En mærkelig familie

Af Morten Alkærsi


Det må have været sidst i august 1955, for jeg var lige begyndt i gymnasiet og det var en behagelig varm eftermiddag. Det var blevet en tradition, at jeg på hjemvejen fra skolen gik op til min moster, hun boede på øverste etage i en høj ejendom et lille stykke fra vejen hvor vi boede. Vi glædede os begge til denne visit, hun havde altid fundet på noget lækkert. Hun havde det ikke let på det tidspunkt: ung - ikke meget ældre end mig - og nygift og nyfraskilt - det var en værre historie. Imens hun rumsterede bag mig, kikkede jeg ud ad køkkenvinduet - der var en pragtfuld udsigt over Frederiksberg. Lige nedenfor lå en lavere ejendom, som i den sydlige ende, ude til højre, var helt begroet med vildvin - jeg har altid elsket dette syn, man ser det ikke mere. Ejendommen lå på den vej hvor vi boede, men i den fattige ende - vi boede længere nede i villa. Men det var da et dejligt sted at være fattig, der var renligt og masser af sol og grønt. Foran ejendommen var et bredt fortov hvor børnene kunne lege - ingen biler, vejen lå på den modsatte side.

Pludselig kom to mindreårige drenge ud af opgangen yderst tilhøjre - de så ud til at være tvillinger. De løb over fortovet og åbnede døren til et skur. De kom frem med en trehjulet invalidecykel, den ene satte sig på den og kørte hen til gadedøren. Så kom en handicappet kvinde ud - hun lignede en lille mekanisk dukke - og den anden af drengene hentede en stor kurv i opgangen. I det samme kom min moster hen ved vinduet. "Det er nogen mærkelige mennesker", sagde hun. "Jamen Lise, det kan du da ikke sige..." "Det er jo ikke det jeg mener! Fordi man går dårligt, kan man da godt være mærkelig, og disse mennesker er mærkelige - der er en masse..." I dette øjeblik fløjtede kedlen. "En masse sladder", mumlede jeg. "Jeg fortæller når vi sidder." Kvinden havde nu sat sig tilrette på cyklen, kurven stod på bagagebæreren og børnene stod foran på fodbrættet på hver side af moderen, og hjalp med at dreje håndpedalen, eller hvad man kalder den - sjovt så det ud. Det gik rask afsted, ned i den retning hvor vi boede. Jeg havde set familien før, faren var også handicappet. Dengang var sådanne invalidecykler ikke noget sjældent syn, lammelse i benene var ikke et alvorligt handicap, de fleste gik næsten ligeså godt som normale, og passede et almindeligt arbejde - det måtte da være bedre at være handicappet dengang end idag. "Hvor skal de mon hen", spurgte jeg. "I Lindevangsparken", svarede min moster. "De ser da ud til at stortrives", sagde jeg. "Nu går vi ind."

Hendes lille stue var oplyst af sol og altandøren stod åben. "Vi kan sidde udenfor", sagde jeg. "Nej, ingen skal høre det jeg vil fortælle." Ved kaffebordet kom en lang og bedrøvelig historie. Drengene er ikke tvillinger, den ene er lige begyndt i anden klasse og den anden skal begynde næste år. Og de stortrives aldeles ikke, det kan man se på dem, der er noget forskræmt over dem. Begge forældrene har dårlige nerver. Det må også være forfærdeligt at være krøbling - især for en kvinde. Hun truer med selvmord, man hører gennemtrængende skrig fra lejligheden, og hun vil også dræbe børnene. Men der er ikke sket noget, hun har ingen snitsår og der bliver lukket for gassen igen. Faren har været SS-mand, og han er hende utro, siger de. De siger også at han slet ikke er invalid, indendørs går han uden skinner. Han har været møbelpolstrer, men nu er han igang med noget omskoling til kontorarbejde. Hans forældre er fornemme folk, men han blev sendt i pleje, og han har også boet i Tyskland. Hans venner er nazister, naboerne har set den berygtede Sven Salicat besøge dem. Han skændes med alle mennesker, han føler sig hævet over de andre i ejendommen, fordi hans forældre er lidt finere og fordi han går i lidt finere tøj, men han er jo ikke selv blevet til noget. Han føler sig forfulgt, lagde du ikke mærke til at der er pigtråd på taget af skuret, det er for at ungerne ikke skal kravle op og kikke ind af deres vinduer. Han kan blive frygtelig vred, står på gaden med sine stive ben og fægter med sin stok og udslynger de værste anklager. Jeg hørte ham råbe "drukkenbolt" efter viceværten - og han har råbt "uproduktiv brødspiser" efter en evnesvag mand. Sidste år var han i fængsel i flere månender, de siger at han havde slået en dreng med sin stok - eller også var det en mand - det var inde i byen. Engang kom politiet med fuld udrykning, det var noget med en måleraflæser der havde forsøgt at trænge ind med vold - i de følgende måneder havde de ingen elektricitet. De har boet ovre på Flintholm Allé, men der blev de smidt ud. Nu er de igen blevet truet med opsigelse, de venter på at det nye på Roskildevej er færdigt. Nogle beboere har været til kommunen og foreslået at børnene bliver fjernet fra dette hjem, men der er ikke sket noget.

"Gu've' hvordan det kommer til at gå de børn", sagde min moster. "Ja", svarede jeg, "det værste er mange gange de tilfælde der ligger lige på grænsen. De er da pæne i tøjet, og lige nu sidder hun på en bænk i Lindevangsparken, og drengene leger i den gamle brandbil, og der er måske gode ting i kurven. Hva' mener du at der kunne gøres?" "Jeg ka' ikke svare på det. Der var én der sagde at hun lider af rengøringsvanvid, og at det tager alle hendes kræfter. Børnene ingenting. De har ikke mange kammerater, og de slås tit, og det tåler hun ikke. De har også et mærkeligt efternavn." Ja, hvad kan man gøre, tænkte jeg på vejen hjem. Ingenting. Nogle dage senere, sent på aftenen, da jeg var på vej hjem fra min kæreste, gik jeg ind i deres opgang og kiggede på navneskiltet. Jeg var lige ved at lytte ved døren, men gjorde det selvfølgelig ikke.

Herefter tænkte jeg ikke mere på denne familie, jeg så dem et par gange, og nogle måneder senere var de flyttet. Det er over halvtreds år siden, og læseren undrer sig måske over hvordan jeg kan huske disse detaljer som ingen rolle har spillet. Men det skyldes at jeg har fået det genfortalt af min moster, efter at jeg ved et tilfælde havde mødt den yngste af brødrene, han er nu omkring de tres. Jeg har hele livet boet på Frederiksberg, i de sidste tredive år nær Frederiksberg have. En dag havde jeg et ærinde i den modsatte ende af Frederiksberg, og her bor en af mine kammerater fra gymnasietiden. Vi ses ikke tit, der kan gå år imellem, men når vi ses kommer der altid en lystig snak igang - sikkert fordi vi ikke ses så tit. Det faldt mig pludselig ind at cykle ned ad hans vej, det var først på aftenen. Han meddelte i dørtelefonen at han var på vej ud ad døren, og da jeg gik op ad trappen kom han ned. Han havde en flaske rødvin i hånden. "Jeg skal til en lille sammenkomst", sagde han, "det er lige ovre på den anden side af gaden." Da vi var kommet ud ad gadedøren, han holdt mig om skulderen og vinkede op imod et vindue, og der blev vinket igen, så var jeg inviteret til fest. Det var på anden sal, døren var åben, og da vi gik ind, så jeg to navne på dørskiltet, og det nederste var den ulykkelige families særprægede navn - jeg kiggede en ekstra gang, der var ingen tvivl.

Jeg blev straks præsenteret for værten, han var i strålende humør, yderst elskværdig og talende. Jeg forstod at de øvrige gæster var en søster til hans kone samt hendes mand, så det var ikke noget større selskab. Men de forstod sandelig at leve her, i stuen var dækket fornemt op, og der blev fundet plads til en gæst mere. I køkkenet var både ovnen og alle fire blus igang og der var fyldte skåle alle steder hvor der kunne stå en skål. Jeg fik stukket et glas i hånden, og der blev skænket op af en udmærket rødvin. Jeg fortalte om min relation til Flemming og tilfældigheden der havde bragt mig hertil, og det blev der skålet på. Lejligheden var helt nyrenoveret, jeg bryder mig ikke om boligkarréer, jeg ville have brugt mine penge anderledes, men la' det nu være. Værten virkede veluddannet, neutral i påklædningen og helt uden spor af den jargon som igennem årtier har bredt sig blandt de yngre og de lavere uddannede, især i Københavns-området. Og dog kom denne jargon ud af radioen, som var dæmpet kørende. Der var gjort meget ud af indretningen af lejligheden, flere arkitekttegnede ting. Der var en reol med en del romaner, alle i den mere lødige kategori, og der var en masse LP-plader fra deres ungdom, blandt andet Beatles' samlede værker - det måtte være en senere anskaffelse, for kassetten var plomberet. Der var ikke noget som tydede på videregående uddannelse, der lå dog nogle tykke bøger om computerprogrammering - jeg kiggede i en af dem, det overstiger min forstand at nogen forstår den slags.

Hvad der blev talt om ved bordet? Jeg husker kun brudstykker, jeg tillod mig at skænke hyppigt op af den gode rødvin - jeg havde behov for lidt fest. Der blev vel talt om det folk sædvanligvis taler om: rejser, episoder på arbejdspladsen og de kørende sager i aviserne. Senere ved kaffen havde jeg lejlighed til lidt tête-à-tête med værten, og her husker jeg en del. Han var ansat på et plejehjem - alt det tekniske. Jeg fortalte hvor jeg boede og at jeg altid havde boet på Frederiksberg og at jeg elsker denne bydel. Præcis det samme kunne han sige. Jeg fortalte at jeg var født og opvokset på Gustav Johannsens Vej. Dér havde han også boet som barn! - den vestlige af ejendommene nede ved Finsens Vej. "Vi boede nede i villa-delen, men jeg er jo over ti år ældre end dig, så vi har næppe bemærket hinanden. Jeg gik på Sønderjyllandsskolen, der har du vel også gået." "Nej", svarede han, "min bror gik der, men vi flyttede ned til det nye på Roskildevej - Venskabshusene som de kaldes - lige da jeg kom i skole, så jeg begyndte på Søndermarksskolen, dér kom min bror også ned." "Du har en bror? - er han også en rigtig frederiksberger?" "Nej, mine forældre flyttede senere til Amager, og der blev han hængende, og for nogle år siden flyttede han til Jylland." "Han har måske fået arbejde dér?" "Nej, han er gået på pension." "Hva' lavede han før?" "Han gik med aviser." "Morgenaviser? - ku' han leve af det?" "Han boede på lejede værelser, og senere fik han en lille ejerlejlighed." "Så har han altså aldrig stiftet familie?" "Nej." Jeg kunne mærke at han ikke var begejstret for at tale om denne bror, men omtåget som jeg var, fortsatte jeg: "Han fik måske aldrig nogen uddannelse?" "Joh, han gik på noget kursus og kom på universitetet, men han tog aldrig nogen eksamen." "Hvorfor lige Jylland?" "Det er vel tilfældigt. Han ville så langt væk fra mennesker som det er muligt at komme. Han har hverken radio eller fjernsyn. Han lever i fortiden." Jeg kunne mærke irritation da han sagde dette, så jeg drejede samtalen et helt andet sted hen, for ikke at virke nysgerrig.

Min kones bror er læge med speciale i børnepsykiatri. Han er, ligesom alle andre læger, ramt af den sygdom at han ser sygdom allevegne. Da jeg fortalte ham det min moster havde genopfrisket og om mødet med den yngste af disse brødre, var hans reaktion, at alt er lige efter bogen: "Tænk hvad disse hjem koster samfundet, og stadigvæk den dag idag er vi forsigtige med at gribe ind, fordi vi ikke véd hvad vi skal stille op." "I dette tilfælde har det da ikke kostet samfundet noget, begge brødrene har jo arbejdet hele livet", sagde jeg. "Ja, men den ældste har levet på eksistensminimum, så han har aldrig betalt en øre i skat, og denne springen op og ned ad trapper har sikkert givet ham et jernhelbred, så han kan leve i halvtreds år endnu, men han har ikke betalt for det. Desuden syvdobler ensomhed risikoen for udvikling af demens - han kan blive en dyr fornøjelse. Og hvordan tror du at han har haft det? - og har det lige nu? Alt det som gør livet værd at leve - familie og venner - det har været fraværende i hans liv. Og ikke nok med det, han har sikket været udsat for mobning fra broderens side. Du siger, du mærkede tegn på skam og irritation. Han må høre for sine særheder, og broderens kone bruger ham vel som skræmmebillede når de er oppe at skændes: "Du er lissom din bror!" Den yngste bror har sikkert set sine forældre i den ældste, for den ældste har garanteret båret videre på deres dårligdomme. Den yngste burde være ham taknemlig, for han har virket som stødpude. Hvis han ikke havde været der, så var det broderen der var gået i hundene. Men så langt tænker han vel ikke. Men tro ikke at den yngste er sluppet uskadt, du beskriver ham som helt normal, på mig virker det som om at han er unormalt normal." "Ja", siger jeg, "og også han vil ende som dement, for pårørende til demente bliver ofte selv demente, så plejepersonalet må vel også blive smittet. Men sig mig, hvad skulle der være gjort dengang? - hvad ville du have gjort?" "Jeg ville have fået den ældste og mest skadede af disse børn fjernet fra hjemmet. Denne kvinde kunne ikke overkomme at have to børn, og desuden ville de jo i så fald ophøre med at slås. Men det skulle ikke hedde sig at det var en tvangsfjernelse, det skulle foreslås at den ældste midlertidigt boede hos noget nær familie, for eksempel en moster og onkel."

Jeg havde ventet alt dette. "Det er det sædvanlige med dig", sagde jeg, "du ser sygdom allevegne og du generaliserer. Den ene bror aner vi ikke ret meget om, og hvis der er noget galt med den anden, så er der da noget galt med alle i denne verden. Men nu er vi inde på den sædvanlige diskussion. Du lever det konforme liv som de fleste lever, arbejder evig og altid, så derfor har du ikke tid til at tænke, og det er jo vejen til en stor vennekreds. Og har man ikke har denne strikse orden i opvækst og studier og arbejde, så er man ikke modtagelig for livets sande værdier." "Ja", svarede min svoger, "og nu begynder du igen med at det i virkeligheden er lige omvendt. At det rigtige liv er det liv de rigtige mennesker lever - de betydningsfulde - dem som er et tab for menneskeheden, når de kreperer. Eller i det mindste må man være interessant, hvilket forudsætter at man har haft en interessant barndom. Din ulykke kommer fra den harmoni der herskede jeres hjem, det er den der er skyld i at der aldrig er kommet noget videre originalt ud af din forskning. Men det du ønsker er noget som du ikke har meget begreb om. De rigtige mennesker er plagede af præstationsræs og søvnløshed. Og de hvis barndom skal bearbejdes resten af livet, er plagede dette slid - og hertil kommer pengebekymringer og alkohol. De interessante mennesker kan unægteligt resultere i interessante historier og kulturbegivenheder, men kun meget få af disse mennesker får en smule erstatning - en smule siger jeg, for hvad kender de til de øjeblikke hvor man rigtig nyder livet og ønsker at tiden ville stå stille?"

"Ja", svarede jeg, "vi kan diskutere i al evighed om hvilke mennesker som bør kaldes de mest lykkelige. Men for nu at vende tilbage til de to brødre, den ældste af dem er helt gået i opløsning, ka' du sige med sikkerhed, men der må da være lidt gods i ham, siden han har ønsket at skåne sine medmennesker - de mislykkede plejer jo ellers at klamre sig til andre og være til så meget besvær som muligt. Den yngste mener du også at der er noget galt med, hans normalitet er et stort skuespil." "Ja, jeg ville undersøge ham lidt nøjere. Forudsat der er en smule hold i det Lise siger. Du siger, at deres far led under at han ikke havde den uddannelse og position som forventedes i hans familie, sådanne mindreværdsfølelser registrerer børn meget tidligt..." "Og de forplanter sig lige lukt til børnene", afbrød jeg. "Ja. I barndommen indpodes vi nogle grundlæggende forventninger til livet, og de ændres ikke. Vi kan godt leve på én måde og drømme om noget andet og alligevel være tilfredse, nemlig hvis vi bidrager til at vore børn får mulighed for at få drømmen opfyldt. En far der er fattig og dårligt uddannet, kan gøre det til en livsopgave at bringe sine børn videre. På den måde kan han få en smule erstatning - blive beundret og føle en vis lykke - fordi den indsats han yder, er i god overensstemmelse med hans forventninger til den ideale far. Men man kan ikke forestille sig, at en dårligt uddannet mand arbejder på at gøre sine børn bedre uddannede, hvis han ikke får nogen erstatning. Hvis han er mere optaget af folks dom over sig selv end af deres dom over sine børn, eller hvis han måske ligefrem vil lide under at hans børn bliver klogere end ham selv og nok en dag vil komme til at se ned på ham. Det er garanteret sådan med disse brødres far - ham nazisten - han har garanteret modarbejdet dem - den ældste mere end den yngste. Han har kun tænkt på at hæve sig selv - var der ikke noget med at han var begyndt på et kursus, så han kunne blive flipproletar? Og det hele er forværret af det nederlag han har oplevet i forbindelse med nazismens fallit. Han er blevet desillusioneret - han stemmer garanteret konservativt, og hader de partier der kunne give ham og hans børn bedre levevilkår. Det er ærgerligt at den ældste af disse brødre er uden for rækkevidde, men prøv du at kigge den yngste lidt efter i sømmene. Har han børn, forresten?"

Jeg svarede at jeg ikke regnede med det, men jeg vidste det jo ikke. Min læge-svoger ser ligesom alle andre eksperter kun generelle årsagssammenhænge, og det er ud fra dem han handler. På grund af det konforme liv han lever, forstår han ikke afvigende mennesker. Jeg kan ikke udtale mig om de behandlinger han har sat i værk, og de råd han har givet forældre, for jeg kender ikke de konkrete tilfælde - han taler ikke så meget om det - han har jo også tavshedspligt. Med sin fornuft kan han sikkert godt regne ud, at man engang vil være forfærdet over hans opfattelser og råd og behandlinger. Der begås jo mange lægefejl, og vi oprøres over fortidens behandling af syge - selv det der foregik for et par årtier siden. Men han kan sikkert ikke forestille sig, på hvilken måde noget han selv har gjort, kunne blive anset for en alvorlig fejl - han ville bagatellisere det. Han lever i nuet, fremtidens dom interesserer ham ikke. Engang bragte jeg ham i en slem knibe, da vi var sammen med hans børn og børnebørn. Hans børn er ikke skadet, de har overtaget hans eget konforme liv og er ligeså tilfredse som han selv er. Men hvad med hans børnebørn? De lever et liv som han ikke forstår ret meget af, og de kunne jo egentlig godt være alvorligt skadet. Men da de tilsyneladende stortrives og er velopdragne og i fuld gang med at blive veluddannede, så kan han ikke angribe dem. Men hvor er disse unge mennesker egentlig på vej hen, spurgte jeg ham. De er stærkt påvirkede af kulturfænoméner som har fået en gennemgribende betydning, men som er resultat af en forceret udvikling. Er det helt utænkeligt, spurgte jeg, at der engang vil opstå en reaktion imod den kurs kulturen har fulgt i de seneste årtier, og at de der er unge idag, som gamle vil undskylde og beklage? - sige at de var forført? Og at de vil rette anklage imod dem som forførte dem? Det var ikke helt utænkeligt, måtte min svoger indrømme. Han kunne tåget ane nogle ting, men han kunne ikke nærmere sætte ord på den kritik man kunne forestille sig.

"Du og Birthe", sagde jeg, "har jo været eksemplariske forældre - det manglede da også bare, med den megen lærdom I har om børneopdragelse. I fulgte med i alt, og dirigerede kursen en anden vej, når det var nødvendigt, og man har sjældent set børn og forældre tale så åbent sammen som i jeres familie. Men jeg har ikke helt indtryk af at dine børn har været ligeså ansvarlige forældre som Birthe og dig. De unges verden er jo ikke mere umiddelbart synlig for andre - ja hvor er deres verden egentlig? - på harddiske spredt over hele jordkloden? Hvor er vores verden, vil du sige, den er i bugnende bogreoler og i pladesamlinger og i dynger med avisudklip. Men vores verden er da synlig for enhver. Når fremmede træder ind i vores hjem, så får de straks en masse oplysning om os. Ja indretningen af vores hjem har i høj grad været dikteret af at vi ønskede at folk skulle se hvem vi er. Om 95% af vores bøger kan vi sige med sikkerhed at de aldrig mere vil blive åbnet, men de skal blive stående, de er vores identitet, og når vi kommer på plejehjem, er det et ubærligt tab for os at skille os af med dem. For de unge har de synlige ting ingen betydning, men de er ekstremt optaget af selv at være synlige - i deres usynlige verden. De er offentligt tilstedeværende konstant, forstår jeg. For os er det offentlige liv noget vi forbereder os til og gør os umage med, og vi drømmer om at efterlade os noget bevaringsværdigt. For de unge har fejl ingen større betydning, for det er hurtigt glemt og kan gøres om, og det de skaber er kun til umiddelbar konsumering, ligesom journalisternes skriverier. Vi vil jo allesammen gerne efterlade os spor i verden, men for os, er det en større ære at fremtiden end at nutiden beskæftiger sig med os. Da vi var unge, kunne vi trygt investere i fremtiden. Vor tids unge aner ikke hvor de er henne om ti år. De har ingen fremtid, og de har heller ingen fortid. Deres fortid vil kun eksistere i deres erindring - for de vil næppe tage kopier af deres offentlige liv - det er vel ikke engang muligt. Med de 95% af mine bøger som jeg ikke mere regner med at åbne, forholder det sig ganske anderledes. De har bidraget til at forme mig. Og en bog var et kunstværk, noget man gjorde sig umage med, der skulle utallige omskrivninger og korrekturlæsninger til førend den gik i trykken. Vores bøger er værd at have stående fremme, der er minder knyttede til dem, synet af dem fylder mig med glæde, og det er ikke utænkeligt, at jeg tager en bog ud af reolen og begynder at bladre, og bliver optaget af den, og læser, måske hele bogen - selvom den ikke hører blandt de 5% som jeg drømmer om at genlæse - eller læse, hvis den aldrig har været læst. Jeg regner med at du har det på samme måde med dine bøger. Men er de unge igang med at opbygge noget lignende? Du og jeg må indrømme, at vi ikke forstår et muk af deres verden, og vi gør måske klogest i at gå ud fra at verden nok fortsætter med at bestå, selv om vi ikke forstår den. Men hvad hvis det viste sig at den udvikling vi ser nu, fører frem til en ulykke. Jeg siger bare, hvad hvis noget sådant skete? Er det ikke på tide at vi gør os fri af den opfattelse, at man kun kan advare og fordømme når der finder korporlige overgreb sted? Jeg tænker af og til, at nazisternes forbrydelser har været en dobbelt ulykke: dengang alle de mennesker det gik udover, og senerehen dette, at det er kommet til at blænde for andre former for ulykke - at vores syn på de former for ulykke som ikke har med forfølgelse og terror at gøre, er blevet svækket." "Og jeg", svarede min svoger, "er en af dem med et svækket syn. Men dit eget syn er da heller ikke særlig skarpt, du stiller spørgsmål, men du kommer ikke med nogen tankevækkende svar. Men du er undskyldt, for du har kun haft med infusionsdyr og flagellanter at gøre - med deres fimrehår og svingtråde - og jeres Barbie-dukke traskede lige i jeres fodspor med sine lange gummistøvler. Men jeg er ikke undskyldt. Morten, det er fint at vi har de intellektuelle, hvis levebrød det er at stille finurlige spørgsmål, men jeg er som sagt ikke forudbestemt til udødelighed. Og hvormange af de intellektuelle opnår mon udødelighed? - og af hvilken grund? Mon ikke det i de fleste tilfælde vil blive for deres fejltagelser? Ligesom det ville gå mig, hvis nogen skulle finde på at kulegrave mit virke."

I den følgende tid kunne jeg ikke lade være med at tænke på de to brødre. Min moster fortalte flere ting hun kom i tanke om. De flyttede til den nyopførte ejendom på Roskildevej, men flyttede igen efter et par måneder. Og noget ganske interessant: Efter at de var flyttet fra Gustav Johannsens Vej, flyttede et ægtepar med tre børn ind i deres lejlighed, og min moster mødte af og til kvinden. Hun sagde, at de også kom fra Flintholm Allé og at de tit havde set den familie der havde boet i deres nye lejlighed. Senere da dette ægtepars børn var flyttet hjemmefra, flyttede de selv til højhusene på Roskildevej, og en dag mødte min moster kvinden, efter ikke at have set hende i tredive år. Hun fortalte, at hendes datter i nogle år var kommet sammen med den ældste af brødrene fra Gustav Johannsens Vej, men at datteren for nylig havde gjort det forbi - hun var åndelig og det var han ikke - og at hun, altså datterens moder, havde modtaget et ubehageligt brev fra denne mand.

Jeg kunne tænke mig at møde den yngste af brødrene igen, men hvordan? Jeg så jo ikke Flemming ret tit, og der kunne ikke være nogen anledning til at tale om hans venner, udover at bede ham hilse og takke for en herlig aften. Jeg var nødt til at lade der gå en god tid, men på den anden side: jeg var jo den aften kommet for at besøge ham, og han og jeg fik slet ikke snakket sammen, så jeg kunne jo straks gentage mit besøg. Vi sad og sludrede over en øl, og da man kunne se lige ind ad hans venners vinduer på en anden side af gaden, og da de ikke så ud til at foretage sig noget særligt, så greb Flemming telefonen og foreslog at de kom over en tur. De kom, og jeg takkede for den hyggelige aften.

Den yngste af brødrene var ganske den samme som sidst. Han virkede som om han altid var i godt humør, og hans kone virkede på samme måde. De så ud til at have det godt sammen. Jeg spurgte broderen, hvad han havde foretaget sig før han fik arbejde på plejehjemmet. Han var "ikke andet end bilmekaniker", og så havde han gået på forskellige kursus. Han havde helst undværet mit spørgsmål. Han fortalte, at hans arbejde på plejehjemmet mest bestod i at sætte andre i arbejde, og at kunne tilkaldes på alle tider af døgnet, og at han mest havde med det EDB-mæssige at gøre. "Ja, jeg så nogle computerbøger hos dig", sagde jeg, "jeg begriber ikke at nogen kan fatte et computerprogram." "Det gør jeg heller ikke, men det jeg laver til plejehjemmet er nogenlunde til at finde ud af, det er mest sådan noget med database, og gamle mennesker har ikke så mange data, men vi skulle jo gerne kunne fortælle dem deres fødselsdato, hvis de skulle finde på at spørge." Han selv og vi andre grinede. Vi talte om alt muligt, jeg undgik at tale om mit akademiske liv og Flemming gjorde det samme. Broderen havde lutter gode meninger, og hans kone sagde på et tidspunkt om ham at "han er godheden selv". Men jeg kunne ikke frigøre mig fra en følelse af, at han gerne ville være afholdt af mennesker, og derfor gav dem ret i alt hvad de sagde. Jeg kom hele tiden til at tænke på min svogers ytring: "Han er unormalt normal." Han virkede totalt frigjort fra laster. Han tog imod en cigaret da Flemming bød. Hans kone sagde: "Han plejer ellers først at få sin daglige cigaret lige inden han går i seng, men der er jo heller ikke så længe til." Ham være konen utro? Utænkeligt. Onanere til en pornofilm? Utænkeligt. Politisk, dengang man skulle være politisk? Utænkeligt. Et vredt læserbrev? Utænkeligt. Dramatiske begivenheder siden alt det i barndomshjemmet? Næppe. En skilsmisse engang? Måske, men den nuværende kone havde han da haft i tredive år. Og han havde været mindst ligeså mange år på plejehjemmet, utænkeligt at han begyndte på noget andet. Vi kom til at tale om bøger og film. Han fortalte at han var ved at læse "Yacoubians Hus" af en eller anden ægyptisk forfatter - han var næsten færdig. "Den har jeg tænkt mig at læse", sagde jeg, "den er rigtig god, ikke?" Han svarede ja, og virkede som om der var noget han ikke lige kunne komme i tanke om, men jeg var velkommen til at låne den, kom bare forbi en dag i næste uge.

