Anmeldelse af anmeldere

I september 2021 kørte i Kristeligt Dagblad en debat om anmeldervirksomhed. Anmelder ved avisen Nils Gunder Hansen klagede over at "anmeldernes magt er brudt", idet der længe før udgivelsen af en bog er omtale af bogen på forskellige medier, og da bogbloggere hovedsageligt skriver om det de har læst af lyst, er de generelt positive: "Det kan gøre det svært at skrive den kritiske anmeldelse. Er man virkelig den, der vil komme og ødelægge festen? Er man gået hen og blevet sær, fordi man ikke helt kan se det, der synes indlysende for alle andre?"

Dette fik Maria Johansen, som er "litteraturanmelder og blogger", til at skrive: "Kære snobbede, elitære litteraturkritikere. I gør mig så træt. Her går vi og passer os selv. Vi tror fejlagtigt, at vi lever i en verden, der kan rumme vores meninger. Vi tror, at der er plads til os på vores egne platforme på sociale medier sideløbende med jeres spalteplads i de traditionelle dagblade. Men vi tager fejl."

Maria Johansen oplyser at hun har studeret litteratur hos Nils Gunder Hansen, og at hun fik 12 for en opgave som netop gik ud på at skrive en boganmeldelse. Dette fik mig til at besøge Maria Johansens blog. Jeg har det svært med denne opfindelse, jeg er altid gået igen, men nu besluttede jeg at kigge tingen efter i sømmene. Da jeg ikke gerne læser ved en skærm, printede jeg de forskellige sektioner ud. Og dette er åbenbart ikke meningen: den ene tomme side efter den anden, og så et syndigt roderi. Rektangler med tekststumper: "Kommenter som: Google-konto", "Udgiv", "Abonner på: Indlæg (Atom)", "naturefreshpurifier.com", "Sådan ændrede bedstemor sit st". Øverst nogle linier om cookies som dækker for det der står, og tilhøjre igennem alle siderne en spalte med plads til reklamehalløj. Jeg læste først sektionen "Om mig". Hun skriver lidt om uddannelse og erhverv (noget med livetekster til TV2), og at hun er åben som læser, hun foretrækker dog skønlitteratur. Hun modtager gerne bøger til anmeldelse. Herefter er der nogle kommentarer, kun noget af det er synligt, det synes at være en kritik af Maria Johansen, blandt andet: "Dine anmeldelser løfter sig aldrig op over det banale og følelsesmæssige observerende." Ikke opmuntrende. Så er der en sektion der hedder "Sådan læser jeg", den er ganske god. Hovedattraktionen er sektionen "Scottys kaffekopper". Anmeldelserne fylder én til halvanden side og slutter med tildeling af op til seks kaffekopper - oftest fem. Anmeldelserne virker udmærkede, men det er den umiddelbare virkning, man får serveret - ikke det klassiske ideal om en nærmest videnskabelig undersøgelse, som skal tåle at blive genoptrykt efter anmelderens død. Jeg vælger en bog ud som jeg har læst: "Min mørke Vanessa" af Kate Elizabeth Russel. Den roman fandt jeg aldeles fremragende - ikke mindst fordi den som skaberværk er totalt fejlfri (forfatteren oplyser at arbejdet på den har stået på i 18 år). Den handler om en 15-årig pige på en kostskole som har et forhold til en 42-årig lærer. Pigen beundrer læreren, og selvom forholdet må ophøre, fordi sladderen går, så holder de kontakten ved lige, og hun er ham evigt hengiven for det de har haft sammen. Små tyve år senere anklages læreren for tidligere at have haft sex med en mindreårig elev. Hun kan ikke tro noget ondt om læreren, men var hans forhold til hende selv et overgreb fra hans side? Lokkede han hende ved falsk ros af hendes evner?

Maria Johansens anmeldelse af "Min mørke Vanessa" får det væsentlige frem: "Konstruktionen er knivskarp, og det samme er dialogerne, som understreger den ulige magtbalance mellem lærer og elev" og: "Forfatteren drysser nuancer og kompleksitet ned over en vægtskål, som på den ene arm bærer forelskelse og hengivenhed og på den anden bærer udnyttelse og overgreb. Hvad der vejer tungest, er op til læseren." Men der lægges ikke fingre imellem: det er en "væmmelig roman", "en dybt ubehagelig læseroplevelse og samtidig en bog, der skriger på at blive læst færdig". Bogen får fem kaffekopper. For mig har den æstetiske nydelse ved sprog og komposition overskygget det "væmmelige". For mig er læsning ikke bare en lyst, jeg er dikteret af højere magter, jeg må døje krævende eller grusomme sager, og så er "kaffekop" ikke den rette betegnelse for en måleenhed - og jeg tager iøvrigt afstand fra karaktergivning (og glæder mig over at Weekendavisen gør det samme).

