Oktober 2020



          Kære Henrik Jensen

Jeg sendte for nogen tid siden en mail til dig, hvori jeg tilbød at sende dig en bog som jeg har skrevet og som jeg tænkte ville interessere dig, hvis du mailede mig din postadresse. Dette gjorde du ikke, og efter at have læst din seneste bog forstår jeg hvorfor. Den bog jeg ville sende dig, har titlen "Den europæiske åndsverden som religiøs kultur" og den er skrevet under pseudonymet Annie Aphel. Annie Aphel er hovedperson i min roman (på 1000 sider) "Indenfor Murene", som foregår lige inden årtusindskiftet. Annie bliver spurgt hvorfor hun ikke bruger begreberne "det indrestyrede" og "det andenstyrede" menneske, som blev lanceret af sociologen David Riesman og som Henrik Jensen har bragt til danskernes kendskab, for det hun kalder henh. "det religiøse" og "det verdslige" menneske. Dette svarer hun på, og hun fortæller at hun har læst alt hvad Henrik Jensen har skrevet og at hun er helt enig med ham. Og han er også helt enig med hende. For hun skriver nemlig en polemisk kronik med titlen "Massetilværelsens ulidelige lethed" og sender den til Henrik Jensen, og han er begejstret - jeg sendte den kronik til dig i sin tid, og du var begejstret. Da romanen slutter lige efter, kan Annie ikke udtale sig om din videre udvikling, men det kan jeg.

Annie (født 1954) er mit talerør, og hun må isolere sig for at kunne overleve i vor tidsalder - derfor romanens titel. Årsagen er at hun er opvokset i et udpræget åndsaristokratisk miljø. Hendes forældre var klassiske musikere og i hendes hjem holdt man salon hvor fremtrædende personligheder kom, så udviklingen i samfundet taget i betragtning, så hendes fremtid så ikke lys ud. Hun gik den samme vej som sine forældre: studerede klaver og musikvidenskab, men specialiserede sig moderne klassisk musik, altså en nutidig kunst i en uddøende tradition. Så hun måtte ty til den samme ernæringsvej som de komponister hvis værker hun analyserer: organist og lidt undervsning. Hun må dog nøjes med privatundervisning, for hun har nemlig yderligere det handicap at hun er ude af stand til at gøre noget som hun ikke kan stå inde for, derfor kan hun ikke undervise indenfor "systemet". Dette at adlyde en ordre som er imod éns vilje og overbevisning, ser hun ret alvorligt på, det må nemlig siges at være den største skamplet på menneskets færden på Jorden. Den adlydende kan hævde at det har været nødvendigt og denne undskyldning bør nogle gange accepteres, men ikke uden videre. Tænk hvor mange ulykker den mekaniske ordreadlyden har ført med sig. En diktator har kunne udslette milioner af mennesker og vanære sit folk. Og den daglige ordreadlyden betyder at forældede levemønstre ikke kan brydes, thi de ordreudstedende har jo nået deres position i kraft af at de har været i god samklang med tingenes tilstand, og de fører den herskende orden videre. Men dén ordreudsteden og adlyden som har ført til mest ulykke, er den der alle dage har foregået i skolesystemet. Fagene er (i større eller mindre grad) kulturværdier, men hverken af læreren eller af disciplen er de blevet oplevet som sådanne. Og skulle en lærer have en interesse for sit fag, og nære en drøm om at videregive den til eleverne, var denne bestræbelse truet af det system som læreren måtte adlyde: de faste rammer og de evige evalueringer som flytter interessen bort fra faget og hen til karaktererne, og som gør udenomslæsning urentabelt. Resultatet var og er, at de unge har forladt skolesystemet i tomhjernet tilstand. De har ikke lyst til noget, men da de jo gerne vil ud og virke, gør de det som der er en så håndfast tradition for at den er håbløs at bryde: de lader sig uddanne til at varetage et erhvervsarbejde, som således ophæves fra at være et middel til at være et mål.

