En mærkelig familie

Af Morten Alkærsi


Det må have været sidst i august 1955, for jeg var lige begyndt i gymnasiet og det var en behageligt varm eftermiddag. Det var blevet en tradition, at jeg på hjemvejen fra skolen gik op til min moster, hun boede på øverste etage i en høj ejendom et lille stykke fra vejen hvor vi boede. Vi glædede os begge til denne visit, hun havde altid fundet på noget lækkert. Hun havde det ikke let på det tidspunkt: ung - ikke meget ældre end mig - og nygift og nyfraskilt - det var en værre historie - det havde været fremme i aviserne. Imens hun rumsterede bag mig, kikkede jeg ud ad køkkenvinduet - der var en pragtfuld udsigt over Frederiksberg. Lige nedenfor lå en lavere ejendom, som i den sydlige ende, ude til højre, var helt begroet med vildvin - jeg har altid elsket dette syn, man ser det ikke mere. Ejendommen lå på den vej hvor vi boede, men i den fattige ende - vi boede længere nede i villa. Men det var da et dejligt sted at være fattig, der var renligt og masser af sol og grønt. Foran ejendommen var et bredt fortov hvor børnene kunne lege - ingen biler, vejen lå på den modsatte side.

Pludselig kom to mindreårige drenge ud af opgangen yderst til højre - de så ud til at være tvillinger. De løb over fortovet og åbnede døren til et skur. De kom frem med en trehjulet invalidecykel, den ene satte sig på den og kørte hen til gadedøren. Så kom en handicappet kvinde ud - hun lignede en lille, mekanisk dukke - og den anden af drengene hentede en stor kurv i opgangen. I det samme kom min moster hen ved vinduet: "Det er nogen mærkelige mennesker." "Jamen Lise, det kan du da ikke sige..." "Det er jo ikke det jeg mener! Fordi man går dårligt, kan man da godt være mærkelig, og disse mennesker er mærkelige - der er en masse..." I dette øjeblik fløjtede kedlen. "En masse sladder," mumlede jeg. "Jeg fortæller når vi sidder." Kvinden havde nu sat sig til rette på cyklen, kurven stod på bagagebæreren og børnene stod foran på fodbrættet på hver side af moderen, og hjalp med at dreje håndpedalen, eller hvad man kalder den - sjovt så det ud. Det gik raskt afsted, ned i den retning hvor vi boede. Jeg havde set familien før, faren var også handicappet. Dengang var sådanne invalidecykler ikke noget sjældent syn, lammelse i benene var ikke et alvorligt handicap, de fleste gik næsten ligeså godt som normale og passede et almindeligt arbejde - det måtte da være bedre at være handicappet dengang end idag. "Hvor skal de mon hen," spurgte jeg. "I Lindevangsparken," svarede min moster. "De ser da ud til at stortrives," sagde jeg. "Nu går vi ind."

Hendes lille stue var oplyst af sol og altandøren stod åben. "Vi kan sidde udenfor," sagde jeg. "Nej, ingen skal høre det jeg vil fortælle." Ved kaffebordet kom en lang og bedrøvelig historie. Drengene er ikke tvillinger, den ene er lige begyndt i anden klasse og den anden skal begynde næste år. Og de stortrives aldeles ikke, det kan man se på dem, der er noget forskræmt over dem. Begge forældrene har dårlige nerver. Det må også være forfærdeligt at være krøbling - især for en kvinde. Hun truer med selvmord, man hører gennemtrængende skrig fra lejligheden, og hun vil også dræbe børnene, men der er ikke sket noget. Faren har været SS-mand, og han er hende utro, siger de. De siger også at han slet ikke er invalid, indendørs går han uden skinner. Han har været møbelpolstrer, men nu er han igang med noget omskoling til kontorarbejde. Hans forældre er fornemme folk, men han blev sendt i pleje, og han har også boet i Tyskland. Hans venner er nazister, naboerne har set den berygtede Sven Salicat besøge dem. Han skændes med alle mennesker, han føler sig hævet over de andre i ejendommen, fordi hans forældre er lidt finere og fordi han går i lidt finere tøj, men han er jo ikke selv blevet til noget. Han føler sig forfulgt, lagde du ikke mærke til at der er pigtråd på taget af skuret, det er for at ungerne ikke skal kravle op og kikke ind ad deres vinduer. Han kan blive frygtelig vred, står på gaden med sine stive ben og fægter med sin stok og udslynger de værste anklager. Jeg hørte ham råbe "drukkenbolt" efter viceværten - og han har råbt "uproduktiv brødspiser" efter en evnesvag mand. Sidste år var han i fængsel i flere måneder, de siger at han havde slået en dreng med sin stok - eller også var det en mand - det var inde i byen. Engang kom politiet med fuld udrykning, det var noget med en måleraflæser der havde forsøgt at trænge ind med vold - i de følgende måneder havde de ingen elektricitet. De har boet ovre på Flintholm Allé, men dér blev de smidt ud. Nu er de igen blevet truet med opsigelse, de venter på at det nye på Roskildevej er færdigt. Nogle beboere har været til kommunen og foreslået at børnene bliver fjernet fra dette hjem, men der er ikke sket noget.

"Gu've' hvordan det kommer til at gå de børn," sagde min moster. "Ja," svarede jeg, "det værste er mange gange de tilfælde der ligger lige på grænsen. De er da pæne i tøjet, og lige nu sidder hun på en bænk i Lindevangsparken, og drengene leger i den gamle brandbil, og der er måske gode ting i kurven. Hva' mener du at der kunne gøres?" "Jeg ka' ikke svare på det. Der var én der sagde at hun lider af rengøringsvanvid, og at det tager alle hendes kræfter. Børnene ingenting. De har ingen kammerater, og de slås, og det tåler hun ikke. De har et mærkeligt efternavn." Ja, hvad kan man gøre, tænkte jeg på vejen hjem. Ingenting. Nogle dage senere, sent på aftenen, da jeg var på vej hjem fra min kæreste, gik jeg ind i deres opgang og kiggede på navneskiltet. Jeg var lige ved at lytte ved døren, men gjorde det selvfølgelig ikke.

Herefter tænkte jeg ikke mere på denne familie, jeg så dem et par gange, og nogle måneder senere var de flyttet. Det er over halvtreds år siden, og læseren undrer sig måske over hvordan jeg kan huske disse detaljer som ingen rolle har spillet. Men det skyldes at jeg har fået det genfortalt af min moster, efter at jeg ved et tilfælde havde mødt den yngste af brødrene - han er nu omkring de tres. Jeg har hele livet boet på Frederiksberg, i de sidste tredive år nær Frederiksberg Have. En dag havde jeg et ærinde i den modsatte ende af Frederiksberg, og her bor en af mine kammerater fra gymnasietiden. Vi ses ikke tit, der kan gå år imellem, men når vi ses kommer der altid en lystig snak igang - sikkert fordi vi ikke ses så tit. Det faldt mig pludselig ind at cykle ned ad hans vej - det var først på aftenen. Han meddelte i dørtelefonen at han var på vej ud ad døren, og da jeg gik op ad trappen kom han ned. Han havde en flaske rødvin i hånden. "Jeg skal til en lille sammenkomst," sagde han, "det er lige ovre på den anden side af gaden." Da vi var kommet ud ad gadedøren, han holdt mig om skulderen og vinkede op imod et vindue, og der blev vinket igen, så var jeg inviteret til fest. Det var på anden sal, døren var åben, og da vi gik ind, så jeg to navne på dørskiltet, og det nederste var den ulykkelige families særprægede navn - jeg kiggede en ekstra gang, der var ingen tvivl.

Jeg blev straks præsenteret for værten, han var i strålende humør, yderst elskværdig og talende. Jeg forstod at de øvrige gæster var en søster til hans kone samt hendes mand, så det var ikke noget større selskab. Men de forstod sandelig at leve her, i stuen var dækket fornemt op, og der blev fundet plads til en gæst mere. I køkkenet var både ovnen og alle fire blus igang og der var fyldte skåle alle steder hvor der kunne stå en skål. Jeg fik stukket et glas i hånden, og der blev skænket op af en udmærket rødvin. Jeg fortalte om min relation til Flemming og tilfældigheden der havde bragt mig hertil, og det blev der skålet på. Lejligheden var helt nyrenoveret, jeg bryder mig ikke om boligkarréer, jeg ville have brugt mine penge anderledes, men lad det nu være. Værten virkede veluddannet, neutral i påklædningen og helt uden spor af den jargon som igennem årtier har bredt sig blandt de yngre og de lavere uddannede, især i Københavns-området. Og dog kom denne jargon ud af radioen, som var dæmpet kørende. Der var gjort meget ud af indretningen af lejligheden, flere arkitekttegnede ting. Der var en reol med en del romaner, alle i den mere lødige kategori, og der var en masse LP-plader fra deres ungdom, blandt andet Beatles' samlede værker - det måtte være en senere anskaffelse, for kassetten var plomberet. Der var ikke noget som tydede på videregående uddannelse, der lå dog et par tykke bøger om computerprogrammering - jeg kiggede i en af dem, det overstiger min forstand at nogen forstår den slags.

Hvad der blev talt om ved bordet? Jeg husker kun brudstykker, jeg tillod mig at skænke hyppigt op af den gode rødvin - jeg havde behov for lidt fest. Der blev vel talt om det folk sædvanligvis taler om: rejser, episoder på arbejdspladsen og de kørende sager i medierne. Senere ved kaffen havde jeg lejlighed til lidt tête-à-tête med værten, og her husker jeg en del. Han var ansat på et plejehjem - alt det tekniske. Jeg fortalte hvor jeg boede og at jeg altid havde boet på Frederiksberg og at jeg elsker denne bydel. Præcis det samme kunne han sige. Jeg fortalte at jeg var født og opvokset på Gustav Johannsens Vej. Dér havde han boet som barn! - den vestlige af ejendommene nede ved Finsensvej. "Vi boede nede i villa-delen, men jeg er jo over ti år ældre end dig, så vi har næppe bemærket hinanden. Jeg gik på Sønderjyllandsskolen, der har du vel også gået." "Nej," svarede han, "min bror gik der, men vi flyttede ned til det nye på Roskildevej lige da jeg kom i skole, så jeg begyndte på Søndermarksskolen, dér kom min bror også ned." "Du har en bror? - er han også en rigtig frederiksberger?" "Nej, mine forældre flyttede senere til Amager, og dér blev han hængende, og for nogle år siden flyttede han til Jylland." "Han har måske fået arbejde dér?" "Nej, han er gået på pension." "Hva' lavede han før?" "Han gik med aviser." "Morgenaviser? - ku' han leve af det?" "Han boede på lejede værelser, og senere fik han en lille ejerlejlighed." "Så har han altså aldrig stiftet familie?" "Nej." Jeg kunne mærke at han ikke var begejstret for at tale om denne bror, men omtåget som jeg var, fortsatte jeg: "Han fik måske aldrig nogen uddannelse?" "Joh, han gik på noget kursus og kom på universitetet, men han tog aldrig nogen eksamen." "Hvorfor lige Jylland?" "Det er vel tilfældigt. Han ville så langt væk fra mennesker som det er muligt at komme. Han har hverken radio eller fjernsyn. Han lever i fortiden." Jeg kunne mærke irritation da han sagde dette, så jeg drejede samtalen et andet sted hen, for ikke at virke nysgerrig.

Min søsters mand er læge med speciale i børnepsykiatri. Han er, ligesom alle andre læger, ramt af den sygdom at han ser sygdom allevegne. Da jeg fortalte ham det min moster havde genopfrisket og om mødet med den yngste af disse brødre, var hans reaktion, at alt er lige efter bogen: "Tænk hvad disse hjem koster samfundet, og stadigvæk den dag idag er vi forsigtige med at gribe ind, fordi vi ikke véd hvad vi skal stille op." "I dette tilfælde har det da ikke kostet samfundet noget, begge brødrene har jo arbejdet hele livet," sagde jeg. "Ja, men den ældste har levet på eksistensminimum, så han har aldrig betalt en øre i skat, og denne springen op og ned ad trapper har sikkert givet ham et jernhelbred, så han kan leve i tredive år endnu, men han har ikke betalt for det. Desuden syvdobler ensomhed risikoen for udvikling af demens - han kan blive en dyr fornøjelse. Og hvordan tror du at han har haft det? - og har det lige nu? Alt det som gør livet værd at leve - familie og venner - det har været fraværende i hans liv. Han har aldrig haft noget med kvinder at gøre, og han har ikke fået en smule erstatning i form af porno, for han har ikke fjernsyn, og heller ikke internet eftersom han jo lever i fortiden. Hva' fanden bestiller han? Går rundt på landevejene i deprimeret tilstand? Sikkert om natten, for han kan vel ikke lave om på sin døgnrytme - og så ser folk ham jo ikke - og snakker om ham. Men hans bror ringer til ham, for at få sin egen succes bekræftet. Du siger du mærkede tegn på skam og irritation fra broderens side. Han må høre for sine særheder, og broderens kone bruger ham vel som skræmmebillede når de er oppe at skændes: "Du er lissom din bror!" Den yngre bror har sikkert set sine forældre i den ældre, for den ældste har garanteret båret videre på deres dårligdomme. Den yngste burde være ham taknemlig, for han har virket som stødpude. Hvis han ikke havde været der, så var det broderen der var gået i hundene. Men så langt tænker han vel ikke. Men tro ikke at den yngste er sluppet uskadt, du beskriver ham som helt normal, på mig virker det som om at han er unormalt normal." "Ja," siger jeg, "og også han vil ende som dement, for pårørende til demente bliver ofte selv demente, så plejepersonalet må vel også blive smittet. Men sig mig, hvad skulle der have været gjort dengang? - hvad ville du have gjort?" "Jeg ville have fået den ældste og mest skadede af disse børn fjernet fra hjemmet. Denne kvinde kunne ikke overkomme at have to børn, og desuden ville de jo i så fald ophøre med at slås. Men det skulle ikke hedde sig at det var en tvangsfjernelse, det skulle foreslås at den ældste midlertidigt boede hos noget nær familie, for eksempel en moster og onkel."

Jeg havde ventet alt dette. "Det er det sædvanlige med dig," sagde jeg, "du ser sygdom allevegne og du generaliserer. Den ene bror aner vi ikke ret meget om, og hvis der er noget galt med den anden, så er der da noget galt med alle i denne verden. Men nu er vi inde på den sædvanlige diskussion. Du har levet det konforme liv som de fleste lever, arbejdet evig og altid, så derfor har du ikke haft tid til at tænke, og det er jo vejen til en stor vennekreds. Og har man ikke haft denne strikse orden i opvækst og studier og arbejde, så er man ikke modtagelig for livets sande værdier." "Ja," svarede min svoger, "og nu begynder du igen med at det i virkeligheden er lige omvendt. At det rigtige liv er det liv de rigtige mennesker lever - de betydningsfulde - dem som er et tab for menneskeheden når de kreperer. Eller i det mindste må man være interessant, hvilket forudsætter at man har haft en interessant barndom. Din ulykke kommer fra den harmoni der herskede i jeres hjem, det er den der er skyld i at der aldrig er kommet noget videre originalt ud af din forskning. Men det du ønsker er noget som du ikke har meget begreb om. Du er skabende, siger du, fordi du har skrevet afhandlinger, men alt hvad du har udført er klarlæggelse af noget foreliggende. Enhver der har tilegnet sig den nødvendige viden, kunne gøre det efter. Du har aldrig nogensinde talt om at du har tænkt i helt nye baner, og at du har haft tilhængere og modstandere - så man må gå ud fra at det ikke har været tilfældet. Og det kan du være taknemlig for. Af alle de mennesker som tænker i nye baner, tænker de fleste forkert - de sidder og ømmer sig på deres gamle dage. Og så er der de mennesker som er interessante, men som ingenting udretter - de er ikke andet end bare interessante - på samme måde som de sære dyr i zoologisk have. Du føler at der har manglet noget i dit liv - og du har aldrig kunnet få det indført - så det mindste du kan gøre er at vise alle og enhver at du selv kan se din mangel. Så når et af de rigtige mennesker træder frem for dig, så er du straks forpligtet til at tale positivt. Men der har aldrig været et eneste af dem i din egen omgangskreds, for havde der været det, så havde du observeret at de evigt slås med problemer - de kan ikke koncentrere sig om livet - de er uden kendskab til de øjeblikke hvor man rigtig nyder livet og ønsker at tiden ville stå stille."

"Ja," svarede jeg, "vi kan diskutere i al evighed om hvilke mennesker som bør kaldes de mest lykkelige. Men for nu at vende tilbage til de to brødre, den ældste af dem er helt gået i opløsning, ka' du sige med sikkerhed, men der må da være lidt gods i ham, siden han har ønsket at skåne sine medmennesker - de mislykkede plejer jo ellers at klamre sig til andre og være til så meget besvær som muligt. Den yngste mener du også at der er noget galt med, hans normalitet er ét stort skuespil." "Ja, jeg ville undersøge ham lidt nøjere. Forudsat der er en smule hold i det Lise siger. Du siger, at deres far led under at han ikke havde den uddannelse og position som forventedes i hans familie, sådanne mindreværdsfølelser registrerer børn meget tidligt..." "Og de forplanter sig lige lukt til børnene," afbrød jeg. "Ja. I barndommen indpodes vi nogle grundlæggende forventninger til livet, og de ændres ikke. Vi kan godt leve på én måde og drømme om noget andet og alligevel være tilfredse, nemlig hvis vi bidrager til at vore børn får mulighed for at få drømmen opfyldt. En far der er fattig og dårligt uddannet, kan gøre det til en livsopgave at bringe sine børn videre. På den måde kan han få en smule belønning - blive beundret og føle en vis lykke - fordi den indsats han yder, er i god overensstemmelse med hans forventninger til den ideale far. Men man kan ikke forestille sig, at en dårligt uddannet mand arbejder på at gøre sine børn bedre uddannede, hvis han ikke får nogen belønning. Hvis han er mere optaget af folks dom over sig selv end af deres dom over sine børn, eller hvis han måske ligefrem vil lide under at hans børn bliver klogere end ham selv og nok en dag vil komme til at se ned på ham. Det har garanteret været sådan med disse brødres far - ham nazisten - han har garanteret modarbejdet dem - den ældste mere end den yngste. Han har kun tænkt på at hævde sig selv - var der ikke noget med at han var begyndt på et kursus, så han kunne blive flipproletar? Og det hele var forværret af det nederlag han havde oplevet i forbindelse med nazismens fallit. Han var blevet desillusioneret - han havde garanteret stemt konservativt, og hadet de partier der kunne give ham og hans børn bedre levevilkår. Det er ærgerligt at den ældste af disse brødre er uden for rækkevidde, men prøv du at kigge den yngste lidt efter i sømmene. Har han børn, forresten?"

Jeg svarede at jeg ikke regnede med det, men jeg vidste det jo ikke. Min læge-svoger ser ligesom alle andre eksperter kun generelle årsagssammenhænge, og det er ud fra dem han handler. På grund af det konforme liv han lever, forstår han ikke afvigende mennesker. Jeg kan ikke udtale mig om de behandlinger han har sat i værk, og de råd han har givet forældre, for jeg kender ikke de konkrete tilfælde - han taler ikke så meget om det - han har jo også tavshedspligt. Med sin fornuft kan han sikkert godt regne ud, at man engang vil være forfærdet over hans opfattelser og råd og behandlinger. Der begås jo mange lægefejl, og vi oprøres over fortidens behandling af syge - selv det der foregik for et par årtier siden. Men han kan sikkert ikke forestille sig, på hvilken måde noget han selv har gjort, kunne blive anset for en alvorlig fejl - han ville bagatellisere det. Han lever i nuet, fremtidens dom interesserer ham ikke. Engang bragte jeg ham i en slem knibe, da vi var sammen med hans børn og børnebørn. Hans børn er ikke skadet, de har overtaget hans eget konforme liv og er ligeså tilfredse som han selv er. Men hvad med hans børnebørn? De lever et liv som han ikke forstår ret meget af, og de kunne jo egentlig godt være alvorligt skadede. Men da de tilsyneladende stortrives og er velopdragne og i fuld gang med at blive veluddannede, så kan han ikke angribe dem. Men hvor er disse unge mennesker egentlig på vej hen, spurgte jeg ham. De er stærkt påvirkede af kulturfænomener som har fået en gennemgribende betydning, men som er resultat af en forceret udvikling. Er det helt utænkeligt, spurgte jeg, at der engang vil opstå en reaktion imod den kurs kulturen har fulgt i de seneste årtier, og at de der er unge idag, som gamle vil undskylde og beklage? - sige at de var forført? Og at de vil rette anklage imod dem som forførte dem? Det var ikke helt utænkeligt, måtte min svoger indrømme. Han kunne tåget ane nogle ting, men han kunne ikke nærmere sætte ord på den kritik man kunne forestille sig.

"Du og Birthe," sagde jeg, "har jo været eksemplariske forældre - det manglede da også bare, med den megen lærdom I har om børneopdragelse. I fulgte med i alt, og dirigerede kursen en anden vej, når det var nødvendigt, og man har sjældent set forældre og børn tale så åbent sammen som i jeres familie. Men jeg har ikke helt indtryk af at dine børn har været ligeså ansvarlige forældre som Birthe og dig. De unges verden er jo ikke mere umiddelbart synlig for andre - ja hvor er deres verden egentlig? - på harddiske spredt over hele jordkloden? Hvor er vores verden, vil du sige, den er i bugnende bogreoler og i pladesamlinger og i dynger med avisudklip. Men vores verden er da synlig for enhver. Når fremmede træder ind i vores hjem, så får de straks en masse oplysning om os. Ja indretningen af vores hjem har i høj grad været dikteret af at vi ønskede at folk skulle se hvem vi er. Om 90% af vores bøger kan vi sige med sikkerhed at de aldrig mere vil blive åbnet, men de skal blive stående, de er vores identitet, og når vi kommer på plejehjem, er det et ubærligt tab for os at skille os af med dem. For de unge har de synlige ting ingen betydning, men de er ekstremt optaget af selv at være synlige - i deres usynlige verden. De er offentligt tilstedeværende konstant, forstår jeg. For os er det offentlige liv noget vi forbereder os til og gør os umage med, og vi drømmer om at efterlade os noget bevaringsværdigt. For de unge har fejl ingen større betydning, for det er hurtigt glemt og kan gøres om, og det de skaber er kun til umiddelbar konsumering, ligesom journalisternes skriverier. Vi vil jo allesammen gerne efterlade os spor i verden, men for os er det en større ære at fremtiden end at nutiden beskæftiger sig med os. Da vi var unge, kunne vi trygt investere i fremtiden. Vor tids unge aner ikke hvor de er henne om ti år. De har ingen fremtid, og de har heller ingen fortid. Deres fortid vil kun eksistere i deres erindring - for de vil næppe tage kopier af deres offentlige liv - det er vel ikke en gang muligt. Med mine bøger forholder det sig ganske anderledes. De har bidraget til at forme mig. Og en bog var et kunstværk, noget man gjorde sig umage med, der skulle utallige gennemskrivninger og redigering og korrekturlæsning til førend den gik i trykken. Vores bøger er værd at have stående fremme, der er minder knyttet til dem, synet af dem fylder mig med glæde. Jeg regner med at du har det på samme måde med dine bøger. Men er de unge igang med at opbygge noget lignende? Du og jeg må indrømme, at vi ikke forstår et muk af deres verden, og vi gør måske klogest i at gå ud fra at verden nok fortsætter med at bestå, selvom vi ikke forstår den. Men hvad hvis det viste sig at den udvikling vi ser nu, fører frem til en ulykke. Jeg siger bare, hvad hvis noget sådant skete? Er det ikke på tide at vi gør os fri af den opfattelse, at man kun kan advare og fordømme når der finder korporlige overgreb sted? Jeg tænker af og til, at nazisternes forbrydelser har været en dobbelt ulykke: dengang alle de mennesker det gik udover og senerehen dette, at det er kommet til at blænde for andre former for ulykke - at vores syn på de former for ulykke som ikke har med forfølgelse og terror at gøre, er blevet svækket. Der skal meget til førend vi tager noget alvorligt. Tag for eksempel præstationsræset der ødelægger de unges liv, men de bliver jo ikke lemlæstet fysisk, så derfor gør vi ingenting. De skal begå selvmord, altså dø, førend politikerne ville vågne op." "Og jeg," svarede min svoger, "er en af dem med et svækket syn. Men dit eget syn er da heller ikke særlig skarpt, du stiller spørgsmål, men du kommer ikke med nogen tankevækkende svar. Men du er undskyldt, for du har kun haft med infusionsdyr og flagellanter at gøre - med deres fimrehår og svingtråde - og jeres Barbie-dukke traskede lige i jeres fodspor med sine lange gummistøvler. Men jeg er ikke undskyldt. Morten, det er fint at vi har de intellektuelle, hvis levebrød det er at stille finurlige spørgsmål, men jeg er som sagt ikke forudbestemt til udødelighed. Og hvormange af de intellektuelle opnår mon udødelighed? - og af hvilken grund? Mon ikke det i de fleste tilfælde vil blive for deres fejltagelser? Ligesom det ville gå mig, hvis nogen skulle finde på at kulegrave mit virke."

I den følgende tid kunne jeg ikke lade være med at tænke på de to brødre. Min moster fortalte flere ting hun kom i tanke om. De flyttede til den nyopførte ejendom på Roskildevej, men flyttede igen efter et par måneder. Og noget ganske interessant: Efter at de var flyttet fra Gustav Johannsens Vej, flyttede et ægtepar med tre børn ind i deres lejlighed, og min moster mødte af og til kvinden. Hun sagde, at de også kom fra Flintholm Allé og at de tit havde set den familie der havde boet i deres nye lejlighed. Senere da dette ægtepars børn var flyttet hjemmefra, flyttede de selv til højhusene på Roskildevej, og en dag mødte min moster kvinden, efter ikke at have set hende i tredive år. Hun fortalte, at hendes datter i nogle år var kommet sammen med den ældste af brødrene fra Gustav Johannsens Vej, men at datteren for nylig havde gjort det forbi - hun var åndelig og det var han ikke - og at hun, altså datterens moder, havde modtaget et ubehageligt brev fra denne mand.

Jeg kunne tænke mig at møde den yngste af brødrene igen, men hvordan? Jeg så jo ikke Flemming ret tit, og der kunne ikke være nogen anledning til at tale om hans venner, udover at bede ham hilse og takke for en herlig aften. Jeg var nødt til at lade der gå en god tid, men på den anden side: jeg var jo den aften kommet for at besøge ham, og han og jeg fik slet ikke snakket sammen, så jeg kunne jo straks gentage mit besøg. Vi sad og sludrede over en øl, og da man kunne se lige ind ad hans venners vinduer på den anden side af gaden, og da de ikke så ud til at foretage sig noget særligt, så greb Flemming telefonen og foreslog at de kom over en tur. De kom, og jeg takkede for den hyggelige aften. Den yngste af brødrene var ganske den samme som sidst. Han virkede som om han altid var i godt humør, og hans kone virkede på samme måde. De så ud til at have det godt sammen. Jeg spurgte broderen, hvad han havde foretaget sig før han fik arbejde på plejehjemmet. Han var "ikke andet end bilmekaniker", og så havde han gået på forskellige kurser. Han havde helst undværet mit spørgsmål. Han fortalte, at hans arbejde på plejehjemmet mest bestod i at sætte andre i arbejde og at kunne tilkaldes på alle tider af døgnet, og at han mest havde med det EDB-mæssige at gøre. "Ja, jeg så nogle computerbøger hos dig," sagde jeg, "jeg begriber ikke at nogen kan fatte et computerprogram." "Det gør jeg heller ikke, men det jeg laver til plejehjemmet er nogenlunde til at finde ud af, det er mest sådan noget med database, og gamle mennesker har ikke så mange data, men vi skulle jo gerne kunne fortælle dem deres fødselsdato, hvis de skulle finde på at spørge." Han selv og vi andre grinede. Vi talte om alt muligt, jeg undgik at tale om mit akademiske liv og Flemming gjorde det samme. Broderen havde lutter gode meninger, og hans kone sagde på et tidspunkt om ham at "han er godheden selv". Men jeg kunne ikke frigøre mig fra en følelse af, at han gerne ville være afholdt af mennesker og derfor gav dem ret i alt hvad de sagde. Jeg kom hele tiden til at tænke på min svogers ytring: "Han er unormalt normal." Han virkede totalt frigjort fra laster. Han tog imod en cigaret da Flemming bød. Hans kone sagde: "Han plejer ellers først at få sin daglige cigaret lige inden han går i seng, men der er jo heller ikke så længe til." Ham være konen utro? Utænkeligt. Onanere til en pornofilm? Utænkeligt. Politisk, dengang man skulle være politisk? Utænkeligt. Et vredt læserbrev? Utænkeligt. Dramatiske begivenheder siden alt det i barndomshjemmet? Næppe. En skilsmisse engang? Måske, men den nuværende kone havde han da haft i tredive år. Og han havde været mindst ligeså mange år på plejehjemmet, utænkeligt at han begyndte på noget andet. Vi kom til at tale om bøger og film. Han fortalte at han var ved at læse "Yacoubians Hus" af en eller anden ægyptisk forfatter - han var næsten færdig. "Den har jeg tænkt mig at læse," sagde jeg, "den er rigtig god, ikke?" Han svarede ja og virkede som om der var noget han ikke lige kunne komme i tanke om, men jeg var velkommen til at låne den, kom bare forbi en dag i næste uge.

Jeg er måske lidt smålig, men jeg kunne ikke lade være med at tænke: denne mand er steget tilvejrs uden at have rørt en finger. I sin ungdom lå han og rodede under folks biler, det mest udmygende arbejde man kan forestille sig, idag ligner han en overlæge. Han har næppe taget eksamener siden folkeskolen, så han har ikke haft studiegæld, og med sine tilkaldevagter har han sikkert tjent det dobbelte af os andre. Hvad hvis han var født dengang hans far blev født? Garanteret hverken nazist eller modstandsmand. Et menneske af den slags der pligtopfyldende holder maskineriet igang. Trives han egentlig rigtig godt, hvilket man skulle forvente? Nej. Er der en grund til det? Ja. Det var min konklusion - sådan måtte det være, min svogers sygdom havde smittet mig. Der var ikke nogen grund til at beskæftige sig mere med den yngste af brødrene, men jeg fik lyst til at opsøge den ældste. Derfor kom jeg efter bogen. Jeg havde ringet i forvejen at jeg lige kom forbi. De var begge hjemme. Det var konen der lukkede op, hun skulle lige ind hos naboen, deres børn var alene hjemme, jeg kunne bare gå ind i stuen. Da jeg kiggede ud ad vinduet, kom jeg i tanke om at Flemming kunne se mig hvis han var hjemme, så jeg skyndte mig væk. Døren til køkkenet stod på klem, der var klirren med porcelæn og "Manden uden Egenskaber" talte i telefon. Denne gang lød hans stemme helt anderledes, det lød som et regulært skænderi. Jeg kunne kun opfange stumper: "selvfølgelig ka' det da bruges til noget, hvorfor har man ellers lavet det?", "ja, men det er jo heller ikke til dig det er lavet - du er jo professor - jeg er kun en arbejder - en lemming", "der ska' måske ligefrem være forbud?", "og hva' så, ka' du ikke være ligeglad?", "hva' har det med sagen at gøre?", "nu begynder du på noget helt andet", "du ku' jo sætte dig lidt ind i tingene", "det hele kører rundt for dig", "du er fuldstændig syg", "nu begynder du igen", "du er syg, siger jeg", "du er syg!" Så hørte man ikke mere, den ene eller den anden afbrød vel. Da han kom ind i stuen med kopper, virkede han overrasket over at jeg var der, hilste, men virkede irritabel. Lige samtidig kom konen. "Var det Gert," spurgte hun, "En idiot," mumlede han. Hun grinede og henvendte sig til mig: "Jeg har læst lidt i bogen, det er ikke noget for mig, så du må godt beholde den. Vi er lige ved kaffen." "Hvad har du imod bogen," spurgte jeg hende. "Det er for uappetitligt - svindel, vold, tortur, bøsser. Vi har været i Cairo, og der foregår da sikkert sådanne ting, men man får det indtryk at hele samfundet er gennemfordærvet. Det er helt ude af proportion med virkeligheden." "Det er sjovt med bøger," sagde jeg, "på det område er vi alle forskellige, i modsætning til for eksempel musik, hvor hele salen kan være enig. Det har vel at gøre med at vi allesammen - når det kommer til stykket - er meget forskellige - og at vi søger efter identifikation." "Jeg ka' ikke identificere mig med nogen person i den bog," sagde hun. Jeg svarede at det ikke nødvendigvis er med personer i bogen, nutildags er det oftest forfatteren man identificerer sig med - han skaber måske opmærksomhed om noget og man kan beundre måden han gør det på. "Den forfatters indsats kan jeg virkelig ikke beundre! - bogen er skrevet for at provokere, så den kan gi' berømmelse og penge! - og det er jo virkelig også lykkedes for ham!" Manden uden Egenskaber sagde: "Det er rigtigt at bogen er ensidig, men det er da noget der foregår. Og der foregår da virkelig noget i bogen. Jeg kan godt lide romaner man kan lære noget af - om forholdene i andre lande. Vi rejser jo en del." Han virkede lidt uopmærksom, tænkte måske om jeg havde hørt samtalen, og så buser hun ud med at det var hans bror. Han gik ud efter kaffen. Konen fortalte at de skulle til Brasilien i år, der har de aldrig været. Der blev snakket frem og tilbage om rejser, jeg fortalte, at min kone og jeg foretrak Danmark, men vi var jo også gamle. Jeg så at der blev lys ovre hos Flemming. Jeg sagde at jeg lige havde noget jeg skulle tale med ham om, jeg takkede for bogen og sagde at vi jo nok ses en anden gang. Da jeg låste cyklen op, tænkte jeg at de måske kiggede ud ad vinduet, men så så jeg en døgnkiosk lige ved siden af Flemmings opgang, dér gik jeg over. På hjemvejen besluttede jeg at der skulle gøres alvor af den idé jeg havde fået: at opsøge den syge bror. Han var måske værd at studere, og så havde jeg noget at fortælle min moster og min svoger. Men min kone skulle ikke vide noget, ikke før jeg havde truffet broderen.

Jeg slog deres navn op i "De gule sider", der var ikke mange, to i Jylland, den ene i en større by og den anden i et øde område oppe ved Limfjorden, og han hed Gert. Det var en mindre cykeltur fra øen Fur. Jeg ville foreslå min kone at vi holdt ferie på Fur i år, jeg har været der engang, det er et pragtfuldt sted. Min kone var med på det med ferie på Fur. Der var en måned til at man kunne begynde at holde sommerferie. Vi gav os til at kigge efter et hus. Vi har ingen bil, vi cykler. Når vi skal langt, har vi cyklerne med i toget eller bussen.

Vi var der ved middagstid. Huset kunne ikke være bedre, i udkanten af et sommerhusområde og med en strålende udsigt ned over den sydlige del af øen - Salling i baggrunden. Med min kikkert kunne jeg se en hvid gård dér hvor broderen skulle bo. Først på aftenen cyklede vi en lang tur, næsten hele øen rundt. Herefter ville vi tage det stille og roligt, gå eller cykle småture. Min kone cykler ikke så langt mere, hun var nok ikke i humør til cykling næste dag. Jeg sagde næste dag at jeg kunne tænke mig at cykle en længere tur, ned igennem Salling - måske til Glyngøre. Hun havde en masse bøger med.

***

Broderen boede virkelig på et ensomt sted, langt inde på en grusvej, der var kornmarker og eng og skov. Det var et nedlagt landbrug, enkelt og velholdt, en masse gamle landbrugsredskaber stående langs gårdspladsens vægge, men ikke det mindste tegn på udendørs aktivitet, såsom havearbejde. Hoveddøren stod helt åben, der lå et tæppe i åbningen, og fra det sprang en kat da jeg kom. Der var flere kattetallerkener og også en stegepande, og der lå en masse ribben. Jeg trykkede på ringeklokken, der skete ikke noget. Så gik jeg ind, bankede på hoveddøren og råbte: "Hallo." "Ja," blev der svaret fra højre side for enden af en lang gang. En dør med glasrude blev åbnet og en skikkelse der lignede broderen en del kom til syne. Jeg præsenterede mig og fortalte at jeg holdt ferie her i nærheden sammen med min kone og at vi var fra København og at vi havde en ven dér hvor hans bror og svigerinde bor og at vi også har kommet lidt sammen med dem. "Ja, men så kald på din kone, jeg skal lige lukke ned for det her." "Min kone er ikke med, hun var lidt træt, vi har lejet et hus på Fur, vi kom i går - men du skal da ikke slukke comp... - orv, hun er flot - øh hvad er det der foregår?"

   — Jeg er ved at skrive en bog om billedkomprimering. Du véd måske at man har forskellige metoder så man kan få billederne i en computer til at fylde tredive gange så lidt. Til bogen skal høre nogle programmer så man kan lave sære eksperimenter. Jeg har opfundet en anden måde at komprimere på, som er meget enklere at forklare og som komprimerer næsten ligeså godt. Og når man sådan skal sidde og glo billeder, så vælger man selvfølgelig noget der ka' stimulere lidt.

   — Ja, det er da rigtigt.

   — Det venstre billede her er lavet med min metode - det er ret hårdt komprimeret - og det højre er det originale.

   — Er de ikke præcis éns?

   — Nej, hvis man forstørrer op kan man se forskelle. Men jeg må ha' en pause nu, og det er ikke så tit der kommer fremmede her. I har vel ikke cyklet helt fra København?

   — Nej, dog ikke, vi havde cyklerne med i toget og bussen.

   — Man kan vel ikke en gang cykle en sådan tur mere, jeg gjorde det i mine unge dage. Min bror og hans kæreste har flere gange taget toget til Jylland og cyklet hele Jylland igennem.

   — Du cykler vel også ture her, der er jo ingen trafik og mange skønne steder.

   — Nej, jeg cykler kun til købmanden og tilbage igen. Der er ikke noget her der er værd at se, dansk natur er ødelagt af madindustri og vindmøller, men Fur er et enestående sted. Jeg har været der et par gange med min bror. Måske vi kunne arrangere en udflugt.

   — Ja meget gerne, det vil glæde min kone. Men sikke en sjov stue, sikke mange gamle ting.

   — Jeg kalder den min skolestue, jeg er her kun om sommeren, der er ingen varme. Nogle af tingene var her da jeg købte huset - alle redskaberne - men det meste er købt hos antikvitetshandlere og på loppemarkeder. Det er ikke noget værd, men jeg elsker sådanne ting som kan fortælle en historie.

   — Ja, her er en gammel skolepult med en masse bøger. Hva' står der: "Praktisk Regnebog til brug i Almueskoler", 1824, og her "Børnenes Læsebog", hvorgammel ka' den være?

   — La' mig se. Jo her er romertal, 1934, er den ikke ældre? Nåh, det er også 12. udgave. Bagest er en sang kaldet Danmark: "Jeg ved, hvor der findes en Have saa skøn", der står ikke forfatter, men det var jo Mads Hansen - den var sikkert lige skrevet da 1. udgave kom. Jeg elsker den melodi af Schulz.

   — Ja, den er frisk og køn, og her... - hva' var det nu man kaldte de tavler?

   — Det var anskuelsesbilleder.

   — Er de ikke svære at få fat i?

   — Jo, men det vidste vores lokale antikvitetshandler ikke - jeg gav tredive kroner for alle seks.

   — Haha. Og dér er en brudekiste, hva' står der: 1824.

   — Man kan jo ikke kalde den velholdt, men jeg gør ikke noget ved tingene.

   — Nej, det ville da være synd. Der ligger nogle dokumenter her med lak og segl - de ser gamle ud.

   — De ser gamle ud fordi de skal se gamle ud - de har været varmet godt op og brændt i kanten. Det er lykønskninger fra mig til min mor på "Mors Dag" i 1947 og 48 - skrevet på rimede vers - og skrevet af min far selvfølgelig - altså hede kærestebreve.

   — Det må jeg nok sige. Der er en dejlig duft her.

   — Ja, det er den der er mest værd. Jeg er lidt nervøs for gulvtæppet - det er meget slidt og kan ikke udskiftes.

   — Og her er en ordentlig samling klassiske plader, tillad mig at bladre lidt - ja, der er guf - Bruchs og Mendelsohns violinkoncerter med Menuhin - og Brahms' violinkoncert, også Mehuhin - og Furtwängler - og Beethovens to romancer. Du har en særlig forkærlighed for violinen? - ja, der hænger jo en violin dér.

   — Ja, jeg gik til spil som barn, men det blev ikke til noget videre. Jeg ærgrer mig lidt, men jeg havde dengang den opfattelse at man må vælge, og at man skal bruge al sin tid på det man har valgt.

   — Og du valgte?

   — Matematik.

   — Der er da ingen matematik her - joh, der er nogle reoler med matematik.

   — Ja, men det er gammelt og elementært - og udrangeret - matematikken er i et andet værelse - vi kan gå derind. Forresten, det var ikke matematik jeg begyndte med, det var en gren af fysikken: hydro- og aerodynamik. Mine bøger fra den tid er i de to reoler derovre.

   — De ser fornemme ud - hva' står der: "Theoretical Hydrodynamics".

   — Hvis du havde mødt mig da jeg var 16-18 år og spurgt hvad jeg interesserer mig for, så havde jeg svaret teoretisk hydrodynamik.

   — Jeg ville ikke have undret mig ligeså meget som andre, hvis jeg var blevet stillet det samme spørgsmål i den alder, så havde jeg svaret mosemikroorganismer.

   — Du blev måske ferskvandsbiolog?

   — Ja, jeg har været universitetslærer.

   — Så må du have kendt Brøndsted?

   — Ja selvfølgelig, helt fra første dag. Han var min lærer i almen zoologi, og senere blev han min vejleder.

   — Så har du altså rigtigt være ude med fiskenet og syltetøjsglas og mikroskop og håndbøger.

   — Ja - og min kone. Vi mødte hinanden under studiet.

   — Samme speciale?

   — Ja og nej, hun valgte noget andet - bakteriologi - og blev gymnasielærer. Jeg specialiserede mig i den organiske kemi.

   — Ja, jeg kan vist dårlig huske reaktionsskemaerne for assimilation og dissimilation. Kemi har altid været min dårlige samvittighed - jeg genopfrisker det af og til, men glemmer det ligeså hurtigt igen. Det blev betragtet som et kedeligt fag, men senere har jeg syntes at det er ganske interessant - der er jo logik i det - det var lærebøgerne der var kedelige.

   — Det er jeg helt enig i. Vores datter blev også biologilærer - så vi har alle tre været på ekskursioner.

   — Ja, det er sådan man skal opleve naturen, man skal have en hensigt med at komme der. Jeg kender ikke så meget til dit fag, faktisk slet ingenting. Jo forresten, som barn fik jeg et stort mikroskop i julegave af min far - i trækasse og med udskiftelige objektiver - og den følgende sommer legede jeg ferskvandsbiolog. Jeg studerede blandt andet syklapser.

   — Syklapser, haaahaha, hva' er det? Dem har jeg aldrig hørt om!

   — Da jeg stod ved Utterslev Mose med mit syltetøjsglas, kom to herrer hen og spurgte hvad det var, det vidste jeg ikke, men den ene af herrerne fortalte mig at det var syklapser, og det fortalte jeg til alle mennesker. Jeg husker dem tydeligt, de så morsomme ud - to store udvækster på bagkroppen.

   — Det har garanteret været akadroler

   — Nå, så blev man så klog - men jeg agter nu fortsat at kalde dem syklapser, jeg har allerede glemt hvad du kalder dem, og hvis du gentager det, så har jeg glemt det i morgen.

   — Haha.

   — Grunden til at jeg spørger om Brøndsted, er at jeg har læst hans erindringer. Den bog er så klog og fængslende at jeg nok var blevet ferskvandsbiolog, hvis den var skrevet nogle årtier før og jeg havde læst den. Du kan sikkert godt forstå hvorfor den bog måtte begejstre et menneske som mig.

   — Ja, det kan jeg godt forstå, han var den fødte videnskabsmand. Det er en særdeles værdifuld erindringsbog - og jeg kender jo en del til personerne og lokaliteterne. Han var virkelig et enestående menneske.

   — Jeg læste bogen fordi jeg måtte vide noget om dette menneske, som havde spøgt i min erindring siden jeg var helt ung. Selve emnet for hans TV-foredrag - "Hvad er liv", hed serien vist - interesserede mig vel ikke specielt - jeg har vel været 15-16 år og i fuld gang med de bøger dér. Men det var det at han kom ind på alle mulige emner - videnskab og religion og etik og samfundsproblemer. Jeg husker ikke noget af det - og forstod det vel heller ikke - men jeg var dybt imponeret af denne klogskab. Senerehen forstod jeg at mange religiøse var forargede - han sagde: "Man skal ikke tro, man skal vide!" Men kan man ikke sige, at han dengang stod for den officielle sandhed, når det gjaldt de store spørgsmål og problemerne i verden?

   — Jo. Der var dengang nogle toneangivende åndskæmper - de havde ofte en naturvidenskabelig baggrund - for eksempel Niels Bohr. Men det var jo i høj grad progressive programmedarbejdere ved radio og TV som fandt frem til dem der var noget værd, ja måske ligefrem skolede dem. Brøndsted var en af de allerførste foredragsholdere i TV. Der var så få der havde TV, at man bad ham invitere familie og venner med, så de kunne sidde og se på studiets skærm, så han ikke følte at han bare talte ud i den blå luft. Han var begejstret for dette vidunder. Han var halvfjerds år da han blev "TV-stjerne", som aviserne skrev, og det prædikat brød han sig ikke om: "at blive klassificeret med pop-sangerinder," som han sagde. Men sig mig, det mikroskop du fik, det må have været dyrt, og de bøger her må da også have kostet en formue. Din far må have tjent godt.

