Når han kom op til toppen, ville han tage kortet frem. Og så ville han tage jakken af - sikke'n hede. Da han var nået derop, kunne han ikke se nogen vej til venstre, så det kunne vente med kortet, og også med jakken, for nu kommer der fart på. Da der igen skulle til at trædes, standsede han. Jakken blev lagt på bagagebæreren og kortet blev fisket frem. Der var god tid - den var tyve minutter i. Det var rigtigt at Jætteskovvej var den første vej til venstre, og det må være den skov man kan se dér. Underligt at sådan én bor så afsides. Puh en hede, og ikke en eneste sky eller vind - de andre er nok til eksamen. Da han var nået et stykke ud ad Jætteskovvej kom han over en bro - nu skulle der være et par hundrede meter. Gu've' hva' det går ud på. Det må være den sti der kommer dér, og huset skulle ligge lige ved skoven - det må være dét dér.

Der kom røg op af skorstenen - man fyrer da ikke i det vejr. Og sikke det ser ud - hun bor nok alene. En kat kom springende med halen lodret. Da han trak cyklen, gik den lige i hælene på ham. Og nu kom en flok høns. Damen må have hørt på hønsene at der kom nogen:

   — Goddav Niels-Henrik - du kan stille cyklen op ad træet.

   — Goddag.

   — Du kan sætte dig ind i stuen - jeg skal lige have noget brød ud af ovnen.

   — Ja.

Niels-Henrik kiggede sig omkring - højst besynderligt, må man sige. Katten var hoppet op på ryggen af en gyngestol så den gyngede. Og hønsene var gået efter ham på rad og række, de pludrede og drejede hovederne i alle tænkelige vinkler, og da de var færdige med at drøfte sagen, gik de ud igen. Utroligt, er der virkelig nogen nutildags der bor sådan? Uhm hvor brødet dufter - her er måske slet ikke elektricitet? Sikke en masse bøger, lad os se: Emerson, "Fra Naturens Talerstol", "Den Evige Tradition"...

   — Du kan vist godt klare et par humpler, ikke?

   — Øh jotak.

   — Og kaffe eller te eller...

   — Jo kaffe.

   — Jeg er der om et øjeblik.

   — Ja.

Hvorfor havde han ikke tænkt på den annonce? Han huskede kun overskriften, den lød noget i retning af "Vil du leve et andet liv end de andre". Dengang han så den, havde han vist ikke sat den i forbindelse med sig selv - det var jo lige da de var begyndt - den var vist i det allerførste nummer. Hvad stod der præcist? Han havde smidt bladet ud, men han måtte se annoncen igen. Mads gemmer bladene, men han havde ikke lyst til at besøge Mads, men hvor kunne han ellers se bladet? Nej, han måtte over til Mads, han måtte finde på noget. Jo, han havde lånt ham kosmologibogen. Han havde lovet sin mor at komme og spise til aften - hans far ville vist ikke være hjemme - han kunne hente bogen på vejen.

Han ringede flere gange til Mads, men først sidst på eftermiddagen var han hjemme. Han spurgte om han lige kunne smutte forbi og hente kosmologibogen, Annie ska' låne den. "Ja selvfølgelig, kom bare." Da han kom, var udstyret rigget til. Mads gjorde heldigvis flittigt brug af sin store Colaflaske, så der gik kun en halv time inden han måtte ud. "Mosebryg" lå det sædvanlige sted. Niels-Henrik tog det nederste og bladrede bagfra. Her er den! Han skrev telefonnummeret ned og nåede at læse annoncen et par gange inden han kunne høre Mads:

Trives du ikke i skolen

og blandt dine kammerater?

Vil du noget andet med dit liv end det

skolen og dine forældre tilskynder dig til?

Savner du en åndelig livsdimension?

Føler du at dine interesser er mere seriøse end de andres?

Savner du samvær med ligesindede unge?

Ring og tal med Gudrun Strömgreen, 32595241.

Det var oplagt at han kunne ringe. Han sagde til Mads at han skulle spise hos Annie og at han måtte gå nu. Han kørte straks ned til telefonboksen:

   — Det er Gudrun.

   — Goddag, mit navn er Niels-Henrik Aphel, jeg har set Deres annonce i mit skoleblad.

   — Goddav Niels-Henrik - går du i gymnasiet?

   — Nej, jeg er gået ud - sidste år - jeg gik der kun et par måneder.

   — Hvorfor?

   — Jeg studerer på egen hånd - og jeg interesserer mig meget for matematik - øh jeg arbejder på et problem - et meget berømt problem.

   — Og du blev så optaget af dit problem at du droppede gymnasiet?

   — Ja.

   — Hvad siger dine forældre til det?

   — Min far er rasende, men jeg bor ikke hjemme.

   — Hvor bor du?

   — I et lille hus som mine forældre ikke véd hvor er.

   — Niels-Henrik, jeg synes at du skal komme ud og besøge mig - kan du komme i morgen?

   — Ja.

   — I morgen ved tolv-tiden?

   — Ja.

   — Niels-Henrik, jeg vil godt høre om din matematik - og om dit problem.

   — Ja.

   — Jeg forstår nok ikke så meget af det, men jeg har da en matematisk studentereksamen, men det er tredive år siden, men du kan nok hjælpe mig med at genopfriske det vi har brug for.

   — Ja!

   — Kan du tage noget med af det du arbejder med?

   — Ja!

Niels-Henrik rystede helt da han havde lagt røret. Han havde jo ikke gjort noget forkert men alligevel. Tænk, hun vil høre om hans matematik. Hvad går det mon ud på? I aften vil han forberede sit foredrag.

Han spiste alene med sin mor - Trine var der heller ikke.

   — Hun er ude hos Brian - de øver sig - de skal ud og spille lørdag aften.

   — Håndbold?

   — Nej da, da ikke lørdag aften - hører du aldrig efter? - trommer! - med gruppen - hun er blevet dygtig.

   — Hva' er det for en gruppe? - øver de sig på tredie sal?

   — De har vel et lokale - du sku' også spille sammen med andre unge.

   — Jeg spiller med Annie - og så er der jehovaerne.

   — Jehovaerne? - hvem er det?

   — Vivi og Steen.

   — Er de Jehovas Vidner?

   — Ja - det véd du da - hører du aldrig efter?

   — Det har jeg da ikke hørt - taler de om religion?

   — Ja, men jeg følger ikke med i deres diskussioner.

Hans far kom hjem - han havde spist og han tog i klubben - han sku' lige ordne et par ting.

   — Niels-Henrik, bliver du her i aften?

   — Nej, jeg skal forberede et foredrag.

   — Et foredrag? - om hvad?

   — Om det jeg arbejder med.

   — Hvor henne?

   — Det er én der skal høre om det.

   — Det lyder spændende - er det en ekspert?

   — Ja!




   — Så Niels-Henrik, nu ska' du se, der er lidt af hvert.

Brødet var så varmt at man brændte sig på det - uhm hvor det dufter.

   — Der er hjemmelavet brombærsyltetøj.

   — Tak.

Katten hoppede ned fra gyngestolen og kom hen og sku' snuse og kløes - så sprang den igen op og sad på toppen.

   — Niels-Henrik, vi må give os god tid til dit problem, men jeg skal jo vide noget om dig, og det må vi hellere få overstået.

   — Ja.

I den næste time blev Niels-Henriks livshistorie halet frem - hans forældre og Annie og hans interesser i tidens løb - og hans syn på forskellige spørgsmål. Hun talte meget professionelt - gu've' hvad hun har lavet - og hvorfor hun er endt sådan her. Hun mente at have hørt Annies navn, og også hendes forældres navne, og Riisbye kendte hun naturligvis - hun havde flere sæt Riisbye-undertøj - men RiisStyle havde hun ikke hørt om.

   — Men Niels-Henrik, lad os nu vende tilbage til din matematik - kan du ikke ganske langsomt og helt fra grunden fortælle mig om dit arbejde med Goldbachs formodning?

   — Jo.

Niels-Henrik flyttede kopper og tallerkener til side og tog et bundt papirer op af rygsækken og bredte dem ud på bordet. Det var nøje planlagt hvordan det skulle ligge. Han forklarede hvad Goldbachs formodning går ud på, og det utrolige i problemet, og noget af det man har fundet ud af. Og så forklarede han hvordan man konstruerer hans kurver, om det vandrette liniestykke foroven der viser Goldbachs formodning, og om hvordan figuren har givet ham ideen til tre uligheder som ligger i forlængelse af hinanden og som tilsammen kan bevise Goldbachs formodning. Og at den midterste ulighed er den vigtigste, og at det er en helt ny formodning som han har fundet og som sikkert vil vække opsigt. Damen fik kun fat i de ting som Niels-Henrik gentog flere gange, men hun kunne forstå, at det er en meget betydningsfuld sag han tager livtag med, og hun bemærkede den alvor han lagde for dagen.

   — Det du er igang med nu, er altså at bevise, at hvis din formodning er sand for det lige tal n, så er Goldbachs formodning også sand for tallet n?

   — Ja.

   — Og det betyder at du skal bevise de to andre uligheder, og det kan blive et meget stort arbejde?

   — Ja - jeg er sikker på at de kan bevises, men for at komme videre er jeg nødt til at læse nogle afhandlinger der er skrevet.

   — Men lige nu føler du, at du må have en pause efter at have arbejdet så længe?

   — Ja - og før eller senere skal jeg jo igang med en mere alsidig uddannelse - jeg har tænkt mig at jeg vil følge nogle forelæsninger ved Universitetet til efteråret - noget for viderekomne - jeg vil læse en masse her i sommerferien, så jeg har forudsætninger nok.

   — Det lyder fornuftigt - véd du hvad du vil gå til?

   — Nej, lektionkataloget er ikke kommet endnu.

   — Men når du har fundet ud af det, så skulle du kontakte læreren, han vil sikkert gerne hjælpe dig.

   — Ja.

   — Og selvom du skulle tvivle på om du har forudsætninger nok, så skal du gå til det alligevel - hvis du kun går til én ting, så har du jo tid nok.

   — Ja - ja det ka' jeg.

En bi summede over syltetøjet. Damen tog en teskefuld over på sin underkop og satte det til bien.

   — Niels-Henrik, den annonce du har set, har jeg haft forskellige steder i et par år, og jeg har haft besøg af mange unge mennesker - og jeg kan fortælle dig, at din situation slet ikke er så håbløs som du tror - der er nogle af dem jeg har kontakt med, som vil være lige noget for dig - sikkert også nogle af pigerne - når du går, skal du få nogle adresser.

   — Det lyder godt!

   — Jeg har samlet en gruppe unge mennesker, og vi mødet jævnligt - jeg synes at du skal komme med i gruppen - som du kan regne ud, så har I en hel del tilfælles, men I er også meget forskellige indbyrdes - men inden jeg fortæller dig nærmere om vores aktiviteter, så skal jeg fortælle dig lidt om den fremgangsmåde jeg brugte da vi talte om dit liv - der var nemlig et system i min måde at spørge på - jeg bruger en særlig metode - den kræver en del øvelse, men har man den, så er den mægtig effektiv - jeg kan nemt forklare ideen i metoden - den bygger på det man kunne kalde "de grundlæggende begreber" - man kan også sige de evige begreber - det er de begreber som er helt centrale i vores liv og som menneskene altid har kendt - men det konkrete indhold man har lagt i begreberne, har varieret meget fra kultur til kultur, og igennem tiderne og fra menneske til menneske - begreberne optræder altid i par der er hinandens modsætning - det er dels begreber som "god" og "ond", og "smuk" og "grim", og "sand" og "falsk", og så videre - her er det første positivt og det andet negativt - men så er det også begreber som "det mandlige" overfor "det kvindelige", og "kultur" overfor "natur", og "forandring" overfor "bevaring", "frihed" overfor "orden", og så videre - og her kan vi ikke uden videre sige at det ene er bedre end det andet - jeg bruger omkring tyve af de begrebspar, og de fleste af dem må præciseres nærmere inden man kan gå videre - for eksempel "det mandlige" og "det kvindelige" - det er vores prioritering af de begreber, og det konkrete vi lægger i dem, der fortæller hvem vi er - når jeg taler med et menneske, så forsøger jeg først at finde ud af hvilke af begreberne der har særlig betydning for det menneske, i den forstand at den pågældende bruger det begreb, eller noget der minder om det, i sin vurdering af sig selv og andre - det vi lægger i begreberne kommer fra vores kultur og opdragelse, men det kommer også fra det liv som vi af en eller anden grund er kommet til at leve - og så kommer det an på vores medfødte natur - for eksempel spiller det en stor rolle om man er udadvendt eller indadvendt - den forskel har du vel hørt om?

   — Ja.

   — Den udadvendte er den der elsker at være sammen med mange mennesker - han arbejder bedst når han hele tiden får respons fra andre, og han går selvfølgelig meget op i at være i centrum for andres opmærksomhed - du har det lige omvendt - du er indadvendt - endda meget indadvendt - du kan have det ganske fint med at være helt alene - så arbejder du bedst - og du har en stærk trang til at fordybe dig i ting - og du foretrækker få, men nære venner - hvad flertallet mener om dig, går du ikke særlig højt op i.

   — Næh.

   — Det har nogle fordele for én selv at være indadvendt, men det er ikke det der er på mode i vores tid - man kan sige, at vi lever i en udadvendt tidsalder - det har at gøre med de hastige forandringer der sker - de udadvendte har nemmere ved at omstille sig - i vor tid er det ikke rentabelt at fordybe sig - men der har også været indadvendte tidsaldre - i romantikken var det på mode at være indadvendt - hvis man altså havde berøring med den romantiske åndsstrømning, og det var vist kun dem der havde med kunst at gøre - kunstnere og videnskabsmænd er oftest indadvendte - ellers vælger man ikke at gå den vej - sådan var det ihvertfald før i tiden, men sådan er det vist ikke mere.

   — Næh.

   — De indadvendte synes at de udadvendte er overfladiske, og de udadvendte synes at de indadvendte er kedelige - sådan er det.

   — Ja.

   — Men man skal passe lidt på med modsætningen udadvendt og indadvendt - og også med de andre modsætninger - for det er ikke altid ligetil at afgøre - hvis du tænker på de forskellige mennesker du kender, så vil du se at det kan være svært at afgøre om de er udadvendte eller indadvendte - det kan være situationsbestemt - men i din familie ser det ud til at være trukket ret klart op - din far og din søster er meget udadvendte, men din far omgås ikke så mange mennesker som han kunne ønske - din mor har en hel del indadvendte træk - men når hun var så ensom som barn, så kan det også være fordi hun ikke rigtigt trivedes i hjemmet - jeg tror ærlig talt at hun kedede sig i familiens selskab.

   — Ja det ka' godt være.

   — Når et menneske er udpræget udadvendt eller indadvendt, så viser det sig meget tidligt i barneårene - og jeg har på fornemmelsen, at det er din indadvendte natur som har fået din mor til at overlade dig så meget til din moster.

   — Nå - ja.

   — Du ville ikke kunne trives i din fars miljø - og din moster ville kunne lære dig en masse, og det ville lindre på hendes ensomhed.

   — Ja.

   — Men en indadvendt og en udadvendt kan godt have det glimrende sammen - sådan ser det jo ud til at være med dine forældre og med din mor og din søster - jeg er helt sikker på, at din mor blev meget forelsket i din far da hun mødte ham - og at hun stadig elsker ham - for forelskelse kan få et menneske til at acceptere alt hvad den anden står for - man kan ligefrem begynde at elske ting man tidligere hadede.

   — Ja - ja sådan må det vel være.

   — Din far bragte en tiltrængt fornyelse ind i din mors liv - jeg kan ikke helt afgøre din moster - hun lever og arbejder alene, men det er jo ikke sikkert at det er noget hun ønsker - din mor og din moster kommer fra et miljø hvor der var ekstreme krav til dygtighed og dannelse, og du siger, at de har meget mere "at sige" end de fleste, men det er forskellige ting de er optagede af - din mor kan sige meget om hvad der foregår i mennesker - hun er lidt af en Sherlock Holmes på det område, sagde du - hun opdager ting hos elever og kolleger som ingen andre opdager, og den pågældende selv opdager heller ikke at hun har opdaget det - og når hun er sikker i sin sag, så griber hun ind - som det med hendes kollega der inviterede, fordi hendes mand nu havde fået orden i sin økonomi - din mor kunne fornemme, at den orden kom af at manden havde begået underslæb - det tjener virkelig din far til ære, at han reddede familien ved at dække underslæbet.

   — Ja.

   — Din mor kunne være blevet en god psykolog, men det er bedre at hun blev skolelærer, for den måde vi underviser børn på, er en kæmpe ulykke som i sidste ende koster dyrt - systemet er som det er for at holde udgifterne nede, men det er snarere tankeløshed der ligger bag - så derfor skulle der være mange flere lærere af din mors type - de kunne rette op på skaderne og være med til at få gennemført, at man underviste børn forskelligt alt efter deres natur og det liv som der er forskellige ting der tyder på at de vil komme til at leve.

   — Ja.

   — Din mor spørger ikke nærmere til dit arbejde, siger du, men det er nok fordi hun tænker at hun ikke ville kunne forstå det - men hun gør slet ingen indvendinger imod din leveform og din mosters indflydelse på dig, og det er fordi hun føler sig sikker på at du er på den rette vej - du siger hun af og til kan virke overfladisk, men jeg er sikker på at det er en attitude - det at din mor spiller dum og siger din far imod, mere end godt er, er måske med til at gøre hende så charmerende i hans øjne - din moster har uden tvivl ret i at hun har et spil kørende overfor din far - at de lever et dobbeltliv - og det har sikkert været der ligefra de mødte hinanden.

   — Ja.

   — Igennem sin tilsyneladende ubekymrethed, giver din mor udtryk for at der ikke er noget at bekymre sig for - men kommer der en dag hvor der er grund til bekymring, så vil hun tage sagen meget alvorligt, ka' du være sikker på.

   — Ja.

   — Din moster lægger meget mærke til tingene - menneskenes skaberværker - hun vurderer og kommenterer alt, siger du - og den opmærksomhed har hun overført til dig - og din sensitive natur har betydet at du har været særlig modtagelig - du lægger meget mærke til hvordan mennesker og ting ser ud - der er meget der frastøder dig, som de fleste ikke ville tænke så meget over - du "ka' ikke li' synet af gamle folk", sagde du - og det støder dig at man på fjernsynsskærme ser mennesker tættere på end i virkeligheden - du bryder dig generelt ikke om mænds ydre - det er kun meget få mænd du kan fatte at kvinder kan se noget i - der er dog nogle mænd som du kan se noget tiltrækkende ved - din far for eksempel - men du bryder dig ikke om det tøj han går i - men han ville være endnu værre, hvis han gik i det tøj han selv producerer - generelt synes du bedre om mænd fra Østen end mænd fra Vesten, men når det gælder kvinder, har du det omvendt - Østens kvinder er smukke, men det er ikke en form for smukhed der tiltrækker dig - du kan ikke blive klog på dine kammeraters følelser overfor piger - du forstod ikke hvordan drengene i din klasse kunne få sig selv til at tale om nogle af pigerne som de gjorde - du mener at du føler dig mere tiltrukket af piger end de gør - men på den anden side, det må være forfærdeligt at være pige, sagde du - der er noget tragisk over kvindens udvikling med alderen - din mor virker som om hun aldrig vil ældes, og du synes også at din moster ser godt ud - og "de forstår at klæ' sig smart og sexet", sagde du - du ka' godt li' din mosters tøj fra 70'erne - du synes ikke det virker umoderne - du bryder dig ikke om det tøj de fleste går i - "begrebet mode er åbenbart gået af mode" - eller rettere, det er firmanavnet der er moden - du ku' ikke tænke dig at gå med tøj hvor der står noget på.

   — Næh.

   — Da vi talte om lærerene, sagde du, at siden eleverne ligger langt over landsgennemsnittet, så må de åbenbart være gode nok til det faglige - det var deres væremåde der stødte dig - du følte dig forlegen, sagde du, når en elev blev nedgjort - du har altid klaret dig godt i skolen, men du synes at det er synd, at de elever der ikke er så dygtige, hele tiden skal mærke at de ikke er gode nok - du talte om en pige du havde hørt græde da du cyklede forbi hende på hjemvejen - du føler at du har mere medfølelse med andre end de fleste.

   — Ja.

   — Og så er der tingene - bilerne bliver mere og mere aggressive at se på - og du sagde noget jeg ikke har tænkt på: i gamle dage skulle man kigge opad - husene var forsynede med tårne og spir - og især skulle man kigge opad når man var i en kirke - når man kiggede nedad, så man snavs og slitage - idag er det nedad man skal kigge - i forretninger og storcentre er der altid grimt når man kigger op - og sportshaller gør man slet ikke noget ud af, for de er ødelagt af reklamer.

   — Ja.

   — Du prioriterer skønhed og godhed højt, men ikke sandhed - jeg spurgte dig om man kan tillade sig at lyve - det kan man godt, sagde du, "overfor idioter" - du synes at det er helt iorden, at den amerikanske præsident har løjet om sit sexliv og at en dansk politiker har løjet om en bøde for spritkørsel - og du har mange gange løjet overfor lærere - når for eksempel en dansklærer havde spurgt nærmere til noget du havde skrevet i en stil - hvordan var det? - du skulle skrive en stil om en roman du havde læst, og så spurgte du din mor om en roman, og hun foreslog en som hun som ung havde holdt foredrag om i deres salon - og så faldt det dig ind at ændre lidt i hendes foredrag og aflevere det - din mor og din moster fik et chok da de hørte karakteren: 9 - de havde været sikre på et 13-tal, for hele familien havde været med i det dengang - handlingen var ikke gengivet korrekt, kunne du fortælle dem - du havde ikke selv opdaget det, og at det var bevidst fra din mor og mosters side, vidste du ikke.

   — Næh, haha.

   — Læreren havde nok også set at det ikke var dig der havde skrevet det - engang stillede din dansklærer dig nogle underlige spørgsmål om din mor, men så gik det op for dig, at lærerne jo nok slet ikke vidste noget om din moster og hendes rolle i dit liv.

   — Ja - haha.

   — Jeg tror jeg ka' gi' dig forklaringen på den miljøforskel du oplevede da du kom i gymnasiet - du sagde, at i gymnasiet var det langt mere "kæft, trit og retning" end i folkeskolen - og det nogenlunde gode klima i folkeskolen, er din mor måske ubevidst skyld i.

   — Hvordan?

   — Jo for din moster siger, at vi overfor de mennesker som er vores overordnede i en eller anden forbindelse, ikke skal finde os i unødig kommanderen - hvis nogen siger at vi skal det og det, og vi føler at det bare er for at de skal demonstrere deres magt eller fordi det gør livet nemmere for dem selv, så skal vi bede om en nærmere begrundelse - din moster havde sagt at du overfor lærerne skulle stille spørgsmål, hvis der ikke var rimelighed i det de forlangte - og det havde du også gjort nogle gange, sagde du - og siden børn og unge normalt ikke stiller spørgsmål til det de bliver beordrede til, så har det sikkert været diskuteret blandt lærerne - og det må være noget du har fået besked på hjemmefra, altså af dine forældre - og det kan man godt forestille sig, for du siger, at det er almindeligt kendt at din far som arbejdsgiver er meget mild, og at din mor er det samme som skolelærer - og eftersom din mor er lærer på den skole du gik på, og eftersom hun "er fredet i klasse A", som du sagde, så har den holdning man har tilskrevet hende sikkert smittet af på de andre lærere - og sat sit præg på skolen.

   — Ja det ka' godt være!

   — Du har altid følt at din skole var bedre end de fleste, og det kan være, at det er din moster som er den dybere årsag til det, og at det er din mor som har ført hendes krav igennem uden at kende sin rolle - din mor er et forbillede, siger du, og en del af hendes forbilledlighed er måske en holdning som hun sikkert har, men som hun aldrig har givet udtryk for.

   — Ja - ja det ka' være - jeg vil spørge...

   — Ja, men tal først med din moster om det.

   — Ja.

   — Du lægger meget vægt på frihed - du vil leve ligesom din moster - din idé med et firma der laver computerprogrammer som ingen spørger efter, fordi det er noget de ikke tænker over, lyder genial - og det kan da godt være at du kan få andre til at lave rutinearbejdet - noget af det du sagde, ja sikkert det meste, skyldes påvirkning fra din moster - og det er som det skal være - og du sagde jo, at hun har det med at kommentere alting når I er ude sammen - hun gør tit nar af folk.

   — Ja, men det er mest deres påklædning hun gør nar af - eller hvis de tror de er noget.

   — Ja - og det at der er steder hvor hun aldrig sætter sine ben, kan have fået dig til at føle at der er noget galt med de steder - der er flere ting som det er svært for mig at afgøre - du sagde at penge ikke betyder noget for dig, og at du godt kan leve i fattigdom, men hvordan kan du vide det? - du har jo aldrig kendt til fattigdom.

   — Næh, men jeg kommer nok aldrig til at tjene ret meget.

   — Man kan klare sig for meget mindre end folk tror - også selvom man har et barn - det betyder at barnet ikke kan være med på moden, men så har det forhåbentlig nogle andre ting, og dem må barnet lære at forsvare - vi skal forsvare vores ting, og vi skal angribe de andres ting, hvis vi synes de fortjener det - det skal vi lære, og det er ganske nyttigt at den indlæring begynder i en tidlig alder.

   — Ja - haha.

   — Jeg lever for tusind kroner om måneden - mit hus, det holder nok min tid ud - men om du kan leve med at måtte gi' afkald på ting, det véd du jo ikke når du ikke har prøvet det - det kan af og til gøre ondt at være fattig - men der er også noget andet af det du sagde, som jeg ikke kan være sikker på - når jeg taler med mennesker, så prøver jeg hele tiden at have i tankerne om de taler sandt - det kunne jo være, at de som et eksempel på noget fremragende nævner noget som de i virkeligheden ikke ser noget særligt i, men som de har lært at man skal synes er fremragende - men selvom mennesker ikke taler sandt, så kan deres udtalelser alligevel sige noget væsentligt om dem - i dit tilfælde kan jeg ikke være sikker på om de musikværker du nævnte, virkelig er dem du føler allermest for - der er nogle af de komponister du nævnte, som jeg tvivler på at man i din alder rigtigt kan værdsætte - men på den anden side, du har jo hørt den musik ligefra du var barn - men jeg vil nu alligevel påstå, at din moster har en finger med i spillet - og hun er nok heller ikke upåvirket af den konsensus der hersker i musiklivet.

   — Næh.

   — Men det er ikke nogen af de begreber jeg lige har nævnt der er det vigtigste begreb for dig, det er et andet begreb som du sikkert ikke selv har tænkt på - jeg skal fortælle dig om det lige om lidt.

   — Nå - ja.

   — De grundlæggende begreber styrer os på den måde, at vi søger imod det positive og bort fra det negative...

   — Det gør vi da ikke altid.

   — Nej rigtigt, men vi mener at vi bør gøre og føle det positive - men vi gør det ikke altid - vi hverken handler som vi bør eller føler som vi bør - og sådan har det altid været, og det bliver aldrig anderledes - men selvom vi ikke er som vi bør være, så kan man da godt forestille sig at mennesket ved hvad der er det rigtige og det forkerte - og det vidste man faktisk bedre før i tiden - før i tiden havde man mere klare forestillinger om de begreber jeg taler om end vi har idag - i oplysningstiden i 1700-tallet diskuterede man alle tænkelige spørgsmål, især sådan noget med de rette omgangsformer og de rette proportioner i kunsten - og man nåede frem til, at når det gjaldt kost og klædedragt og køretøjer, så kunne der nok være forskelle på smag - og det behøvede ikke at betyde så meget - det var et spørgsmål om mode - men i "de skønne kunster" var sagen ganske anderledes - her kunne "folk af smag", som det hed, i høj grad nå til enighed - der herskede enighed om hvilke kunstværker der var de allerstørste, og man sammenlignede de forskellige værker med de allerstørste - og så viste fejlene sig ganske tydeligt - uelegance i en tale, forvirret handling i et skuespil, forkerte proportioner i et billede, ubehjælpsom instrumentation i et orkesterværk.

   — Joh.

   — Vi forestiller os, at mennesker før i tiden levede i en verden der var mindre end den vi lever i, fordi der var mange ting de ikke kendte til, men selvfølgelig var deres verden da ligeså stor som vores - forskellen er, at de enkelte ting var større i deres verden.

   — Jo, men netop fordi tingene var større, så kunne der opstå stor enighed - og stor uenighed om noget er positivt eller negativt - og sådan vil det da altid være - der er ting hvor man ikke kan blive enige om om de er smukke eller grimme - kunstværker og bygninger - og meningerne kan jo ændre sig med tiden - tag for eksempel Eiffeltårnet - da man byggede det syntes de fleste det var grimt, idag synes de fleste det er smukt.

   — Ja, opfattelserne af tingene kan ændre sig med tiden - blandt andet fordi vi som regel holder af det vi har set siden vi var barn - men der er da nogen sandhed om tingene - der er da nogen sandhed om Eiffeltårnet - det passede ikke ind i den omgivende arkitektur, og set tæt på er det en skrækkelig sammenfiltring af jern - det var vartegn for en verdensudstilling, og skulle have været revet ned igen, og det var der krav om i flere årtier.

   — Ja, men der må da være forskelle på de forskellige folkeslags opfattelser - i vores gamle leksikon står at hottentotter er hæslige, men det synes de vel ikke selv, de synes nok at vi er hæslige.

   — Haha.

   — Og man kan da heller ikke altid sige hvad der er sandt - engang troede man at Jorden er verdens centrum og at himmelen drejer rundt om Jorden, og det kan man da godt sige er sandt - for verden har ikke noget centrum og en bevægelse af noget kan kun måles i forhold til noget andet - så mennesket kan da godt udnævne Jorden til at være verdens centrum, og vedtage at hele universet drejer om Jorden.

   — Nej, det kan mennesket ikke vedtage, for en sådan rotation ville forudsætte en kraft som ikke er der - det burde du som...

   — Ja, men der er en matematiker som har påvist at det er foreneligt med Einsteins relativitetsteori at himmelen drejer - og ifølge Einstein er gravitation ikke andet end geometri.

   — Det er muligt - og det er muligt at det er foreneligt med Einsteins relativitetsteori at himmelen drejer, men det er ikke foreneligt med Newtons love, og for sådan noget må Newtons love da gælde.

   — Ja, men jeg tænker på dengang man ikke vidste noget om en sådan kraft - og man kunne sige at det var en kraft som Gud havde indført.

   — Ja, rigtigt, engang kendte man ikke ret meget til de fysiske love, og selvom man vidste at en opfattelse er i strid med en fysisk lov, så ville man måske ikke tage sig af det, for de fysiske love havde ikke den betydning som vi tillægger dem - tingene var som Gud havde bestemt, og Gud kunne gribe ind i verdens gang - men nu har vi udforsket verden så meget, at vi véd at der hersker nogle love som intet kan ændre ved - og sådanne sikre kendsgerninger skal vi da rette os efter.

   — Jo, men før man havde videnskaben, var alt bestemt af religionerne, og der var kæmpe skænderier - dengang kunne man da ikke afgøre ret meget med sikkerhed.

   — Jo, man kan nå til frem til meget mere sandhed end mennesker vil vide af - vi har i tidens løb måttet erkende at forestillinger er uholdbare, og så har vi til sidst forladt dem, og det skulle vi de fleste gange have gjort meget tidligere - som for eksempel dette at Solen bevæger sig rundt om Jorden - man vidste da tidligt, at Jorden er rund og at tingene bliver holdt på plads af tyngdekraften, og så er det da mest naturligt at forestille sig, at Jorden stille og roligt drejer rundt om sig selv, end at Solen, og især stjernerne der ligger uendelig langt væk, skulle bevæge sig rundt om Jorden med en rasende hastighed - det var vel sådan noget der var Galileis argumentation, og det måtte mange af de lærde dengang da inderst inde have tænkt at der kan være noget om - Galileis lære har skræmt sindene, fordi den viste en alvorlig fejl i kirkens lære - og den fejl var ikke det, at de mente at Jorden er verdens midtpunkt, for den opfattelse er da den mest naturlige - nej kirkens fejl var, at den ikke tillod at fejlagtige opfattelser kan blive rettede - netop fordi tingene dengang havde så stor betydning, så havde de vedtagne opfattelser stor magt - og der var altid lagt hindring for at tingene blev lagt åbent frem - men tingene skal af og til lægges åbent frem - vi må fordømme enhver form for stivnet lære - når vi opdager fejl i vores opfattelser, så skal vi rette dem, og vi må fordømme når mennesker modsætter sig det - men vi må da prise at mennesker tager tingene alvorligt, og vi må også have forståelse for politiske forhold som kan være på spil - den katolske kirke havde jo lidt den tort, at vi her nordpå havde erklæret deres gudspraksis for falsk, og skulle de så også høre for at deres verdensbillede er falsk...

   — Haha.

   — Niels-Henrik, vi skal i virkeligheden være taknemlige for de stridigheder der var i kristendommen, for de har været med til at udvikle tænkningen i vores del af verden - det bedste ville jo være at man gør ligesom du gør: tager tingene alvorligt fordi man alvorligt interesserer sig for dem - men det næstbedste må være, at man tager tingene alvorligt fordi man har lært at de skal tages alvorligt - så har man da i det mindste lært lidt.

   — Jah haha.

   — I vor tid har vi fået det nemt med alle problemer - de er til for at løses, siger vi - og vi har jo fået verden nogenlunde som vi vil ha' den - der er ikke mere nogen der overanstrenger sig eller mangler noget, så derfor kan vi blive nogenlunde enige om løsningerne på vores problemer.

   — Der er da stadig uenighed, min moster havde skrevet et læserbrev hvor hun forsvarer aktiv dødshjælp, der var én der ringede og skældte ud.

   — Niels-Henrik, ethvert menneske der har en smule medfølelse og er istand til at tænke lidt, vil også acceptere aktiv dødhjælp - de mennesker der ikke gør det, er mennesker der ser så megen elendighed i dagligdagen, at de har vænnet sig til det og derfor ikke føler det de bør føle - jeg...

   — Det er det samme min moster siger.

   — Jeg har selv haft et sådant arbejde - i altfor mange år desværre - Niels-Henrik, man formes af det arbejde man udfører, og ser man for meget af det negative, så bliver man selv negativ - man mister de naturlige følelser.

   — Jo, men man kan da ikke på alle områder tale om naturlige følelser - tag nu den moderne musik, der er værker som nogle mennesker er begejstrede for, men andre bliver rasende over.

   — Ja, men hvad mener du selv om det problem, når du skal være helt ærlig? - er der ikke mange af de værker som du og din moster synes godt om, hvor du egentlig godt kan forstå at nogle mennesker bliver rasende? - der er simpelthen noget provokerende ved værket - jeg var engang til en klassisk koncert hvor der både var gammelt og nyt på programmet, og jeg har på fornemmelsen, at arrangørerne bevidst søgte at provokere publikum - de ældre værker var så tamme og idylliske at de var til at få kvalme af, og de nye værker var fyldt af dissonans og mægtige spring i styrke og tonehøjde - så resultatet var, at der skete det som arrangørerne havde ønsket: folk begyndte at udvandre.

   — Haha - hva' var det for komponister?

   — Det ka' jeg slet ikke huske - det var i min ungdom - og de har sikkert alle været meget kendte, så arrangørerne var dækket ind - det var i Odd Fellow Palæet hvor borgerskabet kom.

   — Haha - den koncert har min moster sikkert været til - jeg ska' høre hende.

   — Jeg har programmet, så det ku' være interessant at høre hvad din moster mener idag - hun vil sikkert erkende, at bevidst provokation spolerer tingenes kunstneriske værdi - en kunstner skal da arbejde naturligt.

   — Ja, selvfølgelig.

   — Men så er der også værker som helt igennem er hæderlige og vidner om talent - som for eksempel Vagn Holmboe - men som de fleste afviser uden at have gjort sig den mindste ulejlighed for at lytte - føler du dig ikke overbevist om, at hvis man gør en indsats for at komme sine fordomme til livs og lytte ordentligt til et ordentligt værk, så vil man også kunne bringes til at synes om det?

   — Jo.

   — Og synes du ikke også, hvis du skal være helt ærlig, at det burde ligge i menneskets natur at synes at dit matematiske problem er interessant? - i alle de højere civilisationer igennem tiderne har mennesker syslet med tal og geometri.

   — Så tilhører mine kammerater ikke en højere civilisation, for de ville slet ikke kunne fatte det.

   — Haha - du mener jo heller ikke at dine kammerater tilhører en højere civilisation, hvis du skal være helt ærlig.

   — Næh, ikke en højere civilisation, men de er da civiliserede - min moster siger at min far er mere civiliseret end hende.

   — Haha - du mener altså at din fars liv på en måde er ligeså rigtigt som din mosters, hvorfor har du så foretrukket at være hos din moster fremfor i dit eget hjem?

   — Fordi jeg bedst kunne lide at være dér - alle mine kammerater ville have foretrukket mine forældres hjem.

   — Hvor véd du det fra? - jeg vil påstå, at selvom du havde været en anden end den du er, så havde du såmænd gjort det samme - du smiler, er det en morsom tanke synes du?

   — Øh nej, men en sådan påstand har et morsomt navn, den kaldes en kontrafaktisk konditionale - det er en betingelsessætning hvor det der forudsættes ikke stemmer med virkeligheden - der er filosoffer der mener at den slags påstande er meningsløse - man kan ikke tilskrive påstanden en sandhedsværdi - sand eller falsk.

   — Det ka' jeg ikke forstå - det ka' da godt ha' mening - hvis nu vi siger... øh... jo, "hvis menneskene i stenalderen havde et kompas, så ville viseren pege imod Nord", kan vi så ikke godt kalde den påstand sand?

   — Joh, der er vel nogen af de kontrafaktiske konditionaler der må kaldes sande.

   — Se Niels-Henrik, når det gælder naturvidenskaben, så bøjer vi os ydmygt for kendsgerningerne - og hvis der er noget der ikke er som det burde være, så leder vi efter årsager - hvis kompasnålen forekommer os at pege i en forkert retning, så må der være noget som griber forstyrrende ind - en magnet eller elektriske ledninger - kompasnålen må pænt indordne sig under de love som hersker i verden - menneskene derimod, dem mener vi er hævede over lovene - når vi ser mennesker foretage sig ting som strider imod al fornuft og anstændighed, så oplever vi det ikke som naturstridigt og søger efter årsager.

   — Lovene for mennesket er måske for indviklede til at vi kan fatte dem.

   — Nej Niels-Henrik, det er ikke de biologiske lovmæssigheder jeg tænker på, det er de forestillinger vi har og som styrer vores færden - og de forestillinger tager vi altfor ofte bare for gode varer - vi ser dem ikke kritisk an - derfor florerer fejlagtige forestillinger - og det skyldes oftest at der er falske opfattelser som griber forstyrrende ind - ligesom med kompasnålen - og de opfattelser bliver båret videre fra generation til generation - i gamle dage var det overtroiske forestillinger, idag får vi påduttede falske opfattelser fra medierne og skolen og arbejdslivet - opfattelser som vi inderst inde godt kan se at der er noget galt med - men vi skubber det fra os - tænker ikke dybere over det, eller tør ikke at sige verden imod - når du skal være helt ærlig, så undrer du dig over dine kammeraters liv - du undrer dig over at de ikke er nået længere - du kan ikke holde dem ud - det er derfor du har reageret på annoncen - men tidens stemme fortæller dig, at du ikke må mene sådan - tidens stemme fortæller dig, at når det gælder mennesket, så er det ene ligeså godt som det andet - du siger, at din fars liv må siges at være ligeså godt som dit mosters, fordi du skal sige det.

   — Jamen hvis jeg nu havde været ordblind, så var jeg nok holdt op med at komme hos min moster - så ku' jeg jo ikke læse bøgerne - så havde jeg foretrukket min fars ting - film og fodbold.

   — Hvorfor dog det? - og du siger jo lige at du ikke læste din onkels bøger.

   — Haha.

   — Det kom først senere, og ordblindhed ville da ikke nødvendigvis betyde det store - det er ikke nogen hindring for at dyrke matematik - og da slet ikke musik - nej Niels-Henrik, havde din moster ikke været der, så havde du tilpasset dig dine kammeraters og din fars verden - og du havde såmænd været ligeså tilfreds, ja måske mere tilfreds end du er nu - Vor Herre har nemlig været så nådig, at forsyne os med en glimrende evne til at tilpasse os de vilkår vi må leve under, næsten uanset hvor triste eller absurde de tager sig ud - i gamle dage var det fattigdom og hårdt arbejde man skulle tilpasse sig, idag er det et liv der er følelsesløst, og tit direkte absurd, at man skal tilpasse sig - der er nemlig sket det, at vores følelsesmæssige kontakt med verden - andre mennesker, tingene, ideerne, traditionerne - er blevet svagere - det indhold vi lægger i de begreber jeg taler om, er blevet mere og mere diffust - og det betyder at de kræfter der bevæger os er blevet svagere.

   — Der er da stærke kræfter der bevæger folk, alle mine klassekammerater skal til Roskilde Festival om et par uger.

   — Ja, men Niels-Henrik, de kræfter jeg taler om, er ikke menneskets elementære drifter - flokinstinktet, seksualdriften, selvopholdelsesdriften - dem vi har tilfælles med dyret - det er de kræfter der adskiller mennesket fra dyret, jeg tænker på - vores etiske forestillinger, vores ansvarsfølelse overfor værdierne, vores trang til at omgive os med smukke ting, vores religiøse forestillinger - når det gælder de ting, er vores forestillinger blevet underligt slørede, og jeg skal fortælle dig hvorfor...

   — Min moster siger at folk kan ikke kapere alt det de udsættes for.

   — Det er helt rigtigt - og især kan børn ikke kapere alt det de udsættes for - og det er her vi har problemet - det er jo igennem opdragelsen at vi får indpodet vores forestillinger - og idag opdrager vi børn på en helt anden måde end tidligere - før i tiden lærte barnet verden at kende ved at det modtog den i små bidder fra forældrene og skolen - men barnet modtog selvfølgelig kun de godkendte ting, de ting som var gode og nyttige - at der også var ting som ikke var godkendte, erfarede barnet lidt efter lidt - på den måde fornemmede barnet hvilke ting der havde værdi og betydning, og hvilke der var skadelige - og på den måde fik barnet håndgribelige forestillinger - så når det unge menneske forlod hjemmet og skolen, så havde han eller hun veludviklede målestokke til at vurdere tingene med og lade sig lede af - og som kunne videreudvikles - jeg siger slet ikke at målestokkene var uangribelige, jeg siger bare at de var veludviklede - idag modtager barnet ikke mere verden i godkendte småbidder, men derimod i sin fulde udstrækning og i én pærevælling - den kommer fra skolen og den kommer ned igennem tv-antennen, og nu kommer den også fra Internettet - barnet er selvfølgelig slet ikke istand til at finde orden og mening i alt dette, så derfor bliver dets målestokke mangelfuldt udviklede - det er da klart, at når et barn hver dag ser perverse og fremmedartede ting som det slet ikke forstår, så bliver disse ting så velkendte at barnet ikke reagerer på dem - barnets følelser og orienteringsevne udvikles forkert - hvis forældre lader deres barn høre al tænkelig musik, uden at den bliver kommenteret og bearbejdet, så får barnet aldrig udviklet en sans for musik - jeg er sikker på, at din moster har valgt musikken, fordi hun som barn havde fået en god sans for musik.

   — Ja, begge hendes forældre var jo klassiske musikere.

   — Hun har altså hjemmefra fået en god og solid målestok, og igennem sine studier har hun videreudviklet den - hun har fået en stor færdighed i at vurdere musikværker - hun kan redegøre for fortrin og mangler ved to forskellige indspilninger af en symfoni - og en indspilning som almindelige mennesker hører med stort velbehag, kan være en lidelse for din moster.

   — Ja mon ikke - og hvis hun kommer ind i en forretning hvor der er musik, så skælder hun ekspedienten ud og går igen.

   — Det kan jeg da godt forstå - man har ikke ret til at påtvinge folk musik - der er noget galt med mennesket, når det er indifferent overfor alt hvad der sker rundt omkring - når man altid kun halvlunkent varmes om hjertet - og der er også noget galt, når man aldrig får et ordentligt raserianfald.

   — Jah haha, jeg smadrede jo døren!

   — Sådan skal det være, vreden burde være en vigtig drivkraft i vores liv - men Niels-Henrik, nu skal jeg fortælle dig om en drivkraft som burde være den allervigtigste, men som vi har et så amputeret forhold til, at vi skammer os over den og derfor undgår at tale om den - og det er den drivkraft som kaldes kærlighed.

   — Hvordan? - du mener at min interesse er kærlighed?

   — Jeg mener, at du har særlige forudsætninger for at komme til at leve et rigt liv - jeg sagde at du er indadvendt, men du er også det man kalder "særlig sensitiv" - på nogle områder sanser du verden særligt kraftigt - og du begejstres mere og fordyber dig mere end de fleste, og du har mere empati overfor andre - det er i en vis grad arveligt betinget, men det forudsætter et særligt opvækstmiljø - i dit tilfælde er det helt klart opholdet i din mosters hjem som har udviklet dig i den retning - det har fordele og ulemper at være særlig sensitiv - den særlig sensitive kan generes af ting som ikke berører de fleste mennesker - du og din moster lider under at udviklingen er gået jer imod - men du vil have nemmere ved at tackle situationen end din moster - den musik din moster beskæftiger sig med, er absolut ikke inde i nogen guldalder - den er vist nærmest i en regulær krisesituation - og hun begår den fejl, kan man sige, at hun opholder sig på det sted hvor krisen er værst - det er en forudsætning for at hun kan skrive den bog hun arbejder på, og hun er sikkert den helt rigtige til at skrive den - men jeg tror, at når hun er færdig med bogen, så vil hun kunne slappe mere af, og så vil hun sikkert begynde at beskæftige sig mere med den ældre musik.

   — Ja, det kan godt være - og hun vil nok også spille mere.

   — Ja - du har begået den fejl, at du har kastet dig over et problem som er altfor vanskeligt - men det er alligevel godt, for dit arbejde har været meget udviklende for din evne til at tænke matematisk - når du begynder at gå til forelæsninger ved universitetet, så vil du opdage, at du har meget nemmere ved at lære tingene end du forestiller dig lige nu - du vil sikkert have nemmere ved at følge med og løse opgaver end de andre, selvom de har studeret i længere tid end du har, fordi du igennem et helt år har udført meget koncentreret tankearbejde - du vil blive overrasket over hvor nemt studiet vil blive for dig.

   — Ja.

   — Du vil komme til at opleve og udrette en masse stort i dit fag, og du vil også på andre områder komme til at opleve noget stort - det er det jeg mener med kærlighed - men du har ikke kærligheden endnu - den har man ikke i din alder - men den kommer.

   — Ja.

   — Og den kommer på flere områder - skal du komme sammen med en pige, så vil du lægge meget vægt på at hun er den helt rigtige for dig, og du vil lægge et særligt arbejde i jeres samvær - og hvis hun ikke gør det samme, så vil du finde en anden - du vil ikke leve i et halvhjertet forhold - det er altsammen noget jeg kan forudse udfra de ting du har sagt - og især udfra det, at du dyrker din interesse på en helt anden måde end de fleste mennesker dyrker deres interesser - hvis man overhovedet bør bruge ordet "interesse" om den form for aktivitet som de fleste praktiserer - for der er oftest ikke tale om andet end bare aktivitet - og man bør ihvertfald slet ikke hæfte ordet kærlighed på det forhold de har til deres aktivitet - kærligheden er et fænomen som har en særlig plads i menneskets liv - kærligheden er livets højeste mål - kærligheden er altid rettet imod en bestemt genstand, og genstanden kan være et utal af forskellige ting - man kan have kærlighed til et menneske, kærlighed til sine forældre eller sine børn, kærlighed til Gud - og der er fædrelandskærlighed og næstekærlighed - grækerne talte om kærlighed til ideer som "sandheden" eller "skønheden", og om kærlighed til et virke - hvilke ting der har været genstande for menneskers kærlighed er meget kulturbestemt - men det er gået tilbage for kærligheden - brugen af ordet kærlighed er skrumpet meget ind i tidens løb - fædrelandskærligheden er helt forsvundet, og der er vist heller ikke mere nogen der påstår at de har en kærlighed til Gud - og man skal slet ikke vove at bruge ordet kærlighed i forbindelse med en faglig interesse - idag forbinder vi kun ordet kærlighed med den kønslige kærlighed mennesker imellem og med forældres kærlighed til deres børn - og selv med dén kærlighed står det oftest skralt til.

   — Jah.

   — Men retfærdigvis må man sige, at kærligheden altid har haft det svært - altid, siger jeg - hvis man skal beskrive kristendommen kort, så kan man sige, at dens opgave har været at udbrede kærligheden - det har den forsøgt i totusind år, men er det lykkedes?

   — Næh, man har opgivet og afskaffet kristendommen.

   — Haha ja, det er rigtigt - og hvorfor bruger man kun sjældent ordet kærlighed i de bredere betydninger? - det skal jeg sige dig: af en eller anden grund har ordet kærlighed stadig et skær af noget stort og dybt over sig, men de følelser vi har, fortjener kun sjældent et så stort ord - derfor nøjes folk med at sige at de elsker det ene eller det andet, for ordet elske har ikke så dybt indhold og det kan bruges om alt - og hvad livet som helhed angår, så holder de fleste sig helt nede på jorden, og nøjes med at stræbe efter tilfredshed - at være tilfreds betyder, at man får sine forventninger til livet indfriet, og det vil sige, at alle de små goder taget tilsammen er stor nok - og det allerhøjeste man overhovedet kan nå, er at være lykkelig - at være lykkelig vil sige, at man ikke kan forestille sig at man kan blive mere tilfreds - man mener at man stort set har alt - vores opfattelse af begrebet lykke, kunne man for nogle år siden se i nogle reklamer for en ejendomsmægler - man ser en mand sidde tilbagelænet og med foldede hænder på en altan eller i en have, og ovenover står der: "den største lykke er måske at eje" - altså: lykken er at have noget de fleste ikke har.

   — Og hvis så det bliver vedtaget at alle skal eje deres bolig, så er den største lykke væk!

   — Ja netop, så hurtigt kan lykken forsvinde - lykken er en tilstand - man kan sidde tilbagelænet og være lykkelig - det forholder sig helt modsat med kærligheden - kærligheden er ikke en tilstand, den er en gerning - og endda en besværlig gerning, vil jeg tilføje - kærligheden, uanset dens genstand, kræver en konstant arbejdsindsats, ellers forsvinder den - det vil du opdage, når du engang møder en pige og den hede forelskelsestid skal afløses af den varige kærlighed - de kristne måtte udføre et vanskeligt arbejde for at opnå kærlighed til Gud - og tænk hvilket arbejde det må kræve at praktisere sand næstekærlighed - og du véd alt om hvilken indsats det kræver at bevare sin entusiasme for sit fag, når man har modgang og når det man arbejder med ikke værdsættes af andre.

   — Ja mon ikke.

   — Man må konstant værne om kærligheden - har jeg ikke ret: hvis du ser en bog om et emne indenfor dit fag, og den er smuk og indbydende, så fyldes du med glæde og har lyst til at læse den, men når du ser en kedelig skolebog, så må du straks...

   — Jo, sådan har jeg det når jeg bladrer i bøger på biblioteket.

   — Kærligheden er svær, Niels-Henrik - man kan godt forstå at de fleste mennesker foretrækker at leve lykkeligt uden den.

   — Haha - men kan man ikke definere kærligheden?

   — Man kan ikke klart definere nogen af de begreber jeg har talt om - men de kan indkredses - og nogle mennesker kan fornemme dem bedre end andre - kærligheden, som jeg forstår det begreb, har at gøre med at man har noget som man altid vil være nær - noget som man vil være helt forenet med og som det ville være et ufatteligt tab at miste - det kan være et menneske, det kan være Gud, det kan være et fag, et arbejde til gavn for andre, ja sikkert flere ting som jeg ikke har hørt om - jeg vil foreslå, at vi bruger ordet kærlighed således at kærlighedens genstand kan være mange forskelligartede ting, men at vi til gengæld kræver meget førend vores følelser kaldes kærlighed - men kærligheden er ikke, som forelskelsen, en intens følelse - den må snarere kaldes dyb - og det er heller ikke helt rigtigt at kalde kærligheden en følelse, for kærligheden er som sagt i virkeligheden en gerning - eller endnu mere korrekt: kærligheden er en særlig adfærd - en særlig måde at gribe livet an på - et grundlæggende krav til livet - i virkeligheden er det nemlig ikke den konkrete genstand der er det afgørende - du kan sagtens forestille dig at genstanden for dit arbejde var en anden - at du havde valgt et andet speciale indenfor matematikken, eller at du havde valgt et beslægtet fag, fysik for eksempel, ligesom din onkel - ja måske at du havde valgt et helt andet fag - musik, ligesom din moster - men du kan garanteret ikke forestille dig, at du, ligesom de fleste unge, ikke foretog dig noget lødigt - at du bare sad og lavede lektier til fag som du ikke følte noget for, og bagefter zappede fra kanal til kanal for at se om der skulle være noget som kunne slå tiden ihjel.

   — Jeg ville hellere dø.

   — Ja det ka' jeg godt forstå - det har såmænd været ganske nyttigt for dig, at du hele livet igennem har set det liv de fleste lever - det har fået dig til rigtigt at værdsætte det der er på vej ind i dit liv - du er som sagt endnu kun vej, der vil gå lang tid førend det du vil komme til at opleve er fuldt udviklet - i din alder er de følelser man har, endnu ikke af en sådan art at de kan kaldes kærlighed - kærligheden kommer først når man er helt moden - og det er der mange der aldrig bliver - men nogle bliver det - for nogle mennesker er et liv uden kærlighedens dimension aldeles utænkeligt - men de fleste mennesker har kun en flygtig idé om kærligheden - og hvis der endelig er lidt substans i deres fornemmelse af dens væsen, så gør de ikke særlig meget for at erhverve den, de opgiver på forhånd, den er for stor - derfor bryder de sig ikke om kærligheden, den giver dem dårlig samvittighed - og derfor må de få som gør krav på kærligheden, evig og altid beskytte sig imod omverden.

   — Ja.

   — Prøv at forestille dig, at man spurgte en tilfældig mand på gaden om kærligheden er i hans liv - om han helt oprigtigt glæder sig til dagens gerning på arbejdspladsen, om han har en sand kærlighed til sin kone og sine børn, om han har interesser som det ville være et grusomt tab for ham at miste - tanken er utænkelig - topmålet af brud på takt og tone - tror du ikke at sandheden om denne mand er, at han nøjes med at være tilfreds? - og at han holder tilfredsheden i kog ved regelmæssigt at søge det han kalder "nye udfordringer" - han skifter arbejde hvert femte år - konen holder ikke meget længere - og han får børn i det ene ægteskab efter det andet - for børn giver parterne en følelse af at høre sammen - og de er dejlige og underholdende - så længe de er små - men tror du at han har mere fællesskab med sine halvvoksne børn end din far har med dig?

   — Næppe.

   — Og når man spørger ham hvad han interesserer sig for, så nævner han et utal af småinteresser istedet for nogle få store - det er helheden hans liv skal bedømmes på - men læg nu mærke til en ting: af og til møder man et menneske hvor spørgsmålet ikke ville være helt malplaceret - men man stiller det ikke, for det er ikke nødvendigt, man kan se at kærligheden er der - man kan se det på den aura der er omkring det menneske - når kærligheden er der, så lyser den langt væk - og selvom du endnu ikke helt kender og forstår kærligheden, og selvom du er trist tilmode fordi du er ensom og fordi dit arbejde går dig imod, så aner du inderst inde at der er noget stort på vej - og Niels-Henrik, jeg må desværre meddele dig, at uanset hvormange besværligheder og omkostninger der er forbundet med kærligheden, så kan du ikke fravælge den - hvis du gjorde det, ville du være evigt ulykkelig - det middelmådige liv kan du ikke leve - du hører blandt de mennesker der er bestemt til noget større end at...

   — End at sælge tøj!

   — Haha - Niels-Henrik, nu skal du høre, nu får du adresse og telefonnummer til en ung fyr på din alder som interesserer sig for matematik, og...

   — Matematik!?

   — Ja, og Niels-Henrik, hør her - han hedder Eirik, og han var for tre-fire år siden udsat for en frygtelig ulykke - han blev påkørt af en bil da han cyklede til skole - idag sidder han i kørestol og han får hjemmeundervisning - han er meget sød, og han kommer altid til vores møder, men han har lidt meget - ikke mindst fordi han har mistet meget af kontakten med andre unge - han har da heldigvis fået en sød kæreste - igennem vores gruppe - og vi finder nok også en kæreste til dig - Eiriks forældre fandt engang en ung mand på hans egen alder som han kunne studere sammen med, men Eirik kunne ikke bruge ham til noget - og det er nok fordi han er nået meget langt med sin matematik - jeg véd ikke hvad det er han præcist interesserer sig for, men jeg tror at du er den helt rigtige for ham - og du må straks gøre det klart for ham, at du arbejder professionelt med tingene.

   — Ja.

   — Ring til ham allerede i dag, og ring til mig og sig hvordan det er gået - og Niels-Henrik, hør her! - selvom I bliver gode venner, så skal du møde flere unge mennesker - og vi holder møde engang om måneden hvor vi taler om alle tænkelige emner.




Niels-Henrik kunne dårligt sidde på cyklen - tænk, så lidt skal der til! Og så er der også veninder! Han ville ringe til Eirik ved den første telefonboks:

   — Det er Eirik.

   — Hej, jeg hedder Niels-Henrik! - jeg har talt med Gudrun Strömgreen og hun gav mig dit telefonnummer.

   — Hej - interesserer du dig også for matematik?

   — Ja - jeg arbejder på Goldbachs formodning, kender du den?

   — Ja selvfølgelig - ethvert lige tal er summen af to primtal - men forsøger du at løse det problem?

   — Jeg har gjort en masse interessante opdagelser - hvad arbejder du med?

   — For tiden studerer jeg gruppen SL2R.

   — Øh hvad er det?

   — Det er gruppen af de reelle to gange to matricer med determinant 1.

   — Ja - er den gruppe interessant?

   — Ja, det er jo en ikke-kommutativ Lie gruppe - det er den harmoniske analyse der interesserer mig, altså hvordan Plancherel-målet opspaltes kontinuert og diskret.

   — Øh hvor lang tid har du studeret matematik?

   — Jeg har læst universitetsbøger i de sidste tre år - hva' med dig?

   — Jeg læste først "Matematisk Analyse" af Andersen, Bohr og Petersen, og...

   — Er den ikke noget forældet?

   — Jo, men jeg havde den tilfældigvis - min onkel var ingeniør - jeg har også to bøger og en masse artikler om Goldbachs formodning.

   — Er det meste ikke kinesisk?

   — Jo, hvorfor?

   — De er bagefter udviklingen.

   — Et uløst problem kan da ikke være bagefter udviklingen.

   — Jo, hvis det ikke kan løses, og hvis man har afklaret hvorfor.

Samtalen måtte et andet sted hen:

   — Hvilket sprog programmerer du i?

   — Programmerer? - jeg programmerer ikke - jeg har ikke engang en computer.

   — Laver du ikke computereksperimenter indenfor den harmoniske analyse? - og skriver du ikke noget?

   — Jeg kan ikke se hvad de computereksperimenter skulle bestå i, jeg arbejder teoretisk - og formler er da hurtigere at skrive i hånden.

Der var nu kun én ting at gøre:

   — Ka' vi ikke mødes en dag? - du er nået langt, ka' jeg høre - du ka' måske anbefale nogle bøger.

   — Jo, men det er nok bedst at du kommer her ud - du véd vel at jeg ikke ka' gå.

   — Ja - hvornår ka' jeg komme?

   — I aften får vi gæster men hva' med i morgen? - i morgen eftermiddag? - ved to-tiden?

   — Det er iorden.

Niels-Henrik var helt ør, han havde godt nok været forberedt men alligevel. Nu vil han køre til Annie. Det var ikke hans mening at fortælle om besøget hos damen, og nu er det ihvertfald helt sikkert at han vil vente.




Annie plejede altid at spørge ham hvad han havde lavet. Det gjorde hun ikke i dag, men imens de spiste sagde hun pludselig:

   — Jeg talte med Karin i dag - hun sagde at hun havde set dig ude ved Esrum Sø - på en vej der hedder Jætteskovvej - hun råbte til dig, men du hørte det ikke - du stod af ved et hus.

"Det er løgn, der var ikke en sjæl i miles omkreds!" Han var så overrumblet, at han inden han vidste af det havde sagt:

   — Jeg var ude at besøge en dame - øh det er noget med matematik - jeg skal møde en ung fyr i morgen som også arbejder med matematiske problemer - jeg fik hans adresse hos damen.

   — Ja - ja Karin fortalte at der bor én dér som er med i den dér åndelige forening de er medlemmer af.

   — Nå - jeg skal som sagt møde en matematikinteresseret på min egen alder i morgen - og jeg skal også møde nogle andre unge.

   — Det lyder jo godt - Karin og Stig kender lidt til hende, hun står vist for lidt af det samme som det de står for, ikke?

   — Næh, det hun sagde har overhovedet ikke noget at gøre med det Karin og Stig taler om.

   — Ikke? - hvad talte hun om?

Niels-Henrik fortalte det meste af historien: Mads' mor havde læst om denne dame som har samlet en gruppe af unge med seriøse interesser, og hun havde anbefalet ham at kontakte hende. Og med Annies hjælp kom alt hvad han kunne huske af samtalen frem.

   — Niels-Henrik, det lyder som om at hun er et fornuftigt menneske - og hendes idé med at lade ligesindede unge møde hinanden er genial - det vil være godt for dig at møde de unge i hendes gruppe - men det er unge mennesker som hun af en eller anden grund har fattet sympati for, og skal du komme sammen med et menneske, så skal der mere til end at vedkommende har lødige interesser - og det gælder også selvom det er dine egne interesser.

   — Javel.

   — Det er virkelig fint at hun har fremhævet kærligheden - og hun har i høj grad ret i det hun har sagt om kærligheden - især det at kærligheden er et særligt adfærdsmønster - men har hun selv det adfærdsmønster?

   — Det må du ikke spørge mig om.

   — Hendes "evige begreber" klinger noget nyreligiøst i mine ører - de er da sikkert evige, i den forstand at man i enhver kultur har forestillinger om dem - det er jo bare et spørgsmål om at definere tingene tilstrækkelig bredt - kærligheden meget bredt defineret, må vel være noget med en forestilling om det ædleste man kan stræbe efter - der kan sikkert opnås en vis enighed om hvad det kan være - det ka' jo ikke rigtigt være rigdom eller magt.

   — Næh.

   — Men hun mener, forstår jeg, at de "evige begreber" burde have et universelt indhold, men at de ikke har det, fordi forstyrrende ting griber ind - der ta'r hun helt fejl: de forstyrrende ting skulle meget gerne være der.

   — Nå!

   — Ja - det er en længere historie som jeg vil komme tilbage til - det er nok rigtigt at du er særlig sensitiv, men jeg bryder mig ikke om at en person står frem og kalder sig særlig sensitiv - lissom man heller ikke siger til alle og enhver at man er højt begavet - så har man antydet at man er mere menneske end de fleste - og det er jo situationsbestemt - der er mange forhold som griber ind - en højt begavet person kan være utilgivelig dum - og en særlig sensitiv kan optræde særdeles usensitivt - for de særlig sensitive er generede af flere ting end de fleste, og det påvirker deres adfærd - jeg vil foretrække at du og jeg siger om os selv at vi er indadvendte.

   — Det talte hun jo også om.

   — Ja, men jeg ser både det indadvendte og begrebet kærlighed i et andet perspektiv end hun gør - det er størrelser som i allerhøjeste grad er kulturbestemte.

   — Det sagde hun da også noget om - vi lever i en udadvendt tidsalder, sagde hun - i romantikken skulle man være indadvendt.

   — Ja, det er rigtigt, og en kultur hvor man lægger særlig vægt på kærligheden og det indadvendte, har jeg et særligt navn for - det skal du høre om - nu går jeg ud og laver kaffe.

Inden vi skal lade Annie begynde på sin lange udredning om religion, må vi hellere få opklaret mysteriet om hvordan Karin kunne se og kalde på Niels-Henrik uden at han kunne se og høre hende:




Naturligvis havde Karin ikke set Niels-Henrik. Nej, det hele gik sådan til:

Inden Torben den foregående dag tog i tennisklubben havde han gået i stuen og rodet, og da han så Niels-Henriks mappe med papirer ligge dér, havde han også rodet i den. Her lå en lap papir hvor der stod: "Gudrun Strömgreen 32595241", og med en anden pen: "Hyrdindestien tir 1200". Det noterede han i sin lommekalender. Efter spillet sad han ved siden af Bjørn, og Bjørn var som sædvanlig irritabel fordi han havde tabt. Efter en lang pause sagde Torben:

   — Siger navnet Strömgreen dig noget? - Gudrun Strömgreen.

Hvis Bjørn havde virket som om det navn ikke sagde ham noget, og spurgt hvorfor, kunne Torben have sagt at Niels-Henrik kommer sammen med én der hedder Gudrun Strömgreen - og han kunne have spurgt om hun gik på hans gymnasium - man vil jo godt vide lidt. Men der var bid, Bjørn rettede sig op i stolen og stirrede på Torben:

   — Hva' for noget!? - Gudrun Strömgreen!? - var det det du sagde? - har Niels-Henrik været hos hende?

   — Det véd jeg ikke - hvem er hun?

   — Der er meget du ikke véd! - du véd ikke engang hvor din egen søn bor - det er ellers sjældent man på de her kanter møder forældre der ikke aner hvor deres egne børn befinder sig - utroligt, drengen har været væk i et helt år og hans forældre véd ikke hvor han er.

   — Min søn er derhjemme ka' jeg fortælle dig! - og jeg har lige talt med ham! - og han trives strålende! - det gjorde han ikke da han gik i dit gymnasium!

   — At han kontakter Gudrun Strömgreen, ku' tyde på at han ikke trives strålende.

   — Gudrun Strömgreen er vel én unge mennesker henvender sig til når de ikke trives i skolesystemet.

   — Snarere når der er noget galt med hjemmet.

Den samtale blev ikke meget længere. Da Torben kom hjem, fortalte han Britta at Niels-Henrik har kontaktet en psykolog - det har Bjørn fortalt:

   — Men der er noget muggent ved det hele - jeg kunne ikke få ud af ham hvor han véd det fra - der tales vel stadig om ham, og nu går han til psykolog - det eneste han ville oplyse, var hendes navn - Gudrun Strömgreen, hedder hun - det virker som om de er forrygende uvenner - hun har nok kritiseret skolesystemet.

   — Kritiseret skolesystemet? - jamen så er det vel derfor Niels-Henrik har talt med hende - det er vel én Annie kender eller har kontaktet - og han så da ud til at ha' det fint i dag - han skulle hjem og forberede et foredrag som han skal holde for en ekspert i morgen - om sine teorier.

   — Det er de teorier der giver ham kuller - det er selvfølgelig hans absurde liv han selv er begyndt at ku' se det absurde i - og nu må han ha' en psykolog til at hjælpe med at bearbejde nederlaget og gi' råd om hvordan han ka' komme tilbage til det normale liv - der sku' ha' været gjort noget forlængst, men du ser ikke noget - du ville først reagere den dag der blev ringet fra den lukkede.

   — Det er der ingen fare for - du skal slet ikke bekymre dig for Niels-Henrik - hvis der er det mindste der ikke er som det skal være, så griber Annie ind.

   — Det gør hun nemlig ikke! - i hendes miljø er en tur på den lukkede er snarere regelen end undtagelsen - hvad er det han hedder ham originalen der sad og spillede på et flygel i en Irma-forretning?

   — Jeg taler med Annie i morgen.

   — Han skal besøge den psykolog i morgen, og når et ungt menneske henvender sig til en psykolog, så kontakter psykologen forældrene - nu får det her en ende - hvis vi ikke hører noget, vil jeg kontakte hende - øh du skal endelig ikke sige noget til ham.

Næste formiddag ringede Britta til Annie. Annie kiggede i telefonbogen men fandt ikke navnet Gudrun Strömgreen - hverken i navnebogen eller under "psykologer". Det er måske noget alternativt. Derfor ringede hun til Karin og Stig. De lovede at kigge efter annoncer i "Nyt Aspekt" og andre blade - og ringe tilbage. En halv time senere ringede de og fortalte, at de havde fundet hendes navn i medlemsfortegnelsen for den åndelige forening de er medlemmer af. Hun bor på Hyrdindestien - der er tilsyneladende kun ét hus dér. Annie så på kortet at denne sti går fra Jætteskovvej og ind i Jætteskoven. Hun må fortælle Karin og Stig det hele inden Niels-Henrik møder dem.

På samme tid hvor Britta ringede til Annie, ringede Bjørn til Torben. De beklagede begge den usportslige tone der har indfundet sig i klubben.

   — Ser du Torben, jeg er meget interesseret i at vide noget om denne Gudrun Strömgreen, og Niels-Henrik kan være til stor hjælp.

   — Det er noget Britta har fået halet ud af ham - jeg kan ikke...

   — Véd du hvad denne kvinde taler med din søn om?

   — Han har ikke besøgt hende endnu, han...

   — Det synes jeg du sku' undersøge!

   — Han fortæller os alt om det, når han har været der.

   — Men du véd ikke noget om hende?

   — Ikke endnu, siger jeg.

   — Hvis jeg nu fortæller dig at hun tilhører en religiøs sekt og...

   — Så holder Niels-Henrik hurtigt op med at komme dér.

   — Du kan ikke forestille dig, at hun kan tilbyde ham et eller andet som han har brug for... nu hvor han ikke bor hjemme?

   — Jeg skal spørge ham hvad det er for noget.

   — Torben, denne kvinde er et MEGET ubehageligt menneske! - hun har de sidste par år haft annoncer i skoleblade og opslag på opslagstavler - men vi har ikke kunnet finde ud af hvad hun står for og hvad hun vil tilbyde de unge - vi har spurgt rundt omkring blandt eleverne om de har hørt om at en elev har talt med hende, men det er der ingen der har - hun forbyder sikkert dem hun taler med at sige noget - vi har selvfølgelig henvendt os til hende og bedt om nærmere oplysninger om hendes virke og uddannelse - men hun er totalt afvisende - jeg kunne jo kalde hende alternativ - de unge har vel ligeså meget ret til alternativ rådgivning som de voksne - ja, siger jeg, men ganske som vi har kontrol med de etablerede behandlere, så skal vi også have kontrol med de alternative - og ihvertfald når de tilbyder hjælp til børn og unge - naturligvis, siger hun, men er det en gymnasierektor som skal varetage det tilsyn - og sådan fortsatte samtalen - tilsidst smak hun røret på - da min datter hørte om den sag, sagde hun, at den ska' hun fand'me nok få opklaret - hun opdigtede en historie som passede godt til annoncen og ringede dertil - hun blev spurgt om interesser og forældre og natur og ensomhed, men hun følte ligefra starten at hun blev mødt med mistro - hun blev eksamineret i sine "seriøse" interesser, og så fik hun at vide, at hun desværre ikke kunne tilbyde hende den hjælp hun havde brug for - så fik min datter to af sine kammerater til at ringe - men nej, nul, nix! - ingen hjælp at hente her! - det er ikke nok at de unge bare vil noget andet end det vi prakker dem på, det er kun dem der allerede er igang med det spirituelle, hun interesserer sig for - eller som hun regner med at kunne få den vej - nåmen så cyklede de tre derud - de var målløse over det de så - hun bor i en rønne som man ikke sku' tro fandtes i dagens Danmark - en gammel skovarbejderbolig som ikke har været vedligeholdt i hundrede år - én af dem sneg sig hen og kiggede ind ad et vindue - alt var som for hundrede år siden - i vindueskarmen lå en gammel bog der hed "Ordet og Ånden" - og så stod der en gyngestol, og den gyngede sgu! - af sig selv! - der var ingen der sad i den - et galehus - og Torben, der sidder din søn.

   — Bjørn, du ska' ha' tak for oplysningerne - Niels-Henrik ska' derud i dag - nu her klokken tolv - men det bli'r der ikke noget af, jeg kommer ham i forkøbet!




Annie havde i måneder forberedt det hun nu skulle igang med. Det kunne ærgre hende at en anden var kommet på tværs - og så lige i dag hvor hun skulle begynde. Men denne Gudrun Strömgreens filosoferen kan måske blive nyttig - den kan jo kommenteres undervejs. Men det at han har noget andet foran sig, vil svække hans opmærksomhed. Der er kun én ting at gøre: at inddrage ham selv så meget som muligt og at lade det foregå på et højt niveau, det vil holde ham koncentreret.

   — Niels-Henrik, du har slet ingen idé om hvad hun har lavet? - og hvad det nærmere er hun står for? - hendes "evige begreber" klinger som sagt noget nyreligiøst i mine ører - og hendes "særlige metode" - er det mon noget hun selv har opfundet eller har hun det et sted fra? - og så de bøger hun har og det at hun er medlem af den åndelige forening - det virker lige modsat alt det du sagde hun talte om.

   — Ja - jeg tror ikke at hun er religiøs - hun er ihvertfald ikke kristen.

   — Hun har uden tvivl været nyreligiøs engang - hun var ung dengang det nyreligiøse var på mode, og hun har sikkert taget godt for sig af retterne - også det politiske - og så har hun ligesom de fleste i den generation, forladt det meste af det igen - men noget er hængt ved, og det har hun gået i sin ensomhed og brygget videre på.

   — Jah, det ka' være.

   — Vent lidt! - jeg kommer i tanke om én man hørte om engang - det forekommer mig at hun hed noget med Strömgreen - hun var børnepsykolog, og hun kritiserede alt det bestående - især opdragelsen og børneinstitutionerne og skolen - jeg læste en kronik hun havde skrevet - jeg mener endda jeg klippede den ud - så enten har jeg været enig eller uenig.

   — Hun sagde hun havde set en masse elendighed - og det hun har sagt indtil nu, det lyder udmærket - og det ka' da godt være at hun opfatter det som noget religiøst - folk har berøringsangst.

   — Folk, er det mig? - berørigsangst? - overfor religion? - mine nærmeste venner er religiøse.

   — Ja, men du gør et stort nummer ud af at sige at du ikke tror på Gud.

   — Et stort nummer? - da ikke overfor mine religiøse venner - jeg kalder mig ateist, fordi jeg ikke tror på en gud som har lighedspunkter med de traditionelle opfattelser af begrebet gud, men jeg tror på at der er en højere orden - eller en højeste orden, skulle man vel kalde den - altså at verden helt igennem er styret af lovmæssigheder - og denne højeste orden kan man for min skyld godt kalde Gud - eller sige at den er skabt af Gud - som jeg har sagt, så var det troen på at der er en orden i verden, som førte til at man begyndte at forsøge at klarlægge ordenen - og den tro går i høj grad tilbage til den jødisk-kristne gudsopfattelse - altså dette at der kun er én gud, og at denne gud har skabt verden - en verden hvor alt er i den smukkeste orden - eller rettere, ville være det hvis mennesket adlød Gud - og efter renæssancen hvor man genoptog grækernes filosoferen, men hvor verden var gennemkristnet, kom der for alvor gang i udforskningen af ordenen - det er den kristne gudsopfattelse som vi kan takke for videnskabens opblomstring i den vestlige verden - den opfattelse at der hersker en orden i verden, lå kineserne fjernt, så derfor søgte de ikke efter nogen orden.

   — Nå.

   — Men jeg tror ikke på at mennesket har nogen særlig plads i den højere orden - for mig er mennesket blot et dyr som på nogle områder er højere udviklet end alle andre dyr - jeg har ingen tro - min brug af ordet "tro" rækker ikke udover den almindelige betydning, altså dette at hævde noget med en svagere kraft - du sagde engang at man i sprogfilosofien taler om en ytrings kraft - hvor stærkt den er ment - at "tro noget" vil sige, at man mener at dette "noget" er sandt, men man er ikke helt sikker - vi kan ikke leve uden tro i den betydning af ordet - på samme måde som vi kan ikke leve uden fordomme - en fordom er "en formodning udfra erfaringen" - i din stil skrev du at det ikke kan bevises at matematikken er modsigelsesfri - det er et spørgsmål om tro, skrev du - men du tror på at matematikken er modsigelsesfri - det er en forudsætning for at du kan være matematiker - vi tror på at solen står op i morgen, men vi kan ikke være helt sikre, et himmellegeme kan have ramt Jorden og standset dens rotation - eller Bertrand Russells eksempel: kalkunen som hver dag blev fodret, og derfor troede at dette ville fortsætte i al evighed, men pludselig en dag fik den ikke foder - det var juleaftensdag.

   — Haha.

   — Det er en stor ulykke, at begreberne religion og tro er nært forbundne i vores forestillingsverden, for de har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre - vi har brug for religion, som jeg forstår det begreb, men vi har ikke brug for tro, som for eksempel de kristne forstår begrebet.

   — Vi har brug for religion, som du forstår det begreb, men du har da ikke selv nogen religion.

   — Jo, det har jeg, og det er den jeg er igang med at fortælle dig om - den er uden tro, men den er til gengæld mere omfangsrig end de traditionelle religioner.

   — Javel, det må jeg høre - du har altså lissom damen gået i din ensomhed og brygget noget sammen?

   — Ja, det har jeg - og lissom damens bygger det på noget religiøst som engang var fremme - men mit udgangspunkt er af en ganske anden art end hendes - hun og jeg har det tilfælles, at vi i 70'erne var påvirkede af nogle af de strømninger der var fremme - hun lever jo virkelig et alternativt liv - men vi kommer fra helt forskellige miljøer, så derfor reagerede vi helt forskelligt på tingene dengang.

   — Du véd da ikke hvad miljø hun kommer fra.

   — Jeg vil vædde på at hun kommer fra et velhavende men åndløst miljø - det er måske noget jeg erindrer - hun har gjort oprør hele vejen igennem - jeg kan fornemme hendes tænkemåde, fordi jeg dengang bladrede i nogle af de nyreligiøse bøger - man måtte jo sætte sig lidt ind i det - men hun ville have meget svært ved at sætte sig ind i min tænkemåde.

   — Hvordan ka' du vide det?

   — Jeg har af og til luftet mine overvejelser for folk - folk som er kristne i gammeldags forstand og som går i kirke - folk som min præst og mine kirkegængere - dem kan man af og til få til at forstå en lille smule, og de kan måske være lidt enige - men nyreligiøse og ateister forstår som regel intet, og hvis de forstår lidt, så er de helt uenige.

   — Trist, men sådan har det altid været, de store ånder er miskendt i deres samtid - og nu vil du udsætte dig selv for endnu et nederlag?

   — Du sagde du ikke har berøringsangst overfor religion, så er du nok lidt enig - det er en længere forelæsningsrække du skal overvære - og det du skal høre om i dag, er en trist affære - det handler om min gud, men det er gået min gud som det er gået de kristnes gud, han er afgået ved døden.

   — Ja det var trist - hvad formål skal det så tjene, det hele?

   — Ja det må du nok spørge om - men jeg gør ligesom alle de kristne, jeg lader som om min gud fortsat lever.

   — Du vil da ikke påstå, at Karin og Stig og Vivi og Sten kun lader som om deres gud lever?

   — Jo, det vil jeg påstå, men det siger jeg selvfølgelig ikke til dem - jeg vil påstå, at det samfund vi lever i, er så gudsforladt, at det er umuligt at have en gudsforestilling som kan sammenlignes med fortidens - Gud kan ihvertfald ikke være en kendsgerning, sådan som han jo var engang - jeg vil påstå, at samtlige danske folkekirkepræster er en slags tryllekunstnere som skruer tiden tilbage når de træder ind i kirken - sådan er det jo også blevet med det klassiske musikliv - man sørger for at bevare formen og publikum sørger for at modtage tingene i fortidens ånd - ka' du ikke huske den kronik om præsterne?

   — Jo, ham der skrev at om nogle år vil "muren falde" indenfor Folkekirken - nogle præster vil bekende at deres tro kan være på et meget lille sted, og så vil flere følge efter, og en kædereaktion vil sætte sig igang - men Folkekirken vil leve videre, skrev han.

   — Ja sådan vil det gå - spørgsmålet er bare hvornår.

   — Tidligere end vi regner med, mente han - ihvertfald inden ti år.

   — Det håber jeg ikke - lad endelig hykleriet fortsætte en god tid endnu - nå, men selvom min gud, ligesom de kristnes gud, har haft sin tid, så er det nemmere for mig at opretholde min tro, for min gudsforestilling er langt mere håndgribelig - min gud er, ligesom de fleste gudsforestillinger i vor tid, en højere instans - forskellen er bare, at min højere instans ikke befinder sig højt oppe igen - derfor er min højere instans til mere håndgribelig nytte - jeg mener at vi alle, mere eller mindre, har en følelse af at der er nogle fordringer til os stillet af en højere instans - en instans som pålægger os pligter og som vi skal stå til regnskab overfor - det der adskiller det religiøse menneske fra det ikke-religiøse, er hvor kraftigt den instans føles.

   — Hm, noget vi har nogen forestillinger om - et eller andet psykologisk fænomen - din gud er altså ikke noget udenfor mennesket?

   — Jo, en højere instans er netop noget der befinder sig over det enkelte menneske.

   — Instans - der er ikke noget personligt ved din gud? - det er ikke én du kan bede til?

   — Nej, slet ikke - det er snarere min gud der beder til mig - jeg forstår iøvrigt ikke folks bederi - altså når de beder om noget - de tror jo på at alt er som Gud har bestemt, og de vil have Gud til at ombestemme sig, og det må åbenbart fremkalde Guds vrede, siden folks beden altid har ført til det modsatte af det de bad om.

   — Haha.

   — Utroligt så tungnemme menneskene er - det er først i vor tid de er holdt op, det er derfor tingene går meget bedre nu.

   — Haha - Steen siger jo, at bønnen er et instinkt som Gud har indpodet i mennesket, men du er altså hævet over instinktniveauet?

   — Ja, det er jeg - jeg vil nu ikke sige at jeg er direkte negativ overfor bønnen - noget tiltaler mig faktisk - jeg har læst noget om bønnen - især i den skrækkelige religionsbog - der står først noget som sikkert er meget rigtig, nemlig at man skelner imellem fem former for bøn: lovprisning, taksigelse, bekendelse og bøn om noget til én selv og forbøn for andre - men det er gerne sådan med de ting, at jo mere man læser, jo mindre forstår man - om bønnen står der for eksempel at man, når man beder, "tømmer sig selv".

   — En form for afføring.

   — Haha, ja det ka' man godt sige - at tømme sig selv, må vel høre ind under den bekendende bøn - og det kan jeg godt se en mening i, men så står der, at også Gud tømte sig selv - "Guds inkarnation der kulminerede på korset, foregik ved at han gradvist tømte sig selv."

   — Haha.

   — Det centrale i kristendommen er jo det med at Gud manifesterede sig i det verdslige som ikke-verdslig - Gud viste sig i verden som værende uden for verden.

   — Javel.

   — Der er noget ved bønnen som jeg godt kan se noget positivt i - det er blevet sagt, at i bønnen lærer vi hvem vi selv er - bønnen påvirker vores liv - blandt andet virker den æstetisk dannende og udvikler åbensindethed - ja, det kan der være noget om, men det er altsammen ting som man, så vidt jeg ka' se, kan opnå på andre og bedre måder end igennem bøn, nemlig igennem arbejde - igennem den særlige form for arbejde som for mig står som den højeste og ædleste, og det er kærligheden, som jeg forstår det fænomen.

   — Ja, damen sagde jo at kærligheden er en gerning - og det er altid en besværlig gerning, sagde hun.

   — Det er helt rigtigt, men der noget hun ikke har forstået, hvis jeg har forstået dig ret - hun mener tilsyneladende, at når det gælder tingenes værdi for mennesket, så burde det være sådan, at der kan opnås enighed om hvad der er det mest værdifulde - jeg mener lige det modsatte: jeg mener at der aldrig kan blive enighed om de mest værdifulde ting - eller rettere: hvis der var enighed, så kunne der sættes spørgsmål ved de mest værdifulde tings sande værdi - man kan godt forestille sig et samfund hvor de mest værdifulde ting ikke har nogen værdi.

   — Ja, damen sagde jo noget om det - der er ikke noget stort i folks liv - det er en masse småting tilsammen der gør at de er tilfredse.

   — Det er rigtigt, men hva' med hende selv? - hun taler om kærlighedsgerning, men udfører hun selv en sådan? - og hvori består den?

   — Hvori består din?

   — I mit arbejde, hva' ellers? - din dame bestiller ingenting - hun bager brød...

   — Ja, men det er vist også det eneste praktiske hun laver - du sku' ha' set hendes hus! - jeg har aldrig set noget lignende - der manglede tagsten - der stod en kæmpe stabel plastikspande i entreen - vi må endag køre forbi - men hun arbejder da sikkert lissom du gør - hun læser masser af bøger.

   — Hun har masser af bøger - hun læser dem ikke.

   — Haha.

   — Nå, man kommer nok til at møde hende endag.

   — Men dit arbejde er altså en kærlighedsgerning, forstår man - det er højere tilvejrs end de flestes arbejde.

   — Ja det er det - definerede hun begrebet kærlighedsgerning? - klart.

   — Næh, hun sagde at sådan nogen ting ikke kan defineres klart - vi kan indkredse dem.

   — En kærlighedsgerning kan defineres ganske klart - en kærlighedsgerning er, når man alvorligt og ansvarsfuldt opfylder de fordringer der stilles indenfor en kærlighedstradition - og en kærlighedstradition er en veludviklet kulturtradition af åndelig og æstetisk natur - og den er forudsat af det jeg kalder "religiøse kulturelementer" - det er altsammen noget jeg skal forklare nærmere.

   — Javel.

   — Hun nævnte forskellige former for kærlighed, siger du, og hun fik sikkert dem allesammen med - der er kærlighed til et menneske - der er almen menneskekærlighed, det vi kalder næstekærlighed - og så er der kærlighed til Gud - og der er kærlighed til et fag, og der er fædrelandskærlighed - nogle kærlighedsformer er højere end andre - fædrelandskærligheden var selv da den var på sit højdepunkt en noget tam størrelse - og jeg sætter ikke næstekærlighed særlig højt - almen menneskekærlighed er en umulighed, efter min mening - og kærlighed til Gud kan jeg ikke rigtig få til at passe ind i mit kærlighedsbegreb - for enhver kærlighed forudsætter meget detaljerede forestillinger om dens genstand - men det kan da godt være, at mennesker der har haft Gud meget tæt inde på livet, har haft meget klare forestillinger om Gud - ja det må de ha' haft.

   — Ja.

   — Den kønslige kærlighed kan nå højt - men det kommer helt an på dens plads i samfundet - altså hvor højt den kønslige kærlighedstradition er udviklet og hvor offentlig den er - med den form for kærlige som kan nå højest, er den faglige kærlighed - altså indenfor et fag af højere åndelig og æstetisk natur - og igen kommer det meget an på fagets plads i samfundet - når man har kærlighed, er man uløseligt forbundet med dens genstand - og mistes den, opleves det som et uopretteligt tab - Beethoven var uløseligt forbundet med musikken - hans tiltagende døvhed pegede frem imod et uopretteligt tab.

   — Haha.

   — Men kærlighed er selvfølgelig meget mere end det at man er uløseligt forbundet med noget - uløseligheden kan jo skyldes magelighed - ægtefæller kan bare være groet sammen - enhver sand kærlighed forudsætter en konstant indsats af åndelig og æstetisk art - der skal være fornyelse og der skal være kræfter som truer - eller i det mindste en forestilling om noget der kan nedbryde kærligheden - dit fag og mit fag - matematikken og musikken - er eksempler på fagtraditioner af åndelig og æstetisk natur - og vi er uløseligt forbundne med vores fag - og jeg for mit vedkommende, synes godt at jeg kan sige at jeg til fuldkommenhed opfylder de fordringer der stilles til mig - du er på vej i den rigtige retning, men du tar' ikke tingene i den rigtige orden - men som tiderne er, ska' din synd være dig tilgivet.

   — Tak.

   — Din og min fagtradition kan vi opfatte som højere instanser der stiller krav til os.

   — Det er altså din fagtradition - den klassiske musik - der er din gud?

   — Nej, min højere instans omfatter sandelig meget mere end min fagtradition - den omfatter også din og flere andre fagtraditioner.

   — Og dén højere instans kan man opfatte som din gud - men den er ikke så højt tilvejrs som de kristnes gud, siger du.

   — Nej, det er de kristne der ville sige sådan - det er lige omvendt: din og min højere instans er langt højere tilvejrs end de kristnes højere instans - alene af den grund at vi udfører et større arbejde.

   — Så er din gud altså højere tilvejrs end de kristnes gud, når du selv skal sige det - og du siger måske lissom de kristne, at du er skabt i din guds billede, og at du er højere udviklet fordi din instans er højere tilvejrs?

   — Haha - ja netop, sådan siger jeg - men det er kun min ånd der er skabt i min guds billede, ikke min krop - en gud har jo ingen krop.

   — Hvor kommer din krop fra? - den er opstået af sig selv - som Steen siger: "At alt er opstået af sig selv, det ka' folk godt fatte, men at der er en gud der står bag, det overstiger deres fatteevne."

   — Jeg siger aldeles ikke at alt er opstået af sig selv - jeg har jo lige sagt at der er en højeste orden - af den højeste orden kan mennesket selvfølgelig kun fatte en mikroskopisk del, men vi kan på en måde godt fatte den, for vi kan fatte princippet i den - jeg kan godt fatte, at alt er frembragt af nogle ufattelig indviklede naturmæssige lovmæssigheder, for de naturmæssige lovmæssigheder vil vi til stadighed komme til at fatte mere af - tag sådan noget som fraktalerne - de har gjort os klogere på naturen af de lovmæssigheder der har skabt verden - de er ufattelig indviklede, men opskriften på hvordan de dannes, fylder ikke mere end et par linier - det er sikkert sådanne simple love med uoverskuelige følger, der skaber og styrer verden.

   — Jo, men det er ikke den slags love der forklarer mennesket - de kan ikke forklare vores tanker og handlinger - damen mener at vores tanker og handlinger er bestemt af vores opfattelse af de evige begreber - det vi præcist lægger i dem og hvor kraftigt vi føler dem - og hun mener, at grunden til at vores forestillinger varierer så meget og at der er så mange forkerte opfattelser, det er at der er ting der griber forstyrrende ind - i virkeligheden er der nogen evige sandheder om mennesket.

   — Vel er der ej! - og når det gælder de ting som har allerstørst betydning for os, så er der slet ikke nogen evige sandheder, som jeg lige har sagt - mennesket består, ligesom computeren, af software og hardware - softwaren er alt det vi er blevet indpodet, og hardwaren er det vi ka' ta' og føle på - hardwaren kan vi studere med vores redskaber og forklare mere og mere af - den kan i princippet forklares udtømmende - i den forstand bygger menneskets hardware på evige sandheder - men det der styrer os, er de programmer man har indlagt i os - og dem har et utal af programmører flikket sammen.

   — Haha.

   — Og der er fejl og der kommer opdateringer - det ville være ganske forfærdeligt hvis der var evige sandheder på det område.

   — Jah haha.

   — Som sagt, når det gælder verdens indretning, så holder jeg mig til det der ligger i forlængelse af det jeg kan fatte, selvom det måske lyder lidt ulogisk - de kristnes trosbegreb ligger ikke i forlængelse af noget jeg kan fatte - jeg kan godt finde på at bruge ordene tro og gud i forbindelse med min religion - jeg kan kalde min højere instans for gud, og sige at jeg tror på denne gud, men så skal tro forståes som det at "bekende sig til noget" - og det jeg bekender mig til, er noget som i høj grad kan forklares og fremvises - tro som en særlig form for erkendelse, ligger mig fjernt - og jeg tvivler ærlig talt på, at nogen nutildags er helt sikre på at de har en sådan erkendelsesform - deres forestilling om tro er forbundet med en forestilling om noget utroligt - noget utroligt har engang fundet sted, og kan måske fortsat finde sted...

   — Damen sagde noget om at hvis det er helt umuligt at noget ka' finde sted idag, så er det også helt umuligt at det ku' ha' fundet sted for totusind år siden.

   — Ja det er rigtigt - ifølge den skrækkelige religionsbog skelner man imellem tro som sådan og tro på en bestemt gud - "tro som sådan" har vi alle, og det er så vidt jeg kan se, et så udvandet begreb at det er det samme som vores æstetiske erfaring - vi har æstetiske erfaringer, og de skyldes vores sensitive erkendelsesform - det sensitive er jo sådan noget med det sanselige og med det følende og fornemmende og anende - enhver form for erkendelse giver erfaring, og den sensitive erkendelse giver æstetisk erfaring.

   — Ja.

   — Nåmen der er altså "tro som sådan", og det er det samme som æstetisk erfaring, og så er der "tro på en bestemt gud", og det er når "tro som sådan" fortolkes på en bestemt måde - de forskellige religioner er forskellige fortolkninger af "tro som sådan" - og en fortolkning skal, ifølge bogen, opfylde nogle krav - blandt andet skal den være troværdig og almengyldig og have forundringspotentiale, står der - men så vidt jeg kan se, er det kun det sidste krav som strengt taget kan opfyldes - altså at der i fortolkningen er noget der giver forundring - og så vidt jeg kan se, så er det som det skal være - de to første krav - troværdighed og almengyldighed - kan ikke opfyldes: der vil altid være noget utroværdigt i en fortolkning og den kan aldrig være almengyldig - for der vil altid være ting som giver anledning til tvivl, og hvis en fortolkning virkelig var almengyldig, så ville det betyde at den var sandheden, og det mener den troende også udadtil, men indadtil erkender han at den ikke er det - men manglerne gør ikke noget, de er tværtimod med til at styrke forundringen!

   — Javel.

   — Ja - og så er der et krav mere som helst skal være opfyldt: religionen skal have tyngde - der er forskel på en mastodont som kristendommen og en nyreligiøs bevægelse - kristendommen er bedre, forstår man, fordi den har mere historie og er mere kompleks - og det kan der være noget om, men der er en grund mere til at kristendommen er bedre, og den bliver der overhovedet ikke talt om i bogen, nemlig at der i kristendommen er veludviklede traditioner for den religiøse praksis - en religions værdi for mennesket kommer alene igennem den religiøse praksis - uden en religiøs praksis som er udviklet igennem tiden, er fortolkningen bare en tom konstruktion - efter min mening.

   — Nå.

   — Der er altså noget der hedder "tro som sådan", og det er det samme som æstetisk erfaring, så derfor vil jeg droppe det med "tro som sådan", og bare tale om æstetisk erfaring - og så er der noget der hedder "tro på en bestemt gud", og det er en religion - og en religion er til for at gøre "tro som sådan" til noget større og mere bestemt - så meningen med det hele må være, at man gør den æstetiske erfaring til noget større og mere bestemt - men det må da være det samme som at man kultiverer den æstetiske erfaring - og det er jo netop det du og jeg gør - vores fag giver os æstetisk erfaring, og den erfaring arbejder vi på at videreudvikle og forædle - altså kultivere.

   — Jo.

   — De troende vil sige, at din og min måde at kultivere vores æstetiske erfaring på, mangler nogle dimensioner - vi mangler de ting de selv får igennem deres bøn og kirkegang - og det er muligt, men til gengæld kan vi sige, at vores måder er mere håndgribelige og at vi får en mere kontant belønning - de troende har nogle problemer som vi ikke har - i vor tid er religionen og troen kommet i strid med vores øvrige verdensbillede - det er blevet nogle sære og uhåndgribelige størrelser - sådan var det jo slet ikke tidligere - Gud var godt nok usynlig, men han kunne sandelig være nærværende - før i tiden hvilte menneskets liv på et fast fundament, og sådan må jeg også have det.

   — Ja.

   — Nu er troen blevet noget nogle mennesker klamrer sig til, fordi der være noget større af åndelig beskaffenhed, og fordi de kan ikke få øje på andet end at det må være noget med tro - noget med religion i sædvanlig forstand - men der er da masser af stort af åndelig beskaffenhed udenfor det religiøse i sædvanlig forstand, men de har ikke lært det at kende, og desuden har det den ulempe at det kræver en arbejdsindsats - men de ædle ting vil altid være forbundet med arbejde - og sådan var det også tidligere med religionen - ja ideelt set krævede den så store fordringer, at det kun var meget få der formåede at indfri dem - men idag er der næppe én eneste troende som vil forbinde troen med arbejde - for præsteskabet er troen kun arbejde i betydningen lønarbejde, og for kirkegængeren er troen bare en rutine der ta'r en smule tid - for de fleste troende er tro bare det at der er en gud som har skabt verden - og de har ikke ret meget at sige om denne gud - det er for det meste bare sådan noget med at "Gud er kærlighed" - nærmere betegnet næstekærlighed - en almen godhed imod medmennesket - og grunden til at vi ønsker denne godhed så udbredt som muligt, er at vi selv kan nyde godt af den - livet er svært og vi ønsker at vores omgivelser mildner det for os - næstekærligheden er opstået af ønsketænkning - lissom når bonden sagde nådigherren til herremanden for at gøre ham nådig.

   — Ja, haha.

   — Men skal en gudsforestilling have betydning, så må den have meget mere substans end bare dette at Gud har skabt verden og har indstiftet kærligheden - og der må være nogle forestillinger om at Gud har grebet ind i verden efter skabelsen - og det har Gud jo ifølge kristendommen - han har sendt meddelelser til menneskene - ladet noget hænde som har en mening som de må finde rede på - og for at vække menneskene har han ladet det hændte stride imod deres erfaring - der er altså hændt noget som den troende både tror på og ikke tror på - noget der skaber forundring - men jeg har ikke brug for den form for forundring - jeg kan ikke forestille mig den situation, at der er noget jeg både tror på og ikke tror på.

   — Næh.

   — Jo forresten, der er en ting som jeg både tror på og ikke tror på, og det er den fri vilje - den fri vilje er et evigt paradoks, som jeg har sagt.

   — Ja.

   — Men begrebet tro er ikke et evigt paradoks - det er noget der er blevet et paradoks - en uacceptabel form for paradoks, vil jeg sige - kristendommen har alle dage givet anledning til at mægtig tænkning, og det gør den stadig - for eksempel den teologiske doktordisputats jeg engang læste - men for den menige kristne har religionen altid været en meget begrænset verden - men den var stor nok til fortidens menneske, for der var ikke tid og overskud til ret meget åndsliv - det man skulle vide om kristendommen fik man igennem skolens kristendomsundervisning og igennem præstens konfirmationsundervisning - men hvormeget af den børnelærdom hang ved hos den menige kirkegænger? - de fleste husker kun det der gentages og gentages - hvis man ville sætte sig grundigt ind i tingene, hvor lang tid ville det så tage? - hvor lang tid tager det at læse Bibelen? - læse den et par gange - og læse et par bøger hvor den forklares - og så skal man lære den kristne praksis - lære nogle bønner udenad og gennemlæse de vigtigste af salmerne - det kan gøres på nogle uger, og så har man kristendommen mere inde på livet end den der et helt liv har siddet og sovet i kirken - min religion kommer man absolut ikke sovende til, det er først efter at have været i den i tyve-tredive år, at kan man sige at man har tilegnet sig den.

   — Javel! - det må jeg virkelig høre.

   — Det kommer du til, men vi ska' lige ha' gjort det helt af med kristendommen.

   — Haha.

   — Der er også det galt med kristendommen, at der er altfor meget med bud som der hverken er noget ophøjet eller åndeligt ved - er der noget ophøjet og åndeligt ved De ti Bud?

   — Næh.

   — Efter min mening hører sådanne bud ikke ind under religion - eller rettere, de hører ind under religionens lavere lag, og det er den helt elementære og alment forståelige etik - det jeg vil kalde for den lavere form for ansvarlighed - efter min mening får Bibelen først rigtig værdi, når den læses som fortælling - eller når den læses som et historisk dokument - jeg mener at det spolerer Bibelens værdi som fortælling, når den læses som noget der i modsætning til menneskenes øvrige fortællinger har guddommelig oprindelse, og på den måde får karakter af noget universelt - når Bibelen læses som Guds ord, så er det meningen at man skal belæres, men det er underforstået at man er slet - min religion hviler også på fortællinger, og de fortællinger fylder tilsammen langt mere end Bibelen - ja hundrede gange så meget - men man skal selvfølgelig ikke tilegne sig det hele - det forventes, at man kender noget til hver af fortællingerne, og at man vælger nogle ud som man fordyber sig i - og de fortællinger er som sagt blandt andet musikkens fortælling og matematikkens fortælling - i de fortællinger er det også meningen at man skal belæres, men her opfatter fortælleren mig ikke som slet, men som én der er på den rette vej og gerne vil videre frem - din og min fortælling, matematikken og musikkens fortælling, pålægger os pligter i lighed med Bibelens fortællinger, men det er på en mere indirekte måde - vi tilegner os vores fortællinger, og vi vil gerne give dem videre på en ansvarsfuld måde - jeg er jo i fuld gang med den opgave, og du regner vel også med engang at videregive en del af matematikkens fortælling - og selv komme med i den.

   — Joh.

   — Musikkens fortælling og matematikkens fortælling kan man ubetinget nyde, det kan man ikke med Bibelen, når den læses som Guds ord - for Bibelen handler for det meste om synd og ulykke - musikken og matematikkens fortællinger derimod, handler mest om menneskenes opbyggelige virksomhed - min musikhistorie er vist den første som taler om synd og ulykke.

   — Haha.

   — Hvis man tror på Bibelen, så mener man at det mennesket skal oplyses om, er sandheder som gælder for alle mennesker og til alle tider, men uanset hvormegen sandhed der er i dem, så er det ikke den slags sandheder som kan gavne os mest - det som kan gavne os mest, er de ting vi har fået igennem vores kultur og som har formet vores ånd og følelser, og som vi er mest taknemlige for - eller burde være - og det er ikke bare det konkrete, men også de muligheder vi har fået - og alt det - alt det som i virkeligheden er det mest værdifulde for os - det vil altid være meget steds- og tidsbestemt - det vil altid være lokalt og stå i modsætning til det universelle - de ting som kan berøre os mest følelsesmæssigt, vil altid være flygtige i den forstand at de kun har mening indenfor et kulturmæssigt begrænset område - og det med begrænset, har ikke så meget at gøre med geografisk eller tidsmæssig afstand, det er afstand i kulturmæssig forstand - mennesker der bekender sig til den samme kultur kan godt være spredt ud over hele Jorden - for eksempel jøderne - og de lærde før i tiden, der skrev på latin, følte vel også at de tilhørte én og samme kultur der skilte dem ud fra den lokale befolkning - sådanne mennesker der har noget stærkt tilfælles og som skiller sig ud fra de fleste dér hvor de bor, de har gerne et større udbytte af deres kultur end de mennesker der kun ser det samme omkring sig som det de selv står for - fordi de ikke tager tingene for en selvfølge - du og jeg, vi er jo også sådan nogen der skiller os ud fra omgivelserne, og vi er begejstrede når vi møder ligesindede - du kommer forhåbentlig til at opleve det i morgen.