Jeg er måske lidt smålig, men jeg kunne ikke lade være med at tænke: denne mand er steget tilvejrs uden at have rørt en finger. I sin ungdom lå han og rodede under folks biler, det mest udmygende arbejde man kan forestille sig, idag ligner han en overlæge. Han har næppe taget eksamener siden folkeskolen, så han har ikke haft studiegæld, og med sine tilkaldevagter har han sikkert tjent det dobbelte af os andre. Hvad hvis han var født dengang hans far blev født? Garanteret hverken nazist eller modstandsmand. Et menneske af den slags der pligtopfyldende holder maskineriet igang. Trives han egentlig rigtig godt, hvilket man skulle forvente? Nej. Er der en grund til det? Ja. Det var min konklusion - sådan måtte det være, min svogers sygdom havde smittet mig. Der var ikke nogen grund til at beskæftige sig mere med den yngste af brødrene, men jeg fik lyst til at opsøge den ældste. Derfor kom jeg efter bogen. Jeg havde ringet i forvejen at jeg lige kom forbi. De var begge hjemme. Det var konen der lukkede op, hun skulle lige ind hos naboen, deres børn var alene hjemme, jeg kunne bare gå ind i stuen. Da jeg kiggede ud ad vinduet, kom jeg i tanke om at Flemming kunne se mig hvis han var hjemme, så jeg skyndte mig væk. Døren til køkkenet stod på klem, der var klirren med porcelæn og "Manden uden Egenskaber" talte i telefon. Denne gang lød hans stemme helt anderledes, det lød som et regulært skænderi. Jeg kunne kun opfange stumper: "selvfølgelig ka' det da bruges til noget, hvorfor har man ellers lavet det?", "ja, men det er jo heller ikke til dig det er lavet - du er jo professor - jeg er kun en arbejder - en lemming", "der ska' måske ligefrem være forbud?", "og hva' så, ka' du ikke være ligeglad?", "hva' har det med sagen at gøre?", "nu begynder du på noget helt andet", "du ku' jo sætte dig lidt ind i tingene", "det hele kører rundt for dig", "du er fuldstændig syg", "nu begynder du igen", "du er syg, siger jeg", "du er syg!". Så hørte man ikke mere, den ene eller den anden afbrød vel. Da han kom ind i stuen med kopper, virkede han overrasket over at jeg var der, hilste, men virkede irritabel. Lige samtidig kom konen. "Var det Gert", spurgte hun, "En idiot", mumlede han. Hun grinede og henvendte sig til mig: "Jeg har læst lidt i bogen, det er ikke noget for mig, så du må godt beholde den. Vi er lige ved kaffen." "Hva' har du imod bogen", spurgte jeg hende. "Det er for uappetitligt - svindel, vold, tortur, bøsser. Vi har været i Cairo, og der foregår da sikkert sådanne ting, men man får det indtryk at hele samfundet er gennemfordærvet. Det er helt ude af proportion med virkeligheden." "Det er sjovt med bøger", sagde jeg, "på det område er vi alle forskellige, i modsætning til for eksempel musik, hvor hele salen kan være enig. Det har vel at gøre med at vi allesammen - når det kommer til stykket - er meget forskellige - og at vi søger efter identifikation." "Jeg ka' ikke identificere mig med nogen person i den bog", sagde hun. Jeg svarede at det ikke nødvendigvis er med personer i bogen, nutildags er det oftest forfatteren man identificerer sig med - han skaber måske opmærksomhed omkring noget og man kan beundre måden han gør det på. "Den forfatters indsats kan jeg virkelig ikke beundre! - bogen er skrevet for at provokere, så den kan gi' berømmelse og penge! - og det er jo virkelig også lykkedes for ham!" Manden uden Egenskaber sagde: "Det er rigtigt at bogen er ensidig, men det er da noget der foregår. Og der foregår da virkelig noget i bogen. Jeg kan godt lide romaner man kan lære noget af - om forholdene i andre lande. Vi rejser jo en del." Han virkede lidt uopmærksom, tænkte måske om jeg havde hørt samtalen, og så buser hun ud med at det var hans bror. Han gik ud efter kaffen. Konen fortalte at de skulle til Brasilien i år, der har de aldrig været. Der blev snakket frem og tilbage om rejser, jeg fortalte, at min kone og jeg foretrak Danmark, men vi var jo også gamle. Jeg så at der blev lys ovre hos Flemming. Jeg sagde at jeg lige havde noget jeg skulle tale med ham om, jeg takkede for bogen og sagde at vi jo nok ses en anden gang. Da jeg låste cyklen op, tænkte jeg at de måske kiggede ud ad vinduet, men så så jeg en døgnkiosk lige ved siden af Flemmings opgang, dér gik jeg over.

På hjemvejen besluttede jeg at der skulle gøres alvor af den idé jeg havde fået: at opsøge den syge bror. Han var måske værd at studere, og så havde jeg noget at fortælle min moster og min svoger. Men min kone skulle ikke vide noget, ikke før jeg havde truffet broderen. Jeg havde slået deres navn op i "De gule sider", der var ikke mange, to i Jylland, den ene i en større by og den anden i et øde område oppe ved Limfjorden, og han hed Gert. Det var en mindre cykeltur fra øen Fur. Jeg ville foreslå min kone at vi holdt ferie på Fur i år, jeg har været der engang, det er et pragtfuldt sted. Min kone var med på det med ferie på Fur. Der var en måned til at man kunne begynde at holde sommerferie. Vi gav os til at kigge efter et hus.

Vi har ingen bil, vi cykler. Når vi skal langt, har vi cyklerne med i toget eller bussen. Vi var der ved middagstid. Huset kunne ikke være bedre, i udkanten af et sommerhusområde og med en strålende udsigt ned over den sydlige del af øen - Salling i baggrunden. Med min kikkert kunne jeg se en hvid gård dér hvor broderen skulle bo. Først på aftenen cyklede vi en lang tur, næsten hele øen rundt. Herefter ville vi tage det stille og roligt, gå eller cykle småture. Min kone cykler ikke så langt mere, hun var nok ikke i humør til cykling næste dag. Jeg sagde næste dag at jeg kunne tænke mig at cykle en længere tur, ned igennem Salling - måske til Glyngøre. Hun havde en masse bøger med.

***

Broderen boede virkelig på et ensomt sted, langt inde på en grusvej, der var kornmarker og eng og skov. Det var et nedlagt landbrug, enkelt og velholdt, en masse gamle høstredskaber stående langs gårdspladsens vægge, men ikke det mindste tegn på udendørs aktivitet, såsom havearbejde. Hoveddøren stod helt åben, der lå et tæppe i åbningen, og fra det sprang en kat da jeg kom. Der var flere kattetallerkener og også en stegepande, og der lå en masse ribben. Jeg trykkede på ringeklokken, der skete ikke noget. Så gik jeg ind, bankede på hoveddøren og råbte: "Hallo." "Ja", blev der råbt fra højre side for enden af en lang gang. En dør med glasrude blev åbnet og en skikkelse der lignede broderen en del kom tilsyne. Jeg præsenterede mig og fortalte at jeg holdt ferie her i nærheden sammen med min kone og at vi var fra København og at vi havde en ven dér hvor hans bror og svigerinde bor og at vi også har kommet lidt sammen med dem. "Ja, men så kald på din kone, jeg skal lige lukke ned for det her." "Min kone er ikke med, hun var lidt træt, vi har lejet et hus på Fur, vi kom i går - men du skal da ikke slukke comp... - orv, hun er flot - øh hvad er det der foregår?"

   — Jeg er ved at skrive en bog om billedkomprimering. Du véd måske at man har forskellige metoder så man kan få billederne i en computer til at fylde tredive gange så lidt. Til bogen skal høre nogle programmer så man kan lave sære eksperimenter. Jeg har opfundet en anden måde at komprimere på, som er meget enklere at forklare og som komprimerer næsten ligeså godt. Og når man sådan skal sidde og glo billeder, så vælger man selvfølgelig noget der ka' stimulere lidt.

   — Ja, det er da rigtigt.

   — Det venstre billede her er lavet med min metode - det er ret hårdt komprimeret - og det højre er det originale.

   — Er de ikke præcis éns?

   — Nej, hvis man forstørrer op kan man se forskelle. Men jeg må ha' en pause nu, og det er ikke så tit der kommer fremmede her. I har vel ikke cyklet helt fra København?

   — Nej, dog ikke, vi havde cyklerne med i toget og bussen.

   — Man kan vel ikke engang cykle en sådan tur mere, jeg gjorde det i mine unge dage. Min bror og hans kæreste har tit taget toget til Jylland, og cyklet hele Jylland igennem.

   — Du cykler vel også ture her, der er jo ingen trafik og mange skønne steder.

   — Nej, jeg cykler kun til købmanden og tilbage igen. Der er ikke noget her der er værd at se, dansk natur er ødelagt af madindustri og vindmøller, men Fur er et enestående sted. Jeg har været der et par gange med min bror. Måske vi kunne arrangere en udflugt.

   — Ja meget gerne, det vil glæde min kone. Men sikke en sjov stue, sikke mange gamle ting.

   — Jeg kalder den min skolestue, jeg er her kun om sommeren, der er ingen varme. Nogle af tingene var her da jeg købte huset - alle redskaberne - men det meste er købt hos antikvitetshandlere og på loppemarkeder. Det er ikke noget værd, men jeg elsker sådanne ting der kan fortælle en historie.

   — Ja, her er en gammel skolepult med en masse bøger. Hva' står der: "Praktisk Regnebog til brug i Almueskoler", 1824, og her "Børnenes Læsebog", hvorgammel ka' den være?

   — La' mig se. Jo her er romertal, 1934, er den ikke ældre? Nåh, det er også 12. udgave. Bagest er en sang kaldet Danmark: "Jeg ved, hvor der findes en Have saa skøn", der står ikke forfatter, men det var jo Mads Hansen - den var sikkert lige skrevet da 1. udgave kom. Jeg elsker den melodi af Schulz.

   — Ja, den er frisk og køn, og her... - hva' var det nu man kaldte de tavler?

   — Det var anskuelsesbilleder.

   — Er de ikke svære at få fat i?

   — Jo, men det vidste vores lokale antikvitetshandler ikke - jeg gav tredive kroner for alle seks.

   — Haha. Og dér er en brudekiste, hva' står der: 1824.

   — Man kan jo ikke kalde den velholdt, men jeg gør ikke noget ved tingene.

   — Nej, det ville da være synd. Der ligger nogle dokumenter her med lak og segl - de ser gamle ud.

   — De ser gamle ud fordi skal se gamle ud - de har været varmet godt op og brændt i kanten. Det er lykkeønskninger fra mig til min mor på "Mors Dag" i 1947 og 48 - skrevet på rimede vers - og skrevet af min far selvfølgelig - altså hede kærestebreve.

   — Det må jeg nok sige. Der er en dejlig duft her.

   — Ja, det er den der er mest værd. Jeg er lidt nervøs for guldtæppet - det er meget slidt og kan ikke udskiftes.

   — Og her er en ordentlig samling klassiske plader, tillad mig at bladre lidt - ja, der er guf - Bruchs og Mendelsohns violinkoncerter med Menuhin - og Brahms' violinkoncert, også Mehuhin - og Furtwängler - og Beethovens to romancer. Du har en særlig forkærlighed for violinen? - ja, der hænger jo en violin dér.

   — Ja, jeg gik til spil som barn, men det blev ikke til noget videre. Jeg ærgrer mig lidt, men jeg havde dengang den opfattelse at man må vælge, og at man skal bruge al sin tid på det man har valgt.

   — Og du valgte?

   — Matematik.

   — Der er da ingen matematik her - joh, der er nogle reoler med matematik.

   — Ja, men det er gammelt og elementært - og udrangeret - matematikken er i et andet værelse - vi kan gå derind. Forresten, det var ikke matematik jeg begyndte med, det var en gren af fysikken: hydro- og aerodynamik. Mine bøger fra den tid er i den reol dér.

   — De ser fornemme ud - hva' står der: "Theoretical Hydrodynamics".

   — Ja, hvis du have mødt mig da jeg var 16-18 år og spurgt hvad jeg interesserer mig for, så havde jeg svaret teoretisk hydrodynamik.

   — Jeg ville ikke have undret mig ligeså meget som andre, hvis jeg var blevet stillet det samme spørgsmål i den alder, så havde jeg svaret mosemikroorganismer.

   — Du blev måske ferskvandsbiolog?

   — Ja, jeg har været universitetslærer.

   — Så må du have kendt Brøndsted?

   — Ja selvfølgelig, helt fra første dag. Han var min lærer i almen zoologi, og senere blev han min vejleder.

   — Så har du altså rigtigt være ude med fiskenet og syltetøjsglas og mikroskop og håndbøger.

   — Ja - og min kone. Vi mødte hinanden under studiet.

   — Samme speciale?

   — Ja og nej, hun valgte noget andet - bakteriologi - og blev gymnasielærer. Jeg specialiserede mig i den organiske kemi.

   — Ja, jeg kan vist dårlig huske reaktionsskemaerne for assimilation og dissimilation. Kemi har altid været min dårlige samvittighed - jeg genopfrisker det af og til, men glemmer det ligeså hurtigt igen. Det blev betragtet som et kedeligt fag, men senere har jeg syntes at det er ganske interessant - der er jo logik i det - det var lærebøgerne der var kedelige.

   — Det er jeg helt enig i. Vores datter blev også biologilærer - så vi har alle tre været på ekskursioner.

   — Ja, det er sådan man skal opleve naturen, man skal have en hensigt med at komme der. Jeg kender ikke så meget til dit fag, faktisk slet ingenting. Jo forresten, som barn fik jeg et stort mikroskop i julegave af min far - i trækasse og med udskiftelige objektiver - og den følgende sommer legede jeg ferskvandsbiolog. Jeg studerede blandt andet syklapser.

   — Syklapser, haaahaha, hva' er det? Dem har jeg aldrig hørt om!

   — Da jeg stod ved Utterslev Mose med mit syltetøjsglas, kom to herrer hen og spurgte hvad det var, det vidste jeg ikke, men den ene af herrerne fortalte mig at det var syklapser, og det fortalte jeg til alle mennesker. Jeg husker dem tydeligt, de så morsomme ud - to store udvækster på bagkroppen.

   — Det har garanteret været akadroler

   — Nå, så blev man så klog - men jeg agter nu fortsat at kalde dem syklapser, jeg har allerede glemt hvad du kalder dem, og hvis du gentager det, så har jeg glemt det i morgen.

   — Haha.

   — Grunden til at jeg spørger om Brøndsted, er at jeg har læst hans erindringer. Den bog er så klog og fængslende at jeg nok var blevet ferskvandsbiolog, hvis den var skrevet nogle årtier før og jeg havde læst den. Du kan sikkert godt forstå hvorfor den bog måtte begejstre et menneske som mig.

   — Ja, det kan jeg godt forstå, han var den fødte videnskabsmand. Det er en særdeles værdifuld erindringsbog - og jeg kender jo en del til personerne og lokaliteterne. Han var virkelig et enestående menneske.

   — Jeg læste bogen fordi jeg måtte vide noget om dette menneske, som havde spøgt i min erindring siden jeg var helt ung. Selve emnet for hans TV-foredrag - "Hvad er liv", hed serien vist - interesserede mig vel ikke specielt - jeg har vel været 15-16 år og i fuld gang med de bøger dér. Men det var det at han kom ind på alle mulige emner - videnskab og religion og etik og samfundsproblemer. Jeg var dybt imponeret af denne klogskab. Senerehen forstod jeg at mange religiøse var forargede - han sagde: "Man skal ikke tro, man skal vide!" Men kan man ikke sige, at han dengang stod for den officielle sandhed, når det gjaldt de store spørgsmål og problemerne i verden?

   — Jo. Der var dengang nogle toneangivende åndskæmper - de havde ofte en naturvidenskabelig baggrund - for eksempel Niels Bohr. Men det var jo i høj grad progressive programmedarbejdere ved radio og TV som fandt frem til dem der var noget værd, ja måske ligefrem skolede dem. Brøndsted var en af de allerførste foredragsholdere i TV. Der var så få der havde TV, at man bad ham invitere familie og venner med, så de kunne sidde og se på studiets skærm, så han ikke følte at han bare talte ud i den blå luft. Han var meget begejstret for dette vidunder. At sammenligne hans udsendelser med nutidens TV, viser jo virkelig noget om udviklingen. Brøndsted var halvfjerds år da han blev "TV-stjerne", som aviserne skrev, og det prædikat brød han sig ikke om - "at blive klassificeret med pop-sangerinder", som han sagde. Men sig mig, det mikroskop du fik, det må have været dyrt, og de bøger her må da også have kostet en formue. Din far må have tjent godt.

   — Nej, min far var håndværker, men han tjente vist nogenlunde - for jeg opfattede os som rige - i forhold til vores kammerater - men sandheden var jo nok at mine forældre forstod at økonomisere. Min far led af bog-købe-mani, og den sygdom gik i arv til mig. Men mine bøger var mere specialiserede og dyrere end hans. Han var både stolt og rasende. Jeg ruinerede ham: "han køber dyre bøger", sagde han til folk. Tag for eksempel denneher - oversat fra russisk til engelsk.

   — La' mig se - ja den er lækker - "Two-dimensional Problems in Hydrodynamics and Aerodynamics". Bevar mig vel, kunne du tyde de formler?

   — Ja, men som du ka' se, har der ikke været læst meget i den. Den blev købt fordi den var avanceret og dyr - altså et statussymbol. Jeg gav 140 kr. for den, på hjemvejen rystede jeg så jeg var ved at falde af cyklen.

   — Haha, det tror jeg pokker. Men hvilken boghandel? Kom den ikke fra udlandet?

   — Nej, dengang var der flere videnskabelige boghandlere i København. De fleste her er fra Gjellerups Tekniske Boghandel i Sølvgade.

   — Ja, dér kom jeg meget. Men havde de så avacerede matematikbøger?

   — Dengang forestillede jeg mig at man kunne gå lige ind fra gaden og få hvad man ønskede, senere fandt jeg selvfølgelig ud af at videnskaberne er langt større - det var kun de mere almene bøger de havde i reolerne. Men der var flere steder hvor man kunne få matematik- og fysikbøger på universitets-niveau. De fleste af bøgerne i reolen dér ovre er fra Arnold Busck ved Rundetårn - de havde en videnskabelig afdeling i kælderen.

   — Virkelig? "Aerodynamic Theory" i 2-4-6 bind. Kunne man købe sådanne bøger lige ved Rundetårn?

   — Ja, jeg tror at der var ganske mange dengang som havde sådanne interesser. Jeg forestillede mig at alle der havde en højere uddannelse, dyrkede deres fag i fritiden, dér kunne de jo rigtigt studere de spændende ting. De bøger her henvender sig til flyingeniører, men en sådan industri havde vi jo ikke i Danmark, det var en fritidsinteresse.

   — Jamen hvordan kom du på den interesse?

   — Jeg byggede modelfly som barn, og teorien begyndte at interessere mig. Men det var ikke noget der havde format til at man kunne studere det resten af livet, jeg måtte videre, og så begynde jeg på et systematisk matematikstudium.

   — Men din far havde ingen videregående uddannelse?

   — Nej, han læste til arkitekt i Hamborg, men så brød krigen ud. Jeg véd ikke hvad der skete. Hans far var antikvitetshandler, og min far elskede fornemme møbler, så blev han møbelpolstrer. Men han var ulykkelig over ikke at være blevet til mere. Iøvrigt var han handicappet - lam i benene - han gik med skinner. Han havde svært ved at håndtere de tunge møbler, så han begyndte at lære teknisk tegning. Han elskede tekniske tegninger - de kan jo også være virkelig smukke - bygninger, broer, maskiner. Han anskaffede sig alt hvad han kunne opdrive af bøger om teknisk tegning - og om geometriske konstruktioner. Han havde måske tusind bøger om de emner.

   — Det er altså fra ham du har interessen for matematik?

   — Ja, ihvertfald interessen for interesser. Men der var ikke meget fælleskab omkring matematikken - kun en kort tid. For det gik op for ham at jeg hurtigt ville overhale ham. Jeg mener nærmest at han modarbejdede mig. Alligevel var han stolt. Når der kom fremmede, blev de vist ind på mit værelse og skulle se mine bøger - han havde tilsyneladende undersøgt hvor de mest indviklede formler var at finde.

   — Men du siger at du overvejede musikken, hvor kom den interesse fra?

   — Fra min mor. Hun fik polio da hun var to år - der er et billede af hende dér:

Som barn tænkte man ikke videre over hvor forfærdeligt hun måtte have haft det. De forskellige ting er først gået op for mig i de senere år. Men sygdommen var ikke ubetinget en ulykke, hun kunne ikke lege ligesom de andre børn, så derfor læste hun meget, og hun begyndte at spille violin. Men det var for sent hun begyndte, så hun blev aldrig videre dygtig. Og de huslige pligter kom altid før de personlige interesser, sikkert fordi man havde tvivlet på at hun nogensinde kom til at stifte familie. Alt skulle være perfekt - se det billede dér af mig med mit skindtornyster på ryggen taget udenfor skoleporten:

   — Ja, det er en kærlig hånd der har sendt dig afsted. Frakken er hjemmesyet, ka' man se.

   — Ja. Jeg var med min far ude at købe skoletaske, og han sagde i butikken at jeg måtte få lige den jeg helst ville have. Jeg pegede straks på det skindtornyster. Det var den dyreste skoletaske i butikken - 60 kr. - en formue dengang. Det måtte jeg høre for i flere år.

   — Haha.

   — Man så iøvrigt den samme perfektionisme hos min mors søster - ja hun var nærmest værre. De havde en søn - adobteret, men en køn og sød dreng. Han tvivedes ikke i det hjem - der havde min bror og mig det ligegodt bedre. Sønnen var hjemme så lidt som muligt, og han fik dårlige kammerater, og så kom han ud og sejle. I Afrika fik han malaria, og det døde han af. I min mors familie kom de alle fra små kår, og den eneste måde de kunne hæve sig på, var ved renlighed og pænhed - det gjaldt ikke mindst væremåde. Alle i min mors familie var uangribelige - ikke noget med laster eller sladder. Men hos min moster var det for meget af det gode. Hun var en rask og flot kvinde, men hendes normale liv endte ulykkeligt, hvorimod min mors unormale liv endte lykkeligt.

   — Hun var også et interessemenneske?

   — Ja, men også noget andet. Hun hvilede i sig selv, opfangede alt det man kan glæde sig over og som var tilgængeligt for hende. Hun gik lange ture i naturen, på ensomme og usikre steder hvor normale mennesker ville være betænkelige ved at færdes. Og hun sad i tusmørket og nød stilheden. Hun hørte meget radio, især klassisk musik. Også den moderne klassiske musik, fordi jeg interesserede mig for den - hun forstod den vel næppe. Hun havde nogle veninder, men hun foretrak en vis afstand. Når hun var på besøg hos folk, og blev spurgt om hun ville have en kop kaffe mere, sagde hun nejtak, nu måtte hun hjem. Og da hun kom hjem, lavede hun kaffe, først nu kunne hun rigtigt nyde den.

   — De klassiske plader er altså arvet fra din mor? Ja der ligger en violinkasse dér, er det din mors violin?

   — Ja, det er en gammel og ret fin violin. Næsten alle pladerne har jeg købt til mine forældre, men min far købte også. De elskede begge klassisk musik, og de sang meget - min far operaarier og min mor de danske sange. Jeg har siden elsket de ting de sang, for mig er den danske sang virkelig min moders stemme. De gik på noget aftenskole på et tidspunkt, min far sang i et kor og min mor spillede i et orkester. De muciserede meget sammen. Se det hæfte på nodestativet: "Jeg kan se paa dine Øjne, at du har en anden kær", den husker jeg tydelig at de sang. Der var mange lyse øjeblikke, men også en del mørke. Men lad os nu gå ind i den anden afdeling - jeg må byde dig på et eller andet.

   — Jatak. Øh, her er nogle fotografier - i en gammel tavle til salmenumre, det er sjovt.

   — Det er min far, der holder mig - jeg er vel et år gammel - det kan forresten også være min bror:

   — Er det ikke i Dyrehaven? Man kan se en hestevogn.

   — Jo, det tænker jeg. Han har skinner kan man tydeligt se, han gik udmærket. Det gjorde min mor som sagt også. Dér kan du se hende - hun og jeg er på skovtur. Og dér er min bror og hans første kone.

   — Din bror ligner - hva' var det han hed? - John Lennon.

   — Ja, i hippie-tiden ville han gerne ligne en hippie.

   — Hvordan havde du det med den bevægelse?

   — Jeg var med på den nye tøjmode til langt op i 80-erne - jeg var nærmest til grin til sidst. Men jeg har altid været langhåret. Jeg har lige været igennem min årlige klipning. Jeg har kontakt med en familie fra Polen som kommer her hvert år og vedligeholder og gør hovedrengøring - og så snupper de også lige mit hoved.

   — Haha.

   — Jeg har aldrig været til en frisør - ikke siden barndommen - mine veninder klippede mig. Og når jeg ikke havde nogen, så blev det bare længere og længere. Jo, en enkelt gang da jeg var helt ung gik jeg ind hos en frisør og satte mig og tog mine papirer frem. Så kom frisøren hen og sagde at han ikke klippede langhårede. Jeg svarede, så alle ku' høre det: "Jeg er kommet fordi jeg ikke mere vil være langhåret, fra nu af vil jeg ligne den pæne mappemand du er igang med." Så pegede han på døren: "Farvel!"

   — Hahaha.

   — Dér sidder min far i vores stue - i midten af 60-erne. Lige nedenfor vinduet var Gyngemosen, dér er I vel kommet.

   — Ja, det var dér vi kom mest. I boede altså i Tingbjerg. Ja, vi var jo ærlig talt ikke så glade, da dette dejlige område blev bebygget.

   — Nej, det kan jeg godt forstå, men du må da indrømme at det var et pragtfuldt sted for børn. Gyngemosen på den ene side og Utterslev Mose på den anden, og kornmarker og enge hvor man kunne flyve med drage og modelfly. Og kun langsom kørsel i gaderne.

   — Ja, det kan jeg godt se. Det var jo Steen Eiler Rasmussen der tegnede det.

   — Ja, men jeg brød mig nu ikke så meget om arkitekturen. Men sådan har jeg det med al arkitektur, der er så mange faktorer på spil, at menneskets forestillingsevne ikke slår til. Reolen på billedet dér med hele dens indhold arvede jeg, den står i min anden stue, præcis som dengang.

Vi stak hovedet ind i det matematiske arbejdsværelse. Bøgerne stod snorlige i reolerne efter størrelse. Der var to computere, men ellers var alt gammelt. Næh, der var et stort foto, eller hvad det kunne være, i glas og ramme af et sært bjerglandskab som nedefter snoede sig i uendelige spiraler:

   — Hva' i alverden er det?

   — Ja det er selvfølgelig ikke noget virkeligt, det er lavet med computer. Kender du den form for mønstre?

   — Ja, hva' er det de hedder? - fraktaler! Men jeg har aldrig set den slags billeder.

   — Det er der heller ikke andre der har, det er noget jeg selv laver.

   — Nå, det må jeg nok sige. Der skal sandelig matematikkundskab til.

   — Nej, det er ikke så galt. Og det har ikke noget med mit speciale at gøre, men jeg kan godt lide at programmere. Kaffe? - eller en kold øl?

   — En kold øl ville være dejligt i den varme.

   — Vi snupper et par af de her, det er min yndlingsøl. Køkkenet her er præcis som da jeg flyttede ind, jeg ser ikke nogen grund til lave det om. Min bror gør nar af det. Vi sætter os ind i stadsstuen, næh du skal lige se et par andre bygninger.

Vi gik over gårdspladsen til en mindre bygning øst for hovedbygningen. Der var to store vinduer, et imod syd, hvor der var tæt skov og hvor der ikke kom meget lys ind, og et imod øst, hvor der var et stort engområde - flere kilometer til de nærmest gårde. Man kunne se Fur i baggrunden.

   — Det er her jeg er det meste af året - faktisk bruger jeg kun køkkenet og badeværelset i hovedbygningen.

   — Her er også kun gamle ting, bortset fra computeren. En skolepult, den er rigtig flot. Ja der er jo én mere, det er her du arbejder foran den endeløse udsigt. Sikke en solopgang du har ved din morgenkaffe.

   — Nej, når solen står op er det på tide at jeg går i seng. Jeg arbejde bedst om natten. Jeg har været avisbud i fyrre år, som min bror måske har fortalt.

   — Ja, det har han sagt.