   — Nej, min far var håndværker, men han tjente vist nogenlunde - for jeg opfattede os som rige - i forhold til vores kammerater - vi manglede ikke noget. Men sandheden var jo nok at mine forældre forstod at økonomisere. Min far led af bog-købe-mani, og den sygdom gik i arv til mig. Men mine bøger var mere specialiserede og dyrere end hans. Han var både stolt og rasende. Jeg ruinerede ham: "han køber dyre bøger," sagde han til folk. Tag for eksempel denneher - oversat fra russisk til engelsk.

   — La' mig se - ja den er lækker - "Two-dimensional Problems in Hydrodynamics and Aerodynamics". Bevar mig vel, kunne du tyde de formler?

   — Ja, men som du ka' se, har der ikke været læst meget i den. Den blev købt fordi den var avanceret og dyr - altså et statussymbol. Jeg gav 140 kr. for den, på hjemvejen rystede jeg så jeg var ved at falde af cyklen.

   — Haha, det tror pokker. Men hvilken boghandel? Kom den ikke fra udlandet?

   — Nej, dengang var der flere videnskabelige boghandlere i København. De fleste her er fra Gjellerups Tekniske Boghandel i Sølvgade.

   — Ja, dér kom jeg meget. Men havde de så avacerede matematikbøger?

   — Dengang forestillede jeg mig at man kunne gå lige ind fra gaden og få hvad man ønskede, senere fandt jeg selvfølgelig ud af at videnskaberne er langt større - det var kun de mere almene bøger de havde i reolerne. Men der var flere steder hvor man kunne få matematik- og fysikbøger på universitets-niveau. De fleste af bøgerne i reolen derovre er fra Arnold Busck ved Rundetårn - de havde en videnskabelig afdeling i kælderen.

   — Virkelig? "Aerodynamic Theory" i 2-4-6 bind. Kunne man købe sådanne bøger lige ved Rundetårn?

   — Ja. Det var åbenbart almindeligt dengang at folk havde sådanne interesser. Jeg forestillede mig at alle der havde en højere uddannelse, dyrkede deres fag i fritiden, dér kunne de jo rigtigt studere de spændende ting. De bøger her henvender sig til flyingeniører, men en sådan industri havde vi jo ikke i Danmark, det var en fritidsinteresse.

   — Jamen hvordan kom du på den interesse?

   — Jeg byggede modelfly som barn, og teorien begyndte at interessere mig. Men det var ikke noget der havde format til at man kunne studere det resten af livet, jeg måtte videre, og så begynde jeg på et systematisk matematikstudium.

   — Men din far havde ingen videregående uddannelse?

   — Nej, han læste til arkitekt i Hamborg, men så brød krigen ud. Jeg véd ikke hvad der skete. Hans far var antikvitetshandler, og min far elskede fornemme møbler, så blev han møbelpolstrer. Men han var ulykkelig over ikke at være blevet til mere. Iøvrigt var han handicappet - lam i benene - han gik med skinner. Han havde svært ved at håndtere de tunge møbler, så han begyndte at lære teknisk tegning. Han elskede tekniske tegninger - de kan jo også være virkelig smukke - bygninger, broer, maskiner. Han anskaffede sig alt hvad han kunne opdrive af bøger om teknisk tegning - og om geometriske konstruktioner. Han havde måske tusind bøger om de emner.

   — Det er altså fra ham du har interessen for matematik?

   — Ja, ihvertfald interessen for interesser. Men der var ikke meget fællesskab omkring matematikken - kun en kort tid. For det gik op for ham at jeg hurtigt ville overhale ham. Jeg mener nærmest at han modarbejdede mig. Alligevel var han stolt. Når der kom fremmede, blev de vist ind på mit værelse og skulle se mine bøger - han havde tilsyneladende undersøgt hvor de mest indviklede formler var at finde.

   — Men du siger at du overvejede musikken, hvor kom den interesse fra?

   — Fra min mor. Hun fik polio da hun var to år - der er et billede af hende dér:

Som barn tænkte man ikke videre over hvor forfærdeligt hun måtte have haft det. De forskellige ting er først gået op for mig i de senere år. Men sygdommen var ikke ubetinget en ulykke, hun kunne ikke lege ligesom de andre børn, så derfor læste hun meget. Og som voksen begyndte hun at spille violin, men det var for sent hun begyndte, så hun blev aldrig videre dygtig. Og de huslige pligter kom altid før de personlige interesser, sikkert fordi man havde tvivlet på at hun nogensinde kom til at stifte familie. Alt skulle være perfekt - se det billede dér af mig med mit skindtornyster på ryggen taget udenfor skoleporten:

   — Ja, det er en kærlig hånd der har sendt dig afsted. Frakken er hjemmesyet, ka' man se.

   — Ja. Jeg var med min far ude at købe skoletaske, og han sagde i butikken at jeg måtte få lige den jeg helst ville have. Jeg pegede straks på det skindtornyster. Det var den dyreste skoletaske i butikken - 60 kr. - en formue dengang. Det måtte jeg høre for i flere år.

   — Haha.

   — Man så iøvrigt den samme perfektionisme hos min mors søster - ja hun var nærmest værre. De havde en søn - adopteret, men en køn og sød dreng. Han tvivedes ikke i det hjem - der havde min bror og jeg det ligegodt bedre. Sønnen var hjemme så lidt som muligt, og han fik dårlige kammerater, og så kom han ud at sejle. I Afrika fik han malaria, og det døde han af. I min mors familie kom de alle fra små kår, og den eneste måde de kunne hævde sig på, var ved renlighed og pænhed - det gjaldt ikke mindst væremåde. Alle i min mors familie var uangribelige - ikke noget med laster eller sladder. Men hos min moster var det for meget af det gode. Hun var en rask og flot kvinde, men hendes normale liv endte ulykkeligt, hvorimod min mors unormale liv endte lykkeligt.

   — Hun var også et interessemenneske?

   — Ja, men også noget andet. Hun hvilede i sig selv, opfangede alt det man kan glæde sig over og som var tilgængeligt for hende. Hun gik lange ture i naturen, på ensomme og usikre steder hvor normale mennesker ville være betænkelige ved at færdes. Og hun sad i tusmørket og nød stilheden. Hun hørte meget radio, især klassisk musik. Også den moderne klassiske musik, fordi jeg interesserede mig for den - hun forstod den vel næppe. Hun havde nogle veninder, men hun foretrak en vis afstand. Når hun var på besøg hos folk, og blev spurgt om hun ville have en kop kaffe mere, sagde hun nejtak, nu måtte hun hjem. Og da hun kom hjem, lavede hun kaffe, først nu kunne hun rigtigt nyde den.

   — De klassiske plader er altså arvet fra din mor? Ja der ligger en violinkasse dér, er det din mors violin?

   — Ja, det er en gammel og ret fin violin. De fleste af pladerne har jeg købt til mine forældre, men de havde en del i forvejen, og min far købte også. De elskede begge klassisk musik, og de sang meget - min far operaarier og min mor de danske sange. Jeg har siden elsket de ting de sang, for mig er den danske sang virkelig min moders stemme. De gik på noget aftenskole på et tidspunkt, min far sang i et kor og min mor spillede i et orkester. De musicerede sammen. Se det hæfte på nodestativet: "Jeg kan se paa dine Øjne, at du har en anden kær", den husker jeg tydelig at de sang. Min far elskede hjemmehygge - og han var meget kærlig overfor min mor - og også overfor os børn. Vi havde det ret privilegeret - ingen huslige pligter - fik aftenkaffe - andre børn blev lagt i seng så tidligt som muligt. Vi fik alt hvad vi pegede på. Engang havde min far købt et lille modelfly til min bror - af balsatræ. Jeg blev rasende: hvorfor skal han have noget uden at jeg får noget? Jeg forlangte at min far i morgen kom hjem med en flyver til mig! - og det skal være en der flyver bare man trykker på en knap! Næste dag kom han med en sådan flyver. Man skulle dog trække i en snor for at få den i vejret - du véd, en flyvende tallerken.

   — Haha.

   — Min far elskede selskabelighed - glædede sig når der kom gæster. Han havde et stort repertoire af morsomheder. For eksempel den med to københavner-drenge der møder hinanden:

          Hva' he'r du?

          A e'r nubød.

          A spurgte ikke hva' du e'r! A spurgte hva' du he'r!

          A he'r Nud.

   — Haha.

   — Der var mange lyse øjeblikke, men også en del mørke. Men lad os nu gå ind i den anden afdeling - jeg må byde dig på et eller andet.

   — Jatak. Øh, her er nogle fotografier - i en gammel tavle til salmenumre, det er sjovt.

   — Det er min far der holder mig - jeg er vel et år gammel - det kan forresten også være min bror:

   — Er det ikke i Dyrehaven? Man kan se en hestevogn.

   — Jo, det tænker jeg. Han har skinner kan man tydeligt se, han gik udmærket. Det gjorde min mor som sagt også. Dér kan du se hende - hun og jeg er på skovtur. Og dér er min bror og hans første kone.

   — Din bror ligner - hva' var det han hed? - John Lennon.

   — Ja, i hippie-tiden ville han gerne ligne en hippie.

   — Hvordan havde du det med den bevægelse?

   — Jeg var med på den nye tøjmode til langt op i 80-erne - jeg var nærmest til grin til sidst. Men jeg har altid været langhåret. Jeg har lige været igennem min årlige klipning. Jeg har kontakt med en familie fra Polen som kommer her hvert år og vedligeholder og gør hovedrengøring - og så snupper de også lige mit hoved.

   — Haha.

   — Jeg har aldrig været til en frisør - ikke siden barndommen - mine veninder klippede mig. Og når jeg ikke havde nogen, så blev det bare længere og længere. Jo, en enkelt gang som ung gik jeg ind hos en frisør og satte mig og tog mine papirer frem. Så kom frisøren hen og sagde at han ikke klipper langhårede. Jeg svarede, så alle ku' høre det: "Jeg er kommet fordi jeg ikke mere vil være langhåret, fra nu af vil jeg ligne den pæne mappemand du er igang med." Så pegede han på døren: "Farvel!"

   — Hahaha.

   — Dér sidder min far i vores stue - i midten af 60-erne. Lige neden for vinduet var Gyngemosen, dér er I vel kommet.

   — Ja, det var dér vi kom mest. I boede altså i Tingbjerg. Ja, vi var jo ærlig talt ikke så glade, da dette dejlige område blev bebygget.

   — Nej, det kan jeg godt forstå, men du må da indrømme at det var et pragtfuldt sted for børn. Gyngemosen på den ene side og Utterslev Mose på den anden, og kornmarker og enge hvor man kunne flyve med drage og modelfly. Og kun langsom kørsel i gaderne.

   — Ja, det kan jeg godt se. Det var jo Steen Eiler Rasmussen der tegnede det.

   — Ja, men jeg brød mig nu ikke så meget om arkitekturen. Men sådan har jeg det med al arkitektur, der er så mange faktorer på spil, at menneskets forestillingsevne ikke slår til. Reolen på billedet dér med hele dens indhold arvede jeg, den står i min anden stue, præcis som dengang.

Vi stak hovedet ind i det matematiske arbejdsværelse. Bøgerne stod snorlige i reolerne efter størrelse. Der var to computere, men ellers var alt gammelt. Næh, der var et stort foto, eller hvad det kunne være, i glas og ramme af et sært bjerglandskab som nedefter snoede sig i uendelige spiraler:

   — Hva' i alverden er det?

   — Ja det er selvfølgelig ikke noget virkeligt, det er lavet med computer. Kender du den form for mønstre?

   — Ja, hva' er det de hedder? - fraktaler! Men jeg har aldrig set den slags billeder.

   — Det er der heller ikke andre der har, det er noget jeg selv laver.

   — Nå, det må jeg nok sige. Der skal sandelig matematikkundskab til.

   — Nej, det er ikke så galt. Og det har ikke noget med mit speciale at gøre, men jeg kan godt lide at programmere. Kaffe? - eller en kold øl?

   — En kold øl ville være dejligt i den varme.

   — Vi snupper et par af dem her, det er min yndlingsøl. Køkkenet her er præcis som da jeg flyttede ind, jeg ser ikke nogen grund til at lave det om. Min bror gør nar af det. Vi sætter os ind i stadsstuen, næh du skal lige se et par andre bygninger.

Vi gik over gårdspladsen til en mindre bygning øst for hovedbygningen. Der var to store vinduer, ét mod syd, hvor der var tæt skov og hvor der ikke kom meget lys ind, og ét mod øst, hvor der var et stort engområde - flere kilometer til de nærmeste gårde. Man kunne se Fur i baggrunden.

   — Det er her jeg er det meste af året - faktisk bruger jeg kun køkkenet og badeværelset i hovedbygningen.

   — Sikke en masse bøger.

   — Det er de nyere - og mere seriøse.

   — Her er også kun gamle ting, bortset fra computeren. En skolepult, den er rigtig flot. Ja der er jo én mere, det er her du arbejder foran den endeløse udsigt. Sikke en solopgang du har ved din morgenkaffe.

   — Nej, når solen står op er det på tide at jeg går i seng. Jeg arbejder bedst om natten. Jeg har været avisbud i fyrre år, som min bror måske har fortalt.

   — Ja, det har han sagt.

   — Jeg elskede det arbejde. Lykken var når aviserne var kommet til tiden og når jeg var nået ud til distriktet og kunne begynde. Jeg opfattede det ikke som et arbejde, jeg opfattede det som min morgenmotion. Der kom af og til en kondiløber forbi - jeg tænkte mit. Når jeg gik rundt med mine aviser, var jeg langt væk i mine egne tanker, og af og til blev jeg overrasket, da poserne pludselig var tomme. Jeg sluttede ude ved Amager Strand da solen stod op. Om sommeren tog jeg en dukkert. Når jeg kom hjem, drak jeg en stærk øl og lavede morgenmad og læste avis og sov. Jeg nød stilheden om natten. Der er en særlig stemning over en tætbefolket by hvor man ikke ser et menneske og ikke hører en lyd. Det jeg altid frygtede, var at aviserne var forsinkede. Omstillingen fra freden og ensomheden til de kværnende radioer og folk ned ad trapperne og trafik i gaderne var en lidelse.

   — Ja, her er vel ikke en eneste lyd. Din bror sagde at du ikke har radio og fjernsyn.

   — Ja, jeg har ikke hørt en lyd siden jeg kom herover. I min ungdom hørte jeg meget radio, men så holdt jeg op. De udsendelser jeg foretrak forsvandt, men det værste var, at når en udsendelse var ved at være forbi, så skulle man være klar til at slukke, hvis man ikke ville have sin oplevelse og sit humør spoleret. Jeg har ikke betalt licens i tyve år, så jeg får regelmæssigt trusselsbreve - og en dag falder hammeren jo nok, for jeg har internetforbindelse.

   — Der stod da et musikanlæg i skolestuen.

   — Det bruger jeg kun hvis der kommer en gæst og vi kommer til at tale om musik. Jeg er blandt de mennesker som har været til flest koncerter med ny musik. Men nu siger jeg ligesom den kendte musikanmelder Hans Georg Lenz da han blev pensioneret, at nu har jeg hørt musik nok, nu vil jeg ikke høre en tone mere. Han begyndte at interessere sig for billedkunst.

   — Virkelig? Jamen helt ærligt, savner du slet ikke musikken?

   — Jo, selvfølgelig, jeg hører også en gang imellem min yndlingskomponist, Ib Nørholm. Musikken vender nok tilbage en dag, men det må vente lidt, jeg er igang med nogle kæmpe projekter som er ved at ta' livet af mig.

   — Hvad dog?

   — Nu skal du se et af dem.

Vi gik over gårdspladsen imod en staldbygning. Der var en række bogreoler langs en væg og en brændestabel og stakke med gamle aviser, og der kom en snurrende lyd et sted fra. Og nede bag en lav skillevæg stod flere arbejdende computere ved siden af hinanden, og på en kasse stod en slukket skærm og et tastatur.

   — Hvad foregår der?

   — De arbejder på fuld tryk, og det har de gjort i en måned, og der er over en måned endnu. Du kan se, computerne er halvgamle - alle mine computere er købt brugt. De er igang med en billedserie af Julia-mængder, som de hedder, i stor opløselighed - alle tænkelige typer - der bliver omkring to hundrede. Når et billede er færdigt, går programmet videre til det næste. Ja der hænger nogle udprintninger derovre:

   

   — De er flotte - og interressante. Skal det bruges til noget bestemt? Er det noget du tjener på?

   — Nej, jeg lægger det bare ud altsammen. De kunne jo bruges til en coffee-table-bog, hvor der er en kort indledning og et efterskrift med formlerne - jeg vil prøve om jeg kan finde et forlag - det bliver nok på engelsk.

   — Hvis strømmen bliver afbrudt, er det hele så ikke tabt?

   — Nej, det er der taget højde for i programmet. Hver gang hundrede linier er tegnet, dannes et præ-billede med det hidtil tegnede og hvor alle informationer er lagt ind i headeren, og så når computeren bliver genstartet, fortsætter den hvor den slap. Der var en del tordenvejr i sidste uge, flere gange gik strømmen. Så måtte jeg op ovenpå og slå den til, og her over og genstarte.

   — Men du siger at den slags matematik ikke er dit speciale, og programmering kan da først være noget der er kommet senere.

   — Ja, det begyndte med at da jeg i sin tid kom på Internettet og så billeder af fraktaler, så var jeg chokeret over deres ringe kvalitet. Hvordan kan nogen sige at de er "bidt" af disse billeder, tænkte jeg, det ene overgik det andet i dårlig smag. Ingen havde gjort sig den ulejlighed at udforske matematikken bag tegneproceduren tilbundsgående og lave ordentlige programmer - og også programmer der kan lave farveskalaer. Jeg kunne ikke lade være med at lave eksperimenter, og jeg blev overrasket over hvor flotte billeder man kan lave. Så det er endt med en internetside hvor man kan downloade programmer til de forskellige typer. Det har vel taget fem års fuldtidsarbejde. Da jeg gjorde det førende firma af den slags programmer opmærksom på mine programmer, fik de et chok. Det har ført til en længere korrespondance, hvor de har forsøgt at bortforklare problemerne. Det er tragisk, og jeg har faktisk ondt af dem, for jeg tror ikke at deres programmer kan reddes.

   — Jamen er det kendt? Hvordan får du det frem? Der er jo uendelige mængder på Internettet.

   — Egentlig betyder det ikke meget for mig om nogen beskæftiger sig med mine ting. Jo færre jo bedre, vil jeg sige. Men jeg ville godt have fraktalbillederne kendt, for at højne standarden. Dette med at få tingene kendt kan være et alvorligt problem - jeg tænkte på annoncering eller artikelskrivning. Men så fik jeg en snedig idé, nemlig at redigere i Wikipedia - det engelske. Omskrive artikler og lave tilføjelser, og så forsyne det med mine billeder.

   — Ja, der er noget med at enhver kan skrive artikler og redigere i artiklerne.

   — Ja, men der er noget galt med reglerne. Der skal anføres kilde til alt hvad man skriver, og man må ikke bruge egen forskning eller komme med personlige vurderinger. Og på den måde kan man ikke lave et ordentligt leksikon. Men man kan snyde, man kan anføre en fiktiv kilde - det er usandsynligt at nogen opdager det. Der er ingen som har vovet at røre ved mine tekstlige ændriger, men der var nogen som begyndte at fjerne mine billeder - måske af misundelse eller af frygt for at jeg skulle bemægtige mig hele fraktalområdet. Men da de ikke kan lave billeder der er bedre, har de ikke kunnet gøre ret meget. Igennem billederne kan jeg indirekte henvise til min internetside, for når man trykker på et billede for at se det i fuld størrelse, så kan man se hvem der har lavet det.

   — Jeg tror aldrig jeg ville kunne fatte et computerprogram.

   — Det har ikke været svært for mig - jeg havde jo en lang træning i matematik. Til at begynde med betragtede jeg programmering som noget underlødigt - det kræver ikke megen uddannelse. Senere blev det en besættelse - jeg undskylder mig med at jeg er blevet gammel. De afhandlinger jeg skrev som fyrreårig, ville jeg have meget svært ved at læse idag. Nu skriver jeg mere elementære artikler, og lave computerprogrammer til illustrationer og til eksperimenter. Jeg elsker computeren som redskab, men jeg afskyer computerkulturen - altså menneskenes omgang med computeren. Derfor har jeg selv lavet de fleste af de programmer jeg bruger - billedbehandling og tekstbehandling. Jeg har også lavet et musikprogram.

   — Musikprogram? Hvordan?

   — Det kan læse noder og lydbølger tegnet på papir, og så spille stykket. Jeg ka' lave en hel symfoni, hvis det ska' være.

   — Det vil jeg da meget gerne høre.

   — Ja, men så skal vi til at starte en computer, og det er ikke færdigudviklet. Det kan lave en orgel- og klaveragtig klang - altså man kan ikke ændre i tonen, når den først er slået an. Jeg synes at det lyder godt, og man kan jo få alle tænkelige toner frem. I de toner man får ved de traditionelle instrumenter, kommer klangfarven fra overtonerne, men hvem siger at det er den bedste måde at få klangfarve på?

   — Det lyder interessant.

   — Det synes mine naboer ikke. De holder sig for ørerne, men det ville de jo også ha' gjort hvis Menuhin stod foran dem og filede løs på sin Stradivarius.

   — Haha. Ja, det er utroligt som sansen for musik er forsvundet - og det er jo næsten blevet hele befolkningen.

   — Ja, og selvom mit program kunne lave al tænkelig musik, så ville det alligevel være værdiløst, for der er ingen musikere. Musik er jo ikke mere en kunstart, det er blevet et socialt fæmomen.

   — Ja, det er rystende. Jeg hører at ved Aarhus Universitet er musikvidenskab blevet til musiksociologi - de studerende skal ikke en gang lære noder.

   — Ja, det har jeg hørt. Det var en kendt tysk professor man havde ansat, og hun var dybt chokeret over det man forventede af hende - niveauet og indholdet. Det er da godt man har sine plader - og sit musikprogram. Noderne jeg bruger ligger i skolestuen - de er fra min mor. Engang skal jeg rigtigt sidde og finpolere programmet. Jeg fik først computer meget senere end de fleste. Det var jo en lidelse dengang, men takket være en masse idioter som købte det bare for at lege med det, så udviklede det sig hurtigt. Men det er forbløffende så lidt kritik der har været i den verden.

   — Der er da hele tiden kritik - computerspil og porno og Facebook.

   — Ja, men det er ikke de enkelte ting jeg tænker på, det er det generelle - det æstetiske - programmernes og internetsidernes udseende og virkemåde. Og det er jo en verden som vi færdes meget i - især børn og unge - så den påvirker os. Men der er ingen kultur, det er det rene anarki. Det ville svare til at folk bare byggede huse som det passede dem. Men man ser ingen irritation - der er ikke nogen der går amok. Det er nok bare noget jeg ser - fordi jeg aldrig har haft TV - det er jo en fortsættelse af den udvikling. Den manglende kritik skyldes vel også at folk føler sig dumme, de kender det kun fra overfladen, der er nok en højere mening, tænker de, så man må nok hellere holde sin kæft. Jeg véd ikke hvad jeg ville have gjort, hvis jeg havde været afmægtig overfor den verden - programmering har simpelthen været en nødvendighed for mig. Det pragtfulde ved en computer - i modsætning til alt andet isenkram - er at den har uendelige muligheder og at den er kulturløs - man kan få totalt herredømme over den.

   — Jeg har så lidt med det at gøre som muligt - faktisk bare tekst og webbank og lidt søgning. Din bror programmerer også, ikke?

   — Jo, han er dygtig til sådan noget som regneark og database, men rigtig programmering kan han ikke lære. Han elsker computerkulturen ligeså meget som jeg hader den. Han sidder evig og altid foran sin bærbare - han skal ind alle steder og se - og prøve alle programmer - og alt skal opdateres - jeg opdaterer aldrig nogensinde. Vi har af og til nogle kæmpe skænderier. Se, når man åbner denneher dør, så har man rigtig udsigt over engen. Jeg sidder ved dether bord og drikker morgenkaffe - når jeg altså har lavet om på min rytme. Vi kan gå ud den vej.

   — Ja, det må være pragtfuldt at sidde her ved solopgang. Hør denneher øl, selvfølgelig ka' jeg se det er en guldøl, og der er virkelig smag i den, men er den ikke lige lovlig kraftig?

   — Jo, det er min yndlingsøl - Gambrinus, hedder den - den er på ti procent. Når jeg drikker øl, så er det ikke for at slukke tørsten. Ja, prøv at se herinde i værkstedsbygningen.

   — Hjælp! Du drikker da ikke så mange?

   — Nej, mine naboer hjælper mig. Takket være øllerne, elsker folk at komme her. Jeg har det med mennesker lissom med et arbejde: enten skulle jeg være professor eller også avisbud, og enten skal jeg have lødige samtaler med folk eller også skal det være fuldemandssnak.

   — Hvis jeg drikker denneher helt færdigt, så er det fuldemandssnak jeg må tilbyde.

   — Udmærket, så ta'r vi lige et par stykker med ind. Min nabo - han er entreprenør - du må have kørt forbi hans kæmpe hal med ødelæggelsesmaskiner. Han ringede i går da jeg sad i skolestuen, han havde købt en kringle, sagde han, og hvis jeg gav et par Gambrinusser. Ja, sagde jeg, hvornår kommer du? Jeg er her allerede, jeg sidder i dit køkken - og Jytte er på vej - men giv du dig bare tid, der bliver nok lidt til dig.

Vi gik over imod hovedbygningen. Et par katte forsvandt fra døren.

   — Hvormange katte har du?

   — Tre. Der er ingen katte der lever så privilegeret - de er også derefter. De hedder Mis1, Mis2 og Mis3. Jeg véd ikke hvem der er hvem, det er dyreklinikken der har navngivet dem. Jeg synes det er latterligt at give dyr navne. Og også latterligt at give mennesker navne - især latterlige navne - tænk hvordan det påvirker.

   — Jamen hvordan skulle vi ellers skelne den ene fra den anden?

   — Jeg har ingen problemer med at skelne den ene kat fra den anden.

   — Haha. De nedstammer måske fra slægter der har levet her i mands minde?

   — Ja. Da jeg flyttede ind var der to katte, begge meget sky, den ene forsvandt, men den anden nærmede sig. Jeg kom til at elske den kat, fordi den var helt tam overfor mig, men totalt vild overfor andre. Men så fik den killinger, og så ville jeg have den steriliseret. Jeg sagde til dyrehospitalet som det var, at den er vanskelig. Men dyrlæger har ligeså lidt forstand på afvigende dyr, som menneskelæger har forstand på afvigende mennesker. Lidt senere ringede de: "Vi kan næsten ikke fortælle det, men den er løbet fra os, lige efter operationen." Jeg tænker tit: sådan ender mit liv også, hvis lægerne får kløerne i mig inden jeg når at slippe væk.

   — Ja, jeg har en svoger der er læge. Han lever det samme konforme liv som alle læger lever, og jeg synes at han mangler forståelse for afvigende naturer. Det har måske også at gøre med den akademiske tilgang til faget.

   — Jeg vil snarere sige den uakademiske tilgang. De fleste studerende studerer ikke, de læser lektier. Derfor erhverver de kun mekaniske færdigheder, ikke lærdom.

   — Det er jeg virkelig enig i.

   — Sådan noget som læge eller jurist eller præst, det bliver man fordi man kunne tænke sig at være læge eller jurist eller præst, men af den grund er man jo ikke nødvendigvis boglig. At være boglig vil sige at man elsker bøger og læser alsidigt - og at man læser megen skønlitteratur. Gode romaner er det der kan gavne allermest - udvikle menneskekundskab - og det har netop læger og jurister og præster brug for.

   — Det er helt rigtigt.

Vi var nu inde i stadsstuen, her var de finere ting, alting gammelt - men selvfølgelig en computer. Masser af bøger fordelt på reoler med dansk, engelsk og fransk - flere af bøgerne meget gamle.

   — Du er en rigtig bogsamler?

   — Nej, det vil jeg ikke kalde mig - jeg er ikke systematisk. Jeg elsker bare gamle bøger - jo ældre jo bedre. Jeg har flere fra 1500-tallet. Det gør ikke så meget om de er i dårlig stand - ja jeg foretrækker godt slidte bøger - bøger som kunne fortælle en historie. Ja se denneher, det er en klassiker: "The Vicar of Wakefield" - Paris 1828:

   — Hva'?

   — Den er beregnet til engelsk-undervisning. Ved hvert opslag er den ene side blank, så man kan gøre notater. Det er en dansker - en ung dansk adelsfrøken, forestiller jeg mig - som har brugt den, for notaterne er både på dansk og fransk. Der står her: "thus to rob me of my child!" - "rob me of" oversætter hun som "røve fra mig" - vi ville sige "frarøve". Og så står der: "my heart is broken", det oversætter hun som: "mon cæur est brisé".

   — Noget er med rødt, og det er på både dansk og engelsk og fransk - ja også tysk. De fleste bøger her er på fransk, ka' jeg se.

   — Ja, det er det sprog jeg holder mest af, men det er først sent jeg rigtig har lært det, tidligere var det bare matematik. Men jeg har hverken været i Frankrig eller noget andet sted. Jeg kan ikke døje at rejse, og hvis jeg rejste ville jeg nok irriteres mere og mere - og tage hjem før tiden.

   — Min kone og jeg foretrækker Danmark, vi lejer sommerhuse, og vi vender gerne tilbage til de samme steder.

   — Da jeg var ung cyklede jeg ud og boede på landsbyhoteller, og det endte også med at blive de samme steder. Men jeg var der kun om natten, jeg var ude i skoven eller ved stranden hele dagen, med bøger og papirer.

   — Da ikke hvis det regnede?

   — Jo, jeg fandt altid et skur eller et halvtag et sted. Vi trækker de her lænestole hen.

   — Det er et par ordentlige møbelpolstrer-lænestole. Orv, de er tunge, jeg kan godt forstå at din far havde svært ved flytte rundt på dem. De er måske fra dit barndomshjem?

   — Nej, men reolen dér, det er den jeg talte om. Indholdet er som i mit barndomshjem - det er fra min farmor. Der er blevet et hul lige dér - dér har Pelle Erobreren stået - fire bind. Det var det eksemplar som Nexø gav sin daværende kone, Margrethe, lige da den udkom. Der var en masse rettelser og tilføjelser i den - af forfatteren, tænkte jeg. Men for nogle måneder siden fik jeg en senere udgave i hænde, og så opdagede jeg at rettelserne ikke var indført. Så kontaktede jeg den førende ekpert, ham der står for den seneste tekstkritiske udgave, og han var dybt chokeret. Jeg har foræret ham bøgerne, og der vil blive taget stilling til rettelserne, og herefter skal de overdrages til Det kongelige Bibliotek. For eksempel er der en sætning i udgivelserne som lyder: "Hele året ud kastede vi planer." Det skal selvfølgelig være: "Hele året udkastede vi planer." Det viser at eksperterne er for forsigtige med at rette - eller også er de for uduelige.

   — Det lyder interessant. Hvordan kan den være havnet i jeres familie?

   — Eksperten fortalte at Nexø meget senere, da han og konen var skilt, havde skrevet en erindrings-roman - Morten hin Røde - hvor hun optrådte under navnet Vera - og tegningen af hendes person var modbydelig. Så hun har vel skilt sig af med alt hvad der stammer fra ham.

   — Nå, det troede jeg ikke om Nexø. Mon ikke sådanne rettelser i almindelighed ville forblive upåagtede?

   — Jo, jeg var jo selv sent på den - og de fleste ejere ville vel ikke tænke så langt.

   — Og dér er Store Nordiske Konversations Leksikon - det har jeg også - jeg bruger det meget.

   — Et sådant leksikon er uundværligt for folk som mig - bogmennesker der lever i fortiden.

   — Ja, haha. Og dér er samlede værker: Oehlenschläger, Drachmann, Blicher, Paludan-Müller - du har vel læst Adam Homo?

   — Ja, den er sjov. Jeg elsker den versform. "Manden uden Egenskaber", kunne han vel også have kaldt sin roman. La' mig se - der er mange ustyrligt morsomme steder - ja her er et vers der tegner et rammende portræt:

          Mens nu paa disse Skoler Homo vented,

          Gik Drengen Adam ledig og drev om,

          Og blev ved Slentren meer og meer tom,

          Ja næsten classisk Smag for Otium hented.

          Alt Dovenskab sit Mærke, paa ham prented,

          Da Skjæbnens Haand med eet imellem kom,

          Og kasted Homo hen paa Sygesengen,

          Til største Lykke og til Held for Drengen.

   — Jah haha. Hvordan var det nu med Adam Homo? Han studerede teologi, men det blev ikke til noget... Nåh ja! Han forberedte en betydningsfuld tale, men da han stod på talerstolen havde han ingenting at sige, så derfor måtte han i den følgende tid skjule sig for alle mennesker. Men ikke destomindre når han helt til tops. Han synker dybere og dybere moralsk, men stiger højere og højere socialt.

   — Der er jo masser af drivkraft i ham, men den driver ham hele tiden i den lette og mest synlige retning.

   — Ja. Men er det ikke - ligesom Kierkegaard - en kritik af det æstetiske?

   — Jo, det tomme æstetiske - spidsborgerens uforpligtende dyrkelse af skønhed. Men Paludan-Müller og Kierkegaard var jo æstetikere par excellence. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at æstetikken var deres sande religion.

   — Ja måske. Det er en dejlig stue her - kornmarker lige udenfor og masser af sol.

   — Ja, men af en eller anden grund kommer jeg næsten aldrig i den her stue - kun for at hente bøger. Og mine naboer sætter ikke deres ben i en sådan stue - de er aldrig nået længere end til køkkenet. Lige ovenpå her, er et værelse hvor jeg om eftermiddagen ligger med kaffekoppen og læser - dér skinner solen altid.

Jeg var godt igang med den anden øl - hvordan kommer man hjem i den tilstand? Gert havde allerede drukket sin, han virkede helt upåvirket af de to stærke øl. Der var sådan lidt nervøst over ham, jeg tror at de øl var en nødvendighed for at han kunne være sammen med andre - jeg synes også at han tog en pille da vi gik igennem køkkenet, men jeg er ikke sikker. Vi kom til at tale om min relation til hans bror og svigerinde, jeg fortalte som det var, bortset fra det min moster havde fortalt og at det var bevidst at jeg anden gang havde opsøgt hans bror. Gert havde hørt om en nabo, men ikke om en genbo, men der var så meget han ikke hørte om.

   — Det er tredive år siden jeg har været i min brors lejlighed - den forrige lejlighed - og det er der en grund til - men lad det ligge - jeg har nedskrevet det. Jeg nedskriver alt hvad der generer mig, men jeg giver det en litterær form.

   — Hvordan? - du skriver måske dagbog eller erindringer?

   — Nej, jeg har skrevet en tyk roman - 800 sider.

   — Bevar mig vel.

   — Jeg har arbejdet på den i tyve år, og den kunne egentlig godt udgives, for den er færdigskrevet. Men den er ikke færdig, jeg finder hele tiden på noget nyt der skal med. Der er lange afsnit hvor læseren får indsigt i en videnskabsgren - sprogfilosofi og musik- og litteraturvidenskab og matematik og fysik og kosmologi. Af og til må jeg bruge måneder på at sætte mig ind i et fag som jeg ikke har haft så megen berøring med.

   — En roman var det?

   — Ja, jeg vil give et bidrag til at udjævne den kløft der er imellem skønlitteratur og faglitteratur. I min roman er der fagligt stof på et højere niveau end man nogensinde har set i en roman. Der er nok mange der vil stå af - jeg får nok vrøvl med forlagene. Men har du ikke tænkt den tanke, at man kunne skrive en roman som foregår indenfor dit fag, og som forudsætter at læseren har et solidt kendskab til faget? Måske er forfatteren en stor faglig kapacitet, og han fremlægger en helt ny opdagelse, og det er kun i romanen at den er fremlagt. Det kan også være noget med en kriminalintrige - en forskers papirer er blevet stjålet.

   — Næh, det har jeg nu ikke tænkt.

   — Sådanne tanker elsker jeg at lege med. Især det med at forfatteren aldrig fremlægger sin opdagelse i en rent faglig artikel - og at den er banebrydende.

   — Hva' sku' meningen være? Hans arbejde ville jo ikke blive godkendt.

   — Nej, systemet ville ikke godkende det, men kunne han ikke være ligeglad?

   — Ikke hvis det er hans levebrød.

   — Jeg siger jo at han er en stor kapacitet. Han har skrevet mange artikler i fagtidsskrifter, men hans roman er det sted hvor hans største opdagelse er at finde.

   — Haha. Jeg kan godt se pointen. Han kan tvinge sine fagfæller til at læse romanen - og få meninger frem om kolleger og fagets forvaltning.

   — Netop.

   — Det er måske sådan i din roman? Du fremlægger noget helt nyt, og du får ting frem som du ellers ikke ville kunne få frem - hvis du altså var indenfor systemet, som du kalder universitetsverdenen.

   — Ja, sådan er min roman. Men det er et risikabelt eksperiment - der er undermålere som vil kritisere det. Jeg kender kun én roman som lever op til min forestilling om det jeg kalder den intellektuelle roman, nemlig "Besættelse" af den engelske forfatterinde Antonia Byatt.

   — Den kender jeg ikke.

   — Der er vist ikke mange som har forudsætninger og som orker at læse den. Det er nogle videnskabsmænd som har specialiseret sig i en kendt viktoriansk digter. Men så er der en af dem som opdager en overraskende og helt ukendt side af digterens liv, da han på British Library finder nogle papirer i en bog som har tilhørt digteren. Han tillader sig den frækhed at hugge papirerne. Og han lader det sive ud at han er kommet på sporet af noget helt nyt. Nemlig at digteren havde en elskerinde som også var digter, og han finder frem til nogle af hendes digte. Der opstår nu nærmest en krig mellem videnskabsmændene om at komme først med at få den affære klarlagt, for der er noget som tyder på at der eksisterer en korrespondance mellem digteren og hans elskerinde. Det mest geniale ved romanen er at der er en masse eksternt materiale, nemlig digte af såvel digteren som af hans elskerinde - og der er også en dagbog skrevet af en ung fransk pige. Det er utroligt at forfatterinden - altså Byatt - har været istand til at skrive de ting. Men hun havde i tyve år været universitetslærer i viktoriansk digtning. Der er selvfølgelig en kærlighedshistorie i romanen - og den slutter på en usædvanligt rørende måde.

   — Den må jeg sandelig da læse.

   — Den har fået flere af de største priser, men jeg vil påstå, at hvis den havde været skrevet på dansk, så var den aldrig blevet udgivet. Den er blevet beskyldt for at være "for intellektuel". Hvordan kan en roman være det? Det ville svare til at en videnskabelig teori blev beskyldt for at være "for videnskabelig". Min roman må på en måde siges at være endnu mere intellektuel. Så derfor har jeg fået en filosof som er tilknyttet et forlag til at foretage en vurdering - en "redaktionel vurdering", kalder han den. Og han mener at vurderet på egne præmisser er min roman uangribelig. Han gennemgår den omhyggeligt, og der er virkelig ikke noget som han foreslår at jeg arbejder mere med. Hans indtryk er "dyb og oprigtig beundring" - og den er "utroligt gennemarbejdet". Det er "Et værk, hvor der er et ganske fint samspil mellem de mange fag- og skønlitterære, fiktive og faktuelle lag." Han kan godt lide måden bogen slutter på - og det er jo altid væsentligt. "Den fortjener mange læsere", skriver han, men han stiller det spørgsmål om "den kollapser under sit eget ambitionsniveau", men det mener han ikke at man kan sige: "For det er netop ved at indsætte en næsten absurd mængde faglig eksposition i en fortællings narrative ramme, at romanen kan behandle sine mange dele som præcis det, de er tænkt som." Og til slut: "Det er et værk som tvinger læseren til selv at reflektere over de mange påstandes rigtighed, og derved selv aktivt medvirke til opbygningen af den dannelse - samt ikke mindst evne til at reflektere selvstændigt - som forfatteren så åbenlyst efterlyser."

   — "Den fortjener mange læsere", skriver han, men den skal jo igennem et forlag - og det er jo ikke opmuntrende, det man hører om forlagene. De er pressede økonomisk, og jeg har på fornemmelsen at de udnytter situationen. Har du tænkt på en titel? - og omslag? - det er jo meget vigtigt.

   — Ja, og her afslører forlagene rigtigt deres uduelighed: deres bøgers omslag er altid så man ikke har lyst til have bogen liggende fremme, og deres tekst på bagsiden er altid så man ikke har lyst til at læse bogen.

   — Haha.

   — Det er gået inflation i billeder, så derfor skal vi kæmpe hårdt imod billeder - og det gælder også omslag på bøger. Der skal helst ikke være noget billede, for det skaber associationer som meget nemt kan skade bogen.

   — Ja, det tiltrækkende ved gamle bøger - som dine bøger her - er at indholdet er helt ukendt.

   — Sådan har jeg det også. Men et omslag kan udmærket være en god idé, men så skal det fortælle noget, eller det skal være smukt - man skal have lyst til at se på det - som for eksempel bogen på bordet ved sengen - "Havekunst og Tanketidsler", hedder den.

   — Jeg har set den, jeg har den selv - jeg er selv havemand, men selvfølgelig slet ikke på Wibroes niveau - den er fyldt af kloge ord og mesterlige fotografier.

   — Ja det ska' jeg love for. Min roman bliver i tre bind, og de skal bare have ensfarvede omslag. Der er computertegnede vignetter i farver som skiller kapitlerne, og jeg lavede først lignende mønstre til omslagene, men det bliver for meget. Hvad titlen angår, så vil jeg genbruge en titel, nemlig "Indenfor Murene" - den passer til min hovedpersons stilling i denne verden. Annie, hedder hun og hun er uddannet i klaver og musikvidenskab. Og så er der hendes nevø, Niels-Henrik, som er 17 år og matematikinteresseret. Og Annie siger ting til Niels-Henrik som man kun kan sige indenfor murene. Annie er mit talerør og Niels-Henrik er min søn som jeg ville ønske ham. Jeg lader Annie gøre det som jeg ville gøre hvis jeg havde en søn: præge ham så meget som muligt med min kultur, og få ham til at hade systemet så meget som muligt. Det var oprindeligt meningen at han skulle få et raserianfald og slå en skolelærer, men så fik jeg en anden idé: han skal få et raserianfald i hjemmet og smadre døren til sit værelse, og så skal han forsvinde sporløst - hans forældre finder aldrig ud af hvor han bor - og han kommer ikke mere i gymnasiet. Men Annie er ikke tilfreds med at han bare ikke kommer mere. Det er helt fint det med den smadrede dør, siger hun, men det var jo kun dine forældre og din søster der havde glæde af det, du skulle have forladt gymnasiet på en måde som havde skabt stor opsigt. For fremtiden må du sørge for at lave noget som folk taler om, så dit liv kan blive en farverig fortælling - en fortælling er ikke så nøjeregnende med sandheden - der skulle gerne opstå mytedannelse omkring din person.

   — Jamen hvad med hende selv? Har hun selv skabt opsigt?

   — Ja, jeg har konstrueret en "forfærdelig episode". Hun havde påtaget sig et vikariat i et gymnasium. Hun var blevet opfordret til det af deres rektor, han kendte lidt til hende, og han ville meget gerne høre hendes mening om forholdene. Hun troede at det var eleverne hun skulle studere, men det var lærerne. Og det ender med at hun kommer i et kæmpe skænderi med nogle lærere, og i bogstaveligste forstand bliver smidt ud. Hun har været så letsindig at lade sig invitere i biografen med nogle kolleger, og er bagefter taget med hjem til en af dem. Alt har generet hende - biografen, filmen, deres meninger, og det hjem hun er havnet i. Er det en gymnasielærer - og tilmed en kandidat til rektorposten - der bor sådan? Hun skændes først med dem om filmen, og så går hun over til at kommentere hans lærergerning og hans hjem. Hun roder i hans ting - bladrer i kioskblade, ta'r bøger ud af reolen, gør nar af hans musik og af hans søn som går i hendes klasse. De sidder allesammen som forstenede og ser på, lige indtil at læreren tager hendes frakke og smider den i hovedet på hende og genner hende ud ad døren. Og alle tingene er skildret i mindste detalje - der er for eksempel en detaljeret fremstilling af filmens handling. Jeg foragter forfatteres skik med at springe over hvor gærdet er lavest, så derfor springer jeg altid over hvor gærdet er højest. For eksempel har Annie skrevet en kronik og en ung pige har skrevet en novelle, ergo må jeg pænt skrive en kronik og en novelle. Og da folk som læser de ting, siger at de er fremragende, så må jeg sørge for at de er fremragende - jeg har fået nogle mennesker til at vurdere dem.

   — Så kan jeg godt forstå at det har taget dig tyve år.

