå "Salmesymfonien" - jeg håber at du har lyst til at komme - så kunne vi jo tage vores problem op til diskussion.

   — Jotak, det vil jeg glæde mig til - tak - men det jeg ville sige til Niels-Henrik, er, at der bør skrives en artikel om hans resultater, inden de forsvinder helt ud af hans erindring - men han skal ikke afbryde sine studier med Eirik, jeg skal nok skrive artiklen - og jeg har nogle tilføjelser - jeg skal bare tale med ham og låne hans papirer.

   — Det vil blive en fornem afslutning på den del af hans karriere.

   — Når jeg har skrevet artiklen, så skulle Niels-Henrik bruge lidt tid på at læse den - og også nogle artikler som jeg har læst - og så skulle han arbejde videre med min artikel og udgive den i sit eget navn - jeg vil ikke have nogen gavn af at stå som medforfatter, men en sådan artikel vil i høj grad kunne gavne Niels-Henrik - det meste af stoffet er han nok ikke bekendt med, men han har fuldt ud forudsætningerne, og når han har læst min artikel nogle gange, så kan han arbejde videre med den.

   — Det lyder som en god idé.

   — Så er der kommet noget håndgribelig ud af hans arbejde - jeg har ikke været så opmærksom på Niels-Henriks arbejde som jeg burde have været - det er først nu jeg er begyndt rigtigt at se på hans teori, og jeg kan se at jeg skulle have grebet meget mere ind - efter at han havde fundet sin formodning, skulle han have gjort det som jeg har gjort i de sidste par uger: tilegnet sig det vigtigste af teorien for Goldbachs formodning og set det i lyset af sin formodning - så kunne han have skrevet en artikel som har almen interesse, fordi det meste er klassisk stof, og så vil læseren ikke finde at det er en mangel at hans formodning ikke er bevist, for den nævnes sammen med andre ubeviste sætninger.

   — Helt rigtigt - det må han virkelig afsætte tid til - så er der kommet noget ud af hans arbejde som han kan vise frem - og mon ikke han trænger til en pause i det nye han er igang med? - Eirik kører vist ret hårdt på.

   — Jo - og forresten, der er lige en ting mere du skal sige til ham - der kommer en roman om Goldbachs formodning.

   — Nå! - det vil være lige noget for Niels-Henrik.

   — Ja, og sikkert også for dig og mig - takket være Niels-Henrik er vi jo blevet sat godt ind i den sag - bogen er ved at blive oversat fra engelsk, og oversætteren ringede til mig for at høre hvordan nogle fagudtryk burde oversættes - jeg spurgte om der er matematiske formler i bogen - nej - og udfra titlen - den hedder vist "Onkel Petros og Goldbachs formodning" - ka' man regne ud hva' den handler om.

   — Ja det ka' man.

   — Men forfatteren er faktisk matematiker, så man får da nok lidt at vide om matematikkens verden - det er onkel Petros' livshistorie man hører - han er nu firs år, og han kom som ung i lære hos Hardy og Littlewood - kender du dem?

   — Ja selvfølgelig - det var dem er opfandt cirkelmetoden.

   — Netop - og ved hjælp af den metode forsøgte onkel Petros i sine ungdomsår at bevise Goldbachs formodning, men så i 1931 fik hans arbejde en brat afslutning, for da kom Gödels ufuldstændighedssætning frem, og så...

   — Og så opdagede onkel Petros at Goldbachs formodning nok ikke kan bevises.

   — Netop - og herefter gik onkel Petros' liv med skakspil og havearbejde - romanen begynder med at en ung nevø undrer sig over hvorfor der i familien ikke kan tales om den sære onkel Petros, og så får han efter en del besvær onkel Petros i tale - og det opmuntrer i den grad onkel Petros, at han igen kaster sig over Goldbachs formodning, men nu ved hjælp af "bønnemetoden" - han køber bønner og lægger dem i mønstre, og så...

   — Og så beviser han Goldbachs formodning.

   — Ja, at dømme efter hans ansigtsudtryk, da man...

   — Da man finder ham, død.

   — Ja - jeg har bestilt den engelske udgave.

   — Den skal Niels-Henrik også læse.

   — Han får min li'så snart jeg har læst den.

   — Ja, men giv dig bare tid, nu haster den ikke meget, nu er hans liv jo reddet.

   — Haha ja - tak for sludderen, Annie - jeg kommer til din salon.

   — Jeg glæder mig til at se dig.




I de følgende dage tilbragte Niels-Henrik og Pia det meste af tiden i Niels-Henriks forældres hus. De spillede badminton og plaskede i swimmingpoolen, og de forsøgte, så godt det kunne lade sig gøre, at arbejde. Pia er selvfølgelig i fuld gang med Williams bøger. Niels-Henrik læser også med, og hører Pia fortælle, og han læser Pias fars noveller. Men det trykker ham lidt, at han er bagud med sit arbejde. Hans arbejde er matematikken, han vil selvfølgelig også så mange andre ting, men det er matematikken der skal være hans profession. Og skal man have en profession, må man dygtiggøre sig i mange år. Men der har jo været så meget, og man har vel ret til lidt sommerferie. Men han er da nået igennem topologibogen, og nu er han godt igang med bogen om målteori. De bøger er ikke kedelige - slet ikke - denne systematiske opbygning af en teori helt fra grunden hvor alt har sin plads, fascinerer ham, men for ham er dette trods alt blot noget grundlæggende stof som han må beherske, for engang at kunne læse bøger og afhandlinger indenfor det fagområde han har valgt. Hvad det er for et fagområde han har valgt, véd han ikke helt - altså hvad problemerne går ud på - for det er meget mere end det der er i SL2(IR) - men det kommer. Det er noget som store og berømte matematikere har beskæftiget sig med, så det jo være interessant. At det er begrænset hvor interessant et sådant studium kan være til at begynde med, det gør ikke så meget, når man har Pia liggende lige ved siden af.

Men de er også nødt til at arbejde på den kronik. De taler af og til om det, og går op taster. Også Pia er igang ved computeren - hun indtaster stikord og ideer og citater fra bøgerne. Hendes forældre har selvfølgelig indtil videre overladt arbejdet om William til hende.

Når computeren er tændt kan Torben følge arbejdet på kronikken, og han har set at der er kommet en tekst mere. "Nåså denne Pia er også igang med at berige verden med åndsprodukter - lad os se:

            Første del

        Indhold

    1 Opvækst

    2 Mødet med et "uløseligt" problem

    3 Nederlaget

    4 Sporløst forsvundet

    5 Den hemmelige hytte

Jamen? - nåså der er rigtig gang i den her!"

Da Niels-Henrik og Pia var færdige med deres bidrag til kronikken, mailede de den til sommerhuset og til Jonatan. Jonatan ringede lidt senere og meddelte at han er godt tilfreds, og at han nu vil finpudse det og sende det tilbage til Niels-Henriks godkendelse - det skal ordnes i aften, det skal sendes i morgen.

Torben behøvede ikke at læse det, han gik ud med en udprintning til Britta som lå og solede sig:

   — Her er Niels-Henriks kronik - læs det lige igennem og la' mig høre hvad du mener.

Allerede tre minutter senere kunne Britta udtale sig:

   — Det var dog utroligt hvad de har kunnet få ud af et så fortærsket emne! - jeg tror virkelig de vinder! - der er nogle sjove formuleringer, det er nok Niels-Henrik der står for dem - synspunkterne er jo noget usædvanlige for unge mennesker, men det er jo sådan noget Politiken elsker.

   — Jah haha, du har ret, den kronik vil Politiken elske - og alle de andre dagblade - men det ska' vi ikke ha' noget af! - du er venlig lige med det samme at gå ind og ringe til ham og sige at han godt kan fjerne sit navn fra den! - ikke bare Riisbye, hele navnet!

   — Nej nu må du undskylde mig! - du vil da ikke forbyde din søn at deltage i en konkurrence for unge? - jeg forstår ikke? - der er da ikke nogetsomhelst i den som ka' skade dig - og du som priser vores ytringsfrihed.

   — Det er utroligt så lidt I lærere fatter af den verden I lever i - kronikken har du ikke forstået noget af og ytringsfrihed véd du ikke hvad er - tror du virkelig at ytringsfrihed betyder, at en borger ka' skrive hvad der passer ham uden at sku' tage hensyn til andet end straffeloven? - skal han ikke tage hensyn til sin familie og sit firma? - og tror du at unge kan sende debatindlæg og kronikker til dagblade hen over hovedet på deres forældre?

   — Næh, men tror du ikke et dagblad som Politiken kontakter forældrene hvis der skulle være noget...

   — Haha nej! - det tror jeg virkelig ikke! - hva' siger du til den kronik, hvor en ung mand skrev om sin mentalt handicappede bror? - som ikke var mere retarderet end at han ku' læse!

   — Jamen hvad er det Niels-Henrik har skrevet? - det er jo bare for at provokere - ka' du virkelig ikke se det? - det er da harmløst - og hvis du er uenig i noget af det, så ka' du jo kommentere det i et debatindlæg.

   — Debatindlæg? - skulle jeg kommentere det min søn skriver? - tænk dig lidt om! - og jeg snakker ikke om debat, jeg snakker om ting som jeg ikke er interesseret i kommer frem for offentligheden - du er tilsyneladende ligeglad med hvad folk tænker om dig - ka' du ikke se, at de eksempler han nævner på... på Annies yndlingsavertioner, at det er dig og mig og Trine? - ka' du ikke se det? - du er et sørgeligt eksempel på hvor let kvinden går hen og degenererer åndeligt - hun kan være opvokset i et nok så kultiveret miljø, men så går hun hen og gifter sig med en hjerneblæst erhvervsmand, og så overtager hun kritikløst hans underholdningskultur og glemmer sine egne rødder - og Trine er et rystende eksempel på hvordan piger henfalder til et rendyrket socialt liv og ikke får nogensomhelst lødige interesser - drenge, altså ham selv, har stærkt brug for at have kultiverede mandlige forbilleder, mæææn selvom de skulle være så uheldige at komme fra et miljø hvor sådanne er fraværende, så ses det af og til, at de ved egen kraft formår at erhverve evnen til at udføre lødigt arbejde.

   — Jeg har nu ikke læst alle detaljer...

   — Næh, fordybe sig, det behøver man ikke for at være skolelærer, men tror du at jeg også bare kan nøjes med at skimme de papirer jeg får fremlagt? - og tror du at alle mennesker bare skimmer avisartiklerne?

   — Måske ikke, men hvad er det enhver opmærksom læser kan læse om dig?

   — Han kan læse, at jeg - og enhver anden der udfører nyttigt og nødvendigt arbejde - har psykopatiske karaktertræk og en uciviliseret virketrang - og han kan læse, at det sande menneskelige liv består i at sidde med geometriske figurer og få maden serveret.

   — Det synes jeg nu ikke der stod.

   — Hun fatter ikke, at skal mennesker med vidt forskellige karakterer og fra vidt forskellige samfund kunne samarbejde, så må de ledes af folk som har handlekraft og kendskab til mennesker og til verden - verden som den er - her og nu - og ikke verden som den burde være, set fra fortiden - kan du ikke se at den kronik kan blive en katastrofe for dig og mig?

   — Torben, jeg vil læse det igen, og så vil jeg tale med ham.

   — Ja, men jeg har forbudt den! - du ka' sige til ham, at ytringsfrihed hverken har han eller får han!

Britta læste kronikken igen, og ringede til Niels-Henrik. Hun fortalte hvad hans far havde sagt, og at hun er enig. Undervejs kom der sære lyde fra Niels-Henrik, alle tænkelige synonymer for "censur", men Britta talte indtil han var faldet helt til ro:

   — Jeg kan ændre lidt i det.

   — Nej Niels-Henrik!

   — Jeg skal altså sige til Jonatan, at mine forældre har forbudt at mit navn er med?

   — Ja, og du skal sige alt det jeg lige har sagt - sku' jeg ikke ringe og tale med Jonatan?

   — Nej!

   — Men du ringer til ham, ikke?

   — Jo.

Da Niels-Henrik ringede til Jonatan, udstødte denne endnu flere sære lyde, og Niels-Henrik måtte tale endnu længere tid end hans mor:

   — Jaja, jeg kan jo være ligeglad, nu får jeg æren og pengene helt alene - men du forlanger måske at det du har skrevet slettes?

   — Nej, la' det endelig blive stående! - lad os diskutere det ved mødet næste gang - lad os høre hvad Annie og Gudrun mener.

   — All right.

Niels-Henrik ringede til Annie og fortalte hele historien. Annies første reaktion var vrede, men så kom hun i tanke om, at hun ønsker at Niels-Henrik holder sig til sin matematik og til Pia. Hun bad ham læse kronikken op.

   — Niels-Henrik, i det du skriver er det tydeligt at det er dine forældre.

   — Ja, men de er jo veluddannede mennesker der kan forsvare sig - og synes du måske ikke at de fortjener et hak i tuden?

   — Joh haha - men i en offentlig debat kan vi kun kritisere privatpersoner når de selv er gået ind i en debat - eller når de er særlig magtfulde.

   — Er min far måske ikke særlig magtfuld?

   — Jo, men ikke din mor og din søster - og du er i familie med dem - og din far har ret når han siger, at der er brug for handlekraftige mennesker - ihvertfald så længe der er store interessemodsætninger, og det vil der måske altid være - men han fatter ikke, at interessemodsætninger i mange tilfælde kan reduceres uden at noget der er værd at værne om går tabt - hvis flere mennesker, ligesom du og jeg og dine nye venner, rettede deres virkelyst imod andre ting end bare det at producere varer, så kunne de voldsomme spændinger der er i erhvervslivet blive nedsat, og så kunne mennesker i fred og ro samarbejde om at fremstille de ting der skal fremstilles - og heldigvis findes der masser af den slags mennesker - der er ikke noget der hedder at verden er sådan og sådan - verden er mange verdener - der er folk der skriver symfonier for femogtyve ører i timen og der er folk der ikke rør' en finger for under tusind kroner i timen - og hva' så? - forskellige økonomier kan godt eksistere side om side - men så længe erhvervslivet er en slagmark for krigeriske mænd, så har vi nok brug for nogle dygtige hærførere - og Niels-Henrik, hvis vi skal se helt nøgternt på din far, så hører han blandt de mindre onder.

   — Du vil da ikke kalde ham et mindre onde?

   — Jo, på en måde - når man ser meget af det svineri der produceres idag, så er hans klude harmløse - og han har en højere moral end de fleste - jeg har fortalt dig om alt det Rolf ville ha' igennem, men hvor din far sagde fra - badetøj til småpiger hvor der var fyld i brysterne - og din far er jo trods alt blevet folkeeje.




Pia var forfærdet over at hun havde ladet sig rive med af Niels-Henriks udfald imod sine forældre og sin søster - og delvis været hans pennefører. Tænk hvis hans forældre opdager at hun har været med.

   — Dengang jeg skrev om beboerne, var det jo ligeglade mennesker - og det var ikke særlig offentligt - men jeg kan godt se at det er noget andet nu - lad os ikke ærgre os over den sag - det mest ærgerlige ved det er, at man ikke kan komme til at skrive om det.

   — Øh ja - haha.

   — Men nu ska' du høre - jeg har lige talt med Gudrun, for at høre hvad hun mener om William - men først ska' du høre noget andet - vi har været det meste igennem, og bortset fra den bog du fandt, er der kun to ting fra tiden før han kom hertil - det er to papirer - noget tyder på at han har fjernet noget, og at det er gravet ned.

   — Gravet ned!?

   — Ja, der er et papir som min far mener er et skattekort - det er en skæv firkant tegnet på kvadreret papir - den er tegnet med linial og blæk, men der har været nogle mærker med blyant som er visket væk.

   — Og der står ikke noget? - der er ikke nogen symboler?

   — Nej, det er det - de fire hjørner er måske træer, og det der er gravet ned ligger nok dér hvor diagonalerne skærer hinanden - det kan være træer ovre i skoven, men det kan jo også være et helt andet sted - vi må ha' papiret med over i skoven.

   — Ja.

   — Det er gammelt og snavset, og det ku' tyde på at kassen er gravet ned lige da han kom hertil, og at den flere gange har været gravet op og ned igen - men det må ha' været med lang tids mellemrum, siden det har været nødvendigt med tegningen.

   — Ja, men hvad er det for to papirer?

   — De var foldet sammen og stoppet ned i ryggen på nogle gamle bøger - du véd, når man åbner gamle bøger helt, så er der gerne et mellemrum mellem bindet og bladene - dér fandt min mor dem - der har sikkert været papirer i flere af bøgerne, men så har han fjernet dem allesammen, og så har han overset de to.

   — Hvad er det?

   — Det ene er en håndskrevet seddel - der står: "Victor, the things you have said to Roger, has he passed on to me" - mere står der ikke - ingen underskrift - min mor siger at det er en kvindes skrift.

   — Der røg det bekendtskab! - der røg to bekendtskaber.

   — Haha ja - det er måske den kvinde han boede sammen med - det andet er et maskinskrevet brev fra et forlag - til Victor Pitt - det er fra 1939, og det er endnu kortere.

   — "No interest."

   — Nej, så var der ingen grund til at bevare brevet - og de har ofret et par ord mere - der står: "Keep your filthiness to yourself!"

   — Der røg det forfatterskab!

   — Det må være bogen om det menneskelige bundfald - han har åbenbart talt om noget hvorom man ikke ka' tale.

   — Haha - men bogen om kostskolen ka' man da ikke kalde svinsk.

   — Næh, kun i den forstand at noget kan være overdrevet eller løgn - han har åbenbart lagt stilen helt om, det er måske det der er grunden til at alt det han skriver på en måde er lidt tamt - eller også har han ikke haft talent nok til at få sine visioner frem - Annie var jo inde på det - med smånymfe-novellen - man ska' ha' særligt talent for at ku' tale om det hvorom man ikke ka' tale.

   — Haha - du mener at William var middelmådig?

   — Ja, men det er alle forfattere, mere eller mindre - min far indrømmer da gerne at der er ting han ikke ville turde at gå i lag med - jeg fortalte ham om Annies smånymfe-novelle - den tvivler han på at nogen ville kunne slippe godt fra - det er let at forestille sig ting som ingen i praksis ville kunne realisere - sådan er det på alle områder - men det afgørende må være, at man har fat i noget interessant og at man udtrykker sig godt - og det må man da sige om William - det mener mine forældre også - hans skrivestil er helt i top - især i hans avisartikler.

   — Hva' handler de om?

   — Det meste er umuligt at ta' stilling til - men noget af det der er til at forstå, er ret originalt - han har vist skrevet over fire tusind artikler - og et par hundrede boganmeldelser - men han har ikke villet ha', at nogen skulle kunne finde ud af hvem han er ved at rode i hans ting - de bøger han fik udgivet, er der selvfølgelig med forfatternavn, men de har været blandet mellem hans andre bøger - men i avisartiklerne er alt klippet væk - hans navn og avisens navn og datoen - og i udklipne skrevet af andre, kan man heller ikke se hvad det er for en avis - Williams navn er kun i nogle artikler andre har skrevet - anmeldelserne af hans bøger er altid gode.

   — Ja, men det ka' jo være at alt det uønskede er destrueret eller gravet ned.

   — Ja, men det kan nu godt være at vi kan finde det der er gravet ned - måske er det meningen - noget tyder på at William har villet have at hans liv skulle blive en god historie - lissom Félicité - og at nogen skal skrive historien - det er garanteret William der har bestemt, at hans ting skal overgives til en forfatter som vil undersøge det grundigt og skrive en biografi hvor der er en masse mystiske og uopklarede ting.

   — Ja.

   — For hvis han ville, så kunne han vel have fået sine forhold bragt iorden, siger mine forældre - fået dansk statsborgerskab - han ku' ha' sagt at han lige er kommet hertil, og at han er journalist og skal skrive om danske forhold - men noget kan ha' forhindret det, men det er mere sandsynligt at han ville fabrikere interessant livshistorie - for vi har fundet nogle højst besynderlige noveller - det har slet ikke været meningen at de skulle udgives, siger min far - og ingen af dem er vist færdigskrevne - de henvender sig kun til den der vil skrive hans livshistorie, og det er jo os - vi har kun fået læst én af dem i sin helhed - selve historien er uafsluttet og uinteressant, men det er heller ikke den det drejer sig om, det er nogle detaljer som ikke har nogen fornuftig funktion i historien - selve rammehistorien minder om Williams historie - det er en ung pige fra et fattigt hjem - moren har polio og er hjælpeløs, og faren misbruger datteren - men så flygter datteren fra hjemmet og kommer i huset hos en familie der lige har mistet deres datter som var på hendes alder - og datteren var blevet student lige før hun døde - så opdager pigen hvor datterens eksamensbevis og dåbsattest ligger, og så får hun den idé, at hun vil bruge al sin fritid på at læse i datterens skolebøger - og så forlader hun familien og tager datterens eksamensbevis og dåbsattest med, og tager datterens navn og bliver journalistelev på et blad - men så en dag da hun går tur i en skov, så møder hun avisens redaktør, og han hilser på hende, men der er noget mærkeligt ved ham - og nogle dage efter bliver en journalist ved avisen meldt savnet - han er måske blevet likvideret af redaktøren, tænker hun, så derfor tør hun ikke mere at være ved bladet - hun forsvinder sporløst - hun rejser til Danmark og ta'r sit rigtige navn tilbage - og hun møder en fyr og bli'r gift, og efter at hun er kommet godt ind i forholdene, får hun job ved et engelsk dagblad som nordisk korrespondent - men så er der detaljerne, og de fortæller noget om Williams familie - og det er sikkert noget han aldrig har fortalt de gamle - pigens mor kom fra overklassen, men hun var blevet udstødt af familien, fordi hun på grund af sygdommen havde giftet sig langt under sin stand - de forsøgte at forhindre det - morens bror opsøgte manden hun ville gifte sig med, og så kom de op og slås, og manden slog broderen ned, og det førte til hans død, men mandens venner sagde han havde handlet i selvforsvar, så han blev ikke dømt - så nu er vi blevet så kloge: Williams mor kom fra overklassen og hans far slog hendes bror ihjel.

   — Nå!

   — Ja - der kommer sikkert flere oplysninger i de andre historier - de er blottet for litterær værdi, og det er for at vise at de har en særlig hensigt - det har måske også tjent som slappe-af-skriveri - og hvis det er meningen at det der er gravet ned skal findes, så må der være en novelle med én der graver noget ned, og hvor der er oplysninger om hvor det ligger i forhold til det og det.

   — Ja.

   — Nåmen nu til det Gudrun sagde om William - hun siger at de fleste psykiatere ville betegne en sådan person som psykisk syg - hun talte om en bestemt sygdom - jeg ka' ikke lige huske hva' den hedder - men hun betragter det ikke selv som en egentlig sygdom - og hun sagde det hun vist også sagde sidst, at psykologer og psykiatere ikke er særlig kritiske overfor udviklingen - de har jo masser af arbejde og de har god løn - og deres fag er i fremgang - så når en patient taler om noget som har forbindelse med udviklingen i samfundet, så bagatelliserer de årsagen til problemet, for de generes jo ikke selv af det der generer patienten, og patienten skulle jo gerne hjælpes til at få det bedre.

   — Ja, men William mente vel selv at det er verden der er syg - men hvis han havde erkendt at han var syg, hvordan skulle han så kunne blive behandlet?

   — Han sku' slet ikke behandles! - Gudrun fortalte om en sag hun arbejder med lige i øjeblikket, og som er højst uhyggelig - det er en dreng hun engang fik i behandling, og hvis det var rigtigt, så skulle hun have henvist til en psykiater, men det gjorde hun ikke, og det har reddet drengen, påstår hun - for hvis man har en psykisk lidelse som ikke er alvorligere end at den kan skjules for andre, så er der en kæmpe forskel på om den er skjult eller ikke - for hvis alle véd at der er en sygdom, og måske ligefrem kender dens navn, så vil det selvfølgelig påvirke deres opfattelse af personen - de vil have fordomme og de vil spørge hvordan det går og tage hensyn, og de vil måske ligefrem læse om sygdommen, og komme til at tro at noget er der som ikke er der - og så kan man godt forestille sig at sygdommen udvikler sig, og tilsidst er så alvorlig at den ikke mere kan skjules - og så er alt jo tabt - så må vedkommende flytte langt bort og begynde helt forfra - men sådan noget forstår psykiatere ikke, siger Gudrun - de begynder automatisk at oprette journal og udspørge og notere ned - og til sidst hæfter de en mærkat på patienten og ordinerer medicin og taler med pårørende.

   — Psykiateren skal altså nogen gange slet ikke gøre noget?

   — Ja - hvis psykiateren fornemmer den situation, så skal han begynde med nogle harmløse spørgsmål, og så måske sige, at det er noget der ikke kan gøres noget ved - og bare give nogle råd - eller måske fortsætte samtalerne og ordinere medicin, men uden at der oprettes journal - der er jo også det ved det, at patienten kan frygte en journal - nutildags ligger den jo på flere harddiske, og det kan umuligt garanteres at andre ikke ka' få fat i den.

   — Næh, men uden journal får psykiateren vel ingen penge.

   — Kun hvis patienten selv betaler, for det må ske udenfor arbejdstid, for læger har pligt til at føre journal - men som sagt eksisterer problemet ikke for psykiaterne - den dreng Gudrun fortalte om, var dengang fjorten år - forældrene havde fortalt hende at der var sindsyge i deres familie, og at de havde en mistanke om at deres søn var begyndt at få noget af det - Gudrun talte med drengen, men han benægtede at der var noget galt - det kunne Gudrun se at der var, men hun tog ham på ordet, for det var klart for hende hvad det skulle gøres - han skulle væk fra sit miljø - ikke fra forældrene, men fra skolen og kammeraterne - og der skulle ikke tales nogetsomhelst om sygdom, og heller ikke skrives noget - det der reddede situationen, var at drengens far var blevet arbejdsløs - så forhørte Gudrun sig hos sine venner i Kalundborg om de kunne ansætte faren - de har et stort landbrug med flere gårde - og det kunne de godt, og så var problemet løst - Gudrun talte tit med drengen når hun besøgte sine venner, men hun talte aldrig om hans problemer - men nu ti år senere er han lige blevet færdig ved universitetet, og sidst hun talte med ham, spurgte hun om han ville fortælle lidt om hvorfor hans forældre mon havde henvendt sig til hende dengang - og så fortalte han noget som er dybt chokerende - han indrømmede at han havde arvet lidt af sin farmors og onkels "skidt" - sådan lidt tendens til små-psykose - men det at han kom væk fra skolen, standsede udviklingen - men han har hele livet haft nogle problemer, men han har aldrig sagt noget til nogen, og ingen har tilsyneladende opdaget noget - det var en skolelærer der dengang fik det til at gå helt galt - han var fysiklærer, og han led af storhedsvanvid - han fortalte eleverne, at han ved siden af sin lærergerning var atomfysiker - og at han arbejdede med meget indviklede teorier, og at han nogen gange var så langt væk i sine teorier at han foretog sig de mest skøre ting - engang havde hans kone bedt ham om at hente koks til kakkelovnen, og så da han kom tilbage med koksne, så istedet for at gå ind og sætte dem ved kakkelovnen, så gik han ud og hældte dem i toilettet.

   — Haha - så havde han bevist at han var en stor videnskabsmand.

   — Ja, men det bevis hoppede den dreng ikke på - den dreng var den værste elev den lærer kunne få - drengen var meget interesseret i matematik og fysik, og han havde usædvanlige evner, så meget tydede på at han engang ville blive en stor videnskabsmand - og det kunne læreren ikke leve med, så han måtte få den dreng væk fra skolen - og så fandt han en metode - han havde kigget i drengens journal hos skolelægen, og der kunne han se, at drengens forældre havde nævnt at hans farmor og onkel havde været indlagt med en bestemt sindslidelse, og så havde læreren læst nærmere om den lidelse i psykiatribøger - og så begyndte han at terrorisere drengen - han stillede ham mærkelige spørgsmål, men aldrig på tomandshånd, kun når alle eleverne kunne høre det - det var underforstået at drengen var ulykkelig og at han var udenfor de andres fællesskab - og læreren spurgte ham om han "har det godt", og sagde at han "ska' sige til hvis der er noget" - ja, der var jo noget, men hvad var det læreren havde i tankerne? - hvad var det at alle eleverne skulle tro? - men så en dag sendte han drengen i byen for at købe noget der skulle bruges i en fysiktime, og imens han var væk, fortalte læreren hele klassen om drengen - at der var sindsyge i hans familie og at det ytrede sig på den og den måde, og at der var tegn på at drengen havde arvet det - de måtte endelig ikke sige noget til ham, men de måtte lægge mærke til ham - og hvis de så tegn på at det udviklende sig, så skulle de sige det til ham, læreren.

   — Var der ikke én der sagde at det var ham og ikke eleven der var mærkelig?

   — Det ville være utænkeligt overfor den lærer - da drengen kom tilbage, kunne han mærke at der var noget galt - og efter den dag gik det helt skævt med kammeraterne - han isolerede sig, og han kom ind i en tilstand af kronisk rædsel - og fik en uvirkelighedsfølelse ved hele verden - og så var det forældrene kontaktede Gudrun - nu vil hun ha' fat i ørerne på den lærer - han er siden blevet leder af skolen.

   — Gu've' hvad lærerne tænkte om mig - jeg er vel også psykisk syg - ja det er vi jo allesammen, vi er under behandling hos Gudrun!

   — Jah haha - og hendes behandling består i at hun får os væk fra vores miljø.

   — Men du fortsætter? - med at være i miljøet?

   — Ja - så længe som muligt - jeg ska' jo studere miljøet - jeg har hele tiden gået og prøvet at få en idé til en roman - og mine forældre har hjulpet - og hvis det lykkes, så holder jeg op med gymnasiet.

   — Ja, men hvis du ikke ka' leve af det?

   — Det ska' jeg ikke bekymre mig om, siger mine forældre.

   — Næh, det er jo det samme Annie siger til mig - gu've' hvormeget William tjente.

   — Han må ha' tjent enormt - han arbejdede jo altid og han betalte ikke skat - vi har fundet to kopier af købekontrakter til huse købt kontant - det er deres døtre der har købt dem, og det må være William der har givet dem pengene - vi har også fundet ud af hvem din værtindes bror er - han lever tilsyneladende endnu - vi fandt et papir med din værtindes ungpigenavn - hun er født Presskorn-Thygesen, og i telefonbogen er en universitetslektor med det navn - han bor i Rungsted - vi siger til de gamle at vi godt vil tale med ham - de må jo give os alt at vide - bare ikke om hans død åbenbart.

   — Hans død skulle vel også være en god historie - han har nok længe haft en aftale med de gamle - ja der jo ha' været en aftale.

   — Ja det er klart - når der er gået nogen tid, og vi har fundet ud af en hel masse, så vil jeg spørge dem om hans død.

   — Ja, det ka' du vel godt - men du siger Gudrun talte om en psykisk sygdom William ka' ha' haft, han havde det måske på samme måde som drengen? - fremmedhed og rædsel.

   — Ikke på samme måde - for drengen kom det af at forholdet til de andre var ødelagt, for William kom det af udviklingen i verden - noget tyder på at William har haft det rimelig godt med sig selv - men hvis han har haft den sygdom Gudrun taler om, så har han haft meget sværere end andre ved at klare de forandringer der sker med tiden - de fleste mennesker følger med tiden - det er først når de bliver gamle at de taber kontakt med verden og føler lede ved alt det der sker, og så går de ikke så højt op i det mere - men William har altid følt sig fremmed overfor alt det han ikke havde meget tæt inde på livet - hvis han havde levet i gamle dage i et provinsmiljø, så havde der nok slet ikke været noget galt - Gudrun mener ikke at det har så meget at gøre med de forfærdelige ting han var udsat for som barn og det han senere oplevede - han ville under alle omstændigheder have haft problemer, siger hun - han har haft en stærkt nedsat evne til at kapere sanseindtryk som kommer flere steder fra - han har formentlig været ude af stand til at se en film - til gengæld har han kunnet kapere enorme mængder af læsestof - kunne huske det og kombinere det - min mor siger at der er noget gammeldagst over hans skrivestil, og at det må skyldes at han har været upåvirket af ændringerne i det talte sprog - hun siger, at grunden til at en så sær person kunne blive så værdsat, det var netop hans særhed - han har set alt fra en lidt anderledes synsvinkel.

   — Ja, men han kunne jo ikke kommentere noget der havde været i radioen eller fjernsynet.

   — Det var kun en fordel, siger mine forældre, for så var han såmeget desbedre til bladverdenen - de siger at den bedste radiomand der har været i Danmark, det var Karl Bjarnhof, og han var blind.

   — Ham kendte Annie, han kom til deres saloner - men det at William aldrig hørte radio, og måske aldrig nogensinde har set fjernsyn, det må da ha' bidraget til hans fremmedhed overfor verden - hele verden jo bestemt af fjernsynet - Annie siger at radio og fjernsyn helt vil forsvinde, for folk vil få det fra Internettet - og det vil blive en fordel, for Internettet er mange helt forskellige ting - det er ikke en bestemt kultur, og det vil ikke føre til den samme ensretning.

   — Jo, det vil føre til endnu mere ensretning - det er jo kun fordi Internettet lige er begyndt, at det ikke er en bestemt kultur - men der vil komme internetsider som flere og flere vil gå ind på, og nogle vil være internationale, og det kan da føre til endnu mere ensretning - og der vil sikkert også ske det, at noget af skoleundervisningen overgår til Internettet - og det ku' ha' den fordel, at man kunne studere mere frit og alene, men sådan vil det bare ikke blive - da computeren kom frem, talte man jo om at mange nu kunne udføre arbejdet hjemme, men sådan er det ikke gået - de fleste vil ud blandt andre, og firmaerne vil ha' at de ansatte er i firmaet, så de ka' formes af firmaets ånd og så lederne rigtigt ka' ha' indflydelse - og sådan vil det også gå med skoleundervisningen - skolen vil forlange at det meste foregår i skolen, og hvis noget skolearbejde skal udføres hjemme, så vil det være noget med at eleven skal gå ind på en bestemt internetside, og eleven vil være overvåget - læreren kan nårsomhelst gå ind og se eleven arbejde - se hvordan arbejdet på en stil eller en matematikopgave skrider frem - og optage det og drøfte det med de andre lærere - og der skal være kamera på skærmen så læreren kan se eleven - se om det er eleven der sidder der.

   — Haha - eleven ka' sætte sit tyggegummi på linsen.

   — Så kommer der en hyletone - læreren skal kunne se - han skal se hvordan øjnene bevæger sig når eleven ser det der er på skærmen - og han skal kunne høre hvad der foregår i værelset - om eleven får hjælp - og han kan nårsomhelst tale til eleven - rette på dårlige arbejdsvaner - og hvis eleven virker anstrengt, så kan læreren ordinere beroligende musik.

   — Ja det sku' ikke undre mig at der kommer alt sådan noget.

   — Det vil engang blive sådan, siger mine forældre, at de allerøverste i hierarkiet, det vil være pædagogerne og skolelærerne - for det er dem der præger os mest - under dem kommer gymnasielærerne, og under dem igen kommer universitetslærerne - universitetslærerne behøver ikke så meget menneskekundskab, de skal kun kunne noget fagligt, og det ka' enhver idiot lære.

   — Haha - gu've' hvordan det ville være gået William i en sådan verden? - han måtte finde en "strategi" - tænk hvis han havde været meget yngre, og...

   — Så var det gået ham som kvinden i min fars roman - tilsidst var det nok kun ældre folk der læste det han skrev i avisen - og hans noveller og romaner vil slet ikke blive læst mere.

   — Men jeres bog om ham vil da vække opsigt.

   — Ja, men det skal ikke bare være om hans mærkelige liv, det skal også være en gennemgang af hans artikler og bøger - vi vil fremhæve alt det mere tidsløse, og vi vil gøre bogen aktuel ved at lade William være et eksempel på et menneske hvis liv gøres mere og mere umuligt af forandringerne i samfundet - det skal handle om hvordan samfundet bliver mere og mere totalitært - vi vil prøve at gøre det uhyggeligt - nødvendigheden af at have en "strategi" for at overleve, og den konstante frygt for at blive opdaget og sendt til afhøring - tænk hvormeget William havde at frygte! - bladsmørere og myndigheder - til læger og tandlæger har han vel sagt at han er udlænding - og betalt kontant - men tænk hvis han skulle på hospitalet, og have andre mennesker tæt inde på livet - det er sikkert af hensyn til William, at hans værtsfamilie altid har boet det samme sted - Gudrun kunne godt tænke sig at tale med dem, og få noget at vide om hvordan han var - hun siger at han garanteret har været meget stabil - hans "gale streger", det var for at afreagere og studere mennesker - Gudrun mener han var beruset hver gang han var udenfor en dør.

   — Nå!

   — Han har pimpet af en lommelærke.

   — Haha - men du siger at han ikke skulle behandles, men hvad nu...

   — Ja William skulle ikke behandles, for han levede vist ganske udmærket - han læste og skrev, og han har sikkert elsket sit arbejde - og han havde jo en betydelig position i bladverdenen - men hvis han var blevet nødt til at være ude blandt andre, så ville en psykiater have ordineret beroligende medicin - men han ville konstant have det dårligt, og medicinen ville miste sin virkning, så der hele tiden skulle eksperimenteres med ny medicin - men sådan noget accepterer psykiaterne, siger Gudrun, det er det der er deres levebrød.

   — Ja, men hvad ville være det rigtige hvis han skulle ud blandt andre? - hvis han var blevet arbejdsløs, og måtte finde noget andet?

   — Der skulle selvfølgelig findes et arbejde som mindede om det han havde, og som han kunne udføre alene - og hvis et sådant arbejde ikke kunne findes og hvis han havde været dansk statsborger, så skulle han have haft en førtidspension, siger Gudrun - men det ville forudsætte en lægeerklæring med en falsk diagnose - en sygdom der går for at være alvorlig og uhelbredelig, som for eksempel skizofreni - noget sagsbehandlerne må bøje sig for.

   — Men en falsk lægeerklæring er da ulovlig.

   — Ja, men en lægeerklæring med en falsk diagnose er af og til nødvendig, siger Gudrun, fordi sagsbehandlerne ikke har ret meget forstand på sygdom - og bliver der noget, så vil den dygtige læge skrive en ny læreerklæring som skal forelægges læger - og i den skal stå at patientens liv med medicin ville blive et større og større helvede, og ende med indlæggelser eller selvmord.

   — Men den nedsatte evne til at ordne sanseindtryk - og hans tonedøvhed - det er da noget sygeligt.

   — Nej, siger Gudrun, så ville ordblindhed også være noget sygeligt - man er ikke syg fordi man er dårlig til noget som samfundet for tiden prioriterer højt - man er syg hvis man ville lide selv under de bedste vilkår.

   — Hvad mon han selv mente? - det ka' da godt være at han har erkendt at der er noget sygeligt.

   — Ja, men han har sikkert bortforklaret det - han har nok ment, at han havde en finere iagttagelsesevne end andre - det ubehag han følte ved andre, kom selvfølgelig altid fra personen, og ikke fra ham selv - altså i modsætning til Annie, som vist nærmest mener at det er iagttageren selv der er skyld i ubehaget - hvis du forstår hvad jeg mener? - iagttageren kan jo bare lade være med at iagttage.

   — Haha ja, men der må da også være ubehagelige mennesker indenfor hendes egen kultur - men det er måske nogen hun ikke regner for at høre til sin kultur.

   — Jamen i enhver kultur, uanset hvordan den ser ud, må der da være mennesker der har en ubehagelig karakter - men selvfølgelig, hvis hendes kultur er uddød, så er det ikke mærkeligt at der ikke er mennesker med en ubehagelig karakter.

   — Haha.

   — Gudrun må være enig med William i at ubehaget kommer fra personen - hun ser jo også ubehag alle steder - men hun mener at alt kommer fra overleverede forestillinger som griber forstyrrende ind - skadelig kulturpåvirkning - William taler ikke om kulturen, lissom Gudrun og Annie jo gør - for ham ligger det i menneskets natur, lissom det gør for de kristne.

   — Arvesynden!

   — Ja, men den forklaring har han nok ikke troet på - men på samme måde som det er en kendsgerning for de kristne, at mennesket er syndigt, så var det en kendsgerning for William, at mennesket er frastødende - altså lissom de kristne engang så synd allevegne, så så William væmmelse allevegne.

   — Men tænkte han slet ikke den tanke, at nogen kunne føle sig frastødt af ham? - sådan tænker Annie da.

   — Jo, vi fandt noget om en kvinde der tænker over hvordan hun mon selv virker på andre - men hun er da i det mindste opmærksom på problemet - Williams problem var, at han aldrig fandt holdbare forklaringer, han...