   — Jeg elskede det arbejde. Lykken var når aviserne var kommet til tiden og når jeg var nået ud til distriktet og kunne begynde. Jeg opfattede det ikke som et arbejde, jeg opfattede det som min morgenmotion. Der kom af og til en kondiløber forbi - jeg tænkte mit. Når jeg gik rundt med mine aviser, var jeg langt væk i mine egne tanker, og af og til blev jeg overrasket, da poserne pludselig var tomme. Jeg sluttede ude ved Amager Strand da solen stod op. Om sommeren tog jeg en dukkert. Så cyklede jeg hjem og drak en stærk øl og lavede morgenmad og læste avis og sov. Jeg nød stilheden om natten. Der er en særlig stemning over en tætbefolket by hvor man ikke ser et menneske og ikke hører en lyd. Det jeg altid frygtede, var at aviserne var forsinket. Omstillingen fra freden og ensomheden til de kværnende radioer og folk ned ad trapperne og trafik i gaderne var en lidelse.

   — Ja, her er vel ikke en eneste lyd. Din bror sagde at du ikke har radio og fjernsyn.

   — Ja, jeg har ikke hørt en lyd siden jeg kom her over. I min ungdom hørte jeg meget radio, men så holdt jeg op. De udsendelser jeg foretrak forsvandt, men det værste var, at når en udsendelse var ved at være forbi, så skulle man være klar til at slukke, hvis man ikke ville have sin oplevelse og sit humør spoleret. Jeg har ikke betalt licens i tyve år, så jeg får regelmæssigt trusselbreve - og en dag falder hammeren jo nok, for jeg har internetforbindelse.

   — Der stod da et musikanlæg i skolestuen.

   — Det bruger jeg kun hvis der kommer en gæst og vi kommer til at tale om musik. Næst efter musikanmelderne er jeg blandt de mennesker som har været til flest koncerter - mest med ny musik. Men nu siger jeg ligesom den kendte musikanmelder Hans Georg Lenz da hen blev pensioneret, at nu har jeg hørt musik nok, nu vil jeg ikke høre en tone mere. Han begyndte at interessere sig for billedkunst.

   — Virkelig? Jamen helt ærligt, savner du slet ikke musikken?

   — Jo, selvfølgelig, jeg hører også engang imellem min yndlingskomponist, Ib Nørholm. Musikken vender nok tilbage en dag, men det må vente lidt, jeg er igang med nogle kæmpe projekter som er ved at ta' livet af mig.

   — Hvad dog?

   — Det skal jeg vise dig nu.

Vi gik over gårdspladsen imod en staldbygning. Der var næsten helt tomt - en brændestabel og stakke med gamle aviser, men der kom en snurrende lyd et sted fra. Og nede bag en lav skillevæg stod flere arbejdende computere ved siden af hinanden, og på en kasse stod en slukket skærm og et tastatur.

   — Hvad foregår der?

   — De arbejder på fuld tryk, og det har de gjort i en måned, og der er over en måned endnu. Du kan se, computerne er halvgamle - alle mine computere er købt brugt. De er igang med et landskab som det du så i det matematiske værelse. Men det er hundrede gange så stort, og det bruger en langt mere regnekrævende formel.

   — Hvad ska' det bruges til?

   — Jeg forestiller mig at det skal hænge et sted hvor der kommer mange mennesker, for eksempel en større bank eller en lufthavn - næppe i Danmark. Det kommer til at vække opsigt. Selvfølgelig har jeg lavet det i mindre størrelse, og lavet dele i fuld størrelse, og jeg har haft en farvekyndig til at rådgive med farvelægningen, men det kan jo mislykkes.

   — Hvis strømmen bliver afbrugt, er det hele så ikke tabt?

   — Nej, det er der taget højde for i programmet, når computerne bliver genstartet, fortsætter de hvor de slap.

   — Men du siger at den slags matematik er ikke dit speciale, og programmering kan da først være noget der er kommet senere.

   — Ja, det begyndte med at da jeg i sin tid kom på internettet og så billeder af fraktaler, så var jeg chokeret over deres ringe kvalitet. Hvordan kan nogen sige at de er "bidt" af disse billeder, tænkte jeg, det ene overgik det andet i dårlig smag. Ingen havde gjort sig den ulejlighed at udforske matematikken bag tegneproceduren tilbundsgående og lave ordentlige programmer - og også programmer der kan lave farveskalaer. Jeg kunne ikke lade være med at lave eksperimenter, og jeg blev overrasket over hvor flotte billeder man kan lave. Så det er endt med en internetside hvor man kan downloade programmer til de forskellige typer. Det har vel taget fem års fuldtidsarbejde. Da jeg gjorde det førende firma af den slags programmer opmærksom på mine programmer, fik de et chok. Det har ført til en længere korrespondance, hvor de har forsøgt at bortforklare problemerne. Det er tragisk, og jeg har faktisk ondt af dem, for jeg tror ikke at deres programmer kan reddes.

   — Er det noget du tjener på?

   — Nej, jeg lægger det bare ud altsammen.

   — Jamen er det kendt? Hvordan får du det frem? Der er jo uendelige mængder på internettet.

   — Egentlig betyder det ikke meget for mig om nogen beskæftiger sig med mine ting. Jo færre jo bedre, vil jeg sige. Men jeg ville godt have fraktalbillederne kendt, for at højne standarden. Dette med at få tingene kendt kan være et alvorligt problem - jeg tænkte på annoncering eller artikelskrivning. Men så fik jeg en snedig idé, nemlig at redigere i Wikipedia - det engelske. Omskrive artikler og lave tilføjelser, og så forsyne det med mine billeder.

   — Ja, der er noget med at enhver kan skrive artikler og redigere i artiklerne.

   — Ja, men der er noget galt med reglerne. Der skal anføres kilder til alt hvad man skriver, og man må ikke bruge egen forskning eller komme med personlige vurderinger. Og på den måde kan man ikke lave et ordentligt leksikon. Men man kan snyde, man kan anføre en fiktiv kilde - det er usandsynligt at nogen opdager det. Der er ingen som har vovet at røre ved mine tekstlige ændriger, men der var nogen som begyndte at fjerne mine billeder - måske af misundelse eller af frygt for at jeg skulle bemægtige mig hele fraktalområdet. Men da de ikke kan lave billeder der er bedre, har de ikke kunnet gøre ret meget. Igennem billederne kan jeg indirekte henvise til min internetside, for når man trykker på et billede for at se det i fuld størrelse, så kan man se hvem der har lavet det.

   — Jeg tror aldrig jeg ville kunne fatte et computerprogram.

   — Det har ikke været svært for mig - jeg havde jo en lang træning i matematik. Til at begynde med betragtede jeg programmering som noget underlødigt - det kræver ikke megen uddannelse. Senere blev det en besættelse - jeg undskylder mig med at jeg er blevet gammel. De afhandlinger jeg skrev som fyrreårig, ville jeg have meget svært ved at læse idag. Nu skriver jeg mere elementære artikler, og lave computerprogrammer til illustrationer og til eksperimenter. Jeg elsker computeren som redskab, men jeg afskyer computerkulturen - altså menneskenes omgang med computeren. Derfor har jeg selv lavet de fleste af de programmer jeg bruger - billedbehandling og tekstbehandling. Jeg har også lavet et musikprogram.

   — Musikprogram? Hvordan?

   — Det kan læse noder og lydbølger tegnet på papirer, og så spille stykket. Jeg ka' lave en hel symfoni, hvis det sku' være.

   — Det vil jeg da meget gerne høre.

   — Ja, men så skal vi til at starte en computer, og det er langt fra færdigudviklet. Det kan lave en orgel- og klaveragtig klang - altså man kan ikke ændre i tonen, når den først er slået an. Jeg synes at det lyder godt, og man kan jo få alle tænkelige toner frem. I de toner man får ved de traditionelle instrumenter, kommer klangfarven jo fra overtonerne, men hvem siger at det er den bedste måde at få klangfarve på?

   — Det lyder interessant.

   — Det synes mine naboer ikke. De holder sig for ørerne, men det ville de jo også ha' gjort hvis Menuhin stod foran dem og filede løs på sine kattetarme.

   — Haha. Ja, det er utroligt som sansen for musik er forsvundet - og det er jo næsten blevet hele befolkningen.

   — Ja, og selvom mit program kunne lave al tænkelig musik, så ville det alligevel være værdiløst, for der er ingen musikere. Musik er jo ikke mere en kunstart, det er blevet et socialt fæmomén.

   — Ja, det er rystende. Jeg hører at ved Aarhus Universitet er musikvidenskab blevet til musiksociologi - de studerende skal ikke engang lære noder.

   — Ja, det har jeg hørt. Det var en kendt tysk professor man havde ansat, og hun var dybt chokeret over det man forventede af hende - niveauet og indholdet. Det er da godt man har sine plader - og sit musikprogram. Noderne jeg bruger ligger inde i skolestuen - de er fra min mor. Engang skal jeg rigtigt sidde og finpolere programmet. Jeg fik først computer meget senere end de fleste. Det var jo en lidelse dengang, men takket være en masse idioter som købte det bare for at lege med det, så udviklede det sig hurtigt. Men det er forbløffende så lidt kritik der har været i den verden.

   — Der er da hele tiden kritik - computerspil og porno og Facebook.

   — Ja, men det er ikke de enkelte ting jeg tænker på, det er det generelle - det æstetiske - programmernes og internetsidernes udseende og virkemåde. Og det er jo en verden som vi færdes meget i - især børn og unge - så den påvirker os. Men der er ingen kultur, det er det rene anarki. Det ville svare til at folk bare byggede huse som det passede dem. Men man ser ingen irritation - der er ikke nogen der går amok. Men det er nok bare noget jeg ser - fordi jeg aldrig har haft TV - det er jo en fortsættelse af den udvikling. Den manglende kritik skyldes vel også at folk føler sig dumme, de kender det kun fra overfladen, der er nok en højere mening, tænker de, så man må nok hellere holde sin kæft. Jeg véd ikke hvad jeg ville have gjort, hvis jeg havde været afmægtig overfor den verden - programmering har simpelthen været en nødvendighed for mig. Det pragtfulde ved en computer - i modsætning til alt andet isenkram - er at den har uendelige muligheder og at den er kulturløs - man kan få totalt herredømme over den.

   — Jeg har så lidt med det at gøre som muligt - faktisk bare tekst og webbank og lidt søgning. Din bror programmerer også, ikke?

   — Jo, han er dygtig til sådan noget som regneark og database, men rigtig programmering kan han ikke lære. Han elsker computerkulturen ligeså meget som jeg hader den. Han sidder evig og altid foran sin bærbare - han skal ind alle steder og se - og prøve alle programmer - og alt skal opdateres - jeg opdaterer aldrig nogensinde. Vi har af og til nogle kæmpe skænderier. Se, når man åbner denneher dør, så har man rigtig udsigt over engen. Jeg sidder ved dether bord og drikker morgenkaffe - når jeg altså har lavet om på min rytme. Vi kan gå ud den vej.

   — Ja, det må være pragtfuld at sidde her ved solopgang. Hør denneher øl, selvfølgelig ka' jeg se det er en guldøl, og der er virkelig smag i den, men er den ikke lige lovlig kraftig?

   — Jo, det er min yndlingsøl - Gambrinus, hedder den - den er på ti procent. Når jeg drikker øl, så er det ikke for at slukke tørsten. Ja, prøv at se her inde i værkstedsbygningen.

   — Hjælp! Du drikker da ikke så mange?

   — Nej, mine naboer hjælper mig. Takket være øllerne, elsker folk at komme her. Jeg har det med mennesker lissom med et arbejde: enten skulle jeg være professor eller også avisbud, og enten skal jeg have lødige samtaler med folk eller også skal det være fuldemandssnak.

   — Hvis jeg drikker denneher helt færdigt, så er det fuldemandssnak jeg må tilbyde.

   — Udmærket, så tar' vi lige et par stykker med ind. Min nabo - han er entreprenør - du må have kørt forbi hans kæmpe hal med ødelæggelsesmaskiner. Han ringede i går da jeg sad i skolestuen, han havde købt en stor kringel, sagde han, og hvis jeg gav et par Gambrinusser. Ja, sagde jeg, hvornår kommer du? Jeg er her allerede, jeg sidder i dit køkken - og Jytte er på vej - men giv du dig bare tid, der bliver nok lidt til dig.

Vi gik over imod hovedbygningen. Et par katte forsvandt fra døren.

   — Hvormange katte har du?

   — Tre. Der er ingen katte der lever så privilegeret - de er også derefter. De hedder Mis1, Mis2 og Mis3. Jeg véd ikke hvem der er hvem, det er dyreklinikken der har navngivet dem. Jeg synes det er latterlig at give dyr navne. Og også latterligt at give mennesker navne - især latterlige navne - tænk hvordan det påvirker.

   — Jamen hvordan skulle vi ellers skelne den ene fra den anden?

   — Jeg har ingen problemer med at skelne den ene kat fra den anden.

   — Haha. De nedstammer måske fra slægter der har levet her i mands minde?

   — Ja. Da jeg flyttede ind var der to katte, begge meget sky, den ene forsvandt, men den anden nærmede sig. Jeg kom til at elske den kat, fordi den var helt tam overfor mig, men totalt vild overfor andre. Men så fik den killinger, og så ville jeg have den steriliseret. Jeg sagde til dyrehospitalet som det var, at den er vanskelig. Men dyrlæger har ligeså lidt forstand på afvigende dyr, som menneskelæger har forstand på afvigende mennesker. Lidt senere ringede de: "Vi kan næsten ikke fortælle det, men den er løbet fra os, lige efter operationen." Jeg tænker tit: Sådan ender mit liv også, hvis lægerne får kløerne i mig inden jeg når et slippe væk.

   — Ja, jeg har en svoger der er læge. Han lever det samme konforme liv som alle læger lever, og jeg synes at han mangler forståelse for afvigende naturer. Det har måske også at gøre med den akademiske tilgang til faget.

   — Jeg vil snarere sige den uakademiske tilgang. De fleste studerende studerer ikke, de læser lektier. Derfor erhverver de kun mekaniske færdigheder, ikke lærdom.

   — Det er jeg virkelig enig i.

   — Sådan noget som læge eller jurist eller præst, det bliver man fordi man kunne tænke sig at være læge eller jurist eller præst, men af den grund er man jo ikke nødvendigvis boglig. At være boglig vil sige at man elsker bøger og læser alsidigt - og at man læser megen skønlitteratur. Gode romaner er det der kan gavne allermest - udvikle menneskekundskab - og det har netop læger og jurister og præster brug for.

   — Det er helt rigtigt.

Vi var nu inde i stadsstuen, her var de finere ting, alting gammelt - men selvfølgelig en computer. Masser af bøger fordelt på reoler med dansk, engelsk og fransk - flere af bøgerne meget gamle.

   — Du er en rigtig bogsamler?

   — Nej, det vil jeg ikke kalde mig - jeg er ikke systematisk. Jeg elsker bare gamle bøger - jo ældre jo bedre. Jeg har flere fra 1500-tallet. Det gør ikke så meget om de er i dårlig stand - ja jeg foretrækker godt slidte bøger - bøger som kunne fortælle en historie. Ja se denneher, det er en klassiker: "The Vicar of Wakefield" - Paris 1828:

   — Hva'?

   — Den er beregnet til engelsk-undervisning. Ved hvert opslag er den ene side blank, så man kan gøre notater. Det er en dansker - en ung dansk adelsfrøken, forestiller jeg mig - som har brugt den, for notaterne er både på dansk og fransk. Der står her: "thus to rob me of my child!" - "rob me of" oversætter hun som "røve fra mig" - vi ville sige "frarøve". Og så står der: "my heart is broken", det oversætter hun som: "mon cæur est brisé".

   — Noget er med rødt, og det er på både dansk og engelsk og fransk - ja også tysk. De fleste bøger her er på fransk, ka' jeg se.

   — Ja, det er det sprog jeg holder mest af, men det er først sent jeg rigtig har lært det, tidligere var det bare matematik. Men jeg har hverken været i Frankrig eller noget andet sted. Jeg kan ikke døje at rejse, og hvis jeg rejste ville jeg nok irriteres mere og mere - og tage hjem før tiden.

   — Min kone og jeg foretrækker Danmark, vi lejer sommerhuse, og vi vender gerne tilbage til de samme steder.

   — Da jeg var ung cyklede jeg ud og boede på landsbyhoteller, og det endte også med at blive de samme steder. Men jeg var der kun om natten, jeg var ude i skoven eller ved stranden hele dagen, med bøger og papirer.

   — Da ikke hvis det regnede?

   — Jo, jeg fandt altid et skur eller et halvtag et sted. Vi trækker de her lænestole hen.

   — Det er et par ordentlige møbelpolstrer-lænestole. Orv, de er tunge, jeg kan godt forstå at din far havde svært ved flytte rundt på dem. De er måske fra dit barndomhjem?

   — Nej, men reolen dér, det er den jeg talte om. Indholdet er som i mit barndomshjem - det er fra min farmor. Der er blevet et hul lige dér - der har Pelle Erobreren stået. Det var det eksemplar som Nexø gav sin daværende kone, Margrethe, lige da den udkom. Der var en masse rettelser og tilføjelser i den - af forfatteren, tænkte jeg. Men for nogle måneder siden fik jeg en senere udgave i hænde, og så opdagede jeg at rettelserne ikke var indført. Så kontaktede jeg den førende ekpert, ham der står for den seneste tekstkritiske udgave, og han var dybt chokeret. Jeg forærede ham bøgerne, og der vil blive taget stilling til rettelserne, og herefter skal de overdrages til Det kongelige Bibliotek. For eksempel er der en sætning i udgivelserne som lyder: "Hele året ud kastede vi planer." Det skal selvfølgelig være: "Hele året udkastede vi planer." Det viser at eksperterne er for forsigtige med at rette - eller også er de for uduelige.

   — Det lyder interessant. Hvordan kan den være havnet i jeres familie?

   — Eksperten fortalte at Nexø meget senere, da han og konen var skilt, havde skrevet en erindrings-roman - Morten hin Røde - hvor hun optrådte under navnet Vera - og tegningen af hendes person var modbydelig. Så hun har vel skilt sig af med alt hvad der stammede fra ham.

   — Nå, det troede jeg ikke om Nexø. Mon ikke sådanne rettelser i almindelighed ville forblive upåagtede?

   — Jo, jeg var jo selv sent på den - og de fleste ejere ville vel ikke tænke så langt.

   — Og der er Store Nordiske Konversations Leksikon - det har jeg også - jeg bruger det meget.

   — Et sådant leksikon er uundværligt for folk som mig - bogmennesker der lever i fortiden.

   — Ja, haha. Og der er samlede værker: Oehlenschläger, Drachmann, Blicher, Paludan-Müller - du har vel læst Adam Homo?

   — Ja, den er sjov. Jeg elsker den versform. "Manden uden Egenskaber", kunne han vel også have kaldt sin roman. La' mig se - der er mange ustyrlig morsomme steder - ja her er et vers der tegner er rammende portræt:

          Mens nu paa disse Skoler Homo vented,

          Gik Drengen Adam ledig og drev om,

          Og blev ved Slentren meer og meer tom,

          Ja næsten classisk Smag for Otium hented.

          Alt Dovenskab sit Mærke, paa ham prented,

          Da Skjæbnens Haand med eet imellem kom,

          Og kasted Homo hen paa Sygesengen,

          Til største Lykke og til Held for Drengen.

   — Jah haha.

   — For de fleste - for alle de tomme - og ikke mindst for lægerne - er sygdom noget man altid kan leve med, ja det kan ligefrem være noget velkomment.

   — Ja, det er sandt, det er et eksempel på lægernes manglende forståelse for de afvigende naturer. Det er frygteligt med folks tankeløse generaliseringer. De kender allesammen én der kender én der forsonede sig med sin sygdom, og kom til at se en smule lys. Hvormeget lys, må man spørge? Og hvad var omkostningerne? Men vi er da for pokker forskellige, det der kan være det rigtige for den ene, er ikke nødvendigvis det rigtige for den anden. Men nu Adam Homo, hva' var det han blev? Han studerede teologi, men det blev ikke til noget... Nåh ja! Han forberedte en betydningsfuld tale, men da han stod på talerstolen havde han ingenting at sige, så derfor måtte han i den følgende tid skjule sig for alle mennesker. Men ikke destomindre når han helt til tops. Han synker dybere og dybere moralsk, men stiger højere og højere socialt.

   — Der er jo masser af drivkraft i ham, men den driver ham hele tiden i den lette og mest synlige retning.

   — Ja. Men er det ikke - ligesom Kierkegaard - en kritik af det æstetiske?

   — Jo, det tomme æstetiske - spidsborgerens uforpligtende dyrkelse af skønhed. Men Paludan-Müller og Kierkegaard var jo æstetikere par excellence. Jeg vil gå så vidt at sige, at æstetikken var deres sande religion.

   — Ja måske. Det er en dejlig stue her - kornmarker lige udenfor og masser af sol.

   — Ja, men af en eller anden grund kommer jeg næsten aldrig i denher stue. Kun for at hente bøger. Der er for varmt om sommeren og for koldt om vinteren. Og mine naboer sætter ikke deres ben i en sådan stue. De er aldrig nået længere end til køkkenet.

   — Haha.

   — Lige ovenpå her, er et værelse hvor jeg om eftermiddagen ligger med kaffekoppen og læser - dér skinner solen altid.

Jeg var godt igang med den anden øl - hvordan kommer man hjem i den tilstand? Gert havde allerede drukket sin, han virkede helt upåvirket af de to stærke øl. Der var sådan lidt nervøst over ham, jeg tror at de øl var en nødvendighed for at han kunne være sammen med andre - jeg synes også at han tog en pille da vi gik igennem køkkenet, men jeg er ikke sikker. Vi kom til at tale om min relation til hans bror og svigerinde, jeg fortalte som det var, bortset fra det min moster havde fortalt og at det var bevidst at jeg anden gang havde opsøgt hans bror. Gert havde hørt om en nabo, men ikke om en genbo, men der var så meget han ikke hørte om.

   — Det er tredive år siden jeg har været i min brors lejlighed - den forrige lejlighed - og det er der en grund til - men lad det ligge - jeg har nedskrevet det. Jeg nedskriver alt hvad der generer mig, men jeg giver det en litterær form.

   — Hvordan? - du skriver måske dagbog eller erindringer?

   — Nej, jeg har skrevet en tyk roman - 800 sider.

   — Bevar mig vel.

   — Jeg har arbejdet på den i tyve år, og den kunne egentlig godt udgives, for den er færdigskrevet. Men den er ikke færdig, jeg finder hele tiden på noget nyt der skal med. Der er lange afsnit hvor læseren får indsigt i en videnskabsgren - musik- og litteraturvidenskab og matematik og fysik og kosmologi. Af og til må jeg bruge måneder på at sætte mig ind i et fag som jeg ikke har haft så meget berøring med.

   — En roman var det?

   — Ja, jeg vil give et bidrag til at udjævne den kløft der er imellem skønlitteratur og faglitteratur. I min roman er der fagligt stof på et højere niveau end man nogensinde har set i en roman. Der er nok mange der vil stå af - jeg får nok vrøvl med forlagene. Men har du ikke tænkt den tanke, at man kunne skrive en roman som foregik indenfor dit fag? Den forudsatte måske at læseren havde et solidt kendskab til faget. Forfatteren var måske en stor faglig kapacitet, og han fremlagde en helt ny forskning. Der er måske en kriminalintrige - hans papirer med sine opdagelser er blevet stjålet, og vil nogen komme ham i forkøbet?

   — Næh, det er jeg nu ikke tænkt.

   — I så fald ville romanen være det sted hvor hans opdagelse først blev offentliggjort. Sådanne tanker elsker jeg at lege med. Ja forfatteren fremlagde måske slet ikke sin opdagelse i en rent faglig artikel - og hans opdagelse var måske banebrydende.

   — Hva' sku' meningen være? Hans arbejde ville jo ikke blive godkendt.

   — Nej, systemet ville ikke godkende det, men kunne han ikke være ligeglad?

   — Ikke hvis det er hans levebrød.

   — Jeg siger jo at han er en stor kapacitet. Han har skrevet mange artikler i fagtidsskrifter, men hans roman er det sted hvor hans største opdagelse er at finde.

   — Haha. Jeg kan godt se pointen. Han kan tvinge sine fagfæller til at læse romanen - og få meninger frem om kolleger og fagets forvaltning.

   — Netop.

   — Det er måske sådan i din roman? Du fremlægger noget helt nyt, og du får ting frem som du ellers ikke ville kunne få frem - hvis du altså var indenfor systemet, som du kalder universitetsverdenen.

   — Ja, sådan er min roman. Men det er et risikabelt eksperiment - der er undermålere som vil kritisere det - så derfor har jeg fået en filosof som er tilknyttet et forlag til at fortage en vurdering - en"redaktionel vurdering", kalder han den. Og han mener, at vurderet på egne præmisser er min roman uangribelig. Hans indtryk er "dyb og oprigtig beundring", ikke mindst dens komposition, og han kalder den "utroligt gennemarbejdet". "Den fortjener mange læsere", men han stiller det spørgsmål, om "den kollapser under sit eget ambitionsniveau", men det mener han ikke at den gør, metoden er nødvendig for at jeg kan få det frem jeg vil ha' frem.

   — Hvad er det du vil ha' frem? Der er noget selvbiografisk, ikke?

   — Jo, masser. Jeg har skrevet bogen for at komme til klarhed over nogle ting - og det hele er sat lidt mere på spidsen. Hovedpersonen er en kvinde, musikuddannet, og så er der hendes nevø, som er 17 år og matematikinteresseret. Ja, jeg dukker selv op i romanen med navns nævnelse, og bliver kæreste med kvinden - smart ikke?

   — Genialt, haha.

   — Men den har et alvorligt sigte, og det er en lang historie - og det er ikke ligetil at forklare. Jeg betragter den som mit hovedværk, men jeg har fremlagt min "filosofi" i en artikel på omkring 70 sider - et essay. Og den artikel er indgangen til min internetside - jeg kalder siden "En side om Æstetik" - og på den kan man finde næsten alt det jeg har lavet - faglige artikler og computerprogrammer. Selve siden er på dansk, men mange af artiklerne er på engelsk, så hvis udlændinge ser selve siden, forstår de nok ikke meget, de får bare at vide at det hele hører ind under et større projekt - noget med æstetik, så kan de fundere lidt over det.

   — Hvad går din "filosofi" nærmere ud på? Det er ikke ligetil?

   — Essayet har titlen "Den europæiske åndsverden som religiøs kultur". Og her definerer jeg et begreb jeg kalder "en religiøs kultur" - eller rettere, jeg antyder det kun, en udførlig definition giver jeg i romanen. For mig er det religiøse - som jeg forstår det - noget der hører mennesket til, men som mennesket på den anden side godt kan leve foruden. Ja måske lever mennesket bedst uden religion - ihvertfald vil en religion altid have nogle omkostninger. Det mennesker i almindelighed forstår ved religion, har ikke meget med min definition at gøre, alligevel insisterer jeg på at bruge ordet religion for det jeg går ind for, fordi det har træk tilfælles med for eksempel kristendommen og grækernes religiøse forestillinger. Jeg må tilstå at jeg totalt forkaster de traditionelle religioner - de har helt udspillet deres rolle. Kristendommen har været en kæmpe ulykke - det er en falsk verden og den har hindret sand religiøsitet i at vinde indpas. Ligeledes er al nyreligiøsitet noget vås - det er spiritualitet, og dette har ikke meget med religion at gøre. For mig er religion et fællesmenneskeligt - kulturmæssigt - anliggende. Man kan ikke have sin private religion. Jeg ser det religiøse som en egenskab ved en kultur: en kultur kan være mere eller mindre religiøs, og indenfor en religiøs kultur kan det enkelte menneske være mere eller mindre religiøst.

Jeg nød at sidde her i denne rus, hvor må det være dejligt at leve sådan, at kunne gøre som man vil - og slå hjernen fra når naboerne kommer. Men det pinte mig at jeg ikke var helt klar nu hvor det gjaldt. Han opfatter sig selv som en sand religiøs, og kalder nok alle andre der kalder sig religiøse for vildfarne eller hyklere. Hvad er religion i bund og grund? Det er noget med hellige ting og noget med dyder, men hvordan skal det nærmere forklares?

   — Øh, du opfatter dig som et religiøst menneske, men du...

   — Jeg ville være religiøs, hvis det var muligt.

   — Ville være hvis det var muligt?

   — Jeg sagde lige, at det enkelte menneske kan være mere eller mindre religiøst indenfor en religiøs kultur, men ikke udenfor.

