Tillæg til denne side:
Computerprogrammer (alternative programmer: fraktaler, kalligrafi, billedbehandling, JPEG)
En side om
Æstetik
Æstetikkens betydning i den europæiske åndstradition
af Gert Buschmann
Vores trang til at ordne og indføre regler, og til at gå efter symmetri og det gyldne snit og efter farvelærens og musikkens love ligger i vor natur, men den vidner ikke i sig selv om sans for skønhed. Der findes samfund hvor skønheden ingen rolle spiller, og hvor de få ord for skønhed der er til rådighed oftest kun slipper ud når de er ironisk mente. Og dette at der i en kultur hersker en udtalt trang til dekoration og kunst, viser ikke at skønheden opfattes som en væsentlig side af livet. Skønheden lærer vi at se, og vi skal yde en indsats, for skønheden er (som vi skal se) en kærlighedsgerning. Det skønnes betydning indenfor en kultur afgøres af rigdommen af sproget og af dybden af tankerne omkring det skønne.
Intet sted har denne rigdom været større end i den græske og den europæiske åndsverden - i deres storhedstider. Altså verdener som vi i vort hjørne af verden har det privilegium at have vores rødder i. Men om værdien af denne kendsgerning, og værdien af den europæiske åndsverden i det hele taget, og spørgsmålet om hvor dens højdepunkt skal placeres, går meningerne fra den ene yderlighed til den anden. Elskerne af den europæiske ånd vil sige, at en kultur skal dømmes på dens idealer snarere end på dens realiteter, og de hæfter sig ved den forunderlige kraft som gjorde at Europa kunne fostre tænkere og kunstnere som ... - og så nævner de navne. Haderne af vores fortid kan ikke se dens skønhed, men nævner kun omkostningerne: slaveriet der skulle til for at financiere denne luksus og spanskrørsslagene der skulle til for at forme ånden. Så er der dem midt imellem, og det er i disse tider især erhvervslivets folk, de hylder mekanismer som tilskynder til flid, og de aner at nutidens åndelige atmosfære kan opretholde noget fortiden har sat i værk, men den ville ikke kunne have skabt det.
Og på samme måde som kristendommen fremkaldte følelse af svigt og synd længe efter at den var erklæret død, og at dette førte til at den gamle umoral blev den nye tids sædvane, så gælder det samme nu for den europæiske dannelse. På grund af trægheden i omlægningen af uddannelserne indpodes en fornemmelse af fortidens tænkemåde og æstetik som giver dårlig samvittighed, og som derfor har skabt en trang til at forme sin tænkning og sine skaberværker i opposition til fortiden, ja til ligefrem at negligere tænkning og æstetik. Da folk inderst inde tvivler på værdien af dette projekt, og den dårlige samvittighed derfor let blusser op, skal man i disse år være forsigtig med at have for meget med fortidens ånd at gøre. Beskæftiger man sig med begrebet dannelse, må det foregå i neutrale akademiske termer. Som f.eks. hvis en specialeskrivende bestemte det årstal i hvilket procenten af latinskolestile der havde æstetiske betragtninger som emne var størst. Denne udmåling kunne faktisk gøre lidt nytte, idet lærernes valg af stileemner dengang afspejlede idealerne for samtalen i de kultiverede kredse. Og engang vil dette årstal måske blive anført som det tidspunkt hvorpå den europæiske ånd kulminerede.
At de veluddannede - den befolkningsgruppe som traditionelt har været beskytter, formidler og fornyer af den gode smag - ikke mere har meget med den gode smag at gøre, dvs. ikke mere føler større glæde ved de sublime skaberværker, kan man aflæse af den kendsgerning (som er lettere at registrere) at der ikke mere er nogen vrede over påståede hæslige eller nedbrydende frembringelser. De veluddannede vil måske ligefrem indrømme at de på dette område er mindre kvalificerede end de dårligt uddannede, og de er måske endda stolte af det, fordi mangel på tid er en positiv kvalifikation. Den seriøse kunst, dvs. den der skabes af mennesker der har lidt af den gamle ånd i sig, findes stadig, men den er blevet et anliggende for fagfolk på samme måde som videnskaberne. Da en livsdimension som forlængst er gået tabt jo ikke kan føles som et tab, konstaterer man blot at fortidens fine sprog og skelneevne indenfor æstetikken har måttet give plads for mere nuancerede sprog indenfor livsområder som før henlå i mørke, og for sprog der omhandler ting som slet ikke eksisterede tidligere. Men dette at noget er blevet skriftet ud med noget andet, betyder ikke nødvendigvis at det nye er mere berigende. Tiderne kan jo være blevet dårligere. Også selv om situationen ikke opleves sådan, thi det er jo vinderne som tegner tidsånden, og vinder er man i kraft en evne til at overvinde vanskeligheder, og den nærmere beskaffenhed af disse spiller oftest en mindre rolle. Om det skulle forholde sig sådan, er et spørgsmål som man netop i disse tider har gode muligheder for at besvare. For de veluddannede ynder enhver form for evaluering, og påstår at man har fået gode redskaber ihænde, og igennem deres CV-er og selvbiografier kan man evaluere dem selv. Og så ser man, at der er en karaktermæssig forskel på disse biografier og fortidens som man f.eks. mødte dem i konversationsleksika og som var udarbejdet af andre: de er uden kritiske vurderinger og sammenligninger, uden litterær værdi og uden intention om at skulle nærlæses. Og man får den mistanke, at de er til for at dække over en grundlæggende skam hos indehaveren.
Denne skam begyndte ved industrifremstillingen, som gjorde arbejdet upersonligt og latterligt: indsatsen fordeles på mange hænder som hver kun skal yde og kunne lidt, og resultatet er kun bestemt til en kort levetid. Derfor flyttede de højere i hierakiet opmærksomheden bort fra selve produktet og udtrykte deres indsats i abstraktioner som f.eks. teknisk leder eller salgschef. Men efter 70-ernes angreb på denne form for livsgerning - af unge der overvurderede såvel deres egne evner som væksten i frihed og velstand - måtte der pyntes på den, og da der på den tid ikke kunne gøres meget ved selve tingene og den tekniske procedure, måtte den sociale procedure, livet på arbejdspladsen, tilføres en ny dimension, så dette liv kunne blive mere attraktivt og respektabelt. Det grimme ord arbejdsplads skulle kun kunne hæftes på nogle arbejdspladser - og helst ikke nogen her tillands. Et forehavende som havde noget kunstigt over sig. Men denne ihærdighed igennem mange år på at ændre en pinlig virkelighed synes nu at have båret frugt. I hvert fald skal der en ny type kvalifikationer til for at begå sig i erhvervslivet, og folk der har erhvervet kunnen på gammeldags manér (dvs. ved bøger og ensom terpen) og som nu er henvist til underordnet arbejde, kan ikke undgå at blive imponeret over de mennesker som har overhalet dem, og have en følelse af at de aldrig ville have kunnet opnå en lignende virtuositet i tale og overblik hvis de kunne leve deres liv om. Hvad der imidlertid styrker dem i den opfattelse at den nye virkelighed er et kunstgreb som hele tiden må opgraderes for at kunne have virkning, er at der er former for livsgerning som i kraft af deres særlige (eller rettere naturlige) natur er hævet over skamproblemet, og som de hverken kan forestille sig ikke eksisterede eller varetaget af mennesker tilhørende denne verden (for at udtrykke det i kristen terminologi). Disse former for livsgerning kan slet ikke varetages af særlig mange mennesker - en omstændighed som (i lighed med arvesynden) må betragtes som en defekt ved mennesket. Forskellen imellem før og nu er at man tidligere (førend 70-ernes felttog imod lønarbejdet) var ukendt med omfanget af defekten, hvorimod man nu, på grund af det mere åbne kendskab til menneskenaturen, føler defekten ydmygende og derfor søger at usynliggøre den.
En omstændighed som i særlig grad har fremmet den ønskede respekt for produktionen, er den moralske sejr over fortiden som er blevet vundet ved kapitalismens fald. En sejr som i mindre grad er resultat af en etisk indsats end dette at verden så at sige er vokset fra kapitalismen: den er ikke mere rentabel. Vi er blevet rigere og ny teknologi koster mindre, ja vi har ligefrem fået en omvendt kapitalisme: fabrikanterne forærer penge væk. Disse er dog investeringer som skal tjenes hjem igen, så noget kan beholdes og noget gives ud igen, så derfor skal de gå til formål som vinder almindeligt bifald. Der er altså ikke tale om den uegennyttige gavmildhed som fortidens mæcener udviste, ved at uddelte legater og opkøbe kunst som kun kendere kunne fatte og billige. Denne gavmildhed hvilede på æstetik, den nye hviler på etik. Den moderne virksomhed skal spille spillet smukt, men skønhed i etisk forstand. Etik hører ind under religion, men må henregnes til religionernes "lavere" lag, idet enhver "højere" religion vil lægge hovedvægt på tilværelsesforståelse og livsfylde. I vor tid er der bestræbelser igang for at skabe enighed om en etikcentreret minimalreligion som hele menneskeheden skal tilslutte sig - blandt andet igennem menneskerettighedserklæringer. Denne minimalreligion må gerne være suppleret med nyreligiøsitet, men der må ikke findes religion i fortidig forstand, som f.eks. den traditionelle kristendom eller en højere dannelseskultur. Den slags - med den form for konflikt og hieraki som de fører med sig - skal netop bekæmpes ved hjælp af den nye etik. Og netop fordi den alvorlige religion er uønsket, er den mindre alvorlige religion des mere velkommen. Den første åbning imod religion i denne moderne forstand, efter at såvel kristendommen som den klassiske dannelse var afskrevet, kom sammen med dragningen i 70-erne imod alt hvad der havde med Østen at gøre. Disse brokker af spiritualitet hentet vidt forskellige steder fra skulle tilføre det vestlige menneske noget som i umindelige tider havde manglet. Det var et modefænomén, men det fjernede berøringsangsten overfor religion og banede vej for at kristendommen har kunnet vinde udbredelse i en udgave præget af nyreligiøtitet og nyetik.
Vi må have mere etik, ikke bare fordi smuk handlen kan øge succeen, men fordi der er kommet problemer som tidligere var ukendte, og alle er klar over at der er en syndflod af situationer på vej som kræver etisk debat. Men vi har også brug for en ny og skræpet etik fordi vi har fået brug for lydighed overfor en ny højere instans. Denne instans er det gigantiske projekt som hele den vestlige verden er hjælpeløst fanget i og som går ud på at udbrede den vestlige livsform, levestandard og styreform til hele Jorden. Et projekt som har stået på længe og hvis nærmere indhold er klart for enhver og accepteret af enhver, men da en stor del af det er uegennyttigt, blandt andet fordi det mere skal gavne fremtiden end nutiden, må det styrkes af en pligtfølelse. Fordi fortidens motivation til indsats er ved at forsvinde. Æren for enhver ting der måtte fortjene beundring, tilkommer nu et team snarere end nogen enkeltperson, og den er kortvarig. Og desuden er faglig dygtighed i gammeldags forstand nu nærmest blevet en diskvalifikation, fordi den fører til enerådighed som både skader produktet og arbejdsklimaet. Det er hovedsalig den mekaniske produktion af viden projektet tilskynder til - altså lærdom helt uden forbindelse med æstetik. Dette at der er noget totalitært over projektet, betyder at man ikke finder den begejstring som man i de totalitære regimers tid kunne finde hos de partitro. Den nye orden føles dog ikke at kunne sammenlignes med de tidligere former for totalitarisme, fordi ensretningen finder sted side om side med en eksplosion i mangfoldighed og frihed.
Engang var det arbejde som ethvert menneske med en smule dannelse og åndelig ambition tilskrev den største tilfredsstillelse og havde en mere eller mindre udtalt drøm om at kunne komme til at udføre, den unikke skabervirksomhed. Noget med kunst eller videnskab og noget man var ene om. Tanken om et digt eller et maleri med to signaturer var absurd, og det samme gjaldt en filosofisk eller matematisk tankebygning. Denne opfattelse af arbejdet var en arv fra antikken, idet man her forestillede sig at det frie, rigt begavede og godt opdragede menneske nærmest pr. instinkt ville hengive sig til tænkning og de skønne udtryksformer. Det var i den retning at det unge menneske fra aristokratiet skulle ledes, opad imod gudernes verden så at sige, og hjulpet dertil af filosofferne som var de der var nået længst i denne stræben. Kendskabet til den antikke kulturskat i renæssancen førte til en genopblussen af denne trang til lærdom for stimulansens skyld. Ikke mindst hos teologerne og munkene som befolkede størstedelen af den tids lærdomsverden. Og denne interesseudvidelse kom til at påvirke gudsopfattelsen. Den kristne forståelse af det guddommelige havde nemlig igennem middelalderen fjernet sig fra oldtidens forståelse. Den gammeltestamentelige gud havde lige siden de fjerneste tider fået sit virkefelt og sin skaberkraft mere og mere indsnævret, og endte med i bogstavelig forstand at blive menneske, idet Gud og hans søn i menneskenes øjne kom ud på ét. De var i lige grad Vor Herre, og også Helligånden begyndte at få menneskelig skikkelse, og hans primære opgave blev at kalde mennesker til tro på Jesus. Denne læggen vægt på Jesus ses idag i kulturkristendommen, i hvilken Jesus blot opfattes som et forbillede, og ligeledes i den kristne nyreligiøsitet som kan tilbyde personlig kontakt med Jesus. Men for renæssancemennesket måtte Sønnen vige pladsen for Faderen, og ligeledes måtte opfattelsen af Faderen revideres. Med den græske kunsts og videnskabs indtog fulgte træk af de antikke forestillinger om den guddommelige verden, idet der blev lagt større vægt på den betydning som skaberværket i sin helhed måtte have for mennesket. F.eks. var lyset fra Solen ikke bare til for at nære det levende og for at synssansen kunne være til nytte, det bestod af en rigdom af nuancer som ikke kunne tillægges anden mening end at skulle glæde mennesket. Og på samme måde havde lovene for afstandsforhold i rummet en dybere hensigt end blot at styre tingenes orden og bevægelse, idet dette at udfinde og studere dem udviklede ånden. Forudsat altså at ånden var udviklet nok til at søge en sådan næring og forudsat at menneskene - i lighed med deres øvrige skrivevirksomhed om Gud og hans åbenbaringer - ordnede og nedfældede denne indsigt som f.eks. Euklid gjorde. Når Gud havde nedlagt en sådan skaberevne i mennesket, som tydeligvis var til gavn for mennesket og som forøgede dets ærefrygt for Guds skaberevne, så måtte det være meningen at den skulle vinde indpas i menneskets liv. Det måtte for renæssancens nye mennesketype være ubegribeligt at menneskeheden kunne være blevet ledt bort fra denne indsigt, og i så lang tid have ladet sig nøje med en forsvindende del af al den skønhed som er tilgængelig for mennesket. Fra nu af blev Guds mening med sit skaberværk noget der bestandigt skulle demonstreres, igennem nye indsigter i verdens indretning og igennem kunsten. I hvert fald var den nye åndelighed en ubetinget gevinst for mennesket, idet den ikke bare skænkede glæder, men også helt nye former for livsgerning. Og selv om takken for disse gaver tilkom Gud, så rettedes bifaldet imod de mennesker som Gud havde skænket særlige evner til at kunne formidle skønheden. Ved denne mekanisme var der i menneskets tilværelse blevet indført et nyt element som enhver kunne få del i, nemlig glæden ved at hengive sig til drømmen om at være en af disse Guds udvalgte.