   — Ja.

   — Men så er der også ting som man godt kan forestille sig, at vidt forskellige kulturer kan være fælles om - det er det jeg kalder de universelle ting - det gælder i en vis grad vores etiske forestillinger - det skulle jo gerne blive sådan engang, at hele menneskeheden tilslutter sig nogle fælles etiske konventioner - og sker det, så er ihvertfald en del af det etiske gjort til noget universelt - men der er også kulturlag som aldrig vil kunne gøres universelle - eller rettere, det vil være katastrofalt hvis det skete - men det er noget mennesker har mistet forståelse for, fordi vi er igang med at ensrette hele verden - idag har vi en tilbøjelighed til at føle, at vi forstår alle mennesker i hele verden - og vi forstår dem jo også i høj grad, for udadtil lever de som os - køretøjerne og køkkenerne er ens overalt - og det hos dem som vi ikke forstår, er noget der ikke er hvad det har været - og det er det der i virkeligheden har haft mest værdi for dem - så man kan undre sig over hvordan den udvikling der har fundet sted, har kunnet finde sted - men det er en udvikling som de europæiske kolonisatorer satte igang - europæerne havde noget som appellerede til menneskets mere primitive sider, og som de lokales børn og unge begyndte at drømme om: tekniske ting og sager, og et liv i luksus med fester og udflugter - og senere kom der ugeblade og film og fjernsyn, der viste livet i Vesten - det er en udvikling som har kunnet lade sig gøre, fordi alt det som har størst værdi for os tilegnes langsomt, og det har de unge jo ikke tilegnet sig, så derfor kan de åbne sig for en fremmed kultur hvis den har noget der fascinerer - at den fremmede kultur på væsentlige områder er fattigere end deres egen, det tænker de ikke over - så derfor kan en kultur ændre sig radikalt i løbet af nogle få generationer til noget som har katastrofale mangler - jeg synes at udviklingen i Kina er dybt tragisk - hvad er der kommet ud af al deres kulturrevolution? - de arbejder ligeså meget som før, men nu foregår det mest i kontorer og fabrikker - før led de fysisk, nu lider de psykisk - de...

   — De vil vel sige at de arbejder for fremtiden.

   — Ja, men sådan tænker det menige menneske ikke - det er partispidserne der tænker sådan, fordi de tror at fremtiden vil takke dem og tilbede dem - det menige menneske arbejder under tvang, og for at...

   — Du mener altså ikke at man skal tænke på fremtiden?

   — Jo, vi skal netop tænke på fremtiden, men det skal foregå på den måde, at vi skaber noget som vi selv og andre kan have glæde af her og nu, og som vi tror på vil få blivende værdi - og det er jo det, du og jeg er i fuld gang med - og selvom vi ikke efterlader os skaberværker, så har vi medvirket til at videreføre en kulturtradition - det er da også en indsats - du gør jo en stor indsats på det område, og det ska' du opfatte som noget meget væsentligt - som jeg har sagt til dig, så ska' du sørge for at gøre din interesse til noget der er hævet over de flestes interesser, når du fortæller om dit liv - og du må meget gerne foregribe begivenhedernes gang - ta' forskud på din lærdom og din forskning - der er jo ingen som kan kontrollere det - og du ska' antyde, at du ser ned på det almindelige liv - la' dem bare høre sådan noget - det ka' måske få dem til at sætte spørgsmål ved deres kurs.

   — Javel - det ska' ske.

   — Ærgerligt at vi ikke kan tillade os at angribe kinesernes kurs - vi er jo ikke meget bedre selv - i Kina har man bekæmpet alt det fortidige - i Europa har man også ødelagt - nazismen og kommunismen - men her var det den højere kultur man angreb, og den højere kultur er mere standhaftig end den folkelige kultur - den højere kultur foreligger i form af ting som ikke er sådan at rydde af vejen - man kan brænde bøger, men der vil jo altid være nogle tilbage, og det der har været forfulgt, får gerne endnu større betydning.

   — Joh.

   — Jeg forestiller mig, at der i Kina endag vil komme en vrede imod den vestlige kultur som de har efterabet - og man vil forsøge at genindføre noget af det oprindelige, men det vil være ydre ting såsom påklædning og arkitektur, og det vil ikke holde i længden - det der er gået tabt vil aldrig komme tilbage - de kunne selvfølgelig genopvække noget af det fortidige, men det er ikke noget man umiddelbart er motiveret til, for til at begynde med har de tabte ting ingen større værdi - i renæssancen var tingene fra oldtiden til at begynde med bare statussymboler - rigmænd opkøbte kunstgenstande og skrifter fra oldtiden, men kunstgenstandene var bare til pynt og der var ingen der læste i skrifterne - det med at studere tingene og lade lade sig inspirere, kom først henad vejen - og på samme måde kunne kineserne også genopvække noget fra deres fortid, men så kunne de jo ligeså godt vælge noget helt andet, for eksempel noget af fortidens europæiske kultur - det var jo det araberne gjorde.

   — Ja.

   — Som sagt, de ting som i virkeligheden har mest værdi for mennesker, de ting som berører vores følelser mest, de gror altid langsomt frem, og de er altid skrøbelige - de kan forsvinde i løbet af et par generationer - og de vil altid være uforståelige for mennesker udenfor det sted hvor de hører til - og det er noget man skal indføres i lige fra barndommen - prøv at forestille dig, at en voksen person bosætter sig i en fremmed kultur hvor der er et rigt åndsliv - den pågældende kan lære at tale sproget og få et arbejde, men han eller hun vil aldrig komme til at føle noget ved de åndelige ting - det kan kun ske, hvis det er som barn man kommer dertil og hvis man får den samme opdragelse som andre børn - de ting jeg tænker på, de ting der berører os allermest, det er sådan noget som vores skikke og sprog og vores kunst og de faglige traditioner - du synes sikkert at der er noget universelt ved matematikken - selv den unyttige matematik - den dyrkes jo rundt omkring i hele verden, og det sker vel på den samme måde - er der nogen særlig forskel på de kinesiske og de vestlige afhandlinger?

   — Næh.

   — Og det beror på, at det er en aktivitet som er hentet fra vesten - den vestlige kultur er ved at blive bredt ud over hele verden - men matematikken som du dyrker den, hører til den europæiske kultur, og den vestlige kultur er på vej bort fra det europæiske - man kan udmærket forestille sig, at den rigtige matematik er væk om hundrede år - engang vil den måske forekomme ethvert menneske som ligeså uforståelig som de religiøse ritualer i en forlængst uddød kultur - i så fald vil matematikken helt være reduceret til et redskabsfag - matematik vil være en lektie som alle lærer på forskellige niveauer, altefter hvormeget de har brug for - og det samme kan siges om min musik - i øjeblikket spilles den rundt omkring i hele verden, og den er en nogenlunde veldefineret størrelse, for ligesom din matematik er den et produkt af den europæiske ånd - der vil sikkert i al evighed være mennesker som beskæftiger sig med den, men den vil bare foreligge som et levn fra fortiden, på samme måde som så mange andre musikarter.

   — Du siger den adskiller sig fra de andre musikarter ved at det er den seriøse musik - i fremtiden kan der vel også være seriøs musik.

   — Ja, måske, men det vil være musikformer som har rødder i andre musiktraditioner end min - men man kan da godt forestille sig, at der slet ikke er nogen seriøs musik - hvormange mennesker idag hører jævnlig musik som er komponeret af en nulevende partiturkomponist? - det er vist under én promille af den danske befolkning - det kan selvfølgelig også være, at såvel din matematik som min musik fortsat vil være levende, men det vil være ting som ikke mere har nogen særlig status - man er allerede nu holdt helt op med officielt at tilskynde unge til at vælge den slags interesser - du siger jo, at ingen af de matematiklærere du har haft eller har kendt, har dyrket matematikken i deres fritid - de har ikke reklameret for matematikken - de taler ikke om noget der er udenfor det obligatoriske - og det obligatoriske er indskrænket, for det er jo skoleverdenens folk der har fastsat det.

   — Ja - de fortæller overhovedet ikke noget om matematikken - om forskellen på ren og anvendt matematik - og heller ikke det med at computeren helt har lavet om på hvad man har brug for - ikke et ord om programmering - og næsten ingenting om matematikkens historie - og der er intet om grundlaget - aksiomsystemet og Gödels sætninger - og der er jo heller ikke nogen der spør' om noget.

   — Næh, en lærer behøver vist ikke at frygte at hans uvidenhed skal blive afsløret - tænk hvis der i klassen sad en "Spørge Jørgen" - han kunne blive en plage for læreren - og hvis elevens spørgsmål er fornuftige, så må læreren svare på dem og prise elevens interesse - en elev kan på en helt legitim måde tyrannisere en lærer - og tænk, hvis eleven véd mere end læreren og hvis han kun spørger om noget han véd i forvejen, for at alle skal høre de udtryk han kender, så de kan se hvor belæst han er.

   — Så vil læreren sige at der desværre ikke er tid.

   — Ja, og underforstået: på grund af de uinteresserede elever som ska' ha' tingene gentaget og gentaget - og det burde eleven sige højt - og så skulle han nævne navnene på dem, og rejse sig op og gå rundt og lange hver af dem en ørefigen.

   — Nå! - hva' sku' det gøre godt for?

   — Så ville læreren bede ham om at forsvinde og ikke vise sig mere i matematiktimerne - og så ville to problemer være løste: læreren ville være fri for en elev som er besværlig på en forkert måde, og eleven kunne i de timer sidde i biblioteket og læse i sine egne matematikbøger.

   — Haha - ja det sku' man ha' gjort!

   — Det er ærgerligt at det bare endte med at du blev væk - du sku' ha' sørget for at være blevet smidt ud - du sku' ha' foretaget dig noget som havde skabt skandale - det må du sørge for, for fremtiden.

   — Ja.

   — Det er helt fint det med at du smadrede din dør og at værelset var totalt tomt da de kom hjem - døren inkluderet - nu sørger du vel for at gøre døren mere smadret end i virkeligheden når du fortæller det, ikke?

   — Jo selvfølgelig.

   — Ærgerligt at det kun var din familie der havde glæde af det.

   — Haha - de gamle havde da også glæde af det - det med at værelset var helt tomt, var jo deres idé.

   — Ja, og de gør nok også deres til at udbrede historien - og jeg gør også mit - men du må sørge for at der bliver flere af den slags episoder, så der efter din død kan opstå mytedannelse omkring din person - mytedannelse vil sige, at man ophører med at være nøjeregnende med sandheden - din livshistorie skulle gerne engang blive en farverig fortælling.

   — Ja, det er fortællingerne der har værdi, det er da ikke sprogene i sig selv.

   — Jo, et sprog har værdi i sig selv - det at der hele tiden er sprog der uddør, er værdier som går tabt - det ender jo nok med at hele verden taler ét og samme sprog, og det ville unægteligt have nogle fordele - det kan gå med sproget, som det kan gå med matematikken, at det ender med bare at være et praktisk redskab - det vil betyde at litteraturen er forsvundet - idag er der en stor procentdel af befolkningen som aldrig nogensinde læser en roman, så om hundrede år er litteraturen måske bare noget foreliggende fra fortiden som mennesker hist og her beskæftiger sig med - i så fald vil sproget bare være dagligsproget og fagsprogene - udover sproget og kunstarterne og videnskaberne, er der en masse andre ting som kan være mere eller mindre hellige - for eksempel de forestillinger vi har om manden og kvindens natur og om familielivet - den kønslige kærlighed er en særdeles kulturafhængig størrelse, men også kønsroller og forelskelse og erotik er meget bestemt af kulturen - og der er også påklædningen og omgangsformerne - der er kulturer hvor der er indviklede spilleregler på de områder, og der er kulturer hvor man ikke går højt op i de ting - det jeg tænker på, er noget som er svært at forstå for mennesker udenfor vores egen kultur - jeg tænker ikke på de ting som enhver kan fornemme, fordi de taler til vores elementære instinkter - sportspræstationer og militære sejre - jeg tænker på ting som har en åndelig og æstetisk dimension, og som mennesker vil tale om, hvis man spørger dem om hvad de føler mest for - og især det der "varmer om hjertet" som man siger.

   — Damen siger jo, at der i de fleste menneskers liv ikke er ret meget af den slags - når folk er ude blandt andre, så gør de altid deres liv større end det er.

   — Ja, men nogle mennesker har ikke bare ret, men også pligt til at gøre deres liv større end det er - og det gælder dig, som jeg lige har sagt.

   — Haha.

   — Men de fleste har ikke ret - og det sted hvor der er allermest hykleri, er hos de troende - især det at de ikke vil erkende religionens sande virkemåde - nemlig at religionens reelle betydning for mennesket kommer igennem den religiøse praksis - indgår tingene ikke i en veletableret tradition, så er der kun noget tomt ydre tilbage - Gud og Bibelen i sig selv, vil jeg kalde noget tomt ydre - det er derfor jeg mener at Jehovas Vidners religiøse praksis er forfladiget - de er for bibel-fikserede - Vivi og Steen kan godt selv se at der er noget om det - de kan godt se, at der mangler noget ved Jehovas Vidners forestillingsverden, det er derfor de taler om vigtigheden af at man har kulturelle interesser - de er enige med mig i, at mennesket har brug for en stor rigdom af forestillinger som ligger udenfor det universelle, og at religionen burde omfatte meget mere end det man normalt lægger i religion - de mener at de bedste ting indenfor den såkaldt verdslige kultur, beror på en guddommelig indgriben som foregår igennem udvalgte mennesker, og som har til hensigt at forædle vores ånd - på det område er de en undtagelse fra alle de andre religiøse jeg har mødt - det er derfor jeg i sin tid fattede sympati for dem - men hvad jeg slet ikke kan være enig med dem i, er at deres universelle forestillinger er universelle - nutildags kan ikke noget fornuftigt menneske tro på at "Hele Skriften er inspireret af Gud", som Jehovas Vidner siger - Bibelen er fyldt af påstande som set fra en realistisk synsvinkel skulle have en sandhedsværdi, men de er... ja hvad var det du skrev om dem i din stil?

   — De er uverificerbare - anti-realisterne har jo vist, at det kan være meningsløst at tilskrive en uverificerbar påstand en sandhedsværdi - i mange tilfælde bør det fordømmes.

   — Det vil jeg også sige - når man hører om alt det absurde man kan udlede af religionernes "kendsgerninger", så kan man ikke lade være med at tænke, at en forudsætning for at man kan være religiøs i traditionel forstand, det er at man konsekvent afholder sig fra at tænke dybere.

   — Det er sådan noget Dummett er inde på - hvis man forsøger at forestille sig hvordan det så ud lige i det øjeblik Gud skabte verden - og hvor kommer Gud fra? - og hvilke overvejelser havde Gud mon gjort sig angående mennesket? - har der været udkast som han forkastede?

   — Haha - du skrev i din stil at Dummett umuligt kan være religiøs - Dummett skulle sandelig gerne kunne blive religiøs - du fortalte om hans fine menneskesyn - ja hvad var det med en tysk filosof? - det var Frege, ikke?

   — Jo, Dummett har skrevet en kæmpe bog om Frege - han betragter Frege som en af de mest skarpsindige tænkere der har levet - men da han læste Freges dagbøger fik han et chok - Frege ville garanteret ha' været nazist hvis han havde levet noget senere.

   — Ja, og efter den forskrækkelse gik Dummett aktivt ind i kampen imod racediskrimination - ja han er jo lige blevet adlet, siger du, og en medvirkende grund er han og hans kones engagement imod indvandrerfjendskhed - det ville virkelig være trist hvis en mand som Dummett må forkaste enhver form for religiøsitet - man må opfatte det religiøse på en måde så man undgår de ting som ethvert fornuftigt menneske vil angribe - mine forestillinger om religion er i en vis forstand helt nede på jorden - for mig har det religiøse at gøre med, at der er veludviklede kulturtraditioner af åndelig og æstetisk art som vi har forpligtelser overfor - religiøsitet er for mig en egenskab ved en kultur - man kan tale om "en religiøs kultur" eller "et religiøst samfund" - det er altså først og fremmest fællesskabet der er religiøst - det enkelte menneske kan så være mere og mindre religiøst indenfor det religiøse fællesskab - jeg har været lidt i tvivl om, om det er rigtigt at bruge ordet "religiøs" for den kulturform jeg går ind for, eftersom begrebet tro kan være helt ude af billedet - jeg har læst her og dér om forskellige kulturformer, men jeg har ikke kunnet finde noget der præcist dækker det jeg forstår ved en religiøs kultur - der er jo det med det indrestyrede og det andenstyrede menneske, som vi har talt om - det indrestyrede har at gøre med at der hersker en vertikal kulturorden, og at der lægges vægt på kulturmæssig sammenhæng, og på pligt og ansvar - det indrestyrede har lighedspunkter med det religiøse, men i det indrestyrede er der ikke noget krav om et højere åndsliv - et åndløst og krigerisk samfund kan udmærket være indrestyret - jeg fandt noget der ligger tættere ved min forestilling om en religiøs kultur - det er en kulturform som forbindes med det græske ord koinos - det ord er rod til forskellige ord - koinonia har at gøre med fællesskab og fælles deltagelse, og koinonos er en person der gennem aktiv deltagelse deler noget med andre - der bliver i ånd og handling stiftet en enhed i mangfoldighed som overskrider den enkeltes interesser til fordel for det fælles bedste - i antikken indgik det med "enhed i mangfoldighed" i forestillingen om skønhed - i den kulturform som jeg går ind for, lægges der vægt på "enhed i mangfoldighed", men jeg ønsker mere skønhed, nemlig at der hersker nogle fælles forestillinger om en højeste form for menneskeligt virke, og at det virke har en væsentlig åndelig og æstetisk dimension - og denne højeste form for virke er det jeg forstår ved kærligheden - den er et fælles ideal, selvom kun de færreste praktiserer kærligheden - jeg vil holde fast ved ordet religiøs for min kulturform, selvom de fordringer og idealer jeg har i tankerne, ligger langt fra de traditionelle forestillinger om religiøse fordringer og idealer - og det med fællesskab er absolut væsentligt - jeg regner ikke private religiøse forestillinger for ægte religiøsitet.

   — Nå.

   — Ja - jeg vil ikke kalde Karin og Stigs form for religiøsitet for ægte religiøsitet - jeg er mere på bølgelængde med Vivi og Steen - selvom jeg betragter al deres jehova-aktivitet som falsk religiøsitet.

   — Haha.

   — Det eneste beundringsværdige ved deres jehova-aktivitet, er at de lægger vægt på at tilhøre et religiøst fællesskab - Jehovas Vidner er en håndgribelig religiøs samfundsdannelse - Karin og Stig, de læser deres åndelige bøger og går til deres møder, men de er ikke med i et fællesskab der står for præcis det samme som det de selv står for - véd du hvad man kalder et samfund hvor det religiøse er en privatsag? - og hvor man slet ikke behøver at have nogen religion.

   — Det er vel et verdsligt samfund.

   — Ja, men man burde vist egentlig sige et sækulariseret samfund - selvom det strengt taget blot betyder at kirke og stat er adskilt - i virkeligheden har kristendommen været dyrket som en sækulær religion - den kristne kirke var en institution der specifikt beskæftigede sig med religionen - de øvrige institutioner i samfundet var i høj grad uafhængige af kirken - klostrene og universiteterne - sådan var det ikke udenfor den kristne verden.

   — Nå.

   — Men lad os bare bruge ordet "verdslig" om en ikke-religiøs kultur - det ord har en lidt negativ klang og det minder om ordet "vestlig".

   — Du kan ikke døje de verdslige, forstår man - og heller ikke det vestlige.

   — Bestemt nej - "det vestlige" er jo efterhånden blevet "det amerikanske" - og de verdslige er en pestilens - men det verdslige har den fordel fremfor det religiøse, at det er nemmere at definere, så inden jeg giver en præcis definition af en religiøs kultur, vil jeg definere hvad jeg forstår ved en verdslig kultur.

   — Det forstår jeg ikke, de to ting er vel bare hinandens modsætninger.

   — Sagde du ikke engang, at hvis man skal definere hvad en endelig mængde er, så er det nemmest først at definere hvad en uendelig mængde er, og så sige at en endelig mængde er en mængde som ikke er uendelig?

   — Jo, rigtigt!

   — Sådan er det også med det religiøse - det er nemlig noget "endeligt", i modsætning til det verdslige, som er noget "uendeligt".

   — Nå! - ville de fleste ikke knytte "det uendelige" til det religiøse og "det endelige" til det verdslige?

   — Jo, men jeg er modsat de fleste - vi starter altså med det uendelige - det verdslige - en kultur er verdslig, hvis der enten slet ikke er nogen større officielle fordringer til mennesket - altså hvis kravene blot indskrænker sig til det minimum der er nødvendigt for at flest muligt kan trives og samfundet kan bestå, og hvis de uden stort besvær kan opfyldes - eller også, hvis der skulle være større officielle fordringer, så er de af helt åndløs art, som for eksempel at man lægger vægt på det økonomiske eller på at være en militær magt.

   — Er der noget uendeligt i det?

   — Ja, de verdslige kulturer rundt omkring i verden idag, må kaldes uendelige, fordi mennesket ikke er bundet af ret meget - den enkelte lever i en verden som i princippet er ubegrænset - for de verdslige er alsidighed en dyd - de vil hellere brede sig end fordybe sig - i den verdslige verden kræves der ikke mere af dig end at du opfører dig ordentligt og arbejder flittig og har demokratisk sindelag - og så skal du elske din kone og dine børn - du går med din indkøbskurv i supermarkedet og kan tage de varer det passer dig - det der bestemmer hvad du tager, er din opdragelse og din økonomi og dine vaner og fordomme - der er en masse varer som du ikke bryder dig om, og dem tager du normalt ikke, men der er ingen der forbyder dig at tage dem - og hvis du overhovedet kender til ædlere gerninger, så gælder de blot menneskenes ve og vel og deres fremtid - du opfinder en dims som kan sættes på tandlægens bor så det er mindre ubehageligt for patienten, eller én som kan sættes på bilernes udstødningsrør så de forurener mindre - og hvis der skulle eksistere højere åndelig virksomhed, så betragtes det som private anliggender - du læser måske åndelige eller videnskabelige bøger, men kun for din egen frelses eller fornøjelses skyld - og at andre ikke har set lyset, forøger kun din egen glæde ved at kunne se det.

   — Øh jeg tror nok jeg forstår hvad du mener - tag nu Vivi og Steen - de er bundet på hænder og fødder af deres hellige skrifter - der er en masse ting de skal og ting de ikke må - og de har deres fællesskab i Rigssalen og med alle de andre jehovaer over hele Jorden - de er altså ikke verdslige - men dig! - er det ikke dit eget liv du lige har beskrevet?

   — Så har jeg altså også beskrevet dit liv?

   — Tja, jeg falder vel ind under definitionen.

   — Det sku' du da ikke gerne - jeg troede at du betragtede din matematik som et fag der har en særlig plads i vores kultur, og at du ikke kan dyrke faget som det passer dig.

   — Jo, men det er jo noget privat - det kommer kun mig selv og nogle få mennesker til gode.

   — Ja tilsyneladende, men fordi man udfører et arbejde som kun få mennesker har direkte gavn af, så kan det da godt være at hele samfundet indirekte har gavn af det - hvorfor tror du ellers at man har postet store penge i matematisk forskning? - hvormeget mon der i dette øjeblik ofres årligt på at bevise Goldbachs formodning? - på verdensplan - mon ikke det er millionbeløb?

   — Joh - man forsker i videnskaberne fordi de er der - ligesom man bestiger bjergene fordi de er der.

   — Der er sandelig forskel på matematik og bjerge - og selv bjergene kan man da godt forestille sig at ingen bestiger - der har sikkert været samfund med bjerge i nærheden hvor ingen har tænkt den tanke, at man kunne forsøge at komme så højt op som muligt - og folk der boede ved havet og levede af fiskeri, de tænkte da heller ikke på at sejle så langt ud som muligt - og her er der endda tale om noget som man kan sige må ligge lige for, fordi nysgerrighed og konkurrence er en drift i os - men matematik er aldeles ikke noget der ligger lige for.

   — Matematikken ligger da lige for - man bruger matematik i det praktiske liv, og der opstår hele tiden nye matematiske problemer.

   — Ja, men nye problemer, er ikke noget problem - du siger jo, at langt det meste af den matematik man bruger i praksis, var færdigudviklet for hundrede år siden, og at man meget hurtigt kan udtænke noget nyt når man har brug for det.

   — Ja, hvis det bare er til noget praktisk - og nu har man jo computeren - det vanskeligste før i tiden var at løse ligninger - især differential-ligninger - man skulle være inde i en masse teori, men nu behøver man ikke mere at vide noget, man laver bare et program på nogle få linier - i det program jeg lavede, som kan tegne en planets bane om en dobbelt-stjerne i alle tænkelige tilfælde, der fylder selve beregningsproceduren kun nogle få linier - før i tiden kunne banen kun beskrives i nogle simple tilfælde, og der skulle en masse teori til, og det helt generelle problem kunne endda ikke engang løses - man har bevist at der er tilfælde hvor en formel for banen ikke findes.

   — Ja, meget af den matematik man tidligere kunne få brug for, den behøver man ikke mere - men det var ikke den praktiske anvendelse der var grunden til at man udviklede en teori - teorien blev udviklet fordi matematikere fandt den interessant - nogle teorier kunne bruges i praksis, andre så ikke ud til at kunne bruges i praksis, men det spillede ikke den store rolle for matematikerne.

   — Jo det gjorde, for den rene matematik blev regnet for finere end den anvendte matematik, netop fordi den var hævet over det praktiske liv.

   — Ja, det er rigtigt - men det at noget matematik havde klare anvendelser, det var noget alle matematikerne lukrerede på, fordi det legitimerede den matematiske forskning - den unyttige forskning har altid haft modstandere, og modstanderne er altid folk med mangel på dannelse - til trods for at udgifterne til den forskning er relativt små, så skal de alligevel kværulere - de fatter ikke dens betydning, fordi de ikke på noget område har interesser som står i gæld til unyttig forskning - men dannede mennesker accepterer at man bruger penge på ting som kun på en indirekte måde kommer folket tilgode, fordi de forstår eller kan fornemme de særlige kulturkræfter der er på spil - og det er de særlige kræfter som virker i dig - men mekanismen er tilsyneladende ikke gået op for dig - det er de kræfter som gør at du, når det kommer til stykket, er mere bundet på hænder og fødder end Vivi og Steen.

   — Er jeg bundet på hænder og fødder?

   — Ja, og for tiden volder dine lænker dig store kvaler, men jeg kan hurtigt løsne dem, skal jeg?

   — Jeg er nødt til at sige ja, for at se hvad du vil gøre.

   — Så hør her: jeg har udtænkt et bevis for Goldbachs formodning - så nu...

   — Har du?

   — Ja, hør her: i din stil er der en kurve i et koordinatsystem - den ligner en røgsky der stiger op fra en skorsten - hvis man kan argumentere for at den røgsky hele tiden stiger og stiger, så har man bevist Goldbachs formodning, ikke?

   — Jo.

   — Nåmen hvis man nu spørger en hvilken som helst matematiker i verden, om han er fuldstændig 100% overbevist om at den røgsky vil stige i al evighed, så vil han svare ja, ikke?

   — Jo.

   — Hermed er Goldbachs formodning bevist!

   — Sådan noget vrøvl! - det er da ikke et bevis.

   — Ved Gud det er! - og det er mere sikkert end et matematisk bevis, for i det matematiske bevis kunne der være en fejl.

   — Ja muligvis, men dit bevis er ikke et matematisk bevis - hvis man godkendte sådan et bevis, så var matematikken jo helt væk - så...

   — Så var matematikken befriet for en masse overflødigt arbejde, og så udviklede den sig hurtigere - du talte selv om det engang - om en debat der for nogle år siden var i et amerikansk matematisk tidsskrift - det var noget med, at når fysikere støder på noget matematisk som skal opklares, så nøjes de med heuristiske beviser, og der er en tendens til at de beviser går hen og bliver anerkendte som matematiske beviser.

   — Ja, men det var der kraftige protester imod.

   — Nej, det var kun nogle få matematikere der protesterede, sagde du - de fleste kunne ikke se noget forkert i den nye kurs - men du tilhører den gamle skole, forstår man, du mener at man slavisk skal følge nogle bestemte regler - men sådan er det jo også i Mads' computerspil, han følger også regler - hvad er forskellen på reglerne? - er de to ting ikke ligestillede? - i princippet?

   — Nej, de har intet med hinanden at gøre - computerspil er noget underlødigt - komplet uden værdi.

   — Underlødige ting ka' da udmærket ha' værdi - men lad os vente lidt med at definere det ord, det viser sig nok lige om lidt hvordan det skal defineres - din matematik har værdi - meget større værdi end Mads' computerspil - noget tyder da ellers på det modsatte.

   — Det er jo ikke et spørgsmål om man sidder som en avekat og fægter med arme og ben og udstøder mærkelige lyde.

   — Tyder det ikke på at han har en stor oplevelse?

   — Jo, men den er plat - og mit fag er meget mere indviklet og det kræver en lang uddannelse.

   — Hvis der engang kommer computerspil som er ekstremt indviklede og kræver en lang uddannelse, så kan du godt forestille dig at du begynder på sådanne computerspil, ikke?

   — Nej.

   — Hvorfor? - matematik og computerspil er begge spil med nogle regler, hvad er forskellen på reglerne?

   — Computerspillets regler er tilfældige - de er udtænkt af en konstruktør - matematikkens regler er noget man har fundet frem til - og det har taget... ja det har taget 2500 år.

   — Bevarmigvel, det var ikke så lidt! - da liegt der Hund begraben.

   — Haha.

   — Matematikken er en af kulturens tunge drenge, hva'?

   — Ja.

   — Men matematikkens vægt kommer ikke bare af dens alder, den kommer også af den plads den havde i de kulturer hvor den blev dyrket - og den plads var i virkeligheden af religiøs natur - grunden til at matematikken så tidligt udviklede sig til et imponerende niveau, det var ikke dens praktiske betydning, det var dens religiøse betydning.

   — Ja, pythagoræerne knyttede jo tal og talforhold til alle de grundlæggende fænomener - og de mest guddommelige fænomener havde de smukkeste talforhold - det var vel især det med de konsonnerende intervaller, der førte til deres opfattelse.

   — Ja, men det var vist først ved Platons akademi hundrede år senere, at matematikken blev systematisk udforsket - og det lå der i høj grad noget religiøst bag, nemlig dette at deres arbejdsideal var en religiøs stræben - i aristokratiet arbejdede man ikke - ihvertfald ikke det almindelige profane arbejde, det tog borgerne og kvinderne og slaverne sig af - blandt de frie og bedst uddannede mænd, var det højeste ideal for menneskelig virksomhed at udvikle sin ånd...

   — De mente at matematisk tænkning drager sjælen opad imod det guddommelige - men kun den rene matematik, handelsregning havde den modsatte virkning.

   — Ja, og derfor kunne matematikerne ikke røre ved den praktiske regnekunst med en ildtang, så derfor var grækernes talsystem besværligt.

   — Ja, de havde en slags ti-talsystem, men det var ikke et positionssystem - de brugte de græske bogstaver og et par ekstra tegn for enerne og tierne og hundrederne - tredive ialt - og en brøk skrev de som to tal efter hinanden - tæller og nævner - men selvom de havde haft et ciffersystem som det vi bruger, så ville de have haft et andet problem - vi holder os ikke tilbage for at lade en cifferrække kunne være uendelig, for at få de irrationale tal med - sådan noget ville være helt utænkeligt for grækerne - og det er det der var grunden til at de geometriserede matematikken - for så forsvinder problemerne med de irrationale tal - et generelt tal - det vi kalder et reelt tal - var for dem et geometrisk forhold - men et forhold var ikke noget der eksisterede i sig selv - hvis de havde to størrelser af samme art - liniestykker eller arealer eller rumfang - så kunne de danne deres forhold, men de kunne kun sætte tal på, hvis de to størrelser var kommensurable - så kunne de for eksempel sige, at de to størrelser forholder sig til hinanden som 3 forholder sig til 5 - og hvis de havde fire størrelser, hvor de to første og de to sidste var af samme art, så kunne de sige, at forholdet mellem de to første er mindre end forholdet mellem de to sidste - til at begynde med havde de en besværlig metode, de sammenlignede ved "vekselvis borttagning" - men der kunne jo ske det at proceduren aldrig stoppede, nemlig hvis størrelserne var inkommensurable - det svarer til at forholdet var et irrationalt tal - men så var der en matematiker ved Platons akademi - Eudoxos - der fik en genial idé til hvordan man nemt kan sammenligne to forhold - det var det der førte til proportionslæren - hvis vi idag skulle definere tallene på samme måde som grækerne opfattede dem, så skulle vi for det første få et forhold til at være noget eksisterende, og så skulle vi sige, at et reelt tal er en ækvivalensklasse af forhold, nemlig alle de forhold som er lig et givet forhold - men sådan kunne grækerne ikke sige, for så ville et tal være en uendelig mængde, og de accepterede jo ikke uendelige mængder.

   — Bevarmigvel - ja sådan havde de dybsindige opfattelser af tingene - og da den græske åndsverden forsvandt, så forsvandt alle disse muligheder for at drage sjælen opad - matematik og templer og tragedier og hvad de ellers havde - så begyndte man at foretrække at drage sjælen opad ved at høre om mirakuløs helbredelse af spedalske - og da det havde stået på i tusind år, så var der nogen der havde fået nok.

   — Haha.

   — I løbet af middelalderen blev ånden mere og mere ensrettet - særpræg var en synd - det karakteristiske for renæssancen var, at særpræg blev en værdi istedet for en synd - ånden var begyndt at længes efter at udfolde sig - man begyndte at interessere sig for den græske og den latinske verden i deres storhedstider - og man begyndte at udforske verden i det hele taget.

   — Ja.

   — Kirken havde jo taget Aristoteles' lære til sig, eftersom Bibelen ikke var nok til at forklare alt det mennesket måtte have svar på - og Aristoteles gav ganske acceptable svar på en masse spørgsmål, og han passede godt til kristendommens verdensbillede, fordi han forestillede sig, at der bag det hele er en allestedsnærværende og alvidende og almægtig og fuldkommen magt - man gjorde ham kristen ved at kalde ham "Den kristne inden Kristus".

   — Haha.

   — Bortset fra noget af hans naturvidenskabelige metafysik - for eksempel hans forklaring på tyngdekraften - så er det meste af det Aristoteles siger ganske fornuftigt - og han grundlagde jo logikken.

   — Ja.

   — Efter Heideggers mening var Aristoteles ikke bare den første der systematisk fortolkede følelserne og affekterne, hans bidrag er det væsentligste der har været til at forstå de ting ontologisk - ontologi er jo "læren om det værende", og det var den lære der lå Heidegger på sinde - efter Aristoteles' tid, siger Heidegger, sank følelserne og affekterne ned til at være psykologiske ledsagefænomener.

   — Javel - ja logikken blev grundlagt dengang, men man brugte den ikke i praksis - i matematikken henviste man ikke direkte til logikkens regler - det var først noget Frege begyndte på - men alligevel var grækernes matematik næsten helt uangribelig, og det førte til at matematikken blev forbillede for tænkningen på en masse områder - men det førte mange gange til noget værre vrøvl - man opstillede alle mulige mærkelige beviser - især beviste man at Gud eksisterer - for eksempel Descartes - véd du hvordan hans bevis lyder?

   — Nej.

   — Jo, han sagde, at det fuldkomne må eksistere, siden vi kan forestille os det, men eftersom vi er ufuldkomne, så kan vi ikke være årsag til forestillingen, den må komme fra et fuldkomment væsen, ergo eksisterer Gud.

   — Siden en så stor matematiker som Descartes har opstillet det bevis, så må det være korrekt, men véd du hvorfor vores forestilling om det fuldkomne er forsvundet?

   — Du vil sikkert sige at det er fordi Gud er død.

   — Netop, men det varede nogle århundreder inden han døde, og i den tid var den kunstneriske og videnskabelige skabervirksomhed i høj grad "til Guds ære og menneskenes opbyggelse", som man sagde.

   — Ja kunsten, men da ikke videnskaben - kirken brød sig jo ikke om at mennesket kiggede Gud i kortene - man frygtede at videnskaben skulle opdage noget som kunne modsige kirkens lære - jeg sagde det med Galilei til damen - hun mener også, at mange lærde inderst inde var enige med Galilei.

   — Det er nok rigtigt - der skete jo heller ikke noget videre.

   — Næh, han fik husarrest, men det blev ikke taget højtideligt - han boede hos velhavende venner og levede i luksus.

   — Det fortjente han også.

   — Haha - Einstein sagde, at Galilei var den første moderne naturvidenskabsmand, fordi han lavede forsøg - i modsætning til Aristoteles som bare spekulerede - og også det at Galilei, ligesom Arkimedes, forkastede al metafysik og kun så på hvordan tingene kan beskrives matematisk - Galilei sagde jo, at hvis vi vil vide noget om naturen, så er det ikke Bibelen og Aristoteles vi ska' gå til, vi sku' hellere ta' og læse i "naturens store bog", og den er skrevet i matematikkens sprog.

   — Ja, men du sagde engang, at det med at lave forsøg var noget Galilei havde lært af sin far - hans far var jo både naturvidenskabsmand og komponist - han var med til at opfinde operaen - de genskabte grækernes form for drama med musik.

   — Ja.

   — Kunne hans søn ikke finde på et forsøg der viser at Jorden drejer rundt om Solen og rundt om sig selv?

   — Nej, han viste jo ved forsøg at faldhastigheden er uafhængig af legemets vægt, hvis der ikke er luftmodstand, og det kunne han også bevise ved logisk ræsonneren - og han forsøgte at finde argumenter for at Jorden bevæger sig rundt om Solen, men han kunne kun finde argumenter for Jorden må rotere om sig selv - men han kunne ikke bevise noget - man vidste at fiksstjernerne måtte ligge ekstremt langt væk, så hvis himmelhvælvingen bevægede sig rundt om Jorden, så måtte hastigheden ude ved fiksstjernerne være helt vanvittig - et andet argument var tidevandet - han mente, at det må skyldes at Jorden roterer om sig selv, men han kunne ikke forklare hvorfor - på den tid kendte man jo ikke til massetiltrækningen - det var jo Newton - og så var det klart, at det må være Solen og Månen der er skyld i tidevandet - mest Månen.

   — Ja - ja så var Galilei jo på spanden - og hvis han havde kunnet bevise sine påstande, så havde han været endnu mere spanden.

   — Ja, men det burde jo ikke være noget problem - noget kan da godt stride imod Bibelen, hvis sandheden er anderledes end den måde vi oplever tingene på.

   — Det var altså snarere de lærde end det var Bibelen der var problemet? - man skulle ikke komme og lære de lærde noget nyt.

   — Ja - teologerne var nogenlunde åbne overfor fortolkninger af Bibelen, men det var de lærde som krampagtigt holdt fast ved Aristoteles, der var problemet - de kaldte hans teori for "en interessant arbejdshypotese", og de forlangte at han også selv brugte ordet arbejdshypotese - der skulle gås stille med dørene, men det gjorde Galilei ikke - han skrev en tyk bog som består af dialoger mellem fire personer - og det er tydeligt at én af dem er den klogeste og at de tre andre er mere eller mindre tumper - og så havde han skrevet bogen på italiensk, istedet for på latin, og det var for at alle skulle kunne læse det.

   — Det var da også frækt.

   — Ja, haha - men man kunne jo forsvare videnskaben med at den kan være nyttig.

   — Ja, men jeg tror ikke at videnskaben var særlig nyttig dengang - alt det man fandt ud af dengang, det kunne man da ikke bruge til noget i praksis.

   — Det ku' man da - Galileis formel for faldhastigheden - og Kepler fandt lovene for planetbevægelserne, og det førte til Newtons formel for massetiltrækningen - og så studerede man optik for at kunne konstruere teleskoper og mikroskoper.

   — Galileis formel for faldhastigheden og Newtons formel for massetiltrækningen, dem brugte man da ikke til noget i praksis - og tror du ikke at man mest konstruerede de teleskoper og mikroskoper ved at eksperimentere? - og at man snarere studerede massetiltrækning og planetbevægelse og optik for at kunne beskrive og forstå verden?

   — Jo, men de var overbeviste om at naturvidenskaben engang ville blive meget nyttig.

   — Nej, dengang tænkte man ikke i de baner - det kommer først meget senere, men det er i den tanke, at den allerførste spire til verdsliggørelsen ligger - til at begynde med lå den idé fjernt, at videnskaben skal tjene mennesket ved at levere metoder der kan bruges i det praktiske liv - og hvis der endelig var noget som man troede på kunne være til håndgribelig nytte, så var det alkymien - ikke kemien, for den var dårligt udviklet - man kendte jo ikke til stoffernes sammensætning af molekyler og lovene for reaktion - alkymien derimod, var der skrevet tykke bøger om - selvom det var en hemmelig verden - og det var ikke bare sådan noget med at finde "de vises sten", som kunne rense de uædle metaller og gøre dem ædle, alkymien gik generelt ud på at fuldkommengøre det ufuldkomne - det var også sjælens renselse - ved syndefaldet var der jo kommet urenhed i sjælen og i kødet, og den skade kunne Jesus Kristus rette op på - hans blod kunne rense på samme måde som "de vises sten".

   — Haha.

   — Og tilsvarende kunne viden rense og frelse mennesket - opløfte ånden og beskytte imod farer og befri fra nedbrydende arbejde - man havde en forestilling om en livskraft - spiritus - der havde form altefter hvor den skulle virke - i fast form var den "de vises sten", men den kunne også være en æterisk ånd - du siger jo, at Newton brugte mere tid på alkymi og religion end på matematik og fysik - du læste den artikel om teologen Newton, ikke?

   — Jo - der stod at han dengang gik for at være den mest belæste teolog - matematik og fysik brugte han i virkeligheden ikke særlig meget tid på - og han var tit vred over at det tog hans tid - og vred på folk der belemrede ham med spørgsmål - han ville meget hellere studere Bibelen og de gamle filosoffer - han havde den opfattelse, at "de gamle" var klogere end de lærde på hans egen tid - for i oldtiden meddelte Gud sig direkte til udvalgte mennesker - men de vise skjulte deres visdom - og den blev forvandsket eller glemt - Newton følte at han var forudbestemt til at genfinde tingene - og han fik det bekræftet da han opdagede, at når man skriver hans navn på latin, så kan man flytte rundt på bogstaverne så det bliver "Den hellige Jehova".

   — Haha.

   — Han mente at Bibelen er en sandfærdig beretning om verdens begyndelse - og at det kan bevises videnskabeligt, at kristendommen er menneskehedens sande religion - det der står i Bibelen er tilpasset almindelige menneskers måde at opfatte tingene på - for eksempel at Solen drejer rundt om Jorden - men Bibelen skal alligevel tages bogstavelig, mente han - det skal ikke læses allegorisk - skabelsesberetningen skal ta's for pålydende - og der er ingen fejl i profetierne - en profeti kunne være dunkel, men den ville altid gå i opfyldelse, og det var først efter at den var gået i opfyldelse, at man rigtigt kunne se dens mening - Newton troede fuldt og fast på Johannes' åbenbaring - på Kristi genkomst og tusindårsriget der ender med dommedag og skabelsen af en ny jord og en ny himmel.

   — Bevarmigvel.

   — Ja - han mente, at vi er blevet ledt bort fra den oprindelige religion - alle de guder der havde været, det var fordi man havde gjort fjerne konger og helte til guder - og folk har en tilbøjelighed til at gøre deres kultur ældre end den er - hvis man i Bibelen regner på kongernes regeringstid, så var den i gennemsnit på omkring tyve år, og det er meget sandsynligt - men i grækernes historie var den gennemsnitlige regeringstid omkring fyrre år, og det er usandsynligt, mente Newton, så med et snuptag forsvandt flere hundrede år af grækernes historie.

   — Haha.

   — Det jødiske folk skulle jo gerne være det første - det var især til sådan noget med årstal, at Newton skulle bruge sin meget mere præcise astronomi - for eksempel det at inddrage præcessionen - det at Solen ved hvert solhverv har flyttet sig en lille smule på himlen.

   — Ja, det var på den måde at videnskaben skulle gøre nytte - gøre os klogere på verden - men det er nu ikke rimeligt at vi gør nar af Newton, for hans opfattelser var ganske almindelige blandt de lærde i 1600-tallet - og han blev jo i virkeligheden den der kom til at give det største bidrag til at aflive opfattelserne.

   — Ja, haha.

   — Verdsliggørelsen i videnskaberne begyndte så småt ved industrialiseringen - og industrialiseringen tog for alvor fart i 1700-tallet, og den kom til at optage nogle af de lærde - for dengang var de fleste lærde ikke ansat ved et universitet, nogle af dem var rigmænd, og det gik op for dem at de kunne blive rigere, hvis man fandt mere rationelle metoder så der kom mere gang i produktionen - men jeg vil alligevel påstå, at der gik meget lang tid førend videnskabernes praktiske discipliner formåede at rokke ved den grundlæggende opfattelse man havde af videnskabens fornemmeste og vigtigste opgave - ja det er i virkeligheden først i de seneste årtier at det er sket - du siger jo selv, at den anvendte matematik var ringeagtet for bare nogle få årtier siden.

   — Ja, det sagde Gert - da han studerede, behøvede man næsten ikke at lære noget anvendt matematik - og man skulle heller ikke have et bifag, så man kunne bruge al tiden til ren matematik og komme højt tilvejrs.

   — Det er rigtigt - de rigtige universitetsuddannelser var rettede imod videnskaben - selvom langt de fleste kandidater "endte som gymnasielærere", som man sagde - videnskaberne var endnu prægede af den gamle europæiske opfattelse - og den var igen præget af grækernes opfattelse - for selvom videnskaberne efter renæssancen var flyttet over i en verden hvor man opfattede det guddommelige på en anden måde, så var der da nogen lighed mellem forestillingerne - eller rettere, der begynder at opstå ligheder - for læg mærke til, at opfattelsen af Gud ændrede sig med tiden i den jødisk-kristne verden - Gud blev mere og mere menneske - sådan var det jo også gået med de græske guder - det var det Platon gjorde nar af - i det kristne verden blev Gud tilsidst identificeret med Jesus, og jomfru Maria blev til "Guds Moder" - men fra renæssancen begynder Sønnen at måtte vige pladsen for Faderen - man begyndte at få sans for storheden i skaberværket, og på den måde sker der en forskydning over imod grækernes forestilling om det guddommelige - kristendommen glider mere og mere i baggrunden hos nogle af de verdslige lærde - der er dukket en ny type åndsmenneske op som tilsyneladende er mindre religiøst, men som efter mine begreber er religiøst på en mere sand måde - det er andre ting det nye åndsmenneske tilbeder - andre ting der skal til for at drage ånden opad - det er de litterære værker og noderne og de videnskabelige afhandlinger der er blevet den ny tids hellige skrifter.

   — De var meget mere ihærdige før i tiden - og de havde mere tid end man har idag - Eulers samlede værker fylder fire meter, idag kan en matematikers livsværk stykkes sammen til ét bind.

   — Ja, men den forskel skyldes vel også at matematikken er blevet vanskeligere - og mon ikke man skriver mere koncentreret idag? - men videnskabsmændene var utvivlsomt mere ihærdige tidligere - og hertil medvirkede den ophøjede atmosfære de arbejdede i - universiteterne og bibliotekerne skulle ligne katedraler og templer - der var søjler og hvælvinger, og bøgernes og afhandlingernes ydre skulle afspejle deres ophøjede indhold - jeg kommer til at tænke på en af onkel Hermanns bøger - den må ligge i en af kasserne, og det er garanteret en af dem du har "læst" i - der er noget stateligt over den bog, og det syntes onkel Hermann også.

   — Hvad er det for en bog?

   — Det er en lærebog i hydrodynamik - den er fra omkring århundredeskiftet - den har sikkert været dyr, men det var ikke det dens udseende skulle vise - sådan var det tidligere - tidligere var det prisen der gav en bog den tyngde der tilkom den - man ofrede på indbinding og illustrationer og ornamentering og kolorering - lærebogen i hydrodynamik var en brugsbog, men den var til brug i de hellige haller - det statelige fremgår i første omgang af dens størrelse og tykkelse, og af dens sorte og solide bind - og så slår man op på titelbladet - allerøverst står med versaler: "HYDRODYNAMICS" - og så kommer forfatterens navn - han er en "SIR", og efter hans navn kommer en række forkortelser for hans grader og udnævnelser og medaljer - og der er vist også noget med "HONORARY FELLOW" ved det og det college og "LATELY PROFESSOR" ved det og det universitet - og når man bladrer i bogen, fyldes man mere og mere af ærefrygt - side op og side ned med formler - ikke en linie uden matematiske tegn og græske bogstaver - og når en formel står på en linie for sig, så står den selvfølgelig præcist symmetrisk om midteraksen - men det som dengang må have virket mest overvældende, er noget som slet ikke har nogen virkning på os, nemlig illustrationerne - de er uskelnelige fra vor tids computerfrembragte ting, men de var jo lavede i hånden - nogle af illustrationerne er kurvesystemer lavet udfra matematiske formler - og i nogle af dem, er der op mod halvtreds kurver som hver især måske krævede udregning af halvtreds punkter før de kunne forbindes med en fin blyantstreg og trækkes op med tusch - hvis tegneren begik én eneste fejl, måtte han begynde forfra - prøv endag at find den frem.

   — Jeg véd godt hvad det er for en bog - tænk at sku' slæbe sådan en bog!

   — Ja - man kan se det hele for sig - de studerende kommer fra deres kollegieværelser med bogen under armen - de går over imod en katedrallignende bygning og ind ad en kæmpemæssig dør med søjler ved siderne og med en indskrift ovenover, og så går de hen ad en lang gang hvor der er ligeså højt til loftet som i en kirke, og så går de ind i et auditorium med vægpaneler af kostbart træ - der er kun nogle få studerende, vi er jo på et højt niveau - man hilser til højre og venstre og sætter sig - og foran hver af de studerende hæver sig majestætisk professorens klenodium - 800 sider - og ved siden af ligger noteshæfter og penne - der tales dæmpet - så høres der støj bag døren hvor professoren kommer ind - samtalen ophører, døren går op og professoren iført kappe og efterfulgt af sine to assistenter træder ind - man rejser sig og sætter sig straks igen - professoren bladrer i sin bog, og de studerende gør det samme - alle véd hvortil de er nået - første-assistenten er en kandidat, og han skriver en formel på tavlen, og da han er færdig, trækker han sig tilbage - så peger professoren på formlen med sin pind og begynder at tale - anden-assistenten holder sig i baggrunden, det varer et stykke tid inden der er brug for ham, han står med en svamp, det er ham der skal viske formlerne ud.

   — Haha.

   — Sådanne tavlevaskere havde man endnu da jeg studerede - men man lagde ikke mærke til dem, for de kom kun imellem forelæsningerne - de behøvede ikke, ligesom første-assistenten og nodevenderne, at have nogen uddannelse - de skulle bare kunne huske, når der af og til blev sagt at noget ikke skal viskes ud - jeg glemmer ikke engang hvor professoren havde skrevet flere takter af en symfoni med alle stemmerne, og instrueret tavlevaskeren om at den del af tavlen endelig ikke må viskes ud, det skal bruges efter pausen - da vi så kom tilbage til næste time, var hele tavlen skindende ren - professoren tog sig til hovedet, han var lige ved at tude.

   — Haha.

   — Han måtte begynde forfra, og nogle studerende måtte hjælpe til - se en sådan ulykke kunne ikke have ramt professoren der har skrevet onkel Hermanns bog, for på hans tid var der råd til to assistenter - en til at skrive og en til at viske, og den første havde ved en forudgående konferrence omhyggeligt instrueret den anden - men deres lod var det verdslige menneskes lod, de må begå en fejl for at blive husket.

   — Haha.

   — Men jeg tror nu, at uanset hvor verdslig verden end bliver, så vil der være nogle reminicenser af de religiøse følelser - professorens bog vil nok i al evighed fremkalde en smule ærefrygt - man vil fornemme, at bogen er fra en verden hvor der var noget religiøst over videnskaben, og man vil måske blive lidt misundelig på professoren og hans tid - jeg kan godt forestille mig den atmosfære der må have hersket i Platons akademi og ved Euklids forelæsninger - for selvom deres tænkning er elementær og usmidig efter vores målestok, så var den et enestående fænomen på den tid - de kunne med rette føle sig højt hævede over alle mennesker i hele verden - vi kan sætte os ind i det, fordi vi af og til støder på en tænkning som giver os ærefrygt - for med mindre man går i en stor bue udenom alt hvad der ser en smule tungt ud, så sker det af og til at man møder en tænkning hvor man tænker, at uanset hvormeget man anstrengte sig for at forstå det, så ville man aldrig rigtigt komme til det.

   — Ja.

   — Ligesom der er mennesker der kan præstere det utrolige indenfor musikudøvelse, så må der være mennesker der kan præstere det utrolige indenfor tænkning - det burde enhver kunne tænke sig til.

   — Det ka' de fleste da ikke tænke sig til, for den slags musik hører de fleste ikke.

   — Næh, det er jo rigtigt - og når det gælder musikværkerne som skaberværker - og også malerkunstens og litteraturens værker - så vil al ærefrygt fordufte med tiden - når en retning i kunsten er passé, så er den passé - så får tingene nærmest den modsatte virkning på mennesker.

   — Da ikke altsammen - Bach og Mozart vil da leve evigt.

   — Nej, det vil de nemlig ikke - idag kan de fleste mennesker overhovedet ikke se noget i Bach - jeg spillede engang noget af Bach for en kvinde - og jeg havde netop valgt noget livligt og iørefaldende - men nej, hun kaldte det "sørgemusik" - "man bliver deprimeret af det", sagde hun - uanset hvad jeg spillede og hvormeget jeg forklarede, så ville det ikke kunne få nogen virkning - og ærefrygt ville være helt udelukket - pyramiderne og katedralerne fremkalder heller ikke mere ærefrygt - selv størrelsen er ophørt med at have virkning - og alligevel gyser vi, men det er lidelsen der får os til det - de tusinder af mennesker der blev behandlet som dyr.

   — Nej, sådan noget tænker de fleste ikke på - du siger jo selv at folk - især de unge - er blottede for historisk viden og fornemmelse - de forestiller sig ikke detaljerne.

   — Ja, det er der noget om - og når man sammenligner de slavers lod med de fleste menneskers lod, så skal man på en måde ikke have ondt af de slaver - den slave som huggede en sten til en pyramide, er blevet overmåde belønnet for sin lidelse - i flere tusind år har han siddet i sin himmel og set ned på sin sten - og på turiststrømmen.

   — Haha.

   — Han glædes over sin sten, men langt de fleste mennesker efterlader ikke det mindste spor - ikke udover deres bidrag til menneskehedens beståen - og de der har kæmpet for en ædel sag, ville for det meste blive skuffede, ja måske forfærdede, hvis de kunne se ind i fremtiden.

   — Jamen du kæmper da selv for en ædel sag.

   — Nej, sådan vil jeg udtrykke min indsats - begrebet "ædel sag" er der noget verdsligt over - jeg kæmper ikke for en ædel sag, jeg kæmper for en ædel kulturtradition - og det samme gør du - vi er jo lige blevet enige om, at du tilhører den gamle skole indenfor dit fag - du tilegner dig dit fag på en ansvarsfuld måde, og du vil ansvarsfuldt bidrage til det og give det videre - hvis noget går galt i udviklingen, og det sker jo nok, så er det ikke din skyld - hvis en matematiker engang i fremtiden beklager udviklingen, og han læser en af dine afhandlinger, så vil han sende dig en kærlig tanke, er jeg sikker på.

   — Ja.

   — Vi skal selvfølgelig tage os af de ædle sager, men det er et utaknemligt arbejde, og jeg vil ikke ha' noget med det at gøre - når det gælder arbejdet for livets opretsholdelse, så holder jeg mig til det mest sikre, og det er det der forsvinder.

   — Haha.

   — Det er også det jeg råder dig til - find et idiotarbejde, og brug så lidt tid på det som muligt - vi skal erkende, at langt det meste lønarbejde er og bliver prostitution - man sælger sig selv - og på samme måde som den kønslige prostitution udelukker den kønslige kærlighed, så udelukker prostitutionen i erhvervslivet den faglige kærlighed - men arbejdet ska' jo udføres, og vi må prøve at få det bedst mulige ud af det - og folk er da velkomne til at gøre deres lønarbejde til mere end det er, for at forlige sig med det, men de skal sættes på plads når de kræver at vi andre overtager deres egen opfattelse af deres arbejde - noget af lønarbejdet kan man godt forestille sig kan være tilfredsstillende, men det meste ender som rutine - og der går ikke bare ud over dem selv, det går også ud over andre - folk formes af deres arbejde, de bliver mere og mere en funktion - især dem der er lidt oppe i hierarkiet - til at begynde med må de bruge hovedet lidt, men efterhånden kommer arbejdet mere til at bestå i at handle end i at tænke - alt skal gå efter en snor - de herser med deres underordnede - på det område kan du være taknemlig for dine forældre, for man kan ikke sige at de er funktionsmennesker - din far har ingen overordnede, han kan komme og gå som det passer ham, og fordi han selv lever så frit, så blander han sig ikke ret meget i sine ansattes liv - og din mor er slet ikke blevet som de fleste lærere - hun indordner sig under tidsplanen, for det er hun jo nødt til, men hun er egentlig imod den, og der skal meget til førend hun irettesætter en elev - du og Trine har haft en fri barndom - der har ikke været ret meget med pligter og klokkeslet - og ikke noget med at man skal være samlet til måltiderne, og pænt vente på at alle er færdige og sige tak for mad - og den frihed er i allerhøjeste grad kommet dig tilgode - og også Trine - hun fungerer jo udmærket til det hun skal fungere til, men hun vil ikke kunne accepteres andre steder end i din fars firma, men dér bliver hun sikkert en ligeså god leder som din far.

   — Joh.

   — Og fordi funktionsmenneskene har et stift og udmattende arbejdsliv, så har de ikke overskud til kultur - de læser ikke særlig meget, så derfor kommer de aldrig til at se deres liv fra andres side - din mor fortalte om en sætning i en roman - det er en ung pige som er på en gård, og hver aften læser gårdejeren eller hans kone højt af en roman for deres børn og tjenestefolkene - og den unge pige går i dagens løb og tænker over hvordan det mon går bogens unge helt, for han levede og åndede jo som et menneske - og så står der: "Man kom til at tænke dybere over sine egne forhold" - det er det der er galt med funktionsmenneskene: de kommer aldrig til at tænke dybere over deres egne forhold.

   — Næh.

   — Man kan heller ikke sige at mormor og morfar var funktionsmennesker, selvom de jo havde en bestemt funktion - og de dirigerede ikke andre, de blev selv dirigeret, og selvom mange dirigenter spreder skræk, så er de trods alt kunstnere - og når seriøse kunstnere kan være kommanderende, så er det oftest for resultatets skyld, ikke for deres egen skyld - og så spillede mormor og morfar jo kammermusik hvor de selv kunne være medbestemmende.

   — Ja.

   — Mit orgelspil har altid været en lyst, fordi det kun er så få timer om ugen, men tænk hvis man skulle spille tredive timer om ugen! - og også mine umusikalske klaverelever holder jeg nede på et minimum - og så har min nedsatte tid som lønslave jo også den fordel at jeg er fattig - jeg er fri for alt det besvær med rejser og bil og sommerhus.

   — Jah - haha.

   — Det meningsløse liv er et relativt nyt fænomen i menneskehedens historie - det er hvad der er kommet ud af menneskeartens forædling! - engang levede mennesket i overensstemmelse med dets natur - på samme og selvfølgelige måde som dyrene - det var ihvertfald det almindelige - det kunne ske at en dyreart fik ugunstige livsbetingelser, og måske endte med helt at forsvinde, men det almindelige var forædling - hos de højere dyrearter foregik det ved udvælgelse - ved at der var kamp om hunnerne - de dårligt udrustede hanner blev skubbet tilside - naturen giver alle hunner adgang til afkom, men ikke alle hanner - årsagen skulle være, at hunkønnet lissom er mere fasttømret end hankønnet - hunkønnet mangler nogle af hankønnets kvaliteter, men er til gengæld af en mere ensartet beskaffenhed - blandt hannerne er der store kvalitetsmæssige udsving - både på det fysiske og det mentale område - og det er helt galt hos mennesket - og her er det især på det mentale område, at der er store og betænkelige udsving.

   — Haha - og den teori tror du på? - du vil måske ha' indført kassering af mænd? - måske ligefrem kasterering?

   — Ja, jeg tror på teorien, men jeg vil nu ikke ha' indført kassering og kasterering - jeg vil bare tillade mig at udtrykke bekymring - og af og til fordømme - og du er ikke for god på det område - dengang du talte om nogle af drengene i din klasse - om det astronomiske beløb som hvert styk af deres afkom vil komme til at koste samfundet - uddannelse der aldrig fører til noget - psykologudgifter - genoptræning efter ulykker.

   — Ja - haha.

   — Og man er afmægtig, brølede du - det er Wieth-Knudsens profeti der er gået i opfyldelse! - og ja, det har du nok ret i - men der har nu hele tiden været noget galt med udviklingen - først var det menneskets natur der blev forædlet - ved den omtalte mekanisme - men den form for forædling hørte op på et tidspunkt - mennesket blev mere civiliseret, og det førte til tilbagegang i noget af det biologiske - vores meget fjerne forfædre kunne løbe langt hurtigere end vi kan, og de kunne både se og høre og lugte bedre end vi kan - ligesom mange dyrearter jo kan.

   — Nå - ja sådan var det vel.

   — Men det at mennesket blev mere civiliseret, banede vej for en ny form for forædling: menneskenes kultur blev forædlet - man begyndte at favorisere nye mennesketyper - samfundene havde fået brug for indsats af mere åndelig art - til at begynde med, var det til brug i den religiøse praksis - som særlig kyndige eller som skabere af de kunstneriske redskaber og virkemidler - senere blev det teknisk og juridisk snilde - og det endte jo med at der opstod helt selvstændige former for højere åndsliv - når man hos et ungt menneske så tegn på gode evner på et åndsområde, så sørgede man for at han eller hun blev fritaget for det almindelige arbejde og fik mulighed for at dygtiggøre sig - men der var noget i mekanismen som ikke gik efter planen - når en mand, takket være gode evner og en ekstraordinær indsats, har oparbejdet en form for kapital, så bør den kapital ved hans død gå til at hjælpe mennesker med særlige evner og ambitioner frem - i form af arbejdslegater og støtte til iværksættelse - men en sådan orden indførte man ikke - penge og gods og stand gik automatisk til den ældste søn eller til slægten - og for det meste bliver en arv misforvaltet - når folk arver, så indkasserer de bare, de tænker ikke på om de har moralsk ret til arven - og det værste var, at et middelmådigt menneske igennem en arv kunne få en indflydelse som ellers ville have været udelukket - rigdom og magt kunne gå i arv fra generation til generation - lige indtil den ældste søn formøblede det hele bort.

   — Haha.

   — Og den orden betød, at flertallet af dem der havde rigdom og magt ikke havde de personlige egenskaber der skal til for selv at kunne erhverve rigdommen og magten - de misbrugte magten og de bidrog ikke til kulturlivet - de bidrog indirekte til kulturen, ved at deres ting og sager jo var skabt af dygtige håndværkere og kunstnere, men de ønskede at folket var holdt nede uddannelsesmæssigt - så resultatet var, at forædlingen af kulturen aldrig rigtigt kom til at slå igennem hos den brede befolkning.

   — Næh.

   — Og det har været slemt nok, men så i begyndelsen af vort århundrede kom en mekanisme ind i billedet som direkte saboterede kulturen: "fremskridtssygen", som Wieth-Knudsen kalder den - den sygdom var lige begyndt på hans tid - det var især kunsten den hærgede - det siger sig selv, at ethvert forsøg på at forcere fremskridt i kunsten, vil føre til tilbageskridt - for fremskridt for fremskridtets egen skyld, betyder at man prioriterer eksperimenteren højere end skoling - man svigtede traditionen, og eftersom det meste af den forcerede skabervirksomhed skuffede, så begyndte der at opstå ligegyldighed i kulturlivet - og ligegyldighed overfor mennesker der viste tegn på særlige evner - vi er ophørt med at opfatte nogle mennesker som særligt udvalgte - det skyldes at vi ikke mere har nogen særlig forestilling om geniet der kan tilføre kulturen noget uhåndgribeligt men værdifuldt - og også det at det er gået tilbage for vores nationalfølelse - vi har ikke mere brug for mennesker som vi stolt kan vise frem - H.C. Andersen blev hjulpet frem af folk som kunne se hans særlige evner, men uanset hvor lovende dit arbejde ser ud, så vil ingen støtte dig - du kan få al den støtte du har brug for indenfor systemet, vil man sige - og hvis der ikke er plads til dig dér, og hvis din indsats går tabt, så har det nok ikke været noget stort tab for samfundet - men der skal til enhver tid være forestillinger om former for indsats som vi føler må støttes, selvom vi har svært ved at forklare hvorfor - der skal til enhver tid være mulighed for at få særbehandling og for at være udenfor systemet.

   — Ja.

   — At der indenfor de forskellige områder opstår stive systemer, det er der ikke noget at gøre ved, for de fleste mennesker foretrækker at alt går efter en snor - men når et system ligefrem er blevet en tvang, så er der noget galt - så degenererer livet på det område - vi er begyndt at tillade at kulturlivet degenererer - Wieth-Knudsen mente, at degeneration af de ædlere kulturlag fører til degeneration af vores åndsevner - men han mente, at det for det meste er meningsløst at tale om fremskridt - i begyndelsen udviklede livet sig hen imod en større kompleksitet, men fra et vist stadium bliver det meningsløst at tale om ubetinget fremgang - det går frem på nogle områder og tilbage på andre områder - går det frem for Universet, spørger han - går det ikke snarere tilbage? - hans doktordisputats hed "Formerelse og Fremskridt", og det var en undersøgelse af de forskellige befolkningsgruppers børneavl - især i Tyskland og Frankrig - bogen er fyldt af talkolonner og matematiske formler, og det meste af det er kedeligt - ja kedeligheden virker nærmest demonstrativ - som om han tænkte: lad de tumper der skal se at jeg kan arbejde videnskabeligt bare se hvor trist deres fag er - men så er der i slutningen af kapitlerne herlige og originale reflektioner - du sku' prøve at læse i den endag - du ska' lægge mærke til hans fine sprog.

   — Ja.

   — Han så det at mennesker ønsker at få mange børn som et sundhedstegn i et samfund - hvis de vel at mærke føler glæde ved børn - der var ting dengang som var begyndt at true børneavlen - feminismen for eksempel - det fænomen skrev han jo en tyk bog om - og det at de højere uddannede får for få børn eller slet ingen - og også det med at arbejdet bliver mere specialiseret - specialiseringen betyder at folk udsætter familiestiftelse, fordi de må arbejde sig tilvejrs i hierarkiet for at få et mere interessant arbejde - og specialiseringen betyder også at hjernen ikke bliver udnyttet ordentlig, og det fører til forandringer i hjernens virkemåde - Wieth-Knudsen mente, at det er gået tilbage for menneskets intelligens - og at nutidens naturfolk har højere intelligens end kulturfolkene - han henviste til en berømt engelsk naturforsker, Wallace, som på samme tid som Darwin kom frem til noget af det samme som Darwin - men Wallace mente i modsætning til Darwin, at åndsevnerne hos mennesket ikke er opstået ved en jævn udvikling, men skyldes en ny kraft - jeg véd ikke hvordan han nærmere forestillende sig den kraft - Wieth-Knudsen er også inde på det med spring i udviklingen - at udviklingen for det meste foregår diskontinuert - mutationer får større betydning end varianter, og revolutioner får større betydning end reformer.

   — Nå.

   — Det er der måske noget om - mutationer og revolutioner fører jo i langt de fleste tilfælde til ugunstigere vilkår - og det er da muligt at vi er blevet dummere - i sin bog om musikken taler han om de "tilsyneladende irrationelle livsmagter" der opstår i samfundene - han tænker på de lokale og værdiskabende kulturlag af åndelig og æstetisk natur som jeg har talt om - "irrationelle livsmagter" er en god betegnelse, men istedet for at tale om rationelle og irrationelle livsmagter, så har jeg foretrukket at tale om universelle og lokale kulturlag.

   — Ja.

   — Han siger tilsyneladende irrationelle livsmagter, for de livsmagter er i virkeligheden særdeles rationelle - pengene til dem er altid en god investering - og han skulle jo vide hvad han talte om, for han var jo professor i økonomi - en forudsætning for højnelse af kulturen, siger han, er at der i samfundet er harmoni og et stærkt åndeligt fællesskab - splittelse undergraver kulturgrundlaget - han ville helt klart være enig med mig i, at religiøsitet, som jeg forstår begrebet, fører til forædling af kulturen, og at verdslighed fører til degeneration - han siger, at grunden til at jøderne i en påfaldende grad har bidraget til åndslivet overalt, er dels at de er kulturvenlige og ukrigeriske og fædrelandsløse, og dels at de altid har været forfulgte og derfor har måttet holde sammen.

   — Ja.

   — De irrationelle livsmagter er til at begynde med de religiøse forestillinger, men dem vil man på et trin i udviklingen måske begynde at fornægte, siger Wieth-Knudsen, men så må andre irrationelle livsmagter træde til, og det er kunsten - han taler ikke om videnskaben i den forbindelse, han har næppe set sin egen videnskab som irrationel - men din matematik er da i allerhøjeste grad en irrationel livsmagt - den matematiske tænkning forløber rationelt, men den er irrationel - matematikken som du dyrker den, hører mere ind under kunsten end under videnskaben.

   — Ja - det ka' man vel godt sige.

   — Wieth-Knudsen taler om den biologisk betydning af vores medfødte sans for skønhed - en veludviklet evne til at beundre mennesker og skaberværker fører til højnelse af vores natur og kultur, siger han - vores sans for menneskelig skønhed har selvfølgelig betydning for udvælgelsen - når vi værdsætter smukke træk og sundhed og gode karakteregenskaber - man ka' jo sådan set sige, at når et skaberværk har en stor værdi for os, så kommer oplevelsen af værdien netop fra at vi beundrer.

   — Ja.

   — Den ultimative beundring er ærefrygt, og jeg tror, at det er vores oplevelse af ærefrygt der har ført til forestillingen om en skabende Gud - og så vores evne til at drage logiske konklusioner - hvordan var det i Descartes' gudsbevis? - det var "det fuldkomne" det byggede på, ikke?

   — Jo.

   — Det er en matematikers bevis - det mest nærliggende må være at lade beviset bygge på "beundring" - hvis jeg skulle give et gudsbevis, så ville det lyde sådan her: når vi ser noget storslået i naturen, så tænker vi at siden vi beundrer det, så må det være skabt af et væsen som har følelser der har lighed med vores følelser, men som har uendelig meget større skaberkraft end vi har - det væsen kalder vi Gud - vi har altså noget af Gud i os - Gud har skabt os i sit eget billede - hvis man godkender den tænkemåde, så kan man drage nogle konklusioner - eftersom Gud er skabende, så skal mennesket også være skabende - men det er ikke hvadsomhelst Gud kan finde på at skabe, hans skabervirksomhed går i en særlig retning - når det gælder det menneskelige virke, så skelner jeg jo imellem arbejde og produktion, og det gør Gud også - men Gud bruger nogle andre ord - ja de er faktisk bedre end mine, men jeg vil alligevel ikke bruge dem - Gud taler om gerning og ernæring - gerning er en glæde og ernæring er en lidelse - i Bibelen er ordene arbejde og gerning oftest synonyme - det er i betydningen gerning at Gud selv arbejder - han skaber, og at skabe er en gerning - så skabergerningen må være hans ideal for menneskeligt virke - men mennesket adlyder ikke Gud, vi skaber ikke som vi burde, vi ernærer os bare - og det får vi vores straf for: "jeres ernæring skal koste jer smerte", siger han i Første Mosebog.

   — Hahaha.

   — Men mennesket har aldrig forstået det med straf som følge af ulydighed - og vi har gjort straffen større end det har været Guds mening - hos nogle mennesker har det jo været helt galt, enhver form for glæde var bandlyst - musik, dans, alkohol, sex - alt - og det ligger stadig dybt i os - når man spørger de unge hvad de vil være, så skulle man tro at de begyndte med noget urealistisk og nævnte et "glædesfag" - men nej, de nævner ligefra begyndelsen et "lidelsesfag".

   — Haha.

   — Og jo mere lidelse, jo mere attraktivt er faget - noget med sygdom eller juristeri - og folk forstår ikke at skelne imellem rigtig og forkert lidelse - du har jo døjet en del lidelse på det seneste - din teori har voldt dig kvaler - men hvis du talte om det til nogen, og de havde ondt af dig og gav udtryk for medfølelse, så ville du sige at det er ikke sådan det ska' forstås.

   — Ja - haha.

   — Vi er i fuld gang med at fjerne al lidelsen, men vi føler at der er noget forkert i det - vi har maskiner til den mindste fysiske anstrengelse, og er der den mindste smerte, så tager vi straks en pille - men vi har ikke ret til det, føler vi, vi har ikke ret til at unddrage os Guds straf - så derfor er der nogle der mener, at vi i det mindste skal udstå en pæn portion lidelse lige inden vi skal herfra - vi må ikke fremskynde døden - det er et af argumenterne imod selvmord og aktiv dødshjælp - da én fra Det Etiske Råd kom med det argument, så spurgte jeg ham jo i en mail om hans forlangende også gælder mig - jeg fortalte, at jeg livet igennem har udstået svær lidelse i forbindelse med mit arbejde, og jeg spurgte, om dette berettiger mig til at unddrage mig lidelse i forbindelse med min død.

   — Ja - haha.

   — Han svarede selvfølgelig ikke - så skrev jeg mit debatindlæg hvor jeg fortalte om mit spørgsmål, og at jeg meget gerne ville have et svar, da jeg nødig ville gøre noget forkert - avisen var behjælpelig med at bringe debatindlægget, men det førte ikke til et eneste svar - hver gang jeg ser et debatindlæg hvor der er noget galt med argumentationen, så sender jeg en mail til vedkommende hvor jeg beder om en nærmere forklaring - det skulle du også gøre til en regel.

   — Ja.

   — Men de svarer ikke, for de har ikke noget svar - der er nogen der hele tiden er på pletten i debatten - og dagbladene spiller med i deres spil - der var en særlig irriterende én engang - jeg skrev flere gange til ham for at få noget uddybet, men han svarede aldrig - så ku' han få nok at lave - til sidst skrev jeg et længere brev til ham, hvori jeg opremsede og kommenterede hans vrøvl i tidens løb - og jeg bad ham om at ophøre med sin skadelige virksomhed, han nedsætter niveauet i den offentlige debat - og det fører til degeneration i kulturlivet - og det fører i sidste ende til forandringer i vores hjernes virkemåde.

   — Hahaha.

   — Det hjalp - man hørte ikke mere fra ham.

   — Nå!

   — Ja - vi kom fra det med at beundre.

   — Haha.

   — Når vi møder beundringsværdige mennesker, så skal vi give udtryk for vores beundring - når vi møder nye mennesker, skal vi spørge til deres liv - det er risikabelt, for der er jo mange der har dårlig samvittighed over deres liv, og de kan blive fornærmede, men der er ikke noget at gøre ved det, det er mere uhøfligt ikke at vise folk interesse - jeg var engang til en sammenkomst hvor de fleste var noget indenfor kulturlivet, og hvor de fleste ikke kendte hinanden - så da de sad med deres velkomstdrinks, blev de på omgang spurgt om hvad de lavede - men så da en kvinde blev spurgt, svarede hun arrigt: "Jeg passer børn" - der blev en pinlig tavshed - så blev der mumlet noget om at det er da udmærket - i den første tid skal forældrene være mest muligt sammen med barnet - og det skal forældrene have udstrakt mulighed for - og det er gået for vidt med børneinstitutionaliseringen - og så videre - men der var ingen der sagde det rigtige.

   — Det gjorde du åbenbart heller ikke.

   — Nej, for det ville have gjort den arrige kvinde endnu mere arrig.

   — Haha.

   — Men din mor kunne have sagt det kvinden havde brug for, for din mor var jo også hjemmegående da I var små - hun ville have talt om vigtigheden af at barnet bliver passet af sit biologiske ophav - og om vigtigheden af at den der passer barnet trives og har rigeligt med overskud til barnet - hun ville have talt om sin herlige frihed og om sine ture sammen med barnet og om alle de bøger hun fik læst imens barnet sov eller legede.

   — Ja.

   — Det er ikke nemt at møde mennesker man ikke véd det mindste om - det er da godt du fik en smagsprøve på ham du skal møde i morgen - du må starte med at vise ham interesse - spørge til det konkrete han interesserer sig for, og om hvordan han kom på det med matematik - og hvis han er overlegen, så må du sætte ham på plads - du kan spørge ham om han forsker, eller om han "bare" læser og løser opgaver - så siger han nok at hans speciale kræver stor viden, og den må han først tilegne sig inden han kan begynde at forske - så kan du sige, at det er vigtigt at man så tidligt som muligt får træning i forskning - rigtig forskning er bedre til at udvikle evnen til matematisk tænkning end skræddersyede opgaver, og når den matematiske tænkeevne er godt udviklet, så kan man nemmere tilegne sig viden - og noget i den dur.

   — Ja.

   — De værste man kan møde, er dem der hverken kan tale om sig selv eller om noget andet - hvor samtalen hele tiden går istå - så er der dem der ikke har noget at sige om sig selv, men som er gode til at tale om ligegyldige ting - dem ska' man ikke foragte, for de kan være nemme og underholdende - især når de har fået lidt at drikke - sådan er entreprenøren - du må med derned endag.

   — Ja.

   — Så er der dem der elsker at tale om sig selv og som hele tiden leder talen hen på deres egne oplevelser og fortræffeligheder - dem ska' man heller ikke foragte, for der er som regel lidt dækning for deres trang til at dominere - hvis man ka' lære noget, så ska' man udnytte muligheden - istedet for at blive irriteret, så ska' man mange gange hellere ta' og lytte til folk - det må især du og jeg gøre, vi ser jo ikke så mange mennesker - jeg giver mig altid tid til mennesker, og det skal du også.

   — Ja.

   — De mest tilfredsstillende mennesker at møde, er dem vi oprigtigt beundrer - vi bør opleve det som tilfredsstillende - for det at beundre beror på nogle forudsætninger hos os selv - en betingelse for at man rigtigt kan beundre de former for kunnen som fortjener beundring, er at man selv har prøvet kræfter med dem - derfor skal børn og unge lære de forskellige former for færdighed - ikke bare for den almene dannelses skyld og for at de kan afgøre hvilken vej de vil gå, men også for at de skal kende kravene og mærke afmagten - vi skal allesammen livet igennem dyrke forskellige ting på amatørniveau - for fornøjelsen og alsidighedens skyld, men også fordi det lærer os at værdsætte de professionelle - jeg hører blandt de mennesker som beundrer de største klavervirtuoser allermest, fordi jeg næsten er på deres niveau og véd at jeg aldrig ville kunne nå det selvom jeg kunne leve mit liv om - om nogle år vil du komme til at opleve det samme - du vil læse afhandlinger som du oplever som ufattelige - du kan godt læse afhandlingen og fatte teorien, men den er skrevet af en ung matematiker, og du må erkende, at du aldrig i en så ung alder ville kunne være nået så langt - en sådan kraftpræstation af et ungt menneske, er Per Stig Møllers doktordisputats om Malte-Brun - en ufattelig viden om fransk litteratur i begyndelsen af 1800-tallet - den er på 600 sider, og så er der et endnu tykkere tillægsbind med Malte-Bruns anmeldelser - det er den bog der førte til min særlige interesse for fransk litteratur fra den tid - jeg læste den lige da den kom - jeg var nitten år - jeg brugte en hel sommerferie til den, ligesom du gjorde da du læste den franske sproglære.

   — Ja.

   — Men det er en mennesketype som er på retur - det åndelige klima er ikke mere til dem - de forskellige former for færdighed af mere åndelig og æstetisk art har forlængst passeret deres kulminationspunkt - de områder hvor de håndværksmæssige krav var størst, var malerkunsten og musikken i den klassiske periode - ingen nutildags ville kunne oplæres til at svinge en pensel med den samme virtuositet som de store mestre for tohundrede år siden, for der er hverken motivation til det eller dygtige læremestre at få - og det er der ikke fordi der ikke er penge i det - se bare hvor elendige nutidens portrætmalerier er - indenfor musikudøvelsen er den tekniske standard fortsat høj, fordi det klassiske musikliv fortsat spiller en rolle i de finere kredse - godt nok er klimaet i Vesten blevet ugunstigt for den form for morakken som solistniveauet kræver, men så har vi jo heldigvis de små hårdtpumpede japanere og koreanere.

   — Haha.

   — De kan optrænes til teknik, men de har ikke den føling med traditionen som den europæiske musiker kunne have før i tiden - deres spil kan være stor kunst i teknisk forstand, men ikke i musikalsk forstand - men det gør jo ikke noget, for nutidens publikum opdager det ikke.

   — Næh.

   — De meget abstrakte tings tid er også forbi, fordi de forudsætter et elitært miljø, og elitisme i åndslivet ser jeg som et religiøst træk - menneskene vil selvfølgelig fortsat skabe store ting, men de vil ane, at der er en dimension der mangler - og de vil måske have et navn for den manglende dimension - de vil skabe ting som fremkalder gysen, men virkningen vil være forskellig fra ærefrygt - tag for eksempel Twin Towers i New York - meningen er, at når man står nedenfor og ser op ad en facade, så ser man en rektangulær og lodret flade som når en svimlende højde - fladen er helt énsartet, der er ingen indsnævring opefter - og for at forstærke virkningen af gys, så er tårnene gjort bevidst grimme - de skal udløse vrede, så folk får fantasier om at de styrker sammen.

   — Nå!

   — Der er skrevet flere romaner hvor de angribes - det er vel bare underholdning, men man kan faktisk godt forestille sig noget seriøst - det var Vagn der fortalte det - de har jo deres kontor i et af tårnene - det var en af hans venner derovre der fortalte ham det - i USA har man talt om at det ville være ganske gavnligt hvis der kom "et nyt Pearl Harbor" - angrebet på Pearl Harbor i sin tid kunne jo være blevet forhindret, men man lod det finde sted fordi man ønskede en anledning til at kunne angribe Japan - og nu har amerikanerne igen fået brug for et angreb på Amerika - for de har gang i et projekt som skal "omforme verden" og indføre USAs "globale millitære herredømme" - det herredømme skal omfatte rummet, og på Jorden skal det især gælde landene omkring Det Kaspiske Hav hvor de største olieforekomster er - projektet hedder "Project for the New American Century" - det kommende århundrede skal være det amerikanske århundrede - men det projekt forudsætter en bred accept af enorme militære udgifter, hvis det skal realiseres indenfor en rimelig tid, og den accept kan kun opnås hvis der kommer et voldsomt angreb udefra på USA - så derfor foregår der for tiden hemmelige ting og sager - man vil arrangere et angreb på USA hvor terrorister fra Mellemøsten medvirker - og det er de mest hellige steder der skal angribes - Pentagon og Det hvide Hus, og så også Twin Towers - og noget af det skal bevidst mislykkes, for at begrænse skaderne.

   — Hvordan ska' det foregå?

   — Det er der selvfølgelig ingen der véd - ham der fortalte det til Vagn, mener at det vil være noget med påflyvning med fjernstyrede fragtfly - men det er ikke nok, det skal kombineres med sprængladninger i bygningerne som folk ikke opdager.

   — Sådan noget ka' da ikke realiseres - det ka' ikke holdes skjult.

   — Jo, det kan sådan noget godt i USA - for kun få behøver at kende til planen i sin helhed - man kan få folk til at udføre arbejde hvis formål de har fået falske oplysninger om - og hvis en person i USA er blevet pålagt tavshed og har aflagt ed, så kan man stole på ham - der er hver dag mennesker der forsvinder, og CIA kan beordre en efterforskning standset - og man vil gøre det, siger Vagn, at man vil sørge for at angrebet er kompliceret og fyldt af gåder, således at hvis forbrydelsen skal forklares fyldetsgørende, så kræver det lange udredninger, og dem vil kun en minoritet give sig til at studere - de fleste mennesker modtager kun nyhederne i små doser - uanset hvor alarmerende en sag er, så vil de ikke begynde at læse bøger - og sådanne bøger ville ikke blive omtalt i medierne - for der er jo også det, at det værste en amerikaner kan beskyldes for, er at være anti-amerikansk - så de fleste vil tro på den officielle udlægning af angrebet, og overfor det store flertal vil de der kender sandheden stå svagt med deres "konspirationsteori".

   — Ja, men det er da ikke noget Vagn virkelig tror på - så skulle han sige det til de andre på forlaget, og de skulle finde et andet sted - og hvis der er det mindste om det, så skal det fortælles til alle.

   — Det kan Vagn da ikke, for så må han jo spytte ud med hvor han véd det fra - det vennen skulle gøre, er at han sender anonyme breve til nogle forfattere, og håber på at en af dem skriver en roman om det - den kan udgives under pseudonym - en sådan roman kunne umuliggøre det planlagte angreb, og redde menneskeliv og værdier - og redde USA fra at få hele verden imod sig, så deres ambition om at blive verdens behersker forpurres - en sådan roman eller film der har til hensigt at oplyse om noget der kan være til stor nytte, det er det højeste de verdslige kan svinge sig op til af opbyggelig kunst - langt det meste af deres kunst er bare dekoration, og den kunst der skal virke på mennesket, skal virke ved at pirre vores primitive instinkter - vi skal grine eller vi skal gyse - det jeg vil kalde de rationelle primitive instinkter - men den kunst og videnskab jeg går ind for, er den der appellerer til nogle irrationelle primitive instinkter.

   — Primitive?

   — Ja, det religiøse er altid af irrationel natur, og så vil de fleste sige at det er noget primitivt, fordi det, ganske som al fortidens religiøsitet, forudsætter opfattelser som strengt taget er falske - men jeg fortrækker at have nogle falske opfattelser.

   — Hvad er det for falske opfattelser?

   — Ja som jeg lige har sagt, alt det der kan give vores liv mest rigdom, er nogle irrationale livsmagter - og sådanne ting vil altid være uforståelige for den udenforstående - og når noget er umuligt at forklare, så kan man da godt sige at det er falsk - nogle ting er lettere at forklare end andre, og jo lettere noget er at forklare, jo mere sandt er det, ka' man påstå - og du og jeg vi må jo indrømme, at vores ting er sværere at forklare end de flestes ting - den verden dine kammerater lever i, er lettere at forklare end din verden - selvom du siger at deres ting ikke siger dig noget, så tror jeg godt at du kan sætte dig ind i dem - du skal ikke fortælle mig at du slet ikke føler noget ved deres interesser og forbilleder - det er jo din egen generation, og du er i en vis grad et produkt af den samme verden som dem - du vil bare ikke indrømme det - men de ville have meget svært ved at fornemme de drivkrafter der virker i dig - hvis de læste i moppedrengen, ville de more sig - over disse sære mennesker og over tonen i bogen - men du oplevede ikke matematikerne i bogen som sære, du oplevede dem som særlige - de var hævede over massen og forudbestemt til noget stort - og sådan opfatter du også dig selv - hvis damen virkelig er psykolog, så er hun en noget utraditionel af slagsen, siden hun siger at du er forudbestemt til noget stort - enhver anden psykolog ville iværksætte en behandling - spørge dig ud, og konstatere at du har et fortegnet verdensbillede - og fortælle dig, at hvis du ikke ser nogle ting i øjnene og ændrer kurs, så vil du få svært ved at klare dig i kampen for livets opretholdelse - så skal du sige, at du har et højere mål i livet end at klare dig i kampen for livets opretholdelse - "Hvad er det for et mål", spørger psykologen - "At leve et værdigt liv", ska' du svare - så siger psykologen: "Jamen hvis du ikke klarer dig i kampen for livets opretholdelse, så kommer du jo ikke til at leve et værdigt liv" - og så ska' du svare: "Så må jeg nøjes med at dø en værdig død."

   — Haha.

   — Så vil psykologen henvise til en psykiater - og så skal du overfor psykiateren gøre alt hvad du kan for at give udtryk for din vrede - du ska' tænke på alt det der generer dig mest - du ska' hidse dig frygteligt op - rejse dig op og sparke til inventaret - så bliver det klart for psykiateren at du kan blive til fare for dine omgivelser - at du endag vil iværksætte et terrorangreb.

   — Haha.

   — Og da det synes håbløst at lave om på dig, så vil psykiateren skønne at det mest fornuftige er at give dig en førtidspension - det vil du opfatte som en indrømmelse og en anerkendelse fra samfundets side - et livsvarigt arbejdslegat - og det vil dysse dig ned - og der er ingen fare for at dit farlige adfærdsmønster breder sig - det adfærdsmønster som jeg har gjort alt hvad jeg kan for at indpode i dig.

   — Haha.

   — Hvem véd, der er måske nogle af de andre i damens gruppe der lissom dig er vrede på samfundet - damen - hvis hun ellers er den jeg tænker på - var ihvertfald vred - hun har ret i at kærligheden altid vil være ledsaget af had og vrede - og det er fordi kærligheden er uforståelig for de fleste og derfor evigt må beskyttes - men jeg tror nu ikke, at hendes egen vrede kommer af en kærlighed til noget - jeg kan ikke få øje på noget, udfra det du siger - det skulle da lige være hendes filosoferen, men en filosoferen kan kun føre til kærlighed hvis den er forbundet med en kunstnerisk skabervirksomhed - som hos Søren Kierkegaard.

   — Hvordan?

   — Søren Kierkegaard skelnede jo imellem tre stadier - det æstetiske og det etiske og det religiøse - grunden til at han anså det æstetiske stadium for det laveste, var at han kun havde de kulturværdier i tankerne som de fleste er optagede af - ved "æstetikeren" forstod han livsnyderen som hele tiden er på jagt efter noget der kan stimulere hans sanser - kulturforbrugeren som vi ville sige idag - men der er jo også de ikke-alment tilgængelige kulturværdier - den ikke-alment tilgængelige skønhed - den form for skønhed som kræver arbejdsindsats og særlige forudsætninger - det er den skønhed som du og jeg søger, og det var også den skønhed som det meste af Søren Kierkegaards liv gik med - på samme måde som du arbejder indenfor matematikkens begrebsverden, så arbejdede Søren Kierkegaard indenfor kristendommens begrebsverden - og den glæde han oplevede ved at være nået det religiøse stadium, skyldtes - når han selv skulle sige det - at han til fuldkommenhed havde forstået og forsonet sig med det paradoks, at Gud åbenbarede sig som menneske og at det evige på den måde fremtrådte i tiden - men hans glæde lå snarere i arbejdsglæde - efter mine begreber var der to former for religiøsitet i hans liv: det religiøse som han selv opfattede det og det religiøse som jeg opfatter det - og den sidste form var den mest betydningsfulde, vil jeg påstå - det var den han kunne takke sin faglige kærlighed for.

   — Javel.

   — Det er rigtigt som damen siger, at kærligheden er et særligt adfærdsmønster - og det jeg er igang med lige nu, er at fortælle dig hvor det særlige adfærdsmønster kommer fra i dit tilfælde - du tilhører en slægt som i særlig grad har udfoldet sig indenfor kunst- og lærdomsverdenen - og jeg har sørget for at den verden er blevet formidlet videre til dig ved at lade dig leve mest muligt i den - jeg har jo altid arbejdet hjemme, og jeg har, ligefra du overhovedet kunne forstå det, fortalt om det jeg arbejdede med - og jeg har tilskyndet dig til at gå på opdagelse i vores bøger - vi har hørt musik og vi har læst en masse forskelligt og diskuteret - jeg har lagt mere vægt på det med at læse og diskutere, end på at du meget tidligt fik store færdigheder indenfor et bestemt område - det vigtigste var, at du fik en klar forestilling om den rigtige form for arbejde - det med at vælge det præcise fag, kan godt vente lidt - efter min mening - det præcise fag skal vi selv finde, og det har du jo også gjort.

   — Ja.

   — I den kulturtradition som du og jeg tilhører, er de ting vi beskæftiger os med og den måde vi arbejder på et ideal for menneskelig virketrang - og et sådant ideal kalder jeg et religiøst ideal, af den grund at det har lighedspunkter med de kristne idealer for menneskeligt virke og stræben - det er af åndelig og karaktermæssig art, og kravene er uopfyldelige.

   — Uopfyldelige?

   — Ja, på samme måde som kristendommens krav - den kristne vil aldrig til fuldkommenhed kunne opfylde dem, og det forventes heller ikke - man vurderes på sin indsats - føler du ikke at det også er sådan for dig? - føler du ikke, at det du helst ville yde, langt overstiger det du kan yde? - eller har du det lissom dine kammerater? - du har din daglige dont der skal udføres, og når den er udført, så kræves der ikke mere af dig, så har du fri for i dag.

   — Næh, jeg kommer mere og mere bagud.

   — Haha, det glæder mig at du er et ydmygt menneske - det er derfor kravene skal være uopfyldelige.

   — Det er derfor du ikke kan døje de verdslige? - de er ikke ydmyge - de stræber ikke.

   — Jo, de stræber - de knokler løs for at nå deres verdslige mål - men hvis de ikke er ydmyge, så støder det mig, og hvis de er ydmyge, så støder deres stræben mig - fordi deres ydmyghed i så fald kommer af, at de opfatter deres indsats som beundringsværdig men mangelfuld - en indsats som jeg næppe ville beundre - ja forresten, det var det med "det lødige" og "det underlødige" vi skulle definere - det begrebspar må vel høre blandt damens "evige begreber" - brugte hun de ord?

   — Ja det tror jeg nok.

   — Det var mest i de bedre uddannede klasser, at man havde klare forestillinger om den skelnen - på samme måde som en næstekærlig gerning var en gerning som levede op til de kristne idealer, så var en lødig ting en ting som levede op til den finere kulturs idealer - underlødige ting fandtes i alle menneskers liv, men enhver havde en klar forestilling om hvor på ranglisten de forskellige ting befandt sig, og det underlødige skulle holdes nede og det lødige skulle fremmes.

   — Damen sagde jo, at før i tiden havde man veludviklede målestokke, men idag befinder alt sig omkring nulpunktet.

   — Ja det er rigtigt - de unge idag har vist slet ingen forestilling om begrebet lødighed.

   — Jo, ham jeg skal møde i morgen.

   — Han kaldte da ikke det du arbejder med for underlødigt?

   — Næh, men han har jo i flere år studeret en bestemt teori.

   — Er det noget du kender noget til?

   — Ja, det er noget indenfor harmonisk analyse - der står en masse om det i tredie bind af "Matematisk Analyse".

   — Og det har han fordybet sig meget mere i end du har - men Niels-Henrik, hvis han er længere fremme end du er, så lad dig ikke slå ud af det, betragt det som en fordel - og du overhaler snart ham, hvis jeg kender dig ret.

   — Ja - han er nok lidt af en fagidiot.

   — Det er du også engang imellem - det må man godt være i perioder hvor man er igang med noget nyt - men i den verdslige verden er der mange der altid er fagidioter, og det er gerne på de åndløse områder - og der er ikke nogen særlige mekanismer som griber ind - i det religiøse samfund hersker en bedre forståelse for menneskets natur - her gribes der mere ind i menneskets liv - ikke så meget direkte, det er mere indirekte det sker - igennem de idealer og fordringer som er blevet indpodet i opdragelsen - netop for at tjene mennesket - men for de verdslige er det ganske uforståeligt, at det kan tjene mennesket at skulle slæbe på en ballast der nedsætter farten - øh lidt forstår de måske nok - alle kan vel indse, at vi må leve med ting som strengt taget er hæmmende - prøv at forestille dig, at man i matematikken begyndte at lave om på de matematiske tegn - alle de vigtigste af dem er jo skabt for flere hundrede år siden, og de kunne garanteret udtænkes så de blev mere hensigtsmæssige - hvis man udtænkte alt så det blev mest muligt rationelt, så kom formlerne sikkert til at se helt anderledes ud - jeg tror det ville skade mere end det gavnede - formlernes særegenhed ville forsvinde - det skæve som den snørklede historiske udvikling har skabt - formlerne ville få et goldt udseende, og der ville være sket et brud i forbindelsen til fortiden.

   — Joh.

   — Det er det samme med sprogene - og med noderne - jeg ville blive aldeles panikslagen hvis de klassiske komponister begyndte at rationalisere notationen - ja det burde de jo egentlig gøre - notationssystemet hviler på den tonale musik, og selv til den er det uhensigtsmæssigt - og til den atonale musik er det aldeles uhensigtsmæssigt, for her har man jo ikke faste fortegn - men hvis nogen ændrer ved den ting, så vil jeg ikke læse deres partiturer - og heller ikke høre deres musik.

   — Du læser da masser af partiturer hvor der ikke er en eneste node - hvor alt er noteret grafisk.

   — Jeg læser ikke masser af den slags partiturer - det er ikke den musik der står mig nærmest - det er ligeså utænkeligt at komponisterne begyndte at lave om på nodeskrivningen, som det er at forfatterne begyndte at lave om på retskrivningen.

   — Der er da forfattere der laver da om på retskrivningen.

   — Ja og nej - enhver god forfatter overtræder reglerne, men det er som regel kun noget der virker i hans egen skrivestil - det breder sig normalt ikke - det er ikke fra de professionelle sprogbrugere at sprogfornyelsen kommer - den kommer gerne nedefra og udefra - fra dagligsproget og fra fagsprog og fremmedsprog - det samme gælder matematikken - hvis der kommer til at ske en radikal forandring i tænkemåden, så vil det være fra de praktiske matematikbrugere at den kommer - kan du forestille dig at de rigtige matematikere ville ændre ved deres rodfæstede tænkemåde og skrivemåde?

   — Næh.

   — Den slags klamren sig til en tradition er et religiøst træk - en religiøs kultur har en særlig egenart - man har mere klare forestillinger om hvor grænserne går - fælles forestillinger vel at mærke - det at en kultur er begrænset, betyder at de enkelt ting kan besidde en større rigdom - i den verdslige verden er der en stor mangfoldighed af ting, og derfor bliver de enkelte ting let ligegyldige.

   — Det er vel derfor damen lever som hun gør.

   — Ja måske, men det er nok snarere fattigdom der tvinger hende til at leve sådan - hvis man er samfundskritisk og siger tingene lige ud, så kan det stort set være umuligt at få arbejde noget sted - hun har måske meget tidligt vidst hvor det bar hen, og så har hun lagt penge tilside, og så må hun nøjes med dem - jeg kan jo også kun arbejde på meget få områder, men jeg har det her hus som sikkerhedsnet, og jeg er da godt klar over, at der kan komme en dag hvor jeg må sælge det og flytte langt ud på landet - Vestjylland, bliver det nok.

   — Ja.

   — Men din dame er jo unægteligt meget mere i nærkontakt med sine ting end de fleste - det er det samme med Karin og Stig og Vivi og Steen - hos dem er det nøje fastlagt, hvad der hører med til deres verden og hvad der ikke gør - det er derfor man ser mere livsglæde hos dem end hos de fleste - jeg siger ikke at det verdslige menneskes liv er fattigt, jeg siger bare...

   — Det gør du da.

   — Jeg siger, at i den verdslige verden har de enkelte ting oftest en fattigere karakter end de har i en religiøs verden, men til gengæld er den verdslige verden mere afvekslende - og afveksling er en kvalitet som de fleste mennesker idag ikke vil undvære - de vil ikke for nogen pris have størrelsen af deres supermarked reduceret - du færdes i en langt mindre del af det supermarked end dine kammerater, men til gengæld fordyber du dig i problemer som ingen af dem ville skænke en tanke - og hvis de gjorde, så ville arbejdet snart begynde at trætte dem - den verden de lever i, er altfor stor og udflydende til at de ville slå sig ned på et så afgrænset sted som du har gjort - i den verdslige verden er alt devalueret - de materielle ting er rene brugsting - og kunsten er kreativ udfoldelse for den der skaber den, og den skal levere dekoration eller oplevelse til den der køber den - og viden...

   — Man kan da ikke forhindre at tingene devalueres - vi kan da ikke skrue tiden tilbage - der vil jo hele tiden komme mere af alting - materielle ting og kunst og viden og alting - så tingene vil da devalueres.

   — Nej, ikke nødvendigvis - religion kan dæmme op for devaluering - det er netop det der er meningen med en religion.

   — Jamen hvis nu mange begyndte at interessere sig for matematik.

   — Det gør de heller ikke, og selvom de gjorde, så behøvede det da ikke at ændre på at man dyrkede matematikken på en religiøs måde - det er et spørgsmål om krav til arbejdsidealer og udvælgelsesmekanismer - hvis et samfund er opsat på at være religiøst, så kan det også være det - men jeg tror nu, at det i al fremtid vil være det religiøses lod at være et minoritetsfænomen - hvis der i fremtiden overhovedet vil være samfund der falder ind under mine forestillinger om et religiøst samfund, så vil de kun udgøre en mindre del af menneskeheden - og selv i et religiøst samfund vil de fleste ikke gøre nogen større indsats for at leve op til idealerne - véd du hvad jeg kalder det fænomen?

   — Næh.

   — Jeg kalder det "arvesynden" - jeg tror ikke på arvesynden i bibelsk forstand, og jeg burde måske bruge ordet "ulydighed" - eller "dovenskab" - men jeg kan godt lide ordet arvesynden - for mig betyder det, at kun de færreste vil stræbe opad imod de lødige ting - de fleste interesserer sig ikke for den form for stræben, og nogle har ligefrem en trang til at stræbe nedad.

   — Er det ikke det samme som det damen sagde, kun få stræber efter kærligheden?

   — Jo - du siger hun talte om kærlighed til et virke - et fag - man kan have kærlighed til bestemte kulturværdier - det er det jeg kalder de højere kulturværdier - matematiken og den klassiske musik og mange andre ting, ligefra sprog til den højere kogekunst, er højere kulturværdier - en højere kulturværdi er en kulturværdi som igennem lang tid, århundreder, måske årtusinder, har udkrystalliseret sig indenfor en religiøstsindet kulturkreds, og som er nået et højt niveau og stiller store krav til den der vil dyrke den - for at en given kulturværdi kan opstå og udvikle sig, så skal der herske et bestemt åndsklima - matematikken blomstrede på et tidspunkt i Grækenland og i Kina og i Indien og i de arabiske lande - den ville aldrig kunne være opstået blandt vikingerne.

   — Næh, for den forudsætter da en regnekunst - og også skriften.

   — Ja, men der skal meget mere til - romerne havde skrift og regnekunst, men de havde ingen videre matematik - matematikken forsvandt da den romerske kultur kom til at dominere - og det er det samme der er ved at gentage sig nu, den rigtige matematik er ved at forsvinde, fordi den amerikanske kultur er kommet til at dominere.