   — Du mener, det er derfor Annie og Gudrun klamrer sig til deres forklaringer?

   — At klamre sig til forklaringer, er et sundhedstegn, siger Gudrun - men det der bestemmer et menneskets bevidsthedsniveau, er dybden og troværdigheden af forklaringerne - William fandt sikkert aldrig frem til en forklaring som der var hold i - han ku' vel heller ikke forklare forbryderspirerne - han skriver et sted noget han nok har fra kostskolen - en dreng kommer forbi en hund som ligger og sover foran et hus med hovedet imellem poterne - og så ser han en spade der står ved siden af, og så går han resolut hen og ta'r spaden og slår hunden oveni hovedet.

   — Det var vel forstanderens hund - kan jeg sgu bedre forstå han gik amok!

   — Hvem? - drengen eller forstanderen?

   — Forstanderen.

   — Ja, men i Williams historie ser ejeren det ikke, han hører bare hunden hyle, og da han kommer ud, så snapper den efter ham, og så...

   — Og så fik den et slag til med spaden.

   — Ja - men den form for perversitet bekymrede ham i virkeligheden ikke så meget - altså den perversitet som alle kan se - næh, det der rystede ham, det var det som ingen andre end han selv kunne se - Annie var inde på noget af det samme, hun talte om atmosfære - og det er vel også det værste - kender du det ikke? - jeg mærkede det første gang, dengang jeg havde skrevet det om beboerne - deres tavshed - jeg følte mig uhyggeligt tilmode - jeg begyndte pludselig at forstå mine forældre - jeg har det også sådan med nogen i min klasse - men det er især lærerne - når man har sagt et eller andet - eller skrevet noget i en stil - engang i folkeskolen skulle vi skrive stil om det der betyder allermest for os - min far var rasende da jeg fortalte det - "det rager hverken læreren eller nogen anden hvad der betyder allermest for dig - la' vær'a' skriv den stil - sig at jeg har forbudt dig at skrive den" - men jeg skrev istedet en stil der begydte nogenlunde sådan her: "En lærer kan ikke tillade sig at forlange at eleverne skal fortælle om hvad der betyder allermest for dem. Hvis der virkelig er noget ganske bestemt der betyder allermest for en elev, så må eleven selv bestemme hvem der skal vide det. Eleven kan skrive om noget andet, men det kan undre læreren at eleven virkelig tillægger dette så stor betydning. Så derfor vil jeg, istedet for at fortælle hvad der betyder mest for mig, nævne et eksempel på noget der betyder meget lidt for mig, nemlig skolen."

   — Haha.

   — "Men heldigvis lægger skolen kun beslag på en trediedel af min vågne tid, og heldigvis har jeg forældre som i den time vi er sammen ved middagsbordet, kan lære mig mere end jeg har lært i de seks timer i skolen. For min far er forfatter og min mor er et omvandrende leksikon. Alligevel har jeg en vis nytte af skolen, for jeg har selv planer om at blive forfatter, og i skolen kommer jeg ud blandt andre og lærer verden at kende. Jeg vil nu i resten af denne stil nævne eksempler på ting som jeg har lært i skolen og som jeg ikke kan se noget formål med, og for hvert eksempel vil jeg nævne et eksempel på en ting som jeg meget hellere ville have lært om" - og så nævnte jeg noget indenfor hvert fag - i dansklærerens fag, nævnte jeg en roman vi havde læst - den virkede kommerciel og uengageret, skrev jeg - det er om et kærestepar der er ved at gå fra hinanden - hun ser ned på ham fordi han kommer fra "proletarklassen", og han ser ned på hende fordi hun ikke hører klassisk musik og læse digte - han er steget tilvejrs og er blevet skolelærer - og han er en god skolelærer, for han læser digte højt for eleverne - forfatteren citerer fra skolelærerens digtsamlinger - men det virker som om forfatteren bare har været på biblioteket og slået op i digtsamlinger - der er hverken hoved eller hale i det - sandheden er da også, skrev jeg, at denne skolelærers liv er ligeså tomt som hans kærestes liv - hans finkultur er bare et lag fernis - derfor kan han ikke åbne kæresten for kultur, og derfor kan der ikke blive ret meget indhold i deres samvær, skrev jeg - og denne skolelærer adskiller sig ikke stort fra vores dansklærer som havde sat os til at læse denne roman - meningen var tilsyneladende, at vi skulle se vores dansklærer genspejlet i læreren i romanen - vi skulle se, at vores dansklærer er et dannet menneske, og at han meget gerne ville bibringe os mere dannelse, men at det ikke er sket fordi han havde opgivet på forhånd.

   — Haha.

   — Han kommenterede overhovedet ikke min anklage imod stileemnet og ham selv - han afleverede bare stilen - smilede lidt forlegent, og gik videre.

   — Hvad havde de andre skrevet om?

   — Det var de ikke meget for at fortælle om - ham jeg sad ved siden af, havde en søster der var død, så han havde selvfølgelig skrevet at det vigtigste er et godt helbred - han havde skrevet om fraværet af et onde - det samme havde alle de andre sikkert.

   — Haha.

   — Jonatan har jo det samme problem - det med atmosfære - men for mit vedkommende er det især fordi min far flere gange har skrevet breve til lærerne - man kan jo ikke klage over ret meget, men man kan påstå at undervisningen ikke er alsidig - min far havde spurgt hvorfor de og de ting var i overvægt i forhold til de og de ting - om det skyldes lærerens personlige smag eller om det skyldes hans vurdering af udviklingen.

   — Ja, men hvad svarede de?

   — De svarede ikke - kun en enkelt - lige i begyndelsen - engelsklæreren - han var lige blevet ansat - han meddelte, at eleverne hovedsagelig skal beskæftige sig med ting som interesserer dem eller som de i det mindste kan indse vil komme dem til gode - og lægger man mest vægt på moderne engelsk og amerikansk, så kan man nemmere læse det ældre, end omvendt - ingen af de andre har nogensinde svaret - min far har klaget seks-syv gange i tidens løb - han har også klaget over matematik- og fysikundervisningen - over at det kun er mekaniske færdigheder - der er næsten intet om det historiske - i kemibogen er der kun nogle få linier om det historiske - hvornår blev for eksempel ilten opdaget? - og hvordan? - ikke et ord - der nævnes bare hvem der grundlagde og udviklede atomlæren - Dalton i begyndelsen af 1800-tallet, og Rutherford og Niels Bohr i vort århundrede - og man får det indtryk, at det var Niels Bohr der fandt det periodiske system - men det periodiske system, og det at man kan forudsige grundstoffer og deres egenskaber, det havde man da længe kendt til - i halvtreds år - hele bogen er kun opremsning af navne på stoffer og side op og side ned med reaktionsskemaer - og latterlige ting som hvad bundfald der kommer - der skulle da være mindst tredive sider om det historiske.

   — Og det meste skulle være om alkymien - for sådan var det jo - det er et helt forkert billede folk har af alkymien - og da udforskningen af kemien kom rigtigt igang, så kunne man hente en masse viden i bøgerne om alkymi - og det med at man kan ændre et grundstof til et andet, er da ikke helt ved siden af - det er jo det der sker ved fusion og fission - når atomtallet enten er meget lille eller meget stort - fusion i stjerner og fission i atomreaktorer - og når radioaktive stoffer henfalder.

   — Ja, det er sådan noget - min fars klager har overhovedet ikke haft nogen virkning.

   — Næh - så sku' lærerne jo til at læse lektier.

   — Ja - de har garanteret talt om det - man sku' da ikke tro at de ku' være uenige i hans kritik - er det dovenskab eller er de uenige? - er han til grin? - men han fortsætter med at klage, og med at more sig over at der ikke kommer noget svar.

   — Haha.

   — Har du ikke også haft det sådan? - følt dig uhyggelig tilmode i skolen?

   — Jo mon ikke, det var derfor jeg gik ud - engang, det var i folkeskolen, havde jeg taget nogle fotografier med af fraktaler jeg havde lavet på computeren - jeg ville vise dem til matematiklæreren - men så var der én der spurgte om han måtte se dem, og da jeg gav ham dem, så rev han dem i stykker og smed stumperne ud til alle sider - og så stod han og grinte - og også de andre - nogen psykopater.

   — Lavt kompleksitetsniveau!

   — Hva' vil det sige?

   — Det er en teori som William åbenbart var meget optaget af - kompleksitetsniveau - blandt hjerneforskere er der en teori fremme om, at vores følelse af at have en bevidsthed og en fri vilje skyldes den enorme kompleksitet af de processer der foregår i hjernen - når vi skal træffe en beslutning, så kommer en masse ting ind i billedet, og de har hver en bestemt vægt der kan være positiv eller negativ - og når vi overvejer noget, så gennemgår vi lynhurtigt de forskellige muligheder og lægger vægtene sammen, og så handler vi i den retning hvor den samlede vægt er størst og positiv - altså når vi har lyst noget i supermarkedet, så har lysten positiv vægt, og pengepungen og helbredet har negativ vægt - men vi har ikke nogen fri vilje, det er en illusion - og den kommer af den overvældende mangfoldighed af processer.

   — Vi er altså bare computere?

   — Ja - men hvis man nu godkender den teori, så må det der adskiller de højere dyrearter fra de lavere, være kompleksiteten af processerne - og hvis man kan fastslå, at der er forskelle på kompleksiteten hos mennesker indbyrdes, så har vi her en målestok der kan bruges til at måle hvor højtstående et menneske er - de højeststående er dem hvor der er mange muligheder der kommer i betragtning og hvor vægtene straks melder sig og kan være store - især de negative - og det er de mennesker som lever i et højtudviklet miljø og som har en stærk ansvarsfølelse - mens de laveststående er dem som lever i miljøer hvor der hersker ligegyldighed og uvidenhed - dem der mangler dannelse og æresbegreber - de højtstående har altså en stærkere følelse af bevidsthed og af at have en fri vilje end de lavtstående - de lavtstående handler i højere grad udfra impulser og instinkter - men kompleksiteten har ikke noget med intensiteten af følelserne at gøre - altså hvor dybt man sørger når éns ægtefælle er død eller hvor kraftigt man blæser i truthorn til fodboldkampen - på det område overgår dyrene tit menneskene.

   — De blæser da ikke i truthorn.

   — Haha nej, men deres sanser og drifter kan være mere udviklede end menneskets - William sammenligner kompleksiteten med intelligensen - kompleksiteten kan ligesom intelligensen måles ved at foretage undersøgelser af adfærd og stille spørgsmål.

   — Så skal vi altså allesammen forsynes med en kompleksitetskvotient?

   — Ja, men hvor præcist det kan gøres i praksis, er jo en anden sag - kompleksiteten er i langt højere grad end intelligensen miljøbestemt - og den kan ændres - den kan forøges næsten ligeså meget det skal være, hvis man i en ung alder kommer ind i et højtudviklet miljø.

   — Men pointen er altså, at de ubehagelige mennesker netop er dem der har en lav kompleksitetskvotient?

   — Ja, de fleste af dem - men folk på et højt kompleksitetsniveau kan selvfølgelig også være ubehagelige, men så er der særlige grunde til det - vrede eller irritation over dem på et lavt kompleksitetsniveau - William har selvfølgelig ment, at han selv var på et meget højt kompleksitetsniveau - og at det var det der bragte ham frem dengang han begyndte at skrive - han havde blik for alt hvad der vidnede om lavt kompleksitetsniveau, og det var det han bragte frem - det er der sikkert noget om, siger mine forældre, men det der i virkeligheden bragte ham frem, var at han havde meget mere tid end andre - for på samme måde som tiden spiller en væsentlig rolle ved intelligens, så gælder det samme jo ved kompleksitet.

   — Ja, det gør det vel.

   — Folk på et højt kompleksitetsniveau opfatter verden mere nuanceret end folk på et lavt kompleksitetsniveau - folk på et højt kompleksitetsniveau vil altid være imod det nationalistiske verdensbillede, og omvendt med folk på et lavt kompleksitetsniveau - så når der er krig, eller optræk til krig, så er folk på et lavt kompleksitetsniveau yderst farlige - det er dem der begår alle grusomhederne - og alle indenfor militæret er på et lavt kompleksitetsniveau, påstod han - hvis ikke Kennedy og Khrusjtjov havde gjort alt hvad de kunne for kæmpe imod deres militær, så havde Cuba-krisen ført til en 3. verdenskrig - men folk på et lavt kompleksitetsniveau vil blive farligere og farligere - i gamle dage havde de ikke andet end sabler som de kunne svinge frem og tilbage, nu har de maskingeværer og håndgranater, og engang får de måske atombomber - og hvis folk på et lavt kompleksitetsniveau bliver farligere, så vil folk på et højt kompleksitetsniveau også blive farligere, fordi de vil blive mere og mere rasende.

   — Man kan ikke afskaffe det forfærdelige, siger Annie.

   — Jo man kan! - man kan udjævne kompleksitetsniveauet! - altså gøre menneskene mere ligegyldige - og det var det William så er ved at ske - i sine sidste leveår så han noget ske som aldrig har været der før: hvis bare det perverse ikke fører til død eller lemlæstelse, så skal ikke bekæmpes, så har det ret til at være der - ja vi skal more os over det, det gør verden mere festlig - en af hans sidste bøger kunne udmærket have heddet "No Order at any Price", men det kunne han jo ikke have kaldt den.

   — Hvorfor? - nåh-nej.

   — Og der er ved at ske det, at det han kalder "samfundenes selvopholdelsesdrift", svigter mere og mere - det svarer vist til det Annie kalder verdsliggørelsen - for de fleste mennesker idag, er det at kulturen opløses, bare en realitet man må indrette sig efter - men den udvikling har fyldt William med rædsel - den er i strid med al menneskelighed - men hvis menneskeheden ikke skal degenerere på den måde, siger han, så er barske handlinger en nødvendighed - en masse ideer som han havde taget afstand fra i sin ungdom, dem kastede han sig over i sin alderdom - han har tilsyneladende en dag siddet i et tog, og så er der kommet en flok fodboldfans ind - om deres hold havde tabt eller vundet var umuligt at afgøre - der sad han, indespærret i en støj der oversteg smertegrænsen og så inventaret blive ødelagt - og da begyndte han at forstå dem der mener, at der i spidsen af ethvert samfund må være en stærk mand - og da han havde set de danske lærere og pædagoger, var han kommet til at tænke på en bog han havde læst i sin ungdom, og dengang var blevet forarget over - det er noget han skriver i sin klumme - bogen hedder noget med "Køn og karakter", og den er skrevet af Otto Weininger - den er fra 1903 - Otto Weininger havde et grænseløst had til jøder og kvinder, men ulykkeligvis var han selv jøde og han havde mange kvindelige karaktertræk.

   — Stakkels mand.

   — Ja, og det var også hans pligt at begå selvmord - det gjorde han straks efter at bogen var udkommet - han var 23 år - han siger, at ethvert menneske har både "det mandlige" og "det kvindelige" i sig, blot i forskellig mængde - det mandlige er alt det positive - styrke, skaben, genialitet, klarhed, fremsyn - det kvindelige er det modsatte af disse prisværdige dyder - han mente, at grunden til det kulturelle forfald han så i sin tids Wien, var at man var begyndt at lefle for nogle kvindelige dyder - "man", det var især jøderne og kunstnerne - og det var i den teori, at William nu begyndte at søge forklaringen på det kulturelle forfald i vores samfund - han så en sammenhæng mellem de lærere han havde set i skolerne og børnenes svage karakter.

   — Der er vel også en sammenhæng - ja! - nu går det op for mig hvorfor han har skjult den bog! - han har skammet sig over den! - de ideer han disker op med, minder jo om det der var på mode i 70'erne.

   — Ja det er der da noget om - det ska' jeg ha' med - hvis de voksne forbilleder for børnene er svage og tamme personligheder, så bliver børnene også svage og tamme personligheder, og så vil børnene på et lavt kompleksitetsniveau jo nok ikke blive den helt store ulykke - det er jo en måde at løse problemet på - men på kostskolen måtte lærerne da for eleverne fremstå som stærke personligheder - for alle lærerne har sikkert været på et lavt kompleksitetsniveau, og de kunne jo frit få afløb for deres primitive tilbøjeligheder - primitive, men stærke - så de skulle jo netop ikke blive forbilleder for eleverne - hvordan løser man det problem? - dengang kendte William ikke til begrebet kompleksitetsniveau - i bogen skriver han, at deres metode bestod i at man gjorde mennesker til dresserede dyr - eleverne var anbragt i et råt miljø og undervisningen var totalt åndløs - det meste var udenadslære, så læreren kunne slå - hvis han dengang havde kendt til det med kompleksitetsniveau, så ville han nok sige, at metoden bestod i at man gav eleverne klare forestillinger om de forbudte ting og sørgede for at de fik stor negativ vægt - det er jo en slags nedsat kompleksitetsniveau - eleverne bliver dresserede dyr som ikke kommer til at skade menneskene - i bogen har William ikke noget særligt bud på hvordan eleverne skulle behandles - ikke andet end at man skulle vise forståelse og mildhed, og atmosfæren skulle være kammeratlig - lissom i 70'er pædagogikken - han har sikkert fornemmet, at han selv ville være afmægtig overfor flere af eleverne.

   — Men hvad skulle der være gjort ved de børn? - forbryderspirerne - og også rolligans - helt konkret? - William ønskede en stærk mand, siger du - han skal vel være på et højt kompleksitetsniveau, men hvad skal han gøre?

   — Eller hvad skal hun gøre - hun skal først og fremmest bruge snedighed - barske metoder bør undgås, og de bør nok overlades til manden, men usmagelige metoder kan ikke undgås - i Williams bøger bliver der foretaget udspionering og skrevet anonyme breve - i den historie jeg læste i morges - den er fra et manuskript som er et helt katalog over hvad man kan gøre i konkrete tilfælde - det blev ikke færdigt og udgivet - det er for det meste bare praktisk anvisninger - nåmen det er en kvinde der tager affære, og det er ikke usmageligt - det er en smed hvis liv går mere og mere i opløsning - han har ikke noget arbejde og han drikker og han tæver konen - men så en dag falder der en appelsin i hans turban - han får bestilling på en overdådig låge til kirken, men den skal være færdig inden fem måneder, til 250 års-dagen for kirkens indvielse - det mener han nok at han kan klare - han knokler løs og han glemmer helt sin brændevinsflaske, og istedet for at tæve konen, så fortæller han hende om sit arbejde - han når det til tiden og lågen kommer i avisen og flere rigmænd vil også have sådan en fin låge - men så nogle år senere dør hans mor og han forventer en god sum penge, men der er ingen, han har fået dem - det var hende der havde skænket lågen til kirken.

   — Hahaha.

   — Det er sådan Williams menneskeopfattelse er: de fleste har en brist på et eller andet område, og skal de være til at holde ud, så må man foretage sig noget - og der må bruges omtanke og snedighed, og det må foregå bag deres ryg - og tit kan usmagelige metoder være nødvendige.

   — Hvordan usmagelige?

   — Du får først en historie som Annie helt sikkert vil være begejstret for - William var jo interesseret i malerkunst, og det er om en kunstmaler hvis kone også begynder at lege kunstmaler.

   — Jeg kan næsten regne ud hvad det handler om - han er uddannet og arbejder alvorligt men har ingen succes, mens hun bare klatter på et stykke lærred og får kæmpe succes.

   — Ja, men kæmpe succes er så meget sagt, og lærredsstadiet er hun heller ikke nået - hun køber en blok akvarelpapir med halvtreds ark og nogle flasker tusch i forskellige farver og ligeså mange pensler, og så tegner hun sære krusseduller på arkene - det tager ikke mange timer - ægtemanden ser måbende til - nåmen fremstillingen af kunstværkerne var det mindste af det hele, det har ikke taget længere tid end indkøb af materialer - nu kommer den egentlige kunst, og det er at få dem solgt - hun låner penge af ægtemanden og vennerne, og får så mange som muligt flot indrammet - for grunden til at hun overhovedet er begyndt, er at hun har fået en genial idé: restaurationer - restaurationerne vil gerne have afvekslende dekoration på væggene og tjene på at sælge det, og gæsterne er i spendérhjørnet når de er dér, og impulsive når de er i en god stemning - "Det billede der hænger dér skat, ville det ikke gøre underværker i din entré?" - "Jo Hugo, jeg har også siddet og beundret det, men det er nok dyrt" - "Det er ikke sikkert, jeg går lige hen og kigger" - "Det koster kun 40 pund" - "Jamen Hugo, så mange penge har jeg sandelig ikke!" - "Hvem snakker om dine penge, skat?" - "Vil du virkelig forære mig det flotte billede, Hugo?" - "Ja! - nu har vi haft sådan et mas med den entré, nu mangler vi lige prikken over i-et - hallo tjener! - vi vil gerne bede om regningen, og vil De også lige skrive det billede dér på og sørge for at det bliver pakket lidt ind?" - og eftersom der er mange restaurationer i London, så går der ikke lang tid førend hendes indkomst som kunstner overgår ægtemandens - til at begynde med betragtede han hende med et overbærende smil, når han så hende stå og vende og dreje sine krusseduller for at afgøre hviken vej der burde vende opad, men nu begynder han at lide mere og mere under hendes virksomhed - det værste er ikke det, at hun forventer at han beundrer hendes billeder, mens hun aldrig har vist hans arbejde interesse - og det at mennesker som hende tager brødet fra de uddannede kunstnere, det kan han måske også leve med - men der er ved at ske det katastrofale for ham, at han begynder at miste sin egen arbejdsglæde - respekten for kunstnerne er forsvundet, fordi det menige menneske ikke mere kan vurdere den seriøse kunst - og han kan se nu, at skal han overleve som kunstner, så må han væk fra hende - men hvis han bare siger at han vil skilles, så vil hun og familien og deres fælles venner sige, at det er fordi at han ikke tåler at hun har mere succes end ham - ja de vil måske betragte hende som dygtigere end ham - kan han undgå det? - nej, men han kan ikke bare gå helt uden at fortælle hende sin mening - så en dag modtager hun et brev fra en af de mest ansete kunstanmeldere: "Vor madskribent har henledt min opmærksomhed på Dem, da hun har set Deres værker på flere restaurationer. Jeg har beset nogle af Deres værker, men da jeg er kommet i den for mig uvante situation, at være helt ude af stand til at vurdere dem, kunne jeg tænke mig, inden jeg udarbejder en anmeldelse, at have en samtale med Dem som kan bringes i avisen samtidig med anmeldelsen. Jeg vil stille Dem spørgsmål om uddannelse, inspiration og teknik. Samtalen bør finde sted i Deres atelier, og jeg vil medtage en fotograf. Hvis De er interesseret, vil jeg bede Dem kontakte mig, så vi kan aftale en tid."

   — Hun viser vel stolt brevet til ægtemanden.

   — Det var han overbevist om - så ville han have rådet hende til ikke at reagere - ved forsigtig argumenteren, og ved at hun selv tænker over situationen, skulle hun fatte hvad han mener om hendes virksomhed - men hendes reaktion kommer helt bag på ham - hun viser ham ikke brevet - hun er rasende - hun ønsker aldeles ikke at blive interviewet - disse åndssnobbede smagsdommere skal bare holde deres snude væk fra hendes billeder - og det skriver hun til kunstanmelderen - nogle dage senere får hun brev fra ham: "Kære Mrs. Daubine Colham. Jeg har ved flere restaurationsbesøg set Deres billeder, men den tanke at anmelde dem, har aldrig strejfet mig." - efter denne sjofle handling fra ægtemandens side, kræver hun skilsmisse - hun fortæller ham, at grundlaget for ethvert ægteskab er gensidig respekt - ligestor respekt, vel at mærke - han er ikke enig: respekt er noget man skal gøre sig fortjent til.

   — Annie siger, at problemet i malerkunsten kommer af, at engang var pensel og maling et redskab til at få en vision frem, men så kom redskabet til at blive bestemmende for visionen, og det betød at kravene til at betjene redskabet blev mindre - da computerkunsten begyndte, var det lige omvendt - den første kunst man lavede var fraktaler, og de var i høj grad bestemt af redskabet, computeren - derfor kan fraktaler ikke kaldes kunst - der skal ihvertfald avancerede programmer til, og det skal nok altid kombineres med noget andet - Annie siger, at når billedkunstnerne bliver ved med at bruge de gamle redskaber, så skyldes det dovenskab - det rigtige redskab må fra nu af være computeren - der kan man opnå alt - også stoflig virkning - og hvis respekten for billedkunsten skal tilbage, så må der i computerkunsten udvikles programmer og teknikker som er ligeså krævende som fortidens teknikker - men hun regner ikke med det vil ske, det er for sent.

   — Ja måske - der skal ihvertfald være nogle store krav - min far er rasende over at de fleste af de bøger de anerkendte forlag udgiver er noget sjusk - det hedder sig at det skyldes tidsmangel - på grund af økonomien - og at det også er økonomien der er skyld i at de seriøse bøger har fået det svært - men det der ska' gøres, er at prisen på de seriøse bøger ska' sættes op og at lønnen til forlagsmedarbejderne ska' sættes ned - det er jo mest de ældre og veluddannede der læser de seriøse bøger, og de tænker da ikke på pengene - og forlagsmedarbejderne finder det ganske rimeligt at forfatterne arbejder for en timeløn der er langt under gennemsnittet, men de ville ikke selv drømme om at arbejde for en timeløn der bare er lidt under gennemsnittet - men hvis de ser sådan på det, så må de finde et andet arbejde - hvis man vil være indenfor kulturlivet, så må man ha' lidt idealisme i sig - men det har de fleste ikke - og forlagsmedarbejderne er ikke bare grådige, siger min far, de er også dovne - min far har næsten dårlig samvittighed over at hans bøger automatisk bliver udgivet, bare fordi han er kendt - han er da godt klar over, at der er meget der er bedre end hans, som aldrig bliver udgivet - når et forlag får et manuskript, så bliver det bare skimmet lidt igennem - og hvis det ikke interesserer medarbejderen der har fået det i hænde, eller hvis det kræver lidt ekstra indsats eller viden, så beskæftiger man sig ikke med det - én der havde skrevet en roman og havde fået den afvist af flere forlag, spurgte min far om han havde lyst til at læse den, og måske anbefale den til et forlag - det ville han gerne - og han måtte indrømme, at der var mere gods i den roman end i det han selv skriver - han fik sit forlag til at udgive den, men så var der et nyt problem: anmelderne - de er også dovne - de kunne se at det ville tage tid at komme igennem den, og sige noget fornuftigt - så den blev aldrig anmeldt.

   — Ja.

   — I billedkunsten er anmelderne også dovne - de går bare forbi svindlerne, og skriver kun om det de kan sige noget godt om, så derfor bliver svindlerne ikke bekæmpet - og det er ægtemanden i Williams historie rasende over - og han har konen for tæt på til at han kan bekæmpe hende - det er det samme i en anden historie - det er om en mand der føler dyb lede ved den kæreste hans søster har fundet - han er syg af at se ham sidde og kysse og kramme hende - han har lyst til at gå hen og lange ham en øretæve - kæresten er så irriterende på alle områder som noget menneske kan være - uappetitlig at se på, og overlegen, og alt hvad han står for, er lige det modsatte af det broderen står for - og broderen er jo tvunget til at være i stue med ham - hvordan kan noget menneske være så irriterende? - kan ingen af de andre virkelig se det? - hvordan kan hans kære søster få sig selv til at komme sammen med ham? - det er ufatteligt - når han kysser søsteren, så sidder han med et veltilfredst smil, og det smasker så det kan høres langt væk - er det noget han gør med vilje for at irritere broderen? - broderen synes også at han lugter grimt, og tænk hvis søsteren giftede sig med ham - tilsidst er broderen så forpint, at han ikke længere kan holde det ud - han skriver et brev til kæresten, hvor afsenderen fremstiller sig som tv-producer, men at han indtil videre ønsker at være anonym - han angiver blot en postboxadresse - tv-produceren skriver, at han ønsker at lave en udsendelse hvor Englands mest irriterende menneske bliver interviewet - den pågældende vil få et honorar på titusind pund - "Mit problem er nu at finde frem til denne person" - og han opremser de betingelser som skal være opfyldte - "De foretager Dem ofte ting i andres påsyn som gør de andre forlegne. I interviewet vil jeg spørge Dem, om De er bevidst om dette og gør det for at provokere, eller om det er noget De ikke tænker over. Hvis det sidste er tilfældet, vil jeg bede Dem erindre, om nogen i tidens løb har antydet det overfor Dem" og "De taler meget om Dem selv, men hører ikke på andre, og De afbryder når andre taler" og "Når De ringer til folk, rammer De altid det allermest ubelejligede tidspunkt", og så videre - ti betingelser der skal være opfyldte - "Jeg håber at den fremgangsmåde jeg her benytter, vil lede mig frem til den rette person" - og så fortæller han om sin fremgangsmåde - brevet indeholder en masse frankerede kuverter - og det er først blevet sendt til en person, som han er blevet ledt frem til ved at udspørge nogle tilfældige mennesker - men skrivelsen skal muligvis sendes videre - hvis en person der modtager brevet, selv mener at han er den rette og er interesseret i at medvirke og modtage det store honorar, så bedes han lægge en seddel med sit navn og sin adresse i kuverten med postboxadressen - "I modsat fald vil jeg være Dem dybt taknemlig, hvis De vil sende denne skrivelse og de resterende kuverter til en person som De mener i højere grad end Dem selv opfylder betingelserne."

   — Det er da ulogisk - den slags mennesker beholder bare alle kuverterne med frimærker.

   — Nej! - de sender det videre til én de ikke ka' døje.

   — Ja, men hvad gjorde kæresten?

   — Ja hvad tror du? - William vil vise at det er håbløst at bekæmpe ting der er tæt på én.

   — Øh... ja! - hahaha, kæresten sendte det til broderen!

   — Ja selvfølgelig - broderen er dybt chokeret, det kommer helt bag på ham - og han er rasende - det var dog frækt! - hvor vover sådan et undermenneske at behandle ham på den måde! - irriterende havde han ikke forestillet sig at nogen ku' være - men den anden har måske slet ikke skænket det en tanke at brevet kommer fra ham? - han er måske selv irriterende? - og hvad skal han nu gøre? - hvis han ingenting siger, vil kæresten sige til søsteren at han har fået et anonymt brev som garanteret kommer fra hendes bror - han lider åbenbart af mindreværd og jalousi - og hvis han helt uskyldigt siger at han har modtaget et ubehageligt brev, så vil alle kræve at se det og more sig og opfordre ham til at tage imod tilbudet - og hvis han siger sandheden, vil han blive skældt ud af hele familien - men hans værste nederlag er selve ideen - den var tåbelig - og kæresten havde taget alle kuverterne undtagen én, og den kunne broderen jo ikke så godt bruge til at sende det til kæresten en gang til.

   — Haha - men nu har kæresten da fået at vide at han er irriterende - men i de to historier bliver den der vil bekæmpe noget, altså selv ramt af den boomerang han sender afsted.

   — Ja, men ikke hvis den man vil ramme er tilstrækkelig langt væk!

   — Min far! - han har fået mange anonyme breve - William har garanteret sendt anonyme breve.

   — Ja du siger noget! - selvfølgelig har William selv sendt anomyme breve - og måske også til din far - gemmer din far de breve? - så kunne vi se om et af dem er skrevet på Williams maskine.

   — Han viser os dem aldrig, men han gemmer dem sikkert, han gemmer alt - han vil nok ikke ha' vi ser dem - men vi ku' jo gi' ham en prøve med skriften fra Williams maskine - men han vil nok bare sige, at han ikke har fået noget med den skrift - for ellers skulle han jo vise os det - og han har vel fået så mange at det ville være uoverkommeligt - men er anonyme breve ikke umoralsk?

   — Ikke når det man vil bekæmpe er umoralsk - han skriver et sted, at det kan være nødvendigt at folk får stukket en kæp i hjulet og at de ikke véd hvem det er der har gjort det men må tænke over det - det er i en historie hvor en kvindelig kontorchef får tilsendt en artikel fra et psykiatrisk tidsskrift.

   — Hahaha.

   — Først negligerer hun den selvfølgelig - beslutter at hun vil destruere den - men hun skal selvfølgelig lige kigge, og så ser hun noget hun genkender - hun læser mere og mere og bliver mere og mere lammet - der er en masse ord hun ikke forstår, så hun må på biblioteket og slå op i psykiatribøger - nåså hun er altså et tilfælde som er beskrevet - hvormange er klar over det? - hvor kommer artiklen fra? - hun kan ikke komme på en eneste, hverken blandt familie eller venner eller de ansatte i firmaet, der kan tænkes at have så stort kendskab til psykiatri - en psykiater må åbenbart være indblandet, men hvem har sat det iscene? - hun kan kun gøre én ting: vise verden at hun ikke har den karakterdefekt som er beskrevet i artiklen - det er svært, men som William skriver, mennesker med et fysisk handicap må udføre ekstra arbejde for at klare dagligdags ting, så vi kan vel kræve det samme af mennesker med et psykisk handicap.

   — Jo, men udførte William selv et ekstra arbejde?

   — Ja! - han holdt sig væk fra alle mennesker.

   — Haha - men hvem havde sendt artiklen til kvinden?

   — En medicinsk studerende som for flere år siden havde været vikar i firmaet - da han skrev speciale læste han artiklen, og så kom han til at tænke på hende, og så tog han en fotokopi og sendte den.

   — William ville sikkert ha' været begejstret for din historie om beboerne.

   — Ja - der er forresten en episode hvor en beboer i en opgang har mistet tålmodigheden - han sætter et fotografi på opslagstavlen hvor man ser en af beboerne stå en vintermorgen og skrabe is af ruderne på sin bil - midt i en kæmpe sky af udstødningsos - det ser ud som om han og bilen står ovenpå en sky - og på billedet står der: "Lucifer lige inden han blev styrtet i afgrunden."

   — Haha, min far stod altid lige neden foran mit vindue om morgenen - man skulle altid have vinduet lukket helt til - både for hans radio og motoren og osen - engang proppede jeg en klud i hans udstøndingsrør.

   — Hahaha.

   — Det dér med at opdrage på folk - Annie siger, at det eneste man kan gøre, det er at holde sine børn i så kort snor som muligt så længe som muligt - og hvis det ikke er lykkedes, så er de fortabte.

   — Har du været holdt i kort snor?

   — Ikke af min far, derfor er jeg også fortabt - men af Annie, ja! - alt det legetøj jeg har haft med derover er blevet trampet istykker.

   — Hahaha.

   — Gu've' forresten hvad Annie vil kalde William? - religiøs eller verdslig? - vi må spørge hende - hvis han var religiøs, hvad var så hans religion? - hvis man ikke bestiller andet end at beskæftige sig med verdens dårligdomme, kan man kalde det en interesse?

   — Jo, hvis man bruger stoffet som udgangspunkt for digtning, og arbejder grundigt med det - og det gjorde William - hans bøger er da gode - bedre end din husvært påstår - han minder forresten om Milan Kundera - Milan Kundera har også et særligt blik for det stødene og uappetitlige ved mennesket - og han holder sig også på afstand af folk - at William aldrig fandt nogen endegyldig forklaring, var kun en fordel.

   — Hvordan?

   — Jo, forestil dig at Gudrun eller Annie begyndte at skrive romaner for at udbrede deres lære - så ville de bare forklare sandheden, og de ville kun kunne skrive én bog.

   — Jah haha.

   — William er en sand guldgrubbe for enhver forsker - altså sammenhængen mellem hans personlighed og hans livshistorie og hans bøger - og det vrimler med sære iagttagelser - hvor har han dem fra? - han studerede en bestemt side af mennesket, og han udtænkte måder så han i særlig grad kunne komme til det - som det med at forsyne værtshusgæster med pornoblade - og da han engang så en brand, så stillede han sig med ryggen til branden og var tilskuer til tilskuerne.

   — Haha - det dér med kompleksitetsniveau, der er jo også nogen der tror på inkarnationsniveau - de dér Karin og Stig vi kender, de tror på reinkarnation - de siger, at for hver gang det højtudviklede menneske inkarneres, så har det lært noget - det er blevet mere viist - de skelner mellem unge og gamle sjæle - lavt og højt inkarnationsniveau - det svarer måske lidt til Williams kompleksitetsniveau - de vil nok sige at William var på et meget højt inkarnationsniveau.

   — Ja, men det er da en grusom lære - det må være forfærdeligt at være en gammel sjæl.

   — Ja, og der må jo blive større og større afstand mellem de unge og de gamle sjæle.

   — Det er nok derfor at de gamle sjæle som William og Annie og Gudrun klamrer sig til de gamle sjæles skrifter - Gudrun læser bøger af folk der har haft stor afstand til civilisationen og William kastede sig ligesom Annie over "moraliserende fortællinger" - man kan se at de har været læst flere gange.

   — Hvad er det for nogen?

   — De er næsten allesammen fra forrige århundrede - og af forfattere med en høj moral - mest kvinder - men der er for eksempel også "Howards End" af E.M. Forster.

   — Den har jeg læst! - men det er mange år siden - jeg har en mistanke om at min mor og Annie satte mig til at læse den, for at jeg skulle få foragt for min fars firma.

   — Din mor?

   — Ja - har du læst den?

   — Ja - din mor og Annie har nok sammenlignet sig med Helen og Margaret - fanden er løs fordi Helen vil giftes med Mr. Wilcox' søn, men det ender jo med at Margaret gifter sig med Mr. Wilcox - hvis nu din farfar ikke var død, ka' du så godt forestille dig at Annie havde giftet sig med ham?

   — Neeej! - hvordan ka' du tro det?

   — Hvorfor er det så utænkeligt? - aldersforskellen mellem Annie og din farfar var vist nogenlunde den samme som aldersforskellen mellem Margaret og Mr. Wilcox, og din farfar var måske en helt anden type end din far.

   — Jeg kender ikke noget til ham.

   — Nej, men prøv at spør' din mor - Margaret betragter Wilcox' værdier som andenrangs og en trussel imod menneskeheden, men hun forsoner sig med dem - deres dyder beskytter imod sjælelig slaphed - og som hun siger: "der skal alle dyder til for at skabe en verden" - jo! - hør nu her! - Annie har måske fundet din farfar sympatisk og kultiveret, og hun har hadet din far og anet hans planer med farens firma - hun kunne opnå to ting ved at gifte sig med din farfar: hun kunne forhindre at din far kunne få fingrene i firmaet, og hun behøvede ikke nogensinde at skulle tænke på at tjene penge - dengang har hun måske frygtet at hun engang måtte tage et arbejde hun ikke ville kunne holde ud - hun ville måske gå meget langt for at undgå det.

   — Ja det er ikke utænkeligt.

   — William har nok drømt om en kvinde som Margaret - og Forster rammer noget af den stemning William har følt - for Forster er London et symbol på den moderne civilisationen - dens uhæmmede vækst - og som han siger: "Naturen med al dens grusomhed står os nærmere end denne hob af mennesker."

   — Vi må høre om Gudrun har læst den roman - øh Karin og Stig snakker også om aura - og at vi udsender positive og negative energier - de siger, at når de kører i tog og der er en person med en sort aura, så må de sætte sig ind i en anden kupé - ikke nok med at det er en lidelse for dem at være i nærheden af ham, men det er direkte farligt, han nedbryder deres egen lyse aura.

   — Havde William bare været den lykkelige ejer af den slags forklaringer.

   — Annie siger at verden er én stor galeanstalt - det eneste vi kan gøre, er at holde os til dem der har den samme sygdom som os selv - så er der i det mindste nogen vi synes er normale - hvis man sku' bekymre sig for alle de mennesker man ser, så ku' man få nok at lave - at forarges over rolligans er ligeså latterligt, som hvis man for hundrede år siden var forarget over hottentotter.

   — Ja, men dengang mødte man jo heller ikke hottentotter i toget.

   — Næh, og hun ser også helst at de bliver i Brøndby eller hvor det er de bor - Annie siger, at vi altid er mest forargede over de mennesker der er tættest på os selv - det er forandringerne blandt vores egne, der kan få os til at ryste i bukserne.

   — Du vil da ikke påstå at William betragtede de rolligans han så som sine egne?

   — Det kan da godt være! - hans far kom jo fra arbejderklassen - jeg kan godt forestille mig, at hvis vi møder en af hans søskende eller nogle af deres børn, og fortæller dem hemmeligheden, så vil vi blive dybt skuffede over dem - deres reaktion - vi har ikke mere at tale med dem om - det var måske mere familien han flygtede fra, end det var lærerne på kostskolen - de var måske allesammen li'så lavtstående som hans far - og hvem véd, måske har han set dem mange år senere!

   — Ja du siger noget! - han var jo engang væk i flere uger - han kan have besøgt nogle af dem - han havde jo Victor Pitts pas - og så kan han have forklædt sig - det ville ha' lignet ham, den lurendrejer.