   — Nå, ja. Ja man kan jo sige, at den religiøsitet der er - ihvertfald i vores del af verden - bare er en gang tynd fernis. Kirken er jo i bund og grund bare noget man holder liv i - den er praktisk - og en erhvervsmulighed for folk der ikke passer ind andre steder. Dit essay hedder... hvordan var det? Noget med den europæiske åndstradition - den er... den havde et religiøst islæt.

   — Ja, det er en god formulering.

   — Du opfatter den europæiske åndstradition som din religion, men den eksisterer ikke mere. Den er ikke mere et fællesmenneskeligt anliggende. Uddød? Men engang var den levende?

   — Ja, jeg vil sige at den opstod i renæssancen og kulminerede i romantikken og forsvandt i løbet af det 20. århundrede. Men indenfor nogle kunstarter og videnskabsgrene levede den i længere tid end i samfundet som helhed, fordi det var isolerede og elitære verdener. Det gælder især matematikken og den klassiske musiktradition - og det er jo verdener som jeg har haft tæt indepå livet.

   — Og æstetikken tillægges stor betydning? Du sagde at æstetikken var Paludan-Müller og Kierkegaards sande religion.

   — Ja, og også kærligheden tillægges stor betydning. For grækerne var størrelser som skønhed og kærlighed og religion nært forbundne - ja faktisk det samme. Og sådan ser jeg også på det. Kristendommen er et misfoster, og den kan kun takke tilfældigheder for sin eksistens. Nogle ligegyldige historier fra en fjern og uvedkommmende fortid - indeholdende banale og katastrofale opfattelser - som tilmed blev gjort endnu værre. Tænk hvormegen lidelse kristendommen har været skyld i. Men en sand religion består ikke af historier - eller rettere, den består ikke af den slags historier - noget som påstås at være hændt - eller måske erkendes at være en myte. Og hvis noget kan være sandt eller falsk, så hører det ikke ind under religion. For det ville jo betyde, at hvis en religion bygger på noget som den hævder er sandt - og som er fundamentalt for religionen - og dette så påvises at være falsk - eller ihvertfald umuligt kan være sandt udfra enhver fornuftsbetragtning - så er religionen jo usand. Og så kan den ikke mere opretholdes. Jeg læste engang en interessant roman - fransk - skrevet af en religionshistoriker. Han fremsatte det tankeeksperiment - ikke nogen egentlig påstand - at Jesus døde fordi han ønskede at dø. Han led af en kronisk sygdom og havde tendens til depression, men han kunne jo ikke begå selvmord, ergo måtte han lade sig henrette. Men han var en glimrende tænker og taler, så derfor udtænkte han en lære som kunne gavne menneskeheden og samtidig ramme farisærerne på et ømt sted. Han viste at de overtrådte Guds lov og at de ikke var retfærdige og rene indvendig. Han kaldte sig Guds søn, men opfattede sig ikke som sådan. Historien er virkelig udformet så den virker troværdig, men som roman er bogen ikke meget værd, derfor er den aldrig blevet kendt. Men i princippet kunne historien være sand, alt passer med det man kan læse i Bibelen, og i princippet kunne man finde dokumenter som bekræftede den. I så fald ville kristendommen være dømt til døden. Noget lignende kan siges om islam. Men en sådan tankebygning som i princippet kan vise sig at være falsk, er ikke en sand religion. En religion - som jeg forstår begrebet - kan man tage afstand fra, og man kan påstå at den er skadelig, men den kan ikke være falsk. En kultur kan påstås at være fordærvet, men hvis den ikke bygger på noget som set fra en logisk synsvinkel må kaldes falsk, så har det ingen mening at kalde kulturen falsk. Nazityskland var en falsk kultur, men man kan ikke sige at rockkulturen er falsk, man kan højst sige som Jens Kistrup engang gjorde efter at have set en TV-udsendelse med en kendt rockmusiker: "Ikke min kultur!"

   — Haha. Ja, sådan må man jo nok se på det.

   — I tusind år kæmpede teologerne for at få skik på dette monstrum af en tankebygning. Men denne trættende kamp udviklende jo ånden - og udvidede den - så der opstod behov for en ny og bedre næring. Det startede i renæssancen med en interesse for antikken, og det førte til at videnskab fra nu af godt kunne være andet end nyttige ting såsom teologi og jura og medicin, og at billeder og musik kunne være til andet end kirkebrug. Og alt dette "unyttige" var i virkeligheden mere interessant end det nyttige. Og dyrkelsen af de unyttige ting begyndte at udvikle sig til en kultur, som fik en mere og mere religiøs karakter. Der opstod det jeg kalder "den europæiske åndsverden".

   — Ja, jeg forstår.

   — Hvis der virkelig er en skabende gud og mennesket er skabt i denne guds billede, så skulle mennesket jo være skabende. Og det var det mennesket begyndte at blive nu - altså efter renæssancen. Og nu begyndte der at blive noget at takke for. De kristne har bare ligget på knæ og takket og takket og takket, men de har da ikke haft meget at takke for. Absurd. Den europæiske åndsverden - den højere verdslige dannelse kunne man også kalde den - den kunne ikke kaldes absurd.

   — Jo, formidlingen af den - den har da ofte - ja oftest - været absurd. Det er absolut ikke nogen af de biologilærere jeg har haft, som fik mig til at interesserer mig for biologi. Min far var godt nok biologilærer - skolelærer - men han var af en helt anden type, i fritiden var han amatørbotaniker. Og sådan noget var ikke helt ualmindeligt dengang - idag ville han have været til grin - på samme måde som frimærkesamlere og lystfiskere og folk der springer rundt med et sommerfuglenet.

   — Haha. Ja, det er skolesystemet der alle dage har været skyld i at dannelsen har været forhadt af de fleste. Dannelsen var en religiøs verden, og en sådan vil altid have sine vindere og tabere. Og de der skulle formidle dannelsen i den brede befolkning, var oftest blandt taberne - de hadede det de skulle formidle. De skulle formidle kærlighed, men de formidlede had. Der er jo også det, at selve systemet er et system - det hviler på tvang, og når mennesker - og især børn - udsættes for tvang, så reagerer de instiktivt imod.

   — Det er der nok noget om.

   — Jeg ser den verdslige dannelse som en verden hvor det man beskæftiger sig med er en særlig form for højere ånd - det er kunstarterne og videnskaberne. Men den verdslige dannelse nåede aldrig rigtigt frem til en forståelse af sin religiøse natur - sit religiøse islæt, som du sagde. Kristendommen havde taget patent på det religiøse, og den verdslige dannelse havde en tendens til at reducere sig selv til oplysning. Man troede ikke på at hele befolkningen kunne få del i den sande højere ånd, højest at man kunne udbrede en vis oplysning. Men da hele befolkningen gerne skulle have en smule ånd, måtte man have hjælp af kristendommen - kristendommen fungerede som et surrogat for de svagere i ånden. Nu skal jeg vise dig hvori forskellen mellem den religiøse og den ikke-religiøse tænkning ligger.

Gert rejste sig og hentede noget i det matematiske værelse.

   — Prøv at bladre i denher afhandling - den skrev jeg for tyve år siden. Og så prøv at sammenligne de uforståelige tegn med de ligeså uforståelige tegn i dether computerprogram.

Afhandlingen er på hundrede sider, og på engelsk, men formlerne med græske bogstaver fylder mere end teksten. Den har titlen: "On the Zeta Function of a General Shimura Variety." Der er en vis skønhed over skriftbilledet, man kan godt forestille sig at nogen kan føle glæde ved dette - også selv om man ikke har studeret det nærmer. På samme måde som en musiker kan glædes ved en nodeside, selvom han ikke kender musikken. For eksempel ser jeg denne formel:

Computerprogrammet er på adskillige hundrede sider og helt uden forståelige ord, det er instruktioner i et kodesprog, og der er kun én instruktion på hver linie. Jeg ser for eksempel dette:

   — Der står meget ofte "mov", hvad betyder det?

   — Det betyder move, altså flyt, for eksempel betyder "mov eax, esi" at det er står i processorens esi-register, skal indsættes i dens eax-register. Du skal forestille dig processoren som et bræt med rækker af huller hvori der kan stikkes pinde - rækkerne kaldes registre - og så tages der pinde op og sættes pinde ned med en rasende hastighed, og når en procedure er færdig, sendes en meddelse afsted, for eksempel at farven af en pixel på skærmen skal have den udregnede værdi. Du kan sikkert fornemme en forskel på de to former for tænkning. Matematikken i afhandlingen er et tankemæssigt bygningsværk - af hvad? - tja, man ser vel hovedsagelig formler for sig, og man følger nogle regler. Når man skaber dette bygningsværk, så har man nogle forestillinger - måske tågede - om hvordan det skal ende, og det er dem man styres af. Intet må selvfølgelig være i strid med reglerne, men man kan godt gå ud fra formodninger - altså noget som man anser for sandt, men som ikke er bevist - og som muligvis ikke kan bevises - så må det medtages som en slags axiom. Og det det gælder om, er at skabe et bygningsværk som er så smukt som muligt. Men i dette arbejde overraskes man hele tiden, nemlig når tingene ender med at blive smukkere end man havde forestillet sig. Noget man selvfølgelig tidligere så som en bekræftelse på, at skønheden i den guddommelige orden overgår menneskets forstand. Vi ville slet ikke kunne tåle at se skønheden fuldt udfoldet, men ved tålmodigt arbejde kunne vi hele tiden få mere at se.

   — Men du tror slet ikke på nogen form for gud?

   — Jeg tror selvfølgelig at der hersker en højere orden, og den kan man for min skyld godt kalde gud, men at føre menneskets føle- og tænkemåde over på den er meningsløst. Begynder man at udforme forestillinger om en guddom eller guddommelig verden, er det tegn på at man ikke har forstået skønhedens natur. En sådan tænkning kan ikke føre til noget som kan bruges til noget. Man kan sige, at skønheden er her nede på jorden - den er kultur, ikke natur. Jo højere oppe man søger efter den, jo mere blå luft vil man finde. Man vil ikke finde andet end sit eget tankespind - og tankespin er usundt. Og det tror jeg at alle de troende nutildags inderst inde fornemmer. De tvivler, og prøver at bilde sig selv ind at tvivlen er et vilkår - ja ligefrem et gode. Jeg ser tvivlen som et onde - noget ødelæggende. Selvfølgelig skal man lytte til kritik og selv sætte spørgsmålstegn, især hvis man må erkende at noget ikke er som det skal være, men man kan ikke have en kærlighed til noget hvis man tvivler - tvivler på om det var det rigtige fag eller den rigtige ægtefælle man valgte.

   — Ja, det er rigtigt.

   — Øh vi kom fra sammenligningen mellem afhandlingen og computerprogrammet. Et computerprogram kan også være smukt - operationerne kan være effektive og elegant udformet og man kan stræbe efter at teksten står smukt - det sidste har ingen praktisk betydning, men jeg går meget op i det. Men glæden ved at lave et computerprogram ligger normalt ikke i skønhed - andet end i at man kan lave et program hvor brugerfladen er smuk og behagelig. For eksempel har jeg lavet et program som har voldt mig store kvaler, men også givet en meget stor tilfredsstillelse. Det er et tekstprogram til håndskrift. Man skriver tegnene på papirer, helst i flere varianter, og skanner papirerne og laver en skriftfont. Det var været et større pillearbejde, især fordi programmet gerne skulle kunne forskellige ting, for eksempel kombinere tekst og indsatte billeder på en rafineret måde.

   — Håndskrift? Hvordan nærmere?

   — Jeg har ikke en font med en sammenhængende håndskrift - det ville blive et stort arbejde - og det jeg har, er ikke min egen håndskrift. Jeg har betalt forskellige mennesker for at skrive, og det er usammenhængende skrift, men hvert tegn har normalt mange varianter - de vælges i første omgang tilfældigt, så skriftbilledet virkelig ser ud som autentisk håndskrift. Når man så har skrevet teksten, kan man justere de enkelte tegn - vælge en anden variant eller forskyde tegnet.

   — Det kunne jeg da godt tænke mig at se.

   — Det ka' du hurtigt komme til, for i den kuvert dér ovre er nogle udprintninger. La' os se... her er en fabel af La Fontaine - "Ravnen og Ræven":

"Hr. Ravn på en hængende gren, holdt en ost i sit næb. Hr. Ræv, tiltrukket af duften, sagde nogenlunde således: ..." - haha - typisk.

   — Det er ret flot - og interessant. Det er jo kedeligt at håndskriften er forsvundet, for det må man jo sige den er, men med sådan et program kan man jo få noget af den tilbage.

   — Ja, men programmet har skaffet mig fjender på halsen - nogle kalligrafer - de ser det som en trussel imod deres levebrød. Småligt og latterligt - de er maskinstormere. Jeg bruger programmet når jeg sender personlige breve - og skrivelser, såsom vedhæng til en fødselsdagsgave. Papiret fablen er skrevet på, er fået ved at skanne en blank side i en bog fra 1500-tallet - den ligger lige bag ved dig - ja prøv at ta' den.

   — Orv for søren, det er en ordentlig karl - det er Aristoteles. Og den er velholdt i betragtning af at den er 500 år gammel. Sikke flot typografi - og anmærkninger i margen - og vignetter og masser af illustrationer. Den har du givet en formue for.

   — Overhovedet ikke. Der ligger nogle papirer foran i den, det er en korrespondance hvor den vurderes - det er fra 60-erne. Den vurderes til en halv snes kroner. Og det foreslås at den sendes til amerika - de dumme amerikanere køber ting bare fordi de er gamle. Sagen er, at det er Aristoteles' samlede værker, og den er i to bind, og det andet bind mangler, og så er der ingen samler der vil eje den. Men jeg er som sagt ikke samler, så jeg kan godt tillade mig at have den.

   — Haha.

   — Men det var sammenligningen af afhandlingen og et computerprogram vi kom fra. Glæden ved at udforske teorien i afhandlingen - og formulere den - har en helt anden karakter end glæden ved at lave et computerprogram - selv nokså imponerende. I bund og grund er dén glæde ikke meget forskellig fra den glæde mange oplever ved deres arbejde. Det er en spændende udfordring, som de siger.

   — Jeg har nu aldrig set mit arbejde som en "spændende udfordring". Og jeg har svært ved at se det spændende og udfordrende ved det arbejde de fleste mennesker udfører.

   — Jeg har haft en særlig tilfredsstillelse ved programmering, fordi jeg har lavet ting som kun få enkeltpersoner vover sig ud i. Hvad laver folk egentlig indenfor det område? De er ansatte i et firma, og der er en arbejdsdeling, så de sidder altså hver dag og laver noget som er en del af noget større, og som de kun har lidt indflydelse på - ja de véd måske ikke engang hvad går ud på.

   — Jeg kan slet ikke forestille mig et sådant arbejde - et liv hvor tiden går med noget man ikke føler noget for, men som bare skal gøres. Jeg er taknemlig for det valg jeg traf - og for at verden var som den var dengang. Jeg har studeret i fred og ro, og mit arbejde har altid interesseret mig. Jeg aldrig sat spørgsmålstegn ved det - og eller heller ikke ved min kone, haha. Matematikken og biologien har jo en del tilfælles. Det er jo i bund og grund noget med komplicerede strukturer. Det levende og dermed biologien har været der i forvejen, og matematikken var der vel også i forvejen - eller?

   — Hverken biologien eller matematikken var der i forvejen, altså før mennesket fandt på at studere de ting. Biologien er jo ikke det levende, det er studiet af det levende. Der er kulturer hvor ingen ville drømme om at studere det levendes verden, udover det der er til umiddelbar nytte, for eksempel lægevirksomhed og husdyravl og agerbrug. Biologien og de øvrige videnskaber - som du og jeg forstår videnskab - er i virkeligheden et ganske særligt kulturfænomén. Hvorfra kommer egentlig den glæde du føler ved dit studium, har du tænkt over det?

   — Den kommer fra menneskets trang til at gå på opdagelse. Det er sandt at denne trang er kulturbestemt - og bestemt af personlige præferencer - du siger for eksempel at du ikke ville drømme om at rejse - men trangen til opdagelse ligger i menneskets natur.

   — Ja, som dyrisk drift der tjener overlevelsen. Men din trang er forhåbentlig noget mere, og jeg skal fortælle dig hvad det er. Det er alt det som har farvet dit studium - og som har givet studiet af det levende liv, så at sige - og alt dette er kulturskabt. Forestil dig et menneske som ud af den blå luft begyndte at indsamle og sammenligne og optælle og nedskrive. Hvad ser han for sit indre blik? - og hvad ser du? Der er en verden til forskel. Du ser bøger og afhandlinger - fornemt boghåndværk og imponerende plancer. Og du ser redskaber - kataloger fra din ungdom over fine mikroskoper som du drømte om at få fingrene i. Og du ser universitetsinstitutter og berømte zoologer og ekskursioner med disse og med din kone og datter. Det er jo det Brøndsted har nedskrevet.

   — Jo, du har ret. Jeg kan godt se hvor du vil hen. Jeg kan se det når jeg sammenligner min tid med nutiden. Jeg gik på pension for ti år siden, glæden ved at undervise var mere og mere forduftet, jeg følte mig fremmed overfor de unge og hele miljøet. Faget blev mere og mere et redskabsfag. Det begyndte i 70-erne hvor man så forurening alle vegne, og hvor det var det man skulle bruge sit liv til. Men af en eller anden grund hang den gamle ånd ved i ret lang tid.

   — Der var præcis det samme med den rene matematik, ihvertfald på Københavns Universitet. Højdepunktet lå faktisk midt i 70-erne, niveauet var højt og der var et godt miljø - fordi der ikke havde været noget studenteroprør. Men så kom det, med ti års forsinkelse. Der blev holdt møder og udgivet en pjece, hvori man kunne læse at matematikken som jeg dyrker den "forudsætter en flugt fra virkeligheden", og at vi "har lært teorik, ikke matematik", og at vi ikke opfylder kravet om "at forholde os ideologisk til vores arbejde for at retfærdiggøre vores eksistens", "i skærende modsætning hertil er den videnskabsopfattelse som naturvidenskabsfolk i nationer som Sovjetunionen og Kina er i besiddelse af".

   — Vor herre bevares! Nej den slags var vi ligegodt ikke udsat for ovre hos os.

   — Jeg husker disse sætninger, fordi jeg fornylig har citeret dem i artikel jeg skrev til matematikernes blad. De sidste er skrevet af en kvinde jeg kendte fra dengang, hun havde russisk som bifag. Jeg sendte en mail til hende, hvori jeg fortalte om min plan med artiklen og at jeg ville citere hende og hvad hun mente om udviklingen. Hun svarede at hun på grund af noget arbejde ikke kunne svare lige i øjeblikket.

   — Haha.

   — Der var megen ulykke dengang - mange man kunne tænke sig at få fat i ørerne på. Jeg havde en kæreste dengang som begik selvmord - på grund af marxismen.

   — Men dog!

   — Hun kom fra et lummert og kulturløst og pengeorienteret miljø. Hun var led ved dette hjem, men det nye der kom, kunne hun slet ikke finde ud af. Hun begyndte at studere samfundsvidenskab ved RUC - det værste sted. Det allerførste de skulle, var at læse nogle marxistiske pjecer af den slags jeg lige talte om. Det slog hende fuldstændig ud. Hun nævnte navnet på en bestemt lærer eller vejleder eller hvad han var - en frygtindgydende Pittelkow-type - jeg har glemt navnet, men man burde finde frem til ham. Der var også andre ting man skulle tilegne sig for nå til en højere bevidsthed - komme ud af fremmedgørelsen. Jeg husker nogle kvindeblade med uappetitlige fotografier. Hun blev jo mere og mere fremmedgjort af alt dette - deprimeret og apatisk.

   — Det var da uhyggeligt. Ja, der har sikket været meget mere tragedie dengang end vi er klar over. Folk døde måske ikke ligefrem, men de der ikke stod det rigtige sted, måtte i værste fald vælge et andet fag, og blev i bedste fald forbigået ved stillingsansættelser. Og dette kunne være en katastrofe, hvis det var videnskabeligt arbejde man drømte om.

   — Ja, jeg havde en ven som blev ramt af den ulykke. Han havde satset alt på en universitetskarriere indenfor sociologi, men da alt det lort kom, blev han skubbet ud - ja faget udviklede sig i en sådan retning at universitetsledelsen tilsidst skubbede faget ud - i ti år kunne man ikke studere sociologi. Min ven måtte klare sig i private erhvervsliv, og dér var han slet ikke egnet til at være. Han gik tilbunds i alkohol. Indenfor matematikken var lærerne, ligesom alle andre steder, afmægtige overfor det nye. Niveauet styrtdykkede og det meste af den rene matematik forsvandt. Fra nu af handlede alle specialer om det erhvervslivet havde brug for. Og det gik hurtigt fordi de studerende jo i en vis grad havde ret. Den teknologiske udvikling betød at en ny erhvervsmulighed for matematikere var dukket op: erhvervslivet. Erhvervslivet eksisterede slet ikke da jeg begyndte.

   — Nej, men det du sidder med lige nu, den bog du skriver på - om billedkomprimering - det er da erhvervsmatematik, er det ikke?

   — Det er anvendt matematik, for at bruge et finere ord. Det jeg sidder med er såmænd ganske interessant - på grund af min opfindelse af en anderledes komprimeringsmetode og på grund af computereksperimenterne. Men det er underlødigt, efter mine begreber - jeg undskylder mig som sagt med at jeg er blevet gammel. Forresten har studiet af det overrasket mig en del. Den bog jeg skriver, giver en komplet fremstilling af JPEG-komprimeringsmetoden - det er langt den mest anvendte og den vil sikkert blive brugt i resten af menneskets tid på Jorden. Men denne matematik, som egentlig ikke er særlig indviklet, ville ingen matematiker kunne have udtænkt, hertil er den for indviklet.

   — Hvordan skal det forstås?

   — Det er ikke bare matematik, det er også eksperimenter med menneskets opfattelse af konturer og farver. Fidusen er, at man tillader fejl i billederne, men sådan at det menneskelige øje ikke - eller næsten ikke - kan registre fejlene. Og så er der også sære kodetabeller til brug for filkomprimeringen som er fundet ved statistiske udmålinger. Teorien blev til ved et tværfagligt samarbejde. Og dette har været interessant for mig at se, fordi jeg tidligere var afvisendende overfor tværfaglighed.

   — Du har altså måttet revidere en opfattelse?

   — Nej, jeg har bare set noget anvendt matematik som jeg - med de opfattelser jeg nu har - godt kan fanges lidt af. Men jeg er sandelig glad for at det ikke var den slags matematik jeg valgte da jeg var ung.

   — Det er ikke fint nok?

   — Netop. Den opdeling - fint og mindre fint - har jo altid været der. Det er vel mest historisk betinget, men det har også at gøre med hvor vanskelig disciplinen er. Det fine det er det de store går efter. Jeg er ikke stor, men jeg ville gerne sidde til bords med de store og kunne følge deres samtale. Det har kunnet lade sig gøre fordi jeg levede så frit som jeg gjorde. Jeg skulle ikke varetage undervisning og læse specialer og producere ligegyldig forskning - og jeg havde ikke familie - så jeg kunne tilegne mig stof som var udenfor de almindelige dødelige matematikeres rækkevidde. Det område jeg valgte ligger i grænseområdet mellem flere gamle og veludviklede discipliner som man ikke havde anset for særligt forbundne. Det tog mig 15 år at nå dertil hvor jeg kunne begynde at forske i det afhandlingen handler om. Det har været en stor oplevelse, det største man kan forestille sig, vil jeg sige. Det var faktisk også spændende, men på en anden - dybere - måde end programmeringen. Det hele går langsommere og det er meget mere farverigt. Folk opfatter i almindelighed matematik som noget dødt, men for mig har det været som at læse en roman med et fængslende plot og originale karakterer. Men efter at jeg havde skrevet afhandlingen, følte jeg at jeg var nødt til at beskæftige mig med noget andet. Jeg følte at jeg svigtede andre livsområder - jeg var virkelig en fagidiot.

   — Det dér med fagidiot, det er jo bare et redskab man har til at slå de der er lidt dygtigere oven i hovedet. Hvis man beskæftiger sig med noget sundt, så tror jeg at man udnytter den resterende tid mere effektivt. Læg mærke til vidunderbørnene, på næsten alle områder er de længere fremme end andre.

   — Ja, det er sandt. Jeg var ikke et vidunderbarn, men jeg var ret effektiv. Jeg gik som sagt meget til koncerter, og dér jeg sad og skrev formler imens jeg hørte musik - mange antog mig for at være anmelder. Jeg var altså ikke helt fagidiot, jeg havde en ganske god berøring med kunst og andre videnskaber end matematik. Men imens mit videnskabelige arbejde stod på, foregik en udvikling under overfladen. Jeg fik mere og mere lyst til litteratur. Jeg begyndte at læse en masse - romaner og digte og litteraturhistorie og teori - og jeg specialiserede mig i fransk litteratur i det 18. århundrede. Og så begyndte jeg på min roman. Men jeg kunne ikke undvære matematikken, jeg studerede forskellige - nemmere - discipliner, især matematikkens grundlag. Og så kom programmeringen. Men det begyndte at gå op for mig, at der var en grund mere til at jeg forlod den fine matematik end den jeg umiddelbart angav. Det var jo en gigantisk kulturmæssig kraft som havde fået mig til at bruge tyve år på noget som set fra matematikkens synsvinkel ganske vist var centralt, men som kun yderste få mennesker beskæftigede sig med og kunne holde i live, og som derfor hang i en tynd tråd. Og den tråd begyndte at briste. Den betagende skønhed jeg havde set i min teori, den kom ikke fra teorien i sig selv, måtte jeg erkende. Den kom, som jeg har antydet, fra en ældgammel kulturtradition, som igen var en del af en større kulturtradition - den europæiske åndsverden. Og forsvandt disse traditioner, så forsvandt skønheden også. Jeg var begejstret da ungdomsoprøret brød ud, fordi det kom mig til gode. Det gav mig mod til at vælge et liv hvor jeg kunne bruge al min tid på det jeg havde mest lyst til - og desuden var det jo fedt at kunne fortælle folk at man havde brændt sine eksamenspapirer og ville leve som avisbud resten af livet. Men begejstringen varede ikke længe. Jeg forsøgte at fortælle mig selv, at disse mennesker nok med årene kom til mere nuancerede synspunkter - man vidste jo ikke hvor det bar hen. Men da det begyndte at gå op for mig - i 80-erne hvor udviklingen tog en helt ny drejning - var jeg nødt til at isolere mig. Påmontere skyklapper - på samme måde som mange gjorde i nazitiden. I nazitiden var den slags utilgiveligt, men nu var situationen en anden. Nu var det en åndsverden der skulle udryddes - den åndsverden som havde skabt den største skønhed i menneskehedens historie - og denne åndsverden kunne under ingen omstændigheder være reddet. For selv at overleve måtte jeg holde mig upåvirket af tidsånden. Engang i 80-erne faldt mine øjne tilfældigt på en TV-anmeldelse, og der stod noget i retning af, at hvis der skulle findes et menneske som så nutidens TV efter ikke at have set TV i tyve år, så ville dette menneske falde død om. Og den ulykke kunne jo ramme mig. Det eneste jeg kunne gøre, var at skabe ting i den gamle ånd og ved min egen person at virke som en trøst for andre fortidslevn.

   — Ja, men der er jo områder hvor vi gør en indsats for at holde den gamle skønhed i live, for eksempel den klassiske musik.

   — Ja, det er prisværdigt, men det er jo bare reproduktion af en fortidig verden, det er ikke levende på samme måde som tidligere. Den kulturmæssige kraft jeg taler om, skabes over en meget lang tid, hundreder af år, og den forudsætter et ganske bestemt kulturklima. Og ændrer klimaet sig, kan den forsvinde i løbet af nogle årtier.

   — Jeg må virkelig læse din artikel. Jeg forstår på dig, at det du beskæftiger dig med idag - artikler om matematiske emner og programmering - det er noget der giver dig en stor tilfredsstillelse, men det er et meget stort tab i forhold til det du tidligere har beskæftiget dig med.

   — Ja, og det viser at vi mennesker udmærket kan leve uden den højere form for skønhed - og kærlighed.

   — Det er jo sandt at de større følelser - den større kærlighed - både til et menneske eller til et fag - eller til Gud - er noget der kun opstår under særlige kulturforhold. Nu snakker vi om kærligheden, men hvad med forelskelsen? - den kønslige forelskelse. Jeg har ikke lejlighed til at studere de unge idag på nærmere hold - vi har som sagt en datter, og hun er gift, men de har ikke ønsket at få børn - men min søster har tre børnebørn som er i teenage-alderen, og jeg kan ikke forestille mig at de kunne blive forelsket på samme måde som jeg da jeg var 18 år. Jeg var forelsket så det virkelig gjorde ondt, alle symptomerne: appetitløshed, manglende koncentration, søvnløshed. Og så den bundløse fortvivlelse med selvmordstanker, da hun begyndte at komme sammen med en anden.