   — Ja, og den kendsgerning kan som sagt komme til at skaffe mig problemer på halsen. Den nævnte læser kalder min roman for "utroligt gennemarbejdet", og det betragtede jeg som en ros, men nu begynder jeg at få kolde fødder. For der er nemlig ved at ske nogle forandringer i vores forventninger til en roman. Jeg havde tidligere haft en forfatterskolelærer til at læse begyndelsen af min roman, men hun var slet ikke læser til den, så jeg tog mig ikke af hendes kritik - ikke en eneste seriøs roman ville opfylde hendes krav. Jeg har ting som "sinker læsningen" - uha - og et sted skriver hun: "Jeg er bange for, at du har mistet 99% af dine læsere her. Fordi teksten præsenteres som noget, den ikke er: en roman." Da ikke 99% af mine læsere. Og så stejlede hun over at alt samtalestoffet er i ren dialogform - som i et radiospil - fremdriften leveres alene af talens indhold og replikspillet. Hun skriver: "Men er det et skuespil, du vil skrive? - Var det ikke en roman? Man kan desværre ikke bare beslutte at noget er en roman, alene ved viljens magt! (Ligesom man ikke kan beslutte at en gulerod er et æble, blot den formidles/serveres som et æble)." Alt det hun berørte, var valg jeg havde truffet. Og den mandlige læser respekterede mine valg - om læseren er mand eller kvinde, spiller åbenbart en rolle på det område.

   — Du siger at den mandlige læser spørger om din roman "kollapser under sit eget ambitionsniveau", kan man ikke sige at den er udpræget maskulin?

   — Jo, mit fag - matematik - var engang et maskulint fag, og det er måske sandheden om det - i så fald er det niveau-nedsættelsen som for tiden kamuflerer sandheden. Jeg sagde at jeg er flittig romanlæser, og at jeg mener at romanlæsning er den bedste måde til at erhverve menneskekundskab. Men jeg må tilstå at jeg i min ungdom ikke læste mange romaner, jeg har altid haft en tilbøjelighed til at foragte forfattere, fordi de ikke er andet end forfattere - de skriver ikke om andet end almindeligheder - og de har oftest ikke noget særligt budskab. Mit romanideal er "den intellektuelle roman" - og helst med et budskab. Den roman jeg har skrevet er helt i overensstemmelse med mit ideal. Den roman jeg talte om - "Besættelse" - er intellektuel - forfatteren er universitetsprofessor - men det er en kvinde, og jeg vil kalde romanen kvindelig, fordi det er en kærlighedsroman. Der er ting i den som "sinker læsningen" - side op og side ned med viktorianske digte - så det kunne være interessant at høre hvad den forfatterskolelærer mener om den roman. Den blev en international bestseller, men den ville aldrig være blevet udgivet i andedammen. De læsehastigheds-nedsættende ting i min roman er ikke digte, men invitationer ind i nogle videnskabers verden. Men så er der to tendenser, som jeg må slås med: Skriftsproget er ved at tage form efter talesproget - det har jeg lagt mærke til hos yngre forfattere. Og der er filmen, den har de intellektuelle alle dage bekymret sig for, fordi den forfladiger visse historier - og det at den er "udvendig". Man har holdt en vis afstand til filmen, men den afstand er væk hos de yngre generationer, og nu viser skaderne sig.

   — Ja, det er der vist noget om.

   — For at få klarhed over den udvikling, måtte jeg have en yderligere læsning af begyndelsen af min roman. Og det blev en slem forskrækkelse. Det var en kvinde og aldrig har jeg set noget lignende: hendes rapport virker som om den er udarbejdet af en skolepige - ubehjælpsomt sprog og absurde råd og fyldt af læsefejl og mangel på opmærksomhed. Men hun er ikke hvemsomhelst, hun skriver bøger i massevis og hun har været ansat på et af de store forlag og hun driver et forlag og underviser i skrivning - og hun er ved at skrive en lærebog. Hun har sendt mig den seneste version - her, prøv at se:

   — Tja, sådan må en lærebog for forfatterspirer vel se ud i vor tid - du ska' op på tasterne!

   — Prøv at se den her sætning - den er et eksempel på det hun kalder "finurlige sætninger":

   — Hva' står der: "Først efter at Gitte havde tudet sig igennem to pakker Klenex, var han gået med til, at de kunne sælge Volvoen." Hjælp hjælp hjælp - hvordan ka' nogen holde en sådan sætning ud? Det er da godt at man ikke havde forfatterlærebøger før i tiden. Og hvis man havde, så var eksemplerne jo nok hentet fra de store forfattere.

   — Det har hun ikke mulighed for, for hun har ikke læst nogen stor forfatter. I sit CV nævner hun intet om uddannelse, så hun har nok ingen - udover en studentereksamen. Hun er kommet ind på det med at skrive, fordi hun fik en solstrålehistorie foræret. Hun blev dødeligt syg og så blev hun rask igen, og det skrev hun en roman om, og den solgte bedre end man havde ventet, og så var hun straks tilvejrs i forfatterstanden. Prøv at se hendes liste over bøger hun anbefaler. Af den ældre litteratur er der kun én eneste - det er "Lykkeper" af Pontoppidan - den hørte hun vel om i en time i gymnasiet. Det øvrige er ukendt for mig - hun giver korte omtaler af dem - prøv at se:

   — La' os se: "Der er nerve i karaktererne" og "Karaktererne bøvler med hverdagen og tænker på sex." Ja det er nok stærke sager. Men det du har dér - hendes rettelser - hvad står der?

   — Ja se her:

   — Kors! Der er jo ikke én eneste af dine sætninger som kan passere!

   — Nej, men til at begynde med er der håb, jeg skal bare smøge ærmerne op. Hun skriver her i følgeskrivelsen: "Det vil være voldsomt at kommentere hver gang, så jeg har markeret det i begyndelsen, og så ved du, det er noget, der skal rettes, hver gang du møder det i manuskriptet. På den måde kan du bruge punkterne om indhold og sprog som en slags tjekliste til at gå dit manuskript igennem. I stedet for at redigere alt på én gang, vil jeg anbefale dig at tage det i flere runder og bidder."

   — Bevar mig vel, du skal rigtigt på skolebænken! Og hun underviser? Kan man tale sådan ned til en elev?

   — Nej, men hun er da imødekommende. Men så begynder hun at ane at jeg har noget på hjerte - hun skriver: "Hvad har læseren behov for at vide og høre og opleve? Det er ikke altid det samme, som det forfatteren har behov for at skrive. Men skriver man en bog, som skal ud til mange læsere, som ikke kender en i forvejen, så er det vigtigt at skrive for sin læsers skyld og at luge alt det fra, som læseren ikke har brug for."

   — Nå! Skal en forfatter ikke påvirke læseren? Det er jo triviallitteratur, hun vil have.

   — Ja netop. Men så da hun konstaterer at jeg er en samfundsfjende, så skruer hun bissen på: "Du kommer med mange stikpiller og bemærkninger til noget i samfundet, som du tydeligvis har en holdning til. Hvorfor ikke bare skrive det, du vil skrive?" Jeg skriver det jeg vil skrive, men det kan ikke skrives, fortæller hun mig - ihvertfald ikke i bøgerne - hun skriver her: "Samfundskritik hører ikke hjemme i bøgerne. Det gælder både skøn- og faglitteratur. Hvorfor ikke skrive nogle kronikker eller læserbreve i stedet for?" Hun skriver det samme i sin lærebog - se her: "Hold dig fra at overbevise din læser om noget - det gælder både inden for skøn- og faglitteratur. Kronikskrivning må du dyrke ved siden af dit bogskriveri."

   — Det var dog utroligt! Det lyder helt absurd! Skal bøger være tandløse? Skal samfundsdebatten indskrænkes til aviserne? Men det undrer mig ikke - de yngre generationer bryder sig ikke om samfundskritik - af gode grunde, vil jeg tillade mig at sige. De vil gerne have sig frabedt kritik, og det kan de jo få hvis den kun er i aviserne. Men rettede du dig ikke efter hende, og skrev en kronik om hendes syn på bøger?

   — Det kommer, for hun beder mig om at konkretisere den kritik jeg retter imod de unge: "Du langer godt nok nogle beskyldninger ud her, men det klinger hult og kommer til at lyde bittert, når de ikke er hængt op på nogle konkrete episoder eller oplevelser, som du også har ladet læseren opleve. Jeg vil anbefale, at du viser det, du beskylder de unge for i konkrete scener og eksempler, ellers kommer tonen til at blive bitter og indforstået." Men efter at have modtaget hendes vurdering kan jeg være konkret: hun selv er et grelt eksempel på de yngre generationers arbejdspraksis - ihvertfald på de mere kreative områder. Men foreløbig vil jeg bruge det her til et kapitel i min roman, som handler om reaktionerne på den og problemerne med dens udgivelse. For som sagt er der to grunde mere til at min roman ikke kan skrives: mit sprog er for "tungt" og mine "karakterer" er ikke fyldestgørende beskrevet. Jeg skal arbejde med mit sprog, så det bliver "mere ligetil". Hvad vil det sige? Det vil sige - formoder jeg - at det skal være mere spontant, mere talesprogsagtigt - som hendes eget sprog.

   — Ja hendes skriftsprog er jo virkelig talesprog - hun har måske bare talt i en mikrofon, og så er det blevet oversat.

   — Ja det kan man godt forestille sig. Mit sprog bærer selvfølgelig præg af min alder og at jeg har været igennem en længere videnskabelig uddannelse - og livet igennem har læst bøger skrevet i et ret koncentreret sprog. Mit sprog er unægteligt tungt i forhold til hendes, men da ikke i forhold til det man betjener sig af i de seriøse dagblade og bøger. Spørgsmålet er, om min tunghed ikke snarere kommer af at jeg taler om tungere sager - ting hun ikke forstår. Hun mangler almen dannelse - ligesom den anden forfatterskolelærer, hende med "Du har mistet 99% af dine læsere her ..."

   — Der har da alle dage været romaner for enhver smag - nogle har forudsat at man kom fra de bedre lag - havde latinskoleeksamen - men din roman forudsætter nok en universitetsuddannelse.

   — Ja, og mere til vil jeg tro. Men så er der det med påvirkning fra filmen. Når man ser en film, så får man straks et væld af informationer - man ser en persons udseende og påklædning og fremtræden - man ser ting som ingen funktion har i den historie der fortælles, men som automatisk kommer med når man filmer, og som instruktøren måske må bestræbe sig på at minimere. Og det har ført til at romanlæsere - ihvertfald de yngre generationer - kræver informationer som er fyld - tomt, men nødvendigt for at de kan få historien til at lette. På samme måde som nogen må se et skuespil, de kan ikke nøjes med bare at læse det. Før i tiden kunne en romanperson udmærket hilse på postbudet uden at postbudet blev bekrevet - og hovedpersonerne blev oftest beskrevet hen ad vejen. Nu skal postbudet beskrives og hovedpersonerne skal beskrives fyldestgørende ved deres indtræden. Og som sagt, i en film ser man kun tingene udefra, personernes indre - deres følelser og tanker - får man kun indirekte noget at vide om, med mindre at der er en fortæller. I en roman kan man få personernes indre frem - og i ubegrænset omfang. Du har ikke læst "På sporet efter den tabte tid" af Marcel Proust?

   — Jo, noget af første bind, men 3000 sider med disse abnormt lange sætninger, det har jeg endnu ikke orket!

   — Jeg synes ærlig talt at du engang skulle orke det. Den vil sætte dig igang med at genoplive dit liv i erindringen, og når du har gjort det, så kan du med god samvittighed sige verden farvel.

   — Haha.

   — Proust var både ekstremt sanselig og ekstremt intellektuel, og det ville man normalt sige sprænger synsvinklen, fordi en roman altid må indskrænke sig til at beskrive et udsnit af virkeligheden. I min roman lægger jeg vægt på det intellektuelle, derfor er jeg nødt til at holde det sanselige nede. Det er Proust ikke, hans roman er udformet som en selvbiografi, og han tager alt med som forekommer ham fortællingsværdigt, og udelader alt som ikke tjener hans projekt. For eksempel får læseren aldrig at vide hvad jeg-fortælleren hedder - vi kan jo kalde ham Marcel - og heller ikke rigtigt hvordan han ser ud, og mange ting beskrives kun ganske kort, men så er der til gengæld personer og steder - og indtryk såsom farver og dufte og smag - som beskrives mere detaljeret end det nogensinde er set i en roman. Jeg-fortælleren siger aldrig ret meget, men han tænker meget - ja hele romanen er hans tænkning - det er en skildring af dens egen tilblivelse.

   — Ja, du har sikkert ret i at romanen har forandret sig. Vi læser ganske meget af det nyere - min kone og jeg - og vi er af og til imponerede - for eksempel Kim Leines roman. Men der kommer mere og mere som vi undgår, og som ellers går for at være seriøst. Min kone læste en roman som hun absolut ikke brød sig om - i den blev der talt utrolig meget om mad.

   — Det er måske den jeg har læst, og som det var en lidelse at komme igennem - den hed "Sten Saks Papir".

   — Ja, den titel er i en reol som vi har gemt lidt væk.

   — Haha - ja jeg har jo stalden til den slags. Min bror går meget op i mad, du har jo været til fest hos dem...

   — Ja, maden fik sandelig ikke for lidt.

   — Sådan er han når han er her, jeg må indrømme at det irriterer mig - jeg kan ikke døje at se folk stå i et køkken. Og nu skal man belemres med det i romaner - det tjener vel mest som fyld. Før i tiden klamrede dårlige forfattere sig til fyld - i beskrivelser af personer og lokaliteter og vejret - fordi de manglede fantasi og livserfaring, og ikke mindst fordi de fik betaling per ark. Men nu skal der være fyld i romaner, for efter filmens indtog, har skønlitteraturen tilsyneladende mistet sin berettigelse. Men romanen kan noget som filmen ikke kan. Filmen må pænt holde sig til dagligsproget, så dens sprog er sørgelig farveløst sammenlignet med scenens sprog dengang sproget netop skulle afvige fra dagligsproget - for eksempel rimede vers - som hos Paludan-Müller. Og det tab kan skønlitteraturen rette lidt op på, for her kan man gøre sproget mere farverigt - bruge modeord og opfinde sære ord. Den "finurlige" sætning om Gitte der snøfter, er fra et kapitel i skrivekvindens skrivebog som hedder "Få sproget til at sprudle". Forfatterne skal udvide deres ordforråd, men det er i strid med bestræbelserne hos fortidens bedste forfattere. De har overlevet fordi de har virket påfaldende tidløse, og det er ikke mindst fordi de havde afstand til døgnkulturen - de undgik modeord - de brugte relativt få ord, men med smag.

   — Det er helt rigtigt.

   — Nåmen, hvad skulle jeg gøre ovenpå det møgfald jeg havde fået af skolepigen? Jeg kan ikke tro at hele bogverdenen er sunket så dybt, så der var kun én ting at gøre: jeg måtte høre en anden der tilbyder manuskriptvurdering. Jeg fandt én, og det var også en kvinde, men hun var lidt mere forståelig. Hun skriver: "Det er en bog med fokus på en bagvedliggende filosofi, og hverken historie eller karakterer får meget plads. Det kan gøre det meget tungt, men målgruppen burde kunne bære det." Men: "Jeg vil anbefale at gøre mere ud af at beskrive omgivelser og personer, give lidt kød på personerne ved at beskrive deres udseende, særheder og væremåde." Det er tydeligt at det er det ydre der tænkes på. Men jeg giver "kød på personerne" igennem deres indre - deres tale og tanker. Jeg bad hende være konkret: hvordan skal jeg give kød på karaktererne. Hun fortalte at så er det ikke en vurdering jeg skal have, så er det en redigering. Hun tilbød at skrive de første kapitler som hun mener at de skal udformes. Det gik jeg med til.

   — Hvordan ser det ud?

   — Lad os se, det ligger i det her skab - her - i første kapitel er vi hos Niels-Henriks forældre, det er lige inden aftenkaffen. Faderen, Torben, er i sit kontor og han er i dårligt humør, for han har været til grin fordi hans søn har været til grin. I tennisklubben havde Bjørn, som er rektor for Niels-Henriks gymnasium, fyret nogle morsomheder af. Og ved spisetid havde Annie ringet til Niels-Henrik og sagt at han skulle komme over når de havde spist, der kom en udsendelse i fjernsynet om Wittgenstein. Dette havde udløst en flabethed fra Niels-Henriks side som havde adresse til hans far. Det første kapitel slutter således: "— Torben! - kommer du ned? - jeg har skænket - der er ti minutter." Næste kapitel er i ren dialogform og begynder således:

   — Ræk mig lige avisen dér - jeg ska' se hvad det er de sidder og ser.

   — Var det ikke noget med Wittgenstein? - vi ka' da lige dreje over, der er fem minutter.

   — Slukker du? - er det det han sagde?

Redigeringskvinden har fyldt udenomshandling på den lange samtale så den er blevet dobbelt så lang - hvis romanen skulle skrives på den måde, ville den blive 500 sider tykkere. I hendes redigering begynder det kapitel således:

Britta havde ikke skænket, og det vidste Torben også, der ville gå flere minutter og Torbens kaffe skulle være varm. Det var tydeligt at der var noget der var gået ham imod. Havde han tabt spillet? Han plejer da at vinde - Bjørn bliver jo federe og federe. Kunne det være det Niels-Henrik havde sagt? Men han havde jo været fåmælt ligefra han kom ind af døren. Nu gik døren deroppe og Britta skænkede. Torben satte sig i lænestolen, tog fjernbetjeneren og slukkede.

"Hva' - hvorfor sætter du dig dér? - er der noget?"

"Ja, der er noget!" Torben trak hidsigt kop og kagetallerken over.

"Hvad? - er det det han sagde?"

"Næh, det er ikke det - det må vi vænne os til - nu begynder han rigtigt at forstå tingene og lære jargonen, så nu får vi endnu mere at høre - og du er vel ligeglad - ja det er jo dine meninger han fremfører - og jeg kan vel nok vende det døve øre til - men der er en anden person som jeg fra nu af får endnu sværere ved at vende det døve øre til - Bjørn var rigtig i sit es i dag." Torben lo som man ler når der bliver leet af én - han måtte sætte kaffekoppen.

"Hvad? Han ka' da ikke blive ved med at finde på." Britta gik ud fra at det var Bjørns stikken til Torbens arbejde.

"Joh" - en lang pause med hovedrysten og tegn på at noget passerede revy - "jo, fra nu af ka' han finde på endnu mere, for nu har han fået en ny kilde, og den er af en helt helt anden ydeevne - det er gået lige præcis som man havde forudset," så fik Torben sig en slurk kaffe.

Britta ventede lidt, så sagde hun "Ka' du ikke komme til sagen? Hvad er det for noget?"

"Det ska' du få at vide. Tænk dig engang," koppen kom ned på underkoppen, "den gamle ormædte grammatikbog som hans tip-tip-tip-oldefar har skrevet, og som han har siddet med hele sommerferien, den har han gu'hjælpemig haft med i skole! - den stod majestætisk foran ham - 800 sider - den sku' han bruge!" Der kom en latter, som om Torben var til stede i klassen og deltog i deres brølen.

   — Er der egentlig noget at klage over i hendes redigering?

   — Ja ved Gud. Langt det meste af hendes udenomssnak virker påklistret - forfatteridiotarbejde: "Torben trak hidsigt kop og kagetallerken over." Eller hun skal vise hvor morsom hun er eller hvilken mageløs psykolog. Og der er for langt mellem snapsene. Og det kan slet ikke lade sig gøre at bruge den form. Skulle jeg måske skære ned i bogens indhold? - det ska' vi ikke ha' noget af! I min bog vil jeg vise samtalen, så den rigtigt kommer til sin ret. Og ikke bare i almindelig meningsudveksling, men også når det gælder om at formidle fagligt stof - når den form altså er passende - hvilket den jo i almindelighed ikke er - ja du kan vel slet ikke forestille dig noget af dit formidlet på den måde?

   — Øh... måske ikke i mit fag - jeg ka' ikke lige komme på noget.

   — Så skal du se Niels-Henrik docere kosmologi og matematikfilosofi for Annie, og Annie docere litteraturvidenskab og kunstfilosofi for Niels-Henrik. Platon er for langtrukken - og det er enetale fra Sokrates' side: "Og vi må absolut misbillige at de er slikne efter korinthisk honningbrød, da de skal være i god fysisk træning?" "Ja vist", siger Glaukon.

   — Det er fra "Staten" kan jeg se. Her er niveau og forventninger steget siden den tid, må vi sige. Men det har jo alle dage bølget op og ned. Og når niveauet er faldet i vor tid, så kommer det vel af den almindelige nivellering som har hærget meget længe. Vi gør jo også mindre ud af påklædningen, folk kan klæde sig som det passer dem uden at blive beskyldt for dårlig smag. Jeg må tilstå at jeg hører blandt dem som har en dårlig smag. Jeg har aldrig haft nogen meninger om påklædning. Fortiden virker antikveret, og hippiestilen i min ungdom var ikke mig, og heller ikke jakkesættet - så meget 68-er er jeg da, at jeg forbinder jakkesættet med undertrykkelse. På mit institut var man klædt i almindeligt tøj - praktisk og pænt - og ved kongresser mødte man op i det samme tøj som i dagligdagen.

   — Ja "almindeligt tøj", men der var ingen mode, og skal der egentlig ikke være det? Det var der jo masser af før i tiden, og det var især i de bedre lag hvor man havde overskud. I ethvert samfund - undtagen de mest stillestående - vil der vel være en døgnkultur, og skal de fine holde sig for fine til den? Skal de ikke også have deres døgnkultur?

   — Det skal de vel, men deres døgn vil nok vare noget længere. Hos alle - eller rettere, hos flertallet - hersker en frygt for at vække opsigt. Er der en veludviklet mode, så må man efterleve den, men være mådeholdende. Og hersker der ligegyldighed, så må man selv være ligegyldig.

   — Frygten for at vække opsigt er måske en medvirkende årsag til at folk svigter skriften. Før i tiden skulle en kreativt skrivende arbejde med sproget og nå frem til en elegant personlig stil - en skribent kunne være "en fin stillist". I vor tid ville en sådan sikkert være til grin. Hva' med dig, du er jo også lærd og finkulturel, har du tænkt nærmere over dit skriftsprog?

   — Næh, det har jeg ikke, men det skulle ikke undre mig at nogen finder det tungt og snobbet.

   — Så er du jo stedt ligesom mig, så kan du ikke blive romanforfatter.

   — Det har jeg nu heller ikke tænkt mig. Og dog, jeg kommer til at tænke lidt på det du kalder "en faglig roman", jeg kan ikke se hvad det skulle være lige i mit tilfælde, men min kone specialiserede sig jo i bakteriologi, og i det fag kan man nemt forestille sig noget hårrejsende. Hun har selvfølgelig fulgt med i al sådan noget med biologisk krigsførelse. Jeg vil sige det til hende, måske kan hun finde på noget som ingen har tænkt på. Vi kan skrive romanen i fællesskab. Det skal være sådan at læseren får en god indsigt i faget - man må jo nok gå med til noget teoretisk fiktivt, men vi ville lægge meget vægt på faglig troværdighed.

   — Ja, men kom nu ikke for godt igang, hvis jeres roman overhovedet slipper igennem nåleøjet, så vil der blive muget grundigt ud i de tekniske detaljer. Jeg skrev engang en lille matematikbog som henvender sig til enhver der kalder sig matematikinteresseret, og som berører spørgsmålet om de forskellige grader af uendelighed man har i matematikken. Vi har en forestilling om en diskret uendelighed og en kontinuert uendelighed - henholdsvis de naturlige tal og de reelle tal - de reelle tal svarer til punkterne på en ret linie. Det uendelige har været et stort filosofisk problem. Grækerne løste det ved at afvise eksistensen af det uendelige - kun endelige mængder eksisterer - og problemet med de reelle tal løste de ved at geometrisere matematikken. Men den løsning kunne ikke holde i længden, og den brød helt sammen med differential- og integralregningens opfindelse. Og det er endt med at man accepterer ubegrænset mange grader af uendelighed - man kalder graderne "kardinaltallene". De to laveste grader af uendelighed er "det tællelige" - og det er de naturlige tals uendelighed - og så er det "kontinuet" - de reelle tals uendelighed. Men hvordan kan en mængde være mere end tællelig? Det er det spørgsmål jeg stiller, og det kan ingen besvare. De kloge siger bare, at det kan bevises at mængden af de reelle tal ikke er tællelig. Men en betingelse for at et tal eksisterer, er at det eksisterer, altså at det på en eller anden måde kan beskrives. Det må kunne beskrives, men man kan godt forestille sig at beskrivelsen er sådan at tallet ikke kan findes.

   — Øh, hvordan?

   — Hvis tallet er en løsning til en ligning som ikke kan løses. Der er tal som man kan bevise eksisterer, men som ikke kan findes - eller måske i princippet kan findes, men kun med en urealistisk stor computer.

   — Javel.

   — Selvfølgelig kan enhver ekspert i matematikkens grundlag give en præcis forklaring på det spørgsmål jeg stiller, men jeg har ikke set en forklaring som er så nem og håndgribelig som den jeg giver. Men så for at gøre problemstillingen ekstra fængslende, så konstruerede jeg en snedig historie som foregår på Pythagoras' tid - og hvor han figurerer. Og her vil den matematikkyndige straks være klar over hvor jeg vil hen, nemlig skrønen om at det var Pythagoras der opdagede det inkommensurable - altså det at der er forhold som ikke er brøker - og at opdagelsen skød hele grundlaget for pythagoræernes livs- og verdensanskuelse i sænk, som der står i en skolebog. Men sådan er det slet ikke i min historie, Pythagoras er udmærket klar over det inkommensurable. Han har fat i det mest guddommelige af alle forhold - det gyldne snit - og det er et tal som ikke er et tal, men det må kunne beskrives på en guddommelig måde ved tal som er tal - altså brøker. Pythagoras er sikker på at der er en guddommelig orden - og det er der også - men hans udregninger makker ikke ret. Men så hænder der noget som bringer ham på sporet, og det der hænder er så utroligt at intet menneske kan udtænke det - det må bero på en guddommelig indgriben. Jamen når intet menneske kan udtænke det, hvordan kan jeg så udtænke det? Det kunne jeg heller ikke, det kom til mig ved en helt usandsynlig tilfældighed - jeg var målløs - rystet - over den historie der pludselig dæmrede for mig. Jeg gik frem og tilbage og udtænkte detaljer, og så skrev jeg historien ned og sendte den til Gyldendal. Jeg fik omgående svar, de var vildt begejstrede: min bog var "uhyre velskrevet". Min historie opfylder alle de krav man kan stille til en god historie: en overraskende begyndelse, en dramatisk intrige som danner kulmination, og så en slutning som påpeger noget hidtil upåagtet. Men det viste sig at de matematikkyndige som man konsulterede, ikke havde forstået et muk af den filosofiske problemstilling - de hæftede sig kun ved min gode historie. Så resultatet var, at alt det jeg havde lagt vægt på, skulle nedskæres eller helt undværes. For dem skulle bogen sælge, at den blev amputeret og mistede sin faglige værdi, kunne være ligemeget - ingen ville jo opdage det. Jeg sagde at jeg ville tænke over det, men jeg vendte ikke tilbage, jeg var rasende. Men så nogle år senere tog jeg den frem og udtænkte flere finurlige ting så den blev endnu bedre, men ak, nu var den usælgelig - ingen forlag gad at udgive den. Så udgav jeg den på et selvudgiverforlag, og annoncerede for den i et gymnasielærer-matematikblad. Men den har kun solgt i et par eksemplarer - mit tab er på 30.000 kr. plus 400 kr. om året for lagerplads.

   — Den var til valgfri læsning i gymnasiet, forstår jeg. De bøger var en tiltrængt nyskabelse i sin tid - i 60-erne og 70-erne. Der udkom et væld indenfor de naturvidenskabelige fag - flere på et højt niveau. Men ak, de forsvandt i løbet af 80-erne og 90-erne - nu skal enhver skolebog tjene det obligatoriske - eller den skal være så elementær at den kan sælge helt ned til underskoleniveau.

   — Jeg har alle matematikbøgerne fra dengang - i skolestuen - de var skrevet af matematikere ved Matematisk Institut. Jeg har forsøgt at rette op på skaderne - én om røntgen-skannings-princippet - det emne skulle man mene måtte interessere mange, og det gør det garanteret, men forlagene gider ikke. Den bog jeg udgav, bragte flere sørgelige ting frem. Det er ikke bare redaktionen ved forlagene der er noget galt med, det er også dem der kommer efter - korrekturlæsere og grafikere. Der er ikke penge i det, udgifterne må holdes nede. Korrekturlæserne er studerende som har det i fritiden - umodne til et sådant arbejde - og grafikerne er talentløse. Da jeg så grafikerens traktering af min bog, troede jeg ikke mine egne øjne: mit fine omslag med en sindrig geometrisk konstruktion i en flot farvelægning var smadret, farverne var fjernet og erstattet med en énsfarvet skiden blå, og der var skåret hul i figuren og deri var teksten anbragt i en skrifttype som slet ikke passer til bogen.

   — Hva' ska' sådan noget gøre godt for?

   — Det ska' jeg sige dig: grafikeren får et beløb og skal lave noget, og hun vil være med til at bestemme, og så skal hun vise hvor ferm hun er til at betjene sit isenkram. Men så selve bogen: sjusket opsætning og indsættelse af illustrationer, og der var matematiske tegn som hun ikke anede hvordan man fik frem. I flere måneder sendte jeg mails med ting der skulle rettes, og for hver mail var kun halvdelen af tingene rettet korrekt. Tænk hvormeget spild af tid! Den stakkels grafiker måtte holde ud, for ellers fik de ikke deres penge, men jeg orkede tilsidst ikke mere, der er småfejl som ikke blev rettet. Denne grafiker havde kun lavet ulykker, men hendes navn skulle stå i kolofonen: "Grafisk opsætning: ***" Har de mennesker ingen æresbegreber?

   — Næh, det er deres karriere der står på spil - deres liv. Du og jeg, vi har jo bare været lønslaver - og vi var sikret ansættelse på livstid - vi kan ikke sætte os ind i de yngre generationers kamp i en verden hvor alle kæmper imod alle.

   — Næh, du kan sandelig tro at jeg er taknemlig for den tid jeg har levet i.

   — Jeg siger det samme. Og hvis vi - som den grafiker - var kommet i en situation hvor vi havde dummet os, så ville vi have slettet alle spor.

   — Ja, men det er jo ikke alle der kan slette deres dumheder - hvis man har skrevet noget i en avis. Jeg må tilstå at jeg er flink til ikke at forstå deres arbejdsvilkår - jeg påtaler sjuskeri - der kommer selvfølgelig aldrig noget svar. Og nu får jeg gudhjælpemig at vide at jeg skal sjuske. For er det ikke det jeg skal? Jeg skal skrive spontant.

   — Det kommer vel også af at vi lever i en udadvendt tidsalder - og det er jo ikke dig og mig. Kunstnere og videnskabsmænd var indadvendte før i tiden - ellers valgte man ikke et sådant arbejde - de holdt distance til nutiden og drømte om at leve evigt i menneskehedens erindring. Jeg har haft den samme drøm, men var det evnerne eller heldet der manglede? Jeg holder selvfølgelig på at det var det sidste. Men hvad? - mit liv har været ganske tilfredsstillende - optimalt vil jeg næsten sige - og er det måske ikke det vigtigste?

   — Jo, sådan bør man se på det. Jeg bilder mig ind at min roman vil vække stor opmærksomhed hvis den falder i de rette hænder, men det mest sandsynlige er jo, at den forsvinder og at jeg bør være taknemlig for det. Vi lever vel alle på en livsløgn.

   — Ja vi - fortidslevn som dig og mig - men de yngre generationer? - er de ikke ret godt forsonede med livets realiteter? Den ophøjede verden jeg bevægede mig ind i som ung - det videnskabelige arbejde, universitetet, atmosfæren - den er uendeligt fjern fra den verden de unge idag møder. Jeg kommer af og til på - hva' ska' jeg kalde det? - på nutidens omgang med nogle rester af mit gamle institut - der er foredrag og sammenkomster.

   — Jeg har totalt tabt kontakten til universitetsverdenen. Når der tales om den, er det de ældres tale, og den er altid kritisk. Den kommer typisk fra kulturjournalister som er universitetsansatte. Der var én der underviser i dansk som skrev, at han havde en følelse af at de studerende overhovedet ikke hørte efter - alle hovederne var rettet imod deres skærme - ingen spørgsmål - ingen forberedelse hjemmefra. Og han kunne godt se problemet: vil I.P. Jacobsen gavne dem i deres arbejde som korrekturlæsere i et ministerium? Den norske forfatter Dag Solstad har skrevet en roman om det fænomen. Hovedpersonen er gymnasielærer og underviser i norsk, og så en dag da han gennemgik "Vildanden", kom han pludselig på en tanke som forekom ham helt ny og som ville vække opsigt, men da han så udover klassen - så deres reaktioner - kom der en vrede op i ham. Og det var frustrerende, for var han selv meget anderledes som ung? Efter timen havde han fri, og da han kom ud, begyndte det at regne, så ville han slå paraplyen ud, men den virkede ikke, og så gik han amok: slog paraplyen ind i murværket - trampede den i stykker. Eleverne samledes rundt om ham - han var færdig som menneske. I resten af romanen går han rundt i Oslo og tænker over sin situation. Den eneste af hans kolleger som nogensinde havde vist tegn på en smule ånd, var en matematiklærer som engang havde citeret noget en forfatter havde sagt. Den matematiklærer ville han meget gerne tale med, men han vidste ikke hvordan han kunne kontakte ham, de havde jo ikke samme fag. Han tør ikke gå hjem til sin kone, hun er arbejdsløs og nu er han også arbejdsløs - han er virkelig færdig som menneske.

   — Det ku' være man skulle læse den.

   — Den hedder "Generthed og værdighed" - den er fra 90-erne. Den blev oversat til engelsk og vakte stor opsigt i USA, men den er aldrig blevet oversat til dansk. Den berører en pinlig sag: er det sandt at det er meget småt med faglige diskussioner - og diskussioner på tværs af fagene - blandt gymnasielærere? Den stakkels lærer tør ikke at sige noget, det ender bare med at han går. I min roman ender Annies møde med nogle gymnasielærere med et forrygende skænderi, og hun bliver i bogstavelig forstand smidt ud. Og hun vil have at Niels-Henrik får samme medfart. Det var som sagt oprindeligt meningen at Niels-Henrik skulle have slået en skolelærer. Det stammer fra engang jeg var til eksamen. Jeg blev spurgt om noget, og jeg sagde at det vidste jeg ikke, det stod der ikke et ord om i vores lærebog. Det stod i bogen sagde censor. Så bad jeg ham om at vise hvor det stod, men så greb læreren ind for at redde situationen: det står i bogen! - og det vidste han godt at det ikke gjorde. Da jeg så censor sidde med et overlegent smil, fik jeg lyst til at tage pegepinden og lange ham én. Hvad tror han han er? Han har siddet i sin ungdom og lært nogle skolebøger udenad, og så kan han resten af livet tyrannisere mennesker.

   — En lektor Blomme-type.

   — Ja, men lektor Blomme interesserede sig da i det mindste for sit fag - han læste latin i sin fritid - og han døde vist med et citat på læben.

   — Ja, haha.

   — Jeg har lagt mærke til at jeg har en aversion imod at se mennesker arbejde. Fordi de er maskiner. Det er ikke så meget håndværkere jeg tænker på, det er mere dem hvor der er noget socialt spil på spil. Du er for eksempel indkaldt til et møde, allerførst må du vente i en god tid førend du bliver kaldt ind, når du så står i hans kontor, så bliver der nikket imod en stol foran hans skrivebord, og så må du i en god tid se ham bladre i papirer og flytte rundt på ting - lukke en skuffe op og i. Det er altsammen for at du skal kende din plads - han skal nyde sin magt og du skal føle din afmagt.

   — Det kan vel være for at folk skal sidde lidt...

   — Ja, det er muligt, men jeg mener at de skal være opmærksomme ligefra man kommer ind. Jeg var engang udsat for en fæl en af slagsen, og da han var færdig og begyndte at tale - mit navn og personnummer skulle bekræftes - så sagde jeg det jeg lige har sagt: "Jeg bryder mig ikke om at se mennesker arbejde - de er maskiner." Så kiggede han forundret, og så nævnte jeg alt det der lige var foregået. Han sagde ikke noget om at det var bevidst. Hvis jeg har taget fejl, sagde jeg, så kan han nemt overbevise mig om at det er tilfældet: han kan fortælle at han virkelig var forsinket, og han kan vise mig det der skulle kontrolleres i papirerne og i skuffen. Men han blev helt mærkelig i ansigtet, smilede forlegent, og så kunne vi tale som jævnbyrdige.

   — Ja sådan burde man gøre, men det kan de fleste ikke - det kan få alvorlige konsekvenser - man får ikke stillingen eller dispensationen eller hvad man nu kom for.

   — Ja, man er vel oftest afmægtig. Min far tålte ikke undermålere der havde noget at skulle have sagt - viceværter og folk med kasket fra belysningsvæsenet. Hvad mig angår, begyndte min krig med mine modelfly. Jeg var bitter over at ingen andre i kvarteret havde den interesse - eller i det mindste bare en lødig interesse. Tingbjerg var jo et arbejderklassekvarter. Men krigen var nok blevet endnu værre hvis jeg var opvokset i et overklassemiljø, for jeg begyndte jo at købe og læse de bøger du så i skolestuen, og det var mine forældre stolte over. Men de var garanteret blevet bekymrede hvis de havde haft store ambitioner på mine vegne og kendskab til realiteterne i skolesystemet, for de bøger truede jo min fremtid. Vi talte om Brøndsted, han var den fødte videnskabsmand, sagde du, og netop derfor hang hans karriere i en tynd tråd. Han læste bøger som gavnede hans fremtid, men som skadede hans nutid, for det måtte jo gå ud over lektielæsningen. Han fik dårlige karakterer, og dumpede endda til hovedfagseksamen.

   — Det er rigtigt. Han skriver jo i sine erindringer at han aldrig ville have undværet sin udenomslæsning, selvom det gik ud over karaktererne.

   — Hvorfor blev han ikke vred på systemet? Det gjorde han ikke fordi det skulle være hans fremtidige levebrød.

   — Ja, men han fortalte altid om sin studeren som barn og ung, og han ansporede til udenomslæsning. Hvis man ikke læser andet end det obligatoriske, så er man ikke en rigtig studerende. Han fulgte med i de studerendes interesser, og ved en eksamen kunne han godt finde på at dreje samtalen væk fra det oprindelige spørgsmål og hen på det der var den studerendes kæphest.

   — Det kan jeg godt forestille mig. Jeg skjulte min udenomslæsning for lærerne - man anede jo ikke hvordan de ville reagere. Men en fysiklærer fik mistanke, og inden jeg havde nået at tænke mig om, havde jeg taget et par bøger op af tasken. Han sagde et eller andet som jeg ikke fik fat i, og så vendte han sig om og gik - jeg synes jeg så et smil. Han skulle jo være blevet glad og spurgt nærmere og givet råd til videre læsning, så han kunne brillere med sin viden. Jeg kom senere til at tænke på hvad han mon havde sagt - det skulle åbenbart være morsomt. Det var nok noget med at han ville råde mig til at gemme de bøger til jeg nåede til dem, ellers kunne det jo hænde at jeg ikke nåede til dem. Engang sagde jeg noget i en time som ikke stod i bogen. Det måtte jeg love ikke at sige til eksamen! Er det forkert, spurgte jeg, nej, men det skal jeg bare ikke sige til eksamen - ingen begrundelse.

   — Han kendte vel censor og vidste at denne ikke gerne skulle udsættes for noget han ikke vidste.

   — Ja, det må være sådan noget. Han må åbenbart have fortalt om mig til vores matematiklærer, for efter en time kaldte matematiklæreren mig op og sagde at han havde indtryk af at jeg læste ting som lå udenfor vores pensum. Ja, sagde jeg, jeg har blandt andet læst de lærebøger i matematik som man bruger ved Danmarks tekniske Højskole. Så gjorde han mig opmærksom på at han ikke kunne give mig karakteren 13, for den gives kun for en usædvanlig selvstændig præstation, og mine præstationer er ikke selvstændige.

   — Nå! - kan en lærer det?

   — Vores matematiklærer gik meget op i retfærdig evaluering, og han tog sig omhyggeligt af de svage elever. Vores uddannelse skulle være hans værk. Målet var at vi blev ekspederet videre på bedste vis - målet var karaktererne. Indholdet var ligegyldigt - om nogle få år var langt det meste af det jo alligevel væk. Tænk hvormeget spild af de unges tid og liv! Tag nu dit fag, kemi, der er noget alment som enhver virkelig bør kende til, og så er der en masse forbindelser og reaktionsskemaer. Jeg kan se en mening med at lære det almene og de vigtiste molekyler udenad - vand og køkkensalt og kuldioxid og så videre - og de mest forekommende reaktioner. Men hvis man nøjedes med bare at læse det man alligevel glemmer, et par gange - og hvis man nøjedes med de forsøg, hvor der er en idé i at man ser noget ske, udover at vide det - hvis man gjorde det, så var kemiundervisningen halveret. Jamen hvorfor gør man så ikke det? Det gør man ikke fordi eleven skal kunne dokumentere tilegnelsen, og fordi de unge med den reducerede studietid ville blive for tidligt færdiguddannede. Netop fordi de studerer uengageret, bidrager deres uddannelse ikke meget til modenhed, derfor må tiden trækkes ud inden de kan overlades til at varetage et arbejde - undervise eller blive ansat i et firma. Det koster milliarder, men vi kan ikke gøre noget ved det, vi kan ikke bruge mindre tid på uddannelse end man gør i andre lande. Det ville forudsætte at det var almindeligt at unge studerede på egen hånd, og vi skulle overfor udlandet dokumentere det og hævde at vores ungdom alt ialt er bedre udrustet end noget andet sted.

   — Ja, det ville virkelig være en ønskværdig situation, men der er intet som peger i den retning.

   — Næh. For mig skete der det at jeg mistede respekten for lærerne, og så kan man ikke mere studere. Man vidste ikke meget om lærernes privatliv - de var vel bare levebrødslærere. Lærerne havde selvfølgelig lært mere end mig i sin tid, men der var ikke mere tilbage af det end det de underviste i, ergo var jeg klogere end dem. Og de mennesker skulle man stå skoleret overfor! Grunden til at jeg fuldførte, var at man ellers ville sige at jeg havde opgivet. For at kunne blive ufaglært arbejder, måtte jeg fuldføre og få topkarakterer.

   — Ja, haha - det fik du vel også? - eller? - du kunne jo ikke få 13.

   — Ikke i matematik, men jeg fik 13 i andre fag - jeg var vist den som fik det højeste gennemsnit. Et par måneder senere fik jeg avisbudarbejdet, og så burde jeg jo egentlig være faldet til ro. Det var et fag i fremgang - der kom flere abonnenter fordi folk fik mere uddannelse og tjente mere - jeg var sikret på livstid, mente jeg, og det viste sig jo at være sandt - det var først efter at jeg holdt op, at aviserne begyndte at forsvinde. Men jeg faldt ikke til ro dengang, jeg blev mere og mere vred. Sagen er, at den angst som tynger alle mennesker forsvandt hos mig. For alle er mere eller mindre angste - der er mange ting at frygte - man kan miste sit arbejde - blive forbigået - komme til at sige noget som kan misforstås. Skoleelever er jo virkelig tyngede af angst. De totalitære stater bygger på mekanismen, og det gør vores samfund også. Det er jo en kendt sag at angst kvæler vrede, så for at holde et oprør nede må man inpode angst i folket. Så da jeg var i sikkerhed forsvandt angsten, men så kom vreden. Der var meget galt. Ungdomsoprøret gik ikke i den rigtige retning - og det fusede ud. Det udartede til en folkelig protestbevægelse som bredte sig til flere områder - vandt i realitet og tabte i radikalitet - og det endte med bare at være en opgradering af den igangværende demokratisering.

   — Jah, det er der vel noget om.

   — Min konflikt med verden skyldtes i høj grad at jeg fik mit verdensbillede fra en anden kant end de fleste. Næsten alle får deres verdensbillede fra TV og arbejdspladsen - hvis man ikke har TV kan man ikke være med i samtalen i frokostpausen - man ville være udenfor. Jeg havde adgang til alle aviserne, men jeg skulle jo ikke eksamineres af nogen, derfor læste jeg kun det der interesserede mig, og det var kulturstoffet. Men det var først og fremmest fra bøgerne at jeg fik mit verdensbillede, og bøgerne kommer fra fortiden. Jeg følte mig mere og mere led ved nutiden. At mit billede af fortiden var falskt - en romantisering af fortiden - var jeg da udmærket klar over. Men det var jo en særlig del af fortiden som jeg var et produkt af, det var kunstens og lærdommens verden. Og det gik op for mig at den verden havde religiøse træk. Men hvordan skulle det nærmere forklares? - for det havde jo ikke noget med de traditionelle religioner at gøre. Det var det jeg begyndte at filosofere over. Jeg begyndte at formulere noget - til at begynde med var det vel bare tænkt som en aviskronik.

   — Har du skrevet aviskronikker? - eller debatindlæg?

   — Ja, men det var først flere år senere. Ved årtusindskriftet sendte jeg en kronik til Politiken, og den blev bragt. Den hed "Tilbage til kulturerne" og den handlede om nogle tendenser i litteraturen i det 20. århundrede - absurditeten i det moderne menneskes liv. Camus skrev jo en roman der hed "Den fremmede", og den østtyske forfatter Kristorp Hein skrev en roman der hed "Den fremmede ven". Min kærestes nabo på det tidspunkt var professor i tysk og specialist i Hein, og han lånte mig "Den fremmede ven". Og så opdagede jeg at den er tydeligt inspireret af Camus' roman, det havde professoren ikke opdaget. Jeg fandt på en masse originalt. Kronikredaktøren var begejstret, og jeg fik flere opringninger og breve fra læsere.