Jeg har det med at have meninger om alting, så når jeg læser, skal der ikke meget til førend jeg blander mig i handlingen. Dette skete da jeg læste "Min mørke Vanessa". Romanen er fin som den er, fordi dens tragiske endeligt må siges at skyldes "systemet". Reglerne betyder at lærerne evigt er under observation, og at pigen må udtænke løgne og oplever skuffelser og ydmygelser, hvilket må være årsagen til at hendes livslyst fordufter. Og da læreren senere får en anklage på halsen, orker han ikke at forsvare sig (pigen/kvinden vil hjælpe, men hun er jo blevet bragt i tvivl, så hun når ikke at handle inden han begår selvmord). I min version af historien er systemet sad ud af kraft. Jeg forestiller mig at pigens far er videnskabsmand og at han omkommer under mystiske omstændigheder, og nogle papirer synes forsvundet. Er der tale om mord? En fagfælle kan have interesse i at få ham af vejen. Pigens lærer havde i sin tid studeret under hendes far, og hun har selv tænkt at gå i faderens fodspor. Hvad er mere naturligt, end at pigen og hendes lærer nu mødes privat og diskuterer begivenhederne, og hvis noget peger på mord, at de så i fællesskab hjælper med at få dette opklaret. De private møder kommer til at indbefatte almen faglig snak og diskussion om hendes fremtidige studeren, og de fører med en pæn sandsynlighed til et erotisk forhold. Ville nogen kunne indvende noget imod dette? Hvis opklaringen af mordet hviler stærkt på pigen og lærerens indsats, hvad ville man så sige hvis de tilstod at have haft sex? Ville læreren blive afskediget? Næppe.

Sandt at sige digtede jeg videre på min videre-digtning: jeg forestillede mig at romanen var skrevet af en fremtrædende videnskabsmand som arbejder på et betydningsfuldt problem. Læseren bliver inviteret ind i faget ved at følge pigens og lærerens samtaler. Og det skal være sådan, at fagfolk bliver forbløffet over det der bliver bragt frem - det videnskabsmanden var igang med. Vil det sige, at han (bogens forfatteren) havde (har) fundet en åbning i udforskningen af problemet, og at der kunne (kan) forventes en løsning inden længe? Hvad skulle videnskabsmanden opnå ved en skrive den roman? Skulle han ikke passe sit arbejde? Jo, men han har altid elsket kriminalromaner, og han har fablet om en faglig intrige - som den almindelige læser skulle indvies i (eller man skulle blæse den almindelige læser et stykke, og lade romanen henvende sig til fagfolk). Og han har drømt om selv at skrive en sådan roman. Ja han har haft den i tankerne i så mange år, at den allerede er skrevet, han mangler lige det konkrete plot, og det har han nu: Han mener virkelig at hans forskning er inde på det afgørende spor, men han føler sig nødt til at afsløre nogle af de resultater han har opnået, fordi han har en farlig konkurrent: en ærgerrig og hensynsløs kollega. Alle i faget véd hvem denne er, og nu gøres han altså til morder. Herved undgår videnskabsmanden nok at blive myrdet i virkeligheden, men afsløringen af delresultaterne betyder at konkurrenten kan bruge dem, og dermed komme først, dette vil dog næppe ske, da videnskabsmanden er sikker på at han ikke kan indhentes. Desuden kan videnskabsmandens bidrag til kendskab af faget i offentligheden, og påpegen af dets vigtighed, måske føre til øget støtte fra fonde og stat. Se her er en roman med virkelig kød på, en sådan ville en levebrødsforfatter aldrig kunne skrive. Men for de fleste boglæsere betyder dette ikke noget: deres bøger er til brug i deres "fritid".

Hvad gør en anmelder, hvis der er noget i en bog som han fornemmer men ikke forstår? Gyldendal udgav engang en roman, hvor en anmelder kan have følt sig på spanden. Noget af det faglige var meningsløst pseudo-videnskab, men dette opdagede Weekendavisens anmelder ikke, han trak hele registeret ud: "et gigantomachia", "en genial sammenkobling", "et snedigt skakspil med læseren". Fagfolkene må have moret sig over denne anmeldelse, men ka' det måske ikke være ligemeget med fagfolkene?