Det er denne drøm hos mange og kappestrid hos nogle få der genererede den europæiske åndsverden. Teologien havde fået følgeskab af nye åndsdiscipliner som alle i bund og grund havde til opgave at skabe klarhed og skønhed. For grækerne var drivkraften bag deres åndelige stræben en form for kærlighed, nemlig kærligheden til skønheden og den tænkning som går ud på at afklare sandhedens og det skønnes natur. I kristendommen er kærligheden et så centralt begreb, at kristendommen er blevet kaldt kærlighedens religion, men kristendommens kærlighed er af en anden natur end grækernes og den er en pligt. Den kristne kærligheds genstand er Gud, Jesus, medmennesket og skaberværket, og efterkommer man pligten skulle man kunne opnå at den størst mulige glæde ved livet. Og dette at de fleste ikke har efterkommet pligten, er blevet forklaret ved menneskets medfødt syndige natur. Den græske og europæiske kærlighed til åndelige sysler og skaberværker har ikke på samme måde været en pligt, men et ideal som det kun var meningen at få skulle leve op til. Ja som kun få måtte leve op til, for de ophøjede ting kan jo kun være ophøjede når de ikke bliver befamlet af for mange. Den samme lov gjaldt selvfølgelig også kristendommens ophøjede gerninger og genstande, og alle de fromme har nydt godt af den, men nævnte man dette var det tegn på at éns kærlighed var af en anden natur end den foregivne, nemlig æstetisk snarere end etisk. Man har ikke engang indenfor kristendommen kunnet tale om mekanismen, altså erkende kærlighedens sande genstand, og således erkende den sande kilde til værdien af den religiøse praksis. I det verdslige åndsliv har betydningen af kulturens hierakiske opbygning for den glæde man kunne have ved at beskæftige sig med de ædle ting været indlysende. Og man behøvede ikke at bekymre sig for at noget skulle forstyrre ordenen, den var på samme måde som den kristne orden sikret af menneskets medfødt syndige natur - her skulle man dog snarere tale om menneskets medfødt åndelige dovenskab. Desuden forudsatte al den højere ånd evner som kun en minoritet kunne være i besiddelse af, og selv om de fleste måtte tilskrives talent på et åndsområde, så ville personlige og samfundsmæssige interesser forhindre at denne talentmasse blev udnyttet. Naturvidenskabens og teknologiens uophørlige landvindinger betød imidlertid at man så en fremtid for sig hvor arbejdsbyrden var betydeligt mindsket og hvor folk havde mere fritid. Skulle denne lediggang ikke blive et onde, måtte folk gøres mere dannede, men så blev dannelsen jo devalueret. For enhver som ikke kendte dannelsens mekanisme, var dette en ønskværdig udvikling: så kunne lønarbejdets ydmygende tjenerforhold reduceres til fordel for lystarbejde på lige vilkår. Men sådan gik det heldigvis ikke: der kom ingen større frihed, fordi væksten i de ting som folk ville have, var større end væksten i deres produktionsevne. Problemet med tjenerforholdet løste man som sagt på anden vis, nemlig ved at få folk til ikke at opleve det som ydmygende.
En hierakisk kulturorden er en følge af at der er brug for ekstraordinær indsats fra menneskets side - eller ordenen er et levn fra en fortid hvor der var brug for ekstraordinær indsats. De forskellige former for ekstraordinær indsats varetages af særlige klasser, og det er identifikation med en sådan subkulturs bærere som kan få et ungt menneske til at vælge det ekstraordinære liv. Et samfund uden hieraki må være et samfund hvor man ikke kræver mere af livet end vellevned, og hvor et gode som skulle besidde en større værdi bare optræder som kulisse. I et sådant samfund lukrerer man på fortidig eller fremmed indsats. Det er arten af dén ekstraordinære indsats som vægtes højest, der bestemmer en kulturs værd, dvs. den grad af livsfylde man kan opnå ved at leve i den og den grad af beundring som kulturen kan forvente fra omverdenens og fremtidens side. Er det åndelig indsats man - i det mindste officielt - prioriterer højest? Og gør man (officielt) en bevidst indsats for at værne om og udvikle det sprog som opstår når et gode fører til alvorlig samtale, ud fra en erkendelse af at i takt med dette sprogs udvikling forøges godets værdi? En kultur hvor der er fælles og væsentlige åndelige fordringer, vil vi her kalde en religiøs kultur. Og et kulturområde hvor man bevidst stræber efter sproglig forfinelse, er det vi her vil forstå ved kærligheden: den er et æstetisk orienteret religiøst kulturelement.
I modsætning til forelskelsen, som er en tilstand, og som kun varer en vis tid, og som beror på en genstand der præcist kan udpeges, så er kærligheden en gerning, og den kan være vedvarende, men dens genstand kan være svær at bestemme. Forelskelsens og kærlighedens betydning og udbredelse er kulturbestemt, men hvor forelskelsen primært hviler på menneskets elementære drifter, så er kærligheden stærkt afhængig af kulturens karakter, og der er kulturer hvor den ikke findes. Kærlighedens mekanisme er svær at klarlægge fordi der er involveret kulturlag på tre niveauer. Kærlighedens første forudsætning er en grundlæggende kraft i kulturen som resulterer i en trang hos mennesket. Det kan f.eks. være en trang til tænkningsmæssig fordybelse. Denne trang resulterer i en kulturtradition, men denne er langt fra fastlagt ved trangen, idet de øvrige kulturforhold spiller ind. I tilfældet fordybelse kan denne jo have vidt forskellige formål, ligefra ren nytte (til brug andetsteds) til ren æstetik. Kulturtraditionen må være orienteret imod det åndelige og æstetiske førend kærlighedens anden forudsætning er tilstede. Kærlighedens tredie forudsætning er dette at man bekender sig til kulturtraditionen og tager dens fordringer på sig. I så fald foretager man et valg blandt de konkrete muligheder for en (kærligheds)gerning. Kærlighedens genstand er det som man virker til gavn for og det som man umiddelbart vil sige er grunden til den glæde man føler. Det kan være et speciale indenfor en videnskabsdisciplin eller en kunstart, eller det kan være en social eller kulturel opgave til gavn og opbyggelse, eller det kan være et andet menneske som man knytter sig uforbeholdent til. Kilden til vores følelser er ikke det vi siger er kilden, altså den konkrete genstand, men den kærlighedstradition hvis fordringer vi tager på os. Og dybden og intensiteten af vores førelser er bestemt af hvor udviklet traditionen er. Hvis en mand og en kvinde betegner deres forhold som kærlighed, så er det der er den sande kilde til deres følelser, forudsat at forholdet virkelig er kærlighed og ikke "bare" forelskelse, den kønskærlighedskultur der er i det samfund de lever i. Den anden part er "bare" den heldige omstændighed for at kulturen kan virke så effektivt. Manden siger at han ikke kan forestille sig at han kunne opbygge et lignende forhold til en anden kvinde, men det er usandt, han skulle hellere sige: jeg er dybt taknemmelig for at jeg lever det sted jeg gør (altså i den kultur han lever i), for havde jeg levet i ... ville jeg ikke kunne have haft et lignende forhold til nogen kvinde. Hvis den kultur man lever i muliggør kønskærligheden, så kan den også opleves uden en partner, nemlig igennem fantasien og litteraturen. Men det er omstændigheder nært knyttet til tid og sted der er på spil: er man tilskuer til det samme fænomén i en anden kultur, bevæger det ikke, det frastøder måske ligefrem.
Alt det som giver anledning til dybere menneskelige følelser, kommer fra kulturmæssige lilleverdener. Men denne kendsgerning har vi svært ved at forlige os med: vi kan ikke frigøre os fra en følelse af, at den glæde vi oplever er resultat af en lykkelig forbindelse imellem os selv og genstanden - og at den altså er relativt kulturuafhængig. To mennesker som føler kærlighed til hinanden vil opremse de egenskaber hos modparten der bevæger dem. Og en videnskabsmand vil sige at hans faglige glæde kommer fra samspillet imellem fagets særlige egenart og hans egen særlige egenart. Denne mangel på indsigt i kærlighedens væsen har været særlig tragisk for den europæiske åndsverden, fordi det var i denne verden at kærligheden var bredest defineret. Fejlen er næsten uundgåelig, den er begået af alle de der har teoretiseret over kærligheden som fænomén, og selv om der herskede en klar erkendelse (hos filosofferne) af de kulturmæssige forudsætninger for kærlighedens betydning og fremtrædelsesform, så ville den næppe få større indflydelse på den almindelige opfattelse. Den stærkt troende vil hårdnakket hævde at Gud er en realitet og at der er en kraft (kaldet f.eks. Helligånden) som, hvis vi ikke er fordærvede af kulturens syndige sider, vil virke i os og bringe os til at erkende Guds eksistens og hans mening med sit skaberværk. Den lidenskabeligt videnskabeligt interesserede vil hævde at hans kærlighed til teoridannelserne indenfor hans disciplin er muliggjort af deres indre struktur, og at denne strukturs skønhed åbenbarer sig for ham fordi han beskæftiger dig alvorligt med den. Han er lidt svagere i sin tro end den kristne, fordi han godt kan forestille sig at hans arbejde udføres af andre grunde end søgen efter skønhed. Den kunstinteresserede vil hævde at der er kunstværker som ethvert menneske (uanset den kultur det lever i) ville kunne forstå, bevæges af og værdsætte: det er blot et spørgsmål om en smule undervisning. Den kunstinteresserede må dog indrømme at når han ser de fremmede kultures kunst, så tvivler han på at noget af det nogensinde ville kunne komme til at bevæge ham ligeså meget som den kunst han kender, ja meget frastøder ham, og han kan ikke forestille sig at han ville kunne ændre mening. Hans svaghed i troen har en lidt anden grund end videnskabsmandens, idet han i højere grad end denne erkender skønhedens relativitet.
Ikke destomindre har mennesker oftest haft ret, når de har hævdet at det væsentlige i deres følelser ikke står og falder med småting. Kristendommen fylder så meget i vor fortid at alle elsker efterladenskaberne fra vore foregængeres religionsdyrkelse: kirkerne, klokkerne, salmerne og de broderede bibelcitater. Den "sande" kristne kan ligefrem blive betænkelig ved disse redskabers magt, og hævde at det må holdes nede for ikke at lede opmærksomheden bort fra det egentlige (dette mener protestantismen jo, og især en bevægelse som Jehovas Vidner). Videnskabsmanden kan ligesom den kristne sige at vist holder han af bøger og biblioteker og sit gamle institut, og ikke mindst af den ærefrygt som lærdom fremkalder, men det er jo ikke det der er i hans tanker når han sidder og arbejder. Den musikelskende kan sige at det afgørende er vel hvordan musikken lyder, og ikke hvordan den ser ud (nodebilledet) eller hvordan den fremkommer (instrumenterne) eller hvordan folk hører den (opførelsestraditionen). Romanlæseren kan måske ligefrem klage over at sproget i bøgerne afviger for meget fra dagligsproget. Det elskende par kan hævde at deres følelser havde været de samme selvom man aldrig litterært havde behandlet kærligheden. At folk siger sådan har altid været og vil altid være det mest almindelige, men om de mennesker for hvem de nævnte kulturfaktorer virkelig ikke spiller nogen større rolle, må vi sige at de ikke udfører en kærlighedsgerning: Den kristne er bare etisk kristen, han mangler blik for væsentlige sider af den skønhed som Gud har skænket os, han er med til at reducere lidelsen, men han er ikke med til at forøge glæden. Videnskabsmanden som ikke glæder sig ved den menneskeskabte skønhed indenfor sit fag - bøgerne, det faglige sprog, elegance i fremstilling - har heller ikke sans for videnskabelig skønhed, for en sådan er i virkeligheden af samme art og rangerer på linie med disse ting skabt af traditionen. Han påstår følgelig heller ikke at hans tilfredsstillelse afviger principielt fra det de fleste kender fra deres arbejde: fællesskab med andre, følelse af at være til nytte og stræben efter succes. De elskende som ikke har blik for at det de har sammen indgår i en tradition hvis videreførelse de har et ansvar for, er netop bare elskende: det de nyder og yder begrænser sig til dem selv.
Kærligheden forudsætter i højere grad end forelskelsen tradition og forestilling om en ideal praksis. Den kønslige forelskelse findes sikkert i alle kulturer, og selve følelsen er vel også nogenlunde éns overalt, men kravet om at den indfinder sig og dens intensitet er kulturbestemt, f.eks. har det betydning om man opfatter forelskelsen som et tegn på en højere bestemmelse. Den kønslige kærlighed hviler på en mere udviklet religiøsitet end en sådan primitiv forestilling, nemlig at der hersker bestemte forventninger om adfærd og forpligtelser overfor det menneske kærligheden gælder. Der er både æstetik og etik involveret (i henh. adfærd og forpligtelser), men det er den æstetiske dimension som er kærlighedens egentlige forudsætning: det er rigdommen i kærlighedens sprog der bestemmer den dybde kærligheden kan have. Derfor må kærligheden (i højere grad end forelskelsen) være offentlig: hvis den er forbilledlig den må fremvises, så den kan styrke traditionen for denne kærlighedsform. Da der jo findes en overordentlig rig kærlighedslitteratur, kunne man formode at den kønslige kærlighed har været en væsentlig rigdomskilde i den europæiske epoke. Men dette er ikke tilfældet, og i virkeligheden findes der næsten ingen rigtig kærlighedslitteratur. Romanerne og digtningen har næsten udelukkende skildret forelskelsen: kærlighedsromanerne stopper dér hvor den ægteskabelige kærlighed skulle begynde. Da forelskelsen mere beror på natur end kultur og desuden er kortvarig, har den ikke megen brug for kunst, og den mægtige digtning den har givet anledning til, har da heller ikke henvendt sig til de unge og elskende. Parringslegen har været valgt som emne for en kunstnerisk behandling, fordi den er elementært spændende og ophidsende. Den rigtige kærlighedslitteratur er den som behandler den ægteskabelige eller platoniske kærlighed, og den har kulturmæssig forfinelse til opgave. Den gode (dvs. opbyggelige) kærlighedsroman er den hvor forholdet er realistisk, dvs. hvor de sociale barrierer bliver, om ikke respekteret så dog taget alvorligt, og hvor heltene er dannede og har en høj moral, og hvor fremstillingen har æstetisk kvalitet. Den seriøse kærlighedsroman er den som vil styrke og forædle kærligheden, den må altså være moraliserende, men den må ikke virke docerende, budskabet må indlægges i en handling som fængsler. Det mest oplagte er en spændende intrige. Hos Jane Austen er det forviklinger i spillet der leder frem til giftemålet. Den samtidige franske forfatterinde Madame de Genlis skildrede den ægteskabelige kærlighed, og tog direkte afstand fra forelskelsen. I romanen "Les Meres Rivals ou La Calomnie" (1800) sættes et lykkeligt ægteskab på en hård prøve på grund af slægtninges misundelse, her skabes spændingen ved et hittebarns gådefulde og mistænkelige oprindelse. Forsømmelsen af en sådan litteratur der skulle kultivere den modne kærlighed, viser at selv om kærlighedens magt engang kunne være af helt andre dimensioner end idag, så var dens grundvilkår det samme: den klingede af med årene. Det fine kunstværk som parterne havde skabt, falmede og krakelerede.