   — Hvis vi får noget at vide om hans familie, så vil vi nok kunne genfinde dem i hans bøger.

   — Det er ikke sikkert - personerne i min fars bøger er til at begynde med tit bestemte personer fra virkeligheden, men de forandrer sig meget undervejs.

   — Nå - vores kronik er på en måde malplaceret - det vil Annie sige - vi begår jo den fejl som også William har begået, at vi ikke tillader kulturer at være forskellige - Annie siger, at det på en måde er urimeligt at hun har kaldt min far en pestilens - for det er han jo ikke indenfor den kultur han selv bekender sig til - han lever jo fuldt ud op til deres idealer - i vores kronik måler vi en kultur med målestokke som hører en anden kultur til.

   — Ja, men ser din far også sådan på det? - altså på dig? - tilhører du bare en anden kultur? - er du ikke snarere et sørgeligt tilfælde af mandlig degeneration?

   — Jo, men min mor og min søster er som de skal være! - de er helt i overensstemmelse med Weiningers beskrivelse af kvinden!




Pia havde trøstet Niels-Henrik så godt hun kunne, men han følte sig ydmyget. Der er måske lidt i deres argumenter, men den slags hensyntagen kan man altid diske op med. Det er første gang han vil sige noget, og så får han mundkurv på. Og han har været til grin overfor Jonatan. Han må ringe til ham i morgen og tale videre om sagen.

Ved halvto-tiden næste dag cyklede han til sine forældres hus. Han havde lovet Pia at ringe klokken to, men først ville han have det med Jonatan overstået. Han ringede og spurgte hvordan det var gået:

   — Jeg nåede at forbedre en del - jeg droppede noget og fik noget mere med om din far.

   — Ja - øh Pia vil digte på denne her historie - øh der ku' jo brygges en sjov historie på den sag - og hun skal jo optrævle Williams historie og skrive en biografi.

   — Ja, men kan hun optrævle Williams historie? - indtil nu har hverken hun eller hendes far da kunnet optrævle noget - hun kan skrive om naboens hund og om matematikere der sidder i deres huler - og så kan hun plapre Fanden et øre af - hvordan vil hun bære sig ad med at skaffe sig oplysninger om William? - og du, som lever lige midt i din fars røverhule, hvad véd du om hvad der foregår dér? - og hvad véd din mor? - og Annie? - ja Annie, hun véd jo nok en del - da hun sagde det med at firmaer kan tillade sig ting som strengt taget er uanstændige, så spurgte jeg om de kan tillade sig at opgive falske salgstal - du lagde vel mærke til hendes reaktion, ikke? - hun svarede nej og skyndte sig at tale om noget andet - det sku' ikke tilfældigvis være fordi hun anede hvad der fik mig til at spørge? - hun har jo nok nogen interesser at pleje - sæt du din Pia til at undersøge den sag!

   — Salgstal?

   — Har du ikke selv fortalt, at du engang hørte din far sige, at der i erhvervslivet foregår ting hvor det ville være katastrofalt hvis de kom frem? - det siger han da kun, fordi det også gælder hans eget firma - tror du virkelig det firma kunne ekspandere så ufatteligt hurtigt uden at der foregik noget umoralsk? - men det har Annie aldrig sagt noget om? - om salgstal?

   — Næh.

   — Og du har aldrig undret din over noget?

   — Joh...

   — Hvad? - la' os høre.

   — Øh...

   — Hvormeget var det at hende dér Henriette fra Skive fik for sit latterlige undertøj? - var det ikke 100.000? - du som kan betjene en lommeregner, prøv at regn lidt på det tal! - og hun fik pengene tre uger efter de første reklamer havde været der - hvilke salgstal havde man på det tidspunkt, tror du? - ingen selvfølgelig - en måned senere fik hun 10.000 - det var bare for et syns skyld, og for at vise at salget var ved at være forbi - der var en dreng fra min skole der tegnede en skjorte som var dyrere og solgte bedre end Henriettes undertøj - véd du hvad han fik? - alt ialt, et halvt år senere?

   — Næh.

   — 16.000 - hvordan vil du forklare det?

   — Øh...

   — Et interessant matematisk problem, ikke?

   — Jo.

   — Men la' vær'a' anstrenge din hjerne til den slags underlødige ting - spar den til Goldbachs formodning - nu ska' jeg gi' dig løsningen - de salgstal man opgav var selvfølgelig fiktive - for din far gjaldt det om at chokere - det gav reklame - istedet for at gi' de unge honorar efter salget, så skabte man sensation ved at overbetale nogle få med helt vanvittige beløb - nemlig dem der havde skønhed og medietække - og så gav man bare de andre et symbolsk honorar - dem beskæftigede pressen og hans reklamer sig jo alligevel ikke med - det var meningen, at det med at lade de unge designe tøjet, var noget der kun skulle stå på i nogle måneder - så svindelnummeret ikke blev opdaget - men der var så mange penge i det, at han fortsatte i over et år - men det har du aldrig skænket en tænke?

   — Næh - der er noget jeg har lagt mærke til!

   — Virkelig?

   — Engang imellem går han ned i kælderen og kommer op igen lidt senere - det har han altid gjort - men det mærkelige er, at han kun går der ned når ingen ser det.

   — Hvordan ka' du se noget ingen ser?

   — Det er om aftenen - der er lys på græsplænen fra kældervinduerne - jeg har aldrig set hvad han har med derned - eller op - det kan være breve han har modtaget - han får mange anonyme breve.

   — Det tror jeg gerne, men hvorfor skulle han gå dér ned med dem? - er der et pengeskab dernede?

   — Nej, det er oppe på hans kontor - men der er en masse gamle skabe og skuffedarier dernede.

   — Du har altså hele livet set ham gå dérned, uden at det har fået dig til at udspionere ham?

   — Øh...

   — Men se, lad os nu lige for et kort øjeblik i fællesskab prøve at anstrenge vores hjerner til det alleryderste - så når vi frem til, at han går dérned med noget som hverken må komme frem for firmaet eller for offentligheden - det kan altså ikke lægges noget sted i firmaet eller i hans kontor i hans hjem, for hvis han går hen og dør, så vil folk gennemgå alle hans ting - at hans børn ser det, har ingen betydning, de hverken forstår noget eller interesserer sig for noget - og hans kone må også godt se det, hun véd sikkert hvad det er, og hun har fået instruks om at holde det skjult, og måske destruere det.

   — Øh ja.

   — Det må opbevares i hans private kælder - i et gammelt uskyldigt skab eller et skuffedarium med et hemmeligt rum - helt ubemærket blandt en masse gammelt ragelse.

   — Ja.

   — Og nøglen? - det er en almindelig skabsnøgle?

   — Ja, det kan godt være.

   — Og den har han nok i sit nøglebundt?

   — Ja, men han har altid nøglerne på sig.

   — Næppe altid.

   — Næh, men det er umuligt at få fat i nøglen uden han opdager det.

   — For mig ville det ikke være umuligt, men jeg ville ikke løbe risikoen, for enhver kan få det møbel op uden hans nøgle.

Det blev nu aftalt at Jonatan skulle komme med det samme. Han ville have sin cykelanhænger med, og han ville medbringe et kamera og en æske med gamle nøgler. Når skabet var åbnet, skulle indholdet fotograferes, så alt kunne blive lagt på plads igen præcis som det lå. Og papirerne og cd'erne, eller hvad der var derinde, skulle transporteres over til Jonatan, hvor papirerne skulle fotokopieres og cd'erne overføres til hans harddisk. Det er risikabelt, men sådanne faremomenter hører til den moderne journalists arbejde.

   — Det må være det her rum - jeg har været rundt og kigge - og det må være det lille skab dér nede - de andre skabe og skuffer har jeg kigget i - dem der ikke er nøgle i, ka' lirkes op, men det skab dér ka' ikke lirkes op - det må være lang tid siden han har været her, der er støv overalt.

   — Det er ikke sikkert det er lang tid siden - se den ventilator dér - hvad skal der bruges ventilator til hernede, tror du?

   — Den er jo ikke sat til.

   — Næh, men ledningen kan nå den kontakt dér - lad os se om der er støv på bladene.

   — Øh...

   — Og se den kost og det fejeblad der står dér - der er heller ikke støv på håndtagene - det er ellers påfaldende så meget støv der er her.

   — Hva'...

   — Ser du, når han har været hernede, så fejer han støv sammen og starter ventilatoren og drysser støvet ned foran den - så er der pænt støvet overalt - så kan ingen se at han har været her, og så kan han se hvis andre har været her.

   — Genialt!

   — Og ventilatoren er rettet imod det lille skab, så det være det.

Det tog ikke lang tid for Jonatan at udvælge en halv snes sandsynlige nøgler fra sin samling, og allerede efter et par stykker:

   — , denne her er der! - den ska' lige lirkes lidt - så! - nu!

   — Hva'?

   — Hahaha.

   — Hva' fanden er det for noget!?

   — Hahaha - er det din? - hahahahahaha.

   — Sådan en idiot.

   — La' vær'a' rør' den!

   — Så er det altså ikke det skab.

   — Jo det er - du har kigget alle andre steder, ikke?

   — Jo.

   — Den har han bare stillet for at gøre grin med os.

   — Den har måske altid stået der.

   — Selvfølgelig har den ikke det - hva' sku' den stå dér for? - han var hjemme en dag, siger du?

   — Ja, men vi var her ikke, Pia og mig.

   — Og du har ingen anelse om hvad han sku' hjem efter?

   — Min mor sagde noget om nogen papirer der skulle sendes til udlandet.

   — Og dem havde han i sit hjem og ikke i firmaet?

   — Ja åbenbart.

   — Jeg troede man sender breve per mail nutildags.

   — Engang imellem sender de vel papirer.

   — Hvornår fandt din far ud af at han måtte hjem? - var det før eller efter at han havde læst kronikken?

   — Den læste han først i går.

   — Hvem siger det? - du siger du skrev på den når du var her i huset, og på hans computer, ikke?

   — Jo.

   — Og han har også computer i sommerhuset, ikke?

   — Jo! - så har han altså læst den før jeg mailede den! - det var satans! - det var derfor den sku' mailes.

   — Hvornår kiggede du på mit - og skrive?

   — Sidste mandag - dagen efter vi var hos mig - ja! - det var om tirsdagen han var hjemme! - men øh... hva' så?

   — Vidste din far at det er mig du skriver den kronik med? - før han læste den?

   — Det véd jeg ikke - jeg ringede til min mor den mandag - øh jo!

   — Din far véd garanteret at jeg er søn af Erik Berg - men du har aldrig læst nogen af min fars artikler? - heller ikke den om din fars forretningsstil?

   — Joh, Annie...

   — Er du nu i tvivl om at noget sku' fjernes? - og at det er sket sidste tirsdag?

   — Nej, men hvor mon det er henne?

   — Det er ihvertfald ikke her i huset - nu har han fået et problem, hva'?

   — Hvad er det for en stimmel der ligger dér? - den lå der ikke da vi kom.

   — Hold den op imod lyset.

   — Der er et hul i den - med en synål - og den er bukket på midten.

   — Ja, og hvor tror du den kommer fra?

   — Han har vel sat den i revnen for at ku' se om skabet har været åbnet.

   — Du er jo ligeså begavet som din far.

   — Jeg henter en synål.

   — Din far har garanteret efterladt synålen under skabet - ja her er den - la' mig - så, luk døren.

   — Er du sikker på den sad helt dér nede?

   — Ja, ellers ville vi have set den flagre.

Inden de gik, blev en masse støv drysset foran ventilatoren.

   — Er du nu overbevist om at der er noget muggent et sted?

   — Ja.

   — Og den sag skal du nok få opklaret?

   — Vi kan vel opklare det i fælleskab - jeg ringer til dig ligeså snart jeg finder ud af noget.

   — Hvis man overlader nøglen til dig, så vil der blive gjort flittigt brug af den?

   — Ja - selvfølgelig.

Da Jonatan var gået, styrtede Niels-Henrik til telefonen:

   — Hej Pia, det er Niels-Henrik!

   — Hej - er klokken to nu?

   — Øh nej, snarere fem - det må du undskylde.

   — Jeg har ringet flere gange.

   — Jeg har været nede i kælderen - der er sket så meget - Jonatan har været har - kommer du her over og spiser?

   — Min mor er ved at lave mad.

   — Hva' har du lavet i dag? - har du arbejdet?

   — Nej.

   — Hva' har du så lavet?

   — Jeg har været ked af det.

   — Det lyder godt, men kom nu her over - du ska' høre en morsom historie - og når du har fået alt at vide, så er du ikke ked af det mere - hva' ska' I ha' til middag?

   — Forgiftede hakkebøffer.

   — Fint, spør' om du ka' få nogen med her over.

   — Ja.

   — Hvornår er du her?

   — Om et halv time.

Niels-Henrik gik straks igang med at dække bord og hygge op. Han var rystet over det de havde været igang med - det er godt der ikke kom noget ud af det. Og hvad kunne Jonatan få ud af de papirer eller cd'er eller hvad der har været? Det er vel bare nogle brikker i et kæmpe puslespil. Og hvem siger at det der har været i skabet har noget med firmaet at gøre? - og hvis det har, så behøver det da ikke at være noget kriminelt. Er det mon rigtigt det med honorarene? Måske, men er der noget forkert i det? - man aflønner vel efter kvalifikationer, og skønhed og medietække er jo en kvalifikation.

Det er tydeligt at Jonatan er bitter over at det er Pia og ikke ham, der har fået den opgave med William. De burde samarbejde, men nej, ingen andre skal være med i det. Man må gøre noget for Jonatan, men det kan hverken blive William eller firmaet. Det er synd for Jonatan, det er en stor uretfærdighed at folk ikke viser ham interesse. At han er isoleret i gymnasiet kan ikke være anderledes, men i gruppen må han være i centrum - han kommer jo til alle møderne. Han må måske indrages i arbejdet med William - man burde invitere ham med til England.

Niels-Henrik kom til at tænke på alt det der var sket i det seneste år. Sidste år på denne tid sad han i sommerhuset og læste den gamle franskbog, og tænkte på alt det nye der skulle ske. Han skulle i gymnasiet. Han skulle rigtig være dygtig, og han skulle have en masse nye kammerater, og han ville måske få en kæreste. Men så var det, at han en dag læste om Goldbachs formodning, da han bladrede i onkel Hermanns opslagsbog. Tænk hvis han havde bladret forbi den side! Hvor havde han så været nu? En almindelig gymnasielev der boede hos sine forældre og som engang skulle ha' et almindeligt arbejde? Tænk engang, hverken Pia eller Eirik eller Filtbak eller Gert. Og tænk hvis han ikke havde ringet til Gudrun! Så havde han siddet ude i huset og forbandet dem allesammen - de andre, lærerne, hans far og mor og Trine, Annie, hele verden. Og så var hans liv måske blevet ligesom Williams - og Annies - ensomt.

Nå, der er ingen grund til at tænke på det nu, der var jo nok sket et eller andet. Han ville gå til forelæsninger. Men hva' med Annie? Der sker nok også noget. Nu begynder salonerne og hun skal med til England.

Men alt det han har foretaget sig - indmeldelsesblanketten, proletariatets diktatur, døren - alt det hans far har måttet døje. Men han har ikke kunnet lade være. De har ikke interesseret sig for ham. Han har ikke nogen at takke for noget. Jo Annie, lidt. Men han har selv måttet arbejde sig op. Og det er ham selv der fandt frem til både Gudrun og Gert og Filtbak.

Nu skal han være rigtig flittig med sin matematik - han og Eirik skal følges ad. Og så har han fået Jordens sødeste kæreste. Hun vil altid være igang med noget spændende, og han skal være med i alt det hun laver. Og de fleste i gruppen har han jo ikke engang mødt endnu. Og så kommer salonerne. Måske kommer Gert og Filtbak.

Nej, fra nu af vil han have det godt med sine forældre. Blæsevære med den kronik. Han og Pia skal besøge dem - det er utænkeligt at de ikke vil synes om Pia.

Han gik ned i vinkælderen og kiggede efter en flaske de skal drikke - en af de rigtig dyre. Det er vel ikke formeget at forlange, når nu hans far er blevet skånet både for kronikken og for at få sit firma endevendt og for ydmygelser i al fremtid.

Men imens han satte tallerkener og glas på bordet, og tændte lys så der var rigtig hyggeligt når Pia kom ind, vendte tanken om hvordan alt havde været hvis han ikke havde ringet til Gudrun, tilbage. Den tanke er forfærdelig. Det at han ikke havde ringet til Gudrun, er mere skræmmende end det at han ikke havde læst om Goldbachs formodning. Havde han ikke læst om Goldbachs formodning, så havde han vel bare fulgt systemet - tænkt at gymnasiet jo ikke varer evigt. Og bagefter skulle han på universitetet, og dér er de fleste lærere vist stadig begejstrede når man viser tegn på interesse. De klager da ihvertfald, det er mere end gymnasielærerne gør - stakkels lektor Carlsen som skriver aviskronikker om Dore Dumme Dhomas. Hvad havde han mon valgt at studere? Sikkert matematik, men der var også franskbogen, og måske havde Annie fået lokket ham til musikvidenskaben. Men det at han havde siddet alene lige nu i det hus med William, og at han havde troet at William var forstanderen, det er uhyggeligt. Så måtte han gå til forelæsninger, og han måtte prøve at finde en ven eller veninde, og han ville måske slet ikke få det meget bedre. Og så siger man at i gamle dage var det kæft, trit og retning, idag er det sgu mere kæft, trit og retning.

Han trak vinen op og skænkede sig et glas og tømte det i et par drag.

Hvor har han meget at takke Gudrun for. Istedet for, lissom alle de andre psykologer, kun at interessere sig for grisehovederne, så gør hun noget for os der vil noget. Gudrun er én der gør noget - ikke sådan én som Annie, der hverken kan hjælpe sig selv eller ham. Så er man da blevet så klog. Man skal gøre noget, gør man ikke det, så sker der ingenting. Gu've' hvornår det går op for Annie. Hun taler om sit "mennesketomme sted mellem de verdslige og de religiøse", javel, men er hendes sted mennesketomt? Han selv ku' da heller ikke forestille sig en hvilkensomhelst pjattet tøs, men han har fundet en som ikke er pjattet, og hendes arbejde er da meget forskelligt fra hans. Og Eirik har Camilla, de er da også meget foreskellige. Skulle Annie virkelig ikke ku' finde én? Gu' ka' hun så! Nu ska' der blive gjort noget! Men det er fand'me godt gjort, at det er os andre der ska' ta' affære! Han vil tale med Pia om sagen.

Han skænkede et glas til op.

Tænk ligegodt hvis ikke Annie havde været der. Hjææælp hjælp hjælp! Så havde man lige nu ligget med zapperen lissom hamdér Lars-"du gled på kanten mand". Nej, Annie må man elske. Man må elske Pia og Annie og Gudrun og Eirik og Camilla og Jonatan, og så må man elske Filtbak og Gert og alle dem der skriver de bøger man læser og alle de andre der arbejder med lødige ting. Og så må man elske sine forældre og sin søster, det skulle man vel nok ku' overkomme. Men må man så ikke godt ha' lov til at hade resten af verden? Grisehovederne og lektielæserne og alle dem der ikke rør' en finger for under tusind kroner timen? GU' MÅ MAN SÅ.

Han så Pia komme trækkende i indkørslen - cykelkurven fyldt.

   — HEJ PIA - KOM IND I SYNDENS HULE - VI SKA' DRIKKE HANS ALLERDYRESTE FLASKE VIN - MEN FØRST SKA' VI LIGE NED I KÆLDEREN, DU SKA' SE NOGET SJOVT.




Niels-Henrik havde ikke vist sig hos Annie siden den dag Pia besøgte ham, og han havde ikke ringet siden det med kronikken. Men et par uger senere kom han og spiste til middag. Han havde ikke meget at fortælle, og han spiste ikke meget. Han talte mest om besøgene hos Eirik - han var næsten færdig med den sidste af de tre bøger, den om Hilbertrum. Jo, Jonatan fik afleveret sin kronik. Ja, han vinder nok - det plejer han. Jo, han ser Pia engang imellem. Ja, de læser Williams bøger og papirer. Nej, han er ikke færdig med Pias fars noveller endnu - hun skal få dem li'så snart han er færdig. Nej, hun må også vente lidt med Williams bøger. Jo, han kommer selvfølgelig til hendes fødselsdag - ja, klokken tre. Ja, det kan være han tager nogle af sine nye venner med. Næh, han har ikke fået ringet til Gert - han skal nok gøre det en af dagene. Nej det er for galt! Annie måtte ta' fat i ørerne på ham. For en måned siden var hans største problem at han ikke kunne skrive en artikel, nu får han den foræret, og så er han ligeglad med tilbudet!

I den følgende tid hørte hun intet fra ham. Hvorfor var han så melankolsk den dag? Var han forelsket? Eller var det sorg over at have mistet Pia? At hans studier med Eirik går så påfaldende strålende, hans tilstand taget i betragtning, kunne tyde på at Pia for tiden er mere attraktiv end matematikken og Eirik. Det er også iorden, oven på den nedtur fortjener han at blive godt forsynet med alt det han har manglet - og at erfare at verden ikke er så ond som han havde troet. Men det er uheldigt at det hele vælter ind over ham på én gang. Pia er uden tvivl den helt ideelle til Niels-Henrik, men der måtte godt være gået et halvt årstid inden hun var dukket op, så hans nye interesse og studiefællesskab med Eirik rigtigt kunne have slået rødder. Hendes krav går da heldigvis mest på det intellektuelle - hendes absurde fordringer til kærlighedens styrke, skal man ikke lade sig skræmme af - der er snarere lidt aphelsk kølighed over hende. Hun kan blive en mægtig åndelig berigelse for Niels-Henrik, men deres fælles interesser vil mere være hendes ting end hans - det kan ikke være anderledes. Og det går nok altsammen. Og tænk, hvis Niels-Henrik og Eirik kunne etablere en forskning som engang vil vække opmærksomhed - gøre tykt grin med videnskaben i Danmark, som Gert sagde. Annie er spændt på at få mere at vide om Pias forældre. Naturligvis kunne hun skaffe sig Pias fars bøger andetsteds fra, men hun vil ikke bringe sig i den situation. Noget tyder på at det er mennesker man rigtigt vil kunne tale med. Og så er der jo Eiriks forældre.

At Niels-Henrik har fundet en kæreste, er en begivenhed som Annie i årevis har set frem til med ængstelse, men faktisk er hun mindre optaget af ham i øjeblikket end man skulle have ventet. Sagen er, at hun i disse dage har travlt med noget der volder hende kvaler. Arbejdet på hendes bog om den nutidige musik i Danmark, lakker imod enden, men hun må lodde stemningen lidt, førend hun kan afgøre hvordan forordet skal udformes, så derfor vil hun skrive en artikel. Hun har mest haft Dansk Musik Tidsskrift i tankerne, men det ville være bedre med en kronik i Politiken, så ville det vække mere opmærksomhed i musikmiljøet. Men ville en kronik om den nutidige klassiske musik mon blive optaget? Den klassiske musik må vige pladsen for den rytmiske musik i alle de seriøse dagblade. Der bliver efterhånden kun skrevet om den klassiske musik når en stjerne kommer til landet, og når det gælder den ny musik, skal der endnu mere til, for eksempel Sonningprisen. Tænk når de der er unge idag har overtaget redaktørstillingerne, så vil alt hvad der ikke er massekultur være overladt fagtidsskrifterne. Et eksempel på en af overgangstidens absurditeter, er en anmeldelse af en bog hvis tilblivelse Annie havde fulgt igennem flere år, og som hun havde glædet sig til at se, og som nu lå opslået på et bord: Marianne Grøndahls store fotobog "Tidsrum - seksten danske komponister". En så eksklusiv bog måtte vel få omtale i alle de seriøse dagblade. Og ja, den blev velmodtaget alle steder, undtagen af Politiken, for her var anmelderen hverken musikkyndig eller fotokyndig. Annie fik et chok da hun så overskriften: "Du store komponist", og underoverskriften: "Overordentlig overflødig bog". Hun sendte omgående et læserbrev:

Perler kastet for et svin

I vor tid er der ingen interesse for nutidig musik. Nogle (de traditionelle klassiske lyttere) indrømmer dette (med en vis stolthed), andre (rockfolket) vil benægte påstanden og sige at de hører nutidig musik hele døgnet. Og dog findes der stadig mennesker som insisterer på at betjene sig af noder og partiturer. Og fotografen Marianne Grøndahl er et af de få mennesker som er forelsket i deres musik. Og hun har fotograferet den - denne tavse musik. Og dette er der kommet en bog ud af, som er stor i enhver henseende. Men da disse billeder er til stille og meditativ beskuen, fordrer de at man kan høre musikken uden at den er der. Og dette kunne anmelderne: de var for musikken og denne gave til den. Undtagen Politikens Karsten R.S. Ifversen, for hvem disse mennesker ligeså godt kunne have været et tilfældigt firmapersonale, og hvis anmeldelse kun behøvede at bestå af dens overskrift: "Du store komponist".

Men selvfølgelig bringer man ikke et læserbrev som kun en eneste af læserne ville læse. Overordentlig overflødig bog! Hvor har rockfolket det nemt, deres verden kan man se hver eneste dag i sin avis. Utroligt så stemningsskabende et fotografi kan være - ikke mindst de fotografier hvor den portrætterede ikke er med.

Annies musik er overordentlig overflødig, så hun må nok holde sig til sit overordentlig overflødige tidsskrift. Men inden hun bringer sine synspunkter frem, vil hun stille et par personer nogle spørgsmål, for at se hvordan de reagerer. Hun vil skrive to breve: ét hvor tingene pakkes lidt ind, det skal sendes til en musikanmelder, og ét hvor tingene siges ligeud, det skal sendes til Gert.

Annie er usigelig glad for det der er sket - og der kunne jo falde lidt af til hende. Men hun er melankolsk på en måde som hun ikke tidligere har kendt til. Hendes egen tragedie har aldrig tegnet sig så tydeligt som nu. Der må gøres noget - nu - hun kan ikke stå tilbage for Niels-Henrik. Men hun føler også, at hun er ved at kunne tolerere større divergenser. På grund af at Niels-Henrik er sikret, og på grund af tanken om at hun kunne give helt slip på meneskene: flytte på landet. Et sted uden et menneske og uden en lyd ville få tidsånden til mere og mere at reduceres og glemmes.




Dette er et passende sted at slutte denne beretning om Aphel-slægtens selvopholdelsesdrift i en kritisk tid. Der er et pænt håb om at traditionen kan fortsætte lidt endnu, og der er fortsat ting der truer den - sådan skal det jo være i en religiøs kultur. Og skal den retning som Niels-Henrik trækkes i, justeres lidt, så må Annie gribe ind, og så vil de jo være to imod én. Lad os håbe at denne trøst kan yde hende lidt fred i sjælen i nogen tid frem. Og lad hende tro på at hendes kanon over den nutidige danske musik bliver en kanon for andre end hende selv. Og lad hende glæde sig til salonerne.

Det danske samfund har aldrig været så verdsligt som det er lige nu, ingen tror mere på noget. For aldrig har der været et sådant opbud af ting man skulle tro på som i det 20. århundrede, og aldrig har en trosretning kunnet vinde så hastig udbredelse og få så katastrofale følger. Det endte dog altsammen fredeligt, nemlig med at man skulle tro på fred. Men da denne tro hverken blev forstyrret af nogen ufred eller havde format til at vare særlig længe - og da det ikke er sådan at ryste noget af sig som har været der i tusind år - så begyndte den gode gamle tro at vende tilbage. Ikke takket være nogen ny vækkelse, den gamle tro er bare kommet ind i varmen igen. Men den gamle tro er ikke mere sand religiøsitet, har vi hørt Annie sige. Den gamle tro er der, fordi der stadig er en del mennesker som ikke kan acceptere at religionen forsvinder, og som ikke kan få øje på noget alternativ til kristendommen. Men det er en ulykkelig situation, fordi vor tids kristne (inderst inde) er fortvivlede, og det er de, fordi tvivlen er blevet sværere at forsone sig med end den var tidligere. På grund af fortvivlelsen er de kristne handlingslammede: ingen steder ser man noget initativ beroende på idealisme. Et sandt religiøst samfund må hvile på idealisme, fordi enhver sand religion kræver en konstant indsats fra menneskets side og fordi denne må være ledet af ildsjæle. Men idealismen må ikke være af den opblussende og risikable slags. For en sand religiøs kultur må (næsten) nødvendigvis være gammel, så hvis den kan takke sin eksistens for en opblussende idealisme, så må denne gå langt tilbage i tiden.

Når Annie idag kalder sit barndomshjem for religiøst, er det fordi der var store dannelsesmæssige fordringer: der blev lagt vægt på boglige og musiske interesser, og på gode manerer og færdighed i konversation og dans. Dengang var verden så lille, at sådanne få stikord når det gjaldt børns opdragelse, var nok til at fortælle hvor vi var i det danske samfund. Den verden de mest kultiverede levede i, havde fælles træk nok til at den udgjorde det Annie kalder en religiøs kultur. Ja selv befolkningsgrupper som ikke var velstillede eller veluddannede, lod sig gerne henregne til denne kultur, for det afgørende er jo i mindre grad det der er i éns liv, end det man drømmer om - de idealer man hylder. Men i Annies hjem gik man et skridt videre, idet kulturen var udstrakt til de tilsvarende miljøer i de andre europæiske lande: der kom ofte mennesker fra udlandet i hendes hjem, og hovedparten af den musik man hørte og den litteratur man læste, var ikke dansk. Og når det gjaldt inderkredsen i denne kultur, så var alt hvad der var udenfor den europæiske åndstradition blot at betragte som kuriositeter eller som hørende ind under det folkelige. Inderkredsen ville aldrig kunne blive særlig stor, men den mere almene del af denne kultur skulle udbredes til hele det danske folk igennem missionsvirksomhed varetaget af skolevæsenet og de seriøse medier. Dette virke havde Annie ikke skænket mange tanker i sin ungdom, fordi hendes forældre og de mennesker der kom i deres hjem, kun havde med den professionelle udøvelse og højere undervisning at gøre - de interesserede sig ikke for den almene undervisning. Det gik snart op for Annie, at den almene undervisning svigtede vores sande kultur, og på et tidspunkt begyndte hun at kigge nærmere på denne undervisning, men da var det for sent: de smed hende ud.

Man kan med en vis ret sige, at vor officielle kulturs værdier var alt det bedste som den danske og europæiske kultur havde frembragt. I modsætning til de værdier som de mindre dannede befolkningskatagorier hyldede, disse befolkningskatagorier holdt naturligvis af deres ting, men de hævdede ikke at de var store mesterværker. Dette spørgsmål var for dem uden betydning, deres værdier var netop kultur, de hverken var eller skulle være kunst. Når en ung mand eller kvinde fra de mindre priviligerede klasser imidlertid fik smag for kunst eller videnskab, og viste tegn på særlige evner, og fik uddannelse og gjorde sig gældende, så "emigrerede" han eller hun næsten per automatik til de dannedes klasse, og tabte oftest forbindelsen til sin opvækstskultur (i hvor høj grad man blev optaget i de højere lag som et fuldgyldigt medlem er så en anden sag, sammenlign H.C. Andersen og Carl Nielsen).

Der er den forskel på kristendommen og Annies religion, at mens kristendommen nærmest har forherliget det enfoldige menneske og det trælse arbejde, så har man i hendes religion forherliget det lærde menneske og det skabende arbejde. Annie mener dog, at skabertrangen begyndte at løbe løbsk, og at det gik helt galt i det 20. århundrede, og at skabertrangen derfor bevidst skulle have været holdt i tømme. Den skabende virksomhed i enhver videnskabsgren og kunstart skal styres, nemlig ved igennem udvælgelse at begrænse den synlige del af skaberværkerne, og ved at der hersker forestillinger om de forskellige tings værdi i forhold til hinanden: nogle ting må godt gå for at være finere end andre. Men det bør mere være arbejdsadfærden end resultatet der er det afgørende. Det er igennem en smuk og fornuftig arbejdsadfærd at mennesket højnes karaktermæssigt og åndeligt. Produktionen skal udføres og respekteres, sålænge den er nyttig og hæderlig, men det er ikke den der er menneskets primære ærinde her på Jorden. Ethvert menneske bør begrænse sit forbrug og sin andel i produktionen, og sørge for at henlægge en stor del at sit virke til opbyggeligt arbejde. Hvad Annies forestillinger om opbyggeligt arbejde angår, så har vi vist hørt så meget, at vi kan forestille os hvordan hun ville have reageret, hvis det ikke lige var Goldbachs formodning der var blevet udslagsgivende for Niels-Henrik. Hvis han istedet havde fundet en besynderlig bille under en sten i hendes have og var begyndt at lede efter bøger i onkel Hermanns kasser så den kunne bestemmes, så ville hun have hjulpet, og hvis det var noget han blev optaget af, ville hun sørge for at der blev anskaffet gode bøger - zoologi er vist et udmærket fag. Men hvad nu hvis han på sin fløjte, takket være en pludselig guddommelig inspiration, var kommet på et lille tema hvis mægtige muligheder åbenbarede sig for ham og fik ham til føle at han var bestemt til det kompositoriske virke? Så havde Annie været på vagt! Hun havde fået temaet til at høre ind under sin egen musiktradition og hun ville følge hans arbejde med uro - selv begynde at komponere med og forsyne ham med værker til inspiration. For selvom hun påstår, at hun i sin bog i tilstrækkelig grad har indkredset sin musiktradition, så kunne Niels-Henrik, som også bekender sig til denne tradition, meget vel tænkes at sætte grænserne et andet sted.

Hvor Annies grænser går når det gælder musikken, har vi været lidt inde på, og lad os her tilføje, at selvom nogle komponister der må tilskrives talent, med hård hånd er skåret ned eller helt udeladt i hendes bog, så har de mest kendte fået fyldig omtalte. Og da aktiviteten i den nutidige klassiske musik er meget begrænset i forhold til aktiviteten i de andre kunstarter og musikformer, så må det være på sin plads her at nævne navnene på de mest kendte komponister (efter aftagende alder, husk at bogen handler om musikken efter krigen): Hermann D. Koppel (1908-99), Gunnar Berg (1909-89), Vagn Holmboe (1909-96), Erik Jørgensen (1912), Jørgen Jersild (1913), Leif Kayser (1919), Niels Viggo Bentzon (1919-00), Poul Rovsing-Olsen (1922-82), Axel Borup-Jørgensen (1924), Bernhard Lewkovitch (1927), Tage Nielsen (1929), Ib Nørholm (1931), Per Nørgård (1932), Pelle Gudmundsen-Holmgreen (1932), Bent Lorentzen (1935), Sven Erik Werner (1937), Ole Buch (1945), Karl Aage Rasmussen (1947), Poul Ruders (1949), Lars Hegaard (1950), Hans Abrahamsen (1952), Niels Rosing-Schow (1954), Anders Brødsgaard (1955), Bent Sørensen (1958).

Musikken er ikke så svær at afgrænse, fordi alle de klassiske komponister har været grundigt skolede i den klassiske tradition. Så selvom ikke alle komponisterne helt har fulgt Annies taktstok, så har hun nogenlunde kunnet holde spektaklet ud. Men i nutidens billedkunst er det, som vi har hørt hende sige til Niels-Henrik, gået rent ad Helvede til. Men da det er nemmere at lukke øjnene end ørerne, er Annie ikke så vred som hun burde være. Hun har snarere ondt af de folk: billedkunsten er ophørt med at være kunst. For Annie er det en selvfølge, at ethvert kunstværk hviler på en tradition, og at det kunstneriske arbejde forudsætter talent og færdigheder som det tager mange år at tilegne sig, og at et værk altid skal omarbejdes utallige gange førend det er færdigt - og der skal også altid en del held til. Men det er blevet sådan, at en billedkunstner kan gøre sig gældende fra den ene dag til den anden, hvis bare han har fået en opsigtsvækkende idé. Ja ideen kan såmænd være banal, hvis bare værket er stort og synligt, hvilket nok forudsætter at han har fået overdraget en betydelig udsmykningsopgave. Og for at kunne få en sådan, må han have skabt opmærksomhed omkring sig selv, og hvordan får man den? Ja enten må man i forvejen have skabt noget der har vakt opmærksomhed eller også må man skabe noget som der kan siges noget opmærksomhedsvækkende om. Man må derfor gerne have en hang til små-filosoferen, så det er ikke af vejen med en vis kunsthistorisk og kunstteoretisk viden. Det er ikke strengt nødvendigt med disse kvalifikationer, da en anmelder finder nok på noget tankevækkende, men hvis man ikke siger noget selv, så kan éns evner blive draget i tvivl.

Jeg beder Annie om at dokumentere disse påstande, og hun rejser sig og går op ovenpå for at rode i sine bunker med avisudklip - på vejen råber hun at hendes opfattelse er en kendsgerning, den kan læses i enhver bog om nutidskunstens filosofi. Hun kommer ned med en avisartikel om et moderne kunstværk og fortæller, at det af denne artikel tydeligt fremgår, hvad det er de studerende ved kunstakademierne nutildags skal lære. Artiklen er om en kunstner der havde fået til opgave at lave en stor rude til en domkirke i Tyskland. Den skulle illustrere martyrer fra det 20. århundrede. Han tænkte straks på noget med henrettede ofre for nazismen, og begyndte at lede efter fotografier. Men han kunne ikke få noget til at fungere, og da han nu havde fået opgaven og gerne skulle være ophavsmand til denne gigantiske rude, så foreslog han at man lod motivet være abstrakt. Men da det stadig kneb med at finde på noget, så endte ruden med at blive en mosaik af tilfældige farver: 10.000 glaskvadrater, hver på størrelse med en computermus og i 2332 = 72 forskellige farvenuancer, og sammensat tilfældigt ved hjælp af et "specialudviklet computerprogram". Kunstneren har da sikkert prøvet at forestille sig hvordan resultatet mon vil virke lysmæssigt, men han har ikke behøvet at anstrenge sig så meget, for når ruden først er på plads, så fremkalder den forskellige virkninger og så melder associationerne sig af sig selv - om ikke andet kan kunstneren lytte til hvad andre siger. Der kunne siges så meget om denne kirkerude, at kunstneren blev udnævnt til æresborger i sin hjemby:

Som beskuer oplever man, når man står med hovedet lagt tilbage og kigger op på vinduet, et stort dynamisk flimrende felt. Associationerne til moderne teknologiske fænomener er nærliggende: man kommer til at tænke på en computerskærms virvar af pixels. Eller på prøvebilledet på tv i gamle dage. Denne eftermiddag, hvor solen udenfor skinner fra en skyfri himmel, falder det stærke lys skråt gennem det sydvendte vindue ind i det dunkle kirkerum og danner et flimrende gennemsigtigt farvetæppe hen over over væggene med de gotiske søjler og stenfigurer. Et mærkeligt farvedrukkent rum med det farvede lys i halvmørket. Som når solen trænger gennem træernes løv i skovens dyb på en sommerdag, og lyset selv bliver synligt.

I middelalderen - kirkevinduernes glansperiode - skulle lyset for de store glasmalere netop omformes, når det trængte ind i kirkerummet. Det var ikke dagslyset, der skulle herske her, men dagslyset omformet til et åbenbaringslys. Og også her i dette kirkerum, hvor man foran dette vindue føler sig som inden i et kæmpemæssigt farvet smykke, er lyset nærværende som noget, der ganske vist er gennemsigtigt, men også konkret og synligt. Det er ikke oplysningens nøgterne lys, hvor transparensen er det vigtigste, det handler om. Ligesom vinen i nadveren ikke blot er vin, men tillige blod, og brødet ikke bare brød, men også kød, er lyset, når det er sivet ind i kirkerummet ikke længere dagslyset, men transformeret til et metafysisk lys. Symbolsk, men også næsten til at tage og føle på. Det er lyset, der lander på verdens kyst.

Udover de kulturkristne aspekter, som kunstneren selv fremfører, gør vinduet med dets vibrerende farvetilfældigheder en form for negativ teologi nærværende. Den dynamiske lysfylde, der fortryller kirkerummet, og som ikke lader sig indfange i fotografisk gengivelse, fungerer således som en slags allegori over et elementært og guddommeligt skabelsesflimmer. Noget, der er bestemt af tilfældighederne, og som vi ikke kan give navn og danne billeder af, for det ligger uden for det humanes område, før fornuften, før sproget og formen. I den forstand er den religiøse æstetik hos kunstneren i familie med den ikonoklastiske tradition, som jo også er en del af den kristne æstetiks historie. Kunstneren er udmeldt af den evangeliske kirke, men der er ikke tale om, at værket dækker over fraværet af en i sig selv klart defineret guddom. Tværtimod gøres det guddommelige kaotiske udspring netop nærværende. Det er ikke i direkte forstand et kristent værk. Isoleret set er det vel nærmest almenreligiøst. Først med placeringen i de kirkelige rammer bliver det til et kristent kunstværk.