   — Den kronik har jeg sikkert læst - jeg må læse den igen.

   — Den ligger på min hjemmeside - sammen med alt hvad jeg har udrettet. Men til at begynde med kunne jeg ikke få fremlægningen af min civilisationskritik til at fungere. Det var lissom tingene ikke kunne siges direkte, det måtte pakkes ind, men hvordan? Så var det jeg fik en idé til en romanhandling. Den var genial, syntes jeg, jeg var ikke et sekund i tvivl om at jeg var på det rette spor - det gik bare derud'a. Jeg tror ikke at nogen romanforfatter har skrevet med så megen entusiasme - og jeg er sikker på at læseren vil kunne mærke det. Men det er ikke spontant - alt er skrevet om i det uendelige, og der er hele tiden blevet muget ud. Som sagt er bogen i øjeblikket på 800 sider, men den ender nok med at blive på over 1000 sider - jeg får hele tiden nye ideer.

   — Men hvis den bliver så stor, er der så ikke en fare for at den ikke bliver læst af ret mange? Dit budskab når ikke ud?

   — Jo, men efter at jeg har arbejdet med stoffet i så mange år, har jeg fået en så stor sproglig færdighed at jeg kan få mange ting frem direkte - altså uden at bruge kunstgreb som romanformen. Jeg har skrevet en lille bog hvor jeg får det væsentlige frem. Den hedder "Den europæiske åndsverden som religiøs kultur" - den er næsten helt færdig. Den er skrevet under pseudonym: "forfatteren" er min romans hovedperson, Annie - de to bøger skal høre sammen. For en bog med den titel og hvor forfatteren er uddannet i klassisk musik, er det nemt at finde på et omslag med mening i, nemlig et nodebillede - det er en lied af Schubert som fylder én side og har bogens proportioner - titlen skal stå med halvgennemsigtige bogstaver, så man kan synge og spille stykket.

   — Hvad er det for en lied?

   — "Der Tod und das Mädchen." Jeg synes at den bog fungerer godt, men det er jo kritikken i romanen severet direkte, og hvordan vil folk reagere? Det kunne jeg godt tænke mig at vide. Jeg kiggede efter forlag man kunne prøve at sende den til, men så opdagede jeg et net-tidsskrift som kalder sig "Turbulens.net", og som betegner sig som "Et forum for samtidsrefleksion". Det er mindre artikler, og jeg har på fornemmelsen at det meste er ting som har været sendt til dagblade men er blevet afvist. Jeg ville ikke drømme om at lægge min bog dér, men jeg ville se hvordan de reagerede på den. Jeg kunne jo lade det være en artikel - godt nok noget lang - 70 sider - men de ville ikke kunne afvise den med henvisning til dens længde - længden er ihvertfald ikke noget teknisk problem. Den blev tilsyneladende vel modtaget: "Artiklen er utroligt velskrevet og interessant." Men: "Vi må bede dig om at sende os et CV, så vi kan se, hvad du, Gert ***, har beskæftiget dig med, og hvad du evt. har publiceret." Jeg skrev at jeg ikke har noget CV - jeg bryder mig ikke om den kultur - jeg har en hjemmeside, dér kan man gøre sig den ulejlighed at læse. Så fik jeg at vide at man havde kigget nærmere i artiklen, og nu havde fundet holdninger som "vores tidsskrift ikke ønsker at lægge navn til. Artiklen har et stærkt normativt præg. Der argumenteres ikke sagligt for de postulater, der fremsættes, og der sættes ikke spørgsmålstegn ved holdningerne." Jeg bad om et eksempel på et uholdbart postulat - der kom dette svar: "Redaktionen fastholder sin beslutning."

   — Det var dog modbydeligt - det er jo bare for at slippe for at læse det.

   — Ja, men det er ikke bare derfor, der er noget om sagen, og jeg er klar over hvad det er, men jeg vil have folk til at pege på det og forklare hvorfor de er uenige. Og det er der ingen der vil. Jeg viste bogen til en forhenværende kæreste - jeg ser stadig lidt til hende - og jeg foreslog at hun læste den og sagde sin mening. Hun skrev tilbage at hun havde læst fem sider og at hun ikke orkede mere. Jeg fortalte hende hvorfor hun ikke orkede mere, og siden har jeg ikke hørt fra hende. Hun er meget tolerant og ligefrem, men det er muligt at en så kraftig dosis af mine meninger, har været for meget for hende.

   — Haha.

   — Hvis det bekendtskab er tabt, så kan det være ligemeget - nu er jeg blevet gammel - men tænk hvis jeg havde været ung og havde skrevet noget som vakte anstød hos de fleste, hvad så? Så ville jeg måske være nødt til at skjule det overfor en kæreste. Men hvis det var en bog med mit navn på forsiden, så måtte jeg skjule den for hende, og hvis nogen i omgangskredsen kendte til den, så måtte jeg pålægge dem tavshed. Men hun kunne jo opdage bogen, hvis hun søgte under mit navn - det måtte jeg konstant frygte. Der ville måske for livstid være sat en stopper for et kæresteforhold.

   — Ja, sådan noget kunne man jo egentlig godt forestille sig.

   — Der er mennesker som er kommet i voldsom modvind, og hvor man tænker: hvordan har de det mon med deres nærmeste?

   — Det har jeg også tænkt, men hvis det ikke ligefrem er en forbrydelse, så tror jeg såmænd ikke at det betyder totalt tab af venner. De har vel samlet ligesindede om sig, og de bliver måske ligefrem bakket op.

   — Ja, sådan er det vel. Men jeg har ingen ligesindede, og jeg vover i højere grad end nogen anden, at tale om ting hvorom man ikke kan tale.

   — Haha.

   — Vores prisværdige ytringsfrihed har sine grænser - jeg kan ikke komme til orde.

   — Du kom da til orde i din kronik.

   — Ja, men det var kun en svag afglans af det jeg vil ud med. Jeg omtalte nogle kendte romaner der behandler et kulturfænomen som alle er enige om at der er noget om. Eller rettere sagt var, for problemstillingen - det absurde i menneskets liv efter at religionen er afskaffet - må siges at være forældet. Det var det jeg skrev i kronikken. Hvad Camus nemlig ikke havde tænkt på, var at der ville komme en dag hvor vi har så mange kulturtilbud at livet ikke mere opleves som absurd. Der er kommet så meget indhold i menneskets liv at vi ikke mere behøver religionen.

   — Jamen du mener da at folks liv er absurd, og at vi behøver religionen?

   — Nej, jeg fremsætter den påstand, at det optimale livsudbytte forudsætter en bestemt beskaffenhed af kulturen, nemlig at den er det jeg kalder "en religiøs kultur". Det er en kultur hvor der er fordringer til mennesket af åndelig og æstetisk art - og hvor kærligheden og skønheden vægtes højt. Og der hersker en klar bevidsthed om at kærligheden ikke bare er en følelse, men et arbejde - en kærlighedsgerning. Alle vil gerne have at der er noget som er det største. For de troende er det en religion - og hos os er kristendommen den mest nærliggende mulighed. De tror ikke en skid på den, men der må bare være noget højere, så de kan bøje hovedet lidt. For de ikke-troende er det største sådan set det samme som for de troende, nemlig kærligheden, for hvad skulle det største ellers være? Man kan jo ikke sige sandheden, nemlig at det er penge og magt.

   — Næh, haha.

   — Alle véd udmærket at enhver form for kærlighed er umuliggjort i vor tid. Hvis de har en kæreste, så holder de af vedkommende og har det godt sammen med ham eller hende, men der er ikke tale om kærlighed. Og hvis de arbejder med noget som betyder meget for dem, så vil de næppe bruge ordet kærlighed for deres forhold til deres fag - det er ligegodt for stort et ord. Kærlighed betyder at man ikke kan forestille sig livet uden kærlighedens genstand. Men der er ikke tale om at man bare er groet sammen - som for eksempel ægtefæller - der er tale om en voldsom lidenskab - entusiasme. Alle - næsten uden undtagelse - aner at der er noget galt med deres liv - der er et sår som der ikke må rives op i. Og det er det jeg gør i mine bøger. I romanen kan det gå an, fordi mit budskab lægges ind i en lang historie som også handler om andre ting. Men i den mindre bog hvor tingene siges direkte, vil budskabet garanteret fremkalde vrede og irritation. Jeg mener selv at bogen fungerer godt. Det mener ham der har læst romanen også - han kalder den "fremragende". Men jeg kan mærke at han er frustreret over mange ting i begge bøger - han bruger selv det ord, men han kommer ikke nærmere ind på det - det har han ikke ret til - det er ikke det han får sine penge for.

   — Hvormeget måtte du betale?

   — Altfor lidt - opgaven var langt større end han havde anslået - det kom til at tage et halvt år. Han forlangte 6000 plus moms, og hans rapport var på 6 sider. Men det er kun i en fodnote at han tillader sig at få luft: "Der fremlægges et altomsluttende verdenssyn ('den religiøse kultur'), som ikke eller kun meget dårligt tåler samtidens fremherskende tendenser, og hvis modstandere ('de verdslige' = en stor del af bogens mulige læsere) derfor fremstilles ekstremt idiosynkratisk og ensidigt, grænsende til det karikerede." Han nævner ikke et eneste eksempel på disse påstande om læseren. Hvorfor ikke? Fordi han ikke kan, vil jeg påstå. Han er nok også provokeret af det Annie siger til Niels-Henrik. Hun gør nar af folk og hun vil have ham til at lave skandale - helst noget der kommer frem i medierne, så hun kan komme ham til undsætning og få sine meninger frem.

   — Jamen kan hun ikke risikere at komme i vanskeligheder? - hvad laver hun?

   — Hun er organist og radiomedarbejder - musikanmelder - hun har i realiteten ingen arbejdsgiver - det havde jeg jo heller ikke.

   — Du lader hende udtænke din kritik, forstår jeg. Det er vel den klassiske musiks skæbne som har sat hendes tænkning igang - der er jo noget religiøst over den klassiske musik - er det ikke det?

   — Jo. Men Niels-Henriks matematik - eller rettere hans forhold til den - er på en måde mere religiøst. Det er det hun forklarer ham - hun har sat sig ind i det han interesserer sig for - så godt det nu kan lade sig gøre. Læseren må høre i detaljer om hans opdagelser.

   — Det er sådan det faglige kommer ind?

   — Ja. Der er selvfølgelig også et langt kapitel som handler om musikken - dens historie og musikteori og den ny musiks situation. Der er endda en gennemgang af en nutidig symfoni - med nodeeksempler - det er Ib Nørholms 8. Symfoni, den blev skrevet lige da jeg begyndte på romanen.

   — Du nævnte også kosmologi, hvordan kommer det fag ind i billedet?

   — Jeg lader Niels-Henrik læse en lærebog i kosmologi, for at han - altså læseren - skal sammenligne matematikken med kosmologien. Kosmologi er et fag som han absolut ikke bør vælge, der er noget latterligt over det. En betingelse for at en forsker kan skrive en afhandling, er at han drager logiske slutninger udfra nogle præmisser som skal være klart præciseret. Men i kosmologien har man meget ofte ikke nogen præcise præmisser. Hvad gør man så? Man gør det at man har nogen alligevel. Derfor er konklusionerne forkerte - det er alle klar over - men der er ikke noget at gøre ved det. Forskningen må tilpasses systemet.

   — Øh, ja. Einsteins relativitetsteori er måske også forkert?

   — Nej, den er sand, men man har et kæmpe problem, og det var Einstein der først kom ind på det. Man troede dengang at Universet er stabilt, men det er det jo ikke, det udvider sig. Men masse tiltrækker jo masse, så derfor må der være en kraft som modvirker det - en vakuum-kraft. Den indførte Einstein, og han kaldte den "den kosmologiske konstant". Men så fik han kolde fødder, troede at han havde begået en brøler - ærgrede sig gul og grøn - men det viste sig at kraften være der. Det er alle kosmologer nutildags enige om. Der er altså en energi som man aldrig har konstateret - en vakuum-energi - hvilket er mærkeligt - og dens tæthed skulle være konstant med tiden. De andre energitætheder - strålingen og massen - aftager med tiden, og den kosmologiske konstant skulle nu være over det dobbelte af massens energitæthed. Men man véd ikke noget om den, den er opfundet for at få nogle ligninger til at passe. Ligningerne er forkerte, men man skal jo have nogle ligninger, så man kan regne.

   — Javel. Det er da godt at man ikke har haft sådanne problemer at slås med.

   — Jeg har også et afsnit om litteraturvidenskab - det er også mest for at gøre nar af faget. For eksempel læste jeg en bog om en litteraturvidenskabelig teori - dekonstruktion - og det viste sig at den er elendig - hvad gør man? - finder en anden bog? Nej, den er skrevet af en kendt forsker, så jeg besluttede at citere latterlige ting fra den. I romanen lader jeg det være en artikel som Annie har givet Niels-Henrik at læse, for at se om han opdager det latterlige. Når det gælder hovedpersonernes fag, så omtales de meget udførligt, fordi det kunstneriske og videnskabelige arbejde er arbejdsidealet i den europæiske åndsverden - og det er den verden jeg tegner et portræt af. Hvor religiøst Annies forhold til sin musik er, kan diskuteres. For hendes musik - den moderne partiturmusik - er jo på en måde inde i en dyb krise, og det mærker hun på nærmeste hold fordi hun skriver en bog om den. Men Niels-Henrik kender endnu ikke meget til sit fags stilling i samfundet. Han har haft flere interesser i tidens løb. Selvfølgelig musik, både udøvende - klaver og fløjte - og teori, det har Annie krævet. Men der har også været fransk, hans tip-tip-tip-oldefar havde jo skrevet en "Fransk Sproglære". Og hans onkel som havde været ingeniør, havde efterladt flere tusind matematik- og fysikbøger. Niels-Henrik kan al den matematik som en ingeniør skal kunne. Det der bliver udslagsgivende, er at han i en matematisk opslagsbog læser om et meget gammelt og berømt uløst problem. Sætningen hedder "Goldbachs formodning", og den går ud på at "ethvert lige tal er summen af to primtal" - det kan gerne gøres på flere måder. Kender du den?

   — Nej.

   — Tag det lige tal 22. Det er 11+11, men det er også 3+19 og 5+17 - de udspaltede tal er primtal. Det er kontrolleret med computer op til meget store lige tal, men det kan ikke bevises.

   — Nå! Kan man ikke meget let bevise en så elementær kendsgerning?

   — Nej. Og årsagen er, mener Niels-Henrik, at matematikerne er skadet af deres lærdom, de er stivnede i deres fantasi, de får ikke øje på de veje som er lige foran snuden på dem. Næh, det der er brug for, er en ung og uspoleret hjerne. Og så har han computeren, den kan bruges til at få ideer - hvormeget har man mon benyttet den?

   — Jeg forstår ikke? - jeg spørger om man ikke let kan bevise en så elementær sætning, og så siger du nej, og forinden har du sagt at den ikke kan bevises, men så går Niels-Henrik igang med at bevise den.

   — Engang havde man den opfattelse, at enhver sand matematisk sætning kan bevises. Men den tro satte matematikeren Gödel en stopper for i 1931, han beviste at der er sande sætninger som ikke kan bevises.

   — Er sandhed i matematikken ikke beviselighed?

   — Nej, at noget er sandt betyder at det er en kendsgerning. Men matematisk bevis er noget meget skrappere end kendsgerning - det er logisk slutning udfra et system af aksiomer. Det er ikke bevist at Goldbachs formodning ikke kan bevises, så det kan være at sætningen kan bevises, men de fleste matematikere tror det ikke, men Niels-Henrik tror det. Nå, men til at begynde med afløser den ene metode den anden. Men så får han en finurlig idé - som ingen garanteret har tænkt på! - og den betyder at han kan omforme problemet til et geometrisk problem. Han kan studere en geometrisk figur, og ved at udmåle den, vælter det frem med formler. De følger af Goldbachs formodning, men Goldbachs formodning følger også af dem. Og hvis han kan dreje det sådan at han kan bevise de aktuelle formler, så er Goldbachs formodning bevist. Det er mægtige kræfter som driver ham: den almindelige tro på at Goldbachs formodning ikke kan bevises, vil gøre sensationen endnu større, når han kommer med sit bevis. Og så er han også drevet frem af pisk bagfra, for han har svigtet skolearbejdet - han har vigtigere ting for - og han begynder vel også at ane hvor det er Annie vil have ham hen. Hun vil have ham væk fra hans fars liv, og over på sin side. Hun lever det frie liv - ligesom hendes komponister - hun har nogle småjobs, men det meste af hendes tid går med at skrive artikler og bøger. Det sande arbejde giver ingen penge, det udfører man af lyst, det står og falder med den tilfredsstillelse det er at udføre det - og så må det meget gerne have større værdi for menneskeheden end det man bare udfører for pengene skyld. Men hvad nu hvis hans arbejde ikke fører til noget? Hvis det kun har ført til nederlag? Så er han en ubetinget taber - han har været overlegen og han har intet præsteret og han vil ikke få nogen eksamen - så kan han ikke mere vise sig for noget menneske.

   — Næh, det kan han vel ikke.

   — Den ene kombination efter den anden ender i en blindgyde, men så kommer der nogle formler frem, som han godt nok ikke kan bevise, men som er overordentligt smukke. De er meget tæt forbundet med Goldbachs formodning, og man kan hente en masse information om Goldbachs formodning ud af dem. Så at han ikke kan bevise dem, gør måske ikke så meget, for teorien er smuk i sig selv, og skønhed vægtes jo højt i matematikken. Nu drømmer han om at skrive en artikel som vil vække forbløffelse hos matematikerne og dokumentere hans evner og viden, og overbevise hans forældre og lærere og kammerater om at hans "udmeldelse af samfundet" har været nødvendig, og at en strålende karriere er på vej.

   — Men den artikel kan han ikke skrive, fordi hans unge og uspolerede hjerne er tom. Han kan ikke skrive andet end nogle smukke formler, som kan stå på et par linier. Hvis jeg ikke tager meget fejl, så har han ikke læst en eneste af de kanoniserede afhandlinger, og han kender intet til problemets historie, derfor kan han ikke sætte sine smukke formler ind i en sammenhæng.

   — Ja, men man kan ikke både læse og forske. Og er lidt omvendt orden måske ikke tilladt til at begynde med? Hvis han havde siddet og læst, var han måske kørt træt, men som det er nu bliver han suget ind i problemet. Og Annie lader ham uforstyrret blive suget - hans interesse skal slå rødder - der er mange ting i den alder som truer. Annie er godt klar over at der venter en nedtur - der har været store udsving hele vejen - men der venter en endelig nedtur. Men hun har god tid, hun "studerer" ham fordi en sådan adfærd er fremmed for hendes fag, musikvidenskab, hvor alt foregår stilfærdigt.

   — Tja, sådan er mit fag vel også - der har ikke været den store dramatik.

   — Som sagt vil Annie have Niels-Henrik til at lave skandale, og der kommer en skandale, hun havde dog gerne set at den havde været større. Han havde lavet en undersøgelse hvor forløbet af en endeløs række af tal skal studeres. Alt tyder på at de forløber på en bestemt måde, og hvis det virkelig er tilfældet, så er han meget tæt på et bevis for Goldbachs formodning. Men han må være helt sikker i sin sag, computeren må køre i mange timer førend hans formodning kan siges at være korrekt. Han lader computeren køre om natten imens han sover. Og da han vågner om morgenen, styrter han hen til skærmen, og så ser han, at tallene er begyndt at bevæge sig i den modsatte retning af det de skal, og lige i samme øjeblik begynder de at kalde nede fra køkkenet. Så går han amok, åbner døren til sit værelse og giver den et spark af alle kræfter: der lyder et øresønderrivende brag og døren revner og væggen revner og ting falder ned. Han når at barikadere sig inden hans forældre når op. Han reagerer ikke på deres buldren og rasen - og han tænker ikke på noget. Da familien er væk, cykler han afsted - han kører bare rundt - han er stedt som lektoren i Dag Solstads roman.

   — Haha.

   — Han må forsvinde, men han må have alle sine ting med, og det må ske inden de kommer hjem. Men så ser han et lille hus som ligger på samme grund som en villa. Han sniger sig hen og kigge ind ad vinduerne, der er tomt, så går han hen til villaen. Det viser sig at det er et ældre ægtepar, og de vil meget gerne lade ham bo i huset - de kan ikke døje hans far. De foreslår at han sørger for at hans værelse er totalt tomt, når hans forældre kommer hjem om aftenen - gardinerne og gulvtæppet og den ødelagte dør - alt skal være væk.

   — Haha.

   — "De gamle" hjælper ham med at komme iorden, og de sørger for at han får ringet til Annie. Men tænk, nu er han fri! Nu er det slut med forældre og gymnasium. Så nemt er det! Hvad penge angår, kan Annie nok forsyne ham. Nu er han ikke skoleelev mere, nu er han videnskabsmand. Nu kan han arbejde ligesom matematikerne i gamle dage.

   — Var hans teori ikke brudt sammen?

   — Jo, men i travlheden er den kommet lidt på afstand, det går nok. Og det går, teorien skal bare korrigeres en smule. Og således fortsætter det i måneder med op- og nedture og korrektioner. Men han spilder ikke tiden, trøster Annie ham, for hans intuition og træning i matematisk tænkning og i programmering vokser for hver dag. Der dukker hele tiden tanker og formler op som kan føre til sejr. Og når det sker, så går han ikke straks igang, næh, så trækker han lykken ud: så tænker han på sine kammeraters sørgelige liv - og alle menneskers i det hele taget. Og når han går igang, så fordamper de strålende visioner der lige havde vist sig, og så får hans kammerater hævn. De har samvær og fester og kærester, han har ikke andet end Annie til at levere adspredelse. Hun lytter når han beretter, og følger med så godt hun kan, men hun er dum i forhold til hvad hun plejer at være. Verden udenfor ham forsvinder mere og mere. Hans forældre og søster var dødirriterende, men nu savner han dem, de ville have dulmet hans ensomhed. Og hvad tænker folk mon om ham?

   — Hvor er hans forældre i denne sag?

   — Hans far er rasende, men hans mor støtter Annies indflydelse og kurs.

   — Er denne kurs ikke noget uansvarlig? Står hans liv ikke på spil?

   — Overhovedet ikke, det er da omvendt: hvis han var fortsat i gymnasiet, stod hans liv på spil.

   — Haha.

   — Men der er jo noget destruktivt i ham. Næste gang sprænger han måske sit gymnasium i luften. Hvordan ville samfundet reagere på en sådan handling? Det ville jo være terrorrisme fra en helt anden kant end det man har hørt om. Terrorrisme har altid været noget med at én kultur går til angreb på en anden. Men Niels-Henriks angreb ville jo sådan set være, at fortiden gik til angreb på nutiden. Men sådan behøver jeg ikke at lade det ende, den historie kan jeg overlade til læseren. Næh, min roman er en dannelsesroman. Men da den europæiske åndsverden ikke mere findes, er dannelse ikke mere sådan noget med at rejse ud i Europa, det er snarere noget med at rejse tilbage i tiden. Derfor må han holdes isoleret fra verden. Han skal have dannelse og uddannelse. Dannelsen er det almene, og her er han langt forud for de andre. Uddannelsen er fordybelsen, og det fag han har valgt, opfylder alle Annies krav: det er gammelt og ærværdigt og der er ubegrænsede muligheder.

   — Ja, i mit fag er der også ubegrænsede muligheder, men jeg tænker nogen gange, at dette at vi får mere og mere viden, engang kan føre til at vi bliver trætte af viden - der vil opstå en almen følelse af at vi har al den viden vi behøver.

   — Ja, sådan vil det gå. Som Annie siger til Niels-Henrik: engang vil matematikken være færdigudforsket, men derfor kan den da fortsat være levende, nu vil man indskrænke sig til at læse og diskutere. Ligesom med verdensreligionerne, de blev skabt indenfor et bestemt tidsrum, og siden har man fortolket og diskuteret - og sloges, skulle man tilføje. Der er jo fag som tilsyneladende er uden udviklingsmuligheder - sådan noget som studiet af en fjern fortidig kultur, der er så gennemudforsket at det er utænkeligt at der dukker nyt op - for eksempel antikken eller den oldnordiske kultur.

   — Jeg må indrømme at jeg har svært ved at forestille mig et sådant fag. Man kan skrive, og forsøge at gøre det bedre end andre.

   — Annies musikvidenskab er noget i den retning, men da det er den nutidige musik hun interesserer sig for, kommer der hele tiden nyt som kan vurderes og som der kan skrives om.

   — Jeg er nok ret skadet af konkurrence-mentaliteten. Jeg har svært ved at forstå et liv, hvor der ikke er en drøm om at udføre noget ekstraordinært - en skelsættende opdagelse. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at skrive erindringer, jeg har en masse at sige - ikke bare kværuleren - men jeg føler ikke at jeg har ret til det, jeg har ikke format nok - jeg mangler en skelsættende opdagelse.

   — Skulle jeg læse erindringer hvor en skelsættende opdagelse var i centrum, så ville jeg foretrække at den skelsættende opdagelse havde vist sig at være forkert.

   — Haha.

   — I min roman sker der selvfølgelig det, at Niels-Henrik på et tidligt tidspunkt beviser Goldbachs formodning. Beviset forklares i mindste detalje, og jeg vil påstå, at kun en person med stor træning i matematisk tænkning kan opdage fejlen. Hvordan skal læseren reagere? Hvis beviset er korrekt, så er det en sensation - og så er romanen en sensation. Altså forudsat at problemet er reelt. Det undersøger læseren straks ved at slå op i et leksikon. Jo, problemet er sandt. Så vil læseren gå beviset nøje igennem, jo, det ser ud til at være fuldstændig korrekt. Men det kan ikke være rigtigt, for så ville romanen have vakt stor opsigt, og det har læseren ikke hørt om. Altså må der være en fejl i beviset. Og da læseren ikke kan finde den, oplever læseren et nederlag. Men det kunne også være at beviset er korrekt. Jeg talte jo om en roman hvor en videnskabsmand fremlagde en skelsættende opdagelse, og hvor det kun er i hans roman at den er at finde. I min roman fremlægges en filosoferen omkring det religiøse - om den er skelsættende vil vise sig - men det kunne jo være, at jeg havde mere i ærmet, det kunne være at jeg faktisk havde bevist Goldbachs fomodning, og at jeg ventede på at en læser ville opdage det og slå alarm.

   — Hvis jeg kender læseren ret, så læser han bogen som en roman, han læser videre, og så?

   — Så læser han at Niels-Henrik tager afsted til Matematisk Institut.

   — Haha. Og så bliver fejlen straks fundet.

   — Ja. Der er faktisk skrevet en roman om en matematikers forsøg på at bevise Goldbachs formodning - den hedder "Onkel Petros og Goldbachs Formodning". Det er en ung mand som fortæller historien om familiens "sorte får", onkel Petros. Den udkom på den tid hvor Niels-Henrik arbejdede med problemet, og han fik den at læse. Den er skrevet af en græsk matematiker og er oversat til dansk. Det er Gyldendal der udgav den, og historien er formet så den kan glide ned hos et størst muligt publikum. Der er stort set ingen matematik i den roman - og det der er, er latterlig pseudo-videnskab. Der nævnes nogle berømte matematikere, og Gödels opdagelse af at der er sande matematiske sætninger som ikke kan bevises. Onkel Petros var et matematisk geni, intet problem var for stort for ham, og kunne han ikke bevise Goldbachs formodning, så var der ingen der kunne. Men ak, det viste sig at ingen kunne løse problemet. For da Gödels sætning kom frem, blev onkel Petros overbevist om at Goldbachs formodning hører blandt de sætninger som ikke kan bevises. Han forlader sønderknust matematikken, og helliger sig sin have og skakspillet. Men så får nevøen den sære onkel Petros i tale. Onkel Petros lærer ham matematik. Han starter med at spørge nevøen om hvormange primtal der er, det véd nevøen sandelig ikke, det har de ikke lært i skolen, hvilket får onkel Petros "til at sukke dybt af skuffelse over den lave kvalitet som kendetegner moderne græsk matematikundervisning". Så fortæller onkel Petros at der er uendeligt mange primtal, det beviste Euklid. Og han viser nevøen beviset - nevøen kalder det "mit første eksempel på ægte matematik" - men læseren får ikke lov til at se det, han bliver spist af med at onkel Petros demonstrerede det "med en hurtig, energisk krattende blyant mod papiret og et par forklarende ord".

   — Beviset må åbenbart være meget kort.

   — Ja. Vi antager at der kun er endeligt mange primtal, og så ganger vi dem med hinanden og lægger én til, så må det tal være et primtal, og det strider imod antagelsen, ergo er der uendeligt mange primtal. Grunden til at "produktet af alle primtal + 1" er et primtal, er at ingen af primtallene går op i det, og derfor går ingen tal op i det, og det er jo definitionen på et primtal.

   — Øh... hvordan kan vi være sikre på at ingen af primtallene går op i det?

   — Et primtal går op i "produktet af alle primtal", og hvis det også går op i "produktet af alle primtal" + 1, så skulle det gå op i 1.

   — Javel.

   — Nevøen bliver så begejstret for den stringens han her ser, at han vil være matematiker. Men onkel Petros vil ikke have at han bliver matematiker, så han stiller ham en opgave som han har tre måneder til at løse - en latterligt enkel opgave. Hvis han kan løse den, så garanterer onkel Petros at han vil blive en stor matematiker, men hvis han ikke kan løse den, så er det ham forbudt at studere matematik! Han skal underskrive en erklæring. Nevøen skriver straks under - opgaven er jo latterligt enkel - det er Goldbachs formodning.

   — Haha.

   — Nevøen bliver frygteligt vred på onkel Petros, fordi han ikke må studere matematik, men onkel Petros begynder igen på Goldbachs formodning - og det bliver hans død. I modsætning til tidligere hvor han betjente sig af den højere matematik, så er han nu helt nede på jorden. Han beder nevøen om at købe en stor pose bønner, og dem lægger han i rektangulære mønstre som han studerer. Og så ser han at "multiplikation er en unaturlig operation", og derfor er også primtallene unaturlige: "deres fordeling er uforudsigelig og deres rektangel er udartet". Men så kommer nevøen til at overvære en faretruende ændring i onkel Petros' tilstand: han bliver mere og mere åndsfraværende og ophidset, og det ender med at han ringer og beder nevøen om at komme øjeblikkeligt, men han skal medbringe en matematiker! En sådan er ikke sådan at fremskaffe i en fart og midt om natten, så istedet medbringer nevøen en læge. Da de når frem, ligger onkel Petros død foran sine bønner, med et "ansigtsudtryk som var stivnet i et vidunderligt smil der udtrykte dyb og absolut tilfredshed".

   — Javel.

   — Romanens første sætning lyder: "Enhver familie har sit sorte får - i vores var det onkel Petros." Imellem første og sidste sætning vrimler det med vås, som for eksempel det med at "multiplikation er en unaturlig operation". Ja du - og din kone - skulle egentlig læse den roman, så kan I se hvor håbløst den ægte faglige roman er stillet.

   — Vi vil læse den, vi vil uden tvivl finde den underholdende. Du er forarget fordi du bliver snydt for formler, men det kan da være at den alligevel giver et godt billede af matematikken. Jeg kunne tænke mig at "se" faget - sammenligne det med mit. Høre nærmere om de skelsættende opdagelser - Gödels sætning som chokerede matematikerne.

   — Ja, men det der i virkeligheden chokerede dem, var deres egen dumhed.

   — Hvordan?

   — For man beviser jo matematiske sætninger udfra aksiomer - det er sætninger som man har vedtaget er sande - på grundlag af erfaringen. Men der kan jo kun være endeligt mange aksiomer - og faktisk er der kun ti stykker. Og ved hjælp af dem kan man nå frem til nogle sætninger - dem der kan bevises - men da ikke alle de sætninger som kan formuleres. Hvis man skulle kunne bevise alle sande sætninger, så måtte man have uendeligt mange aksiomer - og det er umuligt. Ja det er faktisk en kæmpe fordel at der er sætninger som ikke kan bevises, for det betyder at man kan konstruere nye former for matematik som er udvidelser af den sædvanlige matematik, nemlig ved som aksiomer at tilføje sætninger som hverken kan bevises eller modbevises. Man har for eksempel noget man kalder ikke-standard analyse, i den er der reelle tal som er uendeligt små uden at være nul. Og det betyder at infinitesimalerne i infinitesimal-regningen kan bringes til at eksistere. Man kan altså regne med dx og dy ganske som var de rigtige tal - og det er en stor fordel - enhver matematiker eller ingeniør bruger jo metoden intuitivt. Men den kan meget nemt formaliseres - altså gøres lovlig - i min bog om pythagoræerne viser jeg hvordan man gør. Som sagt er den menige matematikers viden om matematikkens grundlag ganske uacceptabel - der er ingen undervisning i emnet ved universiteterne, og der har aldrig været nogen. Jeg mener at det jeg skriver om matematikkens filosofiske problemer i min bog om pythagoræerne burde være obligatorisk i gymnasiet. Det ville betyde en ændret fagopfattelse...

   — En sådan form for ændring skal man vist ikke bringe på bane for tiden.

   — Nej, men en ændret fagopfattelse fandt jo sted i 60-erne - jeg mener mængdelæren - den vandt indpas i underskolen. Og til undervisningen i det sproglige gymnasium blev udgivet en lærebog i matematik som gik helt imod traditionen. Flere af de begreber der blev brugt, var ukendte udenfor de fagspecialer hvor de hørte hjemme, så de sproglige lærte en notation som en matematiklærer i den matematiske linie ikke forstod et muk af.

   — Nå!

   — Det betød ikke noget, eleven skulle ikke bruge det i praksis.

   — Jamen hvad var meningen?

   — Meningen var en mest mulig elegant fremlægning af matematikkens tankebygning. Og det kunne kun lade sig gøre overfor folk der ikke skulle bruge det i praksis. Eleven skulle måske senere studere filosofi eller idéhistorie, og her kunne den erfaring være nyttig. Noget helt andet var, at den matematiske linie blev betragtet som finere end den sproglige linie...

   — Og så gav man de sproglige en finere lærebog end matematikernes! Genialt!

   — Man gjorde jo noget tilsvarende i folkeskolen. Eleverne blev delt i de "boglige" og de "faglige", og de faglige fik undervisning i moderne kunst og klassisk musik - sådanne fag havde de boglige ikke tid til, de skulle ekspederes videre.

   — Ja det var der noget om - det var efter min tid. Det at elever blev udsat for noget de næppe forstod ret meget af - de sproglige fik matematik at læse som de ikke skulle kunne, og de faglige fik gennemgået Asger Jorn eller Stravinsky eller hvad man fandt på - det får mig til at tænke på noget jeg af og til tænker på. I undervisningen lægger man normalt meget vægt på at eleverne forstår alt. Komplet forståelse er nødvendig for evaluering, men der skulle jo gerne formidles ting som er udenfor pensum, og det bliver der måske også, men lærere er så underkuede af kravet om klarhed, at de frygter uklarhed. Men fra morgen til aften er vi jo alle udsat for ting vi ikke forstår, og det går da udmærket. Forstår vi ikke klart, så fornemmer vi, og vores verdensbillede er hovedsageligt komponeret af fornemmelser - eller fordomme, om man vil.

   — I min roman inviterer jeg læseren dybt ind i nogle videnskaber, og det er gjort sådan at læseren kan forstå det ret langt henad vejen, hvis han altså vil, men selvom han bare læser det, vil han alligevel få et indtryk af faget - det har ihvertfald været min hensigt.

   — Jeg har jo erhvervet min naturinteresse fra min far, og selvom han var skolelærer af profession, så var han ikke skolelærer når vi var sammen i naturen eller når han fortalte mig noget eller lod mig læse noget - det ville kræve en umulig koncentration fra hans side. Og det samme med vores datter: når vores fag var på bane, så talte vi af og til direkte til hende, men for det meste ikke, hun lyttede bare med. Og jeg tænkte mange gange: hvilket kaos måtte der ikke være i hendes hoved. Men da hun begyndte systematisk at studere, så var hun glimrende med - hun gennemførte studiet på rekordtid.

   — Men hun ville ikke forske?

   — Nej, hun ville vide, og hun har været mere vidt omkring end min kone og mig, men hun havde ingen tålmodighed til "optegnelser" - det havde min kone heller ikke.

   — Hvis din datter bruger ordet "optegnelser" om det en forsker laver, så er det fordi han ikke er andet end forsker. Videnskab er noget andet end forskning, i videnskab er den frie associatieren fremherskende - ligesom hos kunstneren - i forskning er det rutinearbejdet som er fremherskende. Forskningen har vundet frem på bekostning af videnskaben. Samfundet skriger efter forskning, men langt det meste af den forskning man går efter, kræver ikke stor viden, derfor har man med fordel kunnet nedsætte niveauet og uddanne flere.

   — Det er fuldstændig rigtigt.

   — Det er en kæmpe ulykke at samfundsinstitutioner har taget patent på udøvelse af videnskab. Og nu er meget tilmed blevet overladt til firmaer. Det svarer til at kunstudøvelse bliver varetaget af samfunds- og firmaansatte.

   — Ja, det har du jo erfaret.

   — Mit fag er ældgammelt, men det er ikke mere end et par hundrede år siden at forskningen kom ind på universiteterne, og det har ikke ubetinget været heldigt. Før den tid var matematikken en fri verden - en hobby kunne man vel sige - men hos mange matematikere var niveauet særdeles højt, fordi de ikke bestilte andet - de var godsejere eller rigmænd eller ansat hos en fyrste. De havde mere tid end forskerne nutildags.

   — Jo, men jeg må nu sige, at universiteterne sikrer en vis standard. Se bare din Niels-Henrik, han er din søn som du siger.

   — Ja, men han er på vej ind i faget, og efter min mening på en bedre måde end den systemet tilbyder. Han skal vurderes efter hvor han er den dag han betragter sin uddannelse som færdig. Hvis det går som jeg har lagt op til, så er han til den tid på et ganske andet niveau end universitets-matematikerne. Alene det at han vil have langt mere frihed - jeg forudser at der vil komme en regulær krig. Da han arbejder med Goldbachs formodning ærgrer han sig gul og grøn over at han ikke kan finde på noget stort. Et sted lader jeg ham tænke, at hvis han nu finder ud af noget opsigtsvækkende, så vil matematikerne ved universitetet nok blive sure på ham.

   — Han må forberede sig på at de vil se ham kritisk an, og det vil lægge et pres på ham, og hvis de må erkende at han, både hvad bredde og dybde angår, overgår dem, så kunne det unægteligt føre til en interessant diskussion.

   — Som forhåbentlig kunne føre til at videnskaberne fik deres frihed tilbage, og at det var udenfor samfundsinstitutionerne og firmaerne at man fandt den største viden og kvalitet. Og især at man genfandt grunden til at mennesket overhovedet er blevet optaget af videnskab. Før i tiden kunne man om nogle universitetsfag sige, at forskerne dyrkede deres hobby på skatteydernes regning, for deres arbejde havde ingen nytteværdi. Jeg mente engang - og jeg mener det stadigvæk - at det man kan kalde luksusarbejde - altså det arbejde man udfører selvom man ikke får penge for det - det må henlægges til folks fritid. Vi skal allesammen have del i det, og vi skal allesammen deltage i den kedelige produktion. Det var mine ord dengang.

   — Det harmonerer jo meget godt med kritikken dengang, men man skal nok ikke - idag - kalde produktionen kedelig.

   — Næh, enhver vil se Niels-Henriks udvikling som et eksempel på at der er noget galt med mit leve- og arbejdsideal. De vil fremhæve alle de rigdomme der er i arbejdsfællesskabet som det foreligger. Jeg vil sætte spørgsmålstegn ved ægtheden af de rigdomme, og jeg vil gøre opmærksom på at det er rigdomme på andres bekostning. Hvis et arbejde i produktionen kan kaldes begivenhedsrigt, så er det forudsat af mange mennesker, hvis arbejde ikke kan kaldes begivenhedsrigt.

   — Det er da ganske rigtigt, for at jeg kunne sidde i mit store kontor med mit dyre grej, måtte der adskillige assistenter til, som kom med materialet på et sølvfad.

   — I dit fag ville Niels-Henrik være udelukket, han ville ikke få adgang til det dyre grej. Men i et fag som matematik, er han ikke udelukket, han besøger jævnligt en lektor ved Matematisk Institut, og han har adgang til instituttets store bibliotek. Hvis denne lektor havde haft Goldbachs formodning som speciale, så ville Niels-Henrik være i de bedste hænder. Annie kunne i virkeligheden gøre meget for Niels-Henrik, men hun gør det ikke, hans interesse skal bundfælde sig, og han skal gøres modtagelig for alt det hun har at sige ham. Og som jeg har at sige læseren. Men for at fastholde læseren, er jeg nødt til på dette sted at lade historien tage en vending. Der kommer noget på tværs som vender op og ned på Niels-Henriks liv, så der nu bliver to spor: Niels-Henriks nye liv og Annies "forelæsninger" - de to spor veksler, så læseren kan få lidt fred for Annie. Første bind slutter med at Niels-Henrik beslutter at han må igang med det som han forlængst skulle være begyndt på, nemlig et systematisk matematikstudium. Men så slår en tanke ned i ham lige inden han falder i søvn. Og andet bind begynder med det han kom i tanke om, nemlig en annonce han engang havde set i deres skoleblad. En mystisk kvinde spøger i skoleverdenen, hun tilbyder hjælp til elever som ikke trives i skolesystemet - en bestemt type elever, vel at mærke. Men det er umuligt at finde ud af hvad det er hun tilbyder, for man kan ikke finde en eneste elev som har været hos hende, og rektor Bjørns forsøg på at finde ud af det ved at få elever til at kontakte hende, afslører hun. Denne kvinde, Gudrun, er børnepsykolog, og hun var engang landskendt for sin indædte kritik af børns vilkår - forældrenes og institutionernes ødelæggelser. Hun holdt foredrag og skrev kronikker, men der var ingen forståelse hos hende for forældres situation og for børneinstitutionernes positive sider, så hun blev mere og mere upopulær. Så hørte man ikke mere fra hende, hun ophørte med at praktisere, og Niels-Henrik møder hende i en faldefærdig rønne i en skov. De unge hun opsøger, er mennesker som ikke er blevet kvæstet af uduelige forældre og et forbryderisk skolesystem, de véd hvad de vil og hvad de ikke vil. De er stort set alle børn af mennesker som selv er mere eller mindre udenfor systemet - mest kunstnere - og som ikke bekymrer sig for deres børns fremtid. De unge hun har samlet om sig, har set hendes sære annoncer og opslag, og er sluppet igennem hendes udvælgelsesprocedure - der er ti-tolv stykker i hendes gruppe. Hun har klart fundet Niels-Henrik værdig til optagelse, og hun fortæller ham at den tid han har brugt til forskning og programmering, er givet godt ud: hvis han begyndte ved universitetet, ville han opdage at han kan tilegne sig viden og løse opgaver langt hurtigere end de andre, men hun vil ikke råde ham til det, hun forsyner ham med telefonnummeret til en jævnaldrende matematikinteresseret dreng. Han viser sig at være langt længere fremme end Niels-Henrik, det er ikke behageligt, men det går op for ham at det er en stor fordel - og han skal såmænd snart få overhalet ham. Lidt senere kommer der en pige, som næsten fra første gang de ser hinanden bliver hans kæreste - hun er datter af en kendt forfatter, og hun vil selv være forfatter. Annie er til at begynde med ærgerlig over denne forstyrrelse i hendes plan, og hun er betænkelig ved Gudrun. Det er fint med hendes initiativ, men der er noget falskt over hende - hun er en falliterklæring efter Annies mening. Men så går det op for Annie at Gudrun kan være ganske nyttig for hende: hun kan kritiseres. Meningen med at Niels-Henrik skal få alle sine ønsker til venner opfyldt, er at jeg vil vise hvordan samvær mellem unge kunne være. Igennem flere hundrede sider gengiver jeg deres samtaler - der er hele tiden fremdrift, og det vælter frem med ideer til fælles projekter. Hvordan vil nutidens læser opleve den "konstruktion" fra min side?

   — Sikkert som en anakronisme, men jeg kunne godt lide at læse det. Vi har haft et rigt samvær - min kone og jeg og vores datter - vi har jo været meget naturinteresserede, og der har været fællesskab omkring vores fag, og så har der været bøger og musik. Men vores datter var vist altid skuffet over sine veninder - og drengene var endnu værre. Hun lever i et parforhold, men hun tvivlede i lang tid og der kom ingen børn, men nu er de groet sammen. Men hvorfor skal denne Gudrun være en falliterklæring?