   — Der er en væsentlig forskel på forelskelse og kærlighed. Forelskelse er en forbigående følelse og relativt kulturuafhængig, hvorimod kærligheden kan være varig og er stærkt kulturafhængig. Kærligheden er en særlig form for arbejde - en kærlighedsgerning. Men du har ret, forelskelsen er også kulturafhængig, jeg ser den bare ikke som noget religiøst.

   — Nu sådan noget som kærlighedsromaner - jeg må indrømme at min kone og jeg har en svaghed for dette element i en roman. I min ungdom læste enhver ung pige kærlighedsnoveller og romaner. Idag er der ingen unge som ville drømme om at læse sådan noget - heller ikke film.

   — Ja, men alt dette - forelskelsen og kærligheden og dens litteratur - det var jo allerede fraværende i min ungdom. Jeg talte med min nabo - entreprenøren - om det forleden dag. Han elsker at tale om sine eskapader i sin ungdom, men det var kun sex det drejede sig om, siger han. Sådan var det også for mig - det vil sige, der kom en rigtig kærlighedsaffære, men det var først da jeg var fyrre år.

   — Den bevægelse dengang - den frie kærlighed - eller frie sex som det jo bare var - den fyldte mig med væmmelse.

   — Ja, men den gav mig en chance. Jeg havde hverken økonomi eller lyst til at stifte familie, men nu opstod der pludselig et stort marked af enlige mødre, som ikke skulle nyde mere kernefamilie. Jeg ser sådan på det, at hvis der ikke er et regulært interessefællesskab mellem parterne - som hos dig og din kone - så kan kærligheden og sexlivet ikke holde, og så må der hele tiden fornyelse til. Men det er jo egentlig først i vor tid - i din tid - at et interessefælleskab er blevet en reel mulighed. Men det er stadig en sjældenhed. Det er kun indenfor det klassiske musikliv at interesse-parforhold er almindelige - nærmest normen. Og det er en lukket verden, måtte jeg desværre erfare - så i den henseende var mine koncerter spild af tid.

   — Haha.

   — En anden ting ved kærligheden er, at den mest sande og ægte kærlighed der fandtes før i tiden, det var ikke den ægteskabelige kærlighed, for den var bare en drøm, det var derimod den faglige kærlighed, så det var altså kun mænd som kunne opleve den. Man - og mest mænd - producerede kærlighedsromaner i massevis, men de var netop ikke kærlighedsromaner. De handlede kun om indledningen til det hele - parringslegen, og den fungerede bare som et spændingsmoment. Jeg har iøvrigt en roman som jeg kalder min yndlingsroman, og det er en af de få rigtige kærlighedsromaner der er skrevet. Fordi den handler om den ægteskabelige kærlighed. Parterne har aldrig været forelsket, fordi de var opvokset sammen som om de var bror og søster. Dette at forelskelsen er udelukket, ser forfatterinden som en fordel, ja nærmest som en forudsætning for den rigtige og varige kærlighed. Bogen ligger i det glasskab dér - jeg har den i to eksemplarer. Ja, tag den bare.

   — Tre bind, den er på fransk - Les Mères Rivales ou la Calomnie - det må betyde noget med de rivaliserende mødre eller øh... bagtalelsen - af Madame de Genlis - Berlin 1800.

   — Den er vanvittig spændende - det er noget med et hittebarn som kommer til at sætte deres ægteskab på en alvorlig prøve. Den er sikkert totalt ukendt idag, men forfatterinden var meget læst og værdsat i sin samtid.

   — Siden den er ukendt idag, hvordan fandt du frem til den?

   — Hos en antikvarboghandler - jeg læste lidt hist og her, og den så ud til at være værd at investere i.

   — Ja, jeg har også altid elsket at gå på opdagelse hos antikvarboghandlere.

   — Hvad går du efter?

   — Gamle zoologi og botanik bøger - også skolebøger - men også romaner og alt muligt. Det er ærgerligt at antikvarboghandlerne forsvinder. Internettet er udmærket, man kan næsten altid finde det man ønsker, men man kan jo ikke bladre, og den særlige atmosfære er væk. Jeg synes at de burde lade folk komme i deres lager, om det så ligger på fjerde sal i et industrikvarter.

   — Ja, du siger noget - min bror er begejstret for at den slags forsvinder - han så også helst at jeg forsvandt.

   — Haha. Men jeg forstår da at din bror og svigerinde kommer her engang imellem og er her i nogle dage.

   — Ja, men hun er kun sjældent med, og han tager gerne hjem før tiden.

   — Hvorfor? Kommer i op at skændes?

   — Ja, jeg repræsenterer fortiden - ovenikøbet dens værste sider. Men der er en manglende logik i hans vrede, for alt det jeg står for er jo ikke på nogen måde en trussel imod ham. Udviklingen er gået stik imod mine ønsker, og lige i den retning han ønsker. Så hvad er hans problem? Selvfølgelig kan man være vred over ting der har fundet sted i fortiden, men når noget er dødt og begravet, plejer folk at være gode til at forsone sig med det - lidt for gode, kunne man tilføje.

   — Ja, men siden du ikke kan få logikken til at passe, må der være nogle faktorer som du ikke har blik for. Konflikter mellem søskende kommer næsten altid fra barndomshjemmet.

   — Ja, det er sandt - og i allerhøjeste grad i vores tilfælde. Men forskellen er, at jeg kan bearbejde, det kan min bror ikke. Jeg skriver, det gør han ikke, så derfor har han ikke et nuanceret sprog og dybere meninger. Læg mærke til, at når man prøver at formulere noget, så forsvinder det tit som sand imellem fingrene. Så må man enten droppe det, eller begynde forfra og håbe på at der kommer noget. Det er først når man har kredset om det i længere tid, at noget interessant og brugbart kan begynde at gro frem. Det er noget man skal optræne. Det har en stor fordel at kunne skrive, for har man skrevet om en sag, så kan man gøre en lang diskussion kort: man kan bede folk om at læse det og fremsætte en skriftlig kritik. Det er de fleste ikke istand til, så på den måde kan man få det sidste ord.

   — Læser din bror ikke noget af det du skriver?

   — Nej, det kan jeg ikke forestille mig. Det forekommer ham aldeles uvedkommende. Men sådan har vi det jo allesammen med langt det meste af den debat vi læser.

   — Ja, men I er da brødre. Hvis I synes at der er en stor afstand mellem jer, er det så ikke snarere fordi afstanden er lille? - hvis du forstår hvad jeg mener?

   — Jo, vi drager sammenligninger som man ikke normalt drager. Jeg drager jo ikke sammenligninger mellem mig selv og mine naboer.

   — Jeg forstår på dig at du - selvom din far ikke støttede dig - er taknemlig for jeres barndomshjem.

   — Ja. Jeg har tit forestillet mig at jeg var søn af min moster og onkel - jeg har holdt meget ferie hos dem. I dette hjem var der ingen kultur overhovedet. Der var et fjernsyn og en formiddagsavis - hverken radio, musik eller bøger. Deres søn blev maskinarbejder ligesom sin far.

   — Du lægger vægt på at leve et værdigt liv. Nu taler man jo om begrebet "værdig død", og du nævnte noget om at du håber at du når at slippe væk inden lægerne får kløerne i dig, betyder det at du selv vil bestemme over din død?

   — Ja. Den måde hvorpå vi mennesker forlader verden er absurd: vi forlader den først længe efter at livet reelt er slut. Årsagen til vores problem på det område, er at vi har svigtet den pligt vi har til at skabe kultur omkring livets afslutning - vi har bare ladet stå til. Kristendommen forbryderiske opfattelse af selvmord betød at mennesker måtte lade sig pine ihjel, de pårørende kunne ikke gøre andet end at ligge på knæ. Er det virkelig en kærlig gud som har indført den orden, må man spørge. Men tidligere var tidsintervallet mellem livets slutning og dødens indtræden som regel nogenlunde begrænset, idag kan vi strække det til at vare flere årtier. Lidelse og udgifter til ingen nytte. Vi forlænger livet, men kroppen og ånden følger kun delvis med. Vi kan måske være i rimelig vigør til vi er firs, men hvordan er livet så i de sidste tyve år?

   — Hvad mener du man skal gøre?

   — Problemet løser sig selv: flere og flere vil selv sige stop på et tidspunkt, og det vil føre til at der begynder at opstå noget tradition - sikkert flere forskellige traditioner, altefter hvor folk står - og sikkert også en del indbyrdes afstandstagen. Når midaldrende og ældre mennesker har det svært med døden, er grunden at de har svigtet livet - de har en følelse af at deres liv ikke er fuldbyrdet. Fra naturens side må mennesket være indrettet således, at har man levet et liv hvor man føler at man har fået alt hvad man kan forlange - og måske endda lidt mere - så melder der sig en vis mæthed og træthed, og så længes man ligefrem efter at dø.

   — Du er ikke bange for døden?

   — Jeg er bange for en tragisk død, det ville den jo blive hvis jeg ikke nåede at blive færdig med det jeg har sat mig for, eller hvis jeg ikke selv var herre over døden.

   — Du vil ikke væk fra dether sted?

   — Under ingen omstændigheder.

   — Du antyder jo at plejehjem burde benyttes meget mindre. Din bror er på et plejehjem, hvad siger han til det?

   — Vi kan ikke tale om det. Jeg antydede engang lidt af det jeg mener - det var imens han var her - han drejede det straks derhen at jeg mente at de gamle skulle aflives, og så strakte han armen vandret ud. Jeg forsøgte at rette den misforståelse, og så tog det ene ord det andet, og jeg kom også til at nævne ordet "udgifter". Så gik han amok, slog en knytnæve ned i bordpladen så den revnede og brølede: "De skal holdes i live! Om så hver enkelt koster milliarder, har du forstået!" Så var den sag uddebatteret.

   — Har du sagt noget om at du synes at han har svigtet livet?

   — Ja i allerhøjeste grad, men altid kun indirekte. Min brors ulykke kommer af at han som barn havde tendes til åndelig sløvhed, og han så også lidt sløv ud. Nogle børn i kvarteret kaldte ham Sovetryne.

   — Nå. Sådan virker han da slet ikke på mig.

   — Nej. Men i de sidste skoleår fik han nogle kammerater som både var godt og dårligt selskab. De holdt meget sammen og det var såmænd ganske pæne unge mennesker, og det var godt for ham at have fået en vennekreds, men de var uden nogen form for interesser - ikke engang fodbold. Deres samvær var ligeså tomt som når jeg har mine naboer på besøg. Han blev gift ret tidligt, og deres liv gik med at renovere et faldefærdigt hus på landet, og med besøg af vennerne i weekenden. Da huset var færdigt og vennerne ikke mere kom så tit, så kom tomheden rigtigt for dagen. Så hun ville skilles. Han fik først noget der minder om en interesse, da han kom på plejehjemmet og EDB skulle indføres - det blev han sat til. Men han er i en grad som nærmer sig det demonstrative, uden trang til fordybelse og skabende virksomhed.

   — Jeres forældre var udprægede interessemennesker, ligger der noget oprør i det?

   — Det kan jeg ikke se. Et oprør kunne betyde at han valgte andre ting end vores forældre og mig, men da ikke at han helt afstår fra at engagere sig.

   — Er sagen ikke bare, at det er uforståeligt for dig at han ikke fordyber sig? Er han i bund og grund ikke bare som de fleste?

   — Nej, han afviger ligeså meget fra de fleste som jeg gør. Min far havde et frygteligt temperament, og det har min bror og jeg arvet. Men jeg får afløb for min vrede ved at skrive, min bror får afløb igennem vold. Dels sprogligt - ydmygende tale - og dels slag - ikke på mig, men på ting og på sig selv.

   — På sig selv!? - Hvordan?

   — Han slår hovedet ind i en væg eller en dør med al kraft. Det er utroligt at han ikke får et blackout.

   — Er det for at du skal se hans vrede eller straffer han sig selv?

   — Begge dele vil jeg tro.

   — Og det er altid noget du udløser?

   — Ja. Jeg repræsenterer en kultur som er forsvundet, og jeg har lidt et nederlag, hvorfor kan han ikke bare godte sig? Og jeg stiller dumme spørgsmål, hvorfor kan han ikke bare more sig? Hvorfor skal hans hoved slås ind i væggen?

***

   — Gert, jeg er lidt omtåget af de to øl, og det kan godt være at det jeg nu siger er noget som ikke skulle være sagt.

   — Lad os høre.

   — Jeg vil begynde helt fra begyndelsen. Jeg er født og opvokset på Gustav Johannsens Vej.

   — Hvor?

   — Ikke i jeres ejendom, men nede imod Peter Bangs Vej.

   — Og du véd altså hvem vores forældre var? - du har set familien køre forbi?

   — Jeg har set - og hørt - mere. Min moster boede i den høje ejendom overfor jeres.

   — Og hun har hørt hvad folk har sagt om os?

   — Ja.

   — Ja, vi var jo en noget opsigtsvækkende familie, og jeg kan regne ud at der må have været talt om os. Hvornår har hun sagt det?

   — Både dengang og nu - efter at jeg fortalte hende at jeg havde mødt din bror. Jeg kendte jeres navn. Din bror og jeg snakkede om Frederiksberg, og jeg sagde at jeg var født og opvokset på Gustav Johannsens Vej. Dér havde han boet, sagde han.

Jeg fortalte alt hvad jeg kunne huske af det min moster fornylig havde genfortalt.

   — Det er faktisk sandt det meste. Jeg vil dog afvise det med at min far har slået nogen og været i fængsel. Han har aldrig nogensinde slået nogen, heller ikke os børn. Der var en mindre dom efter krigen, men der har ikke været noget ellers. Han var væk i nogen tid fordi han havde arbejde i Holbæk - en møbelpolstreropgave - det er vel det fravær man har diskuteret.

   — Møbelpolstreropgave i Holbæk?

   — Ja, det lyder mærkeligt - det er faktisk først lige nu at jeg ser det mistænkelige. Men han snakkede meget begejstret og detaljeret om Holbæk. Og hvis der havde været noget med fængsel, ville selv vi børn kunne mærke det. Det er sandt at min far ikke gik med skinner indendørs - når vi var alene - han humpede afsted. Han kunne garanteret være kommet til at gå normalt, hvis han havde fået træning. Han ønskede åbenbart at være handicappet - min mor har senere antydet det. Men dette med at beboere har henvendt sig til kommunen, vidste jeg slet ikke noget om. Jeg tror ikke på det - men der må ha' været noget. Jeg havde dengang en frygtelig angst for at komme bort fra mine forældre. Jeg husker et par episoder hvor jeg skreg og løb efter mine forældre, fordi jeg skulle et eller andet - for eksempel første skoledag eller til lægen - eller fordi jeg under en tur pludselig ikke kunne se dem. Jeg havde en følelse af at min mor ville dø - der var noget forpint over hende. Hun gav sig af og til til at skrige af sine lungers fulde kraft og rive sit ansigt til blods. Naboerne reagerede mig bekendt ikke. Hun stod med kniven savende frem og tilbage over pulsåren, men hun skar ikke. Hun lukkede gasovnen op og åbnede for gassen og trak min bror og mig hen, men hun lukkede igen. Senere hen kunne jeg se at selvmord var utænkeligt - det ligger slet ikke til min familie. Hun gik til en psykiater, men det var ikke fra den kant hun skulle have hjælp. Var det noget med min far? Var det hendes rengøringsvanvid der drev hende til vanvid? Jeg troede dengang at det var når jeg og min bror havde gjort noget vi ikke måtte. Led hun meget under det at være krøbling? - hun var da ellers ganske køn. Der er en mulighed som det er uhyggeligt at tænke på: hun kan have haft kroniske smerter som drev hende til vanvid. Hun havde uro i benene, og man talte om en operation - noget med at ombytte nerver - det blev heldigvis ikke udført.

   — Hun har aldrig nogensinde talt om det?

   — Nej. Og jeg har aldrig spurgt. Men der er noget mærkeligt. Da hun var omkring de halvfjerds år - og havde haft det godt i mange år - skrev hun erindringer i nogle kladdehæfter. Og det er tydeligt at det var skrevet med den hensigt at min bror og jeg skulle læse det. Der var noget der skulle gøres godt igen, og der var noget der skulle slettes af erindringen: hvis vi kan huske noget der ikke skal huskes, så skal vi vide at det har været en lille episode vi har forstørret op. Min mors krise kulminerede i tiden på Gustav Johannsens Vej, og netop disse tre-fire år er i hendes erindringer gjort til lutter idyl. Side op og side ned med: "vi fik en rigtig hyggelig lejlighed", "med et dejligt kælderrum til møbelpostring", "vi havde det virkelig godt". Hun fortæller gentagne gange hvor glad hun var for os børn. Hvilke pragteksemplarer vi var, vores leg og hvordan vi hyggede os med kakao og hjemmebag og højtlæsning. Vores udflugter hele familien - Frederiksberg Have og Dyrehaven. Og lørdag eftermiddag hvor vores far tog os med ind til byen for at se et eller andet. Alle trængslerne er flyttet til det sted hvor vi boede før - Flintholm Allé - og hvor vi ganske rigtigt blev smidt ud. Der var skænderier - min far havde en anden kvinde - handicappet og tyve år yngre - og der var politiske møder i lejligheden. "Vi skændtes meget", skriver hun, "men blev lige så tit gode venner igen". Tonen i erindringerne er hele vejen positiv og humoristisk.

   — Hvornår stopper erindringerne?

   — På et tidspunkt hvor hun er nødt til at stoppe, fordi hun ellers ikke ville kunne forsætte sin kurs med at fortie ting. På den tid hvor hun skrev erindringerne, fortalte hun tit og ganske åbent om fortiden til mig, når jeg besøgte hende - hvilket jeg iøvrigt gjorde tit - et par gange om ugen - så fik man ordentlig mad og noget med hjem i en gryde. Men der var ting som vi garanteret begge har tænkt på, men som der aldrig blev talt om. Jeg tror ikke at min mor frygtede at jeg skulle begynde at spørge. Der var en stiltiende overenskomst om at tingene ikke havde fundet sted. Jeg burde egentlig hade mine forældre, på grund af deres mange synder - især undladelsessynder - men jeg kan ikke. Ikke fordi jeg er tilgivende - jeg er aldeles ikke med på den med at vi skal tilgive alt - men fordi jeg trods alt har haft en gevinst ved dette hjem. Alt det jeg står for, fører jeg tilbage til mine forældre. Jeg var det H.C. Branner i en novelle kalder "hjemmestrikket" - mere påvirket af forældrene end børn normalt er.

   — Men du antyder nogle skader. Jeg skal ikke spørge om hvori de består, men kan du sætte præcise ord på? Måske ligefrem noget med sygdom som det er muligt at holde skjult?

   — Ja, lad os bare sige det.

   — Du siger at din mor talte åbent om nogle ting. Hvad med sådan noget som seksuelle overgreb? Jeg spørger fordi min firkantede læge-svoger - der mener at alvorlige tilfælde altid får alvorlige konsekvenser og at småting ikke efterlader sig spor - han siger, at stort set alle børn før i tiden havde været udsat for et eller andet, men det var småting - det kom ikke til at betyde noget.

   — Ja, det er vel meget rigtigt - hvad man tager skade af er jo i høj grad kulturbestemt. Det er en besynderlig holdning der hersker lige i øjeblikket. Sådan går det når der ikke er alvorligere ting man kan bekymre sig for. Eller måske er der netop noget alvorligt at bekymre sig for, nemlig en generel mangel på seksuel appetit. Jeg har det indtryk, at de fleste mennesker på det område - ligesom på de fleste områder - er mere eller mindre døde indeni. Der er ikke noget ved noget. Mange er storforbrugere af porno, man det bare er noget der passerer fordi, ikke en egentlig dyrkelse - interesse.

   — Det er det måske for dig?

   — Ja det ska' jeg da gerne indrømme - jeg har tusinder af billeder i mine computere - du så jo et da du kom. Der er noget helt galt med folks driftsliv. Så når de hører om en drift som har en sådan størrelsesorden at den hos folk med en svag karakter kan føre til en forbrydelse, så bliver de misundelige - ikke på forbrydelsen selvfølgelig, men på driften. Du siger at før i tiden havde alle børn været udsat for et eller andet, men det gælder ikke mere?

   — Næh, man hører da ikke om ret meget, og de alvorlige overgreb er vel også aftaget. Vi er vel blevet mere veluddannede og forsigtige eller også får folk afløb igennem pornoen. Men du mener altså at selve driften er skrumpet ind?

   — Ja, før i tiden var følelserne større, og der var også mere erotik i dagligdagen. Jeg glemmer ikke da jeg første gang som ung var ude på en arbejdsplads - det var hos en anlægsgartner, lige før jeg fandt avisbudearbejdet. Når vi stod ved en vej og klippede hæk og der kom en ung pige forbi, så standsede arbejdet, der blev kigget og småfløjtet og nogle slog hovederne sammen og drøftede sagen. Jeg lyttede, og jeg var overrasket over hvor poetisk det var - men det kunne også være bundsjofelt. Jeg ville aldrig have kunnet udtrykke mig så opfindsomt, det var åbenbart en særlig kultur. Det forsvandt lige efter den tid, og det havde sikkert være endnu mere farverigt tidligere. Nogle år senere havde jeg en kæreste som var vred over den udvikling. Hun begyndte at lægge mærke til mænds reaktion på hendes tilstedeværelse, og der var ingen reaktion - og hun var da ellers ganske attraktiv. Jeg begyndte også selv at lægge mærke til mænds reaktion på kvinder - og jeg blev også vred. Man sidder i toget ved siden af en mappemand med sit mødereferat. Så kommer der en ung pige ind og sætter sig lige overfor mappemanden, han kigger op et sekund og så er han igen væk i sine papirer - ikke en eneste gang værdiger han kvinden et blik. Det er lisså uforskammet som hvis han havde siddet og overbegloet hende.

   — Haha. Min svoger siger at stort set alle børn før i tiden havde været udsat for et eller andet, men du antyder at man havde videre rammer?

   — Jo, noget var tilladt som ville være utænkeligt idag. For det første fandt der megen smågramsen sted, som din svoger siger, men man véd ikke så meget om det, for børn talte ikke om den slags - heller ikke senere i livet. Min mor talte om en onkel, men hun fortalte aldrig nærmere om hvad han gjorde. Måske har hun set det som et tegn på at hun, trods sit handicap, havde en tiltrækning - at der måske engang kunne komme et familieliv. For det andet var der et område hvor voksne på legal vis kunne få tilfredsstillet deres seksuelle begær efter børn, nemlig malerier og fotografier af børn, enten helt nøgne eller i en attitude som pirrede. Det var ret udbredt i victoria-tidens England. Det kunne indpasses i den tids romantisering af barnet - barnet var ubesmittet og aseksuelt - i modsætning til den modne kvinde. Postkort med nøgne børn var populære. En af de første kunstfotografer af nøgne børn, var jo matematikeren Charles Dodgson, der skrev "Alice i Eventyrland".

   — Nå, det vidste jeg ikke.

   — Jeg var som barn udsat for en slags telefonsex. Det var en mand som i en periode ringede lige når jeg kom hjem fra skole - han må have kunnet se mig fra vinduet, og vidst at jeg var alene hjemme. Jeg skulle gøre sådan og sådan, røre "tissepungen", og "er det ikke dejligt". Jeg sagde bare ja og nej, men hvad tænkte jeg? At manden var gal? Sikkert, men det var jo en voksen mand - og børn er usikre - og nysgerrige - derfor følger de de voksne ret langt.

   — Ja, og i et kristent miljø kunne en autoritet som en præst gå meget langt.

   — Ja, men jeg mener nu at omtalen af de katolske præster er ude af proportion med problemets omfang. Også alt det med børneattester. Det er pikante sager som medierne er begejstret for, men de tager ressourcer fra problemer som enhver må indrømme involvere flere mennesker og mere lidelse, men som - ak - er uden underholdningsværdi.

   — Ja, sådan burde man jo se på det. Men nu med ham der ringede, du lagde ikke bare røret på?

   — Nej, det var utænkeligt - det kunne man ikke overfor en voksen. Jeg sagde det aldrig til nogen - ja det er vist første gang jeg siger det nu. Men tænk engang: før i tiden var det småovergrebene der var skyld i at børn anede noget om de drifter.

   — Ja, den totale mangel på oplysning er en beklagelig yderlighed, men jeg mener nu at børn skal holdes helt uden for de voksnes intime liv.

   — Det er ikke noget man skal lære?

   — Nej, det kommer af sig selv - man fortæller dem lidt.

   — Du mener: det er en dyrisk drift, og den behøver ikke - i modsætning til forelskelsen og kærligheden - nogen kultur?

   — Jeg forstår hvor du vil hen, men jeg kan ikke se hvori den kultur skulle bestå.

   — I 70-erne forsøgte man... ja hvad forsøgte man? Det skulle foregå mere åbent og man eksperimenterede og man inddrog også børnene.

   — Inddrog man børnene?

   — Ja, børn kan da have masser af seksuelle lyster. Det er gerne noget der står på i korte perioder, og så kan det være totalt fraværende i lang tid - i modsætning til efter puberteten. I gamle dage reagerede man panisk på onani - idag lader man vel som om man ikke har set noget. Men jeg har da i 70-erne oplevet kontakt mellem børn og voksne, som var klart seksuel og som lå indenfor rammerne af børns naturlige seksualitet.

   — Hvad?

   — Jeg tænker på kyssen på munden og onaneren. Jeg havde en kæreste som havde søn på fem-seks år. Han kom tit ind i vores seng når han vågnede, og en morgen da jeg vågnede, opdagede jeg at han lå og onanerede. Da han så at jeg var vågen, tog han min hånd, jeg skulle gøre det. Jeg gjorde det jeg skulle gøre, og det hidsede ham meget op. Bagefter fortalte jeg det til moren, det undrede hende ikke - hun og faren gjorde det. Og han havde også set de voksne gøre sådan - altså at moren havde gjort sådan ved både faren og mig. Min kæreste ønskede ikke nogen form for prævention, så man kunne normalt ikke komme inde i hende, det måtte foregå udenfor. Jeg mener at hendes indragelse af sønnen i sit seksualliv lå indenfor det naturliges rammer - hun var en fornuftig kvinde. Men der var sikkert noget dengang som gik over stregen. Man forestillede sig vel at noget værdifuldt og holdbart skulle vise sig, og at der kunne opstå noget kultur på et område hvor der ikke havde været nogen kultur. Hvad der siden er sket, véd jeg ikke meget om - jeg synes at det er gået mere og mere tilbage. Men det er det jo på en måde ikke, for der er virkelig kommet ting og sager. Mon ikke alle børn idag har set porno på Internettet? Der er altid én der kender et søgeord eller en adresse. Og eftersom børnene er uden en udviklet og kultiveret drift, så er det ikke det smukke de går efter, det er efter det mærkelige - det provokerende. Og børnene kommer til at tro, at det der foregår i forældrenes sovekammer når døren bliver låst, det er det de har set på Internettet.

   — Ja, men det må forældrene korrigere. Der findes da mig bekendt fornuftige bøger som indvier børn i den side af livet.

   — Ja, men det er ikke nok. Jeg regner med at du synes at den musik børn og unge hører, er nogenlunde ligeså fordærvet som den porno de ser, men så er det da ikke nok at du siger: "Hør her børn, nu ska' I høre et stykke rigtig musik." Den rigtige musik skal være normen - noget som de unge fornemmer er hævet over deres forskellige ungdomskulturfænoméner.

   — Ja, det er sandt, vores datter er ligeså glad for klassisk musik som min kone og jeg, og det er selvfølgelig fordi den var normen i hendes barndomshjem, men hvordan skulle den smukke måde at udfolde vores kønsdrift på blive normen for børn?

   — Vi kan omgive os med billeder af smukke mennesker og smuk erotik. Jeg har ikke noget hængende på væggene her - det ville ikke passe til det øvrige og jeg har jo ingen børn jeg skal påvirke - men jeg har som sagt uendelige mængder af billeder i mine computere - og jeg klipper alt smukt ud af aviserne.

   — Ja, jeg så godt en masse aviser i køkkenet, hvor det er tydeligt at det ikke er en tilfældig side der vender opad. Et usædvanligt kønt kvindeansigt - vist en kosmetikreklame - en gymnastikpige - øh der var også et billede med nogle børn der bliver badet - ja det er hvad alle forældre ser, men hvad er det for en avis?