Hvis dette er kønskærlighedens almindelige skæbne, uanset hvor omhyggeligt den kultiveres, så må man sige at den faglige kærlighed som man kunne møde hos de inkarnerede kunstnere og videnskabsmænd var mere ægte, fordi den oftest voksede med årene. Det er denne kærlighed og den (æstetisk) kristne kærlighed der i virkeligheden var kendetegnende for den europæiske kultur. Den magt disse former for kærlighed kunne have, fremgår af at kærlighedsgerningen ofte føltes uforenelig med et familieliv. De "hellige" indenfor det verdslige åndsliv gik dog normalt ikke lige så vidt som de kristne hellige. Men hvor man godt kunne tro den menige mand når han sagde at hans kone og børn er det mest værdifulde i hans liv, så ville ingen sand kunstner eller videnskabsmand mene dette, men måske nok sige det. Ja ikke bare var hans stærke optagethed af arbejdet hæmmende for værdien af ting udenfor dette, men hans særlige forståelse for kulturens hierakiske orden betød en principiel fremhævelse af nogle værdier på bekostning af andre, og dette kunne ikke undgå at få indflydelse på det forhold man havde til familie og venner. Den faglige kærlighed som i løbet af den europæiske epoke blev den mest betydningsfulde og ægte kærlighed, blev ulykkeligvis aldrig behandlet seriøst i litteraturen på samme måde som kønskærligheden, kun i erindringsbøgerne han man kunnet få noget at vide om den. Dette at skrivekunstens udøvere i altfor høj grad har holdt sig til det almene liv, og dette at åndens øvrige mennesker i altfor ringe grad har opøvet litterær skrivefærdighed, må nemlig udnævnes til at være den europæiske kulturs største ulykke. Thi en "faglig skønlitteratur" kunne ikke bare tjene som debatforum for udviklingen indenfor faget, den kunne også tilbyde en mere interessant og oplysende læsning end den traditionelle litteratur. Indenfor ethvert fag kan udtænkes et handlingsforløb som både er seriøst og fængslende, f.eks. en påstand som virker sandsynlig og som hævdes sand, men som viser sig at være falsk, eller omvendt. Forfatterne har holdt sig til kunstnerne, mest de skrivende selvfølgelig, og malerne som let kunne sættes på en konkret og handlingsaktiverende opgave, men komponisterne holdt man sig fra, deres fag var for abstrakt. Denne mangel betød at de unge der drømte om kunst eller videnskab var dårligt udrustede og vejledte. Den lange og hårde skoling man skulle igennem gjorde det i høj grad af med drømmene, og her kunne en litteratur som holdt liv i disse eller som fremlagde en konstruktiv kritik af fagets forvaltning have gjort gavn. Manglen på faglig skønlitteratur har oprindelse i kløften imellem kunsten og videnskaben. Det har været umuligt at komme den opfattelse til livs at en roman skal henvende sig til det almene publikum, og ligeledes den opfattelse at alvorligt og tungt fagligt stof nærmest udelukker litterær kvalitet. Romaner som foregår indenfor et videnskabeligt miljø og med en smule budskab, er først kommet sent, efter at fagkærlighedens tid var forbi, og de har blot været debat i fiktiv form, f.eks. kritik af en marxistisk magtovertagelse indenfor faget. Udover at skønlitteraturen kunne være et redskab til at styrke sansen for faget og styre udviklingen, kunne den også indenfor fag som f.eks. historie bruges til at fremlægge resultater, så materialet kunne bibringes det liv som det mangler i de akademiske fremstillinger - i så fald med fyldige noter og efterskrift. Den akademiske skrivestil er altid et onde, dens dominans begrundes med klarhed, men årsagen er snarere dårlig sprogsans og at stilen er nem at lære. Den kan gå, og bør måske foretrækkes indenfor visse naturvidenskabelige områder, men indenfor humaniora burde den fordømmes. Omvendt har kunstnerne ikke ment at de har brug for seriøs videnskab, og når de har haft brug for videnskab har det skullet være pseudo-videnskab, fordi det er blevet anset for umuligt eller ligegyldigt fuldtud at indordne kunsten efter faglige kendsgerninger.
For at kærligheden kan eksistere og have betydning må den beskyttes og fornys. Og da et væsentligt element i en kærlighedskultur er et forfinet sprog, forudsætter den og tilskynder den til en rig litteratur. Men denne litteratur skal ikke bare behandle kærligheden, den skal også - og i ligeså høj grad - behandle kærlighedens modsætning: hadet. Da kærligheden altid vil være en følelse som det kun er de færreste beskåret at opleve, og som derfor altid vil fremkalde misundelse, vil det had som er den sande kærligheds modsætning, altid være uforståeligt for de fleste, og de følelser man har vil derfor blive bagatelliseret og fremkalde irritation. Selvom der oftest vil være aktuelle anledninger til had hos den som arbejder på at fastholde kærligheden, er en aktuel anledning til had egentlig ikke en nødvendighed. Det væsentlige er at man kan forestille sig hadet. At man kan sætte sig ind i hvordan det menneske må have det, som er blevet forhindret i at opnå det som er det altdominerende centrum i éns eget liv, og at man kan forestille sig en udvikling der gør det af med alt dette som man ikke kan forestille sig at man ville kunne leve foruden. Det er en af kunstens vigtigste opgaver at animere og kultivere vores potentielle disposition til had og vrede.
Der er to former for ulykke som kan ramme et menneske eller verden. Der er den almindelige - eller endelige - ulykke, det er den ulykke som hører livet til og som naturen eller menneskelig svaghed er skyld i. Og så er der den religiøse - eller uendelige - ulykke, det er den hvor noget kosteligt og uerstatteligt forsvinder for evigt. På det private plan er den uendelige ulykke dette at man har begået en fejl som man selv opfatter som utilgivelig og som i al evighed vil sidde som en plet på det er der tilbage af én - eftermæle eller ånd. Over denne ulykke, som "kun" angår et menneske, står dette at materielle ting af en ufattelig kulturmæssig værdi går tabt, f.eks. et bibliotek med tusinder af håndskrevne dokumenter. Og over denne ulykke står den allerstørste af alle ulykker: dette at en religion som er et resultat af millioner af menneskers slid igennem hundreder af år og som for millioner af mennesker er selve meningen med livet, begynder at vakle. Tænk f.eks. hvis der i kristendommens kulminationstid var kommet skrifter frem som kompromitterede Jesus, skrifter fra Jesu egen tid og som var uden indbyrdes forbindelse og som beskev de samme forhold. Det er dog ikke en sådan usandsynlig ulykke som det er litteraturens opgave at præsenterer os for, i hvert fald ikke den seriøse litteratur men måske nok underholdningen (som f.eks. "Da Vinci Mysteriet"). Den seriøse litteratur skal konstant fremvise de kulturkræfter som kan nedbryde det som har størst betydning for os, og den skal erindre os om dets skrøbelighed. Også i tider hvor værdierne synes sikret og hvor den aktuelle vrede ikke er overvældende, i sådanne tider må vores disposition til vrede aktiveres. Romanforfatteren og essayisten må udtænke en fremskrivning af en tendens i udviklingen eller en realistisk og mulig udvikling som snarere end vredesudbrud (som jo opstår når tingene kan angribes) fremkalder lammelse: der er sket en atmosfæreforandring som virker uhyggelig og som bringer læseren til at skulle forklare hvorfor denne nye verden ikke kan være ligeså god som den gamle, hvis bare man er opvokset i den. Bekender man sig til en kulturtradition som man påstår har særlige rigdomme at tilbyde, så må man også kunne karakterisere de elementer i kulturen som rigdommene hviler på. Fortjener den verden man lever i et forsvar imod angreb, så må man have et forsvar parat. Kristendommen (og de øvrige religioner som hviler på gudsforestillinger) har forfejlet denne opgave, fordi den har overtaget og udtænkt forestillinger om Guds natur og mening med sit skaberværk, og dermed givet religionen udseende af at være af universel beskaffenhed (velvidende at dette ikke kan være tilfældet), og henført dens værdi til at den giver mennesket en dybere indsigt i tilværelsen. Men kærlighed kommer ikke bare af indsigt: kærlighed er en gerning hvorigennem man indfrier fordringer af en særlig art, og selv om disse gerninger i deres formulering kan synes universelle (f.eks. næstekærlighed), så vil det altid være ikke-universelle kulturomstændigheder som fremkalder glæden ved gerningen. Dette, kærlighedens formidlende led, har man altid haft, og vil man altid have, for ringe blik for.
Da det som den sande hellige kan takke sin glæde for, er en æstetisk og hierakisk verdensorden snarere end det er punktlig opfyldelse af de skrevne fordringer, er det som indenfor kristendommen har givet mest anledning til had, ikke det etisk syndige men det æstetisk syndige: en afvigende religiøs praksis. Set fra en fremmed kulturs synsvinkel kan denne afvigelse være umulig at få øje på, men indenfor den lilleverden som skaber vores største følelser kan den antage betragtlige dimensioner. I den græske åndsverden var der en sådan konflikt imellem den religiøse opfattelse af åndslivet som Platon er den kendteste repræsentant for, og det praktiske og kommercielle syn på kundskab som de såkaldte sofister forfægtede. Da man efter renæssancen igen begyndte at gøre fremskridt indenfor kunsten og videnskaben, var det i en verden som var gennemkristnet. Oldtidens centrale vidensdisciplin, filosofien, var nu blevet til teologien, og selv om fagene for det meste var i religionens tjeneste, var der ikke noget særlig religiøst i at dyrke dem. Den forestilling der havde hersket på Platons tid om profanering af den højere ånd var ikke fulgt med da man genoplivede denne fjerne fortid. Men en sådan forestilling begyndte at vinde frem: der opstod et verdsligt åndsliv som gradvis mistede forbindelse til kristendommen, men som til gengæld fik en religiøs karakter. Og indenfor denne side af åndslivet kom til at herske mere enhed og renhed end det havde været tilfældet i oldtiden. Dette var en følge af at der igennem middelalderen var blevet skabt næsten enhed i gudsdyrkelsen. Det var simpelthen nødvendigt: i et samfund må de grundlæggende sandheder indenfor de forskellige livsområder være fælles. Således er situationen i vor tid hvor vi overlader mest muligt til naturvidenskaben og hvor der indenfor denne næsten er konsensus om sandhed - tænk bare på hvor rasende vi bliver når vi hører "uvidenskabeligt" vås. Den naturvidenskabelige metode vi betjener os af er blevet fælles, enkel og effektiv. I middelalderen blev de grundlæggende sandheder draget ud fra et mægtigt korpus af skrifter fra en fjern fortid, og dette var en yderst lærdomskrævende affære. De falske skrifter skulle identificeres, og ligeledes de falske tolkninger af de sande skrifter. - Ja måske kan vi takke den åndelige vækst der kom, for det forhold at kristendommen er umådelig svær at forstå. Det var i en verden hvor der, i forhold til tidligere, herskede orden og alvor, at de lærdomshungrende begyndte at fremskaffe og tilegne sig det overleverede fra oldtiden, som måtte have en høj kvalitet siden det fandtes i et utal af eksemplarer og versioner. De videnskabelige skrifter gav inspiration til en udvidelse af den videnskabelige tænkning, og studiet af oldtidens bygnings- og billedkunst førte til fornyelse og forøgede krav indenfor den kirkelige kunst. På grund af klarheden i de antikke skrifter og den antikke kunsts fuldendthed, kom der indenfor de nye videnskabsdiscipliner og indenfor kunsten til at herske en ret præcis opfattelse af hvad der er seriøs kunst og videnskab og hvad der ikke er. Der kom med tiden store og ensartede krav til den professionelle udøvelse. Indenfor kunstarterne var det tekniske krav og indenfor videnskaberne fik det en stor og gavnlig betydning at man skulle beherske latin. Set i historisk perspektiv har de faglige stridigheder og interessemodsætninger været begrænsede. Ved de europæiske universiteter kom til at herske en så ensartet atmosfære at enhver videnskabsmand følte sig åndsbeslægtet med sine kolleger ved de andre universiteter. Den højere musik blev ligeledes fælleseuropæisk, og malerne arbejdede, udstillede og solgte i de andre lande, og de gode forfattere blev oftere og hurtigere oversat end det er tilfældet idag. Og især skabte det enhed at overklassens unge blev sendt på dannelsesrejse ud i Europa. Som Dr. Johnson, den dominerende engelske litteraturkritiker i det 18. århundrede, sagde: "Dannede folk er omtrent éns i alle lande, det er den tilstand underklassen og særlig de fattige lever i, der giver et land sit særlige præg".
I hvert fald ville det være en mangel ved den højere åndsverden hvis der ikke herskede en høj grad af enhed, da denne verden på samme måde som kristendommen anså sig selv for den højeste sandhed, og at den følgelig langsomt men sikkert ville brede sig udover hele Jorden. Vel at mærke som den officielle sandhed, for som sagt måtte verdslig dannelse i lighed med kristen dyd kun være noget et mindretal levede op til. Via det hierakiske uddannelsessystem skulle noget af denne kundskab og atmosfære formidles nedad så ethvert ungt menneske fik kundskaber der dels var til direkte nytte og dels gav fornemmelse af den højere verden, som man kunne tage stilling til om man ville stræbe opad imod. Det er sandt at kundskaben og især atmosfæren ofte kom slemt tilskade under denne transport, men de folke- og latinskolelærere der var skyld i dette blev betragtet som dårligt kvalificerede - de var ikke repræsentanter for en organiseret afvigende opfattelse, en sådan kom først i det 20. århundrede. For at dannelseskulturen kunne fungere, måtte dens idealer og fordringer være alment kendte og accepterede, og den gode børneopdragelse og skoleundervisning var den der ansvarsfuldt - ved kærlig belønning og straf - formidlede fordringerne. Det "syndige" i dannelsesmæssig forstand var ikke det etisk syndige men det æstetisk syndige, nemlig den folkelige kultur, den kultur som var modsætningen til den rigtige kultur. Den folkelige kultur var en del af ethvert menneskes liv, og den bestod af forskellige subkulturer hvis position erkendtes ved at der ikke officielt blev undervist i dem og ved at det i de bedre selskaber ikke var god tone at vise sig påvirket af dem eller bringe dem på bane. Den folkelige kultur tilegnedes og udvikledes ad sære veje, som set fra den rigtige kulturs synsvinkel var uinteressante og uværdige at beskæftige sig med, og som derfor ikke blev udforsket nærmere. Den vellykkede undervisning var den der producerede nogle ganske få som med liv og sjæl dygtiggjorde sig indenfor et af de åndelige fag, men som samtidig fik de øvrige til at opfatte disse fag som kedelige og vanskelige men dog ophøjede og i besiddelse af rigdomme som kom frem hvis man havde særlige evner eller hvis man anstrengte sig. Flertallet skulle føle sig underlegne overfor dette mindretal, og denne underlegenhed skulle helst føre til at de livet igennem engang imellem forsøgte at reducere den ved at forbedre sig åndeligt, og da dette kun i minimal grad ville kunne lykkes, ville det ikke true de fine tings status, men snarere gavne ærefrygten overfor dem. Denne målsætning har naturligvis aldrig været fremsat officielt på en så ligefrem måde, og hvis nogen havde påstået at systemet er sådan, så ville enhver repræsentant for systemet have benægtet at det er sådan. Men der er ikke noget principielt forkasteligt i sådanne målsætninger som selv de mest ivrige fortalere for kvier sig ved at tale ligeud om. De findes i enhver kultur, f.eks. vil de fleste i vor tid der betragter sig selv som "omstillingsparate", sikkert mene at de træge (på grund af dovenskab eller specialisering) ved tildeling af opgaver, position og løn skal være klart identificerbare, altså at de skal straffes lidt. Der vil altid være en sådan menneskelig lidelse som strengt taget kunne fjernes, men som må opretholdes for en højere sags skyld, f.eks. nationale statussymboler eller fremskridt. Forskellen på kulturerne er blot hvor ligefremt der tales om mekanismen og hvor civiliseret man sanktionerer de mennesker der forsømmer fordringerne.