Hvad er det da for guddommelige kræfter vinduet præsenterer? Ved så konsekvent at overgive sig til tilfældet viser kunstneren, hvor stærk længslen efter det objektive er hos ham. Den figurative løsning med helgener fra det tyvende århundrede ville have været alt-for-menneskelig. Kunstneren søger i tilfældet som fænomen netop det ikke-menneskelige. Det, vi per definition ikke kan kontrollere, og som snarere kontrollerer os. Tilfældet bliver således til en slags via negativa til det uudsigelige. Når mennesket ikke kan fremstille Gud, må tilfældet tale. Tilfældet er i denne æstetik det, der ryder en lysning i ordenes og billedernes skov, sådan at det hellige kan indfinde sig.

Tilfældet er en mærkelig størrelse for os mennesker. Samtidig med, at det kan være angstfremkaldende og absurd, kan det også skænke os en særegen determineret tryghed. Over for tilfældet, ligesom overfor Gud, bliver vi små og magtesløse. Det er denne tilstand af positiv magtesløshed over for tilfældets ubegribelighed, kunstneren har søgt, og som han i øvrigt søger i megen af sin kunst. Og med chokerende radikalitet og konsekvens har han altså understreget tilfældets rene nærvær ved at lade netop noget så upersonligt som en computers tilfældighedsgenerator fordele de mange farvefelter. Ved kunstnerens tidligere værker med farvefelter blev de forskellige farver trukket tilfældigt som i et lotteri, én ad gangen, for at opnå det uhierarkiske og kompositionsløse værk. Men denne gang skulle det være rent køligt og komplet uden menneskelig indblanding. Der er således intet at forstå ved disse farvefelters fordeling. Enhver tolkning er udelukket. Der ligger ingen intentioner bag. Ingen ideer, ingen psykologi, ingen vilje. Dét er romantikken i dette tilfældighedsværk: et forsøg på at bryde med det konstruerede til fordel for en spontan orden. Det er ikke improvisation, for det improviserede forudsætter et subjekt, et menneske, som improviserer. Det er en objektiv fremgangsmåde, der netop skaber en frisættelse fra det subjektive.

Det er ikke en gengivelse af en begivenhed, der allerede har fundet sted, men samspillet af lys og farver er selv en begivenhed, der finder sted, idet man står foran det. Det er oplevelsen af en ren nærværelse. Blikkets konfrontation med en flimrende genesis. Der er ingen ro og stabilitet at finde i et motiv - eller i det mindste i et mønster - men en oprindelig gådefuld flimren, en lysets og farvefelternes tungetale.

Så længe, man ser på vinduet, er oplevelsen uophørlig. Der findes ikke et punkt, hvor man har forstået pointen og kan gå igen. Al henvisning er negeret, det er rent spil og bevægelse, som når skyerne driver hen over himmelen. På en måde kan man bagefter ikke huske, hvordan det er at se vinduet. For kun mens man faktisk er der, foran det, eksisterer det flimrende liv, som er kernen i oplevelsen. Og bagefter sidder der en længsel i én efter igen at stå og kigge ind i denne parabel over skabelsens lyshav.

Et forhold, der er med til at skabe den æstetiske radikalitet i dette kirkevindue, er, at denne inkarnation af det hellige tilfælde er indfældet i en streng, på forhånd given form i og med den hundreder af år gamle ramme. Her, i tilfældets orden, findes en forløsning, en guddommelig ironi, der minder os om den frihed, tilfældet som grund skænker os. Øjet finder ingen hvile, og dog er der en stor ro i dette bevægelige lysvæld.

Denne kirkerude er dekoration, ikke kunst, slår Annie fast. Værket giver da uden tvivl anledning til en særegen oplevelse hos beskueren, men oplevelsen er af samme art som et usædvanligt naturfænomen. Der må sættes ord på oplevelsen, førend vi kan forbinde den med vort kunstbegreb. Den kunstneriske dimension ligger altså i redegørelser som den citerede.

(Da Annie havde fortalt Niels-Henrik om kirkeruden og det "specialudviklede computerprogram", så sagde han, at hvis han havde fået til opgave at lave det program, så havde han lavet det endnu mere specialudviklet: han havde sørget for, at nogle af glaskvadraterne var en lille smule mørkere og dannede et mønster, men således at man kun kunne se det hvis man fotograferede ruden og forstærkede kontrasten, og det mønster man kunne skimte, skulle være et hagekors eller et vulgært ord.)

Annies tale om nutidens billedkunst, fik mig til at spørge om hvad hun har læst om kunstfilosofi. Noget men ikke så meget. Kunstfilosofien er, som man kan forvente, beskrivelser af opfattelserne af kunsten igennem tiden set fra en vestlig og verdslig synsvinkel. Det er især billedkunsten man beskæftiger sig med, og det nyere handler især om hvordan billedkunsten er blevet udvidet og udvandet. Kunstfilosofferne er, som vi har hørt Annie sige til Niels-Henrik, uddannede indenfor filosofi og kunsthistorie, de er ikke udøvende kunstnere, og det skal man være for at kunne vide hvad der foregår under et værks tilblivelse. Næppe en eneste af de filosoferende indenfor æstetikken har været matematiker, derfor har matematikkens skønhed, som man alle dage har talt så meget om, næppe været systematisk udforsket: hvordan vil man nærmere forklare fænomenet? - hvilke typer af skønhed kan man tale om? - i hvilke discipliner har skønheden særlig betydning?

I en religiøs kultur har man nogenlunde klarhed over hvordan de forskellige kunst- og videnskabstraditioner ser ud. For de forskellige fagtraditioner kan der opnås en vis enighed om hvilke skaberværker der hører med og ikke hører med, og det sublime kan udpeges og fagtraditionens historie kan skrives. Men da den religiøse kultur som Annie bekender sig til, har været i opløsning igennem det seneste århundrede, er hun ikke meget for at beskrive sine idealer nærmere. Hun har gjort det når det gælder hendes musik - i form af den bog som hun snart udgiver - og det har kunnet ladet sig gøre, fordi miljøet har været ret disciplineret og velafgrænset i det tidsrum bogen omhandler. Billedkunsten vil hun slet ikke tale om, men skønlitteraturen føler hun sig nødt til at sige lidt om, da hun ser den som den centrale kunstart, idet det er i denne at sproget og tænkningen finder sit kunstneriske udtryk:

Går vi halvtreds-hundrede år tilbage, var der ikke de store problemer. Hvis et litterært værk gjorde krav på at blive opfattet som seriøst, og også vidnede om budskab og talent og umage, så kunne en læser måske nok betragte det som ligegyldigt eller ligefremt en ulykke, men han ville ikke drømme om at sige: "Ikke min kultur" - en sådan udtalelse hører den senere del af det 20. århundrede til (den var overskrift på en anmeldelse af kritikeren Jens Kistrup). En forfatter kunne skildre et bestemt miljø, men hans bog "tilhørte" ikke dette miljø. Den totalitære propaganda-litteratur havde til hensigt at præparere hele folket, den hørte ikke ind under en subkulturs litteratur. Det gjorde en skadelig bog heller ikke, derfor havde man ret til at forbyde den. Kulturen var et nationalt anliggende. Men da denne tid er forbi, og da Annie går ind for at vi fortsat hver især skal tilhøre en nærmere angivet kultur, og at enhver kultur skal have sin litteratur, så må hun i princippet tilslutte sig vor tids tendenser hos minoriteter til søgen efter egen identitet. Ingen af disse tiltag er hendes kultur, men hendes kultur burde i sin tid have gjort det samme. Den europæiske åndsverden har ikke værdsat den litteratur som styrkede den efter fortjeneste: den har ikke været sig kærlighedens gerning bevidst.

På grund af denne undladelsessynd, bestod den seriøse litteratur af alt det som havde tilstrækkelig høj æstetisk kvalitet eller original handling. Disse to krav skulle helst begge være opfyldte, men de var det oftest ikke: nogle forfattere var velskrivende, men var handlingsmæssigt på kanten af det triviale, andre skrev ubehjælpsomt, men havde foruroligende personskildringer. I sin ungdom var Annie flink til at læse de kanoniserede ting. Det var ikke ligefrem en tvang fra forældrenes side, men der var ikke meget galt. Noget læste hun med største fornøjelse, noget gled ubesværet ned og noget havde indhold nok til at man kunne komme igennem, men irriterede på grund af åbenlyse fejl. Kanonisering var en nødvendighed, fordi produktionen af kunst af høj kvalitet op igennem den europæiske tid har været så svimlende, at langt det meste har måttet "glemmes". Det er i høj grad tilfældigheder og omstændigheder der ikke har med kvalitet at gøre, som bestemmer hvad der huskes. Det der huskes, har noget som gør at det huskes, og når noget er husket i nogen tid, så beskæftiger folk sig med det, og så kan det sætte sig mere og mere fast. Men det sker på andre tings bekostning, og desuden kan udvælgelsen af en kunstner bero på værker som ikke er repræsentative for hans indsats. Resultatet er, at listen over de kanoniserede kunstnere og værker skal tages med et gran salt: man må kende noget til det meste af det, og man må prøve at arbejde sig igennem en del af det. At det kun er en forsvindende del af det fremragende som vil blive husket, véd vi jo udmærket, når vi prøver at sammenligne antallet af nutidens bøger der roses til skyerne, med antallet af de af dem som mon vil huskes om nogle årtier, men vi er tilbøjelige til at glemme denne kendsgerning når det gælder fortidens skaberværker.

Hverken hvad litteratur eller musik angår, har Annie været tilfreds med den vejledning hun fik i hjemmet: den var mere bestemt af at man skulle kunne gøre sig bemærket i samtalerne, end af hvad der var til nytte og fornøjelse (en fejl som Annie vist selv er ifærd med at begå overfor Niels-Henrik). Lillesøsteren tog ikke hjemmet så højtideligt, så hun har haft flere salige timer end Annie. Annie gjorde kun oprør på musikkens område, og da hun her drejede til den modsatte side af den søsteren drejede til, måtte hun også på musikkens område udstå en del lidelse, men da hun vidste at musikken skulle være hendes livsgerning, anså hun lidelsen for uundgåelig - den svarer jo til den lidelse som Niels-Henrik må døje for tiden. Grunden til at Annie alligevel fik mange gode læseoplevelser som ung, var at hun (selvfølgelig tilskyndet af forældrene) begyndte at få næse for duften hos antikvarboghandlere. Her blev hun erindret om det omtalte triste forhold, så hun havde næsten altid en bog med hjem af en forfatter som hun aldrig havde hørt om. Men hvormange gode bøger der egentlig er, gik først rigtigt op for hende, da hun for nogle år siden pludselig kom i besiddelse af en afdød antikvarboghandlers bøger. Andenrangs ganske vist: misligholdte og for det meste ukendte eller mindre kendte forfattere eller titler, men ved læsning af bøgerne blev hun mere og mere overrasket. Erhvervelsen kom ved at der et stykke nede ad hendes vej bor en entreprenør, og ham har hun af og til talt med, og en dag da hun mødte ham udenfor sit hus, bød hun ham indenfor for at vise ham hvordan hun boede. Og da han så hendes mange bøger, fortalte han, at han lige havde fået til opgave at nedrive en afdød antikvarboghandlers hus, og at der dér var mindst ligeså mange bøger som i disse stuer. Han foreslog, at han afleverede alle bøgerne hos hende, og at hun sorterede, og at han bragte alt det hun ikke selv ville have videre til en genbrugsbutik eller til affaldsindsamlingen. Hun kunne ikke andet end at sige ja, og nogle dage senere holdt en blokvogn udenfor med ti-tolv store kasser. Der var sorterings-, rengørings- og reparationsarbejde til flere uger. Hun beholdt selv adskillige hundrede bøger, gav endnu flere til en genbrugsbutik og smed ligeså mange ned i "kulkælderen" til foder for brændeovnene. Kun nogle få af de bøger hun beholdt var værdige til reolerne i stuerne, resten kom i reoler i et gæsteværelse. Men i den følgende tid kunne hun ikke lade være med at gå på opdagelse i dette værelse, og hver gang fandt hun noget som blev læst til ende. Og når en bog skulle i brændeovnen, blev der selvfølgelig lige bladret lidt, og ikke sjældent reddede den livet. Dén erfaring fik hende til at besøge genbrugsbutikken, og her købte hun så mange bøger tilbage, at hun måtte tage en taxa hjem. I flere år efter den høst, blev hendes fine bøger i stuerne næsten aldrig rørte. Det var efter den tid, at hun begyndte at kigge nøjere i Brittas reoler, og låne. Det var især en bestemt type bøger hos Britta som Annie havde fået smag for - og det var tydeligvis netop dem som Britta havde foretrukket i sin ungdom. Historierne var gerne skåret over en bestemt læst: børn som forbyttes ved adoption for at sikres rigdom, en avisnotits som oplyser om et brev der er fundet og som tilfældigvis har større interesse for finderen end for adressaten, den kønne unge pige som er urolig over at hendes adoptivforældre ikke vil tale om hendes afdøde mor, og derfor hårdnakket tager sagen i sin egen hånd, og når frem til at hun er baronesse og at hendes mor var uskyldigt anklaget for et mord, hvorfor den unge pige nu kan indtræde som arving til et gods. Men de fleste af historierne var velskrevne, og det var utroligt så megen opfindsomhed der kunne ses udfoldet indenfor de givne regler. Annie har ligget hele nætter og nydt disse historier. Britta har tilsyneladende aldrig opdaget at en bog har været væk, men Annie har planer om en dag officielt at låne et par af Brittas bøger: "Jeg må virkelig læse noget af det du var så optaget af, nu når jeg får mere tid."

Hver gang begrebet litterær kanon diskuteres, for eksempel med henblik på skolernes undervisning, opstår der skænderier. Nogle mener at vi må have sådanne lister over de vigtigste værker i dansk litteratur og vestlig litteratur og litteraturen udenfor den vestlige verden, men de fleste forkaster dem, og dette er selvfølgelig et udslag af verdsliggørelsen. Alligevel er Annie næsten taknemlig for at ingen kanon er blevet officielt anerkendt: hun ville næppe have brudt sig om den, den ville ikke være kanon for hendes kultur. Men ikke destomindre findes der idag en halvofficiel kanon for den vestlige litteratur som Annie i en vis grad kan tilslutte sig, nemlig Harold Blooms "The Western Canon" (1993). Blooms liste på tusind værker, ligefra "Gilgamesh" til "Tilværelsens ulidelige lethed", indeholder de fleste af Annies elskede klassikere, men selvfølgelig også, da Bloom er amerikaner, for mange amerikanske forfattere fra det 20. århundrede og som hun nok ikke ville bryde sig om.

Men alligevel er der noget helt galt med Blooms bog, og det skyldes at han er opvokset i verdens mest verdslige nation. Han begræder godt nok den kulturelle opløsning, men han raser over de tiltag til kulturdannelse som på det seneste har floreret i hans hjemland: feminister og bøsser og etniske gruppers søgen efter at finde deres identitet og skille sig ud som subkultur. Det ældre kultiverede menneske Bloom føler sig ligeså alene i verden som Annie, men hvor Annie tror på at en kultur i gammeldags forstand fortsat kan eksistere, fordi hun selv er opvokset i en sådan, så kender Bloom kun til en verden hvor man må lede længe efter mennesker man gider at tale med. Hans forestillinger om de kriterier som Historien har anvendt og som menneskene bør anvende til at udskille de litterære værker, kan derfor ikke være af "religiøs" natur. Bloom søger efter objektive (altså verdslige) kriterier, så for ham beror udvælgelsen på noget æstetisk og indholdsmæssigt. Hvad er dette da? Ja han har gjort den observation, at den litteratur som kanoniseres, "has a strangeness, a mode of originality that either cannot be assimilated, or that so assimilates us that we cease to see it as strange". For Bloom må et værk altså have et grænseoverskridende element i sig for at kunne opnå udødelighed. Grunden til at Bibelen kan virke en smule harmløs, er at den har været udsat for revision og forfalskning. Blooms forskellige observationer afspejler selvfølgelig mere hans egen tid, end den afspejler de forestillinger der har hersket i det mægtige tidsrum som hans kanon spænder over.

Blooms opfattelse af litteraturen er helt igennem verdslig: den skal vise os menneskelivet i alle dets tilskikkelser. Derfor er den forfatter som Bloom sætter højest, den mest verdslige af alle forfattere: Shakespeare. Ja for Bloom har Shakespeare lige siden sin levetid været selve målestokken for litterær kvalitet. Shakespeare er den største forfatter der har levet og han vil aldrig blive overgået. Hos ham kan man i den mest sublime behandling møde menneskelivet i alle dets tilskikkelser. Siden Shakespeare har litteraturen og videnskaberne om menneskesindet (som for eksempel psykoanalysen) mest været en gentagelse af hvad Shakespeare allerede har sagt. Hos enhver forfatter siden Shakespeares tid, har den drivende kraft været drømmen om at komme op på siden af Shakespeare!

Typisk amerikansk videnskab, mener Annie. Bloom har da sikkert forståelse for, at en bog for nogle mennesker kan have stor betydning fordi den styrker deres kulturtradition, men noget sådant kan ikke i sig selv kvalificere den til at komme med i en kanon. End ikke hvis den kulturtradition som bogen kan styrke, er den europæiske kulturtradition som Bloom længes efter. En forfatter som madame de Genlis, som Annie har fortalt os om og som repræsenterer essensen af de europæiske dyder, er ikke med i Blooms liste - han kender hende næppe og hvis han gjorde, måtte han finde andre årsager til at optage hende end hendes "religiøse" kvaliteter. Bloom har dog fundet grænseoverskridende elementer hos madame de Genlis' samtidige og åndsbeslægtede men mere provinsielle Jane Austen. Da Bloom nemlig længes tilbage imod en verden som er overskuelig og solidt funderet og hvor menneskene er kultiverede, så elsker han selvsagt Jane Austens romaner, og han vil gerne have hende med i sin bog. Derfor må han lede efter "strangeness". En sådan kan han dog kun finde i hendes sidste roman "Persuasion". I denne historie om kvinden der lader sig overtale til at afvise en frier, og er ulykkelig indtil hun otte år senere møder ham igen og kan forenes med ham, er der over skildringen et træk som gør at den for Bloom kommer til at befinde sig ved overgangen fra den aristokratiske tidsalder til den demokratiske tidsalder. I den demokratiske tidsalder (som kommer før vor kaotiske tidsalder) begynder poéter (såsom Wordsworth) at give udtryk for medfølelse overfor menneskelig sorg og lidelse, og for "the sublimity of a particular, inwardly isolated sensibility". Men en almen medfølelse lå i virkeligheden aristokratforfattere som Jane Austen og madame de Genlis fjernt, ja den har alle dage ligget alle mennesker fjernt: vor ægte medfølelse gælder kun meget få mennesker, og den påvirkes ikke meget af en religions abstrakte bud. Vore følelser for "næsten" er ikke medfølelse, men solidaritet. Forskellen mellem den aristokratiske og den demokratiske tidsalder er, at de kunstnerisk skabende begyndte at blive rekruteret fra et bredere befolkningslag.

Det eneste religiøse der er ved Blooms kanon, er Blooms insisteren på at den er en kanon. Da Annie trods alt betragter Bloom som et europæisksindet menneske der er kultiveret i gammeldags forstand, kan hun i en vis grad tilslutte sig hans liste. Men hun ser den kun delvis som en kanon for sin egen litteratur - og den er vel heller ikke en tidssvarende kanon for den vestlige litteratur, hertil er denne litteratur altfor mangfoldig. En kanon hører altid til en religiøs kultur, og meningen med den er dels, at den forsyner menneskene med en fælles kulturarv (og dermed sikrer at studiet af kunstarten kan trives) og dels, at den antyder hvordan kunstarten opfattes af det folk som kanonen tilhører.

Annie mener at Bloom, istedet for at begræde det fald i intellektuel og æstetisk standard som han ser ved de amerikanske universiteter, og som har været en følge af at litteraturen har fået til opgave at skulle beskrive sociale kræfter eller at skulle medvirke til samfundsmæssige forandringer (marxisme, neokonservatisme, feminisme, afrocentrisme, ...), hellere skulle gøre som hun gør: han skulle erkende, at disse mennesker tilhører en anden kultur end den han selv bekender sig til.




Da en religiøs kultur i en vis forstand er en aristokratisk verden, er dens litteratur i fare for at komme til at mangle det element af "menneskelighed" som ifølge Harold Bloom vinder indpas i litteraturen ved overgangen fra den aristokratiske tidsalder til den demokratiske. Med de store idealer og heltegerningers forsvinden er synsvinklen i litteraturen i tidens løb støt og roligt sunket ned ad: fra verden som den burde se ud, til verden som den ser ud - fra de store spørgsmål til de små. Forfatteren må nøjes med at indtage tilskuerens position - han må under ingen omstændigheder propagandere for en idealistisk bevægelse. Han skal holde en let ironisk distance til sine personer, og hvis han hylder noget, så skal det være "det almindelige". Da læseren ikke er vred, må forfatteren heller ikke være det, vrede fører til kværulanteri. Vor tids romanlæser er veluddannet, og han læser fordi han gerne vil vide noget. Historien skal foregå i et miljø som han ikke kender så meget til, og der skal helst være noget kriminalitet. Men allerhelst læser han dog om sin egen verden, og i så fald skal det være noget der bekræfter hans egen succes, noget med en højt placeret person hvis liv går i fisk. Den højere uddannede vil gerne have noget der udfordrer tanken. Han taler måske ligefrem om at litteraturen skal være opbyggelig. Og opbyggelig er en bog når den i særlig grad er kunst, og for at være kunst må den være rig på originalitet og fantasi, eller den må være sådan at man (i lighed med den omtalte kirkerude) kan sige noget om den. Og det er mere indholdet end formen der tæller (når Annie ser usædvanlig dårligt sprog et sted, så finder hun en anledning til at få andre til at læse det, og det er altid kun indholdet de kommenterer).

Jeg gik på biblioteket og tog en tilfældig nutidig roman og slog op et sted i begyndelsen:

    Da Lucca Montale tidligt om morgenen blev kørt fra operationsstuen til intensivafdelingen, sad hendes mand stadig i foyeren med den sovende drengs hoved i sit skød. Han sad og så ud på himlen og de mørke træer, da Robert satte sig ved siden af ham. Andreas Bark fortsatte blot med at stirre ud i det grå morgenlys med et udmattet, fraværende blik. Han så ud til at være lidt yngre end Robert, sidst i trediverne. Han havde mørkt, bølget hår og et markant hageparti, øjnene var smalle og dybtliggende, og han var klædt i en slidt læderjakke.

    Robert hvilede hænderne på sine knæ i de grønne bomuldsbukser og så ned på de små perforeringer i overlæderet på sine hvide træsko. Han kom i tanke om, at han havde glemt at tage plastikhætten af efter operationen. Den tynde plastik knistrede mellem hans hænder. Den anden så på ham, og han rettede sig op for at møde hans blik. Drengen vågnede og spurgte forvirret, hvor han var. Faderen strøg ham langsomt, mekanisk over håret, mens lægen talte.

    Robert tog et brusebad, da han kom hjem, skænkede sig en whisky og gik lidt rundt i huset. Bortset fra den spinkle kvidren udenfor var der kun de lyde, han selv frembragte, parketstavene der gav sig under hans bare fødder og isterningerne, der klirrede i glasset. Han gik aldrig i seng med det samme, når han kom hjem efter en vagt. Han sad i sofaen, mens det blev lyst udenfor, og lyttede til en ny indspilning af Brahms' tredje symfoni, som han havde købt, da han sidst var i København. Han overgav sig til trætheden og forestillede sig, at han flød på strygernes rolige, svulmende dønninger, mens han betragtede hegnets rafter for enden af haven, birketræernes blade, der plirrede i brisen, og gråspurvenes tøvende små hop med samlede ben hen over cementfliserne, mellem de formstøbte havemøbler på terrassen uden for det brede panoramavindue.

Vi kan udfra denne skrivestil, som skal give læseren en følelse af hverdag og nærhed, fornemme karakteren af den historie vi skal høre. Der opstår et venskab mellem lægen og kvinden som har mistet synet ved bilulykken (læser man på bogens bagside), og man aner arten af venskabet: bevægende og anderledes, men uden dybere indhold og lidenskab eller tragiske følger. Og det er utænkeligt, at man i denne bog ville finde et større tilværelsesspørgsmål behandlet.

Jeg læste hele bogen. Kvinden har af ægtemanden fået at vide, at han "gerne vil bo alene". Hun drikker en flaske vin, tager bilen og kører galt. Også lægen er blevet alene, weekendfar. Han medbringer klassisk musik som hun kan ligge og lytte til. De fortæller hinanden deres livshistorier. Mere end de nogensinde har fortalt til nogen anden - den distance som hendes blindhed skaber, giver dem mod. De taler mest om deres kæresteforhold, som der har været flere af. De har ikke nogen særlige interesser, og hun har droppet en lovende skuespillerkarriere for at stifte familie. Har hendes mor ret i at hun "har dyrket ham for meget (...) tilsidesat sig selv til fordel for ham og drengen (...) bevares, der er fæhoveder nok, der bare synes, det er helt skønt med sådan en yndig, hjemmeløbende kvinde, der altid står parat, men Andreas er ikke noget fæhoved, han er et klogt og følsomt menneske, og tilmed kunstner"? Og er grunden til at lægen "føler sig efterladt på et sidespor", at han har begået den modsatte fejl, at "det, der blev hans, var endt med at glide ud af hans hænder igen, fordi han gav slip, eller fordi han ikke længere kunne holde fast med den samme overbevisning"? Lægen drages, lidt imod sin vilje, imod den blinde kvinde, han gør hende tjenester, og tilbyder at hun kan bo hos ham indtil hendes situation er afklaret (ægtemandens sidespring førte ikke til noget, han vil gerne have hende tilbage).

Måske er det for at læseren skal mærke lægens og kvindens følelse af håbløshed, at alle de mennesker de har været belemret med, er skildret let karikerede, og at begivenhederne i fortiden har fulgt en forudsigelig gang. Forudsigelig, fordi de elementære drifter har stor magt i en verden hvor folk har en svag moral og tvivler på ægtheden af deres følelser overfor det de for tiden er optagede af. Og dog mindes de begge noget som bar løfter om ægthed og bestandighed. Han kan ikke glemme sin første kærlighed, en køn aristokratisk pige med mørke øjne, flygtning fra et østland. Hun fandt ham for umoden, med hans andefødder og en trotskistisk pamflet stikkende op af baglommen - hendes klassiske musik fik derimod varig virkning på ham. Og den blinde kvinde havde i årevis været tilbedt af en "nærsynet og verdensfjern" partiturkomponist. Hun fandt ham for umoden, men nu, på denne fatale dag, ville hun opsøge ham. Der er nok en højere mening med at det ikke skulle lykkes. Nej, for disse to mennesker er det på tide at blive voksne, komme fri af fortiden - begynde forfra et eller andet sted - hvad med at rejse til den by i Italien som hun er opkaldt efter men aldrig har besøgt? De følte sig frie, fordi de bare var venner og fordi "de var tæt sammen og dog adskilte, og måske kunne de kun komme så tæt på, fordi de var henviste til ordene alene".

Jeg fik ikke Annie til at læse denne roman - hun læste noget, men holdt op. Jeg bad hende læse kapitlet om den kønne aritokratiske pige med de mørke øjne, jeg synes at det er grimrende. Det gav Annie mig ret i, denne forfatter kan godt når han vil - og han sælger godt, så hans overfladiskhed kan da ikke have økonomiske årsager. Jeg havde noteret en række af de steder hvor personernes uappetitlige tanker kommer til udtryk. For eksempel hvor Robert besøger sin gamle mor: "Hun tav og drak resten af sin kaffe. Et øjeblik var hendes ansigt ikke andet end briller og kop." Og hvor kvinden beskriver en veninde der er ulykkelig fordi hun er gravid og fyren er forduftet: "Der var noget frastødende ved al den snotboblende hjertesorg. Det var, som om veninden pudsede næse i hendes øre." Niels-Henrik havde fortalt Gudrun, at Annie gjorde nar af folk når de var ude, og jeg spurgte Annie om det var sådanne observationer han måtte lægge øre til. Bestemt nej, svarede hun, hvis hun virkelig så verden sådan, så var hun jo nok blevet forfatter. Hvad er det da? Det er når folk i særlig grad prostituerer sig, eller når de har magt uden at have agt, og nyder den forlegenhed som de kan bringe folk i. Som et eksempel nævnte hun hvordan hun selv ville have reageret i en episode i denne roman. Jeg havde læst op fra et sted hvor den blinde kvinde ikke mere kan holde ud at være på et optræningshjem:

[...] Robert sagde til sekretæren, at han tog Lucca med sig. Hun så vantro på ham hen over sine læsebriller. De kunne ikke sådan udskrive en patient uden videre. Jeg er hendes læge, sagde Robert. Han tog det fulde ansvar. Det lød hasarderet. Sekretæren skubbe brillerne op på næsen. Det er imod reglerne. [...] Sekretæren og en sygeplejerske kom til syne i døren. Var han pårørende til patienten? På en måde, sagde han. Lucca vendte sig bort, idet hun tog hovedpuden i favnen og bøjede ansigtet forover. Sekretæren krængede mundvigene nedad i en fornærmet grimasse og rakte ham en kuglepen og et dokument. Ville han være så venlig at skrive under? Han gjorde det uden at læse, hvad der stod. Da de var gået, knækkede Lucca sammen om hovedpuden. Det var første gang, han hørte hende le.

I denne situation ville Annie, i Roberts sted, uden videre have taget patienten med - uanset om hun var læge eller ej. Og hun ville ikke have skrevet under på noget, men beordret sekretæren til at notere at patienten på dette klokkeslet har forladt institutionen.

Den næste roman har Gudrun valgt. Hun har samlet nogle bøger der behandler den kulturmæssige forrykthed, som hun talte om - og denne bog viser desuden miljøets betydning for den kønslige tiltrækning, som Pia talte om. Gudrun fandt den i sin ungdom i en antikvarboghandel, den hedder "Edvard" og er fra 1826, og den er uden forfatterangivelse, men "oversat af det franske". Romanen viser hvor "vanvittig ondt" forelskelsen kunne gøre dengang hvor meningen med den var, at den skulle give parterne en følelse af at være bestemt for hinanden. Det er en ung mand som fortæller sin livshistorie - nej, han fortæller den ikke, det kan han ikke, han nedskriver den - til en herre som han møder på skibet til Amerika, og som har bemærket hans melankoli og flere gange forsøgt at få ham til at åbne sig for at kunne yde ham trøst og råd. Den unge mand har bragt sig i en situation hvis følge kun kan være døden, og den håber han at finde ved at melde sig som frivillig i en krig.

    Min Far var det meest elskværdige Menneske, og han kunde tale om alle Emner. Han beherskede den Kunst at gjøre Skjæmt ud af det fornuftige. Modsætningen mellem den gode Forstand og de falske Forestillinger er næsten altid komisk; min Far lærte mig at see det latterlige i det Fejlagtige. Paa den Maade kunde man bedst afværge Farer.

    Det kan imidlertid være farligt og føre til Ulykke at være lidenskabelig i sin Vurdering af Livets Spørgsmaal, selv naar vi ere vejledte af de reeneste Leve-Regler og den sundeste Fornuft. Man kan ikke have et stærkt Had til det Onde uden at tilbede det Gode, men ere disse voldsomme Bevægelser skabt for det menneskelige Hjerte? Nej, de efterlade det tomt og forladt som en Ruin! Denne kortvarige Opblussen fører Døden med sig!

    Disse Overvejelser gjorde jeg ikke dengang; paa den Tiid aabnede Verden sig for mine Øjne som et Ocean uden Grænser. Jeg drømte om Hæder og Beundring og Lykke, men jeg søgte det ikke udenfor den Profession som var mig bestemt. En ædel Gerning hvor man tager paa sig at forsvare de Undertrykte, og hvor man afværger Forbrydelsen og faar Uskyldigheden til at triumphere! I mine livagtige Drømme, saa jeg alle de Situationer hvor jeg skulde udmærke mig, og jeg opfandt urealistiske Ulykker og Uretfærdigheder for at have den Fornøjelse og Hæder at være den der bringer Sagerne i Orden.

    Min Mor havde megen Aand og Blidhed og en ypperlig Forstand. Hun elskede det Vedtagne, maaske endogsaa det Tarvelige, men hun forsvarede det med nye og vittige Argumenter. Det lange Liv med min Far, og hendes Kjærlighed til ham, havde gjort hende til et Spejl-Billede af ham, men de naaede ofte frem til de samme Opfattelser ad forskjellige Veje, og dette bragte paa een gang Liv og Fred over deres Samtaler. Jeg saa dem kun afvige paa eet Punkt. Og ak! Jeg seer i Dag at min Mor havde ret!

Det punkt hvor hans forældre afviger, er hvorvidt man skal søge omgang med mennesker udenfor sin egen stand eller ikke. Takket være den eksemplariske opdragelse han har fået, har han dannelse til at kunne begå sig i det højere selskabsliv. Ja han har for megen dannelse: han betragter de fleste af de mennesker han møder som åndelige undermålere. Han er aristokrat af ånd, så derfor kan han ikke finde sig tilrette i sin egen klasse. Han foretrækker samvær med rigtigt kultiverede mennesker, mennesker som i kraft af kundskab og takt har gjort sig fortjent til respekt. Det fylder ham med harme, at folk fra adelsstanden er hævede over alle andre alene i kraft af deres fødsel - at man må døje ydmygelse fra latterlige personers side, og at man ikke, uanset flid og evner og indkomst, kan opnå ligestilling med disse mennesker. Edvard bliver introduceret i aristokratiet, fordi hans far som advokat har reddet en adelsmand fra ruin, og dette førte til at de blev venner for livet. Da begge Edvards forældre dør med kort tids mellemrum, tager adelsmanden ham til sig som en søn, og Edvard kommer til at virke for ham som hans sekretær. Adelsmanden har en datter som er nogle år yngre end Edvard, og det betænkelige ved at de to unge mennesker som umuligt kan forenes, lever under samme tag, falder ham ikke ind. Såvel adelsmanden som hans datter gør alt for at Edvard ikke skal komme til at mærke standsforskellen, men deres omsorg for hans trivsel har den modsatte virkning: han er i en verden hvor man har medlidenhed med ham, og han afstedkommer pinlige situationer, fordi man vil have ham med til selskabelighed hvor han ellers ikke har adgang. Da han mærker at han begynder at blive forelsket i den unge pige, føler han at det er hans pligt at fjerne sig fra dette hus, men han kan ikke få taget sig sammen. Den unge pige er til at begynde med kølig overfor ham, hun undgår ham og rejser bort en tid. Grunden er, at hun også er forelsket i ham. Hun finder ham mere naturlig og sympatisk end de adelsmænd der opvarter hende. Hindringerne - den standsmæssige kløft mellem dem og deres begrænsede muligheder for at tale sammen - får følelserne hos dem begge til at nå kogepunktet.

En aften skjuler han sig ved døren fra hendes værelse ud til terrassen, for at være nær hende. Hun hører en lyd og spørger hvem det er, og han træder frem og undskylder sin tilstedeværelse. "Edvard", siger hun, "jeg er ved at skrive til Dem, men det er bedst jeg taler med Dem, og maaske skulle jeg have talt med Dem meget tidligere". Han kan se at hun har grædt, og han beklager at han har fornærmet hende ved at blive forelsket i hende, men hun har jo ikke forbudt ham det. Hun fortæller, at hun har været forelsket i ham lige fra begyndelsen, og at hun er klar over at det kun kan føre til deres fortabelse. De har herefter hemmelige møder, og de er på én gang grænseløst lykkelige og ulykkelige. De sidder i biblioteket med hovederne sammen og studerer en globus med Cooks seneste opdagelser: han peger på nogle små øer i Stillehavet, og siger, at på disse øer har intet menneske været, de fortjener at blive befolket, bananerne og brødfrugterne modnes og falder til jorden, og ingen samler dem op. Men han har ikke så nemt som hun ved at opholde sig i drømmeverdenen. For ham er der kun én løsning: han må fjerne sig fra hende, og dette vil betyde hans død, for han vil ikke kunne leve videre uden hende. Døden og kærligheden er tæt forbundne størrelser: han drages imod døden, han har oplevet det største man kan opleve, så han behøver ikke at opleve mere. Han vil melde sig som soldat, siger han. Hun er skræmt ved denne tale, og fortæller ham, at hun er så tæt forbundet med ham, at hvis han dør, så vil han trække hende med sig i døden, og hun spørger, om ikke hun selv er mere værd end hendes ære. Hun forklarer ham, at hun ikke vil miste noget ved at forlade sin stand. Og hun foreslår at de flygter sammen og gifter sig hemmeligt. Der ville ikke være noget forkert i det: de har jo ikke på nogen måde syndet, og den eneste det vil berøre er hendes far, men han vil tilgive dem. Hun får Edvard overtalt, men allerede den samme dag forpurres deres plan: man meddeler dem at "hele Paris" morer sig over Edvards naivitet. Den unge pige er så chokeret at hun falder bevidstløs om. Hendes far beder Edvard om at flytte, han vil skaffe ham arbejde et sted, men for Edvard er der nu kun én ting at gøre: redde så meget som muligt af hendes ære. Han må dø, og da han aner hvem det er der har udbredt sladderen, vil han forinden stille denne til regnskab. Men overfor adelsstanden er man totalt afmægtig: adelmanden morer sig, han kan da ikke duellere med en standsløs person, og desuden er der ikke tale om bagvaskelse, hvad han har sagt til andre er jo sandt. Herefter tager Edvard afsted til skibet til Amerika. På grund af sit ønske om at dø, viser han usædvanligt mod i krigen, og han redder andres liv, men falder tilsidst.

Når man har læst Edvards skildring af sit liv, så kan man ikke forestille sig at den kunne filmatiseres. En film kunne vise adelsfolkenes hvisken om ham, men kun hans egne ord kan formidle hans harme og fortvivlelse. På den anden side, når man læser den foregående roman, kan man godt forstå hvorfor romanen har tabt terræn til filmen: den historie som den roman vil fortælle, kunne en film fortælle hurtigere og mere elegant. Forfatteren kæmper med sine overlæssede sætninger, for at få så meget som muligt med af det vi ser og hører. Ja da dette jo er filmens fysiske udgangspunkt, kan man sige, at instruktørens opgave er den modsatte: at begrænse det vi ser, at holde virkeligheden på afstand. Og virkeligheden er ikke mindst blevet skuespillerne. Disse er blevet et problem, fordi de med kameraets nærhed og publikums krav om at alt skal virke virkeligt, er blevet berøvet den frihed som skuespilleren havde dengang hvor verden på scenen var en anden end virkelighedens: scenens verden havde sine traditioner for fremstilling af karakterer, som skuespillerne indgik i og kunne påvirke. Vor tids film er det seneste stadium i en udvikling, hvor kunsten har nærmet sig mere og mere til virkeligheden. En udvikling som er gået fra en fjern fortids episke digtning som var fyldt af mytologisk stof, over den nære fortids teater og romaner hvor sproget endnu var ophøjet, og frem til den nævnte roman, som måske ligefrem står i gæld til filmen. En udvikling hvis endestation vel må være, at der en dag kommer en film som er optaget uden de medvirkendes vidende.

Når forfattere idag skriver om ting som man tidligere slet ikke skænkede den tanke at skrive om - og ville benægte at man kan skrive om, da ingen ville læse det - så er årsagen måske mindre dette, at læseren ikke mere opilnes eller varmes om hjertet ved at møde storslåede bedrifter og karakterfasthed og dydens renhed, årsagen er nok snarere, at kunstens verden er blevet større og at forfatterne har udvidet deres spektrum af virkemidler. Litteraturen har vundet i rigdom og betydning herved - det er flot at forfattere har givet de underkuede mæle og det er flot at læsere har gidet at interessere sig for dem, og det er interessant (ikke mindst historisk) at se hverdagens bittesmå ting beskrevet. Men efterhånden er læseren i den grad blevet vænnet til at læse passager som ikke har anden funktion end at skabe illusion om nærhed ("han så ned på de små perforeringer i overlæderet på sine hvide træsko"), at den forfatter som insisterer på at bringe et stort emne på bane, næsten har afskåret sig fra at kunne være en stor forfatter.