Jeg fik lyst at se hvordan Maria Johansen ville behandle en roman jeg har skrevet. Jeg opfatter mig primært som filosof. Min tænkning angår et kulturproblem som jeg betragter som det mest centrale, idet det angår størrelser som religion, kærlighed, æstetik og dannelse. Jeg har fremlagt min tænkning to steder: direkte i et essay ("Den europæiske åndsverden som religiøs kultur") og indirekte i en (stor) roman ("Indenfor Murene"). Og desuden i en (lille) roman ("En mærkelig Familie"). I de to romaner er der en handling hvor personer agerer, og jeg har selvfølgelig gjort handlingen så fængslende som muligt, men det er mit budskab som er det væsentlige for mig, og dette forventer jeg at en anmelder fanger. Anmelderen skal forsøge at få klarhed over problemstillingen, som aktuelt består i de kulturforandringer som igennem det seneste halve århundrede har aflivet flere gamle og ærværdige fag (for eksempel den klassiske musiktradition og den rene matematik). Og anmelderen skal meddele læseren mine ret klare definitioner at begreberne "religiøs kultur" og "kærlighed". Herefter skal anmelderen tage personligt stilling til sagen. Og først derefter skal tales om handlingen: i hvilken grad det er lykkedes forfatteren at få problemstillingen tydeliggjort, og om den kan forventes at få læseren engageret. Ifølge en vurdering som jeg omtaler nedenfor, og som er foretaget af en filosof, må mine bestræbelser være lykkedes til fuldkommenhed i mit essay og i den tunge roman, da der ikke påpeges noget som bør ændres eller bearbejdes mere. Men denne filosof har ikke haft den lette roman til vurdering. Her overlod jeg vurderingen til et firma kaldet "Skriveværkstedet". Manuskriptet blev læst af en yngre kvinde, som (viste det sig) kulturmæssigt befandt sig meget langt fra mig og filosoffen. Jeg fandt hendes rapport under al kritik. Hun synes ikke at have nogen videre uddannelse, og hun fortæller mig at jeg (for at få mange læsere) hellere skulle skrive noget andet end det jeg skriver. Jeg optalte næsten hundrede regulære læsefejl på bogens 170 sider, og nedskrev 60 af dem og klagede til firmaet. Der kom ikke noget svar, der kom blot en regning på 6500 kr. Så skrev jeg en artikel om denne oplevelse: En usandsynlig manuskriptbehandling.

Hvordan ville Maria Johansen mon gå tilværks? Jeg sendte en mail, og hvis hun var interesseret, ville jeg sende bogen i trykt udgave (da hun ikke bryder sig om at læse ved en skærm). Der kom ikke noget svar. Så sendte jeg denne mail til både Nils Gunder Hansen og Maria Johansen:



          Kære Nils Gunder Hansen og Maria Johansen

Jeg har fulgt med i debatten om anmeldere i Kristeligt Dagblad, fordi sagen er aktuel for mig.

Jeg elsker lærdom og fordybelse, og jeg er en flittig romanlæser, men jeg har oftest fundet romanerne for "forfatteragtige": Som en kritiker engang skrev: "Altid det samme, altid Ægteskabsbrud: Ægtemanden, Hustruen og Elskeren. Altid Sovekammer- og Spisestueinteriører." Og det har også generet mig, at forfatterne ikke kan eller gider at bruge den nødvendige tid, således at bøgerne oftest må kaldes ufærdige. Jeg har altid drømt om "den intellektuelle roman", den er tyk og indeholder fagligt stof på et højt niveau - og så må den gerne have et budskab. I 1993 fik jeg en idé til en sådan roman, som jeg syntes var genial, og budskabet lå ligefor: vor tids overfladiskhed. Jeg har været drevet af en mægtig entusiasme, da jeg var sikker på at bogen ville vække stor opsigt. Den endte med at blive på tusind sider og arbejdet kom til at tage over 25 år. Inden jeg sendte den til forlagene, fik jeg foretaget en omhyggelig vurdering hos en filosof som tilhører bogens målgruppe. Hans vurdering er på seks sider, og han giver selvfølgelig ikke bogen karakter i talværdi, og hvis han havde gjort, ville det hverken være stjerner eller kaffekopper, men ugler eller hjerter (for bøger som udspringer af kærlighed til lærdom), og mon ikke han ville have givet seks stk.: Redaktionel vurdering.

Hvordan reagerede forlagene på dette manuskript vedlagt vurderingen? For at gøre en lang historie kort: Det er sikkert det manuskript i hele historien som har haft den korteste ekspeditionstid hos forlagene - og jeg tilbød endda selv at finansiere udgivelsen.

Jeg var forberedt, så parallelt med denne roman skrev jeg en roman som var lille og let, og som skulle hjælpe mit hovedværk på vej. Den fik samme medfart hos forlagene. Jeg fik nogle mennesker som tilbyder manuskript-vurdering til at udtale sig: alt var galt: jeg er samfundskritisk, mit sprog er for tungt og mine karakteres ydre er mangelfuldt beskrevet (men da ikke deres indre).

Dagbladsanmelderne bliver beskyldt for at være snobbede og elitære, men det er det modsatte som er problemet: de er helt nede på jorden. De bryder sig ikke om tung lærdom og fordybelse. De har en bred uddannelse og har skrevet speciale om noget helt alment. De elsker journalistisk arbejde, hvor opgaverne hurtigt er ekspederet. Mine to romaner blev udgivet sidste år på et selvudgiverforlag, og de er ikke blevet anmeldt noget sted, og ikke solgt i ét eneste eksemplar.

