den 14. juni 2019




          Kære Hans Hauge

Du er ikke til at komme udenom: du er altid på pletten i debatten. Og jeg har fulgt dig fordi jeg hovedsageligt har været enig med dig. Men du er ikke for fastholdere, og det har irriteret mig. For at få endelig klarhed over fænomenet Hauge, har jeg læst din seneste bog, og det har været en blandet fornøjelse. Der er sære modsigelser, og der er for mange ting som kan gå an i et lystigt lag, men som ikke imponerer på tryk ("så ved vi det", "det var en lettelse", "boghandlerne havde bøger dengang").

Det vedlagte essay har jeg skrevet, bogen er altså skrevet under pseudonym. Jeg sender den til mennesker som kunne tænkes at være interesseret i dens emne. Essayet var oprindeligt tænkt som appendiks til romanen som er omtalt på bagsiden, og som jeg også er forfatter til. Den er i tre bind, og jeg begyndte på mit projekt for 25 år siden. Da min tænkning angår størrelser som religion, kærlighed, æstetik og eksistentialisme, og da jeg betjener mig af en skønlitterær form, kan jeg sammenligne mig lidt med Søren Kierkegaard. Men selvom jeg havde haft dennes format, ville jeg ikke være sikret opmærksomhed, for en tænker synes ikke at kunne opstå i vor tid. Værket må i hvert fald have ekstraordinære kvaliteter. Så derfor hyrede jeg en universitetslektor i filosofi til at foretage en "redaktionel vurdering", inden bøgerne gik til forlagene. Og ifølge ham er mine bøger mesterværker, selvom han ikke bruger et sådant ord. Min roman fremkalder "dyb og oprigtig beundring" og den er "utroligt gennemarbejdet". Den er så rig på indhold at der spørges om "den kollapser under sit eget ambitionsniveau". Nej: "For det er netop ved at indsætte en næsten absurd mængde faglig eksposition i en fortællings narrative ramme, at romanen kan behandle sine mange dele som præcis det, de er tænkt som." Hvordan har forlagene reageret på et sådant manuskript vedlagt den redaktionelle vurdering? For at gøre en lang historie kort: hvis de overhovedet har svaret, så har det været med et standardafslag - selv selvudgiverforlag vil ikke have noget med den at gøre. En bog på 1000 sider til "langsom og eftertænksom læsning" har forlagene hverken tid eller kvalifikationer til - og det samme ville gælde anmelderne og læserne. Min roman tilhører den type som jeg omtaler på side 20: den intellektuelle- eller faglige roman. Den har et stort potentiale og kunne forny romangenren, skulle man mene, men den forhindres af de mennesker som for tiden forvalter skønlitteraturen.

Forskellen på dig og mig er, at der er en størrelse i mit liv som mangler i dit, nemlig religion - som jeg definerer dette begreb i mine bøger. At du er imødekommende, fremgår af din tale på side 49. Du vil gerne leve i en begrænset verden, men du gør det ikke, du har fartet ligeså meget rundt som alle andre, bare i en anden afdeling af supermarkedet. Hvis du ikke tilfældigvis havde fået universitetsansættelse, ville du have været det som jeg i min roman kalder en "akademikerproletar": det er en akademiker uden fag. Du ville have haft et arbejde hvor det er ligemeget hvilket fag du har. Men da du nu blev universitetslærer, forventedes det at du hele tiden skrev noget. Du har læst det ene og det andet, og du "har været" det ene og det andet. Du påstår at du har tilegnet dig svære teoridannelser, men alle dine teoridannelser har været nye, og derfor på begyndelsesstadiet - og de nåede aldrig længere. Jeg har et gammelt og tungt fag, og min lærdom har en bredde og en dybde som er usædvanlig. Jeg er ligeså forbundet med mit fag som Beethoven var med sin musik, så derfor har jeg aldrig skænket problemet "meningen med livet" en tanke - Beethoven var ulykkelig, men sandelig ikke fordi han oplevede sit virke som meningsløst.

Din ulykke skyldes at det uddannelsessystem som du er et produkt af, lemlæster fagene. Og jeg fandt lykken fordi jeg forlod dette system i en meget tidlig alder (jeg er præcis ligeså gammel som dig, men jeg er opvokset i København, og dér gik vi mere til yderlighederne). Min lykke har jeg selvfølgelig måttet betale en pris for: jeg fik ingen papirer, så derfor har jeg måttet ernære mig som avisbud. Men jeg siger gerne, at jeg har tjent ærlige penge uden at arbejde (man kan læse om mig i min roman, hvor jeg optræder med navns nævnelse).

Du har talt og skrevet om tænkere, men du har mig bekendt ikke selv tænkt noget af større omfang. De yngre generationer er afskåret fra at tænke, fordi de skal angive kilde til enhver påstand, og de kan ikke henvise til sig selv. Men du har været tilfreds med forholdene i din ungdom - befundet dig som en fisk i vandet - så hvis du må indrømme at du, ligesom alle filosoffer i vor tid, blot formidler men ikke tænker, så er det ikke dine arbejdsvilkår som er skyld i det. Det er noget andet, nemlig en mangel på drivkraft, en sådan kan for eksempel være en stor vrede. Jeg er vred over at mit gamle og ærværdige fag er forsvundet. Dets prægtige tankebygninger står forladte - ingen kan mere se deres skønhed. Skønhed og sandhed er noget som kommer og går, men vi skal ikke nødvendigvis finde os i at skønhed og sandhed forsvinder. Som Heidegger sagde: Newtons massetiltrækningslov blev sand da Newton så den, men man kan godt forestille sig at den engang vil ophøre med at være sand.

Der er to grunde til at Benjamin og Heidegger optager en del plads i den vedlagte bog: dels for at illustrere spændvidden i den europæiske tænkning, og dels fordi de har sagt tankevækkende ting om kunsten, se for eksempel afsnittet på side 47.

          Venlig Hilsen



          Gert Buschmann

          Nørengvej 4

          7870 Roslev

          gertbuschmann@c.dk