Således kan man undre sig over at en forfatter som Milan Kundera er blevet så populær. Han taler ikke bare tiden imod, men også skrivekunsten: han har et klart og entydigt budskab som lirkes ind i læseren ved hjælp af helte og skurke og masser af forfatterkommentarer. Men ak, det højeste hans helte kan svinge sig op til af heltegerninger, er at de, som Annie, holder stand imod en umenneskelig udvikling. Det opbyggelige er reduceret til at læseren skal forstå og billige forfatterens væmmelse, og enten bestyrkes i sin opfattelse af sig selv som et kultiveret menneske, eller indse at han ikke er et sådant, og forfærdes og moderere sin adfærd, så forfatteren kan holde ud at være her en tid endnu. I denne episode (fra "L'identité", 1997), som er hverdagskost for mennesker som Milan Kundera og Annie, skal læseren mærke taberens rædsel ved mødet med vinderen (Annies oversættelse):

    Hun gik ind i caféen; lokalet var stort og tomt og musikken var altfor kraftig. Hun gik kontrært frem imellem de to rækker border. To mænd gloede på hende: den ene ung, i sort cafédrengedragt og lænet ind over forsiden af disken, den anden en del ældre, muskuløs, i T-shirt, stående bagerst i lokalet.

    Idet hun gjorde tegn til at sætte sig, sagde hun til kraftkarlen: "Kunne De stoppe musikken?"

    Han trådte nogle skridt frem mod hende: "Undskyld, jeg forstår ikke?"

    Chantal betragtede hans muskuløse arme, tatoverede: en nøgen kvinde med kæmpe bryster og en slange omkring sin krop.

    Hun gentog (og modererede sit krav): "Musikken, kunne De skrue lidt ned?"

    Manden svarede: "Musikken? De bryder Dem ikke om den?" og Chantal så at den unge mand var smuttet om bag disken for at give rocken en ekstra tand.

    Den tatoverede mand var nu helt tæt på hende. Hans smil virkede ondskabsfuldt. Hun kapitulerede: "Nej, jeg har ikke noget imod Deres musik!"

    Og den tatoverede: "Jeg var ikke i tvivl om at De elsker den. De ønsker?"

    — Intet, sagde Chantal, jeg ville kun kigge. Der er behageligt her.

    — Hvorfor så ikke blive her?" kom det bagfra, i en ubehagelig sød tone, fra den unge mand i sort: han havde stillet sig imellem de to bordrækker, hendes eneste vej til udgangen. Den servile stemme gjorde hende panisk. Hun følte at hun var gået i en fælde som snart ville klappe. Hun måtte reagere hurtigt. For at komme ud, var hun nødt til at komme forbi dér hvor den unge mand spærrede vejen. Hun skred frem som havde hun besluttet at gå sin undergang imøde. Synet af den unge mands sødladne smil, gav hende hjertebanken. Først i sidste øjeblik trådte han til side og lod hende passere.

Når den aristokratiske litteratur læses så meget i vor tid, til trods for at den aristokratiske verden er umenneskelig, så beror det måske netop på, at der, på grund af umenneskeligheden, er brug for og mulighed for menneskelighed. For vi er jo på vej imod en verden, hvor ingen mere har brug for vores hjælp og trøst, idet al den større hjælp og trøst vil blive varetaget professionelt og for offentlige midler. Den skildrede kvinde opfører sig uforståeligt: set med samtidens øjne reagerer hun sygeligt - man vil foreslå behandling hos en psykolog. Fremtiden vil dømme hende knapt så hårdt: man vil mene, at der åbenbart er sket et skift i kulturen som hun har haft svært ved at vænne sig til. Da hun lidt senere af sin kæreste bliver spurgt om hvad der er galt, giver hun ham en anden grund til sit dårlige humør: "Mændene vender sig ikke mere om efter mig." Og dette skyldes ikke bare, at hun ikke mere er helt ung, for de ville ikke have gjort det alligevel, for erotikken i hverdagen er forsvundet, har hun observeret. Nogle dage senere får hun et anonymt brev: "Jeg følger Dem som en spion, De er dejlig, meget dejlig." Men får hun nu også det brev? For der begynder en udvikling som på et tidspunkt bliver utroværdig, og som ender i en drøm hvor der sker det som hun og kæresten frygter allermest. Og hvem drømmer? - han eller hun eller begge? - og hvornår begynder drømmen? - spørger forfatteren (til en anmelders forargelse). Disse to mennesker kan kun overleve i denne verden fordi de har hinanden at støtte sig til. Kæresten, som er Milan Kunderas alter ego, er endnu mere marginaliset end kvinden, fordi han må forsørges af hende. Han studerede i sin tid medicin, men måtte opgive studiet fordi han ikke har den psyke som dette fag kræver. Der er ikke meget arbejde som han ville kunne udholde. Hvis han en dag mister hende, må han nok leve som subsistensløs. Hun har nemmere end ham ved at have "to ansigter": et falsk til brug ude i verden og et sandt som kun kæresten må se, og som hendes identitet hviler på. Det anonyme brev fører til flere anonyme breve, og hun opdager tilsidst, at det er kæresten som sender dem. Han har fortsat med at skrive, fordi hun ikke har reageret som han havde ventet. Hun har ikke fortalt ham om brevene, og han opdager, at hun gemmer dem det sted hvor kvinder gemmer sådanne ting (i skuffen med sit undertøj). Har hun ønsket et elskovseventyr? Hun meddeler ham, at hun har købt denne lejlighed for at være fri og for ikke at blive udspioneret. Hun vil rejse bort nogle dage, og han forstår, at hun forventer at han har forladt lejligheden når hun er tilbage. Han følger efter hende på afstand. Hun møder sine kolleger, og hun har pludselig fået lyst til at være sammen med dem - lyst til at være en del af et fællesskab. Hendes chef fortæller ting som er i strid med alt det hun står for, og hun erklærer sig enig med ham. Han fortæller om altings meningsløshed - om værdiernes og ideernes ligeværd og ligegyldighed. Vi mennesker er blot aktører i et kæmpe projekt som Gud har iscenesat og som vi ikke kan unddrage os ("det verdslige projekt", vil Annie sige), og vi gør klogest i at søge imod konformiteten. Kæresten har, skjult i nærheden, været vidne til hendes begejstring ved denne tale, og i forvejen har der været ting ved hende som har gjort ham urolig: er hun så utilpasset som han vil have? - bør han beundre hendes evne til at have to ansigter? - han ville ikke selv være istand til det. Hun forlader sine kolleger, og han forsøger at nå frem hende i menneskemængden, men forhindres, og hun forsvinder. I modsætning til Annie, som hurtigt opdagede at hun var på afveje da hun var sammen med sine kolleger, og som absolut ikke blev forført af Peters tale, så er denne kvinde blevet forført af sin chefs tale. Og det kommer hun til at betale dyrt for: hun glider ind i en ond drøm hvor hun mere og mere mister sin identitet. Hun befinder sig nøgen i et hus hvor hun har deltaget i et ækelt seksuelt orgie, men nu er menneskene er væk (undtagen en ældre herre som kalder hende ved et andet navn) og hun kan ikke finde sit tøj og alle dørene er låst. Hun kan ikke mere erindre noget, hun forsøger at huske sit navn. Men så husker hun svagt, at en mand i menneskemængden forsøgte at nå frem til hende, og han må være i nærheden. Hun forsøger at skrige, men kan ikke, og dog hører kæresten hendes skrig, og han råber hendes navn. De vågner i sengen, og han fortæller hende at det hele var en drøm.

Dette midalrende par er velkomne til at underholde omverden med deres lede ved den, men sympati og trøst skal de ikke regne med. Altså i modsætning til situationen i de totalitære stater, hvor der trods alt har været en organiseret modstand og en verden udenfor. Og i modsætning til fortiden, hvor menneskene i det mindste havde fælles forestillinger om de frygtelige ting. Dengang gjaldt opdelingen ikke de tilpassede og de utilpassede, men derimod de "gode" og de "slette" mennesker. Var man et godt menneske kunne man forvente hjælp når det kneb i det daglige, og støtte og medfølelse når man blev ramt af ulykke. Det er denne godhed vi hører om hos aristokratforfattere som Jane Austen og George Eliot. I "Middlemarch" af George Eliot, som Pia har foreslået at jeg skriver om, møder vi således den unge fremskridtsivrige godsejerdatter miss Brooke, som er forfærdet hver gang hun hører om lidelse og uretfærdighed, og som overalt hvor det lader sig gøre, engagerer sig: tilskynder sin far til at bedre sine bønders kår, giver penge til hospitalsdrift og forskning, skaffer gode mennesker embeder eller renser dem for sladder. Ja hendes opofrelse går så vidt, at hun gifter sig med en halvgammel og fåmælt teolog, overbevist om at den rigdom som hun kan skabe i hans liv, ikke mindst ved at være til nytte i hans arbejde, er alt hvad hun selv behøver for at blive lykkelig. Teologen er selvfølgelig ikke istand til at modtage denne gave, og det chokerer hende, at han ikke følger med udviklingen i sit fag. Han bringes derfor til at dø, så den store kærlighed som hun så inderligt fortjener, kan komme ind i hendes liv.

Men i en sådan verden med håndgribelige krav, har retfærdigheden sine grænser: den gælder kun de gode mennesker. Ihvertfald må man udvise vilje til stræben og angre sine fejltagelser. Således får den unge Fred Vincy i "Middlemarch", som ikke har passet sine studier men har danderet og stiftet gæld, mere end han har fortjent, fordi han evigt har været fortvivlet og lovet at forbedre sig. Men for den fortabte søn i Jane Austens "Persuasion" er der ingen nåde, her er retfærdigheden først sket fyldest når han er fjernet fra Jordens overflade:

  The real circumstances of this pathetic piece of family history were, that the Musgroves had had the ill fortune of a very troublesome, hopeless son; and the good fortune to lose him before he reached his twentieth year; that he had been sent to sea, because he was stupid og unmanageable on shore; that he had been very little cared for at any time by the family, though quite as much as he deserved; seldom heard of, and scarcely at all regretted, when the intelligence of his dead abroad had worked its way to Uppercross, two years before.

Annie har, som vi har hørt, talt om såvel dette problem som problemet vindere kontra tabere. Sidstnævnte problem har hun bagatelliseret, talt om at de der ikke kan leve op til fordringerne, ikke behøver at lide under dette, og at de som er deciderede fjender af kulturen, jo bare kan forlade den, "emigrere" til at andet folk hvor de kan føle sig bedre tilpasse. Og hun har fortalt hvad hun ville gøre, hvis hun havde haft et "fortabt" barn, hvis hendes bestræbelser på at "undgå at situationen opstår" var slået fejl: hun ville skaffe et andet hjem til barnet.

En sådan historie havde de fleste mennesker idag nok foretrukket, fremfor at skulle belemres med Niels-Henriks matematik. Og den omtalte fortabte søn kan i sin himmel notere sig, at litteraturen har forandret sig til det bedre. Men i et religiøst samfund er det ikke den slags bøger man i første omgang giver sine børn at læse. I den religiøse litteratur må menneskelige fejltagelser og misgerninger have en højere mening, og ulykker må være af tragisk karakter, ja helst skal kulturens fundament, religionen, være truet. I Karen Blixens novelle "Sorg-Agre" er alle ingredienser tilstede. Den begynder således:

    Den vidtstrakte, bølgende danske Egn var blikstille og sval, forunderlig lysvaagen i den tidlige Morgentime, inden Solopgang. Der var ikke en Sky paa den perleblege Himmel, ikke en Skygge langs de dæmrende Højdedrag, Skove og Marker. Taagen var ved at lette fra Lavninger og Dale, Luften var kølig, Græs og Løv drivvaade af Dug. Uset af Menneskers Øje, og uforstyrret af deres Færden, hvilede Landet i sig selv, og aandede et Liv uden for Tiden, som Menneskers Sprog ikke har Ord for.

Egnen er denne morgen "forunderlig lysvaagen", fordi der denne dag skal finde en begivenhed sted som angår "Liv og Død" for en fattig kvinde og hendes søn: herremanden har tilbudt kvinden, at hendes søn som er mistænkt for en forbrydelse, kan slippe for at blive sendt til herredsfogden, hvis hun kan høste en rugmark fra solopgang til solnedgang, hvilket herremanden betragter som umuligt "under ordinære Konditioner". Til alles forbløffelse fuldfører kvinden arbejdet til tiden, og hendes søn er fri, men hun synker straks efter sammen, død. Tragisk, men hun har dog udført en heltegerning, skrevet et stykke historie - der sættes mindesten.

Nej, det er i mindre grad ved denne tragedie at vi skal oprøres, end det er ved den nye samfundsorden som er på vej, og som herremandens unge nevø netop denne dag bringer underretning om, og som vil reducere såvel lidelsen som storheden i menneskets liv. Nevøen som just er vendt hjem fra udlandet og dér har mødt de nye ideer om "Frihed og Menneskeværd og sand Retfærdighed", og som drømmer om at komme til Amerika hvor der er endnu mere frihed, er forfærdet over onklens "Ord" til den stakkels kvinde, frygter en "gengældende Retfærdighed" og bønfalder ham: "Tag det Ord tilbage."

Der udspiller sig en længere disput mellem nevøen og onklen. Om hvorvidt "Ordet", som var verdens begyndelse, er det ordnende eller det skabende princip. Om det skal bebrejdes de olympiske guder at de var "grusomme og uden Højmod", de var jo almægtige og skulle stå inde for "Verdensaltets Beskaffenhed", hvorimod de nordiske guder, som måtte dele magt med jætterne, kunne "hengive sig til Mildhed, Vennesælhed og Medynk". Om komedien, som er "den sande guddommelige Kunst", kontra tragedien, som er "Menneskets Privilegium". Og så videre. Og hvis nu onklen virkelig udtalte et nyt ord, ville konen da overhovedet være istand til at ophøre med at arbejde? Og ville hun ikke, hvis hun fortsatte, være "et gyseligt, et forargeligt Syn, en Figur af usømmelig Komik - som en lille Planet, der løber løbsk i Verdensrummet, efter at Tyngdeloven er blevet ophævet"?

Al denne tale bringer nevøen til tavshed, men han vakler mellem den nye og den gamle orden. Meddeler først at han må væk, allerede i aften, langt væk, Amerika. Men forsoner sig så med onklen, som anspændt og i stadstøjet konstant har fulgt dramaet i marken, erindrer sig de sorger som også onklen har måttet bære, og indser, at den harmoni som han i årevis har søgt efter, og var rejst ud i verden for at finde, nu var "blevet ham aabenbaret i Dag, her paa dette Sted, hvor han havde leget som Barn".

Man fængsles af denne opbyggelige historie, fordi forfatteren har trukket hele registeret af virkemidler ud. De første par sider går med at udmale lokaliteten - set oppefra og igennem tiderne - hvor alt er idyl og orden. Og handlingen udspilles netop i den uge hvor lindene blomstrer: "den halvt bedøvende Blomsterduft (...) gaar til Hovedet som Svimlen, og til Hjertet som en himmelsk Naade". Og så anes der selvfølgelig en elskovsaffære som også hører en højere orden til: er nevøen blevet hidkaldt fordi han skal sikre den kontinuitet som er så vigtig i en adelsslægt? Onklens egen søn var for svagelig til at fuldbyrde sit ægteskab, men er onklen, som efter sønnens død har overtaget den unge kone, for gammel?

Annie føler sig overbevist om, at hvis Karen Blixen havde levet idag, så ville hun forstå hendes definition af "en religiøs kultur", og være enig. Og de ville komme frem til, at de tilhører præcis den samme religiøse kultur. Ihvertfald var Karen Blixen udpræget åndsaristokrat. Da hendes "Syv fantastiske Fortællinger" kom på dansk, fik bogen en hård medfart af en anmelder (Frederik Schyberg i Berlingske Tidende): hun er snobbet! - historisk snobberi, litterært snobberi, diamanter, vildsvin og gamle vine, men: "Snobberiet giver naturligvis Tone, giver Niveau, giver Sukces i Amerika." Da vi i nærværende bog er på et helt andet snobbe-niveau end Karen Blixen, og da snobberi nutildags absolut ikke giver succes noget sted, så kan man undre sig over, at jeg har gidet at bruge tid på at fortælle Annie og Niels-Henriks historie. Men sagen er (som antydet i Begyndelsen) at da jeg begyndte, var jeg ikke klar over hvor meget Annie og Niels-Henrik ville have med. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at de væsentlige samtaler skulle bringes i deres helhed: "Vi blev jo enige om, at læseren skal inviteres ind i denne her stue", sagde Annie bagefter, "han skal ikke se noget, han skal kun høre, men han skal til gengæld høre meget."

Også det med kærligheden måtte hun gentage: "Du skal demonstrere den, så læseren kan mærke den - du skal ikke, som alle andre forfattere gør, postulere at den er der, det kan læseren ikke bruge til noget." Grunden var, at jeg havde vist Annie en roman som jeg engang havde læst og som jeg tænkte at hun måtte være begejstret for, da den skildrer både den kønslige og den faglige kærlighed. Det er den franske astronom og forfatter Camille Flammarions roman "Stella" (fra omkring år 1900): En astronom der lever som eremit, skriver populære bøger om videnskab, og en ung pige der er begejstret for hans bøger, opsøger ham. Ved de første møder med eremitten stødes hun ved hans uinteresse i mennesker og ligefremme tale og viltre udseende, men hans ånd fængsler hende. Hun begynder at se det tomme i den mondæne verden som hun er et produkt af. Hun bliver forelsket i ham, og han i hende, og forelskelsen går over i en ægte kærlighed, fordi den næres af en fælles interesse for astronomi. Da Annie havde læst denne roman, kunne jeg mærke på hende, at det at jeg kunne lovprise den, tydede på at jeg ikke havde forstået ret meget af hendes lære. Der er flere ting galt med Flammarions roman: Astronomens videnskabelige interesse utroværdig, fordi forfatteren lader ham være et naturbarn: et hittebarn der opdrages af en simpel bondekone, lærer stjernernes navne af hyrderne, lærer at læse hos præsten, kigger planeter i dennes kikkert og kommer til at "elske himlen lidenskabeligt", og han begynder desuden at digte. Således opstår en videnskabsmand ikke, og heller ikke en forfatter. Og astronomen er da heller ikke videnskabsmand: al den astronomi som læseren får del i, er helt elementær - ja det meste videnskab i bogen må kaldes pseudo-videnskab. Desuden prædiker forfatteren universalisme og naturreligion: hans egne og hans astronoms tanker er altid rettede imod uendeligheden og evigheden. Det elskende par føler sig hævet over alle mennesker, fordi de, i modsætning til disse, som bare betragter himlen som et loft over sig, ser Jorden og dens menneskemylder fra Universets og evighedens synsvinkel, og fordi de véd, at livet fortsætter i det uendelige på andre af de beboelige kloder - og dem er der uendelige mange af. Bogens slutning opsummerer forfatterens filosofi: "Efterhaanden som Videnskaben gaar frem paa vor Planet, vil Religionsspørgsmaalet klares og udvikles. Store Aander vil opstaa til Gavn for Menneskeheden. Der er kun én Sandhed: den astronomiske, den universelle Realitet. Fremtidens Religion vil blive Videnskabens; den vil i sig samle alle tænkende Væsener; den vil være den samme paa Jorden som paa Mars og de andre beboede Kloder. Det véd Raphaël og Stella nu." De er forinden døde i hinandens arme på en bjergtop, hvor de var taget op for at observere en komet som de vidste ville komme meget tæt på Jorden. Men deres sjæle føres med kometen, og denne fortsætter imod Mars, hvor de fortsætter livet. For deres sjæle "lignede deres jordiske Legemer, men bestod af en elektrisk, vægtløs Substans, et luftigt Legeme, begavet med Aand, som under Jordelivet tjener til Forbindelsesled mellem Sjælen og den legemlige Organisme".

Denne universalisme betyder (mener Annie) at forfatteren ikke kan have forstået kærlighedens religiøse natur: enhver form for kærlighed er forudsat af en kærlighedskultur, og en kærlighedskultur er altid af "lokal" beskaffenhed, idet kærlighedsgerningerne er uforståelige for "fremmede". En kønslig kærlighedskultur under en eller anden form, findes vist overalt, men det at kærligheden i dette tilfælde er næret af en fælles interesse for astronomi, er kun noget forfatteren postulerer på sædvanlig forfattermanér. Han viser det ikke, ved at skildre nogle fælles videnskabelige projekter så læseren kan fornemme indholdet i deres samvær. Derfor kan romanen ikke siges at være skabt af en fuldt udviklet kærlighedskultur (kønslig og faglig) med den hensigt at nære denne kultur.

Der er dog forskellige interessante ting i denne roman. Forfatteren (Flammarion) må åbenbart være blevet kritiseret for sine bøger, for i romanen diskuteres hans form for skrivning. En polytekniker udtaler ved en sammenkomst, at en videnskabsmand kompromitterer sig ved at skrive fiktion. En herre (som er talerør for Flammarion) forsvarer videnskabsmanden:

... Naar De vil være logisk, maa De altsaa også bebrejde Galilæi, Descartes, Leibniz, Alembert, Laplace og Cuvier, at de har kunnet skrive. De vil altsaa have, at man enten skal være literat eller videnskabsmand! En forfatter skal med andre ord være uvidende, han skal skrive, fordi han ikke har noget at sige, for altid at gentage de samme Historier, som ikke har forandret sig siden Syndfloden! Hvad De kalder Literatur, er: Prosa og Vers, som intet lærer os, Romaner, hvis Formaal kun er at fortælle os de samme Historier om Mennesker, der favnes for bagefter at bedrage hinanden, som svirer, spiser og drikker, duellerer eller myrder, kort sagt, altid en Fremstilling af Menneskets laveste Handlinger, sjældent af finere og ædlere Følelser! Det er akkurat som paa Teatrene. Altid det samme, altid Ægteskabsbrud: Ægtemanden, Hustruen og Elskeren. Altid Sovekammer- og Spisestueinteriører. Det er Menneskeheden! De mener altsaa, at en Forfatter ikke maa være anderledes beskaffen end de Mennesker, vi dagligt lever iblandt, og navnlig, at han ikke maa belære om eksakte Videnskaber, og at det er en Forbrydelse at ville hæve Menneskets Aand til højere Sfærer! Jeg maa tilstaa, at jeg finder denne Klassificering absurd, meningsløs, med Deres Tilladelse. At bebrejde en Astronom, Læge, Naturforsker, Geolog eller Kemiker, at han fremstiller de Tanker, han tror er sande, i en elegant Ramme, det er urimeligt. De mener, at hans Kolleger vil henregne ham til Forfatterne, og at disse vil forkaste ham som Videnskabsmand. Hvad kan det gøre ham? Hvad bryder han sig om Pers og Pouls Mening?

Flammarion har ikke megen fidus til de almindelige forfattere, men han er (ifølge Annie) ikke meget bedre selv: når han selv er forfatter til populære bøger om videnskab, hvorfor er der så ikke noget rigtig videnskab i hans roman? Er det fordi at han ikke har kunnet/gidet finde på noget? Eller er det fordi at han ikke har turdet? - det ville vel betyde færre læsere. Om denne forfatters dilemma må vi sige, at skrev en videnskabsmand nutildags en faglig roman, så ville hans kolleger ikke drømme om at sige at han har kompromitteret sig - de ville betragte romanen som fornøjelig slappe-af-læsning - men han ville få vrøvl med forlagsfolkene og anmelderne. Fordi disse, som Flammarion og som også Jonatan har fortalt os, kun beskæftiger sig med det almindelige (livet udenfor arbejdstiden), og derfor ikke er vænnede til bøger der skal læses langsomt - ja de kan bringes i den ydmygende situation at måtte overlade bogen til en anden. En roman må højst indeholde pseudo-videnskab, og hvis en forfatter udover at være forfatter, faktisk er videnskabsmand, så må han udtænke noget let pseudo-videnskab. Som Gert fortalte Annie, har en matematiker skrevet en roman om en matematikers kvaler med Goldbachs formodning, og den er netop kommet på dansk imens jeg skriver dette: "Onkel Petros og Goldbachs formodning" af Apostolos Doxiadis (Gyldendal, 2001). Denne roman begynder som en sådan roman skal begynde: "Enhver familie har sit sorte får - i vores var det onkel Petros."

Vi havde alle forinden læst den engelske udgave. Niels-Henrik var begejstret (selvom han ikke helt ville være ved det): historien er af samme skuffe som historierne i "moppedrengen". Annie var også glad for at have læst den, hun fik lidt mere rede på nogle af de navne og tekniske ting som Niels-Henrik havde talt om, og den er i ganske god overensstemmelse med hendes ideal for en bog man giver til en matematikinteresseret søn eller datter. Dog generer skrivestilen hende lidt: den er for "forfatteragtig", og det er da godt at jeg ikke har skildret Niels-Henrik i den toneart. Da Doxiadis' roman måske vil interessere læseren af nærværende bog, vil jeg give et resummé - jeg har udarbejdet det sammen med Niels-Henrik (Annie mener dog ikke at det yder bogen fuld ret):

Den sære onkel Petros viste som ung usædvanlige matematiske evner, og fik derfor lov til at slippe for at indtræde i familiens virksomhed, og kom istedet til England for at studere hos Hardy og Littlewood. Disse matematikere er de førende indenfor talteorien, og de har introduceret den analytiske metode (cirkelmetoden) - den metode som er omtalt i den svære artikel som Niels-Henrik (ikke) har læst og som kan bruges til at udlede tilnærmelsesformlen for Goldbachs antal. Onkel Petros - som har den opfattelse, at enten gør man en skelsættende opdagelse eller også holder man sig helt væk fra matematik - mener, at skal nogen bevise Goldbachs formodning, så må det være ham. Han bruger al sin tid på "Formodningen", for det er et kapløb med tiden, hvis han skal nå det inden han når den alder (tredive år) hvor den matematiske ånd begynder at fordufte. For at kunne skjule sit arbejde for verden, lader han sig ansætte som professor ved et tysk universitet hvor han bare skal varetage en smule undervisning. På samme måde som Niels-Henriks arbejde har ført til betydningsfulde mellemresultater, så når onkel Petros frem til to vigtige talteoretiske sætninger, men på grund af sin isolation kommer to matematikere som også har fundet sætningerne, ham i forkøbet med at offentliggøre dem. Dette nederlag får ham til at droppe Hardy og Littlewoods metode, og han søger istedet at bevise Formodningen ad elementær vej, idet han får en idé som minder påfaldende om Niels-Henriks: onkel Petros køber bønner som han lægger i rektangulære mønstre, så primtallene skiller sig ud ved bare at være liniestykker. Mere får vi dog ikke at vide: vi er i slutningen af 1920'erne, så Niels-Henriks computerundersøgelser er udelukkede. Men så i 1931 får onkel Petros' arbejde en brat afslutning: Gödel offentliggør sin ufuldstændighedssætning (den er omtalt i Niels-Henriks stil). At et bevis for Formodningen måske slet ikke findes, er en tanke som onkel Petros ligeså lidt som alle andre havde tænkt. Han bliver nu overbevist om at Formodningen ikke kan bevises, og han forlader sønderknust matematikken og helliger sig istedet sin have og skakspillet. Efter at have fortalt sin historie til sin yndlingsnevø som firs-årig, bliver onkel Petros interesse for Formodningen dog vakt til live igen, og han begynder igen at købe bønner som han lægger i rektangulære mønstre (og nu kan han se at "multiplikation er en unaturlig operation", hvilket betyder at også primtallene er unaturlige: deres fordeling er uforudsigelig og deres rektangel er udartet). Nevøen overværer en faretruende ændring i onkel Petros tilstand: han bliver mere og mere åndsfraværende og ophidset, og det ender med at han ringer og beder nevøen om at komme øjeblikkelig, men han skal medbringe en matematiker! En sådan er ikke sådan at fremskaffe i en fart og midt om natten, så istedet medbringer nevøen en læge. Da de når frem, ligger onkel Petros død foran sine bønner, med et "ansigtsudtryk som var stivnet i et vidunderligt smil der udtrykte dyb og absolut tilfredshed".

Således som denne bog begynder og ender, og så let læselig og befriet fra tyngende budskab, således burde også nærværende bog være, ifølge en forfatterskolelærer som vi lod læse de første sider af manuskriptet. Vi havde orienteret hende om vores romans særlige karakter, nemlig at hovedaktørerne egentlig ikke er mennesker, men nogle kulturspørgsmål, og at de menneskelige aktører er der for at konkretisere og diskutere problemerne. Og efter disse oplysninger skulle forfatterskolelæreren have takket nej til opgaven. Annies filosoferen har ikke sagt hende noget, og den invitation ind i nogle videnskabers verden som vi tilbyder, har hun ikke været interesseret i. Man skulle da ellers mene, at forfatterskolelæreren, som sprogarbejdende og grammatikkyndig, var interesseret i høre om hvordan det står til med udforskningen af sprogets semantiske side, men nej: "Jeg har svært ved at engagere mig i sådanne fiktive [sic!] uenigheder, men det er der måske andre som kan. Det der interesserer en læg læser som mig, er den gode historie: Hvem der evt. mener dette, og hvordan det går den, der i sin færden gennem livet støder ind i modsatte opfattelser. Dette er en filosofisk diskussion; ikke en skønlitterær gestaltning af tekstens indhold." Forfatterskolelæreren meddeler hvad hun forventer af en bog kaldet en roman ("den gode historie"), men hvordan skal vi forstå den oplysning? Kan en "roman" som ikke er en god historie, fordi den behandler et kulturproblem, ikke kaldes en roman? Forfatterskolelæreren mener at "enhver historie starter ved A og bevæger sig frem mod slutningen Z" og at "enhver større afbrydelse af den lineære fremadskridende handling føles som en opbremsning, en forhaling af det egentlige, der opleves uvedkommende". Derfor skal en romans hovedpersoner præsenteres straks i begyndelsen - og det skal foregå direkte. Og da Niels-Henrik må siges at være hovedperson i 1. del, skal denne del begynde med hans livshistorie, og Annie og Brittas historie skal komme lige efter. Forfatterskolelæreren er dog nogenlunde tilfreds med fremstillingerne af Annie og Brittas fortid: "Det er en velfortalt og veloplagt historie", men der er et men: den "fortjener en bedre ramme end den, du lægger den ned i: jeg forsøger udmattet at fastholde interessen for den lovede hovedperson [Niels-Henrik], jeg endnu ikke har mødt". Niels-Henriks livshistorie kommer heldigvis lige efter, men også her er der et men: "Vi får her lidt mulighed for at høre om Niels-Henrik - men ikke for at opleve ham direkte. Han tolkes konsekvent af forfatteren. Det er synd: giv slip, og lad ham leve sit eget 16-årige liv. Hans opdagelser og overvejelser er forfatterens - ikke hans." Forfatterskolelæreren har kun skimmet de steder hvor der er talt om Niels-Henriks interesser og om hans arbejde, og det har altsammen forekommet hende at være så højt tilvejrs, at det er usandsynligt at en dreng på 16 år beskæftiger sig med sådanne ting - for hvad menes der ellers med "lad ham leve sit 16-årige liv"? Om Niels-Henriks stil skriver hun: "Jeg er bange for, at du har mistet 99% af dine læsere her. Fordi teksten præsenteres som noget, den ikke er: en roman." Hun kritiserer stilen for ikke at kunne være skrevet af en 16-årig, men hvis hun havde læst hele teksten inden hun begyndte at kommentere, ville hun vide, at det meste af stilen er skrevet af efter Gerts bog om matematikkens grundlag. Forinden var hun stejlet over at alt samtalestoffet står i ren dialogform (som i et radiospil: fremdriften beror alene på indholdet og replikspillet): "Men er det et skuespil, du vil skrive? - Var det ikke en roman? Man kan desværre ikke bare beslutte at noget er en roman, alene ved viljens magt! (Ligesom man ikke kan beslutte at en gulerod er et æble, blot den formidles/serveres som et æble)." Forfatterskolelæreren konstaterer at "der mindst er 3 forskellige stilarter igang her, på disse få sider: artikelform, dialog (skuespil) og fortællerstemmen". Da Niels-Henriks far også optræder i begyndelsen, skulle også hans livshistorie være lagt for dagen. Om ham skriver forfatterskolelæreren: "Man kan ikke servere en gennemusympatisk figur, og tro at folk vil bruge tid på ham." Kan man virkelig ikke? Annie havde foreslået, at læseren allerførst skal møde bogens "helte" igennem bogens "skurk", men denne skurk er jo ikke en skurk.

Forfatterskolelæreren har skrevet en bog om skrivning som hun anbefalede os at anskaffe. Her fik vi doceret en længere række af regler som skal overholdes når man skriver en historie. Det er muligt at en person som ikke læser ret meget og som aldrig før har skrevet en fortælling, kan have nytte af en sådan vejledning, men det er netop kendetegnende for en kunst som er hævet en smule over det triviale, at der er flittig overtrædelse af de umiddelbare regler. Her er nogle af forfatterskolelærerens regler (i kursiv): Der bør ikke være større afbrydelser i handlingen. Den skal som sagt fremstilles lineært, så der må åbenbart ikke være spring i tid eller parallelle handlinger. De forskellige tekstlag skal holdes skarpt adskilte. Vrøvl. Der kan være en pointe i, at det er usikkert om en kendsgerning eller anskuelse som meddeles, er klart bevidst hos den aktuelle person. Der må ikke indenfor et afsnit være spring i sproglig tid. Vrøvl. I sætningen "han lavede straks et computerprogram som udregner ...", skal "udregner" ikke være i datid, da programmet næppe senerehen holder op med at udregne. Og desuden: i enhver grammatikbog kan man læse om historisk præsens: "Vi sad og snakkede, og pludselig lyder der et skud."

Kan vi ikke være ligeglade med hvad denne forfatterskolelærer mener om vores bog? Nej, det kan vi ikke. Hun er (i skrivende stund) meget kendt som forfatter, og da vi forhørte os forskellige steder om hendes kvalifikationer som forfatterskolelærer, fik vi at vide at hun er "meget dygtig". Ikke destomindre har hendes læsning gjort nytte, og enhver som begiver sig udi skrivekunsten bør få foretaget en sådan læsning på et tidligt tidspunkt. Der var flere ting vi måtte give denne kritiker har ret i, og hvis man ikke i forvejen har erfaret det, så erfarer man nu, at når man sætter andre til at læse noget man har skrevet, så er læsningen oftest overfladisk - meget skimmes sikkert bare - så derfor er der fejl og mangler i forståelsen. Det blev efter denne læsning klart for os, at bogens indledende kapitel (Begyndelsen) måtte udvides ganske betydeligt. Og vi gjorde det ved at gengive det Annie havde sagt i den optagelse jeg havde foretaget lige da jeg mødte hende første gang. Denne tale rummer det centrale i hendes filosoferen, og hvis den forekommer læseren uinteressant, så skal læseren ikke læse bogen.

Herefter lod vi en korrekturlæser læse Begyndelsen, da denne gerne skulle være helt iorden. Han tog ikke stilling til indholdet: "Det er filosofisk, og det er ikke en form, jeg føler, jeg kan vurdere." Han skulle ligesom forfatterskolelæreren have standset læsningen, for en tidlig korrekturlæsning skal først og fremmest gælde indholdet, hvorimod taste- og stavefejl og kommatering er rutinearbejde som først skal udføres lige inden teksten skal trykkes. Korrekturlæseren ændrede al kommateringen til den grammatiske, og oplyste, at denne bruges i 98% af alle bogudgivelser. Da vi gjorde indvendinger imod dette, gjorde han opmærksom på at alle forlagene forlanger grammatisk komma. Hvor dum kan man være? I en direkte tale skal kommateringen selvfølgelig tilpasses talen. Hvis en taler taler besindigt, skal der være mange kommaer, og hvis en taler japper, skal der måske slet ikke være kommaer. Annie tager afstand fra den "mekaniske" tegnsætning: den er indført af økonomiske grunde og den fører til for mange kommaer. Et komma skal være en hjælp for læseren, men hvis et komma ikke tjener noget formål, skal det udelades. Hellere for få kommaer end for mange. Vi kiggede i forskellige bøger. I en bog af en kendt filosof var sætningerne lange og der var sider hvor der kun var tre kommaer. Der var noget eksklusivt over denne bog, og det kom især af, at teksten ikke var tilpasset den højre margen - hvilket ikke mindst betyder at den korrekte afstand mellem ordene bevares. Vi besluttede at bruge denne opsætning i vores bog - også fordi hovedparten af teksten jo ikke kan tilpasses den højre margen. Grunden til at Annie har ønsket at et ophold i en talestrøm markeres ved en tankestreg og ikke ved et punktum, er at hun gerne vil have færrest mulige versaler. Fordi det giver et smukkere skriftbillede når næsten alle bogstaverne på siden er minuskler. Og tankestregerne skal være korte (altså bindestreger), da lange tankestreger ville virke anmasende. Et andet område hvor Annie ønskede indgriben i det retskrivningsmæssige, er tendensen (som sikkert skyldes påvirkning fra engelsk) til at dele ord som man tidligere ofte så sammenskrevet - for eksempel iøvrigt, idag (i betydningen nutildags) og ligeså (stor, for eksempel). Der er i bogen ialt tolv forskellige ord som er stavet "ukorrekt" (og det gælder selvfølgelig kun det jeg og Annie har skrevet - ikke Niels-Henriks stil og Pias novelle).

I vores roman er der mere direkte tale end der nogensinde har været i en bog kaldet en roman. Tidligere var dialogen (for eksempel Platon og Galilei) en yndet form når et budskab skulle ud, men vi kan ikke kalde vores bog en dialog. Dialogen er helt forsvundet, og det skyldes vist ikke mindst at den synes underlødig: den kan være velfungerende og velskrevet, men den kan ikke have nogen større litterær kvalitet. Og det er nok også dette der er årsag til, at den direkte tale i romanerne er skrumpet ind i tidens løb. På nogle områder har den litterære smag ændret sig til det bedre, for selv den nævnte forfatterskolelærer kan vel se, at denne sovsen en samtale ind i "sagde han vredt" og "svarede hun og trak handsken af", ikke kan fortsætte igennem ret mange replikskift. Vi kiggede i vores reoler efter en nutidig roman med megen direkte tale, men vi kunne ikke finde nogen. Så spurgte vi rundt omkring, og vi blev henvist til en nyudgivelse som skulle være det vi efterlyste. På bagsiden kan man læse: "En fremragende roman" og "Dybt, dybt fascinerende skildring af det almindelige liv, der aldrig er spor almindeligt". I bogen er der denne begyndelse af en lang samtale:

Ester lagde tallerkenerne ned i opvaskerbaljen. Hun stod underligt i forhold til køkkenbordet. Det var på grund af maven. Hun fiskede den øverste tallerken op og vaskede den af. Susanne tog viskestykket på radiatoren.

   — Hvordan går det? sagde hun.

Ester trak på skuldrene.

   — Jeg har lidt ondt i den ene side.

   — Er det slemt?

   — Nej. Det er kun lidt.

   — Har du snakket med nogen i dag?

   — Hvem skulle det være? Jo, jeg ringede faktisk til min mor.

   — Hvad sagde du til hende?

   — Ikke noget. Jeg lod bare, som om jeg var derhjemme. Jeg sagde, det gik godt.

   — Hvad så, hvis hun vil ringe til dig?

   — Så får hun vel fat i Luffe.

   — Skal han så fortælle hende det?

   — Nej, for fanden. Det tør han ikke. Han gør bare som ingenting.

   — Tror du ikke snart, du skulle snakke med ham?

   — Jo. Jeg har bestemt mig for at gøre det på mandag. Hvis det er okay med jer.

   — Selvfølgelig.

Susanne kender Ester fra et hospital hvor de begge var i "rengøringen". Susanne bor sammen med Kim, som sidder hele dagen i deres lille lejlighed og skriver og ikke siger ret meget. Ester bliver gravid med Luffe som er portør, men da hun ser Luffe med en anden kvinde, vil hun flytte hjemmefra for at straffe Luffe, og hun spørger Susanne om ikke hun nogle dage kan sove på deres sofa. Opholdet kommer til at vare helt til Ester skal føde, og det skaber nogle problemer under de trange forhold. Men som det fremgår af det citerede, er romanen ikke humoristisk, den er minimalistisk. Det skal virke som om Susanne (måske ved hjælp af en optager i håndtasken) helt neutralt fortæller om sit liv i de seneste år. Som læser har man en følelse af at enhver kunne skrive en sådan roman - at kunsten ligger i ideen. Og da den som først har realiseret en interessant idé jo skal nævnes, så har forfatteren med en minimal indsats sikret sig en plads i litteraturens historie.