Jeg regner med at I begge finder det rigtigt, at dagbladene ikke bruger spalteplads på en bog hvis målgruppe er snobbede og elitære folk (min romans hovedperson er specialist i nutidig klassisk musik, altså en kunstart som er alment forhadt og som officielt er uddød, men som nogle få åndsaristokrater holder i live).

Jeg trøster mig selvfølgelig med, at mine bøger engang kan blive opdaget og værdsat - om ikke andet for deres portræt af kulturklimaet i vor tid.

          Venlig hilsen

          Gert Buschmann


André Nielsen (pseudonym): "Indenfor Murene" (Trykværket, 2020)

Annie Aphel (pseudonym): "Den europæiske åndsverden som religiøs kultur" (Historia, 2017)

Morten Alkærsi (pseudonym): "En mærkelig Familie" (Trykværket, 2020) (i denne bog citeres fra de omtalte vurderinger)

Bøgerne kan ses på min hjemmeside: juliasets.dk.



I sit debatindlæg nævner Maria Johansen "et andet modbydeligt eksempel" på uautoriseret anmeldervirksomhed. Denne anmelder har også fået 12 hos Nils Gunder Hansen, og det er Julie Rasmine Larsen, som har bloggen Litfix.dk. Dette er en hjemmeside uden dikkedarer, her fylder teksten hele siden, her er det kun billederne som belaster mit humør og min printer. De er enorme: det er bøgernes omslag som man skal man belemres med, egenhændigt fotograferet af anmelderen. De fleste bogomslag gør mere skade end gavn. Det er blevet en storindustri hvor der skal spares, så det kan ikke blive til andet end lidt legen mod bogstaver og et fotografi. Skal en bog have et omslag, skal der være en grund til det: det skal "sige noget" eller det skal være smukt. Helst så man ikke nænner at sætte bogen i en reol, men dér skal de fleste bøger jo opholde sig, og jeg foretrækker at der - ligesom i gamle dage - er noget ukendt over en bog.

Julie Rasmine Larsen har, ligesom for Maria Johansen, fuldtidsarbejde andetsteds, således at anmelderiet er bare(?) noget hobby. Det er dødirriterende. Vi lever i materiel overflod, men alle har travlt, travlt, travlt. Og vores skabervirksomhed er til kort levetid - også bøgerne. Så snart noget er nogenlunde færdigt, så er det godt nok. Bogbloggerne har ubegrænset plads til rådighed, og det privilegium kunne man godt tænke sig at de udnyttede - gik mere i dybden, citerede mere fra bogen og gjorde det til en regel at vurdere sprog og komposition - og gerne et link med en forfatterbiografi. Til gengæld, da bogbloggere læser af lyst, kan man nok gå ud fra at de virkelig har læst bogen. Der er dagbladsanmelderne som er kendt for ikke at læse de bøger de anmelder (blandt andet den anmelder jeg omtaler nedenfor), og flere af dem er forstyrrede af andre gøremål, såsom undervisning og klummeskriven - eller præsteembede. Julie Rasmine Larsens anmeldelser er - ligesom Maria Johansens - god brugervejledning - og beslægtede bøger nævnes. Jeg vælger igen en bog jeg har læst: "Hvis vi ikke taler om det" af Leonora Christina Skov. Det er "en stærk fortælling om at springe ud som sig selv, trods modstand", og den får fire ud af fem stjerner. Julie Rasmine Larsen havde foretrukket "at bogen IKKE skal være et #me-too indspark", og her er jeg enig, men halvdelen af anmeldelsen går med denne sag, og jeg - som ikke ville drømme om "en hurtig Google-søgning" - får nu serveret navnet på slynglen. "Men Skov er ikke på hævntogt!" får jeg at vide, men det er netop det Skov er. Og det er først og fremmest sine forældre hun har villet have ned med nakken, og især moderen, hvis liv hun har ødelagt og hvis død hun er skyld i. Og kan man fortænke hende i hævn: evigt irettesat og udstødt da homoseksualiteten kom for dagen?