   — Kristeligt Dagblad.

   — Nå!

   — Det er da ikke så mærkeligt.

   — Næh haha. Ja, du er måske inde på noget - man kan måske gøre en del for at modvirke det skadelige. Øh Gert, det der har fået mig til at opsøge dig, var en telefonsamtale jeg tilfældigvis overhørte da jeg kom for at hente romanen hos din bror. Han talte med dig - han var i køkkenet og jeg var i stuen, og han vidste ikke at jeg var kommet - hans kone havde lukket op, og hun skulle lige ind til naboen. Din bror var meget vred over noget du havde sagt, og det gjaldt for ham om at nedgøre dig på den allermest ydmygende måde. Han viste sig pludselig fra en helt anden side end første gang jeg mødte ham - ja man fik det indtryk at der måtte være noget alvorligt galt med dig.

   — Ja, men den sygdom der her er tale om, er af samme art som den tusinder af mennesker har lidt af i de kommunistiske lande: jeg modarbejder projektet. I Sovjet og Kina vidste man nok at helbrede den sygdom, men min bror tror - lissom man gjorde i gamle dage - at en sindslidelse kan helbredes ved uophørligt at fortælle patienten at han er syg - og ved at gøre nar.

   — Haha.

   — Men der er noget der ikke hænger sammen. I Sovjet og Kina var systemkritikerne en reel trusel, det er de ikke i vores samfund, alle tager den udvikling vi ser for givet. Hvorfor kan min bror så ikke være ligeglad med mig? - nøjes med at ryste på hovedet? - hvorfor skal hovedet slås ind i væggen? Du hørte ikke sådanne lyde fra køkkenet?

   — Næh, det gjorde jeg nu ikke.

   — Nå, for han gjorde det engang her da hans kæreste var med - hun grinede bare - hun må have oplevet det før.

   — Din mor havde jo også selvdestruktive tendenser. Har du sådan noget?

   — Næh. Jo, der var overgang noget i den retning. Det er længe siden, det var noget med at når andre kom mig på tværs, og jeg i tankerne slog dem, så slog jeg mig selv. Det var jo helt bagvendt - det må din svoger kunne sige noget om. Vi har noget selvdestruktivt fra vores mor og et faretruende temperament fra vores far.

   — Du siger at din mors erindringer stopper på et tidspunkt hvor ting ikke mere kan forties, har det noget med din far at gøre?

   — Ja. Og også med mig, men det vil jeg ikke fortælle om. Min fars ulykke var som sagt at han ikke fik nogen højere uddannelse - kun en realeksamen. Han skulle have været arkitekt eller ingeniør og han skulle have haft en ledende stilling. Men det var for sent, men man kunne jo gøre noget andet: man kunne sætte noget igang - noget som kunne formere sig. Han var jo meget interesseret i teknisk tegning, og han fik den udmærkede idé at undervise handicappede i det fag. Det gik godt til at begynde med, Ingeniørakademiet stillede lokaler til rådighed og der kom mange elever. Han forestillede sig at den kursusvirksomhed skulle vokse til noget stort, flere fag og flere undervisere og ham som forstander. Han drømte om at blive en stor foregangsmand. Højdepunktet i hans liv må have været den søndag da der var en helsides artikel i Berlingske Tidende om hans virke. Den artikel må have gjort ham både stolt og vred. På det tidspunkt boede vi i Tingbjerg, og hvormange af disse mennesker havde læst artiklen i Berlingske Tidende? Og hvad med min mors familie? Han blev ikke beundret efter fortjeneste. Efter den tid gik det ned ad bakke med hans virke. Jeg mener at han manglede den dannelsesmæssige baggrund for noget sådant. Hvad der konkret gik galt, véd jeg ikke, jeg véd bare at han blev mere og mere vred. Og det var naboerne der måtte stå for skud. Alt generede ham, deres påklædning og sprog og fester med druk og musik. Der blev mere og mere skænderi - han kunne ikke få sin nattesøvn - han følte sig forfulgt - efterstræbt på livet - var nødt til at flygte. Og det gjorde han så - der kom et postkort fra "Helsingør Landevej" hvor der stod: "Sig til alle at jeg er død." Han var væk i et halvt år.

   — Jamen måske var der også ting der kunne klages over? Jeg kan slet ikke forestille mig at bo i en lejlighed. Du var jo helt ung på det tidspunkt, og du har sikkert syntes at det var festligt når nogen holdt fest.

   — Ja, det er rigtigt. Jeg har senerehen haft mit hyr med naboer og genboer. Men afstanden mellem mig og mine omgivelser har været af en helt anden størrelsesorden end afstanden mellem min far og hans omgivelser. I min fars tilfælde var der i virkeligheden ikke nogen større kulturforskel mellem ham og beboerne i opgangen. Når mine forældre gik i biografen, så så de de samme film som disse mennesker. Det er måske bare noget jeg føler, fordi man i barndommen ikke vurderer så nøje. Men man kan godt sige, at i nogle tidsaldre kan vi være mere sammen end i andre tidsaldre. I nogle tidsaldre hersker der en nogenlunde udbredt anstændighed, og i andre føles noget uhyggeligt at være på vej. En sådan tidsalder med tiltagende åndsformørkelse begyndte - efter min mening - omkring 1980. Det var en tid hvor man gjorde op med den idealisme der havde været. Oprørerne var desillusionerede, men de havde da været igennem en personlig udvikling og de havde ikke begået fejl som var helt utilgivelige. De havde da noget at takke verden for. Men den følgende generation - den såkaldte "tavse generation" - eller "nå-generationen" - havde ikke meget at takke for. De følte sig snydt - de skulle leve et liv som de havde lært at foragte - de var til grin. Der var ikke noget godt de kunne udføre. Det var den generation som gav den europæiske åndsverden sit dødsstød, og det var den generation som var for hånden da computerverdenen skulle skabes. 68-generationens største synd er ikke det de foretog sig som unge, men det de ikke foretog sig da der skulle rettes op på de skader der var påført deres børn. De sagde bare nå til nå-generationen. Ja mere end det, de holdt dem bevidst nede, for at dække over deres eget nederlag.

   — Måske, men er det ikke en generalisering?

   — Jo, men skal vi forklare udviklingen må vi generalisere - kunsten er at finde de mest rammende generalisationer. Desuden er de aktuelle generalisationer jo med til at bestemme udviklingen. Med nå-generationen mener jeg dem der opfattede sig selv på den måde, og det var dem der fik en videregående uddannelse. De lærte at de ikke vidste hvad de ville, og de mærkede at man havde ondt af dem. I en leder i Politiken kunne de læse om sig selv at de var "Veltilpassede lektielæsere". Hvem havde mon skrevet den leder? Mon ikke det var med en slet skjult fryd?

   — Men hvad skulle der være gjort? Hvad ville du selv have gjort hvis du havde haft børn?

   — Problemet ville ikke eksistere, jeg ville jo give min egen leveform videre. I har jo gjort det samme, forstår jeg - givet jeres interesser videre til jeres datter.

   — Ja, men noget kan jo være gået galt. Du kunne have fået børn med en helt forkert kvinde.

   — Så var jeg gået fra kvinden og børnene - det ville være min pligt.

   — Kulturen tog en drejning som du slet ikke kunne acceptere - og det fik alvorlige konsekvenser fordi det var samtidig med at de elektroniske medier vandt udbredelse - sådan forstår jeg dig - skulle der have været ført regulær krig?

   — Ja, det mener jeg. Men da der ikke blev nogen, måtte jeg føre min private krig. Og den har jeg delvis vundet. Jeg har kunnet leve som jeg har ønsket, og jeg har kunnet holde computerverdenen på afstand ved selv at lave de vigtigste programmer jeg har haft brug for. Men det er jo først efter at jeg kom her ud, at jeg helt har kunnet leve som jeg ønskede - før havde jeg ligesom min far mit hyr med naboerne. Og for mit vedkommende var kulturforskellen virkelig blevet graverende. Og i modsætning til min far turde jeg en hel del, og det ville være svært at få ram på mig.

   — Hvad?

   — Mine angreb bestod mest i anonyme breve hvori jeg gjorde folk til grin. Men det jeg især tænker på, er mine korporlige angreb når denne monotone dunken genlød i hele kvarteret: Jeg gik ned igennem kældre og op i opgangen, og så gav jeg synderens dør spark som måtte kunne høres hundrede meter væk - og så forsvandt jeg samme vej som jeg kom. Døren måtte være revnet og folk måtte være lammede, hva' sker der? Der var aldrig nogen der opdagede hvem der stod bag de spark.

   — Haha. Ja det er måske sådan man engang imellem skulle gå tilværks.

   — Min mor og min bror og mig opfattede beboerne i vores opgang som ganske pæne mennesker. Et par stykker af dem havde konsulteret mig i anledning af et modelfly der skulle bygges til deres børn. Men der var en lille episode som fik noget til at begynde at gære - fik mig til at forstå min far. Jeg var lige blevet færdig med mit første store og selvkonstruerede modelfly - det havde taget et halvt år - og vejret var lige til de første småflyvninger - en helt vindstille sommeraften. Jeg var pavestolt, det ville vække opsigt når jeg gik igennem kvarteret over til markerne. Men så fik jeg det indfald at ringe på hos naboen, de skulle se mit vidunder. Naboen var en lille charmerende fyr som lignede Dario og som sang til eget klaverakkompagnement. Neeej hvor flot, kom indenfor vi er lige ved kaffen, sæt dig ned. Jeg fortalte at jeg skulle over og flyve for første gang og at det jo blev spændende. Ja det gør det, men du skal se lidt af Olympiaden - det var Olympiaden i Rom i 1963 - vi stiller dit modelfly her. Jeg måtte sætte mig og se. Efter et par minutter rejste jeg mig og takkede for kaffe, men næh du må da godt blive. Vi havde ikke fjernsyn, så det måtte jo være en stor oplevelse for mig at se fjernsyn, og så endda Olympiaden. Jeg tog flere tilløb til at slippe væk, og jeg var tilsidst ved at tude. Der kom til at gå tre kvarter. Det må have været sådan at min far oplevede disse mennesker: de var ikke bare uden interesser, de forstod slet ikke begrebet interesse. Du kan godt få et af mine modelfly at se - jeg har nogle fotografier i skuffen her. Skrivebordet er et gammelt køkkenbord, ka' du nok se - det er fyldt af orm - se de bunker af savsmuld på gulvtæppet.

   — Ja, jeg har set dem flere steder - i skolestuen var din spinderok knækket sammen - det kaldes "ormemel". Det er borebillelarver - du må kunne høre dem støje - deres arbejde går da ikke stille for sig.

   — Støje? Der er da ikke en lyd. Men jeg er her jo heller ikke normalt.

   — Ved parring udsender billerne en tikkende lyd - "dødningeur" - i gamle dage troede man at den lyd i et sygeværelse varslede den syges død.

   — Det er et eksempel på hvordan uvidenhed gør verden mere farverig. Se, her er en af mine svævemodeller:

   — Den er flot.

   — Den er to meter og tredive i spændvidde.

   — Der er ingen motor på, hvordan får man den op?

   — Man trækker den op ligesom en drage. På kroppen lige under vingerne, sidder en krog. Når den er nået halvtreds-hundrede meter op, og den er lige lodret over hovedet, så slækker man linen og så blæser snoren af. Og samtidig drejes haleroret en smule, så den begynder at cirkle i store kurver. Dels for at den ikke skal flyve for langt væk og dels for at udnytte termikken - altså de opadstigende luftstrømme. De cirkler jo på samme måde som vand der løber ud af en håndvask. Hvis jeg havde boet på den sydlige halvkugle, så skulle den sættes til at flyve den modsatte vej. Den er også forsynet med et urværk, så den bringes til at dale lodret ned, når der er gået en vis tid. Ellers kan den blive i en termikboble og nå helt op til skyhøjde. Én uden urværk forsvandt - men jeg skrev selvfølgelig altid navn og adresse på dem - og den blev fundet af en familie, 17 kilometer væk.

   — Hold da op. Det må se flot ud - ligesom når en stor fugl svæver.

   — Ja, det er en oplevelse som man aldrig glemmer - men det skyldes vel især at man selv har konstrueret og bygget den. Det er sådan man skal opleve naturen - lissom jer. Jeg fløj lige overfor Gyngemosen - dér hvor Høje Gladsaxe blev bygget. Der var udsigt over hele København.

   — Men du har ikke dyrket den interesse siden?

   — Nej. Jeg tror slet ikke at den interesse eksisterer mere. Nu må det være noget med radiostyring og larmende motorer - og de købes vel færdiglavet. Og idag bliver sådan noget hobbyvirksomhed ikke regnet for noget. Jeg opfattede det ikke som en hobby, fordi jeg jo sådan set gik videnskabeligt tilværks. Jeg læste bøger om teorien for luftens strømning om en vinge - hvordan opdriften opstår - og den matematiske teori for hvordan vingen skal formes for at opdriften er optimal. Og den interesse førte til et rent matematikstudium. Det hele er gået af sig selv. Hvordan begyndte du?

   — For mig gik det også af sig selv - min far var som sagt amatørbotaniker. Så ligefra barn lærte jeg navnene på alle tænkelige plantevækster. Jeg havde selvfølgelig mit herbarium - da jeg var ti år var der vist halvanden hundrede planter i kladdehæfterne - alle plukket egenhændigt - og navnene sad i rygraden. Den eneste plante jeg aldrig fik, var dunhammer - den var i Gyngemosen, men jeg havde strengt forbud mod at forsøge at få fat i den - en mose er bundløs og man blivet suget ned! Dunhammer var jo den store mode dengang - folk havde dem i store gulvvaser - og tænk at kunne sige at man selv havde plukket dem - uden robåd. Jeg var derude sammen med en kammerat - vi håbede at der var nogen man kunne nå ud til, men det var for risikabelt. Men så for ikke at komme tomhændet hjem, så fyldte jeg min sodavandsflaske med mosevand - det ville jeg se i min fars mikroskop. Og det var ting og sager - blandt andet... hva' var det du kaldte dem? - jo, syklapser! Og jeg tror nok at det var fra det øjeblik, at min fremtid var bestemt. Jeg var vel tolv år - så nu kunne jeg begynde forfra med at lære navne.

   — Så du følte dig vel også hævet over dine kammerater. Min interesse var jo i bogstavelig forstand langt hævet over mine klassekammeraters håndbold - og jeg undlod ikke at fortælle dem det. Alle drengene gik til håndbold undtagen mig - så jeg havde slet ikke del i deres verden. Derfor distancerede jeg mig fra alt hvad de stod for - ikke mindst deres musik. Så jeg har den allerstørste forståelse for hvordan min far havde det.

   — Der må da have været krig mellem din fars og din mors familie?

   — Nej, det vil jeg ikke sige. Min far har næppe fået en hjertelig modtagelse da min mor præsenterede ham, og der har sikkert været en del før den tid jeg kan huske, men vi havde meget familiekomsammen, og det forgik hovedsagelig i min mors familie. Det eneste jeg husker er en episode hvor vi skulle besøge nogen i min mors familie hvor manden var ufaglært - og de var fattige og boede i et barakkvarter. Det var ligegodt under min fars værdighed, han kunne ikke gå med ind, han ville stå lidt nede ad vejen og vente. Da min mor skældte ham ud sagde han: "Jeg passer mine principper!"

   — Haha.

   — Husk på, dengang var der vrøvl i de fleste familier - der var politiske divergenser og der var nogen der var mere end andre. I min familie herskede der relativ fred. Men sikke et liv man levede i min mors familie - blottet for kultur og interesser i en grad som vi slet ikke fatter idag. Min moster og onkel knoklede for at erhverve bil og sommerhus og fjernsyn, men jeg tror ikke at de så ned på os, fordi vi ikke havde nogen af delene. De har sikkert erkendt at der i vores hjem var mere ånd, og at min far havde noget de selv manglede. Jeg tror ikke at min far nogensinde kritiserede dem direkte, men han har utvivlsomt gjort det indirekte. Man skal have et arbejde hvor hovedet er involveret - han sagde altid at folk "lægger hjernen i skrivebordskuffen inden de går på arbejde". Men han gjorde jo selv det samme. Han kæmpede for at blive til noget, men på grund af sin mangel på uddannelse, var det begrænset hvad han kunne finde på og hvad han kunne gennemføre. Efter det med kursusvirksomhed forsøgte han forskellige andre ting, og det blev mere og mere latterligt. Det var altid noget med at melde sig ind i en forening og komme ind i bestyrelsen, og det var ting han ikke i forvejen havde noget forhold til - lystfiskeri og bogbinding. Til sidst holdt det helt op, og så pludselig en dag var han væk. Hans mor må åbenbart være død, for han kom kørende i en dyr bil og hentede sine ting. Han flyttede til Tyskland og blev gift med en kvinde fra sin ungdom. Vi så ham aldrig mere. På det tidspunkt var de lige flyttet i et parcelhus, og der var ikke problemer med naboerne, og min bror og jeg var flyttet hjemmefra. Jeg havde en følelse af at jeg var hans største problem. Han var klar over at jeg så ligeså meget ned på ham, som han selv havde set ned på andre. Der var mange skænderier mellem ham og mig i den sidste tid. Men det endte jo godt, min mor fik sin frihed, og ifølge brevene fra min far, var alt i sin skønneste orden i Tyskland.

   — Men din bror har vel overtaget den opfattelse at hovedet skal være involveret.

   — Ja, men dengang var det kun mit hoved der skulle involveres, ikke min brors. Engang spurgte en gæst hvad jeg ville være, og inden jeg havde nået at svare, havde min far svaret: "Han skal være noget hvor han skal bruge hovedet."

   — Sådan noget måtte din bror høre på?

   — Ja, men han har haft nogle følelser som der ikke var belæg for. I disse sidste år inden min far forduftede, var det min bror der var i centrum. Han blev gift med en køn pige og fik hus på landet, så dér gik søndagsturen til. Jeg derimod blev ikke-eksisterende, og hvis jeg nogensinde ville komme til at gøre mig bemærket, så ville det være i kraft af et stykke videnskabeligt arbejde, og der kunne jo gå tredive år - og familiestiftelse var udelukket. Desuden var vores far jo blevet normal - alt dette med foreningsarbejde var ophørt. Det der havde hævet ham over de mennesker han sammenlignede sig med, var at han havde interesser, men nu begyndte alle mennesker at have interesser - ihvertfald de yngre generationer.

   — Ja, det var et fremskridt, men du og jeg mener jo at de flestes interesser er i småtingsafdelingen. Din bror har mærket at du har set ned på ham, men hvad med dine veninder?

   — Jeg har aldrig kritiseret mine veninder, ikke engang indirekte - det ville aldrig blive tolereret. Jo, der har måske nok været lidt indirekte. Især omkring deres børneopdragelse, det emne er jo alle menneskers dårlige samvittighed. Når jeg besøgte mine veninder, var de trætte efter dagens eller ugens slid, og så var de ikke i humør til børn, men det var jeg, for jeg havde jo været helt alene og jeg kendte ikke til træthed. Det bragte mine veninder i et dilemma: de var sat ud af spillet, men de fik ro og kunne slappe af og børnene var glade for mine aktiviteter. En veninde sagde at jeg tog hendes børn fra hende. Det var et uløseligt problem.

   — Ja.

   — Jeg havde altid en følelse af at mine veninder ikke trivedes. Men det var måske mig der var skyld i deres mistrivsel - det var det nok. Men det er jo sådan, at nogle mennesker ikke trives og aldrig kommer til det, og et kæresteforhold hvor den ene part ikke trives, kommer aldrig til at trives. Hvad det med evig mistrivsel angår, har jeg en ældre ven her ude - han er omkring de halvfjerds - og han har hele livet været ulykkelig - kanøflet ligefra barn. Han har det tilfælles med min far, at han føler sig hævet over andre og får frygtelige raserianfald. Ustandselig har han haft politiet på nakken fordi han har svinet folk til. Det er kun mig som kan se en smule stort i ham. Årsagen til hans problemer er en grundlæggende dovenskab - ligesom hos min bror - en fast hånd fra skolens og hjemmets side kunne have vendt hans liv. Jeg har aldrig mødt et så dovent menneske - han gider dårligt at løfte kaffekoppen. Hans dovenskab og de nederlag den førte med sig, førte ham ud i alkoholisme. Men så holdt han helt op for ti år siden. Grunden til at jeg sætter pris på ham, er at han interesserer sig for bøger og kunst og musik - sikkert den eneste på de her kanter - men han er ude af stand til at gennemføre noget. Han har en stor bogsamling, men ingen bog har været læst til ende - de første sider er tilsmudsede, de øvrige urørte.

   — Har han ingen uddannelse?

   — Jo, han har haft det arbejde som de allermest dovne vælger: skolelærer.

   — Haha.

   — Han siger at han ikke lærte børnene nogetsomhelst - han sad bare og talte om sig selv. Jeg tror at han har været en god skolelærer - han var bagud for tiden, og det er jo bedre end at være forud. Han har bøger og han har trods alt fået lidt ud af dem, så han kan med rette sige om folk her ude at de har "jord i hovedet". Men ret beset er han alle mennesker underlegen på det åndelige område - mange gange sidder han bare med et kioskblad - "Se og Hør" eller hva' de hedder.

   — Jamen kommer han ikke her sammen med de andre?

   — Nej ved Gud! - da ikke sammen med folk med jord i hovedet. Vi sidder i denneher stue, han sidder dér hvor du sidder - det er derfor der er en del pletter på gulvtæppet lige dér - det er når han ikke har orket at få svinekoteletten eller kaffekoppen eller sandkagen hele vejen tilvejrs. Han har haft det forfærdeligt siden han holdt op med at drikke, men nu har jeg fået ham igang igen - det har ikke være helt uden problemer. Og herre Gud, han har ikke langt igen, og det foregår her hos mig. Jeg betaler en taxa frem og tilbage. Når han kommer spørger jeg: "Hva' ska' vi starte med? - en pæl eller et glas kanaliesæk?" Så lyser han op - han véd jo hvad pæl og kanaliesæk er. Bagefter lægger han sig til at sove, så han ikke får altfor mange med krabasken når han kommer hjem.

   — Jamen er han gift?

   — Ja selvfølgelig, hvordan skulle det nødvendige arbejde ellers blive udført? Det ægteskab har stået på i ti år og det er tilsyneladende helt absurd, men der er en klar logik: han kan ikke leve uden at blive dikteret, og hun kan ikke leve uden at diktere. Ægteskabet er en lidelse for begge parter, men det kan ikke være anderledes. Så derfor bringer jeg lys ind i hans liv og reducerer tiden der er tilbage.

   — Men hans kone må da være vred på dig? - det var vel hende der fik ham til at holde op med at drikke.

   — Ja. Hun er vred på mig, men først og fremmest er hun bange for mig.

   — Bange?

   — Ja, det siger han. Tænk, jeg er et frygtindgydende menneske!

   — Haha. Jamen har du sagt noget til hende?

   — Jeg har sagt så meget til hende, men da ikke noget særligt. Jeg har skrevet om hende, og jeg givet ham det - og det kan være at han har vist hende det.

   — Du har skrevet om hende?

   — Jeg skriver om alle. Så snart du er gået begynder jeg at skrive om dig.

   — Haha. Men du har altså skrevet om hende, og hun skal ikke ha' påskrevet mere. Men sig mig, har hun også jord i hovedet?

   — Nej, det er det - hun vil gerne dygtiggøre sig og hun gennemfører en del. Dette at han må erkende at han er karaktersvag, betyder at en del af hans vrede er rettet imod ham selv, så hans vrede imod andre er nogenlunde begrænset. Det var jo sådan set det samme med min far - og med min bror. Men det er alligevel noget andet med min bror. I min verden ville min bror tage sig ud som en sørgelig skikkelse - en taber - men min verden er jo forsvundet, og det ville næppe hjælpe at jeg også selv forsvandt. Hans problem er, at han ikke kan forklare andre sit problem. Ifølge alle mennesker er han et fortræffeligt menneske, og alle er enige med ham i alt hvad han siger. Stil mig op imod ham og lad den almindelige mening vælge: hvem tjener mest? - hvem har finest titel? - hvem har størst omgangskreds? - hvis dygtighed er mest værd? Det sidste undlader han ikke at fortælle mig: der er ingen i denne verden som læser det jeg skriver eller bruger mine programmer, hvorimod det han laver, hver eneste dag gør nytte - og "der er folk ude i den store verden som bruger mine programmer", siger han. Jeg har ikke bedt om dokumentation. Jeg kan dokumentere at der er folk ude i den store verden som bruger mine programmer. For eksempel fik jeg en mail for nogen tid siden fra en hollandsk kvinde som havde fundet en "fejl" i en tegneprocedure i et af mine længste fraktalprogrammer. Jeg var målløs - det et umuligt at tyde mine programmer. Og hvis der havde været den mindste fejl, ville den have afsløret sig i billedet. Men der var faktisk en fejl, men den havde ingen betydning, og jeg kan ikke huske om jeg var klar over det da jeg lavede programmet - det er mange år siden. Man gentager en operation flere tusind gange, og for hver gang formindskes "fejlen", og tilsidst er den helt væk, så der var altså ingen fejl - men jeg blev da gjort opmærksom på en finurlighed ved proceduren. Hver gang jeg får en mail fra folk, så fører det altid til en længere korrespondance. Det er godt at man har tid til sådan noget - i modsætning til alle de kendte - jeg har ondt af dem.

   — Ja, de er tvunget til at være overfladiske - det er faktisk katastrofalt. Men nu din bror, den måde du fremstiller hans kvalifikationer på, er ironisk ment, og hvis du siger sådan noget... - og du vil vel også sige, at jeres forældre ikke kunne have noget at klage over, for han kom jo "godt på vej" som man siger. Men dette med at komme godt på vej, er gerne ment lidt undskyldende. Og det var jo ikke lige den vej man skulle i 70-erne.

   — Næh, hans liv kunne ikke være mere borgerligt - fast arbejde og gift med en køn pige og hus på landet - og så kom der en søn.

   — Han har en søn?

   — Ja, men jeg véd ikke meget om denne søn - jeg har ikke set ham i tredive år. Det viste sig at sønnen havde arvet sin fars åndelige dovenskab - og søvnige udseende. Jeg lavede engang - under en familiesammenkomst - en karikaturtegning af sønnen. Jeg kunne godt se på min bror, at den spøg ikke skulle gentage sig. Da min bror og hans kone blev skilt, kunne de folk der skulle afgøre forældremyndigheden bedre identificere sig med ham end med hende, så derfor fik han forældremyndigheden. Det havde moren slet ikke forestillet sig, så hun måtte ved Landsretten få påvist det katastrofale i den afgørelse. Men det var for sent. Sønnen blev smidt ud af den ene skole efter den anden, så han lærte aldrig noget - og han har vist aldrig haft arbejde. Har min bror egentlig nogensinde siddet og lavet lektier med sønnen? Min nabo - ham der skovler jord og har jord i hovedet - han sad da altid ved køkkenbordet og overhørte børnene, da de var små.

   — Laver din brors søn slet ingenting?

   — Jo, han fotograferer og laver noget kunst - noget installationsvæsen - jeg forstår ikke noget af det - han har en internetside.

   — En internetside? Jamen så står der vel noget?

   — Nej, der er ingen tekst.

   — Forstår din bror det heller ikke? - hvad mener han?

   — Han mener ikke noget. Forstår du, min bror er et fint menneske som ikke generer andre. Han mener for eksempel ikke at der skal være kunstkritik i dagbladene. Man kan omtale og anbefale tingene, men man har ikke ret til at kritisere offentligt. Hvis den mening vinder udbreddelse, så er det jo helt udelukket at hans søn engang vil blive anset for en stor kunstner.

   — Har du nogen fornemmelse af hvordan sønnen har det? - altså trives?

   — Jeg tror at han trives. Når min mor eller min moster i sin tid spurgte min bror hvordan det gik sønnen, så gik det altid godt. Og når jeg diskutere noget computervæsen med min bror, så kan det hænde at han ikke kan svare på det, men han vil høre sin søn - det er da tegn på at sønnen lever.

   — Du mener at din bror aldrig rigtigt har trivedes?