   — Det er da ved nogle amerikanske universiteter at det meste af den allerhøjeste matematik udforskes - de har jo eliteuniversiteter.

   — Ja, men meget af det der foregår ved de universiteter, er ikke i samklang med amerikansk ånd - de gamle amerikanske universiteter har været stærkt påvirkede af den europæiske kultur - og så har der jo været de jødiske åndspersonligheder som nazisterne jagede derover - derfor har livet ved de bedre amerikanske universiteter altid været mærkeligt ude af trit med amerikanernes liv - den moderne klassiske musik dyrkes jo også ved nogle af deres universiteter og musikkonservatorier, men det er kun de steder den dyrkes - en koncert udelukkende med ny musik i en almindelig koncertsal, ville være utænkelig - og hvis jeg ikke tager meget fejl, så er man dérovre i fuld gang med at nedprioritere den rigtige matematik, ligesom herhjemme - en gammel tradition som er kommet i strid med tidsånden, kan måske nok fortsat eksistere, men den vil være isoleret fra samfundet - og når en højere kulturværdi er isoleret fra samfundet, så er den i realiteten død - en højere kulturværdi er først levende, når den er en del af den officielle kultur - hvis man tager en højere kulturværdi ud af den religiøse kultur som den "hører til", så er den ikke mere en højere kulturværdi.

   — Det forstår jeg ikke, hvis en eskimo interesserer sig for matematik, så er matematikken da stadig en højere kulturværdi.

   — Ja, hvis eskimoen har det religiøse sindelag som hører til matematikken, men det vil han aldrig kunne have som eskimo - hvis han har sindelaget, er det fordi at han har fået det fra den europæiske kultur, ved læsning eller ved ophold i Europa - hvis han ikke har det sindelag, så er der bare tale om en verdslig aktivitet à la Mads' computerspil.

   — Tror du ikke at der er mange der ville blive rasende hvis de hørte det? - altså at der hører et særligt sindelag til tingene?

   — De verdslige er vist ligeglade med mine begreber - og hvis de bliver rasende, så er det fordi de mener at tingene kan kombineres som det passer os - og det kan tingene jo også i deres verden - men selv den mest verdslige må da kunne se, at man kan omgås tingene på forskellige måder - tag for eksempel et sprog - det kan man lære bare for at bruge det som kommunikationsredskab, men man kan også interessere sig for sproget - interessere sig for det pågældende lands historie og litteratur op igennem tiden, og for sprogets historie og grammatik - have sans for sproget - betragte det som noget der skal værnes om - om et sprog er en højere kulturværdi eller ikke, kommer an på hvordan man omgås det - det samme gælder litteraturen - hvis du bare læser digte og romaner som underholdning og dårligt lægger mærke til forfatterens navn, så er litteraturen bare en del af vort kulturtilbud - men hvis du læser omhyggeligt og systematisk - og også faglitteraturen indenfor litteraturen - og især hvis du arbejder med noget der har med litteratur at gøre, og skriver om det, så har du fat i en højere kulturværdi.

   — Det er altså kun folk med en universitetsuddannelse der kan sige de har sans for en højere kulturværdi?

   — Det er ikke helt ved siden af - i den europæiske tradition må man ihvertfald have en indsigt og en arbejdspraksis af den art som man kan få ved universiteterne og kunstakademierne - men det hænger jo netop sammen med, at de institutioners opgave har været at formidle og videreudvikle de højere kulturværdier - hvad der hører ind under begrebet højere kulturværdi vil variere fra kultur til kultur - er for eksempel Jehovas Vidner en højere kulturværdi?

   — Øh, ja det er det vel - er det ikke?

   — Måske, men ikke i min kulturtradition - når man nu ser den måde Steen går til værks på, så er hans virke vel ikke meget forskelligt fra dit og mit - han har en stor viden og en stor bogsamling, og han arbejder ihærdigt med spørgsmål om Bibelens oversættelse og udlægning - men grunden til at Jehovas Vidner ikke er en højere kulturværdi i min tradition, er at deres opfattelse, at "Hele Skriften er inspireret af Gud", er usand ifølge min kulturs verdensbillede - Steens arbejde er ikke videnskab efter mine begreber - du talte om beviser for cirklens kvadratur, men det der er galt, er måske mange gange bare, at det er andre regler der følges end dem der gælder i din matematiktradition.

   — Ja, professor Filtbak viste mig jo kassen med de breve de har fået i tidens løb fra folk der har løst uløselige problemer - man så de mest besynderlige tegninger - folk tror, at når et problem går for at være uløseligt, så betyder det at ingen indtil nu har kunnet løse det - de kan ikke fatte at det ikke kan løses, eller at man skal bruge en bestemt fremgangsmåde.

   — Det er fordi de ikke er skolede i den matematiske tradition - og jeg vil påstå, at for de af dem som er voksne mennesker, ville det være omsonst at skole dem - de har sikkert bare læst om cirklens kvadratur i et kioskblad.

   — Jah haha.

   — Men se, da du begyndte at arbejde med Goldbachs formodning, da havde du også altfor ringe forudsætninger, men du vidste da hvilke krav man stiller til et bevis, og du indså, at du måtte tilegne dig viden om emnet.

   — Jo, men hvis jeg nu havde læst en hel masse af det andre har fundet ud af inden jeg begyndte, ville jeg så ha' opdaget den strategi jeg er inde på? - den bygger på en totalt anden tænkemåde end de andre strategier.

   — Den opfattelse er der mange der har - især kunstnere - de vil ikke være indoktrineret i nogen bestemt tradition - opfattelsen skyldes snarere dovenskab eller at de er verdslige - ethvert menneske med en veludviklet sans for en kunstart eller en videnskab vil tage afstand fra den, og det bør du også - du véd ikke om din strategi fører noget sted hen - den har ført til Aphels formodning, men du gav jo et heuristisk bevis for Aphels formodning udfra Goldbachs formodning som var så enkelt at selv jeg kunne forstå det - selvom du havde læst de vigtigste af de afhandlinger der er skrevet, så havde du såmænd nok alligevel fået ideen til din strategi - ja undskyld jeg siger det, du havde nok fået den noget før.

   — Du véd ikke hva' du snakker om.

   — Jah, måske - men hvis du nu ikke havde fået ideen, ville det så være så katastrofalt? - Niels-Henrik, i kunsten og videnskaben betyder udvikling: naturlig og retningsbestemt forandring af den givne tradition - naturlig, siger jeg, for udvikling må aldrig blive et mål i sig selv, som vi talte om - at visse "fremskridt" aldrig finder sted eller først kommer meget senere, er ikke nødvendigvis nogen ulykke.

   — Filtbak og Gert siger jo, at det ville være kedeligt hvis jeg beviste Goldbachs formodning, så har vi ikke det dejlige uløste problem mere.

   — Haha, de har ret - men udvikling er en nødvendighed hvis kunsten og videnskaben skal være levende, og tradition er en nødvendighed hvis kunsten og videnskaben skal være attraktiv - i musikken betyder tradition ikke så meget det, at komponisten følger nogle betemte regler, men mere det, at musikken lyder på en bestemt måde, at der er en bestemt atmosfære over den - eller jeg skulle måske snarere sige, at der hersker en bestemt atmosfære i musikmiljøet - derfor var Schönberg en fornem repræsentant for den klassiske europæiske musiktradition - hans tolvtoneværker var en naturlig konsekvens af hans tonale værker - tonaliteten havde jo allerede længe været flertydig hos nogle komponister - især Wagner - og Schönberg måtte også erkende at han nærmede sig til et kromatisk tonesprog - i sin Første Kammersymfoni delte han den kromatiske skala op i to dele med seks lige store trin, og som lå en halvtone fra hinanden - og han lod hovedmotivet bestå af en opstabling af rene kvart-intervaller - det resulterede også i de tolv kromatiske toner - og han indså, at vi ihvertfald for en tid må prøve at komme helt bort fra det tonale sprog - der skal stadig være regler, men de skal være sådan, at treklange effektivt forhindres - og hvordan skulle de regler se ud? - det tog mange år for ham at nå frem til dem, men så havde han også en metode der virkede - men til at begynde med var han skræmt ved udviklingen - han følte at han havde et særligt ansvar - at han var bestemt til at være den der reddede musikken - og mon ikke det var det samme med Cantor der opfandt mængdelæren?

   — Han opfandt ikke mængdelæren, men han tillod at en mængde kan have en størrelse som er i strid med al fornuft.

   — Ja, han tænkte dristige tanker, men han var da solidt skolet i den matematiske tradition.

   — Jo, han fik ideen til sin mængdeteori da han foretog en dyb undersøgelse af de såkaldte Fourier-rækker - Fourier-rækker og Fourier-integraler, det er det man kalder harmonisk analyse.

   — Hans nye type mængder var altså allerede tilstede i matematikken, men han så dem fordi han kiggede dybere?

   — Ja.

   — Sådan var det også med Schönberg - det er på den måde at kunsten og videnskaben skal udvikle sig: man bliver bevidst om noget som allerede er der, og så haler man det frem i dagslyset - men hvad det er man bliver bevidst om, det kan selvfølgelig være bestemt af nogle nye ideer der ligger i tiden - men for at nye ideer kan føre til noget konstruktivt, må arbejdet være forankret i det foreliggende - og hvis traditionen er for svag, eller hvis man ikke er skolet ordentligt, så bevæger tankerne sig i for frie og overfladiske baner - man fæstner sig ikke ved de ting man skal fæstne sig ved - man...

   — Skal?

   — Ja, en tradition tjener mennesket bedst, når den i høj grad har sit eget selvstændige liv - er det ikke sådan med matematikken? - er der ikke noget forudbestemt ved udviklingen? - det er da klart, at i enhver kultur hvor man har en geometri og en regnekunst der rækker bare lidt udover det mest elementære, der vil man kende Pythagoras' sætning - og du siger, at efter computerens opfindelse måtte man nødvendigvis meget hurtigt opdage fraktalerne.

   — Jo, men det er de allermest elementære ting - jo højere udviklingstrin man er på, jo mere meningsløst vil det være at tale om naturlig udvikling.

   — Ikke hvis faget er solidt funderet - matematikken er solidt funderet når to betingelser er opfyldte: det formale grundlag, aksiomsystemet, må være fastlagt, og der må være en ret kraftig udvælgelse - når du engang rigtigt har lært matematikken at kende, altså når du har læst en masse forskellige bøger og afhandlinger, så vil du opdage at der er god matematik og dårlig matematik - den gode matematik er den matematik der hele tiden har overlevet - det er den matematik som der er almindelig enighed om er god matematik - den dårlige matematik er sære teoridannelser lavede af folk som er dårligt skolede eller som bare producerer på livet løs for at kunne fremvise et endeløst cv - og det kan være nemt nok, for der er vel ingen der nøjere undersøger det man laver - den dårlige matematik er det der forsvinder igen - jeg er sikker på, at på grund af den høje standard der har været, er det sådan, at selvom den moderne matematik er omfangsrig, så kan den alligevel på en nogenlunde naturlig måde opdeles i discipliner, og i hver disciplin vil man kunne give en fremstilling af den historiske udvikling som alle kan være nogenlunde enige om - er de to kinesiske bøger ikke historiske fremstillinger af udviklingen indenfor Goldbachs formodning?

   — Jo.

   — Og vil der ikke i de kommende bøger om Goldbachs formodning være et kapitel om Aphels formodning?

   — Jo selvfølgelig.

   — Men prøv nu at forestille dig, at man i matematikken begyndte at forholde sig mere frit til grundlaget - forestil dig, at der var forskellige og uforenelige aksiomsystemer i omløb - snart brugte folk det ene aksiomsystem og snart brugte de det andet, så når man så en sætning et sted, så var den ikke bare sand, den var sand under særlige omstændigheder som man måtte sætte sig ind i - så hvis Goldbachs formodning engang skulle blive bevist udfra de nuværende aksiomer, så ville det ikke vække nogen større opsigt, for til den tid ville der findes flere beviser som bare byggede på anderledes aksiomsystemer.

   — Nej, det ville ikke blive noget stort problem - for uanset hvilket aksiomsystem man bruger, så vil det man kan bevise udfra de grundlæggende af aksiomerne være det samme - det er nogle tillægsaksiomer der fører til ting som kan diskuteres - og der vil kun være nogle ganske få tillægsaksiomer - som det er nu, er der faktisk kun to.

   — Hvad er det for to? - hvad siger de?

   — Det er udvalgsaksiomet og kontinuum-hypotesen - udvalgsaksiomet siger, at hvis man har en mængde af mængder, så findes der en funktion som til enhver af mængderne knytter et element i mængden - og kontinuum-hypotesen siger, at der ikke er nogen mængde som har større mægtighed end de naturlige tal og mindre mægtighed en de reelle tal - hvis man altså har en uendelig mængde af reelle tal, så er den enten numerabel eller også har den samme størrelsesorden som de reelle tal - det er noget man har vedtaget - man kan også vedtage at det ikke er sandt, altså at der er mængder som har større mægtighed end de naturlige tal og mindre mægtighed end de reelle tal.

   — Ka' man vedtage sådan noget? - hvordan kan en sådan mængde se ud?

   — Det er da nemt nok - hvis man har en uendelig mængde af reelle tal som ikke er numerabel, så medfører kontinuum-hypotesen at den har samme mægtighed som de reelle tal - så eksisterer der altså en bijektiv afbildning imellem mængden og de reelle tal - det vedtager man, men man har ikke nødvendigvis konstrueret afbildningen, og det behøver man heller ikke - noget kan godt eksistere uden at det er konstrueret - man kan måske ikke konstruere afbildningen - men hvis man nu ikke medtager kontinuum-hypotesen, så må man bevise at der er en bijektiv afbildning imellem mængden og de reelle tal, og hvis et sådant bevis ikke findes, så har man en mængde som har større mægtighed end de naturlige tal og mindre mægtighed end de reelle tal.

   — Nå - det lyder lidt mærkeligt.

   — Ja, men der er ikke noget ulogisk i det, for man kan bevise at kontinuum-hypotesen - og også udvalgsaksiomet - er uafhængig af de øvrige aksioner - og af og til siger man om udvalgsaksiomet eller kontinuum-hypotesen har været brugt i et bevis.

   — Ja, men der kommer da sikkert flere af sådanne tillægsaksiomer med tiden - det kan jo være, at der skal nye aksiomer til for at man kan bevise de ting man ikke kan bevise - for eksempel Goldbachs formodning.

   — Ja, men der vil kun komme nogle ganske få nye aksiomer, og man vil selvfølgelig altid sige hvilke aksiomer man har brugt - Hardy og Littlewood beviste jo, at ethvert tilstrækkeligt stort ulige tal kan skrives som summen af tre primtal, men deres bevis forudsatte en modificeret form af Riemanns hypotese - og senere beviste Vinogradof at Riemanns hypotese kan undværes - men hvis man nu havde et aksiom der kan bruges til at bevise Riemanns hypotese, så ville Hardy og Littlewoods bevis være komplet når man medtager det aksiom, og sådan noget skal selvfølgelig siges - det det gælder om, er at bevise udfra så få aksiomer som muligt.

   — Ja, det må det vel gælde om - det er muligt at det med forskellige aksiomsystemer ikke ville være en stor ulykke i matematikken, men det er jo den form for ulykke som har ramt musikken - komponisterne komponerer udfra alle mulige private systemer - men der er en anden ulykke som kan ramme matematikken, og som kan føre til degeneration, nemlig det med at fysikernes mere intuitive måde at bevise en matematisk sætning på, bliver betragtet som noget der er godt nok - ingen påstår at det er et komplet matematisk bevis, men hvis ingen vil benægte at sætningen er sand, hvad skal vi så med et strengt matematisk bevis? - er det ikke tidsspilde? - ja er det ikke?

   — Nej, for det er igennem detaljerede beviser at man lærer at tænke matematisk - og der er ting som er så komplicerede, at man ikke kan nå frem til dem uden så mange udregninger at det næsten er et komplet bevis - jeg ville aldrig være nået frem til de tre uligheder uden en masse udregninger udfra den ulighed der kan udledes af figuren - det er helt sikkert at de tre uligheder er sande, men det er da interessant at vide hvilke af dem der kan bevises, og det vil kræve meget omhyggelige undersøgelser - jeg påstår jo, at den midterste af ulighederne - min formodning - er ensbetydende med Goldbachs formodning, og at de to andre uligheder kan bevises, men jeg véd det jo ikke - hvis det nu viser sig at den ene af dem volder kæmpe modstand, så kan man påstå at et bevis ikke findes, og det er da interessant - det at der er ganske almindelige matematiske påstande som måske ikke kan bevises, det er en problemstilling man skal beskæftige sig med - og problemerne skal klassificeres - nogle af dem er sikkert beslægtede - Goldbachs formodning er måske beslægtet med påstanden om at der er uendelig mange primtalstvillinger - sådan noget er da interessant, og det er noget af det allermest krævende - de matematiske problemer der opstår i fysikken og i det praktiske liv, er elementære i forhold til problemerne i den rene matematik - og de praktiske folk har vel ret til at sige, at et strengt matematisk bevis ikke er deres problem.

   — Ja, det har de vel, men al den væsentlige matematik skal bevises ordentligt - og det er endda ikke engang nok, man skal også udtænke beviser der er så korte og elegante som muligt - og så skal tingene også formuleres elegant - i den rigtige matematik må man have nogle klare krav, og man må sørge for, at den matematiske praksis udenfor den rigtige matematik ikke får lov til at trænge ind på den rigtige matematiks enemærker.

   — Ja.

   — De matematikere der rejste debatten i det amerikanske tidsskrift, var religiøse matematikere - og at det væltede ind med protester, er tegn på verdsliggørelsen.

   — Ja, men det var jo ikke bare det med bevis man diskuterede, det var også det med ære - hvem skal en sætning opkaldes efter: ham der første gang formulerer den men måske ingenting beviser, eller ham der forklarer hvordan man kan bevise sætningen men ikke udfører detaljerne, eller skal man opkalde sætningen efter ham der fremlægger et komplet bevis?

   — Den skal ikke opkaldes efter nogensomhelst.

   — Den ska' da ha' et navn.

   — Vel ska' den ej - som jeg har sagt, så sku' mennesker heller ikke ha' noget navn - og ihvertfald slet ikke nogen titel - en matematisk sætning skal kun have et navn hvis den bruges meget, og i så fald skal navnet fortælle hvad sætningen bruges til - du fortalte om "primtalssætningen" - hvordan er det? - sandsynligheden for at et tal n er et primtal, er 1 divideret med logaritmen til n - er det ikke sådan?

   — Jo - det er nu ikke lige den sætning der er primtalssætningen - primtalssætningen handler om antallet af primtal mindre end et givet tal n - det var Gauss der fandt den - i slutningen af 1700-tallet - han var kun 15 år - han havde lagt mærke til, at sandsynligheden for at et naturligt tal k er et primtal er 1/log(k) - altså må antallet af primtal mindre end n tilnærmelsesvist være summen af tallene 1/log(k) for k gående fra 2 til n - men så opdagede han, at integralet af dx/log(x) for x gående fra 2 til n er en bedre tilnærmelse, og det er den sætning der normalt kaldes primtalssætningen - men der findes flere lignende tilnærmelsesformler - de kan give bedre eller dårligere resultat - den allersimpleste udgave lyder: antallet af primtal mindre end n er tilnærmelsesvist lig n/log(n) - det med tilnærmelsesvist skal forstås på den måde, at forholdet mellem tilnærmelsen og det sande antal vil konvergere imod 1, når n går imod uendelig - men det var først i slutningen af 1800-tallet at man beviste at tilnærmelsesformlerne er sande - Gauss kunne ikke bevise sin sætning - der gik hundrede år.

   — Nå - er det så svært?

   — Ja - alt hvad der har med primtal at gøre er svært - og meget ser jo ud til at være umuligt - men til gengæld er det nemt at opstille heuristiske beviser udfra sandsynlighedsbetragtninger - man kan nemt give et heuristisk bevis for Goldbachs formodning, og få en tilnærmelsesformel for antallet af opspaltninger - for antag at vi har et lige tal 2n, så er der n opspaltninger af formen 2n = p + q, hvor vi ikke forudsætter at p og q er primtal - her er p mindre end n og q større end n - sandsynligheden for at p er et primtal er 1/log(p), og det tal er tilnærmelsesvist 1/log(n), fordi logaritme-funktionen flader mere og mere ud - og det samme gælder for q - så sandsynligheden for at både p og q er primtal er 1/log(n)2 - og eftersom der er n opspaltninger hvor det ikke forudsættes at p og q er primtal, så er der n/log(n)2 opspaltninger hvor både p og q er primtal - så har vi bevist Goldbachs formodning og fundet en tilnærmelsesformel - beviset er forkert og formlen er elendig, men det ville være godt nok for folk der ikke går nøjere op i tingene.

   — Ja, så nemt ka' livet være.

   — Ja, og hvis man foretrækker at livet er så svært som overhovedet muligt, så kan man faktisk nå frem til en fuldstændig præcis formel for antallet af primtal mindre end n - det var Riemann der fandt den, og den er uhyre kompliceret - afhandlingen hvor han udleder den formel, regnes for at være et af matematikkens største mesterværker - den er fra 1859 og den er på kun 8 sider - det er dér han fremsætter den formodning som er blevet matematikkens mest berømte problem - Riemanns hypotese.

   — Hvad siger den? - er det noget almindelige mennesker kan forstå?

   — Ja, men det er ikke helt enkelt - Riemann definerede en funktion på den komplekse plan som han betegnede med det græske bogstav ζ, så den kaldes Riemanns zeta-funktion - for et komplekst tal z er funktionsværdien lig med summen af tallene 1/nz over alle de naturlige tal n - og den funktion har uendelig mange nulpunkter, altså tal z således at funktionsværdien er nul - nogle af nulpunkterne er alle de lige negative tal - altså -2, -4, -6, og så videre - og de ligger regelmæssigt på den negative talakse - de resterende nulpunkter ligger også på en ret linie, nemlig linien parallel med y-aksen og med x-koordinaten 0,5, men de ligger uregelmæssigt - men man kan ikke bevise at de ligger på linien - det er den påstand der er Riemanns hypotese - der er altså uendelig mange punkter som ligger uregelmæssigt på rad og række, og det er helt sikkert at de allesammen ligger på linien x = 0,5, men man kan ikke bevise det - måske findes et bevis ikke.

   — Javel - hvad mente Riemann selv?

   — Han konstaterede at det er sådan for de nulpunkter han udregnede, og han har vel forsøgt at bevise det - han skriver bare at det skal undersøges, men at spørgsmålet ikke har betydning for den formel han vil udlede - han mente selvfølgelig at det kunne bevises, den opfattelse havde man jo dengang - og han beviser heller ikke sin formel, han udleder den kun - den er jo en helt eksakt udgave af primtalssætningen, og primtalssætningen blev først bevist 40 år senere - i slutningen af 1800-tallet - Riemann ku' garanteret ha' bevist den - han kunne alt hvad han satte sig for, men han blev kun 40 år.

   — Ja - men det med zeta-funktionens nulpunkter - de ligger langs to rette linier der er vinkelrette på hinanden, ka' jeg forstå - men det har da ikke noget med primtallene at gøre - primtallene optræder da ikke i definitionen af zeta-funktionen.

   — Jo, for for et komplekst tal z, er zeta-funktionen lig med summen af tallene 1/nz over alle de naturlige tal n, og hvis man opspalter de naturlige tal i primtal, så får man en definition udfra primtallene - det er noget med produktet af 1/(1 - 1/pz) over alle primtallene p - altså et uendeligt produkt istedet for en uendelig sum - strengt taget skal z ligge tilhøjre for linien x = 0,5, men funktionen kan udvides analytisk til hele planen, undtagen punktet z = 1 hvor den har pol - altså er uendelig - nulpunkterne for zeta-funktionen indgår i Riemanns helt eksakte formel for antallet af primtal mindre end n - hvis vi nu, istedet for at se på antallet af primtal mindre end et naturligt tal n, ser på antallet af primtal mindre end eller lig med et reelt tal x, så er den funktion af x vi får, en voksende funktion, men den er ikke kontinuert, den er det man kalder en trappefunktion - når x ikke er et naturligt tal, så forløber den konstant, og når x er et naturligt tal, så er den enten fortsat konstant eller også vokser den med 1, alt efter om x ikke er et primtal eller er et primtal.

   — Ja, det er klart.

   — Og det er den reelle funktion - trappefunktionen - som Riemann udledte en præcis formel for - han udtrykker den som en sum af kontinuerte funktioner.

   — Trappefunktionen er diskontinuert, siger du, så ka' den da ikke udtrykkes som en sum af noget kontinuert.

   — Der er selvfølgelig uendelig mange led - ligesom i en uendelig potensrække - og ligesom i en Fourier-række - en Fourier-række er en opspaltning i sinus- og cosinuskurver - hvis man har en periodisk funktion som næsten kan være helt vilkårlig, så kan den skrives som en sum af sinuskurver og cosinuskurver med forskellige udsving - den første sinuskurve og den første cosinuskurve har samme bølgelængde som den periodiske funktion, den næste sinuskurve og cosinuskurve har halvdelen af bølgelængden, de næste igen har en trediedel af bølgelængden, og så videre - måske skal der uendelig mange sinus- og cosinuskurver til - det må du da vide - enhver tone kan opløses i rene svingninger.

   — Ja, den rene grundsvingning og tilføjelsen af overtoner - hvis tonen altså er fra et traditionelt musikinstrument - men hvis tonen er tilfældig, så skal der måske mange rene svingninger til - i teorien måske uendelig mange - det er sådan, ikke?

   — Jo - i Riemanns sumformel for trappefunktionen hører der et led til ethvert nulpunkt for zeta-funktionen - men deres samlede bidrag er på en måde minimalt, og hvis man ser bort fra de led, så er der stadig uendelig mange led tilbage, og de giver en tilnærmelsesformel, altså en primtalssætning - Riemanns tilnærmelsesformel - og i den er det allerførste led Gauss' integraludtryk, altså det man i almindelighed forstår ved primtalssætningen - men der er noget højst besynderligt - det antal Gauss' tilnærmelse giver, har ved alle konkrete udregninger vist sig at være lidt større end det sande antal, og det antal Riemanns tilnærmelse giver, er altid mindre end Gauss' antal, og det kan både være større end eller mindre end det sande antal, så Riemanns tilnærmelse er tilsyneladende mere nøjagtig end Gauss', men det kunne man ikke bevise - og så begyndte man istedet at sætte spørgsmål ved, om det er sandt at Gauss' antal altid er større end det sande antal - og så viste det sig, at der er n-værdier hvor Gauss' antal er mindre end det sande antal - og der vil være uendelig mange af den slags n-værdier - det var Littlewood der beviste det, i 1914 - så der er altså uendelig mange n-værdier hvor Gauss' tilnærmelse er bedre end Riemanns - og så må der være en bestemt n-værdi som er den mindste n-værdi hvor Gauss' antal er mindre end det sande antal - men man mener, at det tal er så stort at det aldrig vil blive fundet - man har bevist, at der er tal med omkring firehundrede cifre som opfylder betingelsen, og måske er det mindste af tallene af den størrelsesorden.

   — Nå! - det var dog utroligt.

   — Ja - sådan noget når man kun frem til ved uhyre dybtgående undersøgelser - fysikerne ville aldrig finde frem til sådan noget med deres sløsede metoder - der er sikkert mange påstande i fysikken som er forkerte når det kommer til stykket.

   — Og din Aphels formodning er måske også forkert når det kommer til stykket.

   — Nej, for der er en grund til at den er sand, men at Gauss' tilnærmelse altid er større end det sande antal, det er der ikke nogen grund til.

   — Javel - men der er altså flere sætninger som går under navnet "primtalssætningen", forstår jeg - mere eller mindre nøjagtige tilnærmelser til antallet af primtal mindre end et givet tal - men det var det med sætningers navn, vi kom fra - "primtalssætningen" er et godt navn til en sætning der giver en tilnærmelse til antallet af primtal mindre end et givet tal, men at Goldbachs formodning hedder Goldbachs formodning er latterligt.

   — Ja, det var jo bare noget Goldbach spurgte Euler om, men det var Euler der satte tingene på plads og formulerede påstanden for første gang - Goldbach har intet ydet.

   — Nej, og du har heller ikke ydet ret meget i forbindelse med Aphels formodning - du har formuleret den, men du har ikke bevist noget - du påstår at den er ensbetydende med Goldbachs formodning, men du har ikke bevist det - så hvis nu din formodning bliver kaldt Aphels formodning, og du senerehen virkelig udretter noget stort, så risikerer du at man i al evighed vil forbinde Niels-Henrik Aphel med Aphels formodning - han formulerede den, men han beviste ingenting - men det må blive dit problem - men tænk hvis det var lægevidenskaben du havde valgt, så kunne jeg risikere at du skaffede mig et problem på halsen - når jeg sagde mit navn, så begyndte folk at grine.

   — Haha - men det ka' du jo risikere alligevel, hvis "aphel" på et eller andet sprog er et vulgært ord - ja du morede dig forleden dag - det var en ung kvinde.

   — Ja - hun hedder Knaller til efternavn - Susan Knaller, var det vist.

   — Haha.

   — Hun er vist amerikaner, og på engelsk giver navnet ikke en latterlig association.

   — Men vi ska' da ha' et navn.

   — Ja, men vi kan bruge det mindst muligt - før i tiden skulle man hele tiden nævne folks navn og titel - "ja, fru etatsrådinde Knaller", "nej selvfølgelig, fru etatsrådinde Knaller".

   — Haha.

   — Men det med personnavne indenfor videnskaben, vil nok forsvinde - nu foregår alt jo kollektivt - og i firmaer, så fremover er det måske firmanavne vi skal belemres med - og sådan bliver det vel også i kunsten - på en roman står bare forlagets navn - romanen er skrevet af ansatte ved forlaget.

   — Sådan er det jo allerede med tv.

   — Ja, det er kollektivt, men når det gælder film, er det sandelig ikke anonymt - i film bliver man altid belemret med en endeløs opremsning - ja forresten! - der er noget du skal høre! - i går mødte jeg en "kunstner" som er lige modsat - han er ikke med i nogetsomhelst kollektivt og han forlanger at være helt anonym - jeg mødte Sune i toget - du véd, Kims søn - han sad med nogle sort/hvid-fotografier - det lignede noget kunst - jeg spurgte om det var noget han selv havde lavet - om han er kunstner - jeg mener at jeg spurgte i den bedste mening, men han begyndte at skælde ud - han er aldeles ikke kunstner! - han vil kraftigt ha' sig frabedt at nogen kalder det han laver for kunst! - og det ska' ikke på nogen udstilling! - da jeg havde fået ham dysset lidt ned, fortalte han at han laver installationer, og når han har lavet en installation, så fotograferer han sceneriet og fremkalder selv billederne - og han sagde, at han ska' ha' fat i et grisehoved - så vil han nedsænke det i blod blandet med tjære og hænge det op i rustne kæder i en forladt fabrikshal - et sådant skue har en særegen fascinationskraft på ham - jeg spurgte ham om forskellige ting, men der kom hele tiden udbrud af raseri og kritik - især imod hans jævnaldrende, de er "useriøse" - jeg spurgte hvilken musik han hører, han var jo blevet smidt ud af sin lejlighed på grund af sin støjen - det eneste af det han talte om som jeg kunne identificere, var "sound tracks", det må være filmmusik - men jeg ku' forstå, at han er en virkelig kender - se her har du en ung mand som har interesser han går op i, og som er hævet over massen og på kant med hele verden, hvori består forskellen på ham og dig?

   — Han minder om Mads.

   — Nej, Mads er ikke på kant med verden, og Mads har trods alt noget som denne her unge fyr helt mangler.

   — Øh...

   — Det skal jeg sige dig: Sune har ikke del i noget menneskeligt fællesskab - hans liv går med at opsøge situationer der pirrer hans sanser - han er tilskuer til verden - hans skaberværker skal ikke, som graffitikunstnernes, være mere eller mindre anonyme, de skal slet ikke ses af nogen - han kalder de andre useriøse, fordi de ikke går op i noget - han er virkelig originalen der går sine egne veje - jeg følte mig uhyggeligt tilmode - og hans liv er uangribeligt.

   — Jamen du har da lige angrebet det.

   — Jeg har blot sagt, at han ikke lever op til min kulturs idealer - ja han lever jo ikke op til nogen kulturs idealer - og han søger ikke efter anerkendelse - han er det verdslige samfunds kunstner - det vil sige kunstner er han jo ikke, når han selv skal sige det - og det er måske den vej hele billedkunsten går - de der lever af det, vil nok fortsat kalde sig kunstnere, men de vil ophøre med at opfatte deres skabervirksomhed som noget særligt - og den er jo heller ikke mere noget særligt - rent håndværksmæssigt behøver en billedkunstner ikke at lære nogetsomhelst - man kan udmærket forestille sig en lam billedkunstner - han skal bare have en medhjælper til at gøre det han siger - flere af dem der senere blev professorer - Bjørn Nørgaard og Per Kirkeby - begyndte deres studier i 60'erne ved noget der hed "Eks-Skolen" - det stod for "Den eksperimenterende Skole" - ved den skole lagde man vægt på at de studerende skulle udstille sammen med lærerne - men de studerende gad ikke at lære noget, de ville hellere bare eksperimentere, så de smed lærerne ud - og så endte det med bare at være en kunstnersammenslutning - for de kunstnere gjaldt det om at opløse kunstbegrebet så meget som muligt - de skabte sådan set ingenting - de tog ud på lossepladser og fandt ting og materialer, og så fandt de på et eller andet morsomt eller provokerende, og hvor publikum skulle være en del af kunstværket - altså en happening - og bagefter blev tingene igen smidt på lossepladsen - så der blev ikke andet tilbage af kunstværkerne end erindringen og nogle fotografier og filmoptagelser - eller rettere, der blev jo en hel del tilbage: de kunstnere gav vægtige bidrag til opløsningen af kunstbegrebet - du har sikkert hørt det med at Bjørn Nørgaard slagtede en hest og stoppede den i syltetøjsglas.

   — Ja, haha.

   — Det var meningen at det skulle foregå på Lousiana, men dér satte Knud W. ligegodt grænsen - og det var klogt, for selvom hesten var gammel og syg og alligevel skulle aflives, og selvom det var en slagter der aflivede den, så blev folk ude af sig selv af raseri.

   — Haha.

   — Bjørn Nørgaard måtte gå under jorden, og Knud W. slap for at få sit museum smadret.

   — Haha.

   — Det kunstværk er der virkelig blevet talt om - det blev opfattet som en protest imod Vietnam-krigens blodsudgydelser - men Bjørn Nørgaard talte mere generelt om "irrationaliteten i de rationelle handlinger i magtens verden" - som for eksempel "julelegen på Christiansborg" og "de sindsyge ofringer i Vietnam og Biafra" - mange af den moderne kunsts værker er blevet afhængige af den slags udtalelser - der må siges noget - og helst af kunstneren selv - så istedet for håndværk, er det blevet kunstfilosofi og kunstteori de lærer ved kunstakademierne.

   — Ja, men det er vel også iorden - man kan da godt forestille sig, at en kunstner som ikke kan nogetsomhelst håndværksmæssigt, får en genial idé til et værk - værket vækker stor opsigt - og diskussion.

   — Ja, det kan man godt forstille sig, men så er værket ikke et kunstværk - så ville så meget jo være kunst - der er så meget der sætter diskussion igang - en krig eller en naturkatastrofe - så ville et terrorangreb på Twin Towers være et kunstværk - eller en politiker som siger noget der vækker forargelse - og det kan også være noget i vores omgangskreds - én der begår selvmord under mærkelige omstændigheder - hændelser af den slags kan da aldrig kaldes kunst - i enhver kunstart må man have nogle klare forestillinger om hvorvidt et skaberværk tilhører kunstarten eller ikke - det man burde gøre, er at man fandt et særligt navn for ting eller hændelser der har en virkning som kan minde om den virkning et kunstværk kan give.

   — Joh.

   — Der er en kunstfilosof som har sagt, at "kunst kan ikke mere skelnes fra reflektion over kunst" - det viser da at der er noget galt - det er kolossalt hvad der i vort århundrede er blevet sagt om begrebet kunst - du siger, at sprogfilosofien har været den vigtigste filosofidisciplin i de seneste årtier - og ja, det er sikkert dér hvor man har tænkt dybest, men det er kunstfilosofien som flest har bidraget til - og det kommer selvfølgelig af kunstbegrebets udvidelse og opløsning.

   — Jah.

   — Da kunsten begyndte at blomstre i renæssancen, var det hele ikke så indviklet - det eneste nye var at standarden blev hævet og at maleriet blev et statussymbol på linie med bygninger og gravmonumenter - nemlig ved at rigmænd lod sig selv og familien portrættere - men der var tit en kristen symbolik i billedet - for eksempel kunne Jesus eller jomfru Maria klædt i "nutidens" gevanter, være med på billedet - men så løsrev billedkunsten sig fra religionen og det sociale liv, og man begyndte at hente motiver fra den græske mytologi og man fik smag for naturen - kunsten blev "kunst for kunstens egen skyld", som man siger - og i 1700-tallet begyndte man for første gang siden Aristoteles at filosofere over kunstens natur og virkemåde - og det var på den tid at ordet "æstetik" første gang dukkede op - og i romantikken opstod opfattelsen af kunstneren som geniet der på uforklarlig vis sætter en skaberakt igang som følger sine egne love, så værket "tager over" og påvirker kunstnerens intentioner - og hvis det ikke kunne benægtes at kunstneren var et geni, så var det skaberakten endte med uangribeligt.

   — Javel.

   — Geniet var dengang det sande menneske - Flaubert skriver noget om at i takt med at man stiger op gennem de menneskelige niveauer, så vokser det "nervøse anlæg", og det er evnen til at lide - og så spørger han, om det at lide og at tænke egentlig ikke kommer ud på ét - "geniet er smertens forfinelse", siger han - Søren Kierkegaard siger det samme - i "Enten-Eller" skriver han noget med: "Hvad er en digter? - et ulykkeligt menneske, der gemmer dybe kvaler i sit hjerte, men hvis læber er dannede således, at idet sukket og skriget strømmer ud over dem, så lyder det som en skøn musik" - og så siger han: "Menneskene flokkes om digteren og siger til ham: syng snart igen, det vil sige, gid nye lidelser må martre din sjæl, og gid læberne må vedblive at være som før, thi skriget ville ængste os, men musikken den er liflig."

   — Haha.

   — Det var ikke sjovt at være det sande menneske - og at være omgivet af folk der ikke lider - folk uden nerver - Kierkegaard siger: "Hellere være svinehyrde på Amagerbro og være forstået af svinene end være digter og være misforstået af menneskene."

   — Hahaha.

   — Det gjaldt dengang om at kunne "føle selve følelsen" - man skulle søge imod "den hensynsløse følelse" - Novalis havde den opfattelse, at det sande liv er forudsat af sygdom - for den syge føler sit legeme, det gør den raske ikke.

   — Haha.

   — Man skulle "mærke sig selv", og det gør man bedst om natten, for natten skjuler omverdenen for selvet og driver selvet ind i sig selv - natten frembringer rædsel, og rædsel giver vellyst - først opstår der angst, fordi mørket får mennesket til at føle at det mister sig selv, men bagefter kommer der en "sygelig-behagelig gysen", fordi selvfølelsen dukker heftigt frem på grund af angsten.

   — Javel.

   — På den tid nærmede menneskets omgang med kunsten sig det sygelige - jeg vil sige, at det var i den periode at mennesket var mest religiøst - og hvor det religiøse var bredest defineret - det vil altid være sådan, at graden og karakteren af det religiøse vil veksle med tiden - når en kultur udvikler sig i religiøs retning, så kan religiøsiteten nå et kulminationspunkt, og dér skal man være på vagt - det religøse kan slå over i fanatisme - det har man jo virkelig set i kristendommen - og gribes der ikke korrigerende ind, så vil mennesker begynde at få afsmag for religionen - det gælder for ethvert religiøst kulturområde at styrken af det religiøse vil veksle med tiden - sådan har det jo også været med matematikken - matematikkens religiøse islæt kulminerede i antikken på Platons tid, og i vor tid var det vel omkring århundredeskiftet - se bare Bertrand Russells ærefrygtindgydende værk i tre tykke bind - hva' var det det hed?

   — "Principia mathematica" - Newtons bog kaldes også "Principia" - dens fulde titel er et navn på latin der slutter med "principia mathematica".

   — Ja - og så er der onkel Hermanns hydrodynamikbog der også oser af religiøsitet - i både musikken og litteraturen og billedkunsten kulminerede det religiøse i romantikken - i en af mine bøger om kunstfilosofi står, at den romantiske opfattelse af kunstneren og værket kun kunne holde i en kort tid - og det er da sikkert rigtigt, at en særlig religiøs periode ikke kan vare særlig længe - sådan opfatter jeg kunstfilosoffens påstand - men iøvrigt giver jeg ikke meget for kunstfilosoffernes filosoferen - der er to ting galt med kunstfilosofferne: de er filosoffer og de er ikke kunstnere.

   — Er der noget galt i at være filosof?

   — Ja, for en filosof er erklæret verdslig - en filosof bestræber sig på at frigøre sig fra den kultur han er et produkt af og at se tingene så langt "udefra" som muligt, og den stræben er da højst verdslig - det er udmærket at man engang imellem forsøger at se tingene på afstand, så kan man måske få øje på sammenhænge man ikke har set før, men der er ting man ikke ser fra den større afstand - man ser ikke det jeg har kaldt det lokale, og det er som sagt det der i virkeligheden betyder mest for os - hvordan kan filosoffen overse det? - det kan han, fordi de ting ikke betyder særlig meget for ham - han er jo netop verdslig - det der giver hans liv mening, er det samme som det alle de verdslige klamrer sig til: en sikker beskæftigelse - og filosofien er tilsyneladende en udødelig beskæftigelse, for filosofien må jo kaldes "den grundlæggende videnskab", og den grundlæggende videnskab kan da umuligt ophøre - men det er netop det den kan - for de konkrete ting man har filosoferet over i tidens løb, har været højst kulturbestemte, og det er selve det at filosofere også - men det lægger kunstfilosoffen mindre mærke til end andre filosoffer, fordi han mener at hans disciplin altid vil være aktuel - men alt tyder jo på, at der vil blive mindre og mindre nyt og interessant at sige om kunsten.

   — Ja.

   — Men efter min mening har æstetikken som filosofisk disciplin aldrig været videre interessant - det er en form for filosoferen som bare skal være der, og hvor man beskriver udviklingen - i antikken mente man, at det "skønne" er en egenskab ved selve tingen - det kunne være naturens skønhed eller en skulpturs skønhed - senere erkendte man, at oplevelsen af skønhed er noget der finder sted i subjektet, og at den kommer af erfaringen, men at erfaringen godt kan være almen - Kant fraskrev smagsdommen erkendelsesmæssig betydning, men han vedkendte at den kan have dannende betydning og dermed moralsk betydning - og at den i høj grad kan være almen.

   — Ja, det sagde damen noget om - i oplysningstiden...

   — Ja, og det er helt forkert - man erkendte, at der er en særlig dømmekraft på spil, og at den snarere er reflekterende end bestemmende - og så har man reflekteret over hvori det reflekterende ligger, men det har ikke ført til noget, for det forholder sig lige omvendt: dømmekraften er bestemmende snarere end reflekterende - men det er først i vort århundrede at det for alvor er gået op for nogle kunstfilosoffer - for som jeg har sagt, så hører ethvert rigtigt kunstværk til en ganske bestemt kunsttradition, og for at kunne modtage værket, må modtageren selv tilhøre den tradition - og så skulle modtageren meget gerne kunne bestemme værket, kunne afgøre om det er i smuk forening med traditionen og om det bevæger - og det samme gælder i videnskaberne - når du engang er kommet godt ind i matematiken - og hvis du vel at mærke har fået udviklet en sund kritisk sans og går efter mesterværkerne - så vil du forhåbentlig med stor sikkerhed kunne bestemme enhver afhandling indenfor dit speciale - du vil kunne se om teorien er væsentlig, og om afhandlingen vidner om viden og evner, og om fremstillingen er elegant.

   — Joh.

   — Man har kaldt den bestemmende retning i kunstfilosofien for institutionsteori - bestemmelsen af et værk ses som en "identifikationsakt" - og det har med atmosfære og historie at gøre - det hedder institutionsteori, fordi man har forsøgt at bestemme institutionernes nærmere karakter - og sådan noget er filosoffer velkomne til, men det er ikke noget den menige kunst- eller videnskabsinteresserede kan bruge i praksis - det man i praksis skal beskæftige sig med, er hvordan det står til med den fagtradition man indgår i - er udviklingen tilfredsstillende eller er der tendenser der truer eller skader der skal rettes op på? - og det er der jo i allerhøjeste grad i mit fag - i min bog forsøger jeg forsigtigt at gøre opmærksom på skaderne - og mindre forsigtigt viser jeg den vej der skal gås, ved at fremhæve noget på bekostning af noget andet - men det vil næppe komme til at påvirke udviklingen ret meget - alle betragter det nærmest som en historisk nødvendighed at udviklingen er gået som den er gået - og at en kunstnerisk nyskabelse vil få stadig sværere ved at opnå position som en helligdom - ja tanken om kunstens mulige afslutning er endda ikke engang ny - Hegel fremførte den - grunden var at man måtte erkende, at kunsten havde tabt sin "absolutte magt" - men ingen tænker den tanke, at tiderne kan vende - at det hellige kan genopstå - men selv i vores gennemverdslige tid er der en kunstart som fortsat har et vist ophøjet skær over sig - véd du hvad det er, og hvordan man kan se det?

   — Næh.

   — Det er litteraturen, og man kan se det på Nobelprisen - Nobelprisen i litteratur er den pris der har været mest præstige i at modtage - har været siger jeg, for det går rask nedad bakke for dens betydning - problemet er at den er for stor - den er global, og derfor må begrundelsen også være global - noget enhver kan forstå - så hvis man foreslår en kandidat hvor begrundelsen er svær at formulere helt alment, så står man svagt i sin sag.

   — Jah.

   — Men som sagt har kunstfilosofferne også den fejl, at de ikke er udøvende kunstnere, og når man ikke er det, så får man let forkerte opfattelser af kunsten - det gælder især litteraterne - er man ikke selv forfatter, så forstår man ikke hvordan en roman eller et digt bliver til - det er derfor der altid har været krig imellem litteraterne og forfatterne - og det har irriteret litteraterne, at forfatteren i højere grad end de skabende i de andre kunstarter sætter sit personlige præg på værket - forfatteren står som en autoritet, og det bryder litteraten sig ikke om, så derfor vil litteraten have reduceret forfatterens autoritet - og det kan han opnå ved at have indviklede teorier som forfatteren ikke forstår - og hvis forfatteren forstår teorien, så må han gøre indvendinger på teoriens betingelser - i 60'erne var det strukturalismen der var på mode, i 70'erne var det marxismen, og nu er det blevet dekonstruktion - strukturalismen bygger på den konstatering, at vi opfatter i forskelle, og at meningen i en tekst kommer istand igennem ordenes forhold til hinanden - man søger efter interne relationer - det kan være mellem værdisæt eller mellem handlingsinstanser eller mellem konkret og overført betydning - når man holder sig til det interne i teksten, så ser man på den som om den er kommet ud af den blå luft, og så er man helt fri for forfatteren - i den marxistiske litteraturkritik er det lige omvendt, der ser man absolut ikke bort fra forfatteren, der afslører man hans mangel på politisk bevidsthed - men det nyeste er dekonstruktion, og det er et opgør med strukturalismen - dekonstruktivisterne påstår, at en struktur altid vil bryde sammen indefra - for man undertrykker det der ikke passer ind i systemet - forskelle er mange gange ikke så store som vi tror - eller en modsætning kan være en illusion - og man kan også sætte spørgsmål ved prioriteringen af værdierne - det ene led i en modsætning kan undertrykke det andet - og hvis noget fremstår som godt, så er det jo nok ikke udelt godt - og man kan analysere konsekvensen af en tænkt modsætning - måske fremdrage noget forfatteren ikke har tænkt på.

   — Nå.

   — Man har også nedprioriteret forfatteren ved at opprioritere læseren - for man kan jo ikke benægte at læseren må tages i betragtning - hvad foregår der under læsningen? - vi læser udfra den kultur vi hører til, og udfra vores forventninger om tekstens art - og vi er under læsningen forskellige læsere - vi er dels den person vi er, og så er vi også det man har kaldt "forfatterens læser" og "fortællerens læser" og "den ideale læser" - din dames "evige begreber" er typisk sådan noget som man roder med i strukturalismen - hun er nok strukturalist - ja hun sidder måske lige i øjeblikket og foretager en strukturalistisk analyse af det du har sagt.

   — Haha.

   — Hun laver diagrammer med modsætninger og forbindelseslinier og pile - og hvis hun viser dig sin analyse, så vil du straks begynde at dekonstruere det - du vil gøre hende opmærksom på, at der i hendes analyse er ulogiskheder og modsætninger der ikke er modsætninger, og du vil sige, at hun drager forkerte konsekvenser af noget eller at hun ikke drager konsekvenser - og du vil forhåbentlig tvivle på, at man kan lave en sådan analyse som er både interessant og detaljeret, og som du kan bruge til noget - lad os antage, at hun istedet for at have talt med dig, havde bedt dig om at skrive om dit liv - men så da du havde arbejdet lidt med det, så syntes du at det kom for tæt på dig selv, så derfor skrev du istedet en historie hvor der er lavet om på tingene, men således at det væsentlige er bevaret - historien handler måske ikke om en ung mand, men om en ung pige, og det er ikke matematik hun interesserer sig for, det er astronomi - og så gav du damen historien, og så analyserede hun den, og viste dig hvad hun var nået frem til - og så ville du begynde at dekonstruere - damen mener for eksempel, at pigens interesse for astronomi kommer af at hun søger væk fra menneskene og det jordiske - måske ubevidst - hun søger imod renheden og evigheden - det er derfor hun sidder oppe i sit observatorium og kigger stjerner - men så gør du damen opmærksom på, at da du skrev historien, forestillede du dig ikke at hun sad i et observatorium, du forestillede dig at hun sad ligesom dig med bøger og papirer og lavede computerundersøgelser - sådan noget med at sidde og glo på himlen og notere ned, det er ikke noget for dig - og du søger aldeles ikke imod naturen og det evige, ka' du fortælle, din lærdom og dine bøger og teorier tilhører kulturen, og den forandrer sig.

   — Det man laver i litteraturfaget, ka' altså altid kritiseres?

   — Ja - en strukturalistisk analyse vil nok altid kunne kritiseres - og den situation ville du slet ikke kunne acceptere - du vil nå frem til noget som enhver må bøje sig for - litteraturfolkene har forskellige løsninger på deres problem - nogle mener at det er mere interessant at en tekstlæsning er stærk end at den er gyldig - som når man for eksempel forestiller sig, at forfatteren har tænkt noget som han umuligt kan have tænkt, men som er tankevækkende - en anden mulighed er dekonstruktion - der har man fundet en sandhed når man har fundet en usandhed.

   — Haha.

   — Men der er en endnu bedre metode, og det er den de mest ambitiøse benytter: man udtænker en helt ny metode, og så kritiserer man de andre metoder.

   — Ja, men så bliver man jo selv kritiseret - og du vil også blive kritiseret - det siger du selv.

   — Ja, men jeg gør det mest fornuftige man kan gøre: jeg forsker med forsigtighed, og jeg tænker hele tiden på om det er nyttigt for læseren - og sådan skal man også gå tilværks i litteraturen - man skal lære de forskellige metoder, og bruge dem for at få træning i analyse, og så skal man vælge den metode der giver det mest nyttige - og man bør i høj grad ty til den gode gamle biografiske metode - altså det at man ser kunstnerens værk som et produkt af hans kultur og af den kunst han har tilegnet sig, og af hans personlighed og livshistorie - den biografiske metode er den eneste man kan bruge, hvis den tekst man har for eksempel er et brev - man kan kun forstå brevet, hvis man kender til brevskriverens liv i det øjeblik han skrev brevet - men et rigtigt kunstværk kan være ret uafhængigt af skaberen - Beethoven og Mozart var højst forskellige som mennesker, men mange af deres værker er ikke særlig forskellige - et rigtigt kunstværk hører altid til en bestemt kunsttradition, og den må man være godt inde i for at kunne forstå værket - og især hvis man vil forstå værket autentisk - at forstå et værk autentisk vil sige, at man føler at man selv kunne have skabt det hvis man havde de fornødne færdigheder - autensitet forudsætter at man er helt på bølgelængde med traditionen - en dirigent der dirigerer Mozart og som har lært komposition og har talent, burde kunne skrive en Mozart-symfoni - der er også former for litteratur hvor man kan gå i andres fodspor, og hvor forfatterens personlighed kan være svær at spore - for eksempel kriminalromaner og rejseskildringer og nogle former for lyrik - men de litterære værker som jeg sætter højst, er dem hvor man lissom ka' mærke forfatteren - han skriver fordi der er noget han må ud med - men han er klar over, at sådan noget nemt kan trække nedad, så derfor pakker han det ind - jeg holder mest af de bøger hvor man får lyst til at vide mere om forfatteren - det jeg vil have er, at der på den ene side er en stærk tradition, for det er en forudsætning for kunstnerisk værdi, men det må på den anden side godt være sådan, at den historie forfatteren fortæller ikke helt passer ind i traditionen, men at værket alligevel accepteres fordi det har nogle ekstra kvaliteter.

   — Du sagde engang noget om, at der er historier som ikke kan fortælles - du sagde, at en dårligt uddannet person ikke kan komme til orde - hvis han har oplevet noget forfærdeligt, så kan han ikke fortælle det.

   — Selvfølgelig kan han fortælle det, men han må bruge det sprog han har, og det er det talte sprog - eller også må han alliere sig med en forfatter - jeg sagde, at når det gælder litteraturen og dagbladene, må der være nogle ret høje kvalitetskrav, og kan man ikke opfylde dem, så kan man ikke komme til orde - så må man lade sig interviewe - men lad os nu antage at du har skrevet din historie - enten om dig selv eller om den unge pige - og at du synes at den er ganske interessant, så derfor arbejder du videre med den - du udvider den til en hel roman - så kan du gå to veje - jeg vil kalde den ene verdslig og den anden religiøs - den verdslige vej består i, at du gør historien forståelig for så mange som muligt ved at ændre så alt er tilpas alment - og hvis du så arbejder meget omhyggeligt med teksten, så kan en strukturalist måske få noget interessant frem - men så er det mest sandsynlige, at din historie bare kommer til at indgå i læserens kulturforbrug - den ændrer ikke noget ved læseren - den religiøse vej består i, at du lige modsat i endnu højere grad lader historien være udtryk for din konflikt med den omgivende verden - så er din historie blevet uforståelig for de fleste - de kan først forstå den, når de, lissom i tilfældet med brevet, véd hvor den kommer fra, og det vil næppe interessere dem - men så er der måske til gengæld nogle ganske få som vil sige, at den historie, den kan de virkelig bruge til noget.

   — Du mener altså at dem der får Nobelprisen, de er ikke noget værd? - for de kan forstås af enhver.

   — Ja, det er det jeg mener - når man direkte går efter noget som hele verden kan bifalde, så vil kvaliteterne være noget ydre såsom sproglig virtuositet eller en dybdeboring i noget almenmenneskeligt - det...

   — Det almenmenneskelige kunne jo være det religiøse - hvis du skrev en roman om det religiøse...

   — Hvis jeg skrev en roman om det religiøse, så ville den være religiøs, og så ville den ikke være alment forståelig - for var den alment forståelig, så ville den bare tale abstrakt om det religiøse, og så ville den være verdslig - og den ville næppe kunne ændre noget hos læseren - skal en tale om det religiøse have virkning, så må den handle om noget konkret - min roman må foregå i min egen verden.

   — Javel.

   — Hvis en roman er alment forståelig, så hører den ikke til et særlig bestemt sted - men hvis den gør - altså hvis handlingen foregår i et miljø som har en særlig egenart - så vil noget gå tabt for den læser som er fjernt fra det miljø - de varme følelser kommer fra det jeg kalder de lokale kulturlag - de irrationelle livsmagter - og det er noget den store verden ikke forstår - i min bog taler jeg jo om de forskellige komponisters grad af danskhed - er en kunstner særlig national, så har han en særlig værdi indenfor sin nation, men udenfor kan man opleve hans værker som lidt fremmede.

   — Du siger at din kultur er europæisk.

   — Ja, men den europæiske kultur har forskellige dialekter - jeg skriver mest om dansk musik, og det er den danske tone der ligger mig nærmest, men det meste af den musik jeg hører, er udenlandsk - tidligere kunne der jo også være nationale forskelle indenfor videnskaberne - især i filosofien - der var jo engang stor forskel på den angelsaksiske og den kontinentale filosofi - strukturalismen og dekonstruktion begyndte i frankrig - fik du for resten læst artiklen om Paul de Man? - han var en af de førende dekonstruktivister i litteraturen.

   — Jeg er ikke nået til den.

   — Så spring du dén over - det var især romantikerne han analyserede - og han påstod at vi har fejllæst dem - vi har gjort dem til primitivister og naturalister - vi har fæstnet os for meget ved deres henten symboler fra naturen, så derfor er der megen allegori vi har overset - man skelner jo imellem symbolet og allegorien - symbolet, det er et sprogligt billede som har en reference - og referencen kan være reel eller fiktiv - når man for eksempel siger om en pige at hun er en rose, så refererer ordet "rose" til en reel ting, og påstanden er, at hun har noget tilfælles med den ting - allegorien derimod, er et sprogligt billede som ikke har nogen reference - det sproglige billede er måske en historie - hvis vi for eksempel tar' Jakob Knudsens digt "Sé, nu stiger Solen af Havets Skjød", så er det tydeligt at solopgangen er et symbol på "det evige liv" - "det evige liv" er et fiktivt begreb - i de første strofer hører man om taknemligheden ved at vågne og være i live, og imod slutningen tales der om at vi drager imod mørket og graven - men så får jeg at vide at Guds hånd river mig ud af dødens garn, og til sidst siges: "Sé, da stiger Solen af Hav paany" - det er så virkningsfuldt, at den kendsgerning at solen hele tiden står op, kan få os til at tro at vi selv står op efter døden - og selvom vi ikke tror på et liv efter døden, så er digtet et godt billede på at livet som sådan går videre - men man kan også læse digtet på en måde som er i strid med forfatterens intentioner - det er en dekonstruktiv læsning - man kan bevidst slække på forståelsen, og på den måde gøre referencen uklar - så har man nedtonet det symbolske og flyttet det sproglige billede hen imod allegorien - man kan hæfte sig ved rimene, og det at den sidste strofe har mindelser fra den første - begyndelseslinierne er næsten éns og der er flere rim- og lyd-ligheder - så har man fravristet digtet dets mening, og så levner det mere stof til fantasien.

   — Nå.

   — Vi har haft en tendens til at sætte symbolet højere end allegorien, påstod Paul de Man - især fordi symbolet er mangetydigt, mens allegorien er entydig og kan levere mere stof til fantasien - og den tendens gik Paul de Man så igang med at dekonstruere - han vendte om på tingene, så allegorien blev sat højere end symbolet - symbolet, sagde han, tvinger vores tanker ind i bestemte baner, og det hæmmer vores bevidsthed - jo tommere tegnet er, jo mere ren bevidsthed kan der opstå - og det var det romantikerne søgte imod, derfor må de have sat allegorien højt - i tiden lige før romantikken lagde man vægt på fantasien - den dekorative allegorisering - og der var man ikke bundet til naturen, og det var romantikerne heller ikke, påstod Paul de Man - der er måske noget om det, men han kører ud'a tangenten - det var derfor du skulle læse artiklen, jeg ville se om du opdagede det - han skriver noget om at romantikerne var de første til at sætte billedet til debat og til at sætte spørgsmålstegn ved naturobjektets ontologiske status, og at romantikerne pegede på problemer som forklarer den moderne lyriks krise og at de giver et håb som ingen anden psykisk aktivitet kan tilbyde.

   — Haha.

   — Så er vi langt ude - her er brug for en dekonstruktivist.

   — Haha.

   — Men det kan da godt være at han har ret i, at vi har tolket nogle af de romantiske digte forkert, fordi der har været allegorier som vi ikke har fået øje på - man kan jo sige, at enhver litterær tekst er en allegori - teksten er jo en billedlig fremstilling, og den refererer ikke til noget i virkeligheden - for hvis en tekst refererer til noget i virkeligheden, så skal den jo være en tro gengivelse af noget der virkelig er hændt, og så kan teksten måske ikke kaldes litterær.

   — Det var jo Frege der allerførst klarlagde det med tegn og reference - og forskellen mellem et tegns reference og dets mening - når man opspalter et givet lige tal i summen af to primtal på forskellige måder, så refererer de forskellige summer til det samme, nemlig det givne lige tal, men de har forskellig mening - nogle af opspaltningerne kan være særlig interessante, de har altså en særlig betydning - de to primtal kan jo være éns eller tvillinger.

   — Der var også det med den "den nærmeste stjerne" og "den fjerneste stjerne" - "den nærmeste stjerne" har en helt klar reference, hvorimod "den fjerneste stjerne" næppe har nogen reference - og sådanne sproglige beskrivelser som skal forestille at referere til noget, men hvor dette noget måske ikke eksisterer, de kan jo være ganske interessante - de kan have en attraktiv mening - og det var sådan noget der var udgangspunktet for Paul de Man.

   — Ja.

   — Men det med fejl, der er en form for fejl som meget gerne skal være tilstede i en litterær tekst, og det er de grammatiske eller logiske fejl som kan være en forudsætning for det retoriske - hvis man for eksempel har begået en grammatisk fejl for at få et ordspil frem - det retoriske er blevet kaldt tekstens "ugrammatikalskhed" - og når man siger om en pige at hun er en rose, så har man begået en logisk fejl - det retoriske er det i teksten som udfordrer læserens intellekt - som for eksempel når man skal finde den overførte betydning af et ord - jeg vil sige, at en roman skal være sådan at læseren til at begynde med er i tvivl om den er vellykket - først hen ad vejen kan læseren afgøre om historien er lykkedes - en roman må aldrig ende med at skuffe læseren.

   — Næh.

   — Men fejl som forfatteren må erkende, kan vist aldrig undgås - en tekst er skrevet af et menneske, og mennesker begår fejl - sådan prøver jeg at tænke når jeg læser i Bibelen - jeg ser forfatteren til teksten for mig - der er altmuligt galt: han har tandpine og en unge vræler og en flue irriterer - og hvor mange gange har han mon læst korrektur? - og så læser man Gud hjælpe mig hans ord som Guds ord.

   — Haha.

   — Sådan noget med fejl er en forfatter mere opmærksom på end en litterat - litteraterne forstår forfatterne dårligt, fordi de ikke selv er forfattere - og så skriver litteraterne dårligt - i den akademiske verden påskønner man ikke sproglig elegance - og litteraterne som skulle være dem der skriver bedst, er dem der skriver dårligst - årsagen er måske, at det de har at sige, for det meste er for tyndt, derfor mangler de entusiasme, og derfor er de sløsede med stilen - jeg mener, at når man skriver eller taler om kunst, så skal man bestræbe sig på at éns artikel eller foredrag selv er et kunstværk.

   — Ja.

   — Din mor kunne være blevet en udmærket forfatter, hvis hun havde haft lidt mere ambition, for hun er jo god til at fortælle om det hun har læst - mormor og morfar var til at begynde med lidt bekymrede ved hendes udvikling - musikken forsømte hun og de bøger hun læste var underlødige, men så opdagede de hendes gode evner til at fortælle om romaner når vi holdt salon - engang da hun skulle fortælle om en roman af en nulevende forfatter, inviterede vi forfatteren - og han kom, og han sad målløst og lyttede - hendes ydre har sikkert bidraget en hel del til hans målløshed, men han sagde bagefter, at hun har gjort hans bog bedre end den er - det er det en litterat skal bestræbe sig på: at gøre forfatternes bøger bedre end de er - og litteraten må efter min mening gerne snyde lidt - nogle mener jo som sagt, at hvis man slækker på tolkningens gyldighed, og istedet gør den stærk, så kan den blive mere attraktiv, men jeg ville gå et skridt videre, jeg ville tillade mig at ændre på ting i teksten hvis det kan gøre den bedre.

   — Det kan en forsker da ikke.

   — Jo han kan - og det kommer både forfatteren og læseren tilgode - og der er ingen der opdager at noget er ændret - det var noget jeg kom på engang da din mor skulle fortælle om en roman - der var en ting ved handlingen som irriterede mig - jeg mente at noget skulle være foregået lidt anderledes, og at forfatteren garanteret ville have givet mig ret - jeg sagde det til din mor, og hun syntes også at det ville give episoden mere effekt, så hun ændrede i sine notater - det er noget med, at en ung pige ved forskellige numre forsøger at fange en ung mands opmærksomhed, og han bliver mere og mere målløs - men så præsenterer nogle venner den unge pige for den unge mand, og så går de tur allesammen, og så laver pigen et nummer for dem som er det mest utrolige - men jeg mener, at pigen skulle have lavet det nummer alene for den unge mand, lige før de møder de andre og hun bliver præsenteret - og det syntes din mor også var en god idé, så hun gengav historien på den måde - vi håbede på at der var en tilhører der gjorde indvendinger, men det var der ikke - og der var da flere der havde læst romanen - lige siden har din mor af og til lavet lidt om på tingene, som jeg har fortalt dig - ja det bragte jo engang dig i en pinlig situation, men det havde du også fortjent.

   — Haha - men hun ka' da ikke lave om på tingene i sin undervisning.

   — Hun ka' påpege fejl - en lærer skal ikke være loyal overfor et værk, han skal søge efter fejl og diskutere det med eleverne - og det gør din mor - det er ærgerligt at hendes gode evner kun kommer skoleelever tilgode, men der er måske en højere mening med det - der er måske en forfatter eller en god litterat som engang vil udnævne hende til at være bestemmende for den vej han valgte - jeg har tit ærgret mig over at man ikke i mit fag kan folde sig ud på samme måde, men jeg forsøger da så godt jeg kan.

   — Du ka' da ikke ændre i komponisternes værker.

   — Nej, men jeg kan foreslå ændringer - mine forslag har da ført til mange opdateringer i tidens løb - og jeg har tilladt mig at ændre i ting folk har sagt eller skrevet - for at gøre det kortere og mere klart - og det har heldigvis været begrænset hvad jeg har været belemret med af vrøvl - jeg er ved Gud taknemlig for at det ikke er billedkunsten jeg havde valgt - så skulle jeg mange gange i højere grad tage stilling til noget sagt end til noget vist - men det kan selvfølgelig være, at der er ved at opstå nye former for tradition - sammenblanding af kunstarterne og kollektivt arbejde - der foregår ihvertfald noget som jeg ikke forstår mig på - og det vil under alle omstændigheder gå på den måde, at det vil blive sværere at skille kunsten ud fra folks øvrige skabervirksomhed - der er en kunstfilosof der har sagt, at "forskellen imellem kunst og ikke-kunst er blevet 'ikke-sansbar'".

   — Ja, for dig er kunsten og videnskaben noget som skal skille sig klart ud, og være noget helligt, men i det du forstår ved et religiøst samfund, kan man vel være åndelig på andre måder - kan man ikke?

   — Jo - jeg kan godt forestille mig at en religion som for eksempel kristendommen, praktiseres på en sådan måde at den falder ind under mine forestillinger om en religiøs kultur - jeg siger bare: dette er ikke min form for åndelig stræben - jeg ønsker at der skal være stærke kunsttraditioner og stærke videnskabstraditioner - i fremtiden vil nogle af videnskaberne bedre kunne holde stand imod verdsliggørelsen end andre, nemlig dem hvor der ligesom i matematikken er store og uomgængelige krav - men der vil komme mere forskning som ikke kræver nogen særlig uddannelse, og det vil blive skruen uden ende - kortlægning af folks trosforestillinger - og undersøgelse af sygdommes arvelighed - og hvor lykkelige menneskene er rundt omkring i verden - men producenterne kalder sig da heldigvis ikke videnskabsmænd - det ord må du endelig ikke bruge om en verdslig... ja hvad kalder han sig?

   — En forsker - det kalder du jo også dig selv.

   — Ja, man må passe på ikke at være for hellig - læg også mærke til, at ordet "intellektuel" mest bruges om et menneske i en diktaturstat som vi tilskriver en ophøjet plads, fordi han har samme opfattelse af regimet som vi har, og har mod til at sige det - vi ville ikke hæfte ordet på en person hertillands som maner til ansvarsfølelse overfor vores traditioner - hvor vil du forresten placere en forsker som Bjarke Rubin? - er han religiøs eller verdslig?

   — Han er da religiøs, men siden du kalder ham forsker og ikke videnskabsmand...

   — Jeg ser ham som et typisk eksempel på nutidens verdslige forsker.

   — Jamen du beundrer ham da.

   — Ja, for hans faglige kunnen - han er vores førende ekspert i musikken i første halvdel af vort århundrede - hans verdslighed skyldes hans verdslige opfattelse af meningen med sit arbejde, og hans manglende bekymring for udviklingen - på grund af sit arbejde er han mere præget af fortiden end de fleste, så derfor er han ikke så begejstret for det nye som de fleste - men han er forsigtig med at udtale sig negativt om udviklingen - han vil ikke begå de fejl som "de reaktionære" har begået i tidens løb - han klukker lystigt over den furore "Sacre" vakte, og han vil ikke risikere at nogen engang klukker lystigt over ham - han ville sikkert udvandre fra en rockkoncert, men her kan han undskylde sig med at rockmusik er ikke musik, eller at den appellerer til primitive instinkter, eller hvad han kan finde på - jeg lånte ham engang Wieth-Knudsens bog om musikken - han returnerede den med et takkekort, han havde sjældent læst så morsom en bog - for ham var Wieth-Knudsen simpelthen bare reaktionær - for Bjarke Rubin går udviklingen sin gang, og hans eget arbejde består i at kortlægge den - og for ham findes der ingen anden målestok for tingenes værdi end deres kvalitet og den historiske rolle de har spillet - deres bidrag til at styrke en tradition, tæller ikke, og deres fremtidige skæbne bekymrer ham ikke - altså hvilke hænder der vil begramse dem - ja hvad ville du sige til, hvis Mads kom glædestrålende og fortalte dig at han var begyndt at interessere sig for Goldbachs formodning?

   — Mads!?

   — Ja, han havde købt et computerspil der handler om Goldbachs formodning - man kunne lave en masse fornøjelige eksperimenter - man kunne få din røgsky frem på skærmen - og også den røgsky der bygger på formlen - den er mere regelmæssig kunne han se - så var han blevet så klog.

   — Det ville kede ham bravt - men Bjarke Rubin, han keder sig da ikke, han elsker sin Stravinsky, det er mere end man kan sige om de almindelige historikere - i gymnasiet skulle vi skrive en historisk redegørelse for skraldemandsstrejken udfra en nogle avisartikler - man kan da ikke elske en skraldemandsstrejke.

   — Det ska' du ikke sige! - Else var begejstret for skraldemændenes aktion - hvis hun havde været historiker, ville hun sandelig have haft en bevidst hensigt med sin forskning og skrivning, selvom den ville være noget verdslig, nemlig den at fremme ligheden i samfundet - før i tiden havde en videnskabsmand altid noget mere i tankerne end den blotte forøgelse af vores viden, selvom det måske ikke var ham klart bevidst.

   — En videnskabsmand skal da først og fremmest være objektiv.

   — Nej, ikke først og fremmest - han skal først og fremmest være et godt eksempel på den videnskabeligt arbejdende i sin tradition - han skal styrke traditionen, og det kan godt betyde at han må sætte objektiviteten lidt tilside - det er sådan jeg arbejder - i min bog lægger jeg mere vægt på at styrke min musiktradition, som jeg forstår den, end på at være objektiv - det er det jeg på en eller anden måde skal have frem i forordet - hvis en historiker skriver historiske romaner der foregår i hans eget land, så skal det ikke bare være for at gøre stoffet mere levende, det skal også være for at medvirke til at skabe den opfattelse af fortiden som vi bør have - vores nationale selvforståelse - og vores nationale selvforståelse er aldeles ikke objektiv, den er udvælgelse og tolkning - tag for eksempel Ingemann - han havde et højere formål end bare det at levere underholdning og formidle danmarkshistorie, og det formål udsprang af hans religiøse og nationale sindelag - udover at vi skal være et kristent folk, så ønskede han at vække den danske "folkeånd" og at styrke vores nationale bevidsthed - og det gjorde han ved at skildre vore storhedstider og forfaldstider - i forordet til en af sine romaner redegør han for sin hensigt - tag den lige, det er "Prinds Otto af Danmark" - den står dér henne - lidt til højre.

   — Den er fra 1834.

   — Ja, det er førsteudgaven.

   — Her er "Fortale".

   — Lad os se - jo, han skriver her, at sagadigtningen og almuekrøniker har "til de forskjelligste Tider fundet en livlig Modtagelse hos enhver historiskpoetisk Nation" - skal denne "Literaturgreen hos et Folk, der har en stor historisk Fortid og rige Minder at knytte sit Liv til" have virkning på nationalitet og folkeliv, bør poeten tage sit udgangspunkt i de virkelige begivenheder - og disse skal reproduceres med "Liv og Begeistring, Kjærlighed og Sandhed", herved får han sin poetiske frihed tilbage - og så skriver han, at den nationalhistoriske dignings opgave er "at opfatte og gjengive hiin Glands af Folkelivets Idee, som giver enhver Tidsalder med dens Begivenheder og Repræsentanter Liv og Betydning" - det er ikke nok at det "poetiske Øje" vender sig indad mod sjælens eget væsen og dens fænomener, det må også, med "Ideelivets Klarhed", vende sig udad mod den store mangfoldige verden - så vil menneskelivet gennem alle tider afspejle sig i sin historiske sammenhæng som et stedse udviklende epos og få en sandere poesi, end nogen tidsalder selv erkender i sit liv - altså, hvad der isoleret synes prosaisk og betydningsløst, kan blive poetisk, når det ses i glansen af "den Menneskelivets Idee, der stykkevis antydes i hvert enkelt Menneske" - og han skriver, at vi kan forsone os med fortidens mørke og elendighed, ved at se tingene i et poetisk lys - "hvor der er Handling, Characteer og Menneskeliv, er der ogsaa Poesie" - se her har du det religiøse for fuld udblæsning - forstod du det hele?

   — Næh, ærlig talt.

   — Sådan er det med det religiøse, det er altid svært at forstå for den ikke-indvidede - men du forstod vel så meget, at Ingemann ville have at vi skal leve for noget større end for menneskenes elementære trivsel - og du kan vel fornemme forskellen mellem Bjarke Rubin og Ingemann - for Bjarke Rubin er udviklingen bestemt af økonomi og teknologi og mode, eller hvad han tror på, og da han ikke deltager i nogen debat, er han blot en tilskuer til udviklingen - Ingemann styrkede vores kultur igennem sine romaner og salmer - for ham skulle den styrende kraft være kristendommen og den nationalfølelse som kommer af at vi igennem en forestilling om "menneskelivets idé" skal se poesien i menneskets liv, og derigennem få kærlighed til vort folk og vores historie - men læg mærke til, at når han taler om "menneskelivets idé" og "den store mangfoldige verden", så er det det danske menneskeliv han tænker på, og danskernes mangfoldige liv igennem tiderne - det er sandelig ikke hele menneskeheden han har i tankerne - og bevæger udviklingen sig bort fra hans ideal, skal der gribes korrigerende ind.

   — Ja, men samfundet skal da have lov at forandre sig.

   — Ja ved Gud - jeg har sagt lidt om det og jeg har meget mere at sige, men det må vente, du er ved at være træt ka' jeg se - jeg har forresten slet ikke fået defineret præcist hvad jeg forstår ved et religiøst samfund - det er det modsatte af et verdsligt samfund, men det skal defineres direkte for at man rigtigt kan forstå det - og det er som sagt vanskeligt, af en eller anden grund - jeg har meget mere at fortælle dig - du og jeg skiller os ud fra de fleste mennesker, og det er vigtigt for os at vide hvori forskellen består - damen og jeg har givet dig nogle bud - der er en hel del rigtigt i det hun har sagt - det kunne være interessant at tale med hende - og det bliver spændende at se hvad det er for nogle unge hun har samlet omkring sig.

   — Ja.

   — Men hvad med om du prøver at definere det religiøse helt præcist? - du må næsten have forstået hvor det er jeg vil hen - det skal være en eksakt definition som er hævet over tid og sted, og den form for tænkning er du jo skrap til - du skal prøve at tænke på matematikken - matematikken kan dyrkes på to måder: verdsligt, som et redskabsfag eller en uforpligtende hobby, og religiøst, som en højere kulturværdi - altså det at den rigtige matematik har en ophøjet plads i den fælles bevidsthed.

"Puh-ha - gu've' hvor meget han fik fat i?" Annie så hans søster for sig - hver gang hun gør det, kommer der en vrede op i hende imod sin egen søster. Den måde det barn bliver opdraget på er en forbrydelse! Den stodder skulle prygles så han ikke ku' gå og stå! Intet større overgreb kan begås imod et barn. I forhold til alt det lort Trine fodres med, er vold og incest småting! I hendes liv er der ikke andet end ungdomskulturen. Man er lige chokeret hver gang man har været der: rockmusikken og tv-apparatet kørende konstant, og alle væggene tapetseret med "musikere" - den ene mere uappetitlig end den anden. Den ene dag pink hår og sort læbestift, den næste dag sort hår og pink læbestift. Og så Torbens kluns. Og "hun er meget udviklet af sin alder - vi har lange diskussioner", fortæller Britta stolt. For som Brittas datter læser hun jo bøger - de foregår i miljøer: rock, narko, bøsse, techno, cyber. "Trine har meninger". Virkelig? Kunne man have en fornuftig samtale med hende? Hvad mener Torben forresten om de bøger? - de er åbenbart ikke så skadelige som Niels-Henriks. Gu've' hvordan han ville reagere hvis man fortalte ham om sine tanker - han ville være rystende uenig, men hvad ville han sige? - hvordan ville han formulere det?




Niels-Henrik var dødtræt da han cyklede fra Annie - der var sket så meget i dag. Men efterhånden som han nåede frem mod sit hus, blev han mere og mere vågen. Han frygtede det møde med Eirik. Under samtalen med Annie var han selvfølgelig af og til kommet til at tænke på det. Eirik er langt forud for ham - ihvertfald når det gælder den moderne matematik. Hans egen indsigt i Goldbachs formodning vil ikke tælle stort, og hans teori vil blive kritiseret. Han vil helst undgå at tale om den. Men han kunne jo sige det Annie sagde om vigtigheden af forskning, og på et tidspunkt under hendes tale om det religiøse, gik det op for ham, at han måske også i det religiøse havde et våben der kunne bruges imod Eirik.

Eirik har sikkert været en ganske almindelig dreng indtil den ulykke. Handicappet har afskåret ham fra en masse og givet ham mindreværd, og så er han nok blevet tilskyndet til at interessere sig for matematik - det ville give ham beskæftigelse og selvtillid. Matematikken har tilsyneladende haft sin gode virkning, men Eirik er garanteret blevet fagidiot. Eirik er nok verdslig! Hans verden er begrænset, bevares, men sikkert for begrænset, og han ser næppe matematikken i et højere kulturelt perspektiv.

Der er noget rigtigt i Annies tanker, men det må gennemtænkes. Kan det bruges til at forsvare Goldbachs formodning? Ja måske. Goldbachs formodning er et klassisk problem par exellence, det giver da problemet en særlig tyngde, og det må vel tælle ligeså meget som at det er tidssvarende - ja hvis et problem har tyngde, så burde det til enhver tid være tidssvarende. Men: "hvis det ikke kan løses, og man har afklaret hvorfor", sådan sagde han vist, er det noget han véd eller er det bare noget han slynger ud? Hvis det er sandt, så måtte Gert og Filtbak da også vide det, men de har ikke talt om at man har fundet grunden til at Goldbachs formodning ikke kan bevises. Selvfølgelig bliver Goldbachs formodning bevist engang, det der er galt er, at man ikke har fundet den rigtige indfaldsvinkel. Det kunne irritere ham, at selv de allernyeste afhandlinger om Goldbachs formodning kunne være skrevet for hundrede år siden. Det dér andet store klassiske problem som ham dér Wiles lige har bevist, Fermats sidste sætning, er tilsyneladende af en anden natur. Udforskningen af det problem har i de seneste halvanden hundrede år ført til nye erkendelser indenfor matematikken, og Wiles gør brug af nogle helt nye teorier. Gid det også var sådan med Goldbachs formodning. Men hvem véd? - måske skal der meget avancerede teorier til. Og hvem véd? - måske er det hans strategi der vil føre problemet dér hen. Han må igang med at lære mere moderne matematik. Problemet kunne godt minde lidt om Fermats sidste sætning, og måske vil det vise sig, at man skal bruge de samme teorier. Han vil sige til Eirik, at han er ved at sætte sig ind i de teorier: han har en stærk mistanke om at Goldbachs formodning kan bevises hvis man kombinerer hans egen strategi med dem. Nemlig! Og så Annies tanker oveni.

Men Annies tanker må gennemtænkes. Han vil godt vise hende, at han kan definere "et religiøst samfund" helt eksakt, og han må have definitionen inden han skal møde Eirik. Det er noget med store åndelige idealer og højere kulturværdier og det velafgrænsede. Det skal være en definition som er hævet over tid og sted - den må nødvendigvis blive meget abstrakt. Hvordan ser Annies definition mon ud? Kvinder er ikke gode til abstrakt tænkning - det hun sagde virkede rodet - og så er der sikkert mange ting hun ikke har tænkt på.

Niels-Henrik tog en blok og en blyant og gik frem og tilbage og noterede det ned der karakteriserer det religiøse. Der blev streget ud og redigeret og systematiseret og kasseret, men efter en halv time var han - trods sin træthed - nået frem til følgende cykliske fremstilling af det religiøse, som er på et helt andet klarheds- og indsigtsniveau end Annies fremstilling - og som kun en matematiker kan udtænke:

tradition + højt niveau → højere kulturværdier

højt niveau + begrænsning → modvægt imod devaluering

begrænsning + fælles → højere betydning

fælles + åndelighed → modvægt imod degeneration

åndelighed + tradition → højere kulturniveau

Han vil tage sedlen med til Eirik. Og i morgen når han står op, vil han læse den artikel han har om Wiles bevis - der er en masse henvisninger til nye og meget avancerede teorier. Så vil han være rustet til at møde Eirik. Der skal slås hårdt til! - lige fra begyndelsen. Nu kunne han lægge sig til at sove.




Niels-Henrik vågnede først sidst på formiddagen. Han havde et par timer til at læse artiklen om Wiles' bevis. Men da han skulle igang med den, efter at have sat morgenmad frem, kunne han se at det ville tage flere dage at komme ordentligt igennem den. Han måtte nøjes med at skimme, og læse det der var fremhævet som sætninger. Og så skrev han det vigtigste ned, så han kunne lære det udenad på cykelturen derud. Han kunne ikke bruge mere tid, for han var kommet til at tænke på sin udredning af det religiøse. Han var ikke tilfreds, det på sedlen kan man ikke kalde en definition, og det må gennemtænkes mere og der må tages højde for indvendinger Eirik kan komme med: "Begrænset? - alene matematikken er ubegrænset, med mindre folk holder sig til Goldbachs formodning og den slags småting" og "Fælles værdier? - matematik vil aldrig blive en fælles værdi". Det var ligeså varmt som i går, han måtte åbne vinduerne og døren. Og så begyndte han at gå frem og tilbage. Nej, det er dumt at være inde i det vejr, man burde gå over i skoven.

Halvanden time senere - og en snes omgange skoven rundt - havde han opstillet en helt klar definition af "en religiøs kultur". I den var der taget højde for alt - nu kunne han svare på det med det begrænsede og det fælles: Det er ikke udstrækningen men ånden der skal være begrænset, og matematikkens ånd er begrænset hvis matematikerne holder fast ved grundlaget og et højt fagligt niveau. Og det afgørende for om matematikken er fælles, har at gøre med at alle kender til forskellen mellem den rene matematik og den anvendte matematik, og at den rene matematik står som noget ophøjet.

Han havde en halv time til at vaske sig lidt og få et par humpler og se på kortet.

Det var en lukket vej. Det var ellers nogen ordentlige villaer - nummer 14 var den største og den lå for enden af vejen. Lågerne til indkørslen var åbne, og her sad en ung fyr i en kørestol, og på bordet foran ham lå en opslået bog.

   — Hej Niels-Henrik!

   — Hej Eirik! - ska' vi sidde udenfor?

   — Det kan vi godt, men vi går lige ind på mit værelse - vi skal have nogle bøger med.

Eirik havde stærke briller og sort strithår og man så ikke spor af nogen ulykke. Det så ud til at han var alene hjemme.

   — I ser ud til at være velhavende - hva' laver din far?

   — Han er professor i bygningsstatik ved DTU og direktør for et rådgivende ingeniørfirma - min mor er gymnasielærer.

   — Min onkel var lektor i strømningslære ved DTH - min far er også ingeniør og direktør - du har måske hørt om ham, han hedder Torben Riisbye.

   — Er det din far?

   — Ja, men jeg hedder ikke Riisbye, jeg hedder Aphel - og jeg bor ikke hjemme.

   — Hvor så?

   — Hos min moster - hun er musikvi... musikforsker.

   — Øh hvorfor?

   — Jeg er mere beslægtet med hende end med mine forældre.

   — Min mor er også musikuddannet - hvorfor... er det bevidst at du hedder Niels-Henrik? - er det efter Niels Henrik Abel?

   — Ja, det var min onkel og min moster der fandt på det - mine forældre har aldrig opdaget noget, haha.

   — Hahaha - her er mit værelse.

   — Sikke mange matematikbøger - har du læst alle dem?

   — Nej, der er nok til de næste ti år - min far synes at jeg skal være godt forsynet - kender du det dér leksikon?

   — Ja, de har det på Matematisk Institut.

   — Kommer du dér?

   — Ja, jeg tager af og til derind og taler med professor Filtbak og én der hedder Gert.

   — Filtbak er ikke professor, han er kun lektor.

   — Kender du ham?

   — Nej, men det kan man se i Universitetets Årbog - vi tager de her bøger med.

Eirik styrede kørestolen ud i køkkenet og spurgte Niels-Henrik hvad de skulle tage med - "Toast med ost og skinke og et par appelsinvand?" - "Ja udmærket" - "Vi kan riste dem dernede, der er et stik ved havelampen." Derefter styrede han ned mod en lille dam og ind under nogle træer hvor der var et bord. Niels-Henrik var bekymret for de bøger - han måtte komme Eirik i forkøbet:

   — Har du hørt om Wiles' bevis for Fermats sætning?

   — Ja selvfølgelig.

   — Det er jo en større sag - han har arbejdet med problemet i 30 år - lige siden han var 10 år - han bruger en masse ting og sager - elliptiske kurver og modularformer og Galois-repræsentationer - det er jo noget der hører til både dit og mit område.

   — Ja, modularformer - det er noget jeg lige er begyndt på - jeg studerer jo harmonisk analyse på SL2R - denne her bog hedder simpelthen SL2(IR) - jeg er nået halvvejs igennem.

   — Det er noget med at 2x2-matricerne bestående af hele tal og med determinant 1 transformerer den øvre komplekse halvplan, og det fører til transformation af de holomorfe funktioner på den øvre halvplan, og en holomorf funktion som transformerer på en bestemt måde kaldes en modularform.

   — Ja, rigtigt - blandt andet er den periodisk - f(z + 1) = f(z) - og det betyder at den kan skrives som en Fourier-række.

   — Ja, og det store indenfor den teori er jo, at hvis man har en elliptisk kurve med heltallige koefficienter, så svarer den til en modularform med nogle bestemte egenskaber, og omvendt.

   — Øh nå.

   — For en elliptisk kurve kan man for ethvert primtal p danne dens "reduktion modulo p", som det hedder, og det er en kurve som kun består af endelig mange punkter - og det fører til at man for ethvert primtal p kan danne et helt tal ap - og den række kan udvides til en talfølge an på alle de naturlige tal - og udfra den kan man danne en Fourier-række, og den viser sig at være en modularform.

   — Nå.

   — Men man kan også udfra an-rækken danne en L-funktion på den komplekse plan - for et komplekst tal z er det summen af an/zn over alle de naturlige tal n - en L-funktion har lighed med Riemanns zeta-funktion - Riemanns zeta-funktion er når alle an-erne er 1 - og der gælder en hypotese som svarer til Riemanns hypotese - du véd, det med at alle de uregelmæssige nulpunkter ligger på linien x = 0,5 - L-funktionerne spiller en kæmpe rolle i teorien for Goldbachs formodning - og sammenhængen mellem L-funktionen og modularformen for en elliptisk kurve er givet ved noget der hedder Mellin-transformationen.

   — Ja, den kender jeg.

   — I Wiles' bevis kommer de elliptiske kurver ind i billedet, fordi man udfra en modstrid til Fermats påstand kan konstruere en elliptisk kurve.

   — Øh hvordan?

   — Jo, man kan nøjes med at lade eksponenten n i Fermats ligning være et primtal p - det er nemt at se - så lyder påstanden at ligningen xp + yp = zp ikke har heltallige ikke-trivielle løsninger x, y og z - og hvis man nu antager at den har en heltallig ikke-triviel løsning, og man kalder de tre tal u, v og w, så kan man danne en elliptiske kurve - denne her - se her

y2 = x(x - up)(x + vp)

- hvor x og y er komplekse tal - det var én der hed Frey der dannede den og undersøgte den nærmere, og det gik op for ham at der er noget muggent ved den - den eksisterer ikke, mente han - og hvis det er sandt, så er Fermats sætning jo bevist.

   — Eksisterer ikke? - hvordan? - du mener den har ingen komplekse løsninger?

   — Selvfølgelig har den komplekse løsninger.

   — Nåh-ja.

   — Men den opfylder ikke de betingelser den skal opfylde - den svarer ikke til en modularform - men det forudsætter jo at den skal svare til en modularform - og problemet har været, at sammenhængen mellem elliptiske kurver og modularformer ikke var helt afklaret - hvis man har en elliptisk kurve, så var man ikke sikker på om dens modularform har de egenskaber den skal have - det er det Wiles bragte iorden.

   — Ja, men til at begynde med var hans bevis jo ikke iorden.

   — Nej, han havde annonceret at han har bevist Fermats sætning, og han holdt foredrag og satte hele verden på den anden ende, men så opdagede man en detalje som ikke var bevist - og man forestillede sig selvfølgelig det værste - stakkels mand - man anså ham for at være færdig som menneske.

   — Haha.

   — Sladderen gik - tænk at en pæn mand med kone og små børn kan være en sådan slyngel - han har kendt den detalje, mente man, men pakket den godt ind og håbet på at ingen opdagede noget.

   — Hahaha.

   — Han føjede sig smukt ind rækken af alle de vrag som i tre hundrede år har forsøgt at bevise Fermats sætning.

   — Haha.

   — Men han fik sgu rettet op på skaden - i fjorten måneder arbejdede han dag og nat - men det er egentlig ikke rigtigt at Wiles får hele æren for at have bevist Fermats sætning, for en masse andre har bidraget til teorien - Wiles har bare løst de sidste problemer - beviset bygger på Frey idé med de elliptiske kurver - der var i midten af 80'erne.

   — Ja.

   — En elliptisk kurve har jo det tilfælles med SL2(IR) at der er en naturlig gruppestruktur - men i modsætning til SL2(IR), hvor gruppestrukturen er ikke-kommutativ, så er gruppestrukturen på en elliptisk kurve kommutativ, og så kalder man jo regneoperationen for addition - 0 er punktet "uendelig".

   — Øh ja.

   — Og for et givet primtal p kan man betragte de punkter (x, y) som lagt sammen med sig selv p gange giver 0 - og den mængde udgør et to-dimensionalt vektorrum over tallegemet Z/pZ - og på det vektorrum virker Galois-gruppen, så man får en to-dimensional Galois-repræsentation - og den kan også konstrueres udfra en modularform, og det er dén modularform der hører til den elliptiske kurve - men det er uhyre kompliceret - i den artikel jeg har læst om Wiles' bevis, står, at den måde man danner en Galois-repræsentation på udfra en modularform er så vanskelig, at der endnu ikke findes nogen tilfredsstillende fremstilling.

   — Nå - mon ikke det er artiklens forfatter der ikke véd bedre? - hva' hedder han?

   — Det ka' jeg ikke huske, det er flere år siden - Fernando et-eller-andet - artiklen hedder "A Marvelous Proof" - og den er fra marts 1994, altså før Wiles havde reddet sit bevis.

   — Ja.

   — Jeg er helt sikker på at Goldbachs formodning kan bevises, og jeg har en alvorlig mistanke om, at de teorier Wiles bruger, også er vejen til et bevis for Goldbachs formodning - men på samme måde som det er gået med Fermats sætning, så skal teorien for Goldbachs formodning ind i nogle helt andre baner - i Fermats ligning skal man bevise at der ikke er løsninger, i Goldbachs formodning er det omvendt, man skal bevise at ligningen 2n = x + y altid har løsninger hvor x og y er primtal - og jeg har fået en genial idé - i talteorien har man en funktion σ(n) - den fås simpelthen ved at opspalte n i primfaktorer og erstatte gangetegnene med plustegn - den opfylder altså logaritmebetingelsen - σ(n) er altid mindre end eller lig med n, og den er kun lig med n når n er et primtal - og hvis man nu ser på tallene σ(2n - p) for primtallene p mindre end n, så siger Goldbachs formodning at nogle af dem har størst mulig værdi - og det betyder, at hvis man tager gennemsnittet af de tal, så må det gemmensnit være over en vis størrelse, og det er det jeg har et præcist bud på - og metoden har den fordel, at det ikke er eksistens af ét tal det drejer sig om, men gennemsnit af mange tal, og det er en helt anden problemtype.

   — Hva' går det nærmere ud på? - hvordan er du kommet på det?

Niels-Henrik var lettet - det her det går bare - det var fand'me godt han lige brugte et par minutter på artiklen - nu gælder det om at komme væk fra det her, og få læst artiklen grundigt inden de ses igen. Og han har jo Annies spørgsmål og det religiøse hvis det bliver nødvendigt. Han beskrev sin figur og sin formodning og de tre uligheder som tilsammen ville bevise Goldbachs formodning - Eirik forstod det ligeså hurtigt som Gert og Filtbak.

   — Du kan godt se, uden computeren var jeg aldrig nået frem til figuren og den ulighed man kan udlede af den højre side.

   — Ja, men indtil nu har jeg ikke haft brug for computer - så, nu er toastne færdige - her.

   — Tak - du går ikke i gymnasiet?

   — Næh, jeg læser alt selv - og der kommer nogle lærere engang imellem - hvor går du?

   — Ingen steder - jeg gik på Espergærde Gymnasium, men jeg har droppet det.

   — Skal du ikke studere matematik?

   — Jo, men det behøver jeg hverken gymnasiet eller universitetet til - du klarer dig jo også udmærket uden.

   — Sandt at sige meget bedre.

   — Jeg skal også være rigtig matematiker - lissom matematikerne i gamle dage - dem inde på Universitetet, de er ikke andet end kontormænd.

   — Hahaha - ja universiteterne kommer mere og mere til at ligne firmaer.

   — Ja, men vi må være taknemlige for at de er der, ellers forsvandt matematikken vel helt - de fleste af lærerne er vist gode nok - og de har et kæmpe bibliotek - du må endag med ind og se det.

   — Ja udmærket! - der er én i vores gruppe der går på Espergærde Gymnasium - Jonatan Berg - kender du ham?

   — Ikke personligt, men han skriver artikler i deres skoleblad.

   — Han er søn af en kulturjournalist ved Weekendavisen, Erik Berg.

   — Ham kender jeg, min moster abonnerer på Weekendavisen - hans artikler er lige vand på hendes mølle - hvem er der ellers i jeres gruppe?

   — Vi er vel ti-tolv stykker - de der kommer mest til vores møder, er mig og Jonatan og én der hedder Filip - Filip interesserer sig for Tysklands historie - hans mor er tysker - men hun og hans bror er vendt tilbage til Tyskland - Østtyskland - og så er der nogle piger.

   — Hvem?

   — Der er Linn - hun har latin som modersmål - begge hendes forældre er latinlærere, og de taler latin indbyrdes - og hun kan også læse gammel håndskrift - hun leder efter ukendte dokumenter og breve på Det Kongelige Bibliotek - hun finder de mest besynderlige ting, og hun læser op af det til vores møder - når hun finder noget særlig interessant, så giver hun det til forskerne - jeg er ved at hjælpe hende med at opklare noget - hun havde rodet i nogle kasser med en eller anden adelslægts efterladenskaber, og en af dem indeholder en ung fyrs bøger og opgavehæfter - det er fra begyndelsen af 1700-tallet, og Linn har fundet ud af at han døde som atten-årig.

   — Nå.

   — Der var foruden latinskolebøgerne, nogle bøger for viderekomne - og det interessante er, at der er en masse papirer med undersøgelser indenfor matematik og fysik, og som ikke har noget med skolearbejdet at gøre - og der er nogle af papirerne som garanteret vil vække opsigt - det er skrevet på fransk - det viser en beskrivelse at et forsøg med lys - det er nogle løse notater, og først virkede det uden hoved og hale, men jeg mener at jeg har fundet ud af hvad det præcist går ud på - jeg er ved at skrive en redegørelse - vi vil sende det til en af min fars kolleger ved DTU - en ekspert i lys - på et af papirerne er en skitse, hvor man ser en stråle fra Solen ramme et trekantet prisme så den brydes i regnbuens farver - og så er der et buet spejl dér hvor de forskellige farvestråler kommer ud - og det er formet præcist sådan, at når strålerne reflekteres i spejlet, så samles de ét og samme punkt - og dér er en skærm, og der må jo komme en hvid plet - men så har han åbenbart lavet nogle papstrimler som kan sættes på prismet, så nogle af farverne ikke kommer med - og han har opdaget, at selvom nogle af farverne undværes, så kan pletten stadig være hvid - og han er nået frem til, at hvid kan fås ved at blande kun tre farver - rød, grøn og blå.

   — Ja, og hvis der kun er tre farver, så ka' det kun være rød, grøn og blå.

   — Øh nå - men så har han set hvad der sker, hvis man udelukker en af de tre farver - udelukker blå, for eksempel.

   — Så er pletten gul.

   — Ja.

   — Det er meget smart, det med det buede spejl - Newton brugte en samlelinse til at samle de farvede stråler, og så holdt han et hvidt papir i brændpunktet - men det kan da ikke have været særlig nøjagtigt, for så skulle linsen jo have været firkantet.

   — Ja - og han har også lavet det sådan, at han kan lade præcis halvdelen af det røde eller grønne eller blå passere - på et af papirerne er et skema hvor der står rød, grøn og blå foroven, og hvor alle kombinationerne af fuld styrke og halv styrke og udelukkelse af farven er med - der er jo 27 muligheder - hele vejen ned står der tre bogstaver - n, d og e - de står vel for nul, demi og entier - men han havde kun skrevet farvens navn i de tilfælde hvor han kendte dens navn - for eksempel giver kombinationen e, d og n farven lyserød - og farven for kombinationen d, e og n kalder han gulgrøn - han har garanteret vidst, at man kan få alle tænkelig farver på den måde, hvis man lader alle tænkelige styrkegrader komme med.

   — Det er jo princippet i en computerskærm, men hvornår opdagede man det?

   — Ja det er det vi vil spørge lyseksperten om - latinskoleeleven bliver måske berømt tre hundrede år efter sin død - Linn er ved at optrævle familiens historie.

   — Der var ikke noget af apparatet i kassen?

   — Nej.

   — Hans forsøg har nok ikke været særlig nøjagtigt - pletten med lyset sammensat af rød, grøn og blå har jo nok ikke været helt hvid - hans eksperimenter har vel snarere givet ideer til en teori.

   — Ja - og han skriver, at rød, grøn og blå netop er de farver i spektret som har svagest styrke - hvordan kunne han se det? - det er da ikke sådan ligetil - prøv at se et billede af regnbuens farver.

   — Det er virkelig interessant, for det er noget han er kommet frem til ved logisk ræsonneren - sådan må det nødvendigvis være for grundfarverne - på samme måde som med tallene - de naturlige tal kan dannes udfra nogle grundtal som i en eller anden forstand er mindst mulige - ved addition er der ét grundtal, tallet 1 - og ved multiplikation skal der bruges uendelig mange grundtal, og det er primtallene - på samme måde må det være med grundfarverne rød, grøn og blå - det er netop de rene farver som har mindst styrke.

   — Øh... ja.

   — Man kan jo parametrisere alle farverne ved punkterne i en kugle - i nordpolen er hvid, og i sydpolen er sort, og i centrum er middelgrå, og langs ækvator er de rene farver - de rene farver er farverne med størst mæthed - men de rene farver har ikke samme styrke - de svageste rene farver er rød, grøn og blå - de ligger lige langt fra hinanden - og de stærkeste er gul, cyan og magenta - de ligger hver midt imellem to af de svageste - de stærkeste er de farver man bruger i en printer - der nedsætter man jo styrken når man blander farverne.

   — Ja - nutildags kan man jo nemt efterlave forsøget - man kan bruge en lampe der udsender en meget koncentreret hvid stråle - og man behøver jo ikke et buet spejl - man skal tildække prismet, så kun rød, grøn og blå slipper ud, og så skal man have tre små spejle som sender de tre farver hen i samme punkt på en skærm.

   — Ja.

   — Men det at man kan få én og samme farve på forskellig måde, det viser jo en begrænsning i vores evne til at se farver - hvis vi ser en gul lysstråle, så kan vi ikke afgøre om det er én stråle med det gule lys' bølgelængde, eller om det er to stråler med det røde og det grønne lys' bølgelængder - men man ka' da godt forestille sig at vi kunne se forskel - det ka' vi jo når det gælder lyd - når vi hører to forskellige lyde, så er det jo en tredie der kommer ind i øret, men vi kan identificere de to lyde den består af - ihvertfald hvis de er meget forskellige - for eksempel sang og klaver.

   — Ja, men det er da noget vi lærer - især hvis lydene ikke er meget forskellige - det forudsætter at man kender instrumenterne - de fleste idag vil ikke være istand til at høre en strygekvartet som den skal høres - de vil bare sige at det er nogle violinagtige lyde, men de ser ikke musikerne for sig - og kender deres rolle - og hvis det ikke er instrumenter, men toner frembragt af en tonegenerator, så ka' vi da ikke afgøre om der er én tone eller flere forskellige toner samtidig.

   — Næh, det ka' vi jo nok ikke.

   — Ja det ka' være at der er to toner, men at vi ikke hører et muk.

   — Hvordan det?

   — Jo, forestil dig at man laver en tone med en tonegenerator, og så laver man den samme tone hvor der er vendt op og ned på bølgebevægelsen - så når man udsender de to toner samtidig, så ophæver bevægelserne hinanden, og så hører man ingenting.

   — Haha.