Maria Johansen og Julie Rasmine Larsen lægger begge vægt på den fysiske bog, og de taler om kærlighed til bøger. De skriver hhv. "Det rodfæstede sig i barndommen med den daglige godnatlæsning" og "Jeg har altid været betaget af litteratur lige siden jeg lærte at sætte de første bogstaver sammen". Om læsestunderne skriver de hhv. "Kaffe, joggingtøj, tæpper og en god bog er nok min definition på Paradis" og "For mig tilbyder litteraturen en helt ny verden, som jeg kan dykke ned i og forsvinde væk i". Da min tænkning netop angår begrebet kærlighed, er jeg straks på vagt, for som jeg definerer kærligheden, er den stor set forsvundet - og anmeldervirksomhed kan være en trussel imod kærligheden. Kærlighed må nemlig ikke forveksles med elske: kærligheden er stærkt kulturbestemt, den er et arbejde (en kærlighedsgerning) og den kan være varig, hvorimod elske er en følelse som oftest er forbigående. Kærligheden hører til en kærlighedstradition, som man tilegner sig, og tager på sig og videregiver. Har man kærligheden er man forankret i dens kærlighedstradition, og dermed i fortiden. For den litteraturelskende betyder dette, at man hele tiden - på samme måde som den kristne - må tilbage til de kanoniserede skrifter, klassikerne (- en klassiker kan såmænd være splinterny, for eksempel Søren Ulrik Thomsen). Her ligger gevinsten ikke i nyheden, men i ritualet. Enhver kærlighedstradition har et religiøst islæt, idet der skabes hellige ting. I litteraturen er det værker, biblioteker, lærdomsinstitutioner og priser. Og her er sproget selvfølgelig i centrum: der skal værnes om sproget, herske ret klare forestillinger om korrekt sprog (men sproget skal være til diskussion, i mine tekster er gældende retskrivning ikke fulgt). Bogbloggernes forhold til bøger synes snarere end kærlighed at være "lykke": det optimale stadium af velvære. For at der kan blive tale om faglig kærlighed, må man have en klar opfattelse af faget, dette er en forudsætning for en fin vurderingsevne. En sådan finder man hos de dygtige udøvende, de har optrænet en unik stil. Meget alsidig konsumering kan spolere smagen. Derfor bør anmeldere specialisere sig. Da bogbloggerne mest læser det de har lyst til, er dette problem vel løst for dem. Men bogbloggerne er uden forståelse for det institutionelle. Og de lader enhver kommentator komme til orde: dette er en uskik, der skal vælges ud, og det udvalgte skal bearbejdes, ganske som det sker på dagbladsredaktionerne. I modsat fald mister foretagenet præstige. De håber på at deres egen institution må vinde udbredelse, men de gør ikke noget for det fælles - og for papiret.

Der skal sluttes op om institutioner, hvilket i første omgang må være et forum for oplysning og debat. Dagbladenes tid er forbi, de holder sig i live ved blandt andet at skære ned på boganmeldelserne. Der skal være ugemagasiner (som for eksempel Weekendavisens bogtillæg), gerne med specialisering og henvendende sig til bestemte kulturgrupper. Her skal redaktører sørge for at der bliver valgt alsidigt. Litteraturens udvikling må ikke ligge i hænderne på dagblade og kommercielle bogforlag. For eksempel kunne man forestille sig en statslig institution som sikrede, at der ikke går værdifulde skaberværker tabt. Institutionen skulle vurdere tingen (måske delvist betalt af ophavsmanden), og hvis ret store kvalitetskrav er opfyldt, skal den optages på institutionens hjemmeside. Her kan privatpersoner og forlag erhverve den. Engang var det relevant med økonomisk støtte til smalle udgivelser, dette er ikke mere nødvendigt. Enhver der virkelig skaber noget udfra kærlighed, gør ikke krav på aflønning. Og en bog kan udgives uden omkostning for forfatteren: den kan trykkes i ét eksemplar som sendes fra trykkeriet til køberen. Problemet er synliggørelse. Anmeldere af enhver art bør forpligte sig til engang imellem at søge hos de små forlag og blandt private udgivelser - og være åbne overfor en ting som måske ikke lige er det de plejer at gå efter. Det kan også være en bog som man finder har fået en urimelig behandling hos en anmelder. Vist er det vigtigt at anbefale bøger og diskutere bøger, men man bør også medvirke til nyskaben, og kan det ikke blive ved egen skaberkraft, så kan man måske give ting andre har skabt en hjælpende hånd - og høste ære for tingens "opdagelse", hvis den vinder anerkendelse.

Den ene af de nævnte bloggere er åben overfor at en bog vil stille spørgsmål ved hendes "forankrede forestillinger om verden", den anden giver kun topkarakter til "en bog som tager mig med storm, hvor siderne vender sig selv". Til den første blogger vil jeg sige, at mine bøger vil stille spørgsmål ved hendes leveform, da jeg fordømmer fuldtidsarbejdet. Det gjorde man i min ungdom. Det var en bevægelse i tiden som vendte op og ned på mit liv, men det kunne jo have været en roman. Jeg har altid leget med den tanke, at en roman får kæmpe konsekvenser. Jeg vil påstå at én roman kunne have standset nazismen. For eksempel hvis handlingen foregik i fremtiden, og forfatteren virkelig havde ramt sandheden om udviklingen. Som tiden skred frem, så man at profetierne i romanen gik i opfyldelse. Bogen var selvfølgelig forbudt og forfulgt, men den vandt mere og mere opsigt, og derfor diskussion i partiet, og mon ikke der kunne opstå handlingslammelse i en sådan grad, at ulykkerne aldrig nåede det omfang man kunne læse i romanen? I så fald ville forfatteren selvfølgelig ikke blive takket efter fortjeneste. Men jeg drømmer om at blive takket, modtage et brev:

Jeg er en ung fyr på 17 år, og jeg har i flere år interesseret mig for matematik, og jeg har læst din bog "Analytisk Talteori". Den er helt anderledes end andre matematikbøger, og der er flotte billeder og forsiden er super. Jeg har kørt alle programmerne, og jeg arbejder videre med dem. Jeg er igang med bøgerne i litteraturlisten. Historien i "Pythagoræernes sidste dage i Kroton" må ganske rigtigt være udtænkt af guderne, men hvor kommer den fra? Jeg er nu igang med André Nielsens bog "Indenfor Murene", det er jo en større sag. Mine forældre spurgte hvad det er, jeg sagde at en af personerne er en ung fyr som interesserer sig for matematik, og så viste jeg dem en side med nogle formler, og så sagde de ikke mere. De skulle lige vide, at jeg synes at det er fedt som Niels-Henrik har gjort. Men hvad gør man? Jeg har ikke nogen moster Annie, men jeg forstår, at bogen er en autentisk beretning, og at Annie Aphel virkelig eksisterer, var det sådan at man kunne komme i kontakt med hende? Jeg ser at du er med i bogen, med dit rigtige navn. Nu må du vel være pensioneret, men er det sandt at du har levet af at gå med morgenaviser? Jeg har også fået Niels-Henriks bog hjem, skrev han virkelig den som 18-årig?

Til den anden blogger vil jeg sige, at de bøger som har taget mig med storm, er forsvundet i glemslen. Den bedste roman jeg har læst er "På sporet efter den tabte tid", og den tager ikke sin læser med storm.

Den civilisationskritik som jeg fremlægger i mine bøger, har jeg aldrig talt med nogen om. Og når jeg har ladet nogen læse noget af det jeg har skrevet, har de reageret undvigende. Selvfølgelig véd jeg godt hvorfor: jeg taler om noget hvorom man ikke kan tale. Den filosof jeg taler om, gik med til opgaven fordi han først havde bladret, og hans indtryk var "dyb og oprigtig beundring". I rapporten kan man læse at min roman "fortjener mange læsere", og mit essay - som oprindeligt var tænkt som et appendiks til romanen - er "ligefrem fremragende", men det burde udgives for sig, og: "Det burde i kraft af sin titel og relativt beskedent omfang kunne fange en del (akademiske) læsere – og deres nysgerrighed kan så (via Google e.l.) ideelt set lede dem på sporet af resten af værket. For værket taler også, at det på overfladen, trods alt, er ganske letlæst." Men de mennesker som skulle besørge mine skrifters udbredelse, var af en anden opfattelse. Forlagene sender kun standardsvar (eller ikke noget svar), men for essayets vedkommende gav et enkelt forlag en begrundelse: "Bogen er utroligt velskrevet og interessant", men man kunne ikke udgive den: "Vores forlag ønsker ikke at lægge navn til de holdninger, der fremlægges". Jeg bad om et eksempel på en sådan holdning, svar: "Forlaget fastholder sin beslutning." Bogen måtte udgives på et selvudgiverforlag (Historia), og her forsøgte forlæggeren at sabotere den: han udsendte ikke anmeldereksemplarer og på sin hjemmeside slettede han "som religiøs kultur" fra bogens titel, og fotograferede den fra en vinkel så titlen blev utydelig. Da jeg opdagede at den ikke var sendt til anmeldelse, sendte jeg den selv, og den blev anmeldt af Kristeligt Dagblad. Anmelderen (Kristian Østergaard) synes imponeret af denne præstation af en musikuddannet kvinde, men han er nødt til at få sat en stopper for bogen. Han er sognepræst, og selvom jeg ikke direkte angriber kristendommen, så har han kunnet fornemme, at jeg betragter kristendommen som en falsk religion der har forhindret sand religion i at vinde indpas, og ligeledes at jeg anfægter den kristne forståelse af kærligheden. Men disse påstande omtaler han ikke, han skjuler bogens budskab for læseren. Han indleder med at fortælle læseren at denne bog er "fyldt med ultimative domme, der skal skille klinten fra hveden". Og så kommer han med et eksempel. Jeg havde skrevet at de fleste kærlighedsromaner ikke er kærlighedsromaner: det er nemlig forelskelsesfasen de skildrer, og kærligheden er den varige tilstand (kærlighedsgerning) som (ideelt set) skal afløse den midlertidige forelskelse. "Kærlighedsromanerne slutter dér, hvor kærligheden skulle begynde", skriver jeg. "Er dette rigtigt? Nej, det er ikke rigtigt", skriver anmelderen, og han nævner to modeksempler - fra oldtiden. Anmelderen føler ubehag ved forfatteren og hendes bog: hendes vingefang og hendes gennemarbejdede skrivestil. Sandheden om bogen er, at der ikke er én eneste påstand i den som ikke er overvejende sand, derfor er anmelderen afmægtig, og derfor må han fylde pladsen ud med at gøre nar af forfatteren: "Bogen er en cadeau til forne tider og som sådan en kærlighedserklæring af de mere bastante og højstemte slags, der godt kan gøre læseren mildt irritabel og modsigelseslysten." Og da anmelderen véd at begyndelsen af anmeldelsen får læseren til straks at gå til slutningen, gentager han sin dom: "Læseren må til slut spørge sig selv om, hvorfor en nidkær kritiker som Annie Aphel, der sjældent sparer nogen, ofte er så ukritisk i egne anliggender."