De kulturmæssige omstændigheder som giver enhver sand religion og kærlighed dens reelle værdi, har vi betegnet som lokale, fordi de altid er uforståelige for udenforstående og fordi de er vanskelige at erkende og sætte ord på. Her hentyder lokal til kulturmæssig afstand, og kulturmæssig nærhed ikke uforeneligt med stor geografisk eller tidsmæssig afstand. Når det gælder kristendommen har de lokale værdigivende kulturelementer været bestemt af folkekarakteren og de øvrige lokale kulturforhold, og den kristne gudsdyrkelse har været meget forskellig fra sted til sted. Men indenfor den europæiske lærde verden har dyrkelsen som sagt været meget mere uafhængig af stedet. Her lå det lokale i den videnskabelige verdens særegenhed. For mennesker udenfor denne verden var den optagethed man dér kunne finde af ting som lå uendeligt langt fra de alment kendte ting, så uforståelig at det nærmede sig det provokerende: lærdomsverdenen fremstod som en verdensomspændende sammensværgelse. Især provokerede det når den lærde indrømmede at hans virke ikke havde nogen betydning for andre end fagfolkene. Denne følelse hos det menige menneske af at der er noget galt, og vreden den gav anledning til, havde jo en parallel i den overdrevne religionsdyrkelse, men i modsætning til denne som kunne afvises som hykleri eller vildfarelse, så havde den dannede i lighed med den rige en kapital som tiltvang sig respekt. Selv om meget af det som kunstens og videnskabens mennesker kunne, kunne betvivles, så kunne de trods alt noget som enhver måtte ønske sig at kunne, og dette dulmede vreden. De dannede havde skabt en kultur som de mindre dannede måtte se op til. Denne kløft forøgede dannelsen værdi og animerede folk til at erhverve den, og da de som var dannede på en fornuftig måde var et umisteligt gode for samfundet, kom denne kultur til at fremstå som naturens orden: den verdslige dannelse var den æstetiske pendant til den etiske kristendom. De mest oplyste dannede troede ikke selv på denne orden, da de ikke personligt troede på kristendommen og da de mente at den oplyste dannede ikke behøvede en religiøst funderet etik, men de gik med til ordenen af hensyn til det mindre dannede flertal.
Dannelse og oplysning er ikke det samme: oplysning er tilvejebringelse og formidling af nyttig viden. Oplysningen er forpligtet overfor sandheden, men ikke overfor traditionen og kærligheden. Dannelsen er historisk set forudsætning for oplysningen, men oplysningen løsrev sig fra dannelsen i takt med at naturvidenskabens potentiale viste sig. Også oplysningen skaber hieraki, men da oplysning kan erhverves igennem et mekanisk arbejde kan flere blive oplyste end dannede, ja alle synes at kunne blive tilstrækkelig oplyste. Så al den elendighed der er i verden taget i betragtning, kom oplysningen til at fremstå som noget der pegede frem, hvorimod dannelse syntes at hæmme udviklingen. Da dannelsen imidlertid fremstod så noget ædelt, og da det dannede menneske var det ideale europæiske menneske, var oplysningen i lang tid nærmest et forsøg på at udbrede en dannelse light, idet der lagdes mindre vægt på det æstetiske og mere vægt på det nyttige. Oplysning styrker følelsen af selvværd og udvikler kritisk bevidsthed, og den er i princippet fjendtlig overfor religion og tradition. Derfor: er der ulighed og ulmende vrede må oplysningen, når den først har slået rod blandt de uoplyste, gøres almen og indeholde så mange dannelseselementer som muligt. Den franske revolution var en følge af at en oplyst men udannet minoritet ansporede en uoplyst majoritet til oprør. Dette blodbad og oplysningens dengang nye og skræmmende verdensbillede førte til en religiøs vækkelse og en inderliggørelse der blandt andet gav sig udslag i national kærlighed. Selv om der i latinskoleundervisningen i det 19. århundrede blev indført "oplysningsretninger" som nedprioriterede de gamle dannelsesfag, så hvilede dannelsesfordringerne stadig over undervisningen. Tilsvarende var de folkelige oplysningsbevægelser præget af kristendom og nationalånd. Dette religiøse element i den danske folkeoplysning betød at overgangen til oplysningen herhjemme kunne foregå på nogenlunde fredelig vis. Men det relativt høje almene oplysningsniveau og den almindelige forsigtighed hos mennesker ved at hævde sig som ligger i vores folkekarakter (Janteloven), har betydet at dannelsen herhjemme har haft svært ved at sætte sig igennem, og at værdien af dannelse og dermed tilskyndelsen til dannelse har været mindre end de steder (f.eks. Frankrig) hvor elitisme har været mere alment accepteret. Det samme gælder den højt specialiserede oplysning som er nødvendig indenfor den meget avancerede teknologi: den overlader vi til udlandet.
Modsætningen til de værdigivende, men også konfliktskabende, lokale kulturelementer er de universelle kulturelementer. Et sådant udspringer umiddelbart af menneskets natur og er forståeligt for alle til alle tider, og det findes i kulturer som ellers er vidt forskellige. Det er næsten umuligt at nævne et eksempel på et rent universelt kulturelement, og man bør måske nøjes med at tale om universelle kulturtræk. F.eks. synes ateisme at være et universelt kulturtræk: selv i et stærkt religiøst samfund ville det tankeeksperiment kunne begribes, at alle forestillinger om en guddommelig verden beror på psykologiske mekanismer og at de guddommelige åbenbaringer må forklares ved historieforfalskning eller hallucinationer. Ligeledes kan den rationalistiske tænkemåde formentlig begribes af ethvert folk, og en kultur hvori der hersker en stærk trang til naturvidenskabelige forklaringer og hvor man modarbejder kulturens naturlige tendens til tradionsdannelse, vil om sig selv hævde at den er universel. Også visse kunstarter tangerer det universelle, f.eks. en malerkunst hvor det med givne redskaber gælder om at gengive et motiv fra virkeligheden med fotografisk nøjagtighed. Det er en kendsgerning at nogle kulturfænoméner har nemmere ved at vinde udbredelse end andre. Når kristendommen i løbet af forbløffende kort tid har kunnet indføres i fremmede kulturer, skyldes det at den kan tilegnes igennem fortællinger og en troslære som trods mange naturstridige træk er alment forståelig - fordi den bibelske verden er fattig på højere kultur og fordi det lokale i fortællingerne kun er en ydre ramme. En trosretning som Jehovas Vidner, der går ind for en fundamentalistisk bibellæsning og for en meget enkel og ensartet gudstjeneste, kan med god ret kalde sig universel. Vi har en tendens til at mene, at de ting som kan berige mennesket mest og som er de mest holdbare, er de ting som er i forbindelse med universelle kulturelementer. Men hvis en værdi virkelig er universel, er det fordi den udspringer af vores mere elementære instinkter som f.eks. vores trang til spænding, sentimentalitet og godhed, eller på letbeskrivelige fysiske eller psykologiske love som f.eks. farvelærens eller musikkens grundregler. Og noget der tilfredsstiller på en måde som kan klarlægges, kan ikke tilfredsstille på en dybere måde. Det må virke sammen med noget andet, og det kan slet ikke forbindes med kærlighed, men måske nok med begrebet elske: "jeg elsker kriminalromaner". Kærligheden stiller krav til mennesket, og universelle krav kan ligeså lidt som universelle instinkter give dybere tilfredsstillelse. Man kan ikke gøre en dybfølt indsats for verden: kærlighed er altid kulturkærlighed.
Et eksempel på dette begreb, kulturkærlighed, som kan give en god forståelse for dets væsen, er national kærlighed eller fædrelandskærlig. National kærlighed er mere end den dragning man kan have imod sin hjemstavn, foranlediget af tryghed og længsel tilbage til barndommens verden. At den opstår skyldes ikke en tilbøjelighed hos mennesket, den ligger ikke i menneskets natur, og den har kunsten som forudsætning. I vor del af verden nåede den nationale kærlighed sit højdepunkt i det 19. århundrede, og den var skabt af en række digtere og komponister. I digtningen opildnedes til kærlighed til alt det vi var fælles om og som vi kunne være stolte af eller glæde os over - sprog, sindelag, fortid og natur - men det var ikke det menige menneskes normale opfattelse af tingene, det var en ny opfattelse frembragt igennem æstetiske virkemidler og den indfandt sig kun under stimulering. Som enhver anden kærlighed krævede fædrelandskærligheden indsats, og denne måtte i det mindste bestå i regelmæssig udførelse af ritualer hvis natur først og fremmest var æstetisk: fællessang og ceremonielle optrin med tale. Den opfattelse af naturen som de mennesker der havde den som arbejdsplads blev tillagt, var ikke autentisk, men skabt skabt af digtere og malere, og den forudsatte den æstetiske oplevelsesmåde som disse havde tilegnet sig igennem ungdommen og som havde fået dem til at vælge kunstens vej. Igennem denne kunst var skabt noget som rakte ud over det lokale og var fælles for hele folket. Men dette nye var igen, set med den store verdens øjne, noget lokalt, uforståeligt for enhver som ikke var opvokset med det. Netop nationalkærlighed er noget af det vi har sværest ved at sætte os ind i: besøger vi et land på en national festdag, virker det farverige skue ikke meget anderledes på os end stedets sædvanlige attraktioner - ja det virker måske nærmest lidt irriterende fordi vi véd at der hersker en særlig stemning som vi ikke kan få del i. En folkeånd er ikke gennemsnittet af menneskenes sindelag, den er en myte, og som enhver anden myte må den kultiveres for at kunne bestå og have værdi. Og hertil skal nogle ting være opfyldte. Det menneske som er uimodtageligt for musik eller poesi kan ikke blive grebet når fædrelandssangene synges om det hejste flag. Desuden forudsætter national kærlighed at man er i stand til at se bort fra den indre splid der altid vil være i et folk: den nationale kærlighed kan ikke få betydning i en nation hvor der er store klassemodsætninger, og heller ikke i en nation som breder sig over et meget stort geografisk område. I Danmark var den dialekt og den kunst som var det bærende element i fædrelandskærligheden domineret af hovedstaden, men det var udenfor denne at al den skønhed man besang befandt sig, og hver landsdel havde sit at bidrage med så skønheden kunne blive komplet ("Sjællands ynde og Jyllands ælde"). Desuden må det had som er kærlighedens modpol og som den ikke kan eksistere uden, i det mindste være potentielt tilstede, men det skal helst være aktuelt: nationen må opfatte sig som truet af verden udenfor eller ane faren af en opløsning indefra. Danmark er et af de lande i verden hvor nationalkærligheden har været stærkest: den geografiske udstrækning var optimal, klassemodsætningerne var begrænsede (i forhold til andre lande) og der var en stormagt som når som helst kunne æde sig ind på dette tilstødende land.
Det 18. og 19. århundrede må betragtes som den europæiske åndsverdens kulminationsperiode, fordi det var på denne tid at kærligheden var mest udviklet, mangfoldig og genstand for opmærksomhed. I det 18. århundrede havde ordet kunst fået sin nuværende betydning, nemlig den skønne og frie kunst - i antikken var "techne" som svarer til det latinske "ars" blot den form for skabervirksomhed som kræver megen øvelse og måske også særlige evner, f.eks. krigskunst og håndværk. Og ordet æstetik optræder første gang i værket "Aesthetica" fra 1750 af den tyske filosof Alexander Baumgarten - ordet er afledt af det græske "aisthesis" som betyder fornemmelse og iagtagelse. Æstetik defineres almindeligvis som "læren om det skønne i kunst og natur" eller som "den filosofiske disciplin der tager sig af at definere kunsten". I antikken var kærligheden og skønheden forbundne begreber, idet man kunne have kærlighed til skønhed. Vi har her sat lighedstegn imellem kærlighed og æstetik, fordi vi opfatter æstetik som mere end bare dette at man filosoferer over skønhedens natur og opstiller regler for den, på samme måde som vi opfatter kærlighed som mere end bare det at elske. Æstetik betragter vi som en kulturmæssig bestræbelse der kræver indsats fra menneskets side af en særlig art, og således har vi også defineret kærligheden. Og siger man at æstetik og kærlighed, som normalt ikke er sættes i nær forbindelse med hinanden, er det samme, har man givet et vink om hvordan man mener at såvel æstetikken som kærligheden bør forstås. Vi opfatter æstetikken og kærligheden som bestræbelser af religiøs natur, og vi har påstået at intet sted i historien har denne form for bestræbelse været så mangfoldig og udviklet som i den europæiske verden. Men vi har også erkendt at såvel kønskærligheden som den faglige kærlighed aldrig har fundet tilfredsstillende litterært udtryk. Strider dette ikke imod at kærlighedens position i en kultur skal aflæses af omfanget og dybden af tænkningen omkring kærligheden og af pragten af det sprog som kærligheden og tænkningen formidles i? Nej, det der afgører hvor udviklet et åndsområde er, er ikke om der findes et stor mængde af skaberværker hvori kulturens vingefang finder fuldt udtryk. F.eks. kan man godt hævde at malerkunsten står i zenit, selv om der er mangler i alle værker og det geniale kun ses glimtvis. Det afgørende er at der findes tanker, formuleringer, handlinger og skaberværker som (indenfor den pågældende kultur) frembringer glæde og som der hersker nogenlunde enighed om peger i en retning hvor den største rigdom synes at skulle findes, og at man tilskyndes til indsats for at fremme kulturens bevægelse i denne retning. En kultur skal vurderes på dens idealer: deres karakter, den præcision hvormed de formuleres, styrken hvormed de ansporer til indsats og graden af beundring når de ses opfyldte.