   — Hun er konstrueret for at sætte en diskussion igang. Og for at der kan komme et godt skænderi, må der være et stridspunkt mellem hende og Annie, men de må alligevel befinde sig tæt ved hinanden. De er lige gamle og kommer fra den samme lokalitet og fra overklassen, men hvor Annie har en solid ballast hjemmefra, så har Gudrun ingen - hendes far var en åndsforladt rigmand. Hun kastede sig over det politiske og nyreligiøse der var fremme da hun var ung, men da hun var kritisk anlagt, droppede hun det hele. Og så var der ingenting tilbage, derfor måtte hun bygge verden op påny. Og hun får den opfattelse, at det der er galt med verden er at vi ukritisk tager overleverede falske forestillinger til os. Det kan enhver være enig i når det gælder fortiden, men vi har svært ved at se det når det gælder nutiden. Og det begynder hun at gøre noget ved - hun dekonstruerer så at sige vores kultur - og beholder kun det som er nyttigt og uangribeligt. I modsætning til Annie, som erkender at hendes åndstraditioner er opstået ad sære veje og er fyldt af usandhed, så vil denne kvinde kun høre tale om fornuften. Derfor er der ingen "varme" i hendes liv, hendes livsindhold beror på at hun føler sig klogere end alle mennesker. "Hun har en stor bogsamling" fortæller Niels-Henrik Annie, ja, siger Annie, men hun har dem ikke fordi de indeholder visdom, hun har dem for at gøre nar - deres vås giver hende selvtillid. Annie ser hende som en taber i samfundet, og sig selv som vinder.

   — Jamen Annie det er da dig, opfatter du dig som vinder?

   — Ja ved Gud! Jeg har jo levet fuldstændig som jeg ville have det, hvor mange kan sige det? Og min konflikt har sat en tænkning igang og givet mig en arbejdsopgave.

   — Ja, det må vel også være hovedsagen - verden kan vi alligevel ikke gøre meget ved.

   — Næh, men vi kan tolke udviklingen. Finde ting som tidligere var upåagtede, men som burde have været tillagt stor betydning - det er det jeg gør i min roman. For mig er det religiøse - som jeg forstår det - noget der hører mennesket til, men som mennesket på den anden side godt kan leve foruden. Ja måske lever mennesket bedst uden religion - ihvertfald vil en religion altid have nogle omkostninger. I et samfund kan man enten lægge vægt på dybde eller bredde. I et religiøst samfund lægger man vægt på dybde - og afgrænsning. Det modsatte af et religiøst samfund kalder jeg "et verdsligt samfund", dér lægger man vægt på bredde - adspredelse - mangfoldighed. Og det har mennesket det nok bedst ved - dér er livet nemmere - der er ingen store åndelige krav. Jeg insisterer på at bruge ordet religion for det jeg går ind for, fordi det har træk tilfælles med kristendommen og grækernes religiøse forestillinger. Jeg forkaster totalt de traditionelle religioner - de har helt udspillet deres rolle. Kristendommen har været en kæmpe ulykke - det er en falsk verden og den har hindret sand religiøsitet i at vinde indpas. Nyreligiøsitet har heller ikke meget med religion at gøre - det er spiritualitet, og det er noget andet. For mig er religion et fællesmenneskeligt - kulturmæssigt - anliggende. Man kan ikke have sin private religion. Jeg ser det religiøse som en egenskab ved en kultur: en kultur kan være mere eller mindre religiøs, og indenfor en religiøs kultur kan den enkelte være mere eller mindre religiøs.

Jeg nød at sidde her i denne rus, hvor må det være dejligt at leve sådan, at kunne gøre som man vil - og slå hjernen fra når naboerne kommer. Men det pinte mig at jeg ikke var helt klar nu hvor det gjaldt.

   — Religion er et fællesmenneskeligt anliggende? - men hvor er det fælles for dig?

   — Det er der ikke, derfor er jeg ikke religiøs. Jeg ville være, hvis det var muligt. Det enkelte menneske kan være mere eller mindre religiøst indenfor en religiøs kultur, men ikke udenfor.

   — Javel, din religion eksisterer ikke. Og der eksisterer jo sådan set heller ikke andre religioner. Den religiøsitet der er - ihvertfald i vores del af verden - er bare en gang tynd fernis. Kirken er jo i bund og grund bare noget man holder liv i - den er praktisk - og en erhvervsmulighed for folk der ikke passer ind andre steder. Som organist nyder din hovedperson jo godt af den. Din mindre bog hedder... hvordan var det? Noget med den europæiske åndstradition - den er... den havde et religiøst islæt.

   — Ja, det er en god formulering.

   — Du opfatter den europæiske åndstradition som din religion, men den eksisterer ikke mere. Uddød? Men engang var den levende?

   — Ja, jeg vil sige at den opstod i renæssancen og kulminerede i romantikken og forsvandt i løbet af det 20. århundrede. Men indenfor nogle kunstarter og videnskabsgrene levede den i længere tid end i samfundet som helhed, fordi det var isolerede og elitære verdener. Det gælder især matematikken og den klassiske musiktradition, og det er jo verdener som jeg har haft tæt inde på livet.

   — Og æstetikken tillægges stor betydning? Du sagde at æstetikken var Paludan-Müllers og Kierkegaards sande religion.

   — Ja, æstetikken og kærligheden har afgørende betydning i en religiøs kultur. For grækerne var størrelser som skønhed og kærlighed og religion nært forbundne - og sådan ser jeg også på det. Kristendommen er et misfoster, og den kan kun takke tilfældigheder for sin eksistens. Nogle ligegyldige historier fra en fjern og uvedkommende fortid - indeholdende banale og katastrofale opfattelser - som tilmed blev gjort endnu værre. Tænk hvormegen lidelse kristendommen har været skyld i. Men en sand religion består ikke af historier - eller rettere, den består ikke af den slags historier - noget som påstås at være hændt. Og hvis noget kan være sandt eller falskt, så hører det ikke ind under religion. For det ville jo betyde, at hvis en religion bygger på noget som den hævder er sandt - og som er fundamentalt for religionen - og dette så påvises at være falskt - eller ihvertfald umuligt kan være sandt udfra enhver fornuftsbetragtning - så er religionen usand. Og så kan den ikke mere opretholdes. Jeg læste engang en interessant roman - fransk - skrevet af en religionshistoriker. Han fremsatte det tankeeksperiment - ikke nogen egentlig påstand - at Jesus døde fordi han ønskede at dø. Han led af en kronisk sygdom og havde tendens til depression, men han kunne jo ikke begå selvmord, ergo måtte han lade sig henrette. Men han var en glimrende tænker og taler, så derfor udtænkte han en lære som kunne gavne menneskeheden og samtidig ramme farisæerne på et ømt sted. Han viste at de overtrådte Guds lov og at de ikke var retfærdige og rene indvendig. Han kaldte sig Guds søn, men opfattede sig ikke som sådan. Historien er udformet så den virker troværdig, men som roman er bogen ikke meget værd, derfor er den aldrig blevet kendt. Men i princippet kunne historien være sand, alt passer med det man kan læse i Bibelen, og i princippet kunne man finde dokumenter som bekræftede den. I så fald ville kristendommen være dømt til døden. Noget lignende kan siges om islam. Men en sådan tankebygning som i princippet kan vise sig at være falsk, er ikke en sand religion. En religion - som jeg forstår begrebet - kan man tage afstand fra, men den kan ikke være falsk. En kultur kan påstås at være fordærvet, men hvis den ikke bygger på noget som set fra en logisk synsvinkel må kaldes falskt, så har det ingen mening at kalde kulturen falsk. Nazityskland var en falsk kultur, men man kan ikke sige at rockkulturen er falsk, man kan højst sige som Jens Kistrup engang gjorde efter at have set en TV-udsendelse med en kendt rockmusiker: "Ikke min kultur!"

   — Haha. Ja, sådan må man jo nok se på det.

   — I tusind år kæmpede teologerne for at få skik på dette monstrum af en tankebygning. Men denne trættende kamp udviklede jo ånden - og udvidede den - så der opstod behov for en ny og bedre næring. Det startede i renæssancen med en interesse for antikken, og det førte til at videnskab fra nu af godt kunne være andet end nyttige ting såsom teologi og jura og medicin, og at billeder og musik kunne være til andet end kirkebrug. Og alt dette "unyttige" var i virkeligheden mere interessant end det nyttige. Og dyrkelsen af de unyttige ting begyndte at udvikle sig til en kultur som fik en mere og mere religiøs karakter. Der opstod det jeg kalder "den europæiske åndsverden".

   — Ja, jeg forstår.

   — Hvis der virkelig er en skabende gud og mennesket er skabt i denne guds billede, så skulle mennesket jo være skabende. Og det var det mennesket begyndte at blive nu - altså efter renæssancen. Og nu begyndte der at blive noget at takke for. De kristne har bare ligget på knæ og takket og takket og takket, men de har da ikke haft meget at takke for. Absurd. Den europæiske åndsverden - den højere verdslige dannelse kunne man også kalde den - den kunne ikke kaldes absurd.

   — Jo, formidlingen af den - den har da ofte - ja oftest - været absurd. Det har du jo selv oplevet. Det er absolut ikke nogen af de biologilærere jeg har haft, som fik mig til at interessere mig for biologi. Min far var godt nok biologilærer, men han var af en helt anden type. I fritiden var han amatørbotaniker, og sådan noget var ikke ualmindeligt dengang - idag ville han have været til grin - på samme måde som frimærkesamlere og lystfiskere.

   — Haha. Ja, det er skolesystemet der alle dage har været skyld i at dannelsen har været forhadt af de fleste. Dannelsen var en religiøs verden, og en sådan vil altid have sine vindere og tabere. Og de der skulle formidle dannelsen i den brede befolkning, var oftest blandt taberne - de hadede det de skulle formidle. De skulle formidle kærlighed, men de formidlede had. Der er jo også det at skolen er blevet gjort til et system - det hviler på tvang. Og når mennesker - og især børn - udsættes for tvang, så reagerer de instinktivt imod.

   — Det er der nok noget om.

   — Den verdslige dannelse nåede aldrig frem til en forståelse af sin religiøse natur. Kristendommen havde taget patent på det religiøse, og den verdslige dannelse havde en tendens til at reducere sig selv til oplysning. Man troede ikke på at hele befolkningen kunne få del i den sande højere ånd, højst at man kunne udbrede en vis oplysning. Men da hele befolkningen gerne skulle have en smule ånd, måtte man have hjælp af kristendommen - kristendommen fungerede som et surrogat for de svagere i ånden. Nu skal jeg vise dig hvori forskellen mellem den religiøse og den ikke-religiøse tænkning ligger.

Gert rejste sig og hentede noget i det matematiske værelse.

   — Prøv at bladre i dénher afhandling - den skrev jeg for tyve år siden. Og så prøv at sammenligne de uforståelige tegn med de ligeså uforståelige tegn i déther computerprogram.

Afhandlingen er på hundrede sider, og på engelsk, men formlerne med græske bogstaver fylder mere end teksten. Den har titlen: "On the Zeta Function of a General Shimura Variety." Der er en vis skønhed over skriftbilledet, man kan godt forestille sig at nogen kan føle glæde ved dette - også selvom de ikke har studeret det nærmere. På samme måde som en musiker kan glædes ved en nodeside, selvom han ikke kender musikken. For eksempel ser jeg denne formel:

Computerprogrammet er på adskillige hundrede sider og helt uden forståelige ord. Det er instruktioner i et kodesprog, og der er kun én instruktion på hver linie. Jeg ser for eksempel dette:

   — Der står meget ofte "mov", hvad betyder det?

   — Det betyder move, altså flyt, for eksempel betyder "mov eax, esi" at det der står i processorens esi-register, skal indsættes i dens eax-register. Du skal forestille dig processoren som en plade med rækker af huller hvori der kan stikkes pinde. Rækkerne kaldes registre, og de består gerne af 64 huller, hvert hul kaldes en bit. Pindene i et register bestemmer et tal, nemlig dets cifferfremstilling i det binære talsystem. Og tallene kan komme fra en hukommelsesblok eller blive sendt til en hukommelsesblok, eller man kan udføre regneoperationer på tallene i to forskellige registre. For eksempel er farverne på skærmen en lang række af hukommelsesblokke - tre for hvert punkt, de er hver på 8 bit, og bestemmer farvens bestanddel af rød, grøn og blå. Du kan sikkert fornemme en forskel på de to former for tænkning. Matematikken i afhandlingen er et tankemæssigt bygningsværk. Man ser hovedsagelig formler og diagrammer med pile for sig, og man følger nogle regler. Når man skaber dette bygningsværk, så har man nogle forestillinger - måske tågede - om hvordan det skal ende, og det er dem man styres af. Det gælder om at skabe et bygningsværk som er så smukt som muligt. Men i dette arbejde overraskes man hele tiden. Og det sker jo at tingene ender med at blive smukkere end man havde forestillet sig. Noget man tidligere så som en bekræftelse på, at skønheden i den guddommelige orden overgår menneskets forstand. Et computerprogram kan også være smukt - operationerne kan være effektive og elegant udformet og man kan stræbe efter at teksten står smukt - det sidste har ingen praktisk betydning, men jeg går meget op i det. Men glæden ved at lave et computerprogram ligger normalt ikke i skønhed - andet end i at man kan lave et program hvor brugerfladen er enkel og behagelig. For eksempel har jeg lavet et program som har været noget af en udfordring. Det er et tekstprogram til håndskrift. Man skriver tegnene på papirer, helst i flere varianter, og skanner papirerne og laver en skriftfont. Det har været et større pillearbejde, fordi programmet gerne skulle kunne avancerede ting - for eksempel kombinere tekst og indsatte billeder på en rafineret måde.

   — Håndskrift? Hvordan nærmere?

   — Jeg har ikke en font med en sammenhængende håndskrift - det ville blive et stort arbejde - og det jeg har, er ikke min egen håndskrift. Jeg har betalt forskellige mennesker for at skrive. Det er usammenhængende skrift, men hvert tegn har normalt flere varianter - de vælges i første omgang tilfældigt, så skriftbilledet virkelig ser ud som autentisk håndskrift. Når man så har skrevet teksten, kan man justere de enkelte tegn - vælge en anden variant eller forskyde tegnet.

   — Det kunne jeg da godt tænke mig at se.

   — Det ka' du hurtigt komme til, for i den kuvert derovre er nogle udprintninger. La' os se... her er en fabel af La Fontaine - "Ravnen og Ræven":

"Hr. Ravn på en hængende gren, holdt en ost i sit næb. Hr. Ræv, tiltrukket af duften, sagde nogenlunde således: ..."

   — Det er ret flot - og interessant. Det er jo kedeligt at håndskriften er forsvundet, for det må man jo sige den er, men med sådan et program kan man få noget af den tilbage.

   — Ja, men programmet har skaffet mig fjender på halsen - nogle kalligrafer - de ser det som en trussel imod deres levebrød. Jeg forsøgte at diskutere mit program med den kalligraf som skriver for Kongehuset - få hende til at skrive alfabetet og så vi kunne sammenligne - nej det ville hun sandelig ikke! Da jeg senere så hende på et middelaldermarked, hvor hun sad og skrev, gik jeg hen til hende og erindrede hende om at jeg havde henvendt mig til hende - ja, det huskede hun: "og jeg vil bede dig om at gå". Så skrev jeg en artikel som jeg lagde på min hjemmeside, og hvor jeg gjorde grin med kalligrafernes forening og deres arbejder - jeg sammenlignede deres arbejder med det man kan finde i udlandet. Artiklen hedder vist noget med "Bekæmp computer-kalligrafien, støt computer-kalligrafien". Og den artikel førte til at foreningen lukkede - ihvertfald var deres hjemmeside væk da jeg nogle uger senere kiggede efter den.

   — Nå!

   — Jeg bruger programmet når jeg sender personlige breve - og skrivelser, såsom vedhæng til en fødselsdagsgave. Papiret fablen er skrevet på, er fået ved at skanne en blank side i en bog fra 1500-tallet - den ligger lige bag ved dig - ja prøv at ta' den.

   — Orv for søren, det er en ordentlig karl - det er Aristoteles. Og den er velholdt i betragtning af at den er 500 år gammel. Ja sikke flot typografi - og anmærkninger i margen - og vignetter og masser af illustrationer. Den har du givet en formue for.

   — Overhovedet ikke. Der ligger nogle papirer foran i den, det er en korrespondance hvor den vurderes - det er fra 60-erne. Den vurderes til en halv snes kroner. Og det foreslås at den sendes til Amerika - de dumme amerikanere køber ting bare fordi de er gamle. Sagen er, at det er Aristoteles' samlede værker, og den er i to bind, og det andet bind mangler, og så er der ingen samler som vil eje den. Men jeg er som sagt ikke samler, så jeg kan godt tillade mig at have den.

   — Haha.

   — Men det var sammenligningen af afhandlingen og et computerprogram vi kom fra. Glæden ved at udforske teorien i afhandlingen - og formulere den - har en helt anden karakter end glæden ved at lave et computerprogram - selv nok så imponerende. I bund og grund er dén glæde ikke meget forskellig fra den glæde mange oplever ved deres arbejde. Det er en spændende udfordring, som de siger.

   — Når folk kalder deres arbejde for "en spændende udfordring", så er det for at gøre det til mere end det er. Jeg ville ikke drømme om at kalde min fredsommelige forskning for en spændende udfordring. Men jeg kan godt se at din programmering nok ikke er så fredsommelig - når dine programmer er så omfattende.

   — Ja, det har været virkelig nervebelastende. Det første der sker når man starter et program, er at der ingenting sker - programmet lukker - går ned. Det gjaldt især fraktalprogrammerne. De bygger jo på iterations-princippet: man foretager den samme operation et stort antal gange - måske ti tusind. Og til at begynde med lader man operationen køre uden at have analyseret tallenes størrelse nærmere, og så sker der gerne det at de bliver for store, måske fordi man har divideret med et tal som er for nær nul. Og sker det, så klapper programmet bare i. Det er fordi jeg programmerer i lavt-niveau sprog, det vil sige at programmet ligger tæt på computerens arbejdsmåde, og så er der ikke noget sikkerhedsnet. Man får ingen forklaring på noget - er der det mindste, så lukker programmet ligeså hurtigt som det starter - det er virkelig som at få et slag lige i fjæset.

   — Haha.

   — Og når der så endelig kommer noget frem på skærmen, så er det ikke andet end mudder. Musikprogrammet var ved at ødelægge højtalerne. Men den største overraskelse var nok programmet til billedkomprimerings-proceduren. Jeg skulle jo lave et program som omdanner en simpel bmp-fil til en indviklet jpg-fil. Og når jeg åbnede billedet med et af de visnings-programmer der er i computeren, så fik jeg til at begynde med at vide at "Denne fil kan ikke åbnes". Og da der endelig kom noget, så var skærmen sort bortset fra ét farvet 8 gange 8 kvadrat oppe i venstre hjørne. Så måtte jeg gennemgå programmet og ændre - og så kom de første 8 linier foroven. Så fumlede jeg videre, og så var hele billedet der pludselig - fra det ene sekund til det andet - fuldstændig korrekt. Så var det bevist at programmet er korrekt. Min tilfredsstillelse ved programmering kommer af at jeg har lavet ting som kun få enkeltpersoner vover sig ud i. Hvad laver folk egentlig indenfor det område? De er ansatte i et firma, og der er en arbejdsdeling, så de sidder altså hver dag og laver noget som er en del af noget større, og som de kun har lidt indflydelse på - ja de véd måske ikke en gang hvad det går ud på.

   — Jeg kan slet ikke forestille mig et sådant arbejde - et liv hvor tiden går med noget som bare skal gøres. I min forskning har der været et evigt spændingsmoment - nå, måske ikke særlig tit - men pludselig kan noget nyt eller uventet vise sig - eller man kan få en idé. Jeg udforsker et udsnit af den foreliggende verden, og det gælder om at beskrive og forstå. Din verden er vel ikke foreliggende i samme forstand, men du griber den vel an som om den var? Øh... ikke sandt? Vores fag har det tilfælles, at det er noget med komplicerede strukturer. Det levende og dermed biologien har været der i forvejen, og matematikken var der vel også i forvejen - eller?

   — Hverken biologien eller matematikken var der i forvejen, altså før mennesket fandt på at studere de ting. Biologien er jo ikke det levende, det er studiet af det levende. Der er kulturer hvor ingen ville drømme om at studere det levendes verden, udover det der er til umiddelbar nytte, for eksempel lægevirksomhed og husdyravl og agerbrug. Biologien og de øvrige videnskaber - som du og jeg forstår videnskab - er i virkeligheden et ganske særligt kulturfænomen. Hvorfra kommer egentlig den glæde du føler ved dit studium, har du tænkt over det?

   — Den kommer fra menneskets trang til at gå på opdagelse. Det er sandt at denne trang er kulturbestemt - og bestemt af personlige præferencer - du siger for eksempel at du ikke ville drømme om at rejse - men trangen til opdagelse ligger i menneskets natur.

   — Ja, som dyrisk drift der tjener overlevelsen. Men din trang er forhåbentlig noget mere, og jeg skal fortælle dig hvad det er. Det er alt det som har farvet dit studium - og som har givet studiet af det levende liv, så at sige - og alt dette er kulturskabt. Forestil dig et menneske som ud af den blå luft begyndte at indsamle og sammenligne og optælle og nedskrive. Hvad ser han for sit indre blik? - og hvad ser du? Der er en verden til forskel. Du ser kemiske formler og bøger og afhandlinger - fornemt boghåndværk og imponerende plancher. Og du ser redskaber - kataloger fra din ungdom over fine mikroskoper som du drømte om at få fingrene i. Og du ser universitetsinstitutter og berømte zoologer og ekskursioner med disse og med din kone og datter. Det er jo det Brøndsted har nedskrevet.

   — Jo, du har ret, jeg kan godt se hvor du vil hen. Jeg kan se det når jeg sammenligner min tid med nutiden. Jeg gik på pension for ti år siden, glæden ved at undervise var mere og mere forduftet, som sagt følte jeg mig fremmed overfor de unge og hele miljøet. Faget blev mere og mere et redskabsfag. Det begyndte i 70-erne hvor man så forurening alle vegne, og hvor det var det man skulle bruge sit liv til. Men af en eller anden grund hang den gamle ånd ved i ret lang tid.

   — Der var præcis det samme med den rene matematik, ihvertfald på Københavns Universitet. Højdepunktet lå midt i 70-erne, niveauet var højt og der var et godt miljø - fordi der ikke havde været noget studenteroprør. Men så kom det, med ti års forsinkelse. Der blev holdt møder og udgivet en pjece, hvori man kunne læse at matematikken som jeg dyrker den, "forudsætter en flugt fra virkeligheden", og at vi "har lært teorik, ikke matematik", og at vi ikke opfylder kravet om "at forholde os ideologisk til vores arbejde for at retfærdiggøre vores eksistens", "i skærende modsætning hertil er den videnskabsopfattelse som naturvidenskabsfolk i nationer som Sovjetunionen og Kina er i besiddelse af".

   — Vor herre bevares! Nej den slags var vi ligegodt ikke udsat for ovre hos os.

   — Jeg husker disse sætninger, fordi jeg fornylig har citeret dem i en artikel jeg skrev til matematikernes blad. Det er skrevet af en kvinde jeg kendte fra dengang, hun havde russisk som bifag. Jeg sendte en mail til hende, hvori jeg fortalte om min plan med artiklen og at jeg ville citere hende, og jeg spurgte hvad hun mente om udviklingen. Hun svarede at hun på grund af noget arbejde ikke kunne svare lige i øjeblikket.

   — Haha.

   — Der var megen ulykke dengang - mange man kunne tænke sig at få fat i ørerne på. Jeg havde en kæreste dengang som begik selvmord - på grund af marxismen.

   — Men dog!

   — Hun kom fra et lummert og kulturløst og pengeorienteret miljø. Hun var led ved dette hjem - havde perioder med depression - var jævnligt indlagt. Men det nye der kom, kunne hun slet ikke finde ud af. Hun begyndte at studere samfundsvidenskab ved RUC - det værste sted. Det allerførste de skulle, var at læse nogle marxistiske pjecer af den slags jeg lige talte om. Det slog hende fuldstændig ud. Hun nævnte navnet på en bestemt lærer eller vejleder eller hvad han var - en frygtindgydende Pittelkow-type - jeg har glemt navnet, men man burde finde frem til ham. Der var også andre ting man skulle tilegne sig for nå til en højere bevidsthed - komme ud af fremmedgørelsen. Jeg husker nogle kvindeblade med uappetitlige fotografier. Hun blev jo mere og mere fremmedgjort af alt dette - deprimeret og apatisk.

   — Det var da uhyggeligt. Ja, der har sikket været meget mere tragedie dengang end vi er klar over. Folk døde måske ikke ligefrem, men de der ikke stod det rigtige sted, måtte i værste fald vælge et andet fag, og blev i bedste fald forbigået ved stillingsansættelser. Og det kunne være en katastrofe, hvis det var videnskabeligt arbejde man drømte om.

   — Ja, jeg havde en ven som blev ramt af den ulykke. Han havde satset alt på en universitetskarriere indenfor sociologi, men da det lort kom, blev han skubbet ud - ja faget udviklede sig i en sådan retning at universitetsledelsen tilsidst skubbede faget ud - i ti år kunne man ikke studere sociologi. Min ven måtte klare sig i det private erhvervsliv, og dér var han slet ikke egnet til at være. Han gik tilbunds i alkohol. Indenfor matematikken var lærerne, ligesom alle andre steder, afmægtige overfor det nye. Niveauet styrtdykkede og det meste af den rene matematik forsvandt. Fra nu af handlede alle specialer om det erhvervslivet havde brug for. Og det gik hurtigt fordi de studerende jo i en vis grad havde ret. Den teknologiske udvikling betød at en ny erhvervsmulighed for matematikere var dukket op: erhvervslivet. Erhvervslivet eksisterede slet ikke da jeg begyndte.

   — Nej, men det du sidder med lige nu - det om billedkomprimering - det er da erhvervsmatematik, er det ikke?

   — Det er anvendt matematik, for at bruge et finere ord. Det jeg sidder med er såmænd ganske interessant - på grund af min opfindelse af en anderledes komprimeringsmetode og på grund af computereksperimenterne. Men det er underlødigt, efter mine begreber - jeg undskylder mig som sagt med at jeg er blevet gammel. Forresten har studiet af det overrasket mig en del. Den bog jeg skriver, giver en komplet fremstilling af JPEG-komprimeringsmetoden - det er langt den mest anvendte og den vil sikkert blive brugt i resten af menneskets tid på Jorden. Men denne matematik, som egentlig ikke er særlig indviklet, ville ingen matematiker kunne have udtænkt, hertil er den for indviklet.

   — Hvordan skal det forstås?

   — Det er ikke bare matematik, det er også eksperimenter med menneskets opfattelse af konturer og farver. Fidusen er, at man tillader fejl i billederne, men sådan at det menneskelige øje ikke - eller næsten ikke - kan registre fejlene. Der er også sære kodetabeller til brug for filkomprimeringen som er fundet ved statistiske udmålinger. Teorien blev til ved et tværfagligt samarbejde. Og dette har været interessant for mig at se, fordi jeg tidligere var afvisende overfor tværfaglighed.

   — Du har altså måttet revidere en opfattelse?

   — Nej, jeg har bare set noget anvendt matematik som jeg - med de opfattelser jeg nu har - godt kan fanges lidt af. Men jeg er sandelig glad for at det ikke var den slags matematik jeg valgte da jeg var ung.

   — Det er ikke fint nok?

   — Netop. Den opdeling - fint og mindre fint - har jo altid været der. I antikken skelnede man mellem "logistik" som var den praktiske regning og "aritmetik" som var teorien om tallene - og den hørte ind under filosofien. Det med fint og mindre fint er meget historisk betinget, men det har også at gøre med hvor vanskelig disciplinen er. Det fine er det de store går efter. Jeg er ikke stor, men jeg ville gerne sidde til bords med de store og kunne følge deres samtale. Det har kunnet lade sig gøre fordi jeg levede så frit som jeg gjorde. Jeg skulle ikke varetage undervisning og læse specialer og producere ligegyldig forskning - og jeg havde ikke familie - så jeg kunne tilegne mig stof som var udenfor de almindelige dødelige matematikeres rækkevidde. Det område jeg valgte ligger i grænseområdet mellem flere gamle og veludviklede discipliner som man ikke havde anset for særligt forbundne. Det tog mig 15 år at nå dertil hvor jeg kunne begynde at forske i det afhandlingen handler om. Det har været en stor oplevelse, det største man kan forestille sig, vil jeg sige. Det var faktisk også spændende, men på en anden - dybere - måde end programmeringen. Det hele går langsommere og det er meget mere farverigt. Folk opfatter i almindelighed matematik som noget dødt, men for mig er god matematik som at læse en roman med et fængslende plot og originale karakterer. Men efter at jeg havde skrevet afhandlingen, følte jeg at jeg var nødt til at beskæftige mig med noget andet. Jeg følte at jeg svigtede andre livsområder - jeg var virkelig en fagidiot.

   — Det dér med fagidiot, det er jo bare et redskab man har til at slå de der er lidt dygtigere oven i hovedet. Hvis man beskæftiger sig med noget sundt, så tror jeg at man udnytter tiden mere effektivt. Læg mærke til vidunderbørnene, på næsten alle områder er de længere fremme end andre.

   — Ja, det er sandt. Jeg var ikke et vidunderbarn, men jeg var ret effektiv. Jeg gik som sagt meget til koncerter, og dér sad jeg og skrev formler imens jeg hørte musik - mange antog mig for at være anmelder. Jeg var altså ikke helt fagidiot, jeg havde en ganske god berøring med kunst og andre videnskaber end matematik. Men imens mit videnskabelige arbejde stod på, foregik en udvikling under overfladen. Det begyndte at gå op for mig, at der var en grund mere til at jeg måtte forlade den fine matematik end den jeg umiddelbart angav. Det var jo en gigantisk kulturmæssig kraft som havde fået mig til at bruge tyve år på noget som set fra matematikkens synsvinkel ganske vist var centralt, men som kun yderst få mennesker beskæftigede sig med og kunne holde i live, og som derfor hang i en tynd tråd. Og den tråd begyndte at briste. Den betagende skønhed jeg havde set i min teori, den kom ikke fra teorien i sig selv, måtte jeg erkende. Den kom, som jeg har antydet, fra matematikken som er en ældgammel fagtradition, og som er en del af en større kulturtradition: den europæiske åndsverden. Og forsvandt disse traditioner, så forsvandt skønheden også. Andre mennesker tog så at sige skønheden fra mig. Det samme kunne en sand kristen jo sige, men enhver sand kristen må åbenbart være forsvundet, siden man ikke hører nogen kristen udtrykke sig sådan - der er ingen vrede hos de kristne. Jeg derimod blev rasende på verden - havde lyst til et terrorangreb - fortiden ville have billiget det, er jeg sikker på.

   — Det er jeg også. Engang var fremtiden ligeså forudsigelig som fortiden, og da man romantiserede fortiden, romantiserede man også fremtiden - fremtiden ville altid give én ret. Idag er fremtiden det mest umenneskelige man kan forestille sig.

   — Ja det siger jeg også. Hvis Søren Kierkegaard blev fortalt om verden to hundrede år senere, forestiller de fleste sig at han ville være begejstret, for han er jo læst som aldrig før. Man han tjener bare som levebrød for nogle forskere - på samme måde som kirken, som du var inde på. Havde en person i vor tid skabt en lignende tankebygning, så var han overhovedet ikke blevet ænset. I vor tid er der vist ikke en eneste som går frem og tilbage og tænker. At være filosof i vor tid betyder at man udforsker fortidens tænkning eller at man formidler den. Ja det er ikke engang muligt at være filosof mere, for man skal anføre kilde til alt hvad man skriver, og man kan ikke henvise til sig selv. Masseproduktionen af akademikere har jo betydet, at man må evaluere effektivt, og det sker ved optælling af henvisninger, derfor må disse stakler holde kartotek over alt hvad de læser. En person som er lærd i gammeldags forstand, ville man aldrig godkende, for han véd ikke hvor han har sin viden fra.

   — Ja, det er der virkelig noget om. Jeg forstår dig på den måde, at du sammenligner dig med Kierkegaard - han filosoferede jo også over det religiøse. Og du forudser at dine bøger overhovedet ikke vil blive ænset?

   — Ja, det gør jeg - med mindre jeg tager mig sammen til et terrorangreb. Et det tilstrækkelig spektakulært, så skal de nok begynde at læse mine bøger.

   — Haha. Ja det er godt gjort at der er situationer hvor det er nødvendigt at gå til yderligheder. Jeg tænker også på sådan noget som klimaet - jeg kan udmærket forestille mig en katastrofe.

   — Det er helt sikkert, for skal en katastrofe afværges, må ungdommen tage affære, og det er der ikke noget der tyder på.

   — Aldeles ikke.

   — Jeg var begejstret da ungdomsoprøret brød ud, fordi det kom mig til gode. Det gav mig mod til at vælge et liv hvor jeg kunne bruge al min tid på det jeg havde mest lyst til - og desuden var det jo fedt at kunne fortælle folk at man havde brændt sine eksamenspapirer og ville leve som avisbud resten af livet. Men begejstringen varede ikke længe. Jeg forsøgte at fortælle mig selv, at disse mennesker nok med årene kom til mere nuancerede synspunkter - man vidste jo ikke hvor det bar hen. Men da det begyndte at gå op for mig - i 80-erne hvor udviklingen tog en helt ny drejning - var jeg nødt til at isolere mig. Påmontere skyklapper - på samme måde som mange gjorde i nazitiden. I nazitiden var den slags utilgiveligt, men nu var situationen en anden. Nu var det en åndsverden der skulle udryddes - den åndsverden som havde skabt den største skønhed i menneskehedens historie, og denne åndsverden kunne under ingen omstændigheder være reddet. For selv at overleve måtte jeg holde mig på afstand af verden. Det eneste jeg kunne gøre, var at skabe ting i den gamle ånd og ved min egen person at virke som en trøst for andre fortidslevn.

   — Ja, men der er jo områder hvor vi gør en indsats for at holde den gamle skønhed i live, for eksempel den klassiske musik.

   — Ja, det er prisværdigt, men det er jo bare reproduktion af en fortidig verden, det er ikke levende på samme måde som tidligere. Den kulturmæssige kraft jeg taler om, skabes over en meget lang tid, hundreder af år, og den forudsætter et ganske bestemt kulturklima. Og ændrer klimaet sig, kan den forsvinde i løbet af nogle årtier.

   — Jeg forstår på dig, at det du beskæftiger dig med idag - artikler om matematiske emner og programmering - det er noget der giver dig en stor tilfredsstillelse, men det er et meget stort tab i forhold til det du tidligere har beskæftiget dig med.

   — Ja, og det viser at vi mennesker udmærket kan leve uden den højere form for skønhed - og kærlighed.

   — Du har ret i at de større følelser - den større kærlighed - både til et menneske og til et fag - eller til Gud - er noget som forudsætter særlige kulturforhold. Nu snakker vi om kærligheden, men hvad med forelskelsen? - den kønslige forelskelse. Jeg har ikke lejlighed til at studere de unge idag på nærmere hold - vi har som sagt ikke børnebørn - men min søster og svoger har tre børnebørn som er i teenage-alderen, og jeg kan ikke forestille mig at de kunne blive forelskede på samme måde som jeg da jeg var 18 år. Jeg var forelsket så det virkelig gjorde ondt, alle symptomerne: appetitløshed, manglende koncentration, søvnløshed. Og så den bundløse fortvivlelse med selvmordstanker, da hun begyndte at komme sammen med en anden.

   — Der er en væsentlig forskel på forelskelse og kærlighed. Forelskelse er en forbigående følelse og relativt kulturuafhængig, hvorimod kærligheden kan være varig og er stærkt kulturafhængig. Kærligheden er en særlig form for arbejde - som jeg vist sagde - en kærlighedsgerning. Man indgår i en kærlighedstradition - som man viderefører - derfor skal kærligheden være offentlig - den skal fremvises, ellers er man jo bare modtagende, man medvirker ikke til at opretholde traditionen. Men du har ret, forelskelsen er også kulturafhængig, jeg ser den bare ikke som noget religiøst. Noget religiøst er der jo ved forelskelsen, for man kan tro at den udvirkes af en højere instans for at meddele parterne at de er bestemt for hinanden. Men en sådan form for tro hører ikke ind under religion - efter mine begreber - det er netop bare tro - ikke kulturtradition.

   — Ja. Min kone og jeg læser gerne de samme romaner - og diskuterer. Her i ferien skal vi læse én der hedder "Tornfuglene" - om et ret specielt kærlighedsforhold. Vi har en svaghed for kærlighedsromaner - især sådanne hvor forholdet går virkelig dybt og er problematisk. Men du mener ikke at det er sand kærlighed?

   — Jeg siger at kærlighed forudsætter en kærlighedskultur, og hvis den er veludviklet, er der gode muligheder for sand og varig kærlighed. Er kærlighedskulturen ikke særligt veludviklet, kan der da godt forekomme stærk og langvarig kærlighed, men det er undtagelsen. Hvor og hvornår foregår den roman? - og hvilket miljø?

   — I Australien i begyndelsen og midten af forrige århundrede. Jeg har læst et referat af den. Det foregår hovedsageligt på en stor farm. Deres datter bliver som helt ung - faktisk bare et barn - forelsket i deres præst, men han kan ikke være andet end en ven og vejleder for hende. Og han vil tilvejrs i hierarkiet og ender med at blive kardinal i Rom. Men hans veninde er hele tiden i hans tanker, og det er jo syndigt for én som har viet sit liv til kirken. Pigen som efterhånden er blevet kvinde vil have hævn over Gud som har frataget hende sit livs kærlighed. Hun er blevet gift, men lever adskilt fra manden. Hun har fået et barn - en datter - sammen med ham, og da hun ikke rigtigt kan komme sig efter fødslen, så forærer de mennesker som hun bor hos, hende et ophold i en hytte på et øde sted med et helbredende klima. Men da hun er rejst, kommer præsten for at besøge hende, og så får de den idé at fortælle ham hvor hun er. Så vil han jo nok straks opsøge hende, for det er et sted hvor næppe nogen vil bemærke ham. Og det går som alle - undtagen præsten - kan ønske, han bliver fortryllet af hende, og i flere uger lever de som ægtefæller. Hun bliver gravid og er lykkelig - hun kan ikke få ham helt, men nu har hun da fået en del af ham - han må bare ikke opdage det. Så skynder hun sig at lokke ægtemanden til sig, så han kan udlægges som barnets far. Barnet er en dreng, og han udvikler sig i en usædvanlig retning - bliver et overjordisk menneske. Han vil også vie sit liv til Gud, og han er ubetinget ren i troen. Han vil til Rom og studere hos deres tidligere præst, som han ikke véd er hans far. Og det omvendte gælder også, kardinalen véd ikke at hans unge protegé er hans egen søn, selvom enhver idiot kan se det. Det ender med at den unge mand omkommer ved en drukneulykke nogle få dage efter at han er blevet ordineret til præst - han var for ren til denne verden. Jeg véd ikke nærmere hvordan romanen slutter - der er vist noget med at kardinalen falder død om, da det kommer frem at hans protegé var hans søn.

   — Jeg må læse den roman. Historien foregår i en verden hvor der da udmærket kunne forekomme tilfælde af stærk og varig kærlighed - men det ville være undtagelsen. I det her tilfælde kan man vel ikke sige at kærligheden er fuldbyrdet, for bortset fra deres samvær på det øde sted har de vel ikke haft mere med hinanden at gøre end flygtige møder. Det billede de har af hinanden er i høj grad skabt af deres fantasi - og det er helt iorden - endda en fordel, hvis det er de store følelser man er ude efter. Noget tilsvarende gjaldt jo min faglige kærlighed. Jeg levede isoleret fra samfundet, og mit billede af matematikken havde ikke meget med virkeligheden at gøre - så det var jo kun godt. Jeg var dengang med i en gruppe af matematikere hvis specialer var tæt på mit. Men mit billede af deres verden var usandt - det kan jeg se tydeligt nu hvor jeg har set udviklingen siden den tid. De havde ikke det forhold til faget som jeg havde, for det var jo deres levebrød. Selvom de virkede under forhold som er vild luksus i forhold til idag, så var de strengt taget prostituerede. Der var mange ting som kunne gribe forstyrrende ind: deres speciale var måske ikke helt det de havde ønsket, de var mangelfuldt uddannede, de havde pligtarbejde, de kunne ønske sig mere tid til forskning og de oplevede måske forbigåelse og andre nederlag. Jeg var frigjort fra alt dette - jeg levede i en fantasiverden som var skabt af fortiden og som ikke blev spoleret af nutiden.

   — Jeg kan godt genkende meget af det. Jeg havde jo min interesse fra min far - og jeg realiserede hans drøm. Han var ikke selv videnskabsmand, så hans billede af videnskabens verden var nok noget romantiseret og farvet af fortiden - og det billede bar jeg i høj grad videre på. Jeg mener ikke at jeg blev skuffet ved at møde virkeligheden, for Brøndsteds ånd hvilede tungt over vores institut.

   — Ja, der har været et godt miljø, kan jeg forstå - og det må have været en spændende tid - man får jo en masse at vide i Brøndsteds bog. H.C. Ørsted Instituttet var næsten lige bygget da jeg begyndte, og naturvidenskaben var i voldsom vækst, så der var brug for mange nye lærere, og jeg må ærligt indrømme, at jeg anså de fleste af dem for at være undermålere. Der var da heller ikke nogen af dem som blev til noget større - kendt i den store verden. Men der var en god atmosfære, og det skyldtes ikke mindst at lærerne vidste at de kunne sidde på livstid. Der var ingen indblanding i deres forskning, og de behøvede ikke at bestille ret meget. Kærligheden i den roman du taler om og min faglige kærlighed beror på at der leves i en anden virkelighed, og det tilsvarende kan også gælde for ægtefæller. Ægtefæller kan udmærket opleve en sand og ægte kærlighed, nemlig hvis de er flittige læsere af kærlighedsromaner. De kærlighedsromaner er måske skabt i en verden hvor kærlighedskulturen var veludviklet, og den kærlighedskultur har ægtefællerne taget til sig - de føler at de indgår i den og at deres forhold er ægte kærlighed.

   — Ja, jeg skal tænke over alt sådan noget, når jeg læser romanen - den bliver sammenlignet med "Borte med Blæsten".

   — Den har jeg læst - den er aldeles imponerende. Jeg mener at historiske romaner er den bedste måde at lære historie på - hvis romanen altså er pålidelig - og det er "Borte med Blæsten", når det gælder Den amerikanske Borgerkrig. Men selvom kærlighedshistorierne i de to romaner er usædvanlige - og på grænsen af det troværdige - så giver de alligevel en god forståelse af kærligheden. I vores samfund og indenfor de senere årtier, kan man ikke forestille sig en sådan historie. Allerede i min ungdom var både forelskelsen og kærligheden og dens litteratur fraværende. Jeg talte med min nabo - entreprenøren - om det forleden dag. Han elsker at tale om sine eskapader i sin ungdom, men det var kun sex det drejede sig om, siger han. Der var ikke noget med forelskelse. Sådan var det også for mig.

   — Den bevægelse dengang - den frie kærlighed - eller frie sex som det jo bare var - den fyldte mig med væmmelse.

   — Ja, men den gav mig en chance. Jeg havde hverken økonomi eller lyst til at stifte familie - og nok heller ikke kvalifikationer - men nu opstod der pludselig et stort marked af enlige mødre, som ikke skulle nyde mere kernefamilie. Jeg ser sådan på det, at hvis der ikke er et regulært interessefællesskab mellem parterne - som hos dig og din kone - så kan kærligheden og sexlivet ikke holde, og så må der hele tiden fornyelse til. Og fornyelse må der måske til under alle omstændigheder - jeg går ind for det åbne forhold. Men det er jo egentlig først i vor tid - i din tid - at et interessefælleskab er blevet en reel mulighed. Men det er stadig en sjældenhed. Det er kun indenfor det klassiske musikliv at interesse-parforhold er almindelige - nærmest normen. Og det er en lukket verden, måtte jeg desværre erfare - så i den henseende var mine koncerter spild af tid.

   — Haha.

   — Ved kærlighed har man altid først og fremmest tænkt på den kønslige kærlighed. Men den mest sande og ægte kærlighed har alle dage været den faglige kærlighed - så den var stort set forbeholdt mænd. En kunstner eller videnskabsmand kunne være ekstremt knyttet til sit arbejde, og det kunne være helt utænkeligt at han forlod det. Her kunne den kønslige kærlighed ikke være med. Man producerede kærlighedsromaner i massevis, men de var netop ikke kærlighedsromaner. Kærligheden kommer efter forelskelsen, og den hører ægteskabet til. Men når ægteskabet var indgået i romanerne, så var det ikke interessant længere - så blev læseren bare spist af med at de levede lykkeligt til deres dages ende. Men det var netop ved ægteskabets begyndelse, at det interessante kom, for nu skulle forelskelsen forvandles til en varig kærlighed. En sådan historie var måske ikke så spændende, men den var da langt mere nyttig - folk kunne lære noget af den - få inspiration. Jeg har en roman som jeg kalder min yndlingsroman, og det er en af de få rigtige kærlighedsromaner der er skrevet, fordi den handler om den ægteskabelige kærlighed. Parterne er opvokset sammen som om de var bror og søster, og så har der selvfølgelig ikke været forelskelse. Og det ser forfatterinden som en fordel, ja nærmest som en forudsætning for den rigtige og varige kærlighed. Bogen ligger i det glasskab dér - jeg har den i to eksemplarer. Ja, tag den bare.

   — Tre bind, den er fransk - Les Mères Rivales ou la Calomnie - det må betyde noget med de rivaliserende mødre eller øh... bagtalelsen - af Madame de Genlis - Berlin 1800.

