Mail sendt primo December 2020


          Kære Bo Bjørnvig

Jeg har en sag som jeg kunne tænke mig at drøfte med dig, men jeg vil først oplyse dig nærmere, når du har tilkendelivet at du gerne vil besvare mit spørgsmål. Det drejer sig om en roman jeg har skrevet som ikke har fået den modtagelse hos forlagene som jeg mener at kunne gøre krav på, da der ligger et langvarigt arbejde bag (den er på 1000 sider).

Jeg henvender mig til dig, fordi romanen foregår på den egn og i det miljø hvor du er opvokset, i hovedpersonens barndomshjem holdt man salon hvor du og din far ofte kom. Det er altså en udpræget intellektuel bog.

Jeg har fået to meldinger om bogen fra mennesker som har læst den helt eller delvist: 1. En filosof som har de fulde forudsætninger for at læse bogen, og hvis vurdering kun indeholder lovord (han er "dybt imponeret" og bogen er "utroligt gennemarbejdet" og den "fortjener mange læsere"). 2. En yngre forfatterskolelærer som totalt afviser den, da den har et budskab: "Hold dig fra at overbevise din læser om noget - det gælder både inden for skøn- og faglitteratur. Kronikskrivning må du dyrke ved siden af dit bogskriveri." Denne afvisning af enhver dybere civilisationskritik er katastrofal, og hvor meget har den bredt sig til de mennesker som dirigerer vores kulturliv? Det er det spørgsmål jeg må have opklaret.

Jeg håber at høre fra dig, så vil jeg begrunde hvorfor det er vigtigt at verden belemres med min bog.

          Venlig Hilsen

          Gert Buschmann



***



                                                       Mail sendt ultimo December 2020


          Kære Bo Bjørnvig

Tak for dit svar på min henvendelse, du svarede ganske vist ikke, og dette fortæller mig at du ikke finder reaktionen på min roman særligt oprørende. Det er skæbnens ironi at det netop er denne tilstand i vort samfund som er emnet for tre bøger jeg har skrevet: den fremadskridende verdsliggørelse som har ført til at alt det ophøjede og hellige er forsvundet, først kristendommen og derefter finkulturen, og som nu har nået sin endestation: den åndelige ligegyldighed.

Du og jeg er ligegyldige:

De bøger du anmelder (du skriver jo ikke bøger) er ubetinget ligegyldige (da du kom frem, så jeg dig som et tegn på åndens forfald: Bjørnvigs søn anmelder tegneserier og krimier). I din seneste anmeldelse - dobbeltanmeldelsen i Weekendavisen 51, 2020 - synes du selv at tvivle på dine anbefalinger, for til slut i begge anmeldelser, må du overbevise læseren direkte. I det ene tilfælde: "... - men læseværdig er den absolut", i det andet tilfælde: "Stor underholdning til det sidste".

Jeg er ligegyldig fordi mine bøger ikke er ligegyldige, derfor har de ingen læsere, og derfor gider forlagene og kulturjournalisterne ikke at beskæftige sig med dem.

For det er blevet kulturjournalisterne som har bemægtiget sig styringen af vort kulturliv. Engang fandtes der tungtuddannede mennesker som var store kapaciteter indenfor deres fag, og som (direkte eller indirekte) højnede vort almene kulturliv. De er væk, helt væk eller usynliggjorte. Kulturjournalisterne er letuddannede, og de behøvede egentlig ikke deres uddannelse, for den har ingen betydning haft. For dem har kun én ting betydning: at være læst af så mange som muligt.

          Venlig Hilsen

          Gert Buschmann