Jeg spurgte Annie, om ikke denne minimalisme svarer til musikkens minimalisme. Hun svarede, at minimalisme i musikken er noget andet end minimalisme i billedkunsten, og at det heller ikke har noget at gøre med minimalismen i denne roman. I musikken betyder minimalisme, at værket bygger på et minimalt tonemateriale, og de bedste af de værker kan høres igen og igen, hvorimod man højst kan læse denne roman én gang. "Ja", svarede jeg, "men den er da skrevet af en uddannet og meget kendt forfatter, så der må da være noget i den." Vi læste romanen en gang til, og så kom vi frem til, at den vurderet på egne præmisser er helt perfekt - vi kunne virkelig ikke finde en eneste fejl. Denne perfekthed har kunnet realiseres, fordi historien foregår i samtiden og er ekstremt realistisk. Forfatteren har indholdsmæssigt nået bunden, men formmæssigt regnes hendes bøger for finlitterære. Det næste bliver vel, at en forfatter sætter sig for både indholdsmæssigt og formmæssigt at nå bunden, altså at han bare skriver om sin egen hverdag uden at ændre på folks navne og uden at vende tilbage til det allerede skrevne - og at han måske ligefrem skriver dårligt. Ja hans bøger ender måske også med at gå som finlitteratur. Alt kan ske, for litteraturen er (på grund af forlagene) bagud for malerkunsten og musikken hvad eksperimenteren angår. Den forfatter som på alle områder først når bundlinien, vil måske have fået ideen til sit projekt fra læsning af den netop omtalte forfatter og den først omtalte forfatter. De har det tilfælles, at det er trøstesløs samtidsskildring uden budskab, men mens den sidst omtalte forfatter skriver minimalistisk, så skriver den først omtalte forfatter maksimalistisk: han forsøger at trænge dybest muligt ned i sjælens afkroge. Og da han ikke altid genlæser det allerede skrevne, kan han skrive side op og side ned uden at læseren løftes op og bæres med. Og så er han ikke dårlig til at skrive dårligt, sådan skal det åbenbart være i den branche, men mon ikke Annie ville have sat mig fra bestillingen, hvis jeg om en klaversolist (måske Annie selv) havde skrevet sådan her: "Orkestret overskyllede hende, løftede hende op og bar hende bort på sine klange, langt, langt uden for rækkevidde."

Hvad det med minimalisme angår, så har nærværende bog en del minimalistiske træk. "Du skal nedskrive det vi fortæller om vores tanker og samtaler og gøremål", sagde Annie, "resten må læseren selv fantasere sig til." "Vi" er Annie og Niels-Henrik (og her i tredie del også Pia), og det læseren selv må fantasere sig til, er beskrivelser som ikke kan motiveres - "alt det de kommercielle forfattere sidder og udpensler for at fylde siderne ud". "Der er mere end nok i vores historie som kan irritere læseren", sagde Annie, "lad os ikke irritere ham yderligere - den debut som skønlitterær forfatter du pønser på, den må du udsætte til din næste bog." Samtalerne skal udformes i bearbejdet sprog: "Du skal gøre os mere veltalende end vi er i virkeligheden - ikke for vores skyld, men for læserens." "Der er som sagt visse ting som der nødvendigvis må skrives om, men hvor sandheden ikke kan fortælles - for eksempel Torbens arbejde - dér må du indføre lidt fiktion - og det må gerne gå lidt ud over det troværdige, hvis du kan finde på noget sjovt." Ved mødet hos Annie hvor Pia læser sin novelle, har læseren undret sig over den efterfølgende samtale: den er urealistisk lang. Og præcis sådan forløb den selvfølgelig heller ikke. Sagen er, at hvor man tidligere i selskabslivet kunne lægge beslag på andres opmærksomhed i længere tid ad gangen, idet man kunne blive bedt om at synge eller spille eller fortælle, så har man i vor tid kun få sekunder til rådighed hver gang man taler, og dette umuliggør at en samtale kan komme i dybden. Vores første tanke var at referere hvad der var blevet talt om, og at kommentere det, men dette ville næppe kunne bidrage meget til at forøge dybden af de ting der blev talt om - og det ville betyde at redaktøren (Annie) ville få det sidste ord. Derfor gjorde vi det modsatte: vi tillod de der ønskede det (Pia, Annie og Gudrun) forøget taletid. Annie havde nemlig afsløret, at hun havde haft sit optageudstyr kørende, og hun lavede en udskrift som alle fik, og i den kunne de ændre i det de havde sagt og "tale" ligeså længe de ønskede. Desuden har vi udeladt de fleste af de småytringer der har været undervejs (vi har for eksempel reduceret latterudbrudene og ladet Pia stå for de fleste af dem der er medtaget): disse ting er overladt til "instruktøren", altså læseren. Men ellers måtte der ikke være noget utroværdigt i bogen: "Læseren skal inviteres ind i dette her miljø, og han skal helst påvirkes, og det kan kun ske hvis han véd at det han oplever er virkeligt." Ting som læseren kan tvivle på, må direkte eller indirekte forklares: Niels-Henriks stil er direkte forklaret og Pias novelle er indirekte forklaret: faderens ambitioner på datterens vegne. Udover at synsvinklen skal være "høj", skal den være ret begrænset, og det har betydet at indholdsmæssige ting (som Annie indrømmer at hun gerne havde set) har måttet udelades - "der er ikke noget at gøre ved det", er alt hvad Annie har at sige. Det Annie har at sige og som ikke har været berørt i samtalerne, skal medtages i form af essayistiske afsnit (det er vist mine gode evner på det område som har fået hende til at godkende mig). En række af sådanne kapitler skal afslutte bogen, så vi kan komme hele vejen rundt om Annies filosoferen, og det er denne skriven jeg er igang med nu.

Men inden da er der en sag som læseren af denne bog forventer oplysning om, nemlig hvordan udgivelsen er kommet istand. Som nævnt i "Bemærkning" blev bogen trykt første gang i 2001, og dette var en helt privat affære. Nærværende udgave er udgivet på et bogforlag hvor forfatteren selv betaler omkostningerne, og dette har nok været en nødvendighed, tænker læseren. Jeg havde tidligt i vores projekt spurgt Annie hvilket bogforlag hun har i tankerne. Hun svarede, at hun sandelig ikke har noget bogforlag i tankerne - og dette gælder også den musikbog hun arbejder på. Hun vil selv udgive sine bøger - hun har penge til det. Hendes musikbog vil der slet ikke bliver problemer med at få opmærksomhed omkring: "alle" kender til hendes arbejde på den. Og hvad vores roman angår, så ville et almindeligt romanforlag aldrig drømme om at udgive den, påstår Annie, af den enkle grund at den er intellektuel. De få intellektuelle romaner der findes på dansk, er oversættelser, og udgivelsen skyldes udelukkende at romanen har været prisbelønnet. Når det gælder en fagbog på højt niveau, så foregår behandlingen altid eksternt, men med en roman som stiller store krav til læserens viden og tålmodighed er man på Herrens mark, for så er behandlingen overladt til en forlagsmedarbejder, og en sådan må i vor tid siges at være et gennemsnitsmenneske. Annie er rasende over at en bog som vores skal passere igennem hænderne på sådanne mennesker, og at man skal bryde hovedet med hvad der skal stå i følgeskrivelsen - hvad rager det dem hvad vores bog handler om. "Helt gennemsnitsmennesker er de vel ikke", siger jeg, "de har vel en uddannelse i dansk eller litteratur." "Uden tvivl", svarer Annie, "men den uddannelse har ikke haft nogen virkning på dem - det faglige udbytte har været minimalt og deres studeren har ikke bragt dem nærmere finkulturen - de tilhører akademikerproletariatet." Og så kom der en kort og klar definition af hvad en akademikerproletar er for en størrelse: det er "lektielæseren uden fag". Lektielæseren har vi tilfulde hørt om, men "uden fag, hvad vil det sige", spurgte jeg. "Det vil sige, at den vej han vælger at gå, er så bred at den ikke har nogen retning - det er fag som samfund, kommunikation, dansk, hovedsprog, litteratur, psykologi, pædagogik - akademikerproletaren er vor tids specialarbejder - hvorlang tid skal man uddannes for at blive korrekturlæser? - kan man ikke nøjes med at købe et avanceret tekstprogram? - og debatredaktør ved en avis? - indsendes der ikke så meget, at arbejdet bare består i at læse og vælge? - og hvis akademikerproletaren ikke finder arbejde efter at han har fået sine papirer, så læser han videre og får ph.d.-grad - han skriver speciale om noget som ser nyttigt ud, men som egentlig er ligegyldigt, for hans afhandling skal kun bruges til at hjælpe ham frem, og den er blevet godkendt på grundlag af antallet af fodnoter og referencer - af denne grund må akademikerproletaren studere på en måde som var fremmed for fortiden lærde menneske: han må føre kartotek over alt hvad han læser, så han hele tiden kan henvise når han sidder og skriver - og han må gøre alt for selv at blive citeret - og da kampen om de akademiske arbejdspladser bliver stadig hårdere, fordi folk ikke vil nedsætte arbejdstiden, så er der gået inflation i afhandlingerne og henvisningerne og cv'erne - akademikerproletaren er altså på ingen måde lærd, men uddannelsesmaskineriet har bestemt over ham i mange år, så når han kommer ud, vil han bestemme - og denne ulykke har især ramt forlagsverdenen - før i tiden kendte de mennesker deres plads, så i arbejdet med teksten tog de sig mest af det retskrivningsmæssige - nu blander de sig i forfatternes arbejde, de er blevet en plage - forfatterne er bange for dem, og det er en tilstand som forlagsfolkene nyder - og du kender vel efterhånden mig så godt, at du kan forudse hvordan jeg ville reagere på en indvending som jeg kun kan se den mening med, at slynglen kan fortælle sig selv og andre at han har bidraget stærkt til min bog." "Du vil måske ikke engang forsøge at få bogen udgivet på et anerkendt forlag", spurgte jeg. "Jo fand'me jeg vil forsøge", svarede hun, "de skal få den hele striben - vi skal se hvordan de reagerer på vores mærkelige bog - og lige inden den går i trykken, skal der indføres et afsnit om hvad der skete." Dette afsnit er her:

Det skulle et halvt hundrede bogforlag til, førend Annie helt var bekræftet i sine fordomme. Et manuskript på 800 sider indsendt af en ukendt person beskæftiger man sig ikke med - og dette til trods for at jeg anførte at jeg selv kan finansiere udgivelsen. I påfaldende mange tilfælde var manuskriptet (papir eller mail) ikke blevet modtaget. I nogle tilfælde var jeg velkommen til at sende det påny, i andre tilfælde behøvede jeg ikke at sende det, man havde nok at se til for tiden. Kun ét forlag begrundede afvisningen, og den gik ikke på mine kvalifikationer, men på forlagets: "Tak for tekstlæsning. Forlaget *** er ikke kvalificeret til at håndtere manuskript." For at blive helt klar over dette med forlagenes kvalifikationer, forsøgte vi at få personer der tilbyder manuskriptvurdering til at læse bogen. Alle var umiddelbart interesserede, men meldte fra efter at have kigget nærmere. De gav alle en kort begrundelse, og det var ikke bogens omfang der var problemet, for dette betød jo stort honorar, men bogens sværhedsgrad: de fandt den "filosofisk", "kompliceret", "ambitiøs", ..., hvilket jo betød mindre timeløn. Som nævnt i "Bemærkning" blev bogen efter fuldførelsen i år 2001 trykt i et mindre oplag, og Annie sendte en halv snes stykker til nogle kendte kulturpersonligheder. Alle sikkert travlt optagede, så vi regnede ikke med megen respons. Men én af modtagerne (en filosof) viste stor interesse og sendte et længere brev. Vi fik den idé, at hvis vi kunne få ham til at uddybe tingene lidt og udforme det som en anmeldelse, så kunne vi bruge denne vurdering i en fornyet henvendelse til bogforlag, idet det jo nu var blevet klart for os at behandlingen måtte foregå eksternt, og så kunne denne vurdering bruges som en del af en ekstern behandling. Dette gik han med til, men det førte ikke noget med sig: i de fleste tilfælde kom der ikke noget svar fra forlaget, og når der kom et svar, havde man nu en begrundelse parat, nemlig at man af princip ikke udgiver en bog man ikke har læst. Men vurderingen var en stor opmuntring - ihvertfald for mig. Annie var vist lidt fornærmet, fordi læseren overhovedet ikke kommer ind på hendes budskab. Det nærmeste han kommer er denne bemærkning i en fodnote: "Romanens ene hovedperson, Annie, inkarnerer et altomsluttende verdenssyn ('den religiøse kultur'), som ikke eller kun meget dårligt tåler samtidens fremherskende tendenser, og hvis modstandere, 'de verdslige' (= en stor del af bogens mulige læsere), hun derfor undervejs i romanen fremstiller ekstremt idiosynkratisk og ensidigt, grænsende til det karikerede." Og i selve teksten står at bogen giver "en systematisk fremstilling af et ganske bestemt livs-, kultur- og verdenssyn, nemlig det forfatteren selv (gennem en af sine hovedpersoner) benævner 'den europæiske åndsverden som religiøs kultur'". Det nævntes at bogen er "et værk hvis fremmeste mission er at belære og vække til eftertanke (og vel ideelt set ændret livsførelse?) snarere end (blot) at underholde". Samt at bogen "i sjælden grad er eksplicit omkring sin egen tilblivelse, sin egen form og sit eget indhold". Romanens store omfang og den "næsten absurde mængde faglig eksposition" må give anledning til bekymring, men der tales ikke om at noget med fordel kan forkortes eller udelades: "Det er en roman, der kræver en tålmodig læser, og en roman der bør læses langsomt og eftertænksomt, idet mange aspekter af handlingen/indholdet ofte ikke giver umiddelbart mening. Ganske ofte træder meningen med en given passage først helt tydeligt frem retrospektivt, længe efter at passagen er læst." Der spørges om bogen "ender med at kollapse under sit eget ambitionsniveau", fordi dette spørgsmål skal stilles, men svaret er nej: "Der er vitterligt tale om et utroligt gennemarbejdet manuskript, som uden tvivl fortjener en langt større læserskare, end formen umiddelbart - i denne læsers øjne - synes at danne grundlag for. Et værk, hvor der er et ganske fint samspil mellem de mange fag- og skønlitterære, fiktive og faktuelle lag. Og et værk som ved vejs ende vitterligt formår at forløse de mange frustrationer over både form og indhold, som man som læser har oplevet undervejs, når brikkerne afslutningsvis falder på plads."

Der ventede os dog en uhyggelig oplevelse:

Ifølge den omtalte vurdering er der et par "ligefrem fremragende" ting i vores bog, nemlig Pia novelle og Annies essay, som er omtalt i Forordet. Dette essay kunne jo medtages i bogen som appendiks, men som selvstændig udgivelse ville det få flere læsere, og det kunne hjælpe med at sælge bogen. Det bedste ville være at det blev bragt i et anerkendt kulturtidsskrift, men vi kunne ikke finde et der egnede sig, så det er endt med at essayet er blevet udgivet i bogform på et selvudgiverforlag: "Den europæiske åndsverden som religiøs kultur", forlaget Historia, 2017. Forinden havde vi nemlig fået en slem forskrækkelse. Der findes et nettidsskrift som kalder sig "Turbulens.net", og som betegner sig som "Et forum for samtidsreflektion", men det har ikke den standard vi kunne ønske, alligevel prøvede Annie at sende sit essay til dette tidsskrift. Det blev tilsyneladende velmodtaget, idet det blev betegnet som "utroligt velskrevet og interessant". Men: "Vi må bede dig om at sende os et CV, så vi kan se, hvad du, Annie Aphel, har beskæftiget dig med, og hvad du evt. har publiceret." Annie skrev at hun ikke har noget cv, og at hun ikke bryder sig om den kultur. Hun har en hjemmeside hvor næsten alle hendes skriverier i tidens løb ligger. Hvorfor vil man have Annies cv? Fordi dettes essay på 50 sider kræver tid og åndsanstrengelse at læse. Og hvis forfatteren har et fordelagtigt cv, så kan tidsskriftet lade essayet passere uden at have læst det. Meningen med et cv er jo at man kan aflæse kvalifikationer uden selv at have kvalifikationer. Annies hjemmeside kræver kvalifikationer, så derfor fik hun den besked at man ikke ønskede at bringe hendes essay: "Vores tidsskrift formidler primært tekster fra fagfolk/forskere, der forholder sig sagligt til et emne indenfor deres felt. Vi bringer som hovedregel ikke fiktion. Desuden ønsker vores tidsskrift ikke at lægge navn til de holdninger, der fremlægges. Essayet har et stærkt normativt præg. Der argumenteres ikke sagligt for de postulater, der fremsættes, og der sættes ikke spørgsmålstegn ved holdningerne."

Hvor kommer dette med "fiktion" fra? Jo, Annie havde skrevet at hendes essay er omtalt i forordet i en roman som en romanforfatter arbejder på. Og hvad er det for holdninger som tidsskriftet ikke ønsker at lægge navn til? - der skal da noget til nutildags, skulle man mene. Der er jo ikke tale om postulater som man skal argumentere sagligt for, men derimod synspunkter som man kan være enig eller uenig i, men som man umuligt kan forarges over. Så derfor bad Annie redaktøren om at få nævnt et par eksempler på postulater som har generet. Der kom dette svar: "Redaktionen fastholder sin beslutning."

Jeg er gået med til at skrive denne bog, fordi jeg har sympati for Annie og fordi jeg langt hen ad vejen er enig med hende, men jeg må indrømme, at min enighed mere er af intellektuel end af følelsesmæssig art - vi tilhører forskellige generationer og vi kommer fra forskellige miljøer. Men historien med essayet kan gøre selv mig vred, der ligger noget straf i det, og det er en farlig tendens. Tidligere var der trællekære mennesker: et skænderi kunne køre i det uendelige - man ville vinde, man ville redde sin ære. Nu har vi fået den modsatte tendens: man svarer slet ikke eller man afbryder kommunikationen - man er ligegyldig overfor en beskyldning, man har ingen æresfølelse. Årsagen er at vi er blevet mere fortravlede, men det er mere end dette, det er en generelt nedsat respekt - og især overfor mennesker som tænker en smule anderledes.




Inden jeg begynder på de omtalte afsluttende kapitler, er der endnu en sag som må bringes iorden. Læseren har måske undret sig over min påfaldende fraværende personlighed. Er jeg bare Annies loyale pennefører? Vores "roman" er trods alt en jeg-roman, og så må dette jeg da være ganske tilstedeværende. Har Annie ikke gjort noget for at rette op på denne åbenlyse skævhed? Nej, det har hun virkelig ikke, og jeg har heller ikke talt om sagen. Men nu kommer det manglende, og jeg er sikker på at det vil tilfredsstille læseren: jeg vil fortælle om mig selv og om hvordan jeg har det med min opgave, og så vil jeg tillader mig at være illoyal. Og da jeg vil kunne skrive helt frit, hører dette kapitel ikke officielt med til bogen: det er skrevet uden Annies vidende og det er tilføjet lige inden bogen gik i trykken. Jeg vil gerne vise at jeg ikke er så ukritisk som Annie tror. For som jeg har antydet i Begyndelsen, har jeg ikke grund til at antage at Annie har megen fidus til mit åndsliv og mit arbejde. Men der er håb for mig, for jeg har nemlig lært ganske meget af Annie, hun har bare ikke opdaget det, fordi jeg er godt inde i min rolle som interviewer og fordi jeg indtil videre vil holde mine egne "religiøse" tanker skjult for hende. Og desuden er der håb, fordi jeg har været så optaget af skrivningen af denne bog, at jeg er kommet bagud med mit universitetsarbejde (en ph.d.-afhandling), og ærlig talt har mest lyst til at droppe det og fortsætte med skrivekunsten. Selvom mit fag, teologi, ikke hører blandt akademikerproletariatets fag (ifølge Annies remse), så har jeg været en akademikerproletal (ifølge Annie - og også ifølge mig selv). Jeg ser nu, at min oprindelige plan, at skrive autentiske beretninger om religiøse menneskers kvaler med tvivl og vrøvl med medmennesker, må blive ved Annies historie: jeg vil næppe få en ny historie som kan opfylde de krav jeg er begyndt at stille til en sådan historie. Fra nu af må det blive ren fiktion, og jeg har en idé til min første roman som jeg lige straks skal fortælle om.

At jeg i gymnasieårene fortalte alle og enhver at jeg ville være præst, kom mere af mødet med en usædvanlig præst end det kom af en dyb kristentro (kan jeg se nu). Jeg er fra en egn hvor man gik i kirke om søndagen. Vi gjorde ihvertfald, fordi det lå i begge mine forældres opdragelse. Men efter at vores gamle og hyggelige præst som sin allersidste tjeneste for Vor Herre havde konfirmeret mig, fik vi en ung præst som tydeligvis var blevet præst fordi han elskede at tale uden at blive afbrudt. Det bibelske indhold i hans prædikener var reduceret, til fordel for en kommentar til en aktuel begivenhed eller en gennemgang af en film han havde set eller en roman han havde læst. Hans levende facon rygtedes, og folk begyndte at komme langvejs fra. Mine forældre kom i livlig snak med ham, og vi blev nære venner med præstefamilien, og nu vidste jeg hvad jeg ville være. Efterhånden gik det dog op for mig, hvor tidskrævende et præsteembede er, og at jeg næppe ville kunne gøre denne præst sit kunststykke efter. Men teologien holdt jeg fast ved, men det måtte være noget med undervisning eller forskning.

Da jeg fortalte Annie om denne præst, sagde hun, at han jo nok hellere ville have været tv-vært, men at han valgte præsteembedet fordi det var en mere sikker levevej. Det er muligt, men der er en størrelse i denne præsts liv og i mange menneskers liv, som Annie aldrig har talt om, og som hun tilsyneladende ikke vil kendes ved, nemlig begivenhed. Begivenhed klinger verdsligt - det er noget "timeligt fornøjeligt", og i enhver religion ligger der en fordring om, at vi skal give afkald på noget timeligt (men fornøjeligt) for at kunne erhverve noget evigt (men mindre fornøjeligt). Og ja, siger Annie, umiddelbart virker det som om vi bliver snydt. Men snydt bliver man netop ikke i det religiøse samfund. Snydt bliver snarere de mennesker i det verdslige samfund som siger at de lever for noget større. Annie retter en tak til sine forgængere, og hendes efterkommere (hvis de altså kommer) vil rette en tak til hende, og en sådan overbevisning giver en tilfredsstillelse. I det verdslige samfund derimod, må man indføre timelige belønningsmekanismer for at anspore til flid, for enhver véd, at vi kun værdsætter den indsats i fortiden som vi har håndgribelig gavn af. Når et menneske fra fortiden virkelig afstedkommer en smule tak (og ikke bare er en lektie der skal læres) er det på grund af en kunstnerisk skaben - arkitektur, musik, bøger - hvorimod en hærfører eller finansmands indsats er håbløs at forholde sig til, og en opfinders opfindelser gør vi nærmest nar af. Den verdslige tak gælder højst de aktivt skabende, hvorimod Annies tak gælder alle de mennesker som har båret tingene frem til hende. Da man i det verdslige samfund ikke kan tilbyde mennesket nogen større dybde, må man tilbyde det bredde: adspredelse, begivenhed. Men hvormange mennesker kan sige at deres liv er begivenhedsrigt, spørger hun. Deres liv er jo deres arbejde, og er et begivenhedsrigt arbejde ikke forudsat af mange mennesker (underordnede) som ikke kan påstå at deres arbejde er begivenhedsrigt? Skal et liv i en virksomhed tilfredsstille, må man have indflydelse, og hvor stor en procentdel af befolkningen har det?

Hertil vil jeg svare, at præstens og tv-værtens livsindhold da ikke er på bekostning af en masse menneskers livsindhold. Tværtimod giver de en masse mennesker livsindhold. Men der er en forskel på de to former for livsindhold, vil Annie sige: afsenderen (præsten og tv-værten) er skabende, mens modtageren bare er passivt konsummerende. Og den sidstnævnte form for livsindhold har Annie det svært med. Men hun må åbenbart kunne godkende fortidens passive konsummering af "hendes" ting, siden hun sender en tak til disse mennesker. Hvad er forskellen, må man spørge? Jeg har ikke spurgt, for det er ikke nødvendigt: forskellen ligger i at fortidens modtager af hendes ting var kulturmæssigt medskabende (fordi man tidligere talte mere om tingene), det er nutidens kulturforbruger ikke.

Jeg har så vidt muligt kun spurgt om det der har haft med min opgave at gøre, og denne lidt passive profil har betydet at der ikke har været den nødvendige krig mellem os. Men da Annie skal have krig engang imellem, har hun i det mindste ønsket at jeg har været tilstede når hun har været i krigshumør. Ikke for direkte at beskyde mig, men for at have en tilhører når hun raser og for at bringe mig i forlegenhed. Så hedder det sig - når jeg er kommet for at hun skal fortælle og jeg skal lytte - at hun "ikke er i humør i aften", og så er det ikke meningen at jeg skal gå igen. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at hun i den tilstand har interesseret mig mere end normalt, selvom det af hensyn til denne bog har været tidsspilde at være hos hende. Tidsspilde, fordi denne sindsstemning må siges at høre ind under hendes privatliv, og fordi vi havde besluttet at vores historie gerne skulle formidles på en måde som ligger tæt på romanformen, og dette betyder at personerne må være karakterer (hvilket intet virkeligt menneske jo er). Men da nu det nærværende kapitel ikke officielt hører til bogen, tænker jeg at jeg godt kan lade læseren få et glimt af noget der ikke stemmer med Annies karakter.

Altså: når Annie er i krigshumør og når mikrofonen er slukket, så bliver de stærkere sager hentet frem (oftest noget vodka-baseret), og så er hun mere talende end ellers, for nu skal overtrykket lukkes ud. Nu skal de sandheder frem som ikke helt opfylder hendes krav til sandhed. Det virker spontant, men er det ikke. Det er noget hun går i sin ensomhed og brygger sammen, når hun er i det hjørne. Men for at jeg skal tro at det er noget der pludselig kommer op i hende - beroende på alkoholen - så sørger hun for at det ikke bliver gentaget. Når vi mødes næste gang er alt som det plejer, ikke noget med at beklage - der er jo heller ikke noget at beklage. Engang var det "folk" og al deres "lort" hun kværulerede over: støj, storby, sport, billisme, turisme, materialisme, ... - osv. osv. - ti, tyve eksempler. Jeg husker slet ikke hele remsen, og jeg kan jo ikke bede hende gentage den, men jeg bemærkede at hun ikke nævnte "folks" musik, hvilket er påfaldende. Da jeg bagefter sagde, at hun havde glemt det der generer hende mest, svarede hun, at det var det allerførste hun havde nævnt: deres støj - de kender ikke til musik. En anden gang var det hendes system-halløj: nogle mennesker (langt langt de fleste) er "systemmennesker". Og nogle systemmennesker - tidligere først og fremmest skole- og latinskolelærere, men nu også pædagoger og universitetslærere (mig) - har til opgave at præparere os alle til at blive systemmennesker. Og nutildags begynder præpareringen straks efter fødslen og den slutter først når vi er tredive. Så derfor bliver det mere og mere håbløst at komme denne indoktrinering til livs. Vi får mindre og mindre frihed - børnene har fået mindre frihed og de universitetsstuderende har fået mindre frihed. Annie fortæller om sin frie barndom og sin frie studeren. Men folk vil ikke være frie, de vil have at mødet med en ny dag begynder med at slukke et vækkeur. De vil have møder og aftaler, for det er her igennem at de er noget. Det bliver sværere og sværere for os normale mennesker (= hende selv og Niels-Henrik) at være udenfor systemet, og der bliver mindre og mindre forståelse for os der ikke behøver systemet. De mest inkarnerede systemmennesker er selvfølgelig de uniformerede (politifolk, militærfolk, læger), men de mest indflydelsesrige og skadelige er ordenshåndhæverne uden uniform: lærerne. Lærer bliver man fordi man elsker skolesystemet, og da de begynder uddannelsen til deres kunstart allerede som 5-6-årige, er de de rene virtuoser (haha), så derfor er man afmægtig overfor dem. De tvinger børnene til at forlade søvnen fra det ene sekund til det andet, og ræse igennem morgengøremålene for at kunne møde på klokkeslet. Og de tvinger dem til at være sammen med tredive andre børn og til hele tiden at have opmærksomheden rettet imod det de dikterer. Den tanke at dette liv kan være et helvede for et barn, er der ingen der tænker: barnet kan have ulyst lige nu, det kan være træt eller have bekymringer, der kan være disposition til psykisk sygdom (som Gudrun gjorde opmærksom på), eller det kan være at barnet ikke er skabt til systemlivet. Men alt dette kan der ikke tages hensyn til: vi må alle vænnes til systemet - for systemmenneskene er der ikke nogen verden udenfor systemet. Vi må alle indpodes skræk for systemet, og det sker ved at børn og unge hele tiden evalueres. De skal have skræk for lærerne, så disse kan føle at de har magt og så de kan vænne dem til de magtmennesker som vi allesammen må føje os efter. Det overstiger Annies forstand, hvordan nogen (mig) kan få sig selv til at være en sådan skrækspreder.

Jeg bilder mig virkelig ind at denne svada i høj grad er rettet imod mig, og at den skyldes at hun har fattet interesse for mig og vil frelse mig. Til hendes systemkritik vil jeg sige, at jeg ikke er mere systemmenneske end hun selv er, tværtimod, hun har taget flere eksamener end jeg. Jeg er ph.d.-studerende og jeg har lidt undervisning og vejledning, men jeg er ikke eksaminator. Annie har det dårligt med at hun har taget eksamener, og hun undskylder sig med at hun aldrig har brugt disse papirer til noget, og at hun forlængst har brændt dem. Ja, men hvorfor siger hun så ikke til folk at hun altid har været eksamensmodstander og at hun ingen eksamener har? Det er forkert at lyve om eksamener man ikke har, men da ikke det modsatte. Til dette svarede hun, at man kan se utallige steder hvilke eksamener hun har, og tilføjer, at det aldeles ikke er forkert at lyve om eksamener man ikke har. Hun har opfordret Niels-Henrik til at han skal gøre alt hvad han kan for at sabotere systemet, fabrikere falske papirer om nødvendigt - forudsat at han er klogere end det papirerne viser, og det skal der ikke så meget til. Og kommer det til en sag, så skal hun nok "gi' dem en omgang". Annie skammer sig over at hun i sin ungdom har stået skoleret, og nu retter hun op på skaden ved at sørge for at Niels-Henrik engang vil takke hende for at han ikke begik den samme fejl. Og jeg tror, at hun drømmer om at også jeg endag vil takke hende for en noget hun har sat iværk.

Det regner jeg sandelig da også med, men indtil videre lader jeg hende tro at jeg er holdningsløs. Og det er jeg vel også hvad "det religiøse" angår. Ingen af mine interesser i tidens løb kan påstås at have været af religiøs natur - end ikke mit forhold til kristendommen, har jeg efterhånden erkendt. Jeg tilhører "den tavse generation" - den generation som ovenpå den foregående (68-)generations anstrengte forhold til verden, har taget politik og kultur mere afslappet. Hvilket betyder at der er en del "lort" i mit liv. Kulturmæssigt er jeg altædende, og mit (officielle) arbejde er for tiden noget så latterligt som at skrive ph.d.-afhandling om folks religiøse problemer. Men som sagt, jeg er kommet bagud med dette arbejde, og når jeg lige nu regner med at gå helt over til forfattergerningen, så er det fordi jeg udover en konkret idé som jeg har fået (takket være Annie), også (takket være Annie) selv er begyndt at få afsmag for den form for forskning som jeg praktiserer: jeg interviewer religiøse mennesker og noterer ned, andre interviewer incestofre og andre igen interviewer sagsbehandlere. En forskning som ingen forudsætninger kræver og ejheller åndsevner, og som vi udfører fordi overproduktionen af akademikere har skærpet konkurrencen. Det er en forskning som ingen egentlig har bedt om, og som for de der læser vores rapporter (i lighed med os der skriver dem) mere tjener til avancement end til at løse det angivelige problem.

Min idé til min første rigtige roman kommer af, at Annies religiøse filosoferen har sat noget lignende igang hos mig. Men i modsætning til Annie, ser jeg positivt på muligheden for at det religiøse igen vil vinde indpas. Man kan så diskutere hvormeget det har at gøre med Annies form for religion - hun vil nok sige, at den religiøse gevinst (kærligheden) vil være for beskeden. Allerførst må jeg dog beklage, at det jeg nu vil sige, er noget jeg først for nylig er kommet til at tænke over, og at jeg på grund af mit skrivearbejde ikke har haft megen tid til det. Men hvis det holder efter at jeg har gennemtænkt det grundigere, vil jeg bygge en romanhandling op omkring det. Historien skal udspilles i fremtiden, og på samme måde som den nærværende bog behandler "det religiøse", så skal min bog behandle "romanen". Efter at jeg er kommet på det med at gå over til skrivekunsten, er jeg naturligvis begyndt at fundere over romanens fremtid - og ligeledes skriftens fremtid. Noget tyder jo på at skriften vil degenerere, og at romanen helt vil uddø. Selvom nogle vil sige det modsatte, for vi skriver som aldrig før og vi ser en fremgang i romanlæsningen. Men vi skriver jo ikke, vi taster, og for de fleste ses tastaturet som et onde, som da heldigvis snart forsvinder, så vi kun behøver at tale og lytte. Og sker det, så vil de eneste længere tekster være faglige tekster indenfor de mere abstrakte videnskaber og kunstarter. I en sådan verden vil kun "skriftkloge" have den læsetræning som skal til for gnidningsfrit at kunne omforme en romans endeløse strøm af ord til indre billeder.

Det er en vision (bevidst eller ubevidst) om en sådan verden, som er skyld i den megen bekymring der har været for romanen. Og den fremgang i romanlæsningen som vi ser for tiden, ser jeg som en følge af bekymringen. Og det er dette jeg ser som noget religiøst. At skriften og bogen står for os som noget helligt, beror i især på skønlitteraturen, og især på romanen, fordi man igennem denne kan erhverve en indsigt som man ikke kan erhverve andre steder fra. Mennesker der læser regelmæssigt og alsidigt, har en dybere menneskeforståelse end mennesker der aldrig læser, føler vi - jeg gør ihvertfald. Og jeg kan også forklare hvorfor: forfattere skriver ofte om "afvigende situationer", om den uret og de misforståelser som de kan afstedkomme, og det er fordi forfatteren selv har mødt en afvigende situation eller lever et afvigende liv. Hvis derfor en læsende ser noget usædvanligt, som for eksempel at hendes søn skynder sig at skjule noget, så vil hun tænke, at der kan være mangfoldige og deriblandt acceptable grunde til det, og hun vil ikke kræve at barnet viser hvad det er, men blot sige noget sjovt eller lade som ingenting. Hvorimod den ikke-læsende kun vil tænke på de mest nærliggende årsager, som for eksempel at det er noget barnet har stjålet, og han vil kræve at barnet viser hvad det er. Kvinder går jo for at have mere menneskeforståelse end mænd, og de er også mere læsende, og jeg vil påstå, at de forstående kvinder netop er dem der læser meget, og at det kommer af deres læsning. Den påstand står ihvertfald at læse i en pigebog (fra 1945): Forvalter Hansens datter har påtaget sig skylden for noget som en veninde har gjort, og står nu til korporlig afstraffelse hos faderen: "Hendes Mor havde standset de flittige Strikkepinde for en Stund for at lytte til Barnets Fremstilling af Begivenhederne ... og hun sad og lo saa smaat indvendig." For moderen læste nemlig pigebøger, og: "Det lille Opgør her var jo lige til et Kapitel i en Pigebog, sagde hun til sig selv. Men saadan saa Forvalter Hansen uheldigvis ikke paa Sagen. Han læste jo heller ikke Pigebøger."

Hvis denne opfattelse - bevidstheden om romanens uerstattelige værdi - slår dybere rødder, vil dette kun være indenfor en begrænset befolkningskatagori, hvorimod udviklingen bort fra enhver form for læsning vil fortsætte hos flertallet. De læsende vil opfatte sig som kulturmæssigt forbundne, og de vil på nogle områder have en anden adfærd end de ikke-læsende - på musikkens område vil de måske fæstne sig ved det de hører. Det hele hænger sammen med romanens særlige virkemåde: forfatteren skaber en fantasiverden hvis kerne formidles til læseren ad en vej som ikke kan siges at gå igennem vores sanser, eftersom den ikke er afhængig af nogen bestemt sans: transmissionen kan ske igennem synet (læsning eller døvesprog) eller hørelsen (oplæsning) eller følesansen (punktskrift). Udfra forfatterens kerne skaber modtageren ved sin fantasi en verden som er en model af den verden forfatteren skabte. Romanen kan formidle noget "indre" fra sjæl til sjæl, og der er ingen principiel begrænsning for omfang og dybde af budskabet. Modsat filmen, hvor vi har andre forventninger. Her følger vi med i en historie igennem sanserne, for at vi skal opleve noget eller blive oplyset om noget, og måske påvirkes ved at skulle være med nogle og imod nogle andre. I filmen er der rige muligheder for visuelle detaljer, men der er ikke plads til længere udredninger, og i modsætning til romanen, der opfattes som en stemme kommende fra et enkelt og isoleret menneske, opfattes filmen som et kollektivt skaberværk - skabt ikke mindst af skuespillerne.

Igennem romanen kan et menneske meddele sig til medmennesket på en mest mulig intim måde, fordi forfatteren kan betjene sig af et mere nuanceret sprog og fordi han kan lægge megen beslag på læserens tid. Der kan etableres en sympati med et andet menneske (forfatteren) som er dybere end den vi normalt kan erfare, fordi den føles mere velbegrundet og sikker. Erfaring med den form for sympati, giver os en følelse af et håb om en verden hvor man kan blive forstået og føle sig mere forbundet og tryg ved medmennesket. Et eksempel på noget som viser vores mangel på indsigt i menneskets sjæleliv, er begrebet "sygelig psykisk tilstand". Psykiaterne kan være i vildrede om hvorvidt noget bør kaldes sygeligt, og i bekræftende fald hvordan det skal behandles, og især når det gælder fremmede kulturer (- et problem som vil aftage i takt med at de ikke-vestliggjorte kulturer forsvinder). Et afvigende sjæleliv kan ikke forstås ud fra en opremsning af symptomer, og heller ikke en film (med dens udvendige synsvinkel) kan være til megen hjælp, fordi det afvigende oftest ikke kan illustreres visuelt. Den eneste mulighed for at opnå en reel indsigt i den "syges" verden, er at nogle syge påtager sig at udarbejde skildringer (gerne indeholdende fiktion) i hvilke vi inviteres ind i deres verden og oplever den indefra.

En kultur hvor der er en udbredt læsning af den art jeg her tænker på, vil adskille sig markant fra en kultur hvor den er fraværende. I en ikke-læsende kultur vil forbindelsen til medmennesket begrænse sig til den daglige kommunikation, med dens korte sætninger og ringe ordforråd og evindelige gentagelser - hvilket betyder at kommunikationen må begrænses for ikke at trætte. Og filmen vil være den eneste mulighed for "fortællende kunst". Jeg spår - eller rettere, i min roman vil jeg lave det tankeeksperiment - at læsningen vil komme til at sætte et skel mellem mennesker indbyrdes og et skel i Historien. De læsende vil føle sig åndsmæssigt hævede over de ikke-læsende, blandt andet ved at de vil stræbe efter at forstå fortiden. De ikke-læsende vil ikke, således som det ville være sket tidligere, kvittere ved at optræde provokerende, nej, de vil, således som vor tids "verdslige", stræbe efter igennem erhvervsmæssig succes at kunne føle sig berettigede til i samme grad at se ned på de læsende. De ikke-læsende vil føle sig fremmede overfor fortiden, og de vil modvirke fremmedheden ved at søge eksakt historisk viden. De vil ofre formuer på film foregående i fortiden hvor man ser alting præcis som hvis tiden var skruet tilbage - en formidlingsform som de læsende vil mene spolerer vores føling med fortiden, fordi den altfor pågående tilstedeværelse får fortiden til at virke fremmed.