   — Hvis man nu har et stykke musik i mono, så ka' man lave en cd hvor den rigtige lyd kommer ud af den ene højtaler, og hvor den samme lyd med omvendt fortegn kommer ud af den anden højtaler - så vil man vel bare høre musikken som den er, men i det øjeblik man trykker på mono-knappen, så er musikken væk.

   — Haha.

   — Men hvis man nu hører den i stereo, og man står lige midt imellem højtalerne og holder for det ene øre, så skulle musikken forsvinde - den forsvinder nok ikke helt, men der må da ske noget mærkeligt - jeg vil prøve at lave en sådan cd - det kan nemt gøres ved programmering.

   — Ja.

   — Jeg vil bruge en af min mosters cd-er hvor Furtwängler dirigerer Beethoven eller Brahms, og lave en cd hvor musikken er i stereo med modsatte lydbølger - og så vil jeg gå hen i en radioforretning og sige at jeg gerne vil se på en cd-afspiller - og jeg vil gerne høre hvordan musikken på denne fornemme indspilning lyder - og så når den har spillet lidt, så siger jeg at den er i mono, så det er nok bedst man trykker mono-knappen ind - og så trykker han på mono-knappen.

   — Hahaha - ja du siger noget! - der kan sikkert opstå sære ting hvis man laver musik med matematisk præcision - jeg ska' sige det til min mor, hun har fysik som bifag, og hun skrev speciale om lydbølger og klangfarve.

   — Ja - det var noget jeg engang kom til at tænke på, da jeg hørte en LP hvor musikken er i mono - i pick-up-en er der jo stadig to bevægelser, og de må følge hinanden, men man kunne jo lade dem gå imod hinanden - der er jo mange komponister der bruger computeren, men de toner de laver er nok ikke gentagelse af præcis den samme lydbølge, for ellers ville der vel opstå mærkelige fænomener - jeg spurgte min moster om nogen af komponisterne har talt om det, men det har de ikke.

   — Flerstemmig musik er åbenbart forudsat af uregelmæssigheder.

   — Ja, den er forudsat af en vis uduelighed hos musikerne.

   — Haha.

   — Øh vi kom fra jeres gruppe.

   — Ja - så er der Pia - hun vil være forfatter - hendes far er forfatteren Niels Bülow - hun har skrevet nogle noveller, men hun vil ikke vise os dem - hun er under uddannelse, siger hun - og så er der Camilla - hun er discipel af Gudrun - hun går ind for den samme lære - øh de er meget søde allesammen.

   — Ja - øh lære, hva' går den ud på? - Gudrun talte om de grundlæggende begreber, og at der er ting der griber forstyrrende ind.

   — Ja, de mener at det mest skræmmende man kan blive udsat for, er mennesker som er totalt opslugt af en kunstig verden, og som helt har mistet forbindelsen til det sande menneskelige liv - hvad er værst, en dreng som driller andre og piner dyr fordi han keder sig, eller én der ikke gør en sjæl fortræd men som er forsvundet helt væk i en kunstig computerverden?

   — Sådan én kender jeg - han sidder altid foran computeren - han spiller spil - og når han ikke spiller spil, så søger han på Internettet - han finde de mest besynderlige ting, og fortæller alle om det - det er gerne sådan noget med hvad der er tungest eller størst eller kraftigst - det tungeste fly der har fløjet, bilen med den største acceleration, de kraftigste højtalere.

   — Er der ikke hundrevis af bøger hvor man ka' læse det?

   — Nej, de er forældede eller upålidelige.

   — Det må han jo få gjort noget ved - han ka' lave en internetside om det, og så ka' han sidde resten af livet og opdatere den - han ka' tjene en formue ved det.

   — Haha ja.

   — Han ska' lave det sådan at man køber en adgangskode - men sådan, at man har adgang så lang tid at folk regner det for en evighed - for eksempel fem år - og så ska' det være så billigt at folk ikke regner det for noget - for eksempel tredive kroner.

   — Haha - jeg vil sige det til ham.

   — Hvis bare fem procent af befolkningen køber hans produkt to gange i løbet af hans levetid, så har han tjent, lad os se - fem procent af fem millioner, det er 250.000, gange to, det er en halv million, gange 30 kroner, det er 15 millioner kroner - og hans indsats har bare bestået i at opdatere - han kan have andre internetsider af den art - og så kan han oversætte det til andre sprog - han kan blive milliardær.

   — Haha - jeg ska' sige det næste gang jeg ser ham.

   — Vi diskuterede det sidste gang - det med absurde levemåder - Filip fortalte om en tysk roman han lige har læst - fra 80'erne - det er om en kvindelig læge der har mareridt, hvor hun ser nogle fuldstændig éns og robotagtige mennesker - Gudrun sagde, at det skyldes at hendes eget liv er absurd - hun er på et stort hospital - det er sit eget liv hun ser.

   — Jo, men før i tiden levede mange da et totalt åndsforladt liv - på fabrikker - og idag lever alle kinesere sådan, men de har da ikke mareridt - og kineserne ser jo også éns ud - der er en kinesisk kunstner der laver malerier med en masse mennesker der ser fuldstændig éns ud.

   — Haha - kineserne synes vel ikke selv de ser éns ud - kunstnerens malerier skal vel opfattes som en kritik af deres kurs - i virkeligheden har folk aldrig haft mareridt fordi deres liv er absurd - forfatterens historie er utroværdig - den handler mere om forfatteren selv end om den kvindelige læge - forfatteren synes at det liv folk lever er tragisk, og så tror han at de også selv oplever deres liv som tragisk.

   — Gudrun sagde noget om at vi er gode til at tilpasse os.

   — Ja, og nogle kan inderst inde godt fornemme at der er noget galt - det der er galt med kvinden, er at hun er godt begavet, så derfor er alt i hendes liv gået af sig selv - hun har bare fulgt systemet som en robot - hun regner med snart at blive forfremmet til overlæge, selvom hun har ikke ydet nogen særlig indsats - hun bor alene i en et-værelses lejlighed i et højhus - hun har lige kommet sammen med en fyr, men hun følte ikke noget videre for ham - og romanen begynder med at han lige er død - det er nogen unge der har slået ham ihjel - og hun er på vej til hans begravelse - hun tænker på at hun hele tiden glemmer at tænke på ham - hun burde jo egentlig være ked af det, og i det mindste mindes ham - men hun ka' ikke rigtigt føle noget - hun overvejer at vende om og køre hjem, og istedet at tage ud og fotografere - hun fotograferer forfaldne og forladte bygninger - romanen hedder "Den Fremmede Ven", og så sagde Gudrun, at den nok er inspireret af "Den Fremmede" af Camus.

   — Den har jeg læst - eller rettere hørt oplæst - på fransk - den er nem at læse - men det er flere år siden - ja den begynder også med en begravelse.

   — Ja - hovedpersonen bliver dømt til døden - det foregår i Algier, og han har skudt en araber - drabet er den ydre årsag til at han slæbes i retten, men det er ikke det han bliver dømt for, for skudet var et uheld - og det var jo ikke andet end en araber - næh, hans forbrydelse består i, at han ikke havde grædt til sin mors begravelse.

   — Haha - ja det ka' jeg godt huske - begyndelsen er jo blevet berømt: "Aujour'hui, maman est morte. Ou peut-être hier, je ne sais pas." - altså: "I dag er mor død, eller også var det i går, jeg véd ikke."

   — Haha - han er også over normalt begavet, og alt er gået nemt - og lissom kvinden har han ingen ambitioner - og han har også en kæreste som han ikke føler noget for - i retten siger han at han ikke tror på Gud - derfor kan han ikke angre drabet, han ærgrer sig bare - hele vejen igennem siger han sandheden - altså præcis det alle inderst inde godt véd er sandheden - anklageren hidser sig mere og mere op, og forsvareren synker mere og mere sammen.

   — Haha - men anklageren har jo på en måde ret, for der er jo noget skræmmende ved Meursault - i det meste af sin fritid sidder han bare på sin altan og kigger ned på folk - han interesserer sig overhovedet ikke for noget - uanset hvad, så ville han sige at det er ligegyldigt - og langt de fleste vil give ham ret - vi må jo se i øjnene, at sandheden om matematikken er at den er ganske uinteressant.

   — Ja, haha.

   — Det er jo sådan, at alt det vi kan føle mest for, det vil altid være uforståeligt for de fleste - og folk fra en helt anden verden vil opfatte det som direkte absurd - og hvis folk fra stenalderen så os sidde og læse i en bog, så ville de sige at vi er forsvundet helt væk i en kunstig verden.

   — Gudrun vil sige at det skyldes at de ikke véd hvad bogen går ud på - hun tror på at der er nogen evige sandheder om mennesket.

   — Ja, men tror du på det?

   — Ja, der er noget om det - for læg mærke til, at samfundene hele tiden kører ud på et sidespor - og nogen gange, så går det helt galt - så går samfundet næsten helt i opløsning - men det kan nogen gange være en fordel, for så frigører folk sig fra noget af det der ligger i deres opdragelse, og så kan der ske det, at de begynder at tænke i nye baner der rummer noget bedre, og så kan der komme en god tidsalder - så du den skål der stod ovenpå reolen med matematikbøgerne?

   — Næh.

   — Det er en kopi af en skål som er fire tusind år gammel - der er en figur der viser ur-kræfterne i mennesket - det er en lære som stammer fra Indien - og noget af det blev optaget i den græske mytologi - figuren viser en kvinde der breder armene ud over to hundelignende vilde dyr - kvinden repræsenterer fornuften som skal styre vores drifter - de to hunde repræsenterer det positive og det negative - der er et plustegn ved hunden under hendes højre arm.

   — Ja, Gudrun talte om de positive og negative begreber.

   — Ja, men hun afpasser det hun siger efter den hun taler med - hun ville aldrig tale om det med begreberne til sådan én som Jonatan - men nu det med hundene, i virkeligheden kan det den ene hund står for, ikke siges at være bedre eller dårligere end det den anden står for - det er for eksempel det mandlige overfor det kvindelige - det givende overfor det modtagende - det aktive overfor det passive - og så videre - det er altsammen både godt og dårligt - og det er altsammen farligt hvis det tager overhånd - der er en masse detaljer og symbolik i figuren - vasen er fra et samfund hvor der herskede gode forhold - der var retfærdighed og velstand, fordi man delte ligeligt - og det skyldtes, at alle måtte anstrenge sig for at lade fornuften råde - alle i det samfund havde sådan en vase - ligesom alle hos os engang havde et billede af Jesus eller af jomfru Maria med barnet - sådanne gode tidsaldre har der af og til været, men de har altid kun været kortvarige - der er altid noget der begynder at gå galt - det er sådan noget Gudrun og Camilla studerer - de studerer ældgamle religiøse afbildninger, og de læser skrifter af store åndelige mestre - især nogen som har haft stor afstand til civilisationen.

   — Læser du også sådanne skrifter?

   — Ja, men jeg mener nu, at man skal søge vejledning hos en personlighed som er nær éns egen tid og kultur.

   — Har du sådan en vejleder?

   — Ja, én der hedder Brøndsted - han levede fra 1893 til 1979.

   — Hvem var han?

   — Han var professor i zoologi og han skrev en masse bøger om livsfilosofiske emner - og han holdt foredrag i fjernsynet i begyndelsen af 60'erne - alle danskere kendte ham dengang.

   — Men han var ikke en åndelig mester?

   — Nej, og det er dét der var det fine ved ham - han var bare et usædvanligt fint menneske - han skrev sine erindringer da han var firs år - øh han var måske en lille smule senil, men det var kun en fordel, haha - hvis du forstår hvad jeg mener?

   — Han talte mere frit fra leveren?

   — Ja, og de ældre kan tillade sig at sige mere - de bliver godt nok ikke taget højtideligt, men de bliver da i det mindste ikke tævet, haha - hvad min far ikke har været udsat for i ungdomsoprørets dage, det er ikke småting, men det fortæller han dig nok om.

   — Jeg har hørt navnet Brøndsted, men jeg ka' ikke lige komme på hvor - hvor...

   — Gudrun gav os engang til opgave at vælge et forbillede - og det skulle ikke bare være et menneske som vi på et eller andet område ser op til, det skulle være et menneske hvis liv vi som helhed ser op til og gerne ville have levet - altså forestil dig at du skulle være en anden end den du er, og du måtte godt skrue tiden tilbage, hvem ville du så være?

   — Øh...

   — Ja det er uhyre svært at afgøre - du vil selvfølgelig vælge en der har levet et priviligeret liv og som har været en stor personlighed, men du kan jo først vælge når du véd en masse om personen - de fleste måtte vælge om flere gange, før de fandt den der kom nærmest til deres idealer - det var selvfølgelig utænkeligt at nogen valgte en de kendte, men der var heller ingen der valgte en nulevende personlighed - vi måtte finde litteratur frem.

   — Hvem valgte de forskellige?

   — Jonatan valgte Montaigne der levede helt tilbage i 1500-tallet - han læste op af hans essays - Montaigne sad oppe i et tårn og skrev ligeud af posen - om alt ligefra sin egen nyresten til Cæsars krigsførelse - og alt hvad han skriver er sandt - og så er han morsom - han skriver for eksempel, at når han er syg, så venter han altid med at tage lægens medicin til han er så rask at han kan tåle den.

   — Hahaha.

   — Pia valgte den engelske forfatterinde George Eliot - vi fortalte om den vi havde valgt og hvorfor, og også hvilke ting ved vedkommende vi ikke brød os om - Gudrun siger at der ikke er nogen bedre måde man kan få noget at vide om folk på, end ved at spørge dem hvem der er deres forbilleder.

   — Ja, men hvad var det der var fint ved Brøndsted?

   — For det første det at han var den fødte videnskabsmand - da han var barn samlede han biller og bestemte dem ved hjælp af håndbøger - "han sidder og bestemmer", sagde de - så begyndte han at drømme om at blive ferskvandsbiolog - men tiderne var svære og han måtte arbejde hårdt fordi han ikke ville leve ligesom alle andre - han var ud af en slægt hvor flere blev kendte - du kan slå dem op i et leksikon - hans far var forfatter og lektor i oldtidskundskab - men det der gjorde at han måtte arbejde hårdt, var at han tidligt blev forelsket og blev gift og fik børn - og hans kone var svagelig, hun havde dårligt hjerte, så han måtte hjælpe hende meget - men ægteskabet blev meget lykkeligt - han siger, at det var fordi at hun skulle hjælpes så meget at de havde det så godt - men hun støttede også ham i alt det han foretog sig - til at begynde med måtte han nøjes med at være gymnasielærer og forske i fritiden, men af og til fik han et stipendium så han i længere tid kunne forske fuldtids - han interesserede sig for formdannelsesfysiologien - det er om hvordan dyrenes forstre udvikler sig i de allerførste stadier - han undersøgte de mest primitive havdyr - tilsidst havde han udført så meget arbejde og skrevet doktordisputats, at han blev udnævnt til professor ved Universitetet - men så brød krigen ud, og så blev udnævnelsen annuleret - så han blev først professor efter krigen - imens var han rektor for sit gymnasium, Birkerød Statsskole - i bogen fortæller han om sin interesse for ferskvandsbiologi, så man får helt lyst til at studere faget - om hvordan han tog langt ud i naturen, især i Sverige, med alt sit udstyr - fiskenet og syltetøjsglas og mikroskop og håndbøger - og han fortæller om sit øvrige liv - der kom en masse interessante mennesker i deres hjem - og de muciserede - og han fortæller om sit syn på mange ting - samfundsproblemer og religion - jeg mener at det liv han levede må kaldes optimalt, man kan ikke forlange mere - da jeg havde læst erindringerne og nogle af hans andre bøger, følte jeg at han måtte være den nærmeste - jeg fatter ikke hvad folk skal med Jesus - jeg har læst Lukasevangeliet - jeg kan ved Gud ikke se noget stort i det.

   — Næh, heller ikke her - men var der noget ved Brøndsted du ikke brød dig så meget om?

   — Ja, men jeg véd ikke om man kan kritisere det - da han gik i skole, slog man jo børnene hvis der var det mindste - han ville aldrig selv drømme om at slå en elev, men jeg synes ikke at han fordømmer det - han fordømmer heller ikke de dovne lærere, han har nærmest bare ondt af dem.

   — Men hvordan kom du på Brøndsted?

   — Min mormor gik på Birkerød Statsskole, og han var hendes spillelærer - violin - min mor spiller også violin.

   — Spiller du også?

   — Nej - hva' med dig?

   — Jeg spiller fløjte - jeg spiller sammen med min moster - hun spiller klaver - men det er matematikken jeg har valgt - min moster valgte også musikvidenskaben istedet for at blive udøvende musiker - hun er ved at skrive en kæmpe bog om den nutidige klassiske musik.

   — Det må min mor høre om.

   — Men hva' med Gudrun? - hvem er hendes forbillede? - hun lever jo lidt sært.

   — Jeg vil nu sige meget sært.

   — Haha - jamen hvad lever hun af? - hvad har hun lavet før i tiden? - min moster talte om en børnepsykolog...

   — Ja det er hende - min mor siger at hun var meget kendt engang - hun skrev debatindlæg og holdt foredrag om børneopdragelse - eller rettere, om den manglende børneopdragelse - det var den manglende opdragelse der var skyld i skaderne på de børn hun skulle behandle, mente hun - de sku' ha' været fjernet fra deres hjem - ja det sku' alle børn efter hendes mening.

   — Haha.

   — Hendes udtalelser førte til krig med hele psykologstanden - til sidst droppede hun hele skidtet og flyttede dér ud - hun lever af det hun fik sparet op - hendes far var ellers stenrig, men hun ville hverken eje eller ha' hans penge - men det med forbillede - hun læste en bog der hedder "Livet i skovene" - den er fra 1800-tallet, af en der hedder Thoreau - han levede i to år helt alene og så enkelt som muligt i en lille hytte i en skov - og han skrev alt om hvordan han levede og hvad han oplevede.

   — Ja - men har hun selv børn?

   — Nej... øh nej.

   — Øh nå.

   — Det er ikke noget nogen skal vide.

   — Jeg siger da ikke noget.

   — Det er noget jeg har fået at vide af min far - han har kun sagt det til mig.

   — Ja...

   — Hun har en datter og faren er ansat i min fars firma - da hun studerede, boede hun på et kollegium, og dér begyndte hun at komme sammen med en af de andre - en ingeniør-studerende - og så blev hun gravid og efter at barnet var født fortsatte de med at bo på kollegiet - men det var mest ham der tog sig af barnet - Gudrun var inde i en masse politisk - men så da datteren var nogle måneder gammel, så fik hun kolik - hun vrælede alle døgnets timer - Gudrun ku' slet ikke holde det ud, og de andre beboere klagede, og så lejede faren et sommerhus og boede alene med datteren i flere måneder - og det blev sådan, at han fik mere og mere med hende at gøre og Gudrun mindre og mindre - men han var slet ikke Gudruns type - han var totalt blottet for "kritisk bevidsthed", som det hed - han lod datteren se fjernsyn og han læste op af Anders And-blade og han tog hende med på burgerbarer - det var stygge ting dengang.

   — Haha.

   — Og så skulle datteren jo også i vuggestue og i børnehave og i skole - Gudrun var rasende på alle de tumper der maltrakterede hendes unge, men hva' ka' man gøre - hun opgav - og istedet for at opdrage, holdt hun foredrag om manglende opdragelse.

   — Haha.

   — De var deleforældre, men hendes del skrumpede mere og mere ind - tilsidst ophørte forbindelsen helt.

   — Nå - hva' er der blevet af datteren?

   — Det véd jeg ikke - hun er nok blevet en stor forfatter - hun skriver om fraværende mødre.

   — Haha.

   — Eller også er hun blevet terapeut indenfor det område.

   — Haha.

   — Men heldigvis er der jo unge som af mirakuløse grunde er sluppet for at blive kvast af maskineriet, så dem begyndte hun at opsøge.

   — Hahaha.

   — Men det med datteren skal ikke nå videre - heller ikke din moster.

   — Selvfølgelig ikke.

   — Camilla må ikke vide det - hun er næsten blevet Gudruns datter - øh ku' du tænke dig at hilse på Camilla? - hun kommer her og spiser - øh vi er sådan set kærester - du ku' blive og spise med.

   — Ja det ku' være hyggeligt - men jeg må nok lige ringe til min moster, hun venter jeg kommer.

   — Du kan gå op når det passer dig, telefonen er lige ved havedøren - har du en kæreste?

   — Næh - jeg kom sammen med en fra min klasse, men hun er sporløst forsvundet - heldigvis.

   — Haha - Gudrun mener at det er vigtigt at man omgås ligesindede - jeg kunne ikke forestille mig en der var meget forskellig fra Camilla.

   — Jamen er jeres forbilleder ikke meget forskellige?

   — Jo, men hovedsagen er at de kan forenes.

   — Du mener at religion i bund og grund er et spørgsmål om forbilleder?

   — Ja - har du også forbilleder?

   — Ja, min slægt - min mor og min moster kommer fra en slægt lissom Brøndsteds - du véd, folk der har arbejdet indenfor kunsten eller videnskaben - min mormor og morfar spillede i Radiosymfoniorkesteret, og min onkel var som sagt lektor i strømningslære ved DTH - han døde da jeg var fire år, men jeg har alle hans bøger - jeg mener også at det er vigtigt at éns forbilleder har levet lidt tilbage i tiden - det sikrer at værdierne ikke går helt til grunde - synes du ikke det er trist at matematik bare er blevet et redskabsfag?

   — Det er ikke bare trist, det er katastrofalt - mine forældre siger, at hvis jeg begyndte at studere ved en såkaldt højere uddannelsesinstitution, så ville mine medstuderende tilbyde mig al den hjælp jeg ønsker, ja, ville jeg sige, hjælp mig med at komme væk.

   — Hahaha - jeg gjorde et hæderligt forsøg på at sidde på samlebåndet, men pådutningerne sad ikke ordentligt fast...

   — Hahaha - hov, der er de allerede! - min mor og Camilla - min mor tager gerne Camilla med - HEJ - NIELS-HENRIK ER HER.

De kom ned til Eirik og Niels-Henrik, og der blev hilst og Eirik blev kysset og krammet af Camilla. Og så gik moderen op for at lave mad. Camilla havde smarte shorts på - fra RiisStyle.

  Eirik: Camilla, véd du hvem der er Niels-Henriks far?

  Camilla: Nej hvem?

  Eirik: Torben Riisbye.

  Camilla: Guuud, er det din far?

  Niels-Henrik: Ja, men jeg kan ikke døje hans firma - jeg er gået hjemmefra i nedtrykt sindstilstand.

  Camilla: Hahaha.

  Eirik: Niels-Henrik bor hos sin moster.

  Niels-Henrik: Jeg bor sådan set ikke hos min moster - min far må ikke vide hvor jeg bor.

  Camilla: Hvorfor? - jamen hvor bor du?

  Niels-Henrik: I en hemmelig hytte!

  Camilla: Neeej hvor spændende! - må vi komme og besøge dig?

  Niels-Henrik: Ja, men I skal først aflægge tavshedsløfte!

  Camilla: Vi kunne da aldrig finde på at røbe en hemmelighed, vel Eirik?

  Eirik: Gid vi måtte falde døde om hvis vi gjorde det - øh kommer du til vores næste møde? - det er om to uger.

  Niels-Henrik: Ja, hvor holdes det?

  Eirik: Forresten, det er Marlenes tur, men hun er i Ungarn med sine forældre - vi har ikke aftalt noget endnu.

  Niels-Henrik: Vi kan godt holde mødet hos mig - altså ikke i hytten, men hos min moster - i hendes slægt har der i hundrede år været tradition for at de holdt "salon" en gang om måneden - de hørte foredrag eller musik eller oplæsning - og diskuterede - vi kan måske fortsætte den tradition.

Eirik og Camilla syntes at det var alle tiders. Ved middagsbordet blev Niels-Henrik spurgt om faderen, og han svarede ved at fortælle om sin onkel som havde været lektor ved det der nu hedder DTU, og om sin moster som også havde været musiklærer i gymnasiet. "Hvor underviste hun", spurgte moderen.

   — På Hellerup Gymnasium.

   — Jamen det er dér jeg er! - hvornår?

   — Det er vel ti år siden.

   — Jamen da fik jeg stillingen! - det var Annie Aphel fra radioen der...

   — Ja det er min moster!

   — Ja - øh det var jo en forf... det var kedeligt at hun ikke syntes om at være lærer - hun er jo utrolig dygtig, jeg hører altid hendes udsendelser.

Der var noget der ikke skulle siges, det var tydeligt. Han ville ikke spørge nærmere, han må få lokket ud af Annie hvad det er.

Niels-Henrik måtte absolut blive til aftenkaffe. Han fortalte om sit videnskabelige arbejde og om den smadrede dør og om sit hus og William og bogen. Faderen fortalte om stabilitetsproblemerne i store bygningskonstruktioner og om sit firmas andel i bygningen af Storebæltsbroen. Og han uddybede det Annie havde sagt om Twin Towers. I fremtiden vil man opføre ekstremt høje bygninger, for at fremkalde gysen, men det skal ende med det helt store gys, nemlig den dag bygningen skal nedrives. Det vil ske ved at man fylder bygningen med tusinder af sprængladninger lagt på en særlig måde, og man vil indrette tilskuerpladser på hustage og på tribuner. Tårnene vil i høj grad være finansierede af oplevelsesindustrien, derfor vil man satse på billige konstruktioner og kort levetid. Moderen fortalte om de unges besynderlige opfattelser af den klassiske musik - og at de tror at der slet ikke komponeres en sådan musik mere. Og hun sagde, at Niels-Henriks iagtagelse - at der i flerstemmig musik lavet med matematisk præcision kan opstå forstyrrelser - er yderst interessant - hun vil undersøge det nærmere. Eirik fortalte om ulykken og om alle de bøger han fik læst i det halve år han lå på hospitalet. Og Camilla tilbød at skaffe Niels-Henrik en vase magen til den hun har givet Eirik. Og da han måtte gå, beklagede Eirik at de ikke havde fået en ordentlig matematisk snak - han måtte love at komme igen snart, en af de nærmeste dage.

Da Niels-Henrik cyklede derfra, var han endnu mere ekstatisk end han havde været dagen før da han cyklede fra Gudrun. Nu begynder et helt nyt liv! Eirik og Camilla de er bare fede! - og også hans forældre. Dem vil Annie synes om. Eirik skal bare vide at man arbejder alvorligt med tingene, og det véd han nu! Inden han nåede til Annie, var hans fremtidsplaner klare: Eiriks harmoniske analyse og hans egen talteori er på en sælsom måde forbundet, det er den vej man skal gå. Men først må han studere harmonisk analyse, han må læse de bøger Eirik læser. Goldbachs formodning må indtil videre henlægges til "fritiden". Det er et krævende studium han skal igang med - kærligheden er svær!

   — Dav Niels-Henrik! - hvordan er det gået?

   — Fedt fedt fedt!

   — Det må jeg høre om, men du kunne godt have ringet lidt før, jeg havde lavet mad og...

   — Det er helt malplaceret at snakke om noget så underlødigt som mad nu! - og hvis du vil tale om mad, så fortæl hellere hvad du vil servere om et par uger når dine saloner begynder igen.

   — Hva'? - har du inviteret de unge til at komme her?

   — Ja! - du har savnet dine saloner, nu begynder de igen!

   — Hvormange kommer der?

   — Sikkert seks-syv stykker - og Gudrun kommer også.

Niels-Henrik berettede:

   — Og tænk, det er Eiriks mor der overtog din stilling som musiklærer ved Hellerup Gymnasium.

   — Er det det? - det var da pussigt - er hun der endnu?

   — Ja.

Jo, Annie kan ikke helt skjule at der er noget hun tænker på. Hvordan får man at vide hvad det er?




Næste formiddag ringede Niels-Henrik til Eirik, han takkede for i går og sagde at han vil læse bogen SL2(IR), og han spurgte hvilke bøger man skal læse for at kunne gå igang med den.

   — Du kan komme her ud, så kan vi finde dem frem - og du kan låne dem af mig.

   — De er helt sikkert på Matematisk Instituts bibliotek - jeg fotokopierer dem.

Eirik ville undersøge hvad Niels-Henrik skulle læse - han kunne ringe igen om en halv time.

Niels-Henrik skulle vide noget om topologi og målteori og Hilbertrum, og han fik anbefalet nogle bøger.

   — Ring hvis du ikke kan finde dem - og ring når du har dem - jeg kan fortælle dig hvad du skal læse og give dig undervisning - det vil spare dig for meget besvær.

   — Det lyder godt! - vi tales ved.

Niels-Henrik fandt alle tre bøger på Matematisk Instituts bibliotek - Filtbak lukkede ham ind:

   — Det lyder virkelig som om du har fået en kyndig vejleder - det ka' jeg ikke glemme - du må sandelig få Eirik med herind endag - der er jo flere her som beskæftiger sig med de ting - jeg har selv en hel del med harmonisk analyse at gøre - I skulle virkelig gå til det om repræsentationsteori - det er som sagt nok lidt for elementært for Eirik, men prøv om ikke du kan få lokket ham med - det er unge mennesker som jer vi har brug for! - har du set den kronik der er i Politiken i dag?

   — Nej.

   — Den må du læse - og Eirik - den er af en professor i matematik, Mogens Niss - han er ved RUC - han skriver at idag er alt dirigeret af "De Tre M'er" - Marked, Medier og Management - vores forskning skal være nyttig! - og det skal være her og nu! - før i tiden ville en politiker ikke vove at blande sig i noget han ikke har forstand på - idag har de ingen hæmninger - kedelig mennesketype - det går ad Helvede til, Niels-Henrik! - flere og flere studerende og færre og færre penge og mere og mere indblanding - men de studerende, de ser ingen problemer, ikke udover deres opgaver - det er sådan nogen som dig og Eirik vi ska' ha' herind!

   — Ja, jeg skal tale med ham - og jeg vil læse kronikken - min moster har sikkert købt avisen.

Niels-Henrik fotokopierede bøgerne - næsten 800 sider - det tog en hel time og kostede 200 kr. Han har sparet mange penge og det er bedst med fotokopier, så behøver man kun at medbringe de sider man læser og man kan gøre notater på bagsiden. De tre bøger er for viderekomne - fremstillingen er meget abstrakt. Da han sad i toget og bladrede i papirerne, følte han sig stået lidt ud. De bøger og artikler han har læst indtil nu, har godt nok været indviklede, ja måske mere indviklede end disse her, men begreberne har været mere traditionelle. Eirik havde sagt at han skulle begynde med den om topologi. Han vidste at topologi er noget med hvad man forstår ved "en omegn" af et punkt, og at en mængde som er en omegn af alle sine punkter kaldes "åben". Han begyndte at læse:

        1. TOPOLOGICAL SPACES

    Let X be a given set of objects called the points of X. A topology in X is a nonempty collection

                    τ subset of 2X

    of subsets of X called open sets satisfying the following four axioms:

    (OS1) The empty set is open.

    (OS2) The set X itself is open.

    (OS3) The union of any family of open sets is open.

    (OS4) The intersection of any two (and hence of any finite number of) open sets is open.

Da han havde læst dette, kunne han ikke se hvorfor åbne mængder skal defineres lige på den måde. Men så tog han papir og blyant frem og tegnede diagrammer. Hvis X er en mængde, så er 2X = "2 gange med sig selv X gange", og her skal 2 opfattes som en mængde bestående af 2 elementer, for eksempel mængden {0, 1} eller mængden {sand, falsk}. Så 2X bliver altså det samme som mængden af alle funktioner fra X ind i mængden {sand, falsk}, og en sådan funktion er det samme som en delmængde af X. 2X er altså mængden af alle delmængder af X, og τ er en delmængde af den mængde, altså en mængde af delmængder af X. Hvis nu X er planen, altså mængden af alle punkterne i planen, og τ er mængden af alle de åbne delmængder af planen, så opfylder τ de fire betingelser, det er klart. Og pointen er åbenbart, at disse fire betingelser er nok hvis man skal generalisere begrebet "åben mængde". Det er vel noget man har fundet ud af ved at eksperimentere sig frem. Jo, der er god mening i den definition. Og inden han var nået til Humlebæk, følte han, at hvis han skulle definere begrebet "åben mængde" helt generelt, så ville han kunne være nået frem til den definition - hans forståelse er autentisk. Det her er mere abstrakt end den matematik han kender, men han skal snart blive skrap til den tænkemåde - når Eirik kan, så kan han også! Han er på vej ind i en ny verden - mærkelig uhåndgribelig, men tiltrækkende - det minder lidt om moderne musik.

På stationen ringede han til Eirik:

   — Hej, det er Niels-Henrik! - jeg har fotokopieret hele skidtet og jeg er godt igang med den om topologi - de bøger har jeg snart læst!

   — Kommer du her ud i morgen? - så kan jeg vise dig hvad du kan springe over i første omgang.

   — Ja - samme tid som i går?

   — Jaja, udmærket.

På cykelturen til Annie fik definitionen af "en religiøs kultur" lige en ekstra tand.

   — Hej Annie! - jeg har været i København og fotokopieret nogen bøger - nogen Eirik har anbefalet.

   — Om Goldbachs formodning?

   — Øh nej - det er det Eirik arbejder med - jeg er ved at læse en bog om noget der hedder topologi.

   — Topologi? - hvad er det for noget?

   — Det er noget med åbne og afsluttede mængder - jeg skal bruge det for at kunne studere harmonisk analyse.

   — Du er igang med noget helt nyt, ka' jeg forstå.

   — Ja, men tingene går op i en højere enhed - men det varer nok en del tid inden jeg kan se det.

   — Det lyder spændende, men tag nu skoene af og sæt dig ind, så laver jeg mad - var det ikke en idé at ringe til Gudrun og sige hvordan det er gået hos Eirik og at I mødes her?

   — Jo.

Niels-Henrik gik ind og ringede:

   — Det er Niels-Henrik!

   — Goddav Niels-Henrik - har du talt med Eirik?

   — Ja, jeg var ude at besøge ham i går - jeg mødte også Camilla.

   — Og det gik godt?

   — Ja, jeg har lige været i København for at fotokopiere nogle bøger som Eirik har anbefalet.

   — I kommer altså godt ud af det, ka' jeg regne ud.

   — Ja, jeg var der hele dagen og om aftenen, og vi har talt om at vi ku' holde det næste møde her hos min moster.

   — Jamen det lyder da fint - har du talt med din moster om det?

   — Jaja, det er hun helt med på.

   — Jamen så siger jeg det til de andre - de fleste er jo på sommerferie.

   — Ja - hvordan kommer du herud?

   — Jeg bliver hentet af Eiriks far eller mor.

   — Jamen så glæder vi os til at I kommer.

   — I lige måde Niels-Henrik.

Niels-Henrik råbte til Annie ude i køkkenet:

   — Alt er iorden.

   — Det er godt - jeg ska' gøre alt for at vi får en hyggelig aften.

   — Har du Politiken fra i dag?

   — Ja, den ligger oppe ovenpå - der er en kronik af en matematiker, er det den?

   — Ja, Filtbak fortalte om den - har du læst den?

   — Ja - det er det sædvanlige med grundforskningen der er truet.

Annie kom frem i døren:

   — Han skriver, at når universitetsfolkene advarer imod udviklingen, så bliver de mødt med rungende tavshed eller træt politisk automatafvisning - og alt hvad han skriver er meget rigtigt, men jeg kan på en måde godt forstå at den slags kronikker ikke har nogen virkning - de er trættende - der er en hver anden dag, og de har været der lige siden proletariseringen for alvor satte ind i 70'erne - det er jo i virkeligheden verdsliggørelsen alle de kronikskrivere er bekymrede ved - men der er det galt med dem, at de selv er verdslige - og det gælder også ham matematikeren - hans argument for at universiteterne skal bevare deres autonomi er rent verdsligt - han taler overhovedet ikke om matematikken som kulturværdi - og hans argument er tilmed uholdbart - det er det med at vi må tænke langsigtet, ting som synes unyttige idag, kan engang blive nyttige - han nævner eksempler på matematiske teorier som har været en forudsætning for computeren - talsystemer og koordinatgeometri og logik - det er altsammen helt elementære ting - og du sagde i forgårs, at hvis man skulle få brug for noget praktisk matematik som ikke er udviklet, så kan man hurtigt udvikle det - ja forresten, du sagde noget sjovt engang! - om opfindelsen af röntgen-skannere.

   — Ja, det var i 70'erne - man havde udviklet det tekniske apparatur der skal til, men man manglede de matematiske formler der skal til for at danne billedet - men så var der to medicinere der fandt dem, og de fik Nobelprisen - men bagefter kom det frem, at den teori man skal bruge, den er i en afhandling fra begyndelsen af århundredet af en der hed Radon - formlerne kaldes Radon-tranformationen.

   — Ja, at man skulle finde teorien én gang til, har næppe sinket udviklingen ret meget - og hvis det gik lidt mere trægt med at få vidunderne bragt til verden, var det så helt enormt katastrofalt? - at forske mere end man har brug for, for at vore efterkommere har alt lige ved hånden, det er virkelig et verdsligt argument - men at støtte en forskning med den begrundelse, at videnskabsmanden er bærer af en tradition og at hans arbejde er et eksempel på en fornuftig skabervirksomhed, det er et religiøst argument - det indgår vel i din definition af det religiøse?

   — Ja selvfølgelig.

   — Jeg må høre den når vi har spist - nu må jeg igang med maden.

Annie forsvandt, men Niels-Henrik råbte:

   — Eirik fortalte om en forsk... en videnskabsmand som du garanteret ville synes om - han var professor i biologi, han hed Brøndsted - kender du ham?

   — Brøndsted!? - ja det gør jeg da rigtignok!

Annie kom styrtende tilbage:

   — Han var ven af huset her! - han døde lige før du blev født - vi har alle hans bøger - kender Eirik ham?

   — Ja, han har læst hans erindringer.

   — Ja - ja jeg satte engang dig til at læse den, men du læste kun et par sider.

   — Det kan jeg ikke huske.

   — Det er nok tre år siden - den er lidt svær at komme igang med, han starter med at remse sin slægt op - den minder om vores slægt, der er flere kendte - onkel Søren, ham der blev biskop i Ribe, var gift med en Brøndsted - det véd du da - jeg ville have at du skulle læse det om hans slægt, fordi vi engang må igang med rigtigt at optrævle vores slægt - jeg har aldrig rigtigt haft tid - og så skulle du også læse om hans barndom og ungdom - især hans ferier i deres lille og primitive hus ved Silkeborg-søerne - du må sandelig få læst Brøndsteds bog - han løste et berømt matematisk problem da han var på din alder - "vinklens tredeling".

   — Det problem er da uløseligt.

   — Ja, men han havde ikke destomindre løst det, og han ringede straks til læreren - de kaldte læreren "K tolv" - det var vist efter formlen for siden i en tolv-kant - læreren sagde at han måtte komme øjeblikkeligt - læreren fandt selvfølgelig straks fejlen, og den stakkels Holger måtte trøstes med cacao og kage - gå ind og find hans bøger, de er i egetræsreolen.

Annie forsvandt igen. Niels-Henrik fandt tre bøger: "Naturerkendelse, Gudserkendelse og Tro", "Kontroversielle essays om nogle vigtige tilværelsesproblemer" og "Et liv - tre tidsperioder" - det må være dén der er erindringerne. Niels-Henrik fortsatte med at råbe:

   — Eirik er religiøs.

   — Er han det?

   — Ja, han har Brøndsted som forbillede - lissom de kristne har Jesus som forbillede - du taler jo også om forbilleder - man er vel religiøs hvis man har et højtstående menneske som forbillede.

   — Er det din definition af det religiøse?

   — Øh næh - det er Eiriks definition - min definition er meget avanceret.

   — Nå! - den må jeg virkelig høre.

Imens de spiste, bladrede Niels-Henrik løs:

   — Har du læst alle bøgerne?

   — Ja, og vi har flere end dem - han og hans kone var tit til vores salon.

   — Eirik sagde at hans kone havde dårligt hjerte, døde hun ikke tidligt?

   — Nej, hun blev vist over firs - men hun havde ikke mange kræfter - som nygifte fik de en lejlighed på femte sal, og han måtte bære hende op - der er nok blevet kysset en del på den tur - det var iøvrigt igennem hende, hun hed Agnes, at vi kom til at kende Holger - det er nemlig hendes søster der har malet portrættet af onkel Hermann - den matematiker som fik mest indflydelse på onkel Hermann, var Jakob Nielsen, og...

   — Ja, han havde jo skrevet den bog om matematisk strømninglære som onkel Hermann underviste efter - jeg viste den til Filtbak - han sagde, at nutildags ville ingen ingeniør-studerende kunne læse så svær en bog.

   — Næh sikkert - man havde ønsket et portræt af Jakob Nielsen, og det var Agnes' søster man valgte - og så ville onkel Hermann også portrætteres af hende - Holger og Agnes mødte hinanden første gang ved at hans bror - han gik på Kunstakademiet - og hendes søster havde inviteret dem hver især med på en tur i Botanisk Have sammen med nogle andre kunstnervenner - og for Holger og Agnes blev det møde kærlighed ved første blik - de blev forlovede, men Holger havde slet ikke mulighed for at forsørge en familie på det tidspunkt, så det måtte vente med bryllup - og det bragte dem i et dilemma: de kom begge fra hjem hvor man opfyldte de kristne pligter og ritualer, så derfor var det jo forbudt at have sex før ægteskabet, og det forbud fik de sværere og sværere ved at overholde - og hvad mere var, de begyndte at sætte spørgsmål ved såvel det forbud som flere andre af kristendommens forestillinger - de talte om tingene, og det endte med at de totalt afskrev kristendommen - de betragtede Jesus som et enestående menneske, men "der er ikke nogen gud" - de brød sig ikke om at blive kaldt ateister, så derfor kaldte de sig agnostikere - det har jeg jo også af og til kaldt mig - på den anden side gik de ind for religiøs tolerance - møder man et religiøst menneske, så må man vise forståelse og interesse, man må ikke latterliggøre eller vise det mindste tegn på foragt - alligevel kunne han af og til ikke dy sig - når én sagde at han tror på det og det, så kunne Brøndsted sige: "Man ska' ikke tro, man ska' vide!"

   — Haha.

   — Han havde en bror der blev præst, og da deres far lå for døden, og den bror begyndte at komme for at "tale" med faren, så bad Holger sin anden bror, kunstneren, om at hjælpe med at sørge for at den præstebror holdt sig væk - det ønskede faren også - jeg genlæste et par af Brøndsteds bøger for at par år siden, og det slog mig hvor tæt hans meninger er på mine og mormor og morfars - jeg vil påstå, at han dengang repræsenterede danskernes officielle opfattelse af mange spørgsmål, selvom han provokerede mange - han kunne skrive med en rigtig dansk varme og humor, og samtidig slå ting fast så indvendinger var umuliggjort - der var mennesker han beundrede, og der var ting han dybt beklagede - men han skældte ud på en overbærende måde - når han talte om underholdningskulturens fremmarch, så fik den ikke for lidt, men han var overbevist om, at danskerne endag ville komme til besindelse og tage sig sammen - det her, det burde vi virkelig skamme os over - hør her hvad han skriver som firs-årig: "Kan vi håbe, at refrængmelodiernes støjende lyde fra den unges værelse forstummer, den støj, der nu ødelægger anden virksomhed i stuen ved siden af, eller dog mildnes til gunst for rigtig musik?"

   — Det er da godt han døde i tide.

   — Ja, det er godt gjort at man skal sige sådan - men husk nu på: det er godt for alle mennesker at dø - tænk hvis man satte de her klavernoder på Mozarts nodestativ og bad ham spille.

   — Haha.

   — Forresten, der var et debatindlæg i Weekendavisen forleden dag, hvor der skældes ud i en ganske anden toneart end Brøndsteds - det skal du læse - det er her - prøv at gætte hvem der har skrevet det - vi bukker det lige.

Niels-Henrik læse og grinede højlydt:

Industrierne udsender forurenende giftstoffer i miljøet, og det samme gør pop-industrien. Den hører - i høj grad - til de miljøfjendtlige virksomheder. Den er både akustisk og mentalt forurenende. Størstedelen af denne såkaldte "brugsmusik" (pop, rock, rap etc.) er fabrikeret af afstumpede individer. Cirka fire millioner seere og lyttere i dette land får væltet pop- og rock-giften ned over hovedet, og de "kunstnere", som producerer denne gift, kan kun udtrykke sig gennem udskrigning af uartikulerede lyde og el-forstærkede potensforlængere mellem benene (el-guitar). Det tragikomiske er, at disse mennesker kalder sig komponister, selv om de kun kender de syv toner på de hvide tangenter (C-dur). Da de hverken kan læse noder eller sammensætte to enkle akkorder, er de nødt til at bruge en computer som hjælpemiddel. Det melodiske materiale er totalt fantasiløst og udføres af en "sanger", som skriger en intetsigende tekst ud med babystemme over en mikrofon. Desuden skal en rock-koncert konstant være så larmende, at både hjernefunktionen og hørelsen bliver skyllet ud i wc-kummen. Når disse to funktioner er blevet udmanipuleret, er ofrene blevet forvandlet til robotter. Fabrikationen af den slags "musik" er i høj grad salgbar, fordi 99% af publikum kulturelt set er lige så afstumpet som fabrikanterne.

   — Han må være gammel.

   — Ja - han er pianist og komponist - han optræder altid i en farvestrålende kjortel og med en kalot på hovedet - vi hørte ham engang - han kom ind og satte sig på klaviaturet, og da braget var klinget ud, vendte han sig om og trak kjortlen op så man kunne se hans bare røv, og så satte han sig og spillede.

   — Det er Ilja!

   — Ja hvem ellers - han skal altid lige tilkendegive, hvad han mener om vores konservative opførelsespraksis - han har lavet en masse i Tyskland sammen med billedkunstnere - jeg foretrækker nu musikken uden forstyrrende elementer - og så foretrækker jeg Brøndsteds debatform - hvis jeg for tredive år siden havde fortalt Brøndsted om de tanker jeg har idag omkring det religiøse, så ville han næppe kunne se formålet med dem - for ham var samfundet blot kommet lidt på afveje - men jeg er sikker på, at hvis han havde levet idag, ville han have været særdeles interesseret i min opfattelse af det religiøse - han skriver her: "Hvad enten vi vil vedgå det eller ej, så beror vor etiske handlen altid på, at der i vort sind er blevet tilført en forestilling om noget udenfor os selv, noget som vi fornemmer som en autoritet over os selv. Dette noget kan være en vag forestilling om det medmenneskelige, andres krav på en, det kan være en forestilling om Gud. Den sidste forestilling har til alle tider været den stærkeste drivfjeder til etisk handlen" - for Brøndsted er autoriteten over os selv klart kulturskabt, og dens fordringer til os begrænser sig til det etiske - havde han levet idag, ville han have indset, at autoriteten over os selv må udstede regler for mere end bare det etiske - der må være flere forestillinger om syndig handlen - autoriteten må fordømme refrængmelodiernes støjende lyde.

Da Annie havde vasket op og lavet kaffe, var hun spændt på at høre Niels-Henriks definition af "en religiøs kultur":

   — Jeg vil først definere "en verdslig kultur", for jeg har ændret lidt i din definition - du talte om "at trives", det svarer vel til Gudruns "tilfredshed" - Gudrun sagde jo, at det der styrer os, er vores opfattelse af de evige begreber - og hun sagde, at de evige begreber er det der adskiller mennesket fra dyret - så derfor må de evige begreber kunne kaldes for de højere styrende kræfter, men der er jo også lavere styrende kræfter - det mennesket har tilfælles med dyret, og det må være de forskellige former for behov - føde, samvær, anerkendelse, magt, sex og så videre - jeg mener at det er typisk for de verdslige, at de opfatter mennesket som styret af behov.

   — Ja, men mennesket kunne jo have behov for det religiøse, men det har mennesket ikke - men istedet for "behov", som er noget fysiologisk og psykologisk, så burde vi nok hellere bruge det sociologiske begreb "værdier" - vi taler jo om et samfund lige i øjeblikket - værdier er de ting og goder som mennesker stræber efter - ikke de konkrete ting - værdien "musik" er helheden af de gode musikværker - eller rettere, forestillingen om de gode musikværker - andre værdier er "tryghed" og "fædrelandskærlighed" - men det mærkelige ved behov og værdier er, at mennesker kan få deres behov tilfredsstillet på vidt forskellige måder, og at værdierne kan variere meget fra kultur til kultur og fra menneske til menneske - en værdi som det ene menneske ikke kan forestille sig manglede i livet, kan det andet menneske slet ikke se noget i - religion er det bedste eksempel - og de højere kulturværdier - det karakteristiske ved den verdslige kultur er, at det religiøse ikke rangerer højt blandt de officielle værdier - ihvertfald ikke religiøsitet som et fælles anliggende - jeg vil foreslå, at vi istedet for behov taler om elementære værdier - det svarer til det man i daglig tale forstår ved behov - men hvor har du det med behov fra? - talte Gudrun om behov?

   — Nej, det er fra dig jeg har det - du talte om behov dengang du fik det dér spørgeskema - du indsendte ikke din mening, men du fortalte alle din mening om spørgeskemaet.

   — Ja rigtigt! - det spørgeskema viser virkelig den verdslige kulturopfattelse - det nærmeste man i den verden kan komme en opdeling af befolkningen, er at man spørger folk om deres uddannelse og indkomst og mening om forskellige ting - jeg indsendte ikke min mening, fordi jeg følte mig som en idiot - en idiot hvis færden et firma skal kortlægge, for at andre firmaer kan afgøre, om jeg er idiot fordi jeg kan lokkes til at købe deres lort, eller om jeg er idiot fordi jeg ikke kan - og så den nedladende måde spørgsmålene var formulerede på - det værste ved et sådant spørgeskema, er det indblik man får i andre menneskers liv - dem der har udarbejdet spørgeskemaet - man får rigtigt at mærke hvormeget man er ude af trit med hobens fodslag.

   — Ja, og du skulle læse det - du fik to rykkerskrivelser.

   — Ja, hvis man ikke indsender sin mening, så er man også en idiot - der var nogle af spørgsmålene der fik mig til at gyse - et af dem lød: "Vi bør kræve af udlændinge som kommer for at bosætte sig i Danmark, at de lever som danskere" - udlændinge som kommer for.

   — Haha - men du siger at folk ikke tænker dybere over det de siger - man ska' ikke ta' sig a' det.

   — Det har jeg vist aldrig sagt - man ska' i allerhøjeste grad ta' sig a' hva' folk siger - men det er sandt, at de ikke tænker dybere over det de siger - ihvertfald tænker de der svarer ja til det spørgsmål, ikke dybere - for folks hjem og arbejdsplads er jo efterhånden blevet hele verden, og de ville ikke selv finde sig i at skulle leve som tyrkere, for eksempel - de ville mene at de er undtaget, fordi de i et sådant land ville høre blandt de rige - og det samme gælder fremmede der bosætter sig her i landet, de er undtaget fra at skulle lære dansk og leve som danskere, hvis de har en stor stilling eller er tilstrækkelig rige - men grunden til at jeg ikke skal leve som en dansker, er at jeg har papirerne iorden, men hvorlænge er det nok? - det er det spørgsmål der får mig til at gyse - men du har jo ikke papirerne iorden - du har fødselsattest, men du har ingen eksamenspapirer - de ka' ikke smide dig ud af landet, men de ka' smide dig ud af arbejdsmarkedet - men det skal du som sagt ikke bekymre dig om, det er kun en fordel - du sørger bare for at få en førtidspension - lissom ham Grisehovedet, du véd, Kims søn.

   — Haha.

   — Men det vil din far ikke tolerere, så han giver dig nok en formue du ka' leve af.

   — Ja sikkert, men jeg vil selv tjene mine penge - da jeg sagde til Gert at jeg ikke vil have nogen eksamenspapirer, så sagde han, at han heller ikke har nogen eksamenspapirer - de er brændt - han sagde, at der i 60'erne var en kraftig kritik af karakterer og eksamener - og i 1969 var der en offentlig afbrænding af eksamensbeviser.

   — Ja det er rigtigt!

   — Dér fik han sine eksamensbeviser brændt - der var en stor demonstration foran Universitetet - der var taler, og der var flere hundrede der fik deres papirer brændt - det skulle være de seneste eksamener man havde, og navnene blev noteret ned - og så blev papirerne lagt i en olietønde, og der blev hældt benzin over.

   — Ja det læste jeg om! - nåså dér var han med?

   — Ja - han sagde det du også siger, det med at eksamener og karakterer fører til at man studerer forkert - man spilder tid ved at lære ting udenad, og man mister interessen for faget - og man kan ikke bruge tid på noget mere nyttigt.

   — Brøndsted er inde på det - han var jo som, Eirik siger, den fødte videnskabsmand, og det betød, at han som barn og ung hele tiden havde snuden i andre ting end dem han skulle have snuden i - og derfor fik han dårlige karakterer - ja han dumpede endda i første omgang til den afsluttende universitetseksamen - men som han sagde: "Det ville have været alt for bittert at have fået en stor eksamen uden alle de herlige ting, jeg havde oplevet ved min udenomslæsning" - at han var en af vores fineste og mest initativrige videnskabsmænd, er der ingen der vil benægte, og at det var hans udenomslæsning der var skyld i det, det er der heller ingen der vil benægte, og at hans indsats for samfundet har hængt i en meget tynd tråd, fordi rigtig studeren må ske på bekostning af lektielæsningen, det er som det skal være - et virkeligt paradoks, må man sige.

   — Ja.

   — Men hvad har Gert levet af? - véd du det?

   — Nej, men han sagde, at han lige siden den tid kun har arbejdet halvanden time om dagen - jeg regner med at det er noget undervisning.

   — Du sku' ta' og spørge hva' det er.

   — Ja - nåmen hvis du nu havde udfyldt spørgeskemaet, så ville du kunne sammenligne dine holdninger med andres holdninger, for så havde du fået tilsendt et holdningskort hvor der er sat en prik dér hvor du befinder dig.

   — Den prik ville befinde sig langt udenfor kortets grænse.

   — Du er altså grænseoverskridende!

   — Nej, det er alle de andre der er grænseoverskridende.

   — Nej, det er flertallet der bestemmer grænserne - og holdningskortet er udarbejdet ved hjælp af meget avancerede matematiske metoder, stod der.

   — Nu véd du hvor du kan få ansættelse.

   — Jah haha, hvis jeg var holdningsløs.

   — Men må jeg nu høre din holdning til det religiøse og det verdslige?

   — Ja - det er først det verdslige - lad os se, så ska' der lige ændres lidt - så - definitionen må lyde: en kultur er verdslig, hvis det enten er sådan at menneskene blot stræber efter elementære værdier, eller også, hvis der skulle være højere værdier, så er der to muligheder - hvis værdierne er fælles, så er der ikke noget åndeligt i dem - så er det sådan noget med idealer der kan sikre at samfundet er på et højt teknologisk stadium eller er en militær eller økonomisk magt - og hvis der er noget åndeligt i værdierne, så er de ikke fælles, så betragtes de som noget privat.

   — Ja - ja det er virkelig fornemt - den definition rammer det helt væsentlige: den manglende fælles åndelige dimension.

   — Ja, og så er der det religiøse - det er rigtigt at det er lidt sværere at definere - definitionen kommer til at bestå af to dele - første del lyder: kulturen skal være rimelig velafgrænset, begrænset og integreret.

   — Det lyder helt matematisk.

   — Det er småting i forhold til hvad matematikere må kapere - de tre krav, velafgrænset og begrænset og integreret, siger næsten det samme, men jeg mener at de skal med alle tre - at en kultur er velafgrænset vil sige, at folk har en klar forestilling om hvad der hører med til deres kultur og hvad der ikke gør - for eksempel hører "De Sataniske Vers" ikke med til den islamiske kultur.

   — Neeej haha - men når du her taler om kultur, så er det den officielle kultur du mener - for i ethvert samfund vil der være forskellige ikke-officielle subkulturer, men dem beskæftiger man sig ikke officielt med.

   — Øh ja - og en kultur er begrænset, når det enkelte menneske i løbet af sin opvækst kan møde alle kulturens sider - når man før i tiden havde fået en studentereksamen, så var der ikke nogen væsentlig side af kulturen som var ukendt for én.

   — Ja det er rigtigt - igen den officielle kultur, for i ethvert samfund hvor der overhovedet er større idealer, vil der altid være ting som ikke er i overensstemmelse med idealerne, men som alligevel kan være meget udbredte - de er der, men man taler ikke så meget om dem - ihvertfald ikke i de mere dannede kredse - og børn lærer ikke om dem i skolerne - det er ting som breder sig ad andre kanaler - det er dels ting som ikke er almindeligt udbredte og accepterede, og så er det det man i gamle dage kaldte den folkelige kultur - og det er en god betegnelse - idag er ordet folkelig vist blevet meningsløst - de verdslige kender jo ikke til nogen lagdeling af kulturen - al deres kultur er folkelig - og det der ikke er folkeligt, er der kun fordi det er nyttigt - videnskab for eksempel - kedeligt men nyttigt - i en religiøs kultur har den folkelige kultur sin plads - men det ikke-officielle kan også være ting der gør krav på at blive betragtet som lødige, men som er i strid med den gode tone eller med traditionerne - og det er ikke sjældent, at det er fra den kant at fornyelsen i den officielle kultur kommer - men normalt kommer fornyelsen fra den officielle kultur selv - vi talte om det i forgårs - Schönberg og Cantor - eller også fra fremmede kulturer.

   — Jo, men Schönberg og Cantors ting, de var jo forkastede til at begynde med - og Schönberg og Cantor hånede sådan set de hellige ting.

   — Ja, men de havde da gjort alt hvad de kunne for at tilegne sig kulturarven, inden de vovede at gribe ind i den - at deres opfindsomhed måtte ses kritisk an, førend det kunne afgøres om den er lykken, det kan ikke være anderledes - de officielle ting er jo per definition de hellige ting, og det at være hellig, er jo normalt ikke noget en ting er fra begyndelsen, det er noget den bliver - og der skal som regel en lang tid og en hård kamp til - folk er dovne og reaktionære.

   — De er da ikke reaktionære - da ikke mere - du siger at folk nutildags hungrer efter forandring.

   — Ja, de skøjter henover overfladen, men de undgår enhver bevægelsesretning der yder den mindste modstand - også selvom de skulle fornemme at de kunne finde rigdomme i den retning - det er det jeg forstår ved at være reaktionær.

   — Joh.

   — Men for at vende tilbage til dit krav, så kan man udtrykke det på den måde, at det enkelte menneske skal kende sin kultur - kulturen er ikke større end at menneskene føler at de tilhører den samme kultur - de har rimelig mange fælles ting - og der var et krav mere?

   — Ja, at en kultur har integritet betyder, at der er god overensstemmelse mellem de forskellige sider af kulturen - når man ser et maleri, kan man næsten høre for sig hvordan deres musik lyder.

   — Ja, det var noget jeg sagde engang - sådan var det når man går blot nogle få årtier tilbage - jeg kom til at tænke på det, efter at jeg havde været til en fernisering hvor jeg var faldet i snak med en af udstillerne - jeg beundrede hans billede, og jeg fortalte ham hvilken musik jeg forbandt med det - han slog en skrattende latter op - han kunne ikke lige huske hvilken musik han hørte da han lavede det billede, men det kunne have været heavy metal - jeg fandt bagefter ud af, at det var ham der havde malet alle billederne i lokalet - jeg havde ikke drømt om at de var lavet af én og samme person - han er virkelig et eksempel på vor tids udflydende menneske - det ville svare til at Per Nørgård også komponerede rock og techno og hvad det altsammen hedder - han ville sikkert gøre sig populær blandt de verdslige, men ikke nok med at den rytmiske musik han frembragte, ville være sørgelig tam i forhold til den de indfødte kan præstere, hans grænseoverskridende aktivitet ville skade hans klassiske virke - det der nemlig gør de store komponister store, især i vor tid hvor traditionen er svag, er at de ligefra begyndelsen har haft en god retningssans - hvor de så end har fået den fra - de arbejder indenfor et velafgrænset toneunivers, som kun langsomt ændrer sig med årene - men de tre betingelser du har nævnt, de var jo opfyldte i enhver befolkningskatagori før i tiden - ihvertfald set fra vor tids synsvinkel.

   — Ja, men det er ikke i de krav det religiøse ligger - det er i den anden halvdel af definitionen, og den lyder sådan: punkt et: der er værdier af højere og åndelig art som det er en officiel fordring til mennesket at det skal tage del i, og punkt to: den enkelte lever i høj grad for noget større, noget som står over ham selv.

   — Følger punkt to ikke af punkt et?

   — Nej, for hvis det er et ideal at man skal dyrke højere åndelige ting, men hvor den enkelte blot skal gøre det for sin private fornøjelses skyld, fordi man har indset at sådanne ting giver et rigere liv, så er den første betingelse opfyldt, men ikke den anden.

   — Øh ja.

   — Så er der jo ikke nogen højere mening med de højere ting - så kan man ikke sige at man i samfundet lever for noget større - og du siger jo, at hvis alle render rundt med nogen forestillinger om en gud, men hvor det er underordnet om der er nogen lighedspunkter mellem deres forestillinger, så er menneskenes liv ikke underlagt en bestemt højere instans.

   — Nej, det er rigtigt.

   — Og omvendt, hvis samfundet for eksempel er krigerisk, så er den anden betingelse opfyldt, men ikke den første - så lever den enkelte jo for noget som rangerer over ham selv, men man kan jo ikke ligefrem sige at kravene er af åndelig art.

   — Bestemt nej - men hvad med ordet "tradition", skal det ikke med?

   — Du siger selv at højere værdier forudsætter en solid tradition.

   — Ja det er rigtigt.

   — De verdslige har jo også masser af tradition - fodbold og popmusik er tradition så det basker.

   — Jah haha, lidt tradition må der være, ellers er verden helt umenneskelig - men burde man ikke have ordet "ansvarsfølelse" med?

   — Øh næh... det ligger jo netop i det med at man lever for noget som er større end én selv - og nu må du regne med, man er nødt til at formulere tingene på en særlig måde, hvis definitionen skal være helt generel - man kan for eksempel ikke specificere hvad det er, der står over den enkelte - for dig er det bestemte fagtraditioner - men for de traditionelle religiøse er det Gud - man er nødt til at udtrykke noget af det lidt vagt.

   — Ja, det er rigtigt - min definition ville nok have udelukket mange flere af dem der nutildags kalder sig religiøse - ja nok dem allesammen.

   — Haha.

   — Men for ikke at blive skældt altfor meget ud for at misbruge ordet religion, så er det nok klogt at være lidt large - jeg ville nok være tilbøjelig til at tage flere ord med - for eksempel at kravene til mennesket er store, men det ville måske være forkert - for børn og unge er fordringerne store, men for den voksne må det være tilladt at holde en lav profil.

   — Ja, og det er selvfølgelig også underforstået, at man ikke skal engagere sig i alle de højere værdier - man skal lære om dem i skolen, men man kan selvfølgelig kun fordybe sig på nogle få områder.

   — Ja, eller ikke på noget område - men man skal ihvertfald livet igennem bevare en kontakt med flere af områderne - foretage sig de hellige handlinger - hvad enten det er gudstjeneste eller det er konsummering af de kanoniserede kunstværker - det er klart - uden hellige handlinger, er der ingen religiøsitet - du smiler?

   — "Hellige handlinger" - tænk hvis far hørte det.

   — Han har da selv sine hellige handlinger - forskellen er bare, at hans hellige handlinger er komplet åndløse - men folk som ham behøver nu ikke at være helt afvisende overfor alle kravene i din definition - man kan godt forestille sig, at der er verdslige som delvis vil kunne tilslutte sig et krav om en vis form for begrænsethed - de kan mene at børn langsomt skal sluses ud i mangfoldigheden - men de vil betragte det som et problem der må løses af forældrene og skolen - de mener ikke at samfundet som helhed skal være begrænset - det er blevet en umulighed, vil de sige - og hvis de overhovedet tror på muligheden af et religiøst samfund, så er det ihvertfald ikke et sted de selv ville ønske at leve - så stort er problemet heller ikke - hvis de har en forståelse for nødvendigheden af en vis begrænsning, vil deres begrundelse kun være sådan noget med menneskets trivsel i elementær forstand - kulturværdiernes trivsel behøver de ikke at bekymre sig for, de har oceaner at tage af - og man savner jo ikke noget som man kun dunkelt aner eksistensen af - noget man forestiller sig kunne være der, hvis man skabte det rette klima - og det kan være andet end en egentlig højere kulturværdi - det kan være sådan noget som fædrelandskærlighed - vi kan godt forestille os den værdi, selvom vi aldrig rigtig har kendt den - det er især igennem et arrangement hvor man har sunget fædrelandssange, at man har kunnet opleve lidt fædrelandskærlighed - man savner det rigtigt at kunne mærke følelsen af fællesskab med alle andre, når dannebrog går tilvejrs og man synger "I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme" - de verdslige skulle jo egentlig kende til fædrelandskærlighed, de er jo i stort flertal og de føler vel et vist slægtskab, men det slægtskab er altfor diffust - deres værdier er altfor forskelligartede - landet er begrænset, men deres kultur er det ikke.

   — Næh.

   — Fædrelandskærlighed er nok for stedse blevet en umulighed, men mennesker der bekender sig til en bestemt kultur, kan have kærlighed til deres kultur - jeg kalder det kulturkærlighed - men en forudsætning for at man kan have kærlighed til noget, er selvfølgelig at det eksisterer - altså at det er veldefineret - den verdslige kultur eksisterer ikke - de verdslige lever jo ikke i nogen særlig kultur, de lever i verden - i en religiøs kultur derimod, skulle der meget gerne være en udbredt kulturkærlighed - kulturkærlighed er en værdi som enhver religiøstsindet vil prioritere højt.

   — Ja.

   — Det nærmeste de verdslige kan komme til kulturkærlighed, er det de kan opleve af velvære i foreningslivet - her er de sammen med mennesker som de deler en interesse med, men de har næppe mere end den interesse tilfælles - ja en væsentlig del af foreningernes betydning, ligger måske i at de giver folk mulighed for at være på et sted hvor de kan finde bare lidt slægtskab - i en religiøs kultur har alle så meget tilfælles at de kan have kærlighed til det folk de bekender sig til - en ubetinget forudsætning for kulturkærlighed, er at der hersker et rimeligt ensartet sindelag - en rimelig ensartet atmosfære.

   — Er det ikke det samme som det Karin og Stig kalder "aura"?

   — Nej, aura er noget det enkelte menneske kan have - og det ord klinger lidt for nyreligiøst i mine ører - jeg taler om den atmosfære der er over selve folket - man kalder det også "folkekarakteren" - Ingemann kaldte det "folkeånden".

   — Ja, men strengt taget kan sindelaget jo godt være yderst énsartet i et verdsligt samfund - et verdsligt samfund kan da godt kan være yderst begrænset - alle de totalt åndsforladte diktaturstater der har været, de må jo kaldes både verdslige og begrænsede.

   — Ja det er rigtigt - de er ihvertfald begrænsede på overfladen - i en sådan stat kan der ikke være kulturkærlighed fordi atmosfæren er forpestet, og i de demokratiske stater kan der ikke være kulturkærlighed fordi atmosfæren er for diffus og åndløs - den vestlige kultur er, som vi talte om, ved at brede sig til hele verden - og det vestlige har fjernet sig fra det europæiske og nærmet sig til det amerikanske - endestationen for udviklingen er det man for tiden kalder "den globale landsby" - jeg véd ikke hvad folk forestiller sig når de taler om den globale landsby, men det må vel være noget med at hele menneskeheden færdes frit og ubesværet imellem hinanden - og hvor de ting der skiller mennesker, ikke fører til nogen større konflikter - hele verden skal være ét kæmpemæssigt verdsligt samfund.

   — Ja, men man kan da godt forestille sig, at verden var et kæmpemæssigt religiøst samfund - kan man ikke?

   — Nej, det kan man ikke forestille sig - i en så stor menneskemasse kan der ikke herske et sindelag, der på én gang er så énsartet og så åndeligt som det kræves i et religiøst samfund - og det ville da også være forfærdeligt hvis det blev tilfældet, for så var alle de ydre fjender jo væk, så var der kun kulturens indre fjender at kæmpe imod - altså de syndere som der altid vil være - og så var vi nede på det niveau af skænderier, som de verdslige allerede nu er nede på - for tiden er det jo sådan noget med kvadratmeter per tryne i svinestalde og børnehaver.

   — Haha.

   — Og på længere sigt er det klassifikation af de forskellige menneskelignende monstre der er fremavlet - og deres rettigheder.

   — Haha.

   — Men lad os nu prøve at se på, hvem der vil være for og hvem der vil være imod denne på én gang triste og festlige verden - det er klart, at alle hvis liv blot består af socialt samvær på en arbejdsplads og underholdning i fritiden, vil være for - men der er også mennesker der faktisk har sans for værdier af mere religiøs art, som kan tænkes at være for, nemlig dem der ikke bekymrer sig for udviklingen - for eksempel Bjarke Rubin og alle de andre hvis gøremål har en åndelig dimension, men ikke som føler sig truede af udviklingen, fordi de for tiden oplever en fremgang i deres beskæftigelse eller interesse eller religion, og derfor tror at det åndelige klima som betinger den, vil bestå i al evighed - øh jeg har vist fortalt dig at jeg af og til taler med en muslimsk kvinde.

   — Ja, Katjas mor - men hun er jo ærkedansker.

   — Ja, og det er garanteret noget med en indvandrer - Katjas far må være udlænding - Katjas mor har engang levet et syndigt liv med hor og feminisme og alkohol, men så prikkede Gud hende på skulderen og fik hende til at se at hun var på vildspor - jeg har fortalt hende om min bekymring for at mange kulturværdier forsvinder, og at udviklingen går imod den globale landsby - allerførst kunne hun godt se en uhygge i det perspektiv - hun sagde, at det muligvis kan være "en prøvelse Gud har iscenesat for at vi skal lære noget" - men da problemet var vendt og drejet lidt, ændrede hun mening - det er måske noget Gud har bestemt fordi det er til vores bedste - den globale landsby er da udmærket, et fremskridt - "hvad er der egentlig galt? - tænk, for første gang siden Gud indførte den babyloniske forvirring, kan alle mennesker igen tale sammen - det er da spændende - der er noget gammelt der går tabt og der er noget nyt der kommer til, er det så forfærdeligt?" - jeg regner med at hendes liv kun består af hendes lønarbejde og hendes bønner og læsen i Koranen, og så hendes konsummering af den pænere del af underholdningen - og hvis det er tilfældet, så kan hun ikke have noget imod den globale landsby - de helt elementære menneskelige forhold er jo ikke i nogen særlig grad knyttet til en bestemt kulturtradition - en film eller en roman om forelskelse eller krig kan sælges i hele verden - hun har altså ikke sans for nogen højere kulturværdier, når hun selv skal sige det - men lidt sans har hun da - islam må da kaldes en højere kulturværdi - men for hende er islam selvfølgelig hævet over vores kulturforestillinger - religion er for hende et anliggende mellem det enkelte menneske og Gud - et spørgsmål om at udlevere sig til sandheden.

   — Javel.

   — Og at udlevere sig til sandheden er et spørgsmål om mod - det kræver et kæmpe mod - hele din fortid vil styrte i grus! - men vover du pelsen, vil dit liv blive fyldt af Guds uendelige kærlighed.

   — Det var ikke så lidt.

   — Ja, og når man hører hende fortælle om sit liv, så er man ikke i tvivl om at der virkelig er noget stort - du og jeg, vi er også mennesker der mener at der er noget stort i vores liv, og vores værdier har det tilfælles med hendes, at de har tyngde i kraft af deres alder - men hendes værdier har mere tyngde end vores, må vi nok se i øjnene - ikke fordi de er ældre, men fordi de er meget mere udbredte - en milliard sjæle, siger hun - og mens hendes kultur er i eksplosiv fremgang, så er vores i eksplosiv tilbagegang - men den vigtigste grund til at vi må indrømme hende en førerstilling, er selvfølgelig at hendes værdier er Guds værk, vores er bare menneskets værk.

   — Ja, men hun læser jo kun i én bog - og beder de samme bønner - det må da være en trist.

   — Trist, siger du - du må møde hende endag, så tager du det ord i dig igen - næh Niels-Henrik, her står vi overfor et menneske, hvis liv på alle områder er større end vores.

   — Men det er jo det samme med Karin og Stig, de er også hævede over andre, de er på et højere inkarnationsniveau.

   — Ja, men Karin og Stigs verden er ligesom din og min verden en minoritetsverden - Karin og Stig har ikke hendes hovmod - der er en størrelse i deres liv, som denne kvinde ikke kender til: tvivlen - hører tvivlen egentlig ikke med til troen? - at folk påstår, at der findes sandheder som gælder alle, men som ikke alle har del i, det er måske en tro man kan gå med til at acceptere, men bør vi ikke fordømme enhver som erklærer, at han kender den endegyldige sandhed? - når man taler med Katjas mor, så er der ikke bare tale om at man får påpeget nogle mindre vildfarelser - næh her er det hele éns liv der hviler på et falskt grundlag - jeg har prøvet at pippe lidt, men man står og føler sig som en skoleelev foran en lærer der koncentreret lytter for huske alt det der skal korrigeres - jeg fortalte, at for mig er religion meget mere end nogle elementære bud og fordringer - religion er de ting vi skal værne om - vores ædleste kulturværdier - blandt andet vores sprog - hun lyttede med et overbærende smil - et kommunikationsredskab har da ikke noget med religion at gøre - næh, der er ikke noget helligt udenfor islam.

   — Og for dig er der ikke noget helligt i islam.

   — Ja, islam er ligegodt for tæt på Gud til at kunne være noget helligt.

   — Haha - men for hende vil verden altså ende som en global islamisk landsby?

   — Nej, islam vil forsvinde.

   — Forsvinde!? - sagde hun ikke at islam er i fremgang?

   — Hvor verden bevæger sig hen, det véd kun Gud! - næste gang jeg mødte hende ville islam forsvinde - mennesket vil mere og mere vende ryggen til Gud.

   — Det er dig der har gjort hende ked af det.

   — Ja, og vi vil blive straffet alle til hobe.

   — Siger hun det?

   — Hun siger ikke at jeg vil blive straffet, men hun tror på en højere udlignende retfærdighed - hun vil blive belønnet, fordi hun har åbnet sig for sandheden og ikke lader sig lokke bort fra den - jeg tror ikke på hendes form for belønning og straf, af den grund at den højere instans som jeg er lydig overfor, er af en ganske anden beskaffenhed end hendes - den er måske på et lavere niveau end hendes, men den er på et højere niveau end de verdsliges højere instans - derfor er min form for belønning og straf af en højere art end den verdslige belønning og straf.

   — Hvordan er din form?

   — I den verdslige verden er mekanismen i belønning og straf helt elementær: flid belønnes og dovenskab straffes - de har forskellige belønnings- og straffeordninger - deres ordninger er ikke ligeså iøjenfaldende som de er i de kommunistiske lande - det er ikke sådan noget med fotografier af de flittige medarbejdere hængt op i vestibulen - det foregår stille og roligt ved forfremmelse eller forbigåelse - men på samme måde som i de kommunistiske lande, er det ganske bestemte og håndgribelige gerninger man skal udføre - og hvad det er, det véd folk præcist, for det har de lært i skolen - og hvad det er de har lært i skolen, det kommer an på hvad samfundet lægger vægt på - i det krigeriske samfund er det soldaterfærdigheder - i det kommunistiske samfund er det arbejdsdisciplin - i vores samfund er det nyttig viden og gode samarbejdsevner - i det religiøse samfund har det ikke så meget med flid at gøre - ja faktisk kan du få en medalje for ingenting at lave.

   — Nå! - hvordan?

   — Ved at du lever et forbilledligt liv - lidt skal du selvfølgelig lave, men det er ikke din ihærdighed der er det afgørende, det er dit sindelag - hvis du på en fredsommelig, men dog på en alvorlig måde, tilegner dig din matematik, og hvis du også har andre gode interesser, så kan du sige at du lever op til fordringerne - man ser selvfølgelig helst, at du tager del i det der er af fællesskab indenfor de forskellige interesserer du har - og du skal selvfølgelig udføre den andel af produktionen som din levestandard fordrer, og du bør så vidt muligt medvirke til fremskridt i produktionen - i dit tilfælde kunne det for eksempel ske ved at du engang imellem laver et computerprogram som kan noget der spørges efter - eller noget der ikke spørges efter, som du siger.

   — Ja.

   — Men i et religiøst samfund er det ikke erhvervsarbejdet du først og fremmest vurderes efter - du vurderes efter dit forhold til de religiøse fordringer, og lever du op til fordringerne, så består belønningen i den glæde du har af dine forskellige interesser, og i at du kan sige til dig selv at du viderefører en fagtradition på en god måde - det giver en tilfredsstillelse som de verdslige slet ikke kender til - jeg har altid følt, at jeg får en belønning i den forstand at der er mennesker både nu og i fremtiden der... lad os sige: retter varme og taknemlige tanker imod mig.

   — For dine artikler?

   — Ja, men de kan da også takke mig selvom jeg ikke har efterladt mig noget som helst - selvom de ikke aner noget om min eksistens.

   — Det ka' de da ikke.

   — Jo, jeg tænker tit på alle de mennesker som jeg betragter som mine forgængere - det er dem der i tidens løb har bekendt sig til min kultur - dem der har skabt og opretholdt den - kulturens skabere er ikke bare dem som har efterladt sig håndgribelige skaberværker - forfatterne og komponisterne - det er da også alle de mennesker som har været de egentlige bærere af traditionen - dem som, uden at tænke over det, tog tingene til sig og gav dem videre - har du det ikke også sådan? - sådanne varme følelser overfor alle dem der har beskæftiget sig med matematik? - ikke bare de matematikere du læser om, men også alle de ukendte der sad og nørklede med matematiske problemer?

   — Joh.

   — Jeg tror ikke at verdslige tænker i den slags baner - de tænker højst på sådan noget med at være populære og nyttige i helt elementær forstand - de skal måles med samtidens målestok, ikke med evighedens - de drømmer selvfølgelig om at blive husket, men de véd godt at de ikke vil blive det - i værste fald vil man i fremtiden slet ikke forstå deres indsats, i bedste fald vil man bare notere sig den - sige at den var et skridt på vejen - nåmen lad os se hvem der ellers kan tænkes at være for den totale verdslighed - hvad med de unge? - det må du vide - hvad mener dine jævnaldrende om den globale landsby?

   — De lever jo allerede i den.

   — Ja, for dem er den vel en realitet - men hvad nu med ham dér Grisehovedet? - han kalder de andre "useriøse" - de mangler sans for... ja hvad mangler de sans for?

   — Højere kulturværdier!

   — Ja gu've' hvad han ville sige til det begreb - hvis man sagde til ham at han mangler sans for højere kulturværdier, ville han måske være ligeglad - han forbinder sikkert den slags med min kulturtradition, hvis han altså kender noget til den, men man kan godt forestille sig at han var blevet rasende, nemlig hvis han mener, at når man bare har en stærk og særegen sanselig oplevelse, så er der straks tale om en højere kulturværdi.

   — Så ville Mads' computerspil høre ind under de højere kulturværdier.

   — Ja, og siden Grisehovedet betragter sin musik som hævet over den de fleste hører - siden hans musik er af højeste kvalitet - så betragter han nok enhver ting af høj kvalitet som en højere kulturværdi.

   — Jamen? - højere kulturværdi og høj kvalitet, det hænger da sammen.

   — Ved Gud i himlen nej! - jamen kære Niels-Henrik, verden er ved at drukne i høj kvalitet - flere og flere mennesker bliver dygtigere og dygtigere: reklamefolkene, studieværterne, computereksperterne.

   — Mener du virkelig det?

   — Jeg har ikke forstand på det, men lad os antage at de er dygtige, så er en talentfuld popmusiker da ikke hævet over en talentløs partiturkomponist.

   — Øh næh...

   — Niels-Henrik, om dit arbejde med Goldbachs formodning er ude på et sidespor, eller om det vil bære frugt, er ikke det afgørende - jeg beundrer dig lige meget - og jeg beundrer dig tusind gange mere end jeg beundrer din far - som jeg lige har sagt, så er det afgørende ikke om man er særlig dygtig eller heldig - man er ikke en bedre kristen fordi man kan Bibelen udenad - du beundres for om du tilegner dig og viderefører din fagtradition på en smuk måde - om du er et godt eksempel - den verdslige matematiker derimod, han sidder i sit universitetskontor og får løn for at gøre matematikken større - da du første gang så biblioteket på Matematisk Institut, var du chokeret over dets størrelse - du regnede ud at der er... ja hvormange hyldemeter var det?

   — 800 - og et kæmpe arkiv i kælderen.

   — Og hver eneste bog er om videregående matematik, sagde du - sig mig, ville matematikken være rigere hvis det bibliotek havde været dobbelt så stort? - eller hvis afhandlingerne havde været større mesterværker? - nej - matematikken er rig, når den er så stor og mangfoldig at mennesker et helt liv igennem kan fordybe sig i en af dens discipliner, og når "den matematiske adfærd" er i god samklang med samfundets idealer - matematikken skal være et interesseområde man kan anspore unge til at vælge, fordi det leder menneskets virketrang i en god retning - men det er klart, du beundres i særlig grad, hvis du også giver bidrag til at holde din fagtradition levende - Niels-Henrik, hvis det nu lykkes for dig at bevise Goldbachs formodning og hvis dit bevis er et ordinært matematisk bevis, så har det ikke ændret meget ved matematikken - og det er også udmærket, du har haft en god beskæftigelse og en masse mennesker vil kaste sig over dit bevis - jeg vil råde dig til at skrive en afhandling hvor du har gjort alt for at fremstillingen er elegant - øh du sagde, at der var en af dem der deltog i debatten i det amerikanske tidsskrift der foreslog, at enhver matematisk afhandling forsynes med et symbol - en vugge eller et kors.

   — Ja, en vugge med en baby i, hvis der er tale om "levende matematik", altså hvis teorien endnu ikke er fuldt udarbejdet - og et kors for "kirkegårdsmatematik", hvis teorien er helt færdig.

   — Du kan altså vælge mellem en baby og en mindre anerkendelse og et kors og en stor anerkendelse?

   — Ja.

   — Jeg vil foreslå at der er et symbol mere, nemlig hvis afhandlingen i særlig grad har bidraget til at holde selve matematikken levende - hvis teorien har fået stor betydning eller hvis den har bragt en ny og overraskende problemstilling på bane, istedet for bare at aflive et problem - i din stil om realisme og anti-realisme skrev du, at hvis Goldbachs formodning ikke kan bevises, så kan det måske heller ikke bevises.

   — Nu vrøvler du - at en matematisk påstand er sand betyder at den kan bevises.

   — Skrev du ikke, at der er udsagn som er sande men som ikke kan bevises?

   — Det kan jeg ikke forestille mig - at et matematisk udsagn er sandt, betyder per definition at det kan bevises - jeg skrev at Goldbachs formodning er sand i realistisk forstand, og at selv en anti-realist vil betragte den som sand, fordi han godtager, at computerundersøgelser i al evighed vil bekræfte den - men at sige at det er sandt at Goldbachs formodning ikke kan bevises, hvis man ikke har bevist det, det er nonsens - der kan kun være tale om tro - jo forresten! - vent lige lidt - jo, du har ret! - jeg skrev vist, at Gödel havde fundet et udsagn som er sandt men som ikke kan bevises - men grunden til at han kaldte udsagnet sandt, var at det er sandt i realistisk forstand - ligesom Goldbachs formodning - Gödel havde konstrueret et udsagn U som indeholder et variabelt naturligt tal n og som er sandt for ethvert n - men deraf følger ikke nødvendigvis, at U er sandt for helheden af alle n-erne - altså U er sandt for ethvert n, men U behøver ikke at være sandt for alle n.

   — Det forstår jeg ikke - du siger, at for ethvert n er U sandt, men det er ikke nødvendigvis sandt at U er sandt for alle n.

   — Ja, det er faktisk forskellige ting - det sidste medfører det første, men det første medfører ikke det sidste - men det er svært at forklare.

   — Jeg ville have mareridt hvis jeg studerede det fag.

   — Øh det har noget at gøre med, at hvis man har et bevis for U der gælder for alle n, så har man for ethvert n et bevis for at U er sandt for n, og alle de beviser vil være énsartede - men hvis vi forestiller os, at vi for ethvert n har et bevis for at U er sandt for n, så er det jo ikke sikkert at der udfra alle de uendelig mange beviser kan uddrages et ensartet bevis - altså et endeligt bevis der gælder for alle n - et bevis skal jo være endeligt, det er heri det ligger.

   — Ja, det ka' jeg godt se.

   — Og det gælder også, at hvis negationen af Goldbachs formodning ikke kan bevises - altså den påstand at der findes et lige tal som ikke er summen af to primtal - hvis den påstand ikke kan bevises, så vil ethvert lige tal være summen af to primtal, og det er jo Goldbachs formodning - men det argument ville ikke blive regnet for et bevis for Goldbachs formodning - at bevise Goldbachs formodning vil sige, at finde et ensartet bevis for at ethvert lige tal er summen af to primtal - et endeligt bevis.

   — Javel - det er både forståeligt og uforståeligt - du fortalte noget andet besynderligt engang - noget med en tennisbold og jordkloden.

   — Ja, Banach-Tarskis paradoks - det er fra 1924 - hvis man har en kugle på størrelse med en tennisbold, så kan den skæres i stykker - endelig mange - og samles igen på en ny måde så det igen bliver til en kugle, men nu er kuglen ligeså stor som jordkloden - og der er altså ikke tale om at man udvider delene, man bytter kun rundt på dem - det kan selvfølgelig ikke gøres i virkeligheden, for delene vil være mængder der er det man kalder ikke-målelige - men mængderne eksisterer - i matematikkens verden er sætningen en realitet - den kan bevises.

   — Men Goldbachs formodning som ethvert barn kan forstå, den er ikke en realitet - en virkelig sær verden må man sige - og så er der fraktalerne som har kastet lys over naturens lovmæssigheder, og som fængsler ved deres besynderlige udseende - det er alle den slags ting der har beriget matematikken - se, hvis du kunne skabe en sådan teori, men på en måde som er i smuk forening med den matematiske tradition, for du har sagt, at i matematikken kan alt lade sig gøre hvis man bryder med reglerne - fysikernes heuristiske beviser og mit bevis for Goldbachs formodning, dem betragter du som sørgelige tegn på degeneration.

   — Øh det dér Banach-Tarskis paradoks, det betragtede man til at begynde med som et sørgeligt tegn på degeneration - det strider jo imod al fornuft - det bygger på det ene af de to tillægsaksiomer jeg talte om - udvalgsaksiomet - og det aksiom var der kæmpe skænderier om ved århundredeskiftet.

   — Hvad er det det siger?

   — Det siger, at hvis man har en mængde af mængder, så findes en funktion som til enhver af mængderne knytter et element i mængden - altså hvis man har en mængde af mængder, så kan man udvælge et element i hver af mængderne.

   — Ja - ja selvfølgelig.

   — Det er aldeles ikke en selvfølge - ikke hvis der er uendelig mange mængder - aksiomet siger jo bare at der findes en sådan funktion, det siger ikke noget om hvordan den ser ud - den konstrueres ikke, den postuleres kun - den gribes ud af den blå luft - og det er højst betænkeligt, hvis der er uendelig mange mængder.

   — Øh ja - det er det vel - men hvorfor skal aksiomet være der?

   — Det sneg sig ind uden at nogen opdagede det - du sagde jo lige selv at det er en selvfølge, at hvis man har en mængde af mængder, så kan man vælge et element i hver af dem.

   — Ja, men hvad skal aksiomet være der for? - er det for at få absurde ting som Banach-Tarskis paradoks?

   — Nej, det er for at en masse sætninger kan formuleres mere elegant - hvis man for eksempel har en reel funktion f(x), så gælder, at hvis f(x) er kontinuert for x=a, så vil det for enhver talfølge der konvergerer imod a, gælde at de tilsvarende funktionsværdier konvergerer imod f(a) - det er let at vise - men man vil gerne have at det omvendte også gælder, og det forudsætter udvalgsaksiomet.

   — Ja, den sætning kan jeg godt huske - og...

   — Og hvis du kigger i din lærebog, så står der ikke et ord om udvalgsaksiomet - det bruges bare - forfatteren har slet ikke tænkt på at princippet er problematisk.

   — Næh, men sætningen virker da meget fornuftig - jeg kan forstå, at for at få sådanne fornuftige sætninger, så må man tage nogle absurde sætninger med i købet?

   — Ja nemlig - men ved århundredeskiftet var der kæmpe skænderier om, om aksiomet skulle med eller ej - man vidste at det kan føre til hårrejsende ting - hvis man for eksempel har en helt vilkårlig mængde - uanset hvor stor den er - så kan alle dens elementer opstilles på rad og række - altså ét element er det første, et andet er det næste, et tredie er det næste igen, og så videre i al evighed - men hvad nu hvis mængden har større mægtighed end mængden af de naturlige tal? - så vil rækken jo fortsætte ud forbi uendelig! - galskab, var der nogen der sagde - tag de reelle tal - dem opfatter vi jo som noget kontinuert, men de kan altså ikke destomindre opstilles på rad og række! - og rækken vil fortsætte uendelig mange gange udover det uendelige! - galskab.

   — Ja, det lyder sådan - men det forsvarer du?

   — Ja, for udvalgsaksiomet kan ikke føre til nogen logisk modsigelse - det kan man faktisk bevise - og det er det der er det afgørende.

   — Jeg synes da ellers at dine sætninger strider imod al logik.

   — Nej, de strider kun imod vores fatteevne - at den er begrænset, kan matematikerne virkelig ikke tage sig af.

   — Skal matematikernes ting og sager ikke være i overensstemmelse med menneskets fatteevne?

   — Jo, men der må være en grænse.

   — En grænse der ligger uendelig langt væk!

   — Ja, der er meget der er uendeligt i matematikken - dengang var der nogen der gik til den helt modsatte yderlighed - de forkastede alt det uendelige - de benægtede at en mængde kan være uendelig - altså ligesom grækerne jo gjorde - de mente, at en mængde aldrig kan være andet end endelig - man kan tale om at den fortsat kan udvides, men den kan ikke være uendelig - noget kan være potentielt uendeligt, men der er ikke noget som kan være aktuelt uendeligt.

   — Ja, du har fortalt om det - hvad var det de kaldte sig?

   — Intuitionisterne - og de mente også, at en forudsætning for at en genstand i matematikken eksisterer, er at man har konstrueret den - altså ved hjælp af en helt håndgribelig procedure - de anerkendte ikke nogen form for postulering - hvor man altså bare skal sikre sig, at postuleringen ikke kan give anledning til en modstrid - og de forkastede også princippet om "det udelukkede tredie" - det er det princip der siger, at et udsagn enten er sandt eller falskt, der er ikke nogen tredie mulighed - men for intuitionisterne var der en tredie mulighed - hvis man for eksempel har et reelt tal a, så behøver det ikke enten at være rationalt eller irrationalt - a er rationalt, altså en brøk, når man har bevist det ved en helt jordnær procedure, og a er irrationalt, når man har bevist at det fører til en modstrid hvis man antager at a er rationalt - men hvis nu ingen af beviserne findes, ja så er tallet a hverken rationalt eller irrationalt!

   — Jo, men du siger at tallet a kun eksisterer når det er konstrueret, så må man da vide om det er rationalt eller irrationalt.

   — Vrøvl - tag for eksempel tallet √2 opløftet til √2-te potens - det er jo konstrueret, men jeg tror ikke at man den dag idag véd om det er rationalt eller irrationalt.

   — Nå - det var da mærkeligt - men ifølge intuitionisterne kan det være, at det ikke er nogen af delene?

   — Ja - øh ja.

   — Og ifølge den traditionelle matematik er det en selvfølge, at tallet enten er rationalt eller irrationalt?

   — Ja - øh nej - det kan jo være, at der ikke findes noget bevis for at tallet er rationalt, og heller ikke for det modsatte.

   — Jamen så er tallet jo hverken rationalt eller irrationalt?

   — Ja - øh nej - det har noget at gøre med, at man i matematikken har to forskellige verdener - en strengt eksakt og en mere intuitiv - men det er umuligt at forklare.

   — Er det ikke alt det Gerts bog handler om? - det er dér du har det fra?

   — Jo.

   — Har du læst det hele?

   — Ja - øh ja.

   — Men det er svært?

   — Næh - overhovedet ikke - øh der er to verdener - den ene er en rent formal verden - det er en helt eksakt teori, hvor der er nogle tegn og nogle regler for hvordan de kan sammensættes - og man sammensætter tegnene dels til noget der hedder termer og dels til udsagn - en term svarer til en genstand i matematikken, for eksempel et tal eller en mængde - og et udsagn svarer til en påstand - og så består den formale teori af en række aksiomer - det er de udsagn som man på forhånd har vedtaget er sande - og så er der nogle bevisregler - altså regler for hvordan man udfra sande udsagn kan danne nye sande udsagn - i den formale teori er sandhedsbegrebet beviselighed udfra aksiomerne - hvis et udsagn kan bevises, kaldes det et teorem - og her kan det ske at tallet √2 opløftet til √2-te potens hverken er rationalt eller irrationalt, nemlig hvis hverken det ene eller det andet kan bevises.

   — Ja.

   — Men så er der også en anden verden, og den er mere intuitiv - det er en fortolkning af den formale teori - altså matematikerens forestilling om teorien - og den kaldes en model for teorien - den består af universet af de genstande som teorien handler om - hvis den formale teori er aritmetikken, altså teorien for de naturlige tal, så er modellen de naturlige tal som vi forestiller os dem, og de regler der gælder for dem - og hvis den formale teori er mængdelæren, så består modellens univers af alle tænkelige mængder og deres elementer - altså som vi forestiller os mængder og elementer.

   — Ja.

   — Og en model skal selvfølgelig opfylde den betingelse, at der til enhver term i den formale teori svarer en genstand i modellen - dens fortolkning - og tilsvarende med udsagn - og det skal selvfølgelig også gælde, at når et udsagn er sandt i teorien, altså kan bevises, så er det også sandt i modellen - i modellen er sandhedsbegrebet vores sædvanlige opfattelse af sandhed - altså noget er sandt, når det er en kendsgerning - så i modellen gælder udelukkelses-princippet: et udsagn er altid enten sandt eller falskt - men der er det ved det, at når man har en given formal teori, så kan den godt have flere forskellige modeller - ja normalt er der uendelig mange modeller - men det tænker matematikeren ikke på, han forestiller sig at han befinder sig indenfor en bestemt model, han specificerer den ikke nøjere.

   — Nå - du siger ellers at matematikken er det mest eksakte af alle fag.

   — Ja, det er det også, for det der er det afgørende, er den formale teori - og det er kun det formale, matematikeren skriver ned på papiret - modellen er det han ser for sig når han arbejder, hans tågede forestillinger, men de bliver inde i hans hoved.

   — Javel.

   — Mængdelæren - altså den formale teori "mængdelæren" - den har uendelig mange modeller, og de kan være vidt forskellige - ja der findes modeller for mængdelæren hvor hele modellens univers - altså alle dens mængder og alle deres elementer - altsammen tilsammen - det udgør kun en numerabel mængde! - i en sådan model er der altså ikke flere reelle tal end der er naturlige tal!

   — Jamen? - du viste mig engang hvordan man beviser at der er strengt flere reelle tal end der er naturlige tal.

   — Ja, rigtigt, men det bevis gælder kun i den formale teori - i en model kan der godt være en korrespondance mellem de naturlige tal og de reelle tal, men den korrespondance tilhører ikke den formale teori, den er meta-matematisk - den foregår i det sprog teorien formuleres i, og ikke i det formale sprog - det er det samme med de beskrivelige tal - ethvert eksisterende reelt tal kan beskrives, for hvis det ikke kunne beskrives, så eksisterede det jo ikke - og en beskrivelse kan formuleres i et eller andet sprog, og beskrivelserne kan ordnes efter et eller andet leksikografisk princip - beskrivelserne kan altså opstilles på rad og række - ergo eksisterer der kun tællelig mange reelle tal, men for det første er den opstilling meta-matematisk og for det andet kan den ikke fuldføres - på samme måde som et leksikon aldrig vil kunne fuldføres - man kan jo hele tiden indføre et nyt ord - den bijektive afbildning mellem de naturlige tal og de reelle tal både findes og ikke-findes.

   — Javel.

   — Men i den formale teori findes der ikke nogen bijektiv afbildning mellem de naturlige tal og de reelle tal - det er det Cantor beviste - og det betyder at de reelle tal har større mægtighed end de naturlige tal, og det betyder at der er reelle tal som ikke er beskrivelige - der er altså reelle tal som ikke eksisterer.

   — Det forstår jeg ikke.

   — Jo, for de eksisterer kun som variable - de er ikke konkrete.

   — Javel.

   — Og der er også modeller for mængdelæren, hvor mængderne er langt mere omfangsrige end vores almindelige forestilling om mængder - for enhver formal teori har gerne noget man kalder ikke-standard modeller - og der er ikke-standard modeller for mængdelæren hvor mængderne kan have infinitesimale elementer - for eksempel er der infinitesimale reelle tal - tal som er uendelig små uden at være nul - og det betyder, at de symbolske tal dx og dy i differential- og integralregningen, og som man jo opfatter som uendelig små tal, de eksisterer i virkeligheden! - i 1600-tallet kritiserede man Newton og Leibniz for at de ikke kunne svare på om deres infinitesimale tal har en størrelse eller ikke nogen størrelse - men nu kan man definere dem helt eksakt - nu har Newton og Leibniz fået æresoprejsning!

   — Ja - øh ja.

   — Ja - men alt sådan noget forstår den almindelige matematiker ikke et muk af.

   — Næh, det kan jeg godt forstå.

   — Ja, det er noget man må sætte sig ind i - men som sagt, når man har et udsagn der kan bevises, så vil det være sandt i enhver model - men det omvendte gælder også - det beviste Gödel - at hvis et formalt udsagn er sandt i enhver model, så er det også sandt i den formale teori - så findes et bevis altså, så er udsagnet et teorem - og det kan man også udtrykke på den måde, at hvis man har et udsagn som ikke kan bevises, så findes der en model hvor udsagnet er falskt - så hvis udsagnet hverken kan bevises eller modbevises, så findes der en model hvor udsagnet er sandt og en anden model hvor udsagnet er falskt.

   — Nå - kan udsagnet være sandt i én verden og falskt i en anden?

   — Ja, det er der ikke noget mærkeligt i - i den almindelige model for de naturlige tal er Goldbachs formodning sand, og hvis Goldbachs formodning ikke kan bevises, så findes der en model for de naturlige tal hvor Goldbachs formodning er falsk - og det er faktisk ved at konstruere en sådan model, at man ville bevise at Goldbachs formodning ikke kan bevises.

   — Ja - og i den model er der altså et lige tal som ikke er summen af to primtal?

   — Ja selvfølgelig - øh ja.

   — Kan man finde et sådant tal?

   — Jah... i princippet kan man vel - jo! - man har jo netop konstrueret modellen således at et bestemt lige tal ikke er summen af to primtal.

   — Ja, sådan må det vel være.

   — Men i den model er begrebet "naturligt tal" noget mere omfattende end de almindelige naturlige tal - det er en ikke-standard-model - man kan måske få den på den måde, at man indfører en konstant c i den formale teori, og vedtager at alle ulighederne "1 < c" og "2 < c" og "3 < c" og så videre i det uendelige, skal være aksiomer - så vil det til konstanten c svarende element i enhver model for den udvidede formale teori, være større end ethvert almindeligt naturligt tal - og også tallene c+1 og c+2 og så videre - og sådan set også tallene c-1 og c-2 og så videre - og tallene 2c og 3c og så videre - der er altså uendelig mange "naturlige tal" i modellen som er større end ethvert almindeligt naturligt tal - og det er et sådant naturligt tal som ikke er summen af to primtal - i modellen bliver primtallene selvfølgelig også noget mere omfattende end de almindelige primtal.

   — Ja, sådan noget finurligt må det vel være.

   — Men når det nu gælder tallet √2 opløftet i √2-te potens - lad os se - hvis vi antager at der ikke findes noget bevis for at det er rationalt eller irrationalt, så findes der en model for de reelle tal hvor det er rationalt og en anden model hvor det er irrationalt - i den første model er tallet en brøk, men tælleren og nævneren er ikke almindelige naturlige tal - og i den anden model kan tallet slet ikke skrives som en brøk - sådan må det være.

   — Ja - men hvis nu tallet er en brøk i alle modellerne, vil det så også være en brøk i virkeligheden?

   — Øh... jah... jo! - så vil det formale udsagn "√2 opløftet til √2-te potens er en brøk" jo være sandt i alle modellerne, og det betyder at det vil være et teorem i den formale teori, og det er jo definitionen på at √2 opløftet til √2-te potens kan bevises at være en brøk.

   — Men er tallet rationalt eller irrationalt? - hvad tror du? - hvor stort er det nogenlunde?

   — Det er vel lidt større end halvanden - omkring 1,6 - og det er selvfølgelig irrationalt - det er utænkeligt at det er en brøk - hvad skulle det være for en brøk?

   — Næh - men hvis det nu kan bevises, tror du så ikke at det samme bevis også gælder i den intuitionistiske matematik?

   — Nej - det er ikke engang sikkert at sagen kan afgøres - den intuitionistiske matematik er yderst besværlig...

   — Besværlig? - er det du lige har sagt ikke besværligt?

   — Nej, for det er ikke noget man i dagligdagen behøver at tænke over.

   — Næh, der har vi det - den formalistiske matematik har sejret, fordi man ikke behøver at lære alt det svære, og man kan på ingen tid ryste de mest horrible ting ud af ærmet - i den intuitionistiske matematik derimod, går man langsomt og besindigt tilværks - den intuitionistiske matematik er svær, fordi matematikken er svær - der er garanteret en masse teknikker der skal beherskes - den formalistiske matematik er en løsning på et filosofisk problem, og den lyder til at være en imponerende og interessant tankebygning - den har uden tvivl sin berettigelse, men den almindelige matematiker har ikke noget forhold til den, forstår jeg - han bekender sig officielt til den, men hans forestillinger er tågende - matematikeren betjener sig af nogle tænkemåder som er vældig elegante og dristige, og det kan han, fordi han véd de kan forsvares - men han har mistet jordforbindelsen - teorien har uden tvivl været et kæmpe fremskridt for grundlagsforskningen, men den har ført til en forarmelse af den almindelige matematik.

   — Sludder - den intuitionistiske kurs ville betyde at alt blev besværligere, og der ville være en masse ting som ikke kunne afgøres og ting som slet ikke eksisterede - matematikken ville blive fattigere.

   — Ja i udstrækning, men til gengæld ville den matematiske praksis blive rigere - hvad mener Gert om den sag?

   — Han vil nok være enig med dig - han forkaster den gamle intuitionisme, men han vil have at matematikken skal gøres besværligere - men det er i virkeligheden fordi han har brugt en masse tid på at sætte sig ind i grundlagsproblemerne, og så vil han have at den tid ikke er spildt.