Hvordan kunne en anmeldelse af denne bog mon ellers se ud? Kvinden fra "Skriveværkstedet" ville gøre kort proces: bogen er samfundskritik! Hun skriver i sin vurdering af min lille roman: "Samfundskritik hører ikke hjemme i bøgerne. Det gælder både skøn- og faglitteratur. Hvorfor ikke skrive nogle kronikker eller læserbreve i stedet for?" De to fuldtidsarbejdende bloggere ville nok fordømme min tilbøjelighed til at betragte erhvervsarbejde som prostitution der må reduceres. Det er jo ensomt at læse bøger, de må ud blandt andre, og hvor er de? De er på arbejdsmarkedet, det er dér det foregår - de vil måske ligefrem tale om "livsstil" og "at realisere sig selv". Derimod er jeg sikker på at den "videnskabelige" anmelder ville yde min bog en vis retfærdighed. Netop fordi han er videnskabelig: så går det meste af pladsen med at fremlægge bogens budskab - at den har et sådant fremgår af teksten på bagsiden - og så er der ikke så meget plads til at rakke ned. I bogen tales om det "religiøse" kontra det "verdslige" samfund. Det religiøse har med fordringer af åndelig og æstetisk art at gøre. Den religiøse kulturform kræver mere indsats fra menneskets side, men den kan tilbyde et rigere liv. Det kan der måske være noget om, tænker anmelderen. Begreber som "gud" og "tro" hører ikke nødvendigvis til begrebet religion, det kan anmelderen også godt gå med til. Og da hans lærdom i sidste ende kommer fra "den europæiske åndsverden", forstår han godt dette begreb, og engang var der jo noget helligt over lærde skrifter og universiteter og alt sådan noget, så lad bare forfatteren kalde "den europæiske åndsverden" for en religiøs kultur. Og sandt nok er kristendommen noget vås. Joh, anmelderen kan godt være med, men alligevel har han det ikke godt med denne bog. Om forfatteren kan man på bagsiden læse at hun "er uddannet i klaver og musikvidenskab", det er nok noget med fin partiturmusik, og den hører anmelderen ikke. Han kan forestille sig hvad hun ville sige om hans musik: banale tekster tilsat dur- og mol-akkorder. Forfatteren ser nok ned på ham, og hans problem er, at han også selv ser ned på folk, nemlig på dem der aldrig læser bøger. Pinligt. Så anmelderen gør det, at han lover sig selv at han vil snuse lidt til forfatterens musik, give den en chance, det kan jo være at den byder på overraskelser. Så man må nok hellere gå lidt stille med dørene, prøve at være enig med forfatteren, gi' bogen en stjerne mere end man havde tænkt. På bagsiden af bogen kan man også læse: "I den dokumentariske beretning Indenfor Murene af André Nielsen, som er en civilisationskritisk diskussionsbog i romanform, gives en udførlig og levende fremstilling af Annie Aphels tænkning." Det ku' være man skulle kigge lidt i den bog, der står nok noget om Annie Aphels musik - der er måske ligefrem nodeeksempler.