Når idealer der sættes i forbindelse med kærlighed har universelle træk, er der grund til at sætte spørgsmål ved kærligheden. Vi vil illustrere dette ved en roman som er interessant fordi den vil skildre både den ægteskabelige og den faglige kærlighed. Nemlig romanen "Stella" (fra omkring 1900) af den franske forfatter og astronom Camille Flammarion. En rig ung pige forærer sin formue væk (for ikke at fordærves af den) og gifter sig med en fattig astronom som beboer et forladt kloster med et tårn fra hvis top han studerer stjernehimlen. Som årene går bliver de mere og mere forelskede i hinanden og er fælles om alt: himmelobservationer, bøger, haven, freden og det storslåede bjerglandskab (Pyrenæerne). Deres liv afsluttes på romantisk vis ved at de under en observation af en komet fra en bjergtop dræbes af den stærke stråling og bliver fundet liggende i hinandens arme. Astronomen er hittebarn, opdrages af en simpel bondekone, lærer stjernernes navne af hyrderne, lærer at læse hos præsten, kigger planeter i dennes lille kikkert, og kommer til at "elske himlen lidenskabeligt", og begynder også at digte. Da hans tanker jo altid er rettet imod uendeligheden og evigheden, forkynder han universalisme og naturreligion. Eneboeren er forfatterens alter ego. Men forfatterens interesse for naturvidenskab og litteratur er opstået igennem en ganske anderledes massiv kulturpåvirkning end det er tilfældet hos dette naturbarn. Forfatteren er led ved det mondæne selskabsliv, og dette får ham til at distancere sig fra samfundslivet. Derfor er hans roman ikke en sand kærlighedsroman: det er naturkræfter der driver de to elskende, ikke kærlighedsgerninger. Den før omtalte Madame de Genlis går stærkt ind for både dannelse og kristendom (hun tog afstand fra den samtidige Rousseau's ideer om børneopdragelse), hun kender til det samme ubehag som Flammarion, men i stedet for at melde sig ud af kulturen, bearbejder hun den igennem romaner og bøger om børneopdragelse. I hendes skildring af den ægteskabelige kærlighed er der - som der skal være - omstændigheder som truer kærligheden, og parterne retter op på skaderne blandt andet ved at skrive breve til hinanden som er enestående brevkunst. Inden den unge pige i Flammarions roman, Stella, første gang skal møde Eneboeren, som er hendes favoritforfatter, diskuterer man dennes liv og bøger. En polytekniker bebrejder ham at han skriver romaner: "En videnskabsmand kompromitterer sig ved at skrive sådan noget". Pigens onkel som er talerør for forfatteren, forsvarer Eneboeren og den "faglige skønlitteratur":
... Når De vil være logisk, må De altså også bebrejde Galilæi, Descartes, Leibniz, D'Alembert, Laplace og Cuvier, at de har kunnet skrive. De vil altså have, at man enten skal være litterat eller videnskabsmand! En forfatter skal med andre ord være uvidende, han skal skrive fordi han ikke har noget at sige, for altid at gentage de samme historier, som ikke har forandret sig siden syndfloden! Hvad De kalder litteratur er: prosa og vers, som intet lærer os, romaner, hvis formål kun er at fortælle de samme historier om mennesker, der favnes for bagefter at bedrage hinanden, som svirer, spiser og drikker, duellerer eller myrder, kort sagt, altid en fremstilling af menneskets laveste handlinger, sjældent af finere og ædlere følelser! Det er akkurat som på teatrene. Altid det samme, altid ægteskabsbrud: ægtemanden, hustruen og elskeren. Altid sovekammer og spisestueinteriører. Det er menneskeheden! De mener altså, at en forfatter ikke må være anderledes beskaffende end de mennesker, vi dagligt lever iblandt, og navnlig, at han ikke må belære om eksakte videnskaber, og at det er en forbrydelse at ville hæve menneskets ånd til højere sfærer! Jeg må tilstå, at jeg finder denne klassifikation absurd, meningsløs, med Deres tilladelse. At bebrejde en astronom, læge, naturforsker, geolog eller kemiker, at han fremstiller de tanker, han tror er sande, i en elegant ramme, det er urimeligt. De mener, at hans kolleger vil henregne ham til forfatter, og at disse vil forkaste ham som videnskabsmand. Hvad kan det gøre ham? Hvad bryder han sig om Pers og Pouls mening?
Denne historie om naturbarnet der bliver videnskabsmand ville være mere troværdig hvis barnet, i stedet for at finde værdier ud af den blå luft så at sige, søgte væk fra sine omgivelser, drevet af dårlig trivsel og af en tro på at der andetsteds vil kunne findes mere lys og varme. For når et menneske der er opvokset i en kultur som er blottet for højere åndsliv har valgt kunstens eller videnskabens vej, har årsagen ikke sjældent været at vedkommende i barndommen har følt sig frastødt af råheden eller åndløsheden i sit opvækstmiljø, men han/hun har måske mødt et menneske der er anderledes og tilskriver denne anderledeshed dette at den pågældende læser bøger, og begynder derfor selv at læse og kommer derigennem videre til en bestemt interesse. Det er i høj grad en søgen imod en bestemt atmosfære der bestemmer den vej vi ønsker at gå. Således at de ting vi kommer til at elske, i første omgang mere vælges på grund af deres placering i kulturen, dvs. den klasse eller mennesketype der forbindes med dem, end på grund af en interesse og sans for tingene selv. Det kulturbestemte i vores opfattelse af skønhed viser sig ved, at vi ikke kan opfatte noget som skønt når det er omgivet af ting eller mennesker vi føler antipati ved - også selv om tingen ikke på nogen måde er præget af disse ting eller mennesker. F.eks. kan et landskab man længe har opholdt sig i og elsket blive berøvet enhver værdi, hvis man en dag på sin færden opdager at der skjult for blikket ligger et turistcenter. Og fænoménet gælder ikke bare skønheden men også sandheden. F.eks. har religiøs uenighed ofte rod i forskelle i åndeligt klima, og man har brug for forklaringer på ubehaget ved modpartens verden og "opfinder" derfor "sandheder" der viser modpartens fejlagtige tro. Et eksempel på en falsk sandhed er denne, som for hundrede år siden blev fremført af en komponist for at advare imod at den europæiske musiktradition blev påvirket af den nye jazzmusik:
... Herved røber man en Mangel paa virkelig Musikdannelse eller Mangel paa Begreb overhovedet. Hvilke ny Rhytmer findes vel i Jazzen, som ikke allerede er indeholdt i den paa europæisk klassisk Musikgrund velbekendte Syncope? Forskellen er kun den, at Negermusiken anvender Syncopen ensidigt, monotont og overdrevent, medens Europæeren hidtil har gjort en mere maadeholden Anvendelse af den. Han raader jo i sit rhytmiske System over et Fond af Taktarter og Rhytmer, som Negeren aldrig vil kunne hverken skabe eller fatte (Fodnote: Negermusikken "hyler" ligefrem af melodisk Armod, og Harmonikken er som bekendt et ukendt Begreb indenfor denne; kun rhytmisk kan der blive Tale om en Smule Opfindsomhed).
At negermusikken kan tilføre den europæiske musik noget af værdi afvises med den begrundelse at den er på et lavt udviklingstrin. Begrundelsen er falsk fordi komponisten måtte finde på en anden, hvis jazzmusikken måtte siges at være på et ligeså højt udviklingsstade som den europæiske. Ikke destomindre må komponistens afvisning af inspiration fra jazzen betragtes som en sund ansvarsfølelse overfor den europæiske åndstradition, fordi jazzen atmosfæremæssigt var så fremmed for den klassiske musik at en inspiration fra denne kant ville ødelægge mere end den gavnede.
Der er to slags grunde til at et skaberværk der betragtes som æstetisk kan erklæres for forkasteligt: det kan beskyldes for at være ringe og det kan beskyldes for at være vulgært. Når man kalder noget vulgært har man nærmest sagt at det ikke har ret til at eksistere, og samtidig at nogen går ind for det. En ting kan på to måder føles at ligge udenfor grænserne for det tilladelige: den kan være for "højt oppe" eller for "lavt nede". Den europæiske kunst og videnskab syntes i det 20. århundrede at udvikle sig uhæmmet i retning af kompleksitet. Der er blevet skabt kunstværker og (især) videnskabelige teoridannelser som stiller ekstremt store krav til modtageren. Den som har erhvervet forudsætningerne for at afkode værket kan hævde at dets oplevelsesmæssige værdi retfærdiggør det store arbejde, og at værket altså giver mere end det almindelige mennesker har adgang til. En sådan påstand vil de fleste selvfølgelig ikke høre tale om - især ikke dem der har arbejdet sig halvhøjt tilvejrs. De vil hævde at hvis en ting virkelig har sand værdi, så vil denne også kunne modtages af ethvert menneske der er normalt evne- og uddannelsesmæssigt udrustet - forudsat naturligvis at den pågældende bekender sig til den åndsverden der har frembragt tingen. Tilhængerne af de skaberværker der påstås vulgære fordi de er for højtragende, vil hævde at der i princippet ikke er nogen øvre grænse for tingenes æstetiske og oplevelsesmæssige værdi. Man kan forestille sig et musikværk eller en roman som først kan fattes efter mindst ti gennemlytninger eller læsninger, og som forudsætter fortrolighed med en længere række af musikværker eller romaner. Og man kan forestille sig en teoridannelse indenfor naturvidenskaben som kræver tredive års forudgående studier for at kunne fattes. Og i begge tilfælde skulle indsatsen altså blive belønnet. Problemstillingen har faktisk været aktuel, men det har udelukkende været indenfor videnskaberne. Indenfor kunsten har de meget abstrakte værker voldt problemer, men i virkeligheden har de ikke krævet særlig meget, og de har ligget indenfor rammerne af det der burde være almene dannelse. Problemet har ligget et andet sted, nemlig i den vurderingsmæssige usikkerhed som opstod på grund af "fremskridtssygen".
Det var denne sygdom som var den ovennævnte komponist egentlige bekymring - ikke negermusikken, den havde de klassiske komponister på denne tid normalt ikke noget forhold til. Før det 20. århundrede var der en tendens til den opfattelse at mennesket havde nået erkendelsens ultimative grænse. Videnskaberne fremstod som verdener man i al evighed kunne bevæge sig længere og længere ned i og ud i, men overskred man en vis grænse virkede landskabet goldt, skulle der virkelig være skønhed her, så var den i hvert fald umulig at se med det menneskelige øje, tingene virkede tilfældige og ligegyldige. Hellere have bredde i sin viden end at praktisere frugtesløs fordybelse. Indenfor kunstarterne udvikledes teknikkerne og nye emner kom under behandling, men man havde en følelse af at kunsten altid vil have sine grænser: det var ting man ikke malede eller skrev om og der var musikformer som måske nok kunne fængsle - de stammede måske fra en fremmed kultur - men som ikke var musik i "vores" forstand. Dette betød at unge kunstnerspirer ofte havde en følelse af at der ikke skete noget nyt i den verden de var på vej ind i, hvilket også de store håndværksmæssige krav og de magtfulde professorer bidrog til. Men udviklingen gik hele tiden videre fordi der fremkom nye teknikker eller fordi der et eller andet sted var set noget som gav anledning til diskuteren - begejstring eller forargelse. Meldte stoffet sig ikke af sig selv hos kunstneren, måtte han kigge sig omkring for at finde inspiration. Nye veje betød udnyttelse af nye tekniske muligheder eller at gøre upåagtede men interessante ting synlige, men det nye blev lavet af mennesker som også var i stand til at lave det gamle. Men i begyndelsen af det 20. århundrede føltes såvel indenfor litteraturen, malerkunsten og musikken en tilstand af dødvande: der var ikke mere den skaberglæde man havde set tidligere, f.eks. i romantikken, og de nye værker havde svært ved at fænge. Litteraturen og malerkunsten udstillede trist socialrealisme og indenfor musikken blev det sagt at der ikke siden Brahms' tid var skrevet et rigtig godt repertoireegnet værk. Det var tydeligt at store tekniske og sociale forandringer var forestående, og denne kendsgerning måtte den højere tænkning forholde sig til. Den gav hos mange næring til den opfattelse at hele den gamle verden burde smides overbord. Fremskridtssygen indebar at man gav plads for eksperimenteren udover det rimelige, og gav mennesker med mangel på talent og uddannelse en mulighed som de under normale forhold ikke ville have haft. Når skaderne alligevel, i hvert fald set fra en senere tids tids synsvinkel, var begrænsede, skyldes det en række kunstnere som havde uafviseligt talent og som både var solidt skolet og havde bud på noget der viste sig holdbart. Enhver nutidig kunstkyndig vil sige at de mest værdifulde og mest europæiske værker indenfor både musikken, malerkunsten og litteraturen er skabt efter denne tid med bevidst sabotage af traditionen. Men omkostningerne har været for store: de gode værker blev ikke så gode som de kunne være blevet og de måtte betales med alt for mange dårlige værker - og værst af alt: den seriøse kunst mistede det meste af sit publikum. Fra nu af blev den seriøse kunst et anliggende for fagfolk i lighed med videnskaberne. Det brede publikum delte sig i to lejre: de konservative som holdt sig til de gamle værker, og de som vendte sig helt bort den europæiske ånd og kastede sig over den amerikansk dominerede underholdningskultur som de nye og effektive muligheder for spredning favoriserede.
For den nævnte komponist var det en selvfølge at der fortsat skulle skrives nye værker, og han argumenterer for at dette er muligt uden at gå helt nye veje som kan nedbryde traditionen og dermed vurderingsevnen, og således forringe den oplevelse man kan opnå. Men faktisk er kunstnerisk nyskabelse ikke en nødvendighed. En fortidig kulturskat som f.eks. oldtidens skaberværker kan jo ikke gøres større, kun omgangen med den kan der forandres på. Desuden kan det være en fordel at udviklingen indenfor en kunstart eller videnskabsdisciplin som føles at være umådelig stor, nedtrappes for en stund, idet det vil betyde en ro som gør at man får skærpet vurderingsevnen og øget den faglige standard. Det kan være et sundhedstegn i en kultur at man på et tidspunkt vurderer nyskabelse ekstremt kritisk.
Det modsatte af den "høje" form for vulgaritet, som efter nogles mening havde bredt sig indenfor åndslivet i det 20. århundrede og som forsynede mange der opfattede sig som kultiverede med en undskyldning for ikke at tage del i finkulturen, er den "lave" form for vulgaritet. Den har altid været der, men åndslivets krise i det 20. århundrede betød at mennesket blev dårligere beskyttet imod den. Den lave vulgaritet er de ting som udspringer af vores umiddelbare tilbøjeligheder. Kultivering vil sige at udvikle vores sans for skønhed, og kultiveringens første fase går ud på at lede os bort fra vore instinktive lyster. Hvis et barn får et redskab i hænde der kan frembringe toner, vil det erfare at bestemte intervaller og intervalfølger giver tilfredstillelse, og hvis ikke barnet indføres i en mere udviklet musikkultur, vil det blive hængende i denne helt elementære velklang, som har den modsatte virkning på den dannede musiklytter. Ligeledes opstår tidligt en trang til at producere meningsløse ordmønstre, og denne trang må kultiveres så digtningen får mening og en smule poetisk værd. Når kunstneriske frembringelser der hører et tidligt udviklingstrin til, opleves som utålelige af kultiverede mennesker, er det ikke i sig selv på grund af det primitive sprog, for det primitive behøver ikke nødvendigvis at støde, man bliver jo som regel ved med at elske de remser og sange man lærte som barn og tingene kan da også kaperes når de indgår i en kunstform som man accepterer. Det primitive udløser vrede (hos den kultiverede) når det produceres og er blevet normen i et miljø der opfattes som ukultiveret - og især når der i miljøet hersker en umådeholdende trang til kreativ udfoldelse.
Hvis en kultur prioriterer kunsten højt, er det ikke meningen at kunsten skal være overalt, dette ville være en misforståelse. Den egentlige kunst skal være noget den enkelte opsøger. F.eks. bør man ikke forsøge at gøre sit hjem til et kunstværk: der skal være ting som bevæger på grund af deres indhold, f.eks. fotografier, slidte ting og sentimentale skilderier, og der skal være dekoration til "fyld". Dekoration er den umiddelbare skønhed: form uden indhold. Den findes i enhver kultur. Er den påfaldende fraværende er det et bevis på en manglende sans for skønhed, det samme gælder hvis den er overdreven udbredt, idet dette peger på en manglende sans for rigtig kunst. Og på hensynsløshed. For dekorationen er noget vi udsætter andre for, og den er ikke betydningsneutral. Julia-mængderne (som omtales på siden om computerverdenen) er den form for dekoration som kan være allersmukkest, og (som følge deraf) også den som kan føles mest frastødende. Julia-mængderne viser hvor stor indflydelse kulturen kan have på udseendet af figurer fremstillet efter en tilsyneladende betydningsneutral matematisk procedure (se siden Fractals).