   — Det er den da heller ikke, han har jo skrevet bogen.

   — Ja, men det er ikke sikkert den bliver udgivet - han mener at matematikernes ringe viden om grundlaget er katastrofal, men de forlag han har talt med indtil nu, de kan ikke se problemet.

   — Nå - siger han ikke at det er en bog som alle matematikerne og alle de matematikstuderende skal læse? - så sku' den da nok kunne sælges.

   — Nej, for det er ikke sikkert de retter sig efter hans ordre.

   — Haha.

   — Men det er ikke bare på de andre matematikeres vegne han skammer sig, det er også på sine egne vegne - for jeg spurgte, hvad der er hans eget udgangspunkt når han arbejder med sit speciale, og så måtte han brødebetynget indrømme, at det er det sædvanlige aksiomsystem - altså Zermelo-Fraenkels mængdelære - han føler at grundlaget er blevet for enkelt.

   — Det er jo det jeg siger.

   — Ja, men det er noget vrøvl - istedet for at gøre grundlaget mere indviklet, så sku' man hellere gøre sit speciale mere indviklet.

   — Haha - ja det ka' man selvfølgelig.

   — Det har noget at gøre med, at til at begynde med - ved århundredeskiftet - var de matematikere der udforskede grundlaget skræmt over en masse ting, og derfor handlede de overilet - for eksempel Russells kæmpemæssige system for at forhindre paradokser - og de troede at der skulle et kæmpe arbejde til for at afklare alt det der skal afklares - det ville sikkert tage mange årtier, og det kunne være, at meget matematik måtte ofres - Hilberts tre krav til matematikken skulle bevises - altså at matematikken er modsigelsesfri og komplet og kategorisk - modsigelsesfri betyder selvfølgelig, at der ikke er noget udsagn som både kan bevises og modbevises - og komplet betyder, at ethvert sandt udsagn kan bevises - og kategorisk betyder, at teorien er éntydig, altså at den kun har én model - og der gik tre årtier hvor man kæmpede forgæves, men så var det jo at Gödel beviste, at Hilberts tre krav slet ikke kan opfyldes - og så var det kæmpe arbejde der skulle udføres, pludselig væk.

   — Haha.

   — Men det havde også vist sig, at det er meget nemmere at undgå paradokser end nogen havde forestillet sig - så resultatet var, at det hele endte med at blive for enkelt - og det har i de sidste årtier ført til, at nogen vil have genindført noget af det gamle - typeinddeling og noget af den intuitionistiske tænkning - og den udvikling er Gert begejstret for - men jeg mener at det er snobberi - det er bare til for at demonstrere en dybere forståelse - det er ikke videre nyttigt.

   — Nå - hvad er det for noget gammelt? - intuitionistisk.

   — Dels at der er flere sandhedsværdier end "sand" og "falsk", og dels at der er en typeinddeling af genstandene - i lighed med Russells typeinddeling - men nu er det ikke mere for at forhindre paradokser, nu er det for at få et mere korrekt grundlag.

   — Det der fik Freges teori til at bryde sammen var at der var operationer som ikke må tillades - man må inddele tingene i typer - var det ikke sådan?

   — Jo - Russell mente ligesom Frege, at matematikken skal opfattes som hørende ind under logikken - man starter helt fra grunden med universet af alle genstande i verden, og så har man alle udsagn om genstande og alle udsagn om genstande og udsagn, og så videre - alle tænkelige kombinationer - så kan de naturlige tal defineres rent logisk - tallet 3 for eksempel, er mængden af alle mængder med 3 elementer - at en mængde har 3 elementer, vil altså sige at den tilhører tallet 3 - det var Frege der definerede tallene på den måde - men det Frege ikke havde set, det var, at når man definerer matematikkens genstande på den måde, så bliver de naturligt delt op i typer, så elementerne i en mængde får lavere type end selve mængden - det er mærkeligt, at en så skarpsindig tænker som Frege ikke havde tænk på sådan noget, for logiske paradokser har man jo kendt til lige siden oldtiden - for eksempel det med, at der i en lille by er én barber, og han baberer alle dem som ikke barberer sig selv, hvem barberer barberen?

   — Hvis han barberer sig selv, så barberer han ikke sig selv, og omvendt.

   — Ja, og det er det samme med den mængde som Russell forelagde Frege - det er "mængden af alle mængder som ikke indeholder sig selv som element" - hvis den mængde indeholder sig selv som element, så indeholder den ikke sig selv som element, og omvendt - efter Russells mening er det en forbudt mængde, fordi noget ikke kan være element i sig selv - et element har jo lavere type end det det er element i - det er klart at man ikke må kunne danne "mængden af alle mængder" - men det med typer er en overilet måde at løse problemet på, for man kan bare gøre det, at man giver de problematiske mængder et andet navn - man har kaldt dem klasser, og vedtaget at en klasse ikke kan være element i noget - man kan ikke danne "mængden af alle mængder", men man kan da udmærket danne "klassen af alle mængder" - men der kom en meget smartere måde til at forhindre paradokser - det var Zermelo der opdagede den i 1908 - han lokaliserede de operationer der er problematiske - dem der kan føre til paradokser - der er nogle måder at danne nye mængder på, som ikke kan føre til paradokser - for eksempel foreningsmængden af nogle givne mængder, og mængden af delmængder af en given mængde - og ved hjælp af de måder, kan man danne mængder af en svimlende størrelse - hvis man for eksempel starter med mængden af de naturlige tal - så kan man danne mængden af alle dens delmængder - den mængde har samme størrelsesorden som mængden af de reelle tal - og for den mængde kan man danne mængden af alle dens delmængder, så har man en ny mængde, og for den kan man danne mængden af alle dens delmængder - og det kan man fortsætte med i det uendelige - så har man uendelig mange mængder som bliver større og større, og dem kan man tage foreningsmængden af - resultatet er en mængde som har en fuldstændig vanvittig størrelse - men så kan man jo bruge den som udgangspunkt for den samme procedure - så får man mængder som er helt absurde - men selvom de er det, så er de fuldstændig harmløse - for de er jo små i forhold til "mængden af alle mængder" - det der er galt med "mængden af alle mængder", sagde Zermelo, er at den er dannet udfra et vilkårligt udsagn - nemlig udsagnet x=x - "mængden af alle mængder" et jo lig "mængden af alle mængder som er lig sig selv" - det Zermelo foreslog var, at når man danner en mængde udfra et udsagn p(x) - altså danner "mængden af de x således at p(x) er sandt" - så skal p(x) opfylde den betingelse, at der findes en i forvejen dannet mængde A, således at når udsagnet p(x) er sandt, så er x et element i A - det betyder, at hvis man har en i forvejen dannet mængde A og et udsagn p(x), så vil "mængden af de elementer x i A således at p(x) er sandt" være en tilladt mængde - så er paradokser udelukket - mere skulle der ikke til - der var andre der arbejdede videre med Zermelos system, og det blev til det man kalder Zermelo-Fraenkels aksiomsystem.

   — Og det system er Gert utilfreds med? - det er for enkelt.

   — Ja - han går ind for noget der kaldes intuitionisk typeteori - det kom frem i 70'erne - det er en formal teori som har modeller, så de gamle intuitionister ville nok fordømme den - i Zermelo-Frankels mængdelære er alle genstandene mængder - for eksempel er et naturligt tal n "mængden af tallene fra 0 til n-1" - i den intuitioniske typeteori er der andre genstande end mængder - og et naturligt tal opfattes ikke som en mængde - de naturlige tal defineres slet ikke, de indføres aksiomatisk - et naturligt tal er en genstand af typen "naturligt tal" - og et udsagn er en genstand af typen "sandhed" - og der kan som sagt være flere sandhedsværdier end "sand" og "falsk" - ja der er normalt uendelig mange - man kan tale om at to udsagn er ækvivalente - det betyder at de kan bevises at være ensbetydende - og så definerer man en sandhedsværdi som en ækvivalensklasse af udsagn - sandhedsværdien "sand" er mængden af alle de udsagn som kan bevises, og sandhedsværdien "falsk" er mængden af alle de udsagn som kan modbevises - så hvis et udsagn hverken kan bevises eller modbevises, så er dets sandhedsværdi forskellig fra "sand" og "falsk".

   — Det er måske en god idé at indføre flere sandhedsværdier.

   — Ja, det er jo også det Dummett er inde på - han er inspireret af den intuitioniske matematik.

   — Ja det siger du.

   — I den intuitioniske typeteori kan man bevise det meste af det elementære - men det er meningen at teorien skal udvides med nye aksiomer, og så får man det man kalder en lokal mængdelære - og den er der en hel den fornuft i, for den kan indrettes mere efter virkeligheden - for i den virkelige verden er et tal jo mange gange ikke bare et tal - et tal kan for eksempel være en temperatur, og den kan variere med stedet og tiden - en temperatur kan være mere eller mindre lokal.

   — Du vil da ikke fortælle mig at Gert går ind for noget som er mere indrettet efter den virkelige verden?

   — Nej, du ska' ikke bekymre dig.

   — Haha.

   — Det er nogen teoretiske ting - nogle mærkelige fænomener som kommer frem når man tænker dybere - på samme måde som i en betydningsteori for sproget - i den intuitioniske typeteori er der som sagt flere sandhedsværdier end "sand" og "falsk" - og at et udsagn er sandt betyder at det kan bevises, altså at det er et teorem - men hvis nu man har en mængde A og et udsagn p, så kan man til p danne en delmængde af A, selvom p ikke har nogen variabel - man kan danne "mængden af de elementer x i A således at p er sandt for x" - hvis p er sandt så vil den mængde være hele A, og hvis p er falskt så får man den tomme mængde - men hvad nu hvis udsagnet p hverken er sandt eller falskt? - så vil den til p svarende delmængde være en delmængde af A, men det er i strid med den traditionelle mængdelære - i den intuitioniske typeteori har mængden A altså flere delmængder end i den traditionelle mængdelære.

   — Nå.

   — Hvis vi lader A være mængden af de naturlige tal og lader p være Goldbachs formodning, så kan vi danne mængden af de naturlige tal således at Goldbachs formodning er sand - altså ikke de lige tal således at Goldbachs formodning er sand for det tal: et naturligt tal n skal med hvis Goldbachs formodning kan bevises.

   — Hvordan ser den mængde ud?

   — Ja hvis Goldbachs formodning kan bevises, så er det hele mængden af de naturlige tal - og eftersom Goldbachs formodning ikke kan modbevises, så er mængden ikke den tomme mængde.

   — Hvilke tal består den af?

   — Der er ikke et eneste naturligt tal i den.

   — Jamen så er det da den tomme mængde.

   — Nej, for jeg siger jo lige, at i den intuitioniske typeteori har en mængde flere delmængder end i den traditionelle mængdelære - i den intuitioniske typeteori er der indført en mængde som betegnes 1 med fed skrift - den er ikke det samme som tallet 1, men den har kun ét element - ifølge den traditionelle mængdelære skulle mængden 1 kun have to delmængder: 1 selv og den tomme mængde - men i den intuitioniske typeteori svarer dens delmængder præcis til sandhedsværdierne - og det at 1 kun har ét element betyder, at et element i en mængde A kan identificeres med en funktion fra 1 ind i A - men da en delmængde af 1 svarer til en sandhedsværdi, så kan man for en sandhedsværdi betragte en funktion fra den tilsvarende delmængde af 1 ind i A - en sådan funktion kaldes et lokalt element i A - men der kommer ikke uden videre noget nyt ud af det, for de lokale elementer i A vil præcis komme til at svare til delmængderne af A - det er som sagt meningen, at man skal udvide den intuitioniske typeteori med nye aksiomer, så man får en lokal mængdelære - man kan for eksempel tilføje udvalgsaksiomet - og gør man det, så får man en teori hvor man kan bevise de samme sætninger som i Zermelo-Fraenkels mængdelære - men udvalgsaksiomet som de gamle intuitionister betragtede som galskab, får nu en højst fornuftig konsekvens - hvis man har et udsagn p som hverken er sandt eller falskt, så skulle man tro at udsagnet "p eller non-p" ikke kan være sandt, men det udsagn vil faktisk altid være sandt - uanset p - og det skulle det jo også gerne være ifølge den sædvanlige logik.

   — Øh hvorfor?

   — Jo, for i den sædvanlige logik er ethvert udsagn enten sandt eller falskt, altså vil udsagnet "p eller non-p" altid være sandt - og hvis man opstiller en betydningsteori for sproget som bygger på verification - og det er jo det Dummett mener - så må det være sådan, at udsagnet "p eller non-p" er sandt uden at man har verificeret p - hvis vi for eksempel ta'r udsagnet sammensat at to udsagn, "antallet af ænder i dammen er et lige tal" eller "antallet af ænder i dammen er et ulige tal", så skal det sammensatte udsagn være sandt uden videre - det kan ikke være meningen at man først skal ned til dammen og tælle ænderne.

   — Haha nej.

   — Og der er mere i det som på en måde er fornuftigt - ved at tilføje typer og tegn og aksiomer til den intuitioniske typeteori, kan man få forskellige former for lokal mængdelære - så for eksempel et reelt tal, istedet for bare at være ét reelt tal, kan være en funktion - for eksempel en kontinuert funktion på en åben delmængde af intervallet fra 0 til 1 - en sådan funktion kan kaldes et lokalt reelt tal, og så vil et globalt reelt tal være en kontinuert funktion på hele intervallet fra 0 til 1 - til et globalt reelt tal svarer lokale reelle tal, og omvendt, hvis man har en samling af lokale reelle tal som passer sammen, så kan de stykkes sammen til et lokalt reelt tal med en større definitionsmængde - måske et globalt reelt tal.

   — Ja.

   — Og i dén lokale teori for de reelle tal, må det være rimeligt at definere en sandhedsværdi som en åben delmængde af intervallet fra 0 til 1 - for hvis man har to kontinuerte funktioner f(x) og g(x), så kan det være mere eller mindre sandt at f er større end g - de x-værdier hvor f(x) er større end g(x), er en åben delmængde af intervallet fra 0 til 1, og det korrekte må være at sige, at det er dén åbne delmængde som er sandhedsværdien af udsagnet "f er større end g" - så svarer hele intervallet til sandhedsværdien "sand" og det tomme interval til sandhedsværdien "falsk".

   — Det lyder meget rimeligt - der er måske en del fornuft i den tænkemåde - det kan godt være, at hvis man byggede matematikken på et sådant grundlag, så kunne den blive en mere attraktiv verden - også selvom man ikke kan bevise flere sætninger - situationen svarer til forskellen i sprogene - nogle sprog kræver mere end andre af den udøvende, men de er til gengæld rigere - ikke det, at de nødvendigvis kan udtrykke mere eller er mere litterære, men det, at de er mere attraktive i sig selv, og det betyder at de får en kulturskabende virkning - i visse befolkningslag vil man i særlig grad lægge vægt på at beherske sproget, og det vil være de befolkningslag hvor man generelt lægger vægt på de højere kulturværdier, men sproget vil være deres kendetegn udadtil - fransk har i allerhøjeste grad været kulturskabende - og sådan var det dengang der blev talt fransk i Danmark - sproget forstærkede overklassens religiøse sindelag - se bare de tekster der er i den gamle franske sproglære, det er nogle ganske bestemte dannelsesidealer der indpodes i eleven - af alle de der idag har fransk som modersmål, er det kun de færreste der kan siges at beherske sproget - altså i modsætning til engelsk, hvor det snarere er de fleste - tænk hvis det havde været fransk og ikke engelsk som idag vandt udbredelse som verdenssprog.

   — Det ville da være utænkeligt.

   — Ikke helt, og det kunne måske forhindre den totale verdsliggørelse - det ville nemlig føre til, at de der var imod den udvikling, havde et effektivt redskab i hænde til at skille sig ud, nemlig det oprindelige fransk - mens det sprog resten af befolkningen talte, ville udarte til den slags fransk som de indfødte i sin tid talte i de franske kolonier - sproget har alle dage været et vigtigt kendemærke for mennesker med et fælles sindelag - før 1700-tallet var de lærde afhandlinger jo skrevet på latin - og også andre kulturværdier har i særlig grad været kulturskabende - eller fællesskabsskabende - i kunsten var det først og fremmest musikken, fordi mennesker hørte den i fællesskab - den klassiske musik er stadig i en vis grad kulturskabende - den ny musik er ihvertfald, fordi det er et udpræget elitært miljø - kunne man ikke forestille sig noget lignende indenfor matematikken? - hvis man havde valgt et vanskeligere men rigere grundlag, så var en masse udøvende filtrerede bort.

   — De er filtreret bort i forvejen - der er jo ligeså få der dyrker ren matematik, som dem der dyrker ny musik - jeg mener at den gamle intuitionistiske matematik er totalt forkastelig - at sige at udvalgsaksiomet eller Cantors mængdelære er et tegn på degeneration, svarer til at sige at den atonale musik er et tegn på degeneration, og det går du jo ikke med til - og den nye intuitionistiske typeteori er bare noget teoretisk interessant - jeg mener at Zermelo-Fraenkels mængdelære er det helt rigtige grundlag.

   — Ja måske - men det at man dengang førte sådanne diskussioner, altså om en udvikling er ødelæggende, både i matematikken og i musikken, det viser den ansvarsfølelse man havde overfor kulturen - og det er et religiøst karaktertræk - man kan ikke forestille sig en sådan alvor idag - ihvertfald ikke i musikken - og sikkert heller ikke i matematikken.

   — Jo, der var da diskussionen i det amerikanske tidsskrift - det med at der er en tendens til at heuristiske beviser godkendes.

   — Ja, men det problem bagatelliserede de fleste, siger du - matematikerne foretrækker at der hersker en stor frihed så udviklingen kan gå hurtigt - men det kan vise sig, at det er en frihed som er dyrt købt - den kan være ligeså farlig som hvis der er for lidt frihed - og hvad dét problem angår, sagde du engang, at en af grundene til at matematikken afgik ved døden i oldtiden, var at den var for snæver.

   — De ku' ikke anerkende det uendelige - de var jo sådan set intuitionister - deres strenge krav til et bevis betød, at det uendelige måtte omskrives til noget endeligt, og det kan altid lade sig gøre - det viste intuitionisterne - men det er besværligt.

   — Hvis en tradition er for stiv, så udtømmes mulighederne - ihvertfald hvis man ikke for en tid giver den en smule frihed - og omvendt, hvis traditionen er for løs, så mister faget sin religiøse karakter, så breder det sig for meget og så mister mennesket orienterings- og vurderingsevne - forskellen mellem de verdslige og de religiøse er, at de verdslige foretrækker bredde og hurtig udvikling, mens de religiøse foretrækker dybde og langsom udvikling.

   — Jamen behøver der egentlig at være udvikling i et samfund? - det har der da ikke været...

   — Nej, rigtigt! - det behøver der ikke - menneskenes forhold til forandring er et glimrende eksempel på hvor vidt begreb menneskets natur er - i én kultur er nedbrydning og fornyelse tilsyneladende det eneste menneskene lever og ånder for, og i en anden kultur bliver de grebet af rædsel når de ser det mindste gribe forstyrrende ind i verdens indretning - men det er jo faktisk en sådan verden, en statisk verden, at langt de fleste mennesker har levet i - og jeg tror såmænd at mennesket trives bedst i en sådan verden.

   — Jamen du går da ind for at mennesker skal være kreative.

   — Aldeles ikke, jeg kan ikke døje det ord - kreativ, det er sådan noget børn og reklamefolk er - jeg siger, at mennesket skal leve i en verden som er rig på kulturværdier, og kulturværdier fremkommer nu engang kun igennem skabende virksomhed, så i enhver kultur må der være perioder med en skabende virksomhed - Niels-Henrik, hvis udforskningen af matematikken fortsætter på samme niveau som nu, så vil matematikken måske inden hundrede år være gledet over i en statisk tilstand - man vil have afklaret alt hvad der er værd at afklare - altså udfra vor epokes forestilling om hvad matematik er - Goldbachs formodning er blevet bevist og der findes hundrede afhandlinger hvor forskellige beviser fremlægges og kommenteres - eller også har man fundet det aksiom der mangler, og så er den sag drøftet i hundrede afhandlinger - den samlede lærdomsmængde svarer måske til den tid til en million bind - der er virkelig ikke behov for mere kreativitet.

   — Ja, og så er matematikken jo død - du har lige sagt at kulturen skal være levende.

   — Ja, men man kan da godt forestille sig, at matematikken til den tid vil være ligeså levende som dengang man knoklede for at ophobe al den viden - men nu vil man mest give sig af med at studere og diskutere kulturarven - og måske prøve kræfter med de gamle mestre - forsøge at bevise Goldbachs formodning - og så krybe til Niels-Henriks geniale klassiker, når alt håb er ude - det klassiske musikliv må jo også kaldes levende, selvom folk kun hører de samme og de samme værker fra fortiden - og tilsvarende med religionerne - Bibelen og Koranen blev skabt indenfor et vist tidsrum, og i den efterfølgende tid har man indskrænket sig til at læse og fortolke - enhver kultur må nødvendigvis være statisk det meste af tiden - hvis man ser på udviklingen i en given kultur over en periode på tusind år, så kan den umuligt være i livlig bevægelse i hele det tidsrum - det meste af tiden må der herske så megen ro, at kulturen nærmest må kaldes statisk - når et kulturområde har været statisk i et langt tidsrum, måske flere hundrede år, så kommer der igen en periode med skabende aktivitet - øh du sagde forresten noget yderst tankevækkende engang da du fortalte om den græske matematik - du sagde, at det ikke er helt vanvittigt at forestille sig at Arkimedes kunne have opfundet differential- og integralregningen - han udførte jo et utal af integrationer, men hans metode var ikke generel, men han havde alle de ting der skal til.

   — Ja, han forstod de reelle tal og han arbejdede med funktioner i form af kurver, men han havde ikke funktioner som et generelt begreb - han brugte også koordinatgeometri, men han brugte ikke konsekvent retvinklede koordinater, og han generaliserede ikke sine undersøgelser til helt vilkårlige kurver - men hvis han havde gjort det, så havde han måske studeret ændring af tangenthældninger og vækst af arealer, og så havde han måske opdaget infinitesimalregningens fundamentalsætning - altså at hvis man tegner en ny kurve der viser væksten i arealet, så er den kurves tangenthældning lig den givne kurve.

   — Ja, og så var matematikken måske blevet vækket i sin hendøsen - eller også var det for sent, det er jo ikke til at vide - men hvis opdagelsen havde genoplivet matematikken, så kunne den lavine af forskning som kom efter at Newton og Leibniz havde opfundet infinitesimalregningen, have været der før Kristi fødsel, sagde du - og det ville have ført til en tilsvarende aktivitet i naturvidenskaben.

   — Ja - nej, det er slet ikke sikkert, for Newtons teorier var forudsat af at andre havde udført et kæmpe arbejde - for eksempel hans massetiltrækningslov - Newton mente selv, at "de gamle" kendte til massetiltrækningen og vidste at den er omvendt proportionalt med afstandens kvadrat - Pythagoras vidste det, mente han, for Pythagoras havde fundet ud af, at når strenge af forskellig længde giver samme tone, så at skal spændingen divideret med længdens kvadrat være den samme - men jeg mener at det er noget vrøvl at sammenligne - Pythagoras kunne ikke vide noget om massetiltrækningen, for her på Jorden er den så svag at den ikke kan måles - formlen for den kan kun findes ved at studere planeterne - og der skulle først en idiot til - én der var villig til at foretage meget præcise og langvarige opmålinger af planeternes bevægelse.

   — En idiot? - hvem er det?

   — Tycho Brahe - han observerede på livet løs hele livet, men han forstod ikke et muk af det han så.

   — Haha.

   — Han troede på at Jorden er verdens centrum, og at Solen er meget mindre end Jorden, og at planeterne er endnu mindre og bevæger sig rundt om Solen - men hans medarbejder, Kepler, troede på Galilei - og han regnede på Tycho Brahes kæmpe mængde af tal, og fandt ud af, at enhver planet, Jorden inkluderet, bevæger sig i en ellipseformet bane med Solen i det ene brændpunkt - og han fandt to love mere - én for hvordan planetens hastighed varierer undervejs og én for omløbstiden - og så opdagede Newton, at hvis tyngdekraften kommer af at al masse tiltrækker hinanden, og hvis hans formel for tiltrækningen er rigtig, så kan man udfra det bevise Keplers tre love - og så der jo være massetiltrækning, og så hans formel være rigtig.

   — Ja, men massetiltrækningen er da ikke så svag at den ikke kan måles her på Jorden - det var jo massetiltrækningen der fik din arm til at gå af led.

   — Joh, haha.

   — Men kunne Arkimedes ikke ligeså godt som Newton have fået den tanke at tyngdekraften kommer fra massetiltrækning? - Arkimedes forkastede jo Aristoteles' metafysik - og han beskæftigede sig jo meget med at beregne tyngdepunkt for legemer - kunne han ikke have ræsonneret sig til formlen for massetiltrækningen? - den er jo ganske enkel.

   — Nej, man kan ikke ræsonnere sig til at massetiltrækningen aftager med afstandens kvadrat - det er kun udfra planeterne det kan afgøres - eller Månen - det var lige ved at gå galt for Newton, for han kunne ikke få Månen til at passe - årsagen var, at det tal han havde for Jordens omkreds var forkert, men så kom der oplysning om et mere præcist tal, og så passede hans udregninger.

   — Nå - ja det er muligt at Newtons teorier har været forudsat af et par andre genier og en del idioter, men man kan da godt forestille sig, at de havde været der på Arkimedes' tid - og at det havde ført til, at vi havde været på det tekniske stadium hvor vi er nu, for totusind år siden.

   — Ja.

   — Det er svimlende - uhyggeligt - så havde den globale landsby været en realitet for over tusind år siden.

   — Og så havde vi vel stadig levet i en slags middelalder.

   — Jah haha, den globale landsby er en middelalderagtig tilstand - det tror jeg at alle de verdslige forestiller sig - de har løst alle deres problemer - der er lighed og ballance på alle leder og kanter - maskinerne snurrer - de skal ikke engang repareres - og mennesket? - ja jeg fortalte jo Katjas mor om mine visioner - hun kunne ikke se noget skræmmende i dem, og det skyldes at hun allerede lever et sådant liv - jeg kan godt forstå, at muslimerne er overbeviste om at islam vil brede sig til hele menneskeheden, for islam passer måske ganske godt til fremtidens verden - forskellen på islam og kristendommen er, såvidt jeg kan se, at islam opstod i et samfund hvor folk var kuede af en rå købmandselite, så derfor blev den gud der havde vist sig for dem der skrev Koranen - deres Muhammed - det blev en gud der kuede alle - i den verden hvor kristendommen opstod, var mennesket ikke kuet på samme måde, derfor blev deres gud mere menneskelig - islam henter sin tyngde igennem en proklamering af universelle sandheder - igennem Koranen taler Gud direkte til mennesket - i Bibelen er det menneskene der beretter - om Gud og hans udvalgte.

   — Ja.

   — I moskeerne er kunsten ornamental - mennesket er fraværende - sådan har det normalt ikke været i kirkerne - kristendommen har vundet sjælene igennem følelserne, men det er sket igennem kunsten - især salmerne - ikke såmeget deres bibelske indhold, men mere musikken og de poetiske billeder - hvad siger historien om Jesu lidelse og død og opstandelse i bund og grund mennesket? - ja Jesu lidelse burde virkelig berøre folk, for han led den mest grusomme død man kan forestille sig, men det er noget de har hørt ligefra de var helt små, så de tænker ikke dybere over det - det der siger menneskene noget, er den religiøse praksis - altså formen - indholdet er bare noget man har taget til efterretning - og det der har haft mest værdi, er det der har mindst med Gud og Jesus at gøre - det man kunne kalde "det ydre" - kirken som bygning, atmosfæren ved gudstjenesten og frem for alt salmerne - tag for eksempel "Kirkeklokke! mellem ælde malme" - den er god, fordi det kristne ikke er så fremherskende - andet vers lyder: "Kirkeklokke! ej til hovedstæder/støbtes du, men til den lille by,/hvor det høres trindt, når barnet græder/og inddysses blidt ved vuggesang." - og et andet vers: "Derfor nu, når aftenklokken melder:/Solen sank, og fuglen slumred ind,/da mit hoved jeg med blomsten hælder,/nynner sagte mellem bedeslag." - sådanne ord måtte da kunne røre enhver bondeknold - og når han fik lov til at synge dem på Rungs melodi og med brusende orgel, så havde han fået åndelig føde for resten af ugen - og gav man ham bare denne regelmæssige indsprøjtning, så var han et hæderligt menneske - i vor tid kan vi kun se kirkens negative sider - vi vil befri kristendommen fra kirken - men gør vi det, løsriver vi kristendommen fra traditioner som det har taget århundreder at skabe, så er der ikke meget tilbage - det var igennem et rigt kulturliv at kristendommen fik virkning - og tyngde.

   — Ja, men uanset hvilken religion man tager, så har den jo ikke haft tyngde altid - til at begynde med...

   — Til at begynde med var den til grin! - en religiøs kultur skal helst ikke have nogen klar begyndelse - man forsyner den med et fødselstidspunkt, men det er usikkert - en religion som er opstået ved en eller anden pludselig tildragelse, for eksempel en stor profet, er en betænkelig affære - øh det gode ved de traditionelle religiøse, det er at der er noget latterligt ved mange af deres forestillinger - og det at de godt selv kan se det, lægger en dæmper på dem - de må evigt forsvare sig, og de kan godt selv se at deres argumentation halter - det forfærdelige ved de verdslige er at de ikke kan kritiseres - der er ikke rigtigt noget man kan sætte fingeren på - siger man noget, for eksempel om kommercialismen, så får man at vide at sådan er mennesket - der skal være konkurrence, og det er den form for konkurrence som de fleste foretrækker - og taler man om religiøsitet, så får man at vide at det er undertrykkende og fordummende - i den verdslige verden er den styrende kraft ikke forkrampede bindinger til idealer og traditioner, her er den styrende kraft menneskets natur - og den kan vi i al fremtid godt forlade os på - når bare man giver alle velstand og studentereksamen, så skulle der ikke ske de store ulykker.

   — Næh - min far mener jo, at alle problemerne vil blive løst - altså meget hurtigere end vi tror - og han siger, at alle sådan nogen skrækforestillinger som man kan læse i romaner eller se på film, det har ikke noget med virkeligheden at gøre - det består i, siger han, at man lader mennesker få redskaber i hænde som hører til et senere udviklingstrin.

   — Nå, siger han det? - ja der er noget om det - jeg har lagt mærke til, at de fleste af de mennesker som tror på uhyggelige ting i fremtiden, det er mennesker med en svag moral - hvorimod mennesker med en høj moral, tror på at vores fornuft vil sejre i sidste ende.

   — Det er altså min far der har en høj moral og dig der har en svag?

   — Jeg sagde, at det er en lovmæssighed der gælder de fleste - de fleste tænker ikke dybere over de gennemgribende, men tilsyneladende harmløse forandringer som mennesket undergår - de ser ikke, at de gennemgribende forandringer er det mest uhyggelige man kan forestille sig - altså det, at alt det der er vores forsvinder - jeg vil påstå, at selv de mest omstillingsparate ville blive rædselslagne, hvis de så verden om hundrede år - rædslen er det frygteligste der findes, fordi den kommer af noget vi er afmægtige overfor - vi er trængt op i en krog - når vi derimod møder noget forfærdeligt, hvor det forfærdelige "bare" består i at det er "forkert", så opstår der vrede, og vreden har en lindrende virkning, fordi den betyder at man bearbejder situationen.

   — Du føler altså ikke rædsel ved udviklingen, for du bearbejder jo så det forslår.

   — Det er faktisk rigtigt! - og det hænger vel sammen med, at udviklingen i min levetid næppe vil tvinge mig til at ændre ved noget - den vil nok ikke berøre mit lønarbejde, og indenfor mine mure her, er verden jo som jeg vil ha' den - det er gået sørgeligt tilbage med min rædsel - og også min vrede er aftaget - tragisk - men sådan bliver man med alderen.

   — Haha.

   — Nej forresten, sådan blev morfar ikke - han ku' skælde ud, ka' du tro - børn og unge ruskede han i kravetøjet, og engang som barn da jeg kørte i tog sammen med ham, kom en mand ind og satte sig ved siden af os og tog et mandeblad frem - man så en nøgen kvinde stoppe en sprøjte med et eller andet i ind i bagdelen på en anden nøgen kvinde - "Sig mig", råbte morfar så alle ku' høre det, "skal jeg og min datter sidde og se på Deres svineri?" - og så rejste han sig op, og rev bladet ud af hænderne på manden og rullede det hårdt sammen og slog ham lige midt i ansigtet, og så trak han mig med sig ud af kupéen og ind i en anden.

   — Haha - så ku' han ha' fået nok at bestille hvis han stadig havde levet.

   — Nej, så havde han selv siddet og læst et sådant blad.

   — Haha - øh nå!?

   — Ja Niels-Henrik, alle følger med - hurtigere eller langsommere - idag accepterer den allermest hellige ting som for hundrede siden ville have skræmt den allermest ugudelige - men de verdslige accepterer i højere grad end de religiøse sådanne fundamentale kulturforandringer - fordi de kun tænker over følgerne på kort sigt.

   — Ja, men på kort sigt har de jo masser at tænke over - der opstår hele tiden nye problemer som ingen ku' ha' forudset - idag er der noget der hedder hackere og AIDS, og der er...

   — Ja heldigvis, så har de noget at ta' sig til - det triste er bare, at selv på de områder hvor man kan udføre et stykke arbejde der må anses for godt og nyttigt, selv dér kan man ikke mere gøre sig håb om at opnå almen anerkendelse og beundring - for idag foregår indsatsen kollektivt - man kan få lidt lønforhøjelse og en finere titel, men den enkeltes bidrag er blot en forsvindende brik i et uoverskueligt projekt.

   — Ja, men det kan vel ikke være anderledes - sådan ville det også være hvis samfundet var religiøst - det har da ikke noget med det religiøse at gøre.

   — Jo, for i et religiøst samfund er der andre områder hvor man kan blive beundret - det er der ikke i den nuværende verdslige verden - de har udtømt deres muligheder - verdsliggørelsen betyder jo netop at den vertikale orden i samfundet forsvinder - mulighederne for opstigning udtømmes - de...

   — Der kan da godt være beundring i et verdsligt samfund - i et krigerisk samfund kan man da i allerhøjeste grad blive beundret.

   — Ja og nej - jeg vil nu påstå, at har man først lidt ånd og religiøst sindelag i sig, så kan man ikke oprigtigt beundre noget, hvis det ikke i et vist mål taler til menneskets åndelige liv - når jeg hører en virtuos levere en præstation der overstiger min fatteevne, så fyldes jeg af ærefrygt - men jeg kan ikke beundre noget der er åndløst - som for eksempel en mand der har trænet sig op til at kunne cykle hundrede kilometer på en time.

   — Hundrede kilometer på én time? - véd du hvad du snakker om? - tror du ikke du ville undre dig?

   — Jo, og mere end det, jeg ville væmmes - på samme måde som hvis jeg så et menneske fra tidernes morgen komme løbende - hundrede kilometer på én time vil næppe i al evighed være udenfor grænsen af menneskets ydeevne - det er måske allerede muligt idag med teknologiens og medicinens hjælp - og genteknologien skal ihvertfald snart få flyttet den grænse - og til hvilket formål? - undren! - i den verdslige verden er man på evig udkig efter noget man kan undres over - især skal børn undre sig - ordet går igen og igen i skolens læseplaner - men se Niels-Henrik, da du læste om Goldbachs formodning, undrede du dig også - det var dog utroligt, sagde du - men istedet for, ligesom alle de andre, straks at søge efter noget nyt du kunne undre dig over, så tænkte du: her er et stykke rigtigt menneskeværdigt arbejde man kan gå igang med - du havde nok ikke forestillet dig at problemet var så håbløst som du senere måtte erfare, men du har garanteret ligefra starten vidst, at når ingen i hundrede år har haft held med at løse det problem, så skal der nok slid og snedighed til - tusinder af timers hjerneanstrengelse - men så ventede belønningen også! - så ville man overalt vise dig den samme højagtelse som den man i min barndom viste Niels Bohr.

   — Haha.

   — Joh, la' bare vær'! - men lad os nu se på virkeligheden - lad os forestille os at en genial idé slår ned i dig...

   — Der er ikke engang nogen der ville opdage noget.

   — Sludder, selvfølgelig ville de det, de opdager alt hvad der er at undre sig over - enhver kan jo forstå problemet, og enhver kan se det utrolige - Politiken ville trykke din afhandling som tillæg til dagens avis - nej forresten, den tid er nok forbi - men hvad nu med din far? - hvordan forestiller vi os at han ville reagere?

   — Han ville nærmest skamme sig.

   — Nej, nu gør du ham uret - din far tilhører den midaldrende generation, i ham er der nok en lillebitte rest tilbage af ærbødighed overfor den slags ting - og du kan ihvertfald være sikker på, at han nok skulle forstå at høste profit af en sådan begivenhed - de store og mangfoldige evner der er i hans slægt - farfaren og faren og ham selv og nu hans søn - og jeg kan lige høre ham for mig tale om vigtigheden af at vi af og til beskæftiger os med ting som optog vores forgængere - men hvad nu med Trine? - hvordan ville hun reagere?

   — På samme måde som jeg har reageret overfor hende, for hun er nemlig blevet berømt!

   — Har hun fået en chefstilling i din fars firma?

   — Ikke endnu, men hun spiller i en rockgruppe - de er vildt populære, de spiller til fester alle steder.

   — Hvad spiller hun?

   — Trommer.

   — Nå - hvorlænge har hun haft den interesse?

   — I et par måneder - siden hun begyndte i gruppen.

   — Javel - man undrer sig - at man kan blive vildt populær uden at have nogen kvalifikationer - indenfor vores område skal der tyve års slid til - og så er man alligevel ikke vildt populær - din fars kvalifikationer er ligeså uhåndgribelige - han er blandt de mennesker i hele danmarkshistorien som har haft størst succes, men han har ikke haft andet end netop succes - der var én der engang sagde til mig, da jeg havde fortalt at jeg var i familie med ham: "ja han har jo virkelig gjort det godt" - det er det det gælder om: at gøre det godt - og de der virkelig har gjort det godt, det er dem der er forbilleder for de andre.

   — Gudrun siger jo, at den bedste måde man kan få noget at vide om folk på, det er ved at spørge dem hvem der er deres forbilleder.

   — Ja, det har jeg også af og til spurgt folk om - hvem de beundrer - og hver gang undrer man sig.

   — Haha.

   — Men jeg tror ikke man skal lægge noget særligt i det - folk nævner bare en eller anden - det er ikke noget de har tænkt dybere over - og har de en smule idealisme i sig, så er det gerne én der har kæmpet bravt for en ædel sag - og som har døjet svære lidelser - men grunden til at min beundring for den slags personer oftest er begrænset, det er, at jeg mest ser deres indsats som et skridt hen imod det verdslige tusindårsrige - men heldigvis er den ægte kampånds tid forbi - når forkæmperen for en ædel sag træder frem foran retsbygningen, så står hans beundrere og hujer og klapper, men jeg tror at det mest skal ses som en tak for et stykke arbejde - ja inderst inde opfatter de ham måske nærmest som en nar - sådan opfatter de sikkert deres miljøminister, når de ser ham styrte frem mod dåseøllerne som en anden Don Quixote - hans arbejde er prisværdigt men trist - det eneste sted hvor man måske stadig kan se lidt oprigtig beundring, er blandt de ringest uddannede - deres følelser overfor din far og deres øvrige helte har måske lidt ægthed - og de ældre berøres da sikkert, når de læser om en kvinde der kan fejre 75 års-jubilæum som avisbud eller om et forældrepar der har passet deres multihandicappede datter i 50 år - men de højere uddannede kender ikke meget til beundring - hvem skulle de beundre? - der er jo ingen der er højere end dem selv.

   — Ja, men du siger, at der skal være store idealer, og det betyder jo at der vil være vindere og tabere...

   — Niels-Henrik, i et religiøst samfund vil der være tre typer af mennesker: de der lever op til idealerne og de der modarbejder idealerne og de der befinder sig midt imellem - taberne er ikke blandt dem der modarbejder idealerne - de der modarbejder idealerne, vil ikke betragte sig som tabere, de er enten bare provokerende eller de arbejder måske på at ændre kulturen - eller også forlader de den og "emigrerer" til at andet folk hvor de føler sig bedre tilpasse - taberne må altså være blandt dem der accepterer eller ligger under for idealerne, men som ikke lever op til dem - men hvorfor skulle én der ikke lever op til idealerne nødvendigvis føle sig som en taber? - det behøver han da ikke - det afgørende er ikke såmeget at man gør en stor indsats for kulturen, det afgørende er at man lever i god samklang med fordringerne - det bør være en ligeså stor glæde at beundre vinderen og nyde frugten af hans virke, som det er at være vinder - de fleste vil foretrække det fredsommelige liv, hvor de tager del i kulturværdierne så godt de nu kan - hvis en person virkelig ikke kan tåle den tanke, at der er mennesker som ikke på noget område kan leve op til samfundets fordringer, så kan han vælge at leve blandt verdslige - og så vil han opdage, at det snarere er blandt de verdslige end blandt de religiøse at der er tabere.




Næste morgen måtte Niels-Henrik straks igang med at læse topologi. Den første halve time gik dog med at bladre i de 800 ark. Hvormeget af alt det behøver han at læse? Hvor lang tid vil det tage? Hvormeget mere end dette har Eirik læst? Vil han nogensinde indhendte ham? Eirik sidder nok og læser nu. På den anden side, Camilla tager nok en masse af hans tid. Det er nu alligevel betryggende at have Eirik. Nå, man må igang - lad os se, fire timer.

Det var overskyet, så Niels-Henrik blev i sit hus. Da han bladrede i topologibogen, lagde han mærke til, at teksten var delt klart op i definitioner, sætninger, beviser og opgaver, og at definitionerne og sætningerne kun fyldte lidt i forhold til beviserne. Så hvis han i første omgang sprang beviserne og opgaverne over, så kunne han hurtigt nå igennem hele bogen, og så fik han overblik over teorien. Han vil læse bogen flere gange igennem på den måde - det kan sikket gøres på nogle få dage. Så vil han være helt inde i teorien, og så kan han i ro og mag læse nogle af beviserne og løse nogle af opgaverne.

Han repeterede definitionen af "a topology in X" og læste videre. Der var eksempler på topologiske rum, der blev talt om hvad det vil sige at en topologi er finere eller grovere end en anden, og der blev talt om basis og subbasis for en topologi, og nævnt eksempler. Hvis p er et punkt i X og N er en delmængde af X, så er N en "omegn" af p, hvis der er en åben mængde U, således at p tilhører U og U er indeholdt i N. Herefter kom "Proposition 1.1", den siger det han vidste i forvejen, nemlig at en mængde er åben hvis og kun hvis den er en omegn af ethvert af sine punkter. I næste paragraf blev der talt om "indre punkt" og "ydre punkt" og "grænsepunkt". En delmængde E af X kaldes "afsluttet", hvis den indeholder alle sine grænsepunkter, og lige efter kom "Proposition 2.3" der siger, at E er afsluttet hvis og kun hvis komplementærmængden X\E er åben. I den næste paragraf betragtede man en funktion f fra et topologisk rum X ind i et andet topologisk rum Y - altså f: X → Y. En sådan funktion er kontinuert i et punkt p tilhørende X, hvis der for enhver omegn N af f(p) findes en omegn M af p således at f(M) er indeholdt i N. Og f er kontinuert, hvis den er kontinuert i ethvert punkt af X - en sådan funktion kaldes også en afbildning. I det følgende "Theorem 3.1" er der seks ækvivalente måder at udtrykke denne betingelse på. Det er åbenbart det der er meningen med topologi: at generalisere kontinuitets-begrebet for funktioner. Det her, det går bare - tre timer senere var han nået til side 70. Det var ikke alt der hang ved, men når han har været hele bogen igennem tre gange, så er alt på plads.

Klokken var nu et - der var tre kvarter til at han skulle cykle. Han behøvede ikke at spise så meget, Eirik serverer nok et eller andet. Men så fik han det indfald, at han kunne tage afsted lidt før og cykle forbi gymnasiet for at se om der skulle ligge et eksemplar af Mosebryg - han ville godt se en af Jonatans artikler.

Der var halvtomt på gymnasiet, det var jo eksamenstid. I kantinen lå der adskillige Mosebryg rundt omkring. Han snuppede et, og på vej ud bladrede han. Gudrun havde ingen annonce i, men der var sør'me et debatindlæg af Jonatan Berg: "Folkets uduelige repræsentanter." Han nåede lige at læse begyndelsen: "De første demokratier i verden - folkeforsamlingerne i Athen og en række andre græske stater i det 5. årh. fvt. hvor alle borgere (altså mænd over 20 år som ikke var slaver) kunne tale og stemme - fik kun en levetid på nogle få årtier. De rige og bedst uddannede slægter kunne ikke affinde sig med, at det var pøbelen som skulle afgøre statens anliggender."

På resten af cykelturen tænkte han på demokratiet - det havde han sandt at sige aldrig tænkt på før. Til næste år fylder han atten, og hvad ville han stemme hvis der var folketingsvalg? Han aner det virkelig ikke. Hans far stemmer på Socialdemokratiet, så meget véd han. Hvad hans mor stemmer på, véd han ikke. Og Annie? - stemmer hun overhovedet? Af en eller anden grund kan han ikke forestille sig det. Han prøvede hvormange partier han kunne komme på - fem. Men hvad står de mon for? Er der nogen større forskel? I gamle dage var der noget der hed højre- og venstrefløjen - det var for de rige og de fattige - men sådan er det vist ikke mere, hans far stemmer jo på et parti som engang var for de fattige. Han kan læse Jonatans artikel ude hos Annie i aften, og så kan han spørge hende om partierne og om hun stemmer. Og så var der det med "det var jo en forf..." - forfærdelig? - forfærdelig hvad? - ulykke? - episode? Hvordan får man ud af hende hvad det er? Hvis det er Eiriks mor der kører, så vil hun hilse på Annie, og så må man lytte opmærksomt.

Eirik sad i indkørslen med SL2(IR) slået op. Niels-Henrik måtte slæbe en kæmpe stabel bøger som Eirik havde udvalgt, og de satte sig samme sted som i forgårs og ristede toast med ost og skinke. Det Niels-Henrik havde læst, kunne umuligt have voldt ham problemer, det er helt elementært. Og herefter gik Eirik igang med en blyant og Niels-Henriks fotokopier.

   — Er det ikke bedst at jeg så hurtigt som muligt kommer igang med SL2(IR)?

   — Jo, men du kan ikke bare nøjes med at vide hvad begreberne i SL2(IR) betyder, du skal også kunne en masse sætninger, og du skal have en god træning i at tænke i de her baner - det jeg sætter kryds ved er helt nødvendigt.

   — Hvorlang tid vil det tage at læse alt det?

   — Det kommer an på hvor mange timer du arbejder om dagen - hvis du arbejder ti timer, så kan du læse hver af de tre bøger på en ugestid.

   — Hvorlang tid bruger man til en sådan bog ved universiteterne?

   — Mindst et semester - og de springer det meste over.

Da der var sat et halvt hundrede afmærkninger, og Eirik havde fortalt om de andre bøger han havde om de samme emner, sagde han:

   — Er du klar over hvad harmonisk analyse går ud på?

   — Ja, der står om Fourier-rækker og Fourier-integraler i tredie bind af "Matematisk Analyse".

   — Ja, men det er kun harmonisk analyse i sin mest primitive form - du har sikkert lagt mærke til, at teorien for Fourier-rækker og teorien for Fourier-integraler har en nogle fælles træk, men kan du gøre rede for sammenhængen?

   — Næh, nok ikke helt præcist.

   — Nå, men det skal jeg forklare dig nu - Fourier-rækker er nemlig harmonisk analyse på enhedscirklen, altså den multiplikative gruppe K af de komplekse tal med norm 1, og Fourier-integraler er harmonisk analyse på den additive gruppe IR af de reelle tal.

   — Ja.

   — Hvis vi har en periodisk funktion f(x) på den reelle talakse med perioden 2π, så kan den jo opfattes som en funktion på enhedscirklen - punkterne på enhedscirklen kan identificeres med deres vinkel θ med x-aksen.

   — Ja - θ er givet modulo 2π - for det reelle tal x er θ = x modulo 2π - til de værdier svarer punktet eiθ på enhedscirklen.

   — Ja nemlig - og multiplikationen på enhedscirklen svarer til at addere vinklerne - det det gælder om, er at udtrykke funktionen f(θ) på enhedscirklen som en sum af de simplest mulige komplekse funktioner på enhedscirklen.

   — Det må være de funktioner hvor man bare ganger vinklen θ med et helt tal.

   — Ja - at gange vinklen med et helt tal n, svarer til at gange punktet med sig selv n gange - hvis vi kalder den identiske afbildning på enhedscirklen for χ(θ) - altså χ(θ) = eiθ - og hvis vi kalder afbildningen ved at gange med n for χn(θ) - så er χn(θ) = χ(θ)n = ei - de afbildninger er alle homomorfier - de bevarer gruppe-strukturen - og véd du hvad man kalder en homomorfi fra en gruppe ind i enhedscirklen?

   — Næh.

   — Den kaldes en karakter på gruppen - på enhedscirklen K er der ikke andre karakterer end dem vi lige har dannet - og du kan nemt se hvorfor - vinklen skal multipliceres med et reelt tal, og det tal må nødvendigvis være sådan at det ganget med 2π giver et tal som er 0 modulo 2π - og det må være et helt tal.

   — Ja selvfølgelig.

   — Hvis den givne periodiske funktion f(θ) ikke er altfor genstridig, så kan f(θ) udtrykkes som en sum af karaktererne χn(θ) for n gående fra -∞ til ∞

f(θ) = ∑ anχn(θ)

- hvor an er komplekse tal - og eftersom χn(θ) jo er cos(nθ) + isin(nθ), så har vi opspaltet f(θ) i rene svingninger - men hvordan får man tallene an udfra f(θ) - kan du huske det?

   — Det må være noget med integralet langs enhedscirklen af f(θ) gange den konjugerede af karakteren χn(θ) - og det er den hvor n er erstattet med -n, eller hvor θ er erstattet med -θ, det kommer ud på ét - sådan her

an = f(θ)χn(-θ)dθ

   — Ja netop - så til en funktion f(θ) på enhedscirklen som er nogenlunde skikkelig, svarer en række komplekse tal an der aftager passende hurtigt - og omvendt - at f(θ) har reelle værdier, er ensbetydende med at det for alle n gælder at a-n er det konjugerede tal til an - og kan du huske Parsevals sætning?

   — Ja - ∫ |f(θ)|2dθ = ∑ |an|2.

   — Ja rigtigt - den kan generaliseres - men alt sådan noget - og det med bevis - det må vi vente med til du har læst bogen om Hilbertrum - et Hilbertrum er et vektorrum hvor der er et skalarprodukt, så man kan tale om normen af en vektor og om at to vektorer er ortogonale.

   — I "Matematisk Analyse" tales der bare om et ortogonalt funktionssystem - og det er altså basis i et Hilbertrum?

   — Ja netop - Hilbertrummet består af funktioner, og i det rum er der et koordinatsystem som består af de simpleste funktioner - og det er karaktererne - og så finder man den givne funktions koordinater i det koordinatsystem - så har man funktionen som en sum af tal gange karakterer - og det er fuldstændig det samme med Fourier-integraler - nu er det den reelle talakse IR vi arbejder på, og det er addition istedet for multiplikation - hvordan ser en karakter nu ud? - det er en homomorfi fra IR med additionen ind i enhedscirklen K med multiplikationen.

   — Den fås på samme måde som før - man ganger x med et reelt tal y og tager punktet på enhedscirklen - altså eiyx - men nu skal det reelle tal y ikke mere være en helt tal, for har vi erstattet 2π med uendelig - man får jo teorien for Fourier-integraler udfra teorien for Fourier-rækker ved at lade perioden gå imod uendelig.

   — Netop - karakteren svarende til det reelle tal y, kalder vi χy(x), og den fås som du siger ved at gange x med y og derefter tage punktet på enhedscirklen - altså χy(x) = eiyx - og på samme måde som før, kan vi for en funktion f(x) på IR danne en funktion på karaktererne - det bliver nu en funktion af y - vi kalder den g(y) - vi har

g(y) = f(x)χy(x)dx

- og vi kommer tilbage til f(x) ved de konjugerede karakterer - den konjugerede til χy(x) er χ-y(x), så vi har

f(x) = g(y)χ-y(x)dy

- men nu er integralet over et uendeligt interval, så nu må f(x) og g(y) opfylde skrappere betingelser - og nu siger Parsevals sætning at ∫ |f(x)|2dx = ∫ |g(y)|2dy - hvis vi altså har en funktion f, enten på enhedscirklen eller på den reelle talakse, så kan vi danne den Fourier-transformerede, og hvis vi betegner den f^, så har vi i det første tilfælde at f^ er defineret på de hele tal, og vi har f^(n) = an, og i det andet tilfælde at f^ er defineret på de reelle tal, og vi har f^(y) = g(y).

   — Ja, men der er da noget med at målene skal justeres - det ene af integralerne skal divideres med 2π.

   — Ja, der kommer sådan noget rod, men det ser vi bort fra, det kan vente til de konkrete udregninger - egentlig er en karakter på en gruppe en homomorfi ind i den multiplikative gruppe af alle de komplekse tal forskellige fra 0 - det vi har talt om, er det man kalder en unitær karakter, og det betyder at værdierne ligger på enhedscirklen - hvis vi kalder gruppen G og karakteren χ, så kan man definere en ny karakter χ* ved χ*(x) = χ(x-1)‾ for elementerne x i G - altså først det inverse element og så det konjugerede tal - så får man, at det at χ(x) ligger på enhedscirklen - altså har norm 1 - er ensbetydende med at χ*(x) = χ(x) - og hvis det gælder for alle x, så siger man at karakteren er unitær - det er altså kun de unitære karakterer vi beskæftiger os med.

   — Ja.

   — De nogenlunde pæne funktioner f(x) på de reelle tal udgør et vektorrum hvor man kan indføre et skalarprodukt så det bliver et Hilbertrum - hvis man har to funktioner f(x) og g(x), så betegnes skalarproduktet f•g - det er et komplekst tal, og det defineres ved ∫ f(x)g(x)‾dx - og hvis vi kalder den Fourier-transformerede af f(x) for f^(y), så gælder det at skalarproduktet bevares - f•g = f^•g^ - så Fourier-transformationen giver altså en isomorfi af Hilbertrum - og det gælder også for Fourier-rækker - og når f = g, så får man Parsevals formel i begge tilfælde.

   — Det er virkelig smart.

   — Ja - og det er endnu mere smart, for vi behøver kun at kende formlen for f(x) udtrykt ved g(y) for x = 0 - her

f(0) = g(y)dy

- for hvis man forskyder f(x) med et tal x0 - altså erstatter f(x) med f(x + x0) - så vil den Fourier-transformerede til den funktion være g(y) gange χ-y(x0) - og det betyder at vi har

f(x0) = g(y)χ-y(x0)dy

- og det er det samme som før.

   — Nå.

   — Det er altsammen noget vi vender tilbage til - man har også noget man kalder konvolutionen af funktioner - konvolutionen af f1(x) og f2(x) betegnes (f1*f2)(x) og defineres ved ∫ f1(x - y)f2(y)dy - og det gælder at den Fourier-transformerede af konvolutionen er produktet af de Fourier-transformerede - altså (f1*f2)f^(y) = f1^(y)f2^(y) - og udfra den egenskab, får man at skalarproduktet bevares og Parcevals formel ved at sætte x = 0.

   — Øh ja.

   — Altså i det første tilfælde - enhedscirklen K - er karaktererne indiceret ved de hele tal n - og i det andet tilfælde - den reelle talakse IR - er karaktererne indiceret ved de reelle tal y - man kalder også mængden af karakterer for gruppens spektrum - enhedscirklen K har diskret spektrum og den reelle talakse IR har kontinuert spektrum - nu kan du næsten regne ud hvad harmonisk analyse på SL2(IR) går ud på - SL2(IR) er, ligesom K og IR, en gruppe med at differentiabel struktur - en Lie-Gruppe - men den er ikke kommutativ, og det giver kæmpe komplikationer - man skal først definere hvad en unitær karakter på SL2(IR) er - og det viser sig, at det skal være en irreducibel unitær repræsentation - det er en homomorfi fra SL2(IR), ikke til enhedscirklen, men til operatorer på et Hilbertrum - unitær betyder at operatorerne skal have norm 1, og irreducibel betyder at der ikke er noget delrum af Hilbertrummet som er invariant ved alle operatorerne - og Hilbertrummet er normalt uendelig-dimensionalt - før var Hilbertrummet jo 1-dimensionalt - det var simpelthen det komplekse tallegeme - og en unitær operator var multiplikation med et komplekst tal med norm 1 - men det at Hilbertrummene ikke mere er 1-dimensionale giver et problem - hvis vi har en funktion f(x) på SL2(IR), så er den transformerede ved en irreducibel unitær repræsentation ikke mere et tal, det er en operator - og hvordan kommer vi fra den transformerede funktion tilbage til f(x)? - f(x) er jo et komplekst tal, men det vi danner hvis vi generaliserer formlerne, er en operator på et Hilbertrum - så til en operator på et Hilbertrum skal der knyttes et tal - men hvad for et tal? - en operator er en lineær afbildning, og den svarer til en matrix, så til en matrix skal knyttes et tal.

   — Determinanten?

   — Nej, det er sporet af matricen.

   — Summen af diagonalen.

   — Ja - men der er igen et problem - matricen er uendelig dimensional - så sporet er summen af en uendelig række, og vi skal jo være sikre på at den konvergerer.

   — Ja - det lyder interessant - hvornår fandt man ud af det? - altså teorien for SL2(IR).

   — Omkring 1950 - især én der hed Harish-Chandra - på samme måde som før gælder nu, at hvis man har en funktion på SL2(IR), så kan man danne en funktion på spektret af SL2(IR) - altså mængden af de irreducible unitære repræsentationer - og omvendt - men nu er der både et diskret og et kontinuert spektrum, og det skal nogle vægte ind i billedet - man skal anvende målteori - og den sætning der svarer til Parsevals sætning kaldes nu Plancherels sætning.

   — Ja.

   — Prøv at se denneher afhandling - det er om Placherel-sætningen for en vilkårlig semisimpel Lie-gruppe - se her

   — Nå! - det er på dansk?

   — Ja, min mor har som sagt fysik som bifag, og hun skrev speciale sammen med en veninde der studerede matematik og havde programmering som bifag - og veninden talte med en af sine lærere ved Universitetet om det jeg arbejder med, og han kom i tanke om at han havde nogle forelæsningsnoter om det - i 70'erne havde han deltaget i et seminar der hed "Plancherel-sætningen for en semisimpel Lie-gruppe", men han forstod ikke noget af det, så han holdt op med at komme, og jeg måtte godt få noterne - det er den artikel der er mit foreløbige mål - jeg kan genkende mere og mere af det - min mor og veninden skrev speciale om en praktisk anvendelse af Fourier-rækker - de undersøgte lydbølger som afviger mest muligt fra musikinstrumenternes toner - den mest umulige lydbølge man kan forestille sig, må være den funktion som på den ene halvdel af perioden har en konstant værdi og på den anden halvdel har den modsatte konstante værdi - den ville vel ødelægge højtalerne - min mor og veninden udregnede Fourier-rækkerne for sådan nogen funktioner, og tog et vist antal led med og lavede tonen - og det viste sig selvfølgelig at man kun kan medtage få led - højst 8-10 stykker - ellers er tonen skrækkelig at høre på - men selvom man kun medtager få led, så afviger tonen meget fra musikinstrumenternes toner - og de har en karakteristisk lyd - min mor og veninden klassificerede dem - de kan godt bruges i musik, men de kan ikke bruges til melodier.

   — De kan vel bruges til det Schönberg kaldte klangfarvemelodi.

   — Ja, det skrev min mor om.

   — Det må Annie virkelig høre.

   — Men tonerne kan godt bruges til melodier hvis man mixer dem med almindelige toner - for eksempel iblander 25 procent af den melodifremmede tone - og det lavede de et computerprogram der kan - det er indrettet på den måde, at man får lydbølgens kurve ved at indtaste nogle koordinater for punkter, og så forestiller man sig at punkterne forbindes - og funktionen skal helst være diskontinuert - hvis den bare er en diagonal, får man det man kalder savtak-funktionen.

   — Den har jeg prøvet at udregne - Fourier-koefficienten for n er vist bare 1/n.

   — Ja - og så virker programmet sådan, at når man indtaster et naturligt tal n, så udregnes de n første Fourier-koefficienter, og så kommer kurven svarende til de led frem på skærmen - og man kan høre tonen og måske vælge en anden n-værdi - og den tone kan man så mixe med en tone fra et keyboard, og lægge den nye tone ind i keyboardet.

   — Ja - det ka' man vel.

   — Dengang de skrev specialet - det var omkring 1980 - havde de ikke mulighed for at realisere det i praksis - men i de sidste ti år har min mors veninde tjent fedt på programmet - hun hedder Sinding, så hendes program hedder Sinding Sound.

   — Det har jeg nu aldrig hørt om - jeg skal spørge Annie - jeg vil påstå at jeg kan lave sådan et program på nogle få timer - det med at indtaste koordinater, er altfor besværligt - man kan tegne grafen på et stykke papir og skanne papiret - og så gennemgår programmet billedet og lægger kurven ind i en hukommelse - og man lader billedfilen være i BMP-format og lydfilen være i WAV-format, de formater er ukomprimerede og nemme - og proceduren der udregner Fourier-koefficienter ka' koges ned til to-tre linier.

   — Sikkert - jeg har ikke set hendes program, men det har nok en imponerende længde.

   — Haha - det ku' jo være at man sku' prøve at eksperimentere med den slags - vi har et keyboard hvor man kan importere toner - eller rettere, vi har det ikke, Annie låner det til sine klaverelever, og de leverer det ikke tilbage, vi må hele tiden købe et nyt.

   — Haha.

   — Jeg har tænkt mig at mit levebrød skal være sådan noget små-programmering - der er jo uendelige muligheder - man kan ringe rundt til folk og høre hvad de roder med - og de kan ikke vurdere hvor lang tid det har taget at lave programmet.

   — Ja det var måske en idé - men jeg synes ærlig talt at min mors og venindens klassifikation af "melodifremmede toner" er latterlig - men hvad, alle ska' jo have en universitetsuddannelse.

   — Ja, haha.

   — Firmaet Sinding Sound har selvfølgelig en hjemmeside - men direktøren ville gerne have at der stod noget om den avancerede matematiske teori som programmet bygger på - men der var bare det ved det, at hun ikke mere var istand til at skrive det - hun havde været gymnasielærer i ti år, og hun orkede ikke at repetere det hun havde lært på universitetet - og det hun havde lært, kan vist sættes ind i en højere sammenhæng, mente hun - hvor der er ord som "Hilbert space" og "spectral measure" og "adjoint operator" - men så skete der heldigvis det at jeg blev kørt ned.

   — Haha.

   — Og så mødte de op med svære matematikbøger for at aflede min opmærksomhed fra lidelserne.

   — Haha - bøgerne helbredte måske ligefrem?

   — Ja selvfølgelig gjorde de det - men sådan noget forstår læger ikke - de var ganske målløse - til at begynde med sagde de at jeg aldrig vil komme til at gå, men nu siger de at jeg vil komme til at gå næsten normalt - jeg går når jeg er alene hjemme - det ser dødlatterligt ud - nåmen jeg skulle læse deres speciale for at se et eksempel på nyttig anvendelse af matematik - og jeg fik brygget noget sammen til hjemmesiden som de var godt tilfredse med - men jeg var ikke tilfreds, jeg måtte konstatere at deres matematik er begrænset til det det menneskelige øre kan kapere.

   — Haha.

   — Og ikke nok med at øret kun kan kapere simple funktioner, øret kan kun kapere funktioner - man kan ikke forestille sig en lydbølge som ikke er en funktion - men nogle menneskelige hjerner kan kapere funktioner som ikke er funktioner i streng forstand - véd du hvad man kalder dem?

   — Nej.

   — Man kalder dem selvfølgelig generaliserede funktioner - de kaldes også distributioner - en generaliseret funktion er en lineær funktion funktioner - en lineær funktion på et vektorrum af funktioner kaldes også en funktional - forestil dig at vi har en kontinuert funktion g(x) på de reelle tal - og antag at den er begrænset og at den er 0 udenfor et begrænset interval - så kan vi til enhver kontinuert funktion f(x) på de reelle tal danne et tal, nemlig ∫ f(x)g(x)dx - til enhver funktion f(x) har vi altså et tal, og det er bestemt ved fordelingen g(x) - det er derfor en generaliseret funktion også kaldes en distribution - men hvis man omvendt har distribution, så behøver den ikke at komme fra en fordeling g(x) - vi kan for eksempel tage den distribution som til funktionen f(x) knytter tallet f(0) - den distribution kommer ikke fra nogen fordeling g(x) - men det gør den alligevel - hvis vi har en Dirac-følge - det er en uendelig følge af positive funktioner gn(x) defineret lige omkring 0, således at de er 0 udenfor et interval omkring 0 som bliver snævre og snævre når n vokser, og således at værdierne vokser i højden så arealet hele tiden er 1 - så gælder at følgen gn(x) opfattet som en følge af funktioner, ikke vil konvergere imod nogen funktion når n går imod uendelig, men følgen gn(x) opfattet som en følge af distributioner, vil konvergere imod den distribution som til f(x) svarer f(0).

   — Øh ja - ja sådan må det være.

   — Og den distribution kan man også få på en anden måde, nemlig udfra et mål μ - du véd sikkert hvad et mål er - på samme måde som et topologisk rum er noget med at visse mængder udnævnes til at kaldes åbne, så er et målrum noget med at visse mængder udnævnes til at kaldes målelige, og at der til enhver målelig mængde M knyttes et tal μ(M) kaldet dens mål - véd du hvad det almindelige mål på linien og planen og rummet kaldes? - altså det der giver længde og areal og rumfang.

   — Ja, Lebesque-målet.

   — Nemlig - hvis man har en fordeling g(x) på de reelle tal, så kan man udfra Lebesque-målet dx danne et nyt mål - man kan betegne det g(x)dx - det er således, at målet af et interval [a, b], istedet for b - a, er ∫ g(x)dx fra a til b.

   — Ja, det kender jeg - hvis G(x) er en stamfunktion til g(x), så kan man skrive dG(x) istedet for g(x)dx.

   — Ja netop - og når man har et mål μ, så har man også et integralbegreb - for en funktion f(x) på målrummet kan man definere integralet ∫ f(x)dμ(x) - og det er jo en distribution, for til en funktion f(x) er knyttet et tal - til ethvert mål μ svarer altså en distribution - og distributionen svarende til en fordeling g(x) på de reelle tal, er selvfølgelig distributionen svarende til det mål vi lige har defineret - altså g(x)dx - men vi skulle finde et mål μ som giver den distribution som til f(x) knytter f(0) - hvis vi har en Dirac-følge gn(x), så er den distribution som til f(x) knytter f(0) som sagt lig med grænseværdien af gn(x) opfattet som distributioner - og så gælder det jo nok, at grænseværdien af målene gn(x)dx, er det mål μ vi søger - hvordan ser det mål ud? - det er det simpleste man kan forestille sig - vi lader enhver delmængde M af de reelle tal være målelig, og sætter μ(M) = 0 hvis M ikke indeholder punktet 0 og μ(M) = 1 hvis M indeholder punktet 0 - og så får vi, at for en funktion f(x) er ∫ f(x)dμ(x) lig f(0).

   — Øh ja - det ser interessant ud.

   — Det der er det mest interessante ved harmonisk analyse på SL2(IR), er at der er meget med sære mål og distributioner - på spektret af SL2(IR) - altså mængden af de irreducible unitære repræsentationer - er der et mål kaldet Plancherel-målet - og det består af en diskret og kontinuert del - den diskrete del består af de hele tal bortset fra 0 - og hvert helt tal n opfattes som et målrum bestående af kun ét punkt, og målet af det punkt er |n|/(2π) - den kontinuerte del består af den positive y-akse taget to gange - og målet er Lebesque-målet dy gange en fordeling g(y) - på den ene y-akse er den

g(y) = (1/(2π))(y/2)tanh(πy/2)

- og på den anden y-akse fås den ved her at erstatte hyperbolsk tangens med hypelbolsk cotangens - det er for at være helt præcis.

   — Ja.

Eirik kunne mærke at Niels-Henrik havde fået nok nyt for i dag, så i den næste time gentog og uddybede han det første af det han havde sagt - og viste konkrete eksempler. Dette, at forskellige teorier kan sammenfattes til én, er noget af det mest fascinerende ved matematik. Og Eirik er en god pædagog, han går langsomt og omhyggeligt frem. Så da Eiriks mor rullede ind ad indkørslen, følte Niels-Henrik sig som mæt efter et godt måltid.

   — Du bliver og spiser med, ikke? - Camilla er ude hos Gudrun hver fredag.

   — Jotak, men jeg må lige ringe til Annie.

Ved bordet omtalte Niels-Henrik Jonatans artikel:

  Eiriks far: Vi læser alle Jonatans artikler - han er virkelig en knag - det er skamligt at ingen tager stilling til hans kritik - hverken eleverne eller deres forældre eller lærerne eller deres rektor - da jeg gik i gymnasiet i 70'erne, havde unge mennesker sgu da for fanden en mening - jeg havde skrevet i vores blad, at forskningen hverken skal være for folket eller for profitten, og at pengene naturligvis skal forvaltes af de mennesker som véd hvad forskningen går ud på - det væltede ind med harmdirrende modindlæg - "kan man forvente andet af denne stærktbebrillede jakkesætklædte søn af en skyklapbærende fugleeskrementanalysator?"

  Niels-Henrik: Haha.

  Faderen: Min far er kemiingeniør og amatørornitolog - en anden skrev at han havde hørt, at en musikforsker havde fået ligeså meget for at identificere et nodefragment fra Christian den Fjerdes tid, som en fabriksarbejder får for at pakke 50.000 frosne sildefileter - om jeg vilkelig ville forsvare det? - muligvis ja, svarede jeg - først efter tre numre, og en del indrømmelser fra min side, blev jeg frigivet - men folk havde da meninger, og der blev lyttet til én - Jonatan bliver tiet ihjel - der er altid noget rigtigt i det han skriver - hans kritik af politikerne er uafviselig - ja hvad var det nu han skrev?

  Niels-Henrik: Jeg har bladet her.

  Faderen: Ja la' mig lige se - jo, hør her: "Hovedparten af befolkningen må nødvendigvis mangle ansvarsfølelse og have en dårlig smag, af den enkle grund, at kun en minoritet decideret interesserer sig for politik og kultur. Så i takt med at demokratiet bliver mere og mere sandt, ved at beslutningerne kommer til at afspejle flertallets sande ønsker, så bliver dets ødelæggelser større og større. Livsvigtige problemer kan ikke løses fordi der ikke kan skaffes flertal, og den dårlige kunst breder sig fordi der kan skaffes flertal." - hahaha, jeg ku' ikke ha' sagt det bedre.

  Eirik: Da jeg ringede til ham og sagde at mødet holdes hos Niels-Henrik, sagde han, at han vil deltage i en kronikkonkurrence for unge - én Politiken har udskrevet - det er noget med forskellen på manden og kvindens natur - noget med hvordan piger og drenge skal opdrages.

  Moderen: Nå, det var da et sært emne at sætte de unge til at skrive om - nutildags - det er vel for at se hvad de vil sige - vandt han ikke en konkurrence sidste år?

  Eirik: Jo, han fik 1. præmie og 5.000 kr. - "Når turiststrømmen går den modsatte vej", hed hans kronik.

Da de havde spist, takkede Niels-Henrik for mad og sagde at han havde lovet at komme ud til Annie - og at han ville vise hende artiklen. Han var gerne blevet, men han havde fået matematikundervisning nok for i dag.

Annie havde i dagens løb gået og tænkt over hvordan hun skal fremlægge det med den episode der satte punktum for hendes forsøg som gymnasielærer. Niels-Henrik må have det at vide af hende selv, førend han hører det fra andre.

   — Dav Niels-Henrik! - er du der allerede?

   — Ja, jeg har været der lige siden klokken to.

   — Fik I en ordentlig snak?

   — Ja mon ikke - jeg får travlt - jeg sku' gerne ha' læst 600 sider inden tre uger.

   — Bevarmigvel.

   — Ja - og jeg har en artikel vi skal læse - af Jonatan der kommer med til mødet - den handler om demokratiet - Eiriks far var begejstret for den.

   — Har du læst den?

   — Nej, ikke endnu.

   — Så sæt dig og læs den - så laver jeg kaffe.

Niels-Henrik læste artiklen højt ved kaffen, og da han var færdig sagde Annie:

   — Jeg ka' ikke helt få rede på hvad det er han mener - det er politikerne han kritiserer, ikke vores styreform - det virker nærmest som om at vi skal styres af journalisterne - altså ham selv og hans far - journalisterne skal sætte sig grundigt ind i sagerne og oplyse politikerne, og politikerne skal så igen oplyse deres vælgere - men det forudsætter da, at vælgerne vælger politikere som lader sig oplyse og påvirke af den oplysning de har fået - og hvis Jonatan skal oplyse nogen, så må han da udtrykke sig mere klart - det virker som en masse smarte formuleringer uden større sammenhæng - hans fars skriverier er lidt af den samme skuffe - du er da på et ganske andet klarhedsniveau, når du skriver - men noget af det har han ret i - det var de nationalliberale intellektuelle i sin tid, som virkede for parlamentarismen fordi de led under enevælden, men der var også megen betænkelighed - den almindelige opfattelse var, at den oplyste enevælde var den bedste styreform - man var skræmt af den franske og tyske reforms- og revolutionsiver - Blicher sagde, at han betragter friheden som det største gode, men at vi ikke kan forvente at den kan fuldkommengøres - forsøger man, ender det med despoti og ufrihed - magten skal være dér, sagde han, hvor den vil blive mindst misbrugt, og det må være hos kongen - forudsat at kongen er i overensstemmelse med nationalkarakteren og virker for folkets oplysning og frihed - på den tid gik bestræbelserne først og fremmest ud på at fremme samhørigheden - der var ikke det store slægtskab imellem nordjyder og københavnere - men nu skulle danskerne forstå sig selv som et folk med en fælles kultur og en fælles vilje - ikke mindst på grund af truslen sydfra - det Grundtvig og Ingemann arbejdede for, var at Danmark skulle være det vi kalder et religiøst samfund - danskerne var i forvejen et nogenlunde homogent og fredsommeligt folk, men Danmark skulle samles mere - have et mere fælles sindelag - og så skulle folket oplyser meget mere - og kunne det mål nås, så skulle der ikke kunne blive de store stridigheder - og så kunne problemerne løses igennem forskellige forsamlinger - kongen havde i 1830'erne indført de rådgivede stænderforsamlinger, hvor de forskellige stænder kunne fremsætte forslag og træffe beslutninger og rådgive kongen - og det var en god begyndelse, selvom valgretten var urimelig - men valgretten skulle udvides i takt med at folket blev mere oplyst, og det skulle være sådan, at ingen kunne få indflydelse på noget han ikke havde begreb om - det er det sidste, der har været demokratiets største problem, og især er blevet det igennem de senere årtier: man kan uddanne folk, men uddannelse fører ikke automatisk til dannelse - dannelse betyder blandt andet, at man ikke bare kender sine fortrin, men også erkender sine mangler - de mest kultiverede har kun modstræbende accepteret demokratiet - for George Brandes var demokratiet det mindre tænkende flertals despoti over det mere tænkende mindretal.

   — Haha.

   — Grunden til at demokratiet indtil min barndom ikke førte de helt store kulturelle ødelæggelser med sig, var at det ikke var repræsentativt - de der lod sig vælge var trods alt blandt de bedst uddannede - nutildags bør religiøse mennesker være imod demokratiet - både Karin og Stig og Vivi og Steen holder sig helt uden for politik.

   — Jamen kan man det?

   — Ja ved Gud - de sætter da et mere prisværdigt aftryk på verden end dem der sætter et kryds på en stemmeseddel.

   — Jamen der skal da træffes beslutninger.

   — Ja, men Niels-Henrik, der er to typer af beslutninger - den ene type er beslutninger som forskellige samfund kan og skal være fælles om, for eksempel miljø og etik - på det område alle samfundene simpelthen samarbejde og finde løsninger som alle kan acceptere - den anden type er beslutninger som kun har relevans indenfor en bestemt kultur, og som har afgørende betydning for menneskene dér - det er urimeligt at vi betragter danskerne som ét folk - de verdslige kan ikke have noget imod den orden, men de religiøse er ikke tjent med den, de bør kræve selvforvaltning på de områder som har særlig betydning for deres kultur - især børns opdragelse.

   — Burde de forskellige kulturer ikke bo indenfor deres egne områder?

   — Det ville måske være en idé, men idag er tanken utænkelig - jeg sagde engang til Kim at jeg ville foretrække et samfund hvor de forskellige befolkningskatagorier levede adskilt fra hinanden - han havde aldrig hørt noget så absurd: "Så sku' alle tilhængerne af Brøndby bo i Brøndby."

   — Hahaha - men hvis samfundet engang vil bevæge sig imod det religiøse, tror du så ikke at det vil være en sørgelig udgave af det du drømmer om? - tag nu Trine, hun vil være det typiske menneske i fremtiden, kan man forestille sig at hun gik hen og blev religiøs?

   — Ja det kan man godt! - for husk nu på, at selvom en bestemt religiøs kultur ikke er et vidt begreb, så er begrebet religiøs kultur et vidt begreb - hvis der opstår noget religiøst i den nærmeste fremtid, så kan det meget vel have rødder i den verdslige massekultur - menneskene vil sikkert være mere åbenlyst sanselige end man er i min kultur, og deres musik vil være rytmisk eller meditativ - og der vil sikkert være en masse nyreligiøsitet inde i billedet.

   — Ja, men du siger du møder modstand fra alle du taler med - selv dem der kalder sig religiøse.

   — I øjeblikket hylder alle uden undtagelse de verdslige frihedsidealer - også de der kalder sig religiøse - de har et eller andet fundament som er givet af deres gud, og når de blot lever i nogenlunde overensstemmelse med det fundament, så kræves der ikke mere af dem, så kan de være verdslige for resten af pengene - de eneste jeg har mødt, som kan se at den kulturelle opløsning og sammenblanding er ødelæggende, er Vivi og Steen - men nu må du regne med, at når verdsliggørelsen i øjeblikket ser ud til at køre helt ud i ekstremen, så beror det på nogle mekanismer som i fremtiden måske vil have mindre styrke - for læg mærke til, at de mest ihærdige i den bevægelse, er dem der har deres rødder i de mest kulturfattige befolkningslag - og der er ikke noget at sige til at de går grassat, når der pludselig bliver kastet kæmpe mængder af foder til dem - men engang udvikler de måske en eller anden form for smag - desuden vil en masse forureningskilder kunne begrænses - radio og tv og arbejdspladserne.

   — Du vil da ikke påstå at folk vil se mindre tv.

   — Nej, men tv vil være noget andet end det er idag - når tv-kulturen idag lovprises af alle, ikke mindst af medieforskerne, så er det fordi den udvider menneskers horisont - og det kan jo ikke benægtes, at de lavere klasser har haft brug for at få deres horisont udvidet - ulykken er bare, at de efterhånden har fået den udvidet for meget - radioen og fjernsynets farlighed ligger nemlig i at folk åbner uden at vide hvad der er, og ser af nysgerrighed - radioen og fjernsynet er i virkeligheden molboagtige opfindelser - det svarer til, at man ikke selv kunne bestemme hvilke bøger man ville låne på biblioteket - man fik bøgerne tilsendt med posten i en tilfældig orden - man kunne selvfølgelig lade være med at læse en bog, men de fleste ville gøre det fordi de kedede sig - et sådant bibliotek ville være skadeligt, fordi det kunne få de svage i troen til at vakle - den kristne fik en bog som latterliggjorde kristendommen - han skulle lige bladre lidt - vegetaren fik en kogebog med billeder af lækre kødretter - det er jo på den måde at radioen og fjernsynet er indrettet, men i fremtiden kan vi selv vælge alle de ting vi ønsker over Internettet - desuden kan computeren gøre det lettere for den der ønsker det, at blive fri for at være sammen med en masse vidt forskellige mennesker på en arbejdsplads.

   — Ja, men man skal da engang imellem udsættes for noget man ikke selv har valgt.

   — Ja, men for pokker da ikke flere timer hver dag - noget man ikke selv har valgt, må være undtagelsen og ikke regelen - og det er det også hos folk som har ordentlige interesser og arbejder ordentlige steder.

   — Hvis Trine skulle blive religiøs, så skulle der da muges grundigt ud på hendes værelse.

   — Ja, men netop fordi hun boltrer sig uhæmmet i det verdslige supermarked, så kan det være, at hun engang vil blive godt træt og søge roligere græsgange - ja måske går hun helt over til den modsatte side - der kan ske de mærkeligste ting med folk - tag bare Katjas mor - fra rødstrømpe til muslim - den slags spring viser virkelig beskaffenheden af det underlag folk står på.

   — Når du møder hende om fem år, så er hun mormon.

   — Jah - eller også er det jødedommen hun er konverteret til - men ægte religiøs bliver hun aldrig - hun har ikke forudsætninger og det er for sent - for mig betyder det at være religiøs, at man er opvokset, eller ihvertfald hører til, i en religiøs kultur - men det betyder ikke nødvendigvis at man i høj grad lever op til kulturens dyder - de fleste mennesker i et religiøst samfund betragter kulturen som deres kultur, men de vil have et afslappet forhold til fordringerne - de er altså verdslige, men ikke i samme grad som man er det i et regulært verdsligt samfund - véd du hvad jeg kalder de mennesker i et religiøst samfund som gør en særlig indsats for at leve op til dyderne?

   — Du kalder dem vel de hellige.

   — Ja, jeg kan godt li' det ord - de hellige er de egentlige bærere af kulturen - det er på deres ømme skuldre at kulturen hviler.

   — Hvad så med de skinhellige?

   — Det er dem der lader som om de bærer, men som snarere bæres af sted og gør byrden tungere for de hellige - det er de skinhellige der alle dage har givet mennesker afsmag for religion.

   — Jamen hvad er en skinhellig?

   — Det er én der profitterer på fordringerne - folk skal tro at han er hellig, og han er flink til at kritisere andre for ikke at være hellige nok - det er rigtigt at der i et religiøst samfund af og til skal siges noget til mennesker, for der er jo krav til mennesket og ethvert menneske skal kende kravene, men det er ikke ligemeget hvem der siger det og hvordan - den opgave kræver forståelse og takt - idealet er selvføl... hva' er det der er så morsomt? - er det eksempler på manglende takt fra min side der kommer dig ihu?

   — Ja, men du er tilgivet - jeg har stof til et festligt kapitel når jeg engang ska' skrive mine erindringer.




Niels-Henrik måtte straks igang med sin lektie da han stod op næste morgen. Læser Eirik virkelig ti timer om dagen? Bevares, han arbejder selv mere end ti timer - ja når han har været igang med noget vigtigt, har han flere dage i træk arbejdet tolv-fjorten timer i døgnet. Men det har været noget andet, der har været tale om udregninger eller computerundersøgelser hvor timerne er fløjet af sted. Eiriks bøger er vanskelige på en anden måde end dem han har læst indtil nu - de er mere abstrakte og formlerne ser anderledes ud. På den anden side, i denne dér SL2(IR) ligner formlerne dem han kender, der er noget rigtig tiltrækkende ved den bog - han glæder sig til om tre uger.

Da han havde læst en timestid, måtte han ud og strække benene lidt. Og så kom han i tanke om, at han havde forsømt haven i nogen tid - de havde nu ikke sagt noget. Han rev lidt i et bed, og så gik han ind igen og læste en timestid. Den rytme er egentlig meget nyttig. Ved tre-tiden kom konen over spurgte om han kom over til eftermiddagskaffe. Ved kaffen fortalte han historien om Gudrun (som har dannet en gruppe for unge med seriøse interesser) og Eirik (som er med i gruppen og interesserer sig for matematik) og om salonerne der nu skal begynde igen.

Ved seks-tiden cyklede han til Annie:

   — Nå, har du fået læst dine ti timer?

   — Kun otte - jeg har haft travlt i haven i dag.

   — De kom vel ind og sagde at du er bagud med huslejen.

   — Næh tværtimod, de beundrede min flid, og jeg blev inviteret over til kaffe.

   — Ja din flid med at læse.

   — Nej med haven - jeg holdt frikvarter hver time og gik ud i haven.

   — Nåja, det er en fornuftig ordning - men nu svigter du vel ikke de andre ting? - læser du i Brøndsteds bøger?

   — Ja, jeg har læst halvdelen af erindringerne - man kan jo sådan set sige, at bogen er en beskrivelse af hans kultur - man kan vel sige, at det der adskiller de religiøse fra de verdslige, er at de religiøse må kunne beskrive deres kultur, det behøver de verdslige ikke.

   — Ja det er der noget om - i øjeblikket er det ihvertfald sådan - for nogle årtier siden, hvor de var knap så verdslige som de er nu, var socialismen på mode - socialisternes menneskesyn var præget af kristendommen, og man kunne påstå, at socialismen var ligeså undertrykkende som kristendommen, så derfor lagde socialisterne meget vægt på at tage afstand fra kristendommen - de fremhævede alt det undertrykkende - socialisternes mål var, at vi skal enhver form for ulighed til livs, og at vi solidarisk skal marchere i samlet trop - imod hvad? - ja de så vel nogenlunde det samme for deres indre blik som vi ser idag - når der ses bort fra de forandringer som computeren vil medføre - men bevægelsen gik hurtigt i opløsning - den form for ensretning huede ligegodt ikke danskerne - eller også er tiden endnu ikke moden til den, det vil jo vise sig - men den vigtigste grund til at revolutionen udeblev, var at det viste sig, at de lønmæssige og tekniske fremskridt der hele tiden bliver gjort, betød at de fattige ophørte med at være fattige - og når man ikke mere ser håndgribelig nød, så forstummer den værste oprørsånd - man vil nødig kaldes kværulant - så kloge af skade, er samfundsteoretikerne blevet forsigtige med at udtale sig om udviklingen - vi behøver ikke at tænke så meget, vi skal bare gøre det vi umiddelbart finder rigtigst - de påstår, at lovgivningen og rigdommen i Vesten har ført til at kapitalismen er blevet mere human - og at den humane kapitalisme er den indretning af produktionen som passer bedst til vores virketrang - den kan fuldt ud løse opgaverne og det sker på den bedste måde, mener de - staten skal blande sig mindst muligt - staten skal forhindre at banker og større virksomheder går konkurs, og den skal sørge for at alt det arbejde der er brug for bliver udført, men så skal resten overlades til det private - men i virkeligheden er kapitalismen ligeså hensynsløs som den altid har været, man har bare flyttet hensynsløsheden et andet sted hen.

   — Hvor?

   — Når man overlader tingene til erhvervslivets folk, så giver man dem mulighed for at få hævn over de mennesker og kulturværdier som de aldrig har brudt sig om - og uanset hvad, så vil mennesker og kulturværdier altid komme til at lide, når det er private firmaer der skal drage omsorg for dem - og det véd de godt allesammen, men systemet giver folk mulighed for magt, og den mulighed skal være der - for som jeg har sagt: mennesker vil være noget, og kan det ikke ske ved ægte midler - ved kvalifikationer som er nyttige og alment beundrede - så må det ske ved falske midler - overdreven brug af magt - at deres indsats engang vil blive fordømt, det véd de også godt, men de ta'r sig ikke af det, de lever i nu-et.

   — Jah.

   — Hvis det går som alle de verdslige jeg har talt med forestiller sig, så vil vores levestandard og kulturform have bredt sig udover hele jordkloden inden hundrede år - der vil nemlig komme endag hvor levestanden i Vesten kulminerer, men det vil ikke få folk til at nedtrappe deres morakkeri - næh, der vil ske det, at de rige generøst og i stor stil vil hjælpe de fattige - vi vil hjælpe dem frem, og de vil takke os, og det er altid en glæde at modtage tak - der vil blive en god kontakt mellem verdens rige og fattige - vi vil rejse ned og besøge dem, og vi vil invitere dem hertil - så har vi hånd i hanke med udviklingen i de lande.

   — Javel.

   — Vi vil fortsætte med at knokle, fordi fritiden fortsat ikke vil have nogen større værdi for folk - men der vil alligevel ske noget nyt, læste jeg - før i tiden elskede mennesker at se på mennesker - man kom på bestemte steder for at se mennesker - på handels- og forlystelsesstederne - men det er ophørt, for der er jo ikke mere noget at se på - ekvipagerne er forsvundet, og det samme gælder ekviperingen.

   — Haha.

   — Men nu vender det synlige tilbage, men det er på Internettet det foregår - og det er ikke så meget folks ydre man skal se, det er deres liv - der vil blive portaler for den slags, og alle vil have en hjemmeside - nogle hjemmesider vil være ganske uinteressante for det almene publikum - siden skal vise indehaverens succes og kvalifikationer, og den skal ses som en del af hans personlighed - der vil være et langt cv og der vil være billeder af familielivet - og det er noget der vil blive kigget på når man søger arbejde, så derfor vil der være en masse overdrivelse og fortielse - men så vil folk også lægge ting ud som har underholdningsværdi - det er mest filmoptagelser - folk viser hvad de kan - en mand kravler igennem en lem som er så lille at enhver vil sige at han umuligt kan komme igennem - det er noget folk sidder og ser ved aftenkaffen - og folk vil på hjemmesider vise deres strålende familieliv - konen iført bikini svømmer i deres indendørs swimmingpool og manden falder med det frie falds hastighed i tre kilometers højde og datteren danser ballet og sønnen kører på éthjulet cykel og deres hund og papegøje slås om en tøjklemme.

   — Haha.

   — Der vil være tekster ved tingene, så man kan finde dem ved søgning - og det vil blive en udbredt hobby at have samlinger af ting fundet ved søgning - én samler på billeder af kønne piger, en anden påstår at han har billeder af samtlige flyvemaskinetype der er fremstillet - og de kan sælge det på cd og tjene store penge - det må du også sige til Mads når du ser ham.

   — Ja.

   — Det meste af det vil forsvinde igen, og noget vil blive bevaret, og det er udmærket, det kan have historisk værdi - men så er der også en foretagsomhed som ikke er harmløs, og det er den der gør krav på at blive husket - og det er den kunstneriske aktivitet - og den videnskabelige - indenfor de rigtige videnskaber er problemet måske ikke så stort - man kan sortere, fordi sådan noget som væsentlighed og viden og skarpsindighed er størrelser man kan måle - og sådan var det også før i tiden med kunsten - man kunne måle den håndværksmæssige kunnen, og der kunne opnås nogenlunde enighed om at resultatet var mesterligt - og sådan er det stadig i den seriøse musik - jeg har ihvertfald tilladt mig at muge ud og bringe orden i det udvalgte - og også i litteraturen kan man fortsat vurdere og sortere - men det skyldes jo i høj grad at forlagene allerede har sorteret - det er billedkunsten som er blevet kunstens smertensbarn - for her er det blevet sådan, at der kun er én ting der tæller, og det er talent - talent for hvad? - talent for at udtænke noget som fængsler ved sine former og farver og materialer - eller som overrasker eller provokerer - tingen skal have så ringe forbindelse som muligt til andre ting - og kunstnerens uddannelse består i at perfektionere sine visioner - problemet er bare, at når talent er det eneste man skal møde op med hvis man vil begå sig i et fag, så drukner det fag i aktivitet - for talent er en ressource som der, i modsætning til alle andre ressourcer, bliver mere og mere af - talent er en så svært målelig størrelse, at enhver kan bilde sig selv og andre ind at han har talent - har han frembragt noget som er en smule dekorativt, så kan det nemt gå for at være kunst - og sælges - vi har jo evigt brug for dekorative ting - i billedkunstens verden kan enhver træde ind - alle børn har været der, og en stor del af de voksne - og af hele denne ufattelige produktion, er det blevet umuligt at foretage en kvalificeret udvælgelse.

   — Det ska' man vel heller ikke - de fleste gør det vel ikke til mere end det er - de fleste er vel lissom Grisehovedet.

   — Ja sikkert, men mange gør det til mere end det er - og der skal være en udvælgelse - det er udvælgelsen i menneskenes efterladenskaber der er vores kulturarv - og udvælgelse forudsætter institutioner - det skulle helst være sådan, at institutionernes funktion er at forvalte en tradition, men er traditionen væk, så er der i endnu højere grad brug for institutioner - i billedkunsten er institution sådan noget som akademier og udstillinger og anmeldervirksomhed og priser og store mestre - det er de instanser som kan sørge for at der bliver tyndet ud og skabt orden i menneskenes skabervirksomhed - det er den form for orden vi kalder Historien - og eftersom de seriøse kunstnere er dem der kæmper for at få en plads i Historien, så kæmper de for at bevare de historieskabende instanser - de kæmper imod den kunstige form for udvælgelse som længe har været der, og som består i at det alene er signaturen der bestemmer tingens placering - og at signaturens værdi mere beror på ejermandens sociale kvalifikationer end på hans faglige - kunstneren skal have nogle evner som ligeså godt kunne være brugt til noget andet end kunst - han skal have talent for selviscenesættelse - en kunstner skal have handlingsbegavelse, læste jeg et sted.

   — Nå.

   — Der er kun én ting som for alvor kan redde billedkunsten - sørge for at den igen bliver kunst - og det er at man erkender at det gamle malergrej er passé - efter at man har set noget af computerkunsten, så synes man at der er noget antikveret over de gamle teknikker - jeg kan ikke se andet, end at det nye redskab må være computeren - med computeren kan man vel lave alt - man kan få stoflige virkninger frem med printere der smører maling, og man kan lave skulpturer med maskiner der skærer i et materiale, og engang kommer der vel tre-dimensionale skærme hvor pixlene er gennemsigtige - hvis man havde programmer som det tog mange år at lære at betjene, så kunne der laves noget som man virkelig måtte beundre og respektere - jeg kan for mit indre blik se noget fantastisk som tidligere ville være helt umuligt - og jeg kan også høre en helt ny musik.

   — Hvordan lyder den?

   — Det skal jeg engang fortælle dig nærmere om - det er noget jeg så småt går og tænker over - men jeg tror ærlig talt, at hvis det for alvor gik i den retning, så ville det meste af det der blev lavet støde mig - næppe ret meget af det ville tilhøre min tradition - men nye redskaber kan nemt optages i min tradition - hvis vi igen skal have solide fagtraditioner, så må der nok nye redskaber til - og det skal selvfølgelig til enhver tid være sådan, at tingene kun rigtigt kan vurderes af fagfolk - og det skal også være sådan, at der i kunsten indgår en form for ekstern teknisk kunnen - for eksempel matematik - som da billedkunstnerne i renæssancen måtte lære perspektivlære - i musikken har der altid været masser af matematik - ja det endte jo med at der blev for meget af den - og så er der programmering - man kan forestille sig, at computerkunstneren har lært programmering og at han selv laver sine programmer helt fra grunden.

   — Ja, men hvis programmet laver hele billedet - lissom fraktalerne - så kan man indføre parametre der kan reguleres, og så er det jo programmet der må siges at være kunstværket - så er billedet ikke et bestemt billede.

   — Ja - ja det får mig til at tænke på noget en maler sagde engang - han sagde, at det altid er svært for en maler at ramme den helt rigtige nuance - hvis han næste dag opdager at nuancen burde være lidt anderledes, så må han lade det være - derfor er farverne i malerier aldrig helt tilfredsstillende - og så ændres farverne jo med tiden - men i computerkunsten vil man hele tiden kunne forbedre farven - og billedet i det hele taget.

   — Ja, men så kan man jo forestille sig at andre ændrer i det - hvis de altså har programmet - hvem er så kunstneren?

   — Jamen sådan er situationen da indenfor musikken - komponisten laver partituret og der er andre der opfører værket - man fortæller selvfølgelig hvem der har lavet hvad - men det at musikken frembringes af andre end den der har komponeret den, ser jeg som et onde der helst skulle afskaffes - et kunstværk skal hele vejen igennem være lavet af én og samme person - efter min mening - og det vil engang blive muligt i musikken, for der vil komme så avancerede musikprogrammer, at resultatet er fuldt på højde med, ja bedre end det musikere kan præstere - komponisten indtaster nodeværdierne og vælger klang og styrkefordeling - og det vil have den fordel, at han helt frit kan arbejde videre med værket.

   — Ja, men så kan andre også arbejde videre med det...

   — Det har man jo altid kunnet med et musikværk, men den komponist der selv indspiller sit værk, kan lave ting som det kan være umuligt for andre at klarlægge - klange og effekter - ja der er måske programmering med i spillet.

   — Ja, og hvis andre har programmet? - hvis et kunstværk er lavet med et computerprogram, og en anden har programmet, så kan han arbejde videre med det.

   — Ja, men det at man hugger fra andre, er noget der finder sted i al kunst og videnskab - det er iorden indenfor visse grænser, og de grænser må man have klarhed over - hvis en kunstner arbejder meget selvstændigt, skal det selvfølgelig værdsættes - da du skrev din stil, huggede du vist en helt del fra Gerts manuskript.

   — Nej, jeg fik viden, og jeg satte det ind i en anden sammenhæng.

   — Javel - men jeg tror ikke at billedkunsten vil ændre sig til det bedre - for uanset hvilket nyt redskab man vil bruge, så vil det kræve et kæmpe pionérarbejde, og det er tiden ikke til - den klassiske musik har Gud bedre det være forskånet for billedkunstens skæbne - den er herlig ukommerciel og den har endnu en smule af det religiøse i sig - jeg har ihvertfald tilladt mig at skrive dens historie.

   — Ja, men du siger du forventer øretæver.

   — Det kan enhver historieskriver forvente - og der skal mange historiebøger til, førend en kulturs historie er skrevet - og det er heller ikke forbudt efterkommerne at revidere historien - det der har gjort at jeg har haft mulighed for, og overhovedet lyst til, at skrive bogen, er at miljøet har været nogenlunde homogent - der har været nogle helt uomgængelige faglige krav som har holdt uønskede folk borte - og masser af institution - konservatorier, koncerter, anmeldelser, udgivelser, foreninger, radioudsendelser, Dansk Musik Tidsskrift.

   — Der er da også masser af institution i rockmusikken.

   — Er den institution ikke mest sådan noget med salg af tingene? - og skal meget af det ikke mest ses som kulturfænomen? - og hvor meget af det er langtidsholdbart?

   — Tror du ikke at sådan én som Michael Jackson vil blive husket?

   — Jo, som et særligt iøjenfaldende kulturfænomen.

   — Ja, men det er da også noget - og når han dør, så vil hans solbriller og kosmetikæske blive solgt for millionbeløb.

   — Sikkert, men tror du de klenodier vil bevare deres værdi ligeså længe som Beethovens hørerør?

   — Næh, men det kan jo være at Beethoven også forsvinder - tænk når de der er unge idag helt er kommet til magten.

   — Den tanke undgår jeg så vidt muligt at tænke, men man bliver hele tiden erindret om den - der var en kronik i Politiken for nogen tid siden - jeg har ikke fået vist dig den - den er i bunken her - den er af en gymnasielærer i historie - hvis udviklingen går som hun forestiller sig, så kommer det til at stå skralt til med vores fortællinger - hun skriver, at historien bør afskaffes som fortælling - istedet skal man... lad os se... jo her: man skal "frit fra leveren fortælle eleverne nogle helvedes gode historier, for eksempel om Christian den Fjerde og alle de mennesker der byggede Rundetårn for ham" - Historien er en konstruktion, skriver hun - og konstruktioner og fortællinger er sådan noget der kommer og går - og det kan enhver være enig i, men det nye er, at deres tid er forbi - i fremtidens verden er der så lidt der binder menneskene sammen, at konstruktioner og store fortællinger ikke mere kan eksistere - hva' gi'r du? - er der noget i denne verden som er konstruktion, så er det din matematik.

   — Ja, men det hun mest tænker på, er vel den almindelige historie - om krige og konger og hvordan folk levede - men det er da hverken konstruktion eller fortælling, det er kendsgerninger.

   — Nej det er ej - det er udvælgelse og det er tolkning - og det gælder i særlig grad vores historiske børnelærdom - her er tingene farvede af kulturens selvforståelse - men sådanne størrelser som selvforståelse og historisk bevidsthed forudsætter en vis enhed i kulturen - det er begreber som i særlig grad hører hjemme i en religiøs kultur - i en religiøs kultur er historien fortælling, fordi der er ganske bestemte ting børn hører om ligefra de er helt små - og de ting er stærkt følelsesladede fordi de er fælles og vigtige for kulturen - i en religiøs kultur er der en officiel opfattelse af historien - så når det gælder børnelærdommen, skal der være nogenlunde enighed om den opfattelse af verden som barnet skal have - der vil selvfølgelig være uenighed om tingene, især når man fordyber sig, men udgangspunktet for menneskets forståelse af kulturen er den fælles børnelærdom.

   — Ja, men den børnelærdom, er det nutiden eller fortiden der mest bestemmer den? - Jehovas Vidner mener jo at Bibelen er dikteret af Gud - alt er sandt, intet må ændres.

   — Ja, men deres verdensbillede deler jeg ikke - fortællingerne forandrer sig selvfølgelig som tiden skrider frem - de er i høj grad eftertidens opfattelse af fortiden - tag bare de bøger du har læst om matematikken i oldtiden - ikke nok med at de handler om et kulturfænomen som de fleste dengang aldrig havde hørt om, men det billede de tegner af fænomenet er ganske fortegnet - det er kun en forsvindende del af teksterne der er bevarede - og det bevarede er afskrifter af afskrifter - måske forvansket til ugenkendelighed - og så beror den måde tingene er blevet tolkede på, på senere tiders opfattelse af matematikken - for eksempel det du sagde om pythagoræerne og det inkommensurable - men vi kan ikke gøre andet, og det er da en herlig fortælling der er kommet ud af det - den har spillet en betydelig rolle i den europæiske kultur - så det er en fortælling man værner om - i en religiøs kultur klamrer man sig til alle disse fortællinger - de udgør som jeg har sagt, tilsammen kulturens bibel - og der skal meget til førend man ændrer ved tingene - nye ting skal ses an førend de vinder indpas - og nye ting kan også være gamle ting som man først senere er begyndt at tillægge betydning - en tænker eller en kunstner som var upåagtet i sin samtid - og på samme måde skal der også meget til førend en ting glider ud af historiebøgerne - det sker først når det i lang tid har været til irritation for mange, at man bliver ved med at omtale den ting - det er gerne personer og politiske begivenheder som ikke har haft nogen videre kulturel betydning - når det gælder en forfatter eller en komponist som havde stor betydning i samtiden, så vil man være mere tilbageholdende - for husk på, i en religiøs kultur interesserer man sig for fortiden - den er levende i den enkelte - derfor interesserer man sig også for det der dengang optog menneskene, selvom det måske idag ikke berører følelserne så meget.