Du har ikke haft sådanne problemer at slås med, forstår man. Du kommer fra folket, så du har næppe sagt lærerne imod. Da du skulle vælge fag, valgte du noget som enhver kan se er nyttigt. Og da du var færdig, søgte du stilling alle mulige steder, og du var heldig at få foden indenfor ved et universitet, og her gjorde du som man blev beordret til i dit fag og på denne tid og på dette sted: vejledte i marxistiske pjecer. For dig gik det bare derud'a, men af en grund (som er mig ubekendt) kom du ud af fodslag med tiden, og du begyndte - ligesom Annie - at søge efter en forklaring. Men din forklaring måtte blive meget forskellig fra Annies. Hun havde fra barn mærket at der var noget helligt over de ting som hendes forældre og deres gæster dyrkede, det var en ophøjet verden. Man adlød en højere instans, men den var af en helt anden art end kristendommens: den var håndgribelig og den havde et indhold af umådelige dimensioner. Den var skabt af mennesker, men det var sket igennem århundreder, årtusinder, og man var på vagt overfor nutidens omgang med tingene. Thi denne religions præsteskab, dens formidlere, gav som sagt disciplene afsmag for de ting de bragte kundskab om. I det miljø du kommer fra, var man ubekendt med dette problem, man så ikke noget helligt i disse ting, hvad der var formålet med dem var man ikke altid helt klar over, man vidste bare at de skulle tilegnes. Man så op til præsteskabet, de var autoriteter. Men så begyndte autoritetstroen at svækkes, konstaterer du, og du leder efter grunde i historien, og når frem til at miseren startede med Første Verdenskrig. Det var nemlig en sørgelig tilstand de overlevende ordreadlydende kom hjem i, de var intet værd som forældre og den nye generation var vred på den ældre fordi den havde ødelagt verden. De nedbrød bevidst traditionerne - lavede kunstværker som skulle være så grimme som muligt. Det er en ret svag årsagsforklaring du disker op med, den opfylder ikke de krav jeg stiller til mine påstande, er dette standarden hos forskerne? - eller er det for at kunne lancere en god historie?

Du ser 68 som en optrapning af den herskende ulydighed. Jeg så modsat på denne ulydighed, jeg hyldede den: man ville noget andet og mere med livet, derfor måtte der gøres oprør imod de instanser som holder os på plads. Det man ville, var ikke det samme som det jeg ville, men det kunne jo komme - troede jeg dengang. Sådanne baner har du åbenbart ikke tænkt i. Du har ikke været tynget af en kulturarv som har indsnævret dit synsfelt. Du var bredt orienteret og mente at der i samfundet som det så ud var god plads til dig. Du har klaret dig godt, og som alle der har held med sig, bryder du dig ikke om tabere. Men hvad nu med en person som er en betydelig kapacitet indenfor et fag, men hvis arbejde ikke mere kan være en levevej - en videnskabsmand hvis fag er blevet nedlagt eller en kunstner hvis værker er gået af mode? For et menneske som er stærkt knyttet til et fag, kan et sådant tab være svært at overleve. Ville han, som må kaldes en større taber end dem du har i tankerne, kunne møde sympati fra din side? Må hans valg i sin tid ikke siges at være dårlig "karriereplanlægning"? Fordi du er blevet en kendt historiker, behøver dit fag ikke at være en lidenskab hos dig. Det er ærlig talt ikke særligt sandsynligt: historien er en syndig gang rod, så derfor kan faget ikke have den æstetiske værdi som skal til førend en voldsom afhængighed kan opstå. Historien findes i ethvert samfund, faget er en selvfølge og det kræver ikke noget særligt af den udøvende. De fagtratitioner jeg har i tankerne, er ikke nogen selvfølge, de forudsætter en langvarig skoling hvilket igen forudsætter et særligt kulturklima. Derfor er de sårbare, og derfor må de beskyttes, og det er de ikke blevet, de er blevet misforvaltet af autoriteterne. Derfor var jeg i 68 blandt dem som trodsede disse autoriteter. Men når det kommer til stykket, er jeg nok mere underlagt højere instanser end du er, de er blot af en anden art end dine. Annies unge nevø Niels-Henrik, som er romanens anden hovedperson, er matematikinteresseret, og hun indprenter ham at han må være tro imod matematikken som fagtradition, tilegne sig den og videregive den på en ansvarsfuld måde. Både for dette, og for overhovedet at bevare sin interesse, må han for enhver pris ud af systemet, mener Annie. Hun har selv adlydt institutioner, men hun var for solidt funderet til at kunne spoleres, og hun ærgrer sig over sin føjelighed for den har ikke været nødvendig: med sit valg af fag og speciale var hun alligevel fortabt. Hun har dog et radioprogram hvor hun anmelder af nutidig klassisk musik, men den tort at få meddelt at det skal nedlægges, lade jeg hende ikke lide, romanen slutter før det sker. Jeg har været mere radikal end Annie, fordi det netop var i 68 at jeg skulle vælge fremtid. Som flere andre dengang brændte jeg alle mine eksamenspapirer, de var jo diskvalificerende. Men den vej gik det ikke, den gamle verden vendte tilbage, og nu endnu mere autoritetstro end før. Så jeg har, ligesom Annie, været henvist til et taberjob.