Dekoration, altså ren skønhed uden nogen forestilling om indhold, kan (næsten) aldrig fortjene at blive kaldt kunst. Som vi forstår begrebet æstetik her, er æstetik ikke bare det skal til for at noget kan blive til kunst, således at dette noget er indholdet og æstetikken er formen. Denne skelnen har kun mening i visse situationer, som f.eks. hvis en person har oplevet noget dramatisk og fortæller det til en forfatter som uden selv at tilføje noget skriver en acceptabel historie. I dette tilfælde kan man klart skelne imellem indhold og form, men ikke når det gælder en seriøs åndsfrembringelse. Ja for mange af disse kan skønheden ligge mere i indholdet end i formen. F.eks. et filosofisk værk der betragtes som imponerende og betydningsfuldt, men hvor fremstillingen er rodet og præget af dårligt sprog. I dette tilfælde tyder noget dog på at forfatteren ikke har ment at hans tanker behøver at blive hjulpet af et udsøgt sprog, og at de ikke sigter på åndelig højnelse, men blot skal opfattes som et bidrag til verdens udforskning. At skønhed primært kan ligge i indholdet viser sig ved at der er videnskab der har et højere formål end bare dette at kaste lys og kunne være til praktisk nytte, men hvor dette højere formål ikke behøver at blive skadet af en mindre smuk fremstillingsform. Vi kan illustrere fænoménet ved den rene matematik, den matematik der angiveligt har fremvisning af skønhed og ikke anvendelighed som formål. Den var et arvestykke fra det antikke Grækenland og den føltes at tilhøre en højere åndssfære end den anvendte matematik, og indtil omkring 1970 var den næsten enerådende ved universiteterne. Mennesker helt uden føling med europæisk ånd eller uden sans og interesse for matematik vil sige, at en teoridannelse som ikke har anden brugbarhed end dette at nogen nyder at studere den, ikke kan være andet end dekoration, thi hvori skulle dens indhold bestå? Hertil må vi svare: i dens væsentlighed. Vurdering af væsentlighed er selvfølgelig bestemt af udviklingsniveauet indenfor faget. Når det gælder de elementære teoridannelser kan der godt opnås nogenlunde enighed om væsentlighed, men når det gælder en teoridannelse der enten er meget kompliceret og kræver langvarige forudgående studier eller ligger langt fra kendte teorier, kan man ikke sige andet end at det væsentlige er det de største ånder har valgt at beskæftige sig med. En stor ånd indenfor et fag som matematik er nogenlunde let genkendelig: han er alment dannet og i udpræget grad et produkt af fagtraditionen, han har et klart talent for matematisk tænkning, hans talent har haft gunstige muligheder for udfoldelse, han har haft megen tid til studier og forskning, og han har frit kunnet styre sine valg og sin udvikling. Når de mindre ånder læser hans afhandlinger fornemmer de at der er noget særligt på færde, og der opstår konsensus om at dette er det mesterlige. Et sådant fag der har sin berettigelse i det æstetiske fremfor det anvendelige, og hvor skønhed er karakteriseret ved væsentlighed, opstår selvfølgelig kun i kulturer der generelt sætter æstetikken højt. F.eks. den hellenske verden, den arabiske verden i islams første tid og den europæiske verden efter renæssancen. At den europæiske ånd er under afvikling, viste sig til at begynde med ved at man accepterede uvæsentlig matematik, idet megen forskning tydeligvis blot tjente til den pågældende matematikers forpligtelser og promotion, og derefter ved at man - i stedet for at rette op på denne skade - nedpriorerede den rene matematik til fordel for den anvendte.
I en kærlighedsorienteret kultur vil den centrale kunstart være litteraturen, fordi kærligheden som sagt udvikler sproget og er betinget af et udviklet sprog. I den antikke digtning, f.eks. tragedierne, lå værdien i høj grad i formen, som der såvel globalt i handlingsgangen som lokalt i metrikken var regler for. I tragedierne var handlingen oftest henlagt til den mytologiske verden, fordi denne fungerede bedre som ramme for en fremstilling af tilværelsens lovmæssigheder og lidenskabernes rasen end den aktuelle verden ville have gjort. Denne tyngde som fortiden var forlenet med, kom af at den var overleveret i poetiske iklædning: fortiden var ikke bare farvet af at den var fortid, det dannede publikum havde modtaget den i skikkelse af detaljerede beretninger formet i et kunstsprog. Denne ekstreme læggen vægt på æstetik vandt indpas i den europæiske digtning efter renæssancen. Og den førte et dilemma med sig: det udsøgte sprog skulle forstærke virkningen, men det kunne jo påstås at nedsætte virkningen ved at det tager opmærksomheden fra indholdet. F.eks. kan man efter at have læst en historie fyldt af armod alligevel på grund af sproglig finesse føle en vis løftethed. Man har fået et mere forsonende forhold til elendigheden, idet modtagelsen af den er blandet med glæden ved selve læsningen, og desuden har forfatteren måske idrysset nogle stænk af ironi. Det er sandt at hvis et menneske som har været udsat for en voldshandling, fik en finlitterær forfatter til at bringe sin sag frem, ville vedkommende føle sig snydt ved læsningen: det er jo kun et resumé af det der skete. Varigheden er altafgørende når det gælder lidelse, og her fornemmer læseren ikke uendeligheden af det tidsrum hvori jeg var sikker på at skulle dø, og heller ikke langsomheden af indtrykkenes aftagen og fortvivlelsen over resten af livet at skulle leve i angst. Det kan ikke lade sig gøre, siger forfatteren, men bemærk mit portræt af gerningsmanden, hvordan tror du han har det når han forestiller sig sin familie og sine venner læse det? Det kan ikke benægtes, at de æstetikfattige kulturers mere umiddelbare kommunikationsformer kan bibringe en mere autentisk oplevelse. Og til dette vil man i en kultur hvor æstetik prioriteres højt sige, at det afgørende ikke er autenticitet (som opfattes som en umulighed) og heller ikke intensitet (som opfattes som et vulgært træk), men derimod sublimitet - hvis man kan bruge dette ord for det at noget er transformeret og gjort mere sublimt og således føles at tilhøre en højere verden. Og man vil betragte denne mekanisme som værende en udvidelse af litteraturens muligheder. Hvis det f.eks. er meningen at vi skal bringes i en tilstand af vrede, må vi have en følelse af at vi er moralsk hævet over den som har forvoldt uretten, altså indgydes en form for begejstring, og denne kan næres ved at vi tillægger os selv den ædle tænkemåde og formuleringsevne som forfatteren lægger for dagen. Ved læsningen identificerer vi os med mennesker der er mere fuldkomne end os selv, hvis ikke med en romanperson, så dog med forfatteren - i det mindste med hans kunstneriske side. Læsningen skal udøve den virkning på os som godt og opbyggeligt selskab har.
I et samfund med en rig kunst, og med respekt for den, har den enkelte et ekstra håb om at kunne vinde forståelse for en sag. F.eks. ved at udtænke en historie hvori der er detaljer og sproglige virkemidler som der ikke i den sædvanlige debat er mulighed for - eller man kan håbe på at andre vil gøre dette. Det er denne kraft i litteraturen, dette at en mesterlig stil kan øve indflydelse på modtagelsen af budskabet, som banede vej for den europæiske ytringsfrihed: når der kan tales med større vægt og præcision om det der kan tales om, udvides dette område, så ting der før var upåagtede bliver synlige, og der bliver bedre mulighed for at tale om ting som almindeligvis fordømmes. Overfor en sådan tale vil de mindre skønånder, som f.eks. præsteskabet og dommerstanden, hæfte sig ved indholdet, mens de større skønånder vil betages af formen og måske herigennem vie indholdet interesse. Enhver med lærdom og dannelse måtte, dengang vor tids ensartede og rationalistiske tænkemåde endnu ikke var almindelig, på den ene side ønske begrænsning i den mængde af meninger der var i omløb, men da han på den anden side mente at han tænkte bredere og dybere end de fleste, havde han brug for at kunne udtrykke ting der anfægtede vedtagne kendsgerninger og vurderinger, og han måtte måske også erkende at hans argumenter i sig selv var svage (fordi de var "falske", jvf. den omtalte problemstilling) eller at de i særlig grad krævede imødekommenhed fra læserens side. Løsningen var at der herskede klare forestillinger om korrekt sprog, og at et nuanceret sprog var noget der blev bemærket og beundret. Så kunne man afvise megen meningsdannelse uden at skulle tilegne sig den i detaljer. Ved at skabe større respekt for det som vidnede om talent og skoling på bekostning at det der havde tydelige mangler, kunne man øge ytringsfriheden på den mindst skadelige måde. En rig litteratur - oplevelsesmæssigt og emnemæssigt - kom til at fremstå som den mest fornuftige vej til at skabe fremskridt i tænkningen. Ikke mindst skulle der sørges for at al den uret som fortjente at blive behandlet, fandt vej til litteraturen og at de forfattere som tog denne opgave på sig blev værdsat.
I det totalitære og æstetikfattige samfund er mennesket berøvet dette håb. Udtryksmulighederne ligger indenfor givne rammer, og når alle argumenter er bragt frem kan man ikke gøre mere end at gentage dem. I vor tid har man filmen, og med den kan man vise det der kan nøjes med at blive set, og dette uden tvivl bedre end romanen. Men sproget man her hører, må være virkelighedens talesprog, og dette sætter grænser for veltalenhed og nuancer. Faktisk kunne man jo godt anvende kunstsprog i filmen, ligesom man engang gjorde det på scenen, men det ville i øjeblikket hvor vi er på vej væk fra kunstsproget være en umulighed. I romanen og essayet kan man udtrykke tankerne på en måde der både tillader færre ord og mere præcision. Og engang var det primære formål med øvelse i skriftlig udtryksfærdighed at ændre tænkemåden, således at der blev mere orden og færre og mere præcise ord. Der skulle skabes glæde ved tænkning, og det man nåede frem til skulle være til glæde og nytte for andre. Tænkningen skulle tæmmes og ledes i en bestemt retning, nemlig bort fra den tænkning som har karakter af fri association og som bevidst søges gjort fri af kulturens påvirkning. I denne tænkning kan glæden højst kan ligge i at den tænkende er en slags opdagelsesrejsende i sit eget indre, og glæden kan kun kommunikeres ad ikke-sproglig vej eller i et sprog som støder fordi det bryder reglerne. Vi er endnu ikke berøvet den skrivning der vidner om fortidens forestilling om tænkningsmæssig og sproglig suverænitet, den holdes fortsat i hævd af nogle forfattere og kulturjournalister som været i lære hos fortidens mestre. Men de læses kun af en befolkningsgruppe som blive stadig mindre og ældre. Det suveræne sprog er ikke mere et redskab for nogen bevægelse som arbejder på at omstyrte en herskende orden eller ændre den herskende tænkemåde. For en sådan bevægelse findes ikke.
Det 20. århundredes totalitære projekter er nu, efter deres fallit og efter en periode med usikkerhed om hvor det hele bar hen, blevet afløst af et totalitært projekt som hviler på et meget sikre og bredere accepteret grundlag. Og som derfor varsler en kulturorden som hvad varighed og ensretning angår kan sammenlignes med kristendommen i middelalderen. Der er kræfter som modarbejder projektet, men de har alle det tilfælles at de vil holde på noget fortidigt som enhver (dem selv inkluderet) kan se har haft sin tid. Som f.eks. de europæisksindede der føler sig afmægtige og lammede, og som af den grund ikke sætter sig til modværge, eller som muslimerne der skammer sig over den verden de er opvokset i, men som ikke kan vænne sig til den vestlige overfladiskhed og gudløshed, og som derfor ikke ser anden udvej end død og ødelæggelse. I modsætning til fortidens totalitære bevægelser som havde navne, fordi de havde en historie og fordi de ikke var enerådende, har den nye bevægelse hverken historie eller navn. Den er opstået af sig selv og den går ud på at løse problemer, men problemernes art, prioritering og løsningsstrategi føles at give sig selv. Ikke destomindre har der aldrig før været talt så meget i forbindelse med arbejdets udførelse. Fordi det meste er af akademisk art og derfor kræver megen tale frem og tilbage. Men det er teknisk tale: alle de problemer man beskæftiger sig med er kommet ind under et fag, og der hersker almindelig accept af at et problem skal overlades til fagets folk, og disse griber det an ud fra den skoling de har fået i en institution hvis styring ligger i hænderne på politikerne som igen er et produkt af den herskende enighed. Den tænkning som hviler på lærdom i gammeldags forstand behøves ikke mere, og den giver heller ikke mere anledning til problemer.
Et eksempel på et problem som ville have meldt sig hvis den europæiske ånd var fortsat, er den tiltagende livslængde. Den vil betyde at en stigende del af de yngres arbejdsbyrde skal lægges i de ældres pleje og reparation. Dette arbejde kan ikke overtages af maskiner, det vil tage mange timer fra de unges liv og det har en dræbende virkning på mennesket at færdes i en sådan verden af forfald. I en kultur hvor åndelig rigdom sættes højt, ville man på et tidspunkt erkende at holdningen til menneskets livslængde må ændres. Og initativet hertil ville komme fra de mest dannede blandt de ældre. De ønsker ikke deres livsværk spoleret af en unødig lang tid med legemligt og åndeligt forfald (og de behøver ikke denne udsættelse til der absolut ikke er mere at hente), og de ønsker at den rigdom de har nydt livet igennem skal være en mulighed der står åben for alle. Om et sådant problem kan man sige: i et samfund hvor sproget i debatten er fattigt og hvor menneskets liv er åndsfattigt, kan problemet ikke bringes frem, men der føles heller ikke noget stort behov for det (se artiklen Kritik af Døden).
Når et arbejde ikke har nogen åndelig eller religiøs dimension er der ikke meget at sige om at: der kan hæftes tal på det og dets konsekvenser er nogenlunde til at efterforske. Måske udføres det bare af nødvendighed eller tidsfordriv, måske har højere magter tilskyndet til det. Denne sidste form for virke har spillet en langt større rolle i den europæiske verden end noget andet sted, nemlig i skikkelse af den foretagsomhed som begyndte med industrialiseringen og som bredte sig til de teknologiske og humanitære projekter. Og det er dette at denne form for livsgerning nu er blevet idealet - på kærlighedsgerningernes bekostning - der har fået os til at kalde ånden i vor tid for totalitær. Vi kan forvente at i de fremtidige karakteristikker af "europæisk ånd", vil hovedvægten måske blive lagt på denne form for virketrang. Opfattelsen ville svare til at man gav en fremstilling af antikkens Athen hvor hovedvægten var lagt på borgeren, krig og den menige gudsdyrkelse, hvorimod digtekunsten og den højere tænkning var tildelt en mindre plads i overensstemmelse med disse fænoméners faktiske betydning i samtiden. Ethvert åndsmenneske ville finde en sådan form for korrekthed ukorrekt, og sige at det billede vi får igennem de primære og de ældste sekundære kilder skal veje tungt i det billede vi opbygger af antikkens Grækenland. Dette billede er en myte, javist, men den er konstrueret således at den gør studiet af antikken mere berigende og den betyder at antikken kommer til at fremstå som en verden vi kan placere vores åndelige rødder i. Vi kan forestille os to fremtidige myter om den europæiske epoke: i den ene lægges (overdreven) vægt på den eksklusive europæiske åndsaktivitet og nutiden opfattes som et brud med denne fortid, i den anden lægges (ligeledes overdreven) vægt på projektvirksomheden (egennyttig som uegennyttig) og man vedkender sig denne fortid.