Anmelderen af min religionsbog følte sig (som sognepræst) nødsaget til at forhindre at den vandt udbredelse, og det lykkedes ham, da den ikke blev anmeldt andre steder. Men så nogen tid senere kom en bog som må være den allestørste ulykke der kan ramme en sognepræst: bogen har titlen "Religion uden Gud", og da den er skrevet af "en internationalt anerkendt filosof" - Ronald Dworkin - er den nok ikke let at få til at forsvinde. Den bringer spørgsmål på bane som enhver kristen hver eneste dag er plaget af - og disse spørgsmål kommer både fra andre og fra ham selv. For sandheden om kristendommen er, at det er en forestillingsverden som opstod i en fjern fortid, og at den - på ganske samme måde som alle de andre fjerne forestillingsverdener - ikke mere kan og bør opretholdes. Kristendommen fik succes fordi den allevegne kunne tjene de herskende. Dens store udbredelse førte til dybtgående tolkning og tænkning, og ved passende op- og ned prioriteringer af de ældgamle "kendsgerninger", er der blevet skabt en forestillingsverden - kristendommen med dens varianter - som virker så komplet og fuldendt, at den er blevet taget som bevis på Gud og som Guds værk. Men sat op imod den moderne (vestlige) forestillingsverden, kan kristendommen legende let pilles fra hinanden så der ingenting er tilbage. Så derfor vil ethvert argument for at opretholde den være svagt. Og hvad gør man så? Og især når kristendommen er éns levebrød? Så nedgør man modstanderen. Her er samtlige nedord i anmeldelsen: Dworkin "forkludrer", "forplumrer", "plæderer for", "gør kål på", "er uden sans for", "taler yderst grødet om", "kaster sand i øjnene på læseren", "nærmer sig det uforståelige". Og anmeldelsen slutter således: "'Religion uden Gud' er forfattet af en internationalt anerkendt filosof, hvilket må være årsagen til, at denne prætentiøse tanketomhed er endt som en tryksag på dansk." Én stjerne kunne det blive til. Jeg har aldrig set en bog blive så nedsablet, og så tilmed en bog af en internationalt anerkendt filosof. Her er noget galt, lad os høre lidt af hvad forfatteren har at sige. Han citerer Einsteins diktum: "At vide, at det, der er uudgrundeligt for os, virkelig eksisterer og manifesterer sig som den højeste visdom og den mest strålende skønhed, som vores sløve sanser kun kan begribe i deres mest primitive former - denne viden, denne følelse står centralt i sand religiøsitet. I den forstand, og i den alene, hører jeg til i de dybt religiøse menneskers rækker." Dette er en religionsforståelse uden påstand om en gud, og denne forståelse af det religiøse vil de fleste mennesker kunne tilslutte sig, da de fleste nutildags er svage i troen. Anmelderen erkender at Einsteins forståelse af det religiøse fortjener opmærksomhed, men: "Bogen forsøger at udfolde Einsteins ord, men det lykkes langtfra" (en dom der minder om dommen over min bog: "Musikuddannet forfatter går i clinch med sin egen tid, men uden større held"). Dworkin taler om ting man kan gøre i sit liv (skrive sonetter, uddele komplimenter, dyrke erotik): "Disse er præstationer, man opnår inden for livet. Hvorfor kan et liv ikke også være en i sig selv fuldkommen præstation med sin egen værdi i den livskunst, den fremviser?" Skulle dette ikke være meningsfuldt nok, være udødelighed nok, spørger Dworkin. Nej, svarer anmelderen, han fordrer noget mere: "Hvorfor er det forkert at tro på opstandelsen, som påskeevangeliet peger på, eller hvorfor skulle vi ikke have grund til at håbe på det evige liv? Det svarer Dworkin ikke på." Det fremgår da klart af bogen, hvad Dworkin ville svare anmelderen, nemlig at det hverken er forkert at tro på opstandelsen, som påskeevangeliet peger på, eller på det evige liv, som kristendommen forstår det, men at han personligt ikke gør det.

Jeg fordrer også noget mere end Dworkin, og hvad det er, forklarer jeg i min bog. Det er, ifølge anmelderen, ikke det sande jeg har fat i, men det er prisværdigt at jeg kan se at der er noget der mangler i de fleste menneskers liv. Så derfor finder anmelderen, at min bog er bedre end den internationalt anerkendt filosofs bog. Der er ting i anmeldelsen som virker anerkendende, men er de nu også sådant ment? I det afsnit hvor "Aphel afhandler Walter Benjamins og Martin Heideggers syn på kunsten", er der "mange fine betragtninger, selvom den begrebslige udredning er noget abstrakt:" - og så citerer han noget som jeg citerer fra Benjamin, er han klar over at det er Benjamin? Og så skriver han: "Aphel argumenterer for en religiøs æstetik, hvilket hun i sit tekst tydeliggør med disse ord:" - og så citerer han ordret fra min bog: "Når vi her har talt om en religiøs kultur, og har set den europæiske åndsverden som prototypen på en sådan, så har vi, uden at afvise troen på Gud, ment at det må være indlysende, at det er igennem lydighed overfor en højere instans som erkendes at være kulturskabt, at religionen kan få følelsesmæssig værdi for mennesket. Og vi har påstået, at den mest værdifulde form for religion er den hvor de æstetiske kulturelementer vægtes højt." Dette lange citat bør jeg være tilfreds med, for det viser tonen i min bog, men anmelderen kommenterer det ikke. Han taler om "religiøs æstetik", og anmeldelsen har overskriften: "Genoplivelse af den religiøs æstetik", men hvordan kan en æstetik være religiøs? Det er meningsløst. Jeg taler om kulturelementer af æstetisk natur. Er det bevidst at anmelderen fordrejer mit ærinde? Jeg spørger fordi jeg et sted taler om "animerende musikformer", dette gengiver anmelderen som "animerede musikformer", og skriver: "det er velsagtens en omskrivning for rytmisk musik". Er det en bevidst stavefejl som skal vise denne musikkvindes ubehjælpsomhed når hun er på udebane? Der er to andre fordrejninger i anmeldelsen. Er det almindeligt at anmeldere laver sådanne numre? De eneste der kan svare på det er forfatterne, men de kommer ikke til orde, det er anmelderne som får det sidste ord.