Enhver som har en kærlighed til et fag, har alle dage måttet oprøres ved skolesystemets håndtering af faget, og dog var der undtagelseslærere. Det var gerne mennesker som havde drømt om et arbejde på højeste niveau, men som ikke havde held eller mulighed for at få drømmen opfyldt. Og selvom de var i mindretal, var det ikke desto mindre dem som satte dagsordenen: en lærer skal interessere sig for sit fag, det er en forudsætning for en inspirerende undervisning som kan føre til at der kan opstå elever som går op i faget med liv og sjæl, og som måske engang vil komme til at kaste glans over vor nation. Det syn på undervisningen vovede de dovne eller tyranniske lærere ikke at angribe. Nu er det blevet anderledes, nu ser man helst ikke at en lærer interesserer sig for sit fag: det kan gribe forstyrrende ind i karaktererne. Da de unge jo kommer ud i samfundet i tomhjernet tilstand, er det liv og død for dem at komme dér hen hvor det statusgivende fællesskab er. Så der ligger et stort ansvar på skolen, den klædelige distance som skolen engang havde til "handelsskoledrengene", er helt væk. Jeg har skrevet tre bøger hvis titler og omslag engang måtte fange enhver matematikinteresseret, og jeg har annonceret for dem i et matematiklærerblad - for 12.000 kr. - men ikke ét eneste eksemplar er blevet solgt. Og hvis en lærer havde købt en sådan bog, kunne han ikke tale om det i frokostpausen - jvf. handlingen i Dag Solstads roman "Generthed og Værdighed".

I en menneskealder har du været en af dette systems ordreadlydende og ordreudstedende, men der er en formildende omstændighed: for i modsætning til de andre historikere, for hvem historien blot til nødvendig viden og udforskning, betrager du historien - nærmere bestemt danmarkshistorien - som en kulturværdi. Vor fortid skal være mere nærværende hos ethvert menneske, den kan berige vort liv og vi bør spejle os i fortiden, trække bestemte ting frem med henblik på fremtiden. Det er ad den vej at vi skal blive "ordentlige mennesker". Således forstår jeg dig. Men så må man spørge: hvem er vi og hvilke bestemte ting i fortiden bør fremhæves? Vi er vel "det danske folk", og det der skal fremhæves er vel de ædleste mennesker og skaberværker. Men før i tiden var der en kløft imellem vores officielle kultur og folkets kultur, vores officielle kultur var finkulturen, det var den vi blev indpodet i skolen. Men nu er de gamle kulturtraditioner kommet i modvind, nu er ordenen blevet vendt om: nu er det din musik og ikke Annies som er vores officielle musik.

Hvis du virkelig nærer en drøm om et samlet folk, kan du ikke have megen fornemmelse for fædrelandskærlighed. De store følelser er stærkt kulturbestemte, og de forudsætter en kulturmæssig énsartethed som ikke kan være tilstede i en nation. Større følelser og højere mening med livet kan kun eksistere indenfor det jeg kalder "en religiøs kultur". En kulturs værdi er bestemt af dens tyngde og egenart, og jo større værdi, desto færre mennesker vil kulturen appellere til. Derfor er det et sundhedstegn når et samfund er splittet op i subkulturer. Jeg kalder min subkultur for "den europæiske åndstradition" og den er fælleseuropæisk - på samme måde som videnskaben dengang de lærde kommunikerede på latin. I en religiøs kultur taler man ikke om fædrelandskærlighed, men om kulturkærlighed.

Vi er næsten alle spoleret af uddannelsessystemet, og de universitetsansatte er ikke nogen undtagelse. De skal udføre en vis portion videnskabeligt arbejde, men de fleste er uegnede til det - finder det kedeligt - noget som er blevet værre i takt med specialiseringen og den indskrænkede forskningsfrihed. Og så er det ofte ensomt og hvad værre er: usynligt. Dette har betydet at mange universitetsfolk udnytter de muligheder der er for at komme væk fra faget. Man kan kaste sig over politisk arbejde eller administration, eller man kan blive forlagskonsulent (en sådan godkender selvfølgelig kun de manuskripter som han ikke behøver at læse) eller man kan gå ind journalistik og skrive populære bøger.

Som et eksempel på at universitetsansatte ikke interesserer sig for deres fag, kan jeg nævne reaktionen på min bog "Den europæiske åndsverden ...". På bagsiden af bogen kan man læse at den giver et bud på en definition af begrebet "kærlighed", og jeg har tilbudt den til alle der beskæftiger sig med dette begreb. Men de har ikke ønsket den, hvorfor skulle de læse i min bog? De fornemmer hvor det bærer hen: ikke nok med at min lære vil bringe forstyrrelse i deres egen, men den vil vække almen forargelse, og den vil i hvert fald ikke kunne tjene deres karriere.