   — Det er noget med et hittebarn som kommer til at sætte deres ægteskab på en alvorlig prøve. Hos forfatterinden mærker man en klar forståelse for at kærligheden skal kultiveres - den skal være offentlig. Og da man dengang var forsigtig med at vise og tale om kærligheden, så måtte kultiveringen foregå igennem litteraturen. Jeg omtaler den roman meget udførligt i min egen roman. Den er sikkert totalt ukendt idag, men forfatterinden var meget læst og værdsat i sin samtid.

   — Siden den er ukendt idag, hvordan fandt du frem til den?

   — Hos en antikvarboghandler - jeg læste lidt hist og her, og den så ud til at være værd at investere i.

   — Ja, jeg har også altid elsket at gå på opdagelse hos antikvarboghandlere.

   — Hvad går du efter?

   — Gamle zoologi- og botanik-bøger - men også romaner og alt muligt. Det er ærgerligt at antikvarboghandlerne forsvinder. Internettet er udmærket, man kan næsten altid finde det man ønsker, men man kan jo ikke bladre, og den særlige atmosfære er væk. Jeg synes at de burde lade folk komme i deres lager, om det så ligger på fjerde sal i et industrikvarter.

   — Ja, du siger noget - min bror er begejstret for at den slags forsvinder - han så også helst at jeg forsvandt.

   — Haha. Men jeg forstår at din bror og svigerinde kommer her en gang imellem og er her i nogle dage.

   — Ja, men hun er kun sjældent med, og han tager gerne hjem før tiden.

   — Hvorfor? Kommer I op at skændes?

   — Ja, jeg repræsenterer fortiden - ovenikøbet dens værste sider. Men der er en manglende logik i hans vrede, for alt det jeg står for er jo ikke på nogen måde en trussel imod ham. Udviklingen er gået stik imod mine ønsker og lige i den retning han ønsker. Så hvad er hans problem? Selvfølgelig kan man være vred over ting der har fundet sted i fortiden, men når noget er dødt og begravet, plejer folk at være gode til at forsone sig med det - lidt for gode, kunne man tilføje.

   — Ja, men siden du ikke kan få logikken til at passe, må der være nogle faktorer som du ikke har blik for. Konflikter mellem søskende kommer næsten altid fra barndomshjemmet.

   — Ja, det er sandt - og i allerhøjeste grad i vores tilfælde. Men forskellen er, at jeg kan bearbejde, det kan min bror ikke. Han udtrykker sig aldrig skriftligt, derfor har han ikke et nuanceret sprog og dybere meninger. Det er en stor fordel at kunne skrive, for har man skrevet om en sag, så kan man gøre en lang diskussion kort: man kan bede folk om at læse det og fremsætte en skriftlig kritik. Det er de fleste ikke istand til, så på den måde kan man få det sidste ord.

   — Hvornår... og hvad skrev du første gang?

   — Det var et læserbrev - jeg sendte det ikke - det ville være utænkeligt at man bragte det. Det var dengang debatten om fri abort rasede. Modstanderne mente jo at en befrugtet ægcelle er et menneske, og det kunne jeg virkelig ikke se nogen fornuft i. Jeg mente - og det mener jeg stadig - at et menneske er ikke noget man er, det er noget man bliver. Et foster er da ikke et menneske - heller ikke en nyfødt, kunne man provokerende påstå - barnet er kun kommet ud af moderens mave, fordi det er blevet for stort til at være derinde. Menneske bliver man i takt med at man formes af verden.

   — Du mener man kan aflive...?

   — Ja, hvis man har opstillet klare kriterier, og ihvertfald hvis det må siges at være vores pligt. Et menneske er altså ikke noget man fødes som, det er noget man bliver, og hvis man går med til den opfattelse, så må det være en kendsgerning at nogle mennesker bliver mere menneske end andre. I min roman kommer jeg nærmere ind på det - eller rettere, det er en teori som nogle unge mennesker læser om og diskuterer. Det er et begreb som kaldes kompleksitets-niveau. Der er forskelle på menneskers kompleksitets-niveau, ligesom der er forskelle på menneskers intelligens. Men i modsætning til intelligens, er kompleksitet først og fremmest miljøbestemt.

   — Det er vel noget med hvor kompliceret opvækstmiljøet er - regler og æresbegreber?

   — Ja, og jeg fremsætter den påstand, at jo højere kompleksitets-niveau, jo stærkere følelse af fri vilje.

   — Man skulle jo umiddelbart tro det modsatte, men jeg kan godt se... Mennesker på et lavt kompleksitets-niveau handler mere udfra elementære drifter - de er mere forudsigelige. Men du vil da ikke påstå at din bror er på et lavt kompleksitets-niveau?

   — Nej absolut ikke, tværtimod. Og han er da sikkert også over normalt begavet - han er bare ikke trænet i koncentreret og målrettet tænkning.

   — Han er på et plejehjem, har I diskuteret den sag? Jeg forstår jo på dig, at du mener at vi selv skal bestemme over vores død, og hvis det bliver almindeligt, så bliver der mindre brug for plejehjem.

   — Jeg antydede engang lidt af det jeg mener - det var imens han var her. Han drejede det straks derhen at jeg mente at de gamle skulle aflives, og så strakte han armen vandret ud. Jeg forsøgte at rette den misforståelse, men så tog det ene ord det andet, og jeg kom også til at nævne ordet "udgifter". Så gik han amok, slog en knytnæve ned i bordpladen så den revnede og brølede: "De skal holdes i live! Om så hver enkelt koster milliarder, har du forstået!" Så var den sag uddebatteret. Tænk hvis jeg havde sagt hvad jeg virkelig mener.

   — Hvad?

   — Jeg mener at det ikke bare er vores ret selv at gøre en ende på livet, det er vores pligt. Den måde hvorpå vi mennesker forlader verden er absurd: vi forlader den først længe efter at livet reelt er slut. Årsagen til vores problem på det område er, at vi har svigtet den pligt vi har til at skabe kultur omkring livets afslutning - vi har bare ladet stå til. Kristendommens forbryderiske opfattelse af selvmord betød at mennesker måtte lade sig pine ihjel, de pårørende kunne ikke gøre andet end at ligge på knæ. Er det virkelig en kærlig gud som har indført den orden, må man spørge. Men tidligere var tidsintervallet mellem livets slutning og dødens indtræden som regel nogenlunde begrænset, idag kan vi strække det til at vare flere årtier. Lidelse og udgifter til ingen nytte. Vi forlænger livet, men kroppen og ånden følger kun delvist med. Vi kan måske være i rimelig vigør til vi er firs, men hvordan er livet så i de sidste tyve år? Men det er et problem som vil løse sig selv: flere og flere vil selv sige stop på et tidspunkt, og det vil føre til at der begynder at opstå noget tradition - sikkert flere forskellige traditioner, altefter hvor folk står - og sikkert også en del indbyrdes afstandtagen. Hvad ceremoni angår, så ønsker jeg personligt at der slet ikke skal være nogen. Jeg vil ordne mine ting og måske give de nærmeste et praj, og så vil jeg forsvinde sporløst - kaste mig ud fra en færge eller en klippe. Når midaldrende og ældre mennesker har det svært med døden, er grunden at de har svigtet livet - de har en følelse af at deres liv ikke er fuldbyrdet. Fra naturens side må mennesket være indrettet således, at har man levet et liv hvor man føler at man har fået alt hvad man kan forlange - og måske endda lidt mere - så melder der sig en vis mæthed og træthed, og så længes man ligefrem efter at dø. Og som sagt er det vores pligt at forlade verden når vores liv er slut. Ja nu skal du høre hvad jeg skriver om det problem i min bog om den europæiske åndsverden. Jeg har manuskriptet her. Det er vist hen imod slutningen - ja her:

Et eksempel på et problem som ville have meldt sig hvis den europæiske ånd var fortsat, er den tiltagende livslængde. Den vil betyde, at en stigende del af de yngres arbejdsbyrde skal lægges i de ældres pleje og reparation. Dette arbejde, som kun i begrænset grad kan overtages af maskiner, vil tage megen tid fra de unges liv, og det har en dræbende virkning på mennesket at færdes i en sådan verden af forfald. I en kultur hvor åndelig rigdom sættes højt, vil man på et tidspunkt erkende, at holdningen til menneskets livslængde må ændres, og initiativet hertil vil komme fra de mest dannede blandt de ældre. De ønsker ikke deres livsværk spoleret af en unødig lang tid med legemligt og åndeligt forfald (og de behøver ikke denne udsættelse til der absolut ikke er mere at hente), og de ønsker at den rigdom som de har nydt livet igennem, skal være en mulighed der står åben for alle. Om et sådant problem kan man sige, at i et samfund hvor debatten har snævre grænser, kan problemet ikke bringes frem, men der føles heller ikke noget behov for det.

   — Ja, det er ret godt formuleret. Har du antydet overfor din bror at han har svigtet livet?

   — At jeg mener det, må han være klar over. Men spørgsmålet er hvormeget han selv er skyld i det. Som barn havde han en tendes til åndelig sløvhed, og han så også lidt sløv ud. Nogle børn i kvarteret kaldte ham Sovetryne.

   — Nå. Sådan virker han da slet ikke på mig.

   — Nej. Men i de sidste skoleår fik han nogle kammerater som både var godt og dårligt selskab. De holdt meget sammen og det var såmænd ganske pæne unge mennesker, og det var godt for ham at have fået en vennekreds, men de var uden nogen form for interesser - ikke engang fodbold. Deres samvær var ligeså tomt som når jeg har mine naboer på besøg. Han blev gift ret tidligt, og deres liv gik med at renovere et faldefærdigt hus på landet, og med besøg af vennerne i weekenden. Da huset var færdigt og vennerne ikke mere kom så tit, så kom tomheden rigtigt for dagen. Så hun ville skilles. Han fik først noget der minder om en interesse, da han kom på plejehjemmet og EDB skulle indføres - det blev han sat til. Men han er i en grad som nærmer sig det demonstrative, uden trang til fordybelse og skabende virksomhed.

   — Er sagen ikke bare, at det er uforståeligt for dig at han ikke fordyber sig? Er han i bund og grund ikke bare som de fleste?

   — Nej, han afviger ligeså meget fra de fleste som jeg gør. Vores far havde et frygteligt temperament, og det har min bror og jeg arvet. Men jeg får afløb for min vrede ved at skrive, min bror får afløb igennem vold - ydmygende tale og hærværk - han har knust porcelæn når han har været her - men det er mest sig selv han slår.

   — Sig selv!? - Hvordan?

   — Han slår hovedet ind i en væg eller en dør med al kraft. Det er utroligt at han ikke får blackout - og hjernerystelse.

   — Er det for at du skal se hans vrede eller straffer han sig selv?

   — Begge dele vil jeg tro.

   — Og det er altid noget du udløser?

   — Ja. Jeg repræsenterer en kultur som er forsvundet, og jeg har lidt et nederlag, hvorfor kan han ikke bare godte sig? Min bror har altid haft modvilje imod mig. Det begyndte da jeg købte de bøger du så i skolestuen. På det tidspunkt delte vi værelse i Tingbjerg, og min bogreol i min halvdel af værelset huede ham ikke. Han saboterede min læsning med sin båndoptager - jeg måtte finde et andet sted - nogle gange badeværelset. Og det blev endnu værre da jeg begyndte at anskaffe plader med moderne klassisk musik. Så begyndte han at falde til ro, jeg havde godt nok begået den synd at få en fin eksamen, men det så ikke ud til at jeg nogensinde ville blive til noget. Ulykken kom da jeg købte min første computer. På det område var han ti år forud for mig. Han var helt oppe på dupperne, nu skulle han rigtig vise mig. Hvad kunne han vise mig? Han kunne vise mig indstillingerne, men han kunne da ikke vise mig programmering - højst hvordan man kompilerer et program andre har lavet og får det til at køre. Men jeg begyndte straks på programmering. Og det gik nemt fordi jeg mødte én der underviste i programmering. Jeg sagde at jeg kunne tænke mig at programmere - jeg er uddannet i matematik. Så sagde han at hvis jeg kunne finde på noget interessant matematisk, så kunne jeg komme hjem til ham, så ville han lave programmet. Jeg tænkte straks på et sært system af kurver, som på den tid havde vakt opsigt og som kun kan laves med computer - det har forbindelse til fraktalerne. Jeg fortalte ham hvordan man får figuren frem - formlerne - det er noget med iteration - og han fik hurtigt lavet programmet. Han var overrasket, da han så mønsteret komme frem på skærmen. Han gav mig en diskette med programmet, og så lavede jeg nye programmer ved at ændre i indmaden af hans program. Man kan sige at alle mine programmer går tilbage til hans program - selvom der ikke er noget af hans program tilbage. Det gik så nemt, fordi han og jeg var to eksperter der mødte hinanden. Men da jeg viste min bror mine programmer var han lammet. Han havde forestillet sig at min brug af computeren ville være den samme som hans, bare med ham i førerstillingen - jeg ville næppe nå op på hans niveau - jeg havde jo andre interesser. Vi kom til at leve i to forskellige computerverdener. Jeg lever i min egen verden og er skabende, og han lever i den store verden og er konsumerende. Når jeg fortæller ham noget, så er det noget jeg har lavet. Når han fortæller mig noget, så er det noget man har lavet - tænk at jeg virkelig ikke véd det! Hvorfor kan han ikke bare more sig over at jeg ikke følger med? Hvorfor skal hovedet slås ind i væggen?

   — Det er da klart: det er finere at man selv har lavet noget, end at man véd at andre har lavet noget. Han slår sig selv fordi han ikke kan lave noget som er værd at vise dig. Der er noget der er gået galt i hans programmering. Du siger at programmering ikke kræver nogen særlige forudsætninger - heller ikke matematik - så han har altså forudsætninger nok. Men han arbejder ikke systematisk - eller han er kommet skævt ind på programmeringen - og han er helt klar over det.

***

   — Gert, jeg er lidt omtåget af de to øl, og det kan godt være at det jeg nu siger er noget som ikke skulle være sagt.

   — Lad os høre.

   — Jeg vil begynde helt fra begyndelsen. Jeg er født og opvokset på Gustav Johannsens Vej.

   — Hvor?

   — Ikke i jeres ejendom, men nede imod Peter Bangs Vej.

   — Og du véd altså hvem vores forældre var? - du har set familien køre forbi?

   — Jeg har set - og hørt - mere. Min moster boede i den høje ejendom overfor jeres.

   — Og hun har hørt hvad folk har sagt om os?

   — Ja.

   — Ja, vi var jo en noget opsigtsvækkende familie, og jeg kan regne ud at der må have været talt om os. Hvornår har hun sagt det?

   — Både dengang og nu - efter at jeg fortalte hende at jeg havde mødt din bror. Jeg kendte jeres navn. Din bror og jeg snakkede om Frederiksberg, og jeg sagde at jeg var født og opvokset på Gustav Johannsens Vej. Dér havde han boet, sagde han.

Jeg fortalte alt hvad jeg kunne huske af det min moster fornylig havde genfortalt.

   — Det er faktisk sandt det meste. Jeg vil dog afvise det med at min far har slået nogen og været i fængsel. Han har aldrig nogensinde slået nogen, heller ikke os børn. Der var en mindre dom efter krigen, men der har ikke været noget ellers. Han var væk i nogen tid fordi han havde arbejde i Holbæk - en møbelpolstreropgave - det er vel det fravær man har diskuteret.

   — Møbelpolstreropgave i Holbæk?

   — Ja, det lyder mærkeligt - det er faktisk først lige nu at jeg ser det mistænkelige. Men han snakkede meget begejstret og detaljeret om Holbæk. Og hvis der havde været noget med fængsel, ville vi børn kunne mærke det. Det er sandt at min far ikke gik med skinner indendørs - når vi var alene - han humpede afsted. Han kunne garanteret være kommet til at gå normalt, han ønskede åbenbart at være handicappet - min mor har senere antydet det. Men dette med at beboere har henvendt sig til kommunen, vidste jeg slet ikke noget om. Jeg tror ikke på det - men der må ha' været noget. Jeg havde dengang en frygtelig angst for at komme bort fra mine forældre. Jeg husker et par episoder hvor jeg skreg og løb efter dem, fordi jeg skulle et eller andet - for eksempel til lægen - eller fordi jeg under en tur pludselig ikke kunne se dem. Jeg havde en følelse af at min mor ville dø - der var noget forpint over hende. Hun gav sig af og til til at skrige af sine lungers fulde kraft og rive sit ansigt til blods. Naboerne reagerede mig bekendt ikke. Hun stod med kniven savende frem og tilbage over pulsåren, men hun skar ikke. Hun lukkede gasovnen op og åbnede for gassen og trak min bror og mig hen, men hun lukkede igen. Senere hen kunne jeg se at selvmord var utænkeligt - det ligger slet ikke til min familie. Var det noget med min far? Var det hendes rengøringsvanvid der drev hende til vanvid? - hun tålte ikke når solen skinnede i stuen og man kunne se støvet i strålerne. Jeg troede dengang at det var når jeg og min bror havde gjort noget vi ikke måtte. Led hun meget under det at være krøbling? - hun var da ellers ganske køn. Der er en mulighed som det er uhyggeligt at tænke på: hun kan have haft kroniske smerter som drev hende til vanvid. Hun havde uro i benene, og man talte om en operation - noget med at ombytte nerver - det blev heldigvis ikke udført.

   — Hun har aldrig nogensinde talt om det?

   — Nej. Og jeg har aldrig spurgt. Men der er noget mærkeligt. Da hun var omkring de halvfjerds år - og havde haft det godt i mange år - skrev hun erindringer i nogle kladdehæfter. Og det er tydeligt at det var skrevet med den hensigt at min bror og jeg skulle læse det. Der var noget der skulle gøres godt igen, og der var noget der skulle slettes af erindringen: hvis vi kan huske noget der ikke skal huskes, så skal vi vide at det har været en lille episode som vi har forstørret op. Min mors krise kulminerede i tiden på Gustav Johannsens Vej, og netop disse tre-fire år er i hendes erindringer gjort til lutter idyl. Side op og side ned med: "vi fik en rigtig hyggelig lejlighed", "med et dejligt kælderrum til møbelpostring", "vi havde det virkelig godt". Hun fortæller gentagne gange hvor glad hun var for os børn. Hvilke pragteksemplarer vi var, vores leg og hvordan vi hyggede os med kakao og hjemmebag og højtlæsning. Vores udflugter hele familien - Frederiksberg Have og Dyrehaven. Og lørdag eftermiddag hvor vores far tog os med ind til byen for at se et eller andet. Alle trængslerne er flyttet til det sted hvor vi boede før - Flintholm Allé - og hvor vi ganske rigtigt blev smidt ud. Der var skænderier - min far havde en anden kvinde - handicappet og tyve år yngre - og der var politiske møder i lejligheden. "Vi skændtes meget," skriver hun, "men blev lige så tit gode venner igen." Tonen i erindringerne er hele vejen positiv.

   — Hvornår stopper erindringerne?

   — På et tidspunkt hvor hun er nødt til at stoppe, fordi hun ellers ikke ville kunne fortsætte sin kurs med at fortie ting. På den tid hvor hun skrev erindringerne, fortalte hun ofte og ganske åbent om fortiden til mig, når jeg besøgte hende - hvilket jeg gjorde tit - et par gange om ugen - så fik man ordentlig mad og noget med hjem i en gryde. Men der var ting som vi begge har tænkt på, men som der aldrig blev talt om. Jeg tror ikke at min mor frygtede at jeg skulle begynde at spørge. Der var en stiltiende overenskomst om at tingene ikke havde fundet sted. Jeg burde egentlig hade mine forældre, på grund af deres mange synder - især undladelsessynder - men jeg kan ikke. Ikke fordi jeg er tilgivende - jeg er aldeles ikke med på den med at vi skal tilgive alt - men fordi jeg trods alt har haft en gevinst ved dette hjem. Alt det jeg står for, fører jeg tilbage til mine forældre.

   — Men du antyder nogle skader. Jeg skal ikke spørge om hvori de består, men kan du sætte præcise ord på? Måske ligefrem noget med sygdom som det er muligt at holde skjult?

   — Ja, lad os bare sige det.

   — Du siger at din mor talte åbent om nogle ting. Hvad med sådan noget som seksuelle overgreb? Min læge-svoger - som er børnepsykiater - siger at stort set alle børn før i tiden havde været udsat for et eller andet, men det var småting - ting som hvis de overhovedet huskes, ikke fremkalder ubehag ved at blive hentet frem - ja måske tværtimod. Alvorlige overgreb får derimod altid alvorlige konsekvenser - det er en af hans mekaniske opfattelser. Har der været noget stort eller meget skamfuldt, så begynder han straks at lede efter konsekvenser. Han kan ikke forestille sig, at på samme måde som man kan komme sig fuldstændigt over en fysisk ulykke, så kan man også komme sig fuldstændigt over en psykisk ulykke.

   — Hvad man tager psykisk skade af er i høj grad kulturbestemt. Det er en besynderlig holdning der hersker lige i øjeblikket. Sådan går det når der ikke er alvorligere ting man kan bekymre sig om. Eller måske er der netop noget alvorligt at bekymre sig om, nemlig en generel mangel på seksuel appetit. Jeg har det indtryk, at folk på det område - lissom på de fleste områder - er mere eller mindre døde indeni. Der er ikke noget ved noget. Mange er storforbrugere af porno, men det er bare noget der passerer forbi, ikke en egentlig dyrkelse - interesse.

   — Det er det måske for dig?

   — Ja det ska' jeg da gerne indrømme - jeg har hundredevis af billeder i mine computere - du så jo ét da du kom. Næsten alle mine billeder er bearbejdede - beskåret og sløret med et program jeg har lavet, som kan sløre billeder på den matematisk mest korrekte måde.

   — Nå, ja - det er måske for at fjerne ting som støder dig?

   — Ja, men jeg slører dem alligevel. Virkeligheden skal ikke ses knivskarpt - det har mennesket ikke brug for - og det kan tit ødelægge skønheden. Det er derfor moderne TV-skærme virker voldsomt frastødende på mig - og så er der det at der er flere billeder og tekster samtidig - det er anmassende. Det er noget man skal være opvokset med - jeg ville gå amok hvis jeg så det. Noget helt andet er, at let slørede billeder kan komprimeres ekstremt kraftigt.

   — Jeg synes også der er noget anmassende over folks kæmpe skærme. Har din bror set dine billeder?

   — Det ville være utænkeligt at vise ham dem. Engang da jeg tændte en computer, kom der et billede frem på skrivebordet - han rystede på hovedet: "Perverst." Billedet var aldeles harmløst. Der er noget galt med de fleste menneskers driftliv. Engang spillede levevilkårene en væsentlig rolle, og det gør de stadig. Der er træthed og fortravlethed og mangel på privatliv. Jeg vil ærlig talt påstå, at i de fleste parforhold gør parterne hinanden mere skade end gavn. Som én herude der bor sammen med en kvinde siger: "Man bliver træt af hinanden."

   — Det gælder jo nok for en hel del, men det har i høj grad noget med indholdet af forholdet at gøre.

   — Ja absolut. Jeg har ikke kendt nogen længe nok til at det seksuelle måtte siges at være hørt op - det siger jo sig selv, når det ikke er andet end sex som holder forholdet sammen. Men jeg har lagt mærke til, at i de tilfælde hvor der har været et vist interessefællesskab, er der ikke opstået træthed - lyst til at være sammen med en anden. Men det har uden tvivl hængt sammen med at vi ikke har boet sammen - når jeg var alene kunne jeg få det som en partner ikke kan give. Jeg vil påstå at de fleste er utilfredse med deres sexliv - er der ikke det ene galt, så er der det andet. Men det er åbenbart ikke noget stort problem - de kører på nedsat blus. Men det gør de i virkeligheden ikke, der er en masse uro under den rolige overflade. Misundelse når de ser noget. Og helt galt går det, når de hører om en drift som har en sådan størrelsesorden at den hos folk med en svag karakter kan føre til en forbrydelse. De bliver misundelige, ikke på forbrydelsen selvfølgelig, men på driften.

   — Det er driften imod børn du tænker på? - den skal accepteres? - hvis den kultiveres.

   — Ja, for den er der jo, og den kan da udmærket være harmløs. Hvis det er sandt at alle børn før i tiden havde været udsat for et eller andet, og at det ikke fik nogen negativ virkning, så kan det jo ikke kaldes overgreb. Det er noget man ikke véd så meget om, for børn talte ikke om den slags - heller ikke senere i livet. Min mor talte om en onkel, men hun fortalte aldrig nærmere om hvad han gjorde. Måske har hun set det som et tegn på at hun trods sit handicap, havde en tiltrækning. Før i tiden var der et område hvor voksne på legal vis kunne få tilfredsstillet deres seksuelle begær efter børn, nemlig malerier og fotografier af børn, enten helt nøgne eller i en attitude som pirrede. Det var ret udbredt i victoriatidens England. Det kunne indpasses i den tids romantisering af barnet - barnet var ubesmittet og aseksuelt - i modsætning til den modne kvinde. Postkort med nøgne børn var populære. Matematikeren Charles Dodgson, der skrev "Alice i Eventyrland", fotograferede børn - nøgne eller letpåklædte i en sexet attitude - især hans Alice. Jeg var som barn udsat for en slags telefonsex. Det var en mand som i en periode ringede lige når jeg kom hjem fra skole - han må have kunnet se mig fra vinduet, og vidst at jeg var alene hjemme. Jeg skulle gøre sådan og sådan, røre "tissepungen", og "er det ikke dejligt". Jeg sagde bare ja, men hvad tænkte jeg? At manden var gal? Sikkert, men det var jo en voksen mand - og børn er usikre - og nysgerrige - derfor følger de de voksne ret langt.

   — Ja, og i et kristent miljø kunne en autoritet som en præst gå meget langt.

   — Ja, men jeg mener nu at omtalen af de katolske præster er ude af proportion med problemets omfang. Og det med børneattester. Det er pikante sager som medierne er begejstrede for, men de tager ressourcer fra problemer som enhver må indrømme involverer flere mennesker og mere lidelse, men som - ak - er uden underholdningsværdi.

   — Ja, sådan burde man jo se på det. Men nu med ham der ringede, du lagde ikke bare røret på?

   — Nej, det var utænkeligt - det kunne man ikke overfor en voksen. Jeg sagde det aldrig til nogen - ja det er vist første gang jeg siger det nu. Men tænk en gang: før i tiden var det småovergrebene der var skyld i at børn anede noget om de drifter.

   — Ja, den totale mangel på oplysning er en beklagelig yderlighed, men jeg mener nu at børn skal holdes helt uden for de voksnes intime liv.

   — Det er ikke noget man skal lære?

   — Nej, det kommer af sig selv - man fortæller dem lidt.

   — Du mener: det er en dyrisk drift, og den behøver ikke - i modsætning til forelskelsen og kærligheden - nogen kultur?

   — Jeg forstår hvor du vil hen, men jeg kan ikke se hvori den kultur skulle bestå.

   — I 70-erne forsøgte man... ja hvad forsøgte man? Det skulle foregå mere åbent og man eksperimenterede og man inddrog også børnene.

   — Inddrog man børnene?

   — Ja, børn kan da have masser af seksuelle lyster. Det er gerne noget der står på i korte perioder, og så kan det være totalt fraværende i lang tid - i modsætning til efter puberteten. I gamle dage reagerede man panisk på onani, idag lader man som ingenting. Men jeg har da i 70-erne oplevet kontakt mellem børn og voksne, som var klart seksuel og som lå indenfor rammerne af børns naturlige seksualitet.

   — Hvad?

   — Jeg tænker på kyssen på munden og onaneren. Jeg havde en kæreste som havde en søn på fem-seks år. Han kom tit ind i vores seng når han vågnede, og en morgen da jeg vågnede, opdagede jeg at han lå og onanerede. Da han så at jeg var vågen, tog han min hånd, jeg skulle gøre det. Jeg gjorde det jeg skulle gøre, og det hidsede ham meget op. Bagefter fortalte jeg det til moren, det undrede hende ikke - hun og faren gjorde det på ham. Og han havde også set de voksne gøre sådan - altså at moren havde gjort sådan ved både faren og mig. Min kæreste ønskede ikke nogen form for prævention, så man kunne normalt ikke komme inde i hende, det måtte foregå udenfor. Jeg mener at hendes inddragelse af sønnen i sit seksualliv lå indenfor det naturliges rammer - hun var en fornuftig kvinde. Men der foregik da nok ting dengang som gik over stregen. Man forestillede sig vel at noget værdifuldt og holdbart skulle vise sig. Hvad der siden er sket, véd jeg ikke meget om - jeg synes at det er gået mere og mere tilbage. Men det er det jo på en måde ikke, for der er virkelig kommet ting og sager. Mon ikke alle børn idag har set porno på Internettet? Der er altid én der kender et søgeord eller en adresse. Og eftersom børnene er uden en udviklet og kultiveret drift, så er det ikke det smukke de går efter, det er efter det mærkelige. Og børnene kommer til at tro, at det der foregår i forældrenes sovekammer når døren bliver låst, er det de har set på Internettet.

   — Ja, men det må forældrene korrigere. Der findes da mig bekendt fornuftige bøger som indvier børn i den side af livet.

   — Ja, men det er ikke nok. Jeg regner med at du synes at den musik børn og unge hører, er nogenlunde ligeså fordærvet som den porno de ser, men så er det da ikke nok at du siger: "Hør her børn, nu ska' I høre et stykke rigtig musik." Den rigtige musik skal være normen - noget som de unge fornemmer er hævet over deres forskellige ungdomskulturfænomener.

   — Ja, det er sandt, vores datter er ligeså glad for klassisk musik som min kone og jeg, og det er selvfølgelig fordi den var normen i hendes barndomshjem, men hvordan skulle den smukke måde at udfolde vores kønsdrift på blive normen for børn?

   — Vi kan omgive os med billeder af smukke mennesker og smuk erotik. Jeg har ikke noget hængende på væggene her - det ville ikke passe til det øvrige og jeg har jo ingen børn jeg skal påvirke - men jeg har som sagt uendelige mængder af billeder i mine computere - og jeg klipper alt smukt ud af aviserne.

   — Ja, jeg så godt en masse aviser i køkkenet, hvor det er tydeligt at det ikke er en tilfældig side som vender opad. Et usædvanligt kønt kvindeansigt - vist en kosmetikreklame - en gymnastikpige - øh der var også et billede med nogle børn der bliver badet - ja det er hvad alle forældre ser, men hvilken avis er det?

   — Kristeligt Dagblad.

   — Nå!

   — Det er da ikke så mærkeligt.

   — Næh haha. Ja, du er måske inde på noget - man kan gøre en del for at modvirke det skadelige. Øh Gert, det der har fået mig til at opsøge dig, er en telefonsamtale jeg tilfældigvis overhørte da jeg kom for at hente romanen hos din bror. Han talte med dig - han var i køkkenet og jeg var i stuen, og han vidste ikke at jeg var kommet - hans kone havde lukket op, og hun skulle lige ind til naboen. Din bror var meget vred over noget du havde sagt, og det gjaldt for ham om at nedgøre dig på den allermest ydmygende måde. Han viste sig pludselig fra en helt anden side end første gang jeg mødte ham - ja man fik det indtryk at der måtte være noget alvorligt galt med dig.

   — Hvornår var det?

   — Det er vel et par måneder siden.

   — Det var noget med at jeg skulle se noget på Internettet. Jeg kunne ikke se hvorfor jeg skulle se det. Så sagde han at jeg var negativ. Så for at være positiv, gik jeg ind på adressen, og så begyndte han at fortælle - jeg skulle gøre det ene og det andet. Da jeg spurgte ham hvad han brugte det til, blev han helt mærkelig. Ikke nok med at han ikke kan bruge det til noget, sagde jeg, ingen kan bruge det til noget. Det er et program som for et givet program kan vise det skrevne program, men det er ikke som programmøren har skrevet det - for det er umuligt - og det er komplet uforståeligt fordi en masse information går tabt. Og så er det i et sprog min bror ikke forstår - og programmet starter med en header, og det egentlige program begynder første flere hundrede linier nede, og det er umuligt at nå ned til dem. Det var et fælt nederlag for ham - dér kunne han ikke påstå at jeg var syg. Det var dagen efter at han ringede og skældte ud - for jeg kunne umuligt have ret - programmet havde været dyrt at udvikle. Jeg husker ikke hvad jeg sagde, jeg husker bare at jeg var irriteret i en grad som måske nærmede sig det sygelige. Men den sygdom som han mest taler om - og som jeg erkender at jeg lider af - den er af samme art som den tusinder af mennesker har lidt af i de kommunistiske lande: jeg modarbejder projektet. Jeg forstår ikke udviklingen. Jeg vil have ting forhindret og ting bevaret - ja jeg vil endog have ting som er forsvundet tilbage igen. I Sovjet og Kina vidste man nok at helbrede den sygdom, men min bror er et godt menneske, han vil ikke have straf - eller rettere, han vil ikke have mig straffet, han vil have lov til at straffe sig selv - banke hovedet ind i væggen. Du hørte ikke sådanne lyde fra køkkenet?

   — Næh, det gjorde jeg nu ikke.

   — Nå, for han gjorde det engang her da hans kæreste var med - hun grinede bare - hun må have oplevet det før.

   — Din mor havde jo også selvdestruktive tendenser, har du sådan noget?

   — Næh. Jo, der var en overgang noget i den retning. Det er længe siden, det var noget med at når andre kom mig på tværs, og jeg i tankerne slog dem, så slog jeg mig selv. Det var jo helt bagvendt - det må din svoger kunne sige noget om. Vi har noget selvdestruktivt fra vores mor og et faretruende temperament fra vores far.

   — Du siger at din mors erindringer stopper på et tidspunkt hvor ting ikke mere kan forties, har det noget med din far at gøre?

   — Ja. Og også med mig, men det vil jeg ikke fortælle om. Min fars ulykke var som sagt at han ikke fik nogen højere uddannelse. Han skulle have været arkitekt eller ingeniør og han skulle have haft en ledende stilling. Det var for sent, men man kunne gøre noget andet: man kunne sætte noget igang - noget som kunne formere sig. Han var jo meget interesseret i teknisk tegning, og han fik den udmærkede idé at undervise handicappede i det fag. Det gik godt til at begynde med, der kom mange elever. Han forestillede sig at den kursusvirksomhed skulle vokse til noget stort, flere fag og flere undervisere og ham som forstander. Han drømte om at blive en stor foregangsmand. Højdepunktet i hans liv må have været den søndag da der var en helsides artikel i Berlingske Tidende om hans virke. Den artikel må have gjort ham både stolt og vred. På det tidspunkt boede vi i Tingbjerg, og hvormange af disse mennesker havde set artiklen i Berlingske Tidende? Og hvad med min mors familie? Han blev ikke beundret efter fortjeneste. Efter den tid gik det ned ad bakke med hans virke. Hvad der konkret gik galt, véd jeg ikke, jeg véd bare at han blev mere og mere vred. Og det var naboerne der måtte stå for skud. Alt generede ham, deres påklædning og sprog og fester med druk og musik. Han kunne ikke få sin nattesøvn - han følte sig forfulgt - efterstræbt på livet - en vintermorgen havde nogen hældt vand foran opgangen - han var nødt til at flygte. Og det gjorde han så. Der kom et postkort fra "Helsingør Landevej" hvor der stod: "Sig til alle at jeg er død." Han var væk i et halvt år.

   — Jamen måske var der ting der kunne klages over? Jeg kan slet ikke forestille mig at bo i en etageejendom. Du var jo helt ung på det tidspunkt, og du har sikkert syntes at det var festligt når nogen holdt fest.

   — Ja, det er rigtigt. Jeg har senerehen haft mit hyr med naboer og genboer. Men afstanden mellem mig og mine omgivelser har været af en helt anden størrelsesorden end afstanden mellem min far og hans omgivelser. I min fars tilfælde var der ikke nogen større kulturforskel mellem ham og beboerne i opgangen. Når mine forældre gik i biografen, så så de de samme film som disse mennesker. Men selvfølgelig gjorde hans tusind tekniske bøger en forskel, men da man aldrig så ham læse i dem, var man tilbøjelig til at glemme dem. Min far var ikke særligt nærværende, og der var dengang stadig noget underkuet over min mor, naboerne og vores kammeraters forældre derimod, var mere naturlige og interessante, syntes man. Jeg synes at det var en god tid. Man kan godt sige, at i nogle tidsaldre kan vi være mere sammen end i andre tidsaldre. I nogle tidsaldre hersker der en nogenlunde udbredt anstændighed, og i andre føles noget uhyggeligt at være på vej. En sådan tidsalder med tiltagende åndsformørkelse begyndte - efter min mening - omkring 1980. Det var en tid hvor man gjorde op med den idealisme der havde været. Oprørerne var desillusionerede, men de havde da været igennem en personlig udvikling og de havde ikke begået fejl som var helt utilgivelige. De havde noget at takke verden for. Men den følgende generation - den såkaldt "tavse generation" eller "nå-generationen" - havde ikke meget at takke for. De skulle leve et liv som de havde lært at foragte - de var til grin. Der var ikke noget godt de kunne udføre. Det var den generation som gav den europæiske åndsverden sit dødsstød, og det var den generation som var for hånden da computerverdenen skulle skabes. 68-generationens største synd er ikke det de foretog sig som unge, men det de ikke foretog sig da der skulle rettes op på de skader der var påført deres børn. De holdt børnene bevidst nede, for at dække over deres eget nederlag.

   — Det kan der nok være noget om.

   — Med nå-generationen mener jeg dem der opfattede sig selv på den måde, og det var dem der fik en videregående uddannelse. Man fortalte dem at de ikke vidste hvad de ville, og de mærkede at man havde ondt af dem. En leder i Politiken havde overskriften "Veltilpassede lektielæsere". Hvem havde skrevet den leder? Mon ikke det var med en slet skjult fryd?

   — Ja, der er noget som gik galt. Forældre-generationen vidste hvad de ville - de havde i det mindste store planer - men deres børn havde ingen meninger og de vidste ikke hvad de ville. Vores datter vidste det - hun traskede - jeg havde nær sagt selvfølgelig - lige i hælene på min kone og mig. Men var hun tavs? Min kone og jeg har ikke gået vildt op i politik. Som de fleste med vores slags uddannelse og arbejde står vi sådan lidt til venstre for midten - og dér befinder vores datter sig også. Hun er uengageret i partipolitik, men hun er absolut ikke uengageret i verdens problemer. Hvis du havde haft børn, så ville de utvivlsomt have haft seriøse interesser fra en tidlig alder, men du skulle nok ikke regne med at din søn blev som din Niels-Henrik - altså hans stillen sig helt udenfor samfundet.

   — Nej. Der optræder som sagt nogle unge mennesker i min roman, og jeg er sikker på at man vil betragte dem som hørende fortiden til - de ville måske være realistiske for et halvt århundrede siden.

   — Men hvad skulle der egentlig være gjort for børnene af 68-generationen? De tavse?

   — Det var et håbløst problem. Jeg har jo kommet sammen med kvinder der havde børn, og jeg må da indrømme at jeg betragtede kvinderne som tabere og deres børn som tabere. Kvindernes liv var det almindelige liv med morakken i arbejdstiden og træthed i fritiden, og det lå i luften at børnene skulle bringes frem til det samme liv. Jeg kunne ikke sige noget her, jeg kunne kun fremvise mit eget liv så tydeligt som mulig - og udnytte de muligheder jeg havde for lidt mere kvalificeret samvær med børnene. Kun en enkelt talte om sagen - hun var skolelærer - det var i 70-erne, hvor man kunne sige tingene ligeud. Hun var udmærket klar over min opfattelse af hendes liv og af skolesystemet. Hun sagde, at sådan et liv som jeg lever, det er åbenbart det ideelle for mig, og flere måtte da meget gerne bevæge sig i den retning, men det var ikke den vej hendes børn skulle - iøvrigt to kønne drenge - for de havde ikke min selvstændighed, og de skulle virke sammen med andre - ikke noget med krig. Apropos krig, så var der militære øvelser dér hvor hun boede, og jeg sagde min mening, når vi så disse maskiner. Som venstreorienteret skulle hun være enig, men uniformer vækker noget seksuelt hos kvinder - pinligt problem.

   — Haha. Men hendes opdragelse af sine børn var måske ganske fornuftig?

   — Ja, det vil jeg sige. Hendes yngste søn kunne være grænseløst irriterende. Og engang da vi var på vej til et eller andet i København - hun boede i Hellebæk - og drengen begyndte at skabe sig, så vendte hun bilen om og kørte hjem igen - det syntes jeg var fedt.

   — Men sig mig, hvis du havde haft børn og de udviklede sig i en forkert retning, hvad ville du have gjort? Du kunne have fået dem med en helt forkert kvinde?

   — Så var jeg gået fra kvinden og børnene - det ville være min pligt.

   — Kulturen tog en drejning som du slet ikke kunne acceptere, og det fik alvorlige konsekvenser fordi det var samtidig med at de elektroniske medier vandt udbredelse - sådan forstår jeg dig - skulle der have været ført en regulær krig?

   — Ja, det mener jeg. Men da der ikke blev nogen, måtte jeg føre min private krig. Og den har jeg delvist vundet. Jeg har kunnet leve som jeg har ønsket, og jeg har kunnet holde computerverdenen på afstand ved selv at lave de vigtigste programmer jeg har haft brug for. Men det er jo først efter at jeg kom herud på bøh-landet, at jeg helt har kunnet leve som jeg ønskede - før jeg kom hertil havde jeg ligesom min far mit hyr med naboerne. Og for mit vedkommende var kulturforskellen virkelig blevet graverende. Og i modsætning til min far turde jeg en hel del, og det ville være svært at få ram på mig.

   — Hvad?

   — Mine angreb bestod mest i anonyme breve hvori jeg gjorde folk til grin. Men det jeg især tænker på, er mine korporlige angreb når denne monotone dunken genlød i hele kvarteret: Jeg gik ned igennem kældre og op i synderens opgang, og så gav jeg hans dør spark som måtte kunne høres hundrede meter væk - og så forsvandt jeg samme vej som jeg kom. Døren må være revnet og folk må være lammede, hva' sker der? Der var aldrig nogen der opdagede hvem der stod bag de spark.

   — Haha. Ja det er måske sådan man en gang imellem skulle gå tilværks.

   — Min mor og min bror og jeg opfattede beboerne i vores opgang som ganske pæne mennesker. Et par stykker af dem havde konsulteret mig i anledning af et modelfly der skulle bygges til deres børn. Men der var en lille episode som fik noget til at begynde at gære - fik mig til at forstå min far. Jeg var lige blevet færdig med mit første store og selvkonstruerede modelfly - det havde taget et halvt år - og vejret var lige til de første småflyvninger - en helt vindstille sommeraften. Jeg var pavestolt, det ville vække opsigt når jeg gik igennem kvarteret over til markerne. Men så fik jeg det indfald at ringe på hos naboen, de skulle se mit vidunder. Naboen var en lille charmerende fyr som lignede Dario og som sang til eget klaverakkompagnement. Neeej hvor flot, kom indenfor vi er lige ved kaffen. Jeg fortalte at jeg skulle over og flyve for første gang og at det bliver spændende. Ja det gør det, men du skal se lidt af Olympiaden - det var Olympiaden i Rom i 1960 - vi stiller dit modelfly her. Jeg måtte sætte mig og se. Efter et par minutter rejste jeg mig og takkede for kaffe, men næh du må da godt blive. Vi havde ikke fjernsyn, så det måtte jo være en stor oplevelse for mig at se fjernsyn, og så endda Olympiaden. Jeg tog flere tilløb til at slippe væk, og jeg var tilsidst ved at tude. Der kom til at gå tre kvarter. Det må have været sådan min far oplevede disse mennesker: de var ikke bare uden interesser, de forstod slet ikke begrebet interesse. Du kan godt få et af mine modelfly at se - jeg har nogle fotografier i skuffen her. Skrivebordet er et gammelt køkkenbord, ka' du nok se - det er fyldt af orm - se de bunker af savsmuld på gulvtæppet!

   — Ja, jeg har set dem flere steder - i skolestuen var din spinderok knækket sammen - det kaldes "ormemel". Det er borebillelarver - du må kunne høre dem støje - deres arbejde går da ikke stille for sig.

   — Støje? Der er ikke en lyd. Men jeg er her jo heller ikke normalt.

   — Ved parring udsender billerne en tikkende lyd - "dødningeur" - i gamle dage troede man at den lyd i et sygeværelse varslede den syges død.

   — Det er et eksempel på hvordan uvidenhed gør verden mere farverig. Se, her er en af mine svævemodeller:

   — Den er flot.

   — Den er to meter og tredive i spændvidde.

   — Man trækker den op som en drage har jeg set.

   — Ja. På kroppen lige under vingerne, sidder en krog. Når den er nået halvtreds meter op, og den er lige lodret over hovedet, så slækker man linen og så blæser snoren af. Og samtidig drejes haleroret en smule, så den begynder at cirkle i store kurver. Dels for at den ikke skal flyve for langt væk og dels for at udnytte termikken - altså de opadstigende luftstrømme. De cirkler jo på samme måde som vand der løber ud af en håndvask. Hvis jeg havde boet på den sydlige halvkugle, så skulle den sættes til at flyve den modsatte vej. Den er også forsynet med et urværk, så den kan bringes til at dale lodret ned, når der er gået en vis tid. Ellers kan den blive i en termikboble og nå helt op til skyhøjde. Én uden urværk forsvandt - men jeg skrev selvfølgelig altid navn og adresse på dem - og den blev fundet af en familie, 17 kilometer væk.

   — Hold da op. Det må se flot ud.