   — Det mente min mor, og er der noget mødre véd, så er det hvordan deres børn trives. Min mor var meget bekymret for min bror da han var ung - især i tiden omkring skilsmissen. Hun mente at han ikke havde det godt, og så var der også hans mekaniker-arbejde. Men mig bekymrede hun sig aldrig for, og jeg var jo umiddelbart langt mere bekymringsværdig: jeg var ensom og dårligt stillet når det gjaldt kvinder. Hvorfor bekymrede min mor sig ikke for mig? Det skal jeg sige dig: hun kunne identificere sig med mig. Hun regnede ikke med at jeg tog det med kvinderne så nær - hvilket jeg heller ikke gjorde. Som sagt skrev min mor erindringer for at fortælle os nogle ting, og for at fortælle min bror at han er accepteret, skriver hun noget rosende. I det lange idylliske afsnit om tiden på Gustav Johannsens Vej, skriver hun at han "var en rigtig gavstrik, som hurtigt fik mange kammerater". Men han var netop ikke god til at få kammerater på det tidspunkt. Han virkede ulykkelig - jeg så ham stå i et hjørne af skolegården og græde. Han sagde en dag til mig - under et af sine raserianfald - at han dengang ikke havde én eneste kammerat. Min mor skriver videre at han altid var meget hjælpsom og at "han var praktisk, vel nok en spirende håndværker".

   — Hvad siger han til det?

   — Han har aldrig læst det.

   — Nå!

   — Han har helt kappet forbindelsen til barndommen - alle de bevarede ting fra hans barndom er i min besiddelse.

   — Men det havde vel heller ikke hjulpet at han havde læst det. Sandheden var jo at hans arbejde ikke var respektabelt, og det har vel også pint ham at sønnens karriere kræver en nærmere forklaring.

   — Jeg var da endnu mindre respektabel, og min karriere har da også krævet en nærmere forklaring.

   — Ja, men det var noget andet. Du gik jo på universitetet, og det var fint dengang - øh var du immatrikuleret?

   — Ja, det var nødvendigt, jeg måtte indordne mig lidt under systemet inden jeg kunne afskedige det.

   — Hvilket år var det?

   — 68. Det var også det år jeg fandt avisbudearbejdet. I sommeren 68 bekymrede jeg mig for det økonomiske, jeg boede hjemme og nassede på familien, og jeg fik også uddannelsesstøtte, men jeg kunne se nu, at min uddannelse ikke på nogen måde kunne blive et levebrød - jeg tåler ikke nogen form for tvang. Derfor kiggede jeg efter et job - jeg forestillede mig noget med at jeg skulle sidde om natten og holde vagt eller passe en telefon, og at jeg kunne læse imens. Men så så jeg en lille annonce "Avisbude søges", jeg ringede dertil og fik at vide at jeg kunne komme kl. 4 næste morgen - det var i nærheden af hvor vi boede. Jeg fik udleveret et par poser og en budbog og et nøglebundt, værs'god, du ka' nok selv finde ud af det. Jeg havde den samme rute i fyrre år.

   — Jamen var det ordentligt lønnet?

   — Ja, for det var normeret efter at man gik op og ned ad trapperne, men man kan jo løbe adskillige gange hurtigere end man kan gå. Senere fik jeg en tur mere, og så levde jeg virkelig fedt.

   — Måske er den drøm om uafhængighed gået i arv til din brors søn.

   — Ja, det har jeg selv tænkt på. Han har jo virkelig været en oprører så det forslår.

   — Og din bror har måske også haft lidt af det i sig - han så da sådan ud på billedet. Mon ikke ungdomsoprøret har givet ham nogle problemer?

   — Jo, han var Citroën-mekaniker, og han har selv sagt at han følte at de pædagog- og lærerstuderende så ned på ham når de kom med deres "vaskebræt".

   — Det er måske i virkeligheden mere ungdomsoprøret end familien?

   — Ja det er der nok noget om. Vi er tilbøjelige til at glemme den faktor. Alle i min generation har en interesse i at glemme den tid. Det sande der blev sagt, er også fortrængt - vi kunne jo ikke leve op til det.

   — Ja, og mon ikke mange af dem der var helt udenfor, senere har haft det dårligere end dem der var med? De der var med begik fejl, men mange af deres initiativer måtte da beundres. Mon ikke din bror er klar over, at uanset hvad der sker i denne verden så vil hans rolle være tilskuerens?

   — Jo, men det tror jeg ikke at han lider under, han er vel en mere reflekterende tilskuer end de fleste - må man retfærdigvis sige. Men jeg har aldrig hørt ham sige noget originalt - for ham er politik vel nærmest bare administration. Der to typer mennesker i denne verden: de rettroende som ham selv og de vildfarne som kristne og muslimer og mig. Jeg havde en kæreste i 70-erne, og hun var venstreorienteret og rødstrømpe og alt det man skulle være. Ja du kan forresten godt se et billede af hende - her i skuffen - det er hende og mig:

   — Hun ligner en børnehavepædagog.

   — Det var hun også. Det var dødirriterende, pædagoger og skolelærere var dem jeg afskyede mest, og det var dem jeg hele tiden løb ind i.

   — Haha.

   — Men hvis man dengang havde fortalt hende, at hun om ti år ville være muslim, så... ja jeg ka' slet ikke forestille mig hendes reaktion. Men ti år senere var hun muslim - det var selvfølgelig noget med en kæreste. Og hun gik meget højt op i det - citerede fra Koranen og gik til studiekredse. Se, hun fik virkelig noget at bestille, for nu skulle alt sættes ind i en ny sammenhæng. Og det udviklede hende - vi havde diskussioner som var ret interessante - jeg fik ihvertfald lært meget om islam. Senere forlod hun islam, og så fik hun igen noget at bestille.

   — Haha. Men din bror har da også fået noget at bestille, han skal se alle internetsider og prøve alle programmer. På det område er han bredere orienteret end dig, og din uvidenhed provokerer ham, siger du. Opstår der altid skænderier, når I taler sammen?

   — Nej, der kan være gode samtaler. Skænderierne og hans voldsomme raseri er først kommet i de senere år. Og det er computeren der er skyld i det.

   — De bøger han havde liggende kommer han aldrig igennem - det er ligesom din ældre ven?

   — Ja.

   — Men du gennemfører alt hvad du sætter dig for?

   — Ja. Når jeg her besluttet noget, så bliver det gennemført - jeg kan ikke leve med et nederlag. Det har givet mange sejre, men det har kostet dyrt. Det der har taget mest på mig er programmeringen. At finde en fejl i et program på titusind linier kan være håbløst. Man er fortvivlet, fordi man véd at man skal igennem et enerverende arbejde - og man er nervøs, for det kan ende med at programmet er gået tabt. Det er dog ikke sket endnu, for jeg er stædig og jeg har et frygteligt temperament. Du lagde måske mærke til at der ovre i bygningen hvor jeg arbejder mest, var nogle huller i gulvet dér hvor min stol står. Det er når jeg går amok: så rejser jeg mig op og hamrer stolen ned i gulvet. Engang var en fejl ved at koste mig livet. Jeg arbejdede til jeg faldt ned af stolen, så drak jeg mig fra sans og samling og fandt lidt mad og faldt i søvn, og lige når jeg vågnede fortsatte jeg. Det stod på i flere uger. Men det var en fejl som jeg var uden skyld i og som var helt absurd. Computeren kunne pludselig ikke regne mere! Jeg skulle addere en masse tal, og resultatet blev helt vanvittigt. Til sidst var jeg så langt nede, at jeg mekanisk satte alle tallene til at være nul, så skulle summen jo blive nul, men den var stadig vanvittig - milliarder millioner. Så opdagede jeg fejlen. Man kan kun addere tal af samme størrelsesorden, så tallene der skulle adderes skulle opfattes som af samme størrelsesorden som summen. Tallene der skulle adderes, lagde beslag på 8 huller i de registre jeg talte om - man kalder et hul en bit - men summen kunne lægge beslag på 32 bits, så hver gang man adderede et tal, skulle de resterende 24 bits være nul, men det var de bare ikke. Ham der havde lavet den kompiler - eller rettere assembler - jeg brugte, havde glemt den procedure der fjerner de bits der er i forvejen.

   — Men der må da have været matematiske problemer som du ikke kunne løse - der er da problemer som ingen har kunnet løse - mig bekendt.

   — Ja, men det er noget andet. Videnskabeligt arbejde er ikke bare et mekanisk arbejde som efter kortere eller længere tid fører til et mål man nogenlunde kunne forestille sig. Man udvikler sig ved arbejdet og arbejdet udvikler sig og kan føre til uventede resultater. Men en fejl i et computerprogram er meningsløs og frustrerende.

   — Men din bror må da også opleve nederlag, når han sidder med sine tykke programmeringsbøger.

   — Ja, han har vist ikke oplevet andet end nederlag, og det samme gælder de tusinder af mennesker der sidder med den slags bøger. Ingen får noget stort ud af det, og det er vist heller ikke meningen. Jeg vil kalde det legetøj.

   — Har du sagt det til ham?

   — Næh, det er ham der siger det til mig. Men det er når han har et af sine raserianfald - så er det ikke til at afgøre om hvem af os der har ret.

   — Men jeg forstår, at hans raserianfald er noget der først er kommet i de senere år, og at det er fordi I har fået en fælles interesse hvor han kan sammenligne sig med dig, og du har haft nemmere ved det på grund af din uddannelse. Der var ikke den samme vrede før den tid?

   — Han har altid været vred på mig. Da jeg begyndte at studere, det var da vi boede hjemme og delte værelse, da var det slemt nok at jeg studerede. Så når jeg bad ham om at skrue ned for mosækken, så skruede han op. Den slags drilleri har vel nærmest været normen, når et ungt menneske fra de lavere klasser ville hæve sig lidt. Men min bror har drillet hele livet igennem. Engang da jeg besøgte min mor og vi sad ved eftermiddagskaffen og hørte en plade, kom han pludselig uanmeldt. Han gik lige hen og tog pladen af, nu skulle der høres popmusik på god styrke. Jeg rejste mig op og gik, min mor må have sagt noget til ham, for det gentog sig ikke.

   — Er han altid i forsvarsposition? Beundrer han aldrig noget af det du laver?

   — Jo, vi taler jo tit sammen, og det sker da at han beundrer noget - for eksempel en ny internetside - hvis der altså er billeder. Men han er hele tiden på vagt, og i det øjeblik jeg siger noget forbudt, eksploderer han - ja jeg behøver ikke engang at sige noget, han véd hvad jeg tænker.

   — Det er måske sådan at han ligefrem ønsker at du siger noget forbudt.

   — Det véd jeg ikke, den slags er jo noget folk ønsker, når de har skudsikre argumenter og gerne vil brillere. Min bror har ingen argumenter, han fortæller mig bare at det er sådan og sådan og at jeg er sådan og sådan. Han kritiserer direkte, hvorimod jeg siger min generelle mening. Det der gør ham mest rasende, er når jeg viser tegn på at være elitær. Men han forsvarer ikke det han selv står for - det jeg ser ned på. Han gør ikke noget for at hæve det. Jeg synes for eksempel at den musik han hører er noget værre lort, men ret beset er den jo bedre end den jeg hører, for de mennesker der producerer hans musik er jo taget ud af en større talentmasse end dem der producerer min. Men et sådant argument ville han ikke kunne finde på. Må jeg tænke som jeg gør? Det allerværste ville nok være, at jeg aldrig havde sagt det allermindste der kunne opfattes som en kritik af ham og det menige menneske. Fordi elitære og åndshovdige mennesker jo eksisterer, og han ville være overbevist om at jeg er et af dem. Jeg har jo tilladt mig at gå til koncerter med partiturmusik - det er i sig selv mistænkeligt. Jeg har tit tænkt: er han et ondt menneske? Vores far var nazist og han hadede jøder, men kunne han være aktiv i en systematisk udryddelse? Nej. Min bror hader åndsaristokratiet - som jo egentlig slet ikke eksisterer mere, bortset fra mig - men ville han, som i Sovjet og Kina, gå ind for forfølgelse og tvangsforbedring? Næppe. Hvad forventer han af mig? Jeg skal respektere ham og hans ligesindede, men der er jo ikke noget at respektere. Han gør ingen indsats for at udføre noget beundringsværdigt, og hans opførsel overfor mig er heller ikke beundringsværdig. Han er ikke et generøst menneske.

   — Er du det?

   — Ja, sådan opfatter jeg mig. Jeg er ikke i evig forsvarsposition overfor nogen, for jeg synes at jeg lever ret godt op til mine egne idealer. Vi skal jo heller ikke være generøse på alle områder. Der skulle da gerne være kritik og ærlighed til, og det vil jo altid gøre ondt på nogen. Tænk hvad mange er udsat for - politikere og forfattere. Jeg mener at det er vores pligt at give udtryk for vores meninger - orientere vores omgivelser om hvor vi står. Jeg har aldrig stemt ved folketingsvalgene, så derfor må jeg yde en indsats på anden vis - jeg gør det ved mit eget eksempel og ved at skrive.

   — Din bror siger til dig hvad det passer ham, men du må ikke sige til ham hvad der passer dig. Er han kommet med en begrundelse?

   — Ja. Jeg forstår på ham, at han skal have særbehandling fordi han er en arbejder - han har ingen uddannelse. Men det var da en køn én! De fleste dårligt uddannede i vores generation har gjort en indsats livet igennem, så de nogenlunde kan det man kræver af de unge idag. Selv her ude på landet - min ældre vens kone og min nabos kone er igang med noget HF. Hvorfor skal min bror være fritaget?

   — Din bror formulerer sig da ganske godt.

   — Ja, når det gælder de helt almindelige meninger, men kommer man udenfor det almindelige, så har han ingenting at sige - og så kan han være primitiv. Og det er jo det man kan komme tillivs ved skoleundervisning - ikke mindst skriftlig dansk.

   — Jeg forstod på dig at du er imod systemet? - skolesystemet.

   — Ja, hvis jeg havde haft børn, så var de sandelig ikke blevet udsat for det. Igennem den praksis børn og unge møder, får de nogle forestillinger om det man forventer af dem - ikke mindst de rette meninger og formuleringer - og det forsøger de at leve op til. Det kan ikke være anderledes, de vil jo først og fremmest frem. Så efter ti og tyve års fremgang er de kommet så langt tilbage, at det er håbløst at kommunikere med dem.

   — Haha.

   — Men heldigvis er der jo nogle som vil frem på anden vis - de vil arbejde frem for bare at producere - hvordan det så end er lykkedes for dem at erhverve den evne. Men på samme måde som kristendommen i sin tid var et fremskridt, så må det foreliggende skolesystem også ses som et fremskridt.

   — Haha. Det ville være et fremskridt for din bror, men han har aldrig gået til noget?

   — Jo, han tog noget tiende klasse engang, og så har han gået til noget computer, men computer er jo ingenting værd når det gælder om at formulere sig. Når han er vred og mangler ord, så går han til angreb - så gælder det om at nedgøre med skældsord. Men det sjove er, at han også nedgører sig selv. De værste skældsord han kender er "arbejder" og "lemming" og "syg".

   — Lemming?

   — Ja - et fattiglem. Han en arbejder og en lemming, og jeg er syg. Men af og til er det ham selv der er syg - så kan han blive ved at gentage "jeg er syg" - altså ham selv.

   — Nå!? Han er måske syg?

   — Ja måske. Er det for at fortælle mig hvordan jeg opfatter ham, eller er der virkelig tale om noget som må kaldes sygdom. Hvad mig angår, må jeg erkende at mit barndomshjem har påført mig sygdom. Men jeg ser det delvis som noget positivt, som en drivkraft. På samme måde som så mange andre lidende skrivende.

   — Hvordan?

   — Jeg vil ikke gå i detaljer, der er visse ting man skal tage med sig i graven. Men man vil kunne aflæse en del af det jeg skriver. En af mine mest iøjnefaldende skavanker er min totale mangel på tilpasningsevne. Jeg er et produkt af en bestemt verden, og dér hænger jeg fast.

   — Jamen er du så ikke ensrettet?

   — Nej, jeg er et produkt af den europæiske åndsverden, og den var et ideal - hævet over den triste og undertrykkende dagligverden - den havde bredde - det var kærlighedsgerningernes verden. Jeg har læst en del Heidegger i tidens løb, og han viser virkelig spændvidden i den europæiske tænkning - for hans tænkning var virkelig europæisk - ikke noget nyreligiøst vås, men en poetisk form for tænkning - ligesom i romantikken. Det er vist også dér jeg hører hjemme - geniet der går sine egne veje, er mit ideal. Jeg kan ikke samarbejde med andre - og slet ikke underordne mig nogen. Jeg har på fornemmelsen at min bror heller ikke kan underordne sig nogen - han vil lede. Det er derfor at hans plejehjemsarbejde har været det helt rigtige for ham. Han er EDB-eksperten som de andre - vist udelukkende kvinder - ser op til. Han kan være taknemmelig for udviklingen og den tid han har levet i. Jeg tror ikke at han kan beskæftige sig med noget fortidigt, for eksempel læse en ældre roman eller en historisk roman.

   — Han er rodløs fordi... ja fordi har ikke har nogen rødder. Han slår vel dig i hartkorn med jeres forældre, og føler at I ikke rigtigt ville kendes ved ham, så derfor vil han heller ikke kendes ved jer, og derfor føler han ikke at han kommer noget sted fra. Jeg tror, at når der er foregået ting i barndomshjemmet som børnene skammer sig over - sådan af større omfang - så bliver de enten apatiske eller hårdnakkede stræbere. Er det ikke sådan med din bror og dig?

   — Jo sikkert. Men jeg mener nu at min stræben beror på en særlig udviklet sans for nogle kulturværdier. De fleste stræbere stræber jo bare efter at stræbe.

   — Ja det er der noget om. Men du siger at du har levet det frie liv, men det har da ikke været frit?

   — Næh heldigvis. Jeg bruger udtrykket fordi jeg ikke på nogen måde har været undertrykt. Det er en højere instans som jeg gerne vil kendes ved, der pålægger mig pligter - ikke instanser som jeg ikke vil kendes ved.

   — Du ser de fleste mennesker som undertrykte?

   — Det er næsten alle mere eller mindre. For at erhverve de ting vi vil have, må vi sælge os selv - prostituere os. Og de ting vi vil have, kan jo være noget så naturligt som at få børn. Men de fleste fordrer en levestandard, som jeg vil kalde høj. Ikke fordi de er materialister, men fordi de ikke kender til noget bedre, og fordi de ligger under for et socialt pres - de glider automatisk ind i det borgerlige liv. Og de ville heller ikke være istand til at leve meget anderledes, for hvor skulle kvalifikationerne komme fra? Det sande menneskelige liv - sådan som jeg forstår det - er kun meget få istand til at leve. Og det kunne tyde på at der er en konstruktionsfejl i mennesket. Men sandheden er, at mennesket ikke er skabt til arbejdsdelingen. Når det ensformige arbejde bliver det almindelige vilkår, så vil de fleste foretrække det mest ensformige, fordi det er det mest magelige. Og det har givet anledning til den opfattelse, at mennesket er grundlæggende dovent. Men naturmennesket der bortset fra en arbejdsdeling mellem kvinden og manden, skulle klare alting selv, ville næppe opfatte mennesket på den måde. Men denne samfundsindretning - arbejdsdelingen - syndefaldet, som jeg kalder det - er jo en relativt sen opfindelse. I sammenligning med den tid hvor der har været mennesker på Jorden, har det tidsrum hvor mennesket har levet i strid med sin bestemmelse været meget kort. Og den suppedas må vi ud af, og vi er jo kommet på sporet af en måde at løse problemet på: maskiner skal overtage alt arbejdet, og der skal laves fysisk om på mennesket - gensplejsning og elektronik og hvad vi kan finde på.

   — Haha.

   — I min ungdom så jeg mig selv som fremtidens menneske - ja tænk engang! - engang i fremtiden ville alle leve lissom mig!

   — Jamen så ville du jo til den tid bare leve lissom alle andre.

   — Rigtigt, men jeg ville være det min far drømte om at blive: en foregangsmand - der ville være rejst en statue af mig.

   — Haha. Din bror, er han ikke på mange måder fremtidens menneske? Jeg mener hans rodløshed og evige tilstedeværelse - ja hvor?

   — Når han sidder ved sin bærbare, er han ikke tilstede nogen steder. Han sender ikke noget ud, og det er jo helt i modsætning til de unge. De unge efterlader sig spor så det forslår - jeg kommer aldrig op på deres antal megabytes.

   — Ja, men hvor er de unge egentlig? Hvor er fremtidens menneske? Er fremtidens menneske ikke et menneske uden fortid og fremtid?

   — Jeg har engang imellem besøg af en herre fra Jehovas Vidner. Han mener at Guds indførelse af Den ny Orden er nært forestående. Jeg er enig med ham, men det vil gå på en helt anden måde end han forestiller sig, og det vil ikke ske fra den ene dag til den anden. Mennesket som du og jeg definerer det, vil forsvinde, og skruer vi tiden tilstrækkelig langt frem, vil vi se et evigt paradis. Det ser ikke ud som i Jehovas Vidners bøger og blade, men det er endnu mere skræmmende. Det evige paradis er den mest grusomme vision mennesket nogensinde har fabrikeret.

   — Ja, det er det samme med reinkarnation. Tænk at være pisket til i al evighed at skulle begynde forfra.

   — Jeg havde i en årrække en kæreste som troede på reinkarnation. I et tidligere liv havde hun selvfølgelig boet på et slot. Nu var hun fattig, men hendes ånd var nået højere tilvejrs. Hun skrev digte og lavede spirituelle akvareller. Hun fortalte meget om det hun troede på og beskæftigede sig med, og læste højt af sine bøger. Jeg prøvede at være lyttende og imødekommende, men jo mere jeg lærte det at kende, jo mere mistede jeg respekten for det. Jeg sagde selvfølgelig aldrig noget.

   — Det skulle ikke tilfældigvis være datteren af det ægtepar der flyttede ind i jeres lejlighed på Gustav Johannsens Vej?

   — Jo! Det var det, og det var meget pudsigt - for vi havde jo også begge boet på den samme vej før vi flyttede til den lejlighed. Der måtte være en højere mening med at vi skulle møde hinanden, mente hun. Og det betød at forholdet kom til at vare i ret lang tid - efter min generations målestok. Men der var flere ting. Hun gav udtryk for livsglæde og for at hvile i sig selv, men det virkede påtaget. Hendes største problem var måske, at hun med hensyn til det ydre var klar over at det ville gå raskere ned ad bakke end gennemsnittet - og der er jo den værste ulykke der kan ramme en kvinde. Men der foregik også meget inde i hende som hun kæmpede imod - det er jeg sikker på. Der var noget galt med alt og alle, men for at det ikke skulle blive opdaget, fortalte hun altid at man skal være positiv - udsender man negative energier, får man dem i hovedet igen. Der var en masse rod i hende, og det forsøgte hun at bringe orden i ved nyreligiøse bøger. Men jeg tror at denne pærevælling af Jesus og engle og krystaller bragte mere uorden end orden - jeg kunne ihvertfald ikke få det hun sagde til at hænge sammen.

   — Men du havde sendt et ubehageligt brev til hendes mor?

   — Jeg havde sendt et brev til hendes forældrene i håb om at få opklaret årsagen til brudet mellem datteren og mig. Men jeg tror ikke at de forstod sagen - de var simple mennesker. Jeg har det sådan, at et kæresteforhold skal afsluttes på en ordentlig måde. Når noget var forbi, ringede jeg gerne til dem nogle uger senere, og så kom der oftest en god snak igang - og nogle gange mødtes vi igen, velvidende at bekendtskabet var forbi som kærsteforhold. Jeg tror at de var glade for at der blev glattet lidt ud. Jeg har altid betragtet et kæresteforhold som noget tidsbegrænset. Men det bekendtskab vi nu taler om, havde jeg ikke forestillet ville ophøre - altså som venskab. Det var ophørt som kæresteforhold - hun havde fundet en anden som hun også brød med. Afslutningen viste en karakterbrist hos hende, som hun sikkert har været forfærdet over - det må hun have været siden hun ikke forklarede sig. Det var en mandlig ejendomsmægler som bragte hende ud af fatning. Hun var nogle år før mig flyttet til Jylland - hun kunne heller ikke mere klare bylivet. Men stilheden på landet var for meget for hende - hun havde heller ikke radio og fjernsyn - så hun måtte have lidt af støjen tilbage. Hun ville bosætte sig i en mindre by på Sjælland. Det var på samme tid hvor jeg begyndte at tænke på at flytte på landet. Vi havde aftalt at jeg skulle købe hendes hus - jeg havde investeret en del i det, og jeg skulle få det billigere. Men så kontaktede hun en ejendomsmægler for at få en vurdering, og han fortalte hende selvfølgelig at dette hus skal sælges lige nu, det vil hende koste dyrt at vente og hun skal ikke tro på denne ven. Så fik jeg et brev fra hende hvori der stod at jeg måtte bestemme mig inden en uge. For mig var da helt iorden at hun bryder vores aftale, men det var det åbenbart ikke for hende, det kunne ikke forenes med hendes høje inkarnationsniveau.

   — Der er noget tragisk over den åndelige søgen som der har været. Det er der vel altid over rodløse og søgende mennesker, men det nyreligiøse betød at man importerede ting og sager fra verdener som var os fjerne i tænkemåde, og som var taget ud af den sammenhæng de indgik i. Hertil ville de nyreligiøse vel sige, at alting begynder et sted, og at enhver begyndelse kan synes latterlig, men man må spørge: er det virkelig noget vi har brug for? Er det en mangel ved den vestlige kultur at disse ting aldrig har vundet indpas? Nu har noget af det jo vundet indpas - i firmaer mediterer medarbejderne - men er dette ikke snarere et tegn på at der er noget galt med livet i firmaet? Jeg kan ikke forestille mig at den slags kunne have gavnet mig. Du siger at din programmering af og til har været belastende, skulle du have holdt en pause og siddet og mediteret?

   — Jeg skulle nok have holdt en pause og strukket benene lidt, istedet for at lemlæste stolebenene, men jeg ser sådan på det, at noget arbejde som der hverken kan eller skal sættes spørgsmålstegn ved, har nogle omkostninger, alt efter arbejdets art og den der udfører det. Kunstnere og videnskabsfolk kan opleve at alt er mislykket, og hvis et arbejde er fuldført og vellykket, så kan man være radbrækket i lang tid efter. Og hvad kan man gøre ved det? Skal der gøres noget? Den største glæde der findes, oplever man når man har gennemført det uigennemførlige, og under den proces har man måttet døje en masse lidelse, men det er da en naturlig form for lidelse, og hvis man reducerer lidelsen, reducerer man så ikke også glæden? Jeg har ikke nogen særlige evner på noget område og jeg stiller ret store krav til mig selv, så derfor har jeg oplevet meget af den naturlige lidelse, men jeg har da aldrig skænket det en tanke at jeg kunne mildne den.

   — Næh, jeg siger det samme, men du og jeg, vi må jo indrømme at vi på en måde har haft det nemt: vores fag er gamle og veludviklede, alt var lagt tilrette for os, vi har "bare" skullet tilegne os og fortsætte en tradition.

   — Ja, man havde det nemt i sin ungdom, og det kom jeg sandelig også til at høre for. Jeg troede at jeg var langt fremme i min kritiske bevidsthed, men min veninde der senere blev muslim, betragtede mig som "tilbagestående" - ja hun brugte det ord i et brev hun sendte til en af mine forrige veninder som hun havde mødt. Jeg sad bare med mine formler, og så ikke det der foregik lige foran snuden på mig - for eksempel hendes lidelse. Og den hørte virkelig til den unaturlige form for lidelse, altså den lidelse som skal bekæmpes. Sagen var, at hun igennem den traditionelle pigeopdragelse var blevet ført et helt forkert sted hen. Det led hun under, men for at komme videre måtte hun bevidstgøres om denne vildførelse ved at læse de bøger der dengang udkom om det emne - "Sådan bliver du pige", var der vist en der hed. Men herved, altså ved at lære om sine forspildte muligheder, kom hun til at lide endnu mere. De traditionelle kvindedyder var blevet nedsablet, der måtte noget helt nyt til, men hun kunne ikke finde på noget, og hvis hun fandt på noget, så skulle hun jo nok igennem en længere skoling, og det havde hun ikke overskud til. Hun blev vred på mig, skældte ud fordi jeg ikke gjorde noget. Ja hun fik en regulær depression. Jeg var forfærdet, for hendes far havde begået selvmord før hun blev født, og det var lige efter at den veninde jeg talte om havde begået selvmord. Det eneste jeg kunne finde på, var at hun måtte diskutere sagen med kvinder i en lignende situation, hun måtte ind i en basisgruppe. Al denne kvindeplapren fik hende lidt på højkant, men løsningen på hendes problem kom fra en helt uventet kant. Hun mødte som sagt en muslim, og på samme måde som hun tidligere havde overtaget mine meninger, så overtog hun nu hans meninger. Han var afrikaner og han ville tilbage til sit hjemland, og hun skulle med. Det blev en kæmpe fejltagelse, hun måtte tage hjem på konsulatets regning. Hermed forsvandt islam og hendes nye grundlag, og så vendte hendes tidligere problem tilbage: man skal have kreative interesser. Men så skete der det bekvemme, at hun fik sygdommen kronisk træthed, og hermed fik hun foræret en gyldig grund til ikke at være kreativ.