Men kan umiddelbart undre sig over at dine bøger udgives, for de indeholder samfundskritik. I en lærebog for forfattere kan man læse: "Samfundskritik hører ikke hjemme i bøgerne. Det gælder både skøn- og faglitteratur." og "Hold dig fra at overbevise din læser om noget - det gælder både inden for skøn- og faglitteratur. Kronikskrivning må du dyrke ved siden af dit bogskriveri." Og man forstår godt de yngre generationers ubehag ved samfundskritik, for de er dybt kritisable og de kan selv fornemme det, derfor vil de have samfundskritik dérhen hvor ingen ser den: dagbladene. Og da det er her du virker, kender forlagsfolkene intet til dig. Så grunden til at de lader dig passere, må være at de kan se at der er penge at tjene. Du fremlægger vel et langt cv hvor der under udgivelserne er anført salgstal, og desuden kan de ved at bladre i din tekst, se at du er virtuos i at referere, så du er altså gjort af det rette stof. For kundskabsverdenens proletarisering har betydet at man må kunne evaluere effektivt, og det sker ved optælling af referencer. I mine bøger er der ingen referencer, dels fordi jeg fremlægger selvstændig tænkning og dels fordi jeg er lærd i gammeldags forstand: jeg véd ikke hvor jeg har min viden fra.

En grund mere til at forlagene udgiver dig, er at du ikke kræver noget fra forlagets side, din seneste bog er uredigeret, papiret er billigt og omslaget må man rive af for at kunne holde bogen ud. Jeg er besværlig: for mig er en bog et kunstværk, og et kunstværk laves ideelt set af én person. Dette syn på en bog når man ikke langt med i vor tid, hvor forlagsfolkene ikke mere kender deres plads. Men så fandt jeg en forlægger som er gået med til en enestående aftale: jeg alene laver bogen, sender filen til et trykkeri som så sender bøgerne til forlaget og boglageret - forlæggeren ser ikke bøgerne førend han modtager dem til videresendelse til biblioteker og anmeldere. Flot ikke? Alle de kommercielle forlag har deres faste procedure, og den sætter en grænse for lødighed og kvalitet. Man har en forestilling om et mindste salg og en højeste pris. Jeg overskrider disse grænser: mine bøger sælger for lidt og de er for dyre at fremstille (min roman koster 700 kr. pr. eksemplar), og det hjælper ikke at sige at man selv betaler. Desuden accepterer man ikke et manuskript som må behandles eksternt. Min roman har jeg fået behandlet eksternt og vurderingen er helt i top: "dyb og oprigtig beundring", "utroligt gennemarbejdet", "fortjener mange læsere", osv. Men den bliver ikke taget i betragtning. Et forlag lader sig ikke narre af "fortjener mange læsere", de går efter realiteter, og "utroligt gennemarbejdet" er diskvalificerende fordi det indebærer koncentreret fremstilling og tungt sprog (jeg er blevet bedt om at arbejde med sproget: det skal udvikles tilbage, blive mere let og talesprogsagtigt).

Man kan ikke lade være med at tænke, at din angivelige ulykke har tjent dig: Du skriver en bog et fænomen, og den falder i god jord hos dine jævnaldrende, de er ikke enige, men du udløser lige den rette dosis af uenighed. Og herefter går det slag i slag: aviskronikker, foredrag, en ny bog, udvidelse af problemstillingen, klummeskriven og boganmeldelser. Det er endt med at man ikke kan åbne en avis uden at se dit navn og dit billede. Du er kommet blandt de relativt få som dikterer vores kulturliv. I har ikke noget nyt eller originalt at sige, og det forventes heller ikke - og det ville jo være udokumenteret. De problemer I beskæftiger jer med, er det jeg kalder "verdslige" problemer, de er timelige, de skal afskaffes så vi kan sætte flueben. De problemer jeg beskæftiger mig med, er religiøse, de er evige, de skal diskuteres og resultatet kan blive en kursændring, men de hverken kan eller skal afskaffes.

Vi er stadig nogle tilbage som kan nævne navne på mennesker i fortiden som fylder os med ærefrygt: kunstnere og videnskabsmænd hvis skaberevne overstiger vores forstand. Men de yngre generationer kender ikke til dette fænomen, det højeste man kan nå efter deres mening, er en toppost i erhvervslivet og den præstation overstiger ikke nogens forstand. Og hvad kan der gøres ved det? Lige i øjeblikket hverken kan eller skal der gøres noget, men engang i fremtiden vil nogle måske begynde at føle at en væsentlig livsdimension er forsvundet, og så kan der måske ske det, at nogen falder over en af mine bøger og her finder problemstillingen udførligt behandlet. Løsningen er ligetil: vi skal have religionen tilbage, men ikke (som du ønsker) i form af kristendommen eller den slags vås, men i form af en religion som engang var særdeles nærværende (hos nogle), men som dengang ikke var tilstrækkeligt forstået som religion, og som derfor ikke fik den beskyttelse enhver religion må have.

          Venlig Hilsen

          Gert Buschmann