   — Ja, det er en oplevelse som man aldrig glemmer - men det skyldes vel især at man selv har konstrueret og bygget den. Det er sådan man skal opleve naturen - lissom jer. Jeg fløj lige overfor Gyngemosen - dér hvor Høje Gladsaxe blev bygget. Der var udsigt over hele København.

   — Men du har ikke dyrket den interesse siden?

   — Nej. Jeg tror slet ikke at den eksisterer mere. Nu må det være noget med radiostyring og larmende motorer - og de købes vel færdiglavede. Og idag bliver sådan noget hobbyvirksomhed ikke regnet for noget. Jeg opfattede det ikke som en hobby, for jeg gik jo sådan set videnskabeligt tilværks. Jeg læste bøger om teorien for luftens strømning om en vinge - hvordan opdriften opstår og den matematiske teori for hvordan vingen skal formes for at opdriften er optimal. Og den interesse førte til et rent matematikstudium. Det hele er gået af sig selv. Hvordan begyndte du?

   — For mig gik det også af sig selv - min far var som sagt amatørbotaniker. Så ligefra barn lærte jeg navnene på alle tænkelige plantevækster. Jeg havde selvfølgelig et herbarium - da jeg var ti år var der over hundrede planter i kladdehæfterne - alle plukket egenhændigt - og navnene sad i rygmarven. Den eneste plante jeg aldrig fik, var dunhammer - den var i Gyngemosen, men jeg havde strengt forbud mod at forsøge at få fat i den - en mose er bundløs og man bliver suget ned! Dunhammer var jo den store mode dengang - folk havde dem i gulvvaser. Jeg var derude sammen med en kammerat, vi håbede at der var nogen man kunne nå ud til, men det var for risikabelt. Men så for ikke at komme tomhændet hjem, så fyldte jeg min sodavandsflaske med mosevand - det ville jeg se i min fars mikroskop. Og det var ting og sager - blandt andet... hva' var det du kaldte dem? - jo, syklapser! Og jeg tror nok at det var fra det øjeblik, at min fremtid var bestemt. Jeg var vel tolv år - så nu kunne jeg begynde forfra med at lære navne.

   — Så du følte dig vel også hævet over dine kammerater. Min interesse var jo i bogstavelig forstand langt hævet over mine klassekammeraters håndbold - og jeg undlod ikke at fortælle dem det. Alle drengene gik til håndbold undtagen mig, så jeg havde slet ikke del i deres verden. Derfor distancerede jeg mig fra alt hvad de stod for. Så jeg har den allerstørste forståelse for hvordan min far havde det.

   — Din fars forældre var velhavende, sagde min moster.

   — Hvor min far kommer fra er en gåde. Noget tydede på at hans far ikke var hans far - det opdagede min far da hans far døde. Hans far var som sagt antikvitetshandler - han havde i sin ungdom været naver - altså berejst håndværker - han rejste især i Tyskland og Frankrig. Han hed oprindeligt Nielsen, men det var ikke fint nok. Hans mor hed Hansen - mærkeligt at hun ikke fik et andet navn, for hun følte sig langt hævet over alle mennesker. Hun boede i Gentofte i en herskabslejlighed fyldt med kongeligt porcelæn men uden en eneste bog. Hun havde haft et sygeplejebureau, og det hed sig at hun havde skaffet sig en formue ved at arve rige patienter. Hun var ihvertfald rig - ejede nogle ejendomme. Hvad hans far og hans mor havde haft med hinanden at gøre, véd jeg ikke noget om. Min far blev sendt i pleje - jeg kender ikke til de nærmere omstændigheder. Vi besøgte tit hans far - han boede i Køge sammen med en husholderske. Min fars mor så vi aldrig noget til. Hun dukkede engang op fordi hendes mand lige var død - vi fik nogle ting - blandt andet bogreolen dér. Da jeg var 12-13 år dukkede hun op igen, hun var interesseret i min bror og mig. Hun fik ambitioner: jeg skulle på Sorø Akademi. Det blev aldrig til noget - min mor forhindrede det. Men i tiden forinden besøgte jeg tit min farmor - i en periode næsten hver dag - jeg blev sendt på museum og jeg gik i byen for hende og jeg cyklede rundt i Gentofte. Min mor blev mere og mere rasende - min bror og jeg havde aldrig nogensinde bestilt noget - og nu begyndte jeg at danse efter min farmors pibe bare fordi hun var rig!

   — Haha.

   — Min mor gav hende et ordentligt møgfald, og så hørte vi ikke mere fra hende. Min farmor har sikkert aldrig mødt min mors familie - og det har min farfar måske heller ikke. Min far har næppe fået en hjertelig modtagelse da min mor præsenterede ham - nazist og arbejderhader som han jo var - men jeg har ingen erindrig om nogen misstemning. Vi havde en meget tæt forbindelse til min mors familie - hendes forældre boede også på Frederiksberg - ved Falkoner Allé. Det eneste jeg husker er en episode hvor vi skulle besøge nogen i min mors familie hvor manden var ufaglært - de var fattige og boede i et barakkvarter. Det var ligegodt under min fars værdighed, han standsede lidt fra hvor de boede og sagde til min mor at hun og vi børn kunne fortsætte - han ville vente her. Min mor skældte ham ud så folk vendte sig om, og så sagde han: "Jeg passer mine principper!"

   — Haha.

   — "Du passer dine principper!" råbte min mor. Jeg troede at "principper" var noget stygt. Men dengang var der vrøvl i de fleste familier - der var politiske divergenser og der var nogen der var mere end andre. Men sikke et liv man levede i min mors familie - blottet for kultur og interesser i en grad som vi slet ikke fatter idag. Min moster og onkel knoklede for at erhverve bil og sommerhus og fjernsyn, men jeg tror ikke at de så ned på os, fordi vi ikke havde nogen af delene. De har sikkert erkendt at der i vores hjem var mere ånd, og at min far havde noget de selv manglede. Jeg tror ikke at min far nogensinde kritiserede dem direkte, men han har utvivlsomt gjort det indirekte. Man skal have et arbejde hvor hovedet er involveret - han sagde altid at "folk lægger hjernen i skrivebordskuffen inden de går på arbejde". Men han gjorde jo selv det samme. Han kæmpede for at blive til noget, men på grund af sin mangel på uddannelse, var det begrænset hvad han kunne finde på og hvad han kunne gennemføre. Efter det med kursusvirksomhed forsøgte han forskellige andre ting, og det blev mere og mere latterligt. Det var altid noget med at melde sig ind i en forening og komme ind i bestyrelsen, og det var ting han ikke i forvejen havde noget forhold til - lystfiskeri og bogbinding. Til sidst holdt det helt op, og så pludselig en dag var han væk. Hans mor må åbenbart være død, for han kom kørende i en dyr bil og hentede sine ting. Han flyttede til Tyskland og blev gift med en kvinde fra sin ungdom - vi så ham aldrig mere. På det tidspunkt var de lige flyttet i et parcelhus, og der var ikke problemer med naboerne, og min bror og jeg var flyttet hjemmefra. Jeg havde en følelse af at jeg var hans største problem. Han var klar over at jeg så ligeså meget ned på ham, som han selv havde set ned på andre. Der var mange skænderier mellem ham og mig i den sidste tid. Men det endte jo godt, min mor fik sin frihed, og ifølge brevene fra min far, var alt i sin skønneste orden i Tyskland.

   — Men din bror har vel overtaget den opfattelse at hovedet skal være involveret.

   — Det var kun mit hoved der skulle involveres, ikke min brors. Engang spurgte en gæst hvad jeg ville være, og inden jeg havde nået at svare, havde min far svaret: "Han skal være noget hvor han skal bruge hovedet."

   — Sådan noget måtte din bror høre på?

   — Ja, men han har haft nogle følelser som kommer af erindringsforskydning. Vores forældre har egentlig aldrig kritiseret os børn - eller forlangt noget af os. Der herskede nærmest ligegyldighed. Vi blev for eksempel ikke konfirmeret - ikke fordi vi ikke var kristne, men fordi det betød at noget skulle ordnes. Min far kværulerede ganske vist evig og altid, men det var på grund af skoene i entreen eller lugten af dope når jeg byggede modelfly - så fik man historien om dengang han havde overnattet på et gasværk. Min far så gerne at jeg blev til noget stort, men han så hellere at jeg ikke blev til noget, for blev jeg til noget ville jeg se ned på ham. Jeg kom ikke i den boglige linie i skolen. Og da jeg kom ud af skolen, foreslog han forskellige håndværk - blandt andet var vi henne hos en guldsmed. Han havde en ven som var gørtler - det var også på tale. Vi skulle begge være håndværkere, og det var min bror nok bedre egnet til end mig. Min onkel var maskinarbejder og helt modsat min far, men jeg kom udmærket ud af det sammen med ham - jeg holdt ferie hos dem lige indtil han døde. Min bror kunne ikke døje min onkel, og han var mere på bølgelængde med min far end jeg var. I de sidste år inden min far forduftede, var det min bror der var i centrum. Han blev gift med en køn pige og fik hus på landet, så dér gik søndagsturen til. Jeg derimod blev ikke-eksisterende, og hvis jeg nogensinde ville komme til at gøre mig bemærket, så ville det være i kraft af et stykke videnskabeligt arbejde, og der kunne jo gå tredive år - og familiestiftelse var vist udelukket.

   — Har du egentlig nogensinde følt dig på bølgelængde med nogen?

   — Ikke nogen med en smule højere uddannelse - de har nok kunnet fornemme min civilisationskritik. Det er først herude på landet at jeg har fået en smule omgangskreds. Den jeg svinger bedst med er min nabo - entreprenøren. Når han kommer, så går det over stok og sten - i takt med Gambrinusserne. Vi sladrer om folk - især kvinderne, men der er ikke noget ondt i det - er vi enige om. Der er nogle latterlige kvinder - han bruger øgenavne - det er under hans værdighed at bruge deres rigtige navn. Der er én der kom hertil fra København på samme tid som jeg, og hun er virkelig festlig. Hun har haft herrefrisørsalon i København, nu er hun køber - lider af købemani - alt mulig lort. Hun prutter prisen ned, og man nærmest forærer hende tingen for at få hende ud af butikken. Det er især elektronik, og hun aner mange gange ikke hvad tingen bruges til. Og så er det selvfølgelig loppemarkeder. Hun sælger det gerne videre til mig for en god pris - det er derfor at mange af mine ting er topmålet af dårlig smag - der ligger en masse ragelse i stalden, som du måske så. Engang købte hun et billardbord, og troede at det ville trække folk til. Nu har hun købt et hus - pengene har hun lånt af mig. Hun er kristen, og det er indrettet til frikirke, men der har endnu ikke været en eneste til hendes gudstjenester.

   — Haha.

   — Min nabo river huse ned - folk forlader dem bare - utroligt som de har af sexredskaber, siger han. Han kommer her med ting - især bøger - mange gange er det ikke andet end laser, men det betyder ikke noget for mig. De er i reolerne i stalden - blandt andet en antikvarboghandlers efterladenskaber.

   — Du har haft en del veninder, og dem har du aldrig været på bølgelængde med?

   — Nej.

   — Sagde du noget til dem?

   — Nej, det mener jeg ikke at jeg har gjort. Det ville være utænkeligt at man direkte kritiserede dem. De valgte vel mig fordi der var lidt oprørsk i dem - de var "bevidstgjorte" - og de fandt sig sandelig ikke i noget. Der er måske kommet lidt ud af sidebenene omkring deres børneopdragelse, det emne er jo alle menneskers dårlige samvittighed. Når jeg besøgte mine veninder, var de trætte efter dagens eller ugens slid, og så var de ikke i humør til børn, men det var jeg, for jeg havde jo ikke set et menneske siden jeg sidst havde set hende og børnene, og jeg kendte ikke til træthed. Det bragte mine veninder i et dilemma: de var sat ud af spillet, men de fik ro og kunne slappe af, og børnene var glade for mine aktiviteter. En veninde sagde at jeg tog hendes børn fra hende. Det var et uløseligt problem.

   — Ja.

   — Jeg havde altid en følelse af at mine veninder ikke trivedes. Men det var måske mig der var skyld i deres mistrivsel - det var det nok. Men det er jo sådan, at nogle mennesker ikke trives og aldrig kommer til det, og et kæresteforhold hvor den ene part ikke trives, kommer aldrig til at trives. Hvad det med evig mistrivsel angår, har jeg en ældre ven herude - han er omkring de halvfjerds - og han har hele livet været ulykkelig - kanøflet ligefra barn. Han har det tilfælles med min far, at han føler sig hævet over andre og får frygtelige raserianfald. Ustandseligt har han haft politiet på nakken fordi han har svinet folk til. Det er kun mig som kan se en smule stort i ham. Årsagen til hans problemer er en grundlæggende dovenskab - ligesom hos min bror - en fast hånd fra skolens og hjemmets side kunne have vendt hans liv. Jeg har aldrig mødt et så dovent menneske - han gider dårligt at løfte kaffekoppen. Hans dovenskab og de nederlag den førte med sig, førte ham ud i alkoholisme. Men så holdt han helt op for ti år siden. Grunden til at jeg sætter pris på ham, er at han interesserer sig for bøger og kunst og musik - sikkert den eneste på de her kanter - men han er ude af stand til at gennemføre noget. Han har en stor bogsamling, men ingen bog har været læst til ende - de første sider er tilsmudsede, de øvrige urørte.

   — Har han ingen uddannelse?

   — Jo, han har haft det arbejde som de allermest dovne vælger: skolelærer.

   — Haha.

   — Han siger at han ikke lærte børnene nogetsomhelst - han sad bare og talte om sig selv. Jeg tror at han har været en god skolelærer - han var bagud for tiden, og det er jo bedre end at være forud. Han har bøger og han har trods alt fået lidt ud af dem, så han kan med rette sige om folk herude at de har "jord i hovedet". Men ret beset er han alle mennesker underlegen på det åndelige område - mange gange sidder han bare med et kioskblad - "Se og Hør" eller hva' de hedder.

   — Jamen kommer han ikke her sammen med de andre?

   — Nej ved Gud! - da ikke sammen med folk med jord i hovedet. Vi sidder i denneher stue, han sidder dér hvor du sidder - det er derfor der er en del pletter på gulvtæppet lige dér - det er når han ikke har orket at få svinekoteletten eller kaffekoppen eller sandkagen hele vejen tilvejrs. Han har haft det forfærdeligt siden han holdt op med at drikke, men nu har jeg fået ham igang igen - det har ikke været uden problemer. Og herre Gud, han har ikke langt igen, og det foregår her hos mig. Jeg betaler en taxa frem og tilbage. Når han kommer spørger jeg: "Hva' ska' vi starte med? - en pægl eller et glas karnaljesæk?" Så lyser han op - han véd jo hvad pægl og karnaljesæk er. Bagefter lægger han sig til at sove, så han ikke får altfor mange med krabasken når han kommer hjem.

   — Jamen er han gift?

   — Ja selvfølgelig, hvordan skulle det nødvendige arbejde ellers blive udført? Det ægteskab har stået på i ti år og det er tilsyneladende helt absurd, men der er en klar logik: han kan ikke leve uden at blive dikteret, og hun kan ikke leve uden at diktere. Ægteskabet er en lidelse for begge parter, men det kan ikke være anderledes. Så derfor bringer jeg lys ind i hans liv og reducerer tiden der er tilbage.

   — Men hans kone må da være vred på dig? - det var vel hende der fik ham til at holde op med at drikke.

   — Ja. Hun er vred på mig, men først og fremmest er hun bange for mig.

   — Bange?

   — Ja, det siger han. Tænk, jeg er et frygtindgydende menneske!

   — Haha. Jamen har du sagt noget til hende?

   — Jeg har sagt så meget til hende, men da ikke noget særligt. Jeg har skrevet om hende, og jeg givet ham det - og det kan være at han har vist hende det.

   — Du har skrevet om hende?

   — Jeg skriver om alle. Så snart du er gået begynder jeg at skrive om dig.

   — Haha.

   — Jeg har selvfølgelig skrevet om den pensionerede herrefrisør - artiklen ligger på min hjemmeside. Den hedder: "I slutningen var virkeligheden, og virkeligheden var hos mennesket", og den begynder således: "Engang fandtes et ord som hed pøbel. Det var 'ukultiverede mennesker med hensynsløs adfærd'." Jeg argumenterer for at jeg er det nærmeste man i vor tid kan komme til denne mennesketype. Jeg havde været forbi hende, og fjernsynet kørte på fuld drøn. "Kom ind kom ind," råbte hun, "der er sket en frygtelig ulykke, og det foregår lige nu - man ser en mand ligge og vride sig - jeg henter en øl." Jeg sagde at jeg går igen, jeg ville ikke bryde mig om at blive set af folk med en øl i hånden, hvis jeg lå og vred mig. Så fik jeg et møgfald: denne mand ønsker netop at blive set! Artiklen slutter således: "Jo, jeg er i sandhed ukultiveret og (som hun sagde) hjernetom. Godt at jeg er en så stor sjældenhed at man ikke har noget ord for mig."

   — Haha. Har hun læst det?

   — Nej, men jeg kunne godt give hende det, hun ville være ligeglad.

   — Du har skrevet om din vens kone og hun skal ikke ha' påskrevet mere.

   — Det er et nederlag for ham at hun gerne vil dygtiggøre sig - og hun gennemfører en del. Dette at han må erkende at han er karaktersvag, betyder at en del af hans vrede er rettet imod ham selv, så hans vrede imod andre er nogenlunde begrænset. Det var jo sådan set det samme med min far - og det er også sådan med min bror. Deres problem er, at de ikke kan forklare deres problem. Det gælder især min bror, fordi han er afholdt af alle. Hvis han sagde noget til andre om den lidelse jeg har påført ham, ville de sige: "Hvorfor i himlens navn ta'r du dig af sådan en idiot?"

   — Haha.

   — Mig bekendt er han ikke i konflikt med noget menneske. Alle er enige med ham i alt hvad han siger. Stil mig op imod ham og lad den almindelige mening vælge: hvem har de mest sympatiske meninger? - hvem har størst omgangskreds? - hvem tjener mest? - hvem har finest titel? - hvis dygtighed er mest værd? Det sidste undlader han ikke at fortælle mig: der er ingen i denne verden som læser det jeg skriver eller bruger mine programmer, hvorimod det han laver, hver eneste dag gør nytte - "der er folk ude i den store verden som bruger mine programmer," siger han. Jeg har ikke bedt om dokumentation. Jeg kan dokumentere at der er folk ude i den store verden som bruger mine programmer. For eksempel fik jeg en mail for nogen tid siden fra en hollandsk kvinde som havde fundet en "fejl" i en tegneprocedure i et af mine mest komplicerede fraktalprogrammer. Jeg var målløs - det er umuligt at tyde mine programmer. Og hvis der havde været den mindste fejl, ville den have afsløret sig i billedet. Men der var faktisk en fejl, men den havde ingen betydning, og jeg kan ikke huske om jeg var klar over det da jeg lavede programmet - det er mange år siden. Man itererer flere tusind gange, og for hver gang formindskes "fejlen", og tilsidst er den helt væk, så der var altså ingen fejl - men jeg blev da gjort opmærksom på en finurlighed ved proceduren. Hver gang jeg får en mail fra folk, så fører det altid til en længere korrespondance. Det er godt at man har tid til sådan noget - i modsætning til alle de kendte - jeg har ondt af dem.

   — Ja, de er tvunget til at være overfladiske - det er faktisk katastrofalt. Men nu din bror, den måde du fremstiller hans kvalifikationer på, er ironisk ment, og hvis du siger sådan noget... - og du vil vel også sige, at jeres forældre ikke kunne have noget at klage over, for han kom jo "godt på vej" som man siger. Men dette med at komme godt på vej, er gerne ment lidt undskyldende. Og det var jo ikke lige den vej man skulle i 70-erne.

   — Næh, hans liv kunne ikke være mere borgerligt - fast arbejde og gift med en køn pige og hus på landet - og så kom der en søn.

   — Han har en søn?

   — Ja, men jeg véd ikke meget om denne søn - jeg har ikke set ham i tyve år. Det viste sig at sønnen havde arvet sin fars åndelige dovenskab - og søvnige udseende. Jeg lavede engang - under en familiesammenkomst - en karikaturtegning af sønnen. Jeg kunne godt se på min bror, at den spøg ikke skulle gentage sig. Da min bror og hans kone blev skilt, kunne de folk der skulle afgøre forældremyndigheden bedre identificere sig med ham end med hende, så derfor fik han forældremyndigheden. Det havde moren slet ikke forestillet sig, så hun måtte ved Landsretten påvise det katastrofale i den afgørelse. Men det var for sent. Sønnen blev smidt ud af den ene skole efter den anden, så han lærte aldrig noget - han har vist aldrig haft arbejde. Har min bror nogensinde siddet og lavet lektier med sønnen? Min nabo - ham der skovler jord og har jord i hovedet - han sad da altid ved køkkenbordet og overhørte børnene.

   — Laver din brors søn slet ingenting?

   — Joh, han fotograferer og laver noget kunst - noget installationsvæsen - jeg forstår ikke noget af det - han har en internetside.

   — En internetside? Jamen så står der vel noget?

   — Nej, der er ingen tekst.

   — Forstår din bror det heller ikke? - hvad mener han?

   — Han mener ikke noget. Forstår du, min bror er et fint menneske som ikke generer andre. Han er positiv overfor al kunstnerisk skabervirksomhed. Han har vist forbindelse til en del kreative mennesker - sikkert igennem sin søn - og det er altid godt det de laver. Men når jeg spørger nærmere om hvad han mener, så får jeg at vide at han ikke har forstand - er det musik, så er han 100% tonedøv. Lad dog folk lave hvad de har lyst til - alt det med smagsdommere. Hvis den mening vinder udbredelse, så er det jo helt udelukket at hans søn engang vil blive anset for en stor kunstner.

   — Hvordan trives sønnen, tror du?

   — Han har det godt. Når min mor i sin tid spurgte min bror hvordan det gik sønnen, så gik det altid godt. Og når jeg diskuterer noget computervæsen med min bror, så kan det hænde at han ikke kan svare på det, men han vil høre sin søn - det er da tegn på at sønnen lever.

   — Du mener at din bror aldrig rigtig har trivedes?

   — Det mente min mor, og er der noget mødre véd, så er det hvordan deres børn trives. Min mor var meget bekymret for min bror da han var ung - hans mekaniker-arbejde - og så var der skilsmissen. Men mig bekymrede hun sig aldrig for, og jeg var jo umiddelbart langt mere bekymringsværdig: jeg var ensom og dårligt stillet når det gjaldt kvinder. Hvorfor bekymrede min mor sig ikke for mig? Det skal jeg sige dig: hun kunne identificere sig med mig. Hun regnede ikke med at jeg tog det med kvinderne så nær - hvilket jeg heller ikke gjorde. Som sagt skrev min mor erindringer for at fortælle os nogle ting, og for at fortælle min bror at han er accepteret, skriver hun noget rosende. I det lange idylliske afsnit om tiden på Gustav Johannsens Vej, skriver hun at han "var en rigtig gavstrik, som hurtigt fik mange kammerater". Men han havde ikke én eneste kammerat på det tidspunkt - han virkede altid ulykkelig - jeg så ham stå i et hjørne af skolegården og græde. Min mor skriver videre at han altid var meget hjælpsom og at "han var praktisk, vel nok en spirende håndværker".

   — Hvad siger han til det?

   — Han har aldrig læst det.

   — Nå!

   — Han har helt afskrevet vores forældre - alle de bevarede ting fra hans barndom er i min besiddelse.

   — Men det havde vel heller ikke hjulpet at han havde læst det. Sandheden var jo at han ikke havde fået nogen boglig uddannelse - og det har vel også pint ham at sønnens karriere kræver en nærmere forklaring.

   — Jeg var da endnu mindre respektabel, og min karriere har også krævet en nærmere forklaring.

   — Ja, men det er noget andet. Du gik jo på universitetet, og det var fint dengang - øh du var immatrikuleret?

   — Ja, det var nødvendigt, jeg måtte indordne mig lidt under systemet inden jeg kunne afskedige det.

   — Hvilket år var det?

   — 68. Det var også det år jeg fandt avisbudarbejdet. I sommeren 68 bekymrede jeg mig for det økonomiske, jeg boede hjemme og nassede på familien, og jeg fik også uddannelsesstøtte, men jeg kunne se nu, at min uddannelse ikke på nogen måde kunne blive et levebrød. Derfor kiggede jeg efter et job - jeg forestillede mig noget med at jeg skulle sidde om natten og holde vagt eller passe en telefon, og at jeg kunne læse imens. Men så så jeg en lille annonce: "Avisbude søges." Jeg ringede og fik at vide at jeg kunne komme kl. 4 næste morgen - det var i nærheden af hvor vi boede. Jeg fik udleveret et par poser og en budbog og et nøglebundt, værs'god, du ka' nok selv finde ud af det. Jeg havde den samme rute i fyrre år.

   — Jamen var det ordentligt lønnet?

   — Ja, for det var normeret efter at man gik op og ned ad trapperne, men man kan jo løbe adskillige gange hurtigere end man kan gå. Senere fik jeg en tur mere, og så levde jeg virkelig fedt.

   — Måske er den drøm om uafhængighed gået i arv til din brors søn.

   — Ja, det har jeg selv tænkt på, han har jo virkelig været en oprører så det forslår.

   — Og din bror har måske også haft lidt af det i sig - han så da sådan ud på billedet. Mon ikke ungdomsoprøret havde givet ham nogle problemer?

   — Jo, han var Citroën-mekaniker, og han har selv sagt at han følte at de pædagog- og lærerstuderende så ned på ham når de kom med deres "vaskebræt".

   — Det er måske i virkeligheden mere ungdomsoprøret end familien?

   — Ja det er der nok noget om - vi er tilbøjelige til at glemme den faktor.

   — Mon ikke mange af dem der var helt udenfor, senere har haft det dårligere end dem der var med? De der var med begik fejl, men mange af deres initiativer måtte da beundres. Mon ikke din bror er klar over, at uanset hvad der sker i denne verden, så vil hans rolle være tilskuerens?

   — Jo, men det tror jeg ikke at han lider under, for han er vel en mere reflekterende tilskuer end de fleste - må man retfærdigvis sige. Men jeg har aldrig hørt ham sige noget som man kunne overraskes en smule over - for ham er politik vel bare administration. Han og jeg har jo egentlig det tilfælles at vi er forstokkede: vi er diametrale modsætninger, men vi har overhovedet ikke ændret os med årene. Det har sikkert noget med vores barndom at gøre. Min bror er hele tiden med på det sidste nye i computerverdenen, men det er jo bare en særlig adfærd han har. Han skal se tingene fra alle leder og kanter. Engang som barn fik han en bil i fødselsdagsgave, og straks tog han en hammer og slog den i stykker, han skulle se hvad der var indeni. Før i tiden hvor computerne var store skrumler som dem jeg har, gik han straks igang med at skille sin nyanskaffelse ad - og alt i "Indstillinger" skulle klarlægges. Det er hans måde at fordybe sig på.

   — Den er måske ikke at foragte - han har jo en stor viden.

   — Ja, det må man sige, men den forældes jo hele tiden. Hvad det med forandring angår, så havde jeg engang en kæreste som var diametralt modsat mig på en helt anden måde end min bror. Hun var totalt blottet for indre fast substans. Det hun til enhver tid stod for, var det hendes aktuelle kæreste stod for. Da jeg mødte hende og fortalte om mig selv, var hun begejstret, og straks stod hun for det samme som mig. Men det varede selvfølgelig ikke ved, det viste sig at jeg havde sider som hun ikke forstod sig på, og det måtte laves om. Jeg skulle være gået min vej, men det er ikke nemt at få en kæreste, så jeg holdt hende hen med snak. Og det lykkedes i forbløffende lang tid - vist seks år. Som venskab er forholdet faktisk aldrig ophørt - vi ses stadig - hun kommer her og vi taler i telefon. Jeg undrer mig over hvorfor, for hun er endnu mere irriteret på mig end min bror - "du er det mest stædige menneske jeg nogensinde har mødt," siger hun hver eneste gang jeg taler med hende. Næst efter min bror er hun det menneske jeg har kendt længst. Ja du kan forresten godt se et billede af hende - her i skuffen - det er hende og mig:

   — Hun ligner en børnehavepædagog.

   — Det var hun også. Det var dødirriterende: pædagoger og skolelærere var dem jeg afskyede mest, men det var dem jeg hele tiden løb ind i.

   — Haha.

   — Prøv at forestille dig at man til kvinden på billedet sagde at hun om ti år ville være muslim, så... ja jeg ka' slet ikke forestille mig det - hun ville skrige af grin. Men ti år senere var hun muslim - det var selvfølgelig noget med en kæreste. Hun gik højt op i det - citerede fra Koranen og gik til studiekredse. Og hun tog den kvinderolle til sig som islam foreskriver. Da billede blev taget var hun en typisk pædagog - venstreorienteret og rødstrømpe - og storsnudet - det var dengang på højeste mode at være pædagog. Prøv at se! - snuden er løftet et par grader i sky.

   — Haha.

   — Hun var kritisk overfor alt - så ned på børnenes forældre - de var på et lavt bevidsthedsniveau. Hun skrev slogans på sine bukseben. Hun havde antaget mit syn på lønarbejdet - foragtede fuldtidsarbejdet. Så jeg måtte give hende penge så hun kunne nøjes med et halvdagsarbejde. Hun var stolt af at hun ikke var et "8-til-4-menneske". Engang hængte hun et skilt på sin dør hvor der stod: "Lad dem arbejde som er skabt til det." Der var én der gav hendes dør et ordentligt spark, da han kom fra arbejde.

   — Haha.

   — Da hun åbnede døren, var skiltet væk. Nogle måneder senere var lejligheden væk, den udbrændte totalt - man fandt aldrig årsagen. Det der i bund og grund har dikteret hendes udvikling, er at hun er luddoven - faktisk værre end min ældre ven - for han har trods alt fuldført ting - for eksempel maler han. Min muslimske børnehavepædagog har intet udrettet - og hun har ingen særlig viden om noget - dér må man ligegodt beundre min bror. Det eneste som har stået på i en længere tid, er islam. Men islam forsvandt, da kæresten forsvandt.

   — Men i dit liv er der aldrig noget som er forsvundet?

   — Der var jo violinspillet, men jeg har altid haft et aktivt forhold til musikken. Såvidt jeg husker har jeg kun én gang droppet et større projekt. Jeg har en meget sjælden bog - den ligger i det matematiske værelse - den er trykt i 1503 - og den indeholder nogle matematiske afhandlinger. Blandt andet af Arkimedes - for eksempel den afhandling hvor han beviser at tallet pi er større end 223/71 og mindre end 22/7 - det er første gang at Arkimedes er udgivet på tryk. Jeg opdagede at man véd utrolig meget om overleveringen af skrifterne fra oldtiden - deres oversættelser til latin og deres forskellige versioner. Og at der kunne skrives en interessant historie om min bog, så den opgave gik jeg igang med. Jeg sad i et halvt år i læsesalen på Det kongelige Bibliotek, for jeg havde brug for bøger som man ikke kunne låne med hjem. Men jeg begyndte at få kolde fødder, stoffet voksede, og selvom der var meget generelt om matematikken i renæssancen, så begyndte jeg at føle at emnet var for specielt - for søgt. Jeg kunne ikke bruge mere tid på det. Jeg havde det dårligt med at der var noget jeg ikke havde gennemført - en kæmpe stak papirer til ingen nytte. Ellers mener jeg at jeg har gennemført alt hvad jeg har sat mig for. Det har givet mange sejre, men det har kostet dyrt. Det der har taget mest på mig er programmeringen. At finde en fejl i et program på tusinder af linier kan være håbløst. Man er fortvivlet, fordi man véd at man skal igennem et enerverende arbejde - og man er nervøs, for det kan ende med at programmet er gået tabt. Det er dog ikke sket endnu, for jeg er stædig og jeg har et frygteligt temperament. Du lagde måske mærke til at der ovre i bygningen hvor jeg arbejder mest, er nogle huller i gulvet dér hvor min stol står. Det er når jeg går amok: så rejser jeg mig op og hamrer stolen ned i gulvet. Engang var en fejl ved at koste mig livet. Jeg arbejdede til jeg faldt ned af stolen, så drak jeg mig fra sans og samling og fandt lidt mad og faldt i søvn, og lige når jeg vågnede fortsatte jeg. Det stod på i flere uger. Men det var en fejl som jeg var uden skyld i og den var helt absurd. Computeren kunne ikke mere regne! Jeg skulle addere en masse tal, og resultatet blev helt vanvittigt. Til sidst var jeg så langt nede, at jeg mekanisk satte alle tallene til at være nul, så skulle summen jo blive nul, men den var stadig vanvittig - milliarder millioner. Så opdagede jeg fejlen. Man kan kun addere tal af samme størrelsesorden, så tallene der skulle adderes skulle opfattes som af samme størrelsesorden som summen. Tallene der skulle adderes, lagde beslag på 8 huller i de registre jeg talte om - man kalder som sagt et hul for en bit - men summen kunne lægge beslag på 32 bits, så hver gang man adderede et tal, skulle de resterende 24 bits være nul, men det var de bare ikke. Ham der havde lavet den kompiler jeg brugte, havde glemt den procedure der fjerner de bits der er i forvejen.

   — Men der må da have været matematiske problemer som du ikke kunne løse - der er problemer som ingen har kunnet løse, siger du.

   — Ja, blandt andet det problem som Niels-Henrik havde sat sig for at løse, og som jeg havde sat mig for at løse. For så kunne jeg være sikker på at få mit budskab ud. Eller kunne jeg? Bogen ville vække opsigt, men måske kun på grund af beviset for Goldbachs formodning.

   — Tja.

   — Matematisk forskning er noget helt andet end programmering. Videnskabeligt arbejde er som sagt ikke et mekanisk arbejde som efter kortere eller længere tid fører til et mål man nogenlunde kunne forestille sig. Man udvikler sig ved arbejdet og arbejdet udvikler sig og kan føre til uventede resultater. Men en fejl i et computerprogram er meningsløs.

   — Men din bror må da have oplevet nederlag, når han sidder med sine tykke programmeringsbøger.

   — Han har vist ikke oplevet andet end nederlag, og det samme gælder de tusinder af mennesker der sidder med den slags bøger. Ingen får noget stort ud af det, og det er vist heller ikke meningen. Jeg vil kalde det legetøj.

   — Har du sagt det til ham?

   — Næh, det er ham der siger det til mig. Men det er når han har et af sine raserianfald - så er det ikke til at afgøre hvem af os der har ret.

   — Din kritik af ham er indirekte, siger du, men hans kritik er direkte og han bruger skældsord...

   — Man kan ikke sige at han kritiserer direkte, det er jo indirekte, for han får sin mening frem ved at kritisere sig selv. Alt er bagvendt, og grunden er - ifølge ham selv - at han ikke er herre over sig selv. Og det er han ikke fordi han ingen uddannelse har. Jamen hvorfor får han så ikke en uddannelse? Det gør han ikke fordi han ingen uddannelse har - for uden uddannelse er man ikke herre over sig selv.

   — Haha. Han formulerer sig da ganske godt.

   — Ja, når det gælder det helt almindelige, men kommer man udenfor det helt almindelige, så har han ingenting at sige. Han er "en arbejder" - man kan ikke forvente noget af ham. Engang var han "en plebejer", men nu er han gerne "en arbejder en lemming" - han bruger de to ord sammen.

   — Lemming?

   — Det kommer af fattiglem. Når man er både arbejder og lemming, så kan man ikke synke dybere. Og jeg er syg. Men som regel formidler han diagnosen indirekte ved at bruge den om sig selv. Så kan han blive ved at gentage "jeg er syg" - altså ham selv.

   — Nå!? Han er måske syg?

   — Ja måske. Hvad mig angår, må jeg erkende at mit barndomshjem har påført mig sygdom. Men jeg ser det delvist som noget positivt, som en drivkraft. På samme måde som så mange andre lidende skrivende.

   — Hvordan?

   — Jeg vil ikke gå i detaljer, der er visse ting man skal tage med sig i graven. Men man vil kunne aflæse en del af det jeg skriver. En af mine mest iøjnefaldende skavanker er min totale mangel på tilpasningsevne. Jeg er et produkt af en bestemt verden, og dér hænger jeg fast.

   — Det må virkelig have provokeret din børnehavepædagog.

   — Ja, og tænk hvis hun kendte sandheden om det der foregår i mig - tænk hvis hun læste i mine bøger - jeg kan slet ikke forestille mig det. Hvordan min bror ville reagere, har jeg fået smagsprøver på. For han hører af og til i radionen når lærde mennesker diskuterer - de skal helst være teologer. Han hører det ikke fordi det interesserer ham, for han følger slet ikke med, han hører det for at more sig - de er rablende gale. Han fortæller mig det, og når jeg spørger om hvad de konkret sagde, svarer han at det er helt umuligt at huske - det var jo meningsløst. Sådan ville han opfatte min tænkning.

   — Jeg kan da følge dig et godt stykke af vejen. Teologers diskussioner kan forekomme meningsløse, hvis man ikke tror på det de tror på, men det du har sagt er da ikke meningsløst, mon ikke din bror kan forstå ligeså meget som jeg? Jeg forstår, at i din roman får du tingene frem igennem nogle personer der har de samme interesser som dig, musik og matematik, og hvis man dyrker de ting alvorligt, så kommer man i konflikt med systemet. Vi talte jo om musikstudiet nutildags, og du siger at det er det samme med matematikstudiet. Det er da noget der er til at tage og føle på.

   — Nej, ikke helt. Den verden jeg er et produkt af, er tilsyneladende snæver - det mener mennesker der ikke kender til den. I mine bøger forsøger jeg at vise dens store vingefang. Og det kan jeg kun gøre ved at fremkomme med konkrete eksempler, og de kan være meget svære for læseren at kapere. For eksempel skriver jeg udførligt om Walter Benjamins tænkning, og den er næsten umulig at fatte - det er en filosofi som grænser op til teologien - altså helt modsat Kant. Jeg skriver også udførligt om Heidegger, hans tænkning er regulær filosofi, men den er også helt modsat Kant. Heidegger kan umiddelbart virke fremmedartet, men han er dybt europæisk, påstår jeg. Der er noget poetisk over hans sprog - det minder om filosoffernes sprog i romantikken. Det er vist også dér - i romantikken - at jeg hører hjemme. Geniet der går sine egne veje, er mit ideal. Jeg kan ikke samarbejde med andre - og slet ikke underordne mig nogen. Den egenskab er vist det eneste ved mig som min bror kan forstå og billige.

   — Hvordan? Går han ikke ind for samarbejde? - og er god til det?

   — Nej, han kan ikke kan underordne sig nogen - han vil lede. Det er derfor at hans plejehjemsarbejde har været det helt rigtige for ham. Han er EDB-eksperten som de andre - vist udelukkende kvinder - ser op til. Og jeg tror, at hvis han var blevet leder i større målestok, så ville han være en hård leder.

   — Det kan godt være, hvis han har følt sig underkuet i barndommen.

   — Jeg får det at føle når han skal undervise mig i et eller andet - og når han kan mærke at jeg er afhængig af ham. Så kommer tyranen op i ham. Det kan for eksempel være når jeg har brug for at skrive noget i et af de gængse tekstprogrammer, dem har jeg ikke megen erfaring med.

   — Hvordan skriver du så?

   — Jeg har jo mit hjemmelavede tekstprogram, men til det meste kan jeg nøjes med et helt simpelt txt-program. Med det kan man skrive i htm-kode. Htm-formatet er det tekstformat som internetsiderne er i, og det bedste der findes, det står flot og alle kan åbne det, og man har fuldstændig kontrol over tekst og billeder - der foregår ikke noget bag éns ryg. Men hvis jeg spørger min bror om noget, så har jeg bare at gøre præcis som han siger - ikke noget med at stille spørgsmål! Her kan lektor Blomme ikke være med, når det gælder om at ydmyge. Jeg siger hver gang til mig selv, at det er sidste gang jeg spørger ham om noget. Det er sandelig godt at han ikke er nået højere tilvejrs.

   — Sådan er det gerne med mennesker som ikke har været igennem en længere skoling - de er ikke vænnet til at diskutere ting. Hvis din bror var nået tilvejrs, så ville det garanteret have kureret hans følelse af at have været tilsidesat i barndommen - han ville næppe tage dig højtideligt. På grund af de ting som er foregået i jeres barndom, har I begge været nødt til at stræbe. Din bror efter magt og du efter lærdom. Men din bror har på grund af sin mangel på uddannelse, måttet tage til takke med en lederfunktion på et plejehjem - hvor han vel er underordnet forstanderinden. Du siger at du har levet det frie liv, men på grund af din stræben har dit liv da ikke været frit?

   — Næh heldigvis. Jeg bruger udtrykket fordi jeg ikke på nogen måde har været undertrykt. Det er en højere instans som jeg gerne vil kendes ved, der pålægger mig pligter - ikke instanser som jeg ikke vil kendes ved.

   — Du ser de fleste mennesker som undertrykte?

   — Det er alle mere eller mindre. For at erhverve de ting vi vil have, må vi sælge os selv - prostituere os. Og de ting vi vil have, kan jo være noget så naturligt som at få børn. Men de fleste fordrer en levestandard som jeg vil kalde høj. Der ligger såmænd ikke nogen stærk fordring bag, for goderne er jo blevet devalueret. Det er fordi de ikke kender til noget bedre, og hvis de kendte til noget bedre, så skulle de have nedsat arbejdstid, og det er svært at få og fører til nedrykning i hierarkiet, og så stort er problemet heller ikke. Det sande menneskelige liv - sådan som jeg forstår det - er kun meget få istand til at leve. Ved "det sande menneskeliv" forstår jeg ikke noget meget bestemt, det skal forståes ud fra dets modsætning. De fleste mennesker lever et uværdigt liv. Det kan alle være enige om når det gælder fortiden, men jeg mener at det stadig gælder: det meste af folks aktive liv går med et lønarbejde som er rutine - og som vil være rationaliseret bort om nogle få år. Og dette at kun få er istand til at leve et liv som må kaldes værdigt, kunne tyde på at der er en konstruktionsfejl i mennesket. Men sandheden er, at mennesket ikke er skabt til arbejdsdelingen. Arbejdsdelingen betyder at det meste arbejde er ensformigt og ligegyldigt, og så er der ingen energi. Og det har givet anledning til den opfattelse, at mennesket er grundlæggende dovent. Men naturmennesket som bortset fra en arbejdsdeling mellem kvinden og manden, skulle klare alting selv, ville næppe opfatte mennesket på den måde. Men denne samfundsindretning - arbejdsdelingen - syndefaldet, som jeg kalder det - er jo en relativt sen opfindelse. I sammenligning med den tid hvor der har været mennesker på Jorden, har det tidsrum hvor mennesket har levet i strid med sin bestemmelse været meget kort. Og den suppedas må vi ud af, og vi er jo kommet på sporet af en måde at løse problemet på: maskiner skal overtage alt arbejdet og vores liv skal gå med at opleve. Det skal vi blive bedre til - der skal sættes turbo på vores oplevelses-færdighed. Der skal skabes et nyt menneske - laves fysisk om på mennesket - gensplejsning og elektronik og hvad vi kan finde på.

   — Haha.

   — I min ungdom så jeg mig selv som fremtidens menneske - ja tænk engang! - engang i fremtiden ville alle leve ligesom mig!

   — Jamen så ville du jo til den tid bare leve ligesom alle andre.

   — Rigtigt, men jeg ville være det min far drømte om at blive: en foregangsmand - der ville være rejst en statue af mig.

   — Haha. Din bror, er han ikke på mange måder fremtidens menneske? Jeg mener hans evige tilstedeværelse - ja hvor?

   — Når han sidder ved sin bærbare, er han ikke til stede noget sted. Han sender jo ikke noget ud, og det er helt i modsætning til de unge. Ja faktisk eksisterer min bror slet ikke, for han er helt fraværende i denne verden - hvis du søger på hans navn, så kommer der intet. Det er ligeså uvirkeligt som hvis man mødte en person uden cpr-nummer.

   — Haha. Det var da mærkeligt - netop ham. Men du har jo meget liggende.

   — Ja, men jeg har den samme trang til at være usynlig - det er måske nogle mindreværdsfølelser der gør sig gældende. Jeg skriver jo gerne under pseudonym - og mit navn forekommer kun på de færreste af artiklerne, og slet ikke på nogen af computerprogrammerne. Og det "meget" jeg har liggende, er intet i forhold til de unges.

   — Ja, men hvor er de unge egentlig? De sidder evig og altid og trykker på taster, men de skriver jo ikke - hvordan ender deres sprog? Og deres uddannelse og arbejde - når man hører om det, så kan man ikke forestille sig at der kan være sådanne følelser involveret som vi andre kendte til som unge. De virker som søvngængere - der er ingen entusiasme - og slet ingen kampånd. Engang kunne musikken frembringe mægtige følelser - "Beatles-feberen" - og tiden efter betragtes som en guldalder. Og så kom ungdomsoprøret - og det hang sammen med musikken - og man levede og klædte sig på en helt ny måde. Det var ikke noget jeg var påvirket af, men man kunne da forstå noget af det. Er de unge idag igang med noget tilsvarende, som vi andre bare ikke forstår? - jeg tror det ikke. Vil der igen komme en tid med engagement? Eller vil vi drukne i det ocean af tilbud vi har? - bare konsumere bevidstløst? - opleve, som du siger. Er vi på vej ind i en sort middelalder?