De mennesker som måtte tilskrives den største kærlighed til den europæisk ånd var i virkeligheden ikke de aktivt skabende. De fandtes snarere blandt skaberværkernes menige aftagere: de mennesker for hvem den største lyst i fritiden var bøger og koncerter, og som ikke kendte til skabergerningens omkostninger, og som i tilgift til tingene fik drømmen om kunstnerens frihed og dygtighed og solen sig i berømmelse. Thi at forsøge at realisere denne drøm var risikabelt. Man opdagede måske begrænsning i evner eller træthed ved studiet eller nederlag ved andres dom, hvorved der skabtes skår i den glæde man fremover kunne have ved værkerne. Jamen hvori bestod da det menige menneskes kærlighedsgerning? Den bestod i lydighed overfor den fordring det herskede om at tage del i de seriøse skaberværker, og dette skulle helst ske på en (med)skabende måde, idet skabergerningen ikke var fuldført ved at en ting var bragt til at eksistere: tingen skulle indlemmes i kulturen. Og hertil skulle alle medvirke: en kærlighedsgerning skal som sagt være offentlig. Man skulle ved reflektion og vurdering fordybe sig i tingen, så den kom til sin ret og så man fik det fulde udbytte, men man skulle også kommentere den overfor andre og få en diskussion igang, og således bidrage til at den fik den plads i kulturen som tilkom den. I modsat fald ville der bare være tale om en nysgerrighed som hele tiden skulle vækkes og mættes. Meningstilkendegivelsen skulle ikke bare være en ret men en pligt. I den europæiske verden skulle belønningen for lydigheden vise sig umiddelbart: man var blevet forædlet personligt og man havde bidraget til kulturens forædling. I modsætning til de totalitære samfund, hvor lydigheden gælder en abstrakt og uvedkommende instans som f.eks. fremtiden (- mennesker man ikke kan have nogen sympati for), og hvor lydigheden derfor får karakter af et slaveforhold, og hvor det man i virkeligheden tjener er de mennesker i nutiden som belønnes for éns slid: samfundsteoretikere, statschefer og partiledere. Mens man i den totalitære stat skal være ubetinget lydig, så er det væsentligt for den æstetisk orienterede kultur at der bringes forstyrrende elementer ind i kulturen. For fornyelsens skyld og for at slibe sproget, men også for at holde hadet i kog. De uønskede følger som en forstyrrelse kan få, skal ikke, som indenfor kristendommen og de totalitære samfund, forhindres ved gentagen indskræpelse af pligterne og eventuelt straf, men ved indskærpelse af kulturen. Dette opnår man ved krav om tilegnelse af kanoniserede værker og krav om kanoniseret teknisk kunnen, således at kulturen kender sin egenart. Der må skabes nogenlunde enighed om nutiden, så den står stærkt overfor fortiden (den mekaniske gentagelse) og fremtiden (som ville ødelægge nutiden hvis den virkelig var kendt).
Den læser som kan sin Søren Kierkegaard vil have bemærket at vi her tilsyneladende har byttet om på rangordenen af "det æstetiske" og "det etiske", og nærmest har sat lighedstegn imellem "det æstetiske" og "det religiøse". Kierkegaard taler jo om "tre stadier på livets vej", nemlig det æstetiske, det etiske og det religiøse, som er de grundlæggende livspositioner vi kan vælge og som rangerer i den nævnte orden. Kierkegaard har virkelig forståelse for at den største glæde man kan opleve er kærlighedens gerning. Men han går fejl af karakteren af den gerning som i virkeligheden personligt gav ham mest glæde. Han projekt var (i vores terminologi) religiøst i verdslig europæisk forstand: det var æstetisk snarere end etisk. Når han betragter det etiske liv som værende mere værdifuldt end det æstetiske liv, er det fordi det han kalder æstetikeren blot er den uforpligtende livsnyder der hele tiden må finde noget som kan pirre hans sanser, og fordi denne, ved at unddrage sig det evige og blot leve i det timelige, mærker en angst og fortvivlelse. Etikeren derimod er den der har taget familiens og samfundets forpligtelser på sig, hans liv er tilsyneladende mere ensformigt end æstetikerens, men i ensformigheden er der oplevelser som besidder en mere ægte skønhed end æstetikerens prangende glimmer, fordi de modtages i en rolig atmosfære og som belønning for et alvorligt arbejde. Etikeren kan dog ikke realisere kravene ved egen kraft, og mærker en skyldfølelse, og modnes måske til det religiøse stadium, idet han erkender at være absolut i forhold til det absolutte, nemlig skylder Gud ubetinget lydighed. Allerhøjest er man derfor først nået den dag man foretager springet og bliver troende kristen, dvs. tror på det paradoks at Gud åbenbarede sig som menneske og at det evige således er fremtrådt i tiden, og at forholdet til Gud igennem Jesus er blevet retableret, og syndsbevidstheden har indfundet sig. Man kan altså arbejde sig frem til en tilstand hvor man ser tilværelsens dybeste mening og oplever en uendelig skønhed. Men det projekt der her er tale om er af universel natur: det kan kommunikeres til enhver i helt prosaiske termer. Og hvis nogen havde gjort dette overfor Kierkegaard førend han selv var tilskyndet til at arbejde med problemet, havde han sikkert blot erklæret sig enig. Den glæde Kierkegaard har følt ved at være nået det religiøse stadium, kan ikke adskilles fra den nydelse han har følt ved sin tænkning og blændende skrivestil - og, skulle vi måske tilføje, nydelsen ved sine egne skrifter, hvis grafiske og udstyrsmæssige side han drog perfektionistisk omsorg for. Når vi her har talt om æstetikeren, så er det jo netop den som dyrker en interesse indenfor kunsten eller videnskaben på en sådan måde at han fornemmer sin gæld til en bestemt kulturtradition, føler taknemmelighed for den og tager et ansvar overfor den på sig. I Kierkegaards terminologi svarer dette til den etiker der har taget en forpligtelse på sig som må siges at rangere højere end familien og samfundet.
Ifølge Kierkegaard er vi fri til at vælge religionen fra, og de fleste vil gøre det. Og straffen for denne synd eksekveres ikke i det hinsidige men i det dennesidige, idet man livet igennem vil være hjemsøgt af angst og fortvivlelse. Men dette gælder (selvfølgelig) kun dem som har ånd nok til at kunne mærke at der er noget galt. Og disse skulle være æstetikerne, ifølge Kierkegaards definition på denne mennesketype. Da ethvert menneske i vor tid er æstetiker i denne forstand, eftersom ethvert menneske jo er storforbruger af kreative skaberværker, skulle ethvert menneske i vor tid altså bære en angst og fortvivlelse i sig. Fordi det lever indesluttet i det timelige og ikke får del i det evige. Da mange mennesker i vor tid tillige er etikere, skulle deres angst og fortvivlelse være mindre fordi de yder en indsats til fremme af en højere sag. Men på den anden side er alle blevet tvivlere med hensyn til nytten og konsekvenserne af deres livsgerning, og dette må nedsætte gevinsten ved at være etisk. Desuden er det evige forsvundet i den forstand at alle blevet berøvet drømmen og håbet om det evige liv, idet ingen mere tror på at livet fortsætter i en anden verden eller på at noget liv og nogen gerning kan opnå at blive indskrevet i historien på en måde der indgyder ubetinget ære. Når vi forsvinder, forsvinder vi: først sjælen, så kroppen, så hjemmesiden og til sidst erindringen hos andre. Hvor stor en del af den småfortvivlelse man finder hos alle mennesker - når man har lært dem nærmere at kende - der må forklares ved afskåretheden fra det evige kan vi ikke vide, men to ting kan vi sige med sikkerhed: 1. der findes former for religion som kan ophæve fortvivlelsen, 2. enhver sådan religion vil føre til kulturmæssig fortvivlelse, fordi religionens goder tilfalder nogle på bekostning af andre. Den form for religion vi her har i tankerne, er af den art som igennem århundreder har spillet en væsentlig rolle i alle de civiliserede kulturer, men om dens fremtidige betydning er det umuligt at gætte. Alt tyder dog på, at den form for religion der har æstetikken som det bærende element, kun vil blusse op i relativt kortvarige glimt: når menneskets tid på Jorden engang er til ende og regnskabet skal gøres op, vil den højere æstetiks betydning vise sig at have været meget lille. Vi kan illustrere det på denne måde: Antag at en person skal interviewe en anden. Der er to yderpoler for fremvisning af resultatet. Den ene er at filme seancen. Den anden er at intervieweren optager samtalen på bånd og derefter laver et bearbejdet interview, dvs. ændrer i spørgsmål og svar, kontakter den interviewede og stiller spørgsmål han havde glemt og får uddybet ting. På denne måde kan der skabes en artikel som er mere klar og oplysende og som kan have æstetisk værdi. Vi kan sige en ting med sikkerhed: langt de fleste mennesker, selv i en kultur hvor æstetikken er prioriteret højt, vil foretrække den første form, også selv om snakken er fyldt med æh-er og øh-er og gentagelser - ja vel i kraft af denne uskønhed. De fleste vil foretrække det umiddelbare, og de vil opfatte vores instinktive tilbøjelighed til det middelbare som et træk ved vor natur som er hæmmende for vor udfoldelse og livglæde og som vi derfor skal være opmærksomme på og holde i ave. Andre - færre og eventuelt kun meget få, alt efter tidernes skiften - vil se lige modsat på denne sag.
Vi har kaldt en kultur hvor der er fælles og væsentlige åndelige fordringer for en religiøs kultur, og vi har kaldt kærligheden for et religiøst kulturelement. At en kultur er religiøs fordrer mere end det at der findes kulturtraditioner som har religiøse træk: der må være en overordnet religiøs kulturforståelse. Og selv om der er en sådan behøver kærligheden ikke at være et centralt begreb endsige overhovedet findes. Hvis der er kærlighedstraditioner kan de være uden forbindelse med religionen eller måske ligefrem i strid med religionen. Som tidligere antydet forholder det sig strengt taget således med kristendommen. Kristendommen er ifølge egen opfattelse den mest kærlighedsorienterede af alle religioner, men som vi her forstår kærligheden, ville det være mere korrekt at sige at kristendommen muliggør kærligheden. En udbredt udlægning af kristendommens kærlighedsforståelse lyder således: Helt grundlæggende gælder at "Gud er kærlighed", herved udtrykkes at alle gaver kommer fra Gud og at ethvert udsagn om Gud er et udsagn om hans kærlighed. Og igennem denne indsigt bringes mennesket til at elske Gud ("Vi elsker ham, fordi han elskede os først", 1. Joh. 4, 19), og elsker man Gud af hele sit hjerte, vil man tjene Gud og forsøge at elske ligesom han elsker, blandt andet sin næste. Når man elsker Gud fyldes man af taknemmelighed over hans gaver, og ikke mindst af glæden ved at kunne elske. Den glæde som mennesket umiddelbart skænkes, er altså glæden ved taknemmelighed (for Guds gaver), glæden ved at tjene (Gud og næsten) og glæden ved godhed (overfor næsten). Og glæderne er betinget af gerninger, nemlig at elske Gud og at adlyde Gud. Denne lære er af universel natur: alle begreberne er alment kendte og forståelige (bemærk at elske og kærlighed betragtes som synonyme begreber), og de glæder mennesket er skænket er umiddelbart af elementær art: de påstås ikke at hvile på menneskenes kultur. Da denne uundgåeligt kommer til at spille ind, kan følelserne forædles, men umiddelbart må de kaldes primitive: man afgiver taknemmelighed når man gives goder og man modtager taknemmelighed når man giver goder. Når kristendommen trods denne selvforståelse har kunnet skænke menneskene betydelige glæder, skyldes det kulturforhold som er den officielle lære uvedkommende og som delvis vil være i strid med den. Denne mangelfulde forståelse har betydet, at en kristen "ekspert" kun i begrænset grad vil kunne rådgive når det f.eks. gælder kønskærligheden - hvis han ikke vil forråde sin lære.
At man har en religion eller religiøse kulturelementer der som kristendommen prædiker lighed imellem mennesker, og måske ligefrem forherliger det almindelige menneske, er måske en nødvendighed, fordi der indføres en etisk grundholdning som kan holde kulturens drift imod hieraki lidt i ave. Men hvis menneskene virkelig alle dage havde været lige, havde der ikke eksisteret nogen højere kultur. Det som kan legalisere privilegier er "dybden" af de lag i kulturen hvorfra privilegiernes begrundelse hentes, og som menneskene følgelig må opdrages til at udvise lydighed overfor. I den kærlighedsorienterede kultur accepterer man at yde tilskud til noget man ikke forstår, fordi man véd at værdien af en kærlighedsgerning kan være umulig at kommunikere til den udenforstående. I den totalitære kultur derimod er tingene altid lagt klart frem: I skal det og det fordi vi så opnår det og det. I vor tid kan enhver forstå og godkende det arbejde vi alle bidrager til uden at det på nogen måde kommer os personligt til gode. For blot få årtier siden kunne det paradoks forekomme, at en kunstner eller videnskabsmand kunne regne med at modtage en livsvarig indkomst for et arbejde hvis nærmere indhold og betydning for fremtiden, alle undtagen ham selv måtte indrømme at de kun havde tågede forestillinger om.
Efter renæssancen blev æstetikken en væsentlig faktor i den kristne praksis: den skulle stemme sindet og dermed øge taknemmeligheden. Det græske kærlighedsbegreb der havde "det skønne" som genstand, vandt indpas. Ikke fordi en sådan stræben ligger i menneskets natur, og at denne side af menneskets natur havde været holdt nede af kristendommen, men fordi man indenfor kristendommen trods alt forbandt Gud med skønhed. Og igennem teologiens udvikling og afdækning af skrifterne og skaberværket var der indført en ny form for glæde, nemlig glæden ved at studere - en glæde af æstetisk art. Man var således nået frem til en større forståelse af Guds væsen og man havde fået blik for en skønhed i hans skaberværk som ikke var tilgængelig for det menige menneske. Der var ikke langt herfra og til f.eks. Platons forestilling om en guddommelig verden hvori skønheden i alle dens mulige forekomster findes i sine rene former, af hvilke den skønhed som åbenbares for mennesket er en mere eller mindre svag afglans, og at opfatte menneskets stræben imod denne verden igennem tænkning og skabelse af skønhed som en kærlighedsgerning. Et æstetisk orienteret åndsliv opstod, hvori der var givet køb på det etiske til fordel for en udvidelse af kærlighedsbegrebet. Men kristendommens stærke bundethed til Jesu virke og skrifterne betød at det "verdslige" åndslivs religiøse karakter blev underkendt. Dette åndsliv blev ikke opfattet som en side af en (ny) religion der havde kristendommen som en anden side, men blev set som form for livsudfoldelse der kunne være til gavn for religionen (altså kristendommen), idet den kunne betyde en større påskønnelse af skaberværket samt lede bort fra de syndige stræberetninger. Men den kunne også skade religionen, ved at svække dens andel i åndslivet og (som det skulle vise sig) ved tænkning der frembragte sandheder som syntes uforenelige med religionens sandheder. Denne miskendelse af dannelsens religiøse natur betød at den kom til at stå svagt da de nedbrydende mekanismer satte ind.