   — Haha.

   — Det førte til en førtidspension - efter en lang kamp imod systemet. Men da den var vundet, fik hun energien tilbage. Og så mødte en dansk mand som var en del ældre end hende og helt traditionel, og så tog hun hans verden til sig. Han var gået på pension og havde en sejlbåd, og så fik hun endelig en interesse: sejlsport - de sejlede i et par år på Middelhavet.

   — Var det med kronisk træthed en vej til at slippe for arbejde, tror du?

   — Ja, men derfor kan den kroniske træthed da godt være ægte, og det er jeg sikker på at den var. Jeg måtte nogle gange bære hende, hvis vi var gået lidt for langt. Men hun har altid haft det tilfælles med min ældre ven, at hun viger tilbage for enhver anstrengelse, og et fuldtidsarbejde ville have været en lidelse for hende. Og det behøvede hun heller ikke dengang hun kom sammen med mig. Jeg gav hende penge, og det kunne jeg fordi jeg delvis levede i strid med mine idealer: jeg behøvede kun én avisrute, men jeg havde to.

   — Haha.

   — Jeg ser hende stadig - hun kommer her og vi taler meget i telefon - ikke tit, men samtalerne varer gerne i fem-seks timer. Hun siger altid, at de år hvor vi kom aktivt sammen har været de bedste i hendes liv. Men min vigtigste kvalifikation var i virkeligheden at jeg gav hende det liv hun ønskede: magelighed og frihed til at have andre mænd - ja en overgang havde hun to på en gang - altså foruden mig. Jeg synes at det var rimeligt at hun fik en førtidspenson, for hun var uegnet til abejdsmarkedet. Hun har en søn, og hans far har heller aldrig arbejdet.

   — Hvad med sønnen?

   — Han har heller aldrig arbejdet - og han bor sammen med en kvinde som heller aldrig har arbejdet. Jeg kan ikke blive forarget over sådan noget, for der arbejdes mer' end nok i vores samfund - det skulle være en frivillig sag. Det ville betyde at der blev bedre mulighed for arbejde som samfundet kunne have virkelig gavn af, men som er urentabelt. Kun meget få ville direkte snylte på samfundet - og de indirekte snyltere - dem der arbejder, men ikke er til nogen reel gavn - dem har vi jo i forvejen mange af. Langt de fleste vil ud på arbejdsmarkedet - det er jo det vi er opdraget til - og kun meget få mennesker kan fungere uden en arbejdsplads - ligesom jo også kun meget få børn og unge ville kunne tilegne sig kundskab uden en skole. Jeg er taknemlig for at alt mit arbejde har været en lyst - også avisbudearbejdet. Men jeg ville have haft et kæmpe problem, hvis jeg ikke havde fundet den levevej.

   — Ja, det er der altsammen noget om - du har virkelig været heldig. Du er vel en typisk intellektuel, og grunden til at de intellektuelle siger mange provokerende ting, er at de kan tillade sig det - de er i en urørlig position. Men du taler om dovne venner og veninder, men du må da også have kendt nogle flittige? Og har der egentlig nogensinde været større følelser? - forelskelse?

   — Ja, noget alvorligt var på vej engang, men jeg var nødt til at dysse det ned. Skulle jeg have hengivet mig, måtte jeg ofre mit avisjob, og det ville være utænkeligt. Det var en kvinde som var helt modsat alle de andre. Myreflittig - og samme slags arbejde som hovedpersonen i min roman. Hun blev vildt forelsket i mig. Lørdag aften var jeg tit i byen - ude at danse - traditionel jazz - først Vognporten og senere De tre Musketerer. Og dér mødte jeg hende - hun var sammen med en veninde og de var fra Norge - boede på hotel og skulle hjem næste dag. Vi dansede i flere omgange, og hun sagde at hun var gift og havde tre børn. Så gik jeg ned til baren, for at give hende mulighed for at danse med andre, men hun fulgte efter mig. Vi gik udenfor og hun gik hen imod sit hotel, og jeg gik med. Hun kunne godt tænke sig at være sammen med mig, sagde hun, men det kunne ikke blive på deres værelse, kunne vi ikke tage hjem til mig? "Jo, men så må du da lige gå ind og sige det til din veninde." "Nej - det er forkert, men der er ikke noget at gøre ved det." Det var begyndelsen til det hedeste forhold jeg har oplevet. Hun var et rigtigt musikmenneske - uddannet i klaver og musikskolelærer og repetitør for operasangere. Hun sagde at hun straks kunne se på mig at jeg interesserede mig for klassisk musik. Hun besøgte mig tit i min etværelses lejlighed - sagde til ægtemanden at hun skulle besøge en veninde og at hun ville overnatte dér, og så kørte hun til lufthavnen. Da det havde varet i nogen tid, sagde jeg til min mor at jeg næste søndag ville medbringe en kæreste jeg har for tiden - hun er fra Norge og hun er gift og har tre børn. Det var min mor ikke begejstret for, men hun gjorde aldrig indvendinger. Så ringede hun fem minutter senere: "Du ka' godt holde snuden væk! Tænker du på hvad du er skyld i?" "Ja", svarede jeg, "jeg vil gerne være skyld i at hendes ægteskab reddes." Nå, det var så iorden. Herefter besøgte vi hende flere gange - vi musicerede, min mor havde et klaver. Hendes ægtemand var slet ikke hendes type - deres samliv var gået helt i fisk, der måtte et ordentligt sidespring til. Da det havde varet et halvt år, skulle jeg komme op og besøge hende - hendes ægtemand var bortrejst en uge. Hun havde indviet sine børn i sagen. Jeg boede hos hende, og hun præsenterede mig også for sin far. Jeg var lidt betænkelig ved det hele, tænk hvis ægtemanden kom hjem i utide! Vi udvekslede kærestebreve i den helt store stil - jeg har alle hendes. Og for nogen tid siden viste jeg dem til nogle af mine venner her - jeg læste op og spurgte om de kunne diske op med lignende breve og kærlighedserklæringer. Hun var usædvanlig køn, og jeg viste dem billeder af hende. Men så var der én der sagde at hun lignede en vietnameser. Hun var sorthåret og havde en smule asiatiske træk, men hun var pærenorsk kunne jeg oplyse. Men så spurgte de om hendes navn og søgte efter hende på Internettet, der var en masse at finde. Hun er nu midt i halvtredserne og hun holder sig forbløffende godt. Og der stod ganske rigtigt et sted at hun er født i Vietnam. Jeg er helt sikker på at hun ikke har vidst det, da jeg kom sammen med hende. Hun havde ikke sagt noget, og hverken min mor eller bror eller mine venner dengang havde spurgt om noget i den retning. Det eneste der havde undret mig, var noget hun skrev i et brev. Ja vent lige lidt, jeg har hendes breve i den skuffe her - her.

   — Det er et ordentligt bundt.

   — Ja, hun elskede at skrive, og det var jo dyrt at ringe - og hun kunne vel ikke ringe hjemmefra. Lad os se - det er dether brev. Hun taler om da vi mødte hinanden - hun følte sig usikker. Og så skriver hun: "Usikker på mange måter, i forhold til menn. Av mange grunner. Som barn ble jeg alltid ertet fordi jeg så fremmedartet - anderledes - ut. Guttene dro i mine fletter og hadde utallige forslag på hvor jeg hørte hjemme. I dag som voksen oppleves det nokså likt, det første alle spør om - hvor jeg kommer fra - alt fra flyktning til eskimo inngår i forslagene." Hun taler ikke nogetsomhelst om adoption. Hun taler om sine forældre og sin bror. Forældrene talte altid om skilsmisse - "min mors koffert sto ferdigpakket i entreen", skriver hun. Og så står der her at hun var "livredd" da hun skulle blive mor for første gang: "Min egen mor hadde reist fra oss igjen da jeg ventet barn - jeg savnet henne sånn da - jeg lærte meg aldrig å slutte å ønske og håpe." Det virker da som om hun troede at det var hendes rigtige mor. Det var hende der stod for husholdningen i de perioner hvor moderen var væk. Og så skriver hun: "Jeg var et lite barn - 10-12 år - og diskuterte samlivsproblemer og min fars kjærlighetsliv lenge før jeg fikk mitt eget. Han lærte meg om alle sine lidenskaber (de er mange), om filosofi og litteratur - vi diskuterte etikk og religion helt fra den dagen jeg ble så stor at han mente jeg kunne 'forstå'. Han hadde ingen nær å snakke med, bare meg."

   — Hun må da have været meget fremmelig.

   — Det var hun også - vi sendte hinanden bøger og musik - og diskuterede. Normalt var hun kun hos mig ét døgn, og det passede mig helt fint. Men engang var hun der en hel uge, og det var lige anstrengende nok - i min etværelses lejlighed - og hun uden sit klaver og sine bøger, og mig uden min matematik. Det meste af tiden gik med at bolle - og vi kunne begge to ikke få nok, så det reddede situationen. Og ligeledes det at jeg skulle passe min avisrute. Hun kunne ikke få nærvær nok, men jeg behøvede jo ikke at bekymre mig, for det ville aftage med tiden. Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at antydede, at jeg lagde vægt på at være meget alene. Det forstod hun godt, hun skriver her: "Jeg synes at vårt 'ukes-ekteskap' fungerte meget bra. Behovet for å opprettholde sitt eget liv, som vi har snakket om før, har også noe med å la hverandre i fred - være stille sammen - hvis man kjenner seg nær og trygg". Selvfølgelig var jeg glad, men jeg var også bekymret: hvor bærer det her hen? Hun var så forelsket at hendes veninde som vores korrespondance foregik igennem, måtte holde moralprædiken: "Mest sånn at hun mener jeg bruger å komme tilbake til livet her - få hodet på plass igjen, som hun sier. Alle mine tanker er jo hos deg - jeg synes også vi hadde en fantastisk uke og føler vi kunne ha det sånn i all evighet." Hun færdedes i et kunstner-miljø og hun kunne godt lide min leveform, men selvfølgelig også min person, i det første brev skriver hun: "Du er et menneske det er lett å bry seg om, synes jeg". Det betød meget for hende, at jeg gav hende noget som hun aldrig havde haft, men altid havde længtes efter, nemlig tryghed. Hun skriver her: "Og jeg kan ikke forestille meg hva som enn skjer i mitt liv her - at noe skal kunne hindre meg fra å være hos deg - av og til ihvertfald - helst ofte - bortsett fra stor avstand og praktiske problemer."

   — Men det må da være kommet ægtemanden for øre på et tidspunkt.

   — Ja, heldigvis vil jeg sige. Der blev en scene, og han fik hele historien halet ud af hende. Men ægtemanden må da have vidst at jeg var der imens han var væk - alle andre vidste det jo. Efter vores "ukes-ekteskap" skriver hun: "Sannsynligvis vil det ikke få særlige konsekvenser i mitt ekteskap at noe er kommet opp i dagen. Vårt forhold her var allikevel slik at dette ikke burde fortone seg uventet. For meg har det bare vært et spørsmål om tid at endringer har vært påkrevet." Familie og vennekreds var inviteret til at hilse på mig, og selvfølgelig har ægtemanden vist det. Jeg er helt sikker på at jeg har haft en god funktion. Hendes ægteskab skulle afgjort fortsætte, af hensyn til børnene, han var en god far for dem. Hun var nok mindre god som mor - karrierekvinde som hun jo var - men musikken gik da videre til børnene. Efter opgøret kom hun fortsat, men kun når hun alligevel var i København. Og hun blev igen ægtemanden tro. Første gang hun kom, lagde jeg straks op til ritualet, men så sagde hun: "Ikke". "Ikke hvad", spurgte jeg, "ikke bolle?" Og så nikkede hun og grinte. Hun ringede tit - igennem adskillige år - og altid midt om natten - hun sad med et glas rødvin. Når hun var hos mig levede hun af kærlighed og rødvin. Hun spiste ikke. Da hun skulle være her en uge, spiste hun fortsat ikke, men så kiggede jeg nøje efter hvad der var af mad. Og så opdagede jeg at der var gjort indhug i osten og knækbrødspakken, og at der var krummer på guldtæppet. "Jeg spiser kun ost og knekkebrøtt", var hendes svar. Hun antydede noget med maven, men der var ikke noget med maven. Jeg måtte ikke se hendes spise - hun havde det måske ligesom mig? - bare endnu værre. Skal jeg holde ud at se folk stoppe i hullet, så skal det i det mindste være ved et veldækket bord.

   — Haha. Var I aldrig ud at spise?

   — Jo, masser af gange, men hun skulle have noget - bare rødvin og kaffe. Generede det mon hende at jeg sad lige foran hende og åd? Der er mange ting jeg kunne tænke mig at tale med hende om, og idag må mit liv da forekomme hende at være langt mere interessant end dengang. For eksempel kunne hun sende mig noder, og jeg kunne lave indspilninger med mit musikprogram. Jeg har lavet en indspilning af "vores" stykke. Det er en koral af Bach som jeg viste hende, og hun blev ligeså forelsket i den som jeg - det er "vores" stykke, sagde hun: "Det må du ikke spille for andre." Jeg har tænkt mig at skrive til hende - jeg har en masse optagelser af telefonsamtalerne om natten.

   — Når man ser sådanne breve her, så kan man rigtigt se hvad vi har mistet - romantisk brevpapir og en smuk skrift.

   — Ja, men så skal du se de breve jeg har fra den veninde jeg havde da jeg flyttede herover. Ja jeg har hende stadig, sådan set - vi skriver og ringer sammen. Hun har været her sammen med sin nye kæreste og sine forældre. Hendes nye kæreste er hendes gamle kæreste. Han er på hendes forældres alder og hun var 13 år da hun mødte ham - gammel kærlighed ruster ikke, siger man. Hun har altid besøgt ham - og flere gange boet sammen med ham - han er billedhugger og bor alene i en skov i Sverige - han er vist ikke særlig omgængelig. Hun og jeg kom sammen igennem ti år, og jeg har så mange breve fra hende at de fylder en hel kommodeskuffe. Hun brød sig ikke om at tale i telefon - altid kort for hovedet. Men hun elskede at skrive breve, men det er ikke kærestebreve. Der er kærlige ord, men hun er ret intellektuel - og det samme gælder hendes breve.

   — Så må hun da være lige én for dig?

   — Nej. Hun er et system-menneske! Og jeg synes at hun bliver værre og værre. Hun har været skolelærer, men efter tyve år kørte hun på automatpiloten i en sådan grad at eleverne klagede over hende, og istedet for at tage ved lære af eleverne, så søgte hun nye udfordringer. Hun fik universitetetseksamen - i fransk og historie. Og søgte arbejde, og da der ikke var noget, fortsatte hun ligesom alle de andre i den situation med at studere, og fik ph.d.-grad. Og så var hun så gammel at der ikke mere var akademisk arbejde at få. Så blev hun ordblindelærer, og det arbejde passer hende udmærket: det er ikke fint, men det er nemt. Der kom ingenting ud af hendes uddannelse. Når jeg spørger til hvad hun laver, så véd hun at jeg tænker på hendes fag, og så meddeler hun at hendes gøremål for tiden ikke er noget som vil interessere mig. Og den meddelelse interesserer mig i allerhøjeste grad, for den bekræfter min systemkritik. Hun studerede ganske engageret, sikkert fordi studiet var nemt - hun kunne i forvejen tale flydende fransk og hun havde været historielærer. Det er især hendes gøremål i studiet at hendes breve handler om. Jeg fulgte aktivt med - hjalp hvor det var muligt. Hun skulle gå til nogle filosofi-forelæsninger og aflevere en opgave, og det gad hun ikke. Så sagde jeg til hende at hun kunne droppe forelæsningerne, jeg skriver opgaven. Og så skrev jeg en artikel som jeg mener at en sådan artikel skal se ud - i en aldeles uakademisk skrivestil. Meningen var at hun skulle læse min artikel og formulere det på sin egen måde. Men så afleverede hun gudhjælpemig min artikel! - hun havde måske ikke engang læst den.

   — Haha.

   — Hun sagde også at læreren undrede sig - sagde den var fremragende. Hun har en mægtig energi - både fysisk og åndeligt. Men hun er i den grad et produkt af systemet, at hun er hjælpeløs når hun er udenfor. Hun kan følge et studium som andre har tilrettelagt, og hun kan varetage et lønarbejde, men hun kan ikke sætte sig selv i arbejde. Jeg sagde til hende hvad jeg ville gøre i hendes sted: jeg ville følge med i fransk litteratur og tage initiativ til oversættelse. Finde en roman der har fået gode anmeldelser - for eksempel en historisk roman - der er jo masser i Frankrig. Og så simpelthen bare oversætte den og kontakte en forlag - skulle det være så svært? Hvis hun havde set en stillingsannonce hvor man søgte én til at sådant arbejde, så kunne hun have fået stillingen og udført arbejdet ganske udmærket. Hun kan læse romaner og gå til koncerter på egen hånd, men hun kan ikke arbejde på egen hånd.

   — Og det er du sagt ligeud?

   — Ja. Til folk med en ph.d.-grad skulle man nok kunne sige tingene ligeud. Jeg har også sagt at hun er blottet for enhver original tænkning. Hendes politiske ståsted er det venstreorienterede der lå i tiden da hun var ung. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne hende lidt med min bror - der er kun den forskel at hun har siddet langt mere på skolebænken end ham - men det har ikke betydet andet end at hun har en anden form for viden end ham. Hun læser vist de samme slags romaner som min bror - og han går også til klassiske koncerter og på museer. Men det er jo bare forbrug af vores kulturtilbud. Jeg foreslog at hun læste det essay jeg har skrevet, hun skrev tilbage at hun havde læst fem sider og at hun ikke orkede mere. Grunden er at det er en civilisationskritik som især rammer hende. Hvis det havde været en opgave hun havde fået ved universitetet, så kunne hun godt have læst det. Hun vil ikke tale om sagen, og jeg tænker: har hun egentlig sprog til det? Da vi kom sammen og jeg kom ind på noget af det jeg står for, begyndte hun at tale om noget andet, eller sagde at det ønsker hun ikke at diskutere. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: hvad hvis jeg havde en søn som var på vej til at overtage min leveform og mine meninger, og han gik i hendes klasse? Stillede spørgsmål, nægtede ting, udeblev fra undervisning. I min roman skildrer jeg den situation - min "søn" er min hovedpersons nevø, og hun er jo talerør for mig. Eller hvad hvis jeg var hendes søn, og udviklede mig som dengang? Men det er en dårligt tankeeksperiment. Hun har to børn, og deres far er også skolelærer, så de er virkelig miljøskadet. Ikke på den måde at de er målrettede, for hvad skulle de være målrettede til? Forældrene tilskyndede dem tværtimod til at se sig om i verden og prøve en masse ting, inden de gik igang med en uddannelse. For de vidste aldeles ikke hvad de ville. Datteren er vist blevet psykolog, og sønnen er blevet socialrådgiver - og han har den tillægskvalifikation at han har været alkoholiker.

   — Haha.

   — Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne de børn med mig selv i den alder. Inden de havde læst en videregående lærebog, havde jeg næsten alle de matematikbøger jeg har nu - det senere jeg læste var afhandlinger, og dem fotokopierede jeg.

   — Ja, jeg så godt dine hylder i det matematiske værelse. Det har jo nok alle dage kun været de færreste unge som har haft en drøm om noget ganske bestemt. Deres fremtid har været dikteret, i gamle dage af forældrene og idag af forestillinger om hvad der mon er brug for i den nærmeste fremtid. Det med fjumreår hører en bestemt forældregeneration til - der åbenbart ikke var bekymrede. Eller som måske netop var bekymrede, for det var vel for at gøre børnene fleksible.

   — Ja, de skulle starte med at opleve så meget som muligt og indpasse sig så mange steder som muligt. Det var det med omstilling jeg ville ind på med den muslimske børnehavepædagog. I bund og grund kom omskiftelserne af at hun var mandfolketosset. Hun faldt for alle der bød sig til - tog dem ubeset. Undertegnede inkluderet.

   — Haha.

   — Ham hun sejlede med på Middelhavet, viste sig at være psykopat - det tog hende to år at opdage det. Og muslimen var der også noget helt galt med, han var fra Afrika og kunne slet ikke finde ud af at leve her. Hun kom også sammen med en gammel mand, og først efter lang tid gik det op for hende at han var dybt senil.

   — Haha.

   — De var vidt forskellige allesammen, og hver gang tog hun hans verden helhjertet til sig. Jeg var chokeret over hendes evne til sådan at kunne flytte rundt mellem leveformer og livsanskuelser - jeg ville være blevet vanvittig. Hun siger at hun aldrig ville have undværet noget af det hun har oplevet. Mit liv overstiger jo også hendes forstand. Hun kan ikke fatte at jeg kan leve uden et fjernsyn - da jeg mødte hende havde hun godt nok et fjernsyn, men det var gemt væk, og jeg har aldrig set det har været tændt. Sønnen havde forbud mod at se fjernsyn, hvis hun ikke så med - så hun kunne slukke eller korrigere - sådan var pædagoger dengang. Idag står hun for det modsatte af det hun stod for som ung - stemmer på Dansk Folkeparti. Jeg er som sagt tilbagestående - har levet det mest begivenhedsløse liv man kan forestille sig. Og forsøger jeg at få hende til at læse noget af det jeg har skrevet, så hun kan se at der foregår lidt i mig, så får jeg at vide at hun ikke mere kan læse - der er stadig noget kronisk træthed. Man bliver skældt ud, og man kan ikke forsvare sig.

   — Jeg bliver også skældt ud - af min svoger. Vi har jo det tilfælles at vi beskæftiger os med det levende, men hans er det vanskeligste man kan forestille sig, nemlig børns sjæleliv, og mit er det enkleste man kan forestille sig, nemlig kemien i encellede organismer. Hans viden er usikker, men til gengæld nyttig, min viden er sikker, men unyttig - og så læser jeg tilmed unyttige romaner. Men det er da en trøst for mig, at han ikke også påstår at han har været vidt omkring, han har siddet i det samme konsultationslokale altid - jeg har da været på ekskursioner og kongresser i hele verden.

   — Men han har da været vidt omkring, har han måske ikke gennemlevet den mest omskiftelige tidsalder nogensinde?

   — Jo, men vi har vel egentlig kun gennemlevet halvdelen, for mon ikke det er sådan, at på et tidspunkt - vel omkring de tres år - begynder man at give slip på verden, og når først den proces er begyndt, så accelererer den hurtigt. Det er ihvertfald min egen erfaring. De unges verden er et teoretisk problem for mig, ikke et følelsesmæssigt.

   — Det kan være du har ret. Jeg tænkte ellers at min aftagende vrede skyldtes at de ting som havde udløst den var forsvundet efter at jeg kom hertil, og at jeg ikke ville nøjes med bare at smadre folks døre hvis jeg vendte tilbage til civisationen - eller rettere ucivisationen.

   — Jeg tror at du vil komme til at forsone dig med verden, ikke acceptere den, men forlade den med et lille smil. Det ville ihvertfald være en god ordning fra Vor Herres side - at vi tager afsked med et lille smil. Et smil, ikke et grin.

   — Måske. Men det vil da være et dyrt købt smil. For der går lang tid inden man når det niveau, og hvilke omkostninger vil det have? Gebrækkelighed for den enkelte og besvær for familien og hjælp fra det offentlige. Men det er jo altsammen noget som skal afklares når mennesket endag går igang med at finde ud af at dø på en anstændig måde. Skal vi dø med vores identitet i behold, og sige farvel og tak den dag vi betragter det der sker som en udvikling bort fra det vi står for og det vi forstår ved livet? Eller skal vi betragte forandringerne som en stigen tilvejrs, en erhvervelse af visdom, en udkrystalisering af det væsentlige?

   — Du går klart ind for det første?

   — Ja umiddelbart. Fidusen ved en verden hvor man kan gå døden trygt imøde, er at der hersker forskellige opfattelser af den ideale død. Men det er jo en opfattelse som der har været alvorlige angreb på: at netop fordi opfattelsen er en selvfølge indenfor de fleste livsområder, så skal den ikke udbredes til også at gælde døden. Jeg kan ikke se logikken, men der er jo en klar logik: når livets indhold ikke er noget stort, så må livets varighed gøres til noget stort.

   — Ja, det er der noget om, men jeg har på fornemmelsen at du betragter forfaldet som et ubetinget onde, så når forandringerne ikke mere kan bortforklares, så gælder det om at være på vagt.

   — Man véd jo ikke meget om slutfasen, når man ikke har været i den. Engang var alder noget der forlenede med respekt, men da udviklingen begyndte at gå så hurtigt at de ældre ikke mere kunne følge med, så forduftede respekten og så så man kun forfaldet. Men nu gør vi en stor indsats for at få de gamle ud af sygdomsrollen. Der arrangeres det ene og det andet, udtænkt af de yngre, og det afspejler de yngres syn på de ældre. Man ser et billede i avisen: en ung kvinde som står og agerer klovn foran et hold gamle. Man man ikke lade være med at trække på smilebåndet, er det med et sådant smil jeg skal forlade verden?

   — Nej. Der er her tale om ældre som har levet et liv der helt er forsvundet, og den type ældre vil følgelig forsvinde. Hvordan de der er unge idag vil blive som ældre, må guderne vide. Men lad os nu tale om den verden som du og jeg hører hjemme i. Når jeg taler om forsoning og et lille smil, så mener jeg ikke at vi skal ende i en majestætisk og uvirksom ophøjethed. Det uvirksomme liv kan jeg slet ikke forestille mig. Jeg mener at der efter vores "offentlige" liv kommer et privat liv - det man kalder et otium - hvor man fortsat virker, men på en anden måde. Idealet må være at man i denne livsfase glæder sig over en veludført livsgerning og nyder sin nye frihed. Men for nogle må noget af friheden måske bruges til at "reparere" lidt - erkende fejl som man i tumulten kan have begået og nu må forsøge at rette op på. Forestiller du dig ikke at du om nogle år vil træde ind i en ny livsfase?

   — Næh, hvis du med en ny livsfase mener en radikal forandring som der kan argumenteres for er til det gode, så må jeg sige nej. Og det hænger vel sammen med at mit liv - sammenlignet med de flestes - kan siges at have været ét langt otium. Som sagt måtte jeg ophøre med det arbejde jeg betragtede som mit rigtige og alvorlige virke, fordi afstanden til omverden var blevet for meget af det gode. Så begyndte jeg på nogle mere alment forståelige projekter, og dem drømmer jeg om at blive færdige med. Så man kan sidde i fred og ro og finpolere - og genlæse og indhente noget af det forsømte - og måske finde noget helt nyt, hvem véd? Der er tilsyneladende noget at glæde sig til, men er der nu også det? Vil man ikke blive slemt skuffet, når man ankommer til dette paradis? Sanserne vil begynde at svækkes på et tidspunkt - og hvornår vil dette forfald føles håndgribeligt? - mine erotiske billeder vil miste deres virkning - hvordan vil jeg reagere på det? - kan det ikke føre til en form for depression? Dette er vel i høj grad noget kulturbestemt, men når vi ingen kultur har omkring livets slutfase, så føler man at man går noget ukendt i møde, og så er man på vagt.

   — Gert! Jeg må afsted nu, min kone kan ikke forstå hvor jeg bliver af. Jeg synes at du skal komme over og besøge os. Vi vil vise dig vores otium. Det er sandt at saftspændingen er aftaget, men jeg vil påstå at det nedsatte tryk har sine fordele. Vi vil fortælle dig om vores gøremål - og om vores nye syn på mange spørgsmål. Jeg kunne tænke mig at skrive om forskellige ting - se på nogle ting med alderens kølige blik - måske sende noget til dagblade. Men jeg får pludselig den idé at jeg kunne skrive dether ned - altså denneher historie - din historie - ligefra det min moster sagde. Vil nu have noget imod det?

   — Du har ikke skrevet ret meget, udover de faglige artikler?

   — Nej, men det er det jeg kunne tænke mig at begynde på.

   — Ja, men så begynd med en mindre sag, og overlad denneher historie til mig. Jeg vil straks begynde, og jeg vil medbringe et udkast som du - som I - kan tage stilling til. Du kan arbejde videre med det og udgive det i dit eget navn.


Denne side hører under

juliasets.dk