   — Jo, men historien vil da altid være der - man kan da hele tiden skrive bøger og afhandlinger om det der sker.

   — Selvfølgelig vil der være historikere som skriver artikler, men hvis der ikke er nogen videre orden i menneskenes skabervirksomhed, og ikke nogen særlig historisk bevidsthed i befolkningen, så vil historikernes artikler ikke blive læst med nogen større interesse.

   — Jamen der vil da altid være traditioner - og der er jo en masse ting man skal lære - der vil altid være musik og musik er tradition - man laver musik udfra det der er i forvejen - og enhver musiker - måske lige bortset fra Trine - har lært det han kan af andre - og den matematik man bruger, den er da heller ikke kommet ud af den blå luft.

   — Jo, for den historieløse kommer tingene ud af den blå luft - og det gør de jo sådan set for alle mennesker - for tingene kommer som regel til os førend vi er bevidste om dem som historiske fænomener - sproget, musikken, skikkene - men den historiske bevidsthed er en rigdomskilde for mennesket - og et orienteringsredskab - og jeg ser den også som en tak rettet til det der har skabt os - en sådan trang er der nogle af os der har - nogle retter takken til Gud, jeg retter den til mine forgængere - og som jeg fortalte dig, så forestiller jeg mig at mine efterfølgere vil takke mig, og det kan de godt gøre selvom de ikke kender mig.

   — Ja.

   — Prøv at forestille dig dit fag som historieløst - prøv at forestille dig hvordan faget begyndte - der har garanteret været tusinder af mennesker i tidens løb, som har filosoferet over det vi kalder matematiske problemer, men uden at have hørt noget om en sådan aktivitet - ja måske blev Goldbachs formodning allerede erkendt for titusind år siden - da levede en Niels-Henrik som elskede at sidde og lave eksperimenter med småsten - han lagde mærke til, at nogle antal kan man forme som et rektangel og andre kan man ikke, dem kaldte han "primtal" - og så lagde han mærke til, at når man lægger et lige antal småsten på rad og række, så kan man altid dele rækken op i to primtal - han konstaterede at det er rigtigt for flere hundrede tal, og at opspaltningen kan ske på flere og flere måder - og han filosoferede også over hvad grunden mon kunne være - men han var ene om sin aktivitet, og bortset fra hans filosoferen, så var han lissom Grisehovedet.

   — Haha.

   — Men hvis nu han fik andre til at interessere sig for sine eksperimenter, så kom der en ny dimension ind i hans liv: fællesskabet - og det næste trin må være, at interessefællesskabet breder sig over tiden - at der er opstået tradition for sådanne eksperimenter, så begreber og resultater bliver givet videre fra generation til generation - så er der opstået en tankebygning som man kan tilegne sig og give videre - og så taler man om fortidens udøvende i faget - hædrer dem - gør dem større end de var - drømmer om selv at udrette noget der vil blive husket - så er det at aktiviteten er blevet kultur - men det tredie og sidste trin må være, at den faglige kultur er blevet så betydningsfuld, at den har fået en ærværdig plads i den officielle kultur - og når det er sket, så vil ord som forundring og leg ikke mere være de rette betegnelser for aktiviteten - så vil jeg bruge ordet arbejde - for mig er arbejde den ædleste form for menneskeligt virke - når mennesket arbejder, så indskriver det sig i den virksomhed som går på tværs af tiden og som har en ophøjet plads i den fælles bevidsthed - hvis et virke ikke har den dimension, hvis det ikke er ærværdigt, men bare er noget der udføres mere eller mindre mekanisk, så er det ikke arbejde, så er det produktion - eller hobby, hvis det er noget man gør af ren lyst - jeg véd ikke hvad folk idag kalder det de foretager sig i deres fritid - i min barndom fandtes der virkelig mennesker som intet foretog sig i deres fritid - så derfor var det fint at have en hobby - frimærkesamling, radioapparatbygning, modelflyvning - idag kalder folk vist det de foretager sig for "interesse" - det ord kunne jeg ærlig talt godt tænke mig var forbeholdt de mere lødige ting - interesse er for mig noget som har karakter af arbejde.

   — Jamen ordet "arbejde" misbruger de jo også.

   — Ja, det er irriterende, men til gengæld misbruger de ikke ordet "underholdning" - for hende den historieløse historielærer er det som underholdning at historien har sin berettigelse - hun har den verdslige opfattelse af sin videnskab: den skal være direkte nyttig - og en måde historien kunne være nyttig på, ville være at den kunne gøre os klogere på os selv og verden, men desværre har erfaringen vist, skriver hun, at vi ikke kan lære meget af historien - historien gentager sig ikke - så historien er ikke nyttig på den måde.

   — Ærgerligt.

   — Ja, men heldigvis kan historien være glimrende som underholdning, fordi, som hun skriver, "vi mennesker er født med et meget veludviklet nysgerrighedsgen" - derfor skal der graves i historien efter helvedes gode historier - historikeren skal forsyne skolen og underholdningsindustrien med gode historier - i fremtiden skal menneskets historiske bevidsthed bestå i at sidde foran computerskærmen og lege viking - plyndre byer og voldtage kvinder.

   — Det vil Mads være enig med hende i - det er det der skal være hans ar... produktion.

   — Ja - men Niels-Henrik, det gen du har i dig - det gen som har drevet dig ind i en ældgammel og ærværdig faglig tradition, hvor der er bøger og universiteter og doktorgrader, det gen er ved at forsvinde.

   — Nå - skriver hun det?

   — Ja - udviklingen har foretaget et kvantespring, skriver hun - vi skal leve i nu-et, men det "nu" vi vil komme til at leve i, er større end det "nu" som du og jeg kender til - ja det er faktisk uendeligt - hun skriver her... hvor er det... jo: "verden genereres og regenereres i en uendelig elektronisk strøm i cyberspace, hvor tid og rum er sammentrængt og du kan være til stede overalt i et uendeligt nu".

   — Bevarmigvel!

   — Ja - men jeg vil nu godt se det uendelige "nu" førend jeg tror på det - hvis hendes opfattelse vinder udbredelse, så vil verden engang være så historieløs, at det er et spørgsmål, om der overhovedet kan være nogen højere åndelige skabervirksomhed - for mig er den mest interessante kunst og videnskab den som har en religiøs dimension - en roman kan selvfølgelig godt være et mesterværk, selvom den kun handler om noget helt almenmenneskeligt - forelskelse eller hævn eller samvittighedskvaler - men som jeg fortalte, så skal en roman helst skabes udfra det jeg kalder de religiøse kulturlag - skal handlingen mere end bare fængsle, skal den have betydning, så må den være hævet over det universelle - den må foregår i en verden hvor den enkelte lever for noget større og hvor dette større er med i spillet - ja måske ligefrem står på spil - det kan på den ene side være en kærlighedserklæring til kulturen hvor der kan være iblandet bekymring - måske på grund af en trussel udefra - det kan på den anden side være en kritik af udviklingen - der er måske en krise i kulturen - men det kan også handle om et evigt dilemma - i en religiøs kultur er verdsliggørelsen et evigt dilemma - og menneskets trang til utroskab har været et evigt dilemma i kristendommen - så vidt jeg kan se, vil der ikke være mange af den slags dilemmaer i fremtidens verden - kan du forestille dig en eneste af dine kammerater gå og gruble over sådanne spørgsmål der har at gøre med et ansvar overfor en højere instans? - Gud eller en tradition?

   — Utænkeligt.

   — Tror du ikke at alt for dem drejer sig om helt universelle ting? - stolthed over at have scoret et mål - ærgrelse over en dårlig karakter.

   — Joh - men hvis man skriver et digt hvor man lovpriser naturen, det må da kaldes universelt - et sådant digt vil altså altid være uinteressant?

   — Det behøver det ikke - digtet skulle jo gerne høre til en tradition - og mennesket ser altid naturen igennem kulturen - det er faktisk kulturen man lovpriser - men et naturdigt kan først rigtigt bevæge, når digteren skildrer sin egen hjemstavn.

   — Han kan da godt rejse ud i verden og skildre natur og mennesker - det kan da godt være stor kunst.

   — Jo, hvis en digter fra min kultur skildrer sit møde med en fremmed kultur, så kan jeg godt forestille mig at hans skildring kan interessere mig - men hvis en digter fra en fremmed kultur skildrer sit møde med min verden - afslører sine sære følelser og fordomme - i et sprog som er fremmed for mig - så kan jeg vist højst bruge det som fornøjelig underholdning - og hvis en digter har bragt sig selv i den triste position, at han ikke hører til noget sted, men er rodløs - kosmopolit - så kan han slet ikke skrive noget af værdi.

   — Nå - jamen hvad med en klassisk musiker eller dirigent der rejser rundt i hele verden? - han kalder sig vel kosmopolit.

   — Det er muligt at han gør det, men han er det ikke - siden han rejser rundt i hele verden, er det fordi han er en stor musiker eller dirigent, og det er han fordi han har studeret hos store mestre, og de store mestre har dybe rødder i den europæiske ånd - men Niels-Henrik, selvom vort århundrede har været opløsningens tidsalder, så har vort århundrede frembragt en fremragende litteratur - ja faktisk den bedste nogensinde - og det skyldes netop at drivkraften har været af religiøs art, nemlig menneskets grublen over tabet af religionen - kristendommens forsvinden og kulturernes opløsning - og følgerne: menneskets oplevelse af tilværelsen som absurd, og frygten for en etik som er fastsat af mennesket og som kan føre til uhyggelige ting - men denne blomstringstid i litteraturen er helt forbi - idag er der ingen mere som beklager kulturopløsningen og tabet af det religiøse - mennesket har vænnet sig til dets nye situation - vi har fået nye værdier - og det at vi er omgivet af mennesker med alle mulige besynderlige former for adfærd, det opleves ikke som ubehageligt - de verdslige er stolte af deres mægtige evne til at tilpasse sig de nye livsbetingelser - det ser man rigtigt i kronikken af den historieløse historielærer - hun begræder historiens død, skriver hun, men det er af "sentimentale grunde" - hun kommer fra et historieløst miljø, og det hun skildrer, er sin egen klasses fremmarch - Niels-Henrik, nu vil jeg gå ud og lave mad, og imens vi spiser, skal jeg fortælle dig om en helt anden verden - jeg vil fortælle dig noget om din mors og min verden da vi var børn.

Ved middagsbordet fik Niels-Henrik denne beretning:

   — Det var jo oprindeligt meningen, at jeg ikke skulle gå i skole - det var en idé mormor havde fået, efter at hun havde læst et interview med Yehudi Menuhin - det var jo ham der blev årsag til at hun ville spille violin - da hun var ti år, var hun med sine forældre i Paris, og dér havde de hørt ham spille - han var ikke ældre end hende - han var kommet der for at få privatundervisning - forældrene opsøgte også en berømt klaverlærer til hans to små søstre, men denne lærer var ikke meget for at undervise så små børn, men han gik med til at høre dem, og så udbrød han: "Mais la ventre de madame Menuhin est un véritable conservatoire!"

   — Haha.

   — Conservatoire betyder jo både konservatorium og væksthus - nåmen mormor blev udstyret med en violin og fik lov til at gå til spil, og det viste sig at hun havde udmærket talent, men hun manglede disciplin - hun lærte ikke nogen bestemt teknik og hun spillede med forskellig fingersætning fra stykke til stykke og hun øvede sig ikke nok - så derfor var det udelukket at hun kunne blive solist - hun blev koncertmester fordi hun var populær og kunne organisere, og hun var trods alt den mest musikalske af violinisterne - men der var meget sjuskeri i hendes spil, det kunne jeg se når hun spillede kammermusik - når jeg havde noderne og fulgte med.

   — Nå.

   — Ja - i interviewet med Menuhin fortalte han om sin lykkelige barndom i San Francisco - hans forældre var jøder og var emigreret fra Palæstina, og de levede af at undervise i hebraisk - og de underviste selv deres tre børn - børnene måtte selv bestemme om de ville gå i skole, og de prøvede at gå i skole, men det var slet ikke noget for dem - de var altfor frit opdragede og de havde ikke brug for kontakt med andre børn - forældrene elskede hinanden og børnene, og børnene havde nok i hinandens samvær - og så var der jo også det, at Yehudis usædvanlige violinevner begyndte at dirigere familielivet - men der var ikke nogen tvang - og børnene måtte ikke spille privat for nogen - Yehudis lærer var gift med en prinsesse, og selv hun måtte nøjes med at lytte udenfor døren når han fik undervisning - forældrene havde brug for frihed, og de gav børnene frihed - og det var noget der tiltalte mormor, for sådan havde hun det også, og det har både jeg og din mor arvet efter hende, og det er gået videre til dig - og også til Trine - vi vil selv bestemme og vi tåler ikke at være under observation - grunden til at jeg alligevel kom i skole, var officielt at det var gået for vidt med min selvrådighed, men den sande årsag var, at de ikke gad at have besvær med at undervise og finde lærere - din mor og jeg ville komme til at kræve en hel del undervisning, for mormor og morfar gik meget op i at vi fik en aldeles pletfri almen dannelse - vi skulle være dygtige i skolen og vi skulle være en pryd for familien når vi var med til koncerter og sammenkomster - og her var virkelig tale om uopfyldelige fordringer - der vankede irettesættelse når vi havde optrådt udannet eller røbet utilgivelig uvidenhed - engang da vi havde besøg af en komponist - han er helt glemt idag - da sad jeg og priste hans "Trio, opus 2" i høje toner - jeg var tretten år - jeg havde lige hørt stykket inden han kom - en optagelse fra radioen - det var det eneste jeg kunne finde - mormor og morfar kunne se på komponisten at min ros bekom ham dårligt - de sad røde i hovederne og stak i deres kartofler - og du kan ellers tro jeg blev skældt ud, da han var gået - "Og det er dig der vil være musikanmelder! - er det sådan noget vrøvl, du vil servere? - har du overhovedet kigget i din liste?"

   — Han var der vel slet ikke? - eller hans første ti værker var vel slettede?

   — Jo, han var med, jeg havde jo optagelsen fra radioen - det var lige på den tid jeg begyndte på min liste, og at optage alt fra radioen - listen skulle løbende opdateres ved at jeg personligt kontaktede komponisterne, men jeg var jo lige begyndt - din mor var også til besvær, men det var på en helt anden måde - det kunne tage timer at få hende smukkeseret, når der kom mennesker som ikke havde været her før - og så gjaldt det om at få hende ned i det helt rigtige øjeblik.

   — Haha.

   — Mormor og morfar - og også jeg - stod og nød virkningen - hun førte sig frem på en måde der klædte hende godt - men der kunne godt foregå sære ting i hende - engang hørte jeg nogle lyde fra hendes værelse - jeg spurgte ikke, men jeg sagde det til mormor og morfar - og engang, mange år senere, sagde hun noget som måske giver en forklaring - hun sagde, at det er utroligt hvor dårligt mænd og kvinder forstår hinanden - vi kvinder tillægger mænd tanker og følelser som de ikke har - eller rettere, de har dem måske nok, men på en anden måde end vi forestiller os - der er ting vi føler ubehag ved, som vi ikke burde føle ubehag ved, ja som vi burde glæde os over - jeg spurgte ikke nærmere, for det var noget der også var gået op for mig.

   — Øh ja - Gudrun siger, at hun nok ikke følte sig tilpas i jeres miljø - det var derfor hun isolerede sig - og hun er også indadvendt.

   — Ja, det ka' der være noget om - men der var også det, at jeg havde ikke ret meget kontakt med andre - de interesserede mig ikke - og det at jeg ikke kom sammen med ret mange, smittede vist af på din mor - men det er da rigtigt at vi er indadvendte - og det kommer fra morfars familie - morfar og onkel Hermann var indadvendte - især onkel Hermann, han var nærmest til grin når han var udenfor sit arbejdsværelse - ja også når han var i sit arbejdsværelse, han gik frem og tilbage og talte med sig selv.

   — Haha.

   — De indadvendte forvirres når de er ude iblandt en masse mennesker - men grunden til at morfar klarede sig så godt som førsteoboist, var, at det var nødvendigt for ham at være helt sikker - han havde måske ikke samme talent som mormor, men han øvede sig meget - din mor har arvet mormors udisciplinerethed og morfars indadvendthed - din mor er nu ikke indadvendt - ellers havde hun ikke kunnet leve sammen med din far - det der prægede hende som barn, var snarere generthed - og den lå ikke i hendes natur, for den forsvandt jo igen - den kom af at man lagde mærke til hende - og diskuterede hende - man...

   — Diskuterede?

   — Ja, bag hendes ryg drøftede man hendes udseendes udvikling - ville det gå den rigtige eller den forkerte vej? - ville kunstværket blive fuldkommengjort eller ville der komme træk som spolerede det? - og det har hun selvfølgelig registreret - jeg opdagede engang at hun havde sat båndoptageren til at køre på et tidspunkt hvor hun ikke selv var tilstede - jeg lod som ingenting - det var din mor der fik ideen med at vi havde skjulte mikrofoner og ku' la' båndoptageren i skabet køre når der var prominente gæster - det ville mormor og morfar til at begynde med ikke høre tale om, men din mor sagde, at det kunne laves så det umuligt kunne opdages - vi kunne have en strømafbryder bag reolen ved døren til entreen, og hvis vi så satte båndoptageren i stilling til optagelse, så kunne vi tænde og slukke med den afbryder - og hvis en gæst bad om at høre en musikoptagelse, så afbrød vi inden vi åbnede lågen - det var din mor der stod for det, og der kom jo uvurderlige ting ud af det - men det var måske snarere for at høre hvad der blev sagt om hende selv at hun arrangerede det - du skal ikke sige noget om det - eller rode.

   — Nej.

   — Jeg vil komme ind på det engang - en anden bekymring for hende har uden tvivl været det ægteskab som hun nok meget tidligt ville blive nødt til at indgå, og ville den der maste sig frem være den rigtige? - det var helt tydeligt, at mødet med din far var en kæmpe lettelse for hende - for han var den rigtige for hende - der skete virkelig noget med hende - hun blev gladere og nemmere at omgås - engang, det var da hun havde kendt ham et par måneder, så jeg lidt af en kladde til et brev hun var ved at skrive til din ham - han var hos sine forældre i deres sommerhus - hun var nede i stuen og tale i telefon, og døren til hendes værelse stod åben - og jeg kunne ikke lade være med at liste ind og kigge i det hun skrev - jeg gik jo ærlig talt og håbede på at det bekendtskab ville ophøre - og jeg undskyldte mig med, at inden det som bliver til noget, så skal der være lidt kæresteri som ikke bliver til noget - hvad skrev hun mon? - jeg fik kun set noget af det - begyndelsen overraskede mig - nok kan man forvente noget særligt af hende, efter alle de læremestre hun har haft, men de ord jeg så, overgår hvad jeg har set hos nogen romanforfatter - du skal ikke sige noget om det her - jeg vil endag tilstå at jeg så det brev, og så vil jeg sige at jeg gerne vil se det igen - og så får du det også at se - det var den mest originale og virkningsfulde begyndelse på et kærestebrev jeg nogensinde har set - jeg husker ikke præcist hvad der stod, kun indtrykket - men så læste jeg det sidste, det hun var igang med lige nu - det var med en anden pen, og det chokerede mig.

   — Nå! - hva' stod der?

   — Hun skrev, at hun var ved at miste kontrollen over sig selv, så hvis der var noget der gjorde at han var i tvivl, noget han ikke havde talt om, så må han fortælle det nu hvor hun ville kunne overleve et brud - hun er på vej imod en tilstand, hvor det ville tage livet af hende hvis han trak sig tilbage - og så beder hun ham om at komme hjem, hun kan ikke undvære ham så mange dage ad gangen - hun har kun ham i tankerne, skriver hun - kan hverken læse eller noget - årsagen til hendes bekymring må selvfølgelig være, at han har antydet at der er noget ved hende som han kunne have tænkt sig var anderledes, og hvad kan det være? - det kan ikke være hende selv, det kan kun være hendes familie - jeg sagde det til mormor og morfar, og vi blev enige om, at han fra nu af ubetinget skal accepteres - der må ikke komme det mindste som han eller hun kan opfatte som modvilje - og der har ikke været noget, det er...

   — Det betyder ikke noget, siger mor - når han er færdig med at kværulere, så er alt glemt.

   — Han har ikke nogen grund til nag - jeg har været en rød klud, fordi han forestiller sig at jeg har foragt for ham - og ja, det har jeg også, men ikke på den måde han forestiller sig - jeg undertrykker foragten ved at tænke på hans gode sider - det er jo det samme med Karin og Stig og Vivi og Steen - du hører mig kun tale positivt om dem - men skal jeg være helt ærlig, så har jeg foragt for deres religion - det må du endelig ikke sige - slet ikke til nogen.

   — Nej selvfølgelig.

   — Din far kan umuligt være alvorlig vred på mig, for udviklingen i samfundet er jo gået stik i den retning han har ønsket og stik imod den retning jeg har ønsket - og det har din mor også erindret ham om.

   — Ja.

   — Han slæber jo ikke på nogen barndomstraumer - nå, men tilbage til tiden før din far fik overdraget "la pierre précieuse de la famille Aphel" - sådan kaldte en tenor din mor i et takkebrev - der er vel op imod et halvt hundrede musikere der har boet her i de år - mest fra udlandet - efter at mormor var blevet koncertmester, kontaktede hun af og til en dirigent eller en solist inden vedkommende kom hertil, og tilbød ham eller hende at bo her istedet for på et hotel - her var fred og gode øveforhold - men den sande årsag var, at det var for din mors og min dannelses skyld.

   — Nå.

   — Og det var en ekstra grund til at din mor og jeg skulle være perfekte til sprog - vi lærte fremmedsprog ligefra vi overhovedet ku' tale - vi blev tit sendt ned til mormors søster i Hamburg, og hendes mand var jo englænder - at vi beherskede engelsk som en indfødt var en selvfølge, og det var også en selvfølge at jeg lærte fransk, og det blev bestemt at din mor skulle lære tysk - så i det mindste én af os kunne tale flydende tysk eller fransk med gæsten - når der skulle komme en gæst, blev vi orienteret om hvem han var og hvad han nok foretrak at tale om - når han altså ønskede socialt samvær, for der blev lagt vægt på at han skulle kunne nyde samme anonymitet som på et hotel - det var gerne husets to døtre der henvendte sig til ham - især din mor - det var hende og ikke Hanne som serverede for ham om morgenen eller når han kom hjem sent på aftenen - skikken med at invitere musikere til at bo her, blev optrappet efter at din mor rigtigt begyndte at folde sig ud - det opdagede jeg da jeg engang studerede vores bog - jeg vil påstå, at det var bevidst fra mormor og morfars side - jeg sagde det til din mor engang, og jeg har foreslået, at vi søger efter erindringer fra de forskelliges side, der må garanteret stå noget om os flere steder - nå, men var der tale om en stor berømthed, så havde vi særlige instrukser - for eksempel læste hele familien Yehudi Menuhins erindringer inden han skulle bo her - han betragter sig, ligesom alle de andre omrejsende musikere, som kosmopolit, men han er europæer - alle hans lærere var europæere, og det at han i særlig grad var et produkt af europæisk kultur, førte til at han som amerikaner løb ind i et problem - han skrev om det i et brev til en amerikansk forfatterinde som var ven af hans familie og som var kendt for sine fine skildringer af det gamle Amerika - og hun svarede: "Ja, min kære dreng, du står virkelig overfor et problem, men det er et problem som enhver amerikansk kunstner står overfor" - hvis man vil gøre sig gældende i åndslivet, skriver hun, så må man i selskab med prøvede og disciplinerede sind - derfor må man studere nogle år i Europa, for i Amerika har vi ingen målestok med hensyn til smag, og vores reaktion på kunsten begrænser sig til det følelsesmæssige - men så skriver hun også, at hvis vi adopterer Europa, så mister vi følelsen af at høre til, og det at høre til er en vigtig kapital - især for hende som forfatter - hun kendte unge begavede forfattere som skammede sig over at være amerikanere, og som derfor emigrede til Europa, og resultater var et de aldrig blev til noget - hendes råd til ham er, at problemet jo heldigvis ikke er så stort for ham som musiker, så han må prøve så godt han kan at leve to liv - han må tilbringe alle sine ferier i sit eget land - Pierre Boulez kalder sig også kosmopolit, og han er ligeså lidt kosmopolit - men han har slet ingen problemer med identitet, for han er udpræget fransk - han boede her jo også - og nogle måneder inden han skulle komme, fik jeg udleveret noderne til hans Tredie Klaversonate med besked om at øve mig godt og ikke spille den for ham - det endte selvfølgelig med, at både han og jeg spillede den for hinanden - efter det besøg var jeg forgabt i både hans musik og hans person - han ringer stadig - jeg må se at få taget mig sammen - der kom selvfølgelig også andre end professionelle musikfolk - for eksempel Brøndsted og Karl Bjarnhof og Thorkild Bjørnvig og Knud W. - de deltog tit i vores salon - det var den første tirsdag i hver måned - vi begyndte klokken halv-otte - så var der foredrag eller oplæsning eller musik en timestid, og så var Hanne parat med kaffe og kage og sherry - så diskuterede man aftenens emne og alle mulige andre emner indtil klokken ti - din mor og jeg skulle selvfølgelig være tilstede, ihvertfald fra vi var ti år - adskillige gange var det din mor eller mig der tilrettelagde aftenen - din mor fortalte om en roman hun havde læst - som mormor eller morfar eller jeg også læste og diskuterede med hende, inden hun fik lov til at sige noget - hun blev jo rigtig god til det, hun kunne gøre en bog bedre end den er - det siger sig selv, at når det var annonceret at det var din mor, så var der fuldtalligt fremmøde - jeg var knap så populær, men det var jeg selv skyld i: når jeg spillede eller fortalte, så de måtte godt se hvor langt jeg var fremme - det var faktisk Karl Bjarnhof der anbefalede mig til Mogens Andersen.

   — Ja, udmærket, sådan så verden ud i jeres elitære cirkler - men selv dengang var der vel en mindre flatterende verden udenfor - hva' med den? - var mormor og morfar ligeså hysteriske som du har været?

   — Haha - har jeg været hysterisk? - det véd jeg ikke, du kan da ikke klage over at du har været nægtet adgang til lortet - Niels-Henrik, nu går jeg ud og vasker op og laver kaffe, og så skal jeg fortælle dig nogle ting - øh forresten, jeg har noget du skal se imens - der lå en dag et katalog fra et varehus i postkassen - de plejer ellers at respektere mit mærkat - det ligger i avisbunken - blad'r i det og fortæl bagefter hvad du mener.

Niels-Henrik bladrede. Og selvom hans opmærksomhed blev forstyrret af, at han hele tiden måtte vende tilbage til nogle sider med letpåklædte damer, så vakte kataloget en følelse i ham som oftere og oftere dukker op: følelsen af at det han beskæftiger sig med, og kunne forestille sig at beskæftige sig med, det er intet i denne verden. Her derimod ser man menneskets sande liv, det liv han selv engang burde leve. Der var tredive sider med RiisStyle kluns. Der er noget absurd ved en sådan fremvisning af meningen med livet - kan de der er med i det mon selv se det? - hvad tænker hans far når han ser et sådant katalog? Han kom til at tænke på den følelse han har, når han kommer forbi en skolegård med tusind børn - et virvar af arme og ben og en øresønderrivende larm. Absurd - hvad tænker forældre mon når de ser deres egen unge i en sådan myretue? Kataloget var på tohundrede sider, og man kunne købe alt. Modellerne stod som om de havde fået instruks om hvordan de skulle stå, men det havde de jo også. Man så muskuløse mænd i badebukser - tænk hvor meget tid det har taget at udvikle de muskler, de mænd sidder ikke og læser bøger. Han bladrede hen til siderne med hans fars tøj. Et sted var der nogle unge fyre i shorts, de havde omvendte kasketter og én bar en ghettoblaster på skulderen. Et andet sted havde modellerne fået at vide, at de skulle lukke øjnene og grine alt hvad de kunne. Han bladrede igen hen til to damer i badetøj. Han holdt hånden over deres ansigter og studerede deres kroppe - deres ansigter var underligt udtryksløse. Han kom til at tænke på noget han havde læst i en roman: "true joy begins in the eyes".

   — Niels-Henrik, din far har været den helt rigtige for din mor - hun beundrer ham og hun elsker ham, og de vil leve lykkeligt til deres dages ende - og du har ikke taget skade af at være opvokset i to verdener som ville i diametral modsat retning - og det at du har haft de andres verden på nærmeste hold, har betydet, at ingen kan beskylde dig for at have vraget det almindelige liv udfra fordomme - men hvis du vil takke nogen, så er det snarere din mor end mig du skal takke - din mor har bevidst sørget for, at du kom til at tilhøre min verden og at Trine kom til at tilhøre din fars verden.

   — Jah... Gudrun sagde at sådan noget ku' man godt forestille sig...

   — Jeg skal engang forklare det nærmere - jeg vil nu ikke sige at jeg beundrer din mors enestående evne til at forene uforenelige verdener - det ku' være gået gruelig galt for dit vedkommende - hverken din mor eller jeg har ønsket at du skal opfylde tidens krav om fleksibilitet - og jeg regner ikke med at du vil kalde dig fleksibel hvis du engang ska' søge stilling.

   — Nej!

   — Det er helt fint at dine forældre fandt sammen og fik børn - de er lykkelige på deres måde og du vil blive lykkelig på din måde og Trine vil blive lykkelig på sin måde - det er som regel en ulykke, når der er sammenstød forældrene imellem, men er der ikke de store modsætninger, så burde det ikke være noget større problem at opdrage et barn - jeg vil påstå, at selv i vores samfund kan man beskytte børn mere end de fleste vil vide af - de der hævder det modsatte, er folk som ikke ser nogen større grund til at børn skal beskyttes.

   — Gudrun...

   — Det Gudrun har sagt til dig om det spørgsmål, er nok det samme som det jeg har at sige - efterhånden som barnet vokser op og gør krav på at undersøge den store verden, så lader man det undersøge den store verden - hvis forældrene giver barnet en tilstrækkelig stor verden, så behøver det ikke én der er større - når barnet møder noget som er helt uforeneligt med den kultur det vokser op i, så forlader barnet det som regel igen - da jeg var på din alder, var der en veninde der havde lånt mig en krimi som foregik i forretningsverdenen - mormor og morfar var ikke begejstrede, men de sagde ikke noget, og det var meget fornuftigt, for efter tre hundrede sider havde jeg fået nok af det miljø - de frygtede at jeg skulle godtage den verden med dens totale fravær af åndsliv - og måske få smag for den slags romaner og vænne mig til miljøet.

   — Var det ikke mordene?

   — Nej, kriminalromaner er harmløse på det område - læseren skal rives med af handlingen, men ikke ligefrem forfærdes - alligevel kan der finde en påvirkning sted - det der kan være farligt ved romaner og film og reklamer, er den verden man inviteres ind i - og det er den verden som skaberne af de ting lever i - nu har du lige været på sightseeing i din fars verden, du har set hvad det er de fleste mennesker bruger deres liv til, men det at du hele livet har set mig sidde og nørkle med ting som du sikkert meget tidligt har fornemmet tilhører en anden verden, det...

   — Gudrun siger at hvis du ikke havde været der, så havde jeg tilpasset mig det almindelige liv - vi mennesker er gode til at tilpasse os.

   — Ja, og mere end det: du var blevet ligeså begejstret for din fars verden som Trine.

   — Nej, børn kan se forskel, siger Gudrun - men jeg ville aldrig blive andet end bare tilfreds.

   — Ja det har hun ret i.

   — Trine vil aldrig blive andet end bare tilfreds.

   — Næh - men Niels-Henrik, selvom forældre holder deres børn i en nok så kort snor, så er der et område hvor de ikke slipper for ubehag.

   — Hvad?

   — Det nye der hele tiden kommer - altså det nye tilhørende deres egen kultur - forældrene må finde sig i at børnene forlanger at blive fodret med de friske skud - for mormor og morfar var musik lig klassisk musik til og med komponister som Bartók og Hindemith og Shostakovich - og fra Danmark, Holmboe og Koppel og Niels Viggo - de var selvfølgelig mere imødekomne overfor komponisterne i deres egen generation end de fleste, men den følgende generation - Ib og Per og Pelle - dem var de ikke vildt begejstrede for - men jeg var ung, jeg krævede tidens musik, og det måtte de acceptere - og de måtte endda lytte til en hel del - jeg er ved at genlæse Zweigs erindringer - den må du også læse engang - da han var ung, var der ikke megen kontakt mellem forældre og børn - han voksede jo op i Wien - han kom fra en rig jødisk slægt - Wien var det sted i verden hvor kunsten stod højest - ihvertfald musikken - musik og teater og bøger var det der fyldte mest i aviserne - det var fredelige tider, så politik kunne ikke hidse folk op, men Gud nåde og trøste den musiker som spillede en tone forkert.

   — Haha.

   — Og netop fordi kunsten var en helligdom, var man på vagt overfor alt hvad der kunne nedbryde den - og det kan man jo til enhver tid godt forestille sig at ungdommen kan - derfor gjaldt det om at holde de unge nede - en mand skulle passere de fyrre, førend han trådte ind i de voksnes række - det vakte uro, da man udnævnte en mand på 38 til direktør for "Den kejserlige Opera" - det var Mahler - og så ovenikøbet en slank mand uden skæg - for en mand gjaldt det om at se gammel ud.

   — Haha.

   — Børnene var man ikke så nervøse for, så de havde det nogenlunde - når de var ti år kom de i gymnasiet, og dér gik de i otte år - og de otte år var et ubeskriveligt helvede - nej, helvedet var ikke ubeskriveligt, Zweig beskriver det - og han beskriver også seksualmoralen på den tid - det er ikke nogen tilfældighed, at det var dér Freud opstod - du må ihvertfald læse de to kapitler.

   — Ja.

   — Han bebrejder ikke lærerne, for de led ligeså meget under systemet som eleverne - underkuelsen var dikteret ovenfra - grunden til at eleverne overlevede, var deres udenomslæsning - i Zweigs klasse interesserede de sig allesammen for bøger og teater - de havde vilde diskussioner og de skrev digte som de sendte til tidsskrifter redigerede af unge - men det måtte holdes skjult for de voksne - ja der er et afsnit du ska' høre - tag den lige - under avisen - lad os se... her et sted... her:

En sådan kunstfanatismens monomani, en sådan absurd overvurdering af det æstetiske kunne naturligvis kun trives på bekostning af de interesser, der er mere normale for vores alder. Når jeg spørger mig selv i dag, hvordan vi dog fik tid til at læse alle disse bøger, eftersom vores dage allerede var overfyldt med skole- og privattimer, så må jeg svare, at det for en stor del skete på bekostning af vores nattesøvn og dermed vores fysiske helbred. Selvom jeg skulle op næste morgen klokken syv, skete det aldrig, at jeg lagde min lekture fra mig før klokken et eller to om natten — det var en dårlig vane, som jeg i øvrigt har haft lige siden, for hvor sent jeg end går i seng, læser jeg altid en time eller to. Jeg kan derfor ikke huske andet, end at jeg altid i sidste øjeblik skyndte mig i skole i uudsovet og højst uvasket tilstand, mens jeg spiste min morgenmad på vejen; intet under, at vi alle trods vores intellektuelle entusiasme så magre og grønne ud som umoden frugt og derudover gik i temmelig forsømt tøj. For enhver skilling af vores lommepenge gik til teater, koncerter eller bøger, og i øvrigt var det slet ikke vigtigt for os at falde i de unge pigers smag, for vi stræbte jo efter at imponere højere instanser. At omgås unge piger betragtede vi som spild af tid, for i vores intellektuelle arrogance anså vi på forhånd det andet køn for at være åndeligt mindreværdigt, og vi ville ikke spilde vores kostbare timer med overfladisk snak. Nutidens unge mennesker ville næppe kunne forestille sig, i hvor høj grad vi ignorerede alt, hvad der havde med sport at gøre, ja, sågar foragtede det. For dette århundredes store sportsbølge var endnu ikke nået fra England til vores kontinent. Der var endnu intet stadion, hvor hundrede tusind mennesker gik amok af begejstring, når den ene bokser slog sin knytnæve ind i kæben på den anden; aviserne udsendte endnu ikke reportere, for at de med homerisk elegance kunne skrive spalte op og spalte ned om en hockeymatch. Brydning, atletik og sværvægtsboksning blev på vores tid stadig betragtet som noget, det hørte til i de ydre forstæder, og hvis egentlige publikum var slagtere og transportarbejdere; den ædlere og mere aristokratiske væddeløbssport kunne vel lokke det såkaldt 'bedre selskab' ud på væddeløbsbanen et par gange om året, men ikke os, for hvem enhver fysisk aktivitet forekom at være det rene tidsspilde. Da jeg tretten år gammel blev smittet med den intellektuelt-litterære infektion, holdt jeg op med at løbe på skøjter, og de penge, som mine forældre havde givet mig til dansetimer, brugte jeg fra nu af på bøger; da jeg var atten, kunne jeg stadig hverken svømme, danse eller spille tennis; og den dag i dag kan jeg hverken cykle eller køre bil, enhver tiårig ville kunne slå mig i alle sportsgrene. Selv nu, i 1941, kan jeg knap nok kende forskel på baseball og fodbold, på hockey og polo, og avisernes sportssektioner forekommer mig med deres uforståelige tegn at være skrevet på kinesisk. Over for alle sportslige hastigheds- og behændighedsrekorder er jeg blevet stående urokkelig på samme standpunkt som shahen af Persien, som man opfordrede til at overvære et derby, men som med orientalsk visdom svarede: "Hvorfor? Jeg ved jo godt, at den ene hest kan løbe hurtigere end den anden. Hvilken, er mig ligegyldigt." Med samme foragt, som vi betragtede det at træne vores kroppe, så vi på det at spilde tiden med leg; kun skak fandt nåde for vores øjne, fordi det krævede åndelig anstrengelse; og - hvad der var endnu mere absurd - skønt vi følte os som kommende eller i det mindste potentielle digtere, interesserede vi os stort set ikke for naturen. I løbet af mine første tyve år så jeg praktisk talt intet til Wiens vidunderlige omegn; de smukkeste og varmeste sommerdage, når byen var forladt, havde endda en særlig tiltrækning for os, for så fik vi hurtigere adgang til aviserne og tidsskrifterne i kaffehusene. Efter al denne barnligt-begærlige overspændthed har jeg brugt år og årtier på at genfinde ligevægten og råde bod på min uundgåelige fysiske kejtethed. Men jeg har i virkeligheden aldrig fortrudt min fanatisme i disse gymnasieår, hvor jeg udelukkende levede gennem øjet og nerverne. Den gav mig en glæde ved alt åndeligt, som næppe nogensinde vil forlade mig, og alt, hvad jeg siden da har læst og lært, hviler på et solidt fundament fra disse år. Forsømmer man en tid lang sine muskler, kan det indhentes senere; stigningen op mod det åndelige og opøvelsen af sjælens indre kræfter finder derimod kun sted i dannelsens afgørende år, og kun den, hvis sjæl tidligt lærer at spænde vidt, vil senere kunne favne hele verden.

   — De hørte selvfølgelig den atonale musik - de var så begejstrede for alt det nye, at de ikke tålte indsigelser fra forstokkede folks side - ved en koncert var der en ældre herre som sad og brokkede sig højlydt over et værk af Schönberg, og det fik en af Zweigs kammerater til at rejse sig og gå hen og gi' ham en ordentlig ørefigen.

   — Haha.

   — Da Zweig var færdig med gymnasiet, kom han på universitetet - man forventede at han fik en doktorgrad - i de bedre stillede jødiske familier var målet, siger Zweig, i første omgang at blive rig, men det var ikke såmeget for rigdommens egen skyld, det var mere for at en søn kunne få mulighed for at studere ved et fornemt universitet og få en høj akademisk grad, og derefter en stor stilling - ikke i erhvervslivet, for den verden foragtede de i virkeligheden, men i kulturlivet - han skulle blive en kendt forfatter eller professor eller kulturredaktør ved et anerkendt dagblad - så han kunne kaste glans over hele deres slægt - Zweig måtte selv om hvad han ville studere, men han havde aldeles ikke lyst til at studere noget - eller rettere, han havde lyst til at studere, men ikke til at læse lektier - så derfor undersøgte han hvilket studium der kunne gennemføres med mindst indsats, og det viste sig at være "eksakt filosofi" - det tog fire år, og det betød at han nu havde tre herlige år hvor han kunne læse og skrive som det passede ham - og når det fjerde år kom, så måtte han læse det lort de forlangte og få skrevet en afhandling - så lige efter gymnasiet gik han igang at skrive digte og skuespil, og han slog straks igennem - så nu var han etableret - som nitten-årig - takket være sin udenomslæsning.

   — Ja.

   — Men så forlod han Østrig - han ville helst leve anonymt - han boede i flere lande, og han blev mere og mere europæer og mindre og mindre østriger - han blev modstander af nationalisme, og det skulle jo komme til at gå lige modsat - og han tilhørte lige præcis det folk og den generation som ulykkerne kom til at ramme hårdest - først Første Verdenskrig og så nazismens fremmarch og jødeforfølgelserne og så Anden Verdenskrig - så på det tidspunkt hvor det så allersortest ud, begik han selvmord.

   — Nå.

   — Ja - han tog gift - og så tog hans unge kone også giften - hun lå ved siden af ham og holdt om ham - det vakte bestyrtelse i hele verden - for godt nok måtte de som jøder flygte fra nazisterne, men de var endt i Brasilien, og det var et godt sted - så hvordan kunne en af de bedst sælgende forfattere begå selvmord på højdepunktet af sin karriere? - det var i 1942, nogle måneder efter at han havde skrevet sine erindringer - men han havde mistet alt - sine bøger og sin samling af store kunstneres effekter - han havde flere af Beethovens ting - noget andet var, at de havde boet forskellige steder i USA, og det var absolut ikke en verden for ham - Zweig forudså, at amerikaniseringen vil gribe mere og mere om sig - han kunne slet ikke få tingene til at hænge sammen - og det er grunden til at han måtte begå selvmord, mens jeg indtil videre har kunnet udsætte det - han kunne jo ikke sige ligesom jeg kan: "Ikke min kultur!"

   — Næh, haha.

   — Og han har nok også indset, at det var forkert at være pacifist og apolitisk - han skrev romaner hvor det var de svage der var heltene, men han var ikke med i nogen organiseret modstand - i sin ungdom opfattede Zweig befolkningen på samme måde som jeg gjorde i min ungdom - som en pyramide - i toppen er det sande menneske - det er det frie åndsmenneske - og nedefter kommer de undertrykte og åndløse, og de kan deles op i de rige i den ene side og de fattige i den anden - og sådan så verden måske engang ud, men på Zweigs tid skete noget uhyggeligt: mange af dem der skulle være frie, begyndte at gå ind for ufrihed - de blev nationalister - han var chokeret over at så mange intellektuelle var begejstrede da Første Verdenskrig brød ud, og senerehen over hvor mange intellektuelle der blev nazister - Zweigs store forbillede var Romain Rolland - han var jo først og fremmest musikhistoriker - han opfattede sig som stærkt religiøs, men det var ikke kristendommen der var hans religion, det var den europæiske åndsverden - og den arbejdede han på at give hele befolkningen smag for, ved at skrive letlæselige bøger om store åndspersonligheder - for eksempel den om Beethoven - og fordi Rolland var en stor og kendt kulturpersonlighed der var stærkt imod nationalisme, så prøvede man at bruge ham som redskab til at få Den første Verdenskrig standset, efter at den havde varet i over et år, ved at gi' ham Nobelprisen.

   — Ja.

   — Men der var ikke noget der hjalp - en vanvittig hadestemning var gejlet op, og aviserne holdt tabene og elendigheden i skyttegravene skjult for folk - bagefter lå Europa i ruiner, og det førte til at de unge vendte ryggen til alt det gamle - det var jo de ældre der havde ødelagt verden - så hvor man før skulle være gammel, så skulle man nu være ung - nu måtte de unge fyre ikke mere have skæg, de skulle ligne piger, og pigerne skulle være kortklippede, og ligne drenge - og så skulle de danse moderne til jazzmusik - og Zweig kunne ikke benægte, at der var noget sundere over den nye tids ungdom - men de havde ikke noget åndsliv - og i modsætning til idag, hvor vi ikke mere behøver ret meget åndsliv, så behøvede ungdommen dengang noget der havde en smule ånd - kristendommen og den gamle kultur var jo ikke så langt væk som nu - de unge havde brug for noget idealistisk, men det måtte være noget hvor det først og fremmest var kroppen man dyrkede, og hvor hovedet kom i anden række - og det var jo lige præcis det folk som Hitler kunne levere.

   — Ja.

   — Zweig mente at den europæiske åndsverden var færdig - men det var den jo ikke - den havde da et halvt århundrede tilbage - det nye der opstod i Zweigs tid - nazismen og facismen og kommunismen - var vildskud der forsvandt igen, men så var der kulturstrømninger fra Amerika som ikke var vildskud - havde Zweig levet videre, så ville han på den ene side kunne have glædet sig over at man igen kunne rejse frit og have venner i alle lande, men han måtte på den anden side konstatere, at der i Europa var begyndt at vokse noget frem som var uforeneligt med den europæiske ånd - og den entusiasme som han engang havde følt når han var sammen med sine venner - Rolland og Rilke og Freud - den ville være væk - for det var en mennesketype der var forsvundet - den europæiske åndsverden var en forfinet verden, og en sådan verden kan kun tilhøre en minoritet - og det var ikke noget stort problem dengang flertallet var undertrykt og ikke havde brug for ret megen kultur - men nu begyndte folk at få flere penge og mere fritid, så nu fik de overskud til mere kultur, men det måtte blive nye former for kultur - noget der er lettere og mere sanseligt - rytmisk musik og tegneserier og sport.

   — Ja, men det du talte om, var udviklingen indenfor din egen kultur - men det der ligger udenfor - de andre kulturer der er i samfundet - barnet skal møde det, siger du, det skal vel også lære om det, og hvem...

   — Niels-Henrik, at møde fremmede kulturer kan være nyttigt og berigende og inspirerende - vi danskere har jo i højere grad end de fleste folkeslag importeret kultur - men før i tiden var det ganske bestemte ting vi gik efter, og der var traditioner for hvordan tingene blev modtaget og hvordan de blev indarbejdede i vores egne traditioner - det er en verdslig opfattelse, at erfaring og viden altid er af det gode - opfattelsen skyldes deres hunger efter at se nyt - og også det at de lever et farligere liv - din mor er meget beskyttende overfor Trine, men hun har aldrig været bekymret for dig - og det er ikke fordi Trine er pige, for det spiller vist ingen rolle nutildags - det skyldes, at hun er kastet ud i den store verdslige verden - hun går til fester hvor der bliver drukket og taget stoffer, og hun tager hjem med alle mulige mennesker - hun har brug for en viden og erfaring som du ikke har brug for - eller jeg ta'r måske fejl? - din mor overdænger måske også dig med formaninger?

   — Næh, hva' sku' de bestå i? - hun regner ikke med jeg går nogen steder.

   — Er hun ikke bekymret for dit arbejde? - din leveform?

   — Nej - hun siger kun noget om det når far hører det.

   — Har du fortalt om dine nye venner?

   — Ja.

   — Hun stillede ikke ængstelige spørgsmål?

   — Selvfølgelig ikke.

   — Det havde hun da gjort hvis Trine havde fortalt hun havde fået nogle nye venner - jeg forstår nu ikke altid hvad det er hun bekymrer sig for, hun er jo ganske rummelig - men hendes tv-gloeri har givet hende et vrangbillede af ulykkers sandsynlighed - jeg véd ikke hvad det værste er - hvad er det for ting nutildags? - er det stadigvæk stoffer?

   — Jah haha - for hende er det vist.

   — Men det eneste man kan gøre, er at forsyne sine børn med viden - viden gør stærk, siger man - og det har været din mors kurs overfor Trine - jeg er ikke enig i den kurs - jeg mener at styrke er noget der skal hentes fra et fast kulturmæssigt ståsted - og det er også dér din styrke er kommet fra - du er ihvertfald blevet stærk - det er derfor du gik din vej - du gik, fordi du ikke var noget barn længere - nu havde du været længe nok i deres maskineri, nu kunne du godt selv klare resten - og mon ikke det i bund og grund er det I har tilfælles i Gudruns gruppe? - I er mere selvstændige end de fleste unge - I véd hvad I vil - ihvertfald har du et helt andet adfærdsmønster end de fleste unge - du er mere knyttet til din slægt og du elsker at opholde dig lang tid på ét og samme sted - jo tykkere og vanskeligere en bog er des bedre - dit første store projekt var "Matematisk Analyse" i fire bind - nu var det sandelig på tide at du viste dig som et værdigt medlem af aphel-slægten - og det betød meget for dig at onkel Hermann havde læst netop de bøger - så opdagede du til din rædsel, at der kun var et par måneder til du skulle i gymnasiet, og du havde slet ikke læst den lærebog i fransk som din tip-tip-tip-oldefar havde skrevet - o'skræk, hvilken falliterklæring at møde op uden at kunne den udenad! - du knoklede løs hele sommeren - din adfærd Niels-Henrik, er så religiøs som den overhovedet kan være.

   — Amen.

   — Men jeg har ikke sagt at der er noget specielt religiøst i lærdom og tykke bøger.

   — Det har du da.

   — Nej, jeg har sagt, at de verdslige er mere nytte-orienterede - i det religiøse samfund er dygtighed en naturlig følge af trangen til fordybelse - men jeg vil ikke bruge ordet "dygtig" om et menneske i et religiøst samfund som har givet vægtige bidrag til kulturen - man kan sige om en computerprogrammør at han er dygtig, men man ville ikke sige om Søren Kierkegaard at han var dygtig.

   — Sagde du ikke, at i den verdslige verden er der ikke noget der hedder højere kulturværdier?

   — Det har jeg vist ikke sagt - de kan da have mange højere traditioner - kogekunst og virtuoser - men når noget blot er en fortidig tradition som holdes i live, som for eksempel den klassiske musik, og det må siges at være i strid med tidsånden, så vil jeg ikke kalde det en højere kulturværdi, så er der bare tale om højt niveau - og højt niveau kan man finde allevegne - du talte jo selv om verdslige samfund med nul åndsliv men med en højtudviklet teknologi - Niels-Henrik, den måde du arbejder på er ganske molboagtig - Goldbachs formodning bliver aldrig bevist på den måde - hvis man overlod den sag til et privat firma, så kom der gang i den, ka' du tro - problemet er bare, at der ikke er penge i det - se hvor rask alt går i medicinal- og computerindustrien - her kan forskeren arbejde effektivt, fordi han bare gør det han får besked på - hans glæde ved arbejdet består mest i at han har et arbejde og i det sociale samvær - han er ikke hæmmet af dine religiøse ritualer - han gør ikke krav på at forstå den sammenhæng han indgår i - ja han aner måske ikke engang hvad det han laver præcist skal bruges til - og der behøver ikke at være overensstemmelse mellem hans liv og hans fag - der er ingen fare for at nogen engang vil skrive en biografi om ham - se bare de bøger du købte om programmering, der stod ikke engang forfatternavn på, det er firmaer der fabrikerer dem.

   — Jo, der stod da nogle navne indeni - og de takkede deres koner, "who know us and still smile".

   — Ja, man forstår deres forundring - og du er vel en af de eneste der stadig har de bøger liggende - i dén verden kasseres alt - bøger og isenkram - dets overlevelse kommer til at bero på om en eller anden samleroriginal fatter kærlighed til det - men se dine ting, de bliver mere og mere værd med tiden - da du sad og læste i den svære artikel om Goldbachs formodning - den fra 1920 - af to matematikere - hva' var det de hed?

   — Hardy og Littlewood - den var fra 1922.

   — Ja, der kunne man ligefrem se på dig hvordan du nød synet af siderne - formlerne, sproget, den ophøjede atmosfære - programmeringsbøgerne følte du væmmelse ved - du kunne lære om hvordan man laver vinduer med tekst og billeder i - hvad var det du skulle skrive?

   — "Hello, world!"

   — Og på billedet var en champagneflaske og glas og balloner - det er imponerende som de verdslige kan jonglere med stort og småt - men grunden til at de kan præstere noget stort, det er at de er mange om det - de kan meget snart svare på, om den nærmeste stjernes nærmeste planet er tungere end Jorden - ja indenfor din levetid har de sikkert fået stukket et flag i den.

   — Hvor der står "Hello, world!".

   — Ja - og de vil sikkert også frembringe mægtige kunstværker - musikværker som varer i flere dage, men ak, som består af småting der kun hænger løst sammen - et rørstrømsk tema, en opildnende rytme, en aldrig før hørt klang - men den form for glæde som lytteren der er opdraget i en benhård tradition kan skænkes når han møder det fuldkomne kunstværk, den vil de ikke kende til - og eftersom de ikke kender til gevinsten ved en veludviklet tradition, så vil dens forudsætning, en styring af kulturlivet, aldrig komme på tale - det er de verdsliges stolthed, at der er mindst mulig styring i samfundet - og kulturlivet er det sidste område hvor man ville drømme om at gribe ind.

   — Næh, men hvordan skulle den styring foregå? - konkret - skal man have et folketing?

   — Ja - men i et religiøst samfund er styringen i højere grad delegeret ud til forskellige råd bestående af mennesker som interesserer sig for en bestemt opgave - for eksempel hvad børn bør lære - de forskellige opgaver kan være af mere eller mindre religiøs natur - for eksempel hører sproget ind under de mere religiøse områder, men sådan noget som etik, opfatter jeg som sagt ikke som særlig religiøst - på det område vil de religiøse vil nok have det nemmere end de verdslige - fordi de verdslige har en svag moral - og så skulle man jo tro at de måtte have det nemt, men det er lige omvendt - de har ikke store skrupler når de bliver præsenteret for kunstgreb der kan skaffe dem afkom eller et længere liv - og der er ikke meget af det de hører om, som kan forarge dem - det er nærmest fornøjelig underholdning - men deres evige grænseflytning vækker alligevel uro - selv den mest hårdhudede kan forestille sig ting, der kan få ham til at gyse - et menneskehoved der sidder på en kunstig krop, og hvor kroppen er kæmpestor og har mægtige kræfter.

   — Haha.

   — De religiøses problem på det område, vil nok mest komme til at bestå i at holde omverdenen på afstand.

   — Ja, men de vil jo være påvirket af omverden, og det kan da føre til uenighed - hvad nu hvis der i et religiøst samfund er mange ting som der overhovedet ikke kan opnås enighed om?

   — Så er det på tide at kulturen deler sig - det er da ikke nødvendigvis en ulykke - det er faktisk en naturlig ting - alle de store religioner har jo delt sig i tidens løb - endda i mange dele - en bestemt religiøs kultur vil nok aldrig kunne være særlig stor - og husk nu på: i ethvert samfund skal der være krig!

   — Skal der være krig?

   — Ja, tænk hvis der på alle områder var fred og fordragelighed - så var der da noget galt - så var livet i samfundet jo gået helt i stå - fejlen ved vor tids verdslige samfund er, at der ikke er nogen krig, man kan gøre hvad man vil, der sker ingenting.

   — Næh - joh, der er da masser af krig! - min far bestiller ikke andet.

   — Ja det er rigtigt, det er mig der undervurderer deres krig, man ser jo bare deres varer stå fredsommeligt på hylderne.

   — Men du vil have religionskrig, det er de værste krige der har været.

   — Jeg vil ikke angribe andres religion, men jeg vil kæmpe for min egen - jeg vil kæmpe imod synderne indenfor min egen religion.

   — Ja, men gør du det?

   — Nej, men det kommer!

   — Hvornår?

   — Når min bog kommer.

   — Javel - men hvad nu hvis du opdager at du selv er en synder? - lissom hvis en ung mand fra Jehovas Vidner må erkende at han er bøsse - og hvad hvis du får smag for noget som er uforeneligt med din religion?

   — Der er da så meget jeg har smag for som er uforeneligt med min religion.

   — Hvad?

   — Det vil jeg ikke fortælle dig.

   — Ku' det være at du henter fjernsynet ned og sidder og ser en underlødig amerikansk film?

   — Ja det ku' det udmærket være.

   — Og det er ikke forkert?

   — Nej, ikke hvis det er en ubetydelig del af mit liv og hvis jeg har en passende dårlig samvittighed - handlinger og ting der er i strid med éns idealer hører livet til - det er slet ikke meningen at alt skal være så regelret - og det er endda sådan, at nogle af de forbudte ting har en særlig tiltrækning - netop fordi de er forbudte.

   — Nå! - øh ja.

   — Så derfor er det vigtigt at der er forbudte ting - det jeg taler om nu, er ting som man aldeles ikke har noget ønske om bliver gjort synlige - det er sådan noget som særegne seksuelle lyster og fantasier - bøger hvor der foregår ting som man nyder, fordi de appellerer til éns primitive instinkter - musik fra kulturer man fordømmer - rockfolkets taktfaste massemusik.

   — Haha.

   — Det kan også være tanker hvor man er ond imod sine venner - i gamle dage betragtede man alt den slags som Djævelens værk - men Djævelen er en kendsgerning - og han må ha' lov til at stikke hovedet frem engang imellem - men han ska' holdes i ave, og man ska' være skamfuld når man har lempet ham frem.

   — Javel.

   — Ja - men det er altsammen noget der ikke skal tales om - ihvertfald ikke offentligt - jeg ville aldrig drømme om at sige sådan noget til nogen - jeg vil heller ikke høre andre fortælle om den slags - jo, jeg kan godt forestille mig at man overfor en kæreste eller ægtefælle kan nævne visse ting - og at man har hemmeligheder sammen - ja sådan bør det måske være - men selv overfor en kæreste eller ven eller veninde skal man normalt ikke tale om sine forbudte lyster.

   — Nå - så er den sag uddebatteret?

   — Ja - det er som sagt netop en af rigdommene ved en religiøs kultur, at den tilbyder mennesket sådanne ting - i den nuværende verdslige verden er de forbudte ting forsvundet - de har jo ingen grænser, så ergo er der ikke noget udenfor.

   — Næh - men du sidder altså her og spiller de værste popslagere.

   — Ja, det ka' godt ske.

   — Og ovenikøbet i en kæmpe brandert?

   — Ja, af og til skal der en kæmpe brandert til - men nu er det noget andet vi taler om - før talte vi om det forbudte, nu taler vi om det der ikke er forbudt, men som hører ind under det lette - den folkelige kultur - eller de ting som ikke er god tone - den side af kulturen har sin tilmålte plads, men den udbredes ad andre veje end de officielle - man anmelder ikke underholdningstingene i de seriøse dagblade - hvad det lette angår, så har jeg nok en urimelig tendens til at fordømme det - og det har været en protest imod en verden hvor det lette er blevet normen - men vi kan sandelig ikke undvære de lettere kulturformer - det er virkelig trist at vores lødige kunstnere overlader den virksomhed til de underlødige - det er derfor at alle de lette ting der produceres, er så ubehagelig tæt på tidsånden - når det gælder musik, dukker der af og til melodier op som kan gå an - måske efter at de er blevet desinficerede lidt - der var et interview i radioen med dirigenten Franz Rasmussen - og han spillede noget musik - blandt andet en popmelodi som han syntes var iørefaldende, men som var spoleret af et smagsløst akkompagnement - og den spillede jeg bagefter med mit eget akkompagnement, og så var den rigtig god - men jeg fik ikke skrevet den ned, og nu har jeg glemt den - jo, der er forresten noget andet som du godt må se! - det er en bog - eller rettere, nogle kioskhæfter - jeg lå under dynen og læste dem i vinter - de er fra antikvarboghandleren - de var bundtet sammen med sejlgarn og de så meget gamle og meget kioskagtige ud - det viste sig at det er en fortsættelseshistorie - der er ni hæfter - serien hedder "København ved Nat" med undertitlen "En Roman om Forbrydelse og Kærlighed" - og forfatteren er en Hugo Krantz - de ligger oppe i bogværelset - sammen med de gamle ugeblade.

Niels-Henrik var allerede på vej op. Lidt efter hørte man nogle udbrud der oppe fra, og da han var nede, holdt han dette omslag op foran snuden på Annie:

   — Har du ligget og læst sådan noget?

   — Ja, sådan noget har jeg ligget og læst - og jeg har ikke fortrudt - de hæfter har bidraget betydeligt til min almene dannelse.

   — De er fra 1918.

   — Ja, men det er en genudgivelse - de udkom første gang lige efter århundredeskiftet - læg nu mærke til, at hvert hæfte er på omkring 140 sider, det vil sige at hele historien er på små 1300 sider - en så omfattende kriminalroman har jeg aldrig hørt om - helten er kriminalkommisær Dresling, han er inspireret af Sherlock Holmes - og hovedskurken er Frederik, han ender som den mest snu og hensynsløse forbryder der nogensinde er set - da jeg begyndte at læse, havde jeg slet ikke forestillet mig at jeg ville komme til at læse det hele - godt nok var historien spændende, men det der drev mig, var at der var mange ting der satte tanker igang - det første jeg tænkte var, at hvis man vil have et levende billede af fortiden, så er det måske kriminalromanerne man skal gå til - det er jo romanerne man skal gå til, hvis man vil komme fortiden på nærmeste hold - man hører deres tale og tanker, og hvis man har en del historisk viden, så kan man se alt for sig - i de finlitterære bøger er tingene for bearbejdede - og det er heller ikke kærlighedsromaner eller noget der har lidt budskab, man skal gå til, for dér er også en masse begrænsninger - det er der også i kriminalromanerne, men her kommer man alligevel mere vidt omkring og man er mere nede på jorden - forudsat altså, at kriminalromanen er tilpas dårlig.

   — Haha.

   — Og det er det, denher roman er - i den roman er man alle steder, og alt er sikkert tæt på virkeligheden - man er på et værtshus i den allermest skumle del af Nørrebro og man er på et badehotel blandt det fine borgerskab - og så får man en masse småting at vide, og man får indblik i de opfattelser man dengang havde af videnskabens og teknikkens muligheder - folk hypnotiseres og får indsprøjtninger så de forandrer personlighed - og der er bittesmå kameraer og fonografer - en masse er urealistisk, men det er alligevel nogenlunde realistisk.

   — Hvad går historien ud på?

   — Den er kompliceret - umulig at holde rede på - hvis bogen har en smule budskab, så er det, at man skal være forsigtig med at dømme forbrydere - der kan være tilfælde, hvor en person på grund af pengemangel er kommet ind i noget kriminelt og af andre bliver tvunget til at begå forbrydelser, og på den måde bliver moralsk nedbrudt og fortsætter med forbryderhåndværket, men ligeså godt kunne være endt som en hæderlig borger - en sådan mand er Frederik - og der kan være tilfælde, hvor en person som har begået et mord bør gå helt fri - en sådan mand er junker Preben - han indrømmer overfor Dresling, at han har myrdet en fætter for at blive arving til hans fars gods - anholdes han, vil han blive henrettet, og det skuespil ønsker han ikke, så derfor vil han begå selvmord - det mener Dresling ikke at han kan tillade sig - der er menneskenes domstol og der er Guds domstol - har man begået en synd, må man gøre en masse godt, så der er nogenlunde orden i regnskabet når man skal møde Gud - Dresling foreslår, at de holder det med mordet skjult, og at Preben hjælper ham med at fælde Frederik ved at han yder en indsats som er uhyre risikabel - Frederik har to børn, Anna og Otto, og de har forskellige mødre - Otto er undfanget indenfor en anden mands ægteskab - denne mand har tilgivet sin kones utroskab og anerkender Otto som sin egen søn, men han kan ikke leve med at konen fortsætter med at bedrage ham, så derfor kræver han skilsmisse - og så gifter han sig med Annas mor og tager Otto med sig ind i det nye ægteskab - Anna og Otto vokser op sammen, og de véd ikke at de har samme far - de bliver forelskede i hinanden, og Otto studerer jura og kommer i lære hos kriminalkommisær Dresling - det lykkes for Dresling og Otto at fælde lederen af den forbryderbande som Frederik er kommet ind i, og det lykkes også for dem at fælde Frederik, den værste af håndlangerne - men så fortæller Frederik Otto, at han er hans far, og så står Otto og Dresling i den situation at de kan vælge imellem at anholde ham, hvilket vil føre til at han ligesom lederen bliver henrettet, eller lade ham forsvinde til udlandet - de vælger det sidste - Otto møder sin mor i en sørgelig tilstand, og hun fortæller ham, at hans far også er far til Anna - så de to kan altså ikke gifte sig, og så finder Otto sig en anden kæreste - men så nogle år senere, dukker Frederik igen op i København - nu i skikkelse af en "mirakeldoktor" som tjener styrtende på at helbrede rige folk for deres nervemæssige dårligdomme - blandt andet ved hjælp af hypnose - så han får kendskab til en hel del hemmeligheder - han opdager, at Ottos nye kæreste har sin gang i et greveligt palæ hvor der befinder sig nogle dokumenter som det ville katastrofalt hvis grevens nevø får i hænde - nevøen er Preben som har myrdet grevens søn - mirakeldoktoren får den unge pige til at stjæle dokumenterne ved at hypnotisere hende - og så får han lavet kopier af dokumenterne og beholder selv de ægte - kopierne er uskelnelige fra de ægte, undtagen ved én ting: under lakseglene er en lillebitte lap papir hvor der står "Dette Dokument er falsk".

   — Haha.

   — De falske dokumenter bliver solgt til greven og stjålet igen, og så til Preben og stjålet igen - for enorme beløb, og flere gange, så læseren bliver mere og mere forvirret - igen kommer de to skarpsindige politifolk Otto og Dresling på sporet af den nye farlige forbryder, mirakeldoktoren, og igen opdager de at det er Anna og Ottos far, Frederik - men så hypnotiserer mirakeldoktoren Otto til at anerkende ham som sin far - så nu har Dresling også Otto at skulle kæmpe imod og kæmpe for - og han skal også kæmpe for Ottos søster Anna - Anna er aldrig kommet sig over at hun ikke kunne blive gift med Otto, så hun bliver katolsk nonne og udfører socialt hjælpearbejde i Bredgade-kvarteret hvor mirakeldoktoren bor - og da hun kommer til ham for at bede om støtte, så går han straks igang med at voldtage hende, og bagefter forsøger han at slå hende ihjel - så opsøger hun i sin fortvivlelse sin kære bror Otto, og han forsøger også straks at slå hende ihjel.

   — Nå!

   — Ja, for da han fortæller hende, at det er mirakeldoktoren der er deres far, så forfærdes hun, og så bliver Otto vred - hun har bare, at respektere sin far! - Otto er jo hypnotiseret - nåmen alt ender som det skal - Frederik bliver fældet og de unge får hinanden - Preben får Anna - hun er et dydsmønster og han er en morder, og til at begynde med er han overlegen og karaktersvag, men han er blevet hærdet igennem sin nedtur - det bliver ham der fanger Frederik og hans mord kommer aldrig frem - det slutter med at der på grund af avisernes skriverier om politiets langsommelighed, er et stort folkemøde - og det ville ligne Frederik at være tilstede i menneskemassen - og det er han også: han har lige forinden myrdet greven og klædt sig ud som ham - Preben opdager ham og pågriber ham og river forklædningen af ham - så farer Dresling til og erklærer Frederik for anholdt, men Frederik siger, at det han har i hånden er en bombe - så beder Dresling alle om at fjerne sig, så han kan slås alene med Frederik - og så udløser Frederik bomben, så både han selv og Dresling omkommer - men for Dresling betyder det ikke noget, han var gammel og han var død i forvejen.

   — Nå!

   — Ja, for tidligere i historien havde Frederik slået ham bevidstløs og kastet ham i havet - men han blev reddet, og så får han den idé, at han vil lade alle tro at han er død, så han kan fortsætte sit opklaringsarbejde under gunstigere betingelser - ideen er, ligesom i Sherlock Holmes-historierne, at opklaring af de vanskeligste sager kan forudsætte en medvirken udenfor systemet eller en overtrædelse af loven - da jeg læste, gik det mere og mere op for mig, at den roman umuligt kunne være skrevet af én og samme person - Hugo Krantz må stå for et forfatterkollektiv - det afsløres af en højst svingende skrivestil - noget er i typisk kioskbladsstil, fyldt af sjusk og ulogiskheder, men der er meget som er mesterligt gennemtænkt og skrevet - så prøvede jeg at undersøge sagen - der var ikke noget at finde i vores leksika - så ringede jeg til én som garanteret måtte vide noget - Bo Bjørnvig - han var jo nogle gange til vores salon sammen med sin far - Bo fortalte, at bogen er genudgivet flere gange, senest i 60'erne, og at der var tre forfattere - de var ganske unge dengang - én blev en kendt Politiken-journalist og en anden blev skuespiller og teaterdirektør - den tredie og yngste var Storm P. - kender du ham?

   — Ja selvfølgelig - ham med Storm P.-vittighederne.

   — Ja - jeg har nu aldrig kunnet se meget Storm P. i de vittigheder - men der var selvfølgelig nogen af dem der var morsomme, han skrev vist halvtreds tusind - men den kriminalroman var faktisk det allerførste han fik udgivet - han var omkring tyve år - der er nok Politiken-journalisten som står for det meste af det tankevækkende - det jeg også kom til at tænke på, var at lægerne på mange måder var dygtigere før i tiden end de er idag - de havde en bredere viden og mere intuition - de praktiserende læger var dygtigere fordi de havde flere opgaver - især på landet - de skulle ordne brækkede ben og udføre mindre operationer, og nogle var også apotekere - der er forresten en Storm P.-vittighed med apotekere - det er en dame der vil købe en appelsin, og så spørger hun frugthandleren om den er sprøjtet med arsenik - "Nej", siger han, "men det kan fruen nok få gjort henne på apoteket."

   — Haha.

   — I romanen er det psykiaterne - eller rettere, nervelægerne - som der ustandselig er brug for - de var også på nogle områder dygtigere end de er idag - for eftersom de jo ikke havde så meget medicin de kunne gøre brug af, så måtte de såmeget desmere gøre brug af hovedet - jeg forestiller mig, at de kunne gå frem og tilbage i timevis og tænke - og de diskuterede tilfældet med kolleger - og jeg forestiller mig, at der var en vis helbredelsesprocent - i modsætning til idag, hvor den efter sigende er nul.

   — Haha.

   — Der kan siges meget om den kriminalroman, og det kræver ingen større viden og tænkeevne at sige det, så det må være lige sagen for en studerende nutildags at skrive speciale om den - ja der er stof til en hel doktorafhandling.

   — Ja, men der skal jo læses 1300 sider førend man kan komme igang.

   — Ja, men det betyder, at der vil blive stillet mindre krav til afhandlingens tykkelse.

   — Haha - og du har altså også haft et højere formål med at læse de hæfter - du har holdt en fin forsvarstale, men jeg vil nu tillade mig at låne dem med hjem og kigge i dem.

   — Ja, men skal der fældes dom over mig, så kræver jeg at du som en retfærdig dommer, først udtaler dig når du har læst det hele.

   — Ja, jeg vil gøre ligesom dig og dommerne, jeg vil sidde og smovse i embedsmedfør.

   — Haha - ja gør du det.

   — Der foregår nok en hel del underlødige og forbudte ting her i huset.

   — Ja, det gør der.

   — Men hvad nu hvis det du foretager dig, ikke kan forsvares og ikke kan kaldes ubetydeligt, og hvis det spiller en stor rolle i dit liv?

   — Så må jeg enten erkende, at jeg er et slet eller splittet menneske, eller jeg må erkende, at jeg ikke hører hjemme i den kultur jeg har bekendt mig til - eller hvis jeg mener, at det jeg har fået smag for, faktisk er foreneligt med min kultur og burde optages i den - altså helt officielt - så kan jeg arbejde for at kulturen bliver beriget med dette nye eller fremmede.

   — Ja, men sådan noget kan alle vel gøre, så kulturen udvides og udvides.

   — Nej, ikke nødvendigvis - i et religiøst samfund har mennesket en stærk binding til den herskende orden, så derfor vil ting normalt ikke true kulturens egenart - og hvis kulturen er truet, vil man gribe ind - eller også vil der ikke blive grebet ind, det er jo det der sker de fleste steder i verden idag - jeg siger bare, jeg foretrækker at leve i en kultur hvor man griber ind - Niels-Henrik, grunden til at jeg holder så meget af Vivi og Steen og Karin og Stig, er at der er en renhed over dem som man ikke finder hos ret mange mennesker idag - jeg deler ikke deres opfattelser og jeg tænker tit "det er for meget" - men når bare man har vænnet sig lidt til dem, så føler man tryghed ved dem - man véd hvor man har dem - jeg føler mig altid usikker og utilpas i selskab med verdslige - de afslører hele tiden nye sider der støder mig - på min 40-års-fødselsdag fik jeg en bog af en teknikker ved radioen - jeg takkede pænt, og da jeg kom hjem og bladrede, fik jeg den tanke at det var en provokation - men det kunne jeg ikke forestille mig, det ville ikke ligne hende - jeg var jo nødt til at læse lidt hist og her - jeg blev mere og mere målløs - det er en midaldrende kvinde der ser tilbage på sit liv - altså sit sexliv - der er ti kapitler - hver helliget en elsker og en seksuel lyst.

   — Hvor er den bog?

   — Jeg smed den ud - tænk hvis nogen fandt den - men så gik det op for mig hvordan det hang sammen - man kunne se at bogen havde været læst med forsigtighed - ikke for at den skulle gives til mig, man for at den skulle gives til hendes mand og se ulæst ud - den skulle skabe fornyelse i deres samliv, men initativet skulle komme fra hans side - hun kunne nok ikke lide at tale om sine lyster og det skulle virke som om hun var ubekendt med bogens indhold - hendes mand har vel hverken fattet meningen eller haft lyst til at læse den - bag på bogen stod der: "Giv din mand den før hans elskerinde giver ham den."

   — Var det noget helt perverst de foretog sig?

   — Næh, det kan man ikke sige - og jeg tror såmænd at hun har givet mig den i den bedste mening - og hun har uden tvivl følt ophidselse ved noget af det, og tænkt at jeg ville føle det samme - mere lægger jeg ikke i det - jeg ville ikke selv drømme om at give en sådan bog til en person jeg ikke omgås privat - ja slet ikke til nogen - men i hendes miljø er det måske netop sådanne bøger man forærer hinanden - men jeg tænkte: er de her lyster private opfindelser eller hører de hjemme i en sexkultur som jeg ikke kender til? - det meste sagde mig slet ikke noget - meget var direkte uappetitligt - og sproget var en lidelse - ja det var nok mest sproget der generede mig.

   — Det var ikke noget af det du fortæller om mor og far?

   — Nej, slet ikke - nå, men nu vidste jeg hvad jeg skulle sige til teknikeren næste gang jeg så hende.

   — At noget tydede på at hun ikke nåede at gi' sin mand den før han fik den af sin elskerinde.

   — Netop! - og så sagde jeg, at det heller ikke så ud som om hun selv havde læst i den, men det sku' hun da ha' gjort - jeg sagde det så to andre kvinder kunne høre det - hun smilede forlegent og de to grinede højlydt - så sagde jeg, at jeg har givet den videre til en fyr jeg kommer sammen med - det går ellers udmærket, men der kommer nok endag hvor der må lidt hjælp til.

   — Haha - men du mener ikke det er noget man skal tale om?

   — Det ka' man da godt - jeg har jo fortalt det jeg véd om dine forældre - men dine forældre taler aldrig indbyrdes om deres lyster - de prøver sig frem og ser hvad der sker, og så bliver noget en vane - og sådan vil jeg også foretrække det - og jeg mener slet ikke, at man kan tale om sådan noget i et større selskab - men det sku' ikke undre mig, om folk er blevet helt hæmningsløse - jeg har lagt mærke til, at mennesker jeg føler mig frastødt af, oftest har uappetitlige lyster og fantasier, og de...

   — Hvor véd du det fra? - lægger du ikke bare to og to sammen?

   — Jo haha, måske - om Karin og Stig og Vivi og Steen véd man intet på det område, og alligevel føler man at man véd alt - mennesker der er så rene udadtil, må også være rene indadtil.

   — Du siger lige at alt ikke skal være så rent.

   — Det ska' det heller ikke - og deres liv er måske for rene igen - der må gerne være lidt smuds, bare det ikke er direkte perverst - det jeg mener er, at et anstændigt menneske ikke kan have lyst til noget direkte perverst - læg mærke til, at Karin og Stig og Vivi og Steen aldrig siger noget der føles upassende - og når de fortæller om en ulykke, så kan man mærke at de har medfølelse - og de taler kun om de ulykker der skal tales om - det der skal berøre os.

   — Skal? - er der ulykker der ikke skal berøre os?

   — Ja, vi skal ikke beskæftige os med alt - vi må sætte nogle grænser - og ting som er udenfor de grænser, skal vi overlade til de forskellige institutioner vi har til at varetage vores forpligtelser overfor mennesker der er uden for vores rækkevidde - vi skal sørge for at de er der, og vi skal kontrollere dem og vi skal støtte dem økonomisk hvis de ikke er statslige - du vil vel også støtte noget når du engang tjener penge.

   — Joh.

   — Vi skal beskæftige os med en forbrydelse eller ulykke, når den naturligt må berøre os - enten fordi den har et usædvanligt omfang eller fordi den er tæt på os eller fordi den har en særlig betydning - især det sidste - og eftersom naturen og menneskene normalt er for uopfindsomme, når det gælder ulykker, og eftersom det er nødvendigt og gavnligt for os at beskæftige os med ulykkelige mennesker, så må vi enten selv gå og fantasere os til noget der kan oprøre os, eller vi må gå til forfatterne - tænk hvis vi ikke havde forfatterne til at udsætte os for lidelse! - når vi læser om sataner der ødelægger andres liv - og når vi får at se hvordan vi selv ødelægger andres liv - når vi selv er sataner...

   — Er vi sataner?

   — Ja, er det måske ikke dig og mig der er skyld i din far ulykke?

   — Jo, haha.

   — Når vi skal udpege hvem det er der er skyld i råddenskaben i verden, så peger vi på ham, og han peger på os - her er virkelig et paradoks - så alt sådan noget - tingene set fra andres synsvinkel - de mørke sider af menneskelivet - det er noget vi skal beskæftige os med - og det bedste sted hvor vi kan møde menneskelivet i alle dets tilskikkelser, som man siger, er i litteraturen - i litteraturen kan forfatteren og læseren give sig den tid tingene tager - forfatteren skriver om noget han har arbejdet med i årevis, og fremstillingsformen og ordene er omhyggeligt valgt - og læseren modtager hans budskab i den samme ånd - langsomt og i ensomhed - mennesket er ikke menneske uden fortællingen - men det er selvfølgelig en forudsætning, at den kunst vi går efter, er i rimelig overensstemmelse med den kultur vi bekender os til - den må gerne være flertydig og udfordre vores opfattelser, men hvis den viden og kunst vi hengiver os til, er uforenelig med vores kultur, så er den i bedste fald unyttig og i værste fald skadelig - og den følelsesporno som er journalisternes levebrød, er i enhver henseende nedbrydende - de værste journalister er dem der rapporterer objektivt - så ka' man...

   — En journalist skal da være objektiv.

   — Nej han skal ej.

   — Han behøver da ikke at have en holdning - hvis nu han skriver om en krig imellem to stammer i Afrika, så...

   — Så vedkommer sagen ikke os.

   — Det skræmmer ikke dig når du ser en dynge afhuggede hoveder?

   — Nej - ikke hvis de er fra Afrika - med mindre det er europæerne der har afhugget dem - og med mindre jeg får det fortalt på en måde som kan bevæge mig på den måde jeg skal bevæges - "Mørkets Hjerte", den kan få mig til at gyse.

   — Hvad nu hvis hovederne er fra en dansk rockerbande?

   — Deres hoveder er mig ligeså uvedkomne som afrikanernes.

   — Det er altså først den dag at man har gjort kål på dine komponister at du vil reagere?

   — Haha, det er der ingen fare for - den tid er forbi - og vi taler om hændelser som er udenfor vores dagligdags verden.

   — Nåmen så nævn én.

   — Krigen imod Serbien - den foregik i den europæiske del af verden og den burde skræmme ethvert europæisksindet menneske - den artikel jeg viste dig, den berørte mig.

   — Den var da ensidig - hun var for serberne og imod NATO - og hun kan da ikke forsvare den satan.

   — Det gør hun heller ikke - hun er vred, fordi hun kommer fra et land som har været nært knyttet til det serbiske folk, og fordi hun ser NATOs indgriben som et tegn på en helt ny og uhyggelig udvikling - det er begyndelsen til en verdensomspændende totalitær anti-national krig, siger hun - og det er en totalitarisme som er farligere end Hitlers og Stalins, har Alexander Zinoviev sagt - og NATOs indgriben var direkte ulovlig - NATO er en forsvarsalliance, og må ikke føre angrebskrig - og NATOs bombninger har ført mere ulykke med sig end hvis man ikke havde blandet sig - men det er for at statuere et eksempel, siger hun - for at markere at en ny verdensorden er begyndt - man vil have gjort alle nationer multietniske efter amerikansk forbillede - det er en forudsætning for fred i verden - man skulle egentlig tro, at Vesten måtte fordømme Kosovas Befrielses Hær, for den består hovedsagelig af kommunister eller islamiske fundamentalister - og de må da kaldes terrorister - men man betragter serberne som en større trussel, fordi det er et folk med en stærk identitet - i Serbien har den ortodokse kirke og kongemagten altid været nært forbundne, og de har en stærk historisk bevidsthed og rig national digtning - fordi de har lidt så meget - der har ustandselig været invasion af tyrkere og albanere, hvor serbere er blevet jaget på flugt og hvor man har ødelagt deres kirker og klostre - med de er hele tiden vendt tilbage og har taget kampen op imod barbarene - og i vort århundrede er serberne det slaviske folk som har holdt mest stand imod imperierne - Tyskland og Østrig-Ungarn og Sovjet - når et sådant folk med en rig folkelig kultur og med dybe rødder i historien, er blevet fordrevet fra det område hvor de har deres rødder, så vil de evigt give anledning til uro - derfor har man udslettet dem - hun mener at dette år, her lige før årtusindeskiftet, vil blive betragtet som det tidspunkt hvor "Det gamle Europa" ophørte med at eksistere - nu har vi fået et nyt Europa, siger hun, som er ufrit og glemsomt og åndsforladt - fra nu af må en nation ikke mere gøre krav på at være suveræn - landegrænserne skal åbnes for etniske fællesskaber - og hertil er man begyndt at bruge et redskab som det er svært at argumentere imod, nemlig menneskerettighederne - det er det hun skriver om - den oprindelige mening med menneskerettighederne var, at de skulle beskytte ethvert menneske imod helt elementære overgreb - men begrebet er blevet bøjet og strukket for at kunne tjene politiske formål - for eksempel det formål at beskytte et folk der er trængt ind på et fremmed område - og et folk må ikke mere kæmpe for at generhverve et landområde som i hele historien har været centrum for deres kultur.

   — Ja, rigtigt, det må de heller ikke - dets rolle kan være udspillet.

   — Ja, det er rigtigt - og krig på traditionel vis kan ikke mere føre til noget - men engang var krig sandelig en vigtig ting - uden krig havde der ikke været megen højere kultur her på Jorden - og det var heldigvis de højest udviklede kulturfolk der havde de bedste våben - idag er det barbarene.

   — Haha.

   — De har menneskerettighederne - og med dem er de nu gået igang med at bekæmpe al den form for religiøsitet som rækker udover det folkekirkeagtige eller det private - de alvorligere former for religion er jo i strid med menneskets natur - et overgreb imod den enkelte - uanset hvad vedkommende selv siger - tag bare indvandrerkvindernes tørklæder og Jehovas Vidners blod.

   — Ja, men hvis du nu selv havde haft forældre der stod for et eller andet mærkeligt? - hvad hvis dine foræl...

   — Det mine forældre stod for, var mere mærkeligt end både islam end Jehovas Vidner - jeg har taget mere skade.

   — Nå!

   — Alene det at de aldrig så fjernsyn - nutildags er det helt uhørt, at der ikke er mindst ét fjernsyn i husstanden - det ville være en overtrædelse af barnets rettigheder - sikke vanskeligheder det barn ville få - og dets verdensbillede ville blive ganske fortegnet - jeg kommer til at tænke på en kronik der var for nogen tid siden af Ole Thyssen - om et af de verdsliges nye problemer: de voksende sociale modsætninger i arbejdslivet - om vinderne der formår at tilpasse sig det globale marked, og om taberne der ikke gør, og som derfor opfatter sig som ofre og må klamre sig til begreber som nation og velfærd - men jeg tænkte: ser verden virkelig sådan ud? - er det ikke snarere verden som den ser ud set igennem tv-apparatet? - ja han skriver selv: "og medierne er villige talerør og fortæller dagligt om hvor galt det står til" - vi andre som har vores verdensbillede fra det vi kan se med vores egne øjne, vi ser ikke meget til det han taler om - vi ser kun at folk fredsommeligt passer deres dont - tømmer skraldbøtterne, fylder plumber i hullerne, indtager pillerne.

   — Hahaha.

   — Jeg kan ikke se hvad det har at gøre med det globale marked - det er måske et par procent af dem som må rubbe sig for ikke at blive sejlet agterud, men når det ikke er flere, så skulle de da nemt kunne finde noget andet når de er trætte af at følge med - meningen med den kronik er, at den skal gavne ved at gøre opmærksom på et problem, men den har lige den modsatte virkning, den er med til at skabe et problem.

   — Jamen så er den jo også gavnlig - så har de noget alvorligt at ta' sig til - sådan sagde du forleden dag.

   — Jah, det er rigtigt - men jeg synes at de ting de verdslige diskuterer er umådelig triste.

   — Det gør de vel også selv, men de er jo nødt til at diskutere dem.

   — Ja, men man kan se at problemerne interesserer dem - og menneskene elsker problemer - men jeg foretrækker de religiøse problemer - det er de problemer der i sandhed hører mennesket til - de angår kulturens udvikling, og de har den fordel, at de altid vil være der - i et religiøst samfund, altså - jeg vil påstå, at menneskene i bund og grund har de problemer de selv ønsker - de verdslige interesserer sig for deres mægtige projekt.

   — Ja, og du nyder jo godt af deres arbejde - udviklingen er gået hurtigt - du har da fordele af computer og Internet - og hvis du bliver syg...

   — Hvis jeg bliver syg vil lægerne bekymre mig mere end sygdommen - deres ihærdighed...

   — Du siger lige de fredsommeligt passer deres dont.

   — Ja, men de passer den dont altfor mange timer hver dag - de ser ikke, eller de vil ikke se, alt det spild der er i lægeverdenen - dengang din arm gik af led - sikke'n ståhej! - fire timer på skadestuen hvor de gik frem og tilbage, frem og tilbage - og så med jævne mellemrum var det din sag der blev ekspederet - så gloede de röntgen-billeder og så gloede de dig i øjet - en dygtig læge havde uden videre taget de kødben og sat dem sammen igen - det kunne udover tid og penge have sparet dig for smerter og sparet musklerne og senerne for at være forstrukket i så mange timer - og så al det efter-halløj det var ordineret - vi gjorde det der er vores pligt: vi udeblev fra det hele.

   — Ja.

   — Folks ihærdighed gør tit mere skade end gavn - som for eksempel kronikken, den var deprimerende - men artiklen om krigen i Serbien var ikke deprimerende, selvom den var fyldt med gru - ja man blev faktisk opløftet ved at læse den - man hører om et folk som i sandhed må kaldes et folk - for det folk er historien et klenodie, og det beror paradoksalt nok på, at historien har været så fyldt af lidelse - på deres nationaldag mindes de ikke en sejr, men et bittert nederlag, slaget på Solsortesletten i Kosovo i det fjortende århundrede - de ser en højere mening med lidelsen og døden - lidelsen og døden peger på den lidende og genopstandne Herre - hun skrev det jeg sagde om Historien, at den er fortælling - den folkelige erindring er ikke så nøjeregnende med kendsgerninger - den er en levende myte i folkets hjerte - det er i Historiens fortælling, siger hun, at meningen med menneskets liv åbenbares - ka' du ikke også skrive under på det? - er det ikke i høj grad det der er blevet meningen med dit liv, at du har indskrevet dig i matematikkens mægtige fortælling?

   — Joh.

   — Tænk engang, så langt er der mellem menneskers opfattelse af fortællingerne - for den ene er de meningen med menneskets liv, for den anden skal de afskaffes - men jeg tillader mig at påstå, at de verdslige inderst inde er en smule naget af tvivl - det er derfor de bliver påfaldende vrede, når de møder mennesker som klart bekender sig til en stor fortælling - det må skyldes en form for misundelse - jeg har oplevet det hver gang jeg overfor verdslige har talt om de her ting - når jeg har luftet mine tanker omkring det religiøse.

   — Du siger du ikke siger noget til nogen.

   — Jeg siger luftet.

   — Hvem?

   — Den der bliver mest rasende er Bjarke Rubin.

   — Bjarke Rubin? - ka' han blive rasende?

   — Ja - sidst jeg talte med ham, sagde jeg det jeg lige har sagt med at den universelle kunst er uinteressant - for mig kan en kunst først være vedkommende, når den har en religiøs dimension - men når han hører ordet religion, så slår den klik - man hører sære udbrud - hvad jeg lægger i det ord, har han vist aldrig fattet - engang da jeg sagde, at jeg har nogle venner der er Jehovas Vidner, foregik der højst besynderlige ting i den anden ende af ledningen - hans leflen for nutiden er paradoksal, når man tænker på hvor lidt han har at gøre med nutiden - det må bero på, at han går i en stor bue udenom alt det han ikke bryder sig om, og at der idag er en stor interesse for fortiden - der produceres masser af film som han er tilfreds med, og hans musik - den traditionelle klassiske musik - den har det jo også udmærket - han betragter sin musik som universel, men han véd godt at den ikke er det - hvad med den helt nye musik? - den undgår han - og det plager ham, at jeg er fulgt med tiden - det erindrer ham om endnu en universel størrelse i hans liv, nemlig det evige problem som består i at man sakker agterud med alderen - jeg minder ham om at...

   — Du minder ham om at hans problemer, er de almindelige problemer folk har, mens dine problemer, er store religiøse spørgsmål - den europæiske åndsverdens fortsatte beståen - så ka' jeg sgu godt forstå han er rasende!

   — Haha ja - men når det gælder Else, så er du nu også med til at fremkalde raseri.

   — Mig? - hende har du måske også sagt noget til? - det er måske derfor hun ikke har været her så længe?

   — Ja det må det være - jeg er ellers gået forsigtigt med dørene, men sidst sagde jeg måske lidt mere end man kan sige til de verdslige - det var hendes sædvanlige lovprisning af sine børn der provokerede mig - jeg er mere og mere målløs: har folk nutildags helt mistet den kritiske sans når det gælder deres eget afkom? - før i tiden havde folk da en mening, og de gav udtryk for den - idag er der vist ikke andre end din far tilbage som udtrykker bekymring for sin søns udvikling, det må man da beundre - for mig er den holdningløshed man ser, et tegn på verdsliggørelsen - det sagde jeg selvfølgelig ikke til Else, men jeg fortalte om min skelnen mellem det religiøse og det verdslige - hun var ganske enig! - det er en ulykke at det religiøse er ved at forsvinde, og jeg havde virkelig fanget det væsentlige i det religiøse, hun har altid betragtet sig som et religiøst menneske - jeg sagde til hende, at jeg betragter hende som udpræget verdslig - hun stirrede på mig som om hun havde fået et slag i ansigtet - "Kære Else", sagde jeg, "jeg har funderet over et problem som jeg mener fortjener opmærksomhed, og jeg har sat navn på to modsatrettede tendenser - jeg forsøger selv at leve op til det ideal jeg kalder 'det religiøse', men min holdning til de mennesker der stræber efter at leve op til 'det verdslige', svarer nogenlunde til de fleste kristnes holdning til de mange ikke-kristne" - "Jeg synes da ellers nok at jeg lever for noget større", sagde hun, "ja det største man kan leve for: mine børn" - "Jeg har altid beundret din kærlighed til dine børn, en sådan kærlighed burde man se hos alle mennesker, den er et universelt ideal - jeg har ikke sagt at verdslige mennesker er dårlige mennesker - i den henseende er der ikke forskel på de verdslige og de religiøse" - "Desuden jeg har gjort et stort arbejde for Kirkens Korshær", fortsatte hun - "Ja", sagde jeg, "en fin verdslig gerning" - "Og du vil måske benægte, at jeg er mere kulturel end de fleste", spurgte hun og nikkede imod sin store bogreol - "Overhovedet ikke, men der er ikke noget specielt religiøst i dit forhold til kultur - du har selv sagt, at du bestræber dig på at være åben overfor alle udtryksformer" - "Ja selvfølgelig, det skal man da også - det der karakteriserer et menneske på et højt åndeligt niveau, er at det er istand til at forstå enhver kultur" - "Ingen er istand til at forstå enhver kultur", sagde jeg, "når du har den opfattelse, beror det på, at du mest beskæftiger dig med de alment tilgængelige udtryksformer, og meget af det du tror du forstår, forstår du ikke" - "Hvad forstår jeg ikke?" - "Moderne musik, for eksempel" - "Jeg har da vist din musik stor interesse" - "Ja, men du forstå den ikke" - "Hvor véd du det fra? - har du måske patent på den rigtige forståelse?" - "Ja, når det gælder den musik som du og jeg har hørt sammen, så har jeg patent på den rigtige forståelse - du har haft en oplevelse, siger du, men din oplevelse har ikke været autentisk, eftersom du ikke er fortrolig med den musikform - det viser dine udtalelser - det er et verdsligt karaktertræk hos dig, at du betragter det som en dyd at man beskæftiger sig med ting fra alle tænkelige kulturer, fremfor at fordybe sig i sin egen kultur" - "Nej Annie, NU er du gået over gevind! - skal vi komme fra særlige miljøer og have en højere uddannelse for at lytte til et stykke musik?" - "Ja, det ka' man udmærket forestille sig" - "Jeg vil nu påstå, at ethvert almindeligt menneske med en smule imødekommenhed og arbejdsindsats kan forstå alt hvad der er værd at forstå" - "Det ligner virkelig ikke dig at være afvisende overfor andre menneskers værdier" - "Jeg er ikke afvisende overfor nogens værdier, jeg siger bare, at hvis en kunstart eller et fag ikke kan håndteres uden at man er opvokset i et helt specielt miljø og har studeret i 30 år, så er der ikke tale om værdi, så er der tale om snobberi" - "De 30 år er ikke helt ved siden af - min nevø siger, at han først om 15 år vil være istand til at forstå de sværeste matematiske afhandlinger" - "Han skulle bruge sin tid mere fornuftigt!" - "Jeg synes at det er ligeså fornuftigt at beskæftige sig med afhandlinger med formler i, som det er at beskæftige sig med købekontrakter med tal i".

   — Hahaha.

   — Hendes søn går jo på handelsskole - når jeg diskuterer de her ting med verdslige mennesker, så forløber samtalen typisk på den måde - af og til er de imødekommende, det er de når de ikke har forstået hvor jeg vil hen - men for det meste er de totalt afvisende - de forsvarer hårdnakket pluralismen, multietniciteten, grænseoverskridelsen og hvad de ellers kalder deres dyder.

   — Ja, men du må da indrømme, at Else ikke er det værste eksempel på et verdsligt menneske.

   — Nej bestemt - iøvrigt kan man godt forestille sig at en religiøs og en verdslig lever præcis det samme liv.

   — Hvordan?

   — Det der er det afgørende, er ikke kun hvordan man lever, men hvordan man opfatter sit liv - når den verdslige går med sin indkøbskurv i det kulturelle supermarked, så er det hans opdragelse og fordomme og magelighed som bestemmer hvilke varer han tager - han føler, at han i princippet har ret til at tage hvad der passer ham - undtagen selvfølgelig varer, som der kan være selv verdslige grunde til at han ikke må tage - han har uvilje imod nogle varer, men uviljen er oftest ikke af principiel art, og han betragter den måske ligefrem som en fejl hos sig selv - den religiøse derimod, færdes kun i den del af supermarkedet som er bestemt af hans religion - og når han er andre steder, så er han klart bevidst om at være på fremmed grund - men man kan godt forestille sig, at en verdslig færdes på præcis de samme steder som en religiøs, det er ikke nødvendigvis hans færden der afslører ham - véd du hvad det er?

   — Du har lige sagt det: den måde han opfatter sit liv på.

   — Ja, men hvordan man kan se det uden at spørge ham.

   — Nej.

   — På hans børnopdragelse - hvis han uden bekymring udleverer sine børn til medierne og skolesystemet, så er han verdslig - Folkeskolen er erklæret verdslig - intet af det der foregår i verden er principielt udelukket fra Folkeskolens undervisning - engang da jeg fortalte Else at børn har brug for grænser, var hun helt enig - hun har altid lagt vægt på mådehold - når noget havde stået på for længe, blev der sagt stop - der blev slukket for fjernsynet eller musikken - og hun er godt tilfreds med Folkeskolens læseplaner - børnene bliver ikke udsat for mere end de kan fordøje - "ja", sagde jeg, "takket være dovne lærere".

   — Jaså kan jeg godt forstå hvorfor dette pæne menneske ikke har været her længe.

   — Ja, og det må vi have gjort noget ved - Else er et udmærket menneske - hun plejer godt nok at vende tilbage, men én gang er vel den sidste.

   — Haha.

   — Vi er nogen skrækkelige mennesker Niels-Henrik, næste gang skal jeg fortælle dig om en forfærdelig episode.

   — En forfærdelig episode!?

   — Ja, hvorfor jeg forlod Hellerup Gymnasium.

   — Det har du da sagt.

   — Ja, men ikke hele sandheden, kun en mindre del af den - og jeg opsagde ikke min stilling, jeg fik min frakke i hovedet og blev puffet ned af trapperne!




Den forfærdelige episode som Niels-Henrik og vi andre skal høre om, var kulminationspunktet i den række af fortrædeligheder som Annie havde måttet døje, siden det opgør med hendes kultur som længe havde stået på, blev optrappet efter at en ny generation af akademikere i 70'erne begyndte at lefle for arbejderklassekulturen.

Annie havde lige siden barn kunnet mærke, at de ting man dyrkede i hendes hjem, havde en ophøjet plads i vor kultur. De fremkaldte ærefrygt hos alle, og det var i høj grad denne magiske kraft som holdt Annie fastklæbet til disse ting. Og det er denne krafts forsvinden, som er skyld i at hun nu - ved hjælp af isolation og gamle bøger - må holde Niels-Henrik lænket til fortiden.

Nedbrydningen af den vertikale samfundsorden finder sted i hele verden. Og stangnerer den for tiden lidt på det økonomiske område, så går den så meget des raskere på det kulturelle. Og den er i vor del af verden foreløbet ret gnidningsfrit. Der har ikke været konfiskation af ejendom eller udstilling af entartete Kunst, og ikke ret mange har mistet arbejde. Og selv de som har lidt tab, har nølende sympatiseret med udviklingen - den er jo demokratiseringen, og vi lever jo i et demokratisk land. Det har mest drejet sig om mennesker der drømte om en universitetskarriere, men som aldrig fik ansættelse, fordi de ikke kunne opfylde eller acceptere betingelserne. De som har lidt mest, må være dem på Annies alder, de der skulle begynde netop i de dage hvor det brød løs. Mange af disse mistede troen på fremtiden og lysten til livet, og da de efter ti og tyve år med skuffelser, var nået til midten af deres livsbane, kom man til at se udbrud af den form for sjælelig krise som man kalder midtvejskrise.

En midtvejskrise - eller midtlivskrise - vil sige, at det omslag i livssyn som sker fra ung til gammel - altså fra at døden opfattes som noget fjernt og uacceptabelt, til at døden bliver et vilkår som man er forsonet med og måske ser som en befrielse - at dette omslag finder sted i en altfor tidlig alder. En midtvejskrise er oftest noget rent privat. Den kan opstå, når et menneske som er dårligt til at håndtere modgang, rammes af en af de ulykker som hører livet til: nederlag i arbejdslivet eller tab af partner. Hvis andre gives skylden, er disse andre noget mere afgrænset end "tiden" eller "samfundet", og den ramte vender oftest tilbage til et liv som udadtil ligger nogenlunde i forlængelse af det gamle. Men for nogle mennesker er krisen et resultat af en voksende modsætning til omverden - samfundet eller hele verden. De er de tabere som altid vil følge i kølvandet på forandringer. For disse bliver krisen ikke bare et vendepunkt indadtil men også udadtil. De "melder sig ud" af verden - nøjes med at omgås en håndfuld ligesindede, eller, hvis sådanne ikke findes, mennesker som de nogenlunde kan holde ud. Og når de meddeler verden deres lede ved den, er det ikke i noget forsøg på at lave den om - de forestiller sig højst, at nogle få mennesker hist og her forstår dem og sympatiserer med dem, når de læser deres debatindlæg. Nogle år senere kan vinden vende, så er det andre mennesketyper der skilles ud, og den foregående generations tabere får måske oprejsning, men det livsmod der forsvandt, kommer ikke tilbage, uanset hvor lykkelige ting der indtræffer.

At en jøde i nazitiden ikke ejede den samme begejstring for tidsånden som nazisten, ville ingen bebrejde ham, men hvad nu med det menneske som selv under gunstige leveforhold, simpelthen have en renere luft end de fleste for at kunne ånde? Skal en sådan følsomhed beundres eller dadles?

Annie er et menneske som nok under alle omstændigheder ville have en ringere tilpasningsevne end de fleste. Hun er opvokset i et miljø med ren luft. Forældrene fik penge for dyrke deres kæreste interesse, og de mennesker der kom i deres hjem, havde det samme privilegium. Og ikke ret meget uvedkommende kom ind i dette hjem - tv-apparatet blev sjældent hentet ned fra loftet. Annie fjernede sig dog ikke så meget fra sine jævnaldrende som Niels-Henrik har gjort - hun fik både studenter- og konservatorie- og universitetseksamen, og hun fik arbejde hvor hun kunne bruge det hun havde lært. Og hun følte sig beslægtet med en ganske talrig del af menneskeheden, omend den procentvis var meget lille. Og hun færdedes hovedsageligt iblandt sine egne. Men én ting er at færdes iblandt sine egne, en anden ting er at være i midten af et socialt fællesskab, den følelse kender Annie ikke meget til.