Dannelsen var ikke bare - således som enhver religiøs fordring skal være - uopfyldelig, den var strengt taget umulig. Således blev det i hvert fald som tiden skred frem. I antikken var det en selvfølge at den ultimativt dannede, nemlig filosoffen, beherskede hele åndslivet, ikke som udøvende naturligvis, men som kyndig. Den udvikling det europæiske åndsliv gennemgik efter renæssancen betød at ridderlighed blev omformet til kultiverethed, altså dannelse. Men længe inden denne udviklings fuldbyrdelse i det 18. århundrede, havde fagene udviklet sig til at sådant niveau at den ultimativt dannede i samme forstand som i antikken var blevet en umulighed. Nogle ville dog gerne indtage denne position, så de sørgede for at være orienterede om det vigtigste der foregik indenfor fagene og for at have større viden end de fleste indenfor de fag som alle var enige om i særlig grad hørte til dannelse, nemlig historie, filosofi, litteratur samt de klassiske sprog og de samtidige hovedsprog. Disse ultimativt dannede havde nogle fortrin i selskabslivet i forhold til fagfolkene, men disse sidste kunne til gengæld sige om de første at de vidste lidt om alting og derfor ikke vidste noget om noget. Således opstod der en splittelse i åndslivet, men det var de ultimativt dannede som i særlig grad tegnede den europæiske ånd, fordi de beherskede det våben der i den højere åndsverden gav mest magt, nemlig skrive- og talekunsten. Ordet var deres levebrød: de fulgte med i alt, kommenterede det og digtede på det - i dagblade, småskrifter eller romaner. I vor tid har vi kaldt denne mennesketype de intellektuelle. Dette ord, som jo egentlig betyder forstandsmenneske eller åndsarbejder, blev i det 20. århundrede betegnelsen for de enkeltpersoner hist og her som i kraft af deres større horisont og forfinede sprog for mange kom til at fremstå som den eneste magt der kunne standse det fremadskridende barbari. Selvom denne rolle er udspillet og selv om nutidens europæiske intellektuelle oftest opfatter sig som verdensborgere snarere end særligt europæisksindede, må de betragtes som de sidste repræsentanter for den europæiske ånd. Fordi deres tilegnelse af de gamle dannelsesfag har et sådant omfang at drivkraften må være en regulær kærlighed til fortiden. De giver enhver der elsker den europæiske ånd tilfredsstillelse for dennes hunger efter dybe og originale tanker formet i et litterært sprog, og det er som tidligere nævnt alene heri at deres betydning er kommet til at ligge.
På samme måde som håndgribelige menneskelige skaberværker kan gå hen og blive klassikere, kan også tider og kulturer og religioner blive det. Man taler jo om guldaldre. Der er kulturer som træder frem som lysglimt i historien og evigt fængsler og studeres. Deres levetid er relativt kort og der kan gå umådelig lang tid inden de ses igen - ja det virker som om verden li'som skal samle kraft til disse udladninger. Og måske er der en højere mening med at mørkealdrene er så lange: når det kommer til stykket er det måske i disse perioder at mennesket trives bedst, thi den indsats man skal yde er lettere at opfylde for de fleste, og den samlede sum af tilfredshed (ikke sand lykke naturligvis) er måske større i mørkealdrene end i lysaldrene. Lysaldrene kan have et potentiale som gør at de efter at have været forladt genopvækkes. I en ny skikkelse selvfølgelig, men hvor man betragter den foregående inkarnation af kulturen som sine rødder. I enhver religion hersker forestillingen om et evigt liv: hvis ikke mennesket ligefrem fortsætter livet i en anden verden, så vil i hvert fald religionen leve evigt. Dette at religionen forfægter påstande som har karakter af kendsgerninger, men som er uforenelige med dagliglivets erfaringer om kendsgerningers natur, er ikke principielt uacceptabelt, og selvfølge slet ikke når de erkendes som myter. Myter er en væsentlig side af enhver religiøs kultur, og med mindre en mytes tid føles at være forbi, skal den plejes. Myterne indgår i opdragelsen og den fælles kulturforståelse, og det er ganske naturligt at der er en forskel imellem den officielle historieopfattelse og faghistorikerens opfattelse. Det er historiens mytologiske bestanddele som giver den farve og liv. Den europæiske åndsverden hvilte tungt på myter, fordi dens æstetiske orientering indebar udvælgelse, og fordi en sådan altid vil være usikker og præget at tilfældighed. Men når en udvælgelse har fået historisk tyngde, dvs. er blevet en myte, kan der ikke uden videre rokkes ved den. Fagfolkene kan godt revurdere en fremtrædende personlighed, men dette skal ikke nødvendigvis berøre den officielle opfattelse: har hans skrifter eller gerninger i århundreder været obligatorisk pensum i skolerne, må de måske fortsætte med at være dette. Forskere må gerne dissikere myter og forsøge at få halet sandheden frem, men når der fremsættes krav om at resultaterne skal udbredes og nå helt ned i skoleundervisningen, så er det tegn på at kulturen er under afvikling.
Ethvert menneske i vor tid som har en kærlighed til den europæiske verden, tror på at den vil få en renæssance. Og at der fremover vil være mennesker der, ligesom de munke i middelalderen som studerede den antikke arv, holder sig lidt på afstand af verden og prøver at fastholde den europæiske ånd og videreføre dens traditioner. Og den glæde disse mennesker vil opleve, den kærlighed de vil have til deres "subkultur", kan meget vel være større end den man kunne finde dengang kulturen var en selvfølge. Fordi de vil føle et stærkt indbyrdes slægtskab og fordi de må udføre en mere bevidst kærlighedsgerning. Men den kærlighed de vil føle er i virkeligheden ikke en kærlighed til den europæiske åndsverden: genstanden for deres kærlighed er deres egen åndsverden. Således var det også når en europæisk lærd erklærede at han havde kærlighed til antikken: antikken var for langt væk til at der kunne være tale om en autentisk kærlighed. Genstanden for hans kærlighed var den verden der havde produceret det billede han havde af antikken, og det bibliotek han arbejdede i og de skrifter han læste. Hvis en kineser studerede den antikke verden, var den jo ikke fjernere fra ham end den var fra europæeren, men det åndelige klima han arbejdede i var væsentligt forskelligt fra europæerens, og måske tillod det ikke at der kunne blive tale om en kærlighed til faget. Således er situationen jo nu for vor tids europæer. Når en pensioneret professor indenfor et sådant kærlighedsfag ser den måde hvorpå de unge håndtere det - studieatmosfæren, fotokopier, dvd-er, computeranimationer - må han spørge sig selv om deres følelser overfor faget har noget tilfælles med hans, eller om det nogensinde vil ske. Vist forandrer de ting sig som vi føler os tiltrukket af, men han kan ikke med sin bedste vilje få øje på noget i menneskene og rekvisitterne som kan måle sig med forholdene i hans ungdom: den særlige aura der omgav hans lærere (en autoritet der hvilte på mere end bare viden), studieomstændighederne som var den rene luksus i forhold til nu og så alt det gamle og smukke boghåndværk man færdedes iblandt, og som han endnu sidder og nyder.
Man kan påstå, at en kultur som i udpræget grad mangler alt det vi forbinder med religion, må være et sted hvor der ikke findes nogen dybere glæde og hvor livet ikke kan føles at have nogen højere mening. Og man kan forsøge at bestemme hvad konkret der skal til for at ophæve manglen, altså bestemme hvordan en tilfredsstillende religion skal defineres. Der skal vel ikke nødvendigvis herske en forestilling om en skabende gud, men der skal herske en forestilling om en opretholdende højere instans, og opretholdelsen må foregå ved at mennesket udviser lydighed overfor nogle bud og fordringer. Men skal den højere instans være af universel beskaffenhed - og kaldes Gud - dvs. er Gud en kendsgerning og er fordringerne éns for alle mennesker? Eller skal den højere instans tværtimod klart erkendes som kulturskabt, og således aldrig kunne sættes i forbindelse med begrebet sandhed, og bør man gå bort fra begrebet gud? Når vi her har talt om en religiøs kultur, og opfattet den europæiske åndsverden som et eksempel på en sådan, så har vi, uden overhovedet at afvise troen på Gud, ment at det må være indlysende at det er igennem lydighed overfor en højere instans som erkendes at være kulturskabt, at religionen kan få følelsesmæssig værdi for mennesket. Og vi har påstået, at den mest værdifulde form for religion er den hvor de æstetiske kulturelementer vægtes højt. Denne form for religion opstår og lever kun når særlige kulturomstændigheder er tilstede. I øjeblikket er vi så langt væk fra disse som man kan komme. Når fraværet af religion beklages, er det ikke denne form for religion der tænkes på. F.eks. er der næppe nogen af de kunstnere som lider under at vurderingsevnen og den klare skelnen imellem rigtig kunst og kreativ udfoldelse er gået tabt, som har nogen idé om hvordan problemet kunne løses, og den tanke at kulturen - og lydigheden overfor den - burde styrkes, vil i hvert fald ikke melde sig. Den form for religion som vi her taler for, er uden håb. Når der sker en forandring af kulturen som betyder at en art kærlighed begynder at forsvinde, kan det oftest være umuligt at få øje på en løsning. F.eks. betyder dette at de voksne, set fra børnene og de unges synsvinkel, ikke kan følge med udviklingen, at børnene mister respekt for deres forældre og at forældrekærligheden derfor umuliggøres.
Kærligheden er uden håb, men der er håb for kristendommen. Mærkeligt nok, da den indeholder forestillinger som er i strid med fornuften og mange træk i tidsånden. Årsagen er, at selv om kristendommen fordrer at man skal tage uladsiggørlige hændelser for kendsgerninger og at man skal bekende sig til en umulig troslære, så har verdsliggørelsen gjort at alt dette er noget man ikke behøver at tænke dybere over og som man kan tage let på, og desuden har vores bedre levevilkår betydet at de etiske fordringer er blevet nemmere at opfylde. Kristendommen kan tilfredsstille de mange mennesker som ønsker åndeligt fællesskab og inderlighed, og som har brug for engang imellem at bøje hovedet lidt. Vi er igang med at udforme kristendommen som en vare der findes i et utal af varianter som den enkelte kan vælge imellem. Enhver skal kunne finde en udgave som legaliserer hans ønsker eller ligefrem argumenterer for deres forrang. F.eks. at homoseksuelle mennesker skal kunne danne par med Guds velsignelse eller at de mere animerende musikformer (spirituel eller rytmisk) er den naturlige musik til de religiøse ceremonier. På denne måde kan man skabe en ønskelig atmosfæreforandring og opnå mere overensstemmelse imellem det religiøse og det verdslige liv.
Man siger at historien skrives af vinderne. Det ville være mere korrekt at tale om vindende historier, og at sige at de sande vindere er disse historiers helte. Heltenes navne kunne man engang slå op i et konversasionsleksikon, men der var to typer: der var dem der var medtaget af pligt fra redaktionens side, og hvis omtale bare var et CV, og så var der dem som en fagmedarbejder vidste noget om og skulle skrive noget interessant om, og det var disse den dannede søgte oplysning om. De helte man kunne have oprigtig sympati og interesse for, var dem der havde bidraget til skønheden i en af dens utallige muligheder for tilsynekomst. En fabrikant er oftest eftertiden helt ligegyldig og en opfinder kan oftest reduceres til en idé som eftertiden undrer sig over at ingen havde fået før, men en forfatter, maler, komponist, filosof, astronom, matematiker derimod kunne sætte en kædereaktion af videre studier igang. Man siger også at der var taberne, det store underkuede flertal, der rettede det slag imod den europæiske ånd som endegyldigt fik den til at kollapse. For nu var den time kommet hvor det syntes muligt at få gjort en afslutning på dette sorte kapitel i menneskehedens historie. Og skulle fortidens synder hævnes, så var de sidste dages undertrykte og deres sympatisører de eneste som kunne effektuere denne hævn. Som en symbolsk handling måtte alt hvad der kunne forbindes med fortidens aristokrati udslettes. Således også enhver form for højere ånd som ikke tjente alle og ikke kunne renses fra overklassens tænkemåde. Den skulle væk. I de totalitære regimer totalt væk, i vort mildere klima blot væk fra skoleundervisningen. Men hvorfor dette had imod ting som forlængst var hørt op med at have noget med overklassen at gøre, og hvis skabere oftest arbejdede for en timeløn der var ringere end nogen industriarbejders? Fordi anførerne i dette opgør hverken var de økonomisk undertrykte eller dem der var holdt udenfor uddannelserne, de kom tværtimod fra de lag som nu var blevet så velstillede at de kunne lade deres børn få en højere uddannelse, men disse unge kendte ikke til interesse for det fag de skulle studere, de var så at sige de uddannelsesmæssigt undertrykte. Dette var ikke i sig selv et nyt fænomén, thi til alle tider har uddannelse og dannelse været en lidelse for de fleste. Det kan ikke være anderledes, og det har alle dage været forværret af en mekanisme som har været den største trussel imod en enhver højere kultur, nemlig undergravning indefra. Ikke fra fjender af kulturen, for deres virksomhed måtte kaldes undergravning udefra, men af de uegnede eller uønskede repræsentanter for kulturen, man kunne kalde dem de falske vindere. Vindere fordi de havde en relativt fremtrædende position indenfor åndslivet og en form for arbejde som de fleste ville misunde, og falske fordi de var dårligt kvalificerede, manglede entusiasme eller varetog deres opgave hensynsløst. Det var f.eks. de dovne eller tyranniske lærere, og de tilsvarende mennesketyper indenfor præstestanden. Men i det 20. århundrede kom en ny slags falske vindere til, nemlig de kunstnere som var inficeret af fremskridtssygen. De var vindere fordi de tiltrak sig opmærksomhed og falske fordi deres talent og uddannelse og visioner ikke kunne retfærdiggøre opmærksomheden. Men denne udvikling betød "blot" at den menige dannede forlod finkulturen og overlod den til eksperterne, som betragtede det som en uundgåelig udvikling at fortidens fine skelneevne ikke mere kan opretholdes, og som oftest priste den nye situation selv om den bragte dem i forlegenhed. Det allestørste anslag imod æstetikken er kommet fra den efterfølgende tids falske vindere, nemlig dem som i kraft af den lige og lette adgang til masseudbredelse af kreative skaberværker af høj teknisk kvalitet, har fået de seriøse ting til at drukne i mængden. Tidligere skilte de æstetiske ting sig ret klart ud fra den øvrige produktion, og kunst lavet af mennesker der ikke var kunstnere, dvs. havde været igennem en anerkendt skoling, var ikke kunst - f.eks. blev amatørmaleri ikke opfattet som kunst. Brudet på denne orden, foranlediget af de større vanskeligheder ved æstetisk vurdering og den større produktion af ting hvis værdi beror på en æstetisk stræben, har betydet at ordet kreativitet er vundet frem som betegnelse for den kunstneriske skabertrang, og at man viger lidt tilbage for brugen af ordet kunst, måske på grund af en følelse af underlegenhed overfor fortidens kunstnere, og ligeledes bliver ordet æstetik mindre brugt, måske af samme grund. Dette har sat en ond cirkel igang, idet den store mængde af kreativ udfoldelse man udsættes for, og som forøges fordi flere tilskyndes og får mod til kreativitet, svækker evnen og lysten til kvalitetsvurdering. Hvis man ikke gør en bevidst indsats for at beskytte sig, vil de ting som har æstetisk værdi kun komme til at udgøre en lille del af alt det man udsættes for. Og da det er umuligt at beskytte børn, har mekanismen ført til at vores kultur ikke mere har den beskaffenhed der skal til for at sansen for skønhed kan udvikles.
Og hvad kan man så gøre ved det? Altså et problem som ikke er noget problem. Ikke meget mere end det jeg har gjort her: holde en tale om de forandringer der er sket. Den smule mere man kan gøre, og som jeg nu vil gøre, er at jeg vil vise hvordan nogle ting som alle kender til, kan laves på en anden måde end den der er opstået tradition for:
Ændret: 29. august 2008
Udarbejdet af Gert Buschmann