   — Ja, det tror jeg, men Middelalderen var nu ikke sort, og den kommende middelalder vil heller ikke være sort. Den vil være et evigt paradis. Jeg har en gang imellem besøg af en herre fra Jehovas Vidner. Han mener at Guds indførelse af Den ny Orden er nært forestående. Jeg er enig med ham, men det vil gå på en helt anden måde end han forestiller sig, og det vil ikke ske fra den ene dag til den anden. Mennesket som du og jeg forstår det, vil forsvinde, og skruer vi tiden tilstrækkelig langt frem, vil vi se et evigt paradis. Det ser ikke ud som i Jehovas Vidners bøger og blade, men det er endnu mere skræmmende. Det evige paradis er den mest grusomme vision mennesket nogensinde har fabrikeret.

   — Det er det samme med reinkarnation. Tænk at være pisket til i al evighed at skulle begynde forfra.

   — Jeg havde i en årrække en kæreste som troede på reinkarnation. I et tidligere liv havde hun selvfølgelig boet på et slot. Nu var hun fattig, men hendes ånd var nået højere tilvejrs. Hun skrev digte og lavede spirituelle akvareller. Hun fortalte meget om det hun troede på og beskæftigede sig med, og læste højt af sine bøger. Jeg prøvede at være imødekommende, men jo mere jeg lærte det at kende, jo mere absurd og latterligt forekom det mig. Jeg sagde selvfølgelig aldrig noget.

   — Det skulle ikke tilfældigvis være datteren af det ægtepar der flyttede ind i jeres lejlighed på Gustav Johannsens Vej?

   — Jo, det var det! Det var meget pudsigt, for vi havde jo også begge boet på den samme vej før vi flyttede til den lejlighed. Der måtte være en højere mening med at vi skulle møde hinanden, mente hun. Og det betød at forholdet kom til at vare i ret lang tid - efter min generations målestok. Men der var flere ting. Hun gav udtryk for livsglæde og for at hvile i sig selv, men det virkede påtaget. Hendes største problem var måske, at hun med hensyn til det ydre var klar over at det ville gå raskere ned ad bakke end gennemsnittet - og det er jo den værste ulykke som kan ramme en kvinde. Men der foregik også meget inde i hende som hun kæmpede imod - det er jeg sikker på. Der var noget galt med alt og alle, men for at det ikke skulle blive opdaget, sagde hun at man skal være positiv - udsender man negative energier, får man dem i hovedet igen. Der var en masse rod i hende, og det forsøgte hun at bringe orden i ved nyreligiøse bøger. Men jeg tror at denne pærevælling af Jesus og engle og krystaller bragte mere uorden end orden - jeg kunne ihvertfald ikke få det hun sagde til at hænge sammen.

   — Men du havde sendt et ubehageligt brev til hendes mor?

   — Jeg havde sendt et brev til hendes forældre i håb om at få opklaret årsagen til brudet mellem datteren og mig. Men jeg tror ikke at de forstod sagen. Jeg har det sådan, at et kæresteforhold skal afsluttes på en ordentlig måde. Når noget var forbi, ringede jeg gerne til dem nogle uger senere, og så kom der oftest en god snak igang - og nogle gange mødtes vi igen, velvidende at bekendtskabet var forbi som kæresteforhold. Jeg tror at de var glade for at der blev glattet lidt ud. Jeg har altid betragtet et kæresteforhold som noget tidsbegrænset. Men det bekendtskab vi nu taler om, havde jeg ikke forestillet ville ophøre - altså som venskab. Det var ophørt som kæresteforhold - hun havde fundet en anden som hun også brød med. Afslutningen viste en karakterbrist hos hende som hun sikkert har været forfærdet over - det må hun have været siden hun ikke forklarede sig. Det var en mandlig ejendomsmægler som bragte hende ud af fatning. Hun var nogle år før mig flyttet til Jylland - hun kunne heller ikke mere klare byens støj. Men stilheden på landet var for meget for hende - hun havde heller ikke radio og fjernsyn - så hun måtte have lidt af støjen tilbage. Hun ville bosætte sig i en mindre by på Sjælland. Det var på samme tid hvor jeg begyndte at tænke på at flytte på landet. Vi havde aftalt at jeg skulle købe hendes hus - jeg havde investeret en del i det, og jeg skulle få det billigere. Men så kontaktede hun en ejendomsmægler for at få en vurdering, og han fortalte hende selvfølgelig at dette hus skal sælges lige nu, det vil koste hende dyrt at vente og hun skal ikke tro på denne ven. Så fik jeg et brev fra hende hvori der stod at jeg måtte bestemme mig inden en uge. For mig var det da helt iorden at hun bryder vores aftale, men det var det åbenbart ikke for hende, det kunne ikke forenes med hendes høje inkarnationsniveau.

   — Der er noget tragisk over den åndelige søgen der har været. Det er der vel altid over rodløse og søgende mennesker, men det nyreligiøse betød at man importerede ting og sager fra verdener som var os fjerne i tænkemåde - og de var vel taget ud af den sammenhæng de indgik i. Hertil ville de nyreligiøse vel sige, at alting begynder et sted, og at der bør udvises imødekommenhed, men man må spørge: er det virkelig noget vi har brug for? Er det en mangel ved den vestlige kultur at disse ting aldrig har vundet indpas? Nu har noget af det jo vundet indpas - i firmaer mediterer medarbejderne - men er dette ikke snarere et tegn på at der er noget galt med livet i firmaet? Jeg kan ikke forestille mig at den slags kunne have gavnet mig. Du siger at din programmering af og til har været belastende, skulle du have holdt en pause og siddet og mediteret?

   — Jeg skulle nok have holdt en pause og strukket benene lidt, istedet for at lemlæste stolebenene Men jeg ser sådan på det, at noget arbejde som der hverken kan eller skal sættes spørgsmålstegn ved, har nogle omkostninger, alt efter arbejdets art og den der udfører det. Kunstnere og videnskabsfolk kan opleve at alt er mislykket, og hvis et arbejde er fuldført og vellykket, så kan man være radbrækket i lang tid efter. Og hvad kan man gøre ved det? Skal der gøres noget? Man oplever jo en stor glæde, når man har gennemført det uigennemførlige. Og under den proces har man måttet døje en masse lidelse, men det er da en naturlig form for lidelse, og man kan da ikke reducere lidelsen - ikke uden at reducere glæden. Jeg har ikke nogen særlige evner på noget område og jeg stiller ret store krav til mig selv, så derfor har jeg oplevet meget af den naturlige lidelse, men jeg har da aldrig skænket det en tanke at jeg kunne og skulle mildne den.

   — Næh, jeg siger det samme, men du og jeg, vi må jo indrømme at vi på en måde har haft det nemt: vores fag er gamle og veludviklede, alt var lagt til rette for os, vi har "bare" skullet tilegne os en fagtradition.

   — Ja, man havde det nemt i sin ungdom, og det kom jeg sandelig også til at høre for. Jeg troede at jeg var langt fremme i min kritiske bevidsthed, men min kæreste der blev muslim, betragtede mig som "tilbagestående" - ja hun brugte det ord i et brev hun sendte til en af mine forrige veninder som hun havde mødt. Til at begynde med troede hun at der var et håb for mig. Matematik kan man umuligt være interesseret i - det er en erstatning. Det er muligt, men for hende selv var der slet ikke noget håb. Det sande liv dengang var "det kreative liv" som var på mode. Man skulle have så lidt lønarbejde som muligt, og så skulle man være selvforsynende - selv sy sit tøj, lave møbler og kunst, spille guitar og samle svampe og urter. Men bortset fra svampe og urter var hun handlingslammet. For igennem den traditionelle pigeopdragelse som hun havde været udsat for, var hun var blevet ført et helt forkert sted hen. Hun havde fire brødre som foldede sig ud på hendes bekostning - hendes plads var i hjemmet. Det led hun under, men for at komme videre måtte hun bevidstgøres om denne vildførelse ved at læse de bøger der dengang udkom om det emne - "Sådan bliver du pige", var der vist én der hed. Men herved, altså ved at lære om sine forspildte muligheder, kom hun til at lide endnu mere. De traditionelle kvindedyder var blevet nedsablet, der måtte noget helt nyt til, men hun kunne ikke finde på noget, og hvis hun fandt på noget, så skulle hun jo nok igennem en længere skoling, og det vidste hun godt at hun var for doven til. Hun blev vred på mig, skældte ud fordi jeg bare sad med mine formler, og ikke så at hun led. Det kunne jeg sandelig da godt se, men den eneste måde jeg kunne hjælpe hende på, var at få hende ekspederet videre til en anden mand. Men hun var jo ikke den eneste kvinde i den situation, så jeg foreslog hende at hun kom ind i en basisgruppe. Det var en god idé! - men hun var så langt nede lige i øjeblikket, at jeg måtte ordne det for hende, men hvordan? Det foregik i "Kvindehuset" og dér var det afskyelige mandekøn bandlyst. Jeg ringede, og man smed ikke røret på, jeg fortalte om min totalt handlingslammede søster, og så fik jeg en tid hvor hun kunne møde op. Det gjorde hun, og denne kvindeplapren fik hende lidt på højkant, men hun var i bund og grund dødeligt afhængig af en mand, og jeg var ikke den rette. Vi blev enige om at hun skulle finde en anden - vi var fortsat kærester - jeg mødte flere af hendes fyre - dem der var noget værd fravalgte hun. Det var først da hun mødte muslimen, at der kom et vendepunkt. Jeg tror at det var fordi han kom fra en helt anden verden - den fængslede hende, og hun skulle ikke yde noget stort. Hun indordnede sig helt under ham - tog alt til sig: hans tro og islams kvinderolle, og hans ønske om at vende tilbage til Afrika hvor han kom fra. Hun overlod sin søn til hans far og solgte alt. Det blev en total fiasko - hans familie overfaldt dem og stjal deres penge. De måtte transporteres hjem på konsulatets regning. De ejede ikke andet end det tøj de havde på - jeg måtte hjælpe hende. Han gik helt i opløsning - fik en førtidspension. Og det fik hun også. For de kunne ikke komme sammen mere, ergo forsvandt islam og hendes nye livsgrundlag, og ergo vendte hendes tidligere problem tilbage: man skal have kreative interesser. Men så skete der det bekvemme, at hun fik sygdommen kronisk træthed, og hermed fik hun foræret en gyldig grund til ikke at være kreativ.

   — Haha.

   — Det førte til en førtidspension - efter en lang kamp. Men da den var vundet, fik hun energien tilbage. Og så mødte hun en dansk mand som var en del ældre end hende og helt traditionel, og så tog hun hans verden til sig. Han var gået på pension og havde en sejlbåd, og så fik hun endelig en kreativ interesse: sejlsport - de sejlede i fem år på Middelhavet.

   — Var det med kronisk træthed en vej til at slippe for at arbejde, tror du?

   — Ja, men derfor kan den kroniske træthed godt være ægte, og det er jeg sikker på at den var. Jeg måtte nogle gange bære hende, hvis vi var gået lidt for langt. Jeg ser hende som sagt stadig - hun kommer her og vi taler meget i telefon - ikke tit, men en samtale kan godt vare i to-tre timer. Hun siger altid, at de år hvor vi kom aktivt sammen har været de bedste i hendes liv. Men min vigtigste kvalifikation var i virkeligheden at jeg gav hende magelighed og frihed til at have andre mænd. Jeg synes at det var rimeligt at hun fik en førtidspenson, for hun var uegnet til arbejdsmarkedet. Det samme gælder hendes søns far, han har aldrig bestilt andet end at sidde foran fjernsynet og drikke kaffe og ryge hash.

   — Hvad med sønnen?

   — Han har heller aldrig arbejdet, han var jo blevet overladt til sin far og han var blevet groft svigtet af sin mor, så han gik helt i hundene - blev narkoman og fik fængselsstraf for vold. Da jeg kom sammen med hende, var der overhovedet ikke noget galt med ham. Han og jeg havde masser af gøremål - vi lavede geometriske konstruktioner med passer og lineal, og byggede drager og tog på skovtur om natten. Jeg har forresten et billede af ham - her - det er mig og ham:

Det er min fødselsdag og jeg har fået en gave af min bror - den er i en solid trækasse uden åbning.

   — Haha.

   — Nu bor sønnen sammen med en kvinde som også er narkoman. Jeg kan blive vred over at mennesker ikke kan få den hjælp de har brug for, men hvis det rigtige for dem selv er at de ikke skal være tilsalg på arbejdsmarkedet, så skal de fritages. Der arbejdes mere end nok i vores samfund - det skulle være en frivillig sag. Det ville betyde at der blev bedre mulighed for arbejde som samfundet kunne have virkelig gavn af, men som er urentabelt - jeg tænker især på arbejde indenfor finkulturen. Kun meget få ville direkte snylte på samfundet - og de indirekte snyltere - dem der arbejder, men ikke er til nogen reel gavn - dem har vi jo i forvejen mange af. Langt de fleste vil ud på arbejdsmarkedet - det er jo det vi er opdraget til. Kun meget få mennesker kan fungere uden en arbejdsplads - ligesom også kun meget få børn og unge ville kunne tilegne sig kundskab uden en skole. Jeg er taknemlig for at alt mit arbejde har været en lyst - også avisbudarbejdet. Men jeg ville have haft et kæmpe problem, hvis jeg ikke havde fundet den levevej.

   — Ja, det er der altsammen noget om - du har virkelig været heldig.

   — Ja. Nu hvor vi har fødselsdags-billederne fremme, så er der ét her fra min 40-års-fødselsdag - det er min mor:

Det er på den tid hvor hun skrev sine erindringer. Hun havde talent for oplæsning, viste det sig. Jeg havde givet hende en båndoptager, og så lavede hun optagelser - fra radioen og sit violinspil. Men hun læste også digte op, og det er ganske enestående - totalt fejlfrit - jeg vil næsten sige bedre end nogen skuespiller, for det er naturligt - man kan mærke at hun selv er berørt af teksten. Når nogle mennesker dør, kan man finde værdifulde ting.

   — Ja. Men sig mig, har din mor nogensinde haft udearbejde?

   — Hun havde lært stenografi, men om hun har brugt det, véd jeg ikke. Hun arbejdede selvfølgelig ikke da min bror og jeg var små, men da vi var så gamle at vi kunne være alene hjemme, begyndte hun - ellers ville hun have været det min far kaldte "en uproduktiv brødspiser".

   — Haha.

   — Hun fik kørekort og bil, og hun havde alle mulige jobs. Loddedame på en radiofabrik. Hun var også hos en familie hvor hun gjorde rent og vaskede op og lavede lektier med børnene. Men dér hvor hun havde det sjovest, var på en børstefabrik - kvinderne kaldte selvfølgelig mændene for "børsterne". Men den titel man tildelte hende, kunne give hende myrekryb - når der kom brev fra det offentlige: "Fru pakkerske..."

   — Haha. Din mor var flittig, men du taler om dovne venner og veninder, men du må da også have kendt nogle flittige? Og har der nogensinde været større følelser? - forelskelse?

   — Jo, noget alvorligt var på vej på den tid hvor billedet blev taget, men jeg var nødt til at dysse det ned. Skulle jeg have hengivet mig, måtte jeg ofre mit avisjob, og det ville være utænkeligt. Det var en kvinde som var helt modsat alle de andre - samme slags arbejde som hovedpersonen i min roman. Hun blev vildt forelsket i mig. Lørdag aften var jeg tit i byen - ude at danse - traditionel jazz - Vognporten eller De tre Musketerer. Og dér mødte jeg hende - hun var sammen med en veninde og de var fra Norge - boede på hotel og skulle hjem næste dag. Vi dansede i flere omgange, og hun sagde at hun var gift og havde tre børn. Der skulle ske noget den aften - og nat. Jeg gik ned til baren for at give hende mulighed for at danse med andre, men hun fulgte efter mig. Vi gik udenfor og hun gik hen imod sit hotel, og jeg gik med. Hun kunne godt tænke sig at være sammen med mig, sagde hun, men det kunne ikke blive på deres værelse, kunne vi ikke tage hjem til mig? "Jo, men så må du da lige gå ind og sige det til din veninde." "Nej - det er forkert, men der er ikke noget at gøre ved det." Det var begyndelsen til det hedeste forhold jeg har oplevet. Hun var et rigtigt musikmenneske - uddannet i klaver og musikskolelærer og repetitør for operasangere. Hun sagde at hun straks kunne se på mig at jeg interesserede mig for klassisk musik. Hun besøgte mig tit i min etværelses lejlighed - sagde til ægtemanden at hun skulle besøge en veninde og at hun ville overnatte dér, og så kørte hun til lufthavnen. Da det havde varet i nogen tid, sagde jeg til min mor at jeg næste søndag ville medbringe en kæreste jeg har for tiden - hun er fra Norge og hun er gift og har tre børn. Det var min mor ikke begejstret for, men hun gjorde aldrig indvendinger. Så ringede hun fem minutter senere: "Du ka' godt holde snuden væk! Tænker du på hvad du er skyld i?" "Ja," svarede jeg, "jeg vil gerne være skyld i at hendes ægteskab reddes." Nå, det var så iorden. Herefter besøgte vi hende flere gange - vi musicerede, min mor havde et klaver. Hendes ægtemand var slet ikke hendes type - deres samliv var gået helt i fisk, der måtte et ordentligt sidespring til. Da det havde varet et halvt år, skulle jeg komme op og besøge hende - hendes ægtemand ville være bortrejst en uge. Hun havde indviet sine børn i sagen. Jeg boede hos hende, og hun præsenterede mig også for sin far. Jeg var lidt betænkelig ved det hele, tænk hvis ægtemanden kom hjem i utide! Vi udvekslede kærestebreve i den helt store stil - jeg har alle hendes. Og for nogen tid siden viste jeg dem til nogle af mine venner her - jeg læste op og spurgte om de kunne diske op med lignende breve og kærlighedserklæringer. Hun var usædvanligt køn, og jeg viste dem billeder af hende. Men så var der én der sagde at hun lignede en vietnameser. Hun var sorthåret og havde en smule asiatiske træk, men hun var pærenorsk kunne jeg oplyse. Men så spurgte de om hendes navn og søgte efter hende på Internettet, og der var en del at finde. Hun er nu midt i halvtredserne og hun holder sig forbløffende godt. Og der stod ganske rigtigt et sted at hun er født i Vietnam. Jeg er helt sikker på at hun ikke har vidst det, da jeg kom sammen med hende. Hun havde ikke sagt noget, og hverken min mor eller bror eller mine venner dengang havde spurgt om noget i den retning. Det eneste der havde undret mig, var noget hun skrev i et brev. Ja vent lige lidt, jeg har hendes breve i den skuffe her - her.

   — Det er et ordentligt bundt.

   — Ja, hun elskede at skrive, og det var jo dyrt at ringe - og hun kunne vel ikke ringe hjemmefra. Lad os se - det er det her brev. Hun taler om da vi mødte hinanden - hun følte sig usikker. Og så skriver hun: "Usikker på mange måter, i forhold til menn. Av mange grunner. Som barn ble jeg alltid ertet fordi jeg så fremmedartet - anderledes - ut. Guttene dro i mine fletter og hadde utallige forslag på hvor jeg hørte hjemme. I dag som voksen oppleves det nokså likt, det første alle spør om - hvor jeg kommer fra - alt fra flyktning til eskimo inngår i forslagene." Hun taler ikke nogetsomhelst om adoption. Hun taler om sine forældre og sin bror. Forældrene talte altid om skilsmisse - "min mors koffert sto ferdigpakket i entreen," skriver hun. Og så står der her at hun var "livredd" da hun skulle blive mor for første gang: "Min egen mor hadde reist fra oss igjen da jeg ventet barn - jeg savnet henne sånn da - jeg lærte meg aldrig å slutte å ønske og håpe." Det virker da som om hun troede at det var hendes rigtige mor. Det var hende der stod for husholdningen i de perioder hvor moderen var væk. Og så skriver hun: "Jeg var et lite barn - 10-12 år - og diskuterte samlivsproblemer og min fars kjærlighetsliv lenge før jeg fikk mitt eget. Han lærte meg om alle sine lidenskaber (de er mange), om filosofi og litteratur - vi diskuterte etikk og religion helt fra den dagen jeg ble så stor at han mente jeg kunne 'forstå'. Han hadde ingen nær å snakke med, bare meg."

   — Hun må da have været meget fremmelig.

   — Det var hun også - vi sendte hinanden bøger og musik - og diskuterede. Normalt var hun kun hos mig ét døgn, og det passede mig helt fint. Men engang var hun der en hel uge, og det var lige anstrengende nok - i min etværelses lejlighed - og hun uden sit klaver og sine bøger, og jeg uden min matematik. Det meste af tiden gik med at bolle - og vi kunne begge to ikke få nok, så det reddede situationen. Og ligeledes det at jeg skulle passe min avisrute. Hun kunne ikke få nærvær nok, men jeg behøvede jo ikke at bekymre mig, for det ville aftage med tiden. Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at antyde, at jeg lagde vægt på at være meget alene. Det forstod hun godt, hun skriver her: "Jeg synes at vårt 'ukes-ekteskap' fungerte meget bra. Behovet for å opprettholde sitt eget liv, som vi har snakket om før, har også noe med å la hverandre i fred - være stille sammen - hvis man kjenner seg nær og trygg." Selvfølgelig var jeg glad, men jeg var også bekymret: hvor bærer det her hen? Hun var så forelsket at hendes veninde som vores korrespondance foregik igennem, måtte holde moralprædiken: "Mest sånn at hun mener jeg bruger å komme tilbake til livet her - få hodet på plass igjen, som hun sier. Alle mine tanker er jo hos deg - jeg synes også vi hadde en fantastisk uke og føler vi kunne ha det sånn i all evighet." Hun færdedes i et kunstner-miljø og hun kunne godt lide min leveform, men selvfølgelig også min person, i det første brev skriver hun: "Du er et menneske det er lett å bry seg om, synes jeg." Det betød meget for hende, at jeg gav hende noget som hun aldrig havde haft, men altid havde længtes efter, nemlig tryghed. Hun skriver her: "Og jeg kan ikke forestille meg hva som enn skjer i mitt liv her - at noe skal kunne hindre meg fra å være hos deg - av og til ihvertfald - helst ofte - bortsett fra stor avstand og praktiske problemer."

   — Men det må da være kommet ægtemanden for øre på et tidspunkt.

   — Ja, heldigvis vil jeg sige. Der blev en scene, og han fik hele historien halet ud af hende. Men ægtemanden må da have vidst at jeg var der imens han var væk - alle andre vidste det jo - familie og vennekreds var inviteret til at hilse på mig. Jeg er helt sikker på at jeg har haft en god funktion. Hendes ægteskab skulle afgjort fortsætte, af hensyn til børnene, han var en god far for dem. Hun var nok mindre god som mor - karrierekvinde som hun jo var - men musikken gik da videre til børnene. Efter opgøret kom hun fortsat, men kun når hun alligevel var i København. Og hun blev igen ægtemanden tro. Første gang hun kom, lagde jeg straks op til ritualet - flyttede møbler væk og bredte dynen ud på gulvet. Men så sagde hun: "Ikke." "Hvad ikke," spurgte jeg, "ikke bolle?" Og så nikkede hun og grinede. Hun ringede tit - igennem adskillige år - og altid midt om natten - hun sad med et glas rødvin. Når hun var hos mig levede hun af kærlighed og rødvin. Hun spiste ikke. Da hun skulle være her en uge, spiste hun fortsat ikke, men så kiggede jeg nøje efter hvad der var af mad. Og så opdagede jeg at der var gjort indhug i osten og knækbrødspakken, og at der var krummer på guldtæppet. "Jeg spiser kun ost og knækkebrøtt," var hendes svar. Hun antydede noget med maven, men der var ikke noget med maven. Jeg måtte ikke se hende spise - hun havde det måske ligesom mig? - bare endnu værre. Skal jeg holde ud at se folk stoppe i hullet, så skal det i det mindste være ved et veldækket bord.

   — Haha. Var I aldrig ude og spise?

   — Jo, masser af gange, men hun skulle ikke have noget - bare rødvin og kaffe. Generede det mon hende at jeg sad lige foran hende og åd? Der er mange ting jeg kunne tænke mig at tale med hende om, og idag må mit liv da forekomme hende at være langt mere interessant end dengang. For eksempel kunne hun sende mig noder, og jeg kunne lave indspilninger med mit musikprogram. Jeg har lavet en indspilning af "vores" stykke. Det er en koral af Bach som jeg viste hende, og hun blev ligeså forelsket i den som jeg - "Det er vores stykke," sagde hun: "det må du ikke spille for andre."

   — Hvad var det for en koral?

   — 659 - "Nun komm der Heiden Heiland."

   — Den kan jeg ikke lige identificere.

   — Den ligger på min hjemmeside - i min egen indspilning. Jeg har tænkt mig at skrive til hende - jeg har en masse optagelser af telefonsamtalerne om natten.

   — Når man ser sådanne breve her, så kan man rigtigt se hvad vi har mistet - romantisk brevpapir og en smuk skrift.

   — Ja, men så skal du se de breve jeg har fra den sidste kæreste jeg havde inden jeg flyttede herover. Ja jeg har hende stadig, sådan set - vi skriver og ringer sammen. Hun har været her sammen med sin nye kæreste og sine forældre. Hendes nye kæreste er hendes gamle kæreste. Han er på hendes forældres alder og hun var 13 år da hun mødte ham - gammel kærlighed ruster ikke, siger man. Hun har altid besøgt ham - og flere gange boet sammen med ham - han er billedhugger og bor alene i en skov i Sverige - han er vist ikke særlig omgængelig. Hun og jeg kom sammen igennem ti år, og jeg har så mange breve fra hende at de fylder en hel kommodeskuffe. Hun bryder sig ikke om at tale i telefon - altid kort for hovedet. Men hun elsker at skrive breve, men det er ikke kærestebreve. Der er kærlige ord, men hun er ret intellektuel.

   — Så må hun da være lige én for dig?

   — Nej, hun er et system-menneske! Og jeg synes at hun bliver værre og værre. Hun har været skolelærer, men efter tyve år kørte hun på automatpiloten i en sådan grad at eleverne klagede over hende, og istedet for at tage ved lære af eleverne, så søgte hun nye udfordringer. Hun fik universitetseksamen - i fransk og historie. Og søgte arbejde, og da der ikke var noget, gjorde hun det samme som alle de andre i den situation: fortsatte med at studere for at få en ph.d.-grad. Og så var hun blevet så gammel at der ikke mere var akademisk arbejde at få. Så blev hun ordblindelærer, og det arbejde passer hende udmærket: det er ikke fint, men det er nemt. Der kom ingenting ud af hendes studeren. Når jeg spørger til hvad hun laver, så véd hun at jeg tænker på hendes fag, og så meddeler hun at hendes gøremål for tiden ikke er noget som vil interessere mig. Og den meddelelse interesserer mig i allerhøjeste grad, for den bekræfter min systemkritik. Hun studerede ganske engageret, sikkert fordi studiet var nemt - hun kunne i forvejen tale flydende fransk og hun havde været historielærer. Det var især hendes studeren som hendes breve handlede om. Jeg fulgte aktivt med - hjalp hvor det var muligt. Hun skulle gå til nogle filosofi-forelæsninger og aflevere en opgave om sprogfilosofi, og det gad hun ikke. Så sagde jeg til hende at hun kunne droppe det, jeg skriver opgaven. Og så skrev jeg en artikel som jeg mener at en sådan artikel skal se ud - i en aldeles uakademisk skrivestil - og blandt andet gjorde jeg nar af Tractatus-Wittgenstein. Meningen var at hun skulle læse min artikel - se min skrivestil - og formulere det på sin egen måde. Men så afleverede hun gudhjælpemig min artikel! - hun havde måske ikke en gang læst den.

   — Haha.

   — Hun sagde også at læreren undrede sig. Han har garanteret tænkt at det ikke er hende der har skrevet det - at hun har det et sted fra - måske Internettet - men en universitetslærer spørger vel ikke om sådan noget.

   — Jeg har aldrig været udsat for det. Og hun har været skolelærer?

   — Jeg har ikke spurgt hende hvad hun mener. Hun vil måske sige at konkurrencen i vores samfund er så hård at man er nødt til at snyde, hvor det ka' la' sig gøre - på samme måde som man ikke kan vinde "Tour de France" uden doping. Det kan også være at hun vil sige, at vi hvad moral og flid angår er nødt til at stille større krav til børnene end til de voksne, så vores moralske deroute lissom starter lidt højere oppe, og så vi ender lidt højere oppe.

   — Haha.

   — Hun har en mægtig energi - både fysisk og åndeligt - sport og vinterbadning og koncerter og museer. Men hun er i den grad et produkt af systemet, at hun er hjælpeløs når hun er udenfor. Hun kan følge et studium som andre har tilrettelagt, og hun kan varetage et lønarbejde, men hun kan ikke sætte sig selv i arbejde. Jeg sagde til hende hvad jeg ville gøre i hendes sted: jeg ville følge med i fransk litteratur og tage initiativ til oversættelse. Finde en roman der har fået gode anmeldelser - for eksempel en historisk roman - der er jo masser i Frankrig. Og så simpelthen bare oversætte den og kontakte et forlag - skulle det være så svært? Hvis hun havde set en stillingsannonce hvor man søgte én til et sådant arbejde, så kunne hun have fået stillingen og udført arbejdet ganske udmærket. Hun kan læse romaner og gå til koncerter på egen hånd, men hun kan ikke arbejde på egen hånd.

   — Og det har du sagt ligeud?

   — Ja. Til folk med en ph.d.-grad skulle man nok kunne sige tingene ligeud. Jeg har også sagt at hun er blottet for original tænkning. Hendes politiske ståsted er det venstreorienterede der lå i tiden da hun var ung. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne hende lidt med min bror: der er kun den forskel at hun har siddet langt mere på skolebænken end ham, men det har ikke betydet andet end at hun har en anden form for viden end ham. Hun læser vist den samme slags romaner som min bror - og han går jo også til klassiske koncerter og på museer. Men det er bare forbrug af vores kulturtilbud. Det var hende jeg bad om at læse min bog om den europæiske åndsverden, og hun skrev som sagt tilbage at hun havde læst fem sider og at hun orkede ikke mere. Og grunden er, at det er en civilisationskritik som i særlig grad rammer hende. Men hvis hun havde fået det som en opgave ved universitetet, så kunne hun godt have læst og kommenteret bogen. Hun vil ikke tale om sagen, og jeg tænker: har hun egentlig sprog til det? Da vi kom sammen og jeg kom ind på noget af det jeg står for, begyndte hun at tale om noget andet, eller sagde at det ønsker hun ikke at diskutere. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: hvad hvis jeg havde en søn som var på vej til at overtage min leveform og mine meninger, og han gik i hendes klasse? Stillede spørgsmål, skrev ting i stile, nægtede ting, udeblev fra undervisning. Eller hvad hvis jeg var hendes søn, og udviklede mig som dengang? Men det er et dårligt tankeeksperiment. Hun har to børn, og deres far er også skolelærer, så de er virkelig miljøskadede. De skulle jo egentlig vide hvad de ville, men det var lige omvendt, de var endnu mere i vildrede end de fleste. Derfor tilskyndede forældrene dem til at se sig om i verden og prøve en masse ting, inden de gik igang med en uddannelse. Datteren er vist blevet psykolog, og sønnen er blevet socialrådgiver - og han har den tillægskvalifikation at han har været alkoholiker.

   — Haha.

   — Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne de børn med mig selv i den alder. Inden de havde læst en lærebog der var en smule videregående, havde jeg næsten alle de matematikbøger jeg har nu - det senere jeg læste var afhandlinger, og dem fotokopierede jeg.

   — Ja. Det har jo nok alle dage kun været de færreste unge som har haft en drøm om noget ganske bestemt. Deres fremtid har været dikteret, i gamle dage af forældrene og idag af forestillinger om hvad der mon er brug for i den nærmeste fremtid. Det med fjumreår hører en bestemt forældregeneration til - der åbenbart ikke var bekymrede. Eller som måske netop var bekymrede, for det var vel for at gøre børnene fleksible.

   — Ja, de skulle starte med at opleve så meget som muligt og indpasse sig så mange steder som muligt. I vor tid skal mennesker være svagt funderede, og sådanne mennesker kan fylde mig med uhygge. For eksempel den muslimske børnehavepædagog. Jeg er chokeret over hendes udvikling, hun er blevet diametralt modsat den hun var som ung. Men hun ser selv sin udvikling som helt naturlig - hun har til enhver tid gjort det hun måtte gøre i den situation. Hun tager på ingen måde afstand fra det hun stod for i sin ungdom - som det jo er tilfældet med mange i vores generation. Jeg ser hendes udvikling som skabt af TV-kulturen og de mænd hun har kommet sammen med. Da jeg mødte hende var hun stor modstander af fjernsyn - "tossekassen" som det hed dengang. Hun havde godt nok en tossekasse, men den var gemt væk for at ingen skulle se den - og for at hun ikke skulle betale licens. Sønnen havde forbud mod at se fjernsyn, hvis hun ikke så med - så hun kunne slukke eller korrigere - sådan var pædagoger dengang. Idag bestiller hun ikke andet end at se fjernsyn. Hun har ingen kontakt med noget menneske, siger hun, og så er der rester af den kroniske træthed, så hun foretager sig intet, og så er hun jo nødt til at have fjernsynet kørende. Og det forsvarer hun hårdnakket: Dér ser man verden - bøger er noget de måtte nøjes med i gamle dage. Det er en uhyggelig opfattelse. Kan man forestille sig "Anne Franks Dagbog" som film? Det kan man godt, jeg har set én, og den var god, men det vil altid blive noget der er usammenligneligt med bogen.

   — Det er helt rigtigt.

   — Om hende og mig må man sige, at den enes liv overstiger den andens forstand - hun skælder ud hver gang vi taler sammen. Når jeg tænker tilbage på de kvinder jeg har kendt, så forestiller jeg mig at den eneste jeg ville have kunnet holde ud idag, er hende der begik selvmord. Det er selvfølgelig usandt, for hun var syg - besværlig - og det ville hun fortsat være. Hun havde ligesom mig en meget ringe fleksibilitet. Forskellen er bare at jeg havde et tilfredsstillende underlag, det havde hun ikke. Hendes far var sælger, og jeg har aldrig mødt en så hæmmet mand - en virkelig knudemand - gik meget højt op i hvad folk tænkte. De havde kostbare antikviteter, men ikke én eneste bog. Der var også noget galt med hendes bror - det kunne ikke være anderledes. Hun var ikke manio-depressiv, der var ikke maniske perioder. Når hun ikke var syg, var hun helt normal - for det meste glad. Men hun havde ikke noget at bygge på. Hun begyndte på det ene studium efter det andet - og var evigt skuffet - for ikke at sige forfærdet - over miljøet. Hun havde ikke fjernsyn, og hun ville næppe have anskaffet ét, for hun ville ikke kunne kapere den verden. Vi hørte klassisk musik - hun elskede Shostakovits.

   — Det gør vi også.

   — Men ellers tror jeg at kvinder er mere tilpasningsdygtige end mænd. Mænd engagerer sig nok dybere i det de er optagede af.

   — Det er der afgjort noget om. Netop fordi vi lever i en overfladisk og omskriftelig tid, egner kvinder sig bedre end mænd til mange ting. Kvinder har de egenskaber man skriger efter i erhvervslivet. Og pigerne klarer sig bedre end drengene i skolerne, de gør hvad de får besked på, drenge er nok mere tilbøjelige til at inddrage deres egen person og sætte spørgsmålstegn. Du ville ikke i din roman kunne have ladet den unge mand være en pige.

   — Nej, så ville historien blive helt utroværdig - det er slemt nok i forvejen. Det er selvfølgelig et spørgsmål som min hovedperson, Annie, har måttet stille sig. Hun erkender at hendes projekt - altså hendes given sin egen kultur videre - har været forudsat af at det er en dreng hun har kunnet kapre. Det er på en måde et pinligt problem for hende, men hun mener at der hvad psyke angår er en biologisk forskel på kønnene, og hendes løsning på problemet er at mænd og kvinder hver især kultiverer deres egenart. Det ville betyde at det blev vanskeligere og mindre nærliggende at drage sammenligninger. På nogle områder har det jo altid været sådan - for eksempel sang og dans. Og hun erkender, at hun ikke selv ville have fordybet sig i sin musikvidenskab på samme måde som hun ser sin nevø fordybe sig i sin matematik.

   — Min kone og datter lægger som sagt ikke skjul på at de ikke ville have valgt min form for karriere. Ja de ta'r nærmest afstand fra mig må jeg se i øjnene.

   — Haha. Men de er jo nok en hel del påvirket af dig, ska' du se.

   — Det tror jeg såmænd også. Men jeg bliver også skældt ud af min svoger. Han og jeg har jo det tilfælles at vi beskæftiger os med det levende, men hans er det vanskeligste man kan forestille sig, nemlig børns sjæleliv, og mit er det enkleste man kan forestille sig, nemlig kemien i encellede organismer. Hans viden er usikker, men til gengæld nyttig, min viden er sikker, men unyttig - og så læser jeg tilmed unyttige romaner. Men det er da en trøst for mig, at han ikke også påstår at han har været vidt omkring, for det har han ikke, han har siddet i det samme konsultationslokale altid - jeg har da været på ekskursioner og kongresser i hele verden.

   — Men han har da været vidt omkring, har han måske ikke gennemlevet den mest omskiftelige tidsalder nogensinde?

   — Jo, men vi har vel egentlig kun gennemlevet halvdelen, for mon ikke det er sådan, at på et tidspunkt - vel omkring de tres år - begynder man at give slip på verden, og når først den proces er begyndt, så accelererer den hurtigt. Det er ihvertfald min egen erfaring. De unges verden er et teoretisk problem for mig, ikke et følelsesmæssigt.

   — Det kan være du har ret. Jeg tænkte ellers at min aftagende vrede skyldtes at de ting som havde udløst den, var forsvundet efter at jeg kom hertil, og at jeg ikke ville nøjes med bare at smadre folks døre hvis jeg vendte tilbage til civilisationen - eller jeg skulle vel sige ucivilisationen.

   — Jeg tror at du vil komme til at forsone dig med verden, ikke acceptere den, men du vil forlade den med et lille smil. Det ville ihvertfald være en god ordning fra Vor Herres side - at vi tager afsked med et lille smil. Et smil, ikke et grin.

   — Måske. Men vil det ikke være et dyrt købt smil? Og hvad skal det egentlig være godt for? Vi ændrer os livet igennem, men kan man ikke sige, at vi, bortset fra begyndelsesfasen og måske slutfasen, har en ret bestemt identitet? Sådan er jeg ihvertfald tilbøjelig til at føle. Og skal jeg dø med den identitet i behold, og sige farvel og tak den dag jeg betragter det der sker som en udvikling bort fra det jeg står for og det jeg forstår ved livet? Eller skal jeg betragte forandringerne som en stigen tilvejrs, en erhvervelse af visdom, en udkrystalisering af det væsentlige?

   — Du går klart ind for det første?

   — Ja umiddelbart. Fidusen ved en verden hvor man kan gå døden trygt imøde, er at der hersker forskellige opfattelser af den ideale død, og at man kan vælge og gøre noget aktivt. Men det er jo en opfattelse som der har været alvorlige angreb på: at netop fordi opfattelsen er en selvfølge på de fleste livsområder, så skal den ikke udbredes til også at gælde døden. Jeg kan ikke se logikken, men der er jo en klar logik: når livets indhold ikke er noget stort, så må livets varighed gøres til noget stort. Men der er altid noget sørgeligt over mennesker hvor man ser tilbagegang. Engang var alder noget der forlenede med respekt, men da udviklingen begyndte at gå så hurtigt at de ældre ikke mere kunne følge med, så forduftede respekten og så så man kun forfaldet. Men nu gør vi en stor indsats for at få de gamle ud af sygdomsrollen. Der arrangeres det ene og det andet, udtænkt af de yngre, og det afspejler de yngres syn på de ældre. Man ser et billede i avisen: en ung kvinde som står og agerer klovn foran et hold gamle. Man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, er det med et sådant smil jeg skal forlade verden?

   — Nej. Der er her tale om ældre som har levet et liv der helt er forsvundet, og den type ældre vil følgelig forsvinde. Hvordan de der er unge idag vil blive som ældre, må guderne vide. Men lad os nu tale om den verden som du og jeg hører hjemme i. Når jeg taler om forsoning og et lille smil, så mener jeg ikke at vi skal ende i en majestætisk og uvirksom ophøjethed. Det uvirksomme liv kan jeg slet ikke forestille mig. Jeg mener at der efter vores "offentlige" liv kommer et privat liv - det man kalder et otium - hvor man fortsat virker, men på en anden måde. Idealet må være at man i denne livsfase glæder sig over en veludført livsgerning og nyder sin nye frihed. Men for nogle må noget af friheden måske bruges til at "reparere" lidt - erkende fejl som man i tumulten kan have begået og nu må forsøge at rette op på. Forestiller du dig ikke at du om nogle år vil træde ind i en ny livsfase?

   — Næh, hvis du med en ny livsfase mener en radikal forandring som der kan argumenteres for er til det gode, så må jeg sige nej. Og det hænger vel sammen med at mit liv - sammenlignet med de flestes - kan siges at have været ét langt otium. Som sagt måtte jeg ophøre med det arbejde jeg betragtede som mit rigtige og alvorlige virke, fordi afstanden til omverden var blevet for meget af det gode. Så begyndte jeg på nogle mere alment forståelige projekter, og dem drømmer jeg om at blive færdig med. Så man kan sidde i fred og ro og finpolere - og genlæse og indhente noget af det forsømte - og måske finde på noget helt nyt. Der er tilsyneladende noget at glæde sig til, men er der nu også det? Vil man ikke blive slemt skuffet, når man ankommer til dette paradis? Sanserne vil begynde at svækkes på et tidspunkt - og hvornår vil dette forfald føles håndgribeligt? Mine erotiske billeder vil vel tabe deres kraft, og hvordan vil jeg reagere på det? - kan det ikke føre til en form for depression? Man går noget ukendt i møde, og så er man på vagt.

   — Gert! Jeg må afsted nu, min kone kan ikke forstå hvor jeg bliver af. Jeg synes at du skal komme over og besøge os. Vi vil vise dig vores otium. Det er sandt at saftspændingen er aftaget, men jeg vil påstå at det nedsatte tryk har sine fordele. Vi vil fortælle dig om vores gøremål - og om vores nye syn på mange spørgsmål. Jeg kunne tænke mig at skrive om forskellige ting - se på nogle ting med alderens kølige blik - måske sende noget til dagblade. Men jeg får pludselig den idé at jeg kunne skrive det her ned - altså denne her historie - din historie - ligefra det min moster sagde. Vil du have noget imod det?

   — Du har ikke skrevet ret meget, udover de faglige artikler?

   — Nej, men det er det jeg kunne tænke mig at begynde på.

   — Ja, men så begynd med en mindre sag, og overlad denne her historie til mig. Jeg vil straks begynde, og jeg vil medbringe et udkast som du - som I - kan tage stilling til. Du kan arbejde videre med det og udgive det i dit eget navn.






Efterskrift

Mit møde med Gert fandt sted i juni 2013. En uge senere besøgte han min kone og mig på Fur, og medbragte sit bidrag til min bog. Og jeg gik igang. Det kom til at tage langt længere tid end jeg havde regnet med - jeg havde virkelig noget at lære. Samtidig gik Gert igang med at søge efter forlag til sine to bøger.

Gerts møde med verden "udenfor murene" har bragt alvorlige kendsgerninger for dagen - det er gået fuldstændig som han forudsagde på side ... Han er afsindigt rasende: "Min kritik i mine bøger er altfor mild." Hans mindre bog, "Den europæiske åndsverden som religiøs kultur", er udgivet på et selvudgiverforlag (Historia), og hans store roman "Indenfor Murene" - skrevet under pseudonymet André Nielsen - er ligeledes udgivet på et selvudgiverforlag (Trykværket), men den vil sikkert forblive uænset. Med mindre at han iværksætter sit terrorangreb. Han talte om det i en sådan grad at jeg blev betænkelig og forhalede færdiggørelsen af denne bog. Men hvem véd? Måske bliver min bog vel modtaget og vækker opsigt, og vil føre til at Gerts værker får en chance. Derfor udgiver jeg den.

                                                               Morten Alkærsi



Tekst på bagsiden af "Den europæiske åndsverden som religiøs kultur"

I denne lille bog gives et bud på en definition af begrebet kærlighed. I den europæiske verden har kærligheden været bredere forstået end noget andet sted. Men kærligheden i alle dens former for tilsynekomst er forsvundet - de kulturmæssige forudsætninger er ikke mere tilstede. Selv den kønslige kærlighed er ikke mere mulig. Forfatteren sætter personligt den faglige kærlighed højest. Prostitution - dette at man sælger sig selv - spolerer kærligheden. Og dette er især slemt når det er sin sjæl man sælger. Derfor er det småt med arbejdsglæden hos de åndsarbejdende i erhvervslivet - og der kan umuligt blive tale om faglig kærlighed.

Kærlighed er en særlig form for arbejde, nemlig en kærlighedsgerning, og en sådan vil sige, at man indenfor en kærlighedstradition - som er af åndelig og æstetisk natur - til fuldkommenhed har taget dens fordringer på sig.


Annie Aphel er uddannet i klaver og musikvidenskab.

I den dokumentariske beretning

Indenfor Murene af André Nielsen

som er "en civilisationskritisk diskussionsbog i romanform"

gives en udførlig og levende fremstilling

af Annie Aphels tænkning.








Denne side hører under

juliasets.dk