Det var ikke meningen at Annie skulle gå i skole, har vi hørt. Skolesystemet kvaser som bekendt genierne, men Annie viste åbenbart ikke tegn nok på at være et geni, siden man alligevel sendte hende i skole. Hendes skole var for rige folks børn, så de fleste fik en højere uddannelse, men de andre, bortset fra et par stykker som var forudbestemte til fremtrædende positioner, var almindelige skoleelever. Dygtigere og mere velopdragne end gennemsnitsskoleeleven, men de gik ikke på musikkonservatoriet ved siden af skolen og de var uden særlige kulturelle interesser. De gik til spil fordi forældrene krævede det, og de kunne kante sig igennem småstykker af Mozart og Schubert, men de spillede ikke værker af Hindemith og Messiaen for et betalende publikum. Og de læste hverken bøger om musikteori eller romaner på fransk. De ting Annie interesserede sig for, interesserede de andre sig ikke for, og omvendt. Og det var netop ting Annie interesserede sig for - mennesker havde kun interesse, når og sålænge de interesserede sig for hendes ting på hendes betingelser. I løbet af skoleårene udviklede hun den trang som hun har (og som også Niels-Henrik har erhvervet) til at omdanne al aktivitet, ligefra kedelig lektielæsning til spændende romanlæsning, til arbejde - der er vist ikke mange artikler i hjemmets fem konversationsleksika som ikke har været besøgt af Annie. Når der var elevoptræden, var det en selvfølge at Annie skulle spille klaver, og for Annie var det en selvfølge at hun valgte det mest avancerede stykke hun havde indøvet. Elever og lærere og forældre var målløse over disse meningsløse toner leveret med en overmenneskelig hastighed og tilsyneladende fejlfrit. Annie var noget særligt - dygtigere og mere moden end de andre. De andre var stolte af gå i klasse med Annie og stolte når hun ofrede dem lidt opmærksomhed. Og hun nød (ligesom også Niels-Henrik har gjort) godt af den beskyttelse som usikkerhedsfølelsen hos andre kan yde. Annie var ikke egentlig "udenfor" (det har Niels-Henrik heller aldrig været) - i hendes hjem blev der, som vi har hørt hende sige, lagt vægt på evnen til korrekt og ligefrem optræden ude blandt menneskene (men det er en evne der, som vi ligestraks skal se, siden gik tabt).

I gymnasiet blev afstanden endnu større, og klimaet blev ikke bedre af at hun havde dispensation fra mange af timerne og tit blev væk fra de øvrige. På musikkonservatoriet var hun mere interesseret i den nutidige musik end nogen af de andre, og dette misforhold blev ikke bedre på universitetet. På disse institutioner, og især på konservatoriet, var hun dog nogenlunde blandt ligesindede, og den nutidige musik var da ikke helt ukendt. Når den blev spillet, var det altid Annie der sad ved klaveret. Men hendes sociale samkvem med sine medstuderende var ikke meget over det minimum som er nødvendigt. Hun arbejdede næsten altid alene med opgaverne, ikke mindst fordi hun var god til at finde på originale og vanskelige emner når valget var frit. Derfor gik det meget bedre med lærerne, hun elskede at få en faglig snak med disse dygtige mennesker, og hun var god til at hitte på anledninger - og lærerne gav sig god tid til denne begavede og indtagende unge pige.

Især nød hun samtalerne med sin lærer i musikteori ved Musikvidenskabeligt Institut. Hun blev hen ad vejen småforelsket i ham, men så endag kom en ung kvinde for at hente ham, og det bekendtskab var tydeligvis helt nyt. Skuffelsen var malet i Annies ansigt og lektoren må have set det. På dette tidspunkt havde hun kendt ham i tre semestre. Annie havde fortalt sig selv, at han nok var gift og havde børn, og lektoren gik måske ud fra at hun anså ham for at være for gammel til hende. Hun følte sig sikker på at han havde været interesseret i hende. Nu håbede hun kun at han havde set hendes reaktion, så vidste han da hvor han kunne henvende sig hvis han kom på andre tanker. Efter dette var stemningen forandret og deres private samtaler blev sjælnere. Og da hun ikke siden har mødt en mand som har været ligeså ideel for hende, er dette sår aldrig rigtigt blevet helet - Steffen, som vi ligestraks skal høre om, ville hun nok have skammet sig over, selvom det ville være forkert.

Jeg spurgte Annie hvad der har været af kæresteri og sex, men det vil hun gerne vente med at tale om - til brug for denne bog må det være nok med det "officielle". Hermed mener hun det hun har fortalt til andre, og andre er ikke andre end hendes søster, og hende har hun kun fortalt om Steffen. Jeg gjorde Annie opmærksom på, at vi har aftalt at vores beretning skal slutte efter hendes møde med Gudrun og de unge (for at vi kan høre Annies tale) og efter at Niels-Henriks forhold til Pia er blevet etableret (for at Annie kan høre deres tale) - altsammen en månedstid før deres møde med mig i England. Og eftersom hun ved mødet med de unge talte en hel del om erotik, så må hun være klar over, at Niels-Henrik og Pia kan have diskuteret det hun sagde - og også diskuteret hendes forhold til mænd. Jeg citerede fra min kladde til Niels-Henrik og Pias samtale, og spurgte om vi kunne lade det sagte passere. Hun virkede tydeligt alarmeret, men forsikrede mig straks om, at det ikke skyldes det der siges om hende, men det der siges om hendes søster. Hvad hende selv angår, ønsker hun kun indgriben på ét punkt: hun vil gerne have udeladt de par navne som Niels-Henrik nævner på formodede elskere indenfor musiklivet. Det som hun har sagt til Niels-Henrik om hans forældres privatliv og som Niels-Henrik har sagt videre til Pia, vil hun gerne tænke over. Hun lovede dog at holde sit løfte om mindst mulig censur når det gælder oplysninger jeg har fra andre - og ja, have i tankerne at vores bog kun vil blive læst indenfor en begrænset og velafgrænset kreds.

Da Annie som 24-årig var færdig ved universitetet, havde hun kun lyst til én ting: at fortsætte med at studere. Og dette kunne hun gøre i fred og ro. Hendes forældre kunne ikke forestille sig huset uden Annie, og da hun ikke havde studiegæld, behøvede hun bare at tjene lidt til eget behov - så nogle få timers orgelspil og klaverundervisning var nok. Annie læste, øvede sig, forskede og skrev artikler. Hun blev et respekteret navn og opgaverne kom af sig selv. Musikchef Mogens Andersen fra P2 foreslog, at hun omarbejdede en artikel om Sibelius til en radioudsendelse, og siden da har hun leveret seks-otte udsendelser om året.

Ikke mange mennesker har levet et så frit og beskyttet liv. Hun har opholdt sig i det samme hus altid, og når hun har været udenfor, har det været for at spille til en gudstjeneste eller til en begravelse, eller for at dyrke sine interesser: været til koncert, i Radiohuset for at indtale sin udsendelse, til møde i Det Unge Tonekunstnerselskabs bestyrelse, besøgt en musikpersonlighed i Danmark eller i udlandet. Eller hun cyklede ud i naturen med bøger og papirer.

Men der var en verden udenfor Annies hjem og bøger og musik. Og den bevægede sig i en helt anden retning end hun havde spået. Hun havde ellers altid været forud for sin tid: verden måtte nødvendigvis følge hende. Af den enkle grund, at i takt med at mennesket får mere frihed og uddannelse, så vil det stille større krav til livet, og det vil derfor søge imod de ægte kulturværdier. Hun havde et forspring, og hun nød det - ja verden måtte såmænd gerne vente lidt med at vågne op. Underholdningskulturens vækst ville kun være et overgangsfænomen, og denne kulturform vil kun bevare sin dominans i de lavere sociale lag. I oprørstiden havde finkulturen svært ved at holde stand imod de nye strømninger, men underholdningsindustrien var decideret ringeagtet, det var da altid en begyndelse. I den periode var der flere andre ting som pegede i den rigtige retning: foragt for lønslaveriet og for kommercialismen. Men denne tid med idealisme - som jo beroede på at oprørerne var fra de bedre sociale lag - den varede ikke længe. Efterhånden som bevægelsen bredte sig til større dele af befolkningen og kravene bredte sig til flere områder, skrumpede kravene ind i radikalitet og vandt i realitet, og det hele endte med blot at skulle være en optrapning af den igangværende demokratisering. Og af denne grund, og dette at den teknologiske udvikling gerne skrider hurtigere frem end ventet, blev der skabt bedre arbejdsforhold og vækst i velstanden, og snart kunne selv de mest oprørske forsone sig med deres ærkefjende, kapitalismen. Den generede ikke mere nogen, tværtimod, nu kunne enhver se dens genialitet: enhver form for nyttigt virke er velkomment og belønnes, og der kommer mere interessant og åndsindvolverende arbejde, og dette betyder nye teknologier og mere effektive metoder, og dermed flere varer og flere penge til alle i hierarkiet, og således mere købekraft og endnu flere varer.

Men i takt med at der kom helt nye ting ind i menneskenes liv, blev de ting som hvilede for meget på fortidens tænkemåde mere usynlige i landskabet. Og ikke nok med at Annie skulle se ting komme frem som hun ikke fattede at nogen kunne se noget i, hun skulle også se en ny udbredelsesmekanisme for kultur komme i brug.

Bogtrykkunstens udbredelse sammenlignet med computerens, illustrerer forskellen mellem den vertikale og den horisontale udbredelsesmekanisme. Da bogtrykkunsten kom, kendte den brede befolkning ikke meget til den - den var til religionens og videnskabens skrifter, og den var ikke dyrere end at den kunne finansieres af den minoritet der benyttede den. Computeren var til at begynde med også til lødig og fornuftig brug, men den var ganske anderledes omkostningskrævende at udvikle, og da mange kunne ønske sig den - folk som Niels-Henrik og Annie - så ville det være en stor fordel, hvis alle kunne bringes til at ønske sig den. Men takket være kulturens nye udbredelsesmekanisme, kunne dette ske uden nytænkning. Thi det første enhver programmør laver når han har lært spillets regler og skal trænes, er netop spil, og da han foruden spil var opvokset med tegneserier, og da sådanne billeder kunne bringes frem på skærmen og kombineres med spil og gøres levende, så havde spillene og tegneserierne fået en afløser, som var så rig på muligheder og udviklende for børns færdigheder, at ingen forældre kunne nægte deres børn den.

Den nye kapitalisme var befriet fra noget af den gamle kapitalismes ondskab, men nogle af den gamle kapitalismes gode sider, dens accept af perifere fænomener og langsigtede investeringer, var gået tabt. Og det var ikke mere fra fortidens type af veluddannede at nyskabelserne kom, men det var heller ikke fra den folkelige kultur, for denne kultur, som bredte sig ad uransagelige veje, var også blevet fortidig. Den folkelige kultur var blevet afløst af mediekulturen. Og denne var en kulturform som man, i modsætning til den folkelige kultur, havde klarhed over og kunne styre. Og de der styrede den, var de der valgte arbejde indenfor medieverdenen, og disse var, ligesom de der vælger arbejde indenfor de andre verdener, en bestemt mennesketype. Dette kom til at sætte dybe spor i vores kultur: musikken blev énstonig, produktionen af tv eksploderede, og tv blev mere og mere en særlig kultur. Foruden denne vækst, var der væksten i materialismen og billismen og turismen. Og alt dette krævede morakken, som blev mere og mere en-dimensional - og som, så snart den var hævet en smule over denne tristhed, besmykkede sig selv med fine ord. Annie kunne af og til føle, at det hele var iscenesat af onde magter for at pine hende.

Det er især en bestemt begivenhed som i hendes erindring er kommet til at stå som skelsættende, selvom den ret beset er ubetydelig, og idag vil slet ingen kunne fatte hendes forfærdelse. Hun havde lavet en radioudsendelse om Fartein Valen. I det aphelske hjem tændte man altid først for radioen lige før en udsendelse skulle begynde, og man slukkede lige når den var forbi. Annie ville optage sin udsendelse når den kom kl. 22. Et par timer før hørte faderen et program, og lige da dette var forbi og han skulle til at slukke, hørte han den musik af Fartein Valen som skulle indlede Annies udsendelse. "Din udsendelse kommer nu", råbte han. Annie kom styrtende ned: "Det er da ikke nu for pokker!" Da musikken blev dæmpet, var det ikke Annie der talte, men en kælen kvindestemme som sagde: "Hvor tror du disse bevidsthedsudvidende toner kommer fra? (musikken blev skruet op og ned igen) en slags New-Age musik, ikke? (musik) du ta'r heeelt fejl (musik) de blev nemlig nedfældet for halvtreds år siden (musik) i en afsides egn af Norge (musik) af en besynderlig eksistens som aldrig har hørt dem (musik) men det kan du komme til (musik) hvis du lytter med her på P2 kl. 22 (musik) så vil Annie Aphel nemlig afsløre mysteriet om den forsvundne komponist (musik) dagens største oplevelse har du tilgode, den får du at sove på (musik), altså: Annie Aphel her på P2 kl. 22 om den norske komponist Fartein Valen (musik)." Annie og hendes gamle far var lammede (hendes mor var da heldigvis død). Hvorlænge har det stået på? I P2? Skal man finde sig i det? Går Mogens Andersen med til det? Annie vidste at der foregik sære ting på P2, der måtte gøres en indsats for at "nå ud" til en større del af befolkningen, især de unge. Programspektret blev bredere, der kom magasiner med sprøjse titler og blandet indhold, og der kom masser af telefonprogrammer. Annie hørte aldrig den slags, og hun havde sit hyr med at få radioen til at fatte at hun ikke ønskede at medvirke.

Den kultur som Annie havde lært skal holdes nede, fordi den ikke er kultur, trængte sig mere og mere ind på hendes enemærker. Kongelige sangere og dansere måtte lægge stemme og krop til rock-operaer og balletter, der blev oprettet et rytmisk musikkonservatorium, og i hendes blad, Dansk Musik Tidsskrift, bragtes en artikel af en sociolog som foreslog, at man sender den nye kompositionsmusik i P3: dér ville den kunne høres af flere (P3-lyttere er jo mere altspisende end P2-lyttere). Osv. osv.

Men var alle de implicerede virkelig lige begejstrede for disse fremskridt? Sikkert ikke, men det forekom hende, at den aversion som man i 60'erne kunne finde hos orkestermusikere imod den ny musik, var større end deres aversion i 70'erne imod rock. Hun begyndte at undersøge de mennesker som hun hidtil havde regnet blandt sine egne. Hun stillede dem spørgsmål, og når hun besøgte dem, snusede hun rundt. Det der chokerede hende, var ikke så meget deres ydre adfærd, det var deres holdninger. Disse mennesker kunne hun, i modsætning til den øvrige befolkning, oftest godt lide at være sammen med. Især når det gjaldt musikfolkene var der ikke umiddelbart noget der stødte hende, og det gjaldt også dem der komponerede eller spillede en musik som hun ikke var på bølgelængde med - de var trods alt klassisk skolede. Hun havde intet at udsætte på deres jargon eller påklædning, og på det kulturelle område kunne de ikke beskyldes for at have en dårlig smag - og de talte ikke om indholdet af gårsdagens tv-avis eller om deres forventninger til aftenens fodboldkamp. Nej, det var ikke i dette at hendes uro ved dem lå, det var i deres udtalelser når talen faldt på den omgivende verden. De var ikke så vrede som hun ville have at de skulle være, ja de kunne finde på at billige udviklingstendenser som kunne give hende kuldegysninger.

Hvordan skulle hun tolke det? Var det bare en attitude? En flirten med tidsånden? En frygt for at sige den imod?

Hvordan kan de finkulturelle overse, at de lødige ting kun kan leve i et særligt åndsklima, og at dette - menneskene - må beskyttes? Annie kan ikke se anden årsag end den, at de er beskyttede. Ikke i kraft af en bevidsthed om nødvendigheden af beskyttelse, men i kraft af at de er arbejdsmennesker og hovedsagelig omgås fagfæller. Og da de oftest har meget at tale om, har de al det sociale samvær de kan ønske sig. De lever med en lykkelig ubekymrethed om den verden der omgiver dem. At deres liv er i strid med tidsånden, véd de udmærket (de nyder det måske ligefrem) - den tidsånd som kommer ud af tv-apparatet og som doceres i Folkeskolen og som de uanfægtet udleverer deres børn til. Og at den vare de fremstiller, har plads iblandt et astronomisk antal og er et sted hvor ingen ser den, og at den meget vel kan være væk om en generation, det véd de også godt. Men indenfor deres egen lilleverden tager deres ting sig store ud, og de nyder virkningerne af de grænser der er omkring dem. At disse grænser næppe kan holde i en længere tid frem, at den verdslige grænseløshed, meningsløshed, intethed, vinker forude, det anfægter dem ikke. Og ansvarsfølelse overfor en slægt, kender de ikke til.




Den lange og skelsættende weekend, fra en fredag eftermiddag til den følgende mandag aften i foråret 89, bliver nu, for Gud véd hvilken gang, vendt i Annies hoved. Denne gang fordi hun skal fortælle Niels-Henrik om den. Han får ikke det hele at vide, og hun vil ændre en del på tingene når hun skal fortælle ham historien. Men lad os andre høre alt hvad hun kan huske:

Hendes ansættelse på Hellerup Gymnasium var kommet istand på en sær måde. Hun blev ringet op af gymnasiets rektor, Niels Bertelsen, og han fortalte, at hans mor havde været violinist i Radiosymfoniorkesteret og havde siddet ved siden af hendes mor (det vidste Annie godt), og at han selv som ganske ung havde været til deres salon sammen med sine forældre (det havde Annie ingen erindring om), og han fortalte også, at han af og til havde hørt hendes radioudsendelser og at han tit havde tænkt på at kontakte hende. Nu var der måske en anledning til at de kunne komme til at se lidt til hinanden: han havde brug for en vikar til musikundervisningen om et par måneder. Hun var velkommen til at få fast ansættelse, men det regnede han ikke med at hun ønskede, men måske hun havde lyst til at vikariere indtil der meldte sig en fast lærer, for at hun kunne "kigge lidt indenfor i den verden", som han udtrykte det. Det gik hun med til. Han ville ringe igen meget snart, så hun kunne få god tid til at forberede sig. Men et par uger senere ringede en lærer og fortalte at Niels Bertelsen var død - om hun fortsat var interesseret - det var hun.

Annie havde haft undervisning til klokken to og var på vej til garderoben da hun mødte en kollega, Susan, som spurgte om hun ikke ville køre med til Humlebæk - det var sket et par gange før:

   — Jo, det vil jeg da gerne.

   — Men ska' vi ikke lige ha' en hurtig kop kaf' inden vi drøner deruda'?

   — Jo det ka' vi da godt.

På lærerværelset var man ifærd med at høre to kvinder berette om en film de skulle ind til byen og se - nu her klokken fire. Det var "En kvindes liv" som lige havde haft premiere, og den var et samtaleemne blandt de veluddannede. Selvom Annie ikke interesserer sig særlig meget for film, vidste hun lidt om den, fordi hun havde læst den roman den bygger på, "Trente ans" af Laurent Brousson, og derfor havde læst et par anmeldelser. Og efter det hun nu fik at høre, skulle den have fået fine anmeldelser over hele linien. Der var almindelig interesse for filmen, og pludselig sagde den ene af kvinderne: "Vil I andre ikke med?" "Joh" blev der mumlet fra flere kanter. En af dem der mumlede "joh", var Susan, og hun skævede imod Annie, så Annie mumlede også "joh". De otte der havde meldt sig, fordelte sig i tre biler og kørte afsted mod Dagmar Bio.

Det havde været meget længe siden at Annie sidst havde været i biografen, men engang så hun faktisk en hel del film, og også teaterstykker. Det var dengang - for små ti år siden - hvor hun havde sin "teaterkæreste". Film så de kun i "Klaptræet" og "Delta", hvor man var fri for reklamer. Forinden havde de spist på en restaurant hvor der var et godt miljø. Hun havde mødt ham en lørdag aften hvor hun var på vej igennem den indre by. Han var sammen med et par venner, og de havde spurgt hende, om hun vidste hvor "Vognporten" er. Det er lidt svært at forklare, men der er ikke så langt, jeg kan vise jer derhen, havde hun svaret. Da de var der, havde han spurgt hende om ikke hun ville med ind. Det faldt hende pludselig ind at svare ja. Hun havde været her et par gange før, og hun kunne egentlig godt lide dette sted - menneskene (hendes egen alder) og musikken (traditionel jazz) var til at holde ud. Han tilbød at købe noget, og hun bad om en "Elefant". Da de havde siddet lidt begyndte musikerne at indfinde sig, og han spurgte om hun ville danse. Det ville hun godt. Hun havde gået til dans som barn, men den kunnen gør nutildags mere skade end gavn, men det gik, det kan jo ikke andet. Han var lille og tyk og grim, men han mindede lidt om Schubert, og de var vist lige gamle. De dansede i flere omgange og snakkede i pauserne. Han var boghandler, og han fortalte, at han læste hver eneste af de skønlitterære nyudgivelser han langede over disken - også lyrikken, den var der nu ikke så meget af. Hun havde en masse spørgsmål at stille, og hun var overrasket over hvor god en læser han var. Han bestilte nok ikke andet i sin fritid. Da "Vognporten" lukkede kl. 2, var hans venner forlængst forsvundet, og han spurgte, om ikke de lige skulle gå over i "Lauritz Betjent" inden de gik hver til sit. De var begge trætte, men der måtte godt ske lidt mere. Da de sad dér med deres øl, lænede de sig imod hinanden og så lagde hun armen om ham, først om livet, så om skulderen og så om halsen, og så vendte han sig imod hende og de begyndte at kysse. Hans måde at kysse på ophidsede hende. De blev ved og blev ved - og set helt tæt på, syntes hun at han var ligefrem køn. Men det kunne jo ikke blive ved, og han sagde at det måske var en idé at de fortsatte en anden dag. Han spurgte ikke om hun ville med ham hjem. Da han havde talt om en film han gerne ville se, foreslog hun, at de endag spiste et sted og så den bagefter. Dette var begyndelsen på hendes "teatertid" som kom til at vare næsten tre år. Det var altid det samme: de spiste, så en film eller et teaterstykke (gerne det nye og eksperimenterende) eller de gik i Det Kongelige Teater eller i Radiohuset (her undgik hun det nye). Så fandt de et værtshus hvor de, efter lidt diskussion om det de havde set eller hørt, nogenlunde ugenert kunne kysse og kramme. Han inviterede hende aldrig med hjem. En lun sommeraften hvor de sad på en bænk foran Helligåndskirken lige ud til Strøget, var hun særlig erotisk stemt, og da ingen kunne se dem for buskadset, trak hun hans skjorte lidt op for at mærke hans krop, og han gjorde det samme ved hende. Hun førte sin hånd længere og længere nedad, men så holdt han den tilbage. Hun lod som ingenting, og fremover holdt hun sig til det vante. De skiftedes til at ringe, omkring hver anden måned, men så, da det var ham der skulle ringe og der var gået længere tid end sædvanligt, ringede hun. De aftalte at mødes, og alt var som det plejede, men ikke helt. Hun ringede ikke igen og han ringede heller ikke. Hun fortalte altid om sine møder med Steffen til Britta, og Britta har, både imens det stod på og sidenhen, så vidt muligt henlagt sine bogindkøb til hans boghandel. Han virker altid glad kan hun rapportere, og Annie vil ikke foretage sig det mindste som kan berøve deres tid sin glans. Britta har åbenbart aldrig sagt noget til Niels-Henrik.

Siden den tid havde hun kun set film - vel en halv snes stykker - i sit sort/hvid-fjernsyn. Nu glædede hun sig faktisk. De var tre i hendes bil - Susan kørte, ved siden af sad Jørgen, og Annie sad på bagsædet. Man pjattede:

  Susan: Hooold da helt kæft! - har I set den fyr dér - en kommode på bagagebæreren!

  Jørgen: Det er da løgn! - man ka' da ikke cykle med såd'n et monstrum.

  Annie: Han ser ud til at ha' prøvet det før - han har nok startet et flyttefirma, og han er vel ved at spare sammen til en flyttevogn.

Replikken fløj ud af Annie, hun var ellers lidt tung på det område når hun var på udebane. Annie var opstemt, hun var blevet en del af et fælleskab - så pludselig verden med de andres øjne. Hvis den fodgænger dér, som de var lige lovlig tæt på, havde truet af dem, så havde hun moret sig over ham. I aften vil hun glemme sin vrede - dispensere fra sine idealer. Når filmen er færdig går de nok ind et sted og får en øl. Ja alt kan ske i aften - ham dér Jørgen er egentlig en sød fyr, hun mener ikke at have set ham før.

Trafikken blev tættere, Annie vænner sig aldrig til storbyen. Der måtte ledes længe efter en parkeringsplads, og de tre biler tabte hinanden af syne. "Hvormeget lagde du i? - vi deles om det." I menneskemylderet i foyeen måtte de lede efter de andre. Jørgen blev sendt hen i billetkøen. Men sikke et miljø. Som om der ikke var støj nok, væltede der rockmusik ud af højtalerne over baren, og som om der ikke var plakater nok, var der tv-skærme hvor man kunne se filmudtog og flyvende trusseindlæg, hver med sin lyd. Kan man virkelig se en film efter at have opholdt sig her? Annie måtte have en øl men hvordan? Ingen af de andre så ud til at ville købe noget og hun kunne ikke lide at gå hen til baren alene. Jørgen kom med billetterne, og så gik de på rad og række, Annie sidst, ned ad en lang gang, og én efter én drejede de til venstre ind ad en lille dør. Annie blev ikke chokeret da hun trådte ind i salen - hun havde ikke forestillet sig andet end at det hun lige havde været igennem var optrappet. De gik ind på 13. række, Annie kom heldigvis til at sidde yderst.

Da hun hverken kunne lukke ører eller øjne var der kun én ting at gøre: at studere det her. Når hun skævede til venstre kunne hun se de syv ansigter i profil. Hvorlang tid skal man udsættes for det her? Meget lang tid. De første reklamer var som hun forestillede sig sådanne reklamer: hele vejen igennem sådan, at man skulle tro at reklamebureauet gjorde grin med kunden - altså ikke varens kunde, men reklamebureauets kunde. Men så begyndte reklamerne at blive mere avancerede. I den næstsidste ser man en flok unge demonstranter løbe igennem en tætbefolket gågade og kaste sten imod pengeinstitutterne. Ruder knuses og folk søger i dækning, men så er der et sted hvor ruderne ikke knuses, og demonstranterne samles foran denne bank og kaster alt hvad de kan. Men stenene efterlader ikke så meget som en ridse og personalet samles lige foran ruderne. Demonstranterne truer med knytnæver, og da man hører sirener, fordufter de skyndsomt efterladende deres bannere. Så ser man noget der virker som om det er taget med et skjult kamera. Det er to småpiger, omkring otte-ni år, og de er begge kun iført lange bukser af samme letgenkendelige mærke, overkroppe og fødder er nøgne. Den ene pige er ekstremt fed, og hun ligger på ryggen og med benene spredt lodret. Den anden pige er ekstremt tynd, og hun sidder med spredte ben og hopper op og ned i skridtet på den anden. I disse reklamer er musikken endnu mere enerverende, men der er ingen tale og ingen oplysning om varens navn.

Nå, nu begynder endelig noget film: Det er i en kantine. En kvinde med højhælede sko er på vej ned ad en trappe med sin bakke. Pludselig hænger den ene hæl fast i en stang som skal holde gulvtæppet men som er gået løs, hun falder forover, giver slip på bakken som flyver igennem luften og lander med bunden i vejret på et bord lige midt imellem to der sidder og spiser. Braget har tiltrukket sig alle de spisendes opmærksomhed og de bryder ud i en brølende latter - og det samme gør hele salen. Kvinden ligger fortsat på langs ned ad trappen, hælen sidder stadig fast. Så kommer der en ny filmstump, det er vist dansk: En meget gammel og meget gangbesværet dame går med sin rollator. En anden dame, noget yngre, standser op og siger: "Du sku' skamme dig Lizzi - du sku' skamme dig!", og går rask videre. Den gamle dame står som forstenet og kigger ned i sin kurv. Der er tavst i salen. Nu er der helt stille, og man ser en mand åbne en kuvert, tage et ark frem, folde det ud og begynde at læse. Det må være filmen, sådan begynder bogen. Man ser mandens læber bevæge sig, og en svag, taktfast og truende lyd begynder. Så zoomer kameraet sig ind på mandens øje, det flyder ud og man ser en kvinde (hans kone, det véd Annie) ved rattet i en bil. Hun roder efter noget i en taske på sædet ved siden af, hun fisker et papir op og folder det ud, og alt imens hun har øjnene rettet fremad, skimter hun af og til ned imod papiret. Pludselig opdager hun at hun er kommet for langt ud på kørebanen, en modkørende bil er tæt på, hun drejer hurtigt mod højre men lidt for meget, hun strejfer en parkeret lastbil og drejer kraftigt til venstre men igen for meget og hun rammer en modkørende bil frontalt, begge biler eksploderer, et kæmpe flammehav omspænder dem, mennesker løber skrigende bort. Undervejs er lyden accelereret i frekvens og styrke så den tilsidst er uudholdelig. Ulykken var da ikke specificeret i bogen, fra politiet havde manden fået at vide, at hans kone var blevet dræbt på stedet ved en færdselsulykke - årsag ikke fastlagt. Og han havde modtaget en pakke med hendes ting, blandt andet et brev fra deres datter med nogle blodstænk.

Da Annie havde læst bogen fornylig, behøvede hun ikke at koncentrere sig om filmen. Hun kunne studere den - og publikum. Men da filmen havde varet en tid, begyndte hun at få kvalme. Det var ikke bare sansebombardementet som gjorde hende syg, det kunne hun nok have abstraheret fra, nej, det var en følelse som hun havde haft tidligere men aldrig så stærkt som nu: en uhyggelig følelse af fremmedhed overfor denne verden. Hun kunne ikke forestille sig, at ét eneste blandt disse hundrede mennesker følte ligesom hun. Og hvormange mennesker ville hun kunne fortælle om sin oplevelse? Verden bevæger sig bort fra hende - hvorlænge vil hun kunne holde ud at være her? Til sidst var kvalmen så kraftig at hun var lige ved at rejse sig, men så fortog den sig med ét og gik over i et svedudbrud. Hendes opmærksomhed var blevet ledt bort fra fremmedheden, ja forandringen havde haft en velgørende virkning: nu kunne hun studere uden at lade sig bevæge. Under denne forestilling udformede hun sin definition af begrebet underholdning, og de tanker hjalp hende helskindet igennem torturen. Af og til havde hun sendt et hastigt blik til venstre, og hver gang havde hun set det samme syn: syv hoveder totalt væk i filmen. Hun var færdig med de mennesker, men hun ville høre deres mening.

Udenfor var det stadig lyst. Peter foreslog at de spiste sammen - han boede ikke så langt derfra - ved Søerne - han kunne flikke lidt sammen. To måtte tage hjem, og de øvige kørte over til Peter.

Peter havde ingen mad, men han fandt et menukort fra den lokale grill. Maden kunne være der om en halv time, og imens blev et par flasker trukket op og snakken om filmen kom igang. Joan, der havde film som hovedfag, havde mest at sige: "...og læg også mærke til hvordan han helt suverænt behersker den teknik der kaldes a sequence - den blev introduceret af japaneren Yano i hans film "Kogs Last Meal" - den består i, at man bringer nogle korte forløb lige efter hinanden - tre-fire stykker - de følger et bestemt mønster og varer præcis den samme tid - mellem tre og fire sekunder - og musikken er en gentagelse af den samme sekvens - eller variationer - den teknik er enormt effektiv, men den er hundesvær at realisere - det er første gang Gustau Libel bruger den - han er utrolig lærenem - teknikken ville ellers være fantastisk til reklamer, men jeg har endnu ikke set nogen bruge den."

Annie lyttede og sagde intet. Men pludselig:

  Peter: Det ser ikke ud til at Annie helt deler vores begejstring - du har læst romanen sagde du?

  Annie: Ja - forfatteren har sat sig for at skildre en lang samtale mellem to midaldrende ægtefæller som har indset at de må gå hver til sit - og hele romanen, bortset fra indledningen, er den samtale - ikke et ord er udeladt - udarbejdet så læseren kan følge med uden at der siges noget utroværdigt - de har holdt af hinanden, og de har holdt sammen, og der har ikke været sidespring eller lyst til det - hvad er der så galt? - der er det galt, at hun har et arbejde som han ikke kan fortsætte med at have så tæt inde på livet - da de var unge og studerende og forelskede, gjorde det ikke så meget at deres fag var uforenelige, men da de fik arbejde, udviklede de sig i forskellig retning - det forhindrede dog ikke at de kom til at holde mere og mere af hinanden, men det betød, at han blev mere forpint over hendes arbejde og hendes udvikling - han er principielt imod hendes arbejde, og det afsætter spor på de mennesker der udfører det som må pirre enhver - selvom hendes arbejde unægteligt er ubehageligt, så giver det hende en tilfredsstillelse som gør at hun kan sige at hun er glad for sit arbejde - men hun kan godt sætte sig ind i hans følelser, og hun kender til de omstændigheder som er årsag til at han i særlig grad må hade hendes arbejde - men totalt at undlade at tale om det, ville være uholdbart - og ting kan ikke et helt liv igennem være uudtalte - de har haft tredive år sammen, og de kan påstå, at deres samliv har været rigere end de fleste ægtepars - men de kan ikke mere bo sammen - man kan ikke noget sted finde en så smuk afskedssamtale - i filmen så jeg intet til den - man ser en smule til hendes arbejde, men man ser ikke noget til de konkrete ting han havde nævnt - det er nemlig slet ikke det det drejer sig om: det er datterens udfald imod moderen - hendes føren sin egen ulykke tilbage til svigt fra moderens side - anklager som er groft forkerte, men som instruktøren vælger at tro på - og som han endda ikke engang, som datteren selv, sætter i forbindelse med moderens arbejde - jeg forstår ikke helt filmens fremstilling af ulykken - i begyndelsen af romanen ser manden tilbage på deres samliv efter at ulykken er indtruffet - har han direkte eller indirekte været skyld i hendes død? - har hun reageret anderledes på de ting han har sagt end han havde regnet med? - eller er det datteren? - det kan han pludselig godt forestille sig - han har fået en pakke fra politiet - i den er der et brev med nogle blodstænk - brevet er fra datteren, og det indeholder en skriftlig gentagelse af noget hun åbenbart lige forinden har sagt til moderen - noget som er faderen helt ukendt - det brev han læser i begyndelsen, er også fra datteren - hun fortæller, at hun har talt med moderens nabo, og at denne fortalte, at moderen havde fået et brev af postbudet på vej ned ad trappen da hun kørte, så hun har måske læst i det imens hun kørte - hvorfor viser filmen hvordan hun omkommer? - og hvorfor gøres ulykken så voldsom at det første brev tilintetgøres? - herved mistes jo et dokument som det er vigtigt at manden får i hænde - det skal jeg sige jer: instruktøren vil vise ulykken - han ofrer brevet for at kunne gøre den så makaber som muligt.

  Joan: Øh... instruktøren kan jo have sine grunde til at ændre lidt på tingene - og den samtale du taler om... jeg ku' godt li' at se den roman - en sådan samtale lader sig næppe filmatisere.

  Annie: Jo den gør! - da jeg læste romanen kunne jeg levende se ægteparret sidde overfor hinanden - den samtale må være en drøm for en seriøs instruktør og to dygtige skuespillere - man kunne ind imellem vise de episoder de taler om - men datterens mislykkede liv sælger åbenbart bedre end moderens vellykkede - for hun har trods alt virkelig præsteret noget - en af moderens fejl er, at hun i sin tid fattede sympati for en ung mand på sin arbejdsplads, og sørgede for at datteren kom til at møde ham - det førte til et ægteskab, men den unge mand var ikke den moderen havde troet - han er en psykopat, ifølge datteren, og det er hele bundtet på moderens arbejdsplads, moderen inkluderet - hun har altid været en kold skid og blottet for moderfølelser - det har hun netop ikke været ifølge faderen - det er netop hendes kærlighed til ham og til deres barn, og hendes omsorg for barnet, der har været grunden til at han har søgt at bagatellisere de negative følger af hendes arbejde - det er det han fremhæver og nævner eksempler på i deres afskedssamtale - hvorfor skildrer instruktøren så moderen som gennem usympatisk? - hvorfor opfinder han episoder som ikke forekommer i bogen?

  Peter: Du er ikke tilfreds med instruktøren, og vel heller ikke med skuespillerne - jeg synes nu det er en god og vedkommende film - men du mener vel, at når en instruktør filmatiserer en roman, så skal det være en tro gengivelse af forfatterens entydige budskab - du vil altså kun se dårlige instruktøres filmatiseringer - og du foretrækker vel romaner som ikke levner plads for mere end én tolkning - altså dårlige romaner.

   — Jeg kan ikke se, hvorfor en forfatter der har noget bestemt at fortælle, skulle være en dårlig forfatter, men jeg tror, at uanset hvilket budskab en forfatter har, så er det Gustau Libel inderlig ligegyldigt - han har ikke andet ærinde end at underholde.

   — Måske, men det synes jeg han er god til - men selvfølgelig, hvis man ikke fatter underholdningens virkemidler, og bærer rundt på fordomme, så...

   — Du er inde på noget af det rigtige! - underholdningen er et særligt sprog - og under denne ligegyldige film fik jeg tid til at gøre mig nogle tanker om det sprog.

   — Dem må vi høre.

   — Det forfærdelige ved underholdningen er ikke det at den eksisterer - altså at der er ting for trætte eller dårligt uddannede mennesker, og ting som familien kan samles om - nej, det forfærdelige er, at den kulturform er blevet normen hos det moderne fortravlede menneske - selv veluddannede mennesker har ikke mere nogen fornemmelse af en skillelinie mellem underholdning og kunst - i de fleste menneskers ører klinger underholdningens sprog ligeså lydefrit som de lavere klassers sprog i deres egne ører - men for mennesker som ikke er opvokset med det sprog, opleves det som om reglerne for god smag er blevet overtrådt - værket kan ikke mere kaldes kunst, og de mennesker der har frembragt det, kalder det vel heller ikke kunst - jeg anser ikke Gustau Libels produkt for at være dårlig kvalitet - at sige at al underholdning er dårlig kvalitet, ville være ligeså meningsløst som at sige at de lavere klassers sprog er dårlig kvalitet, men underholdningens sprog hører til i visse miljøer og ikke i andre - dér hvor jeg er opvokset, fandtes det ikke, og jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle lære det.

   — Jeg er nu glad for at jeg kan mange sprog.

   — Jeg foretrækker at fordybe mig i lidt færre.

   — Ja det ser man - du kan ikke færdes mange steder.

Hvilken uforskammethed! Og han har været negativ overfor hende ligefra begyndelsen. Annie havde siden de forlod biografen tænkt på, hvad de mon egentlig vidste og tænkte om hende. Det var nyt for hende at være iblandt flere mennesker som hun kun følte minimalt slægtskab med. Hun havde kun få undervisningstimer om ugen, hun talte ikke meget med de andre og hun havde kun været på lærerværelset et par gange. Der har sikkert været talt om hendes anderledes musikundervisning. Den ene gang hun var på lærerværelset, sagde hun noget som muligvis kan have givet anledning til snak. Fem-seks mennesker sad og diskuterede dagens kronik i Politiken - den var skrevet af en gymnasielærer. Annie blev spurgt om hun havde læst den:

   — Jeg har skimmet den - der er ingen grund til at læse den - han skriver blot det man kan forvente af en lærer - han taler om vigtigheden af en bred almenuddannelse og en højt specialiseret erhvervsuddannelse, men han glemmer helt den tredie form for uddannelse som alle mennesker bør have, nemlig en uddannelse til lødige gøremål udenfor arbejdstiden - han mener tilsyneladende, at vi skal bruge al vores alvorlige virketrang til lønarbejdet - i den såkaldte fritid skal vi blot konsummere underholdningsindustriens produkter, og det skal man ikke uddannes til - han ser ikke, at manglen på en videregående uddannelse til fritiden er katastrofal, fordi den betyder at fritiden ikke har nogen større værdi, og at vi derfor satser altfor meget på lønarbejdet.

Der var en pause - ingen vidste rigtigt hvad de skulle sige, men så sagde en ung nyansat lærer:

   — Jeg er ikke enig med dig - det er sandt at det er katastrofalt at vi bruger altfor megen energi på vareproduktionen, men det ville være mere katastrofalt hvis vi henlagde vores skabertrang til fritiden - det ville føre til en endnu større kulturel forurening end den vi har nu, og den form for forurening er værre for mennesket end den kemiske forurening - forestil dig, at hele befolkningen brugte det meste af dagen til kreativ udfoldelse - det ville blive et helvede at være her - naboen sad og trakterede sit tangentinstrument, ejendommen var udsmykket af talentfulde beboere og i gaderne blev man filmet og interviewet - nej, den orden vi har nu, er mindst skadelig - i dagtimerne er folk på arbejdspladserne og om aftenen sover de foran tv.

   — Jeg sagde udtrykkeligt at vi skal uddannes til fritiden.

   — Haha, kære du, du sidder her midt i en uddannelsesinstitution, er det ikke gået op for dig, at det er meget begrænset hvad slags ting de unge kan lære? - nej, det gælder for dig som det gælder alle der drømmer om en helt anden verden: det værste der kan ske for jer er, at jeres drømme bliver til virkelighed.

Imens dette blev sagt, var folk begyndt at rejse sig og det var et held for Annie. Den tanke, at hendes krav kunne føre til mere forbandelse end velsignelse, havde da strejfet hende, men hun vidste ikke lige nu hvad hun skulle sige. At en form for religion er det enest tænkelige værn imod en sådan verden, det var ikke klart for hende dengang. Hun havde ikke haft lejlighed til at fortsætte diskussionen med den unge lærer. Har nogen af dem hæftet sig ved denne meningsudveksling?

Annie kan altså ikke færdes mange steder:

   — Måske, men jeg kan færdes ganske tilfredsstillende på de steder hvor jeg ønsker at færdes.

   — Jeg synes ikke din færden på Hellerup Gymnasium er særlig tilfredsstillende.

   — Der kommer jeg for at undervise, kender du måske noget til min undervisning?

   — En del, min søn går i din klasse - han hedder Thomas.

   — Du siger det som om jeg ikke kender navnene på mine elever.

   — Hvis du kender deres navne, er det det eneste du véd om dem - og dine kolleger kender du slet ikke noget til - Annie, folk skal ikke bebrejdes at de foretrækker at holde en lav profil hvad det sociale angår - sådan er vi forskellige - men jeg synes ærlig talt, at din profil er for lav - ihvertfald som lærer i en skole.

   — Peter, jeg tror at du og jeg har forskellige opfattelser af et gymnasiums opgave - din søns sociale trivsel er dit ansvar, jeg tager mig af at give ham den nødvendige almene dannelse i musik - jeg giver ham den musikundervisning han ikke får andre steder fra.

   — Du lærer ham de sprog han ikke lærer efter naturmetoden - det var skolens opgave før i tiden, men ser du Annie, idag ser verden en hel del anderledes ud.

Under denne ordveksling havde de andre været fuldstændig tavse. Annie havde forlængst bemærket Peters plads i hierarkiet - hun vidste at han var kandidat til rektorposten. Nu mærkede hun en følelse af overlegenhed hos ham, og hun fik pludselig en pervers lyst til at se dette rolige og sikre fjæs eksplodere. Hans sidste bemærkning havde ramt hende på hendes mest ømme sted - nu var hun ligeglad med hvad hun gjorde og sagde - hun kunne ikke forestille sig at hun skulle spise her.

   — Peter, så vidt jeg kan se, bliver din søn godt fodret med nyttig information udenfor skoletid - jeg forsøger at give ham nogle adfærdsmønstre som han meget gerne skulle have, hvis han skal nå videre end sin far - jeg forstår at du underviser i fysik, men når jeg ser mig omkring her, så ser jeg ikke tegn på nogen interesse for fysik - jeg ser kun en halv meter lærebøger fra din studietid - ikke én eneste senere anskaffelse - jeg kender din type, de fandtes også indenfor mit fag - idag kalder vi dem lektielæsere og påstår at de er et nyt fænomen - nej, de har altid været der, forskellen er bare, at tidligere levede de ikke op til idealerne for en universitetsstuderende, idag er de blevet normen.

   — Det er muligt, men jeg kan ikke...

   — Men du kan ikke se hvorfor et lærerjob på elementært niveau skulle kræve mere end pædagogik af sin udøver, men det kommer du til nu - jeg har ikke meget forstand på fysik, men jeg har da en matematisk studentereksamen og jeg har stor respekt for dit fag - min onkel var lektor ved DTH, og ham kom jeg meget hos som barn - men forskellen på din opfattelse af dit fag, og så min og min onkels opfattelse, er, at for dig er det bare et fag som er nyttigt for vores teknologi og et lønarbejde for dig selv, for mig og for min onkel er et sådant fag et ideal for menneskelig virketrang - vi bør tilskynde vore børn til at interessere sig for fag som dit og mit - hvorfor? - fordi de fag kan lede vores virketrang i en mere civiliseret retning end vores latterlige lønslaveri - engang producerede vi hvad vi havde brug for, nu overproducerer og overforbruger vi, fordi vi ikke véd hvad vi ellers skal få tiden til at gå med - og vi ødelægger vores liv og vi ødelægger vores børns liv og vi ødelægger miljøet - men alt sådan noget ser du ikke - for dig er det liv det sande menneskelige liv - det er det liv din søn og dine elever skal føres frem til - og i fritiden skal vi ikke bestille andet end at glo tv (hun nikkede mod hans store tv-skærm som hang oppe under loftet) og høre popmusik (hun nikkede mod hans stativ med plader) og dyrke turisme (hun nikkede mod hans reol med rejsebøger) og sport (hun nikkede mod hans ketsjere som hang på en krog) - det er altsammen godt nok.

   — Ja, det er det.

   — Og hvorfor? - fordi dine forældre ikke har lært dig rigtig arbejdsadfærd.

   — Du og jeg har forskellig arbejdsadfærd, rigtigt.

   — Ja, og jeg ska' ikke sige mere om dit arbejde - men vi ska' lige ha' gjort filmen færdig - vi blev enige om at den er underholdning og ikke andet - og at underholdningen er et sprog - og på os som ikke er opvokset med det sprog, har det den samme virkning som de lavere klassers sprog: det er vulgært - hvis I vil se eksempler på underholdningens ækelhed, så se her (hun rejste sig op og tog en bog ud af reolen) - "Sjov sex for viderekomne" hedder den - se her!

   — Hør...

   — Hundrede tegninger af grinende mennesker - når vi har pjattet en hel dag på arbejdspladsen og når vi har set pjat hele aftenen, så skal vi slutte dagen af med at pjatte i sengen - besynderlig opfattelse af erotikken - og bogen har da heller ikke kunnet redde Peters ægteskab (hun satte den på plads igen) - og se det her kioskblad (hun tog et blad der lå på musikanlægget).

   — Hø - hva' gi'r I?

   — Her ska' I bare se løjer! - der er underholdning til mange timer - her har Peter læst om sit rockidols tragiske død - dét her - se! - det må være det lokum hvor man fandt ham - og her ser man ham i sine velmagtsdage - tiltalende fyr hva'? - og her bliver han båret afsted - sikke et optog! - intet statsoverhoved er nogensinde blevet ført til graven af så mange grædende mennesker - det er vel hans kammesjukker der står dér og leverer mosækken - og... (hun bladrede) og... (bladrede).

   — Har I set løjer?

   — Oh là là, her ska' I se! - her er bladet bukket godt om i ryggen - hvor gammel ska' vi gætte hun er? - seksten? - hvad er det hun siger til Peter? - "Jeg må tilstå at jeg har fået en svaghed for all-American tubesteak - jeg foretrækker dem lange og tykke og fyldt med lækker saft!" - hende ska' Peter besøge næste gang han er i Thailand!

   — Ja...

   — Se her! - på alle de sider fortæller hun om hvordan hun foretrækker tubesteak.

   — HØR ANNI...

   — Men lige for tiden har Peter andre ting for - i denne her reklame for "ActionTourist" har han haft kuglepennen fremme - se her! - sådan ska' Peter svæve majestætisk henover de franske alper - og... (hun lagde bladet tilbage) og... (kiggede rundt) la' os lige se hvad det er for noget der ligger dérnede!

   — NEJ NU MÅ DET VÆRE NOK (han rejste sig og gik ud i entréen og tog hendes frakke).

   — ANNI, VÆRSGOD, SÅ ER DET UD - vi har ikke noget imod de lavere klasser, når bare I opfører jeg ordentligt, men din opførsel er under lavmålet! - FARVEL (han gennede hende ud af døren og smækkede den hårdt i).

Annie vaklede et par etager ned - så måtte hun sætte sig lidt. Hun måtte græde, men kunne ikke græde her, og heller ikke i toget. Hun rejste sig og gik ned imod Søerne, hun ville tage toget på Østerport Station. Var hun gået for vidt? Ja, sådan kan man ikke opføre sig. Og så hende der kalder sig dannet og kommer fra et bedre miljø end dem. Men han havde sagt noget som havde hidset hende op. Hvad var det nu? Jo, hun "kan ikke færdes mange steder" - det var dét! Kan man ikke færdes ubesværet iblandt dem, så er der noget galt med én, og så må man i det mindste virke som om man selv er ked af det. Det var da godt man blev fri for hans musik - den sidder de vel og hører nu.

Hun gik ned ad Gothersgade, fulgte hegnet langs Botanisk Have, kom forbi Statens Kunstmuseum og gik ind på stien til Østerport Station. Her fandt hun en ensom bænk. Da hun havde sat sig og set at der ikke var nogen, brød en hulken frem som måtte kunne høres langt væk. Hun blev på det sted i to timer. Hver gang der kom nogen, rejste hun sig og gik, og når de var væk, gik hun tilbage igen.

Hun rystede så hun dårligt kunne sidde. Det var hendes første regulære sammenstød med den kultur, var det begyndelsen til en vedvarende krig? Hun tænkte på de mennesker som hun nogenlunde svinger i takt med - på nogle af musikfolkene, på de store kulturpersonligheder, især de ældre, og på Karin og Stig. Tænk hvis de mennesker ikke var der. Men de forsvinder én efter én. Og proletarkulturen bliver sværere og sværere at holde på afstand.

Tænk, de har været danmarkshistoriens vrede ungdomsgeneration - man kan ikke sige "mest" vrede, for fænomenet havde ikke noget fortilfælde, og det kan umuligt gentage sig. Hvad havde de at være vrede over? Ingenting. Men man, det vil sige marxisterne, forventede vrede hos dem, fordi de var de første i deres slægter som fik studentereksamen og dermed evnen til at tale på deres klasses vegne. Man belærte dem om al den uret de lavere klasser havde måttet døje, og om den retning folk begynder at udvikle sig i, så snart man letter deres åg en smule: deres forældres knoklen dagen lang for parcelhus og bil og Mallorcarejser, og deres soven om aftenen foran tossen. Med andre ord: deres fortsat lydige føjen sig efter kapitalisterne. Og man belærte dem om finkulturens hensigt: at få folk til at føle sig dumme så de går stille med dørene. Og de kunne godt se at alt dette var rigtigt, og de nød de færdigheder man havde givet dem, og den brug der var for dem. De læste pamfletter og holdt møder og lagde strategier. Næh, ikke noget med revolution her, når vi har fået vores eksamener, og er kommet indenfor i systemet, og arbejder os tilvejrs, så ordner alt sig. Deres omformning af samfundet gik mere gnidningsfrit end de havde regnet med, de talte jo på flertallets vegne, så snart efter, kunne marxisterne aflægge deres marxisme og kapitalisterne justere deres kapitalisme. Hvordan vurderer de mon selv resultatet? Kundskabsniveauet kan de umuligt klage over, og heller ikke lønningerne. Og de ser jo virkelig mere begejstrede ud for deres arbejde end deres forældre gjorde. Og fjernsynet kalder de ikke mere tossen, det er jo dem der laver udsendelserne. Og deres familieliv, eller mangel på familieliv, er vel også som de vil ha' det - og deres unger. Nåså Dore Dumme Dhomas er hans søn - det var lige det der manglede! - nogen besynderlige idealer de har.

Jo, man forstår deres tilfredshed, de er jo nået en hel del højere tilvejrs end deres forældre. Men er de inderst inde ligeså storsnudede som de er udadtil? Er de ikke mere materialistiske end deres forældre var? Eller er forskellen, at deres forældre bare arbejdede for pengenes skyld, det gør de ikke selv. Og hvad mener de om deres eget åndsliv? Skal der virkelig ikke mere være noget der hedder højt og lavt? Skal vi bare gøre det der behager os her og nu? Og det der er nyttigt? Er det ikke andet end det, de unge skal lære? Sammenligner de sig slet ikke med fortidens akademisk uddannede? - eller med den ældre generation? De må da kunne fornemme at hun betragter sig som hævet over dem - hvis ikke, så er der da noget helt galt med dem. Og de fornemmer måske også, at det hun står for, har visse lighedspunkter med det de engang selv stod for. Er det her skoen trykker? Hvorfor var der ikke en eneste af de andre der blandede sig? Ha, de glemte helt deres mad!

Hun skammede sig over det hun havde sagt - hun havde bare sagt sandheden, men man kan ikke bare sige sandheden til folk. Det er nemt at være velopdragen når man er priviligeret - før i tiden var det hende der var priviligeret, nu er det dem.

Det der ka' gøre én desperat af raseri, er at de mennesker er uangribelige. Deres kultur er blevet så stor og vinder så stærkt frem, at man er til grin hvis man siger noget. Og den har ikke noget navn - i modsætning til det 20. århundredes andre bevægelser båret frem af de lavere klasser - fascismen, nazismen, kommunismen, maoismen - og den er ikke forhadt og søgt bekæmpet af noget folk udenfor - muslimerne er ved at gå samme vej. Og menneskenes redskaber bliver mere og mere effektive, også redskaberne til énsretning. Før i tiden herskede der også sandheder som ikke kunne anfægtes, men kristendommen var da ikke anmasende - den kunne man da ikke komme til at hade meget, og den havde da en åndelig dimension. Deres religion - alt det lort de tilbeder - gør mennesket mere og mere åndløst. Tænk at bo i en etageejendom og skulle høre deres lyde hele døgnet - denne ulidelige dunken som hører til de fascistoide bevægelser. Så allestedsnærværende var der da ikke noget der var før i tiden. Og dengang kunne man gå andre steder hen, hvis man ikke kunne holde ud at være det hvor man var - arbejde sig op, komme væk fra den klasse man var født i. Idag er der ingen steder man kan gå hen - der er ikke noget hverken ved siden af dem eller over dem. Tænk, sådan ser vor tids gymnasierektor ud. Engang troede man at bøger og lærdom forædlede mennesket, nu véd vi at der skal mere til, de ledende nazister havde jo også doktorgrad. Sådan lærer vi af historien - bliver klogere på mennesket. Havde det været musikvidenskab han havde studeret, så havde det vel ikke ændret hans smag. Tænk at han ka' få sig selv til at ha' sådan noget liggende fremme. Hvordan mon der ser ud i hans soveværelse? Har de mennesker da ingen hæmninger? Nej, den uddannelse man har givet dem, den har gjort mere skade end gavn. Før i tiden kendte de deres plads, og de viste os andre respekt - ihvertfald inderst inde. Nu strutter de af stolthed over deres sejr og magt og rigdom - kører rundt i dyre biler med radioen på fuld drøn - dirigerer hele kulturlivet - og de har fuldstændig bemægtiget sig opdragelsen af børn og unge. Det er da godt at man har haft held med at holde dem nede længe. Men nu er de gået igang med at ødelægge alt det vi andre har skabt. Det er vel kun et spørgsmål om få år inden det hele er væk. Nogle af tingene opbevarer de vel et sted, men ånden, den vil der ikke være det mindste spor af. Det er åbenbart en historisk lovmæssighed: når en civilisation har arbejdet sig op til et vist stadium, så bliver den jævnet med jorden af barbarer, og så kan menneskene begynde forfra med at bygge op - og det er der måske en højere mening med.

Klokken ti tog hun toget til Humlebæk - hun tænkte ikke mere på noget. Hun cyklede bevidstløst fra stationen - tiden var sat ud af kraft. Hun drak det meste af en flaske rødvin lige da hun kom ind ad døren, og kastede sig på sengen og sov.

Hun vågnede til sit livs værste dag. Hendes far var heldigvis i Torben og Brittas sommerhus, men Niels-Henrik måtte for alt i verden ikke komme, han var syv år dengang. Hun ringede til Britta og sagde at hun skulle til en koncert i Århus i morgen og at hun tog afsted i dag. Så trak hun stikket ud. Hun rystede ligeså meget som i går. Og dog var det ikke det i går der var det værste, hendes forsvarstale på bænken havde haft sin virkning, og hun skulle ikke se de mennesker mere - hun kunne næsten godte sig over den ballade. Nej, det der trykkede var noget alvorligere end de fladpander: hendes modsætning til verden gjaldt ikke bare dem, også indenfor hendes faglige arbejde var der opstået noget, så derfor kunne hun ikke bare flygte ind i arbejdet.

Lad os, inden vi hører om hvordan Annie blev bragt på højkant igen, få lidt mere at vide om hendes fag og om den konflikt der ligger og lurer:




I dette kapitel skal vi altså høre om den moderne musiks problem i almindelighed og Annies problem med den i særdeleshed. Men da Annie havde talt i timer om sin musik, følte jeg mig mere på glatis end da Niels-Henrik havde talt i timer om sin matematik. For Niels-Henrik forklarede tingene helt fra grunden, Annie derimod, var slet ikke klar over hvilken musikalsk analfabetisme der hersker udenfor hendes fag. Der var noget grundlæggende jeg måtte vide mere om, førend jeg kunne få greb om tingene - jeg måtte stille dumme spørgsmål om sådan noget som dur og mol, og om hvor hun vil placere musikkens højdepunkter. Det meste af denne spørgsmålsbesvaren og given musikundervisning overlod Annie dog til Niels-Henrik:

Det med højdepunkter overraskede mig ikke så meget: Bach og Beethoven. Det var i 1700-tallet at de helt store mestre begyndte at opstå. Før den tid havde der været to højdepunkter: den gregorianske sang (enstemmig) og palestrinastilen (flerstemmig). Den flerstemmige musik er et relativt sent fænomen, først fra omkring år tusind vandt den udbredelse. Før den tid har der højst været tale om parallelføring, hvor forskellen i tonehøjde var et fast og velklingende interval, gerne en oktav eller en kvint. Den seriøse europæiske musik har orientalsk oprindelse, men den kommer ikke til os, som den øvrige højere kunst, via grækerne, for da den antikke verden forsvandt, forsvandt deres musik for stedse - kun deres musikteori og deres brug af musik kender vi til, som for eksempel at der til skuespillene var korsang og lyrespil. Romerne havde overtaget grækernes musik, men den var ganske udartet og den spillede ingen officiel rolle. For romerne var musik noget der hørte folket til, men igennem den folkelige musik blev sangen og instrumentspillet trods alt båret videre. Musikken til den kristne gudstjeneste har rod i den jødiske tradition med recitativ sang fra Salmernes Bog. Den enstemmige sang til den kirkelige liturgi kulminerede med den gregorianske sang i slutningen af 500-tallet - den har navn efter en pave Gregor, som samlede alle sangene i en bog. Denne sang var i tidens løb blevet forbillede for den kirkelige musik overalt, og kom således til at påvirke folkemusikken. Der var kun rene og let sangbare intervaller, og der var ingen taktstreger: rytmen var bestemt af teksten. Da man begyndte at synge flerstemmigt, var der ikke tale om egentlig samklang, da man ikke havde taktinddeling. Men ønsket om samklang førte med tiden til at man indførte en fast metrik, og den flerstemmige sang når sin kulmination med komponisten Palestrina - omkring år 1600. Selvom der var samklang, opfattede man ikke samklangen (vertikalt) som en harmonisering: man opfattede stemmerne (horisontalt) som ligeberettigede der spillede samtidigt med og imod hinanden. Man kalder denne stil polyfon - den kaldes også horisontal eller kontrapunktisk. Palæstrinastilen var i høj grad underlagt regler, og den polyfone stil føltes i det hele taget ufri, fordi stemmerne var bundet til hinanden, men reglerne blev lempede med operaens fremkomst og med væksten i den instrumentale og i den verdslige musik i 1600-tallet. Den polyfone stil når sin kulmination og afslutning med Bach. Efter hans tid gik man over imod den homofone stil - den kaldes også vertikal eller akkordisk - i denne består flerstemmigheden i at en melodi ledsages af akkorder. Det er den homofone stil der dominerer i den tidsalder hvor Annie vil placere den europæiske musiks højdepunkt: den wienerklassiske periode (omkring år 1800) med Beethoven som den førende komponist og med hans symfonier som de centrale værker. Fordi musikken på den tid både var mangfoldig og underlagt omfattende regler, således at musikmennesket kunne have en optimalt udviklet musikalsk sans.

Det jeg fik doceret om teori overraskede mig en hel del, så jeg vil nu bruge et par sider på at formidle min lærdom videre til læseren (noget af det bærer tydeligt præg af at være fortalt af Niels-Henrik):

Et musikstykkes virkning beror på, at det kan deles op i stykker hvor der finder spænding eller afspænding sted. Denne opdeling beror dog på et skøn, fordi det gerne sker ved at flere ting virker samtidig og fordi der kan være modsatrettede tendenser - og stykkerne kan måske igen opdeles på samme måde (potenseret spændingsforløb) eller de kan sammensættes til bølger (udviklingsbølger). Spænding og afspænding foregår især igennem veksling mellem konsonerende og dissonerende intervaller (kadence-lignende forløb), og ved modulation og rytme og styrke - ved modulation forstås det at der gås fra en toneart til en anden.

Et klassisk musikstykke er altid "skrevet" i en bestemt toneart: tonerne ligger indenfor en bestemt toneskala omkring skalaens grundtone. En toneskala er et bestemt udvalg af de mulige toner. De mulige toner begrænses af, at vi oplever to toner, hvor den enes frekvens er det dobbelte af den andens, som enslydende, idet den ene blot er en højere udgave af den anden. Dette toneinterval kaldes en oktav, så vi kan altså nøjes med at fastlægge skalaen indenfor en oktav. En toneskala er ikke nogen nødvendighed for en musik: atonal musik er jo musik som ikke bygger på en toneskala (men det gør den alligevel: den bygger på den kromatiske skala). Men hvis en toneskala skal være grundlag for en tonal musik som kan få stor æstetisk værdi og mangfoldighed, så må den opfylde nogle betingelser: den må indeholde et passende antal toner og den må hverken være for enkel eller for kompliceret. Tonetrinene, altså intervallerne mellem på hinanden følgende toner, må ikke have samme størrelse hele vejen igennem skalaen, men der bør ikke være mere end to forskellige slags tonetrin. Der er altså store og små tonetrin, og de små bør være undtagelsen, og et lille tonetrin bør være halvdelen af et stort. Der er altså heltonetrin og halvtonetrin i skalaen. Der bør være mere end ét halvtonetrin, men ikke mere end to, og de to halvtonetrin bør ligge længst muligt fra hinanden, og imellem et halvtonetrin og det foregående og det efterfølgende halvtonetrin bør der være et forskelligt antal heltonetrin. Antallet af heltonetrin bør altså være et ulige tal. Og dette tal bør være 5, for det kan ikke være mindre, og hvis det er 7, bliver antallet af toner i skalaen 9, og så er den for omfattende: musikken bliver ikke tonal nok. Den optimale skala må altså indeholde 7 toner, og der må to steder være et halvtonetrin, og imellem et halvtonetrin og det efterfølgende halvtonetrin må der skiftevis være to og tre heltonetrin når man går frem i skalaen. Skalaens samlede omfang er altså 5∙2 + 2∙1 = 12 halvtonetrin, og dette betyder at oktaven skal deles op i 12 halvtonetrin. Et tonetrin dannet ved oktavens opdeling i 12 ligestore dele, kaldes et kromatisk tonetrin, og skalaen bestående af disse 12 toner, kaldes den kromatiske skala. Vores skala med 7 toner er altså et udvalg af de 12 kromatiske toner, og et heltonetrin i vores skala består af to kromatiske trin og et halvtonetrin er det samme som et kromatisk trin.

Den diatone skala, som den europæiske musik bygger på, opfylder de krav vi har stillet, og dette beror selvfølgelig ikke på at den er opstået igennem sådanne rationelle betragtninger. Den er opstået "af sig selv", men der ligger alligevel en del teoretiseren og justeringer af praktiske hensyn bag. Problemet er, at de mest velklingende intervaller ikke nødvendigvis passer ind i vores skala. Når to toner spilles samtidigt eller lige efter hinanden, kan toneintervallet lyde mere eller velklingende: konsonerende eller dissonerende. De mest konsonerende intervaller er dem hvor forholdet mellem tonernes frekvenser er en simpel brøk - det er pythagoræerne der tilskrives denne opdagelse. Og disse intervaller er først og fremmest oktaven, kvinten og kvarten: Dobbelt så høj frekvens giver som sagt tonen en oktav over, 3/2 gange så høj frekvens giver tonen en kvint over og 4/3 gange så høj frekvens giver tonen en kvart over. I en toneskala skal der være konsonerende og dissonerende intervaller, og nogenlunde lige mange af hver, så der er bedst mulighed for spænding og afspænding. Og det må være en selvfølge, at kvinten og kvarten forekommer nogle gange i skalaen. Men sådan er det strengt taget ikke muligt at indrette en toneskala. Da Niels-Henrik havde sagt dette, forsvandt han pludselig og kom tilbage med sin lommeregner, men jeg syntes at jeg havde fået nok matematiklektioner. Så fortalte han, at man tidligere løste problemet ved at kræve at kvinten og kvarten er korrekt, og så tillade de øvrige intervaller at være lidt upræcise. Men da modulation begyndte at vinde indpas, øgedes kravet om at man deler oktaven i tolv lige store dele. Det var især Bach som fremsatte dette krav, og da der var modstand imod det, viste han at opdelingen fungerer ved at skrive en samling klaverstykker med denne stemning af klaveret: "Das wohltemperierte Klavier". Bachs "veltempererede" stemning var dog ikke helt identisk med vore dages "ligesvævende temperatur", hvor oktaven deles i tolv præcis lige store dele, således at man får den følgende kromatiske tone ved at gange frekvensen med 21/12 = 1,059436... (dette at skalaen tidligere ikke var matematisk korrekt, betød at der (foruden tonelejet) var en lille karakterforskel på de forskellige transponeringer af den diatone skala).

Den diatone skala (i sin utransponerede form) består netop af "klaverets hvide tangenter", og indenfor denne skala kan enhver europæisk melodi spilles, bortset måske fra enkelte toner som er skalafremmede - man kan altså undtagelsesvist få brug for en sort tangent. Annie fortæller, at hun har lavet et melodihæfte til nybegyndere hvor alle melodierne spilles på de hvide tangenter, og hvor man således kun sjældet får brug for en sort tangent: så er det nemt at komme igang og så kan man straks se de skalafremmede toner. Jamen hvis man kan spille enhver melodi på de hvide tangenter, hvorfor gør man så ikke det, spørger jeg. Hertil svarer Annie, at det ikke er ligegyldigt i hvilket toneleje en melodi spilles, ethvert musikalsk menneske kan mærke at den skal begynde på den eller den tone. Men det er egentlig forkert at sige, at det at skalaen transponeres, altså hæves eller sænkes et bestemt antal kromatiske trin, fører til en ny toneart. Det der mest er medvirkende til at give skalaen karakter, er den tone man vælger som grundtone, og som melodierne er centrerede omkring. Det er her at forskellen mellem dur og mol ligger: når en dur-melodi spilles på de hvide tangenter er centraltonen c, og når en mol-melodi spilles på de hvide tangenter er centraltonen a. Dette betyder, at en durmelodi opleves som hård, frejdig eller lys i forhold til en molmelodi, der opleves som blød, melankolsk eller mørk: dur og mol har modsat tonekøn. Da der i et mere kunstfærdigt musikstykke ofte forekommer modulation, det vil sige transponering af skalaen eller overgang til det modsatte tonekøn, er det mest bekvemt at sige, at der sker en overgang til en ny toneart. Tidligere havde man mere end to tonekøn: man havde tolv kirketonearter. I deres utransponerede form består alle kirketonearternes skalaer af de samme toner: den diatone skala i sin grundform (klaverets hvide tangenter). En kirketoneart er karakteriseret ved tre toner i skalaen: en begyndelsestone og en sluttone og en dominerende tone. Sluttonen (finalis) er den tone melodien slutter med og er centreret omkring, og den kan også kaldes skalaens grundtone. Begyndelsestonen er den tone man begynder med når man synger skalaen. Og den dominerende tone (recitationstonen) er en fast tone i skalaen som i melodien skal være særligt fremtrædende. De tolv kirketonearter er ordnede i seks par, hvor den første er autentisk og den anden er plagal (afledet). For en autentiske skala er begyndelsestonen identisk med grundtonen, og for dens plagale skala ligger grundtonen inde midt i skalaen (og desuden er den dominerende tone tættere på grundtonen). De fire af de seks par kirketonearter var langt de mest brugte, derfor taler man normalt om "de otte kirketonearter". I det 17. århundrede flyttede smagen sig hen imod de autentiske tonearter i de to mindre brugte par af kirketonearter (fordi dissonans vandt mere indpas), og disse blev herefter kaldt dur og mol (de er muligvis de ældste af kirketonearterne). Dur og mol har i deres utransponerede form som sagt henholdsvis tonen c og tonen a som grundtone, og den dominerende tone er tonen en kvint over grundtonen. Ved transponering af denne skala (den diatone skala i grundformen) får man ialt tolv dur-tonearter og tolv mol-tonearter - de er opkaldt efter deres grundtone (= begyndelsestone). Dur- og mol-tonearterne er (ligesom C-dur og a-mol) knyttede sammen i par der har samme skala - de er paralleltonearter til hinanden. De hvide tangenter navngives med alfabetets syv første bogstaver: a, b, c, d, e, f, g. Navnene på de øvrige toner fås ved at skrive et # eller et b foran et bogstav, for denne tone henholdsvis hævet eller sænket et kromatisk trin. I Danmark og Tyskland kaldes tonen b dog for h, og b betegner istedet h sænket et kromatisk trin.

I den diatone skala er der imellem en tone og tonen en kvart over, to mellemliggende (diatone) toner (når man går frem er kvarten tone nummer fire), og der er imellem en tone og tonen en kvint over, tre mellemliggende toner (når man går frem er kvinten tone nummer fem). Et interval således at der er én mellemliggende (diaton) tone, kaldes en terts (når man går frem er tertsen tone nummer tre). Da nogle af de mellemliggende tonetrin kan være halvtonetrin, findes disse intervaller i to udgaver: en terts kan være stor eller lille, og en kvart og en kvint kan være ren eller formindsket (man har også navne for flere udgaver, men så er der skalafremmede toner inde i billedet). Når vi fra grundtonen går en terts op, så er denne henholdsvis stor og lille for dur og mol. Tre toner med en terts' indbyrdes afstand og spillet samtidigt kaldes en treklang - eller akkord. Intervallet imellem den første og tredie tone er en kvint. Opbygget på denne måde er akkorden i sin grundform: den er akkorden "på" den første (nederste) af tonerne, og den opkaldes efter denne tone. En akkord er normalt ikke i sin grundform: en eller flere af dens toner kan være hævet eller sænket en oktav.

I en dur- eller mol-skala er der tre toner som er særlig vigtige: grundtonen (tone nr. 1), kaldet tonika og betegnet T, tone nr. 5 (en kvint over grundtonen), kaldet dominanten og betegnet D, og tone nr. 4 (en kvart over grundtonen), kaldet subdominanten og betegnet S. For akkorderne på disse tre toner bruges de samme navne. Akkorderne D og S opleves som en spænding i forhold til T (dog fra modsat "retning"), så derfor "kalder" D og S på at blive efterfulgt af T. Følgen T-S-D-T (eller lignende) kaldes en kadence - et klassisk musikstykke afsluttes altid med en fuldendt kadence (helslutning). Da der hele tiden i et musikstykke skabes harmonisk spænding og afspænding, er der hele tiden kadence-lignende forløb. Kender man akkorderne T, D og S i et klassisk musikstykke, kan man entydigt fastslå dets toneart (hvis man ikke har noderne og kan aflæse fortegn). En treklang kan med endnu en terts udvides til en firklang - også kaldet en septimakkord. En septimakkord er altid dissonerende, og især den til D svarende septimakkord, betegnet D7, kalder på afspænding. I en septimakkord udelades ofte den tredie tone (kvinten).

I den diatone skala er der som sagt to steder hvor et tonetrin er et halvtonetrin, og dette betyder, at der i et musikstykke kan være en tendes til at en tone i stykket som er et halvtonetrin fra en tone i skalaen, vil søge imod denne tone, hvis det kan rette op på en spænding. I så fald fungerer tonen som ledetone. Fra skalaens syvende tone og opad til den ottende tone, som er grundtonen, er tonetrinet et halvtonetrin, og det er gerne denne bevægelse som er et ledetonetrin - den optræder i kadencen D-T.

Jeg spurgte Annie om hun ikke kunne vise hvordan en enkel melodi som alle kender kan harmoniseres - altså hvordan akkordtyperne T, S og D kan vælges melodien igennem. Annie satte sig hen til sit koncertflygel og spillede forskellige kendte og iørefaldende melodier og salmer. Nej, sagde jeg, vi må have en med lidt mere go i, lad os tage "Sneflokke kommer vrimlende" (Aagaard/Aakjær), og så spillede hun den og skrev bagefter det nedenstående på en lap papir. Hvert vers i sangen har fire linier som hver er delt i to lige store dele, og hver af delene har otte toner (en for hver stavelse) - der er dog et par steder hvor der er færre toner fordi den sidste tone holdes længere. Et tal foran et akkordtegn betyder, at akkorden holdes henover dette antal toner i melodien. Læseren kan nu prøve at nynne melodien og fornemme forandringerne ved S og D væk fra T og tilbage til T:

        T  3T  S  3T

        S  3S  S  3T

        T  2S  2T  3S

        T  2D  S6  DD  D (lang)

        T  3D7  D7  3T

        T  3D7  D7  3T

        T  2S  2S  3T

        T  T  T  D7  D  T (lang)

Altså: Sne-flok-ke kom-mer vrim-len-de ...

            T     3T                   S      3T

Bemærk, at når en linie ovenfor slutter med tre toner hørende til samme akkord, så er den relative varighed af de tre toner: 1,5 - 0,5 - 1. I de fleste af tilfældene er akkorden ikke i sin grundform: der er toner i akkorden som er hævet eller sænket en oktav. Så to éns tegn lige efter hinanden står for forskelligt lydende akkorder. For eksempel afsluttes melodien (som den skal) med akkorden T, men i noderne er den tredie tone (kvinten) flyttet en oktav ned, og grundtonen er fordoblet med såvel tonen en oktav over som tonen en oktav under, således at T altså består af fem toner, for rigtigt at markere tonikaen. Ved tilføjelser til akkordtegnet kan man vise hvordan akkorden præcis ser ud: hvis for eksempel grundtonen i T er hævet en oktav, skrives T6, hvilket angiver at intervallet mellem bastonen og grundtonen er en sekst (tone nummer seks når man går frem). De højeste af tonerne (i noderne) er melodistemmen, og disse toner er oftest en del af akkorden, men da melodien går hurtigere end akkordskiftene, kan der være toner i melodien som strengt taget ikke harmonerer med akkorden (de er harmonifremmede). Harmoniseringen kan raffineres ved at man udelader en akkord på en tone (for eksempel det første T i linie 5 ovenfor - efter det lange D) eller ved at man lader en akkord over flere toner ophøre en tone tidligere (i de første tre linier holdes 3T og 3S kun over de to første toner). Da både D og S har en tone tilfælles med T, kan man lade denne tone blive liggende når T og D eller T og S står ved siden af hinanden. Stedet "S6  DD" kræver en nærmere forklaring: Akkorden S6 er subdominant med sekst i bassen og DD er vekseldominanten (= "dominanternes dominant" = bidominanten på trin 2 - en bidominant på et trin er septimakkorden på dette trin som har samme opbygning som D7). Komplikationen skyldes, at der ved DD er en skalafremmede tone i melodien (den eneste) - den er nem at høre: den kommer på ordet "og" i "hegn og gård". Melodien er skrevet i C-dur, og den skalafremmede tone er tonen fis, som bør opfattes som hørende til G-durskalaen. I G-durskalaen er fis ledetone til grundtonen g, og det er i melodien da også g som kommer lige efter fis: disse to toner og den foregående, skal opfattes som tilhørende G-durskalaen, og indenfor denne skala skal der istedet for "S6  DD  D" skrives "D7  D  T", hvilket er en kadence. Ved den skalafremmede tone er der altså moduleret fra C-dur til G-dur. Modulation sker oftest til dominanttonearten, og den er for C-durs vedkommende G-dur, så hvis der er en skalafremmed tone i en C-durmelodi, er det oftest fis. Melodien slutter med kadencen (helslutningen) T  D7  D  T.

I en durskala er de tre hovedtreklange (altså treklangene på trin 1, 5 og 4) T, D og S, dur-treklange (stor terts), mens treklangene på trin 2, 3 og 6 er mol-treklange (lille terts). Treklangen på trin 2 ligger en terts under S og har to toner fælles med den, og den betegnes Sp og kaldes subdominantparallel. Treklangen på trin 3 ligger en terts under D og har to toner fælles med den, og den betegnes Dp og kaldes subdominantparallel. Treklangen på trin 6 ligger en terts under T og har to toner fælles med den, og den betegnes Tp og kaldes tonikaparallel. Treklangen på trin 7 indtager en særstilling: den er treklangen på (hoved)ledetonen (tonen lige før grundtonen), men den er ikke en rigtig treklang fordi begge dens tertser er små, den ligger en terts over D og har to toner fælles med den, og den betegnes D/ og kaldes ufuldkommen dominant, fordi den er D7 hvor grundtonen mangler. Hvis vi giver skalaens toner de samme navne som akkorderne på dem, så får skalaens syv toner altså disse navne: T  Sp  Dp  S  D  Tp  D/. Og hvis vi skriver de to første linier i selve melodien ("Sneflokke") med disse betegnelser, så ser den således ud:

        D  D  Dp  S  Tp  D  D  D

        Tp  Tp  S  Tp  T  D  D  D

Istedet for ved tonernes nodeværdier, har vi altså gengivet melodien ved tonernes funktion i den. Dette nodebilledet er ganske forskelligt fra akkordernes, da melodien er de højeste toner og da en akkord har navn efter den tilsvarende grundakkord, og en sådan har navn efter sin dybeste tone.

Et klassisk musikværk starter altid i den toneart som det er "skrevet i" (grundtonearten), men undervejs kan der være modulation (altså overgang til en anden toneart), og det sker normalt flere gange undervejs og det var især herigennem at de klassiske komponister udfoldede sig. Kronen på denne udvikling i musikken er sonateformen. En klassisk symfoni er en sonatecyklus, og den første sats er næsten altid i ren sonateform - de efterfølgende satser har sonatetræk. Sonateformen ser således ud: Efter en indledning kommer hovedtemaet (gerne af et energisk præg) og senere et sidetema (gerne af et mere lyrisk og sangbart præg), og måske et sidetema mere (en episode). Imellem hovedtemaet og sidetemaet er der modulation, således at sidetemaet er i en anden toneart end hovedtemaet. Denne (første) del af sonateformen kaldes dens eksposition. Herefter kommer en del der kaldes modulationsdelen eller gennemføringsdelen, alt efter om der mest er lagt vægt på det modulerende eller på udvikling af temaerne i ekspositionen. Denne del starter i den toneart som ekspositionen sluttede med, og der moduleres nu tilbage til grundtonearten, men det sker oftest igennem yderligere modulationer. Og der er i denne anden del gerne konfliktagtigt stof, således at en gentagelse af noget fra første del er velkomment. Dette sker i den tredie del, reprisen, som bygger på temaerne i ekspositionen (ved gentagelse eller variation), men hvor der ikke er modulation. Herefter kan der komme en coda. Disse tre eller fire dele udgør altså tilsammen sonateformen. Denne første sats i symfonien spilles normalt hurtigt, herefter kommer en langsom anden sats og en hurtig tredie sats, og tilsidst kommer en finale. Finalen er i sonateform, men anden og tredie sats er gerne i potenseret kædeform med modulationer. Kædeform vil sige at stykket er delt i stykker hvor der er gentagelser (enten identitet eller næsten identitet), og potenseret vil sige at hver del igen er opdelt på samme måde. Den langsomme andensats har ikke så fast form - den er gerne i enkel liedform, for eksempel A-B-A. Den hurtige trediesats er gerne i menuetform (menuet-trio-menuet) eller scherzoform (scherzo-trio-scherzo-trio-scherzo).

Der var altså i den wienerklassiske periode ret strikse regler for hvordan et musikstykke skulle formes, komponisten havde ikke den samme frihed som tidligere, men komponisten tillod heller ikke musikeren den samme frihed som tidligere. For eksempel forsvandt solokadencen hos Mozart og Beethoven, det vil sige dette, at solisten i slutningen af en sats improviserer over materialet og brillerer med sin fingerfærdighed: nu var denne brilleren dikteret af komponisten. Reglerne gav den følgende tids komponister - romantikerne - problemer, fordi den wienerklassiske form ikke altid passede til den måde de ønskede at udtrykke sig på. De løste problemet ved at give deres værker andre og mere uforpligtende navne, men især løste de problemet ved ikke at rette sig efter reglerne. I romantikken dyrkede man jo - som Annie fortalte Niels-Henrik - geniet, og geniet var kun delvis herre over sig selv. Så sære ting begyndte at finde vej ind i musikken. I løbet af 1800-tallet kom der mere og mere dissonans og modulation til fjerntliggende tonearter, og man frigjorde sig fra funktionsharmonikken, det vil sige den klassiske harmoniserings lovmæssighed - den som Annie strengt har fulgt i sin harmonisering af "Sneflokke". Men det var kun de største genier som kunne slippe helskindet fra disse unoder, de fleste komponister holdt sig fra yderlighederne, og dette betød, at musikken i koncertsalene grundlæggende lød på en ret traditionel og ensartet måde. Derfor begyndte nogle komponister og de mere aktive lyttere at føle at musikken ikke udviklede sig nok, og denne frustration endte med at der ved århundredeskiftet kom afgørende brud med traditionen: der kom radikale opgør med formen, klangen, tonaliteten og rytmen.

Claude Debussy (1862-1918) indså at akkorder kan være smukke i sig selv: han gør dem funktionsløse og giver dem ny klang ved at indføre kvartintervaller istedet for tertsintervaller. Debussy færdedes blandt de impressionistiske malere i 1890'ernes Paris, og man har hæftet ordet "impressionisme" på hans musik. Han skildrer skyer og bølger og natlige dufte - der er noget statisk over musikken, det virker ofte som om den ved at gå i stå - det er det klingende "nu" der er lagt vægt på - man kan sidde tilbagelænet og lytte - musikken har ingen form. Arnold Schönberg (1874-1951) indførte den deciderede atonale musik. Efter en række værker med tonale og atonale træk, holdt han en pause i sin komponeren i små ti år, for at teoretisere over hvordan melodiproblemet burde løses. Og i begyndelsen af 1920'erne søsatte han en metode som fik skelsættende betydning: tolvtoneteknikken, også kaldet dodekafonien. Istedet for at holde sig indenfor den diatone skala omkring et tonalt centrum, er udgangspunktet i dodekafonien, en given række af tolv forskellige kromatiske toner - altså de tolv kromatiske toner taget i en bestemt orden - eller rettere: en følge af elleve intervaller, da rækken frit kan transponeres. Af den givne række kan dannes tre rækker mere: omvendingen (således at man går ned istedet for op, og omvendt), krebsgangen (rækken spillet bagfra) og omvendingen af krebsgangen. Da hver række kan transponeres, er der ialt 48 rækker. I en given stemme i musikværket vælges en af de 48 rækker, og stemmens første tolv forskellige toner er nu denne rækkes toner. Varighederne kan vælges frit, og samme tone kan spilles flere gange lige efter hinanden eller hæves eller sænkes en oktav. Herefter gentages proceduren for en anden af de 48 rækker, og så fremdeles. Ved at sørge for at på hinanden følgende toner i den givne række ikke danner treklange, kan man sikre sig at musikken ikke giver mindelser om tonalitet: musikken er atonal. Metoden gælder altså kun det melodiske (tonernes op og ned bevægelse), varighederne og alt det øvrige kan komponisten vælge frit. Men da Schönberg var ret bundet til den klassiske arv, holdt han så vidt muligt på de traditionelle former, også sonateformen. Der kan altså være modulation, selvom det virker meningsløst, men der er selvfølgelig ikke harmoni. Harmoniens forsvinden betød at polyfonien igen har vandt indpas. Også på det rytmiske område gjorde man op med reglerne: da melodien ikke mere var bundet til de gamle forestillinger, kunne rytmen i lighed med akkorderne følge helt nye mønstre. Igor Stravinsky (1882-1976) skabte i 1912 skandale med sin "Le sacre du printemps". I denne skildring af en hedensk offerfest får han det ekstatiske og brutale og primitive frem ved at lade hele orkesteret - også strygerne - bruges rytmisk. Ved hjælp af akkorder som var inspireret af Debussys akkordbrug, laves en besættende slagtøjslignende ikke-periodisk puls. Akkorderne er blevet frigjort fra funktionsharmonik, og for at medvirke til denne nedbrydning, er der akkorder i to forskellige tonearter samtidig, så der bliver noget atonalt over musikken. Det melodiske i dette værk består af små folkloristisk klingende stumper hvor flere motiver kører samtidig og forskydes kanonisk. Også Schönberg var påvirket af Debussys fornyelse af klangen, han anvendte klangfarven som et selvstændigt udtryksmiddel, blandt andet ved en anderledes instrumentation (for eksempel dette at lade hver ny tone blive spillet af et andet instrument) og ved klangændrende dæmpere - han kaldte fænomenet klangfarvemelodi. Dette at komponere med klange istedet for toner blev især dyrket af Schönbergs elev Anton Webern, og det blev senere udtryksmåden i den elektroniske musik. Og den elektroniske musik inspirerede så igen til at skabe fornyelse i orkesterets lyd. I den moderne musik kan det klangmæssige spille en stor rolle (for eksempel hos Per Nørgård), men den klassiske europæiske musik var ikke særlig klangorienteret. Det er derfor det var let at omarbejde et værk til en anden instrumentation, som for eksempel at skrive en solokoncert om til et klaverstykke - det var især med sådanne udgaver af de store mestre at borgerdøtrene underholdt familien. Musikhistoriens største fornyelse i klangen, kom med den stærke vækst i udviklingen af musikinstrumenter i 1600-tallet, og dermed i udviklingen af instrumentalmusikken.

Udviklingen hen imod opløsning af tonaliteten og hen imod såvel den franske impressionisme som den tyske ekspressionisme, var en videreførelse af tendenser i den romantiske musik, men der var også komponister som gik i en direkte antiromantisk retning: neoklassisterne. Carl Nielsen gik den vej, og Stravinsky udviklede sig i den retning, men dens mest typiske repræsentant var Hindemith. Paul Hindemith (1895-1963) søgte imod en fast og udvidet og ofte kirketonal diatonik, og han var inspireret af tysk barok. Hans symfoni "Mathis der Maler" og hans "Metamorphoser over et tema af Weber" er blevet klassikere.

Jeg spurgte Annie, hvem hun vil udnævne til at være de tre førende komponister i vort århundrede: Schönberg, Stravinsky og Bartók, var svaret. Béla Bartók (1881-1945) kom fra Ungarn, og han udviklede (i lighed med Carl Nielsen) en stil som var meget personlig og i konstant vækst, og som var påvirket af sit lands folkemusik (som han indsamlede i stor mængde og analyserede og bearbejdede). Bartóks udgangspunkt var den tyske senromantik, og han blev påvirket af både Debussy, Schönberg, Stravinsky og neoklassisismen. Hans musik er melodisk og af klassisk karakter, og der er ofte mindelser af folkemusik. Hans "Musik for strengeinstrumenter, slagtøj og celeste" er blandt det 20. århundredes hovedværker, og hans "Koncert for orkester" (som Niels-Henrik elsker) er festlig og populær.

Efter at jeg havde fået doceret disse begyndergrunde i musikhistorie og teori, lånte Annie mig et par småbøger om musikken i det 20. århundrede som jeg kunne læse lidt i. I disse bøger havde jeg ventet at få repeteret Annies bekymringer og kværuleren, men der er da kun positiv omtale af udviklingen. Det eneste negative er følgende afslutning på den ene af bøgerne (fra 1959):

Schönberg indså også, at "troen på den alene saliggørende teknik må undertrykkes og en ægte stræben efter sandfærdigheden må fremmes". Selvom det var sagt om misbrug af tolvtoneteknikken, ville han nok også have sagt det om dodekafoniens aflægger, den elektroniske musik.

Ja, svarer Annie, men det jeg har læst om, er de største komponister og deres mest kendte værker, og desuden har forfatterne til de bøger - ligesom hun selv og de fleste lyttere af moderne partiturmusik - en akademisk tilgang til musikken: de oplever mere end bare musikken. Dette "mere" har musikeksperterne en tilbøjelighed til at glemme. Eksperterne oplever mere end bare værket, og det skal enhver, slår Annie fast: uanset hvilken kunstart der er tale om, må man (det menige menneske) have en vis indsigt: kunne sætte værket ind i en sammenhæng. Det er endda rimeligt at stille nogle ganske betragtelige krav til det menige menneske - altså til omfanget af den almene dannelse. Til gengæld skal et værks værdi som kunstværk måles udfra dets virkning på den menige modtager - et værk kan jo være berømt uden at have stor kunstnerisk værdi, det var måske et produkt af en særlig skaberakt. Kunstværker med stor kunstnerisk værdi skabes hovedsagelig indenfor en veludviklet tradition som fornyer sig moderat. Sådan var det i de tidligere "guldaldre", men det 20. århundrede har ikke haft nogen guldalder indenfor den seriøse musik.

Javel. Men hvad skulle der være gjort fra begyndelsen? - og begyndelsen er begyndelsen af det 20. århundrede, forstår jeg. Hertil svarer Annie, at begyndelsen såmænd var den bedst tænkelige. Som vi har hørt hende sige til Niels-Henrik, følte Schönberg (som var hegelianer) sig som udvalgt af Historien til at skabe et af de større brud med traditionen som musikhistorien kan fremvise med jævne mellemrum. Og Schönberg var den helt rigtige, og tidspunktet var det helt rigtige: der var kommet meget musik som var tonal og harmonisk flertydig, og nu måtte der en person til som kunne skabe et nyt og bæredygtigt grundlag, og som (på samme måde som Bach da han indførte den tempererede skala) kunne vise at grundlaget dur ved at skrive en række gode værker. Schönbergs første betydelige værk (længe før han opfandt dodekafonien) er strygekvartetten "Verklärte Nacht" fra 1899, og i den er der en melodik og polyfoni som er inspireret af Brahms, og en harmonik som viderefører Wagners sprængning af det funktionelle. Kammersymfonien som Annie fortalte Niels-Henrik om, er fra 1906, og i den nærmer Schönberg sig et helt kromatisk tonesprog. Da dette værk blev opført offentligt i 1913, opstod der opstandelse ved koncerten, dog mest på grund af et værk af Schönbergs elev Alban Berg: politiet måtte gribe ind og koncertarrangøren blev arresteret. Schönberg havde nogle få måneder forinden fået et stort gennembrud hos publikum med uropførelsen af en monumental kantatesymfoni, "Gurre-Lieder", som var komponeret tolv år forinden (værket er for fire kor og et orkester med 144 musikere - teksten er af J.P. Jacobsen) - men Schönberg var altså i virkeligheden et helt andet sted i sin komponeren. Det var dog først ti år senere at han kom frem til sin dodekafone metode, og med denne mente han at have "sikret den tyske musiks førerskab i de næste hundrede år". Udtalelsen skal ses som et udtryk for hans lettelse over at have skabt et kompositionsgrundlag der sikrer enhed i en ikke-tonal musik. Fra da af skrev han dodekafont, men senere, da hans metode havde vist sin styrke og havde vundet udbredelse, kunne han med sindsro indføre tonale træk i sine værker. Men det "helt rigtige" ved begyndelsen var at Schönberg fik to talentfulde elever. I 1904 havde han indrykket en avisannonce hvor han tilbød undervisning i komposition, og til den undervisning meldte sig Alban Berg og Anton Webern. De var i forvejen på vej væk fra tonaliteten i deres komponeren, og de viste lærenemhed og talent. Da Schönberg mange år senere havde udtænkt sin metode, gik de begge over til den, men de komponerede helt forskelligt fra mesteren og i diametral modsat retning af hinanden:

Alban Berg (1985-1935) komponerede bredt og i en lyrisk sensitiv stil, og han holdt en del på de klassiske former: der er centraltoner og treklange og funktionsharmonik (men ikke polyfoni): i et atonalt tonesprog kredser han om tonalitetens normalitet. Derfor var han den af de tre som vandt mest gunst hos publikum: hans to operaer "Wozzeck" og "Lulu" blev det 20. århundredes mest opførte atonale operaer (kun den sidste bygger på en tolvtonerække, men der en stor frihed i dens anvendelse), og hans Violinkoncert er blevet en af de mest spillede violinkoncerter (den bygger på en tolvtonerække som er sammensat af to dur- og to mol-treklange).

Anton Webern (1883-1945) var musikvidenskabsmand og dirigent, og hans værker er aforistiske og haiku-agtige: han søger maksimal variation af et minimalt materiale. Hans værker er komponerede "fra tone til tone" og der er usædvanlige klangfarver og spring i tonehøjde - man har kaldt hans musik for "punktmusik". Da også styrken er minimal, må man sidde foroverbøjet og lytte, men heldigvis kun i kort tid, for også værkernes varighed er minimal: fra seks takter til otte minutter. Mens Berg vandt anerkendelse i samtiden men ikke fik efterfølgere, var det omvendt med Webern, han var ret ukendt i samtiden men fik stor betydning for de unge der begyndte at komponere efter Anden Verdenskrig, og især indenfor den elektroniske musik. Idag kan man lave næsten enhver form for musik med computer, men da der efter krigen for alvor kom gang i den elektroniske musik - især ved radiostationerne i Paris og Köln - var det meget begrænset hvad man kunne lave. Man kunne frembringe lyd ad elektronisk vej og få den ind på et magnetbånd, og man kunne optage lyd med mikrofon, og så ellers klippe og klistre og mixe. Partituret kunne være rent grafisk: for eksempel ved koordinatsystemer ovenover hinanden hvor tiden er afsat ud af x-aksen og tonehøjden ud af y-aksen. Der er blevet lavet betagende lydkunst på den måde (især af Karlheinz Stockhausen), men på grund af de begrænsede muligheder, var det en bestemt musikform som blev favoriseret. Man måtte tage udgangspunkt i en partiturmusik som både fængslede i sig selv og som var sådan, at man ad elektronisk vej kunne lave noget med lignende kvaliteter, og det var først og fremmest Webern man lod sig inspirere af.

Da Schönbergs metode kom frem, blev den angrebet fra mange sider: "den låser komponisten fast i musikfjendske dogmer og systemer", men det var jo kun det melodiske metoden greb ind i, og her forøgede den snarere komponistens frihed i forhold til den tonale binding. Men der lå farlige udviklingsmuligheder i den. Den inspirerede til en systematisk udvidelse af den serielle teknik: dette at man komponerer på grundlag af en i forvejen valgt serie eller række af toner. Denne teknik findes i flere kulturers musik: i den oldgræske musik, i middelalderens kirkemusik og i den indiske raga. Men den kan jo udvides i det ubegrænsede: man kan lade flere og flere ting være styret af rækker - tonehøjde, figurer, metrik, styrke - og man kan lade rækkerne være generede af matematiske algoritmer og lade dem blive længere og længere. Og det var netop det der skete. Flere af de komponister der betragtes som de førende efter krigen, for eksempel Pierre Boulez og Karlheinz Stockhausen og Per Nørgård, har i udtrakt grad komponeret serielt. Men metoden forudsætter ekstraordinær musikalitet, og den har de fleste af dens brugere ikke haft: på samme måde som enhver kan klatte maling på et lærred, kan enhver lave musik på den måde - og nu hvor vi har computeren, er det blevet endnu nemmere.

I modsætning til Niels-Henriks fag, som man altid har kunnet tilegne sig ved selvstudier, fordi der har været lærebøger, var der tidligere ingen vej udenom en læremester for den der ville være komponist, for der var ingen lærebøger. Eller rettere, lærebøgerne i den herskende musikpraksis kom først efter at denne praksis var forbi: de var skrevet af forskere som grundigt havde studeret den foregående tids praksis. For eksempel kom de første betydningsfulde bøger om komposition først i midten af 1800-tallet, altså længe efter Mozart og Beethoven. Men uanset lærebøger eller ej, var det en lang og besværlig skoling komponisten måtte igennem - i lighed med maleren. Nu er den tid altså forbi, men trods denne mangel ved musikken er det alligevel den musik som står Annie nærmest: hun ville aldrig kunne være tilfreds med "bare" at høre gammel musik. Som det vil fremgå af en lille og "rørende" bog, som Annie har bestemt at nærværende bog som afslutning skal bringe citater fra (og som er skrevet af Wieth-Knudsen som Annie og Niels-Henrik talte om), så er det nok i 1920'erne at bekymringen for musikkens udvikling var størst. Det var her at "fremskridtsygen" begyndte at "ormæde" musikken (for at bruge et par udtryk fra bogen), og det var her at musikkulturen forandredes af radioen og grammofonen: den nye udbredelsesform førte til at koncertlivet skrumpede ind og at populærmusikken vandt frem på partiturmusikkens bekostning. Men faktisk har populærmusikken i det meste af det 20. århundrede haft en bevarende virkning på vores musikalske sans, mener Annie. Fordi populærmusikken er konservativ og kommerciel: produktions-omkostningerne betød at der (ligesom i bogverdenen) skulle opfyldes nogle kvalitetskrav og at man måtte holde sig til traditionen - især krævedes det at ledsagestemmen til en melodi var udformet korrekt. Men på et tidspunkt begyndte musik at blive noget som unge mennesker laver, og kravet om at man har lært harmonisering er forsvundet: i værste fald slås der nogle mere eller mindre tilfældige akkorder undervejs, og er der noget der ligner den klassiske kadence, så kan den være i en anden toneart end melodien.

Når det ikke er gået helt galt indenfor partiturmusikken, skyldes det at der ikke er penge i at komponere den form for musik. Komponisten må have et andet levebrød, og det er oftest undervisning eller et organistjob. Så komponisten har altså en konservatorieuddannelse, og den har inkluderet komposition. Men man har kastet den gamle stolte musiktradition overbord. De kræfter som før samlede musikken er forsvundet: skabervirksomheden har spredt sig i alle retninger - bevæget sig fra det fælles og hen imod det private. Målestokkene er blevet ødelagte, og publikum og anmelderne er blevet desorienterede. Og musikvidenskabsmanden, som før kunne skrive nyttige værker om den herskende praksis, om det fælles, "naturlovene", han må idag tage sig til takke med at lave interviews med musikkens guruer eller han må sige noget klogt om påvirkning fra andre komponister, eller han må, hvis han insisterer på at beskæftige sig med noder, opremse hvad han kan læse i partituret og forsøge at finde en smule orden.

For et menneske med Annies baggrund og forventninger, er vor tids afhandlinger indenfor musikvidenskaben oftest ubehjælpsomme. Men der er en vej ud af denne misère, mener Annie, og denne vej kan samtidig være en vej til at genetablere en smule tradition: videnskabsmanden må lære at tale om det hvorom man ikke taler. Thi der kan siges mere om musikken end fagfolkene véd af, og enhver kan sige det: han kan sige om noget bevæger ham eller ikke bevæger ham. Når vi i et kunstværk ser en gnist af genialitet, kan vi pege på den: vi kan sige "den lille figur der gør underværker" eller "man tryllebindes helt af den langsomme ledsagemelodi i de dybe strygere". Denne tale, som heller ikke engang anmelderen har lært, men som jo finder sted - inde i den enkelte lytter, mellem lyttere indbyrdes, mellem læreren og komponisteleven, i aftenskolelokalet - denne tale må blive mere offentlig. Og hertil kan videnskabsmanden gøre sig nyttig. Når han nu har brugt snesevis af timer på at fordybe sig i et værk, så bør han vælge at sige noget nyttigt istedet for noget unyttigt. Han kan delagtiggøre omverden i sine mindre objektive iagtagelser: sine følelser, både de positive og de negative. Og han kan analysere de bevægende ting og filosofere over årsagerne til deres virkning. Sådanne observationer kunne af lytteren bruges til at se om hans egne iagtagelser er gjort af andre, og frem for alt, kunne de bruges til at sætte diskussion igang, være med til at skærpe vurderingsevnen, og således gøre kulturlivet mere levende. En skærpet kritisk sans ville føre de begrænsninger med sig, som skal til for at en mere solid tradition igen kan slå rødder. Mestrene ville blive værdsat mere, og de mindre erfarne eller mindre beåndede måtte støtte sig mere til mestrene. Så ville en stor del af engangsforestillingerne - de værker som ingen tager til sig og ingen bliver inspireret af - få deres rette plads: blive opfattet som led i komponistens personlige udvikling.

Dette element af "uvidenskabelighed" er blevet mere fremherskende i Annies artikler. I radioudsendelserne og i anmeldelserne har hendes følelsesbaserede observationer været velkomne, omend en egentlig påskønnelse er udeblevet, men at sådanne uvedkomne bemærkninger er sluppet ind i en faglig artikel, har været misbilliget.

Lad os illustrere situationen indenfor den moderne musik og konkretisere Annies krav til musikvidenskaben, ved at sammenligne et symfonisk værk fra midten af det forrige århundrede med et nutidigt: Brahms' 1. Klaverkoncert (1858, den var planlagt som symfoni) og Ib Nørholms 8. Symfoni (1990).

Umiddelbart efter at Nørholms symfoni var blevet uropført, var der en artikel om den i Dansk Musik Tidsskrift. Intetsigende, efter Annies mening, godt nok kun "En kort præsentation", men den fyldte da ganske mange sider, og havde den været længere, havde den været endnu værre. Hun skrev straks en polemisk artikel, "Holder De af Nørholm?", om musikvidenskaben og Nørholm og Brahms, og hvori hun overhovedet ikke omtaler den foregående artikel. Men redaktøren kunne ikke se, hvorfor der skulle en artikel til i bladet om Nørholms symfoni, så Annies artikel blev aldrig trykt, men nu har den leveret stof og inspiration til det følgende (vi har dog forkortet og forenklet en del).

Brahms var romantiker, men han brød sig ikke om det flitterstads der havde vundet indpas i sin samtids musik (for eksempel Liszt): han var klassisk orienteret og havde Beethoven som forbillede, men også Bach, for der er ofte polyfoni i hans værker. Nørholm er gammeldags i den forstand at han lægger vægt på det handlingsmæssige og melodiske, og ved at han skriver for de traditionelle instrumenter og besætninger - i dette tilfælde endda for noget så traditionstynget som et symfoniorkester. Men af den prægtige klassiske musiktradition er der ikke meget mere tilbage end et håndskrevet partitur og en uforpligtende brug af det musikalske arvegods. Begge komponister har klaget over vanskeligheder i forbindelse med arbejdet, men hvor disse for Brahms' vedkommende skyldes at han var ung (21 år) og at den opgave han først havde sat sig for, måske var umulig at løse, tidens højtudviklede formsans taget i betragtning, så var Nørholms problem at han manglede den hjælp til at give arbejdet retning som en veludviklet tradition kan yde. Desuden har begge komponister ønsket en mest mulig alarmerende start på deres værk, men hvor Brahms kan klare dette indenfor rammerne af sit diatone system, så er Nørholm stedt som kunstneren der må sylte et spædbarn - og så opnår Brahms endda mere end Nørholm.