Jeg er ikke nået meget længere i disse tanker, det må vente til jeg er færdig med Annies bog. Så vil jeg omhyggeligt gennemtænke min fremtidsvision. Ikke noget med noget dramatisk, men der vil alligevel være et klart skel mellem de to kulturer. Og dette kommer af, at de læsende vil sende deres børn i særlige skoler og søge beskæftigelse indenfor særlige områder (- søge at undgå at blive "systemmennesker"), og de vil bosætte sig i særlige områder (for at få ro til at læse). Men de ikke-læsende vil ikke kværulere over dette, de vil nærmest more sig, for de kan jo være ligeglade, de vil være i flertal og de vil være dygtigere til alt det man skal være dygtig til. Jeg vil sørge for at de to kulturer lever fredsommeligt side om side, fordi forfattere af fremtidsvisioner altid forestiller sig noget med menneskets urdrifter og urkonflikter forstørret op til det absurde (fordi det er det de ønsker at skildre) og på den måde medvirker til at vedligeholde vores tro på at kulturmodsætninger altid skaber ufred. Modsætningen kan selvfølgelig ikke helt undgå at give anledning til splid, men jeg vil lade spliden være den evige krig som skal til for at kulturen ikke stivner. Hvis læseren nu tror at jeg vil være for de læsende, så tager læseren fejl, jeg vil være for de ikke-læsende! Jeg vil lade mine hovedpersoner være en familie: konen og datteren læsende, og manden og sønnen ikke-læsende. Det læsende kvindekøn forstørrer alting op til noget man kunne skrive en hel roman om, og da man kun kan det i et ud af tusind tilfælde, så tager de næsten altid fejl. Det ikke-læsende mandekøn vil være hæmmet i deres udfoldelse af al denne tagen hensyn som kun har mening i et ud af tusind tilfælde. For dem er det en ganske naturlig ting, at det der ikke passer ind i systemet må lide og kæmpe og måske gå tabt. På den anden side, læsningen kan beskytte imod de helt store ulykker: al krig er iværksat af ikke-læsende. Fordi de læsende er så forvirrede af deres seen tingene fra alle tænkelige vinkler, at de ikke kan håndtere et så forenklet verdensbillede som må være drivkraften bag en regulær krig. Til gengæld har de læsende et stort udbytte af krigen, de skriver og læser om den i lang tid efter, og er udviklingen gået helt i sort, kan de ikke-læsende måske ligefrem skele til hjælp fra de skrivendes side. Ja i princippet kan én eneste skrivende redde millioner af menneskers liv. Thi engang i fremtiden vil enhver kunne se alt det forrykte der var i krigen, så det er "bare" et spørgsmål om at skrive en roman som foregår i fremtiden og hvor der ses tilbage på begivenhederne. Jeg mener: uanset hvordan tingene udvikler sig, så er der jo en sandhed om udviklingen, og hvis forfatteren af en fremtidsskildring kan ramme den sandhed, så må hans fremstilling berøre enhver, og hvis et menneske ser sig skildret som taber, og ikke kan afvise at der kan være noget om det, så kan man godt forestille sig, at hans handlekraft lammes i en sådan grad at han taber krigen.

Som læseren kan se, er jeg ved mit tankeeksperiment med at opdele menneskeheden i de læsende og de ikke-læsende, nået frem til et universelt princip som man kan have nytte af. For selvom man måske vil trække grænsen mellem mennesker et andet sted end jeg her har gjort, så vil man ud fra analoge problemstillinger kunne drage analoge konklusioner. Og uanset hvordan man opdeler, så har det noget med det religiøse og det verdslige at gøre - så langt kan jeg godt følge Annie. Men vi skal nu se på et par andre forslag til en opdeling som minder om opdelingen religiøs/verdslig, det er nemlig det emne vi havde aftalt at jeg skulle skrive om til næste gang. Det er naturligvis et spørgsmål vi har talt om flere gange ligefra begyndelsen, altså hvordan andre har formuleret en "verdslig" skelnen mellem "det religiøse" og "det verdslige". Og sidst vi mødtes, repeterede vi og afgjorde hvad der skal med - jeg sidder her med mine notater - nu må jeg se om jeg kan finde tilbage til det gamle toneleje:




Der er gjort mange forsøg på at definere begrebet religion: "religion er den fulde ærefrygt for de livsbetingelser, hvorved vi er bestemt" eller "religion er menneskets totalreaktion overfor livet" eller "religion er livets harmonisering, dets samling til en enhed". I vor del af verden er vi i den grad vænnede til at forbinde religion med en forestilling om en verden hinsides denne, at vi for eksempel betragter buddismen som en filosofi snarere end en religion. Annie er virkelig det første menneske jeg har mødt, som både kalder sig religiøs og ateist. For hende er religion en egenskab en kultur kan have, og hun bruger ordet religion, fordi den kulturform hun går ind for, i lighed med for eksempel den kristne kirke, har forestillinger om noget helligt som man dyrker i fællesskab (i kristendommen er de hellige ting angiveligt kun midler, i Annies religion er de mål i sig selv). Men Annie vil ikke høre tale om forestillinger som strider imod vor fornuft og som derfor kræver en særlig erkendelsesform: troen. Hun er derimod begejstret for myter og fortællinger, altså historisk forvanskning af kendsgerningerne.

Hvilket ord kunne Annie ellers have brugt for den kulturform hun ønsker? Harold Bloom taler om overgangen fra den aristokratiske tidsalder til den demokratiske tidsalder - den finder sted i årtierne efter Den franske Revolution. Og eftersom det er med dette anslag imod kulturens hierarkiske opbygning at begyndelsen til enden på den europæiske ånd er lagt, burde man måske bruge ordet "aristokratisk" for Annies kulturindretning. En betegnelse som ikke burde berøres af, at den europæiske kultur først efter sit kulminationspunkt, og igennem to århundreder, sætter sine ædleste frugter, for den gamle aristokratiske ånd var fortsat regerende i det højere kulturliv, idet den demokratiske ånd her kun langsomt satte sig igennem. Det er korrekt at Annie er mere aristokratisksindet end demokratisksindet, men det ville være utænkeligt idag at bruge ordet "aristokratisk" for det hun står for, og at bruge ordet "demokratisk" i en negativ betydning. Aristokratisk giver associationer i retning af et samfund med forskelle i muligheder og rettigheder, og noget sådant har Annie ikke i tankerne. Og hun er ikke udemokratisk i den forstand, at hun accepterer et samfund hvor nogle mennesker er holdt udenfor beslutninger som har betydning for dem, men da et religiøst samfund jo er et samfund hvor kulturarven er en tung størrelse, må man indenfor visse beslutningsområder (de religiøse) forvente af den der ønsker at deltage, at han har en høj grad af dannelse på det pågældende område. Man må altså tilegne sig det man vil ændre - det er i denne forstand at Annie er udemokratisk.

Overfor mig brugte Annie engang et andet ord for "det verdslige menneske", nemlig "det konturløse menneske", og det fik mig til at tænke på den skelnen som historikeren Henrik Jensen har ført ind i kulturdebatten, især igennem bogen "Ofrets Århundrede" (1998), nemlig en skelnen mellem "det indrestyrede" og "det andenstyrede" menneske (disse begreber forklares nærmere i næste kapitel). Da jeg bragte denne bog på bane, fortalte Annie at hun er en varm tilhænger af Henrik Jensen, og at hun læser alt hvad han skriver, og at hun selv har sammenlignet de to socialkarakterer med sine egne to begreber. Kunne hun ikke, spurgte jeg, blot foreslå en korrektion af definitionen af begrebet indrestyret, så noget mere af det hun forstår ved det religiøse kommer med? Nej. For det første er begrebsparret indrestyret/andenstyret blot af beskrivende (ydre) art, hvilket også antydes af ordet "styret", og for det andet går hendes religionsbegreb videre end begrebet indrestyret, idet der i det indrestyrede ikke ligger noget krav om en åndelig livsdimension: man kan udmærket forestille sig et verdsligt samfund hvor menneskene er indrestyrede. Desuden gælder karakteristikken af det andenstyrede menneske, det verdslige menneske som det tager sig ud i vor tid, den gælder måske ikke om hundrede år.

Men begreberne indre- og andenstyret er jo egentlig ganske nyttige, må Annie erkende. Det har plaget hende, at hun ikke uden videre kan fortælle folk om det hun står for, hun har tit haft lyst til at skrive en aviskronik om noget af det der ligger hende på sinde, men i så fald måtte det religiøse aspekt dysses ned. Begreberne indre- og andenstyret er derimod uproblematiske, og det er en uafviselig kendsgerning, at udviklingen har bevæget sig fra det indrestyrede hen imod det andenstyrede. Og selvom indholdet af beskrivelsen af det andenstyrede menneske ikke er værdineutral, idet beskriveren tydeligvis går ind for det indrestyrede, så vil de fleste mennesker idag - endda med stolthed - indrømme at de er andenstyrede. Ikke destomindre bærer den andenstyrede inderst inde på en skam over sit liv, hvilket viser sig ved, at den andenstyrede i en vis grad opfatter sig som indrestyret. Udviklingen fra det indrestyrede til det andenstyrede må enhver (inderst inde) kunne se det uhyggelige i, mener Annie. Og allerede nogle dage efter at hun og jeg havde diskuteret Henrik Jensens begreber, havde hun fundet en anledning til et velrettet angreb på de idioter hun er omgivet af. Hun ringede til mig og sagde at jeg skulle læse dagens kronik i Politiken: den handlede om det nye syn på arbejdet og arbejdspladsen, og den havde givet hende ideen til en kronik som hun nu var i fuld gang med at skrive. Jeg modtog hendes kronik nogle dage senere, og foreslog et par ændringer, og herefter sendte hun den til Henrik Jensen. Han var begejstret: "Jeg føler mig helt på bølgelængde med dig!" og: "Ingen indvendinger, ingen korrektioner. Godt brølt. Jeg håber du får kronikken optaget i Politiken!" Jeg morede mig også kosteligt over denne salve, men Politiken mente tilsyneladende ikke at læserne ville bryde sig om den - og ihvertfald næppe den kvinde som havde skrevet den kronik Annie kommenterer. Og bagefter kunne vi godt se at den går for vidt - jeg har bare vænnet mig til Annies facon. Hun sagde at hun var taknemlig for at den ikke blev bragt: et sådant essay må indgå i en særlig sammenhæng for at kunne fungere - for eksempel et avistillæg hvor et bestemt tema behandles og hvor der er brug for et polemisk indslag. Men da en sådan lejlighed ikke har vist sig, og for at kronikken ikke skal gå helt tabt, bringer jeg den her:




Massetilværelsens ulidelige lethed

af Annie Aphel

HVIS MENNESKENE en dag fik at vide, at de kun havde kort tid tilbage her på Jorden - et stort himmellegeme var måske på vej - så ville de forskellige folkeslag diskutere og skændes om på hvilken tid og sted deres eget og den samlede menneskeheds højdepunkt havde befundet sig. Nutiden, fordi mennesket her er "klogest"? Eller en tid hvor åndslivet blomstrede? Eller et sted med god trivsel? Og man ville udpege pragteksemplare af menneskene og deres skaberværker. Og den samlede rapport og de vigtigste ting ville blive sendt ud i rummet. Man kan dog også forestille sig, at en sådan vished om udslettelse ikke ville give anledning til nogen af disse tiltag. For tanken er jo et produkt af det verdensbillede som jeg for et halvt århundrede siden fik indpodet, og dette vil måske vise sig kun at være en parentes i menneskehedens historie.

Ifølge filosoffen Giambattista Vico (1668-1744) vil svar på den form for spørgsmål være særdeles tidsbestemte. Han var den første som gjorde sig tanker om kulturernes udvikling, idet han mente at enhver kultur gennemgår en cyklisk udvikling. Nemlig igennem tre faser som han benævnte teokratisk (= guddommelig), aristokratisk (= heroisk) og demokratisk (= menneskelig). En udvikling han beskrev som gående fra "det nødvendige" over "det nyttige" til "det behagelige". Gentagelsen kommer istand ved at det behagelige vil udarte til "vellyst" som bringer kulturen ud i et kaos, udfra hvilket der vil gro en ny teokratisk tid.

Da vor tidsalder længe har været kaotisk og da det går stærkt frem for underholdningen og tilbage for demokratiet, skulle vi, ifølge Vico, være godt på vej ind i en ny teokratisk tid. Men hvori består dennes "guddommelige"? Tja, det guddommelige har jo at gøre med tilbedelse og orden, og hvad disse størrelser angår, kommer man i vor tid umiddelbart til at tænke på arbejdet, eller rettere: arbejdspladsen. Det guddommelige er også almagt og alviden, og dette er jo egenskaber som vor tingsliggjorte verden har gjort det muligt for menneskene og deres firmaer at komme i besiddelse af. Endelig er det guddommelige (som følge af dets alviden) indifferens, igen et fænomen man hører om breder sig mere og mere hos mennesket.

Litteraturprofessoren Harold Bloom tror på Vico's teori, og bruger den i sin kronologiske inddeling af litteraturen i "The Western Canon" (1993). Den teknologiske udvikling har ikke kuldkastet Vico's teori, men bekræftet den, mener Bloom. I den nye teokratiske tidsalder vil mennesket være "sammensmeltet med computeren" og leve uden den størrelse som gør mennesket til menneske: litteraturen (som Bloom forstår den). I den foregående teokratiske tid var der kun én bog, i den kommende er der ingen. Denne umenneskelighed og historieløshed vil, må vi formode, blive fremskyndet af at tingene mere og mere vil blive sat til at producere sig selv, således at ingen til sidst mere véd hvorfra de kommer og hvordan de virker, og således at alvidenheden og almagten er kommet i tingenes besiddelse. Og ordenen? - den må være flyttet fra arbejdspladserne til fritidsforeningerne. Men på et tidspunkt skulle lyset altså vende tilbage. Nogle mennesker vil igen begynde at arbejde. De vil tilegne sig skriften og udforske fortiden og verdens indretning - og håne den uvidende hob. Den uvidende hob vil skamme sig og modstræbende tilegne sig åndsaristokratiets verdensbillede og dyder. Men eftersom mennesket grundlæggende er dovent, vil man kun se flid hos et mindretal, og da en verden med få vindere og mange tabere er ustabil, vil flertallet kræve kravene reduceret, således at der bliver mange vindere og få tabere, hvilket jo er det demokratiskes kendetegn.

VICO'S INDDELING har et moderne modstykke i de begreber som socialpsykologen David Riesman har introduceret i bogen "The Lonely Crowd" (1950, dansk: "Det ensomme massemenneske", 1962): det traditionsstyrede, det indrestyrede og det andenstyrede menneske. Disse socialkarakterer har indtil nu ligget i kronologisk forlængelse af hinanden, men karakteristikken af den sidstnævnte må løbende opdateres, hvilket den herhjemme er blevet af historikeren Henrik Jensen, blandt andet i bogen "Ofrets Århundrede" (1998) og i kronikker i Politiken. Og den opdaterede karakteristik viser træk som bekræfter Vico's teori.

Det traditionsstyrede menneske er styret af værdier og vedtægter som "altid" har været der. Der hersker kulturmæssig, men ikke nødvendigvis politisk, stabilitet.

Den indrestyrede, som i vor del af verden vandt udbredelse fra renæssancen (en periode med befolkningsvækst), indpodes i barndommen værdier som er ordnet vertikalt og som bevares næsten uændret livet igennem. Generelle målsætninger sætter ham dog istand til at løse opgaver i nye situationer, og han har en følelse af at forme sit eget liv. Han går ind for pligt, ansvar og kulturmæssig sammenhæng. Han er udstyret med et gyroskop, som stedse holder ham på ret kurs. Hans nogenlunde sikre identitet er en beskyttelse, men han er sårbar over for selvbebrejdelse: lever han op til idealerne? Den traditionelle intellektuelle hører med sin kulturelle bagudrettethed og sine elitære holdninger til denne mennesketype.

Den andenstyrede er det moderne massemenneske. Han har et afslappet forhold til traditionen og er mere styret af følelser end af moral. Hans værdier og livsmål kan skifte livet igennem, og sammenhængen mellem hans forskellige opfattelser er svag. Han er udstyret med en radar, som bringer ham à jour med forandringerne, og hans ængstelse går mest på ikke at opfange de seneste signaler. Han er refleksiv og kan planlægge og iværksætte, og han kan revidere sin biografi, men han er jeg-svag og har brug for andres opmærksomhed. I massemedierne har han et redskab som giver ham kendskab til hvilke oplevelser og hvilket livsindhold man skal søge. Han vil gerne skille sig ud fra hoben, høre til avantgarden indenfor sit område: være blandt de forreste sild i stimen.

IFØLGE VICO vil sildene i stimerne, som i øjeblikket fjerner sig fra det kendte og fra hinanden, med tiden sagtne hastighed og nærme sig hinanden, og de vil til sidst finde sammen og størkne i en stor teokratisk masse. Men har Vico ret i, at den drivende kraft i den nuværende kaotiske tilstand i virkeligheden er en art magelighed? Er folk da ikke flittige? Nej, sand flid hører ifølge Vico det aristokratiske og ifølge Riesman det indrestyrede menneske til (- at et levende væsen bevæger sig, betyder ikke at det er flittigt). Denne udvikling i det andenstyrede samfund hen imod en slap homogen masse, kommer der flere og flere tegn på.

Når der ses bort fra masseopløb, såsom fodboldkampe og rockkoncerter, er det ikke igennem den fysiske sammenstimlen at den andenstyrede viser sit tilhørsforhold til massen, men derimod igennem massemedierne: den instinktive trang til at være iblandt de millioner der i dette øjeblik ser og hører det samme. Og det der ses og høres er efterhånden blevet det samme for hele befolkningen: nyheder, reklamer, sport, rytmisk musik, film. Der er ikke nogen større kulturkløft imellem de forskellige tv-stationer (fordi de mange indrestyrede som arbejdede indenfor tv i dettes barndom, blev fortrængt af og dermed overlod folkeopdragelsen til den nye tids andenstyrede mennesker). Derfor er der heller ikke mere nogen større kulturkløfter i befolkningen - kløfterne er ikke af kulturmæssig art: fra rigmandens bil høres den samme dunken som fra kontanthjælpmodtagerens betonlejlighed. Igennem de seneste årtier er alle mennesker ikke bare blevet storbymennesker, men verdensborgere: i hjemmene er man hele tiden et sted i verden. Det er mest lyden der høres: al slags tale og musik, redningsfolks trykluftsbor, en skrigende pige der bliver omskåret. Lyde som får familiemedlemmerne til at standse op for at se billederne (og den efterfølgende reklame). Dette evige ophold i et altrummende lyd- og billedunivers har skabt et menneske som skal udsættes for ekstreme ting for at kunne forarges, chokeres eller irriteres - egenskaber som fortiden ville forbinde med et lavere kulturtrin.

Dette, at mennesket ikke mere hører til noget sted der adskiller sig særlig meget fra andre steder, har gjort at afstanden mellem kærlighed og had er blevet formindsket: det moderne menneske omgås alle - og foragter alle. Massen må man nødvendigvis foragte, og irriteres over (medtrafikanter, medturister, medpatienter). Men da man jo selv bekender sig til den, fører hadet kun sjældent til et læserbrev. Og når det sker, er anledningen en overtrædelse der oftest er beskeden i forhold til den store verdens ulykker. Hvis man således spørger den der tordner imod børneporno, om hvilke forskelle han forestiller sig at der er imellem ham selv og synderen, må han bekende, at han ikke udfra denne brist kan drage nogen konklusioner om synderens øvrige liv. Han har blot lukket sit overskudshad ud - noget som aviserne assisterer ved at tage lette og pikante sager op.

DET ER SÅLEDES ULIGE NEMMERE at være et andenstyret end et indrestyret menneske. Af det moderne menneske kræves der stort set ikke andet end at masseinstinktet er iorden. Man skal kunne færdes alle steder og være åben overfor alt, men åbenheden skal blot bestå i lytten, man skal ikke have besvær med at stille spørgsmål som viser interesse. Og man er på ingen måde ekskluderet, hvis man har tilbøjeligheder som i gamle dage ville høre ind under en anden klasse i samfundet. Man er endda ikke engang forpligtet til at arbejde. Der arbejdes mere end nok, kan enhver hævde, og den der ser tv hele dagen kan blive mere velorienteret og dermed begunstiget i selskabslivet. Men selvom hovederne på tv-skærmen er større og mere detaljerede end virkelighedens, så er de alligevel ikke de rigtige. Man ofrer gerne lidt af denne uendelige verden til fordel for arbejslivets samvær og ensartethed.

Dette, vor tids andenstyrede menneskes dilemma, var emnet for en kronik her i Politiken for et par uger siden ("Opium for folket" af Maj Dahl-Rasmussen): kendskab til "den sidste nye Mike Leigh-film" kontra arbejdspladsens nærkontakt, og familiens "anarki" og besvær kontra firmaets orden og begrænsede krav. Derhjemme skal man vælge, skriver kvinden, og man udsættes for kritik når man har valgt forkert, for eksempel spillet golf istedet for at gøre rent, og "der er vel ikke nogen som de allernærmeste, der kan få det absolut værste frem i én". Og "uanset hvor gode rosinboller du bager, er der måske ikke engang nogen, der lægger mærke til det". "Arbejdet derimod stiller ikke samme krav til mig, det er meget lettere at forvalte (...) der fremstår jeg som et mere helstøbt menneske (...) Det er simpelthen behageligere at være 'mig' på arbejdspladsen - dér er jeg et bedre menneske." Og uanset hvad éns arbejde består i, er man "værdsat og respekteret", og man kan opnå succes, idet "vi kan udleve vores ambitioner gennem vores arbejdsplads", og "virksomhedens muligheder for at belønne arbejde er talrige", ligefra "kontorstol" til "sommerhus". Ja, spørger hun, "hvad er det egentlig, der overhovedet får os til at forlade arbejdspladsen igen - og tage hjem?" Alt dette er ironisk ment, hun finder det beklageligt at så mange bliver "forført af arbejdslivet", og hun går ind for at det skal gøres "lidt sjovere at komme hjem". Hendes kronik er udtryk for den visdom, at det er mere almindeligt at folk går i den retning der er nemmest, end i den de burde gå. Og den slutter således: "Når man ligger på sit yderste og gør status over sit liv, så vil der nok ikke være mange, der konkluderer: 'Jeg arbejdede for lidt'."

ENGANG TALTE MAN om "meningsfuldt" arbejde. Og det var ligefrem på mode at benægte at noget lønarbejde kan være særlig meningsfuldt: man må nedsætte tiden på arbejdspladsen og leve lidt billigere. Man kaldte et sådant liv et "alternativt liv". Der kom ikke noget ud af denne bevægelse, eller rettere, der kom ikke nogen nye alternative til. Og bevægelsen førte heller ikke til at de gamle og rigtige alternative nu blev kaldt alternative. Denne mennesketype, kan vi nu se, hører et indrestyret samfund til, idet den er utænkelig i såvel det traditionsstyrede som i det andenstyrede samfund. I det andenstyrede samfund kan man højst skille sig ud fra hoben ved at være "vinder" (en af de forreste sild) eller "individualist" (den der på nogle livsområder kæler lidt ekstra for sig selv). Men disse begreber er, ligesom alt andet i dette konturløse samfund, diffuse størrelser, for muligheden for rigtige vindere og tabere må forudsætte idealer, klare moralforestillinger og håndgribelige krav.

Hvad tabere og vindere angår, må de største tabere til enhver tid da være dem der er ved at uddø, altså i vor tid de indrestyrede. De er udelukkede fra det meste arbejde: deres moral forbyder dem at udføre det, højtalerne umuliggør det, og de kan ikke begå sig socialt. Men disse, vor tids største tabere (de er vel efterhånden alle indenfor et eller andet finkulturelt), er også vor tids største vindere. Deres arbejde (som oversættere, historikere, partiturkomponister) er ensomt og dårligt betalt og lidet værdsat, javist, men de arbejder da. De skaber noget som de er drevet til af en uforklarlig trang og som de tror påvirker verden i en gunstig retning - ved dets virkning på mennesker her og nu eller ved dets virkning engang i fremtiden hvor man bedre forstår at værdsætte det. At sende det ud i rummet er latterligt, synes de, men de benægter ikke, at tab af ting kan berøre dem mere end tab af mennesker. Og når de ligger på deres yderste, med deres livsværk (tingene og hædersbeviserne) stablet på en skammel ved siden af sygesengen, så siger de til de omkringstående: "Jeg arbejdede for lidt".




Ved mødet med de unge og Gudrun kom Annie med et par udtalelser som var bemærkelsesværdige og lige lovlig løse - og som Gudrun da også gjorde indsigelse imod. Nemlig at kærligheden forudsætter et "ret højt kulturniveau", og at vi (i vor del af verden) skal helt frem til det 19. århundrede, førend kristendommen kan kaldes en fuldt udviklet religiøs kultur. At kristendommen i det 19. århundrede tid blev en mere ægte religion, skyldes i høj grad at den ikke mere var en selvfølge. Religionerne var blevet angrebet i oplysningstiden, så de mennesker der elskede kristendommen, og slet ikke kunne forstille sig livet uden kristendommen, de måtte igang med at forsvare den og styrke den. Og hos os har Kierkegaards og Grundtvigs indsats været enestående: Kierkegaard var stærkt kristen, men hans blændende skrivestil og hans faderskab til eksistentialismen, har placeret ham blandt historiens største filosoffer. Og Grundtvig ville være regnet for den største samledigter der har levet, hvis han havde skrevet på et af hovedsprogene. Desuden var der sket det, at Bibelen i tidens løb havde tabt magt: det altfor bibelske var (undtagen ved præsternes prædiken) blevet dysset ned, til fordel for en større sans for fortiden og for skaberværket. I romantikken var det naturen og menneskelivet malerne skildrede, istedet for bare at illustere Bibelen, og indenfor naturvidenskaben søgte man efter enhed i skaberværket.

Men ellers har Annie ikke megen fidus til menneskets religiøse liv igennem tiderne. For langt de fleste mennesker har religionen, forstår man, "bare" været noget med et verdensbillede og en praksis. Der har ikke været tale om en fuldt udviklet religiøsitet, fordi kærligheden aldrig er blevet forstået rigtigt, og derfor kun undtagelsesvist har haft optimale vækstbetingelser. Men selv den ægte religiøsitet har sine grænser: i enhver religiøs kultur kommer der et tidspunkt hvor religiøsiteten kulminerer, og perioden med en særlig udtalt religiøsitet kan nok aldrig vare ved særlig længe, har Annie erkendt. Og da hun også har talt om at der er noget forudbestemt ved hendes egen religions forsvinden, så kan man spørge Annie, om ikke hendes religionsbegreb bare er et sætten navn på et kulturfænomen som kan blusse op hist og her, men hvis opblussen man, mens den står på, ikke kan gøre ret meget for at forlænge. Nej, svarer hun, for når dette kulturfænomen finder sted, er menneskene udmærket klare over at de har at gøre med rigdomme som ikke er en selvfølge. Man vil i en sådan kultur have ondt af den åndelige fattigdom man ser omkring sig, så derfor vil man værne om tingene, og selvfølgelig vil denne værnen have virkning. Og man kan sige, at hvis en kultur stræber efter at være religiøs, samtidig med at det liv menneskene lever er sådant, at det er vanskeligt at leve op til idealerne, så kunne noget netop tyde på at denne kultur må kaldes ægte religiøs. For i et stillestående feudalsamfund med gudsfrygt og fattigdom og hårdt arbejde, og uden anden adspredelse end kirken, behøver menneskene ikke at anstrenge sig meget for at være religiøse.

I en religiøs kultur vil der være perioder med opbrud og perioder med konsolidering, og også i konsolideringstiderne vil der ligge opløsende tendenser og lure. Det er i konsolideringstiderne at "den religiøse gevinst" er størst, idet sansen for tingene uforstyrret kan udvikles. En sådan tidsalder hvor man i særlig grad lukrerer på fortiden, kan godt være langvarig, men der kommer endag hvor gejsten begynder at aftage og hvor man længes efter at noget nyt viser sig. I en tid hvor man er optaget af nyskabelse, kan man være tilbøjelig til at glemme betingelserne for at en åndelig skabervirksomhed kan få størst mulig værdi, derfor må der være en bevidst styring af udviklingen. Denne vekslen mellem fornyelse og konsolidering kan foregå i korte eller lange bølgelængder, og den behøver ikke at foregå parallelt på de forskellige kulturområder. Vi har i denne bog fremdraget to kulturområder - matematikken og musikken - hvor det første område igennem det 20. århundrede har været præget af konsolidering og det anden af opbrud.

Da den græske matematik var på sit højdepunkt, var den vist nok en ret fasttømret størrelse - ihvertfald på de steder hvor den blev dyrket det på højeste niveau - ja matematikken endte med at blive for fast, har Niels-Henrik fortalt os. Efter at den græske lærdomsverden var sunket i grus, blev matematikken fortsat holdt i live nogle steder, men den var blevet verdsliggjort. Middelalderens afhandlinger er fornøjelig læsning: der er beviser for cirklens kvadratur, og man fastslår, at i en cirkel med en diagonal, må vinklen mellem diagonalen og cirkelbuen i deres skæringspunkt være mindre end en ret vinkel. Den seriøse beskæftigelse med matematik vendte i første omgang tilbage med islams udbredelse, fordi islam førte til enhed og kulturel opblomstring i de arabiske lande, og denne opblomstring indbefattede interesse for den europæiske oldtid. Men der var i den arabiske verden ikke ret megen skabende virksomhed. Den skabende virksomhed i matematikken vendte først tilbage med den europæiske renæssance. Og den var i høj grad fremmet af, at man havde glemt grækernes meget strikse tænkemåde. Grækernes afvisning af at noget kan være uendeligt, betød at de (som Niels-Henrik fortalte Annie) måtte geometrisere matematikken for at få "de irrationale tal" med. Men for renæssancemennesket (som jo slet ikke delte de græske filosoffers foragt for handel) var et reelt tal en cifferfølge, og der var (i praksis) ikke noget krav om at den kan opskrives (altså er endelig eller periodisk). Og dette betød at den idé meldte sig, at man kan løse ligninger som ikke har noget med geometri at gøre. Og det var i første omgang trediegrads-ligningen man kastede sig over. I 1500-tallet fandt man løsningsformler for alle de forskellige tilfælde af trediegrads-ligningen, men for at komme frem til en (reel) løsning kunne man risikere, at der midlertidigt i udregningerne optrådte negative tal under kvadratrodstegn: på papiret stod tal som ikke eksisterede, og man kunne ikke undgå dem - man kaldte dem imaginære tal - senere fik de en præcis definition og de fik navnet komplekse tal. Efter differential- og integralregningens opfindelse skete noget tilsvarende, på papiret stod tal som ikke eksiterede: infinitesimale størrelser - de kan bringes til at forsvinde ved anvendelse af begrebet grænseovergang, men de kan også (i lighed med de komplekse tal) bringes til at eksistere, men det opdagede man først i 1960'erne. Det var i løbet af det 19. århundrede, at man fik styr på alle disse uklarheder, og i løbet af den første halvdel af det 20. århundrede fik matematikken sit fundament bragt helt iorden. I tiden frem til 1970'erne voksede standarden og niveauet til en højde som nok i al evighed vil fremstå som utrolig og foruroligende. Det høje niveau skyldtes matematikkens begunstigede stilling ved de fleste universiteter verden over, og at miljøet (som følge heraf) fortsat kunne være elitært (ved Københavns Universitet kunne et matematikstudium frem til omkring 1980 bestå udelukkende af ren matematik, og de eksklusive discipliner var højt prioriterede, og havde man fået fast ansættelse som forsker, så var man sikret forskningsfrihed resten af livet). Desuden var al amatøraktivitet forsvundet: når der ses bort fra skoleområdet havde de fleste bog- og artikelforfattere en doktorgrad.

Det er udfra disse ting som Niels-Henrik har fortalt Annie, at hun kan fremsætte den påstand, at matematikken ihvertfald indtil omkring 1980 har udviklet sig i en religiøs retning. For en matematiker er det fuldt ud blevet muligt at dyrke matematikken på en religiøs måde, nemlig hvis han har været igennem en grundig matematisk skoling og hvis han omhyggeligt følger reglerne. En grundig matematisk skoling har Niels-Henrik endnu ikke, men Annie bad ham formulere kravene, og på hans papir står dette:

        1. bred matematisk almenviden

        2. fordybelse indenfor nogle discipliner

        3. god indsigt i matematikkens historie

        4. komplet indsigt i matematikkens grundlag: kender til grundlagsproblemernes historie og kan redegøre for det formale grundlag (aksiomsystem, formal teori og model, Gödels sætninger, ...)

Som vi har hørt, står det skralt til med den menige matematikers indsigt i grundlaget, men det bør være ham tilgivet, når blot han beklager dette og lover at han engang når han har bedre tid vil bruge lidt tid på den sag. Så med dette in mente kan vi sige, at en verdsliggørelse indenfor matematikken betyder, at matematikerne begynder at ophøre med at opfylde de nævnte krav, altså at de begynder at sjuske. Dette er der tendens til hos fysikerne, når de får matematiske problemer som de må have løsning på, har vi hørt Niels-Henrik fortælle Annie. Men de rigtige matematikere - dem som har valgt en disciplin indenfor den rene matematik - skulle vist fortsat arbejde disciplineret. Og dette, at de unge som vælger den form for beskæftigelse, nok er af en særlig type, beskytter imod tidsånden.

Også indenfor Annies fag er standarden høj, i den forstand at kravene til såvel den udøvende musiker som til komponisten er store. Musikken er oftest ekstrem svær at spille, og komponisten må bruge flere år på studeren og eksperimenteren end kunstens øvrige skabere - mere eksperimenteren end studeren, som vi har hørt. Der er godt nok stadig mestre på hvis skuldre han kan stille sig, men hvis der er så megen autoritetstro i ham at han gør det, vil det ikke vække større bifald: lytteren er blevet vænnet af med større sjælelig bevægelse. Jamen hvordan stemmer det med at publikum gider at høre komponisternes værker? Det gør publikum jo heller ikke - det gør kun en lille stålsat menighed af folk som kommer til koncerterne af vane. Og disse ville aldrig drømme om at høre den musik på plade som de begejstret klapper af i koncertsalen - plader mangler nemlig det element af adspredelse som musikerne og vennerne føjer til. På plade hører man kun mesterværkerne, og mesterværkerne findes fortsat, for selvom den stolte traditions tid er forbi, så er miraklernes tid ikke forbi.

Hvis man har den opfattelse, at det bør være mere end mirakler og socialt samvær der holder kulturlivet levende, og den opfattelse havde man endnu for nogle årtier siden, så var kravet fra mange sider, at man måtte gøre kulturlivet mere levende ved forskellige ting og sager som er kunstværket uvedkomment (jvf. den pianist Annie talte om, som viste sin bare røv for publikum inden han spillede). Den religiøse løsningsmodel: at holde kulturlivet levende ved igennem en stærk traditionsbevidsthed at opretholde det niveau af sans for kunstarten som er en forudsætning for at den kan bevæge, den løsningsmodel synes Annie at stå alene med. Og dog, muligvis er der vage rørelser i denne retning iblandt de yngre komponister. En ung komponist havde haft lejlighed til at møde en af vor tids kæmper, Iannis Xenakis (født 1922). Xenakis prædiker anti-autoritetens og anti-skolingens evangelium, og hun spørger, om han mon har set ligeså mange resultater af den pædagogik som hun har, og siger: "Xenakis, dit slagtøjsstykke Pleiades har jeg lyttet til med stor glæde, fordi der udstråler en stor ånd fra dette seriøse værk. Jeg vil gerne stå på dine skuldre, og du får mig ikke til at hoppe ned!"

Annie skrev i sin tid universitetsspeciale om en af vor tids betydeligste komponister og dirigenter, Pierre Boulez (født i 1925), og man kan godt forstå at hun føler sig åndsbeslægtet med denne mand: hans musik er ekstremt vanskelig og han er udpræget elitær og kan virke arrogant, men han er også beskrevet som "en overordentlig indtagende mand". Jeg læste en lille bog om ham som Annie lånte mig, og ifølge den prædiker han anti-autoritetens og fremskridtets evangelium, og det er jo lige det evangelium som Annie fordømmer. Han synes at mene, at komponisterne ved at være åbne overfor al tænkelig (seriøs) musik og ved at samarbejde med musikvidenskabsfolk, kan arbejde sig frem til en universel musik, og at det almindelige menneske kan og skal lære at forstå den. Den holdning er ikke usædvanlig for "Darmstadt-skolens" komponister (den generation som studerede i 50'erne), siger Annie, og indrømmer, at hun i sin ungdom lå "lidt" under for den. Idag tager hun skarpt afstand fra den, men Boulez er ikke på nogen måde uansvarlig og historieløs. Han har dirigeret mange værker fra før det 20. århundrede, først og fremmest Wagner, men også Händel og Beethoven, men han bestræber sig ikke på at være historisk korrekt, og det behøver man sandelig heller ikke at gøre, ifølge Annie, hovedsagen er, at man vedkender sig den klassiske tradition og er godt hjemme i dens historie, og disse betingelse opfylder Boulez til overmål. Boulez har bidraget til at udvikle computeren som instrument (4x-datamaten), men den er betjent af en musiker som spiller sammen med andre musikere på almindelige instrumenter - dette, fordi Boulez mener at det visuelle ved fremførelsen spiller en stor rolle. Her er Annie mere progressiv end Boulez, for hun mener (som vi har hørt) nærmest at det visuelle er et forstyrrende element, og hun kan godt forestille sig, at musik i meget stor udstrækning vil blive fremstillet af computermusikere - det er blot et spørgsmål om tilstrækkelig højt udviklede programmer og grundigt uddannelse af computermusikere.




Her hen imod bogens slutning, går meget af min tid med at læse korrektur på det foregående - og jeg beder Annie og Niels-Henrik om at genfortælle ting. Og når jeg nu ser den måde hvorpå Annie overfor Niels-Henrik har omtalt værdierne i vor nuværende verden, så jeg synes ærlig talt at hun er for unfair. Jeg regner med at hun hertil vil sige, at det har været for at påvirke Niels-Henrik: hun vil have ham væk fra det almindelige lønslaveliv. Men i et af disse afsluttende kapitler, hvor vi behandler ting som ligger udenfor Annie og Niels-Henriks historie, må jeg få Annie til at vise at hun yder verden retfærdighed.

Annie står fast på, at en religiøse kultur har en kvalitet som ikke findes i en verdslig kultur, nemlig "den religiøse gevinst": Dette at mennesket tilskyndes til at praktisere "kærlighedens gerning" og dette at kulturen er mere veldefineret, betyder at de enkelte ting kan besidde en større værdi og at de indgår i en værdiskabende sammenhæng - tingene behøver ikke at være så spektakulære (som de behøver i et verdsligt samfund, forstået).

Og lad os også lige slå fast, at Annies påstand om at de religiøse kulturer aldrig har været udviklede optimalt, ikke skal forstås sådan, at det alle dage har stået skralt til med den store og langvarige kærlighed, for selvfølgelig har den været der, men de fleste mennesker har ikke kendt til den. Der har været store følelser i mange menneskets liv, men de har været momentane - som for eksempel forelskelse - og de har i almindelighed ikke hørt ind under kærlighed. Desuden har mennesker i tidens løb, ved hjælp af åndelige øvelser, kunnet bringe sig i ekceptionelle tilstande, men en sådan tilstand vil Annie ikke placere under religiøsitet, men under spiritualitet - også selvom den finder sted i en religiøs kultur og er knyttet til religionen. Fordi oplevelsen på grund af sin usædvanlige karakter ikke hører ind under det fælles, men må kaldes privat. Enkelt-mennesker har haft ekceptionelle oplevelser, men ingen religiøs kultur har været ekceptionel. Alle religionerne har haft mangler: i tilfældet de traditionelle religioner, fordi deres forestillingsverden har været for begrænset (religionen var kun til begrænset dyrkelse), og i tilfældet den europæiske åndsverden (som kunne dyrkes ubegrænset), fordi denne verden ikke klart erkendte sin religiøse natur.

Der er mangler i Annies religiøse kultur, men da hun er et produkt af en mangelfuld verden, lider hun ikke alvorligt under manglerne. Hun beklager verdsliggørelsen indenfor den klassiske musiktradition, og dette at hendes musik er blevet usynlig, men den lever da, og man kan da godt sige i bedste velgående, ihvertfald på internationalt plan - og også hertillands. Og Annie vil endda sige, at hendes "religiøse gevinst" ikke er meget ringere end den kunne være for fortidens musikmenneske: hun har jo gjort alt hvad hun kan for at isolere sig fra tidsånden, og de bedste værker indenfor den nutidige musik udgør (trods krisen i skabervilkårene) en uhyre værdifuld kulturskat.

Annie har vist os nogle konkrete eksempler på skønhed i et moderne musikværk, og når det gælder Niels-Henrik, så har hun selvfølgelig alle dage gjort alt for at udvikle hans musikalske sans, og hun havde gerne set, at også han havde vist hende noget mere af matematikkens skønhed, efterhånden som den viste sig for ham. Så derfor var Annie glædeligt overrasket, da hun fik alt det at læse som jeg har skrevet efter Niels-Henriks diktat. Dette er dels hans teori for Goldbachs formodning (hvor han selv brugte ordet skønhed da han fortalte om sit endegyldige resultat), og det er Joukowskis bevis for den optimale form af en fugle- og flyvinge (dette med at transformere strømmen om en roterende cylinder således at det bageste stagnationspunkt bringes til at forsvinde), det er ideen i Wiles' bevis for Fermats sætning (dette med at man udfra en modstrid til Fermats påstand konstruerer en elliptisk kurve og viser at den ikke kan eksistere), men det er først og fremmest det som Eirik har fortalt Niels-Henrik om harmonisk analyse: den generaliserede teori for Fourier-rækker og -integraler (dette med at der for en gruppe med en geometrisk struktur findes en mængde med et mål (et målrum) kaldet gruppens spektrum, således at der bliver en smuk sammenhæng mellem funktionerne på gruppen og funktionerne på spektret).