Brahms havde skrevet en sonate for to klaverer, og i den mente han at der var stof til den debut som symfoniker han drømte om. Men i løbet af nogle måneder måtte han erkende, at det istedet måtte blive en koncert for klaver og orkester (først som 40-årig turde han udgive sin første symfoni - den er blevet kaldt "Beethovens tiende"). Men trods usikkerheden i begyndelsen om værkets art, kunne Bramhs fire år senere præsentere verden for et værk, som med tiden kom til at høre blandt de mest skattede instrumentalkoncerter. Med tiden, for ved de første opførelser (hvor Brahms selv var solist) var publikum ikke videre begejstret: man fandt værket for udfarende og tungt. Og desuden fandt man forbindelsen mellem solist og orkester for løs: værket har mere karakter af en symfoni end af en koncert. Den dramatiske stemning skyldes, at klaversonaten blev til på et tidspunkt (februar 1854) hvor Brahms' ældre ven og støtte, Schumann, var blevet ramt af et udbrud af sin sindslidelse og havde forsøgt selvmord. Derfor også tonearten d-mol, som Beethoven havde brugt i den dystre første sats af sin 9. Symfoni. Begyndelsen af Brahms' koncert "virker som et rædselsskrig ved en frygtelig ulykke":

"Uden nogen forberedelse griber det tilhøreren og fremmaner forestillingen om noget uhørt, et budskab, en begivenhed, som gør det umuligt at bevare fatningen." Efter den drastiske figur bestående af de tre toner i takt 2 og de to første i takt 3, kommer en trille som giver indtryk af "kuldegysninger", og uhyggen forstærkes af en liggende paukehvirvel. Og når lytteren nogen tid senere får lidt fred, så sker det med en dyster melodi i strygerne.

Lad os undersøge figuren bestående af de fem toner efter det indledene lange d og inden pausen, lad os tegne den skematisk:

Tonernes varighed er gengivet ved længden af stregerne - de lodrette streger betyder at der spilles staccato. Der er altså først tre faldende toner hvis varigheder er aftagende (3/4, 1/2, 1/4), så springes der en oktav op (fra d1 til d2) og derefter en terts (fra d2 til f2), begge disse toner er korte og adskilte, og de er de to foregående toner hævet en oktav og spillet i modsat rækkefølge. Hvis vi sænker den allerførste tone (b1) en oktav (til b), vil den sammen med de to følgende (f1 og d1) danne en dur-akkord (b-d1-f1), og den allerførste tone vil sammen med de to sidste danne den samme dur-akkord hævet en oktav (b1-d2-f2).

Figuren har nogle træk som kan forklare den dramatiske effekt: tre toner med faldende højde og varighed, og derefter først et stort spring opad og så et lille, i form af abrupte toner. Men det er en gåde hvad det er der gør, at blandt det ufattelige antal af muligheder der er for konstruktion af en sådan figur der opleves som acceptabel for det klassisk skolede øre, er det kun meget få der er brugbare, og kun yderst få der som den beskrevne figur, opleves som geniale. Vi kan sige såmeget, at en sådan figur skal have en rimelig enkel struktur, men strukturen må ikke være for regelret, der må være en skævhed. Skævheden kan bestå i at en tone er skalafremmed, eller den kan bestå i at et interval er dissonerende, eller at en tone "mangler" og måske er erstattet af en pause, eller at der er en asymmetri i strukturen, og så videre. I den beskrevne figur ligger alle tonerne indenfor d-mol-skalaen og der er ingen dissonerende intervaller. Det der giver virkningen, synes først og fremmest at være tonernes aftagende varighed i forbindelse med dette, at der er en regelmæssig bevægelse i to retninger, ned og op, efter hinanden og dog på en måde på én gang. Det er udfra denne lille karakteristiske figur, som ville spoleres af den mindste ændring, at første sats er udviklet - figuren næsten determinerer satsen.

Den væsentligste forskel mellem vort tids seriøse musik og fortidens musik (og vor tids mindre seriøse musikformer) er, at vor tids seriøse musik er abstrakt, mens fortidens musik var konkret (selvom enhver musik af natur må kaldes abstrakt) - det er jo en tilsvarende udvikling som er foregået i billedkunsten og lyrikken. Fortidens musik var et resultat af en "naturlig" udvikling: ethvert skridt havde været naturligt i den forstand, at menneskene gjorde det som deres intuition tilskyndede dem til, for at musikken kom til at lyde og fungere bedst muligt. Man indførte ikke pludselig nye toneskalaer for at skabe en aldrig før hørt musik, den slags griller hører det 20. århundrede til - nye toneskalaer opstod "af sig selv". Derfor var musikken i høj grad naturskabt (selvom den selvfølgelig mest var kulturskabt), den var infiltreret af naturlove, hvoraf de mest grundlæggende var dem Pythagoras havde opdaget. Det var denne høje grad af naturlighed der var årsag til, at mennesket kunne reproducere selv meget lange og komplicerede musikværker. Der skal ikke særlig mange gennemlytninger af Brahms' klaverkoncert til, førend man kan nynne hele dette tre kvarter lange værk - og høre "alt" for sit inde øre. I den forstand kan man kalde Brahms' klaverkoncert en melodi - omend lang og kompliceret.

Selv en stump på blot nogle få takter af et moderne musikværk er oftest, selv for de der beskæftiger sig professionelt med denne musik, vanskelig at nynne og høre for sit indre øre. Der er dog stor forskel på denne vanskeligheds karakter for de forskellige typer af værker. Vanskeligst er de værker som er meget abstrakte eller komplicerede eller som er konstruerede udfra "umenneskelige" spekulative principper. Et sådan værk skal man høre eller læse for at kunne opleve - når gengivelsen er forbi sidder kun et diffust indtryk tilbage, og det forsvinder hurtigt. At en musik er svær at reproducere, er der ikke noget forkert i, det er netop det lidt uhåndgribelige der er den seriøse musiks kendemærke og kvalitet, i modsætning til den strømlinede populærmusik. Men der er noget galt med en musikkultur, hvis det uhåndgribelige er forårsaget af at komponisten komponerer hid og did uden holdepunkter som er kulturelt fælleseje.

Lad os forestille os, at en komponist stillede sin nykomponerede symfoni til rådighed for et eksperiment: man bad ham udarbejde nye versioner, hvor der var foretaget ændringer som helt klart gjorde værket ringere, og så lod man musikkyndige høre de forskellige versioner for at udpege det rigtige værk. Hvis det viste sig, at flere valgte et af de falske værker (hvilket Annie mener er meget sandsynligt), så må det betyde, at de sammenhænge der er i værket ikke i nogen højere grad kan føles nødvendige, og at værket derfor ikke kan opleves som formfuldendt. Hvis dette - denne usikkerhed - fremover vil være den seriøse musiks vilkår, betyder det at glæden ved at møde det formfuldendte værk ikke mere kan skænkes lytteren. Værkets mest betydningsfulde ting vil ligge i detaljen. Forbindelsen mellem del og helhed vil være ringe. Adskillige nutidige komponister har ganske vist komponeret værker hvor der er en intim forbindelse mellem del og helhed, men i så fald har der oftest været tale om en konstrueret forbindelse som lytteren næppe vil fornemme.

Brahms kunne tilbyde sin lytter en håndgribelig oplevelse af helhed. Og det skulle en komponist også gerne kunne dengang, hvor lytteren var tvunget til hver gang at skulle høre værket i sin helhed, og hvor det derfor var en ulykke hvis der var irriterende ting. Den ulykke kan ganske bortelimineres i vore dage hvor vi kan sidde og zappe: vi kan snuse os frem til værkets highlights og så kan vi høre dem igen og igen.

Hvis det er sandt (som det er blevet sagt) at Nørholms 8. Symfoni hænger lidt for løst sammen, så kan komponistens udtalelser om sin arbejdsform måske give en forklaring. Han siger: "Når jeg skriver en symfoni eller hvadsomhelst andet, så sætter jeg mig til klaveret og maser med at finde en indfaldsvinkel, en eller anden gnist - hvad der så følger, må guderne vide - måske kan det bagefter ligefrem vise sig, at man har fået nogle tanker, som man ikke har haft før - men jeg sætter mig ikke ned og siger: nu skal jeg udforske dette eller hint område, sådan som jeg véd der er andre komponister der i høj grad gør - jeg håber på noget der simpelthen tænder - og sjovt nok kan der lige pludselig være en konstellation af et par toner, en klang, og så er den der altså, så sker der det ejendommelige at der sættes en kausalitetsproces igang således, at det der bliver til, kunne simpelthen ikke være anderledes - det vil sige, det kunne det i virkeligheden jo godt, men man skaber altså en sammenhæng som synes mere eller mindre ubrydelig, og ofte morer jeg mig så med i et sådant forløb at ændre disse sammenhænge - hele tiden bytte om, lave kausaliteter af en anden art - ting der hang sammen før på en bestemt måde, hænger pludselig sammen på en anden måde - det er i virkeligheden kombinering og ikke komposition, og det fængsler mig meget."

Hm, hvis en komponist kan ændre mere eller mindre ubrydelige sammenhænge fordi det morer ham, så må de bestemt være mindre ubrydelige. I sine yngre avantgardedage var Nørholm konstruktør, nu er han kombinatør, men ville han mon ikke helst være komponist?

Ib Nørholm er ikke blind for at noget er gået tabt: "Jo mere man lærer at kende af den traditionelle musik, jo mere slået bliver man af hele det sprogs rigdom og lovfæstethed. Hele det harmoniske univers, som man har opereret med siden barokken og op til århundredeskiftet, er utrolig vandtæt, utrolig righoldigt og mangetydigt, og det er egentlig et stort spørgsmål, hvad man har vundet ved dissonansens emancipation - men skal ikke undervurdere betydningen af det, der har udviklet sig igennem tre-fire hundrede år."

Hvor Brahms' arbejde bestod i at skulle føle sig frem til en kombination som havde den rette grad af velkendthed og nyhed i forhold til sin tids mægtige musikkorpus - og hvor han med stor præcision kunne afgøre værdien af sine udkast - så er Nørholm på glatis. Som han fortæller at han arbejder, synes resultatet meget let at kunne blive et potpouri af småstykker, og dette vil det kritiske publikum ikke vide af, det kræver en overordnet idé. Og den må komponisten så udtænke - eller han må bruge en litterær tekst. Da Nørholm ligesom fortidens komponister er orienteret imod det handlingsmæssige - i modsætning til flere nutidige komponister, for hvem "musikkens statiskkontinuerlige egenskaber ofte langt ud over enhver rimelighed forekommer at være det saliggørende", som han siger - så er det ikke overraskende at han ynder litterære forlæg (som Poul Borum oftest har leveret) og at han sammenligner sit virke med forfatterens. Symfoniens form svarer således til romanens: "For mine forestillinger om symfoniens form spiller romanens teknik med at ændre indfaldsvinklen - starte en handling et sted, derpå tage udgangspunkt et andet og et tredie sted, for på et tidspunkt at lade trådene mødes - nok en vis befrugtende rolle." Om den 8. Symfoni fortæller Nørholm, at han har opfattet den som "en reflektion over livserfaringer i den tid den er blevet til - erfaringer hvis natur ganske vist ikke lader sig formulere i ord". At de livserfaringer er lidt vanskelige at få rede på, fremgår af denne anmelderudtalelse: "At høre første sats er som at bladre i en dagbog: Tanker, indfald og iagtagelser falder over hinanden, ofte skarpe og friske og umiskendeligt udsprunget af samme sind og erfaringsverden, men uden en samlende idé, en understrøm der skaber oplevelsen af at være på vej fra et sted til et andet. Bl.a. savner man en metrisk 'bærebølge' under den komplekse overflade."

Men uanset sådanne indvendinger, vil ingen benægte at Ib Nørholm er blandt vor tids bedste komponister (efter Annies mening den bedste nulevende danske komponist). Ved gennemlytning af hans værker bemærker man at der er en mangfoldighed af melodiske figurer, hvis fællestræk opleves som en særegen "nørholmsk" tone. Det er en sådan tone der opleves som tiltrækkende og som både er unik og mangfoldig, der er mesterens kendemærke. Men hvor den brahmske tone, uden at forklejne den, trods alt blot var en dialekt af den tids tonesprog, så skal vor tids komponist skabe sit eget sprog, og det tager tid, årtier.

Men at det kan lade sig gøre, det er Ib Nørholm og adskillige andre af det 20. århundredes mestre et bevis på. Disse mestre er ikke ringere end deres forgængere. Vist scorer forgængerne nogle points på storformen, men vore dages geniale indfald er ikke mindre geniale end fortidens, og hvad originaliteten angår, kunne man så ikke sige, at fortidsmennesket, belæsset som det var med al dets arvegods, var ganske bevægelseshæmmet i forhold til nutidens frie menneske? Hertil må vi først svare, at Niels-Henrik, som er endnu mere tynget af regler end Brahms var, jo med næb og klør forsvarer sine regler. Ihvertfald fagets formale regler, men han er vist også så småt ved at indse, at et fag er mere end det rent faglige arbejde, det er også en kultur, og dette indebærer en hensyntagen som kan betyde at værdifulde ting (såsom hans løsningsstrategi for Goldbachs formodning) må vente lidt med at komme til verden. Dette er, som vi véd, Annies mening, og det er den hun forfægter indenfor musikken: med et mere besindigt udviklingstempo - en mere værnen om traditionen - så ville det 20. århundredes bidrag til musikarven alt ialt have været større: de mindre ånder kunne have skabt hæderlige værker og musiklivet var ikke blevet affolket.

Når Annie møder mennesker der giver udtryk for ubehag ved moderne klassisk musik, så foreslår hun gerne at de hører en lille stump musik nogle gange, og det er oftest Nørholm de bliver udsat for. For unge mennesker spiller hun dog gerne et stykke slagtøjsmusik af Jannis Xenakis eller et værk af Wayne Siegel (dansker) - Siegel har sin helt egen klangverden som han udforsker omhyggeligt, og til trods for at hans musik er noget så forbudt som iørefaldende og rytmisk (dog ikke i rockforstand), så høster han stigende anerkendelse. Men hvis det er en klassisk lytter som Annie skal præparere, så har det i de senere år især været Nørholms 2. Violinkoncert og hans senere symfonier at hun har tyet til.

Da Annie er varsom med at udsætte folk for noget som hun formoder at de ikke vil bryde sig om, er de fleste imødekommende overfor det hun spiller - og ikke sjældent overraskede - men spørgsmålet er, hvor autentisk deres oplevelse har været. Annie er sikker på, at den måde hun oplever Nørholms musik på, ligger tæt ved Nørholms egen oplevelse: de lever i den samme tid og i det samme miljø og de har begge i løbet af deres liv hørt nogenlunde den samme musik. Hun forestiller sig, at hvis hun udførligt redegjorde for fortrin og mangler ved et af hans værker, så ville han være enig. Et menneske der kommer fra et helt andet miljø end Annie og Nørholms, og som ikke kender noget til moderne klassisk musik, kan muligvis have en positiv oplevelse ved at høre et værk af Nørholm, men den kan ikke kaldes autentisk. Oplevelsen kan jo faktisk være "usand" - på samme måde som en forfatter kan sige til en læser: "det er ikke min bog du har læst". I vor tid, hvor det saliggørende er at man har haft en stor oplevelse uanset hvordan den er kommet istand, bliver folk vrede når man fortæller dem at deres oplevelse er usand - en oplevelse kan ikke være usand. Men det kan den, som Annie har fortalt os, godt være i en religiøs verden, for i en sådan er der flere sandheder end der er i en verdslig verden.

Og lad os nu høre nogle sandheder om Ib Nørholms 8. Symfoni. Den varer en halv time og er i tre satser. Den er indspillet af pladeforlaget Kontrapunkt med Odense Symfoniorkester og Edward Serov. I hæftet til denne CD kan man læse om første sats: "The overall impression of the first movement is one of restlessness. It opens with bellicose outburst of an ascending signal, two notes eleven semitones apart, a sharply dissonant interval which saturates a large proportion of the movement, harmonically as well as melodically. The agitated mood is underlined by threatening rhythms and scared melodic figures."

Det er en forvirret tid vi lever i, og da vi alle er et produkt af denne tid, uanset hvormeget vi kalder os religiøse, så accepterer vi ting - ja ligefrem nyder ting - som på Schuberts rolige tid ville have virket vulgære. Således nød Annie denne musik da den blev uropført af Sjællands Symfoniorkester. Men førstesatsen var dog lidt svær at fordøje, det mente alle - selv den mest garvede anmelder, jvf. hans udtalelse ovenfor.

Det "krigeriske signal" er i modsætning til Brahms' signal totalt blottet for skønhed - det ser således ud:

De fem formindskede oktaver (e1-es2) spilles af klarinetterne og hornene, første tone kort og anden tone lang, og to gange undervejs kommer en trombonefanfare bestående af tre opadstigende toner, to korte og en lang.

En så demonstrativ hæslighed må hos en komponist som Nørholm opvejes af et roligt og vellydende afsnit. Igennem hele første sats er der en sådan vekslen. For eksempel er der fra 5:40 nogle iørefaldende men meget abstrakte klarinetfigurer på en dyb strygerbaggrund, og de munder (ved 5:53) netop ud i det krigeriske signal efterfulgt af bulder og brag.

Lad os prøve, som Annie foreslår, at sætte fingeren på et par af de steder hvor "løven viser sin klo". Når det er hos en almindelig komponist at man leder efter tegn på guddommelig inspiration, er dette ikke særlig svært: værket er blot et hæderligt arbejde som lader sig høre, og hvis komponisten endelig har fået et genialt indfald, så er det som regel kun ét, og det gør mere skade end gavn fordi man skuffes over ikke at få mere. Men overfor mesteren er Annies praksis vanskelig, de geniale indfald kommer som perler på en snor og lader sig nødigt skille. Men vi vil gøre det alligevel. En "perle" er et toneforløb over nogle få takter som fæstner sig hos lytteren, og som man føler at komponisten selv har betragtet som vellykket. Toneforløbet indgår i en sammenhæng der normalt ikke er særlig lang, og det er som regel enten optakten eller efterspillet der har mest betydning. Når man møder et sådant toneforløb, bør man høre det centrale sted flere gange, og herefter udvide sin lytning til det umiddelbart omgivende. Når Annie skal fortælle om et værk eller skrive en artikel, sorterer hun perlerne efter størrelse og finhed: efter hvor synlige de er i det musikalske landskab og efter hvor betagende de er, og hun medtager så mange som tiden eller pladsen tillader.

Vi nævner først et par eksempler på disse perletyper i 2. sats (adagioen). Også i denne sats er der mægtige energiudladninger, men alt sker langsomt, og der er masser af velkendt lyd - mindelser om Carl Nielsen og Bartók.

Først en meget synlig perle. Ved 2:47 udbryder for fuld styrke i messingblæserne et melodisk tema som umiddelbart fæstner sig hos lytteren og hvis tone er udpræget nørholmsk. Det kommer relativt uanmeldt, lige efter en optakt på 5 sekunder i trompeterne - det hele har dog været forberedt 20 sekunder i trommerne. Temaet er helt tonalt (D-dur) og let at huske, og det har en melodilignende opbygning, idet det består af to dele hvor den anden del er en afledning af den første:

Første del er meget regelret: en jævnt nedadstigende følge af syv toner hvis varighed bliver kortere og kortere - den sidste tone dog forlænget og gentaget demonstrativt to gange. Så springes der et halvt tonetrin op, og så fortsættes den nedadgående bevægelse, idet det foregående gentages, men nu er det sænket en forstørret oktav, og første og anden tone ombyttes.

Mens Brahms' figur på fem toner næsten kan siges at determinere første sats, er Nørholms melodistump kun en nødvendighed indenfor en mindre del af satsen. Men i den sammenhæng den indgår i, er den ikke mindre genial end Brahms': ikke en tone kan ændres uden at alt er ødelagt. Den er et kulminationspunkt, skabt til at blive spillet for fuld styrke. Men dens effekt er i høj grad forudsat af, at den ledsages af en højst uhåndgribelig trombonefigur. Den spænding som er skabt, bliver nu afviklet for fuldt orkester i de næste 25 sekunder. Ved 7:19 kommer figuren igen (men sænket en kvint), men nu vækker den opmærksomhed på en anden måde: den er et melodisk indskud imellem to afsnit med voldsomme energiudladninger, hvor blæsergrupperne med langsomme og tunge bevægelser spiller imod hinanden.

Og så til en højst særegen perle. Den kommer midt i det lange afsnit der indleder den ovennævnte melodi-figur. Efter en kort indledning i de dybe strygere, kommer (ved 1:52) følgende melodi i hornene:

Den er tonal (C-dur) og let at huske. Men lige efter kommer en trompetfigur på fire toner som spilles for fuld styrke og som lyder aldeles absurd:

Man skal høre den mange gange for at kunne huske den. Det første interval er en formindsket kvint (tritonus), det sidste en formindsket oktav - begge dissonerende intervaller. Musikken fortsætter nogle sekunder i hele orkesteret inden det omtalte afsnit med trommer begynder, men den skæve trompetfigur har printet sig i lytteren - hvad er det der gør disse fire malplacerede toner så charmerende?

Den smukkeste perlerække i symfonien har vi tilgode, den finder vi i og omkring det digt som er lagt ind i sidste sats. Den første halvdel af satsen er livlig og støjende, og efter et mægtigt udbrud som slutter ved 6:37, varsles den lyriske overraskelse: først en aftagende strygerglissando og så en trippen opad i træblæserne, og ved 7:17 sætter barytonen ind. Nørholm fortæller, at han havde vanskeligheder med at finde en tilfredsstillende afslutning på symfonien. Men så kom et digt af Poul Borum ham ihu, det beskriver den tilstand han følte sig i, og det indbød til at komme med i værket. Digtet hedder "Tro og Længsel" og lyder:

      en sær grov egenkærlighed

      bemægtiger sig min time i mørkning

      og jeg kan slet ikke forstå mere

      at noget bevæger sig udenfor

      mens min stemme ruller tråd efter tråd op

      klipper min tanke tråden over

      og til sidst sidder jeg der med bare mig selv

      da er der grund til tro og længsel

Om konklusionen i sidste linie siger Nørholm: "Det er på mange måder det jeg ofte oplever, når jeg komponerer - man skriver, man får ideer, og det som man er i tvivl om, det dementerer man igen - på den måde kan man komme i en meget rådvild dialog med sig selv, som man selvfølgelig må finde udover - og den vej igennem, det er det der hedder tro og længsel." Digtet må i enestående grad have virket inspirerende på komponisten, for sjældent er et digt sat så smukt i musik. I de tre første linier er den instrumentale baggrund diskret - i første linie kommer en vibrafon-figur ved "egenkærlighed", og i anden og tredie linie er stemningen truende. I linie 4 og 5 følges deklamationen tæt af basklarinetten, og ordene i linie 6 gengives naturligvis staccato. Linie 7 er den mest indtagende, og akkompanementet er enkelt og smagfuldt: først en tone i basklarinetten som hæves en kvint og så en terts, og derefter en tone i strygerne som hæves en kvint. I linie 8 sætter orkesteret mere og mere ind, og efter en meget nørholmsk marimbafigur

- kommer et langt efterspil af mageløs skønhed, hovedsagelig udført af strygerne, og hvori der er indlagt en melodi-lignende trompetfigur i to adskilte dele. Og efter igen en marimbafigur vender det livlige og støjende tilbage. Symfonien slutter dog fredeligt med en lyrisk violin- og fløjteduet.

Når Annie gennemgår et musikværk i radioen eller i en artikel, peger hun på de steder i værket hvor det betydningsfulde sker - hun skiller værket ad og prioriterer bestanddelene. Dette holder hun sig ihvertfald ikke tilbage for, når det gælder et værk hvor der ikke synes at være en overordnet struktur som har stor betydning for lytteren. Sammenhænge som hun ikke umiddelbart fornemmer, leder hun ikke efter. Og ingen har indtil nu klaget over at hun har overset noget væsentligt. Hun bestræber sig på at give lytteren eller læseren noget som denne umiddelbart kan have gavn af. Den som ikke er fortrolig med nutidig musik, men som godt kunne tænke sig at fordybe sig lidt i Nørholms 8. Symfoni, vil have gavn af at lægge mærke til de ovennævnte ting. Høres dette lange og komplicerede værk uden vejledning, er der stor fare for at det forbliver ved denne ene lytning.

Men Annies afvigende opfattelse af videnskabens opgave går videre end til det, at videnskabsmanden også bør meddele sine mindre objektive iagtagelser. Også hvad begrebet objektivitet angår, har hun en afvigende opfattelse. På den tid hvor hendes krise brød ud, var hun godt igang med sin bog om den nutidige danske musik. Den mægtige viden som hun havde øst ud af i utallige artikler og radioudsendelser, skulle komme verden tilgode i en samlet og gennemarbejdet form. Men der var noget der var begyndt at plage hende. Problemet var, at det af en seriøs musikhistorie forventes, at den behandler musikken i sin helhed, og selvom den nutidige klassiske musik er et ret velafgrænset område i forhold til de andre kunstformer, så er den alligevel ikke nem at afgrænse og opdele. Og der var komponister og værker som hun ikke brød sig om eller som ikke passede ind i hendes billede af den nutidige danske klassiske musik - og som ikke sådan lod sig bagatellisere. Der afgørende for Annie er naturligvis ikke, om værket er et stykke partiturmusik hvor hver tone er noteret ved en node i det femliniede nodesystem eller om det fremføres af musikere på traditionelle instrumenter. Hvis hun stillede sådanne krav, så røg megen af den musik hun elsker eller godkender ud. Det afgørende for Annie er hvordan værket lyder: om det er i overensstemmelse med den atmosfære der er (eller rettere, bør være) indenfor denne musikkultur. Hun accepterer selvfølgelig i høj grad elektronisk frembragt lyd - det som tidligere kaldtes båndmusik og som nu laves med computer: samplet eller ren elektronisk lyd eller bearbejdet konkret lyd såsom stemmer. For Annie er det afgørende komponistens tilhørsforhold. Der kan være flere grunde til at Annie vil sige, at en komponist ikke hører hjemme i den klassiske europæiske tradition. Det kan være at det musikalske element er for ringe, altså at komponisten snarere må kaldes performancekunstner, eller at et værk er for improvisatorisk, eller at komponistens musik i for høj grad bærer præg af at han har rødder i den rytmiske eller meditative musik. Og hun står også fast på, at et musikværk skal være ét menneskes værk (hvad det stort set altid er i den klassiske tradition): kun når der er tekst eller koreografi kan der være samarbejde.

Annie ville under alle omstændigheder udsætte alt det kedelige arbejde, men som hun havde det lige nu, var hun plaget ved tanken om det. Og hvad mere var, hun havde pludselig fået en lyst til at trodse verden. Skal en videnskabsmand bare være sådan én der forsker sig frem til "den objektive sandhed"? Skal han ikke igennem sit arbejde være med til at påvirke kulturen?

At "den objektive sandhed" i større eller mindre grad, alt efter hvilken videnskab der er tale om, er kulturbestemt, og at den blot er et ideal man har sig for øje, det véd enhver idag. Den gode videnskabs resultater er det nærmeste man til enhver tid kan komme til den objektive sandhed. Og god videnskab vil sige, at videnskabsmanden samvittighedsfuldt har draget slutninger ved hjælp at nogle anerkendte slutningsregler udfra nogle kendsgerninger, som enten er godtaget eller som burde godtages, idet "alt" taler for at de er "sande". At "anerkendte slutningsregler" og "vedtagne kendsgerninger" er kulturbestemte er indlysende. Den slutningsregel Annie brugte, da hun beviste Goldbachs formodning, kan Niels-Henrik ikke anerkende, og Steens kendsgerning, at "Hele Skriften er inspireret af Gud", kan Annie ikke anerkende. Men indenfor de etablerede videnskaber er der ikke de store grundlagsstridigheder.

Annie var begyndt at indse, at man må kunne tale om to former for sandhed. Idag skelner hun mellem "verdslig" og "religiøs" sandhed, men den skelnen var ikke helt klar for hende dengang. Hun betragtede dengang stadig sin egen kultur som vort samfunds rigtige kultur. Den var blot for tiden truet af proletarklassens fremmarch og ringe forståelse for hvad der var til dens eget bedste. Derfor var det stærkt nødvendigt at kultureliten var sig denne fare bevidst, og ikke lod sig føre med af den herskende mode med at snobbe nedad, men stod fast på at finkulturen fortsat er samfundets officielle kultur. I ethvert samfund må der være et sådant officielt grundlag for børn og unges uddannelse, og et ideal som den enkelte, alt efter evner og sindelag, kan lade sig lede af - også selvom kun de færreste livet igennem har et meget nært forhold til dette ideal. Dengang var det en selvfølge for Annie, at det danske samfund trods alt (altså trods "verdsliggørelsen i den verdslige kultur") stadig var det hun idag kalder et religiøst samfund, og skulle stræbe efter at være det, men da vi var kommet ind i en periode hvor denne stræben var svækket, var der stærkt brug for at påvirke udviklingen i kulturen. Og hertil skulle ikke bare kunsten men også videnskaben bidrage. Og skal videnskaben være med til at ændre verden, så må man kunne sige om nogle sandheder, at de er mere sande end andre, fordi de kan være fremmende for en bestemt udvikling. Men hun var klar over, at alle i universitetsverdenen (især her lige efter marxismens fallit) ville tage afstand fra en forskning der er farvet af et bestemt kulturmæssigt ståsted. Den form for forskning som Annie havde planer om at iværksætte, ville de nedsættende kalde tendentiøs - idag kalder hun den stolt religiøs.

Det havde været meningen med hendes bog, at den skulle have indbragt hende en doktorgrad og banet vej for en universitetsansættelse. Men nu havde hun mistet lysten til den verden - hun kunne se hvor det hele bar hen. Hvorfor skulle hun også lave om på sit liv? Hun havde sit kirkeorgel og sine radioudsendelser og et par klaverelever. Hun var kun gået med til det vikariat, fordi hun var blevet opfordret til det og fordi hun havde en mistanke om hvorfor hun var blevet opfordret - ærgerligt at der ikke blev nogensomhelst kommunikation med Niels Bertelsen. De unge havde været mere imødekommende end de voksne forestiller sig, men det skyldtes alene hendes dygtighed: De unge har ikke noget at bruge den musik til, den er et fremmedelement i deres verden, og lad os endelig være fri for dem i koncertsalene.




Og nu til den anden halvdel af historien om Annies sammenbrud. Efter at hun den følgende dag, det var en lørdag, havde ringet til Britta og derefter trukket stikket ud, så satte hun det i igen, og ringede til den midlertidige rektor og meddelte at hun tog sin afsked og er sygemeldt indtil den træder i kraft. Herefter ringede hun til Niels Bertelsens kone, og denne fortalte noget som bekræftede hendes mistanke og opmuntrede hende end hel del: Niels havde kontaktet hende, fordi der var nogle ting han meget gerne ville tale med netop hende om, han var træt af skoleverdenen og havde besluttet at gå af når skoleåret var omme.

Gudstjenesten søndag formiddag fik skyerne til at lette en smule mere. Hun spillede sin yndlingskoral: "Nun komm der Heiden Heiland" (BWV 659), og præsten læste over Jakobs Brev: "Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans." Hun cyklede en omvej hjem, forbi Karin og Stigs hus. Resten af dagen gjaldt tankerne fortsat hendes fag og hendes bog. Gymnasiekollegerne var færdigbearbejdede og rædslen for verden var klinget lidt af, men nu meldte vreden sig. Nu skal hun nok bestemme hvad god videnskab er. Lad dem bare sige at hendes bog forbigår eller bagatelliserer betydningsfulde komponister og værker. Bogen skal blive hendes bidrag til at gøre alt hvad hun ikke bryder sig om mindre betydningsfuldt. Og det skal ske ved at tvinge dem allesammen til at betragte bogen som betydningsfuld. Nemlig. Hun vil lægge et mægtigt arbejde i den. Og heldigvis er der ingen der arbejder på en lignende bog - og hvis der er, så vil de rigtigt komme til at se hendes format.

Skrivemaskinen blev dog ikke rørt, det måtte vente. Desuden skete der det - ja som var det en højere styrelse der greb ind - at hun i de følgende dage blev kontaktet af nogle mennesker som kom til at sætte nogle tanker igang hos hende, de tanker som med årene blev til hendes forståelse af det religiøse. Vi vil i det følgende komme til at høre Annie erklære sig "helt enig" i nogle synspunkter hun bliver forelagt. Disse synspunkter er hverken nye eller originale, de er blandt de utallige meninger som forekommer i debatten, men som vi normalt ikke hæfter os ved, fordi de ikke sætter noget igang i os. Samtalerne med de mennesker hun mødte, bragte hende frem til en løsning på sit problem, som hun ikke kan forestille sig at hun nogensinde vil komme til at sætte spørgsmål ved. Ja hendes problem er, som vi efterhånden har forstået, mere end et personligt problem for hende, det er intet mindre end menneskehedens fundamentale eksistentielle spørgsmål: skal vi have religion eller ej, og i bekræftende fald, hvordan skal en religion se ud. Svarene på den første del af spørgsmålet går fra den ene yderlighed til den anden: for nogle er livet uden en form for religion meningsløst, for andre er enhver form for religion noget meningsløst. Annie hører blandt de sidste i den forstand, at hun finder de traditionelle religioner meningsløse, og blandt de første i den forstand, at livet for hende ville være meningsløst, hvis hun ikke levede i en kultur der har de egenskaber som hun har foreskrevet.

Hendes svar på de spørgsmål hun fik stillet dengang, vidnede endnu ikke om nogen dybere tænkning på dette område, men læseren kan jo prøve at sætte sig i hendes sted. Det begyndte mandag aften, da ringede telefonen:

   — Det er Annie.

   — Ja goddav, mit navn er Jesper Brun, jeg er lærer på Hellerup Gymnasium - du kan måske huske mig, vi havde en lille meningsudveksling på lærerværelset for en månedstid siden - du sagde noget om at unge burde have en "tredie uddannelse", men jeg sagde dig imod.

   — Ja, det kan jeg godt huske, goddav.

   — Jeg grinede hånligt af dit krav, men jeg regner med at du forstod, at der var en del ironi i det - at det i virkeligheden var de andre jeg hånede - ved at jeg lod det være en selvfølge, at de var enige i det jeg sagde, haha.

   — Ja, haha - jeg forstod det noget i den retning - jeg har selv tænkt på det du kalder kulturel forurening.

   — Måske skulle vi diskutere den sag endag, men grunden til at jeg ringer nu, er at jeg hører at du har opsagt dit job - jeg kan forstå at I var samlet hos Peter i fredags, og at du kom op at skændes med de andre - og øh gik.

   — Ja.

   — Der er selvfølgelig blevet talt om sagen i frokostpausen, og jeg synes at du skal høre hvad der blev sagt - af flere grunde - det var selvfølgelig Peter der havde mest at sige.

   — Ja det var det vel.

   — Men der er noget ved Peters fremstilling som har undret mig, og jeg kunne godt tænke mig at du hørte præcist hvad der blev sagt - jeg har altid en optager i tasken og den startede jeg - jeg fik kun det sidste, men det er også det vigtigste - det vil måske chokere dig lidt, men jeg synes at du skal høre det - øh jeg skal ikke lægge skjul på, at der er en grund mere til at jeg gerne vil have at du hører det - som du sikkert véd, er der flertal for at anbefale Peter til rektorposten, men vi er nogle stykker der ikke vil skrive under, og jeg er sikker på at denne her sag kan få nogle flere til at sætte spørgsmål ved hans egnethed.

De aftalte at Jesper skulle besøge Annie den følgende aften. Annie fortalte Jesper om hvordan hendes ansættelse var kommet istand, og Jesper sagde at han var blevet ansat af Niels Bertelsen, og han beskrev Niels som sympatisk, men tydeligvis træt af sit arbejde.

Optagelsen lød således:

  Bente(?): ...interessant.

  Peter: Det ville være omsonst - den film havde gjort hende aggressiv fordi hun har siddet og sammenlignet det hun så med det der stod i romanen - hun har ikke set at der i annonceringen står "efter roman af den og den" - og hun véd ikke at dette "efter" i praksis betyder "frit efter" - enhver ordentlig instruktør gider da ikke at lave noget der bare slavisk følger en bog - men han vil meget gerne inspireres af en roman, og han kan da ikke skjule hvilken roman det er - men alt sådan noget véd hun ikke, fordi hun aldrig ser film - og det gør hun ikke, fordi hun har den opfattelse som var udbredt blandt kulturens præsteskab for halvtreds år siden, at film er et underlødigt medium - så hun havde forventet, at efter vi havde lyttet til hendes kritik, så sku' vi beklage og undskylde vores meninger - vi har jo desværre ikke læst bogen - vi sku' ha' bedt hende fortælle mere, og vi sku' ha' drøftet instruktørens dispositioner, og det hele sku' ha' endt med, at vi takkede hende for den indsigt hun har bibragt os, og med at vi allesammen tog afstand fra filmen - og så sku' vi ha' siddet under måltidet og under hendes ledelse og gjort nar af instruktøren - så ku' der måske være blevet rettet lidt op på skaderne - så I hendes fjæs på vejen herhen? - og så da vi begyndte at tale om filmen - haha.

  Jørgen: Hun var da ellers i godt humør i bilen på vejen derind.

  Peter: Men selvom man ku' ha' fået banket ind i hovedet på hende, at filmen fortæller en anden historie end romanen, så ville hun ha' fortsat med at kritisere - for hun er ikke typen der gør indrømmelser overfor nogen - hun var helt sikker i sin sag, nemlig at vi er sådan nogen der er så vant til at sove imens vi ser film, at vi også gør det når vi er i biografen - lagde I ikke mærke til hendes overlegne facon da hun formulere sin kritik? - "jeg forstår ikke helt" og "jeg ska' sige jer hvorfor" - at nogen siger hende imod, er uhørt - det er garanteret først gang i sit liv hun har været udsat for det - og jeg ska' sige jer hvorfor - hun er opvokset i en præstegård - hendes far endte som biskob i Ribe - og hun har de sidste ti år siddet ved et orgel i en landsbykirke - og kæreste har hun aldrig haft noget af, og børn er noget helt fremmed for hende.

  Alice: Nå!

  Peter: Ja - så bare én eneste af de små-fortrædeligheder som vi andre oplever hundrede af om dagen, det er nok til at slå hende af pinden - hun var fuldstændig ophørt med at fungere - hun kan ikke, som os andre, lægge en krænkelse fra sig og vende tilbage til en nogenlunde normal tilstand - næh, hun måtte væk - og hvordan kunne hun komme det? - ved at sørge for at blive endnu mere krænket, så det ville være en helt naturlig ting at hun måtte forlade selskabet - jeg ærgrer mig på en måde over at jeg smed hende ud - jeg sku' ha' ladet hende fortsætte - hvordan ville det ha' endt, hvis vi var fortsat med at sidde som tilskuere til hendes optræden? - men det ville være for pinligt.

  Alice: Vi ku' da ha' spurgt...

  Peter: Hun hører til dens slags mennesker hvis liv ender som en tragedie, fordi de nægter at forstå, og heller aldrig ville kunne forstå, den tid de lever i - og så får hun pludselig den idé, at hun vil undervise unge i teenagealderen - i musik - hun falder dånende om når hun hører deres egen musik - jeg fatter ikke hvordan Niels har kunnet ansætte hende - hun har et snævert kulturbegreb, på samme måde som munke og nonner havde et snævert religionsbegreb - vi har farlige drifter i os som må stækkes - derfor skal alle der vil tillade sig at være kreative, igennem en lang lang uddannelse, så de er fuldstændig rensede når de kommer ud i den anden ende.

  Susan: Det er da ikke helt rigtigt at hun lever i fortiden, i sin musikundervisning har hun lagt mest vægt på den nutidige musik.

  Peter: Nutidig og nutidig - musik der er tredive år gammel er nutidig musik indenfor dén katagori - desuden er udviklingen gået totalt istå - min søn havde fået et bånd med hjem - han skulle sidde og lytte til to værker - det ene var fra tresserne, det andet var fra i år - jeg siger jer, det fra tresserne var mere moderne end det fra i år - nej, hun og hendes åndselite tilhører et overstået stadium på menneskets vej - engang var livet ikke andet end arbejde og liggen på knæ og bede til Gud - så blev Gud erstattet af mennesker som var nærmere Gud end det menige menneske - vi skulle højnes ved at modtage deres skaberværker - idag er mennesket endelig langt om længe blevet befriet fra at skulle underkaste sig guder og medmennesker - det positive i den udvikling - det der er sket igennem de seneste årtier - det kan man simpelthen ikke forklare hende - og ting som reklamer og rytmiske musik, det er og bliver forførelse - til idiotisme og animalisme - uuuuha.

  Linda: Der var en interessant kronik i Berlingske for nogen tid siden om hendes type - den handlede om det forfatteren kaldte "de evige problemer" - det er noget med, at alle aner at en ulykke vil komme, men ingen tænker dybere over det, og man begynder først at handle når ulykken er indtruffet - og det koster enormt i menneskelig lidelse og psykologudgifter - det er det med at udviklingen går sin gang, og at der til enhver tid vil være nogen som ska' ha' en hånd med, men vi begynder først at gi' dem hånden når det er for sent - det gælder kulturmæssige forandringer og det gælder når vi overgår til ny teknologi og det gælder når indvandrere...

  Peter: Nej nu må du holde op! - der er for fanden da forskel på en indvandrer og en dansk kvinde med hendes uddannelse!

Da Annie hørte dette var hun ganske rigtigt chokeret - sådan talte man altså om hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun måtte begynde med noget der ihvertfald er usandt:

   — Det med præstedatter har han fra Den Blå Bog - jeg har en onkel som blev biskob - jeg er blevet hans datter - og... og jeg har aldrig haft noget med mænd at gøre - hvor véd han det fra?

   — Annie, lad det altsammen ligge! - om så han siger noget der er nok så sandt, så gider man ikke høre på ham - du har virkelig sat en masse igang hos ham - har du ikke lagt mærke til, at Peter aldrig har noget længere og interessant at sige? - men her havde han faktisk noget længere og interessant at sige - det han sagde om filminstruktører, kan der være noget om - men hans kloge ord beror selvfølgelig på, at efter det nederlag du havde påført ham, har han hele weekenden gået og tænkt over ting og sager, og brygget på en kritik, og den sad han nu og fyrede af - men du kan være sikker på, at han ikke har mere at sige, for ellers var det blevet sagt.

   — Ja.

   — Han er vor tids Hr. Menigmand - og så tillader han sig at afbryde én, for at slå den almindelige mening fast - selv de kvinder han går efter, gider ikke at ha' noget med ham at gøre - i hans liv kommer og går tingene let, derfor har han været vidt omkring, og derfor kan han plapre med uanset hvad der tales om - hans fysikundervisning...

   — Den kan jeg levende forestille mig!

   — Haha, sikkert - jeg havde engang lejlighed til at overvære den - de stod ovre bag gymnastiksalen og forsøgte at få en motor til et modelfly til at starte - jeg véd ikke hvad det var de skulle lære, men jeg kan ikke forestille mig at han fik den til at starte - det er ikke nok man bare læser en brugsanvisning, der skal erfaring og fingerspidsfornemmelse til - jeg kunne have vist ham det, men man gider ikke, og det eleverne nu lærte, var sikkert ligeså nyttigt som det han havde planlagt.

   — Jah haha.

   — Nu skal jeg fortælle dig noget personligt, så du kan forstå hvor det er jeg vil hen - jeg har jo desværre en ting tilfælles med Peter: jeg underviser i fysik - nå, men for et par uger siden havde jeg en fritime, og jeg sad på lærerværelset og læste i en afhandling - da timen var forbi, kom Peter ind - han kiggede mig over skulderen og så denne afhandling fyldt med formler, og han gik ikke bare videre, han spurgte hvad det er - jeg sagde at det er Niels Bohrs doktordisputats - han spurgte hvorfor jeg læste den - jeg sagde at den interesserer mig, jeg er interesseret i mit fag - gik han videre, ned for at hente kaffe.

   — Haha.

   — Annie, du og jeg er de eneste på det gymnasium som har bevaret kontakten til vores fag - hvorfor læste jeg den afhandling? - kunne jeg bruge den i min undervisning? - ikke direkte - men der er noget fascinerende ved en sådan historisk afhandling - man tænker på, at lige efter dette arbejde, gjorde Bohr sine skelsættende opdagelser - jeg har også læst den korrespondance der har tilknytning til afhandlingen - jeg mener selvfølgelig ikke, at det skal være et krav til en gymnasielærer, at han i sin fritid er videnskabsmand, men et vist mål af faglig interesse kan man godt forvente - jeg vil endda gå så vidt at jeg vil sige, at der bør være en vis overensstemmelse mellem hans livsførelse og hans fags tradition - det er nemlig en forudsætning for at han kan formidle fagets ånd - for et fag er mere end faktuel viden.

   — Ja det er jeg helt enig i!

   — Når videnskaberne vinder indpas i et såkaldt u-land, så er de reducerede til faktuel viden - man kan i et sådant samfund i løbet af nogle årtier etablere en højere undervisning og forskning, men der vil sandelig være forskel på deres videnskab og vores - vores videnskab er mere end bare viden - videnskaberne er knyttede til deres historie, og de historier er en uadskillelig del af Europas historie - en videnskabsgren er de mennesker der har skabt den, den er konflikten med kirken, den er apparaturet igennem tiden, den er symbolsprogets udvikling, den er bøger og korrespondance, den er anekdoter, og den er tusinder af andre ting - helt fra de græske filosoffer og frem til vore dage - for os der interesserer os for en videnskab, er videnskaben alle de ting - i en kultur fjernt fra vores, vil den bare være et teknisk redskab, ligesom EDB-teknologien idag - videnskaben vil med tiden få en ærværdig plads i deres samfund, men der vil gå lang tid - indtil da, vil de ting bare være lektier der skal læres - ligesom når rockere og folk som Peter skal lære noget der hører til din og min kultur.

   — Haha, du har ret! - jeg kaldte Peter en lektielæser! - det var det der gjorde ham ond!

   — Udmærket, la' ham bare høre sådanne sandheder - gid jeg også kunne sige tingene ligeud - Annie, jeg går af og til til foredrag i Selskabet for de Eksakte Videnskabers Historie, og de mennesker som jeg møder dér, føler jeg et særligt slægtskab med - Peter opfatter jeg som en skamplet på mit fag - at han valgte netop det fag, er en tilfældighed, forhåbentlig - han er lærer af sociale grunde - han elsker at stå med sine hældende skråplaner og hoppende fjedre og pjatte med eleverne - derfor er han dygtig - han kan lære eleverne det de skal lære - at ikke en eneste drømmer om at blive fysiker, det er ikke noget man måler - det eneste gode jeg kan sige om Peter, er at han mest underviser i idræt.

   — Hahaha.

   — Jeg véd godt at mennesket altid har været bekymret ved udviklingen, men situationen idag kan overhovedet ikke sammenlignes med situationen tidligere - der bliver flere og flere mennesker og deres effektivitet stiger og stiger - den kemiske forurening vi gør os skyldige i, er et teknologisk problem som uden tvivl vil blive løst, men vi forurener ikke bare kemisk, vi gør mere og mere krav på at folde os ud kreativt, og vi får mere og mere fritid og flere og flere penge - endag er der ikke ét sted hvor man kan være, uden at man kan se og høre folks skaberværker - vi udsætter denne fagre nye verden, ved at holde arbejdstiden kunstigt oppe og ved at holde folk passive foran tv-skærmen, og det kan måske holde de værste uhyrligheder på afstand en tid endnu, men husk på: mennesket accepterer uden videre den verden det er født ind i, og det accepterer en vis forandring - udviklingen kan køre ud i det absurde - er det virkelig blevet naturens orden, eller rettere, kulturens orden, at ethvert kultiveret menneske på sine gamle dage skal være dybt taknemligt for at det snart skal forlade verden?

   — Under filmen tænkte jeg, at sådan som jeg oplevede verden lige i dette øjeblik, sådan måtte enhver olding opleve verden, hvis vi ikke havde fået senilitetens nådegave.

   — Haha - sådan må et samfund selvfølgelig aldrig være - vi må aldrig acceptere en udvikling hen imod et samfund som vi selv finder umenneskeligt - det er ikke Peter som privatperson jeg harmes over, han er trods alt mere kultiveret end gennemsnittet, men det er Peter som gymnasielærer - og tænk hvis han blev rektor og skulle have at gøre med ansættelse af nye lærere - Annie, når jeg ringede til dig, var det først og fremmest for at trøste dig - jeg har meget mere sympati for dig og det du står for, end jeg har for nogen af de andre - og jeg havner måske selv endag i din situation - men som sagt er der også en anden grund - jeg vil foreslå at du, både i din egen interesse og i gymnasiets, sender en skrivelse rundt til lærerne for at ryde misforståelserne af vejen.

Samme dag sendte Annie et brev til Peter hvori hun skrev, at hun fra en tilstedeværende ved en samtale på lærerværelset havde fået citeret nogle af hans udtalelser om hende, og hun remsede disse op og bad ham kontakte hende, hvis der er én eneste fejlcitering. Der var ingen Peter der ringede eller skrev. Så sendte hun dette brev til omdeling blandt lærerne:

                 Til samtlige lærere på Hellerup Gymnasium

Niels Bertelsen, som jeg kendte, fordi hans mor som musiker i Radiosymfoniorkesteret var kollega til mine forældre, opfordrede mig til at vikariere hos jer i nogle måneder, for at jeg kunne "kigge lidt indenfor i den verden", som han udtrykte det. Han havde besluttet at forlade skoleverdenen, og han ville meget gerne høre min vurdering af forholdene.

                 Annie Aphel

Mødet med Jesper var, trods optagelsen, en usigelig lettelse, og hun ville meget gerne møde ham igen. Måske kunne noget begynde, måske kunne de bidrage til at "holde de værste uhyrligheder på afstand en tid endnu". Og et par dage senere skete der igen et lille mirakel, som bragte hende et skridt videre og som gav løsningen på Jesper og hendes problem:




Torsdag eftermiddag ringede det på døren. Udenfor stod en mand og en kvinde, begge på hendes egen alder og nydeligt klædte. Det var manden der førte ordet:

   — Goddag, vi kommer fra Jehovas Vidner.

Annie skulle lige til at sige at det ikke har interesse, hun er agnostiker og det kan der ikke ændres ved, men...

   — Vi skal ikke ulejlige dig, hvis du har et afklaret forhold til Gud og hvis du føler at du trives og ser optimistisk på fremtiden.

Men nej...

   — Men hvis du er i tvivl om nogle af de ting, kunne du måske have lyst til at høre noget om Bibelen som du nok ikke har tænkt på.

Noget om Bibelen som jeg nok ikke har tænkt på? All right, lige nu savnede hun mennesker at tale med, og her står to mennesker som måske vil kunne forstå hendes krig imod verden. Hun inviterede dem indenfor.

   — I kan sætte jer her (hun samlede nogle partiturer sammen).

   — Her arbejdes flittigt.

   — Ja, jeg skriver på en bog om musik - moderne klassisk musik.

   — Jaså - ja vi bør måske lige præsentere os, jeg hedder Steen og det er min kone Vivi.

   — Jeg hedder Annie.

   — Vivi og jeg holder meget af klassisk musik - vi spiller selv - violin og klaver - og vi synger i et kor - Hillerødkoret.

   — Hillerødkoret? - så har vi måske optrådt sammen? - jeg er organist i Fredensborg Kirke.

   — Det var måske dig der spillede ved koncerten i sommers?

   — Ja.

   — Ja man ser jo aldrig rigtigt organisten, men nu kan jeg da kende dig - du spillede en koral af Bach som er det smukkeste vi nogensinde har hørt - vi kendte den slet ikke - vi har søgt efter den på plade, men vi har ikke kunnet finde den.

   — I kan låne den af mig - jeg spillede den i kirken i søndags - jeg... jeg holder selv meget af den.

  Vivi: Vi skal igang med "Fynsk Forår", det er måske dig der skal akkompagnere ved korprøverne?

   — Ja.

  Steen: Så ses vi jo snart.

   — Ja.

   — Annie, som du jo nok véd, er Jehovas Vidner af den overbevisning, at der er en gud og at Gud har givet os en rettesnor for vort liv - Bibelen - Gud vil mennesket det bedste, og hvis vi følger hans rettesnor vil vi kunne få det bedst mulige liv.

   — Ja.

   — Men Gud har givet os en fri vilje - vi kan rette os efter hans bud eller vi kan lade være.

   — Ja.

   — Og de fleste mennesker har som bekendt alle dage valgt at lade være - menneskene har ment, at de ligeså godt som Gud, kan se hvad der er rigtigt og forkert - og nu er der jo noget der tyder på at menneskene er begyndt at få ret - for vi er jo i fuld gang med at fjerne onder som Gud har tilladt - sult og sygdom og hårdt arbejde - og at vi negligerer Guds bud, ser ud til at få mindre og mindre betydning - men læg mærke til, at de onder vi har fjernet, kommer af håndgribelige problemer som kan løses ved teknisk opfindsomhed - og dette at vi fjerner onder, som mennesket i umindelige tider har lidt under og frygtet, det giver os en følelse af at det går fremad - men det leder vores opmærksomhed bort fra, at der sniger sig onder ind som vi ikke tidlige har kendt - og da vi har svært ved at få øje på de nye ulykkelige ting, så tager vi dem ikke alvorligt, så derfor vokser de uden at vi griber ind - vi lider under de nye forhold, men vi kan ikke klart identificere lidelsen og se hvad årsagen er - og vi giver forkerte ting skylden - lige nu er ulykken måske begrænset, men hvem siger ikke at den vokser, og at lidelsen engang vil komme til at føles som mere umenneskelig end fortidens form for lidelse?

   — Ja det er der virkelig noget der tyder på! - men de gamle onder kunne enhver se, de nye onder er der delte meninger om - og det er jo ting som Bibelen slet ikke taler om.

   — Ja, det er rigtigt at Bibelen ikke taler direkte om alle de problemer som ethvert menneske til enhver tid kan tænkes at have - og det er heller ikke meningen - Annie, Bibelen er to ting: ord og mening - ordene er det bogstavelige og umiddelbare - det er det som et menneske der ikke er fortrolig med Bibelen kan få ud af Bibelen ved at læse hist og her - men Bibelen er mere end det - for selvom Gud selvfølgelig taler klart og ligefremt til mennesket, så kan den hensigt med verden og mennesket som Gud meddeler mennesket igennem Bibelen, kun fattes i hele sin dybde når vi har tilegnet os Bibelen - og dette betyder, at vi har læst de mange hundrede beretninger som tilsammen udgør en helhed - og at vi har gjort det mange gange - lige fra vor barndom, hvor vi har fået læst op og fået fortalt - når vi helt har åbnet os for Bibelen og tilegnet os den, så har vi forstået meningen med Guds ord - og så vil vi altid have en klar føling med hvad der er rigtigt og forkert, og så vil vi vide hvordan vi bør handle i enhver tænkelig situation.

  Vivi: Vi har lige talt med et ældre ægtepar som er fortvivlet over at lægerne bliver ved med at holde liv i deres søn - han blev hårdt kvæstet ved en trafikulykke for fire år siden - og han kan intet - og han har det frygteligt - smerter og panikanfald og søvnløshed - han ligger kun og venter og venter - og han beder til, at han endag ikke mere vågner - beder til, at han kan få en uhelbredelig sygdom - hvilken ret har læger og sygeplejesker til at begå en sådan misgerning? - har vi ret til at flytte den grænse mellem livet og døden som Gud har sat?

  Annie: Nej, men hvor går den grænse nutildags? - det kan da ikke afgøres udfra Bibelens mening.

  Steen: Jo, det menneske som kender Bibelens mening kan afgøre det - som du nok véd, diskuterer vi indenfor Jehovas Vidner alle tænkelige spørgsmål der har betydning for vor tids menneske - og de svar vi fremlægger i vore bøger og blade, burde ethvert menneske kunne se det gavnlige i at følge - ingen kan argumentere fornuftigt for, at de ting som vi fordømmer, er harmløse eller måske ligefrem tjenelige for mennesket - og ingen kan argumentere fornuftigt for, at deres liv ville blive fattigere, hvis de skulle følge Guds bud - Gud forbyder os da ikke at udfolde de evner som han har givet os, men Gud kender ting som vi kan have svært ved at se.

   — Ja.

   — Men det er klart, at eftersom Bibelen er givet til menneskene én gang for alle, og eftersom ethvert folk og enhver tidsalder har sine særlige problemer, så vil der altid findes situationer som kan være svære at afgøre - og det kan ske, at vi slår ind på en vej som vi må erkende var den forkerte, så må vi ændre kurs.

   — Øh ja.

   — Men Annie, i vores problemorienterede og åndløse tid har vi en tilbøjelighed til at glemme, at Bibelen er mere end nogle bud og etiske regler - for de fleste af de mennesker som idag kalder sig kristne, er kristendommen stort set reduceret til etik - for dem er kristendommen "kulturkristendom" - de taler om at kristendommen er en så væsentlig del af vor kulturarv, at vi ikke kan se bort fra den, og når man beder dem forklare nærmere hvori den arv består, så begynder de at opremse nogle etiske regler som forekommer dem at have kristen oprindelse og som fortsat gælder - men Annie, hvis nogle bud virkelig var det eneste Gud havde at meddele os, hvorfor i alverden skulle han så besvære os med et kæmpe bogværk hvor vi skal høre en masse vi ikke har brug for?

   — Næh - ja hvorfor egentlig?

   — Alt det lovmæssige som kan fiskes ud af Bibelen, det kunne vel nedfældes på et par sider - Gud har selvfølgelig givet os de beretninger som Bibelen består af, fordi de beretninger hører mennesket til - jo mere man læser i Bibelen, jo mere forundres man over den måde Gud meddeler sig til os på - man forundres over Bibelens integritet og mægtige poétiske kraft - man forundres over de mange beretninger om profetier som senere bliver opfyldt - man overbevises om at dette værk må komme fra en guddom - man overbevises om at der er en gud.

   — Ja.

   — Bibelens beretninger skal indgå i den del af vor tilværelsesforståelse som er fælles for alle mennesker og som har evig gyldighed - men beretningerne er givet os i en særlig form: fortællingens - og en fortælling er mere end det den tilsyneladende vil meddele - den er et hændelsesforløb, men set fra en særlig synsvinkel og formet i et særligt sprog - og det har Gud haft en hensigt med: det er for at forme vor ånd i en særlig retning - og når Gud har givet os evnen til at føle glæde ved ordene, så er det selvfølgelig ikke bare fordi at vi skal læse i hans bog - hvorfor har han så også givet os evnen til at føle glæde ved tonerne? - Gud har skænket os disse evner, fordi ordenes og tonernes skaberværker skal være en del af vort liv - og han har skænket nogle mennesker en særlig evne til at skabe sådanne værker - meningen er, at omgangen med de ting skal forme vor ånd og karakter - de skal lede os...

   — De kan lede os til at blive en plage for vore medmennesker!

   — Ja rigtigt, når de er skabt i strid med Bibelens mening!

   — Men ikke når de er i overensstemmelse med Bibelens mening - hvordan kan det afgøres? - er Bibelens mening ikke et noget vidt begreb på det område?

   — Jo, Annie, Bibelens mening er et noget vidt begreb på det område, men som vi lige sagde: Bibelen er grundlaget for den fællesmenneskelige del af vor tilværelsesforståelse, Bibelen giver os sandelig ikke hele vor tilværelsesforståelse - din bekymring beror på, at vi i vor tid er igang med at nedbryde de inddelinger som Gud har indført - vi er igang med at ophæve alle skel og udjævne hierarkier - den mindste enhed i hierarkiet er vores familie og den næste er vores slægt - familien er vort første møde med verden - familien er rammen for menneskets liv og for barnets opvækst - det er i familien at vi kan få den tryghed og kærlighed som det kan være svært at få ude blandt mennesker der oftest er meget forskellige fra os selv og som vi kun har flygtig forbindelse med - men denne orden er vi i fuld gang med at ødelægge - de fleste mennesker lever alene og børnene er i en institution det meste af dagen og hos deres trætte enlige mor de resterende par timer.

   — Ja, det er skamligt.

   — Ja, det er det! - men det er ikke bare disse mindste sociale enheder vi har ødelagt - familien og slægten - vi er i fuld gang med at ødelægge de følgende enheder i hierarkiet: de små samfund og de større samfund og folkeslagene - og de inddelinger som vi ellers har haft, såsom nationer og klasser - disse opdelinger kunne være forkerte og uretfærdig, men ethvert menneske hørte hjemme et bestemt sted - og fra dette ganske bestemte sted modtog mennesket en ganske bestemt viden og tilværelsesforståelse - andre og fjerntliggende samfund og folkeslag kunne have en helt anden viden og forståelse - således havde Gud skabt verden mangfoldig - tusinder af dyre- og plantearter, tusinder af forskellige naturforhold, og tusinder af forskellige folkeslag med hvert sit sprog og hvert sine skikke - naturligvis modtog folkeslagene påvirkning fra hinanden - og blandede sig - men radikale forandringer var sjældne, og når de optrådte, havde det oftest tragiske følger - og når et menneske rejste ud i verden, bort fra sit eget folk, så rejste det ud som det det var, dansker for eksempel - ikke som verdensborger - danskeren så verden og vurderede tingene med en danskers øjne - intet menneske gjorde krav på at kende hele den sandhed som kun Gud kender - der herskede altså uvidenhed og fordomme blandt menneskene, ikke?

   — Jo.

   — Masser, Annie, masser - men hvad vi europæere har været igang med i de seneste århundreder, er at gøre os til Guds lige - mennesket vil beherske hele denne ufattelige mangfoldighed som verden er - og eftersom dette ikke kan lade sig gøre og eftersom mennesket vil have at det skal lade sig gøre, ja så er der kun én ting at gøre: menneskets kapacitet må udvides og verdens mangfoldighed må reduceres - så meget det nu kan lade sig gøre.

   — Ja, jeg forstår godt hvad I mener.

   — Annie, prøv at forestille dig at et ungt par med et lille barn får tilbudt arbejde i udlandet - de finder en lejlighed og får deres dreng passet et sted imens de er på arbejde - et år senere bliver forældrene forfremmet, og så flytter de til en anden storby og drengen skal passes et nyt sted - og et år senere flytter forældrene igen, og nu er drengen så gammel at han skal i skole - og da forældrene er klar over, at deres fremtidige arbejdsplads nok vil være hele verden, så sender de drengen i en international skole hvor sproget er engelsk - hvert år bliver denne dreng omplantet til et nyt land - lærerne er lokale, men de forsøger at gøre sig fri af de rødder de måtte have, og spille verdensborgere - men deres undervisning er selvfølgelig præget af deres egen kultur - i femte klasse er drengens litteraturlærer polak, i sjette klasse mexikaner - i syvende klasse er hans musiklærer italiener, i ottende klasse araber - når denne dreng er færdig med skolen, har han læst tusind småtekster hvis budskab stritter i alle mulige retninger, og han har hørt musik i helt uforenelige tonespog - og altsammen formidlet på et elendigt engelsk - de fleste idag vil klappe i hænderne og råbe "fedt": et ægte kosmopolitisk menneske! - men jeg siger dig: den dreng vil gå psykisk til grunde - hvilke kulturværdier vil han kende til når han er blevet voksen? - det skal jeg fortælle dig: den laveste fællesnævner for hele menneskehedens værdier! - den internationale underholdningskultur! - han vil aldrig nogensinde få sans for ting af større lødighed - hverken litteratur eller musik eller nogetsomhelst andet.

   — Det er som talt ud af min mund.

   — Her er ikke mere tale om opbyggelig tilegnelse og inspiration, her er tale om nedbrydning! - og det er den mennesketype som vi idag af al magt søger at fremavle!

   — Ja, jeg er fuldstændig enig.

   — Annie, Bibelen giver os den del af vor livsforståelse som er fællesmenneskelig og uafhængig af tiden - men mennesket har såsandelig også brug for ting, som ikke nødvendigvis er fællesmenneskelige og som er afhængige af tiden - og de ting får vi først og fremmest fra det folk vi tilhører, vore næstnærmeste på forskellige niveauer, kunne man sige - det er vort modersmål, det er vore skikke, det er den viden som vi behøver og som ofte kun er til nytte indenfor vort eget folk, og det er de bedste af de ting som menneskene har skabt og som vi skal tilegne os for at højne vor ånd og berige vort liv - disse ting får vi fra vort folk, på ganske samme måde som vi får den kærlighed og tryghed og omsorg som vi behøver, fra vore allernærmeste - de enkelte folkeslag kan hver især have ting som hele verden aldrig vil kunne have, uden at det bliver i en forfladiget form - vi skal vide meget, Annie, meget mere end det Gud har meddelt os i Bibelen, men megen af den kundskab som er nyttig ét sted i verden, er ikke nødvendigvis nyttig et andet sted - den kan ofte være skadelig - og én ting er sikkert: for vidtfavnende kundskab uden hoved og hale, er altid skadelig.

   — Jeg er helt enig.

Da Vivi og Steen gik, gav de Annie de sidste numre af "Vagttårnet" og "Vågn op!" - i "Vågn op!" var der en artikel om de unges musik som sikkert ville interessere hende. Og Annie lånte dem pladen med Bachs koral og aftalte med dem at de skulle komme igen endag.

Annie havde det meget bedre efter dette besøg, selvom denne vederkvægende tale kom fra mennesker der gik ind for en lære som hun aldrig ville kunne tilslutte sig. Da Annie mødte Karin og Stig i sin tid, kaldte hun sig agnostiker, det mest intetsigende man kan kalde sig, men så er man da ikke helt ugudelig, og de har aldrig forhørt sig nærmere om hendes gudsforestillinger. Der var meget ved Jehovas Vidner som stødte hende. Især deres forestilling om Guds snarlige indgriben og indførelse af et evigt paradis for alle de rettroende fra alle tider og udslettelse af de ulydige. På den anden side beundrede hun deres utrættelige forkyndelsesvirksomhed, deres velorganiserede samfund og deres bøger og blades høje standard.

Hvis nogen dengang havde spurgt hende hvorfor hun ikke er religiøs, ville hun have svaret det samme som de fleste: det oplyste menneske har ikke brug for religion, religionen er et overstået stadium i menneskehedens udvikling. Jo mere alvidende mennesket bliver, jo mere nærmer det sig Gud, så jo mindre har det brug for Gud. Logisk. Har de da taget fejl, de tænkere og videnskabsmænd som har hævdet, at det netop er igennem besindige studier at vi bringes til at erfare Guds uendelighed og vor egen ubetydelighed? Nej, der er noget sandt ved begge anskuelser: overfladisk og ukritisk viden om alt imellem himmel og jord fører til irreligiøsitet, og afgrænsning og fordybelse fører til religiøsitet. Det var vist noget i den retning, Steen mente. Og det var også her at årsagen til hendes faglige krise lå: hun har hørt altfor megen og forskelligartet musik - især har hendes anmeldervirksomhed været ødelæggende. Hendes forældre havde ellers advaret hende - de kunne slet ikke forestille sig noget andet sted for musikudøvelse end et ærværdigt symfoniorkester eller kammerensemble, hvor det sidste nye er undtagelsen og ikke regelen. Ligefra begyndelsen skulle hun have valgt et mere afgrænset interesseområde. Nu måtte der rettes op på skaderne - hendes nye planer med bogen var et skridt i den retning.

Vivi og Steen havde bragt nogle synspunkter på bane som gav løsningen på det problem der plagede hende og Jesper. Først på aftenen ringede hun til Jesper:

   — Jesper, jeg har tænkt over vores problem - vi har begået en stor fejl, vi...

   — Annie, det glæder mig at vi har taget fejl, så er der håb for menneskeheden! - vi må drøfte sagen, men lige nu er vi på vej ud af døren, min veninde og jeg - jeg ringer til dig.

Hvordan ville Annie have haft det, hvis disse mennesker ikke var dukkede op? Der er ingen gud, og alligevel er han der. Annie følte at hun måtte ringe til Vivi og Steen:

   — Det er Vivi.

   — Goddag Vivi, det er Annie som I lige har besøgt - jeg vil gerne sige jer mange tak for besøget, jeg er meget enig med jer i det I har sagt.

   — Det glæder mig.

   — Jeg skal sige dig, jeg har haft en forfærdelig oplevelse i sidste uge.

Annie fortalte hele historien: gymnasiet, biografen, filmen, Peter, hendes vrede og hendes roden i hans ting, hans vrede og hans skubben hende ned ad trapperne, opsigelsen, Jesper og optagelsen.

   — Det var dog en værre redelighed.

   — Ja (snøft).

   — Det er da godt du ikke skal se dem mere.

   — Ja.

   — Annie, jeg kan godt sætte mig ind i din situation - Steen og jeg skændes ikke med nogen, men udskældning og udsmidning er daglig kost for os - forskellen er vel blot, at du mangler nære venner som kan støtte dig.

   — Ja.

   — Annie, jeg er ikke finkulturel i den forstand at jeg hører avanceret musik og læser videnskabelige afhandlinger, men...

   — Nej, men vi tilhører da den samme kulturtradition - og Bibelen hører til den.

   — Ja, og vi har det tilfælles, at vi lægger vægt på at høre til et helt bestemt sted - det lagde jeg mærke til da jeg sad i din stue i dag - jeg gætter at de fleste af dine ting, ikke mindst bøgerne, er gået i arv fra generation til generation.

   — Ja, helt fra 1700-tallet.

   — Og du har haft svært ved at acceptere, at miljøet i uddannelserne er helt anderledes end da du var ung.

   — Ja, og de kommer fra et helt andet miljø end det jeg er opvokset i.

   — Ja, men Annie, uanset hvilket miljø vi er opvokset i, så er de krav Gud stiller til os de samme - du tror måske ikke på arvesynden i bibelsk forstand, men du må da indrømme, at der er en medfødt syndighed i mennesket.

   — Øh ja.

   — Men Annie, hvordan skal du og jeg gribe den situation an som vi befinder os i? - har vi ret til fordømme disse mennesker? - ja, det har vi faktisk! - for som Steen siger: den kulturelle opløsning vi ser, er ulydighed imod den orden som Gud har bestemt - på samme måde som opløsningen af familien er det - så derfor kan du fordømme dine kolleger med belæg i Bibelen.

   — Ja.

   — Men Annie, giver du mig ikke lidt ret i, at den kulturelle opløsning i høj grad har været fremmet af netop din klasse? - de...

   — Jo, det er helt rigtigt.

   — De bedst uddannede opfattede det liv de fleste levede som indskrænket - de ville gerne være progressive.

   — Ja, det er noget jeg slet ikke havde blik for da jeg var ung - da hørte jeg selv blandt de progressive - men de katastrofale konsekvenser er gået op for mig igennem de senere år - man forestillede sig engang, at den brede befolkning skulle lære at tage de lødige ting til sig, men på grund af den misforståede udvikling - nedbrydningen af traditionen - er tingene blevet ødelagt, så man forstår jo på en måde godt at folk vender dem ryggen.

   — Annie, den fejl der er begået, har blot fremskyndet en udvikling som har været igang i umindelige tider: mennesket vil mere og mere vende sig bort fra de opbyggelige ting - mennesket vender sig mere og mere bort fra Gud! - det er profeteret i Bibelen og det ser vi flere og flere tegn på - men Annie, hånden på hjertet, tror du ikke at der er mange flere mennesker rundt omkring som du ville have sympati for end du forestiller dig lige nu?

   — Jo, det fortæller jeg mig selv og det er jo nok sandt.

   — Og Annie, ganske som Steen og jeg gør et stykke arbejde for at bevare den verdensorden som vi mener er den rigtige - vi er tit ude at forkynde - så må du og dine ligesindede også være med til at præge verden - du kan helt sikkert udrette meget ved en beskeden indsats.

   — Ja, du har ret.

   — Men først og fremmest må du gøre en indsats for at opbygge en omgangskreds af nære og åndsbeslægtede venner - Steen og jeg kan slet ikke forestille os, at vi ikke havde de mennesker vi møder i Rigssalen.

Vivi og Steen blev i den følgende tid den vigtigste støtte for Annie. De er trods alt kristne, og den religion har hun jo - i modsætning til Karin og Stigs religion - tæt inde på livet igennem sit levebrødsarbejde. Og som vi véd, er Vivi og Steen blevet fast inventar i hendes liv. Men at kun de mennesker som tror på Det ny Rige, har en fremtid der rækker ud over den nærmeste, det kan der ikke ændres ved.

Dagen efter ringede Jesper for at høre om deres "fejl", og Annie fortalte om de overvejelser som hendes samtale med ham havde sat igang hos hende. Der er to muligheder for fremtidens verden: vi kan følge den igangværende udvikling, som efter alt at dømme vil føre os til en samlet verden, hvor menneskene mentalt set må være uhyggeligt énsrettede hvis de ikke skal slå hinanden ihjel, eller vi kan arbejde for at menneskeheden fortsat vil være opdelt i lokale kulturer, som hver har deres særpræg og hvor kulturværdier som forudsætter et sådant vilkår kan blomstre:

   — Og vores fejl er at vi har overtaget den opfattelse, at den udvikling vi ser, er en historisk nødvendighed - men hvem véd? - måske vil den engang blive betragtet som et vildspor, som der bliver mere og mere enighed om at vi må bort fra - menneskene har jo været ude på så mange vildspor - vores synder vil måske engang blive fordømt, ligesom vi fordømmer fortidens synder.

   — Ja, men hvordan skal vi komme bort fra det vildspor? - hvordan få Peter til at indse at hans opfattelser engang vil blive fordømt?

   — Peter er en af de ledende i den bevægelse - han lukrerer på tidsånden - så han vil nok være en af de sidste til at indrømme sine fejltagelser - det er medløberne vi skal have oplyst om de ulykker der foregår - alle dem som bare følger trop, men som ikke har noget stort at vinde og som måske ligefrem lider under udviklingen - at få deres massekultur erstattet med noget som har mere substans, har lange udsigter, men man kan måske få dem til at fornemme nogle af de rigdomme der er udenfor deres egen verden - og få dem til at fornemme, at de rigdomme har nogle kulturmæssige forudsætninger, og på den måde få dem til at være mere tolererende overfor håndgribelige kulturforskelle - få dem til at indse, at kulturforskelle ikke nødvendigvis behøver at være noget farligt som altid fører ufred med sig - at der er store forskelle i kultur, og endda indenfor én og samme lokalitet, og at mennesker samtidig er stærkt kulturmæssigt forankrede, det behøver da ikke nødvendigvis at føre til krig - væsensforskellige kulturer kan da godt leve klods op ad hinanden - at to folkeslag der ikke har nogetsomhelst tilfælles lever på samme sted, er da ikke nødvendigvis umuligt eller et onde - det kan endda være ganske sundt - i dagligdagen ville de for det meste leve som om den anden part ikke eksisterede.

   — Du tænker vel på indvandrerne, når du taler om væsensforskellige kulturer som vi godt kan leve klods op ad - hvis vi altså viste en smule velvilje - og du ønsker måske ligefrem at vi har store modsætninger på nærmeste hold?

   — Det ku' da godt have fordele - indvandrerne har været et problem, fordi vi har givet dem en følelse af at de er trængt ind på et fremmed område, og at vi derfor har haft ret til at kræve af dem at de skal tilegne sig vores kultur - og den ret har de ikke sat spørgsmål ved - ikke de ældre, de har føjet sig, og heller ikke de unge, de har delt sig i dem der opfatter sig som danskere og dem der hader danskerne - men jeg kunne ærlig talt godt have tænkt mig, at indvandrerne havde modsat sig integration - på ganske samme og selvfølgelige måde som europæerne, når de anlagde kolonier - altså at indvandrerne havde stået fast på at værne om deres egen kultur - og hvor der blev forhandlet på de områder hvor vi ikke kunne undgå at gribe ind i hinandens liv - hvis indvandrerne havde stået fast på deres ret - og også selvom det havde ført til en masse krig - så kunne det have ført til, at også danskere der distancerede sig fra den herskende massekultur, sagde klart fra overfor den og skilte sig ud.

   — Ja, historisk set er det jo en naturlig ting.

   — Ja - jeg ser gerne, at der er kulturer som markerer sig og skiller sig ud fra flertallet - og helst store kulturer, så de har magt - men det vil nok kun være få og små kulturer som vil forsøge at skille sig ud - Peter og hans søn går jo nok ikke hver til sit, selvom deres kioskblade og popmusik sikkert tilhører forskellige verdener - men hvis de foretrækker det sådan, må det blive deres sag - men vi andre må markere klart hvor vi står, og sige fra overfor deres pseudo-kultur - og blæse på de skændsord de kan overdænge os med - vi burde arbejde på at opbygge nye samfund - jeg forestiller mig, at en gruppe mennesker som føler sig åndsbeslægtede, bosætter sig i en bestemt lokalitet og opfordrer ligesindede til at flytte til den egn - der vil selvfølgelig opstå en masse spektakel - konflikt med egnens oprindelige beboere og latterliggørelse af forehavendet i offentligheden - men ka' vi måske gøre andet?

   — Nej, der er ikke andre muligheder - og Annie, jeg synes at vi skal begynde med din lokalitet - den er da ganske isoleret, og der er vist flere på den kant som du og jeg kan erklære os for åndsbeslægtede med end de fleste andre steder - så når jeg og min veninde har fundet ud af hvad vi vil, så finder vi hus og arbejde oppe ved dig, og så går vi igang!

I den følgende tid havde Annie flere diskussioner med Jesper og Vivi og Steen om disse ting - og Karin og Stig blev også inddraget. Det er mest Vivi og Steen som har bragt det religiøse ind i hendes liv, ikke det de selv står for, men noget der har nogle afgørende fællestræk med deres særlige opfattelse af kristendommen. De er klart religiøse efter hendes egen (senere) definition, det må være derfor hun ligefra deres første møde følte sympati for dem. At de problemer de har bragt på bane, virkelig er atypiske for Jehovas Vidner - som jo er præget af den amerikanske kultur, eller rettere, den amerikanske form for mangel på kultur - det fik hun bekræftet, da hun lod sig invitere med til deres møder: de andre indenfor bevægelsen tænker slet ikke i de samme baner og de er slet ikke på samme niveau som Vivi og Steen. Tilsyneladende arbejder Vivi og Steen på at reformere bevægelsen. Hvorfor melder de sig ikke ud (tænker Annie)? Forklaringen er (tænker Annie), at de begge er opvokset indenfor bevægelsen, den er så at sige deres hjem, og da Steen er kredsformand er de allerøverst i hierarkiet.

Men også Jespers tale om fagenes ånd og om at menneskets kreativitetstrang må holdes i tømme, vandt genklang hos Annie. Alle de ting blev der funderet over i de følgende år, og begreberne blev selvfølgelig især anvendt på musikken. Hvordan Annie ville have defineret en religiøs kultur helt præcist, hvis ikke Niels-Henrik havde taget opgaven på sig, får vi ikke noget at vide om, men det er ganske sikkert, at hendes aktive deltagelse i hans matematiske arbejde - og den har jo været fremmet af at hun gerne skulle kunne illustrere sine tanker med konkrete eksempler når de blev overdraget til ham - at denne deltagelse har fået hende til at skærpe sine begreber: her har hun mødt et kulturområde som er centralt placeret i den europæiske åndsverden, og som nok er det fagområde der bedst kan leve op til hendes religiøse idealer. Hendes egen musik kan hun godt forestille sig vil kunne leve videre i den verdslige verden: elementer af den kan vinde indpas i deres mere seriøse musikformer. Men matematikken, sådan som hun har set Niels-Henrik dyrke den, spår hun ikke nogen lang levetid: den er kun i bevægelse takket være dens tyngde og det skub den har fra fortiden, ganske som det er tilfældet med den gamle klassiske musik. Den mægtige kraft som hun har set virke i Niels-Henrik, og som man før i tiden så virke i de unge som drømte om at komme helt til tops indenfor musikken eller malerkunsten, er denne kraft egentlig ikke beslægtet med den kraft, som engang kunne få et menneske til at forlade "denne verden", altså gå i kloster? Og vil den første form for stræben (opad) ikke endag komme til at fremstå som ligeså ufattelig som den sidste? Ja er denne dag ikke allerede kommet? Annie må jo indrømme, at hun aldrig selv har kendt til den ekstase som vi har set hos Niels-Henrik. Hun gav afkald på at nå til tops som udøvende musiker og hendes videnskab er mere "stilfærdig" end Niels-Henriks.

Annie fortsatte med at leve et liv som udadtil var som det gamle - det blev ikke til meget med fortsætterne. Der kom ingen kæreste, der kom ingen åndsbeslægtede venner og hun gjorde ikke noget særligt for sin kultur. Jesper og hans veninde kom et par gange i hendes hjem, men Jesper begyndte at studere videre, og med deres plan gik det som det går med den slags planer, Jesper flyttede andetsteds hen og forbindelsen ophørte. Den eneste nogenlunde talrige del af befolkningen som hun har følt sig tryg ved, er religiøse mennesker som Vivi og Steen og Karin og Stig. Disse har på hver deres måde fundet sandheder som ikke er hendes, men de har sympati for hende, og det kan hun mærke. Hendes spekulationer har ført hende til et mennesketomt sted, et sted imellem de religiøse i traditionel forstand som har deres sandheder og de verdslige som har deres helt modsatte sandheder. Når hun har mødt en mand som kunne være en mulighed, har hun forsigtigt bragt sine tanker på bane, men i ingen af tilfældene har han reageret tilfredsstillende. Og det er der en højere mening med, har Karin og Stig fortalt hende: "Der sker noget endag, og du vil blive taknemlig for at det ikke skete før." Indtil da har hun trods alt sin søster og nogle udmærkede religiøse venner, og fremfor alt har hun Niels-Henrik - han er den tynde tråd hendes kultur hænger i.

Nej pjat, selvfølgelig hænger hendes kultur ikke bare i Niels-Henrik. Der er da mange Niels-Henrikker, nogle af de unge komponist- og musikstuderende hun kender, og de beskrivelser hun har fået af de andre i hans gruppe, er ikke helt ved siden af. Tænk hvis en ny epoke i salonens historie kunne begynde. Ja, nu skal denne skik genoptages - det skylder hun sin slægt. Hun har jo et godt udgangspunkt: Niels-Henriks nye venner og alle de mennesker hun synes om. Karin og Stig og Vivi og Steen er selvskrevne - og Bjarke Rubin - og Gert og Filtbak er måske også interesserede - og så Jesper - i det seneste årstid har hun flere gange tænkt på at opsøge ham af hensyn til Niels-Henrik. Men lige nu vil hun nøjes med at tænke på Niels-Henriks gruppe.




Hun må finde på et eller andet let og utraditionelt at servere, men allerførst skal der være et musikalsk indslag - noget af det de har indøvet, bare fem minutter. Hvilket forhold har de forskellige mon til klassisk musik? Siden Eiriks mor er musiklærer og spiller violin, er Eirik nok godt bekendt med klassisk musik. Og det gælder sikkert også Jonatan - hans far kommer af og til ind på den klassiske musik. Men frem for alt skal de have en livlig diskussion. Hvis det skulle blive nødvendigt at hjælpe en diskussion lidt på vej, vil hun foreslå at Jonatan fortæller om hvad han vil skrive i sin kronik. Han har måske allerede skrevet den - så kan han læse op.

Annie kom til at tænke på en diskussion hun engang havde haft med Steen. Hun havde beklaget sig over Paulus' syn på kvinden: "En kvindes hoved er manden - hun skal helt underordne sig, lade sig belære i stilhed." Ethvert moderne menneske burde tage afstand fra dette! - også Jehovas Vidner!

   — Jamen kære Annie, det står sandelig ikke i menneskets magt at ændre eller at omfortolke Bibelens ord - og det er heldigvis heller ikke nødvendigt - det fremgår aldeles ikke af Bibelens mening, at kvinden er underordnet manden - men mænd og kvinder har forskellig natur og forskellige opgaver - oplever du måske opgavedelingen mellem mig og Vivi som undertrykkende for Vivi?

   — Øh nej - nej.

   — Nåmen så er Guds anvisninger altså ikke nødvendigvis undertrykkende for kvinden - Annie, du fortalte mig sidst om de højere kulturværdier - du nævnte eksempler som religionerne og videnskaberne og de højere kunstarter, og du fortalte, at man i din slægt i en særlig grad har udfoldet sig indenfor de områder - du sagde, at meningen med de højere kulturværdier er at højne mennesket åndeligt og at lede dets trang til udfoldelse i en fornuftig retning - vi blev ikke helt enige om hvilke ting vi ville regne ind under de højere kulturværdier.

   — Husk nu på Steen: kulturværdierne er forskellige fra folk til folk.

   — Ja rigtigt, du og jeg tilhører jo ikke det samme folk, haha - nåmen indenfor ethvert folk henvender de højere kulturværdier sig både til manden og kvinden, og eftersom manden og kvinden jo er forskellige, må de højere kulturværdier have en lidt forskellig funktion i manden og kvindens liv - i en vis forstand er de vigtigere for manden end for kvinden, og jeg skal fortælle dig hvorfor - manden er i almindelighed mere handlekraftig end kvinden - det er især hans udfoldelsestrang som skal ledes i en fornuftig retning - sker dette ikke, bliver han en pest for sine omgivelser - i bedste fald maser han sig ind overalt og skubber andre til side, i værste fald optræder han provokerende og destruktivt - en dreng skal opdrages mere end en pige - med en mere fast hånd, og det er ikke bare hans adfærd der står på spil, det er hele hans fremtoning - det er hans udseende! - Annie, når jeg ser mange mænd idag - og især de unge - så kan jeg ikke lade være med at tænke: er det mig der er noget galt med? - eller har Gud virkelig skabt manden så vi mænd må krumme tæer hver gang vi ser et eksemplar af vort eget køn? - og det er ikke bare hans hårtjavser og skægstumper og tatoveringer, det er skader som der ikke ka' rettes op på - og det er ikke Gud der har kludret i det - det siger da sig selv: en smuk opdragelse skaber et smukt menneske - jeg vil påstå, at hvis man lod to enæggede tvillinger vokse op i helt forskellige miljøer - den ene overladt til institutioner og medier, den anden dresseret og kultiveret med en fast og kærlig hånd, så ville de allerede som ti-årige se ganske forskellige ud - se bare vores unge mænd, dem du har mødt i Rigssalen - og se de unge mænd indenfor din egen musikverden - komponisterne, musikerne - på sådanne steder kan man opleve uspoleret mandlig skønhed - altså det ideal som Gud har indført under vore himmelstrøg - men når man kommer bare lidt udenfor de steder hvor ordentlige mennesker søger hen - når man ser rockmusikerne og deres publikum - Annie, for at sige det lige ud: hvordan fanden ka' piger holde det syn ud? - det ka' de fordi de selv er dårligt opdragede!

   — Ja Steen, jeg tror på din forklaring, men Gud må åbenbart have anet menneskenes undladelsessynder, siden han har givet kvinden en ringere sans for skønhed end manden - det påstod Oscar Wilde ihvertfald.

   — Hvad Oscar Wilde angår, ka' du huske den første gang du var med os i Rigssalen? - hvad du kaldte den unge mand du sad ved siden af?

   — Ja, Dorian Gray.

   — Du tror altså ikke selv på Wildes påstand, og jeg tror ikke på at Gud har indført en sådan form for ulighed: givet det ene køn både noget kønnere at se på og en større sans for skønhed - men jeg tror på at Gud har skabt en forskel på vores sanser, og jeg tror på at Gud fordrer noget af os, førend hans gaver kommer til udbetaling - men Annie, det vi kom fra, det var de højere kulturværdier - og ser du, når de værdier især har været skabt og båret frem af manden, så skyldes det ikke bare historiens tilfældige gang - det skyldes selvfølgelig, at han godt selv véd hvor skoen trykker - kvinden kan og bør udfolde sig på de områder, men de ting hun skaber vil se anderledes ud - hun vil ikke behøve at udfolde sig på områder der kræver stor koncentration og meget lang uddannelse, og ofte vil hun foretrække en mindre aktiv rolle - hun vil måske nøjes med at glæde sig over mandens symfonier, måske spille en violinstemme i dem, læse hans bøger, tilslutte sig hans tanker - kvinden har ikke på samme måde som manden, et ønske om en dominerende rolle når det gælder arbejdet - for tiden tilskyndes hun godt nok til at gøre sig gældende på de traditionelle mandsområder, men der er stadig kun meget få kvinder på de områder hvor der forventes originalitet - sand originalitet, skulle man tilføje - og hvis man på de områder uden videre sammenligner kvindernes frembringelser med mændenes, så når de bedste af dem oftest ikke højere end de middelmådige blandt mændenes - sagen er nemlig, at kvinden er orienteret imod nogle områder, som manden til gengæld har en ringere føling med - Vivi taler om en tredie vej - en særlig indsigt som skyldes at kvinden har et urinstinkt for nogle sammenhænge som manden ikke rigtigt fornemmer - det knytter sig til moderskabet og til hendes tættere forbindelse til de naturgivne betingelser - kvinden har en større intuition for omsorg - og smerte og sorg og modgang er mere nærværende hos hende - ja jeg formulerer det måske som om det bare er noget jeg har lært udenad, og det er det sådan set også - jeg må indrømme, at min forståelse for de ting er begrænset - jeg har haft en kvinde tæt inde på livet i næsten tyve år, og min kærlighed til denne kvinde vokser for hvert år der går - jeg kunne sidde her i timevis og fortælle om alle de måder hvorpå hun beriger mit liv, men det at kvinden har haft en ugunstig placering, har gjort det svært for hende at udfolde sin sande natur, og det har medført, at manden har haft svært ved at værdsætte hende - men det er helt ved siden af at påstå, at det er i Bibelen at den ulykke har sin oprindelse - men sig mig Annie, er alt dette egentlig ikke fortid? - er situationen idag ikke gået hen og blevet den stik modsatte? - er det ikke manden der har fået en ugunstig placering? - er det måske ikke blevet de kvindelige dyder man opremser, når man taler anerkendende om folk? - og er det ikke dem man skriger efter i erhvervslivet? - indføling, samarbejde, tilpasning - og er niveaunedsættelsen i uddannelserne ikke til kvindens gunst og mandens ugunst? - og er vi måske ikke blevet mindre åndsorienterede og mere kropsorienterede? - og er disse misforståelser ikke i endnu mere strid med Guds orden end fortidens misforståelser?

I det moderne verdslige samfund er forestillingerne om manden og kvindens naturer og roller blevet udflydende, og noget sådant tolereres ikke i et religiøst samfund, her må der herske klarhed over hvordan idealerne og fordringerne skal fordele sig på mand og kvinde. Da man jo i den kultur som Annie bekender sig til, er orienteret imod den skabende åndelige virksomhed, og da det på dette område har været manden som indtil vor tid har sat dagsordenen, så er det ikke så vanskeligt for Annie, at beskrive de idealer og fordringer der bør være gældende for manden. Hvad disse idealer angår, må vi erindre, at det afgørende i en religiøs kultur er at man som helhed lever et liv som er i god samklang med idealerne, og ikke så meget det at man driver det vidt på et snævert område for at berige kulturen med nye klenodier. På den anden side er det vigtigt, at der i kulturen er en kraft som driver mennesket frem. Det er igennem arbejdet - den rigtige form for arbejde - at mennesket forædles og kulturen holdes levende. Annie beundrer Niels-Henrik for det liv han lever, eller rettere, for den retning han bevæger sig i, for endnu lader hans liv jo en del tilbage at ønske, men hun drømmer selvfølgelig om engang at se hans navn i Nationalencyklopædien - og vel at mærke: at redaktionen har medtaget det med glæde, og ikke bare af pligt, sådan som det er tilfældet med hans fars navn.

Men hvad nu hvis Niels-Henrik havde været pige? At en ung mand lever som Niels-Henrik gør, kan vi nogenlunde acceptere - ja han er jo i god overensstemmelse med vores romantiske forestillinger om geniet der går sine egne veje. Men i hvilken retning ville Annie have skubbet en pige? Sikkert ikke den vej som hun selv gik, altså gymnasiet og så videre, den vej ville være for risikabel idag. Men hvilken så? Ingen pige ville drømme om at isolere sig på samme måde som Niels-Henrik har gjort, og Annie ville heller ikke have tilskyndet hende til det. Annie kan ikke sige andet, end at hun her, ligesom med hensyn til børneinstitutioner, er blevet skånet for et problem.

Da Annie mener, at der gerne må være en pæn forskel på de fordringer som holdes op foran manden og kvinden, må hun kunne forklare hvori denne forskel konkret skal bestå. Bør kvinden, som Steen mener, foretrække en mindre aktiv rolle på de områder som er "vigtigere for manden end for kvinden"? Og holde sig til de "kvindelige områder", hvis hun har ambitioner? Men altså ligeså gerne bare nøjes med at glæde sig over mandens skaberværker, og istedet bruge tid på at pleje sit ydre og børn og gamle og syge mennesker - og hygge om manden og støtte ham i hans fremadstræben? Har Steen ikke ret i, at de kvinder der bevæger sig for anmasende ind på udprægede mandsområder er lidt på afveje? Når vi ser på forholdene indenfor Annies egen musik, er der så ikke noget der tyder på at han har ret? Hvor stor en procentdel af de værker hun som har med i sin egen bog er komponeret af kvinder, må vi spørge? Under en procent må hun svare. Og hvad med hende selv? Foretrækker hun ikke, som kvinder jo bør, det mere formidlingsmæssige? Og kunne hun, sådan som en norsk musikvidenskabsmand lige har gjort, skrive en afhandling på 500 sider om Pierre Boulez' hundesvære værk "Pli selon Pli"? Bevares, hun lever forbilledligt op til sin kulturs idealer, men har hendes videnskabelige indsats ret beset ikke været begrænset i forhold til det der forventes af en mand?

Selvom en sådan forskel i trang til fordybelse ikke hersker på alle kulturområder, så må Annie erkende, at den er en kendsgerning nogle steder, og at den nogle steder vil være evig - måske indenfor musikken og helt sikkert indenfor matematikken. Engang i foråret havde Niels-Henrik vist hende biblioteket på Matematisk Institut - de havde hilst på Filtbak og han havde lukket dem ind i biblioteket. Hun var gået fra hylde til hylde og havde taget bøger ud. Dén verden er større og mere fjern fra "virkeligheden" end hun havde forestillet sig. Hun lader sig selvfølgelig ikke skræmme, bare fordi sproget er meget abstrakt - folk fatter jo heller ikke at hun kan læse et partitur, og hun kunne sikkert selv være nået vidt i matematikken. Men de bøger hun så her, gjorde selv hende målløs. Tidsskriftartikler på over hundrede sider og murstenstykke bøger skrevet af én person, og hvor den opfindsomhed der er lagt for dagen, bare for at finde skrifttegn der kan symbolisere de matematiske genstande, kan få én til at tabe pusten. At halvdelen af de matematikstuderende idag er kvinder, undrer hende ikke, men kunne man forestille sig, at halvdelen af disse forfatternavne havde været kvindenavne? - altså at kvinder i ligeså høj grad som mænd valgte at kaste sig ud i et sådant fag med en sådan ihærdighed?

Denne følelse af at der på nogle kulturområder hersker en skævhed i evnemæssige ressourcer og ambitioner, der betragtes som værende til det ene eller det andet køns gunst, er kulturskabt og skal elimineres. Men ikke, som de fleste mener, ved at tilskynde mænd og kvinder til at efterabe hinanden således at det engang vil være bevist, at forskellen enten slet ikke er der, eller at den er minimal og kun vil ytre sig i konkret valg af emne og udtryk, for dette vil aldrig blive bevist. Forsøget hører vor tids skrigen efter lighed til. Det er sandt, at forskellen mest vil findes i emne og udtryk, men indenfor præcis det samme område vil den ikke være minimal. Jo, når det gælder et studenterspeciale eller et middelmådigt digt, kan det ofte være svært at afgøre om det er en mand eller en kvinde der står bag, men når det gælder de sublime ting er forskellen mere åbenlys. Vi er bare ikke opmærksomme på dette, fordi vi næsten altid kender tingenes oprindelse og modtager dem i forskellig ånd.

At forskellen i fordelingen af manden og kvindens mentale ressourcer - som må stamme fra den forskellige biologi - ikke er minimal, vil blive klart den dag kvinden gør det som for manden altid har været en selvfølge, nemlig kultiverer sin egenart. Det er ikke nogen tilfældighed, at de områder hvor kvinden i lang tid har frembragt det sublime, netop er de områder hvor hendes præstationer ikke har kunnet sammenlignes med mandens: sang, ballet, skuespil. På disse områder har kvinden kun haft kvindelige forbilleder. Det er gået galt på de områder hvor kvinden er trådt ind i en mandsskabt verden. Hvis det blev almindeligt, at de kvinder som gik kunstens eller videnskabens vej, hovedsagelig støttede sig til kvindelige forbilleder, så ville de kunne skabe faglige traditioner, om hvilke manden kunne sige, at de var forskellige fra hans, men ikke at de var ringere. Når kvinden har nået det sublime indenfor litteraturen, skyldes det at hun ret tidligt har kunnet gøre sig gældende: skrivekunsten kræver først og fremmest at man har noget at skrive om, og den tilegnes igennem læsning og private øvelser, derfor har kvindelige traditioner kunnet etableres. Situationen har været modsat når det gælder komposition, så derfor har kvinden først meget senere fået mulighed for at deltage, og da næsten alle mestrene stadig er mænd, synes kvindelige traditioner at have lange udsigter.

Det er nemlig mestrene der er menneskets naturlige redskab til at foreskrive og forny en tradition. Mestrene skal tjene som forbilleder og sætte standarden - i et religiøst samfund altså. De rigtige mestre som lever op til kulturens idealer, er få og lader sig oftest let udpege. Og vi gør det gerne, fordi vi elsker at dyrke mennesker. Og en mester skal optræde som mere end bare en læremester og kandidat til kanonisering: den som ikke har kraft til at fjerne sig fra sin læremester, bør trave i hans fodspor: hellere en god og nyttig énsformighed end en dårlig mangfoldighed. Lidt autoritetstro må der gerne være i verden - det er denne trang hos mennesket der har ført til de store ting (- og ja, også til de store ulykkelige ting). Og selvom ethvert skabende menneske bør søge inspiration mange steder fra og kan benytte læremestre af det modsatte køn, så bør mestrene af dets eget køn være de fyrtårne der pejles efter - mener Annie. Javel, de kvindelige klassiske komponister skal pejle efter kvindelige fyrtårne, men hvor er de henne? Udenfor den klassiske tradition. Så Annie er taknemlig for at de kvindelige komponister ikke følger hendes bud.

I sin ungdom læste Annie alt hvad hun kom i nærheden af om sådanne spørgsmål angående manden og kvindens natur, fordi hun følte sig atypisk som kvinde. I de senere år har hun tabt kontakt med den debat - hun regner med at den stadig er der. Det kunne være interessant at høre hvad de unge idag mener. Spørgsmålet vil være udmærket at bringe på bane. Diskussionen vil måske være i drengenes favør, men det er også vigtigst, de må fængsles lidt mere end pigerne [sic!] - især skulle Eirik gerne gøres tilfreds.




Til mødet ville kun komme fire: Gudrun, Eirik, Jonatan og Pia. Og der var tilsyneladende ikke aftalt noget emne. Nej, Annie kan ikke løbe an på at en af de andre, for eksempel Jonatan, kan bringe noget på bane. Af et menneske som hende, og især da det er første gang hun skal møde dem, kan man forvente noget særligt. Der må findes på et eller andet - et lille foredrag som kan give stof til diskussion. Et emne indenfor musikken er en nærliggende og nem løsning, men nej, det er for uopfindsomt. Det skal være noget som vil overraske alle gæsterne - og også Niels-Henrik. Men hvilket emne vil interessere to der vil være matematikere, én der vil være forfatter og én der vil være journalist?

Findes der en matematiker som har en interessant livshistorie? - og som også var forfatter? Ja, det gør der! Da Annie var med Niels-Henrik på biblioteket på Matematisk Institut, foreslog han at hun, imens han gik og fandt nogle bøger frem, læste i den kvindelige matematiker Sonja Kowalevskys selvbiografiske roman "Mit liv i Rusland" (Gyldendal, 1890). Annie læste også lidt hist og her i den, og den så ganske læseværdig ud, men da hun alligevel ikke ville kunne nå mere end begyndelsen, foretrak hun istedet at bladre i en biografi om Sonja Kowalevsky: "A Convergence of Lives - Sofia Kovalevskaia: Scientist, Writer, Revolutionary" af Ann Hibner Koblitz (1983). Den beretter om et liv som er usædvanlig begivenhedsrigt: opvækst i Rusland, flugt fra Rusland via et fiktivt ægteskab, studier i Europa, deltagelse i revolutionære aktioner, professorstilling i Stockholm, skønlitterært virke. Annie havde flere gange talt og skrevet om forholdene i Sovjet - musikkens vilkår - men hun vidste ikke så meget om socialismens tidlige historie i Rusland - og nihilistbevægelsen. Hun ville læse bogen først og fremmest for Niels-Henriks skyld - det var på et tidspunkt hvor han havde megen brug for at man interesserede sig for ham. Og da hun ikke kunne låne den med hjem, fotokopierede hun hele bogen.

Men dengang fik hun kun læst om Sonjas barndom og ungdom, hun fik ikke læst bogen færdig. Det ville hun gøre nu. Hun fortalte Niels-Henrik om sit forehavende: hun vil holde et foredrag på tre kvarter om Sonja Kowalevsky. Hun ville lige kunne nå det - læse bogen og skrive 10-15 sider.

Men dagen før mødet meddelte Niels-Henrik, at Pia havde skrevet en novelle som hun vil læse op:

   — Nå! - det er noget sent man får det at vide!

   — I kan vel begge læse det op I har skrevet.

   — Nej vi kan ej! - mit må vente til en anden gang - har du ikke sagt til dem at jeg var igang med noget?

   — Jo, det havde Eirik sagt til Pia - men hun vil jo være forfatter.

   — Hvad har hun skrevet om?

   — En novelle som sagt - Eirik siger at den er inspireret af mig - du véd, den hemmelige hytte - og også det Jonatan vil skrive om - og den handler også om matematik.

   — Nå! - men den handler for fanden da ikke også om Sonja Kowalevsky?

   — Jo! - også om hende! - Eirik havde sagt at du ville fortælle om hende - Pias mor er bibliotekar, hun har fundet noget frem.

   — Den novelle ku' jeg sgu... øh hvis du taler med dem, så sig at jeg gemmer mit til en anden gang.

Annie var ærgerlig - flere dages arbejde spildt. Og hun ville gerne have imponeret de unge - hun er jo professionel når det gælder foredrag. Og det pinte hende, at hun nu skulle høre og beundre noget makværk. Annie lever i en voksenverden - hun er ikke vant til at modtage og vurdere børn og unges frembringelser.