Annie har studeret disse sider i vores bog nøje. Især Niels-Henriks teori for Goldbachs formodning, og her kan hun godt fornemme lidt af Niels-Henriks følelser, og hun har også bladret i de kinesiske bøger, men bortset fra den vigtigste af teoridannelserne, Hardy og Littlewoods "cirkelmetode", som uden tvivl er imponerende, så tvivler hun ærlig talt på, at der i teorierne for Goldbachs formodning er den helt store skønhed at finde. Dog, hvis Goldbachs formodning engang skulle blive bevist, vil beviset uden tvivl være storslået. Derimod tror hun på at den nye retning som Niels-Henriks interesse har taget, vil føre ham til et meget frugtbart sted. Flere ting tyder på det: Niels-Henrik har anskaffet den bog Eirik læser, og Annie har bladret i den, og hun kan, ligesom Niels-Henrik, alene udfra formlernes udseende føle, at den struktur der her fremvises, må være betagende for den der kan forstå den - og formlerne grafiske udseende er jo en stor del af skønheden:

Da Niels-Henrik kiggede nærmere på de forelæsningsnoter som er Eiriks foreløbige mål, så han at de er skrevet af Gert, så derfor har Eirik og Niels-Henrik udnævnt Gert til at være deres vejleder - de vil dog vente lidt med at sige det til ham. De véd at han livet igennem har været udenfor universitetsverdenen, og at han har haft megen tid og frihed, og af denne grund har han nok valgt sit speciale fordi han har hørt, eller selv erfaret, at det er i den retning de fineste ting skal findes. Så måske vil Niels-Henrik engang rigtigt komme til at se matematikkens skønhed. Annie vil ikke, inden denne beretning afsluttes, spørge Gert ud om dette - det gør vist heller ikke så meget fra eller til for læseren.

Niels-Henrik er altså begyndt at få øjnene op for matematikkens skønhed, men en vis sans for den form for skønhed havde han jo allerede som barn: der var ting i onkel Hermanns bøger som fascinerede ham selvom han ikke forstod dem (eller måske netop derfor). Men dyrker Niels-Henrik sit fag religiøst? Nej, svarer Annie, og det ville han heller ikke have gjort hvis han havde levet for hundrede år siden. Niels-Henrik er på vej ind i en religiøs verden (håber Annie), men religiøs bliver man først som voksen. Nemlig når man erkender og mærker kærligheden til sit fag og til sin kultur, og det kan først ske når livet er gået ind i voksenfasen, og den fase begynder først når man har passeret de tredive (altså den alder hvor den matematiske ånd ifølge onkel Petros begynder at fordufte). Men fordi Niels-Henrik endnu ikke rigtigt har set det religiøse lys, så kan man ikke sige at han dyrker sin matematik verdsligt: alene det at han dyrker faget "for dets egen skyld" er jo et religiøst træk. Eirik dyrker matematikken på samme måde, og han er igang med at vise Niels-Henrik al den skønhed han har set, men dette gør ikke nødvendigvis Eirik religiøs: om Eirik må man sige, at han hører blandt de mennesker som kan takke en ulykke for deres lykke.

Man behøver selvfølgelig ikke at være ramt af en ulykke for at "gå sine egne veje". Der er sikkert flere matematik-studerende som (i strid med tidsånden) vil sige, at de har valgt dette fag for skønhedens skyld. Og den verdslige verden tilbyder utallige andre former for højere skønhed - altså skønhed som ikke er alment tilgængelig. Men en verdslig skønhed vil aldrig kunne være som en religiøs skønhed, for en given skønheds fremtrædelsesmåde er meget kulturbestemt. Tag bare sådan noget som kernefamilien. Engang besad en vellykket familie en skønhed, fordi familien var et ideal og fordi dette ideal var vanskeligt at leve op til - der var mange forhindringer: fattigdom, opslidende arbejde, parter der ikke passede sammen, uopdragne børn. Men i 70'erne blev kernefamilien latterliggjort, ergo mistede kernefamilien sin skønhed. Nu nedgøres kernefamilien ikke mere, men den er ophørt med at være et ideal: vi glædes ikke mere når vi besøger en familie hvor alt er idyl.

Kernefamilien er ikke spektakulær nok til at fremkalde beundring i vor tids verden, men der er masser af andre ting. Ja er der ikke så mange, at man i denne verden har mulighed for et liv som kan påståes at være rigere end de fleste rige liv i et religiøst samfund? Jo, medgiver Annie, en anden form for rigdom, men den kan godt påståes at være større. Men der skal held til, i modsætning til i et religiøst samfund, hvor næsten enhver vil kunne skabe sig et rigt liv: mange vil kunne gøre som Annie og Niels-Henrik. Hvilke muligheder har den verdslige som vil leve for fuld udblæsning? Det de fleste tænker på, er vel sådan noget med succes i erhvervslivet eller i det politiske liv, eller indenfor sporten eller videnskaben eller kunsten. De drømmer om at være Niels-Henriks far, eller om at være statsminister, eller om at have gjort en revolutionerende videnskabelig opdagelse, eller om at være succesforfatter. Og disse muligheders værdi ligger jo ikke mindst i at de giver næring til drømme.

Når det gælder det mere realistiske men alligevel vægtige, så vil der i fremtiden være masser af spændende arbejdsopgaver i alle de luksusprojekter som mennesket vil realisere i takt med at rigdommen vokser: rumfart, party i luftskibe eller undervandsbåde, genskabelse af fortidige byer, uhyre menneskeinvolverende filmindspilninger, og så videre. Videnskaberne og kunstarterne har mistet deres ophøjede position, men de har i en vis forstand vundet i attraktion. Forskeren har mistet sin forskningsfrihed, men han skal ikke lære som meget som i gamle dage, og han kan nyde sin nytteværdi og sit samarbejde med aftageren. Og kunstneren kan stort set kun være tilfreds med udviklingen, han skal heller ikke lære så meget som tidligere, og der er blevet mere frihed til fantasien - at de tungere udtryksformer er blevet usælgelige, generer ham ikke, for han har jo aldrig kendt dem.

Men der er en form for videnskab som måske kan få mennesket til at sætte spørgsmål ved den nytteværdi-baserede kurs, og som måske endda engang kan medvirke til at føre mennesket tilbage til det religiøse. For selvom menneskene har bestræbt sig på at reducere verden (som Steen sagde til Annie), så har dette ikke ændret ved storheden i Guds skaberværk. Guds skaberværk er ufatteligt, og engang forestillede man sig, at det besad en så stor skønhed, at hvis et menneske så et glimt af skønheden i sin fulde udstrækning, så ville det øjeblikkelig føre til blindhed, vanvid og død. Dette er der i virkeligheden ingen fare for, for ganske som matematikeren kun ser den del af skønheden som menneskene har kunnet afdække, så ser naturvidenskabsmanden også kun den del af skønheden som hans teorier og apparatur giver adgang til. Den del af naturvidenskaben vi her især tænker på, er atomfysikken, den organiske kemi, det levendes opståen og virkemåde, organernes virkemåde - især organer som øjet og den menneskelige hjerne. Det er en forskning som er i fuld gang og højt prioritetet, fordi vi anser den for nyttig. Og de der er fremme i frontlinien, betragter sikkert deres videnskab som den mest avancerede og interessante af alle videnskaber. Men er der skønhed at finde? Er den synlig for mennesket? Hvis ja, ser forskerne den så? Med skønhed mener vi noget som kan sammenlignes med matematikkens skønhed. Der er virkelig skønhed at finde i matematikken, men der er stor forskel på skønhedens art og betydning i de forskellige discipliner, og det er i høj grad kulturbestemt, i hvilken grad matematikeren ser den. Så det samme må vel gælde i de former for naturvidenskab hvor man skulle forvente skønhed. Eller skal man ikke forvente meget andet end opremsning af kendsgerninger? - fremlagt i skikkelse af redegørelser og formler og diagrammer og tabeller, ganske som historikernes og sociologernes kendsgerninger? En skønhed der kan sammenlignes med matematikkens, vil indebære, at der kan drages slutninger udfra nogle grundlæggende aksiomer, og at der er strukturer som fængsler, fordi der både er regelmæssighed og brud i regelmæssigheden (som i Aphels smukke formodning, hvor der er sjældne ulige tal som trodser reglen og som man kan forsøge at karakterisere). Hvis der er en matematik-lignende skønhed udenfor matematikken (eller rettere, udenfor den matematiske fysik - den form for fysik som onkel Hermann synes at have foretrukket), og hvis der er forskere som har blik for den, hvordan vil man så reagere på deres tale om den? Hvis skønheden (som det er tilfældet i matematikken) mest findes på de "unyttige" områder, vil forskerne så betragte skønheden som et argument for nyttighed? Skønheden vil kun være tilgængelig for meget få mennesker, og i matematikken er man jo "gået bort" fra skønheden. Men hvis der i de nævnte grene af naturvidenskaben kan findes stor skønhed, så stor at de der ser den bliver helt religiøse af synet, så vil de vel betragte deres religiøsitet som værende af samme art som de ovenfor nævnte ekceptionelle oplevelser (og som Annie ikke godkender som religiøsitet). Men hvis de altså har ekceptionelle oplevelser, og hvis verden ikke tror på det de har set, eller bagatelliserer det, så kan man godt forestille sig at de bliver vrede, især på politikerne og universitetsledelsen som nedskærer bevillingerne, og så kan man forestille sig, at deres vrede får dem til at kræve den gamle europæiske ånd tilbage. De begynder måske at arbejde på, at den europæiske "religion" får en renæssance - og nu erkendes som religion - og hvis det virkelig lykkes, så vil man måske engang betragte Annie som stifter af denne religion!

Nu når vi er igang med at være morsomme, så lad os slutte af med endnu en morsomhed. De verdslige har en højere kulturværdi som vi sandelig ikke må glemme, da den kan påståes at overgå alt det vi lige har talt om, og da den efter alt at dømme vil vinde stor udbredelse, nemlig den højere kogekunst. For her er hele registeret trukket ud: smagssansen og lugtesansen, og synet og hørelsen (syden fra panden der står over ilden og knasen fra tændernes arbejden, samt musikken og de øvrige gæsters dæmpede tale og klirren med bestikket), ja endda følesansen (tænder og kæber og væden om munden som hele tiden må borttørres). Intet kan nå højere, og der går sikkert ikke mange årtier førend vores indkomst er så stor, at vi kan opleve dette sansebombardement ligeså tit vi ønsker. Men denne højere kulturværdi har jo, ligesom de øvrige højere kulturværdier, tabt højde, fordi den ikke mere er i overensstemmelse med vores omgangsformer (som næppe nogen vil kalde forfinede). Man kan da godt påstå, at det er gået smagssansen som det er gået den musikalske sans. Hvis det er tilfældet, så må det der foregår i disse spisesteder da kaldes et skuespil - i lighed med skuespillet i koncertsalene (når det er det mindre kendte der opføres) og i lighed med skuespillet i kirkerne om søndagen - idet det, som i "Barbettes gæstebud", kun er kokken og en enkelt af gæsterne der fatter miraklet.




Annie og Niels-Henrik talte om en Wieth-Knudsen, og Annie har blandt andet nævnt hans "musikbog". Lad mig her til slut fortælle om Annies særlige forhold til denne lille bog. Hun fandt den som ganske ung blandt hendes moders bøger. Forældrene genlæste den senerehen, og Annie har læst den flere gange, og både hun og forældrene har måttet forskyde opmærksomheden fra deres fiksering på hans kritiseren af konkrete musikformer og komponister til istedet at beundre hans ansvarsfølelse.

K.A. Wieth-Knudsen (1878-1962) blev dr. polit. på en afhandling der hed "Formerelse og Fremskridt", og han skrev en bog der hed "Feminismen - En sociologisk Studie over Kvindespørgsmaalet fra Oldtid til Nutid". Men han var også komponist (under navnet Niels Knudsen), og i 1928 udgav han bogen "Den europæiske Musiks Skæbnetime - En Studie over vort Tonesystems kunstneriske Grænser og deres Overskridelse".

Denne bog begynder således:

Den Nød, hvori Musikens ædle Kunst længe har befundet sig, er vel nu øjensynlig ogsaa udenfor de fagkyndiges snævre Kreds. Den er ikke, som saa mange andre kulturelle Forfaldstegn, et forbigaaende Efterkrigsfænomen, men bunder tværtimod, som vi nedenfor skal se, i Misforhold, som er omtrent en Menneskealder gamle og altsaa rækker tilbage til forrige Generation. Den afspejler sig til den ene Side — fortrinsvis de Lærde — i et Kaos af modstridende Meninger om baade gammel og ny Musik, og til den anden Side — fortrinsvis det læge Publikum — i en stigende Ligegyldighed for begge Dele. Alligevel synes det os, som om man endnu hverken har formået at erkende, hvori denne i den europæiske Musikkultur exempelløse Krise bestaar, eller at analysere dens dybere liggende Aarsager. Vi vil derfor i det følgende søge at bidrage til Klarhed over disse Problemer. Thi deres rette Erkendelse og den rette Forstaaelse af, hvad det da gælder, er, som vi skal se til Slut, intet mindre end afgørende paa Liv og Død for den europæiske Tonekunst og Tonekunstner.

Det var på denne tid en kendsgerning (altså en vurdering som de fleste kunne tilslutte sig), at der siden Brahms' død for tredive år siden var skrevet for få repetoireegnede værker. Efter de klassiske og romantiske mestres mægtige kraftudfoldelse, følte mange komponister sig som den unge Alexander, hvis far (tilsyneladende) ikke havde efterladt ham noget rige at erobre. Komponisten kunne enten affinde sig med sin triste skæbne og komponere så godt han kunne, vel vidende at alt hvad han skaber mere eller mindre er hørt før, eller han kunne tage situationen som et tegn på, at de muligheder der ligger i den tradition som han bekender sig til, er ved at være udtømte, og at det er nødvendigt at søge efter radikalt nye veje.

For Wieth-Knudsen er begge disse opfattelser lige farlige for musikkulturen, og de kan da heldigvis begge forkastes, for krisen er nemlig ikke reel, men skabt af "Tidsaanden". At tale om udtømte muligheder er absurd, thi de muligheder der er for original skaben indenfor den europæiske musiktradition, er så svimlende, at det er menneskeheden ganske umuligt at udtømme dem - de er ligeså store "idag" som på Schuberts tid. Wieth-Knudsen opregner de uhyre muligheder der er for melodisk udfoldelse indenfor den diatone og kromatiske skala, og ligeledes med hensyn til rytme, og han siger, at der på det harmoniske område bør gøres meget mere brug af dissonerende treklange samt firklange, femklange og seksklange (som altid vil være dissonerende). Som et eksempel på harmonisk frodighed nævner han finalen af Mozarts g-mol symfoni "hvis Mylder af dristige Harmonier og Modulationer danner en sælsom Kontrast til den harmoniske Knaphed, der præger største Delen af hans øvrige Produktion", og han siger om fem- og seksklange, at de ikke alene findes i den største mangfoldighed, men at det også er dem "som kan give de mægtigste Harmoniske og de skønneste Spændinger, forudsat, at de anvendes med tilstrækkelig Forstand og Skønhedsans". Og dette gør for eksempel César Franck: "Hans harmoniske Frodighed beror, som et Studium eksempelvis af hans Klaverpræludium, Strygekvartetten og D-dur Symfonien viser, fortrinsvis paa udstrakt Anvendelse af Femklange, hvis Behandling og Udløsningen sker med en Opfindsomhed og Skønhedssans, som desværre næsten ingen Nutidskomponister har lært noget af, ensige raader over."

Men komponisten ser ikke de muligheder der er, fordi han er "forført". Som en tysk fortaler for modernismen indrømmer i 1928: "Den skabende ser sig paa alle Kanter betrængt af saa mange 'Tidsproblemer', at han arbejder i en Tvang, der forbyder den elementære og fordomsfri Skaben og hæmmer den umiddelbart skabende Udfoldelse. (...) Den enkelte har tabt sin Magt; hans Opgave bliver stillet og dikteret ham. Hvis ikke han underkaster sig disse (Tidens) Fordringer, som han ikke kan undløbe, forbliver han uænset. Nutidens skabende (Komponist) musicerer ikke simpelthen, som hans Musiktrang tilskynder ham, men han begynder først forsigtigt at orientere sig angaaende de Punkter, som den musikalske Skaberbevægelse er standset ved, for da at søge Tilknytning paa det for ham gunstigste Sted. Produktionen er kommet fuldstændigt i Fremskridtstankens Vold."

Wieth-Knudsen kommenterer dette:

Afklædt alle Fraser betyder disse Tendenser jo intet andet end en Overførsel af Tidens umættelige Nyhedshunger og Sensationstrang, af en gold og blind Tekniks Rekordjageri, til Kunstens hellige Rige. Talentets Styrke maales her ved Kunstnerens flair til at opdage, hvad der formentlig "gør" sig; hans Evne til at forbløffe og forarge, hans Opfindsomhed i Retning af det største, omend ikke det sidste Skrig. Prædikatet "Respektløshed" og "Oprørsaand" er et af de mest eftertragtede af det store Flertal af Nutidskomponister, som følger denne Parole. Omvendt er det fuldkommen dræbende, hvis man ikke er absolut ny, ikke i den sædvanlige Forstand, at man gør sin Egenart gældende som Melodiker, Harmoniker eller Rhytmiker (saaledes som exempelvis Schubert var ny i Forhold til sin Samtid), men ny i Retningen: "etwas noch nie dagewesenes". De gæve Folk, som har opstillet saadanne Kunstidealer, svævede i den lykkeligste Uvidenhed om, at det eneste absolut ny, absolut uforudsete i al Kunst hidtil var Hæsligheden, Gemenheden og Stupiditeten.

For Wieth-Knudsen er det ganske uforståeligt, at nogen kan fremstille og andre kan beskue grim kunst - at nogen i "Hæsligheden ser Kunstens største Triumf og i Skønhedsdyrkelsen en hæslig Fordom". Da det for ham er kunstens opgave at berige mennesket åndeligt, er det en selvfølge at den skal være smuk, ikke naturligvis at den kun skal skildre det smukke eller harmoniske eller idylliske, men at selve kunstværket skal besidde en æstetisk skønhed - Wieth-Knudsens egne bøger og artikler er kunstværker i denne forstand.

Den helt umiddelbare glæde ved musikken må være forsvundet. Hvorledes ellers forklare kravet om et radikalt brud i en kunsttradition, hvor glæden i særlig grad beror på oplevelsen af genkendelse: "Det, som har forvirret den moderne Musiks og den moderne Kritiks Begreber paa disse Områder er den Kendsgerning, at der i al Glæde over den sande, store Kunst er et Genkendelsmoment, der nutildags forveksles med gammelkendt." Thomas Laub har ret, siger Wieth-Knudsen, "naar han i Modsætning til den banale Overtro, at den store og ægte Kunst nødvendigvis skulde være utilgængelig og uforstaaelig, tværtimod hævder, at ialtfald al ægte Musik har det Træk tilfælles med Folkevisen, at den bærer Præg af 'det tilsyneladene velkendte'."

Nutidens forsøg på at konstruere nye musikinstrumenter som kan dele oktaven op i mindre dele, viser en manglende forståelse for hvad musik er: "Thi da Mennesket i Aartusinders Stræben udformede Musiken som Kunstart, gik han ganske vist oprindelig ud fra Støjen, sædvanligvis fra Naturelementernes mangeartede Larm saavel som fra Krigstrommernes ensformige Spektakel, fra Angrebets skræmmende Brøl og Forsvarets ængstelige Hyl frem til en stedse finere Artikulering af Lyden. Han naaede derved først til primitive Blæse- og Strengeinstrumenter, hvis Evne til musikalsk Artikulering vel kun er ringe i Forhold til Nutidens Musikinstrumenter, men som dog alle viser, at vore musikalske Forfædre har været klar over, at kun forholdsvis faa Arter af Støj, nemlig klare Tonehøjder med et naturlovmæssigt bestemt Forhold mellem Svingningstallene egnede sig til Tolkning af den Del af vort Bevidsthedsliv, som ikke finder Udtryk i Ord. (Og det er som bekendt langt den største.) Hele Musikens og Sangens Udviklingshistorie viser bl.a., at Menneskets musikalske Skønhedsidealer altid laa betydelig nærmere ved Nattergalens Triller i Lunden og Lærkernens Sang over Markerne end ved Bøflens Brøl i Sumpen og Hyænens Hyl i Urskoven. Modernisten ser i denne Stræben kun en hæslig, gammeldags Fordom, der i det højeste kan undskyldes ved Menneskets mangelfulde Natur, som han da ogsaa paatager sig at forbedre."

For Wieth-Knudsen er den manglende forståelse for traditionens betydning forårsaget af de sociale og tekniske omvæltninger der kendetegner "vor tid":

I den Musikens Guldalder, fra c. 1750-1850, som alle, uanset musikalsk Orientering iøvrigt, er enige om at beundre, var Forestillingerne om kunstnerisk Originalitet ganske anderledes beskafne end nu. Det var en Selvfølge, at den klassiske Musiks, som vi har set, forholdsvis fattige harmoniske Inventar var aandeligt Fælles-Eje for enhver Musiker, og en vis Selvstændighed i melodisk eller rhytmisk Opfindsomhed var fuldkommen tilstrækkelig til at naa en Førerstilling som Komponist, naar man da ellers kunde sit Haandværk. I den ældre Del af denne Periode var man endog fælles om den kompositoriske Stil, og det i saa høj en Grad, at det som bekendt selv for kyndige Musikere ofte er vanskeligt med Sikkerhed at skelne eksempelvis en stor Del af Haydens, Mozarts og Beethovens ældre Produktion fra hinanden, naar man da ikke kender de paagældende Værker iforvejen. Lighedspunkterne mellem Klassicismens bedste Mænd er ofte saa store, at Egenarten, Særpræget i deres Musik i mange Værker faktisk er underordnet Fællesskabet. Hverken Samtiden eller Eftertiden tog Anstød heraf eller frakendte nogle af Fortidens Store Originalitet af den Grund. Det staar vel i Forbindelse med den sociologiske Kendsgerning, at Datidens sociale, økonomiske og tekniske Grundforhold endnu var i stabil Ligevægt; den Tids Mennesker havde ikke set det ene politiske, tekniske eller økonomiske System efter det andet fortrænge Forgængeren; den Tids Generationer havde ikke Nutidens hæsblæsende Nyhedshunger og den led heller ikke af den Fremskridssyge, som nu forstyrrer og forplumrer ikke alene alle dybere Livsforhold, men nu tilsidts har ormædt ogsaa en stor Del af Kunstkritiken.

Det er med lighedstankernes indtog, at begyndelsen til enden blev lagt på den orden der havde hersket i et samfund, hvor en lille del af befolkningen - gejstligheden og overklassen - havde varetaget folkets sjælepleje - og hvor der således var sjælepleje. Thi de befolkningsgrupper som fik mæle i takt med at de nye tanker blev omsat til praksis, søgte ikke kunsten for sjæleplejens skyld. Nu er adelsstanden blevet erstattet af kapitalisterne, skriver Wieth-Knudsen, og disse råder over større midler end adelen, men de ejer ikke som adelen en forståelse for vigtigheden af et rigt kulturliv. Fortidens skaben og udbredelse af kunst hvilede på mæcener, som skænkede en stor procentdel af deres midler og modtog anerkendelse for dette, men: "Hvis nogen af Nutidens Rigmænd anvendte tilsvarende Beløb paa Nutidens Kunst, istedetfor til Heste- og Hundevæddeløb, Luxusbilisme, Elefantjagt etc., vilde han uden Tvivl blive anset for gal og maaske blive umyndiggjort af Familien."

I de senere år har Annie læst op af Wieth-Knudsens bog, når hun har diskuteret musikkens situation med sine kolleger. De har slået en skoggelatter op, når de for eksempel har hørt dette uddrag af en tysk anmeldelse af den Internationale Musikfest i Frankfurt i 1927, hvor flere af de senere kanoniserede mestre fik værker opført - Bartók, Berg, Copeland og Carl Nielsen (5. symfoni - "Et for en stor Del sympatisk Værk", efter Wieth-Knudsens mening): "Denne Kunst er det Publikum værdig, som finder sig i den - et Publikum som man ingenlunde maa forveksle med Besøgerne af vore egne filharmoniske Koncerter. Hele denne internationale Musiksvindel, der mindst af alt har noget med Kunst at gøre, bedrives kun af en ganske bestemt, vel vidt forgrenet, men dog forholdsvis lille Klike." - Og Annies latter har klinget med.

Musikkollegernes latter har dog været afløst af en let billigende nikken, når hun har citeret Wieth-Knudsens omtale af jazzen: "Eller hvilke ny Rhytmer findes vel i Jazzen, som ikke allerede er indeholdt i den paa europæisk klassisk Musikgrund velbekendte Syncope? Forskellen er kun den, at Negermusiken anvender Syncopen ensidigt, monotont og overdrevent, medens Europæeren hidtil har gjort en mere maadeholden Anvendelse af den. Han raader jo i sit rhytmiske System over et Fond af Taktarter og Rhytmer, som Negeren aldrig vil kunne hverken skabe eller fatte. Denne Jazzrhytme-Maaben er derfor bare et af Tidens mange Degenerationstegn. Jazzens Virkning paa Nutidens Ungdom beror fortrinsvis paa dens Opildnen af en vis Animalisme, som intet har med Musik og kun lidet med Dans at gøre."

Her er det det rytmiske publikums tur til højlydt latter. Men burde ikke alle - med undtagelse af det allermest konservative klassiske koncertpublikum - være rasende på denne mand? Og ikke mindst Annie? Havde hans skræk for "Tidsaanden" ikke fået ham til at se dette spøgelse overalt, også på steder hvor det ikke var? Steder på hvilke han snart ville have indset, at han kunne komme til at befinde sig ganske godt, hvis han havde mobiliseret den imødekommenhed overfor de nye skaberværker som man kan forvente af enhver der kalder sig interesset i kunstarten - og især af én der påberåber sig en særlig ansvarsfølelse overfor dens trivsel. Var han simpelthen ikke bare reaktionær? Jo unægteligt, men den klassiske musik havde en meget central plads i det borgerlige kulturliv - det var en dyrebar skat der var truet - og der er vel ikke noget forkert i at mene, at den balance mellem fornyelse og tradition som er en forudsætning for et rigt kulturliv og som har været tilstede i musikkens guldaldre, at denne balance for tiden var forstyrret af et modefænomen ("Fremskridtssygen") og af en uforsvarlig påvirkning udefra ("Negermusiken").

Wieth-Knudsen havde ret i at musikken befandt sig i en "exempelløs Krise", og der er megen sandhed i hans årsagsforklaringer. Og han havde ret i at der burde gribes ind. Det samme mener Annie idag - og hun er jo igang med en bog som indeholder en tilsvarende kritik. Men Wieth-Knudsen havde ikke ret i at krisen ikke var reel, idet den blot beroede på en "Sygdom" som havde "ormædt" kulturlivet. For en sådan form for sygdom - en tidsånd - er et højst reelt fænomen: som spøgelse hører det ikke iblandt de arter man kan få til at forsvinde bare ved at afsløre dets usle væsen. En tidsånd skal være meget syg, førend det er almindeligt at den opfattes som en sygdom (nazismen var en sygdom, men ingen vil kalde vor tids kommercialisme for en sygdom). Der skal virkelig meget til, førend en tidsånd erkender at den måske er ude på et sidespor. Hvor således lærdom og håndværksmæssig dygtighed var en forudsætning for fremskridt, dengang man ikke dyrkede fremskridtet, så var disse dyder nu, hvor man dyrkede fremskridtet, en hæmning for dette - men denne omvendte orden så man ikke noget bagvendt i. At de fleste bud på hvad menneskets nye arbejdsgiver, fremtiden, mon ønskede sig, ville fremkalde latter hos modtageren, det var man vel på det rene med, men dette opfattedes som en af de mange risici der hørte til den nye tids liv.

Idag er det for den musikkyndige en kendsgerning, at den klassiske musik ved århundredeskiftet var kommet ind i et dødvande, men ligeledes, at de komponister som bidrog mest til at ændre kursen, netop ikke var angrebet af tidsånden. Disse var først og fremmest Schönberg, Debussy og Stravinsky, som især fornyede indenfor henholdsvis det melodiske, det harmoniske og det rytmiske. De var - i kraft af deres solide skoling og forankring i den klassiske tradition - ikke mindre i konflikt med tidsånden end Wieth-Knudsen. Idag kan vi se, at tidsåndens ødelæggende virkning mindre lå i, at den dikterede musikkens udvikling end i, at den var uforenelig med selve den europæiske kulturs ånd. Den klassiske musik (de lange værker, de indviklede partiturer og de andægtige koncertsale) var blevet for tung en størrelse for den nye tids menneske - dette fortravlede menneske måtte selvsagt byde negermusikken og højtalerne velkomne.

Men udover de mestre som kunne gøre krav på opmærksomhed hos publikum, og som det snarere må kaldes mangel på ansvarsfølelse overfor den dyrebare skat, end det modsatte, at afvise, så var der en masse andre personer som det også var lykkedes for at slippe ind i musikhistorien, men som man af og til kan føle, at den musikinteresserede kun lovpriser fordi han skal gøre det. Det er ihvertfald en kendsgerning, at verden i det 20. århundrede er blevet belemret med en helt ny type "kunstnere": mennesker som ikke vil acceptere den plads i rangordenen de tidligere ville have været henvist til. Deres evner rækker ikke til ad intuitiv vej at skabe geniale tonekonstellationer som på uforklarlig vis berører sjælen, derfor forsøger de at opnå denne virkning ad ikke-intuitiv vej: de opfinder tonerækker som berører intellektet fordi de har interessante matematiske egenskaber, og så håber de, at den musik der kan brygges på dem, nok også i tilsvarende grad vil berøre følelserne. Det er undermålerne som har ødelagt kulturlivet. På maleriudstillingerne kunne man gå hastigt fordi deres forsøg på at vække opsigt, men i koncertsalene skulle man sidde i halve og hele timer og høre på toner som i mildeste fald ingen følelsesmæssig virkning havde på én eneste.

Tidsånden fik til følge at alle, undtagen de indviede, forlod den nye klassiske musik. Publikum kunne vælge mellem fortidens musik og negermusikken. De fleste har foretrukket den sidste (for som Niels-Henrik siger: "Den passer til deres reklamer og fester og lektier"). Og denne musikform er blevet den eneste i vor tid, som opfylder en funktion som især musikken gerne skulle have: at være fællesskabsskabende. For vor tids kulturelite er det Bob Dylan og ikke György Ligeti der er samlingspunkt og hvis betydning man fremhæver - men det er måske ikke musikken det drejer sig om?

Annies musikkolleger klager ikke over noget. At deres musik kun er fællesskabsskabende indenfor deres egen kreds, gør kun atmosfæren mere intim. At de fleste af værkerne ikke er ret meget værd, generer naturligvis ikke den der er umusikalsk og mere interesseret i det sociale end i kunst, og det generer heller ikke den musikalske som kan høre mesterværkerne på plade og trøste sig med, at vi trods alt har en håndfuld rigtig gode komponister herhjemme og utallige i udlandet. At det meste er noget lort, kan ikke være anderledes, mener musikkollegerne, sådan har det altid været.

Men af og til er Annie irriteret på Wieth-Knudsen. Engang da hun ved en koncert hørte et værk af Pelle Gudmundsen-Holmgreen - aggressivt, vrængende, genialt - sad hun og godtede sig: hun forestillede sig Wieth-Knudsen bundet fast til en stol ("Jamen Annie dog! - og du som ikke ville overleve en technokoncert"). På et tidspunkt i sin tale om Wieth-Knudsen fik hun et veritabelt raserianfald: "Idioten ka' da for fanden ikke mene at Alban Bergs Violinkoncert er grim! - eller hvis han havde hørt Ib Nørholms 2. Violinkoncert - det er sgu da li'så smuk musik som hans Schubert! - 'dissonerende samklange skal før eller senere munde ud i de rene treklanges stabile ligevægt', hævder han - er det en naturlov må jeg spørge?" "Det er det jeg siger", råbte Niels-Henrik henne fra sofaen, "realistiske tankeeksperimenter fører til absurditeter - lad Wieth-Knudsen hvile i fred!"

Det sidste kapitel i Wieth-Knudsens bog hedder "Sociologisk medvirkende Aarsager til Nutidsmusikens Forfald", og begynder således:

Vi kender alle den megen Tale om de mange opløsende Kræfter, som er i Virksomhed i vor Tidsalder. Vi møder den som Klage over Hensmuldringen af Autoritet, af Religiøsitet, af Pietet, af Inderlighed og Godhed, medens man omvendt ser Respektløsheden, den golde Trods og Had-Kultus'en paa den ene Side: Overfladiskheden, Morskabstekniken, Sportsidiotien, Kino-, Radio-, og Jazz-Raseriet til den anden, bemægtige sig en stedse større Del ialtfald af det opvoksende Publikum. Man mener imidlertid at kunne berolige sig med den stereotype Henvisning til, at saa længe Verden staar, har den fuldvoksne Generation klaget over den yngre (næstfølgende), men at Verden og Samfundet altid har staaet alligevel. Og det gør den saamænd ogsaa nok i Fremtiden, forsaavidt Menneskeslægten fortsætter sit Liv, saalænge bare Forplantningen er i Orden. Vi forbigaar her det næsten tragikomiske Faktum, at ogsaa den er truet i en Grad, som kun de mest indviede aner [på dette sted henviser han i en fodnote til et foredrag han har holdt på seksualforskningskongressen i Berlin i 1926]. Men man overser, at alle blomstrende Kulturer har haft deres stærkeste og stolteste Støtter i en rig og idealistisk stræbende Literatur og Kunst, sædvanligvis ganske vist i en nær Tilknytning til det religiøse, men det kan vi ikke komme ind paa ved denne Lejlighed. Det afgørende er, at baade Opløsningen og Forfaldet indenfor alle hidtil uddøde Kulturer er begyndt indenfor den psykiske Sfære og det paa en Maade, der med en saa pinlig Nøjagtighedsgrad falder sammen med de her kun for Musikens Vedkommende beskrevne Fænomener, at man næsten maa beundre den Uvidenhedens Arrogance, hvormed akkurat de samme Forfaldstegn nutildags prises som en uhørt aandelig Frigørelse og det største kunstneriske Fremskridt, som Kunsten nogensinde har oplevet. Men naar denne Agitation for en "Æstetik", der aldrig kan vinde andet end en herostratisk Berømmelse i Kunsten, vinder Indpas, Tiltro og Fremgang blandt en stor Del af Nutidens musikskabende Ungdom og musikdyrkende Publikum, saa bliver Sagen i høj Grad betænkelig. Det er maaske det, som er det mest tragiske ved ethvert kulturelt Sammenbrud, at i og med dette forsvinder i Løbet af faa Generationer al Kundskab om de Værdier, som herved udryddes, al Evne til at genskabe dem, ja tilsidst endog ethvert Behov derefter. Saa har man naaet Bunden, hvor Menneskene i Aarhundreder atter nærmer sig Dyrets Stadier, idet man fortrinsvis er optaget af Tilværelsens materielt-vegetative Sider, eller med at hade og bekrige hinanden, indtil de sociologiske Betingelser paany ændrer sig saavidt, at ny Kulturer, ofte først efter Aartusinders Forløb, gror frem af de gamles Ruiner.

Når Annie trods alt føler et dybt slægtskab med denne mand - og har tilgivet ham hans væmmelse ved hendes koryfæer - og håber at han i sin himmel også har tilgivet hende - er det fordi, at det væsentlige i hans ærinde ikke er det timelige spørgsmål om hvorvidt kunsten skal se sådan og sådan ud, men det evige bud til mennesket: vor kultur er en helligdom som vi skal værne om, og efter religionernes forsvinden er den det eneste hellige vi har:

De prosaiske Synspunkter, der ligger bagved en saadan Fornægtelse af Kunsten og især af Musikens Betydning for vore Samfund, er ikke engang rationelt økonomiske. Intet Samfund og ingen Samfundsøkonomi kan i Længden holde sammen, endsige forbedres uden omhyggelig Pleje af de tilsyneladende irrationelle Livsmagter, der afspejler sig i det menneskelige Aands- og Stemningsliv, og giver sig des stærkere og skønnere Udslag, jo mere idealistisk præget vedkommende Samfund er. Enkeltfamilien i Urskoven og maaske ogsaa Nybyggeren i Ødemarken kan opretholde sit lille Samfunds materielle Verden uden Støtte i kunstneriske Idealer og Symboler. Vi finder dem dog paa alle menneskelige Trin, selv de mest primitive, erstattede af religiøse eller dermed beslægtede transcendentale Forestillinger. Men et større Samfund, hvis materielle Trivsel altid forudsætter Samvirken af en Mængde Individer, som næsten aldrig af Naturen har let ved at komme ud af det med hinanden, kan ikke trives, uden at det fremelsker et aandeligt Fællesskab og et aandeligt Fælleseje, hvori Gammel og Ung, Venner og Fjender, Over- og Underordnede, Rige og Fattige kan finde og forstaa hinanden, og derved glemme og dulme Modsætninger og Gnidningsmodstande, (som netop enhver Arbejdsdeling og Samvirken uundgaaelig foraarsager) saavidt, at de sympatiske Fællesinstinkter vinder Overhaand over Splittelsestendenserne, hvilket er det samme som at Samfundsharmonien bestandig besejrer Dissonanserne. Ellers sprænger disse før eller senere Samfundet og dermed hele Kulturgrundlaget. Her ser Sociologen klart hvilken Rolle Religionen har spillet, og selv Ateister er nutildags naaet til Indsigt i, at den aldrig vil miste sin Betydning i saa Henseende. Men hvad enten man ser Religionens for saavidt rent sociologisk bestemte Nødvendighed eller ej, og navnlig hvis man benægter den, da er der udenfor Religionen kun en eneste ideel Livsmagt for Samfundet at klamre sig til, og det er Kunsten.

Vil det 20. århundrede engang kunne ses beskrevet med disse ord, spørger Wieth-Knudsen:

Det tyvende Aarhundredes store Kultursamfund i Europa opløstes, opreves og gik til Grunde, trods alle videnskabelige og materielle Landvindinger, fordi man forvekslede Kultur med Teknik, tog "Fremskridtet" forfængeligt og plejede Materialismen paa Bekostning af al slags Idealisme, især den kunstneriske.

Vi kan forhindre det hvis vi kender vor besøgelsestid, mente Wieth-Knudsen, men der skal mere til end det at mennesker som von Schober og Schubert finder hinanden: "det er ingenlunde sikkert, at de i vor mekanisk og teknisk prægede Tidsalder fik et tilstrækkeligt stort Publikum med en Modtagelighed saa vid som Datidens".

Vi formåede ikke at forhindre det, kan Annie ved århundredes slutning svare Wieth-Knudsen. Men hun fortsætter hans kamp, dog med den væsentlige forskel, at hvor han kæmpede for at redde den europæiske åndsverden fra undergang, så må hun begrænse sig til at virke for, at de europæiske fagtraditioner, således som de er skænkede os i skikkelse af skrifter og kunstværker og stadig levende praksis, videreføres af en del af menneskeheden - altså at disse værdier koncentreres nogle steder, og ikke fortyndes ud i det sammensurium som verden synes at bevæge sig imod.




Jeg vil til allersidst meddele, hvordan det stod til med Annies kendskab til forholdet mellem Niels-Henrik og hans nye venner om morgenen på hendes fødselsdag, efter at hun længe havde gået frem og tilbage og lyttet efter postbudets rumsteren. I postkassen lå to kort med stik fra det 18. århundrede - udførte af samme gravør: Denon - men hjemmegjorte: fotokopier klistret på karton. Det ene forestiller en naturvidenskabsmand i sit laboratorium fyldt med bøger og apparatur: kolber, kronometre, vægte, globus, kikkert, passer, pendul. På det andet ser man en prægtig ørn svæve udover et øde bjerglandskab.

Det ene kort er fra Niels-Henrik. Han ønsker tillykke med 101101-årsdagen og meddeler, at "vi" kommer klokken tre og at der vil komme "en del" gæster til aftensmad, men "vi" skal nok hjælpe med indkøb og forberedelse. Og han skriver, at han er i fuld gang med en stor artikel, og at hans vejleder kommer sammen med gæsterne om aftenen.

På det andet står der - med en anden skrift og uden afsender: